Spring til indhold

Retsinformation

Afskedigelse af tjenestemænd. Decorumkrav

FOU nr 1996.347UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afskedigelse af tjenestemænd. Decorumkrav

I nogle artikler i

dagspressen den 4. november 1994 blev omtalt en sag hvor Odense Kommune havde

indstillet kommunens beredskabschef A til afskedigelse. Den 7. november 1994

bad jeg - med henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5 - kommunen om en

redegørelse og om udlån af sagens akter. Jeg bad samtidig om at blive holdt

underrettet om sagens gang. Kommunen besvarede min henvendelse i breve af 14.

november og 2. og 20. december 1994. Den 14. december 1994 afskedigede

kommunen

A.

Det fremgik af sagen at det

på et byrådsmøde den 16. december 1992 blev vedtaget at ansætte A i en

tjenestemandsstilling som beredskabschef ved Odense Brandvæsen og

Civilforsvar

med en prøvetid på to år regnet fra den 1. februar 1993.

I juni 1993 blev der

foretaget en omstrukturering af Odense Brandvæsen og Civilforsvar således at

brand- og beredskabscentret - med A som chef - fungerede som én organisation.

Det fremgår bl.a. af det forslag til organisationsplan for Brand- og

Beredskabscenter Odense der senere blev godkendt, at beredskabschefen skulle

have kontakten til pressen.

Den 7. juli 1993 bad

kommunens personalesekretariat vicestadsdirektør B om en bedømmelse af

prøvetidens

hidtidige forløb for A. I svaret af 29. juli 1993 blev det oplyst at

prøvetiden

indtil nu var forløbet fuldt tilfredsstillende.

I marts 1994 erkendte A sig

skyldig i spirituskørsel med en promille på 1,55. Sagen blev sluttet med

betaling af en bøde på 16.000 kr. og en ubetinget frakendelse af førerretten

Læs alt

i

to år.

I den anledning skrev

kommunen den 6. april 1994 således til A:

"De har den 16. marts

1994 gjort vicestadsdirektør (B) opmærksom på, at De af Odense Politi er

sigtet

for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført en af brandvæsenets biler

i

spirituspåvirket tilstand med en promille på mindst 1,55.

Sagen vil ifølge politiets

tilkendegivelse af 15. marts 1994 kunne afsluttes ved, at De betaler en bøde

på

16.000 kroner og ubetinget frakendes førerretten i 2 år.

De har forklaret, at De ved

den pågældende lejlighed var censor på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole.

De

fik af skolen honorar for censorhvervet. De har endvidere forklaret, at De

benyttede en af brandvæsenets biler til at køre til og fra skolen.

Det meddeles Dem herved, at

man finder, at det er særdeles kritisabelt, at De har benyttet en tjenestebil

til det anførte forhold. De har desuden kørt bilen i spirituspåvirket

tilstand,

mistet Deres førerbevis og dermed vanskeliggjort varetagelsen af Deres

stilling.

De meddeles derfor en

advarsel for ovennævnte forhold, og der vil i gentagelsestilfælde eller ved

andre tjenesteforseelser blive anvendt videregående sanktioner.

De er ansat på prøve med 2

års prøvetid, regnet fra 1. februar 1993. Deres prøvetid udløber således den

1.

februar 1995.

Det fremgår af § 8, stk. 2, i

regler om prøveansættelse af kommunale tjenestemænd, at prøvetiden kan

forlænges, såfremt prøvetjenesten ikke har været tilfredsstillende. Det

meddeles Dem herved, at man som følge af det ovenfor nævnte forhold har

forlænget prøvetiden, således at prøvetiden udløber den 1. februar

1996."

Den 27. oktober 1994 skete

der en meget alvorlig eksplosionsulykke med efterfølgende brand på

Lindøværftet

i Munkebo Kommune.

Brand- og Beredskabscenter

Odense blev ikke tilkaldt til rednings- og slukningsarbejdet.

Den 29. oktober 1994 blev A

telefonisk kontaktet af en journalist, C, der stillede ham en række

spørgsmål,

bl.a. vedrørende det forhold at Brand- og Beredskabscenter Odense ikke var

tilkaldt til ulykken.

I Morgenposten den 30.

oktober 1994 blev A citeret for følgende udtalelser:

"Mine folk kunne have

været hurtigere på stedet end alle andre. Med det rigtige grej."

"Det var frustrerende

for mine folk, at de aldrig blev bedt om at hjælpe ved katastrofen på Lindø.

Udrykningskøretøjerne passerede vores station i Åsum på vej til og fra

Munkebo.

Hvorfor trak man ikke på vores ressourcer af materiel og mandskab".

"Da vi ikke blev bedt om

at deltage i rednings- og slukningsarbejdet har jeg ikke været inde på Lindø.

Men det undrer mig, at det skulle vare mere end to timer, før de sidste

kvæstede blev reddet ud".

På baggrund af disse

udtalelser bad vicestadsdirektør B A om at udarbejde et notat vedrørende de

samtaler han havde haft med journalister om sagen.

I notatet af 31. oktober 1994

har A anført følgende:

"Fredag den 28. oktober

1994 tidligt om formiddagen, blev jeg kontaktet af en journalist (D) fra

bladet

BRANDVÆRN. (D) ønskede oplyst hvilken indsats BBCO havde ydet/medvirket i på

Lindø, i forbindelse med ulykken den 27. oktober 1994 kl. ca. 1300. Jeg

forstod

på (D), at han havde hørt via radio Fyn, at BBCO havde deltaget i

redningsarbejdet. (Det er iøvrigt rigtigt, at det flere gange i radioen blev

nævnt, at vi havde deltaget).

Jeg oplyste (D) om:

at

vi ikke havde deltaget i rednings- og slukningsarbejdet på

Lindø, da vi ikke var blevet alarmeret,

at

Lindø var beliggende i Munkebo kommune, som havde kontrakt med

Falck i Kerteminde om brandslukning.

(D) spurgte, om der var

udarbejdet en katastrofeplan for Lindø (det som vi fagfolk kalder en

mødeplan).

Mit svar var, at det havde jeg ikke kendskab til og tilføjede, at såfremt der

var en plan for Lindø, var BBCO ikke med som assistancestyrke i planen.

(D) spurgte herefter om

forskellige afstandsforhold til Lindø:

Fra Odense til Lindø, fra

Kerteminde til Lindø og fra Nyborg til Lindø.

Jeg oplyste, at der fra

Odense til Lindø, var ca. 10-

12 km,

samt at der var ca. samme afstand fra Kerteminde. Jeg kunne ikke huske den

nøjagtige afstand fra Nyborg til Lindø, men oplyste, at der var noget længere

fra Nyborg til Lindø.

(D) spurgte om størrelsen på

beredskabet i Odense kommune til brand- og redningsopgaver. Da beredskabets

størrelse med såvel personel som materiel er tilgængelige oplysninger for

alle,

fik han de ønskede oplysninger. Jeg oplyste også om det ventepladsberedskab,

som er etableret sammen med sygehusberedskabet i Fyns Amt.

Næste spørgsmål var, hvem der

i henhold til Beredskabslovens bestemmelser var nærmeste assistance ved

ulykker

på Lindø. Mit svar var, at såfremt Falck i Kerteminde havde behov for

assistance på Lindø, var BBCO i henhold til lovgivningen nærmeste assistance,

og vi var det redningsberedskab, som kunne møde hurtigst på Lindø ved kald af

assistance til Falck, Kerteminde. Da (D) er journalist for bladet Brandværn,

kender han Beredskabslovens bestemmelser særdeles godt, og var derfor meget

forundret over, at have erfaret, at der var afsendt brandkøretøj fra Falck

Nyborg til assistance, og ikke fra Odense, som jo var nærmeste

assistancemulighed.

Jeg skal tilføje, at BBCO fra

beredskabsforvaltningen i Nyborg på et meget tidligt tidspunkt torsdag, den

28.

(skal være 27.; ombudsmandens bemærkning) oktober 1994, fik underretning om,

at der fra Nyborg var afsendt en automobilsprøjte. Denne underretning fik vi,

da Beredskabsforvaltningen ringede til BBCO og tilbød os assistance med bl.a.

trykluftkompressor. Årsagen til at Nyborg ringede var, at de var af den

overbevisning, at BBCO var indsat på ulykkesstedet da Falck fra Nyborg var

kørt til Lindø. Samme aften kunne vi i TV se Nyborgs sprøjte ankomme til

Lindø

med udrykning.

Med baggrund i de mange

udsendelser i radio og TV om ulykken, de mange udrykningskøretøjer som kørte

forbi BBCO og ikke mindst, da der begyndte at ankomme fly til Odense

Universitetshospital, samt oplysninger om, at man på Lindø ikke havde tid til

at give informationer til personale og presse, da alle deltog i

redningsarbejdet, at der var assistance udenbys fra, at der gik over 2½ time

inden de sidste tilskadekomne blev kørt til sygehuset, udtalte jeg til (D)

forundring over, at vi ikke som nærmeste assistance blev tilkaldt (en

forundring som jeg deler med alle, som var på arbejde den pgl. dag). Det er

dog

den største ulykke på Fyn siden lyntogsulykken ved Odense for ca. 25 år

siden.

Jeg henviste iøvrigt (D) til beredskabslederen i Munkebo Kommune, som den der

har ansvaret for planlægning og beredskab på Lindø.

Jeg understregede ligeledes

inden samtalen sluttede, at det jeg havde sagt, ikke skulle opfattes som

nogle

former for kritik af det arbejde, som var udført på indsatsstedet. Vi var dog

forundret over, at vi ikke blev tilkaldt som assistance, når vi nu er

nærmest.

Jeg understregede også, at vi

var sikker på, at alle fremmødte styrker havde ydet deres bedste som de

normalt

gør.

Lørdag, den 29. oktober 1994,

fik jeg en opringning fra en journalist (C), som fortalte, at han havde

kendskab til den artikel, som (D) havde/eller var ved at skrive til

Brandværn.

Journalisten stillede flere af de samme spørgsmål, som (D) havde stillet og

fik

de samme svar.

Jeg understregede igen, at vi

ikke havde deltaget i redningsarbejdet på Lindø, og ikke kunne udtale os om

den

del af sagen, at vi ikke var med i nogen katastrofeplan for Lindø, at vi

i.h.t.

Beredskabslovens bestemmelser var nærmeste assistance til Falck Kerteminde,

såfremt de havde behov for assistance på Lindø.

Jeg blev også spurgt om det

kunne have noget med penge at gøre, at vi ikke var blevet tilkaldt. Mit svar

var, at for ca. 15 - 20 år siden, kunne det måske have været årsagen, men

ikke

i 1994; den tid er forbi.

Jeg fortalte journalisten

(navnet har jeg glemt) om årsagen til, at vi var forundret over ikke at blive

anmodet om assistance. Samme begrundelse som jeg gav (D). Igen henviste jeg

iøvrigt til beredskabslederen i Munkebo.

Lørdag eftermiddag blev jeg

ringet op af beredskabslederen i Munkebo, da han havde fået henvendelse fra

de

to journalister, som jeg havde talt med.

Jeg gav beredskabslederen en

orientering om, hvad jeg havde sagt til pressen.

I øvrigt vil jeg gerne

understrege, at jeg ikke har kontaktet pressen, men de har rettet henvendelse

til mig.

Jeg vil gerne tilføje

følgende:

I lov nr. 1054 af 23.

december 1992 Beredskabslovens § 18 stk. 2, er anført følgende:

Den tekniske leder af

indsatsen på skadestedet, skal tilkalde assistance fra en anden kommunes

redningsberedskab, det statslige regionale redningsberedskab eller private

redningsvæsener, hvis det skønnes påkrævet på grund af ulykkens karakter og

omfang.

I Indenrigsministeriets

bekendtgørelse nr. 730 af 10. august 1994, bekendtgørelsen om det kommunale

redningsberedskabs organisation, virksomhed, materiel og dimensionering §§ 2

og

19, er det igen anført, at indsatslederen skal kalde assistance.

Det bemærkes, at assistance

altid skal kaldes fra nærmeste station i forhold til indsatsstedet.

Da beredskabet i Munkebo

kommune deles mellem Munkebo og Kerteminde kommuner, og kun består af et

slukningstog, kan det ske, at dette ene slukningstog er optaget af en opgave.

HVAD SKER DER SÅ, NÅR DER KOMMER EN ALARM FRA LINDØ? Ja, der skal ikke megen

fantasi til at forestille sig, at så vil BBCO Odense blive tilkaldt. Men

måske

vil man overtræde loven og tilkalde Falck Nyborg? Overholdes loven, vil BBCO

blive sendt til Lindø, og da der ikke er nogle lokale folk fra Kerteminde til

at rådgive, så er der store muligheder for at ting går helt galt.

Da der ikke er nogle planer,

(som vi har kendskab til) kan vi ikke sætte os ind i tingene og få kendskab

til

området. Jeg syntes, at det er meget forkert, at der ikke findes planer for

så

stor og farlig en arbejdsplads som Lindø, og at hele beredskabet bygger på et

enkelt slukningstog i Kerteminde. Vi har i.h.t. lovgivningen pligten til at

yde

assistance, men ikke retten til at få nødvendige oplysninger, så vi kan yde

en assistance

på bedste vis og uden unødig risiko for BBCO personale.

På baggrund af dit pålæg om,

at jeg skulle udarbejde et notat om mine udtalelser i denne sag, skal jeg på

ledergruppens vegne, anmode dig om at komme til et møde her på BBCO, da der

hersker stor usikkerhed om ytringsfriheden for ansatte ledere ved BBCO."

Den 31. oktober 1994

kommenterede Politimesteren i Odense A's udtalelser over for Odenses

borgmester

i følgende brev:

"Med baggrund i vedlagte

avisudklip af søndagsudgaven hvor brandchef (A) er citeret for at have

udtalt:

-

Mine folk kunne have været hurtigere på

stedet end alle andre. Med det rigtige grej

- må jeg meddele, at udtalelsen

har givet anledning til, at redningsindsatsen på Odense Stålskibsværft den

27.

ds. er blevet drøftet endnu en gang.

Umiddelbart efter at have

læst denne udtalelse i morgenavisen, tog chefpolitiinspektøren kontakt til

ledelsen af redningsindsatsen, områdechef (E), Falck i Odense, og til

administrerende direktør på Odense Stålskibsværft, (F), Munkebo. Begge var

særdeles

oprørte over denne utidige udtalelse.

Det faktiske er, at politiet

som ansvarlig for den koordinerende ledelse på ulykkesstedet oplevede

redningsindsatsen som noget af det bedst organiserede og bedst fungerende

overhovedet. Der var et naturligt og klart indøvet samspil mellem

redningsmandskabet fra Falck og værftets egne folk. Der var et lægehold på

stedet, og der var stedse frie ambulancer i beredskab på katastrofestedet.

Der

var personel og grej nok. Ganske vist medgik der nogen tid, før de

tilskadekomne

og omkomne var bragt ud, men der gik ikke unødig eller unødvendig lang tid.

Redningsarbejdet var særdeles

vanskeligt. Der er tale om helt atypiske forhold i en sådan nybygning på et

skibsværft - forhold som bedst kan håndteres af folk, med et indgående

kendskab

til skibsbyggeri. Det har netop værftets egne folk. Dertil kommer, at der

ofte

holdes øvelser på Odense Stålskibsværft. Og som det er bekendt fra

dagspressen,

var der netop den pågældende dag - den 27. oktober 1994 en sådan øvelse på

Odense Stålskibsværft. Derfor var brandslukningen og redningsindsatsen i gang

ganske få øjeblikke efter brandens opståen - og længe før den egentlige alarm

indløb. Redningsarbejdet blev således iværksat omgående under kyndig ledelse

og fik det optimale forløb - trods det tilsyneladende lange tidsforløb.

På et møde i dag på Odense

Politigård har Odense Stålskibsværfts administrerende direktør, (F), og

værftets fællestillidsmand, (G), over for politiet og over for ledelsen af

redningsindsatsen

den pågældende dag, brandinspektør (H), vicebrandinspektør (F), begge

Munkebo,

og områdechef (E), Falck, begge givet udtryk for værftets absolutte

taknemmelighed og tilfredshed med den samlede redningsindsats i forbindelse

med

den tragiske ulykke.

Alle finder det beskæmmende,

at brandchefen i Odense fremkommer med sådanne udtalelser i dagspressen. Det

findes af alle parter absolut utilstedeligt, at brandchefen så ubetænksomt og

utilbørligt bruger en så tragisk og alvorlig ulykke til at profilere sig

selv.

Værftsarbejderne generelt er meget berørt af katastrofen, og pårørende til de

omkomne og i øvrigt alle tilskadekomne kan kun græmmes over at se en så

overlegen og overfladisk betragtning af den i øvrigt kvalificerede indsats

under katastrofen.

Det er derfor magtpåliggende for

såvel politiet som ledelsen af redningsindsatsen og især for værftets

administrerende direktør og værftets fællestillidsmand at meddele dig, at

brandchefens udtalelser har vakt vrede og harme."

I brev af 1. november 1994

skrev Munkebos borgmester følgende til borgmesteren i Odense:

"Som formand for

beredskabskommissionen i Munkebo skal jeg udtrykke min forundring over

beredskabschef (A)'s udtalelser, som de kommer til udtryk den 30. oktober

1994.

Såfremt (A) havde ment, at

han og hans folk kunne bidrage med assistance finder jeg, at han som

professionel i redningstjenesten kunne have kontaktet os, som fx.

redningsberedskabet i Korsør gjorde det.

Med de udtalelser (A) kommer

med, sætter han spørgsmålstegn ved den fortræffelige og rosværdige indsats

der er

ydet af alle. Mange har været udsat for dramatiske oplevelser, og hverken de,

der har udført redningstjeneste, eller de, der er kolleger til de

tilskadekomne

og omkomne, har brug for at læse, at en beredskabschef undrer sig over

indsatsen med at redde de tilskadekomne. En sådan adfærd som beredskabschef

finder jeg dybt kritisabel og psykologisk meget uheldig, specielt når man

ikke

har et direkte kendskab til redningsarbejdets forløb og præmisser

herfor."

I brev af 2. november 1994

meddelte Odense Kommune, magistratens 1. afdeling, A at man agtede at

indstille

til byrådet at han blev afskediget med tre måneders varsel uden aktuel

pension.

A blev samtidig tjenestefritaget. Efter at have redegjort for det faktiske

forløb anførte magistratens 1. afdeling følgende:

"Det må på ovennævnte

baggrund lægges til grund,

at

De i prøvetiden har kørt tjenestebil i spirituspåvirket tilstand

med en promille på mindst 1,55,

at

De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem kritisk om

indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke på Lindøværftet den

27.

oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk ydede indsats og på

en

sådan måde, at De hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har

skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.

De har med de to beskrevne

forhold udvist en manglende dømmekraft i pressede situationer. Man finder

således ikke, at De har vist Dem værdig til den agtelse og tillid, som

stillingen som beredskabschef kræver, jf. tjenestemandsregulativets § 10. De

skønnes derfor ikke egnet til varig ansættelse, hvorfor man som ovenfor

anført

agter at indstille Dem til afsked.

De og Deres

forhandlingsberettigede organisation har i medfør af

tjenestemandsregulativets

§ 29 adgang til at afgive en udtalelse. Fristen herfor fastsættes til 3 uger,

således at en eventuel udtalelse skal være magistratens 1. afdeling i hænde

senest onsdag den 23. november 1994."

Den 16. november 1994 fremkom

FTF med et indlæg på A's vegne. FTF anførte bl.a. følgende:

"Indskudsvis bemærkes,

at den omstændighed, at A blev frakendt sit førerbevis ikke på nogen måde har

vanskeliggjort varetagelsen af stillingen for (A). Det bemærkes herved, at

(A)

såvel før frakendelsen af førerbeviset som efterfølgende har varetaget sin

stilling til alles tilfredshed.

...

Indledningsvis skal FTF

anføre, at det naturligvis er beklageligt, at (A) i prøvetiden har kørt

tjenestebil i spirituspåvirket tilstand med en promille på 1,55, men som

udgangspunkt må dette forhold holdes adskilt fra begivenhederne omkring den

27.

oktober 1994, og den derefter følgende citerede udtalelse søndag den 30.

oktober 1994.

Det må slås fast, at (A) ikke

har opsøgt pressen, men at det er pressen, der har henvendt sig til ham.

Efterfølgende kunne man så

overveje, hvorvidt (A) skulle have undladt at udtale sig til pressen, men det

må slås fast, at han som udgangspunkt har pligt til at udtale sig til

pressen.

Når man nærlæser den citerede

udtalelse forekommer den at være både objektiv og neutral.

Under alle omstændigheder

forekommer det som udgangspunkt særdeles uforståeligt, at Falck Kerteminde

hidkalder assistance fra Falck Nyborg, når man fra brandvæsenet i Odense med

station i Åsum betydeligt hurtigere kunne være til stede i Munkebo for at yde

assistance. I den forbindelse forudsættes det, at den assistance man kunne

have fået fra Odense kommunes brandvæsen havde været fuldt kvalificeret og

tilstrækkelig.

Udtalelserne fra såvel

politimesteren i Odense som fra borgmesteren i Munkebo kommune forekommer at

være meget følelsesladede, og det er spørgsmålet om de pågældende ikke skulle

have undladt at fremkomme med udtalelser eller under alle omstændigheder at

have afventet med at fremkomme med udtalelserne til 'sindene' var faldet lidt

til ro.

Ved en nærlæsning af (A)'s

udtalelse forekommer det, at det materielle indhold må siges at være

fuldstændigt i overensstemmelse med de faktiske forhold.

På baggrund heraf og når (A)

som beredskabschef udtaler sig efter en uopfordret henvendelse fra pressen,

ses

der ikke at være belæg for at gøre gældende, at (A) ikke har vist sig værdig

til den agtelse og tillid som stillingen som beredskabschef kræver, jf.

tjenestemandsregulativets § 10.

Det er ubestridt, at (A) blev

meddelt en advarsel ved skrivelse af 6. april 1994 på baggrund af kørsel i

tjenestebil

i spirituspåvirket tilstand, men som ovenfor nævnt, må dette forhold holdes

adskilt fra begivenhederne omkring den 27. oktober 1994 og efterfølgende.

FTF finder det ligeledes

ubestridt, at indholdet af beredskabschef (A)'s udtalelse, der er citeret

søndag den 30. oktober 1994 er i overensstemmelse med de faktiske forhold, og

man skal tillade sig at anføre, at man finder, at Odense Magistrats 1. afd. i

ikke ubetydelig grad har ladet sig påvirke af udtalelserne fra politimesteren

i

Odense og borgmesteren i Munkebo, hvilke udtalelser man, som anført, finder

meget følelsesladede, og at man finder det symptomatisk, at der i begge

udtalelser ikke tages stilling til det materielle indhold af beredskabschef

(A)'s udtalelser.

På den baggrund skal FTF

henstille, at magistratens 1. afd. undlader at indstille til byrådet, at

beredskabschef (A) afskediges fra sin stilling ved Odense kommune, men at man

lader ham genindtræde i stillingen, og derefter vurderer den pågældendes

forhold ved udløbet af prøvetiden den 1. februar 1996."

I brev af 30. november 1994

indstillede Odense Magistrat 1. afdeling

til byrådet at A blev afskediget med tre måneders varsel uden aktuel

pension.

På et møde i byrådet den 14.

december 1994 besluttede byrådet at afskedige A med den begrundelse der var

anført i magistratens brev af 2. november 1994 (citeret ovenfor).

Efter min foreløbige

gennemgang af sagen bad jeg i brev af 8. februar 1995 Odense Kommune om en

udtalelse vedrørende fire forhold. Kommunen svarede i brev af 20. februar

1995.

Min anmodning og kommunens

svar var følgende:

Mit brev:

"1. (A)'s udtalelser til

pressen synes umiddelbart at måtte anses for en faglig undren over indsatsen

på

Lindø, en undren der er baseret på hans uddannelse og erfaring inden for

redningstjeneste. Hvis kommunen mener, at hans undren ud fra faglige

betragtninger er uberettiget, beder jeg om en nærmere redegørelse herfor. I

den

forbindelse beder jeg om oplysning om hvorvidt kommunen ved sin endelige

bedømmelse af (A)'s udtalelser til pressen lagde til grund, at indsatsen var

tilstrækkeligt effektiv, og - i givet fald - hvilket grundlag denne antagelse

er baseret på."

Kommunens svar:

"

Ad 1.

Odense Byråd har ikke

forholdt sig til om den ydede indsats i forbindelse med ulykken på

Lindøværftet, der er beliggende i Munkebo Kommune, var tilstrækkelig effektiv

eller ej. Byrådet har ej heller forholdt sig til (A)'s 'faglige

betragtninger'.

Byrådet har derimod lagt til grund, at (A) i sin egenskab af beredskabschef

har

udtalt sig kritisk om indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke

på

Lindøværftet den 27. oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk

ydede indsats og på en sådan måde, at han hos offentligheden og de pårørende

til de ulykkesramte har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om

indsatsens effektivitet."

Mit brev:

"2. Det fremgår ikke

klart af sagen om (A)'s udtalelser til pressen er fremsat tjenstligt eller af

(A) som privatperson. De almindelige retningslinier for offentligt ansattes

ytringsfrihed gælder som udgangspunkt alene for de ansattes udtalelser som

privatpersoner. Det er imidlertid antaget at ledere af relativt selvstændige

institutioner har en i det væsentlige fri adgang til - i overensstemmelse med

de almindelige retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed - at

fremlægge deres synspunkter også på institutionens vegne medmindre andet er

udtrykkeligt bestemt, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1992,

s.

330. Jeg beder kommunen om nærmere oplysninger om hvordan den har vurderet

(A)'s udtalelser i forhold til disse retningslinier."

Kommunens svar:

"Ad 2.

Byrådet har lagt til grund,

at udtalelserne er afgivet tjenstligt. Dette fremgår dels af

sagsfremstillingen

'at De i Deres egenskab af beredskabschef' og dels af borgmesterens

forelæggelse af sagen for byrådet i mødet den 14. december 1994. Kopi af

borgmesterens 'talepapir' vedlægges.

Avisens artikel den 30.

oktober 1994 har underoverskriften 'Beredskabschef i Odense:' og giver på

ingen

måde indtryk af, at udtalelserne er fremsat af (A) som privatperson. Det skal

i den forbindelse fremhæves, at hverken (A) eller hans organisation har taget

afstand fra artiklen eller sagsfremstillingen i Magistratens 1. afdelings

høringsskrivelse af 2. november 1994, hvori det anføres, at man har lagt til

grund, 'at De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem'.

At Odense Kommune respekterer

de almindelige retningslinier for offentligt ansattes ytringsfrihed fremgår

bl.a. af borgmesterens forelæggelsestale, hvor det af det ovenfor nævnte

'talepapir' bl.a. fremgår, at

'Vi respekterer naturligvis i

Odense Kommune, at kommunalt ansatte med visse begrænsninger har ret til at

ytre sig på samme måde som byens borgere har det, men de må gøre det som

privatpersoner på egne vegne.

Vi må have tillid til, at

vore ledere når de udtaler sig

på

kommunens vegne

gør det på en saglig og objektiv måde, og på en sådan måde,

at de har vished for, at udtalelsen dækker kommunens synspunkter. Ingen af

disse grundlæggende betingelser er opfyldt i denne sag.'

Det skal i den forbindelse

fremhæves, at (A) ikke har udtalt sig om forhold vedrørende egen institution,

men om forhold vedrørende en anden kommune."

Mit brev:

"3. Begrundelsen for

afskedigelsen af (A) var dels forholdet vedrørende kørsel i spirituspåvirket

tilstand, dels udtalelserne til pressen om ulykken på Lindøværftet. Jeg beder

kommunen om at oplyse om det første forhold (spirituskørslen) har haft

selvstændig betydning for afgørelsen, forstået på den måde at kommunen kun

traf

beslutning om afskedigelse, fordi (A) i forvejen havde fået en advarsel for

denne tjenesteforseelse."

Kommunens svar:

"

Ad 3.

Det fremgår af sagen, at man

har henvist til de 2 omtalte forhold, og at byrådet i den forbindelse har

anført: 'De har med de 2 beskrevne forhold udvist en manglende dømmekraft i

pressede

situationer. Man finder således ikke, at De har vist Dem værdig til den

agtelse og tillid, som stillingen som beredskabschef kræver, jf.

tjenestemandsregulativets § 10. De skønnes derfor ikke egnet til varig

ansættelse, hvorfor man som ovenfor anført agter at indstille Dem til

afsked.'

Byrådet har således foretaget

en samlet vurdering af de 2 nævnte forhold, hvorimod byrådet ikke har taget

stilling til, om man ville have undladt at fastansætte (A), hvis han ikke i

forvejen havde fået en advarsel."

Mit brev:

"Hvis det lægges til

grund at (A) ikke har vist sig værdig til den agtelse og tillid som

stillingen

har krævet, rejser sagen efter min opfattelse det spørgsmål om der kunne have

været anvendt mindre indgribende foranstaltninger end afskedigelse over for

ham, jf. det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Jeg

beder om kommunens bemærkninger hertil."

Kommunens svar:

"

Ad 4.

Odense Byråd har vurderet, at

(A) ikke skønnedes egnet til varig ansættelse, hvorfor man har afskediget

ham.

Der har ikke for byrådet

været fremsat forslag om, at (A) skulle fastansættes samtidig med, at der

blev

fastsat mindre indgribende foranstaltning end afskedigelse. Det skal i den

forbindelse

fremhæves, at (A) i prøvetiden har fået en advarsel for en alvorlig

forseelse,

og man i den forbindelse forlængede prøvetiden med 1 år."

I brev af 27. marts 1995

anførte FTF følgende:

"

Samarbejde - kontakt til pressen:

Som det fremgår af vedlagte

notat af 14. juni 1993 (...) blev der efter (A)'s ansættelse ved Odense

kommune

pr. 1. marts 1993 nedsat en arbejdsgruppe, hvori det bl.a. blev foreslået, at

beredskabschefen skulle have kontakten til pressen.

Med skrivelse af 14. juni

1993 (...) blev arbejdsgruppens indstilling med tilhørende bilag fremsendt

til

vicestadsdirektør (B), Magistratens 1. afd., byrådssekretariatet, og i

skrivelse af 22.6.1993 blev det derfra meddelt, at det fremsendte forslag

ikke

gav anledning til bemærkninger (...).

Den 29.6.1993 havde de to

samarbejdsudvalg med brand- og beredskabscenter Odense gennemgået

organisation- og arbejdsfordelingen, og dette gav ikke anledning til

bemærkninger (...).

Den nye organisationsplan med

tilhørende arbejdsområder blev herefter indarbejdet i Odense kommunes samlede

organisationsplan og godkendt af det politiske system.

Brand- og beredskabscenter

Odenses organisation var således gældende fra 1.9.1993.

Det skal således

understreges, at i hele sagsforløbet har ingen sat spørgsmålstegn ved - eller

haft bemærkninger til - det forslag som efterfølgende blev godkendt, om at

(A)

skulle forestå kontakten til pressen.

Der er således på intet

tidspunkt fra overordnede, beredskabskommissionen, magistraten eller byrådet

givet nogen former for retningslinjer omkring beredskabschefens samarbejde

med

pressen.

Fra 1. september 1993 til

artiklen om Lindø ulykken har ingen således haft bemærkninger omkring (A)'s

samarbejde med pressen.

Lindø sagen:

Fredag den 28. oktober 1994

blev (A) kontaktet af en journalist ved navn (D) fra bladet 'Brandværn' som

indsamlede oplysninger til en artikel til fagbladet 'Brandværn'. (D) stillede

en række spørgsmål, som (A) besvarede (...) Under samtalen fortalte (D) ikke

(A), at han havde kontaktet beredskabsstyrelsen og talt med overingeniør (K).

(K) havde udtalt sig meget kritisk omkring bl.a. tilkaldelse af assistance

til

Lindø (...).

Som det fremgår af bilag ...

fremsendte (D) den 28. oktober 1994 et udkast til en evt. senere artikel i

bladet 'Brandværn'.

Udkastet måtte anvendes uden

kildeangivelse, og lørdag den 29. oktober 1994 blev (A) kontaktet af en

journalist som stillede de samme spørgsmål som (D) havde stillet, men

journalisten fortalte ikke, at han var i besiddelse af et udkast fra (D).

Søndag den 30. oktober 1994

bragte Morgenposten så den artikel som gav anledning til (A)'s afsked (...).

Til den omhandlede artikel

skal anføres følgende:

- at (A) ikke har udtalt 'Odenses brandfolk måtte ikke hjælpe på

Lindø'. Det (A) har udtalt var, at Odense Brandvæsen ikke var blevet tilkaldt

til Lindø.

- at udtalelsen om 'mine folk kunne have været hurtigere på

stedet end alle andre med det rigtige grej', mangler den oplysning, at

såfremt

Falck fra Kerteminde havde behov for assistance, så kunne Odense Brandvæsen

være hurtigst på Lindø. Morgenposten havde undladt denne sætning.

- at (A) ikke har anvendt ordet 'frustrerende'. Det (A) udtalte

var 'forundring over, at der ikke var behov for assistance fra Odense

Brandvæsen'.

Med hensyn til de enkelte

punkter i Odense kommunes brev af 20. februar 1995 til Folketingets

Ombudsmand

skal anføres følgende:

Ad 1:

Kommunen skriver bl.a., at (A) har udtalt sig kritisk om

indsatsen på Lindø den 27. oktober 1994.

Som tidligere anført må det

fastholdes, at denne påstand er helt forkert, idet (A) på intet tidspunkt har

udtalt sig kritisk om indsatsen på skadestedet. Det må lægges til grund, at

stadsdirektør (L) og borgmester (M) ikke har kendskab til beredskabslovens

bestemmelser om ydelse af assistance eller indsatsledelse på et skadested,

idet de i givet fald formentlig aldrig ville have fremsat en så urigtig

påstand.

Efter at have

uddannet/undervist brandfolk i mange år i beredskabsloven (tidligere

brandlov)

har (A) et indgående kendskab om bestemmelserne for tilkald af assistance mv.

Indsatsledelse består af:

Planlægning

Alarmeringsfasen

Udrykningsfasen

Indsatsen på skadestedet.-

Det (A) har givet

bemærkninger til er:

Planlægning

(A) oplyste, at Odense Brand-

og Beredskabscenter ikke var med i nogle former for planlægning omkring

Lindø.

Alarmeringsfasen

Det (A) oplyste pressen om

(på forespørgsel fra pressen) var, at Brand- og Beredskabscenter Odense ikke

var tilkaldt.

Udrykningsfasen

Da Odense Brandvæsen ikke var

blevet tilkaldt, og beredskabsloven ikke giver mulighed for, at man kan gribe

ind i en anden kommunes opgaver, deltog Odense Brandvæsen ikke i

udrykningsfasen.

Indsatsen på skadestedet

(A) har ikke fremsat

kommentarer til indsatsen på skadestedet, og det skal understreges, at de

fremsatte udtalelser til (D) på ingen måde må betragtes som kritik af

indsatsen

på skadestedet.

Ad 2:

Odense kommune anfører bl.a., at (A) ikke har udtalt sig om

forhold vedrørende egen institution, men om forhold vedrørende en anden

kommune.

FTF og (A) må tage afstand

fra en sådan udtalelse, idet (A) netop har svaret på spørgsmålet om, hvad

Odense Brand- og Beredskabscenter kunne yde af assistance.

Ad 3:

Odense kommune skriver bl.a., at (A) har udvist manglende

dømmekraft i pressede situationer. Hertil skal anføres, at efter 33 år i

redningsberedskabet, og hvoraf mere end 25 år som indsatsleder, og med

ledelse

af mere end 3200 indsatser, er det første gang, at nogen beskylder (A) for

manglende dømmekraft.

Ad 4:

Vedrørende dette punkt skal FTF henvise til skrivelsen herfra

af 16. november 1994, sidste afsnit, hvor man henstillede, at magistratens 1.

afd. undlader at indstille til byrådet, at beredskabschef (A) blev afskediget

fra sin stilling ved Odense kommune, men at man lod ham genindtræde i

stillingen, og derefter vurderede hans forhold ved udløbet af prøvetiden den

1.

februar 1996."

Odense Kommune har den 20.

april 1995 kommenterede FTF's indlæg og anførte følgende:

"Forud for afskedigelsen

meddelte magistratens 1. afdeling ved skrivelse af 2. november 1994, at man

agtede at indstille (A) til afsked med nærmere anførte begrundelser. Samtidig

gav man (A) og hans forhandlingsberettigede organisation adgang til at afgive

en udtalelse.

Ved skrivelse af 14. november

1994 afgav FTF efter henvendelse fra (A) en udtalelse i sagen. Det fremgår af

udtalelsen bl.a.: 'når man nærlæser den citerede udtalelse forekommer den at

være både objektiv og neutral', 'ved en nærlæsning af (A)'s udtalelse

forekommer det, at det materielle indhold må siges at være fuldstændigt i

overensstemmelse med de faktiske forhold'. Og 'FTF finder det ligeledes

ubestridt, at indholdet af beredskabschef (A)'s udtalelse, der er citeret

søndag den 30. oktober 1994 er i overensstemmelse med de faktiske forhold'.

Odense Byråd har på

ovennævnte baggrund truffet sin afgørelse om afskedigelse, hvorved især

bemærkes, at det af beslutningsgrundlaget ikke fremgår, at (A) har bestridt

at

have udtalt sig som citeret i avisen.

Magistratens 1. afdeling

finder ikke at det forhold, at FTF og (A) nu efterfølgende tager afstand fra

visse af de citerede udtalelser kan begrunde en fornyet behandling af sagen.

Magistratens 1. afdeling har derfor ikke bemærkninger til FTF's skrivelse af

27. marts 1995, men kan dog bekræfte, at (A) ifølge sine ansættelsesvilkår

har

været berettiget til at udtale sig til pressen naturligvis forudsat det sker

på

en saglig og objektiv måde, jf. side 2 i skrivelsen af 20. februar 1995

herfra

til Ombudsmanden."

Ombudsmandens udtalelse

"1. (A) var ansat i en

tjenestemandsstilling på prøve da han blev afskediget af Odense Kommune den

14.

december 1994. Prøvetiden der på grund af sagen om spirituskørsel var

forlænget

til tre år, ville udløbe den 1. februar 1996.

Afskedigelse af en kommunalt

ansat tjenestemand sker efter reglerne i tjenestemandsregulativet af 1991 for

kommuner inden for Kommunernes Landsforening. Afskedigelse kan enten ske som

straf for tjenstlig forseelse (disciplinær afskedigelse), jf. regulativets §

22, eller af andre grunde 'uden ansøgning med 3 måneders varsel'

(diskretionær

afskedigelse), jf. regulativets § 26, 1. punktum.

2. Odense Kommune har ved

afskedigelsen af (A) henvist til to forhold, dels det aktuelle - udtalelserne

vedrørende Lindø-ulykken - dels et tidligere forhold vedrørende

spirituskørsel.

Det sidstnævnte forhold førte

til at (A) i brev af 6. april 1994 fik en advarsel fra Odense Kommune,

ligesom

hans prøvetid blev forlænget med et år til udløb den 1. februar 1996.

I brevet anførte kommunen at

der i gentagelsestilfælde eller ved andre tjenesteforseelser ville blive

anvendt videregående sanktioner.

Sagen rejser spørgsmål om

hvorvidt forholdet vedrørende spirituskørsel kan indgå ved beslutningen om

afskedigelse når denne er udløst af et forhold (udtalelserne om Lindø) af en

helt anden karakter.

På mit spørgsmål herom har

kommunen i sin udtalelse (ad 3., ovenfor, s.

12f

) anført at man ved

afskedigelsesbeslutningen har foretaget en samlet vurdering af de to forhold

og

ikke taget stilling til om (A) var blevet afskediget hvis han ikke i forvejen

havde fået en advarsel. Jeg må på den baggrund konstatere at kommunen har

tillagt advarslen for spirituskørsel betydning, men at det ikke kan

præciseres

nærmere med hvilken vægt dette forhold er indgået.

Der er tale om to forhold

uden relevant sammenhæng eller lighed. Efter min opfattelse er

udgangspunktet - i hvert fald i en situation som den foreliggende hvor der er

tale om afskedigelse udløst af et konkret forhold i modsætning til en samlet

vurdering af prøvetidens forløb - at det tidligere forhold kun kan indgå i

afskedigelsesgrundlaget med meget beskeden vægt.

Det er derfor min opfattelse

at forholdet vedrørende Lindø-ulykken i realiteten alene skulle kunne

begrunde

afskedigelsen.

3. Odense Kommune har

begrundet afskedigelsen af (A) med at han ikke har opfyldt decorumkravet i

tjenestemandsregulativets § 10 og derfor ikke er egnet til fortsat

ansættelse.

Regulativets § 10 er sålydende:

'Tjenestemanden skal

samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for pågældendes stilling,

og

vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.'

Odense Kommune har over for

(A) (i brevet af 2. november 1994) nærmere begrundet tilsidesættelsen af

decorumkravet i følgende forhold:

'

at

De i prøvetiden har kørt tjenestebil i spirituspåvirket tilstand

med en promille på mindst 1,55,

at

De i Deres egenskab af beredskabschef har udtalt Dem kritisk om

indsatsen i forbindelse med den meget alvorlige ulykke på Lindø-værftet den

27.

oktober 1994 uden at have nøje kendskab til den faktisk ydede indsats og på

en

sådan måde, at De hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte har

skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.

De har med de to beskrevne

forhold udvist en manglende dømmekraft i pressede situationer...'

Tilsidesættelse eller

manglende opfyldelse af decorumkravet kan indebære at der foreligger en

tjenesteforseelse, der kan udløse en disciplinær sanktion over for

tjenestemanden.

Disciplinær afskedigelse af

en kommunalt ansat tjenestemand kan ikke ske uden at der er afholdt

tjenstligt

forhør, medmindre forholdet er fastslået ved dom, jf. regulativets § 22,

tredje punktum.

En myndighed der afskediger

en tjenestemand, kan ikke frit vælge mellem disciplinær og diskretionær

afskedigelse. Hvis myndigheden ved afgørelsen om afskedigelse reelt lægger

afgørende vægt på forhold der fremtræder som tjenesteforseelser, er

afskedigelsen

disciplinær, og reglerne om tjenstligt forhør skal iagttages. Grænsen mellem

forhold der er tjenesteforseelser, og forhold som ikke har forseelsespræg,

men

som eventuelt kan føre til diskretionær afskedigelse, er dog ikke skarp. Hvis

en myndighed ved bedømmelsen af forhold der for så vidt kan betragtes som

tjenesteforseelser, finder at det

afgørende

ved de pågældende forhold ikke er om de kan tilregnes tjenestemanden, men

derimod at de - også selv om de ikke kan bebrejdes ham - gør ham uegnet til

fortsat at beklæde stillingen, kan afskedigelsessagen behandles som

diskretionær afskedigelse og uden afholdelse af tjenstligt forhør.

Der kan rejses det spørgsmål

om Odense Kommune burde have afholdt tjenstligt forhør inden afskedigelsen af

(A). Forholdet vedrørende udtalelserne om ulykken på Lindø - forudsat Odense

Kommunes vurdering af disse udtalelser lægges til grund -

kan

betragtes som forhold der kan tilregnes (A) som

tjenesteforseelser.

Jeg må dog efter min

gennemgang af sagen lægge til grund at der - også reelt - har været tale om

diskretionær afskedigelse af (A), og at Odense Kommune således ved sin

beslutning

har lagt vægt på forhold ('manglende dømmekraft') som - efter kommunens

opfattelse

- har gjort ham uegnet til fortsat at beklæde stillingen som beredskabschef.

Jeg kan således ikke lægge til grund at kommunen afskedigede (A) som straf

for

tjenesteforseelser, jf. regulativets § 22.

4. Som foran anført er der

ikke i regulativet fastsat nærmere bestemmelser om hvilke grunde der kan føre

til diskretionær afskedigelse.

Det er dog såvel i den

forvaltningsretlige teori som i praksis antaget at afgørelse om afsked i

henhold til bestemmelsen i regulativets § 26 forudsætter at der foreligger et

sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen.

Manglende egnethed i tjenesten

kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en beslutning om afskedigelse.

Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog at 'uegnetheden' nærmere

konkretiseres

og kvalificeres for at kunne påberåbes som grundlag for afskedigelse.

5. Jeg må lægge til grund at

det netop (og alene) var de udtalelser (A) blev citeret for i Morgenposten

den

30. oktober 1994 (gengivet ovenfor, s. 3) der førte til afskedigelsessagen

mod ham.

I notatet af 31. oktober 1994

til kommunen (ovenfor, s. 4-6) har (A) udførligt beskrevet forløbet af de to

henvendelser fra pressen, herunder nærmere redegjort for hvad han udtalte og

på hvilken baggrund. (A)'s forklaring i notatet er ikke imødegået eller i

øvrigt kommenteret af kommunen inden der blev truffet beslutning om

afskedigelse.

Det må således lægges til

grund at det i to tilfælde - den 27. og 28. oktober 1994 - var journalister

fra

henholdsvis tidsskriftet 'Brandværn' og Morgenposten der henvendte sig til

(A), og at artiklen i Morgenposten i vidt omfang var baseret på en gentagelse

af de oplysninger (A) havde givet til 'Brandværn'.

Det fremgår af

organisationsplanen for Brand- og Beredskabscenter Odense at (A) - som

centrets chef - havde kontakten til pressen. Det var således en af hans

arbejdsopgaver at udtale sig på kommunens vegne inden for hans arbejdsområde.

(A)'s adgang til at udtale

sig på kommunens vegne har været undergivet kommunens almindelige

instruktionsbeføjelse. Jeg må imidlertid lægge til grund at (A) ikke er

blevet

pålagt særlige begrænsninger med hensyn til adgangen til at udtale sig til

pressen. Det fremgår af kommunens udtalelse af 20. februar 1995 (ad 2,

ovenfor, s. 12) at kommunen forventer at ledere der 'udtaler sig på kommunens

vegne gør det på en saglig og objektiv måde, og på en sådan måde, at de har

vished

(min fremhævning) for, at

udtalelsen dækker kommunens synspunkter.' Jeg er enig i at en myndighed kan

kræve at udtalelser på myndighedens vegne er saglige og objektive. En

myndighed kan også forvente at den medarbejder (leder) der udtaler sig, søger

at varetage myndighedens interesser. En myndighed kan derimod efter min

opfattelse ikke kræve at den der udtaler sig, har 'vished' for at udtalelsen

dækker kommunens synspunkter. Dette krav vil i realiteten indebære at den

pågældende

i hvert enkelt tilfælde må indhente myndighedens (den øverste ledelses)

vurdering før der afgives en udtalelse, og adgangen til at udtale sig på

myndighedens vegne ville i så fald være illusorisk. Hvis en myndighed ønsker

vished for at udtalelsen dækker myndighedens synspunkter, må dette ske ved at

(kun) den øverste ansvarlige leder/ledelse udtaler sig til pressen.

Når det er et led i en

medarbejders arbejdsopgaver at have kontakten til pressen, indebærer dette

også

i et vist omfang en

pligt

til at

udtale sig. En ledende medarbejder i en offentlig myndighed der kan udtale

sig

til pressen på myndighedens vegne, må f.eks. efter omstændighederne være

forpligtet

til at fremkomme med en berigtigelse hvis den pågældende (af pressen) bliver

forelagt faktiske oplysninger om forhold vedrørende myndigheden der er

urigtige eller vildledende. I dette tilfælde hvor henvendelsen fra

'Brandværn'

byggede på den urigtige antagelse at Brand- og Beredskabscenter Odense

havde

deltaget i redningsarbejdet, må

(A) efter min opfattelse antages at have været forpligtet til at give de

korrekte faktiske oplysninger. Udtalelserne til 'Brandværn' og Morgenposten

må ses i lyset af denne forpligtelse.

6. (A) har bl.a. udtalt sig

om afstandsforholdene fra tre forskellige redningsstationer til Lindø og om

beredskabslovens bestemmelser om assistance fra andre kommuner til større

redningsopgaver. Som sagen foreligger oplyst, må jeg lægge til grund at Falck

i

Nyborg blev tilkaldt som assistance selv om Odense Brandvæsen havde kortere

afstand til ulykkesstedet. Årsagen hertil er ikke oplyst i sagen. Men det kan

efter min opfattelse ikke med rette bebrejdes (A) at han som svar på

journalisternes spørgsmål gav den faktiske - og i øvrigt ubestridte -

oplysning

at Odense Brandvæsen kunne have været hurtigere på stedet, eller at han

udtrykte undren over at Odense Brandvæsen ikke var blevet tilkaldt. Det

bemærkes at (A) har afvist at have anvendt udtrykket 'frustrerende', jf.

ovenfor, s. 15, andet afsnit (FTF's udtalelse af 27. marts 1995). Dette

spørgsmål

har dog ikke haft betydning for min vurdering.

7. På mit spørgsmål om

kommunens vurdering af (A)'s udtalelser (ovenfor, s. 11) har kommunen bl.a.

anført at 'Odense Byråd (ikke) har forholdt sig til om den ydede indsats i

forbindelse

med ulykken på Lindøværftet,... var tilstrækkelig effektiv eller ej', og

videre: 'at han ((A)) hos offentligheden og de pårørende til de ulykkesramte

har skabt en urimelig og ubegrundet usikkerhed om indsatsens effektivitet.'

Det bemærkes hertil særligt

at kommunen ved ikke at 'forholde sig' til indsatsen på Lindø naturligvis

heller ikke kan have en begrundet mening om at den - eventuelle - usikkerhed

(A)'s udtalelser kan have skabt om indsatsen, skulle være urimelig og

ubegrundet.

Kommunen har således ikke ved

afskedigelsesbeslutningen kunnet lægge til grund at den bemærkning om den tid

der gik med at få de sidste kvæstede reddet ud, (A) er citeret for, var

urimelig og ubegrundet.

Man kan derimod rejse

spørgsmål om hvorvidt (A) - selv om hans undren var sagligt begrundet -

skulle

have afholdt sig fra på et tidspunkt umiddelbart efter ulykken at udtale sig

på

en måde der - berettiget eller ej - kunne skabe usikkerhed om indsatsens

effektivitet. Uanset svaret er det imidlertid efter min opfattelse ikke et

forhold der ville kunne indgå som et væsentligt moment i en afskedigelsessag.

Det er sammenfattende min

opfattelse at Odense Kommune i de påberåbte forhold ikke har haft fornødent

grundlag for at afskedige (A). Det er en konsekvens af min opfattelse at

kommunen bør annullere afskedigelsesafgørelsen, og at (A)'s retsstilling

herefter bør bedømmes med udgangspunkt i at han så vidt muligt bør stilles

som

om afgørelsen ikke var truffet.

Jeg har gjort kommunen og FTF

- på (A)'s vegne - bekendt med min opfattelse. Jeg har endvidere meddelt

kommunen at jeg går ud fra at kommunen vil tage stilling til de krav som (A)

måtte have i sagen.

Den endelige afgørelse af

sagen henhører under domstolene.

Jeg har udbedt mig

underretning om hvad der videre sker i sagen.

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1992, S. 330

Lignende dokumenter