Spring til indhold

Retsinformation

Spørgsmål om en voldgiftssags fortsættelse. (* 1)

KEN nr 60586 af 04/06/1991Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Spørgsmål om en voldgiftssags fortsættelse. (*

1)

KENDELSE

i

Voldgiftssag nr. C 2192

K ApS under konkurs

mod

ApS A

Ved en totalentreprisekontrakt af 8. april 1986 påtog K ApS sig som

totalentreprenør at opføre et butiks- og forretningscenter ved x-vej i y-by

for en pris af 9.100.000 kr. excl. moms. I kontrakten er aftalt, at

bestemmelserne i AB 72 er gældende for entreprisen, og at anpartsselskabet

skulle stille en anfordringsgaranti på 910.000 kr. for arbejdets udførelse.

Afleveringsforretninger blev afholdt den 24. november 1986 og den 15.

januar 1987, og mangelslister blev udfærdiget.

Den 20. marts 1987 standsede K ApS betalingerne, og den 24. april 1987

blev selskabet erklæret konkurs.

Totalentreprisekontrakten var indgået med B, y-by, som bygherre, men hans

rettigheder og forpligtelser i henhold til kontrakten blev overtaget af ApS

A, z-vej, æ-sted.

Efter byggeriets afslutning er der opstået konflikt om betaling af

restentreprisesum og ekstraregninger og om erstatning for mangler og

forsinkelse. Ved et klageskrift af 3. august 1987 indbragte klageren, K ApS

under konkurs, tvisten for en i henhold til »Regler for behandling af

sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og anlægsvirksomhed« nedsat

voldgiftsret, bestående af civilingeniør Per H. Villadsen, projektleder,

civilingeniør T. Boe Larsen og højesteretsdommer Erik Bjerregaard med

sidstnævnte som rettens formand.

I klageskriftet påstod klageren indklagede, ApS A, tilpligtet at betale

1.099.440,23 kr. med renter, og beløbet var opgjort således:

Læs alt

Sidste byggerate 1.820.000,00 kr.

- fradrag for ikke udførte arbejder 102.696,00 kr.

----------------

1.717.304,00 kr.

+ moms 22% 377.806,88 kr.

----------------

2.095.110,88 kr.

- betalt aconto 4/2 1987 1.597.834,74 kr.

- betalt aconto 17/3 1987 53.680,00 kr.

- merpris for gartnerarbejde 7.954,40 kr. 1.659.469,14 kr.

----------------

Transport 435.641,74 kr.

+ tilgodehavender ifølge fakturaer 691.858,49 kr.

----------------

1.127.500,23 kr.

- fradrag for mindre mangler 28.060,00 kr.

----------------

1.099.440,23 kr.

----------------

I svarskrift af 30. oktober 1987 påstod indklagede frifindelse, idet der

dels blev fremsat indsigelser mod fakturaerne for ekstraarbejder, dels blev

gjort modkrav gældende for mangler og dagbøder. Efter indklagedes opgørelse

havde indklagede et krav på 375.413,03 kr. mod klageren, og indklagede

forbeholdt sig senere at nedlægge påstand om betaling af dette beløb.

Under sagens videre forberedelse er der blevet afholdt syn og skøn

vedrørende udvendigt malerarbejde m.m. Den udmeldte skønsmand, arkitekt

m.a.a. Orla Thomsen, Aarhus, udtalte i skønserklæringer af 20. oktober 1988

og af 3. maj 1989 bl.a., at der var konstateret mangler bl.a. ved udvendigt

malerarbejde.

Den 6. oktober 1989 sendte klagers advokat et sålydende brev til

indklagedes advokat:

»I ovennævnte voldgiftssag har jeg gennemgået syns- og skønsrapporten

med C, og denne fastholder, at D's repræsentant, hr. E, løbende har anvist,

hvorledes malerarbejdet skulle udføres.

Det gøres således fortsat gældende, at indklagede har modtaget

kontraktmæssig ydelse.

C oplyser endvidere vedrørende indretning af uudnyttede tagrum, (bilag

23), at indklagede derved overskred den generelle bebyggelsesprocent.

Dette forhold viser ifølge C klart, at tilgodehavendet vedrørende

udnyttelsen af tagrummet, er at betragte som et ekstraarbejde.

Jeg beder Dem derfor fremsende kopi af den givne byggetilladelse.

Under hensyntagen til procesrisikoen ved volgiftssagens gennemførelse skal

jeg afslutningsvis foreslå et forlig uden præjudice for den verserende

voldgiftssag, hvorefter indklagede betaler kr. 100.000,00 til klageren.

Må jeg høre fra Dem.«

Indklagedes advokat besvarede brevet den 11. oktober 1989 således:

»Jeg henviser til Deres skrivelse af 6. oktober 1989.

De har tidligere forespurgt om mulighederne for et forlig i sagen.

Jeg har nu haft lejlighed til at drøfte Deres konkrete forligstilbud med

min klient, hvorefter voldgiftssagen afsluttes mod, at min klient indbetaler

kr. 100.000,00 til klageren, det vil sige konkursboet ved Dem.

Efter omstændighederne accepteres dette forligstilbud, hvilket jeg

samtidig hermed har meddelt Voldgiftsretten, jfr. vedlagte kopi.

Beløbet vil blive opfyldt gennem mit kontor på sædvanlige

domsvilkår.«

Indklagedes advokat underrettede samtidig Voldgiftsnævnet om, at sagen var

forligt, idet han samtidig anførte: »Spørgsmål om sagsomkostninger er

ikke berørt, hvorefter dette på sædvanlig vis overlades til Voldgiftsrettens

endelige afgørelse.

I et telefax af 17. oktober 1989 til indklagedes advokat anførte klagers

advokat:

»I ovennævnte sag har jeg noteret mig, at De på Deres klients vegne

ønsker at tiltræde det foreslåede forlig, hvorfor jeg skal anmode Dem om at

fremsende forligsbeløbet kr. 100.000,00, ligesom jeg skal anmode Dem om at

fremsende dokumentation for, at det under anfordringsgarantien hævede beløb

tillige med renter tilbagebetales F-bank, ø afdelingen.

Sagen kan herefter afsluttes, når vi har modtaget Voldgiftsrettens

afgørelse vedrørende sagens omkostninger og disses fordeling.«

Indklagedes advokat svarede i et telefax af 19. oktober 1989:

»Deres telefax af 17. oktober d.å. har jeg modtaget.

Indholdet må bero på en misforståelse.

Jeg rekapitulerer sagen:

I skrivelse af 6. oktober 1989 til mig tilbyder De en forligsmæssig

løsning, hvorefter min klient betaler kr. 100.000,00 »til

klageren«, det vil sige til konkursboet ved Dem.

Dette accepterer jeg overfor Dem ved telefax af 11. oktober 1989.

Efter aftalelovens regler om tilbud og accept er der herefter indgået en

forligsaftale.

De var på tidspunktet for fremsættelse af Deres forligstilbud bekendt med,

at min klient havde modtaget udbetalinger på bankgarantien, men dette forhold

tager De ikke højde for ved forligstilbuddets fremsættelse.

Min klient har naturligvis vurderet Deres forligstilbud ud fra den givne

situation, det vil bl.a. sige under hensyn til det beløb, man har modtaget

fra garantistilleren.

Det er herefter uberettiget, når De efterfølgende inddrager spørgsmålet om

tilbagebetaling til garantistilleren. Dette er for det første den indgåede

forligsaftale uvedkommende, idet De ikke har inddraget dette i

forligstilbuddet, og for det andet er det indbyrdes forhold mellem

garantistilleren og konkursboet min klient uvedkommende, så meget des mere

som garantien erstatter et kontant depositum fra bygherren.

Jeg betragter for mit vedkommende voldgiftssagen som afsluttet ved

indbetaling af det aftalte forligsbeløb kr. 100.000,00, der vedlægges i check

til opfyldelse af det indgåede forlig. Jeg afventer Voldgiftsnævnets

omkostningsafgørelse.

Beløbet er fremsendt med forbehold om tilbagesøgning fra Dem for det

tilfældes skyld, at en domstol mod forventning måtte komme til, at sagen ikke

er forligt som af mig anført.

Jeg har orienteret såvel F-bank A/S i y-by som Voldgiftsretten om

nærværende, jfr. vedlagte kopier.'

Med et brev af 23. oktober 1989 returnerede klagers advokat checken, idet

han anførte, at han ikke kunne anerkende, at sagen var forligt. Som

begrundelse herfor anførtes, at indklagedes standpunkt ville medføre, at

indklagede ville modtage et langt større beløb, end indklagede på noget

tidspunkt selv havde krævet, når der blev taget hensyn til, at indklagede

havde hævet 910.000 kr. på anfordringsgarantien. Der blev endvidere henvist

til, at spørgsmålet om bankgarantien ikke havde været berørt under

skriftvekslingen i voldgiftssagen.

I senere breve til voldgiftsnævnet har klager fastholdt, at sagen ikke er

forligt, og har anmodet om mundtlig forhandling af sagen. Indklagede har

fastholdt sit standpunkt, at sagen er forligt, og har henvist klager til at

anlægge sag ved de ordinære domstole med henblik på at få fastslået, om sagen

er forligt. Klager har heroverfor anført, at det er indklagede, der må

anlægge en sådan sag, fordi det er indklagede, der hævder, at sagen er

forligt.

I et supplerende processkrift II af 24. august 1990 har klager forhøjet

sin påstand til 1.842.794,68 kr. med renter, idet der ved opgørelsen af denne

påstand er medtaget beløbet på 910.000 kr., som indklagede har hævet på den

af klageren stillede anfordringsgaranti.

Klager har ønsket, at voldgiftsretten tager stilling til spørgsmålet om

voldgiftssagens fortsættelse, og parterne er enedes om, at voldgiftsretten

gør det på skriftligt grundlag uden mundtlig forhandling af spørgsmålet.

Klager har i et indlæg af 5. april 1991 bl.a. anført:

»Klageren er enig med indklagede i, at selve spørgsmålet om, hvorvidt

der måtte være indgået et bindende forlig og i bekræftende fald rækkevidden

af dette, ikke kan afgøres af Voldgiftsretten, men henhører under de

almindelige domstole.

Klageren er derimod uenig med indklagede i, at Voldgiftsretten som følge

af den opståede tvist ikke kan beramme mundtlig forhandling af

voldgiftssagen, før det ved bindende dom eller aftale imellem parterne er

afgjort, samt at klageren som følge heraf må anlægge sag ved de almindelige

domstole til afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt sagen er forligt eller ej.

Såfremt indklagedes standpunkt var korrekt, ville dette indebære, at en

indklagede i en voldgiftssag altid ved at påstå, at voldgiftssagen var

forligt efter aftale mellem parterne, rent faktisk kunne forhindre

voldgiftssagens fortsættelse.

Det er indklagedes advokat, der påstår, at sagen er forligt og derfor ikke

mere kan realitetsbehandles ved Voldgiftsretten, hvorfor det selvfølgelig er

indklagede, der må godtgøre dette standpunkt ved at anlægge et

anerkendelsessøgsmål mod klageren ved de almindelige domstole med påstand om,

at voldgiftssagen er forligt som af indklagede påstået.

Ønsker indklagede ikke at anlægge en sådan sag mod klageren, må dette

indebære, at voldgiftssagen fortsat realitetsbehandles ved Voldgiftsretten.

Indklagede opfordres derfor til i sit skriftlige indlæg at oplyse,

hvorvidt indklagede vil anlægge en civil sag til afgørelse af, hvorvidt sagen

er forligt og i bekræftende fald rækkevidden af et sådant forlig.

Hertil kommer, at det følger af princippet i retsplejelovens § 359 og §

366, at alene klageren kan hæve den verserende voldgiftssag. Det var derfor

uberettiget, at indklagede ved skrivelse af 11/10 1989 til Voldgiftsretten

meddelte, at voldgiftssagen skulle hæves.

Såfremt indklagede derfor i sit skriftlige indlæg overfor Voldgiftsretten

tilkendegiver ikke at ville anlægge civil sag til afgørelse af, hvorvidt

voldgiftsretten er forligt efter aftale imellem parterne, skal jeg på

klagerens vegne anmode om, at Voldgiftsretten fastsætter en frist for

indklagedes besvarelse af klagerens processkrift II.«

Indklagede har ikke udtalt sig yderligere i sagen.

Voldgiftsretten skal udtale:

Der findes på grundlag af advokaternes skrivelse af 6. og 11. oktober 1989

at være en sådan usikkerhed om, hvorvidt sagen er blevet bindende forligt, at

voldgiftsretten ikke kan behandle voldgiftssagens realitet, forinden dette

spørgsmål er blevet afgjort.

Voldgiftsretten er enig med parterne i, at den ikke kan afgøre spørgsmål

om forligs indgåelse og om forligs rækkevidde, idet afgørelsen af disse

spørgsmål skal ske ved de almindelige domstole.

Voldgiftsretten kan ikke pålægge indklagede at anlægge retssag til

afgørelse af spørgsmålet, og der afsiges herefter sådan KENDELSE:

Voldgiftsretten kan ikke behandle voldgiftssagens realitet, medmindre det

ved dom eller aftale mellem parterne er afgjort, at der ikke foreligger et

forlig i sagen.

København, den 4. juni 1991

Per H. Villadsen Erik Bjerregaard T. Boe Larsen

P.v.c.

Per Helwigh

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter