Afskedigelse af tjenestemænd. Decorumkrav
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afskedigelse af tjenestemænd. Decorumkrav
I nogle artikler i
dagspressen den 4. november 1994 blev omtalt en sag hvor Odense Kommune havde
indstillet kommunens beredskabschef A til afskedigelse. Den 7. november 1994
bad jeg - med henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5 - kommunen om en
redegørelse og om udlån af sagens akter. Jeg bad samtidig om at blive holdt
underrettet om sagens gang. Kommunen besvarede min henvendelse i breve af 14.
november og 2. og 20. december 1994. Den 14. december 1994 afskedigede
kommunen
A.
Det fremgik af sagen at det
på et byrådsmøde den 16. december 1992 blev vedtaget at ansætte A i en
tjenestemandsstilling som beredskabschef ved Odense Brandvæsen og
Civilforsvar
med en prøvetid på to år regnet fra den 1. februar 1993.
I juni 1993 blev der
foretaget en omstrukturering af Odense Brandvæsen og Civilforsvar således at
brand- og beredskabscentret - med A som chef - fungerede som én organisation.
Det fremgår bl.a. af det forslag til organisationsplan for Brand- og
Beredskabscenter Odense der senere blev godkendt, at beredskabschefen skulle
have kontakten til pressen.
Den 7. juli 1993 bad
kommunens personalesekretariat vicestadsdirektør B om en bedømmelse af
prøvetidens
hidtidige forløb for A. I svaret af 29. juli 1993 blev det oplyst at
prøvetiden
indtil nu var forløbet fuldt tilfredsstillende.
I marts 1994 erkendte A sig
skyldig i spirituskørsel med en promille på 1,55. Sagen blev sluttet med
betaling af en bøde på 16.000 kr. og en ubetinget frakendelse af førerretten
Læs alt
i
to år.
I den anledning skrev
kommunen den 6. april 1994 således til A:
"De har den 16. marts
1994 gjort vicestadsdirektør (B) opmærksom på, at De af Odense Politi er
sigtet
for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en af brandvæsenets biler
i
spirituspåvirket tilstand med en promille på mindst 1,55.
Sagen vil ifølge politiets
tilkendegivelse af 15. marts 1994 kunne afsluttes ved, at De betaler en bøde
på
16.000 kroner og ubetinget frakendes førerretten i 2 år.
De har forklaret, at De ved
den pågældende lejlighed var censor på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole.
De
fik af skolen honorar for censorhvervet. De har endvidere forklaret, at De
benyttede en af brandvæsenets biler til at køre til og fra skolen.
Det meddeles Dem herved, at
man finder, at det er særdeles kritisabelt, at De har benyttet en tjenestebil
til det anførte forhold. De har desuden kørt bilen i spirituspåvirket
tilstand,
mistet Deres førerbevis og dermed vanskeliggjort varetagelsen af Deres
stilling.
De meddeles derfor en
advarsel for ovennævnte forhold, og der vil i gentagelsestilfælde eller ved
andre tjenesteforseelser blive anvendt videregående sanktioner.
De er ansat på prøve med 2
års prøvetid, regnet fra 1. februar 1993. Deres prøvetid udløber således den
1.
februar 1995.
Det fremgår af § 8, stk. 2, i
regler om prøveansættelse af kommunale tjenestemænd, at prøvetiden kan
forlænges, såfremt prøvetjenesten ikke har været tilfredsstillende. Det
meddeles Dem herved, at man som følge af det ovenfor nævnte forhold har
forlænget prøvetiden, således at prøvetiden udløber den 1. februar
1996."
Den 27. oktober 1994 skete
der en meget alvorlig eksplosionsulykke med efterfølgende brand på
Lindøværftet
i Munkebo Kommune.
Brand- og Beredskabscenter
Odense blev ikke tilkaldt til rednings- og slukningsarbejdet.
Den 29. oktober 1994 blev A
telefonisk kontaktet af en journalist, C, der stillede ham en række
spørgsmål,
bl.a. vedrørende det forhold at Brand- og Beredskabscenter Odense ikke var
tilkaldt til ulykken.
I Morgenposten den 30.
oktober 1994 blev A citeret for følgende udtalelser:
"Mine folk kunne have
været hurtigere på stedet end alle andre. Med det rigtige grej."
"Det var frustrerende
for mine folk, at de aldrig blev bedt om at hjælpe ved katastrofen på Lindø.
Udrykningskøretøjerne passerede vores station i Åsum på vej til og fra
Munkebo.
Hvorfor trak man ikke på vores ressourcer af materiel og mandskab".
"Da vi ikke blev bedt om
at deltage i rednings- og slukningsarbejdet har jeg ikke været inde på Lindø.
Men det undrer mig, at det skulle vare mere end to timer, før de sidste
kvæstede blev reddet ud".
På baggrund af disse
udtalelser bad vicestadsdirektør B A om at udarbejde et notat vedrørende de
samtaler han havde haft med journalister om sagen.
I notatet af 31. oktober 1994
har A anført følgende:
"Fredag den 28. oktober
1994 tidligt om formiddagen, blev jeg kontaktet af en journalist (D) fra
bladet
BRANDVÆRN. (D) ønskede oplyst hvilken indsats BBCO havde ydet/medvirket i på
Lindø, i forbindelse med ulykken den 27. oktober 1994 kl. ca. 1300. Jeg
forstod
på (D), at han havde hørt via radio Fyn, at BBCO havde deltaget i
redningsarbejdet. (Det er iøvrigt rigtigt, at det flere gange i radioen blev
nævnt, at vi havde deltaget).
Jeg oplyste (D) om:
at
vi ikke havde deltaget i rednings- og slukningsarbejdet på
Lindø, da vi ikke var blevet alarmeret,
at
Lindø var beliggende i Munkebo kommune, som havde kontrakt med
Falck i Kerteminde om brandslukning.
(D) spurgte, om der var
udarbejdet en katastrofeplan for Lindø (det som vi fagfolk kalder en
mødeplan).
Mit svar var, at det havde jeg ikke kendskab til og tilføjede, at såfremt der
var en plan for Lindø, var BBCO ikke med som assistancestyrke i planen.
(D) spurgte herefter om
forskellige afstandsforhold til Lindø:
Fra Odense til Lindø, fra
Kerteminde til Lindø og fra Nyborg til Lindø.
Jeg oplyste, at der fra
Odense til Lindø, var ca. 10-
12 km,
samt at der var ca. samme afstand fra Kerteminde. Jeg kunne ikke huske den
nøjagtige afstand fra Nyborg til Lindø, men oplyste, at der var noget længere
fra Nyborg til Lindø.
(D) spurgte om størrelsen på
beredskabet i Odense kommune til brand- og redningsopgaver. Da beredskabets
størrelse med såvel personel som materiel er tilgængelige oplysninger for
alle,
fik han de ønskede oplysninger. Jeg oplyste også om det ventepladsberedskab,
som er etableret sammen med sygehusberedskabet i Fyns Amt.
Næste spørgsmål var, hvem der
i henhold til Beredskabslovens bestemmelser var nærmeste assistance ved
ulykker
på Lindø. Mit svar var, at såfremt Falck i Kerteminde havde behov for
assistance på Lindø, var BBCO i henhold til lovgivningen nærmeste assistance,
og vi var det redningsberedskab, som kunne møde hurtigst på Lindø ved kald af
assistance til Falck, Kerteminde. Da (D) er journalist for bladet Brandværn,
kender han Beredskabslovens bestemmelser særdeles godt, og var derfor meget
forundret over, at have erfaret, at der var afsendt brandkøretøj fra Falck
Nyborg til assistance, og ikke fra Odense, som jo var nærmeste
assistancemulighed.
Jeg skal tilføje, at BBCO fra
beredskabsforvaltningen i Nyborg på et meget tidligt tidspunkt torsdag, den
28.
(skal være 27.; ombudsmandens bemærkning) oktober 1994, fik underretning om,
at der fra Nyborg var afsendt en automobilsprøjte. Denne underretning fik vi,
da Beredskabsforvaltningen ringede til BBCO og tilbød os assistance med bl.a.
trykluftkompressor. Årsagen til at Nyborg ringede var, at de var af den
overbevisning, at BBCO var indsat på ulykkesstedet da Falck fra Nyborg var
kørt til Lindø. Samme aften kunne vi i TV se Nyborgs sprøjte ankomme til
Lindø
med udrykning.
Med baggrund i de mange
udsendelser i radio og TV om ulykken, de mange udrykningskøretøjer som kørte
forbi BBCO og ikke mindst, da der begyndte at ankomme fly til Odense
Universitetshospital, samt oplysninger om, at man på Lindø ikke havde tid til
at give informationer til personale og presse, da alle deltog i
redningsarbejdet, at der var assistance udenbys fra, at der gik over 2½ time
inden de sidste tilskadekomne blev kørt til sygehuset, udtalte jeg til (D)
forundring over, at vi ikke som nærmeste assistance blev tilkaldt (en
forundring som jeg deler med alle, som var på arbejde den pgl. dag). Det er
dog
den største ulykke på Fyn siden lyntogsulykken ved Odense for ca. 25 år
siden.
Jeg henviste iøvrigt (D) til beredskabslederen i Munkebo Kommune, som den der
har ansvaret for planlægning og beredskab på Lindø.
Jeg understregede ligeledes
inden samtalen sluttede, at det jeg havde sagt, ikke skulle opfattes som
nogle
former for kritik af det arbejde, som var udført på indsatsstedet. Vi var dog
forundret over, at vi ikke blev tilkaldt som assistance, når vi nu er
nærmest.
Jeg understregede også, at vi
var sikker på, at alle fremmødte styrker havde ydet deres bedste som de
normalt
gør.
Lørdag, den 29. oktober 1994,
fik jeg en opringning fra en journalist (C), som fortalte, at han havde
kendskab til den artikel, som (D) havde/eller var ved at skrive til
Brandværn.
Journalisten stillede flere af de samme spørgsmål, som (D) havde stillet og
fik
de samme svar.
Jeg understregede igen, at vi
ikke havde deltaget i redningsarbejdet på Lindø, og ikke kunne udtale os om
den
del af sagen, at vi ikke var med i nogen katastrofeplan for Lindø, at vi
i.h.t.
Beredskabslovens bestemmelser var nærmeste assistance til Falck Kerteminde,
såfremt de havde behov for assistance på Lindø.
Jeg blev også spurgt om det
kunne have noget med penge at gøre, at vi ikke var blevet tilkaldt. Mit svar
var, at for ca. 15 - 20 år siden, kunne det måske have været årsagen, men
ikke
i 1994; den tid er forbi.
Jeg fortalte journalisten
(navnet har jeg glemt) om årsagen til, at vi var forundret over ikke at blive
anmodet om assistance. Samme begrundelse som jeg gav (D). Igen henviste jeg
iøvrigt til beredskabslederen i Munkebo.
Lørdag eftermiddag blev jeg
ringet op af beredskabslederen i Munkebo, da han havde fået henvendelse fra
de
to journalister, som jeg havde talt med.
Jeg gav beredskabslederen en
orientering om, hvad jeg havde sagt til pressen.
I øvrigt vil jeg gerne
understrege, at jeg ikke har kontaktet pressen, men de har rettet henvendelse
til mig.
Jeg vil gerne tilføje
følgende:
I lov nr. 1054 af 23.
december 1992 Beredskabslovens § 18 stk. 2, er anført følgende:
Den tekniske leder af
indsatsen på skadestedet, skal tilkalde assistance fra en anden kommunes
redningsberedskab, det statslige regionale redningsberedskab eller private
redningsvæsener, hvis det skønnes påkrævet på grund af ulykkens karakter og
omfang.
I Indenrigsministeriets
bekendtgørelse nr. 730 af 10. august 1994, bekendtgørelsen om det kommunale
redningsberedskabs organisation, virksomhed, materiel og dimensionering §§ 2
og
19, er det igen anført, at indsatslederen skal kalde assistance.
Det bemærkes, at assistance
altid skal kaldes fra nærmeste station i forhold til indsatsstedet.
Da beredskabet i Munkebo
kommune deles mellem Munkebo og Kerteminde kommuner, og kun består af et
slukningstog, kan det ske, at dette ene slukningstog er optaget af en opgave.
HVAD SKER DER SÅ, NÅR DER KOMMER EN ALARM FRA LINDØ? Ja, der skal ikke megen
fantasi til at forestille sig, at så vil BBCO Odense blive tilkaldt. Men
måske
vil man overtræde loven og tilkalde Falck Nyborg? Overholdes loven, vil BBCO
blive sendt til Lindø, og da der ikke er nogle lokale folk fra Kerteminde til
at rådgive, så er der store muligheder for at ting går helt galt.
Da der ikke er nogle planer,
(som vi har kendskab til) kan vi ikke sætte os ind i tingene og få kendskab
til
området. Jeg syntes, at det er meget forkert, at der ikke findes planer for
så
stor og farlig en arbejdsplads som Lindø, og at hele beredskabet bygger på et
enkelt slukningstog i Kerteminde. Vi har i.h.t. lovgivningen pligten til at
yde
assistance, men ikke retten til at få nødvendige oplysninger, så vi kan yde
en assistance
på bedste vis og uden unødig risiko for BBCO personale.
På baggrund af dit pålæg om,
at jeg skulle udarbejde et notat om mine udtalelser i denne sag, skal jeg på
ledergruppens vegne, anmode dig om at komme til et møde her på BBCO, da der
hersker stor usikkerhed om ytringsfriheden for ansatte ledere ved BBCO."
Den 31. oktober 1994
kommenterede Politimesteren i Odense A's udtalelser over for Odenses
borgmester
i følgende brev:
"Med baggrund i vedlagte
avisudklip af søndagsudgaven hvor brandchef (A) er citeret for at have
udtalt:
-
Mine folk kunne have været hurtigere på
stedet end alle andre. Med det rigtige grej
- må jeg meddele, at udtalelsen
har givet anledning til, at redningsindsatsen på Odense Stålskibsværft den
27.
ds. er blevet drøftet endnu en gang.
Umiddelbart efter at have
læst denne udtalelse i morgenavisen, tog chefpolitiinspektøren kontakt til
ledelsen af redningsindsatsen, områdechef (E), Falck i Odense, og til
administrerende direktør på Odense Stålskibsværft, (F), Munkebo. Begge var
særdeles
oprørte over denne utidige udtalelse.
Det faktiske er, at politiet
som ansvarlig for den koordinerende ledelse på ulykkesstedet oplevede
redningsindsatsen som noget af det bedst organiserede og bedst fungerende
overhovedet. Der var et naturligt og klart indøvet samspil mellem
redningsmandskabet fra Falck og værftets egne folk. Der var et lægehold på
stedet, og der var stedse frie ambulancer i beredskab på katastrofestedet.
Der
var personel og grej nok. Ganske vist medgik der nogen tid, før de
tilskadekomne
og omkomne var bragt ud, men der gik ikke unødig eller unødvendig lang tid.
Redningsarbejdet var særdeles
vanskeligt. Der er tale om helt atypiske forhold i en sådan nybygning på et
skibsværft - forhold som bedst kan håndteres af folk, med et indgående
kendskab
til skibsbyggeri. Det har netop værftets egne folk. Dertil kommer, at der
ofte
holdes øvelser på Odense Stålskibsværft. Og som det er bekendt fra
dagspressen,
var der netop den pågældende dag - den 27. oktober 1994 en sådan øvelse på
Odense Stålskibsværft. Derfor var brandslukningen og redningsindsatsen i gang
ganske få øjeblikke efter brandens opståen - og længe før den egentlige alarm
indløb. Redningsarbejdet blev således iværksat omgående under kyndig ledelse
og fik det optimale forløb - trods det tilsyneladende lange tidsforløb.
På et møde i dag på Odense
Politigård har Odense Stålskibsværfts administrerende direktør, (F), og
værftets fællestillidsmand, (G), over for politiet og over for ledelsen af
redningsindsatsen
den pågældende dag, brandinspektør (H), vicebrandinspektør (F), begge
Munkebo,
og områdechef (E), Falck, begge givet udtryk for værftets absolutte
taknemmelighed og tilfredshed med den samlede redningsindsats i forbindelse
med
den tragiske ulykke.
Alle finder det beskæmmende,
at brandchefen i Odense fremkommer med sådanne udtalelser i dagspressen. Det
findes af alle parter absolut utilstedeligt, at brandchefen så ubetænksomt og
utilbørligt bruger en så tragisk og alvorlig ulykke til at profilere sig
selv.
Værftsarbejderne generelt er meget berørt af katastrofen, og pårørende til de
omkomne og i øvrigt alle tilskadekomne kan kun græmmes over at se en så
overlegen og overfladisk betragtning af den i øvrigt kvalificerede indsats
under katastrofen.
Det er derfor magtpåliggende for
såvel politiet som ledelsen af redningsindsatsen og især for værftets
administrerende direktør og værftets fællestillidsmand at meddele dig, at
brandchefens udtalelser har vakt vrede og harme."
I brev af 1. november 1994
skrev Munkebos borgmester følgende til borgmesteren i Odense:
"Som formand for
beredskabskommissionen i Munkebo skal jeg udtrykke min forundring over
beredskabschef (A)'s udtalelser, som de kommer til udtryk den 30. oktober
1994.
Såfremt (A) havde ment, at
han og hans folk kunne bidrage med assistance finder jeg, at han som
professionel i redningstjenesten kunne have kontaktet os, som fx.
redningsberedskabet i Korsør gjorde det.
Med de udtalelser (A) kommer
med, sætter han spørgsmålstegn ved den fortræffelige og rosværdige indsats
der er
ydet af alle. Mange har været udsat for dramatiske oplevelser, og hverken de,
der har udført redningstjeneste, eller de, der er kolleger til de
tilskadekomne
og omkomne, har brug for at læse, at en beredskabschef undrer sig over
indsatsen med at redde de tilskadekomne. En sådan adfærd som beredskabschef
finder jeg dybt kritisabel og psykologisk meget uheldig, specielt når man
ikke
har et direkte kendskab til redningsarbejdets forløb og præmisser
herfor."
I brev af 2. november 1994
meddelte Odense Kommune, magistratens 1. afdeling, A at man agtede at
indstille
til byrådet at han blev afskediget med tre måneders varsel uden aktuel
pension.
A blev samtidig tjenestefritaget. Efter at have redegjort for det faktiske
forløb anførte magistratens 1. afdeling følgende:
"Det må på ovennævnte
baggrund lægges til grund,
at
De i prøvetiden har kørt tjenestebil i spirituspåvirket tilstand
med en promille på mindst 1,55,
at
De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem kritisk om
indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke på Lindøværftet den
27.
oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk ydede indsats og på
en
sådan måde, at De hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har
skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.
De har med de to beskrevne
forhold udvist en manglende dømmekraft i pressede situationer. Man finder
således ikke, at De har vist Dem værdig til den agtelse og tillid, som
stillingen som beredskabschef kræver, jf. tjenestemandsregulativets § 10. De
skønnes derfor ikke egnet til varig ansættelse, hvorfor man som ovenfor
anført
agter at indstille Dem til afsked.
De og Deres
forhandlingsberettigede organisation har i medfør af
tjenestemandsregulativets
§ 29 adgang til at afgive en udtalelse. Fristen herfor fastsættes til 3 uger,
således at en eventuel udtalelse skal være magistratens 1. afdeling i hænde
senest onsdag den 23. november 1994."
Den 16. november 1994 fremkom
FTF med et indlæg på A's vegne. FTF anførte bl.a. følgende:
"Indskudsvis bemærkes,
at den omstændighed, at A blev frakendt sit førerbevis ikke på nogen måde har
vanskeliggjort varetagelsen af stillingen for (A). Det bemærkes herved, at
(A)
såvel før frakendelsen af førerbeviset som efterfølgende har varetaget sin
stilling til alles tilfredshed.
...
Indledningsvis skal FTF
anføre, at det naturligvis er beklageligt, at (A) i prøvetiden har kørt
tjenestebil i spirituspåvirket tilstand med en promille på 1,55, men som
udgangspunkt må dette forhold holdes adskilt fra begivenhederne omkring den
27.
oktober 1994, og den derefter følgende citerede udtalelse søndag den 30.
oktober 1994.
Det må slås fast, at (A) ikke
har opsøgt pressen, men at det er pressen, der har henvendt sig til ham.
Efterfølgende kunne man så
overveje, hvorvidt (A) skulle have undladt at udtale sig til pressen, men det
må slås fast, at han som udgangspunkt har pligt til at udtale sig til
pressen.
Når man nærlæser den citerede
udtalelse forekommer den at være både objektiv og neutral.
Under alle omstændigheder
forekommer det som udgangspunkt særdeles uforståeligt, at Falck Kerteminde
hidkalder assistance fra Falck Nyborg, når man fra brandvæsenet i Odense med
station i Åsum betydeligt hurtigere kunne være til stede i Munkebo for at yde
assistance. I den forbindelse forudsættes det, at den assistance man kunne
have fået fra Odense kommunes brandvæsen havde været fuldt kvalificeret og
tilstrækkelig.
Udtalelserne fra såvel
politimesteren i Odense som fra borgmesteren i Munkebo kommune forekommer at
være meget følelsesladede, og det er spørgsmålet om de pågældende ikke skulle
have undladt at fremkomme med udtalelser eller under alle omstændigheder at
have afventet med at fremkomme med udtalelserne til 'sindene' var faldet lidt
til ro.
Ved en nærlæsning af (A)'s
udtalelse forekommer det, at det materielle indhold må siges at være
fuldstændigt i overensstemmelse med de faktiske forhold.
På baggrund heraf og når (A)
som beredskabschef udtaler sig efter en uopfordret henvendelse fra pressen,
ses
der ikke at være belæg for at gøre gældende, at (A) ikke har vist sig værdig
til den agtelse og tillid som stillingen som beredskabschef kræver, jf.
tjenestemandsregulativets § 10.
Det er ubestridt, at (A) blev
meddelt en advarsel ved skrivelse af 6. april 1994 på baggrund af kørsel i
tjenestebil
i spirituspåvirket tilstand, men som ovenfor nævnt, må dette forhold holdes
adskilt fra begivenhederne omkring den 27. oktober 1994 og efterfølgende.
FTF finder det ligeledes
ubestridt, at indholdet af beredskabschef (A)'s udtalelse, der er citeret
søndag den 30. oktober 1994 er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og
man skal tillade sig at anføre, at man finder, at Odense Magistrats 1. afd. i
ikke ubetydelig grad har ladet sig påvirke af udtalelserne fra politimesteren
i
Odense og borgmesteren i Munkebo, hvilke udtalelser man, som anført, finder
meget følelsesladede, og at man finder det symptomatisk, at der i begge
udtalelser ikke tages stilling til det materielle indhold af beredskabschef
(A)'s udtalelser.
På den baggrund skal FTF
henstille, at magistratens 1. afd. undlader at indstille til byrådet, at
beredskabschef (A) afskediges fra sin stilling ved Odense kommune, men at man
lader ham genindtræde i stillingen, og derefter vurderer den pågældendes
forhold ved udløbet af prøvetiden den 1. februar 1996."
I brev af 30. november 1994
indstillede Odense Magistrat 1. afdeling
til byrådet at A blev afskediget med tre måneders varsel uden aktuel
pension.
På et møde i byrådet den 14.
december 1994 besluttede byrådet at afskedige A med den begrundelse der var
anført i magistratens brev af 2. november 1994 (citeret ovenfor).
Efter min foreløbige
gennemgang af sagen bad jeg i brev af 8. februar 1995 Odense Kommune om en
udtalelse vedrørende fire forhold. Kommunen svarede i brev af 20. februar
1995.
Min anmodning og kommunens
svar var følgende:
Mit brev:
"1. (A)'s udtalelser til
pressen synes umiddelbart at måtte anses for en faglig undren over indsatsen
på
Lindø, en undren der er baseret på hans uddannelse og erfaring inden for
redningstjeneste. Hvis kommunen mener, at hans undren ud fra faglige
betragtninger er uberettiget, beder jeg om en nærmere redegørelse herfor. I
den
forbindelse beder jeg om oplysning om hvorvidt kommunen ved sin endelige
bedømmelse af (A)'s udtalelser til pressen lagde til grund, at indsatsen var
tilstrækkeligt effektiv, og - i givet fald - hvilket grundlag denne antagelse
er baseret på."
Kommunens svar:
"
Ad 1.
Odense Byråd har ikke
forholdt sig til om den ydede indsats i forbindelse med ulykken på
Lindøværftet, der er beliggende i Munkebo Kommune, var tilstrækkelig effektiv
eller ej. Byrådet har ej heller forholdt sig til (A)'s 'faglige
betragtninger'.
Byrådet har derimod lagt til grund, at (A) i sin egenskab af beredskabschef
har
udtalt sig kritisk om indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke
på
Lindøværftet den 27. oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk
ydede indsats og på en sådan måde, at han hos offentligheden og de pårørende
til de ulykkesramte har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om
indsatsens effektivitet."
Mit brev:
"2. Det fremgår ikke
klart af sagen om (A)'s udtalelser til pressen er fremsat tjenstligt eller af
(A) som privatperson. De almindelige retningslinier for offentligt ansattes
ytringsfrihed gælder som udgangspunkt alene for de ansattes udtalelser som
privatpersoner. Det er imidlertid antaget at ledere af relativt selvstændige
institutioner har en i det væsentlige fri adgang til - i overensstemmelse med
de almindelige retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed - at
fremlægge deres synspunkter også på institutionens vegne medmindre andet er
udtrykkeligt bestemt, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1992,
s.
330. Jeg beder kommunen om nærmere oplysninger om hvordan den har vurderet
(A)'s udtalelser i forhold til disse retningslinier."
Kommunens svar:
"Ad 2.
Byrådet har lagt til grund,
at udtalelserne er afgivet tjenstligt. Dette fremgår dels af
sagsfremstillingen
'at De i Deres egenskab af beredskabschef' og dels af borgmesterens
forelæggelse af sagen for byrådet i mødet den 14. december 1994. Kopi af
borgmesterens 'talepapir' vedlægges.
Avisens artikel den 30.
oktober 1994 har underoverskriften 'Beredskabschef i Odense:' og giver på
ingen
måde indtryk af, at udtalelserne er fremsat af (A) som privatperson. Det skal
i den forbindelse fremhæves, at hverken (A) eller hans organisation har taget
afstand fra artiklen eller sagsfremstillingen i Magistratens 1. afdelings
høringsskrivelse af 2. november 1994, hvori det anføres, at man har lagt til
grund, 'at De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem'.
At Odense Kommune respekterer
de almindelige retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed fremgår
bl.a. af borgmesterens forelæggelsestale, hvor det af det ovenfor nævnte
'talepapir' bl.a. fremgår, at
'Vi respekterer naturligvis i
Odense Kommune, at kommunalt ansatte med visse begrænsninger har ret til at
ytre sig på samme måde som byens borgere har det, men de må gøre det som
privatpersoner på egne vegne.
Vi må have tillid til, at
vore ledere når de udtaler sig
på
kommunens vegne
gør det på en saglig og objektiv måde, og på en sådan måde,
at de har vished for, at udtalelsen dækker kommunens synspunkter. Ingen af
disse grundlæggende betingelser er opfyldt i denne sag.'
Det skal i den forbindelse
fremhæves, at (A) ikke har udtalt sig om forhold vedrørende egen institution,
men om forhold vedrørende en anden kommune."
Mit brev:
"3. Begrundelsen for
afskedigelsen af (A) var dels forholdet vedrørende kørsel i spirituspåvirket
tilstand, dels udtalelserne til pressen om ulykken på Lindøværftet. Jeg beder
kommunen om at oplyse om det første forhold (spirituskørslen) har haft
selvstændig betydning for afgørelsen, forstået på den måde at kommunen kun
traf
beslutning om afskedigelse, fordi (A) i forvejen havde fået en advarsel for
denne tjenesteforseelse."
Kommunens svar:
"
Ad 3.
Det fremgår af sagen, at man
har henvist til de 2 omtalte forhold, og at byrådet i den forbindelse har
anført: 'De har med de 2 beskrevne forhold udvist en manglende dømmekraft i
pressede
situationer. Man finder således ikke, at De har vist Dem værdig til den
agtelse og tillid, som stillingen som beredskabschef kræver, jf.
tjenestemandsregulativets § 10. De skønnes derfor ikke egnet til varig
ansættelse, hvorfor man som ovenfor anført agter at indstille Dem til
afsked.'
Byrådet har således foretaget
en samlet vurdering af de 2 nævnte forhold, hvorimod byrådet ikke har taget
stilling til, om man ville have undladt at fastansætte (A), hvis han ikke i
forvejen havde fået en advarsel."
Mit brev:
"Hvis det lægges til
grund at (A) ikke har vist sig værdig til den agtelse og tillid som
stillingen
har krævet, rejser sagen efter min opfattelse det spørgsmål om der kunne have
været anvendt mindre indgribende foranstaltninger end afskedigelse over for
ham, jf. det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Jeg
beder om kommunens bemærkninger hertil."
Kommunens svar:
"
Ad 4.
Odense Byråd har vurderet, at
(A) ikke skønnedes egnet til varig ansættelse, hvorfor man har afskediget
ham.
Der har ikke for byrådet
været fremsat forslag om, at (A) skulle fastansættes samtidig med, at der
blev
fastsat mindre indgribende foranstaltning end afskedigelse. Det skal i den
forbindelse
fremhæves, at (A) i prøvetiden har fået en advarsel for en alvorlig
forseelse,
og man i den forbindelse forlængede prøvetiden med 1 år."
I brev af 27. marts 1995
anførte FTF følgende:
"
Samarbejde - kontakt til pressen:
Som det fremgår af vedlagte
notat af 14. juni 1993 (...) blev der efter (A)'s ansættelse ved Odense
kommune
pr. 1. marts 1993 nedsat en arbejdsgruppe, hvori det bl.a. blev foreslået, at
beredskabschefen skulle have kontakten til pressen.
Med skrivelse af 14. juni
1993 (...) blev arbejdsgruppens indstilling med tilhørende bilag fremsendt
til
vicestadsdirektør (B), Magistratens 1. afd., byrådssekretariatet, og i
skrivelse af 22.6.1993 blev det derfra meddelt, at det fremsendte forslag
ikke
gav anledning til bemærkninger (...).
Den 29.6.1993 havde de to
samarbejdsudvalg med brand- og beredskabscenter Odense gennemgået
organisation- og arbejdsfordelingen, og dette gav ikke anledning til
bemærkninger (...).
Den nye organisationsplan med
tilhørende arbejdsområder blev herefter indarbejdet i Odense kommunes samlede
organisationsplan og godkendt af det politiske system.
Brand- og beredskabscenter
Odenses organisation var således gældende fra 1.9.1993.
Det skal således
understreges, at i hele sagsforløbet har ingen sat spørgsmålstegn ved - eller
haft bemærkninger til - det forslag som efterfølgende blev godkendt, om at
(A)
skulle forestå kontakten til pressen.
Der er således på intet
tidspunkt fra overordnede, beredskabskommissionen, magistraten eller byrådet
givet nogen former for retningslinjer omkring beredskabschefens samarbejde
med
pressen.
Fra 1. september 1993 til
artiklen om Lindø ulykken har ingen således haft bemærkninger omkring (A)'s
samarbejde med pressen.
Lindø sagen:
Fredag den 28. oktober 1994
blev (A) kontaktet af en journalist ved navn (D) fra bladet 'Brandværn' som
indsamlede oplysninger til en artikel til fagbladet 'Brandværn'. (D) stillede
en række spørgsmål, som (A) besvarede (...) Under samtalen fortalte (D) ikke
(A), at han havde kontaktet beredskabsstyrelsen og talt med overingeniør (K).
(K) havde udtalt sig meget kritisk omkring bl.a. tilkaldelse af assistance
til
Lindø (...).
Som det fremgår af bilag ...
fremsendte (D) den 28. oktober 1994 et udkast til en evt. senere artikel i
bladet 'Brandværn'.
Udkastet måtte anvendes uden
kildeangivelse, og lørdag den 29. oktober 1994 blev (A) kontaktet af en
journalist som stillede de samme spørgsmål som (D) havde stillet, men
journalisten fortalte ikke, at han var i besiddelse af et udkast fra (D).
Søndag den 30. oktober 1994
bragte Morgenposten så den artikel som gav anledning til (A)'s afsked (...).
Til den omhandlede artikel
skal anføres følgende:
- at (A) ikke har udtalt 'Odenses brandfolk måtte ikke hjælpe på
Lindø'. Det (A) har udtalt var, at Odense Brandvæsen ikke var blevet tilkaldt
til Lindø.
- at udtalelsen om 'mine folk kunne have været hurtigere på
stedet end alle andre med det rigtige grej', mangler den oplysning, at
såfremt
Falck fra Kerteminde havde behov for assistance, så kunne Odense Brandvæsen
være hurtigst på Lindø. Morgenposten havde undladt denne sætning.
- at (A) ikke har anvendt ordet 'frustrerende'. Det (A) udtalte
var 'forundring over, at der ikke var behov for assistance fra Odense
Brandvæsen'.
Med hensyn til de enkelte
punkter i Odense kommunes brev af 20. februar 1995 til Folketingets
Ombudsmand
skal anføres følgende:
Ad 1:
Kommunen skriver bl.a., at (A) har udtalt sig kritisk om
indsatsen på Lindø den 27. oktober 1994.
Som tidligere anført må det
fastholdes, at denne påstand er helt forkert, idet (A) på intet tidspunkt har
udtalt sig kritisk om indsatsen på skadestedet. Det må lægges til grund, at
stadsdirektør (L) og borgmester (M) ikke har kendskab til beredskabslovens
bestemmelser om ydelse af assistance eller indsatsledelse på et skadested,
idet de i givet fald formentlig aldrig ville have fremsat en så urigtig
påstand.
Efter at have
uddannet/undervist brandfolk i mange år i beredskabsloven (tidligere
brandlov)
har (A) et indgående kendskab om bestemmelserne for tilkald af assistance mv.
Indsatsledelse består af:
Planlægning
Alarmeringsfasen
Udrykningsfasen
Indsatsen på skadestedet.-
Det (A) har givet
bemærkninger til er:
Planlægning
(A) oplyste, at Odense Brand-
og Beredskabscenter ikke var med i nogle former for planlægning omkring
Lindø.
Alarmeringsfasen
Det (A) oplyste pressen om
(på forespørgsel fra pressen) var, at Brand- og Beredskabscenter Odense ikke
var tilkaldt.
Udrykningsfasen
Da Odense Brandvæsen ikke var
blevet tilkaldt, og beredskabsloven ikke giver mulighed for, at man kan gribe
ind i en anden kommunes opgaver, deltog Odense Brandvæsen ikke i
udrykningsfasen.
Indsatsen på skadestedet
(A) har ikke fremsat
kommentarer til indsatsen på skadestedet, og det skal understreges, at de
fremsatte udtalelser til (D) på ingen måde må betragtes som kritik af
indsatsen
på skadestedet.
Ad 2:
Odense kommune anfører bl.a., at (A) ikke har udtalt sig om
forhold vedrørende egen institution, men om forhold vedrørende en anden
kommune.
FTF og (A) må tage afstand
fra en sådan udtalelse, idet (A) netop har svaret på spørgsmålet om, hvad
Odense Brand- og Beredskabscenter kunne yde af assistance.
Ad 3:
Odense kommune skriver bl.a., at (A) har udvist manglende
dømmekraft i pressede situationer. Hertil skal anføres, at efter 33 år i
redningsberedskabet, og hvoraf mere end 25 år som indsatsleder, og med
ledelse
af mere end 3200 indsatser, er det første gang, at nogen beskylder (A) for
manglende dømmekraft.
Ad 4:
Vedrørende dette punkt skal FTF henvise til skrivelsen herfra
af 16. november 1994, sidste afsnit, hvor man henstillede, at magistratens 1.
afd. undlader at indstille til byrådet, at beredskabschef (A) blev afskediget
fra sin stilling ved Odense kommune, men at man lod ham genindtræde i
stillingen, og derefter vurderede hans forhold ved udløbet af prøvetiden den
1.
februar 1996."
Odense Kommune har den 20.
april 1995 kommenterede FTF's indlæg og anførte følgende:
"Forud for afskedigelsen
meddelte magistratens 1. afdeling ved skrivelse af 2. november 1994, at man
agtede at indstille (A) til afsked med nærmere anførte begrundelser. Samtidig
gav man (A) og hans forhandlingsberettigede organisation adgang til at afgive
en udtalelse.
Ved skrivelse af 14. november
1994 afgav FTF efter henvendelse fra (A) en udtalelse i sagen. Det fremgår af
udtalelsen bl.a.: 'når man nærlæser den citerede udtalelse forekommer den at
være både objektiv og neutral', 'ved en nærlæsning af (A)'s udtalelse
forekommer det, at det materielle indhold må siges at være fuldstændigt i
overensstemmelse med de faktiske forhold'. Og 'FTF finder det ligeledes
ubestridt, at indholdet af beredskabschef (A)'s udtalelse, der er citeret
søndag den 30. oktober 1994 er i overensstemmelse med de faktiske forhold'.
Odense Byråd har på
ovennævnte baggrund truffet sin afgørelse om afskedigelse, hvorved især
bemærkes, at det af beslutningsgrundlaget ikke fremgår, at (A) har bestridt
at
have udtalt sig som citeret i avisen.
Magistratens 1. afdeling
finder ikke at det forhold, at FTF og (A) nu efterfølgende tager afstand fra
visse af de citerede udtalelser kan begrunde en fornyet behandling af sagen.
Magistratens 1. afdeling har derfor ikke bemærkninger til FTF's skrivelse af
27. marts 1995, men kan dog bekræfte, at (A) ifølge sine ansættelsesvilkår
har
været berettiget til at udtale sig til pressen naturligvis forudsat det sker
på
en saglig og objektiv måde, jf. side 2 i skrivelsen af 20. februar 1995
herfra
til Ombudsmanden."
Ombudsmandens udtalelse
"1. (A) var ansat i en
tjenestemandsstilling på prøve da han blev afskediget af Odense Kommune den
14.
december 1994. Prøvetiden der på grund af sagen om spirituskørsel var
forlænget
til tre år, ville udløbe den 1. februar 1996.
Afskedigelse af en kommunalt
ansat tjenestemand sker efter reglerne i tjenestemandsregulativet af 1991 for
kommuner inden for Kommunernes Landsforening. Afskedigelse kan enten ske som
straf for tjenstlig forseelse (disciplinær afskedigelse), jf. regulativets §
22, eller af andre grunde 'uden ansøgning med 3 måneders varsel'
(diskretionær
afskedigelse), jf. regulativets § 26, 1. punktum.
2. Odense Kommune har ved
afskedigelsen af (A) henvist til to forhold, dels det aktuelle - udtalelserne
vedrørende Lindø-ulykken - dels et tidligere forhold vedrørende
spirituskørsel.
Det sidstnævnte forhold førte
til at (A) i brev af 6. april 1994 fik en advarsel fra Odense Kommune,
ligesom
hans prøvetid blev forlænget med et år til udløb den 1. februar 1996.
I brevet anførte kommunen at
der i gentagelsestilfælde eller ved andre tjenesteforseelser ville blive
anvendt videregående sanktioner.
Sagen rejser spørgsmål om
hvorvidt forholdet vedrørende spirituskørsel kan indgå ved beslutningen om
afskedigelse når denne er udløst af et forhold (udtalelserne om Lindø) af en
helt anden karakter.
På mit spørgsmål herom har
kommunen i sin udtalelse (ad 3., ovenfor, s.
12f
) anført at man ved
afskedigelsesbeslutningen har foretaget en samlet vurdering af de to forhold
og
ikke taget stilling til om (A) var blevet afskediget hvis han ikke i forvejen
havde fået en advarsel. Jeg må på den baggrund konstatere at kommunen har
tillagt advarslen for spirituskørsel betydning, men at det ikke kan
præciseres
nærmere med hvilken vægt dette forhold er indgået.
Der er tale om to forhold
uden relevant sammenhæng eller lighed. Efter min opfattelse er
udgangspunktet - i hvert fald i en situation som den foreliggende hvor der er
tale om afskedigelse udløst af et konkret forhold i modsætning til en samlet
vurdering af prøvetidens forløb - at det tidligere forhold kun kan indgå i
afskedigelsesgrundlaget med meget beskeden vægt.
Det er derfor min opfattelse
at forholdet vedrørende Lindø-ulykken i realiteten alene skulle kunne
begrunde
afskedigelsen.
3. Odense Kommune har
begrundet afskedigelsen af (A) med at han ikke har opfyldt decorumkravet i
tjenestemandsregulativets § 10 og derfor ikke er egnet til fortsat
ansættelse.
Regulativets § 10 er sålydende:
'Tjenestemanden skal
samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for pågældendes stilling,
og
vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.'
Odense Kommune har over for
(A) (i brevet af 2. november 1994) nærmere begrundet tilsidesættelsen af
decorumkravet i følgende forhold:
'
at
De i prøvetiden har kørt tjenestebil i spirituspåvirket tilstand
med en promille på mindst 1,55,
at
De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem kritisk om
indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke på Lindø-værftet den
27.
oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk ydede indsats og på
en
sådan måde, at De hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har
skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.
De har med de to beskrevne
forhold udvist en manglende dømmekraft i pressede situationer...'
Tilsidesættelse eller
manglende opfyldelse af decorumkravet kan indebære at der foreligger en
tjenesteforseelse, der kan udløse en disciplinær sanktion over for
tjenestemanden.
Disciplinær afskedigelse af
en kommunalt ansat tjenestemand kan ikke ske uden at der er afholdt
tjenstligt
forhør, medmindre forholdet er fastslået ved dom, jf. regulativets § 22,
tredje punktum.
En myndighed der afskediger
en tjenestemand, kan ikke frit vælge mellem disciplinær og diskretionær
afskedigelse. Hvis myndigheden ved afgørelsen om afskedigelse reelt lægger
afgørende vægt på forhold der fremtræder som tjenesteforseelser, er
afskedigelsen
disciplinær, og reglerne om tjenstligt forhør skal iagttages. Grænsen mellem
forhold der er tjenesteforseelser, og forhold som ikke har forseelsespræg,
men
som eventuelt kan føre til diskretionær afskedigelse, er dog ikke skarp. Hvis
en myndighed ved bedømmelsen af forhold der for så vidt kan betragtes som
tjenesteforseelser, finder at det
afgørende
ved de pågældende forhold ikke er om de kan tilregnes tjenestemanden, men
derimod at de - også selv om de ikke kan bebrejdes ham - gør ham uegnet til
fortsat at beklæde stillingen, kan afskedigelsessagen behandles som
diskretionær afskedigelse og uden afholdelse af tjenstligt forhør.
Der kan rejses det spørgsmål
om Odense Kommune burde have afholdt tjenstligt forhør inden afskedigelsen af
(A). Forholdet vedrørende udtalelserne om ulykken på Lindø - forudsat Odense
Kommunes vurdering af disse udtalelser lægges til grund -
kan
betragtes som forhold der kan tilregnes (A) som
tjenesteforseelser.
Jeg må dog efter min
gennemgang af sagen lægge til grund at der - også reelt - har været tale om
diskretionær afskedigelse af (A), og at Odense Kommune således ved sin
beslutning
har lagt vægt på forhold ('manglende dømmekraft') som - efter kommunens
opfattelse
- har gjort ham uegnet til fortsat at beklæde stillingen som beredskabschef.
Jeg kan således ikke lægge til grund at kommunen afskedigede (A) som straf
for
tjenesteforseelser, jf. regulativets § 22.
4. Som foran anført er der
ikke i regulativet fastsat nærmere bestemmelser om hvilke grunde der kan føre
til diskretionær afskedigelse.
Det er dog såvel i den
forvaltningsretlige teori som i praksis antaget at afgørelse om afsked i
henhold til bestemmelsen i regulativets § 26 forudsætter at der foreligger et
sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen.
Manglende egnethed i tjenesten
kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en beslutning om afskedigelse.
Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog at 'uegnetheden' nærmere
konkretiseres
og kvalificeres for at kunne påberåbes som grundlag for afskedigelse.
5. Jeg må lægge til grund at
det netop (og alene) var de udtalelser (A) blev citeret for i Morgenposten
den
30. oktober 1994 (gengivet ovenfor, s. 3) der førte til afskedigelsessagen
mod ham.
I notatet af 31. oktober 1994
til kommunen (ovenfor, s. 4-6) har (A) udførligt beskrevet forløbet af de to
henvendelser fra pressen, herunder nærmere redegjort for hvad han udtalte og
på hvilken baggrund. (A)'s forklaring i notatet er ikke imødegået eller i
øvrigt kommenteret af kommunen inden der blev truffet beslutning om
afskedigelse.
Det må således lægges til
grund at det i to tilfælde - den 27. og 28. oktober 1994 - var journalister
fra
henholdsvis tidsskriftet 'Brandværn' og Morgenposten der henvendte sig til
(A), og at artiklen i Morgenposten i vidt omfang var baseret på en gentagelse
af de oplysninger (A) havde givet til 'Brandværn'.
Det fremgår af
organisationsplanen for Brand- og Beredskabscenter Odense at (A) - som
centrets chef - havde kontakten til pressen. Det var således en af hans
arbejdsopgaver at udtale sig på kommunens vegne inden for hans arbejdsområde.
(A)'s adgang til at udtale
sig på kommunens vegne har været undergivet kommunens almindelige
instruktionsbeføjelse. Jeg må imidlertid lægge til grund at (A) ikke er
blevet
pålagt særlige begrænsninger med hensyn til adgangen til at udtale sig til
pressen. Det fremgår af kommunens udtalelse af 20. februar 1995 (ad 2,
ovenfor, s. 12) at kommunen forventer at ledere der 'udtaler sig på kommunens
vegne gør det på en saglig og objektiv måde, og på en sådan måde, at de har
vished
(min fremhævning) for, at
udtalelsen dækker kommunens synspunkter.' Jeg er enig i at en myndighed kan
kræve at udtalelser på myndighedens vegne er saglige og objektive. En
myndighed kan også forvente at den medarbejder (leder) der udtaler sig, søger
at varetage myndighedens interesser. En myndighed kan derimod efter min
opfattelse ikke kræve at den der udtaler sig, har 'vished' for at udtalelsen
dækker kommunens synspunkter. Dette krav vil i realiteten indebære at den
pågældende
i hvert enkelt tilfælde må indhente myndighedens (den øverste ledelses)
vurdering før der afgives en udtalelse, og adgangen til at udtale sig på
myndighedens vegne ville i så fald være illusorisk. Hvis en myndighed ønsker
vished for at udtalelsen dækker myndighedens synspunkter, må dette ske ved at
(kun) den øverste ansvarlige leder/ledelse udtaler sig til pressen.
Når det er et led i en
medarbejders arbejdsopgaver at have kontakten til pressen, indebærer dette
også
i et vist omfang en
pligt
til at
udtale sig. En ledende medarbejder i en offentlig myndighed der kan udtale
sig
til pressen på myndighedens vegne, må f.eks. efter omstændighederne være
forpligtet
til at fremkomme med en berigtigelse hvis den pågældende (af pressen) bliver
forelagt faktiske oplysninger om forhold vedrørende myndigheden der er
urigtige eller vildledende. I dette tilfælde hvor henvendelsen fra
'Brandværn'
byggede på den urigtige antagelse at Brand- og Beredskabscenter Odense
havde
deltaget i redningsarbejdet, må
(A) efter min opfattelse antages at have været forpligtet til at give de
korrekte faktiske oplysninger. Udtalelserne til 'Brandværn' og Morgenposten
må ses i lyset af denne forpligtelse.
6. (A) har bl.a. udtalt sig
om afstandsforholdene fra tre forskellige redningsstationer til Lindø og om
beredskabslovens bestemmelser om assistance fra andre kommuner til større
redningsopgaver. Som sagen foreligger oplyst, må jeg lægge til grund at Falck
i
Nyborg blev tilkaldt som assistance selv om Odense Brandvæsen havde kortere
afstand til ulykkesstedet. Årsagen hertil er ikke oplyst i sagen. Men det kan
efter min opfattelse ikke med rette bebrejdes (A) at han som svar på
journalisternes spørgsmål gav den faktiske - og i øvrigt ubestridte -
oplysning
at Odense Brandvæsen kunne have været hurtigere på stedet, eller at han
udtrykte undren over at Odense Brandvæsen ikke var blevet tilkaldt. Det
bemærkes at (A) har afvist at have anvendt udtrykket 'frustrerende', jf.
ovenfor, s. 15, andet afsnit (FTF's udtalelse af 27. marts 1995). Dette
spørgsmål
har dog ikke haft betydning for min vurdering.
7. På mit spørgsmål om
kommunens vurdering af (A)'s udtalelser (ovenfor, s. 11) har kommunen bl.a.
anført at 'Odense Byråd (ikke) har forholdt sig til om den ydede indsats i
forbindelse
med ulykken på Lindøværftet,... var tilstrækkelig effektiv eller ej', og
videre: 'at han ((A)) hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte
har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.'
Det bemærkes hertil særligt
at kommunen ved ikke at 'forholde sig' til indsatsen på Lindø naturligvis
heller ikke kan have en begrundet mening om at den - eventuelle - usikkerhed
(A)'s udtalelser kan have skabt om indsatsen, skulle være urimelig og
ubegrundet.
Kommunen har således ikke ved
afskedigelsesbeslutningen kunnet lægge til grund at den bemærkning om den tid
der gik med at få de sidste kvæstede reddet ud, (A) er citeret for, var
urimelig og ubegrundet.
Man kan derimod rejse
spørgsmål om hvorvidt (A) - selv om hans undren var sagligt begrundet -
skulle
have afholdt sig fra på et tidspunkt umiddelbart efter ulykken at udtale sig
på
en måde der - berettiget eller ej - kunne skabe usikkerhed om indsatsens
effektivitet. Uanset svaret er det imidlertid efter min opfattelse ikke et
forhold der ville kunne indgå som et væsentligt moment i en afskedigelsessag.
Det er sammenfattende min
opfattelse at Odense Kommune i de påberåbte forhold ikke har haft fornødent
grundlag for at afskedige (A). Det er en konsekvens af min opfattelse at
kommunen bør annullere afskedigelsesafgørelsen, og at (A)'s retsstilling
herefter bør bedømmes med udgangspunkt i at han så vidt muligt bør stilles
som
om afgørelsen ikke var truffet.
Jeg har gjort kommunen og FTF
- på (A)'s vegne - bekendt med min opfattelse. Jeg har endvidere meddelt
kommunen at jeg går ud fra at kommunen vil tage stilling til de krav som (A)
måtte have i sagen.
Den endelige afgørelse af
sagen henhører under domstolene.
Jeg har udbedt mig
underretning om hvad der videre sker i sagen.
NOTER: (*1) Jf.
FOB 1992, S. 330
Lignende dokumenter
- 2002/14/EF: Kommissionens beslutning af 12. juli 2000 om den statsstøtte, Frankrig har iværksat til fordel for Scott Paper SA/Kimberly-Clark (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2000) 2183) EU-lovgivning · 12. juli 2000
- 15.2022 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter lov om kommunernes styrelse § 16 i anledning af en virksomheds ophævelse af en uddannelsesaftale for en lærling, der var blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. november 2022
- Godtgørelse udbetalt i forbindelse med fratræden af stilling er anset for en fratrædelsesgodtgørelse, der er skattepligtig, og ikke som skattefri erstatning… Landsskatteretten · 5. januar 2009
- 1992 LSF 132 FORSLAG TIL BEREDSKABSLOVEN Retsinformation · 23. december 1992
- 2011 20-3 Bortvisning på grund af straffedom Retsinformation · 12. maj 2011
- Vejledning om det kommunale redningsberedskabs organisation mv. Retsinformation · 27. juni 2015