Kompetenceforholdet mellem kommunalbestyrelsen/økonomiudvalget og de stående udvalg i sager om ansættelse af medarbejdere i socialforvaltningen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kompetenceforholdet mellem
kommunalbestyrelsen/økonomiudvalget og de stående udvalg i sager om
ansættelse af medarbejdere i socialforvaltningen
I skrivelse af 16. marts 1992 (j.nr. 11-1) har byrådet anmodet
Indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorledes kompetencen til at
godkende normering af stillinger er fordelt mellem byråd/økonomiudvalg og de
stående udvalg - specielt det sociale udvalg.
Det er oplyst, at baggrunden for byrådets henvendelse er en konkret sag af
principiel betydning for afgrænsningen af det sociale udvalgs selvstændige
kompetenceområde. I sagen, der vedrørte ansættelse af en socialrådgiver i en
fast stilling som »hjemme hos«-socialrådgiver med 32 timer/uge,
traf socialudvalget i sit møde den 24. september 1991 beslutning om
ansættelsen. Det er oplyst, at aflønning sker over konto 05, og at der
foretages udkontering af lønudgiften på personsager.
Det fremgår af socialforvaltningens skrivelse af 30. september 1991 til
den pågældende, at ansættelsen omfatter et fast timetal på 32 timer pr. uge,
at arbejde og arbejdstid tilrettelægges i samarbejde med rådgivergruppen, og
at ansættelsen sker på løn- og ansættelsevilkår i henhold til overenskomst
mellem Socialrådgiverforeningen og Kommunernes Landsforening.
Socialforvaltningen/socialudvalget har gjort gældende, at ansættelsen
henhører under socialudvalgets selvstændige kompetenceområde, fordi der ikke
er tale om noget egentligt løn- og ansættelseforhold, men udelukkende om en
skønnet social ydelse. Der er herved henvist til Indenrigsministeriets
skrivelse af 12. november 1982, der vedrørte dels fastsættelse af vederlag
til støtteperson i henhold til bistandslovens § 46, dels løn- og
ansættelsesvilkår for professionelle plejefamilier.
Det er endvidere påpeget, at sådanne bevillinger/normeringer altid sker på
baggrund af personsager, hvor det vil være vanskeligt at beskrive
ansættelsens/normeringens hele begrundelse, når personoplysninger ikke kan
forelægges økonomiudvalget.
Læs alt
Heroverfor har centralforvaltningen/økonomiudvalget gjort gældende, at
ansættelsessagen på sædvanlig måde burde have været forelagt for
økonomiudvalg/byråd for så vidt angår nomerings- og bevillingsspørgsmålet. I
den forbindelse er der peget på følgende forhold:
»1. Afsnit 4.1. i de af byrådet vedtagne »principper for
ansættelse, afskedigelse mv« fastlægger, at borgmesteren har kompetencen
f.s.v. angår socialrådgivere.
2. Afsnit 4.2. nr. 6 fastslår, at det skal sikres, at der foreligger
fornøden normering/bevilling, forinden en stilling opslås.
3. De stående udvalg er ikke personaleudvalg. Denne funktion er placeret i
økonomiudvalget, jfr. styrelseslovens § 18.
4. Den forudsatte finansiering over konto 05 er »tvivlsom« i
bevillingsmæssig henseende. Der er max. 50% refusion, og derfor vil der altid
være »rene« kommunale udgifter af samme størrelse. Hertil kommer,
at socialministeriet er særdeles tilbageholdende med at godkende refusion af
»hjemme-hos«-stillinger, og i det omfang refusion ikke godkendes,
vil der blive tale om større kommunal udgift.'
Det er endvidere oplyst, at centralforvaltningen/økonomiudvalget har lagt
vægt på, at der ikke er tale om midlertidige sociale foranstaltninger, men at
kommunen rent faktisk »bindes op« på en fast ansættelse med deraf
følgende opsigelsesvarsler, at finansieringen reelt overføres til konto 06,
hvis refusion ikke godkendes, og at procedurerne er klart beskrevne i
personalehåndbogen. Selvom der er tale om særlige konkrete familiemæssige
sager, så kan der ikke helt bortses fra en sammenhæng med den generelle
normering af socialrådgiverstillinger. For så vidt angår spørgsmålet om
personoplysningers fortrolighed finder man, at det vil være muligt at
begrunde normeringen med generelle oplysninger uden at forelægge konkrete
personoplysninger for økonomiudvalget.
I Indenrigsministeriets skrivelse af 12. november 1982 til Sønderhald
Byråd udtalte ministeriet følgende:
»Det ene tilfælde vedrører spørgsmålet om, hvorvidt lønningsnævnet
skal godkende det vederlag, der i henhold til bistandslovens § 46, stk. 2,
ydes en person for dennes arbejde som støtte og vejleder for et barn eller en
ung. Spørgsmålet må efter drøftelse med bl.a. socialstyrelsen besvares
benægtende, da ydelsen af et sådant vederlag ikke indebærer, at der opstår et
egentligt kommunalt ansættelsesforhold.
Det andet tilfælde vedrører spørgsmålet om, hvorvidt lønningsnævnet skal
godkende løn- og ansættelsesvilkår for såkaldte professionelle plejefamilier.
Dette spørgsmål har været drøftet i flere møder med Socialstyrelsen,
Kommunernes Lønningsnævn, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes
Landsforening, Foreningen af kommuner i Københavns amt samt Københavns og
Frederiksberg kommuner. Resultatet af drøftelserne er, at lønningsnævnet
indtil videre alene anses for at have kompetence til at fastsætte løn- og
øvrige kontraktsvilkår i de tilfælde, hvor en kommune aflønner en person for
dels at pleje et eller flere børn og dels til stadighed at stå til rådighed
med hensyn til pleje af et eller flere børn.
Til byrådets spørgsmål om, hvornår en person, der udfører en
tjenesteydelse for kommunen, betragtes som ansat ved kommunen, og dermed
omfattet af lønningsnævnets kompetence, skal man bemærke, at dette spørgsmål
ikke kan besvares generelt, men at besvarelsen må afhænge af omstændighederne
i det enkelte tilfælde. Det er afgørende bl.a., om det arbejde, der varetages
af den pågældende, er undergivet kommunens instruktion og tilsyn.
Med hensyn til socialudvalgets kompetence i forhold til byrådet og
økonomiudvalget er indenrigsministeriet af den opfattelse, at i
ansættelsessager, der henhører under socialudvalgets selvstændige kompetence,
er økonomiudvalgets og byrådets kompetence begrænset til at påse, at de
pågældende ansættes efter de rigtige overenskomster og med de tilsvarende
ansættelsesvilkår, som i øvrigt anvendes for kommunens personale og
lignende.«
I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende:
I henhold til den kommunale styrelseslov § 18, stk. 3, er økonomiudvalget
generelt ansvarlig for personaleforvaltningen inden for samtlige kommunens
områder.
Økonomiudvalget kan således ikke overlade personaleforvaltningen eller
dele af denne til et stående udvalg. De stående udvalg er dog ikke afskåret
fra indflydelse på personalesagerne, idet personalesager kan have en snæver
sammenhæng med løsningen af et stående udvalgs opgaver, således at det efter
den kommunale styrelseslov § 21, stk. 2, påhviler økonomiudvalget at inddrage
det berørte udvalg. Økonomiudvalget kan endvidere fastlægge en fremgangsmåde,
hvorefter et stående udvalg for nærmere angivne stillingskategoriers
vedkommende foretager indstillig til økonomiudvalget, eventuelt efter
forudgående samtaler med ansøgerne.
Om afgrænsningen af kommunalt »personale« er anført følgende i
betænkning nr. 1049/1985 om det kommunale løntilsyn, side 42 f.:
»Herved forstås personale, der er i ansættelsesforhold til kommunen.
Herefter falder eksempelvis honorering af håndværkere og entreprenører, der
udfører anlægs- eller håndværksarbejder (eventuelt efter licitation), klart
uden for lønningsnævnets kompetence. Tilsvarende gælder kommunalt antagne
rådgivere, eksempelvis praktiserende arkitekter og advokater eller
ingeniører. I enkelte tilfælde kan afgrænsningen være tvivlsom. Afgørende er
navnlig følgende 3 momenter:
- om der tilkommer kommunen en vis instruktionsbeføjelse (eventuelt blot
med hensyn til arbejdets tilrettelæggelse - men ikke indholdet)
- om aflønningen er fastsat i forhold til tidsforbruget
- om aftaleforholdet er kollektivt reguleret.
Efter vurdering af disse 3 momenter har lønningsnævnet anset løn- og
ansættelsesvilkår for dagplejere for omfattet af nævnets kompetence, mens
aftaleforholdet til personer, der påtager sig at passe børn eller unge i
døgnpleje, ikke har været anset for omfattet af lønningsnævnets kompetence i
de tilfælde, hvor forpligtelsen kun var påtaget i forhold til et eller flere
bestemte børn.«
Efter de tidligere gældende regler varetog det sociale udvalg
forvaltningen af den sociale og sundhedsmæssige lovgivning på grundlag af
særlig lovhjemmel, hvorved kompetencen var henlagt til socialudvalget
uafhængigt af kommunalbestyrelsen. På disse områder kunne sagerne ikke
indbringes for kommunalbestyrelsen, og kommunalbestyrelsen havde ingen
instruktionsbeføjelser eller andre muligheder for at påvirke indholdet af
afgørelserne.
I praksis gav afgrænsningen mellem kommunalbestyrelsens og det sociale
udvalgs kompetencer undertiden anledning til tvivl, bl.a. på
personaleområdet. Der kan herved henvises til betænkning nr. 996/1983 om
ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, side 138, hvor
følgende er anført:
»Som eksempel kan nævnes en situation, hvor socialudvalget ønsker at
ansætte særligt personale, f.eks. en støttepædagog, for at opfylde sin
bistandsforpligtelse efter bistandsloven (§ 33), men økonomiudvalget ud fra
besparelseshensyn drager nødvendigheden af ansættelsen i tvivl og forlanger
oplysninger om de konkrete forhold som dokumentation for behovet. Her
foreligger en lovkonflikt mellem på den ene side reglerne om, at
socialudvalget skal give det rigtige bistandstilbud og på den anden side
reglerne om økonomiudvalgets funktion som personaleudvalg. Problemet drejer
sig om, i hvilket omfang økonomiudvalgets lovbestemte kompetence på
personaleområdet i henhold til KSL § 18, stk. 3, indskrænkes i sådanne
tilfælde. Socialudvalget kan ikke på egen hånd ansætte personale, idet
kommunalbestyrelsen er ansættelsesmyndighed. Hvis socialudvalget holder sig
inden for de givne bevillinger og normeringer, er det dog et spørgsmål, om
kommunalbestyrelsen og økonomiudvalget kan nægte at ansætte personale, hvis
socialudvalget anser det for påkrævet ud fra sociale kriterier.
Økonomiudvalgets funktioner ville i givet fald blive begrænset til at påse,
at der anvendes den rigtige ansættelsesprocedure, de korrekte løn- og
ansættelsesvilkår og lignende formelle forhold.«
Ved lov nr. 389 af 7. juni 1989 om ændring af den sociale styrelseslov
samt forskellige lovbestemmelser om det sociale udvalg blev det sociale
udvalgs selvstændige kompetence ophævet, idet kompetencen blev overført til
kommunalbestyrelsen. Det er herefter kommunalbestyrelsen, som bestemmer, til
hvilket eller hvilke stående udvalg sager om sociale ydelser til
enkeltpersoner skal henlægges. Endvidere kan kommunalbestyrelsen fastlægge
generelle instruktioner for behandlingen og afgørelsen af sociale sager.
Under hensyn til de diskretionshensyn, der gør sig gældende i disse sager,
blev det dog samtidig fastsat, at sager om ydelser til enkeltpersoner fortsat
ikke kan behandles i den samlede kommunalbstyrelse, jf. § 2, stk. 2, i den
sociale styrelseslov.
På denne baggrund er det Indenrigsministeriets opfattelse, at
kommunalbestyrelsen er afskåret fra at behandle og tage stilling til de
sociale ydelser, som vedkommende stående udvalg træffer afgørelse om at
tildele bestemte borgere. I tilfælde, hvor den sociale ydelse til borgeren
består i antagelse af en person til at udføre et bestemt hverv, uden at der
herved etableres et ansættelsesforhold til kommunen, vil sagen, herunder
aftaleindgåelsen med den pågældende person, således ikke kunne behandles i
kommunalbestyrelsen. Dette vil typisk være tilfældet, når der til det
pågældende hverv ikke er knyttet en arbejdsforpligtelse målt i timetal.
Derimod kan selve det forhold, at en ansættelse af kommunalt personale er
begrundet i bistandslovens bestemmelser, efter Indenrigsministeriets
opfattelse ikke medføre, at ansættelsen henhører under vedkommende stående
udvalg. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ansættes kommunalt personale til
opfyldelse af bestemmelserne i bistandsloven må derfor på sædvanlig måde
forelægges økonomiudvalget.
Ministeriet finder således, at kommunalbestyrelsen ikke alene skal tage
stilling til de bevillingsmæssige spørgsmål, men også til spørgsmål om
ansættelse af medarbejdere inden for socialforvaltningen, herunder
»hjemme hos«-socialrådgivere. Afgørelserne i personalesagerne kan
være overladt til økonomiudvalget, borgmesteren eller forvaltningen. I
forbindelse med forelæggelsen af en sag om ansættelse af en medarbejder inden
for socialforvaltningen vil vedkommende udvalg - i anonymiseret form - kunne
henvise til den eller de sociale sager, som efter udvalgets opfattelse kan
begrunde ansættelsen.
Det bemærkes i øvrigt, at kommunalbestyrelsen har pligt til at sørge for,
at de afgørelser vedrørende sociale ydelser til enkeltpersoner, der træffes
af vedkommende udvalg, kan iværksættes, dvs. at der er eller tilvejebringes
de bevillinger/normeringer, der er fornødne til gennemførelse af udalgets
afgørelser.
For så vidt angår den konkrete sag vedrørende ansættelsen af »hjemme
hos«-socialrådgiveren, der er baggrunden for byrådets henvendelse til
Indenrigsministeriet, bemærkes, at der efter ministeriets opfattelse har
været tale om etablering af et egentligt ansættelsesforhold, jf.
socialforvaltningens skrivelse af 30. september 1991 til den pågældende og de
ovenfor angivne vejledende momenter for vurderingen af, om der foreligger et
ansættelsesforhold til kommunen. Der tilkommer således kommunen
instruktionsbeføjelser over for socialrådgiveren, og aftalen mellem kommunen
og socialrådgiveren er kollektivt reguleret ved overenskomst af 11. juli 1991
mellem Kommunernes Landsforening og Dansk Socialrådgiverforening. Endvidere
er socialrådgiverens aflønning fastsat i forhold til tidsforbruget, jf.
overenskomstens § 4, stk. 4, hvorefter lønnen ved deltidsbeskæftigelse
reduceres i forhold til den nedsatte arbejdstid.
Indenrigsministeriet finder derfor, at socialudvalget ikke har været
berettiget til at træffe beslutning om ansættelsen af »hjemme
hos«-socialrådgiveren, idet den umiddelbare forvaltning af anliggender,
der vedrører kommunens løn- og personaleforhold - som ovenfor nævnt -
henhører under økonomiudvalget, jf. § 18, stk. 3, i den kommunale
styrelseslov.
En kopi af denne skrivelse er sendt til Tilsynsrådet for Århus Amt,
Socialministeriet og Kommunernes Lønningsnævn.
Med venlig hilsen
Emil le Maire
Officielle noter
Betænkning nr. 1049/1985 om de kommunale løntilsyn s. 42 ff. Betænkning
nr. 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret, side
138.
Lignende dokumenter
- Tilsynsråds stillingtagen til kommunalbestyrelses afgørelse. Oplysningsgrundlag. Partshøring Retsinformation · 18. september 2001
- Udtalelse om inhabilitet efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1 og nr. 5, for kommunalbestyrelsesmedlemmer der er ansat i den kommunale forvaltning i forbindelse med et byråds behandling af en kommunes årsbudget under et af byrådet afholdt budgetseminar Retsinformation · 11. april 2000
- Ægtefælleinhabilitet for medlemmer af kommunale udvalg Retsinformation · 1. marts 2019
- Cirkulære om ændring af de kommunale styrelseslove m.fl. (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet) Retsinformation · 14. september 1984
- Generel inhabilitet på grund af boligfællesskab af ægteskabslignende karakter. Retsinformation · 25. september 1997
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om standsningsret i sager, der er bortfaldet på grund af stemmelighed i et udvalg Retsinformation · 25. august 2009