Husdyrsygdomsloven, hjemmel, indsamling, videregivelse, besætningsejere, informationsdatabase, udlandet (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Husdyrsygdomsloven, hjemmel, indsamling,
videregivelse, besætningsejere, informationsdatabase, udlandet (* 1)
Justitsministeriet anmodede Registertilsynet om en udtalelse vedrørende
oprettelse af et centralt husdyrregister i Landbrugsministeriet.
Registeret havde bl.a. til formål at opfylde Danmarks forpligtelser over
for EF i forbindelse med etableringen af Det Indre Marked og en omlægning af
kontrolstrukturen på det veterinære område. Baggrunden herfor var direktiv
90/425/EØF om kontrol i samhandelen med visse levende dyr, hvori bl.a. var
bestemt, at levende dyr kun måtte indgå i samhandel mellem medlemslandene,
såfremt de var registreret og identificeret på en sådan måde, at de kunne
føres tilbage til oprindelseslandet. Dyrene skulle stamme fra en bedrift, et
center eller organ, der var underlagt en regelmæssig officiel
veterinærkontrol, og de skulle under transporten være ledsaget af et
EF-sundhedscerfitikat. Desuden skulle dyrenes bevægelser og sundhedstilstand
hele tiden kunne følges.
For at gennemføre disse krav foreslog man opbygget et centralt
husdyrregister i Landbrugsministeriet, Veterinærdirektoratet. Det
var Landbrugsministeriets opfattelse, at lov om husdyrsygdomme gav hjemmel
til oprettelse af et sådant centralt husdyrregister, idet man henviste til
forarbejderne til loven.
Det var bl.a. hensigten at registrere besætningsejere, markeder,
handelsmænd m.v., og herved registrere samtlige potentielt samhandlende for
at sikre en kortlægning af dyrenes handelsbevægelser også på nationalt
område. Man ønskede at skaffe sig et billede over dyresundhedsmæssige
forhold, som til enhver tid var ajourført.
Bedrifterne skulle efter det oplyste underlægges regelmæssig officiel
veterinærkontrol. I tilknytning til et centralt husdyrregister kunne det
bl.a. gøres muligt at etablere en række kontrolordninger, bl.a. baseret på
anvendelse af ejererklæringsblanketter, som tildeltes det enkelte
oprindelsessted (besætningsejere, handelsmænd, markeder m.v.), og som skulle
Læs alt
følge det enkelte dyr hele tiden. Dyrene skulle i øvrigt ledsages af et
EF-sundhedscertifikat ved udførelse til et andet EF-land. Et sådant
certifikat forlangtes ikke ved samhandel inden for landets grænser.
Et centralt husdyrregister skulle danne grundlag for en række
kontrolfunktioner.
Oplysningerne i registeret ville bl.a. blive indberettet i forbindelse med
indførsel af levende dyr fra andre EF-lande samt fra tredjelande.
Det var endvidere hensigten, at den praktiserende dyrlæge, der var knyttet
til hver enkelt bedrift m.v., f.eks. årligt skulle udfylde et standardiseret
kontrolskema. Disse oplysninger ville derefter blive optaget i
husdyrregisteret.
I forbindelse med udførelse af dyr til et andet EF-land udstedtes EF
sundhedscerfitikat af kredsdyrlægen, der i den forbindelse skulle have
online-adgang til registeret.
Forventede indførsler af dyr fra andre EF-lande ville på længere sigt
blive meddelt veterinærmyndighederne i bestemmelsesstaten via et elektronisk
kommunikationssystem, som skulle etableres på EFKommissionens initiativ. Det
fremgik endvidere, at et centralt husdyrregister på længere sigt agtedes
koblet på fællesskabssystemerne for samhandel (ANIMO) og for indførsel fra
tredjelande (SHIFT).
Det var hensigten, at producent- og brancheorganisationerne inden for de
vigtigste husdyrsektorer i relation til husdyrimport ville etablere kontrol-
og karantæneordninger på frivilligt grundlag, men dog eventuelt således, at
husdyrproducenternes deltagelse i disse ordninger kunne blive en betingelse
for levering til andelsvirksomhederne. Det var imidlertid en forudsætning for
den frivillige kontrolordnings praktiske gennemførelse, at
veterinærmyndighederne, på begæring eller rutinemæssigt kunne orientere de
pågældende erhvervsorganistioner om konkrete indførelser af husdyr.
Landbrugsministeriet rejste i den forbindelse over for
Justitsministeriet spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne i et centralt
husdyrregister, som måtte betragtes som værende af ringe følsomhed, kunne
gøres offentligt tilgængelige ved bekendtgørelse, udstedt i medfør af
husdyrsygdomsloven. Herved ville det blive muligt at videregive oplysningerne
til private i medfør af lov om offentlige myndigheders registre § 17, stk. 2.
Landbrugsministeriet fremhævede desuden, at formålet med et offentligt
tilgængeligt centralt husdyrregister også var at skabe tryghed i samhandelen
og grundlægge et effektivt veterinært beredskab.
Registertilsynet kunne således konstatere, at Landbrugsministeriet ønskede
at oprette en landsdækkende og offentligt tilgængelig informationsdatabase,
indeholdende oplysninger om samtlige potentielt samhandlende besætningsejere
m.v. Af det fremsendte materiale fremgik det, at samtlige besætninger ifølge
oplysninger fra Danmarks Statistik i 1988 udgjorde et væsentligt større antal
(samlet ca. 98.000 besætninger) end det antal besætninger (ca. 2.230), der i
1988 ifølge Jordbrugsøkonomisk Instituts skøn rent faktisk havde været
genstand for samhandel. Det var ikke endeligt fastlagt, hvorledes disse
oplysninger agtedes indsamlet, men Landbrugsministeriet havde, for at
imødekomme direktivets krav om, at bedrifterne skulle være underlagt en
regelmæssig officiel veterinærkontrol, foreslået, at der i et centralt
husdyrregister blev optaget oplysninger om, hvilken praktiserende dyrlæge der
var knyttet til hver enkelt bedrift m.v., og at dyrlægen f.eks. årligt
udfyldte et standardiseret kontrolskema. Disse oplysninger agtedes herefter
optaget i husdyrregisteret. Veterinærdirektoratet opnåede herved et mere
detaljeret billede end hidtil, hvor man alene modtog systematiserede
oplysninger om sygdomme, der var anmeldelsespligtige efter
husdyrsygdomsloven.
Landbrugsministeriets ønske om at registrere samtlige potentielle
samhandlende besætningsejere m.v. indebar efter Registertilsynets opfattelse,
at det var nødvendigt at foretage en vurdering af, hvorvidt reglen i lov om
private registre § 9, stk. 1, 1. pkt., kunne anses for opfyldt. Denne
bestemmelse tilsigter ifølge lovens forarbejder bl.a. at imødegå unødig
dataophobning. På det foreliggende grundlag bemærkedes dog, at såfremt der
med hjemmel i husdyrsygdomsloven kunne udstedes en bekendtgørelse, der gav
adgang til indsamling af data om samtlige besætningsejere m.v. kunne
registreringen næppe anses for stridende imod bestemmelsen i lovens § 9, stk.
1, 1. pkt.
Registertilsynet fandt endvidere at burde lægge til grund, at det var
hensigten at registrere oplysningstyper, f.eks. om kontrol- og
analyseresultater fra en eventuel stikprøvekontrol og om dyrenes
sundhedstilstand, der måtte antages at være fortrolige, da oplysningerne
kunne benyttes i forbindelse med en vurdering af den enkelte besætningsejers
m.v. økonomiske forhold, hvorimod der efter det oplyste ikke agtedes
registreret oplysninger om f.eks. besætningsejeres m.v.s strafbare forhold.
Vedrørende videregivelse af oplysninger fra registeret henvises til
kapitel 4.4.
Officielle noter
(* 1) Registertilsynets Årsberetning 1991 side 66.
Lignende dokumenter
- 1991 LSF 197 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM HUSDYRSYGDOMME Retsinformation · 25. marts 1992
- Forslag til Lov om behandling af personoplysninger Retsinformation · 12. oktober 1998
- 1997 LSF 82 FORSLAG TIL LOV OM BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER(* 1) Retsinformation · 30. april 1998
- Højesteret stadfæster landsrettens dom om tiltale for overtrædelse af blandt andet dyrevelfærdslovens § 58, stk. 4, nr. 3, jf. stk. 12, jf. § 30, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 1351 af 10. december 2019 om offentlig kontrol ved samhandel og indførsel til Unionen af levende dyr, mv. § 12, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1, jf. § 3, stk. 1., med den ændring, at Tiltalte 2 straffes med fængsel i 3 år og 6 måneder. Påstand om rettighedsfrakendelse og konfiskation Domsdatabasen · 31. maj 2023
- Tiltalt for bl.a. overtrædelse af dyreværnsloven. Påstand om frakendelse af retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med produktionsdyr Domsdatabasen · 17. februar 2022
- Bekendtgørelse om frivillig dyrevelfærdsmærkningsordning Retsinformation · 30. maj 2024