Spring til indhold

Retsinformation

Ejendomsvurdering - grundværdi - gårdrydning - fælles gårdanlæg. (* 1)

KEN nr 18137 af 27/05/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ejendomsvurdering - grundværdi - gårdrydning -

fælles gårdanlæg. (* 1)

Advokat A klagede for en andelsboligforening over den af skyldrådet ved

18. alm. vurd. pr. 1. januar 1986 foretagne ansættelse af grundværdien for en

etageejendom med påstand om nedsættelse.

Grundværdien var ansat til 2.448.400 kr. efter etagearealprincippet med

udgangspunkt i den faktiske bebyggelsesprocent på 115 og en etagemeterpris på

1.000 kr. pr. m2 etageareal, svarende til 1.150 kr. pr. m2 grundareal.

Til støtte for påstanden henviste A bl.a. til, at 1.213 m2 af det samlede

grundareal på 2.129 m2 ved tinglyst deklaration i 1954 var udlagt til fælles

gårdhaveanlæg for hele karreens bebyggelse, hvilket reelt var ensbetydende

med, at ejendommens beboere ikke selv rådede over den væsentligste del af

grunden.

A anførte endvidere til støtte for påstanden, at der ved 17. alm.

vurdering blev givet et nedslag i arealprisen for hele arealet på 46,6%,

hvorfor der ligeledes ved 18. alm. vurdering burde gives et tilsvarende

nedslag, svarende til en arealpris på 800 kr. pr. m2 for det samlede

grundareal eller 1.703.200 kr. A påstod principalt grundværdien nedsat til

nævnte beløb - subsidiært, at fællesarealet blev ansat til 0.

Repræsentanter for Landsskatteretten besigtigede ejendommen. Det blev ved

denne lejlighed bl.a. oplyst, at boligforeningen ved etableringen af det

fælles gårdhaveanlæg havde forsøgt at få de øvrige parceller i

randbebyggelsen til at overtage en del af arealet, hvilket de dog ikke havde

ønsket.

Skyldrådet havde under sagens behandling for Landsskatteretten indstillet

ansættelsen stadfæstet under henvisning til, at bebyggelsesprocenten ifølge §

15-rammerne og forslag til kommuneplan var 150 i det pågældende område. Ved

den påklagede ansættelse var der alene taget udgangspunkt i den faktiske

bebyggelsesprocent på 115, idet en bebyggelse af en sådan størrelse -

svarende til den bestående bebyggelse - ville kunne genopføres på grunden.

Læs alt

Der var således reelt ved vurderingen taget hensyn til det udlagte

fællesareal.

Fra Told- og Skattestyrelsen var i forbindelse med sagens behandling

indhentet en udtalelse, hvoraf bl.a. fremgik:

»Generelt er grundværdien i skyldkredsen ansat med udgangspunkt i det

etageareal, der efter den i planlægningen fastsatte maksimalt tilladte

bebyggelsesprocent ville kunne opføres på grunden i ubebygget stand, og en

værdi pr. m2 etageareal. På grundlag af konstaterede grundsalg og

nedrivningssalg er grundværdien for området ansat til 1.000 kr. pr. m2

maksimalt tilladt etageareal, hvilket med den maksimalt tilladte

bebyggelsesprocent på 150 svarer til 1.500 kr. pr. m2 grundareal.

Som hovedregel vil man på en grund ikke kunne bygge efter de maksimalt

tilladte bebyggelsesprocenter. Dette skyldes, at bestemmelserne om størrelsen

af friarealer, parkeringsarealer samt afstandsbestemmelser til naboejendomme

og lignende, begrænser udnyttelsesmulighederne. Ansættelsen af niveauet har

således beroet på et gennemsnitligt skøn, som indebærer, at der ved en

grundværdiansættelse på 1.500 kr. m2 ikke forudsættes at grunden kan bebygges

efter en bebyggelsesprocent på 150. Det er derfor ikke i overensstemmelse

hermed, når den påklagede ejendom er ansat i grundværdi efter den faktiske

bebyggelse på 115 til 1.150 kr. pr. m2 grundareal.

Da den faktiske bebyggelsesprocent på 115 dog afviger væsentligt fra det

maksimale, vil det dog være rimeligt at give et nedslag på f.eks. 10%,

således at grundværdien ansættes til 1.350 kr. pr. m2 grundareal.

Spørgsmålet er, om der skal gives yderligere nedslag i grundværdien for

den begrænsning af rådigheden over grundarealet, der er sket ved den

tinglyste deklaration om fælles gårdareal.

Efter Told- og Skattestyrelsens skøn er værdien af grunde til

etabeboligbebyggelse i det væsentlige bestemt af det etageareal, der kan

opføres på grunden samt af grundens beliggenhed, og i ringe grad af om

grunden efter bebyggelse kan indhegnes til udelukkende benyttelse for

ejendommens beboere.

Gårdrydningen med fjernelse af plankeværker mellem ejendommene, således at

der etableres fælles opholdsarealer og diverse fælles faciliteter, må antages

at forøge værdien for alle karreens ejendomme. I øvrigt betaler det

offentlige hovedparten af anlægsudgifterne.

Ved etablering af fælles gårdareal ydes der ingen arealerstatning til

ejerne. Det er således forudsat, at ejerne ikke har noget formuetab ved

etablering af gårdfællesskabet, og det vil derfor også være i modstrid

hermed, såfremt grundværdien nedsættes for enkelte ejendomme, som stiller et

stort areal til rådighed for fællesskabet........

Der kan imidlertid være anledning til, ud over det foran nævnte nedslag på

10%, at give et yderligere konkret nedslag i grundværdien som følge af

grundens uheldige form.

Der er med den foreliggende vurdering på 1.150 kr. pr. m2, - der svarer

til en reduktion på 25% i forhold til normalansættelsen i området, og hvor

gårdarealet således i realiteten er ansat til 0 kr., - efter Told- og

Skattestyrelsens opfattelse ikke grundlag for en yderligere nedsættelse af

grundværdien, der herefter indstilles stadfæstet.«

Kommunens Bygge- og Boligdirektorat udtalte under sagens behandling bl.a.

:

»Ejendommene er ved deklaration, tinglyst 6. juni 1898, pålagt

servitut om, at der ikke må opføres beboelsesbygninger med mere end 5

beboelsesetager. Ved deklaration, tinglyst 7. august 1899, er bestemt at

nærmere angivne arealer i byggekarreernes indre »udlægges for at skaffe

de omkringliggende bygninger luft og lys, (og) som følge deraf aldrig må

benyttes på en mod denne tanke stridende måde.«

Var de forespurgte ejendomme ubebyggede pr. 1. januar 1986, og skulle

ejendommene bebygges på dette tidspunkt, ville en nybebyggelse næppe være af

en sådan art, at der udløstes lokalplanpligt i henhold til bestemmelsen i

kommuneplanlovens § 16. Nybebyggelse ville derfor kunne gennemføres med de

nødvendige dispensationer fra de dagældende bebyggelsesregulerende

bestemmelser i den relevante lovgivning i overensstemmelse med de derom

udfærdigede regler og retningslinier.

Såvel heromhandlede karre som de omliggende karreer er bebygget med

sluttet bebyggelse. For heromhandlede ejendomme ville magistraten i medfør af

bestemmelsen i byggelovens § 8, stk. 3, og i konsekvens af bestemmelsen i

deklarationen, lyst 7. august 1899, bestemme, at ny bebyggelse skulle opføres

i vejlinierne og føres ud i skel mod naboejendommene, samt at en sådan

sluttet bebyggelse skulle opføres i normal husdybde, hvilket i nærværende

tilfælde ville være en husdybde svarende til husdybden på de bygninger der

byggedes sammen med. Endvidere ville det blive forlangt, at den nye

bebyggelse blev opført med højst 5 etager, inklusive eventuel udnyttet

tagetage, jf. § 15-rammerne og deklarationen, lyst 6. juni 1898.......

På matr.nr. .... kunne der opføres en bebyggelse med et etageareal af

størrelsesordenen ca. 2.400 m2 svarende til en bebyggelsesprocent af

størrelsesordenen ca. 112 (Denne ejendoms nuværende etageareal er af

størrelsesordenen ca. 2.500 m2).

Endelig skal man oplyse, at en eventuel yderligere udnyttelse af de

forespurgte ejendomme kun kan gennemføres i form af indretning af en

yderligere (6.) beboelsesetage, men dette vil kræve dispensation fra

bestemmelsen om antallet af beboelsesetager i deklarationen, lyst 6. juni

1898.

En sådan dispensation skal gives af den samlede magistrat, men man kan

ikke udtale sig om, hvilken stilling den samlede magistrat ville have taget,

såfremt en dispensationsansøgning på daværende tidspunkt var blevet

forelagt.'

Landsskatteretten bemærkede, at grundværdien i henhold til bestemmelserne

i vurderingslovens § 6, jf. § 13. stk. 1 udgør grundens handelsværdi i

ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i

økonomisk henseende god anvendelse.

Efter de under sagens behandling indhentede oplysninger vedrørende

grundens retlige udnyttelsesmulighed på vurderingstidspunktet pr. 1. januar

1986, lagde Landsskatteretten til grund, at der alene kunne forventes opnået

tilladelse til at opføre en ejendom med en bebyggelsesprocent, der afrundet

svarede til den eksisterende faktiske bebyggelsepsrocent på 115.

Der fandtes således ikke tilstrækkelig anledning til at tage eventuelle

muligheder for opnåelse af dispensation til en højere bebyggelsesprocent i

betragtning ved fastsættelsen af den retlige udnyttelsesmulighed, der dannede

grundlag for ansættelsen af grundværdien.

For så vidt angik den af A nedlagte påstand om nedsættelse af grundværdien

som følge af, at 1213 m2 af grundarealet tjente som fællesareal for en række

ejendomme, som tilsvarende var indgået i en ordning om fælles gård og

gårdanlæg bemærkede retten, at de bestemmelser, hvorefter den i sagen

stedfundne gårdrydning blev påbudt, var indeholdt i Byggelov for København af

29/3 1939 § 50 afløst af § 50a. Bestemmelsen tilsigtede en væsentlig

forbedring af forholdene og gav alene hjemmel til erstatning for tab ved

nedrivning af en bebyggelse, hvis værdi var ringe i forhold til værdien af

den samlede bebyggelse på de ejendomme, der var omfattet af gårdrydningen.

I Byggelov nr. 152 af 15. april 1982 §§ 7 og 15 var indsat tilsvarende

bestemmelser.

Med hjemmel heri var der i bygningsreglementet af 1982 Kap. 2 indeholdt en

række almindelige bebyggelseregulerende bestemmelser, som tilsigtede en

forbedring, baseret på den nøje sammenhæng mellem bebyggelse og

udendørsmiljø, herunder bl.a. ved tilvejebringelse og opretholdelse af fælles

friarealer for flere ejendomme.

Det fremgik endvidere af bygningsreglementets Kap. 2, 2.2.1, og 2.2.2., at

grundstykket omfattede det i matriklen angivne areal for en samlet fast

ejendom, samt at bebyggelsesprocenten forstås som etagearealets procentvise

andel af grundstykkets areal. I beregningen af den bebyggelsesprocent, der

ville kunne godkendes for ejendommen, jf. det tidligere anførte, indgik

således også ejendommens fællesareal.

Efter det fremkomne bl.a. om baggrunden for de nævnte retsregler, der gav

adgang til at foretage erstatningsfrie reguleringer, sammenholdt med det

forhold, at grundens udnyttelse til bebyggelse var upåvirket af disse, fandt

Landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at grundens handelsværdi var

forringet gennem den stedfundne udlægning af friarealer. Da retten i øvrigt

kunne tiltræde den ved ansættelsen forudsatte etagemeterpris på 1.000 kr., og

da værdien på 1.150 kr. pr. m2 grundareal var baseret på en

bebyggelsesprocent på 115, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.

Lignende dokumenter