Spring til indhold

Retsinformation

Kompetenceforholdet mellem kommunalbestyrelsen/økonomiudvalget og de stående udvalg i sager om ansættelse af medarbejdere i socialforvaltningen

UDT nr 9035 af 13/07/1992UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kompetenceforholdet mellem

kommunalbestyrelsen/økonomiudvalget og de stående udvalg i sager om

ansættelse af medarbejdere i socialforvaltningen

I skrivelse af 16. marts 1992 (j.nr. 11-1) har byrådet anmodet

Indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorledes kompetencen til at

godkende normering af stillinger er fordelt mellem byråd/økonomiudvalg og de

stående udvalg - specielt det sociale udvalg.

Det er oplyst, at baggrunden for byrådets henvendelse er en konkret sag af

principiel betydning for afgrænsningen af det sociale udvalgs selvstændige

kompetenceområde. I sagen, der vedrørte ansættelse af en socialrådgiver i en

fast stilling som »hjemme hos«-socialrådgiver med 32 timer/uge,

traf socialudvalget i sit møde den 24. september 1991 beslutning om

ansættelsen. Det er oplyst, at aflønning sker over konto 05, og at der

foretages udkontering af lønudgiften på personsager.

Det fremgår af socialforvaltningens skrivelse af 30. september 1991 til

den pågældende, at ansættelsen omfatter et fast timetal på 32 timer pr. uge,

at arbejde og arbejdstid tilrettelægges i samarbejde med rådgivergruppen, og

at ansættelsen sker på løn- og ansættelsevilkår i henhold til overenskomst

mellem Socialrådgiverforeningen og Kommunernes Landsforening.

Socialforvaltningen/socialudvalget har gjort gældende, at ansættelsen

henhører under socialudvalgets selvstændige kompetenceområde, fordi der ikke

er tale om noget egentligt løn- og ansættelseforhold, men udelukkende om en

skønnet social ydelse. Der er herved henvist til Indenrigsministeriets

skrivelse af 12. november 1982, der vedrørte dels fastsættelse af vederlag

til støtteperson i henhold til bistandslovens § 46, dels løn- og

ansættelsesvilkår for professionelle plejefamilier.

Det er endvidere påpeget, at sådanne bevillinger/normeringer altid sker på

baggrund af personsager, hvor det vil være vanskeligt at beskrive

ansættelsens/normeringens hele begrundelse, når personoplysninger ikke kan

forelægges økonomiudvalget.

Læs alt

Heroverfor har centralforvaltningen/økonomiudvalget gjort gældende, at

ansættelsessagen på sædvanlig måde burde have været forelagt for

økonomiudvalg/byråd for så vidt angår nomerings- og bevillingsspørgsmålet. I

den forbindelse er der peget på følgende forhold:

»1. Afsnit 4.1. i de af byrådet vedtagne »principper for

ansættelse, afskedigelse mv« fastlægger, at borgmesteren har kompetencen

f.s.v. angår socialrådgivere.

2. Afsnit 4.2. nr. 6 fastslår, at det skal sikres, at der foreligger

fornøden normering/bevilling, forinden en stilling opslås.

3. De stående udvalg er ikke personaleudvalg. Denne funktion er placeret i

økonomiudvalget, jfr. styrelseslovens § 18.

4. Den forudsatte finansiering over konto 05 er »tvivlsom« i

bevillingsmæssig henseende. Der er max. 50% refusion, og derfor vil der altid

være »rene« kommunale udgifter af samme størrelse. Hertil kommer,

at socialministeriet er særdeles tilbageholdende med at godkende refusion af

»hjemme-hos«-stillinger, og i det omfang refusion ikke godkendes,

vil der blive tale om større kommunal udgift.'

Det er endvidere oplyst, at centralforvaltningen/økonomiudvalget har lagt

vægt på, at der ikke er tale om midlertidige sociale foranstaltninger, men at

kommunen rent faktisk »bindes op« på en fast ansættelse med deraf

følgende opsigelsesvarsler, at finansieringen reelt overføres til konto 06,

hvis refusion ikke godkendes, og at procedurerne er klart beskrevne i

personalehåndbogen. Selvom der er tale om særlige konkrete familiemæssige

sager, så kan der ikke helt bortses fra en sammenhæng med den generelle

normering af socialrådgiverstillinger. For så vidt angår spørgsmålet om

personoplysningers fortrolighed finder man, at det vil være muligt at

begrunde normeringen med generelle oplysninger uden at forelægge konkrete

personoplysninger for økonomiudvalget.

I Indenrigsministeriets skrivelse af 12. november 1982 til Sønderhald

Byråd udtalte ministeriet følgende:

»Det ene tilfælde vedrører spørgsmålet om, hvorvidt lønningsnævnet

skal godkende det vederlag, der i henhold til bistandslovens § 46, stk. 2,

ydes en person for dennes arbejde som støtte og vejleder for et barn eller en

ung. Spørgsmålet må efter drøftelse med bl.a. socialstyrelsen besvares

benægtende, da ydelsen af et sådant vederlag ikke indebærer, at der opstår et

egentligt kommunalt ansættelsesforhold.

Det andet tilfælde vedrører spørgsmålet om, hvorvidt lønningsnævnet skal

godkende løn- og ansættelsesvilkår for såkaldte professionelle plejefamilier.

Dette spørgsmål har været drøftet i flere møder med Socialstyrelsen,

Kommunernes Lønningsnævn, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes

Landsforening, Foreningen af kommuner i Københavns amt samt Københavns og

Frederiksberg kommuner. Resultatet af drøftelserne er, at lønningsnævnet

indtil videre alene anses for at have kompetence til at fastsætte løn- og

øvrige kontraktsvilkår i de tilfælde, hvor en kommune aflønner en person for

dels at pleje et eller flere børn og dels til stadighed at stå til rådighed

med hensyn til pleje af et eller flere børn.

Til byrådets spørgsmål om, hvornår en person, der udfører en

tjenesteydelse for kommunen, betragtes som ansat ved kommunen, og dermed

omfattet af lønningsnævnets kompetence, skal man bemærke, at dette spørgsmål

ikke kan besvares generelt, men at besvarelsen må afhænge af omstændighederne

i det enkelte tilfælde. Det er afgørende bl.a., om det arbejde, der varetages

af den pågældende, er undergivet kommunens instruktion og tilsyn.

Med hensyn til socialudvalgets kompetence i forhold til byrådet og

økonomiudvalget er indenrigsministeriet af den opfattelse, at i

ansættelsessager, der henhører under socialudvalgets selvstændige kompetence,

er økonomiudvalgets og byrådets kompetence begrænset til at påse, at de

pågældende ansættes efter de rigtige overenskomster og med de tilsvarende

ansættelsesvilkår, som i øvrigt anvendes for kommunens personale og

lignende.«

I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:

I henhold til den kommunale styrelseslov § 18, stk. 3, er økonomiudvalget

generelt ansvarlig for personaleforvaltningen inden for samtlige kommunens

områder.

Økonomiudvalget kan således ikke overlade personaleforvaltningen eller

dele af denne til et stående udvalg. De stående udvalg er dog ikke afskåret

fra indflydelse på personalesagerne, idet personalesager kan have en snæver

sammenhæng med løsningen af et stående udvalgs opgaver, således at det efter

den kommunale styrelseslov § 21, stk. 2, påhviler økonomiudvalget at inddrage

det berørte udvalg. Økonomiudvalget kan endvidere fastlægge en fremgangsmåde,

hvorefter et stående udvalg for nærmere angivne stillingskategoriers

vedkommende foretager indstillig til økonomiudvalget, eventuelt efter

forudgående samtaler med ansøgerne.

Om afgrænsningen af kommunalt »personale« er anført følgende i

betænkning nr. 1049/1985 om det kommunale løntilsyn, side 42 f.:

»Herved forstås personale, der er i ansættelsesforhold til kommunen.

Herefter falder eksempelvis honorering af håndværkere og entreprenører, der

udfører anlægs- eller håndværksarbejder (eventuelt efter licitation), klart

uden for lønningsnævnets kompetence. Tilsvarende gælder kommunalt antagne

rådgivere, eksempelvis praktiserende arkitekter og advokater eller

ingeniører. I enkelte tilfælde kan afgrænsningen være tvivlsom. Afgørende er

navnlig følgende 3 momenter:

- om der tilkommer kommunen en vis instruktionsbeføjelse (eventuelt blot

med hensyn til arbejdets tilrettelæggelse - men ikke indholdet)

- om aflønningen er fastsat i forhold til tidsforbruget

- om aftaleforholdet er kollektivt reguleret.

Efter vurdering af disse 3 momenter har lønningsnævnet anset løn- og

ansættelsesvilkår for dagplejere for omfattet af nævnets kompetence, mens

aftaleforholdet til personer, der påtager sig at passe børn eller unge i

døgnpleje, ikke har været anset for omfattet af lønningsnævnets kompetence i

de tilfælde, hvor forpligtelsen kun var påtaget i forhold til et eller flere

bestemte børn.«

Efter de tidligere gældende regler varetog det sociale udvalg

forvaltningen af den sociale og sundhedsmæssige lovgivning på grundlag af

særlig lovhjemmel, hvorved kompetencen var henlagt til socialudvalget

uafhængigt af kommunalbestyrelsen. På disse områder kunne sagerne ikke

indbringes for kommunalbestyrelsen, og kommunalbestyrelsen havde ingen

instruktionsbeføjelser eller andre muligheder for at påvirke indholdet af

afgørelserne.

I praksis gav afgrænsningen mellem kommunalbestyrelsens og det sociale

udvalgs kompetencer undertiden anledning til tvivl, bl.a. på

personaleområdet. Der kan herved henvises til betænkning nr. 996/1983 om

ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, side 138, hvor

følgende er anført:

»Som eksempel kan nævnes en situation, hvor socialudvalget ønsker at

ansætte særligt personale, f.eks. en støttepædagog, for at opfylde sin

bistandsforpligtelse efter bistandsloven (§ 33), men økonomiudvalget ud fra

besparelseshensyn drager nødvendigheden af ansættelsen i tvivl og forlanger

oplysninger om de konkrete forhold som dokumentation for behovet. Her

foreligger en lovkonflikt mellem på den ene side reglerne om, at

socialudvalget skal give det rigtige bistandstilbud og på den anden side

reglerne om økonomiudvalgets funktion som personaleudvalg. Problemet drejer

sig om, i hvilket omfang økonomiudvalgets lovbestemte kompetence på

personaleområdet i henhold til KSL § 18, stk. 3, indskrænkes i sådanne

tilfælde. Socialudvalget kan ikke på egen hånd ansætte personale, idet

kommunalbestyrelsen er ansættelsesmyndighed. Hvis socialudvalget holder sig

inden for de givne bevillinger og normeringer, er det dog et spørgsmål, om

kommunalbestyrelsen og økonomiudvalget kan nægte at ansætte personale, hvis

socialudvalget anser det for påkrævet ud fra sociale kriterier.

Økonomiudvalgets funktioner ville i givet fald blive begrænset til at påse,

at der anvendes den rigtige ansættelsesprocedure, de korrekte løn- og

ansættelsesvilkår og lignende formelle forhold.«

Ved lov nr. 389 af 7. juni 1989 om ændring af den sociale styrelseslov

samt forskellige lovbestemmelser om det sociale udvalg blev det sociale

udvalgs selvstændige kompetence ophævet, idet kompetencen blev overført til

kommunalbestyrelsen. Det er herefter kommunalbestyrelsen, som bestemmer, til

hvilket eller hvilke stående udvalg sager om sociale ydelser til

enkeltpersoner skal henlægges. Endvidere kan kommunalbestyrelsen fastlægge

generelle instruktioner for behandlingen og afgørelsen af sociale sager.

Under hensyn til de diskretionshensyn, der gør sig gældende i disse sager,

blev det dog samtidig fastsat, at sager om ydelser til enkeltpersoner fortsat

ikke kan behandles i den samlede kommunalbstyrelse, jf. § 2, stk. 2, i den

sociale styrelseslov.

På denne baggrund er det Indenrigsministeriets opfattelse, at

kommunalbestyrelsen er afskåret fra at behandle og tage stilling til de

sociale ydelser, som vedkommende stående udvalg træffer afgørelse om at

tildele bestemte borgere. I tilfælde, hvor den sociale ydelse til borgeren

består i antagelse af en person til at udføre et bestemt hverv, uden at der

herved etableres et ansættelsesforhold til kommunen, vil sagen, herunder

aftaleindgåelsen med den pågældende person, således ikke kunne behandles i

kommunalbestyrelsen. Dette vil typisk være tilfældet, når der til det

pågældende hverv ikke er knyttet en arbejdsforpligtelse målt i timetal.

Derimod kan selve det forhold, at en ansættelse af kommunalt personale er

begrundet i bistandslovens bestemmelser, efter Indenrigsministeriets

opfattelse ikke medføre, at ansættelsen henhører under vedkommende stående

udvalg. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ansættes kommunalt personale til

opfyldelse af bestemmelserne i bistandsloven må derfor på sædvanlig måde

forelægges økonomiudvalget.

Ministeriet finder således, at kommunalbestyrelsen ikke alene skal tage

stilling til de bevillingsmæssige spørgsmål, men også til spørgsmål om

ansættelse af medarbejdere inden for socialforvaltningen, herunder

»hjemme hos«-socialrådgivere. Afgørelserne i personalesagerne kan

være overladt til økonomiudvalget, borgmesteren eller forvaltningen. I

forbindelse med forelæggelsen af en sag om ansættelse af en medarbejder inden

for socialforvaltningen vil vedkommende udvalg - i anonymiseret form - kunne

henvise til den eller de sociale sager, som efter udvalgets opfattelse kan

begrunde ansættelsen.

Det bemærkes i øvrigt, at kommunalbestyrelsen har pligt til at sørge for,

at de afgørelser vedrørende sociale ydelser til enkeltpersoner, der træffes

af vedkommende udvalg, kan iværksættes, dvs. at der er eller tilvejebringes

de bevillinger/normeringer, der er fornødne til gennemførelse af udalgets

afgørelser.

For så vidt angår den konkrete sag vedrørende ansættelsen af »hjemme

hos«-socialrådgiveren, der er baggrunden for byrådets henvendelse til

Indenrigsministeriet, bemærkes, at der efter ministeriets opfattelse har

været tale om etablering af et egentligt ansættelsesforhold, jf.

socialforvaltningens skrivelse af 30. september 1991 til den pågældende og de

ovenfor angivne vejledende momenter for vurderingen af, om der foreligger et

ansættelsesforhold til kommunen. Der tilkommer således kommunen

instruktionsbeføjelser over for socialrådgiveren, og aftalen mellem kommunen

og socialrådgiveren er kollektivt reguleret ved overenskomst af 11. juli 1991

mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening. Endvidere

er socialrådgiverens aflønning fastsat i forhold til tidsforbruget, jf.

overenskomstens § 4, stk. 4, hvorefter lønnen ved deltidsbeskæftigelse

reduceres i forhold til den nedsatte arbejdstid.

Indenrigsministeriet finder derfor, at socialudvalget ikke har været

berettiget til at træffe beslutning om ansættelsen af »hjemme

hos«-socialrådgiveren, idet den umiddelbare forvaltning af anliggender,

der vedrører kommunens løn- og personaleforhold - som ovenfor nævnt -

henhører under økonomiudvalget, jf. § 18, stk. 3, i den kommunale

styrelseslov.

En kopi af denne skrivelse er sendt til Tilsynsrådet for Århus Amt,

Socialministeriet og Kommunernes Lønningsnævn.

Med venlig hilsen

Emil le Maire

Officielle noter

Betænkning nr. 1049/1985 om de kommunale løntilsyn s. 42 ff. Betænkning

nr. 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, side

138.

Lignende dokumenter