Spring til indhold

Retsinformation

Korrosion, beton, mangelansvar, reklamationsfrist.

KEN nr 4020 af 16/08/1993Endelig adm. afgørelseSocial- og Boligministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Korrosion, beton, mangelansvar,

reklamationsfrist.

I voldgiftssag nr. C-3730

K

---------------------------------

(advokat Torben Bondrop)

mod

A

---------------------------------

(advokat Niels Søby)

Procestilvarslet:

---------------------------------

B

---------------------------------

(advokat Peter Tommerup)

er af en voldgiftsret bestående af direktør, civilingeniør Per Dibbern

Johansen, akademiingeniør Mogens Høgsted og landsdommer Sven Ziegler

(formand)

den 16. august 1993 afsagt sålydende

Kendelse:

Under denne sag har klageren, K, endeligt påstået indklagede, A A/S,

tilpligtet til klageren at betale principalt 462.500 kr., subsidiært et

mindre beløb, med tillæg af sædvanlig procesrente af 451.400 kr. fra den 19.

maj 1991 og af restbeløbet fra den 27. maj 1993.

Indklagede har påstået frifindelse.

Ved totalentreprisekontrakt af 23. juni 1982 påtog indklagede sig at

projektere og opføre 36 andelslejligheder på matr. nr. 12 eb x-by. Bygherre

var oprindelig B, der ved den senere oprettelse af K med inklagedes

tiltrædelse transporterede rettighederne som bygherre til klageren og

herefter som forretningsfører forestod bygherretilsynet med projektet.

Læs alt

Entreprisesummen androg 13.340.700 kr. incl. moms. for entreprisekontrakten

gælder almindelige Betingelser for arbejder og leverancer af 1972 (AB 72),

herunder disses bestemmelser om voldgift. Byggeriet blev afleveret den 29.

juni 1984.

I projektet indgik, at en betonkælder til en nedrevet bolchefabrik skulle

fungere som kælder for K. Da lejlighederne ikke blev opført oven på den gamle

kælder, blev der ud over loftet på kælderen lagt en gummimembran, hvorpå der

blev påfyldt jord og sået græs. Efter kontraktens § 9, stk. 8, garanterede

indklagede for, at dækket til kælderen i en periode på 10 år regnet fra

byggeriets samlede aflevering - bortset fra utætheder forårsaget af hærværk

på membranen - er tæt mod vandindtrængen. Kort efter afleveringen blev det

konstateret, at gummimembranen var utæt, idet der sivede vand ned i

kælderen, og der blev af indklagede foretaget afhjælpningsarbejder i

forbindelse dermed.

I august 1987 belev klageren opmærksom på revner og afskallinger i

betonbjælker i kælderetagen og rettede henvendelse til B, der lod C,

Rådgivende Ingeniører ApS, undersøge de mulige årsager. Ingeniørfirmaet afgav

rapporter til B af 8. april, 22. juni og 18. oktober 1988. Det fremgår af

disse rapporter, at skaderne måtte antages at skyldes begyndende korrosion

med sandsynlig baggrund i en eller flere af følgende forhold: 1)

vandnedtrængning i betonkonstruktionen i forbindelse med udførelsen af

byggeriet, 2) vandnedtrængning i betonkonstruktionen som følge af utæt

membran på dæk over kælder, 3) ændrede belastningsforhold for konstruktionen

med deraf følgende ændrede nedbøjninger og revnevidder og 4) dårlige

udluftningsforhold for kælderetagen.

Ved skrivelse af 4. november 1988 fremsendte B til indklagede de nævnte

rapporter om »fortsatte fugtproblemer ... og omfattende korrosion af

armering i dæk«. Det siges i slutningen af skrivelsen, at K havde rettet

henvendelse til advokat D, der ønskede, at der snarest muligt afholdtes møde

i sagen med deltagelse af indklagede og B. Indklagede deltog i en

besigtigelse på ejendommen den 2. december 1987, afviste at kommentere

ingeniørrapporterne og foreslog klageren at rette henvendelse til E med

henblik på en nærmere undersøgelse af betonskaderne. I skrivelse af 31. marts

1989 til indklagede udtalte klagerens advokat herefter:

»En betingelse for at kunne iværksætte disse undersøgelser

udenretligt ved E vil være, at A A/S meddeler samtykke til, at resultatet af

disse undersøgelser vil kunne danne grundlag for en eventuel senere

voldgiftssag/retssag mod selskabet, samt at A A/S vil suspendere

forældelsesfristen, medens undersøgelserne pågår. .....

Med hensyn til sagens videre forløb vil jeg foreslå, at A A/S deltager

aktivt i udformningen af skønstemaet til E sammen med K og K's tekniske

rådgiver, Ingeniørfirmaet C.«

Ved påtegning af 3. april 1989 accepterede indklagede »ovennævnte 2

forudsætninger«.

Der er under sagen afgivet skønserklæring af 31. oktober 1990 og

tillægserklæring af 15. marts 1991 af skønsmændene, rådgivende civilingeniør

F og civilingeniør G. Det fremgår af erklæringerne, at skønsmændene har

konstateret skader i beton og armeringsjern i kælderen i det væsentlige som

registreret af ingeniørfirmaet C. Karbonatiseringen er målt til at være fra

10-15 mm til ca. 40 mm. Karbonatiseringsfronten når gennemsnitlig 25 mm eller

længere ind i betonen. Der skønnes at forekomme tilstrækkelig fugt i betonen

til, at armering i karbonatiserede området fortsat vil kunne korrodere. Der

er ikke andre skadelige virkninger af det konstaterede fugtindhold. På

grundlag af de målte fugtindhold må skønsmændene antage, at betonen har været

fugtmættet, men nu er under udtørring. En sådan udtørringsproces er meget

langsomt forløbende over en periode, der strækker sig over flere eller mange

år. Så længe de relative luftfugtighed i betonen omkring armeringen er over

70-80%, vil armeringen fortsat kunne korrodere, men når den relative

luftfugtighed i betonen bliver mindre, vil den igangværende korrosion gå i

stå. Den relative luftfugtighed i kælderrummene spiller en stor rolle for

udtørringshastigheden. Det bør derfor tilstræbes gennem en hensigtsmæssig

ventilation at nedbringe luftfugtigheden. Der antages ikke i betonen at

forekomme skadelige stoffer, der kan have medført skaderne. Om årsagerne til

skaderne udtales i besvarelsen af sprøgsmål 6:

»Årsagen til de iagttagne skader er korrosion på armeringen i

betonbjælkekonstruktionen som følge af den fremskredne karbonatisering af

betonen kombineret med et tilpas fugtigt miljø.

Frisk udstøbt beton beskytter med sin høje alkalitet armeringen mod at

ruste. Med tiden reagerer det alkaliske calciumhydroxid i betonen med luftens

indhold af kuldioxid og omdannes til det neutrale calciumcarbonat. Herved

skabes muligheden for armeringskorrosion. Ved denne proces fylder

korrosionsprodukterne mere end det bortkorroderede stål, hvilket medfører, at

betonen revner eller afstødes, og skader af samme karakter, som man i det

aktuelle tilfælde kan iagttage, opstår.

Denne proces vil ikke forløbe indendørs i normalt tørt miljø på grund af,

at den nødvendige fugtighed i betonen ikke forekommer.

Skønsmændene anser det for mindre sandsynligt, at et så relativt

omfattende korrosionsangreb har udviklet sig i perioden efter, at den

oprindelige bygning er revet ned, og må derfor formode, at der ved

benyttelsen af den oprindelige bygning er opstået fugtigt miljø, f.eks. ved

spuling af gulve eller tilsvarende. På de oprindelige tegninger kan det ses,

at gulvet i stuetagen er projekteret med et kraftigt fald og et gulvafløb pr.

50 (m2), hvilket kunne indicere, at der i forbindelse med bolsjeproduktionen

eller rengøringen efter denne har fundet en omfattende vandbelastning

sted.«

Skønsmændene anslår afhjælpningsomkostningerne til 360.000 kr. excl. moms.

I tillægserklæringen anfører skønsmændene bl.a., at det formentlig ikke

vil være muligt at accelerere udtørringen uden, at der installeres et

affugtningsanlæg i kælderen. Omkostningerne hertil anslås til 10.000 kr.

excl. moms.

I tillægserklæringen svares benægtende på et spørgsmål, om det i

almindelighed uden særlige oplysninger herom må befrygtes, at en oprindelig

konstruktion har et fugtigt miljø f.eks. opstået ved spuling af gulve eller

tilsvarende, som nødvendiggør særlige foranstaltninger ved benyttelse af

konstruktionerne til nye betonkonstruktioner. I forbindelse med projekter,

hvor det er hensigten at genanvende eksisterende konstruktioner, er det

almindeligt, at man foretager en tilstandsvurdering af disse. Det er

skønsmændenes opfattelse,at der på projekteringstidspunktet har været

dæklagsskader på kælderkonstruktionen i et sådant omfang, at det ville have

været naturligt at udføre en videregående undersøgelse af

karbonatiseringsdybder og at betonens fugtforhold.

Der er under sagen sket afhjemling af skønsmændene, ligesom der er afgivet

forklaringer af K's formand H, af klagerens ingeniør I, af indklagedes

projektleder, ingeniør J, og af ingeniør L, indklagede.

Skønsmændene har under afhjemlingen fastholdt, at man i 1982 nok ville

have kunnet se revnedannelser, i hvert fald den store revne, hvis man havde

foretaget en undersøgelse af betonens tilstand, hvilket den omhyggelige

projekterende havde burdet gøre uanset et tilsyneladende tørt miljø, og dette

gælder så meget mere i en situation, hvor miljøet påtænkes ændret som i denne

sag. Det er mest sandsynligt, at årsagen til betonskaderne er en gammel

fugtbelastning fra bolchefabrikkens tid og ikke de huller i membranen, der

har været tale om.

H, der har været formand for K siden 20. september 1984, har forklaret, at

han ved sin egen indflytning i slutningen af juni 1983 konstaterede, at

kælderen var meget fugtig. Der blev udsendt en advarsel til beboerne herom

den 19. juli 1983 (bilag 14). Vidnet bemærkede ikke revner i betonen. Ved

årsgennemgangen i maj 1984 blev det fra B og indklagedes side udtalt, at man

ville lave huller i yderdøre for at modvirke fugten. Da det ikke var

tilstrækkeligt, blev der i 1985-86 på B's forslag ledt overskudsvarme ud i

kælderen. Hullerne - ialt 22 - i membranen fremkom under brolæggerarbejdet,

da en medarbejder hos indklagede skulle trække tråde. Indklagede reparerede

skaderne efter udgravning og kontrollerede, at hullerne blev tætnet. Vidnet

konstaterede for første gang revner i kælderloftet den 17. august 1987 i

forbindelse med den årlige gennemgang med B's advokat og udarbejdede et notat

herom (bilag 13). Når vidnet ikke reklamerede direkte over for indklagede,

skyldes det administrationsaftalen med B.

I har forklaret, at han, da han i anden anledning kom på ejendommen den 7.

november 1987, af klageren blev gjort bekendt med revnerne i

betonkonstruktionen. Han kunne ved en ganske overfladisk undersøgelse den 18.

marts 1988 med en almindelig skruetrækker brække et stort stykke af den

originale beton ved den store revne i dæklaget.

J har forklaret, at han fungerede som indklagedes projektleder den første

tid. Han deltog i en besigtigelse af kælderområderne den 24. september 1981

før nedrivningen af selve fabriksbygningen, der havde 4-5 etager. En rent

visuel besigtigelse viste, at kælderen under bygningen var tør og af ældre

konstruktion. Vedligeholdelsestilstanden var god, og der var malet. Vidnet

mener, han ville have bemærket et større antal revner, om de havde været der.

Overvejelserne om evt. bevarelse gik mere på den del af kælderen, der ikke lå

under fabriksbygningen, og som derfor kunne have været udsat for

vandtilførsel.

L har forklaret, at indklagede i forbindelse med beslutningen om

genanvendelse af kælderen checkede, at den statisk var i orden. Kælderen

fremstod sund og god, og vidnet overvejede ikke at udtage betonkærner for at

sikre sig mod evt. korrosion, hvilket heller ikke ville have været normalt i

et sådant tilfælde. Vidnet, der har stor erfaring i betonskader, har ikke

under byggeriet eller ved afleveringen og 1 års-gennemgangen bemærket nogen

revner. Vidnet husker ikke antallet af huller i membranen, men vil ikke

afvise, at der som forklaret af H var tale om 22. Ved 1 års-gennemgangen var

der tale om, at kælderen var fugtig, og der blev udboret nogle huller til

frisklufttilførsel, ligesom vidnet anbefalede tilførsel af varm luft fra

boilerrum.

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at

indklagede efter totalentreprisekontrakten var forpligtet til også i relation

til kælderen at levere et funktionsdygtigt byggeri af god håndværksmæssig

standard. Kælderen var imidlertid behæftet med skjulte mangler i form af

betonskader, som klageren påtalte straks, da han opdagede dem. Indklagede er

ansvarlig for disse mangler, selv om de ikke har kunnet ses før efter 1

års-gennemgangen, idet de skyldes manglende iagttagelse af sædvanlige

foranstaltninger i forbindelse med genbrug af en eksisterende kælder eller

forsømmelig omgang med kælderen i tiden indtil afleveringen eller mangelfuld

udlægning af vandtætningsmembranen eller manglende ventilation og/eller

udtørring eller en kombination af to eller flere af disse eller andre

årsager, hvorfor indklagede er ansvarlig som totalentreprenør. Klageren har

ikke mistet sin ret ved for sen reklamation fra B; i hvert fald har

indklagede ved at indlede sig i realitetsforhandlinger om sagen uden at tage

forbehold om at gøre for sen reklamation gældende fortabt sin ret til at gøre

dette anbringende gældende. Denne ret har indklagede også fortabt ved uden

forbehold at gå med til suspensionen af forældelsen.

Indklagede har navnlig anført, at klageren ikke i relation til

indklagede kan få en bedre retsstilling end B som oprindelig - professionel -

bygherre, og det må herved tages i betragning, at B, der ved afslutningen af

entrepriseaftalen var fuldt ud klar over den eksisterende kælders alder,

efter nøje overvejelse og forhandlinger accepterede at anvende kælderen uden

fra indklagede at opnå nogen garanti for dennes tilstand, der iøvrigt

fremstod som tilfredsstillende og ikke gav anledning til nærmere undersøgelse

ud over den foretagne besigtigelse, statiske beregninger og gennemgang af

bygningstegninger. Der er intet grundlag for at antage, at manglerne kan

lægges indklagede til last. Efter det foreliggende må manglerne have været

synbare - og de burde være opdaget af klageren - flere år forud for 1987, og

de omtalte fugtproblemer må antages at have accelereret udviklingen, uden at

der over for indklagede fremkom nogen reklamation før i 1987. Reklamationen

er sket for sent, og klageren har allerede af denne grund tabt sin ret.

Indklagede har ikke gennem sin helt sædvanlige erklæring af 3. april 1989

frafaldet indsigelsen om for sen reklamation.

Voldgiftsretten udtaler:

Voldgiftsretten finder i overensstemmelse med skønsmændenes udtalelser, at

de konstaterede revnedannelser er resultatet af en lægerevarende proces, der

må have taget sin begyndelse i perioden, medens den senere nedrevne

fabriksbygning blev benyttet til produktion, og hvorunder der efter

stedfunden karbonatisering er tilført fugt til de pågældende betonpartier med

det resultat, at de fremkomne korrosionsangreb efterhånden har ført til

revnedannelserne. Efter voldsgiftsrettens opfattelse må disse revnedannelser,

der klart har fremtrådt som resultatet af fugt, have været synlige i hvert

fald omkring 1985 og fremtrådt på en sådan måde, at der da burde have været

reklameret over for indklagede. Reklamation over de nævnte revnedannelser kan

imidlertid ikke anses fremsat over for indklagede før den 4. november 1988

(bilag E), og denne reklamation findes at være fremsat for sent.

Det bemærkes herved, at indklagede hverken ved at have deltaget i en

besigtigelse af kældere, herunder af revner i betonkonstruktioner, jfr.

indklagedes skrivelse af 2. december 1987 (bilag E1), eller ved den 3. april

1989 (bilag 7) på klagerens advokats begæring at have accepteret, at der fra

E indhentedes en udenretlig erklæring, som skulle lægges til grund for en

eventuel senere voldgiftssag, og at forældelsesfristen suspenderedes, medens

undersøgelserne pågik, kan anses for at have indladt sig i forhandlinger med

klageren på en sådan måde, at han har fortabt sin ret til at påberåbe sig, at

klageren ikke har reklameret behørigt.

Herefter tages indklagedes frifindelsespåstand til følge.

D e r f o r b e s t e m m e s:

Indklagede, A A/S, frifindes for den af klageren, K, nedlagte påstand

Klageren skal i sagsomkostninger til indklagede betale 26.000 kr. samt

indklagedes udlæg til skønsomkostninger med 32.900 kr., ligesom han i

parternes indbyrdes forhold skal indbetale til voldgiftsretten de med

voldgiftssagens behandling forbundne omkostninger.

De nævnte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses

afsigelse.

København, den 16. august 1993

Per Dibbern Johansen Sven Ziegler Mogens Høgsted

p.v.c.

Malene Lind

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter