Spring til indhold

Retsinformation

Om et kommunalt brandvæsens reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private.

UDT nr 9065 af 17/11/1992UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Om et kommunalt brandvæsens

reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private.

Fr. Majbritt Petersen

Knøsen 77

2670 Greve

I skrivelse af 12. juni 1991 har De rettet henvendelse til

Indenrigsministeriet vedrørende dele af Københavns Brandvæsens virksomhed.

I Deres skrivelse har De bl.a. anført, at Københavns Brandvæsen importerer

produktet Storno/Motorola, og at brandvæsenet sælger produktet til og udfører

reparationsvirksomhed for såvel private vognmænd som offentlige instanser. Da

denne virksomhed efter Deres opfattelse er konkurrenceforvridende i forhold

til private virksomheder, har De anmodet Indenrigsministeriet om at vurdere

sagen.

I anledning af Deres henvendelse anmodede Indenrigsministeriet i skrivelse

af 25. juni 1991 Københavns Borgerrepræsentation om en udtalelse. I skrivelse

af 9. december 1991 til ministeriet anførte Københavns Borgerrepræsentation

bl.a. følgende:

»Københavns Brandvæsens radioværksted har som sin primære opgave

udover driften af brandvæsenets eget kommunikationsmateriel at foretage

indkøb og servicering af kommunikationsmateriel for andre af kommunens

institutioner.

Denne aktivitet er i forbindelse med den fælles alarmeringscentral for

Københavnsegnen naturligt blevet udvidet til også at dække fast og mobilt

udstyr ved de tilsluttede kommunale brandvæsener. Blandt andet af hensyn til

harmonisering af det anvendte materiel.

I denne sammenhæng er ligeledes indgået aftaler med Falck om

vedligeholdelse af basisudstyr på denne virksomheds vagtcentraler i

fællesskabets område, og med ISS-skadesservice om servicering af udstyr på

denne virksomheds vagtcentral.

ISS-skadesservice indgår som brandvæsenets samarbejdspartner på

Læs alt

skadestedet i forbindelse med bekæmpelse af skaderne efter brand.

Ved varetagelsen af disse opgaver har radioværkstedet opbygget en

avanceret know-how på kommunikationsområdet og opnået en høj grad af

effektivitet. Dette har medført, at radioværkstedet jævnligt modtager

forespørgsler fra den private sektor uden for det område, der har en naturlig

tilknytning til alarmeringscentral m.v. Blandt andet kan nævnes de store

transportselskaber, der for at effektivisere deres kørsler ønsker at udbygge

kommunikationssystemerne efter brandvæsenets model.

Radioværkstedet udfører i enkelte tilfælde sådanne opgaver for private,

når det kan indpasses i de øvrige opgaver og således medvirker til en

effektiv udnyttelse af de eksisterende ressourcer.

Som eksempel herpå kan nævnes, at radioværkstedet for Hafnia-koncernen

overflytter biltelefoner fra gamle til nye personalevogne. Sådant arbejde

udføres til en fast timepris, svarende til markedsprisen, for øjeblikket 247

kr. ekskl. moms.

Denne type aktivitet har begrænset betydning i forhold til de samlede

indtægter, Brandvæsenet har fra andre, fortrinsvis kommunale institutioner.

Brandvæsenet anslår, at det i 1991 vil dreje sig om en indtægt på ca. 150.000

kr., hvor de samlede indtægter forventes at blive ca. 1,8 mill. kr.

Som nævnt varetages denne type opgaver kun på baggrund af henvendelser til

radioværkstedet.

Radioværkstedet foretager ikke en markedsføring over for private, ligesom

man ikke af egen drift afgiver tilbud i konkurrence med private.

Det er således ikke korrekt, når det i klagen til Indenrigsministeriet

anføres, at radioværkstedet skulle importere og forhandle produkter inden for

kommunikationsområdet.

Disse produkter købes fra private firmaer, blandt andet Storno. Det er

klart, at radioværkstedet som en stor kunde ved disse indkøb arbejder på at

opnå så store mængderabatter som muligt.

Radioværkstedet har imidlertid aldrig solgt disse produkter videre til

private under markedsprisen.

Man finder således ikke, at radioværkstedets virksomhed ligger uden for

rammerne af den kommunale virksomhed. I det omfang, der udføres arbejde for

private, har det en umiddelbar tilknytning til den primære kommunale

virksomhed, eller der er tale om en begrænset virksomhed, som tjener til at

udnytte de eksisterende ressourcer på en optimal måde for kommunen.«

Københavns Magistrat har efterfølgende i skrivelse af 28. august 1992

supplerende udtalt følgende:

»Vedrørende arbejde for andre kommunale brandvæsener, der indgår i

den fælles alarmeringscentral, vedrører dette dels fast og mobilt

kommunikationsudstyr. Det faste udstyr indgår som en integreret del af den

fælles alarmeringscentral. Københavns Brandvæsen tillægger det derfor

afgørende betydning, at radioværkstedet varetager indkøb og servicering af

dette udstyr af hensyn til alarmeringscentralens daglige driftssikkerhed.

Vedrørende andre kommunale brandvæseners mobile udstyr, kan servicering af

dette i princippet varetages af andre. Radioværkstedet varetager derfor

opgaven efter ønske fra de kommunale brandvæsener. Hvilket man dog samtidig

anser for at være det mest hensigtsmæssige, bl.a. fordi der i serviceringen

indgår check- og afprøvningsprocedurer i forhold til det faste udstyr.

Det skønnes, at langt over halvdelen af radioværkstedets arbejde for de

øvrige kommunale brandvæsener vedrører fast udstyr.

For så vidt angår det i brev af 9. december 1991 anførte om arbejde for

private uden for det område, der har naturlig tilknytning til

alarmeringscentral m.v., kan oplyses, at dette arbejde i 1991 har andraget

ca. 1/2 mandår. Da radioværkstedet har 25 ansatte, svarer det således til ca.

2% af den forbrugte arbejdstid.

Arbejde af denne karakter har således ikke et omfang, der har indflydelse

på antallet af ansatte i radioværkstedet. Dimensioneringen heraf er bestemt

af de primære opgaver, bl.a. at radioværkstedet skal opretholde et

døgnberedskab i form af rådighedsvagt for at sikre alarmeringscentralens

kontinuerlige funktion.

At radioværkstedet kun varetager opgaver af denne karakter for private,

når det kan indpasses i de øvrige opgaver ved anvendelse af de eksisterende

ressourcer, kan også belyses ved, at radioværkstedet i nogle tilfælde på

forespørgsel fra private har afslået at påtage sig opgaver. Som eksempel kan

nævnes en henvendelse fra vognmænd tilknyttet selskabet 3 x 34 om udbygning

og servicering af kommunikationsmateriel.«

Kontorchef Kaj Holm Andersen, Københavns Kommune, har herudover den 10.

september 1992 telefonisk oplyst, at det faste udstyr for andre kommuner, som

Københavns Brandvæsens radioværksted reparerer, er udstyr i de lokale

kommunale alarmeringscentraler i de kommuner, der er tilknyttet den fælles

alarmeringscentral. Kontorchef Kaj Holm Andersen meddelte endvidere, at det

af hensyn til en hurtig og sikker kommunikation mellem den centrale

alarmeringscentral og de lokale alarmeringscentraler var væsentligt, at

eventuelle fejl blev rettet af Københavns Brandvæsens radioværksted. Der var

dog ikke ifølge aftale mellem de kommuner og amtskommuner, der er tilsluttet

den centrale alarmeringscentral, pligt til for de lokale centraler at benytte

Københavns Brandvæsens radioværksted til reparatione af de lokale

alameringscentraler.

Endelig har De i skrivelse af 13. oktober 1992 til Indenrigsministeriet

stillet Københavns Brandvæsen nogle spørgsmål om, hvorvidt Københavns

Brandvæsen har solgt til Sankt Hans Hospital og til Roskilde Hospital.

Indenrigsministeriet skal i denne anledning generelt udtale, at det

tilsyn, som Indenrigsministeriet udøver over for Københavns Kommune, er et

retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en

tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige

retsgrundsætninger, jf. § 48 i lov om Københavns Kommunes styrelse

(lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991).

Indenrigsministeriet kan således ikke tage stilling til spørgsmål om

hensigtsmæssigheden af en kommunes eller amtskommunes beslutning, men alene

til spørgsmålet om beslutningens lovlighed.

Dernæst bemærkes, at der ikke i brandloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 365

af 28. juli 1983, er hjemmel til, at kommuner sælger radioprodukter til eller

udfører reparationsarbejde for andre offentlige myndigheder eller private

virksomheder m.v. Da der heller ikke i øvrigt er lovhjemmel til, at kommuner

kan udføre disse aktiviteter, må spørgsmålet om, hvorvidt Københavns

Brandvæsens radioværksted kan påtage sig den omhandlede virksomhed, afgøres

ud fra almindelige offentligretlige retsgrundsætninger om kommunernes

opgavevaretagelse.

Ifølge disse retsgrundsætninger er det som udgangspunkt ikke en kommunal

opgave at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.

Udgangspunktet fraviges dog bl.a. for så vidt angår kommunal produktion til

eget brug. Kommunerne kan endvidere for at undgå værdispild lovligt afsætte

eventuelle biprodukter fra kommunal virksomhed samt i et vist, begrænset

omfang udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der ikke normalt er

kommunale. Det er dog for så vidt angår salg af overkapacitet bl.a. en

betingelse, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med

det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er

kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til varetagelsen af den

kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, hvorvidt en kommune

lovligt kan sælge overkapacitet, må det endvidere indgå som et element i

afvejningen, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private

erhvervsdrivende.

Herudover vil kommuner i meget begrænset omfang kunne påtage sig

accessoriske opgaver, d.v.s. i princippet ikke-kommunal virksomhed, der

knytter sig naturligt til en i øvrigt kommunal opgave på en sådan måde, at

det ville forekomme urimeligt ikke at give kommunen adgang til at udføre

opgaven. Det er dog bl.a. en betingelse, at den accessoriske virksomhed i sit

omfang skal være underordnet i forhold til hovedvirksomheden. Ved afvejningen

af, hvorvidt en sådan ikke-kommunal virksomhed kan udføres, vil der endvidere

skulle tages hensyn til, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af

private erhvervsdrivende. Der henvises i øvrigt til det i Betænkning nr.

1153/88, om kommunerne og erhvervspolitikken, side 76 og 77, anførte.

Indenrigsministeriet skal for så vidt angår den konkrete sag udtale, at

det - jf. det ovenfor anførte - som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave

at indkøbe og videresælge produkter til og udføre reparationsvirksomhed for

andre kommuner eller private virksomheder m.v.

For så vidt angår Københavns Brandvæsens radioværksteds indkøb af materiel

til og udførelse af reparationsarbejde for de lokale alarmeringscentraler i

de kommuner, der er tilknyttet den fælles alarmeringscentral, bemærkes, at

der efter det af Københavns Kommune oplyste er en nær sammenhæng mellem den

centrale og de lokale alarmeringscentralers virksomhed. Arbejdet må således

antages at ligge i naturlig forlængelse af og være nært knyttet til

samarbejdet om den fælles alarmeringscentral. På denne baggrund og under

hensyn til, at Københavns Kommune i skrivelse af 28. august 1992 har oplyst,

at det af driftssikkerhedsmæssige grunde tillægges afgørende betydning, at

Københavns Brandvæsens radioværksted varetager indkøb af materiel til og

servicering af det omhandlede udstyr, finder Indenrigsministeriet - uanset om

det må antages, at private erhvervsdrivende ville kunne klare opgaven - at

Københavns Brandvæsens radioværksted lovligt vil kunne varetage den

omhandlede virksomhed som accessorisk virksomhed.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse har Københavns Brandvæsens

radioværksteds indkøbs- og reparationsvirksomhed i forbindelse med det mobile

udstyr i de amtskommuner og kommuner, der er tilknyttet den fælles

alarmeringscentral, derimod ikke en sådan tilknytning til den centrale

alarmeringscentral eller en sådan karakter i øvrigt, at denne virksomhed kan

anses for lovlig som accessorisk virksomhed. Der henvises i den forbindelse

bl.a. til Københavns Kommunes skrivelse af 28. august 1992, hvoraf det

fremgår, at det omhandlede arbejde ikke af driftssikkerhedsmæssige grunde

skal udføres af Københavns Brandvæsens radioværksted samt til, at den

omhandlede indkøbs- og reparationsvirksomhed må antages at kunne varetages på

rimelig måde af private erhvervsdrivende. Det samme gør sig gældende for så

vidt angår Københavns Brandvæsens radioværksteds aktiviteter i forhold til

private, herunder Falcks Redningskorps A/S og ISS-skadesservice.

Ministeriet finder heller ikke, at Københavns Brandvæsens radioværksteds

servicevirksomhed over for andre amtskommuner, kommuner og private er lovlig

ud fra et overkapacitetssynspunkt, jf. ovenfor. Ministeriet har i denne

forbindelse lagt vægt på, at der ikke i lovgivningen er krav om, at

radioværkstedet skal være dimensioneret på en bestemt måde, og at den

pågældende servicevirksomhed må antages at kunne udføres på rimelig måde af

private erhvervsdrivende.

Afslutningsvis bemærkes, at Indenrigsministeriet i dag har fremsendt kopi

af denne skrivelse til Københavns Borgerrepræsentation, idet ministeriet har

anmodet borgerrepræsentationen om at foranledige, at aktiviteterne på

Københavns Brandvæsens radioværksted bringes i overensstemmelse med reglerne

for kommunernes opgavevaretagelse. Ministeriet har samtidig anmodet om at

blive underrettet om, hvad der videre passerer i sagen. Endelig har

Indenrigsministeriet oversendt Deres skrivelse af 13. oktober 1992 til

besvarelse af Københavns Borgerrepræsentation.

Med venlig hilsen Grethe Løgstrup

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter