Ejendomsvurdering - grundværdi - gårdrydning - fælles gårdanlæg. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ejendomsvurdering - grundværdi - gårdrydning -
fælles gårdanlæg. (* 1)
Advokat A klagede for en andelsboligforening over den af skyldrådet ved
18. alm. vurd. pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelse af grundværdien for en
etageejendom med påstand om nedsættelse.
Grundværdien var ansat til 2.448.400 kr. efter etagearealprincippet med
udgangspunkt i den faktiske bebyggelsesprocent på 115 og en etagemeterpris på
1.000 kr. pr. m2 etageareal, svarende til 1.150 kr. pr. m2 grundareal.
Til støtte for påstanden henviste A bl.a. til, at 1.213 m2 af det samlede
grundareal på 2.129 m2 ved tinglyst deklaration i 1954 var udlagt til fælles
gårdhaveanlæg for hele karreens bebyggelse, hvilket reelt var ensbetydende
med, at ejendommens beboere ikke selv rådede over den væsentligste del af
grunden.
A anførte endvidere til støtte for påstanden, at der ved 17. alm.
vurdering blev givet et nedslag i arealprisen for hele arealet på 46,6%,
hvorfor der ligeledes ved 18. alm. vurdering burde gives et tilsvarende
nedslag, svarende til en arealpris på 800 kr. pr. m2 for det samlede
grundareal eller 1.703.200 kr. A påstod principalt grundværdien nedsat til
nævnte beløb - subsidiært, at fællesarealet blev ansat til 0.
Repræsentanter for Landsskatteretten besigtigede ejendommen. Det blev ved
denne lejlighed bl.a. oplyst, at boligforeningen ved etableringen af det
fælles gårdhaveanlæg havde forsøgt at få de øvrige parceller i
randbebyggelsen til at overtage en del af arealet, hvilket de dog ikke havde
ønsket.
Skyldrådet havde under sagens behandling for Landsskatteretten indstillet
ansættelsen stadfæstet under henvisning til, at bebyggelsesprocenten ifølge §
15-rammerne og forslag til kommuneplan var 150 i det pågældende område. Ved
den påklagede ansættelse var der alene taget udgangspunkt i den faktiske
bebyggelsesprocent på 115, idet en bebyggelse af en sådan størrelse -
svarende til den bestående bebyggelse - ville kunne genopføres på grunden.
Læs alt
Der var således reelt ved vurderingen taget hensyn til det udlagte
fællesareal.
Fra Told- og Skattestyrelsen var i forbindelse med sagens behandling
indhentet en udtalelse, hvoraf bl.a. fremgik:
»Generelt er grundværdien i skyldkredsen ansat med udgangspunkt i det
etageareal, der efter den i planlægningen fastsatte maksimalt tilladte
bebyggelsesprocent ville kunne opføres på grunden i ubebygget stand, og en
værdi pr. m2 etageareal. På grundlag af konstaterede grundsalg og
nedrivningssalg er grundværdien for området ansat til 1.000 kr. pr. m2
maksimalt tilladt etageareal, hvilket med den maksimalt tilladte
bebyggelsesprocent på 150 svarer til 1.500 kr. pr. m2 grundareal.
Som hovedregel vil man på en grund ikke kunne bygge efter de maksimalt
tilladte bebyggelsesprocenter. Dette skyldes, at bestemmelserne om størrelsen
af friarealer, parkeringsarealer samt afstandsbestemmelser til naboejendomme
og lignende, begrænser udnyttelsesmulighederne. Ansættelsen af niveauet har
således beroet på et gennemsnitligt skøn, som indebærer, at der ved en
grundværdiansættelse på 1.500 kr. m2 ikke forudsættes at grunden kan bebygges
efter en bebyggelsesprocent på 150. Det er derfor ikke i overensstemmelse
hermed, når den påklagede ejendom er ansat i grundværdi efter den faktiske
bebyggelse på 115 til 1.150 kr. pr. m2 grundareal.
Da den faktiske bebyggelsesprocent på 115 dog afviger væsentligt fra det
maksimale, vil det dog være rimeligt at give et nedslag på f.eks. 10%,
således at grundværdien ansættes til 1.350 kr. pr. m2 grundareal.
Spørgsmålet er, om der skal gives yderligere nedslag i grundværdien for
den begrænsning af rådigheden over grundarealet, der er sket ved den
tinglyste deklaration om fælles gårdareal.
Efter Told- og Skattestyrelsens skøn er værdien af grunde til
etabeboligbebyggelse i det væsentlige bestemt af det etageareal, der kan
opføres på grunden samt af grundens beliggenhed, og i ringe grad af om
grunden efter bebyggelse kan indhegnes til udelukkende benyttelse for
ejendommens beboere.
Gårdrydningen med fjernelse af plankeværker mellem ejendommene, således at
der etableres fælles opholdsarealer og diverse fælles faciliteter, må antages
at forøge værdien for alle karreens ejendomme. I øvrigt betaler det
offentlige hovedparten af anlægsudgifterne.
Ved etablering af fælles gårdareal ydes der ingen arealerstatning til
ejerne. Det er således forudsat, at ejerne ikke har noget formuetab ved
etablering af gårdfællesskabet, og det vil derfor også være i modstrid
hermed, såfremt grundværdien nedsættes for enkelte ejendomme, som stiller et
stort areal til rådighed for fællesskabet........
Der kan imidlertid være anledning til, ud over det foran nævnte nedslag på
10%, at give et yderligere konkret nedslag i grundværdien som følge af
grundens uheldige form.
Der er med den foreliggende vurdering på 1.150 kr. pr. m2, - der svarer
til en reduktion på 25% i forhold til normalansættelsen i området, og hvor
gårdarealet således i realiteten er ansat til 0 kr., - efter Told- og
Skattestyrelsens opfattelse ikke grundlag for en yderligere nedsættelse af
grundværdien, der herefter indstilles stadfæstet.«
Kommunens Bygge- og Boligdirektorat udtalte under sagens behandling bl.a.
:
»Ejendommene er ved deklaration, tinglyst 6. juni 1898, pålagt
servitut om, at der ikke må opføres beboelsesbygninger med mere end 5
beboelsesetager. Ved deklaration, tinglyst 7. august 1899, er bestemt at
nærmere angivne arealer i byggekarreernes indre »udlægges for at skaffe
de omkringliggende bygninger luft og lys, (og) som følge deraf aldrig må
benyttes på en mod denne tanke stridende måde.«
Var de forespurgte ejendomme ubebyggede pr. 1. januar 1986, og skulle
ejendommene bebygges på dette tidspunkt, ville en nybebyggelse næppe være af
en sådan art, at der udløstes lokalplanpligt i henhold til bestemmelsen i
kommuneplanlovens § 16. Nybebyggelse ville derfor kunne gennemføres med de
nødvendige dispensationer fra de dagældende bebyggelsesregulerende
bestemmelser i den relevante lovgivning i overensstemmelse med de derom
udfærdigede regler og retningslinier.
Såvel heromhandlede karre som de omliggende karreer er bebygget med
sluttet bebyggelse. For heromhandlede ejendomme ville magistraten i medfør af
bestemmelsen i byggelovens § 8, stk. 3, og i konsekvens af bestemmelsen i
deklarationen, lyst 7. august 1899, bestemme, at ny bebyggelse skulle opføres
i vejlinierne og føres ud i skel mod naboejendommene, samt at en sådan
sluttet bebyggelse skulle opføres i normal husdybde, hvilket i nærværende
tilfælde ville være en husdybde svarende til husdybden på de bygninger der
byggedes sammen med. Endvidere ville det blive forlangt, at den nye
bebyggelse blev opført med højst 5 etager, inklusive eventuel udnyttet
tagetage, jf. § 15-rammerne og deklarationen, lyst 6. juni 1898.......
På matr.nr. .... kunne der opføres en bebyggelse med et etageareal af
størrelsesordenen ca. 2.400 m2 svarende til en bebyggelsesprocent af
størrelsesordenen ca. 112 (Denne ejendoms nuværende etageareal er af
størrelsesordenen ca. 2.500 m2).
Endelig skal man oplyse, at en eventuel yderligere udnyttelse af de
forespurgte ejendomme kun kan gennemføres i form af indretning af en
yderligere (6.) beboelsesetage, men dette vil kræve dispensation fra
bestemmelsen om antallet af beboelsesetager i deklarationen, lyst 6. juni
1898.
En sådan dispensation skal gives af den samlede magistrat, men man kan
ikke udtale sig om, hvilken stilling den samlede magistrat ville have taget,
såfremt en dispensationsansøgning på daværende tidspunkt var blevet
forelagt.'
Landsskatteretten bemærkede, at grundværdien i henhold til bestemmelserne
i vurderingslovens § 6, jf. § 13. stk. 1 udgør grundens handelsværdi i
ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i
økonomisk henseende god anvendelse.
Efter de under sagens behandling indhentede oplysninger vedrørende
grundens retlige udnyttelsesmulighed på vurderingstidspunktet pr. 1. januar
1986, lagde Landsskatteretten til grund, at der alene kunne forventes opnået
tilladelse til at opføre en ejendom med en bebyggelsesprocent, der afrundet
svarede til den eksisterende faktiske bebyggelsepsrocent på 115.
Der fandtes således ikke tilstrækkelig anledning til at tage eventuelle
muligheder for opnåelse af dispensation til en højere bebyggelsesprocent i
betragtning ved fastsættelsen af den retlige udnyttelsesmulighed, der dannede
grundlag for ansættelsen af grundværdien.
For så vidt angik den af A nedlagte påstand om nedsættelse af grundværdien
som følge af, at 1213 m2 af grundarealet tjente som fællesareal for en række
ejendomme, som tilsvarende var indgået i en ordning om fælles gård og
gårdanlæg bemærkede retten, at de bestemmelser, hvorefter den i sagen
stedfundne gårdrydning blev påbudt, var indeholdt i Byggelov for København af
29/3 1939 § 50 afløst af § 50a. Bestemmelsen tilsigtede en væsentlig
forbedring af forholdene og gav alene hjemmel til erstatning for tab ved
nedrivning af en bebyggelse, hvis værdi var ringe i forhold til værdien af
den samlede bebyggelse på de ejendomme, der var omfattet af gårdrydningen.
I Byggelov nr. 152 af 15. april 1982 §§ 7 og 15 var indsat tilsvarende
bestemmelser.
Med hjemmel heri var der i bygningsreglementet af 1982 Kap. 2 indeholdt en
række almindelige bebyggelseregulerende bestemmelser, som tilsigtede en
forbedring, baseret på den nøje sammenhæng mellem bebyggelse og
udendørsmiljø, herunder bl.a. ved tilvejebringelse og opretholdelse af fælles
friarealer for flere ejendomme.
Det fremgik endvidere af bygningsreglementets Kap. 2, 2.2.1, og 2.2.2., at
grundstykket omfattede det i matriklen angivne areal for en samlet fast
ejendom, samt at bebyggelsesprocenten forstås som etagearealets procentvise
andel af grundstykkets areal. I beregningen af den bebyggelsesprocent, der
ville kunne godkendes for ejendommen, jf. det tidligere anførte, indgik
således også ejendommens fællesareal.
Efter det fremkomne bl.a. om baggrunden for de nævnte retsregler, der gav
adgang til at foretage erstatningsfrie reguleringer, sammenholdt med det
forhold, at grundens udnyttelse til bebyggelse var upåvirket af disse, fandt
Landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at grundens handelsværdi var
forringet gennem den stedfundne udlægning af friarealer. Da retten i øvrigt
kunne tiltræde den ved ansættelsen forudsatte etagemeterpris på 1.000 kr., og
da værdien på 1.150 kr. pr. m2 grundareal var baseret på en
bebyggelsesprocent på 115, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.
Lignende dokumenter
- Sagen drejer sig om hvorvidt betingelserne for genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2 er opfyldt Domsdatabasen · 30. oktober 2024
- Vurdering fast ejendom - grundværdi - parcelhus - planlægning. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Vurdering fast ejendom - grundværdi - støjgener. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Landsskatteretskendelse vedr. ejendomsvurdering - omberegning af grundværdi - basisår Retsinformation · 28. marts 2013
- Landsskatteretskendelse vedr. afslag på ekstraordinær genoptagelse ved skatterådet – grundværdi – bebyggelsesprocent – etageprincip Retsinformation · 17. november 2009
- Ejendomsvurdering - grundværdi - retlig udnyttelse.(* 1) Retsinformation · 25. september 1997