Befordringsfradrag - værnepligtig - færgeudgifter. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Befordringsfradrag - værnepligtig -
færgeudgifter. (* 1)
A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder
ikke havde godkendt hans ligningsmæssige fradrag på 1.704 kr. for
færgeudgifter.
Det var oplyst, at klageren i perioden 1. oktober til 31. december 1987
havde aftjent sin værnepligt i København, og at han som værnepligtig havde
frikort til offentlige befordringsmidler. Han havde ikke selv afholdt udgift
til den omhandlede færgetransport.
Ved indkomstopgørelsen havde klageren foretaget fradrag for udgifter til
befordring mellem hjemmet i Jylland og tjenestestedet i København med 2.926
kr., heraf fradrag for færgebilletter, 1.704 kr., svarende til udgiften ved
benyttelse af Århus-Kalundborg færgen til 12 hjemrejser.
De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradraget på 1.704 kr.,
idet der var henvist til, at klageren ikke havde dokumenteret, at han havde
afholdt udgiften hertil.
Klageren påstod sig over for Landsskatteretten berettiget til det
selvangivne fradrag for færgetransport, idet han anførte, at der ikke fandtes
hjemmel til at nægte ham fradrag for færgetransport.
Klageren begrundede sin påstand med følgende:
Af lov nr. 213 af 30. maj 1980 fulgte af § 26, stk. 3, at ministeren
bemyndiges til at fastsætte regler om fribefordring for værnepligtige. I
kundgørelse for Forsvaret B8-1 havde Forsvarsministeren givet de nærmere
retningslinier for værnepligtiges fribefordring. Af kundgørelsens § 4 fulgte,
at den bl.a. omfattede værnepligtigt menigt personel, dvs. han var omfattet
af kundgørelsen i de 9 måneder, han aftjente værnepligt. Af § 3 fremgik
kundgørelsens formål, nemlig med fribefordringen at yde et supplement til
værnepligtslønnen. Gyldighedsområdet for fribefordringen var fastsat i
kundgørelsen § 6, litra a, »samtlige jernbanestrækninger og indenlandske
DSB-færger«.
Læs alt
Under henvisning til ovenstående kunne det altså konstateres, at man med
fribefordringen havde ønsket at yde et supplement til værnepligtslønnen, samt
at man ikke på nogen måde skelnede mellem togtransport eller færgetransport
med DSB-færger.
Af ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1 fulgte, at værnepligtige, uanset de
havde frirejsekort, havde sædvanligt befordringsfradrag mellem bopæl og
kaserne.
Han måtte derfor fastholde, at de stedlige skattemyndigheder ikke under
henvisning til ligningsvejledningen 1989 U 1.4 kunne nægte ham fradrag for
færgetransport under henvisning til, at han ikke havde dokumenteret udgift
til færgebillet.
Netop under henvisning til ovennævnte kundgørelse fra Forsvarsministeren
havde han naturligvis ikke afholdt nogen udgift til færgetransport, men
henset til, at man havde ønsket at sidestille værnepligtige med øvrige
lønmodtagere (ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1) fastholdt han, at
skattemyndighederne manglede hjemmel til at nægte ham fradrag for
færgetransport. Han gjorde i den forbindelse gældende, at afsnit U 1.4 i
ligningsvejledningen om færgetransport og lignende ikke var skrevet under
hensyn til værnepligtiges særlige forhold, nemlig at de havde frirejsekort.
Bestemmelserne om fradragsret for udgifter til færgetransport fremgår af
bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 om befordringsfradrag, jf.
ligningslovens § 9 C. Ifølge bekendtgørelsen § 3, jf. § 2, kan den
skattepligtige mod dokumentation foretage fradrag for de faktiske udgifter
til færgetransport.
Uanset, at det ved fastsættelsen af bestemmelserne om værnepligtiges
fribefordring har været tilsigtet at yde et supplement til værnepligtslønnen,
og at det i Statsskattedirektoratets ligningsvejledning U 1.1.1 for 1987 var
anført, at værnepligtige var berettigede til fradrag for befordring mellem
den sædvanlige bopæl og kasernen, fandt Landsskatteretten, at der - bortset
fra bestemmelserne i ligningslovens § 9 C om normalfradraget
(afstandsfradraget) - ikke var hjemmel til at indrømme værnepligtige fradrag
for befordringsudgifter, som ikke var dokumenterede eller sandsynliggjorte.
Da det af ovennævnte bekendtgørelse klart fremgik, at der kun var fradrag
for faktiske udgifter til færgetransport, og da klageren ikke havde afholdt
udgifter hertil, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at klageren
ikke var anset for berettiget til fradrag for færgetransport.
Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.
LV 1989, U 1.1.1 og 1.4.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse af 10. november 2025 i FV2025-1433 (tidligere FV2025-529) Arbejdsretten m.fl. · 10. november 2025
- Landsskatteretskendelse vedr. befordring mellem hjem og arbejde Retsinformation · 26. september 2006
- Befordringsfradrag – fri bil finansieret ved reduktion af skattepligtig bruttoløn Retsinformation · 9. juni 2009
- Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Befordring, DSB ansat, færgeudgifter. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Befordring, hjem/arbejdsplads, taxa (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1987 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1989 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1990 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1988 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1985 AFSNIT PU - BEFORDRINGSUDGIFTER OG BEFORDRINGSGODTGØRELSER Retsinformation · 5. februar 2008