Spring til indhold

Retsinformation

Befordringsfradrag - værnepligtig - færgeudgifter. (* 1)

KEN nr 18025 af 11/01/1991Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Befordringsfradrag - værnepligtig -

færgeudgifter. (* 1)

A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder

ikke havde godkendt hans ligningsmæssige fradrag på 1.704 kr. for

færgeudgifter.

Det var oplyst, at klageren i perioden 1. oktober til 31. december 1987

havde aftjent sin værnepligt i København, og at han som værnepligtig havde

frikort til offentlige befordringsmidler. Han havde ikke selv afholdt udgift

til den omhandlede færgetransport.

Ved indkomstopgørelsen havde klageren foretaget fradrag for udgifter til

befordring mellem hjemmet i Jylland og tjenestestedet i København med 2.926

kr., heraf fradrag for færgebilletter, 1.704 kr., svarende til udgiften ved

benyttelse af Århus-Kalundborg færgen til 12 hjemrejser.

De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradraget på 1.704 kr.,

idet der var henvist til, at klageren ikke havde dokumenteret, at han havde

afholdt udgiften hertil.

Klageren påstod sig over for Landsskatteretten berettiget til det

selvangivne fradrag for færgetransport, idet han anførte, at der ikke fandtes

hjemmel til at nægte ham fradrag for færgetransport.

Klageren begrundede sin påstand med følgende:

Af lov nr. 213 af 30. maj 1980 fulgte af § 26, stk. 3, at ministeren

bemyndiges til at fastsætte regler om fribefordring for værnepligtige. I

kundgørelse for Forsvaret B8-1 havde Forsvarsministeren givet de nærmere

retningslinier for værnepligtiges fribefordring. Af kundgørelsens § 4 fulgte,

at den bl.a. omfattede værnepligtigt menigt personel, dvs. han var omfattet

af kundgørelsen i de 9 måneder, han aftjente værnepligt. Af § 3 fremgik

kundgørelsens formål, nemlig med fribefordringen at yde et supplement til

værnepligtslønnen. Gyldighedsområdet for fribefordringen var fastsat i

kundgørelsen § 6, litra a, »samtlige jernbanestrækninger og indenlandske

DSB-færger«.

Læs alt

Under henvisning til ovenstående kunne det altså konstateres, at man med

fribefordringen havde ønsket at yde et supplement til værnepligtslønnen, samt

at man ikke på nogen måde skelnede mellem togtransport eller færgetransport

med DSB-færger.

Af ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1 fulgte, at værnepligtige, uanset de

havde frirejsekort, havde sædvanligt befordringsfradrag mellem bopæl og

kaserne.

Han måtte derfor fastholde, at de stedlige skattemyndigheder ikke under

henvisning til ligningsvejledningen 1989 U 1.4 kunne nægte ham fradrag for

færgetransport under henvisning til, at han ikke havde dokumenteret udgift

til færgebillet.

Netop under henvisning til ovennævnte kundgørelse fra Forsvarsministeren

havde han naturligvis ikke afholdt nogen udgift til færgetransport, men

henset til, at man havde ønsket at sidestille værnepligtige med øvrige

lønmodtagere (ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1) fastholdt han, at

skattemyndighederne manglede hjemmel til at nægte ham fradrag for

færgetransport. Han gjorde i den forbindelse gældende, at afsnit U 1.4 i

ligningsvejledningen om færgetransport og lignende ikke var skrevet under

hensyn til værnepligtiges særlige forhold, nemlig at de havde frirejsekort.

Bestemmelserne om fradragsret for udgifter til færgetransport fremgår af

bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 om befordringsfradrag, jf.

ligningslovens § 9 C. Ifølge bekendtgørelsen § 3, jf. § 2, kan den

skattepligtige mod dokumentation foretage fradrag for de faktiske udgifter

til færgetransport.

Uanset, at det ved fastsættelsen af bestemmelserne om værnepligtiges

fribefordring har været tilsigtet at yde et supplement til værnepligtslønnen,

og at det i Statsskattedirektoratets ligningsvejledning U 1.1.1 for 1987 var

anført, at værnepligtige var berettigede til fradrag for befordring mellem

den sædvanlige bopæl og kasernen, fandt Landsskatteretten, at der - bortset

fra bestemmelserne i ligningslovens § 9 C om normalfradraget

(afstandsfradraget) - ikke var hjemmel til at indrømme værnepligtige fradrag

for befordringsudgifter, som ikke var dokumenterede eller sandsynliggjorte.

Da det af ovennævnte bekendtgørelse klart fremgik, at der kun var fradrag

for faktiske udgifter til færgetransport, og da klageren ikke havde afholdt

udgifter hertil, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at klageren

ikke var anset for berettiget til fradrag for færgetransport.

Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet.

LV 1989, U 1.1.1 og 1.4.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter