Korrosion, beton, mangelansvar, reklamationsfrist.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Korrosion, beton, mangelansvar,
reklamationsfrist.
I voldgiftssag nr. C-3730
K
---------------------------------
(advokat Torben Bondrop)
mod
A
---------------------------------
(advokat Niels Søby)
Procestilvarslet:
---------------------------------
B
---------------------------------
(advokat Peter Tommerup)
er af en voldgiftsret bestående af direktør, civilingeniør Per Dibbern
Johansen, akademiingeniør Mogens Høgsted og landsdommer Sven Ziegler
(formand)
den 16. august 1993 afsagt sålydende
Kendelse:
Under denne sag har klageren, K, endeligt påstået indklagede, A A/S,
tilpligtet til klageren at betale principalt 462.500 kr., subsidiært et
mindre beløb, med tillæg af sædvanlig procesrente af 451.400 kr. fra den 19.
maj 1991 og af restbeløbet fra den 27. maj 1993.
Indklagede har påstået frifindelse.
Ved totalentreprisekontrakt af 23. juni 1982 påtog indklagede sig at
projektere og opføre 36 andelslejligheder på matr. nr. 12 eb x-by. Bygherre
var oprindelig B, der ved den senere oprettelse af K med inklagedes
tiltrædelse transporterede rettighederne som bygherre til klageren og
herefter som forretningsfører forestod bygherretilsynet med projektet.
Læs alt
Entreprisesummen androg 13.340.700 kr. incl. moms. for entreprisekontrakten
gælder almindelige Betingelser for arbejder og leverancer af 1972 (AB 72),
herunder disses bestemmelser om voldgift. Byggeriet blev afleveret den 29.
juni 1984.
I projektet indgik, at en betonkælder til en nedrevet bolchefabrik skulle
fungere som kælder for K. Da lejlighederne ikke blev opført oven på den gamle
kælder, blev der ud over loftet på kælderen lagt en gummimembran, hvorpå der
blev påfyldt jord og sået græs. Efter kontraktens § 9, stk. 8, garanterede
indklagede for, at dækket til kælderen i en periode på 10 år regnet fra
byggeriets samlede aflevering - bortset fra utætheder forårsaget af hærværk
på membranen - er tæt mod vandindtrængen. Kort efter afleveringen blev det
konstateret, at gummimembranen var utæt, idet der sivede vand ned i
kælderen, og der blev af indklagede foretaget afhjælpningsarbejder i
forbindelse dermed.
I august 1987 belev klageren opmærksom på revner og afskallinger i
betonbjælker i kælderetagen og rettede henvendelse til B, der lod C,
Rådgivende Ingeniører ApS, undersøge de mulige årsager. Ingeniørfirmaet afgav
rapporter til B af 8. april, 22. juni og 18. oktober 1988. Det fremgår af
disse rapporter, at skaderne måtte antages at skyldes begyndende korrosion
med sandsynlig baggrund i en eller flere af følgende forhold: 1)
vandnedtrængning i betonkonstruktionen i forbindelse med udførelsen af
byggeriet, 2) vandnedtrængning i betonkonstruktionen som følge af utæt
membran på dæk over kælder, 3) ændrede belastningsforhold for konstruktionen
med deraf følgende ændrede nedbøjninger og revnevidder og 4) dårlige
udluftningsforhold for kælderetagen.
Ved skrivelse af 4. november 1988 fremsendte B til indklagede de nævnte
rapporter om »fortsatte fugtproblemer ... og omfattende korrosion af
armering i dæk«. Det siges i slutningen af skrivelsen, at K havde rettet
henvendelse til advokat D, der ønskede, at der snarest muligt afholdtes møde
i sagen med deltagelse af indklagede og B. Indklagede deltog i en
besigtigelse på ejendommen den 2. december 1987, afviste at kommentere
ingeniørrapporterne og foreslog klageren at rette henvendelse til E med
henblik på en nærmere undersøgelse af betonskaderne. I skrivelse af 31. marts
1989 til indklagede udtalte klagerens advokat herefter:
»En betingelse for at kunne iværksætte disse undersøgelser
udenretligt ved E vil være, at A A/S meddeler samtykke til, at resultatet af
disse undersøgelser vil kunne danne grundlag for en eventuel senere
voldgiftssag/retssag mod selskabet, samt at A A/S vil suspendere
forældelsesfristen, medens undersøgelserne pågår. .....
Med hensyn til sagens videre forløb vil jeg foreslå, at A A/S deltager
aktivt i udformningen af skønstemaet til E sammen med K og K's tekniske
rådgiver, Ingeniørfirmaet C.«
Ved påtegning af 3. april 1989 accepterede indklagede »ovennævnte 2
forudsætninger«.
Der er under sagen afgivet skønserklæring af 31. oktober 1990 og
tillægserklæring af 15. marts 1991 af skønsmændene, rådgivende civilingeniør
F og civilingeniør G. Det fremgår af erklæringerne, at skønsmændene har
konstateret skader i beton og armeringsjern i kælderen i det væsentlige som
registreret af ingeniørfirmaet C. Karbonatiseringen er målt til at være fra
10-15 mm til ca. 40 mm. Karbonatiseringsfronten når gennemsnitlig 25 mm eller
længere ind i betonen. Der skønnes at forekomme tilstrækkelig fugt i betonen
til, at armering i karbonatiserede området fortsat vil kunne korrodere. Der
er ikke andre skadelige virkninger af det konstaterede fugtindhold. På
grundlag af de målte fugtindhold må skønsmændene antage, at betonen har været
fugtmættet, men nu er under udtørring. En sådan udtørringsproces er meget
langsomt forløbende over en periode, der strækker sig over flere eller mange
år. Så længe de relative luftfugtighed i betonen omkring armeringen er over
70-80%, vil armeringen fortsat kunne korrodere, men når den relative
luftfugtighed i betonen bliver mindre, vil den igangværende korrosion gå i
stå. Den relative luftfugtighed i kælderrummene spiller en stor rolle for
udtørringshastigheden. Det bør derfor tilstræbes gennem en hensigtsmæssig
ventilation at nedbringe luftfugtigheden. Der antages ikke i betonen at
forekomme skadelige stoffer, der kan have medført skaderne. Om årsagerne til
skaderne udtales i besvarelsen af sprøgsmål 6:
»Årsagen til de iagttagne skader er korrosion på armeringen i
betonbjælkekonstruktionen som følge af den fremskredne karbonatisering af
betonen kombineret med et tilpas fugtigt miljø.
Frisk udstøbt beton beskytter med sin høje alkalitet armeringen mod at
ruste. Med tiden reagerer det alkaliske calciumhydroxid i betonen med luftens
indhold af kuldioxid og omdannes til det neutrale calciumcarbonat. Herved
skabes muligheden for armeringskorrosion. Ved denne proces fylder
korrosionsprodukterne mere end det bortkorroderede stål, hvilket medfører, at
betonen revner eller afstødes, og skader af samme karakter, som man i det
aktuelle tilfælde kan iagttage, opstår.
Denne proces vil ikke forløbe indendørs i normalt tørt miljø på grund af,
at den nødvendige fugtighed i betonen ikke forekommer.
Skønsmændene anser det for mindre sandsynligt, at et så relativt
omfattende korrosionsangreb har udviklet sig i perioden efter, at den
oprindelige bygning er revet ned, og må derfor formode, at der ved
benyttelsen af den oprindelige bygning er opstået fugtigt miljø, f.eks. ved
spuling af gulve eller tilsvarende. På de oprindelige tegninger kan det ses,
at gulvet i stuetagen er projekteret med et kraftigt fald og et gulvafløb pr.
50 (m2), hvilket kunne indicere, at der i forbindelse med bolsjeproduktionen
eller rengøringen efter denne har fundet en omfattende vandbelastning
sted.«
Skønsmændene anslår afhjælpningsomkostningerne til 360.000 kr. excl. moms.
I tillægserklæringen anfører skønsmændene bl.a., at det formentlig ikke
vil være muligt at accelerere udtørringen uden, at der installeres et
affugtningsanlæg i kælderen. Omkostningerne hertil anslås til 10.000 kr.
excl. moms.
I tillægserklæringen svares benægtende på et spørgsmål, om det i
almindelighed uden særlige oplysninger herom må befrygtes, at en oprindelig
konstruktion har et fugtigt miljø f.eks. opstået ved spuling af gulve eller
tilsvarende, som nødvendiggør særlige foranstaltninger ved benyttelse af
konstruktionerne til nye betonkonstruktioner. I forbindelse med projekter,
hvor det er hensigten at genanvende eksisterende konstruktioner, er det
almindeligt, at man foretager en tilstandsvurdering af disse. Det er
skønsmændenes opfattelse,at der på projekteringstidspunktet har været
dæklagsskader på kælderkonstruktionen i et sådant omfang, at det ville have
været naturligt at udføre en videregående undersøgelse af
karbonatiseringsdybder og at betonens fugtforhold.
Der er under sagen sket afhjemling af skønsmændene, ligesom der er afgivet
forklaringer af K's formand H, af klagerens ingeniør I, af indklagedes
projektleder, ingeniør J, og af ingeniør L, indklagede.
Skønsmændene har under afhjemlingen fastholdt, at man i 1982 nok ville
have kunnet se revnedannelser, i hvert fald den store revne, hvis man havde
foretaget en undersøgelse af betonens tilstand, hvilket den omhyggelige
projekterende havde burdet gøre uanset et tilsyneladende tørt miljø, og dette
gælder så meget mere i en situation, hvor miljøet påtænkes ændret som i denne
sag. Det er mest sandsynligt, at årsagen til betonskaderne er en gammel
fugtbelastning fra bolchefabrikkens tid og ikke de huller i membranen, der
har været tale om.
H, der har været formand for K siden 20. september 1984, har forklaret, at
han ved sin egen indflytning i slutningen af juni 1983 konstaterede, at
kælderen var meget fugtig. Der blev udsendt en advarsel til beboerne herom
den 19. juli 1983 (bilag 14). Vidnet bemærkede ikke revner i betonen. Ved
årsgennemgangen i maj 1984 blev det fra B og indklagedes side udtalt, at man
ville lave huller i yderdøre for at modvirke fugten. Da det ikke var
tilstrækkeligt, blev der i 1985-86 på B's forslag ledt overskudsvarme ud i
kælderen. Hullerne - ialt 22 - i membranen fremkom under brolæggerarbejdet,
da en medarbejder hos indklagede skulle trække tråde. Indklagede reparerede
skaderne efter udgravning og kontrollerede, at hullerne blev tætnet. Vidnet
konstaterede for første gang revner i kælderloftet den 17. august 1987 i
forbindelse med den årlige gennemgang med B's advokat og udarbejdede et notat
herom (bilag 13). Når vidnet ikke reklamerede direkte over for indklagede,
skyldes det administrationsaftalen med B.
I har forklaret, at han, da han i anden anledning kom på ejendommen den 7.
november 1987, af klageren blev gjort bekendt med revnerne i
betonkonstruktionen. Han kunne ved en ganske overfladisk undersøgelse den 18.
marts 1988 med en almindelig skruetrækker brække et stort stykke af den
originale beton ved den store revne i dæklaget.
J har forklaret, at han fungerede som indklagedes projektleder den første
tid. Han deltog i en besigtigelse af kælderområderne den 24. september 1981
før nedrivningen af selve fabriksbygningen, der havde 4-5 etager. En rent
visuel besigtigelse viste, at kælderen under bygningen var tør og af ældre
konstruktion. Vedligeholdelsestilstanden var god, og der var malet. Vidnet
mener, han ville have bemærket et større antal revner, om de havde været der.
Overvejelserne om evt. bevarelse gik mere på den del af kælderen, der ikke lå
under fabriksbygningen, og som derfor kunne have været udsat for
vandtilførsel.
L har forklaret, at indklagede i forbindelse med beslutningen om
genanvendelse af kælderen checkede, at den statisk var i orden. Kælderen
fremstod sund og god, og vidnet overvejede ikke at udtage betonkærner for at
sikre sig mod evt. korrosion, hvilket heller ikke ville have været normalt i
et sådant tilfælde. Vidnet, der har stor erfaring i betonskader, har ikke
under byggeriet eller ved afleveringen og 1 års-gennemgangen bemærket nogen
revner. Vidnet husker ikke antallet af huller i membranen, men vil ikke
afvise, at der som forklaret af H var tale om 22. Ved 1 års-gennemgangen var
der tale om, at kælderen var fugtig, og der blev udboret nogle huller til
frisklufttilførsel, ligesom vidnet anbefalede tilførsel af varm luft fra
boilerrum.
Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at
indklagede efter totalentreprisekontrakten var forpligtet til også i relation
til kælderen at levere et funktionsdygtigt byggeri af god håndværksmæssig
standard. Kælderen var imidlertid behæftet med skjulte mangler i form af
betonskader, som klageren påtalte straks, da han opdagede dem. Indklagede er
ansvarlig for disse mangler, selv om de ikke har kunnet ses før efter 1
års-gennemgangen, idet de skyldes manglende iagttagelse af sædvanlige
foranstaltninger i forbindelse med genbrug af en eksisterende kælder eller
forsømmelig omgang med kælderen i tiden indtil afleveringen eller mangelfuld
udlægning af vandtætningsmembranen eller manglende ventilation og/eller
udtørring eller en kombination af to eller flere af disse eller andre
årsager, hvorfor indklagede er ansvarlig som totalentreprenør. Klageren har
ikke mistet sin ret ved for sen reklamation fra B; i hvert fald har
indklagede ved at indlede sig i realitetsforhandlinger om sagen uden at tage
forbehold om at gøre for sen reklamation gældende fortabt sin ret til at gøre
dette anbringende gældende. Denne ret har indklagede også fortabt ved uden
forbehold at gå med til suspensionen af forældelsen.
Indklagede har navnlig anført, at klageren ikke i relation til
indklagede kan få en bedre retsstilling end B som oprindelig - professionel -
bygherre, og det må herved tages i betragning, at B, der ved afslutningen af
entrepriseaftalen var fuldt ud klar over den eksisterende kælders alder,
efter nøje overvejelse og forhandlinger accepterede at anvende kælderen uden
fra indklagede at opnå nogen garanti for dennes tilstand, der iøvrigt
fremstod som tilfredsstillende og ikke gav anledning til nærmere undersøgelse
ud over den foretagne besigtigelse, statiske beregninger og gennemgang af
bygningstegninger. Der er intet grundlag for at antage, at manglerne kan
lægges indklagede til last. Efter det foreliggende må manglerne have været
synbare - og de burde være opdaget af klageren - flere år forud for 1987, og
de omtalte fugtproblemer må antages at have accelereret udviklingen, uden at
der over for indklagede fremkom nogen reklamation før i 1987. Reklamationen
er sket for sent, og klageren har allerede af denne grund tabt sin ret.
Indklagede har ikke gennem sin helt sædvanlige erklæring af 3. april 1989
frafaldet indsigelsen om for sen reklamation.
Voldgiftsretten udtaler:
Voldgiftsretten finder i overensstemmelse med skønsmændenes udtalelser, at
de konstaterede revnedannelser er resultatet af en lægerevarende proces, der
må have taget sin begyndelse i perioden, medens den senere nedrevne
fabriksbygning blev benyttet til produktion, og hvorunder der efter
stedfunden karbonatisering er tilført fugt til de pågældende betonpartier med
det resultat, at de fremkomne korrosionsangreb efterhånden har ført til
revnedannelserne. Efter voldsgiftsrettens opfattelse må disse revnedannelser,
der klart har fremtrådt som resultatet af fugt, have været synlige i hvert
fald omkring 1985 og fremtrådt på en sådan måde, at der da burde have været
reklameret over for indklagede. Reklamation over de nævnte revnedannelser kan
imidlertid ikke anses fremsat over for indklagede før den 4. november 1988
(bilag E), og denne reklamation findes at være fremsat for sent.
Det bemærkes herved, at indklagede hverken ved at have deltaget i en
besigtigelse af kældere, herunder af revner i betonkonstruktioner, jfr.
indklagedes skrivelse af 2. december 1987 (bilag E1), eller ved den 3. april
1989 (bilag 7) på klagerens advokats begæring at have accepteret, at der fra
E indhentedes en udenretlig erklæring, som skulle lægges til grund for en
eventuel senere voldgiftssag, og at forældelsesfristen suspenderedes, medens
undersøgelserne pågik, kan anses for at have indladt sig i forhandlinger med
klageren på en sådan måde, at han har fortabt sin ret til at påberåbe sig, at
klageren ikke har reklameret behørigt.
Herefter tages indklagedes frifindelsespåstand til følge.
D e r f o r b e s t e m m e s:
Indklagede, A A/S, frifindes for den af klageren, K, nedlagte påstand
Klageren skal i sagsomkostninger til indklagede betale 26.000 kr. samt
indklagedes udlæg til skønsomkostninger med 32.900 kr., ligesom han i
parternes indbyrdes forhold skal indbetale til voldgiftsretten de med
voldgiftssagens behandling forbundne omkostninger.
De nævnte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses
afsigelse.
København, den 16. august 1993
Per Dibbern Johansen Sven Ziegler Mogens Høgsted
p.v.c.
Malene Lind
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/902 af 23. maj 2017 om en fortegnelse over EU-kontrollører, der må udføre inspektioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (meddelt under nummer C(2017) 3252) EU-lovgivning · 23. maj 2017
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 28. februar 2008 om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet som det organ, der skal udføre visse opgaver under forordning (EF) nr. 1042/2006, og om ændring af afgørelse 2007/166/EF om vedtagelse af en fortegnelse over EF-fiskeriinspektører og inspektionsmateriel (2008/201/EF) EU-lovgivning · 28. februar 2008
- Sag om, hvorvidt den afsagte voldgiftskendelse i relation til betaling af procesrente kan tilsidesættes, idet voldgiftskendelsen i relation til tidspunktet for forrentning er uforenelig med landets retsorden og dermed ugyldig Domsdatabasen · 29. januar 2026
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Tvist om mangler og konstruktionsfejl ved 45 kædehuse Retsinformation · 24. september 1997
- Spørgsmål om udbetaling af garanti for entreprenørs forpligtelser. — OF Det finansielle ankenævn · 20. december 2001