Korrosion på renoveret facadebeklædning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Korrosion på renoveret facadebeklædning
K E N D E L S E
i
Voldgiftssag nr. C-3260
K
Mod
A1 A/S
og
A2 A/S
I 1980/81 opstod der behov for renovering af facaderne på de 9 bygninger,
der indgår i X-parken i Y-by, og som udgør afd. 11 hos klageren, K, Y-by.
Facaderne havde indtil da været beklædt med eternitplader, der på grund af
revnedannelser var blevet utætte. Efter indbudt licitation blev der truffet
aftale med indklagede 1, A1, Z-by, om udførelse af facadearbejdet med
tyndplader som nedenfor nærmere beskrevet. Rådgivende ingeniør på arbejdet
var B og C Ingeniørfirma A/S, Y-by, hvis virksomhed senere er overtaget af
indklagede 2, A2 Ingeniørfirma A/S, Æ-by.
I slutningen af 1988 konstateredes begyndende korrosion på facadepladerne,
og under denne sag, der er indbragt for Voldgiftsnævnet den 28. august 1990,
har klageren efter sin endelige påstand påstået indklagede 1 dømt til
betaling af udgifterne til udbedring af de konstaterede skader med 5.000.000
kr. med renter svarende til sædvanlig procesrente fra den 30. juli 1990.
Subsidiært har klageren påstået sig tilkendt et mindre beløb med renter som
angivet. Klageren har endvidere subsidiært påstået kravet forrentet fra
datoerne for klageskriftets indgivelse og modtagelsen af en senere forhøjelse
af påstanden i voldgiftsretten.
Overfor indklagede 2 har klageren nedlagt de samme påstande, men kun for
det tilfælde, at indklagede 1 måtte blive frifundet.
Begge de indklagede har påstået frifindelse og har desuden bestridt
grundlaget for den principale rentepåstand.
Læs alt
I voldgiftsrettens behandling af sagen har deltaget projektleder,
civilingeniør T. Boe Larsen, direktør og ingeniør m.a.i. Knud Christensen og
- som retsformand - landsdommer Peter Rørdam.
Civilingeniør D, Ø-by, der af Voldgiftsnævnet har været udmeldt som syns-
og skønsmand, har i erklæring af 30. juli 1990 bl.a. udtalt:
»Efter at have gennemgået sagens akter gives følgende beskrivelse af
facaderne og de herpå konstaterede skader.
Facaderne er i store træk dækket med lodret trapezprofilerede tyndplader
belagt med zink, primer og nominelt 25 micrometer af en brun N 500
(PVF2-acryl kombination). Bukningerne i trapezprofileringen er bløde, d.v.s
de har en forholdsvis stor bukkeradius.
Udenpå de brune plader er facaderne derudover forsynet med hvide vandret
trapezprofilerede pyntebånd af samme plademateriale. Trapezerne er meget
mindre, og pladerne er bukket med lille radius.
Endelig er der anvendt formstykker fremstillet af det brune plademateriale
over og under vinduer og over døre. Formstykkerne har relativt skarpe
bukninger.
De refererede skader fremstår som gennemslag af hvidrust
(zinkkorrosionsprodukter). De er stærkt varierende i omfang, men systematisk
fordelt.
- Nordvendte facader er mere angrebne end sydvendte.
- Overdækkede områder er mere angrebne end frie flader. Overdækkede
områder er under altaner og under sålbænke.
- Stort set alle inddækninger ved vinduer og døre er angrebne på
undersiden
- Skaderne på frie plader er aftagende med højden over jorden.
- På lodrette flader er angrebne koncentreret på bukningerne, men i de
hårdest angrebne områder (nordfacader ved jorden) findes også punktvise
angreb på plane flader.
- Den hvide lak har generelt holdt lidt bedre end den brune.
- Der er ikke afgørende forskelle mellem X-parkens 9 blokke.
Angrebne er en funktion af den fugtpåvirkning pladerne udsættes for, af
lakkens tykkelse og af defekter i lakoverfladen.
Fugtpåvirkningen er en funktion af tilsmudsningsgrad og varmeindstråling
fra omgivelserne således, at kolde og ikke-regnvaskede flader angribes mest,
medens varme (sydvendte) regnvaskede flader angribes mindst.
De særligt udbredte angreb på ombukningerne skyldes i et vist ringe omfang
en reduktion af laktykkelsen under bukningen, men væsentligere er det, at
zinklag og laklag revner under bukningen, så lakken ikke mere er poretæt.
Årsagen til punktangreb på plane flader kan være lokale skader eller
porefejl i den oprindelige lakering, men mere sandsynligt er laktykkelsen på
grænsen af det nødvendige i dansk byatmosfære.
Skønsmanden har ikke fundet faktorer i klimaet, som skulle kunne
karakterisere området ved X-parken som specielt aggresivt i korrosionssmæssig
henseende.
Herefter besvares syns- og skønstemaet efter bedste evne og overbevisning
således:
Spørgsmål 1
Er bebyggelsens stålfacader udsat for korrosionsangreb? I bekræftende
fald, hvor udbredt er angrebet? Spørgsmålet ønskes besvaret for alle 9
boligblokke hver for sig.
Svar
Ja. Stålfacaderne er udsat for korrosionsangreb. Der er angreb i omtrent
samme omfang på alle blokke. Angrebene er stærkt varierende, men systematisk
fordelt, jvf. indledningen.
Spørgsmål 2
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende ønskes oplyst, hvad årsagen til
angrebet kan være, herunder ønskes angivet, hvorledes en udbedring kan
foretages, ligesom omkostningerne i forbindelse hermed ønskes angivet.
Svar
Angrebet på facaderne skyldes fugtpåvirkning, som forlænges på tilsmudsede
flader og accelleres af aggresive, fortrinsvis sure, salte i smudset.
Angrebet er særligt udtalt, hvor der er defekter i laklaget.
Med henvisning til Dansk Ingeniørforenings vejledning for skønsmænd, som
fraråder detajlrådgivning, skal skønsmanden ikke fremkomme med et detaljeret
udbedringsforslag, men henvise til udbedringsforslag i brev af 12. september
1989 fra E, YY-land, til den danske repræsentant.
Dette forslag tager øjensynlig hensyn til, at N 500 er vanskeligt til
umuligt at male på med godt resultat, idet det foreskriver en total
afrensning ned til ren zinkoverflade og derefter en total opmaling bestående
af et lag grundmaling og to lag dækmaling. Til afrensningen anvendes
organiske opløsningsmidler.
Efter skønsmandens vurdering vil udbedringsproceduren være uacceptabel for
arbejdstilsyn og miljømyndigheder i Danmark, hvis den skal udføres på stedet.
Endvidere vil der være mange utilgængelige steder, bl.a. i pladeoverlappene
og under pynteprofilerne. Sidstnævnte skal iøvrigt under alle omstændigheder
demonteres. Konkluderende skal facaderne dermed demonteres og behandles i
telt eller på værksted, hvis de skal afrenses helt som foreslået.
Hvis der kan anvises et malingsystem, som hæfter på N 500, kan
reparationer udføres ved afvaskning, slibning, stålbørstning og gentagen
afvaskning efterfulgt af påføring af maling.
Slibningen skal antagelig omfatte en mattering af alle synlige flader. Det
vil nemlig være et krav, at alle flader behandles, idet der ellers ikke opnås
et ensartet udseende.
Malingpåføringen skal omfatte grundmaling af alle områder med blottet zink
og påføring af flere lag dækmaling, afhængig af type 2-4 lag. Af hensyn til
omgivelserne skal malingen antagelig påføres med pensel.
Omkostningerne ved renoveringen vil blive betydelige. Udover
stilladsudgiften forventes en kvadratmeterpris på 250-300 kr. eller en udgift
ialt på kr. 450.000,00 pr. blok eller 4 Mkr. totalt for alle 9 blokke, når
arbejde udføres på stedet. Under forudsætning af nedtagning og behandling på
værksted reduceres maleudgiften til ca. 175 kr./m2, men det modsvares i en
vis grad af nedtagnings-, transport- og genmonteringsudgifter. Fra det
oprindelige tilbud, jvf. tilbudsliste, haves en pris for nedtagning og
transport på 25.000,00 kr./blok og for montage på 59.000,00 kr./blok.
Priserne i dag skønnes til henholdsvis 35.000,00 kr. og 80.000,00 kr./blok.
Den samlede pris for ommaling på værksted bliver dermed ca. 3,6 Mkr.
(Stålpladearealet, der skal behandles, er udregnet, som udfoldet areal,
til ca. 1600 m2/blok).«
I en supplerende erklæring af 18. februar 1992 har skønsmanden udtalt:
»Ny synsforretning er afholdt den 5. februar 1992 .....
Synsforretningen omfattede PVF2-behandlede facadeplader på F, på G, Å-by
samt i X-parken, der er det sagen omhandlede byggeri. .....
Synet
Ved synet på Kulterminalen, hvor pladerne er overfladebehandlet med PVF2 N
500 af I, ZZ-land, viste lakskaderne sig ikke at være af samme type som i
X-parken. Der var helt overvejende tale om kraftige afflagninger ved kanter
og ridser. Der kunne observeres begyndende korrosion under lakken på
bukningerne og pletvis enkelte steder på plane flader, og ved poreprøvning
med 9 volt vådsvampsøger var der spredte poresignaler fra bukningerne.
Totaltykkelsen af zink + lak måltes til ca 55 micrometer. Kulterminalen er
bygget ca. 1981.
På busgaragerne i Å-by er skaderne næsten 100% koncentreret til de
trapezprofilerede pladers bukninger. Nord- øst og vestfacaderne, er skadede,
medens der er meget få skader på sydfacaderne, der som følge af
varmeindstrålingen fra himlen er våd i kortere tider end de andre facader.
Skaderne er sket ved korrosion i zinklaget under lakken på de vandret
monterede plader i disses bukninger således, at 6-8 mm brede bånd er uden
effektiv malingdækning. Lokale rødrustangreb, hvor zinklaget er gennemtæret,
konstateres.
Tykkelsen af zink plus lak måltes til typisk 38-47 micrometer, og ved
poresøgning på visuelt intakte bukninger på en sydfacade, kunne der
registreres porer overalt.
På en senere monteret plade indsat efter en påkørsel måltes
belægningstykkelser på 45-50 micrometer. (Pladen var uden synlige lakskader).
Garagerne er bygget i 1980 eller 1981 af plader fra franske Usinor.
To pladestykker udtaget på XX-by Kraftvarmeværk forevist af H udviste
samme skademønster som pladerne på Kulterminalen og ligesom sidstnævnte, var
de produceret af I i ZZ-land.
I X-parken, hvor pladeproducenten er E, konstateredes det på naboplader,
at der var tale om to lakeringskvaliteter. På den ene måltes 32-37 micrometer
og på den anden 40-45 micrometer. Skadebilledet var det samme, omend mindre
fremskredet på pladerne med det tykkere lag. Som nævnt i den første syns- og
skønserklæring var tæringerne iøvrigt mest udbredt på nordfacaderne, og som
på busgaragerne kunne der registreres porer overalt på alle bukninger, men
kun undtagelsesvis på fladerne.
Skaderne på J er inspiceret for en årrække siden, og det nuværende
skadebillede er ikke kendt, men dengang var skadebilledet af type som på
Kulterminalen og XX-by Kraftvarmeværk, dvs. der var primært tale om løsnelse
og afflagning fra klippekanter og ridser.
Ud af fem kendte bygværker, som er beklædt med samme principielt opbyggede
pladetype, synes to at være udsat for een nedbrydningstype og de tre
resterende for en anden.
Skaderne på X-parken og på busgaragerne skyldes begge revner i lakken, som
er opstået under pladernes profilering.
Årsagen til skaderne på de andre bygværker er ikke klarlagt i detaljer,
men sandsynligste hovedårsag er fejl eller mangler i de forzinkede pladers
kemiske forbehandling før påføring af N 500. En anden, men mindre sandsynlig,
årsag er forkert varmebehandling af lakken efter påføringen.
Til sidst bemærkes, at skønsmanden udover ovennævnte bygværker for ganske
nylig har inspiceret endnu et i Y-by-området, men at pladerne kun er 1 år
gamle. Pladerne er ikke leveret af nogle af de navngivne leverandører, men
både tykkelser, poreindikationer og begyndende, svage spor af nedbrydning
peger mod et nedbrydningsforløb som i X-parken.
Efter ovenstående gennemgang besvares de supplerende spørgsmål efter
bedste evne således:
En anmodning i det supplerende skønstema fra adv. K om besigtigelse af
aktuelle bygværker med henblik på at konstatere, om skader af samme art som i
X-parken forekommer, er opfyldt med ovenstående rapportering.
Spørgsmål A1: Er PVF2 (N 500) plader mere bestandige overfor ultraviolet
lys end plader med plastisol 100 belægning?
Svar A1: Spørgsmålet er primært relevant med hensyn til glans- og
kulørbestandighed, og her er svaret absolut ja. Kynar 500 gulner ikke og
nedbrydes ikke overfladisk med glanstab til følge. Når der vælges kulører
baseret på lysægte farvepigmenter er N 500 antagelig mest bestandige produkt
på tyndplademarkedet.
Spørgsmål A2: Skønsmanden anmodes om på tilfældigt udvalgte eksemplarer
af de korrosionsangrebne stålplader at undersøge, om overfladebehandlingen af
de leverede, ombukkede plader har samme zinklag og lagtykkelse samt
vedhæftningsevne ved ombukkede kanter som leverancer af tilsvarende type som
de her i sagen foreliggende. I benægtende fald anmodes skønsmanden om at
oplyse årsagen hertil.
Svar A2: Som det fremgår af synsrapporteringen, svarer totale
lagtykkelser i X-parken og på busgaragerne i Å-by for en del af
pladeeleverancens vedkommende stort set til hinanden (40-45 micrometer ctr
38-42 micrometer), medens noget af pladeleverance til X-parken har en mindre
tykkelse.
Zinktykkelsen varierer erfaringsmæssigt meget lidt og ligger næsten altid
på 19 micrometer +- 2 micrometer. Det er derfor overvejende sandsynligt, at
tykkelsesvariationer mellem plader ligger i laklaget, hvilket også mere eller
mindre dokumenteres af korrosionsangrebets udbredelse under lakken.
Det har ikke nogen mening at tale om laklagets vedhæftning på ombukkede
kanter med korrosionsangreb under lakken, men lige op til bukningerne er
vedhæftningen fortræffelig. På ueksponerede, nye plader er det i en tidligere
sag (busgaragerne) vist, at vedhæftningen også er fortræffelig på bukninger
med et tæt, frit revnemønster, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt.
Når pladerne i X-parken ikke er sammenlignelige med pladerne på
Kulterminalen og XX-by kraftvarmeværk skyldes det udover en anden
laktykkelse, at pladerne sidstnævnte steder har en anden og ikke sikkert
belyst defekt, som medfører omfattende vedhæftningssvigt ved længere tids
fugtpåvirkning.
Konkluderende er pladerne i X-parken og på busgaragerne af stort set samme
kvalitet m.h.t. lagtykkelser og vedhæftning, selvom der er tale om to
forskellige leverandører.«
Af sagens oplysninger fremgår iøvrigt følgende:
Indklagede 1 rettede den 16. februar 1981 henvendelse til det rådgivende
ingeniørfirma ved en skrivelse, hvori bl.a. anførtes:
»I henhold til aftale har vi hermed fornøjelsen at gøre nærmere rede
for vor opfattelse af problematikken i forbindelse med en udvendig
facaderenovering med metalplader af boligblokke.
En stor del af de i tidens løb opståede skader og gener skyldes en
kombination af ingen eller utilstrækkelig isolering, sætninger af bygningerne
eller dele heraf med tilhørende revnedannelser og utætheder, ødelæggelser af
ydervæggene som følge af frostsprængninger p.g.a. fugtindtrængen i form af
ydre fugt og/eller kondensfugt fra bygningen og dens anvendelse.
Da det ofte vil være forbundet med meget store omkostninger og måske endda
umuligt at fjerne den del af årsagerne, såsom sætninger og manglende
diffusionstætninger, bør man efter vor opfattelse opbygge sin renovering
således, at denne først og fremmest fjerner flest mulige årsager og dernæst
er i stand til at modstå de resterende.
En udvendig monteret regnkappe af stålplader vil effektivt danne en tæt
regnskærm, og i kraft af stålets styrke som regel også være i stand til at
overføre vindbelastningen direkte til en evt. skeletkonstruktion, således at
udfyldningsmurværk ikke påvirkes.
Samtidig bliver det muligt at pålægge en hvilken som helst tykkelse
tillægsisolering, selv over den oprindelige bygnings kuldebroer ved
konstruktionsknudepunkter, og dermed etablere en effektiv isolering af hele
overfladen og en vindtætning af evt. sætningsrevner.
Denne form for regnkappe vil således være i stand til at udelukke ydre
fugtpåvirkninger og dermed frostskader, eliminere vindtryk gennem eks.
sætningsrevner samt optage evt. fortsatte bygningssætninger, således at evt.
nye revner ikke får nogen betydning.
Tilbage står herefter de indre fugtpåvirkninger i form af diffusion, der
ved kondensering dels nedsætter isoleringsevnen af den oprindelige isolering
og dels ødelægger murværk og puds ved frostsprængninger.
Dette forhold forbliver uændret, såfremt diffusionstætheden ikke ændres,
selv om der udføres en tillægsisolering og skalmuring eller pudsning.
En beklædning med stålplader vil heller ikke ændre dette forhold, men i
kraft af, at den ydre fugtpåvirkning er udelukket, koncentreres problemet til
alene at omhandle kondensfugten. En rigtig dimensionering af
tillægsisoleringen vil kunne betyde, at dugpunktet lægges udenfor den
oprindelige konstruktion, hvorved frostskader af denne standses.
Kondenseringen vil herefter finde sted i den yderste del af
tillægsisoleringen og på bagsiden af regnkappen.
Ved en rigtig detaillering af kappens udformning vil man være istand til
at etablere en effektiv ventilation imellem kappen og isoleringen og således
fjerne kondensfugten og holde isoleringen tør. Opmærksomheden henledes dog
på, at dette stiller lige så store krav til korrosionsbeskyttelse af
stålpladernes bagside som til disses forside, samt at ventilationen af kappe
skal ske til det fri og ikke gennem tagrum og/eller udhæng. Ligeledes skal
afledning til det fri af kondensvand på pladernes bagside kunne finde sted
over vinduer og døre samt ved underkant beklædning.
Af hensyn til bygningernes udseende bør man desuden udover
korrosionskravet til stålpladen stille tilsvarende krav til detaillernes
udformning og finish, montagens udførelse, lav smudsoptagning på overfladen,
diffus lysreflektion samt den mindst mulige farveændring som følge af lysets
påvirkning.
Da vedligeholdelsesomkostningerne af enkelt-laksystemer anvendt på
renoverede bygninger meget hurtigt kommer til at overstige anskaffelsessummen
på bedre laksystemer, må det derfor anbefales, at der til renovering alene
anvendes belægningssystemer, der modsvarer korrosionsklasse 4 i.h.t. den nye
stålnorm. Ved valg indefor denne klasse og hensyntagen til lav smudsoptagen
og stor farveresistens sikres både den nødvendige dobbeltsidede
korrosionsbeskyttelse og den mindst mulige vedligeholdelse.
Det er vor opfattelse, at vi er i stand til at imødekomme alle disse krav
med en renovering foretaget med materialer behandlet med vort
»O-system«. Dette system består af 75 my epoxy på begge sider af
stålkernen samt ca. 25 my toplak af silicone-polyester.
Denne kombination giver den størst mulige korrosionsbeskyttelse samt en
meget høj lysresistens.
Dette fremgår af vedlagte »Beviset«, hvor enkeltlaksystemer
afprøves og sammenlignes med de samme laksystemer kombineret med
epoxy-belægning.
Til slut skal det anføres, at vort firma har beskæftiget sig med
beklædningsentreprise og -konstruktioner siden 1906 og i Danmark med eget
selskab siden 1960, samt at vi herhjemme har udført renoveringsopgaver siden
1967.
De herved opnåede erfaringer har alle tilfulde bekræftet ovenstående
problemteorier, og vi stiller gerne denne erfaring lige fra produktion af
materialer til entrepriseudførelse med egne folk til Deres rådighed.'
Det medfulgte bilag »Beviset« handler om korrosionsbeskyttelse i
stålplader og går efter sit indhold ud på at påvise, at O systemet er bedre
egnet til at modvirke korrosion end andre systemer.
Ingeniørfirmaet sendte bl.a. til indklagede 1 udbudsbrev den 26. februar
1981 vedrørende facadearbejdet, hvori det bl.a. anførtes:
»Da bygherren forlanger en garanti på husets tæthed løbende over et
åremål (vil fremgå af acceptskrivelsen), påhviler det de enkelte
entreprenører endeligt at løse de enkelte samlingsdetaljer, da disse vil være
meget afhængige af profiltypen.
Endvidere forlanges, at profilpladernes overfladebelægning har en
modstandsevne overfor ultraviolet lys mindst som plastisolbelægning på 100
my.«
Som bilag til brevet var vedlagt et sæt Fællesbetingelser, hvoraf bl.a.
fremgik, at alternative tilbud gerne modtages, og at det var entreprenørens
ansvar, at alle materialer og varer var fri for fejl.
Endvidere vedlagdes tilbudsliste. Denne returneredes af indklagede 1 den
9. marts 1981. I tilbudslistens punkt 2 hedder det:
»Levering af nye facadeelementer type 35/0,63, med belægning mindst
som P ...«
Indklagede 1 afgav ikke noget alternativt tilbud. I den returnerede
tilbudsliste var der imidlertid henvist til følgebrev, og i dette anførtes:
»Under henvisning til det udsendte materiale vedr. ovenstående,
gennemgang af eksisterende bygninger samt de foretagne løbende drøftelser,
har vi opfattet Deres udbud som et ønske om opfyldelse af en række
funktionskrav for facaderne excl. vinduer og døre samt gavle og trappetårne.
Funktionskravene skal opfyldes af den valgte entreprenør, der baseret på
sine erfaringer og økonomiske vurdering skal redegøre for problemerne og
deres løsninger samt kunne danne tilstrækkelig sikkerhed for bygherrens ønske
om entreprenørens medansvar.
Som følge heraf omfatter entreprenørens tilbud og ydelser derfor i høj
grad en kombination af ansvar og viden, der ikke umiddelbart lader sig
præstentere i et skriftligt tilbud uden samtidig at afgive den væsentligste
del af ydelsen men uden sikkerhed for arbejdets overdragelse.
Vi anbefaler derfor, at De på basis af de indkomne tilbud vælger en
entreprenør og derefter alene går i detaildrøftelse med denne, idet De er
sikret gennem kravet om åbne kalkulationer.
Vi har vurderet funktionskravene som følger:
Eksisterende beklædninger, der ikke er integreret i andre
hovedkonstruktioner, demonteres og fjernes.
En ny regnskærm udføres som en 1-trinskonstruktion og min. i den
foreskrevne materialekvalitet i den tætteste og mest økonomiske opbygning
kombineret med et vindtæt lag alt monteret på eksisterende konstruktion.
Mindre bygningssætninger skal kunne optages uden væsentlige følger for
regnsskærmens tæthed.
Demontagemuligheder skal forefindes ud for etageadskillelser, uden at
indgreb skal foretages i hele bygningshøjden.
Tillægsisolering til eksisterende isolering udføres i min. 10 cm tykkelse,
understøttet og mekanisk fastholdt.
Montagetegninger udføres af entreprenøren til godkendelse efter kontrakt
men inden arbejdets påbegyndelse og indeholdende alle nødvendige
detailløsninger.
Da ændring af bygningens diff. modstandsevne ikke er teknisk og økonomisk
mulig, skal udluftning til det fri kunne foregå i tilstrækkeligt omfang uden
at påvirke andre konstruktionsdele men samtidig modvirke fygesne.
Udvendig inddækning skal foretages med lysningsbeslag omkring vinduer og
døre. Desuden udføres udvendig udfugning incl. rund polyetylenfugebaggrund om
vinduer og døre, der leveres og monteres fra anden side.
Det er vor opfattelse, at vort tilbud imødekommer alle ovenstående krav
til en 1-trinskonstruktion, og at vi har prioriteret ventilations- og
tæthedsproblematikken. Som følge heraf er den vandrette markering ved
etageadskillelserne ikke foretaget. Virkningen kan dog mod en mindre
tillægspris udføres uden indgreb i konstruktionsopbygningen.
Det valgte profilerede facadeprofil 35 er anvendt af hensyn til en korrekt
symetrisk vinduesinddækning, montagemulighed ud for altanbundplader samt med
mulighed for en evt. kuldebroisolering af eksisterende bærende konstruktion.
Alle inddækninger i pladematerialer foretages med indbyggede
»vandlåse«, der ledes til det fri, ligesom den eksisterende sokkels
store unøjagtigheder i forhold til facadeplanet optages og afdækkes med et
specialbeslag.
Afhængig af det kvalitetsniveau De og Deres bygherre måtte ønske for
facadeudformningen, kan vi oplyse, at med henvisning til vor generelle
redegørelse af 16.2.1981 der vedlægges, at renovering kan udbygges fra en
1-trinskonstruktion til en 2-trinskonstruktion, nogle eksisterende kuldebroer
kan nedsættes og/eller reduceres, isoleringsevnen kan løftes, materialernes
korrosive og æstetiske kvaliteter kan forbedres, kassetteelementer i fuld
modulbrede kan anvendes i stedet for profilerede plader m.v.
Den afsatte tilbudstid har desværre ikke åbnet os mulighed for at
prissætte disse enkelte alternativer, men om ønsket deltager vi gerne i en
drøftelse herom, ligesom vi med glæde er til Deres rådighed med evt. øvrige
oplysninger om vort tilbud.'
Ved en samme dag dateret skrivelse skrev indklagede 1 således til
ingeniørfirmaet:
»Der kan vælges frit imellem en 100 my P eller en PVF2-(N
500)-belægning uden indflydelse på vor tilbudspris af d.d.«
Klageren accepterede indklagedes 1's tilbud ved en skrivelse af 3. juli
1981, hvori det bl.a. anførtes:
»Accepten .... gives under følgende forudsætninger:
1. At A1 udsteder tæthedsgaranti på den samlede facade ... indenfor en
periode på 10 år i henhold til aftale på møde afholdt d.d. Garantierne skal
godkendes af B & C ...«
Under henvisning hertil afgav indklagede 1 følgende erklæring af 20.
august 1981:
»Konstruktionernes detailløsninger er overalt udformet til at modstå
og afvise normale nedbørs- og vindpåvirkninger, hvad angår tæthed. ...
Den valgte profil og de anvendte råmaterialer (galvaniseret stål belagt
med N 500) er gængse materialer, og da de anvendte pladelængder ligger
indenfor normalt forekommende bukkeværktøj, vil enkelte udskiftningsplader
altid kunne fremstilles som kantbukkede plader, såfremt det anvendte
Roll-formningsværktøj skulle udgå. Dog gøres opmærksom på, at farveforskelle
vil kunne optræde, hvis plader udskiftes om nogle år, men at denne forskel
vil minimeres i de efterfølgende år som følge af materialets egenskaber.
Samtidig bekræfter vi, at N 500's modstandsevne overfor ultraviolet lys er
væsentlig bedre end 100 my P . ...«
Indklagede 1 havde påregnet at levere plader fremstillet i Frankrig, men
på grund af leveringsvanskeligheder bestiltes istedet plader fremstillet af E
og leveret gennem L A/S, der tillige profilerede pladerne.
Efter at de begyndende korrosionsskader var konstateret, og der i den
anledning var blevet rettet henvendelse til indklagede 1, blev en af pladerne
nedtaget og sendt til E til nærmere undersøgelse. Resultatet heraf blev, at E
afviste reklamationen med henvisning til, at udviklingen var forløbet, som
man kunne forvente i »marine environments«.
Der er under sagen fremlagt et bilag modtaget fra E. Bilaget har
overskriften »Colorcoat Pvf2 Long-term weathering performance« og
indeholder bl.a. følgende tekst:
»Colorcoat Pvf2 coated steel is produced by the E to meet the
increasing demand for a long-life steel cladding suitable for world-wide use.
The inert flourine modified coating is based on N 500 resin developed by the
Pennwalt corporation. .....
Durability
Colorcoat Pvf2 is an inert coating, resistant to chemical and solvent
attack. It has good heat resistance (150 grader C continous) and excellent
weathering performance, being suitable for use in exterior applications all
over the wold. In most temperate environments a life to first maintenance of
the paint coating of circa 15 years can expected. Normal backing coats are
not intended for weather resistance, but offer adequate longevity in most
reasonably dry internal environments.«
Det er uoplyst, hvornår bilaget er udfærdiget, men det er modtaget af en
af sagens parter i 1989 i anledning af den ovenståede tvist.
I en skrivelse af 19. december 1988 fra B og C A/S til indklagede 1
udtales det bl.a.:
»I forbindelse med tilstandsvurdering af boligblokkene i ovennævnte
bebyggelse har vi konstateret begyndende korrosion på facadepladerne.
Vi står uforstående overfor dette problem, da pladerne er monteret for kun
7 år siden.
Ifølge faglig litteratur vedrørende stålplader med den aktuelle belægning
(PVf2 - N 500) anslås holdbarheden at være 25-30 år. .....«
Som bilag til skrivelsen var vedlagt en redegørelse fra 1977 fra
Teknologisk Institut for levetiden for overfladebehandling. I dette bilag
anføres det. bl.a.:
»Den æstetiske levetid (før ommaling) anslås således (afhængig af
kulør og glans):
.....
Forventet æstetisk
levetid (år)
P 10 - 15
.....
a. Renholdelse
- Højtryksvask overalt med lunkent vand. hver 2-4 år. .....«
Under forhandlingerne i voldgiftsretten har skønsmanden uddybet sine
erklæringer. Der er endvidere afgivet forklaring af ingeniør M og direktør H.
Skønsmanden har supplerende forklaret, at punktangrebene på de plane
flader udgør et forholdsvis ubetydeligt problem. De væsentlige skader er
hvidrustangrebene ved ombukningerne. Angrebene skyldes, at zinklaget er
revnet ved bukningen, hvorved også det forholdsvis tynde laklag er revnet.
Det samme ville være sket også med en anden laktype i samme tykkelse, mens et
tykkere lag nok i højere grad ville have haft mulighed for at optage revnerne
i zinken. Skønsmanden har ikke være ud for 100% revnefri lakker.
Besigtigelsen af Kulterminalen viste tilsvarende bukninger af plader uden
tilsvarende revnedannelser. Det samlede lag på pladerne er tykkere i
Kulterminalen end i X-parken. Det er muligvis primer-laget, der er forøget.
Efter pladeleverandørens specifikationer kan en bukkeradius på indtil 4 gange
pladetykkelsen tolereres. Denne specifikation er klart overholdt i det
foreliggende tilfælde, men efter skønsmandens opfattelse er anvisningen
ukorrekt og rummer risiko for, at skader som den i sagen omhandlede kan
opstå. Trapezpladerne kunne have været bukket blødere, hvorved risikoen for
revner i zinklaget ville være reduceret. En tilstrækkelig stor bukkeradius
ville helt have forhindret skadens opståen, men standardværktøjerne er i
overensstemmelse med pladefabrikanternes anvisninger indrettet til bukninger
som de i sagen omhandlede.
Med de definitioner, der traditionelt anvendes til
korrosionsklassificering, er X-parken et typisk klasse 3-område.
De konstaterede angreb vil udvikle sig. Når zinken er gennemtæret, kommer
der almindelig rødrust, og derefter vil stålet korrodere. Der er muligvis
allerede enkelte steder rødrustdannelser, og det vil antagelig i løbet af 6-8
år være nødvendigt at fjerne beklædningen af sikkerhedsmæssige grunde. I
denne periode vil beklædningen fortsat kunne fungere som regnkappe.
Skønsmandens erfaring med skader på tyndplader som de i sagen omhandlede
hidrører fra skader, som skønsmanden for sit vedkommende blev opmærksom på i
1987/88, og risikoen var næppe erkendt i 1981. Efter hans erfaring har P 200
ikke givet problemer med porehuller.
Revnerne i zink- og laklaget må antages i det væsentlige at være opstået
ved profileringen. Denne antagelse støttes bl.a. på, at skønsmanden på en
nedtaget plade fra busgaragerne har foretaget nogle bukkeforsøg, der førte
til tilsvarende revnedannelser. Revnedannelserne kunne have været konstateret
straks efter bukningen af pladerne, hvis der var blevet foretaget en
poretestning. Det var på det tidspunkt ikke usædvanligt at poreteste
håndmalede produkter, men på grund af fremstillingsmåden for de produkter som
denne sag drejer sig om, ville det ikke have været særlig nærliggende at
poreteste disse produkter i produktionsledet.
M har forklaret, at han tidligere har været ansat hos B og C A/S, og at
det var ham, der havde med den i sagen omhandlede byggeopgave at gøre. Da det
var besluttet at foretage en facaderenovering, henvendte indklagede 1 sig
selv til vidnet, og der blev holdt et utal af møder om sagen. X-parken var et
af de første byggerier, hvor det blev aktuelt med facaderenovering, og vidnet
havde ikke selv nogen erfaring i så henseende. Arbejdet skulle udbydes i
licitation, og på grund af den tætte kontakt til indklagede 1 blev
udbudsmaterialet udarbejdet i nøje samråd med denne. Han kan godt huske, at
han modtog indklagede 1's skrivelse af 16. februar 1981, og han fik endvidere
lejlighed til at se nogle af de plader, der var blevet afprøvet. Indklagede 1
var ivrig for at sælge sit eget produkt, hvilket vidnet opfattede som
almindelig salgsagitation fra en sælger, men arkitekten syntes ikke, at
indklagede 1's O plader med den udformning, de havde, passede til det
pågældende byggeri. Arkitekten foretrak et andet produkt, der havde en
P-belægning. Pladerne med denne belægning var efter arkitektens opfattelse
letere at indpasse til de eksisterende døre og vinduer, og de var mindre
profilerede. Han havde selv kendskab til P-belægninger, som han vidste var
mere bøjelige, men også mere lysfølsomme, og han anså N 500 for at være en
bedre belægning. Det var tætheden og udseendet, som interessen på det
tidspunkt mest samlede sig om, mens holdbarheden ikke specielt var fremme
under drøftelserne. Han mener heller ikke, at der blev talt økonomi med
indklagede 1, og han tror bestemt ikke, at det har været tilkendegivet, at
bygherren ikke ville betale for en O-belægning. Han kan ikke huske, om
spørgsmålet om omfanget af vedligeholdelsen på de valgte plader var fremme
under drøftelserne. Den profil, hvormed pladerne blev leveret, svarede til,
hvad der var aftalt. Ved den renovering af ØØ-byggeriet, som fandt sted nogle
år senere, blev indklagede 1's O-belægning anvendt, med det skyldtes, at den
arkitekt, der medvirkede ved denne renovering, af æstetiske grunde foretrak
O-belægningen til dette byggeri.
Direktør H har forklaret, at O-belægningen har været anvendt siden
1968/69, og at han siden da næsten udelukkende havde anvendt dette produkt.
Hans erfaringer med andre belægninger var derfor begrænsede. Hovedopgaven ved
den renovering, som denne sag drejer sig om, var at finde frem til en
konstruktion, som var tæt, og som kunne modstå sætningerne i byggeriet. Han
henledte både ved skrivelsen af 16. februar 1981 og under de mundtlige
drøftelser opmærksomheden på O-belægningen, fordi det var det produkt, han
havde de bedste erfaringer med. Han har ikke selv foreslået P-belægning, som
efter hans opfattelse selv i en tykkelse på 200 my ville give problemer både
æstetisk og på anden måde. Udbudsmaterialet var derfor i klar strid med, hvad
han havde talt med M om, og han har ikke været med til at udarbejde det, men
han blev orienteret om det. Han følte behov for at sende nogle supplerende
kommentarer til tilbudslisten, hvilket er bagggrunden for hans følgebrev af
9. marts 1981. Når han samtidig tilbød i stedet at levere pladerne med en N
500-belægning, udsprang det reelt af et ønske om at fraråde P.
Holdbarhedsspørgsmålet var ikke fremme under drøftelserne med M, og hvis
det var blevet rejst, ville han have afvist at udtale sig om det, fordi
holdbarheden afhænger af mange usikre faktorer. Korrosions- og lysforhold
hænger sammen. Hvert produkt har sine fortrin, og kun tidene kan vise,
hvordan forholdene udvikler sig. O-belægningen ville have været 20-30% dyrere
end det valgte produkt. Han anså det på forhånd for givet, at bygherren ikke
var indstillet på denne merudgift og afgav derfor ikke noget alternativt
tilbud. Det hang også sammen med, at han jo indgående havde gjort rede for O,
men at man alligevel havde valgt et andet produkt, og det havde derfor ikke
noget formål at gøre endnu et forsøg med O.
Stålværkerne markedsfører selv N 500 som en god belægning, og han havde
intet grundlag for at tro, at produktet ikke skulle være i orden.
Primer-lagets tykkelse og laktykkelsen var på det tidspunkt standard både fra
stålværkerne og fra de øvrige pladeproducenter. Det var først i 1983-84, men
begyndte at blive klar over, at lagtykkelsen måske var utilstrækkelig, og man
gik over til at forstærke primer-laget. På grund af produktionsmåden kunne
laklagets tykkelse ikke forøges.
Klageren har til støtte for sin påstand overfor indklagede 1 anført, at
det, som det fremgår af skønsmandens angivelser, er en produktionsfejl, der
har ført til de omhandlede skader. Ved en simpel testning både kunne og burde
det have været konstateret i produktionsledet, at en bukning af pladerne som
den, der har været foretaget, førte til revnedannelser, som havde såvel
æstetiske skavanker som kortere tids holdbarhed til følge. Der foreligger
derfor ikke en udviklingsskade, men en oprindelig, konkret mangel ved
produktet, som indklagede 1 må være ansvarlig for.
Indklagede 1's skrivelser af 16. februar og 9. marts 1981 indeholder ikke
sådanne advarsler mod brugen af produktet, at det kan fritage indklagede 1
for ansvar. Indklagede 1's oplysninger fremtræder som almindelig
salgsagitation og kunne ikke give hverken klageren eller rådgiveren anledning
til at overveje et produkt til brug i korrosionsklasse 4, når de iøvrigt
foreliggende oplysninger viste, at byggeriet efter sin beliggenhed befandt
sig i klasse 3. Der er iøvrigt intet belæg for, at klageren - såfremt et
alternativt tilbud var blevet afgivet - alligevel ville have valgt det
billigere produkt.
Indklagede 1 har frit kunne vælge mellem E's produkt og produkter af andre
fabrikater, men valgte produktet fra E, som i det fremlagte bilag fremhæver
produktets holdbarhed på en måde, der nærmer sig en garanti. Holdbarheden har
nok ikke direkte været berørt under forhandlingerne, men det var under alle
omstændigheder en selvfølgelig forudsætning, at produktet havde en rimelig
holdbarhed, og denne forudsætning er ikke opfyldt. Der var forud for
udarbejdelsen af udbudsmaterialet meget tæt kontakt mellem rådgiveren og
indklagede 1, som derfor ikke kan påberåbe sig mangler ved udbudsmaterialet.
Indklagede 1 har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at
indklagede ikke kan gøres til ansvarlig for, at pladerne havde egenskaber,
som under særlige omstændigheder kunne føre til skader. Det var klageren, der
ønskede plader med netop denne profil, og det er først senere erkendt, at den
bukningsproces, som skulle frembringe den ønskede profil, kunne føre til
skader. De revnedannelser, der opstod ved bukningen, kunne ikke uden videre
konstateres, og de erfaringer, man havde med pladerne i andre lande, kunne
ikke give grundlag for at påregne en skaderisiko. Det er i Danmark, hvor
klimaet åbenbart er vanskeligere end andre steder, at problemerne er opstået,
men produktet blev her i landet først taget i anvendelse sidst i 1970'erne,
og i 1981 havde problemerne endnu ikke vist sig. Selv efter at problemerne er
opstået, har det iøvrigt kunnet konstateres, at skadeudviklingen i høj grad
afhænger af forholdene det pågældende sted. Der foreligger derfor ikke nogen
konkret produktionsfejl.
Indklagede 1 har dernæst gjort gældende, at der slet ikke foreligger nogen
mangel i juridsk forstand. Skaderne har ikke ramt bygningerne, men kun selve
pladerne, og der er ikke stillet andre krav til pladerne end, at de skulle
være tætte og modstandsdygtige overfor lys. Disse krav er opfyldt. Selvom der
måtte kunne indfortolkes visse generelle forudsætninger med hensyn til
holdbarhed navnlig i æstetisk henseende, er det uden betydning i det
foreliggende tilfælde, hvor en holdbarhedsforudsætning i hvert fald måtte
gælde for et kortere tidsrum end den udtrykkelige tæthedsgaranti på 10 år.
Almindelige rimelighedsbetragtninger fører endvidere til, at der ikke kan
pålægges indklagede ansvar. Indklagede blev anmodet om råd og vejledning til
løsning af den foreliggende opgave, og indklagede har fuldtud imødekommet
ønsket herom i de afgivne skrivelser. I det medfulgte bilag
»Beviset« var der endvidere netop henvist til
korrosionsproblematikken, men desuagtet lod man dette spørgsmål uomtalt i
udbudsmaterialet.
Overfor indklagede 2 har klageren anført, at denne indklagede må gøres
ansvarlig, såfremt indklagede 1 frifindes, og frifindelsen sker med
henvisning til, at der overfor rådgiveren er fremsat advarsler, der burde
have medført, at man valgte et andet produkt.
Indklagede 2 har bestridt, at der er fremsat advarsler af en karakter, der
burde have givet rådgiveren anledning til at reagere.
Parterne har desuden fremsat forskellige synspunkter i relation til
størrelsen af det krav, der i givet fald kan komme på tale, og i relation til
klagerens principale rentepåstand.
Voldgiftsretten skal udtale:
Som af indklagede 1 anført gjorde indklagede opmærksom på
korrosionsproblematikken i sine skrivelser til rådgiveren, men
holdbarhedsspørgsmålet blev til trods herfor ikke omtalt i udbudsmaterialet,
der alene stillede krav til tæthed og modstandsdygtighed overfor lys, og det
kom heller ikke på tale under forhandlingerne mellem rådgiveren og indklagede
1. Også uden udtrykkelige krav til produktets holdbarhed kunne klageren
naturligvis have nogle forventninger til holdbarheden, men det anførte får
betydning, når voldgiftsretten skal forsøge at fastlægge, hvilke
forventninger klageren med rimelighed kunne have. Det får i så henseende også
betydning, at klageren valgte et prisbilligt produkt, og at indklagede 1 i
sin skrivelse af 16. februar 1981 havde gjort opmærksom på, at der var tale
om et laksystem, som ville trække større vedligeholdelsesudgifter med sig,
end hvis man valgte et bedre laksystem.
En begyndende korrosion konstateredes efter ca. 7 års forløb, men efter
voldgiftsrettens skøn har korrosionen endnu - efter 11-12 års forløb - ikke
udviklet sig på en sådan måde, at facaderne ud fra en æstetisk betragtning
fremtræder som uacceptable. Ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser har
facaderne en restlevetid, som efter skønsmandens opfattelse er 6-8 år, men
som efter voldgiftsrettens opfattelse kan være noget længere.
Dette må yderligere sammenholdes med angivelsen i rådgiverens skrivelse af
19. december 1988 om en holdbarhedsperiode på 20-25 år for den aktuelle
belægning og med Teknologisk Instituts angivelse af den æstetiske levetid på
10-15 år for det i udbudsmaterialet omhandlede produkt P.
Efter et samlet skøn finder voldgiftsretten herefter, at det anvendte
produkt i relation til holdbarheden ikke er ringere, end klageren med
rimelighed kunne forvente. Der har således - trods den fra starten indbyggede
skademulighed - ikke foreligget en mangel ved produktet, som klageren kan
påberåbe sig som grundlag for noget krav overfor indklagede 1.
Voldgiftsretten frifinder derfor indklagede 1, og som følge af den
begrundelse, der er givet for frifindelsen, frifinder voldgiftsretten også
indklagede 2.
T H I B E S T E M M E S
De indklagede, A1 A/S og A2 A/S, frifindes.
Klageren betaler inden 14 dage efter denne kendelses modtagelse til hver
af de indklagede i sagsomkostninger 100.000 kr.
Klageren betaler endvidere de udgifter, der har været forbundet med
voldgiftsrettens behandling af sagen. Disse udgifter betales efter opgørelse
og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
København, den 5. april 1993
T. Boe Larsen Peter J. Rørdam Knud Christensen
p.v.c.
G. Stark
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Tvist om mangler og konstruktionsfejl ved 45 kædehuse Retsinformation · 24. september 1997
- Mangler ved byggeri Retsinformation · 24. september 1997
- Tvist om økonomisk mellemværende efter aflevering af bygningsenterprise Retsinformation · 24. september 1997
- Tvist om ansvar for tæringsangreb på en ejendoms systemer for varmt brugsvand mm. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Vægarbejde med puds der ikke opfyldte kvalitetskrav (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Tvist om opgørelse af mellemværende grundet entreprisens berostillelse. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997