Spring til indhold

Retsinformation

Husdyrsygdomsloven, hjemmel, indsamling, videregivelse, besætningsejere, informationsdatabase, udlandet (* 1)

KEN nr 11092 af 21/06/1991Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Husdyrsygdomsloven, hjemmel, indsamling,

videregivelse, besætningsejere, informationsdatabase, udlandet (* 1)

Justitsministeriet anmodede Registertilsynet om en udtalelse vedrørende

oprettelse af et centralt husdyrregister i Landbrugsministeriet.

Registeret havde bl.a. til formål at opfylde Danmarks forpligtelser over

for EF i forbindelse med etableringen af Det Indre Marked og en omlægning af

kontrolstrukturen på det veterinære område. Baggrunden herfor var direktiv

90/425/EØF om kontrol i samhandelen med visse levende dyr, hvori bl.a. var

bestemt, at levende dyr kun måtte indgå i samhandel mellem medlemslandene,

såfremt de var registreret og identificeret på en sådan måde, at de kunne

føres tilbage til oprindelseslandet. Dyrene skulle stamme fra en bedrift, et

center eller organ, der var underlagt en regelmæssig officiel

veterinærkontrol, og de skulle under transporten være ledsaget af et

EF-sundhedscerfitikat. Desuden skulle dyrenes bevægelser og sundhedstilstand

hele tiden kunne følges.

For at gennemføre disse krav foreslog man opbygget et centralt

husdyrregister i Landbrugsministeriet, Veterinærdirektoratet. Det

var Landbrugsministeriets opfattelse, at lov om husdyrsygdomme gav hjemmel

til oprettelse af et sådant centralt husdyrregister, idet man henviste til

forarbejderne til loven.

Det var bl.a. hensigten at registrere besætningsejere, markeder,

handelsmænd m.v., og herved registrere samtlige potentielt samhandlende for

at sikre en kortlægning af dyrenes handelsbevægelser også på nationalt

område. Man ønskede at skaffe sig et billede over dyresundhedsmæssige

forhold, som til enhver tid var ajourført.

Bedrifterne skulle efter det oplyste underlægges regelmæssig officiel

veterinærkontrol. I tilknytning til et centralt husdyrregister kunne det

bl.a. gøres muligt at etablere en række kontrolordninger, bl.a. baseret på

anvendelse af ejererklæringsblanketter, som tildeltes det enkelte

oprindelsessted (besætningsejere, handelsmænd, markeder m.v.), og som skulle

Læs alt

følge det enkelte dyr hele tiden. Dyrene skulle i øvrigt ledsages af et

EF-sundhedscertifikat ved udførelse til et andet EF-land. Et sådant

certifikat forlangtes ikke ved samhandel inden for landets grænser.

Et centralt husdyrregister skulle danne grundlag for en række

kontrolfunktioner.

Oplysningerne i registeret ville bl.a. blive indberettet i forbindelse med

indførsel af levende dyr fra andre EF-lande samt fra tredjelande.

Det var endvidere hensigten, at den praktiserende dyrlæge, der var knyttet

til hver enkelt bedrift m.v., f.eks. årligt skulle udfylde et standardiseret

kontrolskema. Disse oplysninger ville derefter blive optaget i

husdyrregisteret.

I forbindelse med udførelse af dyr til et andet EF-land udstedtes EF

sundhedscerfitikat af kredsdyrlægen, der i den forbindelse skulle have

online-adgang til registeret.

Forventede indførsler af dyr fra andre EF-lande ville på længere sigt

blive meddelt veterinærmyndighederne i bestemmelsesstaten via et elektronisk

kommunikationssystem, som skulle etableres på EFKommissionens initiativ. Det

fremgik endvidere, at et centralt husdyrregister på længere sigt agtedes

koblet på fællesskabssystemerne for samhandel (ANIMO) og for indførsel fra

tredjelande (SHIFT).

Det var hensigten, at producent- og brancheorganisationerne inden for de

vigtigste husdyrsektorer i relation til husdyrimport ville etablere kontrol-

og karantæneordninger på frivilligt grundlag, men dog eventuelt således, at

husdyrproducenternes deltagelse i disse ordninger kunne blive en betingelse

for levering til andelsvirksomhederne. Det var imidlertid en forudsætning for

den frivillige kontrolordnings praktiske gennemførelse, at

veterinærmyndighederne, på begæring eller rutinemæssigt kunne orientere de

pågældende erhvervsorganistioner om konkrete indførelser af husdyr.

Landbrugsministeriet rejste i den forbindelse over for

Justitsministeriet spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne i et centralt

husdyrregister, som måtte betragtes som værende af ringe følsomhed, kunne

gøres offentligt tilgængelige ved bekendtgørelse, udstedt i medfør af

husdyrsygdomsloven. Herved ville det blive muligt at videregive oplysningerne

til private i medfør af lov om offentlige myndigheders registre § 17, stk. 2.

Landbrugsministeriet fremhævede desuden, at formålet med et offentligt

tilgængeligt centralt husdyrregister også var at skabe tryghed i samhandelen

og grundlægge et effektivt veterinært beredskab.

Registertilsynet kunne således konstatere, at Landbrugsministeriet ønskede

at oprette en landsdækkende og offentligt tilgængelig informationsdatabase,

indeholdende oplysninger om samtlige potentielt samhandlende besætningsejere

m.v. Af det fremsendte materiale fremgik det, at samtlige besætninger ifølge

oplysninger fra Danmarks Statistik i 1988 udgjorde et væsentligt større antal

(samlet ca. 98.000 besætninger) end det antal besætninger (ca. 2.230), der i

1988 ifølge Jordbrugsøkonomisk Instituts skøn rent faktisk havde været

genstand for samhandel. Det var ikke endeligt fastlagt, hvorledes disse

oplysninger agtedes indsamlet, men Landbrugsministeriet havde, for at

imødekomme direktivets krav om, at bedrifterne skulle være underlagt en

regelmæssig officiel veterinærkontrol, foreslået, at der i et centralt

husdyrregister blev optaget oplysninger om, hvilken praktiserende dyrlæge der

var knyttet til hver enkelt bedrift m.v., og at dyrlægen f.eks. årligt

udfyldte et standardiseret kontrolskema. Disse oplysninger agtedes herefter

optaget i husdyrregisteret. Veterinærdirektoratet opnåede herved et mere

detaljeret billede end hidtil, hvor man alene modtog systematiserede

oplysninger om sygdomme, der var anmeldelsespligtige efter

husdyrsygdomsloven.

Landbrugsministeriets ønske om at registrere samtlige potentielle

samhandlende besætningsejere m.v. indebar efter Registertilsynets opfattelse,

at det var nødvendigt at foretage en vurdering af, hvorvidt reglen i lov om

private registre § 9, stk. 1, 1. pkt., kunne anses for opfyldt. Denne

bestemmelse tilsigter ifølge lovens forarbejder bl.a. at imødegå unødig

dataophobning. På det foreliggende grundlag bemærkedes dog, at såfremt der

med hjemmel i husdyrsygdomsloven kunne udstedes en bekendtgørelse, der gav

adgang til indsamling af data om samtlige besætningsejere m.v. kunne

registreringen næppe anses for stridende imod bestemmelsen i lovens § 9, stk.

1, 1. pkt.

Registertilsynet fandt endvidere at burde lægge til grund, at det var

hensigten at registrere oplysningstyper, f.eks. om kontrol- og

analyseresultater fra en eventuel stikprøvekontrol og om dyrenes

sundhedstilstand, der måtte antages at være fortrolige, da oplysningerne

kunne benyttes i forbindelse med en vurdering af den enkelte besætningsejers

m.v. økonomiske forhold, hvorimod der efter det oplyste ikke agtedes

registreret oplysninger om f.eks. besætningsejeres m.v.s strafbare forhold.

Vedrørende videregivelse af oplysninger fra registeret henvises til

kapitel 4.4.

Officielle noter

(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 66.

Lignende dokumenter