Om et kommunalt brandvæsens reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Om et kommunalt brandvæsens
reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private.
Fr. Majbritt Petersen
Knøsen 77
2670 Greve
I skrivelse af 12. juni 1991 har De rettet henvendelse til
Indenrigsministeriet vedrørende dele af Københavns Brandvæsens virksomhed.
I Deres skrivelse har De bl.a. anført, at Københavns Brandvæsen importerer
produktet Storno/Motorola, og at brandvæsenet sælger produktet til og udfører
reparationsvirksomhed for såvel private vognmænd som offentlige instanser. Da
denne virksomhed efter Deres opfattelse er konkurrenceforvridende i forhold
til private virksomheder, har De anmodet Indenrigsministeriet om at vurdere
sagen.
I anledning af Deres henvendelse anmodede Indenrigsministeriet i skrivelse
af 25. juni 1991 Københavns Borgerrepræsentation om en udtalelse. I skrivelse
af 9. december 1991 til ministeriet anførte Københavns Borgerrepræsentation
bl.a. følgende:
»Københavns Brandvæsens radioværksted har som sin primære opgave
udover driften af brandvæsenets eget kommunikationsmateriel at foretage
indkøb og servicering af kommunikationsmateriel for andre af kommunens
institutioner.
Denne aktivitet er i forbindelse med den fælles alarmeringscentral for
Københavnsegnen naturligt blevet udvidet til også at dække fast og mobilt
udstyr ved de tilsluttede kommunale brandvæsener. Blandt andet af hensyn til
harmonisering af det anvendte materiel.
I denne sammenhæng er ligeledes indgået aftaler med Falck om
vedligeholdelse af basisudstyr på denne virksomheds vagtcentraler i
fællesskabets område, og med ISS-skadesservice om servicering af udstyr på
denne virksomheds vagtcentral.
ISS-skadesservice indgår som brandvæsenets samarbejdspartner på
Læs alt
skadestedet i forbindelse med bekæmpelse af skaderne efter brand.
Ved varetagelsen af disse opgaver har radioværkstedet opbygget en
avanceret know-how på kommunikationsområdet og opnået en høj grad af
effektivitet. Dette har medført, at radioværkstedet jævnligt modtager
forespørgsler fra den private sektor uden for det område, der har en naturlig
tilknytning til alarmeringscentral m.v. Blandt andet kan nævnes de store
transportselskaber, der for at effektivisere deres kørsler ønsker at udbygge
kommunikationssystemerne efter brandvæsenets model.
Radioværkstedet udfører i enkelte tilfælde sådanne opgaver for private,
når det kan indpasses i de øvrige opgaver og således medvirker til en
effektiv udnyttelse af de eksisterende ressourcer.
Som eksempel herpå kan nævnes, at radioværkstedet for Hafnia-koncernen
overflytter biltelefoner fra gamle til nye personalevogne. Sådant arbejde
udføres til en fast timepris, svarende til markedsprisen, for øjeblikket 247
kr. ekskl. moms.
Denne type aktivitet har begrænset betydning i forhold til de samlede
indtægter, Brandvæsenet har fra andre, fortrinsvis kommunale institutioner.
Brandvæsenet anslår, at det i 1991 vil dreje sig om en indtægt på ca. 150.000
kr., hvor de samlede indtægter forventes at blive ca. 1,8 mill. kr.
Som nævnt varetages denne type opgaver kun på baggrund af henvendelser til
radioværkstedet.
Radioværkstedet foretager ikke en markedsføring over for private, ligesom
man ikke af egen drift afgiver tilbud i konkurrence med private.
Det er således ikke korrekt, når det i klagen til Indenrigsministeriet
anføres, at radioværkstedet skulle importere og forhandle produkter inden for
kommunikationsområdet.
Disse produkter købes fra private firmaer, blandt andet Storno. Det er
klart, at radioværkstedet som en stor kunde ved disse indkøb arbejder på at
opnå så store mængderabatter som muligt.
Radioværkstedet har imidlertid aldrig solgt disse produkter videre til
private under markedsprisen.
Man finder således ikke, at radioværkstedets virksomhed ligger uden for
rammerne af den kommunale virksomhed. I det omfang, der udføres arbejde for
private, har det en umiddelbar tilknytning til den primære kommunale
virksomhed, eller der er tale om en begrænset virksomhed, som tjener til at
udnytte de eksisterende ressourcer på en optimal måde for kommunen.«
Københavns Magistrat har efterfølgende i skrivelse af 28. august 1992
supplerende udtalt følgende:
»Vedrørende arbejde for andre kommunale brandvæsener, der indgår i
den fælles alarmeringscentral, vedrører dette dels fast og mobilt
kommunikationsudstyr. Det faste udstyr indgår som en integreret del af den
fælles alarmeringscentral. Københavns Brandvæsen tillægger det derfor
afgørende betydning, at radioværkstedet varetager indkøb og servicering af
dette udstyr af hensyn til alarmeringscentralens daglige driftssikkerhed.
Vedrørende andre kommunale brandvæseners mobile udstyr, kan servicering af
dette i princippet varetages af andre. Radioværkstedet varetager derfor
opgaven efter ønske fra de kommunale brandvæsener. Hvilket man dog samtidig
anser for at være det mest hensigtsmæssige, bl.a. fordi der i serviceringen
indgår check- og afprøvningsprocedurer i forhold til det faste udstyr.
Det skønnes, at langt over halvdelen af radioværkstedets arbejde for de
øvrige kommunale brandvæsener vedrører fast udstyr.
For så vidt angår det i brev af 9. december 1991 anførte om arbejde for
private uden for det område, der har naturlig tilknytning til
alarmeringscentral m.v., kan oplyses, at dette arbejde i 1991 har andraget
ca. 1/2 mandår. Da radioværkstedet har 25 ansatte, svarer det således til ca.
2% af den forbrugte arbejdstid.
Arbejde af denne karakter har således ikke et omfang, der har indflydelse
på antallet af ansatte i radioværkstedet. Dimensioneringen heraf er bestemt
af de primære opgaver, bl.a. at radioværkstedet skal opretholde et
døgnberedskab i form af rådighedsvagt for at sikre alarmeringscentralens
kontinuerlige funktion.
At radioværkstedet kun varetager opgaver af denne karakter for private,
når det kan indpasses i de øvrige opgaver ved anvendelse af de eksisterende
ressourcer, kan også belyses ved, at radioværkstedet i nogle tilfælde på
forespørgsel fra private har afslået at påtage sig opgaver. Som eksempel kan
nævnes en henvendelse fra vognmænd tilknyttet selskabet 3 x 34 om udbygning
og servicering af kommunikationsmateriel.«
Kontorchef Kaj Holm Andersen, Københavns Kommune, har herudover den 10.
september 1992 telefonisk oplyst, at det faste udstyr for andre kommuner, som
Københavns Brandvæsens radioværksted reparerer, er udstyr i de lokale
kommunale alarmeringscentraler i de kommuner, der er tilknyttet den fælles
alarmeringscentral. Kontorchef Kaj Holm Andersen meddelte endvidere, at det
af hensyn til en hurtig og sikker kommunikation mellem den centrale
alarmeringscentral og de lokale alarmeringscentraler var væsentligt, at
eventuelle fejl blev rettet af Københavns Brandvæsens radioværksted. Der var
dog ikke ifølge aftale mellem de kommuner og amtskommuner, der er tilsluttet
den centrale alarmeringscentral, pligt til for de lokale centraler at benytte
Københavns Brandvæsens radioværksted til reparatione af de lokale
alameringscentraler.
Endelig har De i skrivelse af 13. oktober 1992 til Indenrigsministeriet
stillet Københavns Brandvæsen nogle spørgsmål om, hvorvidt Københavns
Brandvæsen har solgt til Sankt Hans Hospital og til Roskilde Hospital.
Indenrigsministeriet skal i denne anledning generelt udtale, at det
tilsyn, som Indenrigsministeriet udøver over for Københavns Kommune, er et
retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en
tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige
retsgrundsætninger, jf. § 48 i lov om Københavns Kommunes styrelse
(lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991).
Indenrigsministeriet kan således ikke tage stilling til spørgsmål om
hensigtsmæssigheden af en kommunes eller amtskommunes beslutning, men alene
til spørgsmålet om beslutningens lovlighed.
Dernæst bemærkes, at der ikke i brandloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 365
af 28. juli 1983, er hjemmel til, at kommuner sælger radioprodukter til eller
udfører reparationsarbejde for andre offentlige myndigheder eller private
virksomheder m.v. Da der heller ikke i øvrigt er lovhjemmel til, at kommuner
kan udføre disse aktiviteter, må spørgsmålet om, hvorvidt Københavns
Brandvæsens radioværksted kan påtage sig den omhandlede virksomhed, afgøres
ud fra almindelige offentligretlige retsgrundsætninger om kommunernes
opgavevaretagelse.
Ifølge disse retsgrundsætninger er det som udgangspunkt ikke en kommunal
opgave at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.
Udgangspunktet fraviges dog bl.a. for så vidt angår kommunal produktion til
eget brug. Kommunerne kan endvidere for at undgå værdispild lovligt afsætte
eventuelle biprodukter fra kommunal virksomhed samt i et vist, begrænset
omfang udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der ikke normalt er
kommunale. Det er dog for så vidt angår salg af overkapacitet bl.a. en
betingelse, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med
det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er
kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til varetagelsen af den
kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, hvorvidt en kommune
lovligt kan sælge overkapacitet, må det endvidere indgå som et element i
afvejningen, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private
erhvervsdrivende.
Herudover vil kommuner i meget begrænset omfang kunne påtage sig
accessoriske opgaver, d.v.s. i princippet ikke-kommunal virksomhed, der
knytter sig naturligt til en i øvrigt kommunal opgave på en sådan måde, at
det ville forekomme urimeligt ikke at give kommunen adgang til at udføre
opgaven. Det er dog bl.a. en betingelse, at den accessoriske virksomhed i sit
omfang skal være underordnet i forhold til hovedvirksomheden. Ved afvejningen
af, hvorvidt en sådan ikke-kommunal virksomhed kan udføres, vil der endvidere
skulle tages hensyn til, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af
private erhvervsdrivende. Der henvises i øvrigt til det i Betænkning nr.
1153/88, om kommunerne og erhvervspolitikken, side 76 og 77, anførte.
Indenrigsministeriet skal for så vidt angår den konkrete sag udtale, at
det - jf. det ovenfor anførte - som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave
at indkøbe og videresælge produkter til og udføre reparationsvirksomhed for
andre kommuner eller private virksomheder m.v.
For så vidt angår Københavns Brandvæsens radioværksteds indkøb af materiel
til og udførelse af reparationsarbejde for de lokale alarmeringscentraler i
de kommuner, der er tilknyttet den fælles alarmeringscentral, bemærkes, at
der efter det af Københavns Kommune oplyste er en nær sammenhæng mellem den
centrale og de lokale alarmeringscentralers virksomhed. Arbejdet må således
antages at ligge i naturlig forlængelse af og være nært knyttet til
samarbejdet om den fælles alarmeringscentral. På denne baggrund og under
hensyn til, at Københavns Kommune i skrivelse af 28. august 1992 har oplyst,
at det af driftssikkerhedsmæssige grunde tillægges afgørende betydning, at
Københavns Brandvæsens radioværksted varetager indkøb af materiel til og
servicering af det omhandlede udstyr, finder Indenrigsministeriet - uanset om
det må antages, at private erhvervsdrivende ville kunne klare opgaven - at
Københavns Brandvæsens radioværksted lovligt vil kunne varetage den
omhandlede virksomhed som accessorisk virksomhed.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse har Københavns Brandvæsens
radioværksteds indkøbs- og reparationsvirksomhed i forbindelse med det mobile
udstyr i de amtskommuner og kommuner, der er tilknyttet den fælles
alarmeringscentral, derimod ikke en sådan tilknytning til den centrale
alarmeringscentral eller en sådan karakter i øvrigt, at denne virksomhed kan
anses for lovlig som accessorisk virksomhed. Der henvises i den forbindelse
bl.a. til Københavns Kommunes skrivelse af 28. august 1992, hvoraf det
fremgår, at det omhandlede arbejde ikke af driftssikkerhedsmæssige grunde
skal udføres af Københavns Brandvæsens radioværksted samt til, at den
omhandlede indkøbs- og reparationsvirksomhed må antages at kunne varetages på
rimelig måde af private erhvervsdrivende. Det samme gør sig gældende for så
vidt angår Københavns Brandvæsens radioværksteds aktiviteter i forhold til
private, herunder Falcks Redningskorps A/S og ISS-skadesservice.
Ministeriet finder heller ikke, at Københavns Brandvæsens radioværksteds
servicevirksomhed over for andre amtskommuner, kommuner og private er lovlig
ud fra et overkapacitetssynspunkt, jf. ovenfor. Ministeriet har i denne
forbindelse lagt vægt på, at der ikke i lovgivningen er krav om, at
radioværkstedet skal være dimensioneret på en bestemt måde, og at den
pågældende servicevirksomhed må antages at kunne udføres på rimelig måde af
private erhvervsdrivende.
Afslutningsvis bemærkes, at Indenrigsministeriet i dag har fremsendt kopi
af denne skrivelse til Københavns Borgerrepræsentation, idet ministeriet har
anmodet borgerrepræsentationen om at foranledige, at aktiviteterne på
Københavns Brandvæsens radioværksted bringes i overensstemmelse med reglerne
for kommunernes opgavevaretagelse. Ministeriet har samtidig anmodet om at
blive underrettet om, hvad der videre passerer i sagen. Endelig har
Indenrigsministeriet oversendt Deres skrivelse af 13. oktober 1992 til
besvarelse af Københavns Borgerrepræsentation.
Med venlig hilsen Grethe Løgstrup
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Om kommunal patientbefordring for et privat selskab Retsinformation · 25. september 1997
- 1992 LSF 132 FORSLAG TIL BEREDSKABSLOVEN Retsinformation · 23. december 1992
- Sag om betaling af dækningsafgift efter ejendomsbeskatningslovens § 23a og tilbagebetaling efter § 29, stk. 4 Domsdatabasen · 18. marts 2008
- Om et kommunalt fællesskabs opgaver på genanvendelsesområdet Nr 9025 af 08/03/1994 BKG i MT: 00/00/0000 Retsinformation · 25. september 1997
- Fastsættelse af fradrag for forbedringer for vurderingsårene 2000, 2001 og 2002. Der klages over, at vurderingsankenævnet ikke har godkendt fradrag for en… Landsskatteretten · 12. marts 2013
- Afskedigelse af tjenestemænd. Decorumkrav Retsinformation · 23. juni 2003