Om kommunal patientbefordring for et privat selskab
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Om kommunal patientbefordring for et privat
selskab
Ved skrivelse af 5. februar 1990 anmodede Falcks Redningskorps A/S
Indenrigsministeriet om at undersøge lovligheden af, at Københavns Kommune og
Gentofte Kommune havde indgået en aftale om patienttransport med
forsikringsselskabet Topdanmark.
I den anledning anmodede Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed for
Københavns Kommune ved skrivelse af 12. februar 1990 Københavns Kommune om at
oplyse, om kommunen havde indgået en sådan aftale og i bekræftende fald med
hvilken hjemmel. Efter aftale med Tilsynsrådet for Københavns Amt, der er
tilsynsmyndighed for Gentofte Kommune, anmodede Indenrigsministeriet samtidig
Gentofte Kommune om at besvare samme spørgsmål.
Ved skrivelse af 20. februar 1990 supplerede Falcks Redningskorps A/S sin
skrivelse af 5. februar 1990 til ministeriet med bl.a. bemærkninger om, at
Københavns og Gentofte Kommuner efter Falcks Redningskorps A/S's opfattelse
ikke ved aftalen med Topdanmark fik dækket de omkostninger, der var forbundet
med kørslen for Topdanmark. Falcks Redningskorps A/S fandt endvidere, at det
ikke kunne være lovligt; at de to kommuner benyttede afgiftsfri køretøjer til
kørslen for Topdanmark, samt at de to kommuner benyttede sig af deres
generelle dispensation fra kravet om erhvervskørekort ved kørslerne for
Topdanmark.
Ved skrivelse af 27. april 1990 meddelte Københavns Kommune bl.a.
følgende:
»Som svar på ministeriets brev af 12. februar 1990 ... skal det
oplyses, at Københavns brandvæsen med borgmesterens accept omkring 1. februar
1990 indgik en mundtlig aftale med Topdanmark om patientbefordring i et
omfang af ca. 100 kørsler pr. år. Den 30. marts 1990 præciseredes aftalen i
brandvæsenets brev til Topdanmark. Brandvæsenet har i mange år haft
patienttransport i et årligt omfang af ca. 50.000 ture med
udrykningsambulancer og ca. 60.000 ture med sygetransportvogne. De heromtalte
Læs alt
100 ture er således en naturlig og overordentlig lille, forlængelse af
brandvæsenets daglige arbejdsområde. Da de 100 ture også ligger inden for
brandvæsenets normale geografiske grænser, har afdelingen skønnet, at denne
begrænsede aftale holder sig inden for kommunalfuldmagtens rammer.«
I et møde den 14. maj 1990 med indenrigsministeren redegjorde
forsikringsselskabet Topdanmark for selskabets synspunkter for så vidt angik
lovligheden af, at Københavns og Gentofte Kommuner havde indgået de
omhandlede aftaler med Topdanmark.
Ved skrivelse af 21. juni 1990 besvarede Gentofte Kommune
Indenrigsministeriets skrivelse af 12. februar 1990 og oplyste bl.a.
følgende:
»Gentofte Kommunes Brandvæsen indgik i februar 1990 en mundtlig
aftale med Topdanmark om patientkørsel. Aftalen blev bekræftet med brev af 6.
april 1990 fra Topdanmark til Gentofte Brandvæsen. ...
Aftalen indebærer, at Gentofte Brandvæsen efter bestilling i det enkelte
tilfælde udfører patientkørsel for Topdanmark i et omfang af indtil 25
kørsler om året. Kørslerne foretages inden for brandvæsenets normale
geografiske dækningsområde. Betaling sker efter regning og i henhold til
sædvanlige takster for patientkørsel. ...
Gentofte brandvæsen foretager ca. 20.000 patientkørsler om året. De 25
kørsler, der er omfattet af aftalen med Topdanmark, udgør således kun en
overordentlig lille del af brandvæsenets normale patienttransport.
Gentofte Brandvæsen er forpligtet til på døgnbasis at have et beredskab
til patientkørsel. Beredskabet er tilrettelagt så rationelt og økonomisk
hensigtsmæssigt som muligt. Der må imidlertid i sagens natur være tidspunkter
i døgnet, hvor der er uudnyttet kapacitet inden for et beredskab. Aftalen med
Topdanmark, der omhandler ikke-akutte patientkørsler, giver Brandvæsenet
mulighed for på fornuftig måde at udnytte en sådan ledig kapacitet.
Det er kommunens opfattelse, at aftalen med Topdanmark ligger inden for
kommunalfuldmagtens grænser. Der er tale om, at kommunen udnyttet en
ressource, der er affødt af Brandvæsenets pligtmæssige beredskab. Der
opkræves betaling for kørslerne i henhold til sædvanlige takster, og hertil
kommer, at aftalen omfatter et særdeles begrænset antal kørsler, der set i
forhold til Gentofte Brandvæsens normale patientkørsel udgør ca. 1
promille.«
Indenrigsministeriet anmodede herefter ved skrivelse af 10. august 1990
Falcks Redningskorps A/S om eventuelle bemærkninger til Københavns Kommunes
skrivelse af 27. april 1990 og til Gentofte Kommunes skrivelse af 21. juni
1990 samt til forskelligt materiale, som Topdanmark havde afleveret til
indenrigsministeren i mødet den 14. maj 1990.
Falcks Redningskorps A/S besvarede ministeriets henvendelse ved skrivelse
af 20. august 1990. Af skrivelsen fremgik bl.a. følgende:
»Københavns Kommune betragter ifølge udtalelsen aftalen med
Topdanmark som »... en naturlig, og overordentlig lille, forlængelse af
brandvæsenets daglige arbejdsområde.«
Falcks formål med at rejse sagen er netop af få afklaret, hvor grænsen for
brandvæsenets naturlige arbejdsområde går, altså det retlige grundlag for at
påtage sig sådanne opgaver for private virksomheder. ...
Efter overenskomst med Københavns Amtskommune varetager Gentofte
Brandvæsen »... sådan befordring af personer i Gentofte Kommune, som
sygehusvæsenet i medfør af gældende love og bekendtgørelser m.v. er
forpligtet til eller påtager sig at yde, til og fra Københavns Amts
sygehuse«. Gentofte Brandvæsens varetagelse af ambulanceopgaver hidrører
fra en tidligere kommunal forpligtelse på området. Da området efter
kommunalreformen overgik til amtskommunerne, fik Gentofte Brandvæsen mulighed
for at fortsætte sin virksomhed, nu som entreprenør for Københavns Amt. Det
forekommer ikke rimeligt, at en kommune, der får overdraget en amtskommunal
opgave på entreprenørbasis, udnytter denne situation til at understøtte
private virksomheders transportbehov. Opgaverne, der skal udføres for
Topdanmark, skal jo netop udføres af samme personale og samme materiel som
den amtskommunale opgave. ...
Gentofte Kommune henviser til, at aftalen »giver Brandvæsenet
mulighed for at udnytte en sådan ledig kapacitet ...«.
At der overhovedet skulle eksistere en ledig kapacitet forekommer
overraskende, når Falck fungerer som »bagvagt« for Gentofte
Brandvæsen, og når Gentofte Brandvæsen er tilsluttet den storkøbenhavnske
alarmeringsordning, der indebærer gensidig assistanceydelse over
kommunegrænserne. Ganske vist er der her tale om liggende patientkørsel og
ikke akut ambulancekørsel. Os bekendt varetages opgaverne imidlertid af samme
personale og materiel som den akutte kørsel. Man kunne derfor komme i en
situation, hvor Gentofte Brandvæsen ikke kunne opfylde sin
ambulanceforpligtelse, fordi man kørte liggende patientkørsel for Topdanmark.
I et sådant tilfælde vil Falck så skulle træde til for at bistå Gentofte
Brandvæsen. ...
Det skal her bemærkes, at Gentofte Brandvæsens pris er fastsat i henhold
til sædvanlige takster for patientkørsel. Disse takster er for Gentofte
Kommunes vedkommende ».. de af Københavns Amts Sygehusvæsen og
monopoltilsynet til enhver tid gældende takster ..«
Det vil sige de takster, som er aftalt i overenskomsten mellem Falcks
Redningskorps A/S og Amtsrådsforeningen, og som netop giver amtskommunerne
økonomiske fordele. Ved at benytte disse takster overfører Gentofte Kommune
fordelene til Topdanmark. ...
Det kan efter vores opfattelse ikke være en kommunal opgave at understøtte
private virksomheder i deres konkurrence med andre private virksomheder. På
samme måde, som kommunale virksomheder som hovedregel ikke må sælge produkter
og ydelser til private uden lovhjemmel.'
Ved skrivelser af 22. november 1990 anmodede Indenrigsministeriet
Københavns Kommune og Gentofte Kommune om bemærkninger til skrivelsen af 20.
august 1990 fra Falcks Redningskorps A/S samt om at besvare nogle nærmere
angivne spørgsmål.
Indenrigsministeriet anmodede herudover ligeledes ved skrivelse af 22.
november 1990 Sundhedsministeriet om at oplyse, om der er hjemmel i
sygehuslovgivningen til, at Gentofte Kommune - på entreprenørbasis - kan
varetage patienttransport for Københavns Amtskommune, herunder om denne
hjemmel i bekræftende fald også omfatter adgang til patienttransport for et
forsikringsselskab.
Endelig anmodede Indenrigsministeriet ved skrivelse af 22. november 1990
Told- og Skattestyrelsen om at oplyse, hvorvidt kommunale ambulancer og
sygetransportvogne vil kunne anvendes til patienttransporter for et
forsikringsselskab, uden at det strider mod betingelserne for fritagelse for
registreringsafgift.
Told- og Skattestyrelsen besvarede Indenrigsministeriets skrivelse af 22.
november 1990 ved skrivelse af 10. december 1990.
Det fremgår af skrivelsen, at erhvervsmæssig sygetransport med køretøjer,
der er fritaget for registreringsafgift i henhold til lovbekendtgørelse nr.
81 af 12. februar 1990 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., normalt
ikke kan finde sted. Told- og Skattestyrelsen kunne imidlertid på det
foreliggende grundlag ikke tage stilling til den konkrete sag.
Ved skrivelse af 4. januar 1991 oplyste Sundhedsministeriet som svar på
Indenrigsministeriets skrivelse af 22. november 1990 bl.a. følgende:
»... sygehusloven fastslår, at amtskommunerne, som et led i
varetagelsen af sygehusvæsenet, skal yde befordring eller
befordringsgodtgørelse. ...
Efter Sundhedsministeriets opfattelse er amtskommunerne som udgangspunkt
frit stillet med hensyn til, hvorledes befordringsforpligtelsen varetages, og
der vil således være mulighed for at overlade opgaven til såvel private som
offentlige myndigheder.
Derimod indeholder sygehusloven ingen hjemmel for primærkommuner til at
yde patienttransport.«
Ved skrivelse af 24. januar 1991 besvarede Gentofte Kommune ministeriets
skrivelse af 22. november 1990.
Af besvarelsen fremgår, at Gentofte Kommune ikke har indgået en formel
aftale med Falcks Redningskorps A/S om, at Falcks Redningskorps A/S er
»bagvagt« for kommunens brandvæsen. Alle ambulancevæsener i
hovedstadsområdet assisterer imidlertid hinanden. Dernæst er det oplyst, at
ikke-hastende sygetransport fortrinsvis udføres efter forudgående skriftlig
rekvisition, hvilket gør det muligt løbende at tilpasse kapaciteten til det
faktiske behov. Endelig har kommunen anført, at kørsler for Topdanmark
afregnes i henhold til de mellem Amtsrådsforeningen og Falcks Redningskorps
A/S aftalte takster, og at der som forventet alene har været tale om et
bagatelagtigt antal kørsler. Gentofte Brandvæsen udførte således i 1990 i alt
2 kørsler for Topdanmark ud af et samlet antal kørsler på 20.000 pr. år.
Københavns Kommune besvarede ved skrivelse af 18. marts 1991
Indenrigsministeriets henvendelse af 22. november 1990.
Af besvarelsen fremgår, at Københavns Kommune ikke har en formel aftale
med Falcks Redningskorps A/S, hvorefter Falck er »bagvagt« for
kommunens brandvæsen, men at alle ambulancevæsener i hovedstadsområdet uden
en egentlig formel aftale assisterer hinanden gensidigt.
Herudover anførte Københavns Kommune, at kørsler for Topdanmark blev
afregnet i henhold til de mellem Amtsrådsforeningen og Falck aftalte takster,
og at Københavns Brandvæsen i 1990 alene udførte 2 kørsler ud af et samlet
antal på 100.000.
Indenrigsministeriet anmodede i skrivelse af 25. juni 1991 Told- og
Skattestyrelsen om konkret at tage stilling til, hvorvidt de pågældende
kommuners aftaler med Topdanmark efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse
var lovlige i henhold til reglerne om afgiftsfritagelse af motorkøretøjer.
I skrivelse af 19. maj 1992 til Indenrigsministeriet meddelte Told- og
Skattestyrelsen, at Told- og Skatteregion København 4 (Syd) - for så vidt
angik Københavns Kommunes aftale - havde meddelt styrelsen, at Københavns
Brandvæsen havde opsagt aftalen om patienttransport med forsikringsselskabet
Topdanmark. Som begrundelse for opsigelsen af aftalen havde Københavns
Magistrat anført det helt ubetydelige omfang, kørslen fik. Københavns
Brandvæsen havde således kun udført 3 assistancer i aftaleperioden.
Københavns Brandvæsen havde dog over for Topdanmark tilkendegivet, at et
turantal af den omhandlede begrænsede størrelsesorden altid ville kunne
leveres inden for Københavns Kommune.
I skrivelsen af 19. maj 1992 meddelte Told- og Skattestyrelsen endvidere,
at Told- og Skatteregion Nærum havde meddelt styrelsen, at Gentofte
Brandvæsen ikke anvendte sine køretøjer i strid med de betingelser, hvorefter
de er afgiftsberigtiget/fritaget for afgift. Told- og Skattestyrelsen
meddelte endeligt, at styrelsen ikke agtede at foretage sig yderligere, idet
sagen for Told- og Skattestyrelsens vedkommende ansås for afsluttet med
indberetningerne fra regionerne.
Indenrigsministeriets udtalelse:
Indenrigsministeriet skal indledningsvis udtale, at det tilsyn, som de
almindelige kommunale tilsynsmyndigheder - de for hvert amt nedsatte
tilsynsråd og Indenrigsministeriet - udøver over for kommuner og
amtskommuner, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun spørgsmål om,
hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder
offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse
(lovbekendtgørelse nr 483 af 21. juni 1991) og § 48 i lov om Københavns
Kommunes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991).
De kommunale tilsynsmyndigheder kan således ikke tage stilling til
spørgsmål om hensigtsmæssigheden af en kommunes eller amtskommunes
beslutning, men alene til spørgsmålet om beslutningens lovlighed.
Tilsynet omfatter endvidere kun den lovgivning, der særligt retter sig til
kommuner og offentlige myndigheder, og ikke den lovgivning, der gælder for
såvel kommuner og private.
Dernæst bemærkes, at der ikke i Sundhedsministeriets lovgivning er hjemmel
til, at kommuner påtager sig ambulanceopgaver for private virksomheder m.v.
Da der heller ikke i øvrigt er lovhjemmel til, at kommuner kan udføre den
omhandlede virksomhed, må spørgsmålet om hvorvidt det er lovligt for kommuner
at tilbyde patienttransport til private virksomheder afgøres ud fra
almindelige offentligretlige retsgrundsætninger om kommunernes
opgavevaretagelse.
Ifølge disse retsgrundsætninger er det som udgangspunkt ikke en kommunal
opgave at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.
Udgangspunktet fraviges dog bl.a. for så vidt angår kommunal produktion til
eget brug. Kommunerne kan endvidere for at undgå værdispild lovligt afsætte
eventuelle biprodukter fra kommunal virksomhed samt i et vist begrænset
omfang udnytte overkapacitet og således varetage opgaver, der ikke normalt er
kommunale. Det er dog for så vidt angår salg af overkapacitet bl.a. en
betingelse, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med
henblik på at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er
kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til varetagelsen af den
kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, hvorvidt en kommune
lovligt kan sælge overkapacitet, må det endvidere indgå som et element i
afvejningen, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private
erhvervsdrivende.
Herudover vil kommuner i meget begrænset omfang kunne påtage sig
accessoriske opgaver, d.v.s. i princippet ikke-kommunal virksomhed, der
knytter sig naturligt til en i øvrigt kommunal opgave på en sådan måde, at
det ville forekomme urimeligt ikke at give kommunen adgang til at udføre
opgaven. Det er dog bl.a. en betingelse, at den accessoriske virksomhed i sit
omfang skal være underordnet i forhold til hovedvirksomheden. Ved afvejningen
af, hvorvidt en sådan ikke-kommunal virksomhed kan udføres, vil der endvidere
skulle tages hensyn til, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af
private erhvervsdrivende. Der henvises i øvrigt til det i Betænkning nr.
1153/88 om kommunerne og erhvervspolitikken s. 76 og 77, anførte.
Som tilsynsmyndighed for Københavns Kommune skal Indenrigsministeriet
dernæst udtale følgende for så vidt angår Københavns Kommunes engagement med
Topdanmark:
Indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet om kommunens eventuelle benyttelse
af en generel dispensation fra kravet om erhvervskørekort ved kørslerne for
Topdanmark ikke er omfattet af Indenrigsministeriets tilsyn, jf. ovenfor om
afgrænsningen af det almindelige kommunale tilsynes kompetence.
Det kommunale tilsyn omfatter heller ikke spørgsmål om lovligheden af
kommunens anvendelse af afgiftsfri motorkøretøjer i forbindelse med aftalen
med Topdanmark. Der henvises derfor til vedlagte kopi af Told- og
Skattestyrelsens skrivelse af 19. maj 1992 til Indenrigsministeriet.
For så vidt angår Københavns Kommunes udførelse af selve opgaven -
patienttransport - for Topdanmark bemærkes, at det, som ovenfor anført, som
udgangspunkt ikke er en kommunal opgave at drive erhvervsvirksomhed. Det er
derfor som udgangspunkt heller ikke en kommunal opgave at udføre
patientbefordring for et privat forsikringsselskab.
Efter ministeriets opfattelse er der ikke grundlag for at antage, at
patientbefordring for private firmaer vil kunne varetages af kommunen ud fra
et overkapacitetssynspunkt, jf. ovenfor. Der henvises i denne forbindelse
til, at der ifølge oplysninger fra Sundhedsministeriet ikke i
sygehuslovgivningen er fastsat regler om, hvor mange ambulancer der skal være
i den enkelte sygehuskommune for at opfylde kommunens forpligtelser i henhold
til sygehuslovgivningen. Der stilles således ikke krav om, at kommunen skal
opretholde en bestemt kapacitet på området. Endvidere må transport af et
forsikringsselskabs kunder antages at kunne varetages på rimelig måde af
private erhvervsdrivende.
Ministeriet finder heller ikke, at den omhandlede patienttransport ligger
i en sådan naturlig forlængelse af den kommunale ambulancetjeneste, at
opgaven af den grund må antages at være lovlig som accessorisk virksomhed.
Som det fremgår af det ovenfor anførte, er aftalen mellem Københavns
Kommune og Topdanmark nu ophævet. Indenrigsministeriet finder derfor ikke
grundlag for at foretage yderligere vedrørende den omhandlede aftale.
Det fremgår imidlertid også af det, som Københavns Kommune har oplyst, at
kommunen har meddelt Topdanmark, at man fortsat altid vil kunne levere et
turantal, som det aftalen resulterede i, inden for Københavns Kommune.
Indenrigsministeriet skal hertil bemærke, at det er ministeriets opfattelse,
at en sådan kørsel ikke vil være lovlig efter de almindelige kommunalretlige
retsgrundsætninger.
Ministeriet har sendt en kopi af denne skrivelse til Tilsynsrådet for
Københavns Amt, der varetager det almindelig tilsyn med Gentofte Kommune.
Kopi af denne skrivelse er endvidere sendt til Københavns Kommune,
Gentofte Kommune, Sundhedsministeriet, Told- og Skattestyrelsen samt
Topdanmark.
Ministeriet beklager den sene besvarelse.
Med venlig hilsen
Grethe Løgstrup
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1986 BTL 248 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF OVERENSKOMSTER MELLEM FALCKS REDNINGSKORPS A/ S OG HENHOLDSVIS SPECIALARBEJDERFORBUNDET I DANMARK OG CHAUFFØRERNES FAGFORENING I KØBENHAVN NR L 248 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 981 Retsinformation · 21. maj 1988
- Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Processuelle spørgsmål 2.2. - i forhold til faglige voldgifter. (* 1) (* 2) Bod pålagt arbejdsgiver for at lade ansatte tage overarbejde i fridøgn, selv om dette skete på frivilligt grundlag. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Falcks Redningskorps A/S (advokat Erik Falck). Dommere: Bjerregaard (retsformand), Max Bæhring, Gade, Agnete Halmind, Arnold Hansen, Gert Kristensen og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Om et kommunalt brandvæsens reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private. Retsinformation · 25. september 1997
- Sag om, hvorvidt parterne har aftalt, at Arla Foods ikke skal betale tilslutningsbidrag til kloak, hvis køberetten udnyttes for område 2, og om Fredericia Kommune før og efter underskrivelsen af deklarationen har handlet på en sådan måde, at kommunen har været afskåret fra at kræve bidraget betalt Domsdatabasen · 9. marts 2007
- Tiltale for overtrædelse af straffelovens S 155, ved som borgmester og formand for økonomiudvalget at have misbrugt sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret for derved at skaffe sig eller andre uberettiget fordel Domsdatabasen · 10. april 2007
- Aktindsigt i overenskomst med privat firma Retsinformation · 7. februar 2019