Spring til indhold

Retsinformation

Kommentar om lægekonsulenters inhabilitet - afgørelsens ugyldighed - artikel af vicestyrelseschef Bente Flindt Sørensen - Den Sociale Ankestyrelse (* 1) (* 2)

KOM nr 19365 af 31/12/1995KommentarBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet15. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommentar om lægekonsulenters inhabilitet -

afgørelsens ugyldighed - artikel af vicestyrelseschef Bente Flindt Sørensen -

Den Sociale Ankestyrelse (* 1) (* 2)

SAGSFREMSTILLING:

I denne artikel behandles spørgsmålet om lægekonsulenters

inhabilitet.

- - -

En praktiserende læge kan ikke deltage som komunens lægekonsulent i egne

patienters sociale sager, herunder sager om førtidspension.

Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, oktober 1995, indeholdt en artikel af

ankechef Karin Rasch om førtidspension, hvori betingelserne for at få

førtidspension og herunder kravene til den lægelige doku mentation blev

uddybet. Artiklen havde forud været bragt i Måneds skrift for praktisk

Lægegerning, september 1995, s. 1169-73.

Formålet med artiklen var at udbrede kendskabet hos prak-tiserende læger

til lovregler og gældende praksis for tilkendelse af førtids pension. Lægerne

er ofte de første til at rådgive patienterne, når spørgsmålet om

førtidspension kommer på tale.

Da praktiserende læger tillige i vidt omfang virker som lægekonsulent i

sociale sager i kommunerne, har Ankestyrelsen fulgt op på artiklen med en

redegørelse for forvaltningslovens regler om in habilitet, og givet nogle

eksempler på, hvornår man som lægekonsu- lent kan komme i konflikt med disse

regler.

Forvaltningslovens regler om inhabilitet

Forvaltningsloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.

En læge, der er ansat som lægekonsulent, det være sig i en kommune, et

revaliderings- og pensionsnævn eller i Ankestyrelsen, er således underlagt

forvaltningslovens regler om inhabilitet, uanset at lægekonsulentens funktion

kun er rådgivende.

Reglerne om inhabilitet fremgår af forvaltningslovens § 3, som blandt

Læs alt

andet opregner en række konkrete situationer, der fører til inhabilitet. Af

særlig interesse i relation til spørgsmålet om læ gekonsulenters habilitet er

opsamlingsbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 5.

Ifølge denne bestemmelse, er den, der virker inden for den offentlige

forvaltning inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der foreligger

omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe

sikkerhed for, at de afgørelser, der træffes af den offentlige forvaltning,

ikke påvirkes af uvedkommende hensyn. Et af disse hensyn er, at de personer,

der er med til at træffe afgørelse eller deltager som rådgivende sagkundskab

ved behandlingen af en sag, ikke kan betragtes som partiske.

Partiskhed kan gå i to retninger, det vil sige føre til såvel posi- tiv

som negativ særbehandling.

Den, der er bekendt med, at der for pågældendes vedkommende fore- ligger

forhold, som kan bevirke inhabilitet, har pligt til at give meddelelse herom

til myndigheden. Tilsidesættelse af underretnings pligten vil være en

tjenesteforseelse.

Inhabilitet kan medføre ugyldighed

Har der i en sag foreligget inhabilitet, må myndigheden foretage en

konkret vurdering af, hvilken indflydelse inhabiliteten har haft på

afgørelsen. Antages inhabiliteten at have haft væsentlig betydning for

afgørelsen, medfører det, at afgørelsen må anses for ugyldig.

Foreligger der inhabilitet, vil afgørelsen, uanset om den kan anses for at

være ugyldig, under alle omstændigheder være behæftet med en formel fejl.

I tilfælde, hvor afgørelsen er indbragt for en overordnet klagein stans,

vil denne i nogle tilfælde selv kunne rette op på fejlen. I andre tilfælde

vil klagemyndigheden erklære afgørelsen for ugyldig og hjemvise sagen til

underinstansen med henblik på, at der træffes en ny afgørelse.

Ankestyrelsens praksis

Ankestyrelsen har i en række tilfælde taget stilling til eller udtalt sig

om habilitetsspørgsmål. Ankestyrelsen har herunder i Nyt fra Ankestyrelsen

nr. 3, oktober 1994, bragt en artikel om emnet. Ne denfor gives en række

eksempler fra praksis til belysning af for skellige problemstillinger.

Eksempel 1

En lægekonsulent havde deltaget ved behandlingen af en sag i et

revaliderings- og pensionsnævn, selv om han forinden som special læge havde

afgivet en erklæring om ansøgeren.

Ankestyrelsen udtalte, at det forhold, at en lægekonsulent i en kommune

eller et revaliderings- og pensionsnævn som læge eller speciallæge forud har

udtalt sig om en patient eller som prakti serende læge har et særligt nært

kendskab til patienten, er et mo- ment, der er egnet til at vække tvivl om

den pågældendes upartiskhed. Denne tvivl medfører, at lægen eller

speciallægen må betragtes som inhabil ved behandlingen af patientens sag.

Lægens eller speciallægens deltagelse medfører derfor, at sagsbe

handlingen i kommunen eller nævnet findes behæftet med en formel fejl.

I den konkrete sag rettede Anke-styrelsen selv op på fejlen ved at

indhente en ny speciallægeerklæring i sagen og afgjorde herefter sagen på

dette grundlag.

Eksempel 2

En kommune har forespurgt Ankestyrelsen, om kommunens lægekonsulent, der

arbejder som privat praktiserende læge i et lægehus i kommunen sammen med 2

andre praktiserende læger, vil være inhabil i forhold til behandlingen af

pensionssager, hvor en af de to andre læger i lægehuset har afgivet en

erklæring.

Ankestyrelsen udtalte, at det må antages, at der ikke foreligger in

habilitet, medmindre pågældende særligt har engageret sig fagligt i den

aktuelle sag eller selv kender patienten nærmere. I sidste ende beror

afgørelsen herudover på lægekonsulentens egen vurdering af, om han/hun kan

vurdere sagen upartisk.

Eksempel 3

En kommune har forespurgt Ankestyrelsen, om problemet med kommunale

lægekonsulenters inhabilitet kun gælder sager, der afgøres i kommmunalt regi

eller også sager, der afgøres af revaliderings- og pensionsnævnet.

Ankestyrelsen udtalte som sin vejledende opfattelse, at det som ud

gangspunkt kun er i sager, hvor kommunen træffer afgørelse, at

inhabilitetsproblemer for kommunens lægekonsulent kan opstå, og at problemet

i almindelighed ikke ventes at opstå i sager, hvor kom- munen alene kommer

med indstilling til revaliderings- og pensions nævnet med eventuelle

udtalelser fra kommunens lægekonsulent.

Denne opfattelse bygger på, at kravet til uvildighed må opfattes som et

krav til den instans, der træffer afgørelsen. Da nævnene forudsættes at

underkaste sagerne en selvstændig lægelig vurdering ved en eller flere

uvildige lægekonsulenter, må en udtalelse fra kommunens lægekonsulent, der

også kender ansøgeren som patient, indgå i sagen på lige fod med andre

lægelige akter, som nævnet må forholde sig selvstændigt til og eventuelt få

uddybet eller suppleret.

Eksempel 4

En speciallæge havde afgivet en speciallægeerklæring til brug for en

pensionssag. Speciallægen deltog efterfølgende som lægekonsulent ved

revaliderings- og pensionsnævnets behandling af sagen.

Ankestyrelsen udtalte, at lægekonsulenten ved behandlingen i nævnet havde

været inhabil.

Ankestyrelsen fandt dog sagen tilstrækkeligt belyst ved andre er klæringer

og traf afgørelse. Speciallægens konsulentudtalelse havde således ikke

påvirket Ankestyrelsens afgørelse.

Eksempel 5

En kommune har anmodet om præ-cisering af, hvilke sagstyper, An-

kestyrelsen konkret mener, kan give problemer med hensyn til inhabilitet.

Ankestyrelsen har udtalt, at det ikke er muligt at præcisere dette nærmere

end til, at det som udgangspunkt er alle sager, der forudsætter en

helbredsmæssig vurdering.

Konklusion

- Kommuner og nævn skal ved behandlingen af sociale sager, hvori der

deltager rådgivende lægelig sagkundskab, være opmærksomme på spørgsmålet om

inhabilitet.

- Lægekonsulenten har selv pligt til at være opmærksom på og meddele

kommunen, om der foreligger forhold, der kan bevirke inhabilitet. Hvis

læge-konsulenten er i tvivl, bør pågældende for en sikkerheds skyld afstå fra

at deltage ved behandlingen af en sag.

- Kravet om habilitet må opfattes som et krav i forhold til den instans,

der træffer afgørelse.

- Problemer med lægekonsulenters inhabilitet kan som udgangspunkt opstå i

alle sager, der forudsætter en helbredsmæssig vurdering.

- Har inhabiliteten haft væsentlig betydning for afgørelsen, medfører det,

at afgørelsen må anses for ugyldig.

- I mindre kommuner, hvor der kun er en enkelt eller få praktiserende

læger, og hvor man derfor hyppigere vil kunne støde på spørgsmålet om

inhabilitet, kan problemet løses ved, at man indgår en aftale med en

praktiserende læge fra en nabokommune om at fungere som lægekonsulent. Enten

ved at man direkte bytter lægekonsulent eller ved at man løser konkrete

habilitetsproblemer ved at låne nabokommunens lægekonsulent.

Ankestyrelsen er bekendt med, at nogle kommuner har løst problemerne på

denne måde.

Lignende dokumenter