Spring til indhold

Retsinformation

Parkeringsareal, parkeringsfond, ombygning, ændret anvendelse

AFG nr 60522 af 15/01/1992AfgørelseSocial- og Boligministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Parkeringsareal, parkeringsfond, ombygning,

ændret anvendelse

»Byggelovsklage vedr. ejendommen Clemens Torv 15, 8000 Århus C.

Bygge- og Boligstyrelsen har den 26. september 1991 modtaget Århus

Amtskommunes udtalelse i forbindelse med Deres klagesag vedrørende ovennævnte

ejendom.

Af amtskommunens skrivelse, som De ikke har haft bemærkninger til,

fremgår, at man fastholder sin tidligere afgørelse om, at Århus kommune har

haft den fornødne hjemmel til at kræve indbetaling til parkeringsfond

svarende til 3 parkeringspladser, i forbindelse med ombygning af restaurent.

Kravet er opstået ved, at anvendelsen af ca 100 kvm i bygningen er ændret

fra beboelse til erhverv, idet 6 værelser samt nogle udenomsrum i mezzaninen

er inddraget i eksisterende restaurent på første sal. Herved øges

virksomhedens bruttoetageareal, som kommunen lægger til grund ved

fastsættelse af parkeringsanlæg. Da der ikke er mulighed for nyanlæg af

parkeringspladser på ejendommen, har kommunen i henhold til de

»Retningslinier for anlæg af parkeringsarealer i Århus kommune,»

som er vedtaget af byrådet den 9. januar 1985, stillet krav om indbetaling af

afgift for 3 pladser, eller ialt 84.000,- kr. idet man har modregnet 1 plads

for den tidligere beboelse af arealet.

Denne afgørelse indklager De for Århus Amtskommune den 8. marts 1989 først

og fremmest på baggrund af kommunens fortolkning af ovennævnte retningslinier

i den konkrete sag. Efter Deres opfattelse er der i realiteten tale om en

indskrænket anvendelse af det samlede areal, idet den ændrede indretning af

restaurenten, bl.a. med indvendig trappe, etablering af køkken og salatbuffet

m.v. i selve restaurenten har medført færre serveringspladser. Samtidig er

køkkenet flyttet fra kælder til mellemetage, hvorved kælderen er overgået til

kun at anvendes til vareindlevering o.l. og de 6 beboelsesværelser er

nedlagt. Alt i alt har ombygningen således efter Deres opfattelse medført et

mindsket behov for parkeringspladser.

Læs alt

De finder, at kravet om yderligere parkeringspladser i forbindelse med

nybygning og ombygning primært må bedømmes udfra det konkrete yderligere

behov, der opstår ved byggeriet.

De rejser iøvrigt tvivl om den eksisterende hjemmel, som De ønsker

fastlagt sammen med grænserne for såvel fastlagte regler som de i forbindelse

med reglerne trufne skønsmæssige afgørelser.

I skrivelse af 13. februar 1990 finder amtskommunen som klageinstans, at

afgørelsen er truffet i overensstemmelse med bygningsreglementets kap.

2.1.3., hvorefter parkeringsareal kan fastsættes udfra ejendommens

bruttoetageareal. Kommunen har i »Retningslinier for anlæg af

parkeringsarealer i Århus kommune« fastlagt, hvorledes den agter at

administrere bygningsreglementets bestemmelser, og afgørelsen er truffet i

overensstemmelse hermed. Amtskommunen finder således, at kommunen har haft

den fornødne hjemmel til at fastsætte kravet om de 3 parkeringspladser.

Hjemmelen til i stedet af opkræve parkeringsafgift finder amtskommunen er

tilstede i byggelovens § 22 stk. 5. hvorefter boligministeren kan fastsætte

bestemmelser for kommunalbestyrelsens adgang til at gøre fravigelse fra

bestemmelserne om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund

betinget af, at der sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond.

Selve parkeringsbehovet og størrelsen af afgiften beror på kommunens skøn,

hvorfor amtskommunen med henvisning til byggelovens § 23, stk. 1 afviser at

tage stilling hertil.

Den 9. april 1990 påklager De såvel kommunens som amtskommunens afgørelse

til Bygge- og Boligstyrelsen.

De anfører heri, at amtskommunen ikke ses at have behandlet Deres

argumentation vedrørende beregningsgrundlaget for det øgede parkeringsbehov.

De stiller spørgsmålet, hvorvidt de fastsatte retningslinier kan misbruges

til at stille krav om parkeringspladser, som i realiteten ikke logisk og

fornuftigt kan begrundes, såfremt kommunen ikke foretager en konkret

vurdering af behovet før og efter ombygningen. Af bemærkningerne til

ovennævnte retningslinier fremgår, at det er »det øgede behov«, der

skal lægges til grund ved vurdering af, om der ved en ændret anvendelse af en

eksisterende bygning skal stilles krav om yderligere parkeringspladser.

At lægge bruttoarealet til grund anser De for en tom begrundelse, idet

kommunen er i besiddelse af oplysninger såvel fra Bygningsinspektoratet som

Brandmyndighederne om den brug, der kan finde sted, og dermed også den

belastning af behovet for parkeringspladser i forhold til tidligere brug, der

kan være tale om.

Endelig peger De på, at kommunen ikke tager stilling til, at brugen af

kælderen er betydeligt indskrænket i forhold til tidligere, idet anvendelse

idag udelukkende er indlevering og opbevaring af varer, hvor det før var

køkkenregion, idet der er indrettet »køkkener« i de to

restaurationslokaler. Dette er bl.a. medvirkende til, at der ikke er sket en

udvidelse af serveringspladserne.

Amtskommunens afvisning med henvisning til byggelovens § 23, stk. 1 mener

De er forkert, idet der her er tale om et skøn på baggrund af bestemmelser,

som kommunen selv har fastsat i henhold til § 22 stk. 5, hvor hjemlen er

givet til boligministeren.

Herudover anser de § 23 stk. 1 andet punktum, hvorefter påklage endvidere

kan tillades, hvis afgørelsen har almindelig interesse eller videregående

betydelige følger for klageren, for at være tilstrækkelig hjemmel for Deres

klient, og i den forbindelse anser De kommunens klagevejledning for at være

forkert.

I Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 11. april 1990 meddeles det, at

man har anmodet Århus Amtskommune om en udtalelse til Deres klage, efter

indhentet erklæring fra Århus kommune.

Den 30. april 1990 anmoder amtskommunen magistratens 2. afdeling om en ny

udtalelse, som efter adskillige rykkere såvel fra amtet som fra Bygge- og

Boligstyrelsen dog først fremkommer den 19. september 1991.

På baggrund heraf har amtskommunen, som nævnt indledningsvist, den 25.

september 1991 fremsendt sine kommentarer til Bygge- og Boligstyrelsen.

Århus kommune redegør for beregningen af parkeringskravet udfra de

retningslinier, der er opstillet for de forskellige anvendelsesområder inden

for bolig og erhverv. Denne beregningsmetode tager ikke højde for, hvor

intensivt f.eks. restaurationslokaler bruges. Dette finder kommunen

imidlertid ikke, man kan inddrage i vurderingen, idet intensiteten kan

variere på grund af f.eks. ejerskifte, underholdning, kundernes

aldersfordeling etc, og et sådant skift vil ikke betyde, at kommunen

inddrages og efterfølgende får mulighed for at vurdere et eventuelt øget

parkeringsbehov. Man har derfor ikke ment at kunne tage hensyn til en

eventuel mindre intensiv udnyttelse af arealet.

På samme måde har man heller ikke kunnet tage hensyn til den ændrede

anvendelse af kælderlokalerne.

Ved beregning af parkeringsbidraget, har kommunen således set isoleret på

den ændrede anvendelse af mezzaninetagen, som tidligere var godkendt til

udenomsrum og beboelse.

Kommunen understreger, at de givne retningslinier er vejledende, men har

ikke skønnet, at den konkrete sag indeholdt momenter, som kunne begrunde en

fravigelse af den praksis, som retningslinierne er udtryk for.

Amtskommunen er i sin udtalelse af 25. september enig med kommunen i den

oven for beskrevne anvendelse af regelgrundlaget. Man mener ikke, at den

aktuelle indretning bør danne grundlag for udlæg af parkeringsareal, idet en

senere mere intensiv udnyttelse af lokalerne ikke vil kunne bruges til at

stille krav om yderligere parkering. Man har således fundet, at kommunen har

haft den fornødne hjemmel til at kræve yderligere parkeringsareal i det

omfang, den ændrede anvendelse giver anledning til. Fastsættelsen heraf beror

på et skøn, som klagemyndigheden ikke har mulighed for at gå ind i.

Selvom boligministeren ikke har fastsat nærmere bestemmelser, angiver §

22, stk. 5 i byggeloven dog mulighed for, at kommunen kan dispensere fra

bygningsreglementets parkeringskrav, idet der sker indbetaling til en

parkeringsfond, og kommunens beregninger giver ikke amtskommunen anledning

til bemærkninger.

Til Deres påstand om, at klagevejledningen i kommunens afgørelse af 14.

februar 1989 er fejlagtig, anføres, at det er amtskommunen som

klagemyndighed, der vurderer, om en afgørelse har almindelig interesse eller

videregående betydelige følger for klageren. Dette har man vurderet ikke var

tilfældet, bortset fra det allerede konkret behandlede spørgsmål af

almindelig interesse, om kommunen kan stille krav om indbetaling til

parkeringsfond.

I Bygge- og Boligstyrelsens skrivelse af 11. april 1990 tog man forbehold

med hensyn til, om byggelovens betingelser for at tage Deres klage op til

behandling var opfyldt. Skønsmæssige afgørelser og vurderingen af, hvorvidt

en afgørelse har almindelig interesse eller videregående betydelige følger

for klageren, kan således ikke indklages for boligstyrelsen, jf. § 23 st. 1

og 2 i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 834 af 9. december 1986.

Bygge- og Boligstyrelsen har fundet, at der er hjemmel til at tage

spørgsmålet om fastsættelse af parkeringsarealer op til behandling.

I denne anledning skal Bygge- og Boligstyrelsen meddele følgende:

I medfør af byggelovens § 22, stk. 5 kan boligministeren fastsætte

bestemmelser for kommunalbestyrelsens adgang til at gøre en fravigelse fra

bestemmelser om tilvejebringelse af parkeringsarealer på egen grund betinget

af, at der sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond. Bestemmelsen skal

ses i tilknytning til byggelovens § 22, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen

kan dispensere fra lovens fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt

med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser. Ved

meddelelse af dispensation kan der fastsættes betingelser - også af økonomisk

art - som kompenserer for de bestemmelser, som dispensationen vedrører.

Bygge- og Boligstyrelsen finder således, at kommunalbestyrelsen lovligt kan

betinge en dispensation fra kravene om tilvejebringelse af parkeringsarealer

på egen grund af, at der indbetales et beløb til en parkeringsfond.

I forbindelse med den skete ombygning og ændrede anvendelse af den

pågældende bebyggelse er det Bygge- og Boligstyrelsens opfattelse, at det i

henhold til byggelovens § 2, stk. 1, litra b og c, jf. bygniningsreglement

1982, kap. 2.1.3 må vurderes, om der udløses krav om udlæg af yderligere

parkeringsareal. Ved denne vurdering finder Bygge- og Boligstyrelsen ikke, at

kommunalbestyrelsen som bygningsmyndighed kan stille krav om større

parkeringsareal end det, der følger af det yderligere parkeringsbehov, som

ombygningen og den ændrede anvendelse med rimelighed kan antages at medføre.

Ved bedømmelsen heraf finder Bygge- og Boligstyrelsen, at der ikke alene kan

tages hensyn til den arealmæssige forøgelse af den pågældende

restaurantionsvirksomhed, men at der tillige bør foretages en mere almindelig

vurdering af, i hvilket omfang restaurationsvirksomhedens nye

funktionsmuligheder med rimelighed kan påregnes at øge parkeringsbehovet. Da

det fremgår af sagen, at en sådan vurdering ikke er foretaget af

kommunalbestyrelsen, hjemviser Bygge- og Boligstyrelsen herved sagen til

fornyet behandling i overensstemmelse med de anførte retningslinier.

Såfremt sagen ønskes indbragt for domstolene, skal sagen efter byggelovens

§ 25 anlægges inden 6 måneder.'

Pdv

eb

Mette Vielwerth

Fuldmægtig

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter