Cirkulære om ændring af de kommunale styrelseslove m.fl. (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om ændring af de kommunale
styrelseslove m.fl.
(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og
hovedstadsrådet)
I. INDLEDNING
Ved lov nr. 210 af 16. maj 1984 er der gennemført en række ændringer i lov
om kommunernes styrelse, lov om Københavns kommunes styrelse og lov om et
hovedstadsråd. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra
enkelte ændringer, der træder i kraft den 1. januar 1985.
Loven om kommunernes styrelse er i den affattelse, der fuldt ud gælder fra
den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984.
Loven om Københavns kommunes styrelse er i den affattelse, der fuldt ud
gælder fra den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 314 af 20.
juni 1984. Loven om et hovedstadsråd er i den affattelse, der fuldt ud gælder
fra den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 315 af 20. juni
1984.
Lovændringerne består af følgende hovedelementer:
- opfølgning af betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og
reaktionsmuligheder i kommunestyret,
- forenkling af enkelte bestemmelser om vederlag og pension til visse
kommunalbestyrelsesmedlemmer samt forenkling af enkelte bestemmelser om
budget- og regnskabssystemet, og
- forskellige ændringer af redaktionel karakter med henblik på
tydeliggørelse af lovteksten.
Udover ændringerne i de kommunale styrelseslove er der netop vedtaget
ændringer i en række andre love, der indeholdt bindinger for den
udvalgsmæssige placering af forskellige opgaver. I afsnit II gøres rede for
konsekvenser for styrelsesvedtægterne af ændringerne i styrelsesloven og i de
andre love, og herunder fastsættes ændringer af normalstyrelsesvedtægterne.
De væsentligste øvrige ændringer i styrelsesloven gennemgås kort i afsnit
Læs alt
III.
De nedenfor nævnte henvisninger til lovbestemmelser angår bestemmelserne i
den kommunale styrelseslov i den affattelse, der fuldt ud gælder fra den 1.
januar 1985.
Cirkulæret indeholder ikke en speciel gennemgang af ændringerne af loven
om Københavns kommunes styrelse og loven om et hovedstadsråd. De
bemærkninger, der er knyttet til ændringerne af de enkelte bestemmelser i den
kommunale styrelseslov, gælder dog i det væsentligste også for ændringerne af
de tilsvarende bestemmelser i disse love.
Betegnelserne »kommune« og »kommunalbestyrelse«
anvendes i det følgende som tillige omfattende »amtskommune«,
»amtsråd« og »hovedstadsråd«, medmindre andet
udtrykkeligt er anført.
II. KONSEKVENSER FOR STYRELSESVEDTÆGTERNE
1. De gennemførte ændringer i §§ 34, 46 og 54 i den
kommunale styrelseslov har betydning for affattelsen af de kommunale
styrelsesvedtægter. Det samme gælder netop gennemførte ændringer i loven om
svangerskabshygiejne og fødselshjælp, sygehusloven, sygesikringsloven og den
sociale styrelseslov.
2. Den nye formulering af § 34, STK. 1-2, i
styrelsesloven indebærer, at BESTEMMELSER OM YDELSE AF VEDERLAG, EFTERLØN OG
PENSION TIL BORGMESTEREN SAMT VEDERLAG TIL 1. VICEBORGMESTER FASTSÆTTES AF
INDENRIGSMINISTEREN I BEKENDTGØRELSER. Disse vil blive udsendt i efteråret
1984, og vil - som lovændringen - træde i kraft den 1. januar 1985. Fra dette
tidspunkt skal disse regler om vederlag m.v. ikke være fastsat i
styrelsesvedtægterne. Hensigten med lovændringen er at opnå en forenklet
administration, ligesom det har spillet en rolle, at kommunalbestyrelserne
herved fritages for den undertiden vanskelige beslutning at fastsætte
størrelsen af vederlaget til bl.a. borgmesteren. Det er således ikke tanken i
bekendtgørelserne at foretage væsentlige ændringer i de gældende regler,
herunder størrelsen af de pågældende ydelser.
Ændringerne i § 34, stk. 3 og 4, er af redaktionel karakter.
3. Ændringerne i §§ 46 OG 54, STK. 2, i styrelsesloven
indebærer, at REGLERNE OM REVISION m.v. FLYTTES FRA STYRELSESVEDTÆGTERNE TIL
EN BEKENDTGØRELSE.
Indenrigsministeriet har nu udsendt bekendtgørelse nr. 316 af 21. juni
1984 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. Bekendtgørelsen,
der træder i kraft den 1. juli 1984, indeholder dels regler der svarer til
kapitlet om revision i normalstyrelsesvedtægterne, dels regler der svarer til
bestemmelserne i den samtidigt ophævede bekendtgørelse nr. 381 af 3. august
1983 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen. Ved bekendtgørelsen er der
således ikke foretaget nogen realitetsændringer, men alene en samling af
regler, der tidligere stod i styrelsesvedtægterne og i den ophævede
bekendtgørelse.
4. Folketinget har i foråret 1984 vedtaget ændringer i
en række andre love med det sigte at OPHÆVE LOVBESTEMTE BINDINGER AF
UDVALGSPLACERING AF OPGAVER.
Opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsens stående udvalg er et
vedtægtsanliggende og dermed et anliggende, der kan løses på forskellig måde
i de enkelte kommuner, alt efter kommunestørrelse, forvaltningsopbygning,
traditioner m.v.
Indenrigsministeriet har i overensstemmelse med disse synspunkter ophævet
en række bestemmelser i egen lovgivning.
Ved lov nr. 236 af 23. maj 1984 om ÆNDRING AF LOV OM SVANGERSKABSHYGIEJNE
OG FØDSELSHJÆLP ophæves kravet i § 6, stk. 1, om at opgaverne efter lovens §
5 skal varetages af enten social- og sundhedsudvalget eller sygehusudvalget.
I normalstyrelsesvedtægten for amtskommuner er opgaverne, jfr. afsnit III,
placeret i social- og sundhedsudvalget. Dette er ikke udtryk for et ønske fra
centralt hold om placering af opgaverne i et bestemt udvalg, men afspejler
alene, at opgaverne i hovedparten af amtskommunerne er placeret i dette
udvalg.
Ved lov nr. 215 af 16. maj 1984 om ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET
ophæves kravet i § 2, stk. 1, om, at den umiddelbare forvaltning af
sygehusvæsenet skal være placeret i sygehusudvalget. Denne ændring betyder
ikke, at der kan oprettes stående udvalg for et enkelt sygehus eller for
sygehuse i en bestemt del af amtskommunen. Indenrigsministeren har over for
folketinget understreget, at den umiddelbare forvaltning efter styrelsesloven
varetages af økonomiudvalget og de stående udvalg, hvis kompetenceområder
alene kan afgrænses efter sagernes art og ikke geografisk. En
vedtægtsændring, der medfører flere stående sygehusudvalg, kan således ikke
stadfæstes.
Ved lov nr. 156 af 11. april 1984 om ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIG
SYGESIKRING, LOV OM STYRELSE AF SOCIALE OG VISSE SUNDHEDSMÆSSIGE ANLIGGENDER
OG LOV OM KOMMUNERNES STYRELSE ophæves kravet om, at sygesikringsopgaverne
skal være placeret i amtskommunens social- og sundhedsudvalg. Hensigten med
denne ændring er at forbedre mulighederne for koordination mellem
praksissektoren og sygehussektoren. Ændringen er således et led i
indenrigsministeriets bestræbelser på at fremme en helhedspræget
sundhedspolitik.
Formålet med de lovændringer, der er nævnt her, er at give kommunerne
større frihed til at bestemme udvalgsstruktur og opgavefordeling mellem
udvalgene.
Indenrigsministeriet vil imidlertid fortsat stille visse almindelige
ulovbestemte krav i forbindelse med stadfæstelse af vedtægtsændringer. Der
stilles således krav om entydighed, om at sagligt nært sammenhængende områder
så vidt muligt skal behandles i samme udvalg, samt om at der så vidt muligt
ikke bliver uforholdsmæssig stor forskel i størrelsen og betydningen af de
enkelte udvalgs sagsområder.
Indenrigsministeren har over for folketinget givet udtryk for, at en
sammenlægning af en amtskommunes sygehusudvalg og social- og sundhedsudvalg
vil føre til en så stor koncentration af indflydelse i eöt udvalg, at en
vedtægtsændring med dette indhold næppe vil kunne forventes stadfæstet.
5. Ved den foran nævnte lov nr. 156 af 11. april 1984
er der endvidere skabt mulighed for FORSØG MED UTRADITIONEL UDVALGSSTRUKTUR
PÅ DET SOCIALE OMRÅDE.
Som led i en forsøgsordning kan indenrigsministeren efter aftale med
socialministeren i det enkelte tilfælde stadfæste bestemmelser i en kommunes
styrelsesvedtægt, der fraviger § 6, stk. 1, i den sociale styrelseslov. Efter
denne bestemmelse skal alle sager vedrørende kommunens sociale,
sundhedsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige anliggender ellers behandles i det
sociale udvalg. På samme måde kan indenrigsministeren stadfæste bestemmelser,
der fraviger lovens § 16, stk. 1, hvorefter alle sager vedrørende
amtskommunens sociale og sundhedsmæssige anliggender (bortset fra
sygehusvæsen og sygesikringen) skal behandles i social- og sundhedsudvalget.
Et forslag om at ændre styrelsesvedtægten for at etablere forsøg med
utraditionel udvalgsstruktur på det sociale område forudsættes behandlet i
det sociale udvalg, inden kommunalbestyrelsen tager endelig stilling til
forslaget.
Endelig vil indenrigsministeren efter aftale med socialministeren som led
i en forsøgsordning kunne stadfæste vedtægtsændringer, der fraviger § 9 og §
17, stk. 1, 1. pkt., i den sociale styrelseslov om social- (og
sundheds)forvaltningen. Hvis der overføres sagsområder til det sociale udvalg
(social- og sundhedsudvalget), skal disse sagsområder ikke længere
nødvendigvis overgå til behandling i socialforvaltningen. De eksisterende
bindinger i § 9 og § 17, stk. 1, 1. pkt., vedrørende social- (og
sundheds)forvaltningens sagsområde er ikke til hinder for, at
socialforvaltningen behandler sager, som ikke efter styrelsesvedtægten hører
under det sociale udvalg.
Efter lovgivningen har socialudvalget en selvstændig kompetence i sager om
sociale ydelser til enkeltpersoner. Denne kompetence er begrundet i, at
afgørelser i disse sager ofte forudsætter indgående kendskab til den enkelte
persons sociale og økonomiske forhold. Den beskyttelse, der ligger i, at
disse sager udelukkende kan behandles i det sociale udvalg og ikke i andre
udvalg eller i kommunalbestyrelsen, agtes opretholdt. Vedtægtsændringer,
hvorved opgaver under det sociale udvalgs selvstændige kompetence henlægges
til andre udvalg, vil derfor ikke kunne opnå stadfæstelse.
Vedtægtsændringer om forsøg efter de nye regler vil i øvrigt kun kunne
forventes stadfæstet, hvis ændringen opfylder de almindelige ulovbestemte
krav til sådanne ændringer, jfr. foran under 4.
Ved samme lov OPHÆVES § 19, STK. 2, I DEN KOMMUNALE STYRELSESLOV om
nedsættelse af et socialudvalg. Ændringen er af redaktionel karakter.
6. Under henvisning til foranstående foretager
indenrigsministeriet herved følgende ÆNDRINGER AF NORMALSTYRELSESVEDTÆGTEN
FOR KOMMUNER, jfr. indenrigsministeriets cirkulære nr. 62 af 27. april 1981:
1) kapitel VII om revision udgår. Kapitel VIII og IX bliver herefter
kapitel VII og VIII.
2) §§ 22 og 23 udgår med virkning fra den 1. januar 1985.
3) § 26, stk. 3, affattes således: »Forslag til ændringer i
vedtægten skal undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 6
dages mellemrum. Vedtagne ændringer forelægges indenrigsministeriet til
stadfæstelse.«
Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra ophævelsen af §§
22 og 23, der først træder i kraft den 1. januar 1985.
Da de pågældende ændringer af kommunens styrelsesvedtægt følger direkte af
de vedtagne lovændringer, er vedtagelse i kommunalbestyrelsen og stadfæstelse
unødvendig, men man skal anmode kommunalbestyrelsen om i forbindelse med
førstkommende genoptrykning af vedtægten at indsende tre eksemplarer til
indenrigsministeriet rettet i overensstemmelse med ovenstående.
7. Indenrigsministeriet foretager endvidere herved
følgende ÆNDRINGER AF NORMALSTYRELSESVEDTÆGTEN FOR AMTSKOMMUNER, jfr.
indenrigsministeriets cirkulære nr. 63 af 27. april 1981:
1) I § 15, stk. 2, udgår »(og opgaver vedrørende
svangerskabshygiejne og fødselshjælp)4)».
2) I § 15, stk. 3, udgår i 1. pind »(og planer for
svangerskabshygiejne og fødselshjælp)4),»
3) Kapitel VI om revision udgår. Kapitel VII og VIII bliver herefter
kapitel VI og VII.
4) §§ 21 og 22 udgår med virkning fra den 1. januar 1985.
5) § 25, stk. 3, affattes således: »Forslag til ændringer i
vedtægten skal undergives to behandlinger i amtsrådet med mindst 6 dages
mellemrum. Vedtagne ændringer forelægges indenrigsministeriet til
stadfæstelse.«
Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra ophævelsen af §§
21 og 22, der først træder i kraft den 1. januar 1985.
Hvis amtsrådet vedtager at placere sygesikringsopgaverne i
sygehusudvalget, kræver denne ændring ikke yderligere stadfæstelse fra
indenrigsministeriet, men meddelelse om amtsrådets vedtagelse skal sendes til
indenrigsministeriet.
Hvis amtsrådet vedtager at placere opgaver vedrørende svangerskabshygiejne
og fødselshjælp i sygehusudvalget eller i social- og sundhedsudvalget, kræver
denne ændring heller ikke yderligere stadfæstelse fra indenrigsministeriet,
men meddelelse om amtsrådets vedtagelse skal sendes til indenrigsministeriet.
Da de ændringer i amtskommunens styrelsesvedtægt, der er omtalt i
punkterne 3-5, følger direkte af de vedtagne lovændringer, er vedtagelse i
amtsrådet og stadfæstelse unødvendig, men man skal anmode amtsrådet om i
forbindelse med førstkommende genoptrykning af vedtægten at indsende tre
eksemplarer til indenrigsministeriet rettet i overensstemmelse med
ovenstående punkter 3-5.
III. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER I DEN KOMMUNALE STYRELSESLOV
ÆNDRING I § 8, STK. 3
Under folketingets behandling af lovforslaget blev der indføjet et nyt 2.
pkt. i § 8, stk. 3, som tillægger det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem en
umiddelbar ret til SAMMEN MED ikke-medlemmer at gennemse det materiale, der
er fremlagt til medlemmernes gennemsyn inden kommunalbestyrelsens møde.
Denne ret er dog begrænset af lovgivningens regler om tavshedspligt. Det
må afgøres ud fra en konkret vurdering af dokumentets indhold, om et
ikke-medlems gennemsyn - eller orientering om indholdet - af dokumentet er i
strid med tavshedspligtsforskrifter. Som vejledning kan nævnes, at materiale,
som fremlægges til kommunalbestyrelsens åbne møder, næppe i almindelighed
indeholder tavshedsbelagte oplysninger.
Det skal fremhæves, at kommunalbestyrelsen fortsat har adgang til at
beslutte, at medlemmer må gennemgå også andet materiale, typisk
udvalgsmateriale, med ikke-medlemmer. En sådan adgang skal også her udøves
med respekt af lovgivningens regler om tavshedspligt.
ÆNDRINGERNE AF § 15, STK. 2 OG 3
Med den ny formulering af § 15, STK. 2, præciseres, at det påhviler
borgmesteren at indkalde stedfortræderen til førstkommende (ordinære eller
ekstraordinære) møde i kommunalbestyrelsen efter forhindringens indtræden,
når han finder, at betingelserne herfor er opfyldt. I forbindelse hermed kan
borgmesteren eventuelt indhente nærmere dokumentation for tilstedeværelsen og
den forventede varighed af det eller de forhold, som har forårsaget
medlemmets forhindring.
Forhindringen skal have en varighed af mindst 1 måned fra det tidspunkt,
hvor borgmesteren får kendskab til forhindringen.
Ved at tilføje ordene »varetagelse af andet offentligt hverv«
skabes overensstemmelse med de forhold, som efter den kommunale valglovs §
27, stk. 2, og § 34 b, stk. 1, kan begrunde fritagelse for valg til og for
medlemsskab af kommunalbestyrelsen. Hermed præciseres, at et medlems
varetagelse af f.eks. hvervet som medlem af folketinget kan begrunde
indkaldelse af stedfortræder.
Kommunalbestyrelsen skal på det førstkommende møde tage stilling til, om
betingelserne for at stedfortræderen kan indtræde i kommunalbestyrelsen er
til stede.
I STK. 3, som er nyt, fastslås, at stedfortræderen skal udtræde af
kommunalbestyrelsen, når medlemmet ikke længere er forhindret i at møde.
ÆNDRINGERNE AF § 34, STK. 1-4
Der henvises til afsnit II, 2.
Ophævelsen af § 64, stk. 3, er en konsekvens af ændringerne af § 34.
ÆNDRINGERNE AF §§ 46 OG 54, STK. 2
Der henvises til afsnit II, 3.
ÆNDRINGER AF § 61
Bestemmelsen fastslår, hvilke sanktioner tilsynsmyndigheden kan anvende
over for ulovligheder i kommunestyret. Efter § 61 kan tilsynsmyndigheden
anvende annullation og tvangsbøder samt gøre personligt ansvar gældende ved
domstolene, d.v.s. anlægge erstatningssøgsmål. Disse sanktioner er nævnt i
stk. 1-3. I stk. 4 er lovfæstet en lempelsesmulighed for tilsynsmyndigheden i
erstatningssager. I stk. 5 er det præciseret, at et medlem ikke kan unddrage
sig ansvar ved at undlade at stemme. Endvidere er det i stk. 6 fastslået, at
reglerne om sanktionerne og stemmepligten finder tilsvarende anvendelse over
for økonomiudvalget og de stående udvalg, og i magistratskommuner over for
magistraten og dens medlemmer, samt over for kommunale fællesskaber.
Tilsynsmyndighedens sanktioner kan også anvendes, når det sociale udvalg
handler inden for sit lovbestemte, selvstændige kompetenceområde. Efter stk.
7 er der tillagt ethvert af de medlemmer, der rammes af tilsynsrådets
afgørelser om sanktionsanvendelse, ret til at indbringe afgørelsen for
indenrigsministeren.
I det følgende knyttes bemærkninger til de væsentligste ændringer i
bestemmelsen:
I STK. 4 gives udtrykkelig hjemmel for tilsynsmyndigheden til at frafalde
anlæg af erstatningssag mod, at det pågældende medlem indbetaler et beløb til
kommunen. Beløbet skal ikke nødvendigvis svare til tabets størrelse. Der er
således indført en LEMPELSESADGANG for tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden nok
finder, at et erstatningsansvar bør gøres gældende, men hvor fuldt
erstatningsansvar ville virke urimeligt, navnlig fordi det ville være
økonomisk meget tyngende, og/ eller fordi den udviste skyld kun har været
ringe. Ved fastsættelsen af det beløb, der skal indbetales, kan
tilsynsmyndigheden ud over de nævnte momenter - den udviste skyld og skadens
størrelse - tage hensyn til »omstændighederne i øvrigt«. Det
indebærer, at tilsynsmyndigheden bl.a. kan afpasse og eventuelt graduere
beløbet under hensyntagen til, at ansvarsgrundlaget kan være forskelligt for
f.eks. borgmesteren og de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Tilsynsmyndigheden må derfor fastsætte et beløb for hvert enkelt medlem.
Typisk vil der dog nok blive tale om, at samtlige ansvarlige medlemmer skal
betale et beløb af samme størrelse. Der er ikke tale om solidarisk ansvar for
de ansvarlige medlemmer.
Det medlem, som accepterer at betale det af tilsynsmyndigheden fastsatte
beløb til kommunen, må have sikkerhed for, at erstatningssøgsmål ikke
herefter kan rejses mod ham. Både tilsynsmyndigheden og kommunalbestyrelsen
er derfor udelukket fra at anlægge erstatningssag, når medlemmet har
indvilliget i at betale. Det følger af forholdets natur, at
tilsynsmyndigheden må fastsætte en forholdsvis kort frist, inden for hvilken
tilsynsmyndighedens »tilbud« skal accepteres. Hvis medlemmet ikke
indvilliger i at betale inden for den fastsatte frist eller undlader at
indbetale beløbet inden for den fastsatte frist, skal tilsynsmyndigheden
anlægge sag. Tilsynsmyndigheden må i øvrigt være berettiget til at forlænge
acceptfristen og fristen for indbetaling, hvis fristoverskridelsen er
undskyldelig.
I STK. 5 præciseres det, at medlemmerne ikke kan unddrage sig ansvar ved
at undlade at stemme.
Om et medlem kan pådrage sig et ansvar ved at undlade at stemme, må
afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder af afstemningstemaet. Hvis
der er stillet forslag om en beslutning, som kommunalbestyrelsen har pligt
til at træffe, skal medlemmerne stemme for denne beslutnings vedtagelse. Et
medlem har ligeledes pligt til at stemme mod en beslutning, som medlemmet ved
eller burde vide er ulovlig. Reglen gør kun op med de tilstedeværende
medlemmers forhold. Medlemmer, der er udeblevet, eller som har forladt mødet
uden lovligt forfald, vil dog efter omstændighederne kunne rammes af
sanktioner efter § 61, hvis det kan bevises, at de er udeblevet eller har
forladt mødet med det formål at undgå at deltage i afstemningen. Hvis der er
tale om grov eller gentagen tilsidesættelse af mødepligten, kan der efter
omstændighederne blive tale om at gøre et strafansvar gældende efter den ny §
61 c.
I STK. 6 slås det fast, at sanktionerne i stk. 1-4 også kan finde
anvendelse over for ØKONOMIUDVALGETS og DE STÅENDE UDVALGS beslutninger og
undladelser. Tilsynsmyndigheden må indledningsvis rette henvendelse til
kommunalbestyrelsen. Er der tale om sager inden for det sociale udvalgs
selvstændige kompetenceområde må henvendelse dog rettes til udvalget. Reglen
får derfor navnlig betydning, hvis kommunalbestyrelsen herefter ikke selv
griber ind over for vedkommende udvalgs beslutning eller undladelse.
Sanktionerne kan tillige anvendes over for MAGISTRATEN og over for
magistratens enkelte medlemmer, som i magistratskommunerne varetager den
umiddelbare forvaltning, der i andre kommuner varetages af økonomiudvalget og
de stående udvalg. § 61-sanktionerne kan dog kun anvendes over for
magistratsmedlemmer som indehavere af kompetencen til at varetage den
umiddelbare forvaltning, men ikke over for medlemmernes eventuelle
tilsidesættelse af deres pligter som enkeltmedlemmer, f.eks. mødepligt. Grove
pligttilsidesættelser vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes
efter den ny § 61 c.
De kommunale tilsynsmyndigheder kan også anvende sanktioner efter § 61
over for DET SOCIALE UDVALG, også når udvalget handler inden for sit
lovbestemte selvstændige kompetenceområde (f.eks. i henhold til
bistandslovens § 9).
I magistratskommunerne varetages den umiddelbare forvaltning af de sociale
opgaver af vedkommende rådmand, bortset fra foranstaltninger i henhold til
bistandslovens afsnit VIII om hjælpeforanstaltninger uden samtykke. Disse
foranstaltninger varetages af særlige udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen
med vedkommende rådmand som formand og fra 3-7 kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Udvalgene tiltrædes af juridisk og pædagogisk-psykologisk sagkyndige, der
deltager uden stemmeret.
Disse udvalg omfattes også af stk. 6. Det følger af forholdets natur, at
de sagkyndige, der deltager uden stemmeret, ikke kan underkastes sanktioner
efter forslagets stk. 2-4, ligesom stk. 5 ikke kan påberåbes over for disse
personer.
Sanktioner kan også anvendes over for borgmesterens afgørelser af
hastesager og utvivlsomme sager i henhold til § 31, stk. 1. Da disse sager
afgøres på kommunalbestyrelsens vegne, kan de behandles ligesom andre
kommunalbestyrelsesafgørelser.
Hvis der undtagelsesvis i henhold til § 17, stk. 4, i den kommunale
styrelseslov nedsættes et udvalg med administrerende opgaver, skal § 17, stk.
4-udvalget nedsættes under det pågældende stående udvalg eller
økonomiudvalget. § 17, stk. 4-udvalg omfattes således indirekte af § 61.
Det er udtrykkeligt fastslået, at foranstaltningerne i henhold til § 61
også kan anvendes over for KOMMUNALE FÆLLESSKABER. Reglen gælder kun for
fællesskaber, der er omfattet af styrelseslovens § 60. I tilfælde, hvor et
fællesskabs deltagere er undergivet forskellige tilsynsmyndigheder, må
tilsynsmyndighederne koordinere sanktionsanvendelsen, da fællesskabet og de
ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke skal kunne rammes af
dobbeltsanktioner.
Efter reglen i STK. 7 sondres der med hensyn til ANKEADGANGEN mellem
tilsynsrådets afgørelser efter stk. 1 og efter stk. 2, 3 og 4. Annullation
efter stk. 1 retter sig mod kommunalbestyrelsens beslutning, og ankeadgangen
er derfor tillagt kommunalbestyrelsen. Et tilsynsråds afgørelse om
tvangsbøder, erstatningssøgsmål eller indbetaling af et beløb til kommunen i
henhold til stk. 2, 3 og 4, rettes derimod mod det enkelte medlem. Ethvert
medlem, som rammes af en sådan sanktion, har ret til at få prøvet afgørelsen
af indenrigsministeren uafhængigt af, om flertallet ønsker en sådan prøvelse.
Hvis spørgsmålet om indbetaling af et beløb til kommunen er indbragt for
indenrigsministeren, kan ministeren ændre beløbets størrelse, men kan også
beslutte at anlægge erstatningssag, f.eks. hvis betingelserne for at lempe
erstatningsansvaret efter ministerens opfattelse ikke skønnes at være
opfyldt.
I tilfælde af klage til indenrigsministeren må det forventes, at
tilsynsrådet sætter indbetalingen i bero for de medlemmer, som ikke deltager
i klagen til ministeren. Hvis ministerens prøvelse fører til en lempelse af
boden, må det forventes, at tilsynsrådet vil overveje en ændring af sin
afgørelse for de resterende medlemmers vedkommende. En ændring bør i hvert
fald gennemføres, hvis der er tale om samme ansvarsgrundlag for alle
medlemmer. Hvis ministerens prøvelse fører til en skærpelse af boden, er
tilsynsrådet dog afskåret fra at skærpe boden for de medlemmer, som har
accepteret tilsynsrådets afgørelse om bod.
BESTEMMELSEN I § 61 A
STK. 1 om indenrigsministerens beføjelser over for
tilsynsrådenes ulovligheder svarer til den hidtil gældende § 61, stk. 3.
Efter STK. 2 har indenrigsministeren fået beføjelse til at pålægge et
tilsynsråd at tage en sag op til behandling. Reglen skal ses på baggrund af,
at det ikke er anset for fuldt tilfredsstillende, at indenrigsministeren kun
har kunnet give generelle forskrifter for tilsynsrådenes virksomhed, men ikke
har kunnet tage noget initiativ med henblik på konkrete sagers behandling i
rådene. Beføjelsen indebærer ingen ret for indenrigsministeren til at gribe
ind over for tilsynsrådets beslutninger i sagen, medmindre der foreligger en
ulovlighed, jfr. stk. 1.
BESTEMMELSEN I § 61 B
Efter § 61 b har domstolene fået tillagt en lempelsesmulighed i de
tilfælde, hvor der under en erstatningssag anlagt i henhold til § 61, stk. 3,
fastslås erstatningspligt. De kriterier, der kan bevirke en nedsættelse eller
bortfald af erstatningen, er de samme, som tilsynsmyndigheden kan lægge vægt
på ved anvendelse af lempelsesmuligheden i henhold til § 61, stk. 4.
Bestemmelsen medfører, at der også består en lempelsesmulighed i tilfælde,
hvor et kommunalbestyrelsesmedlem ikke har ønsket at acceptere en afgørelse
fra tilsynsmyndigheden efter § 61, stk. 4, eller indenrigsministerens
afgørelse, dersom spørgsmålet har været indbragt for denne, jfr. § 61, stk.
7.
I STK. 2 er indføjet en tilsvarende lempelsesmulighed over for medlemmer
af tilsynsrådet i tilfælde, hvor indenrigsministeren har anlagt
erstatningssag.
BESTEMMELSEN I § 61 C
Reglen indfører strafansvar for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der gør sig
skyldige i grov tilsidesættelse af deres pligter. Reglen må ses på baggrund
af, at der i praksis har forekommet nogle få, men grove tilfælde, hvor det
har været stødende for almindelig retsbevidsthed, at der ikke har kunnet
gribes ind.
Strafbestemmelsen i § 61 c omfatter kommunalbestyrelsesmedlemmers
pligttilsidesættelse både i forbindelse med bygherre- og
driftsherrevirksomhed m.v. og i forbindelse med myndighedsudøvelse.
Det strafbare gerningsindhold beskrives i STK. 1 som grov tilsidesættelse
af de pligter, som den pågældendes hverv medfører. Udtrykket
»tilsidesættelse« omfatter både aktiv handling og tilfælde af
pligtforsømmelser og skødesløshed, dvs. tilfælde, hvor et
kommunalbestyrelsesmedlem har tilsidesat eller undladt at opfylde en
handlepligt. Medlemmernes pligter i henseende til at føre tilsyn og kontrol
med den kommunale forvaltning er dog ikke særligt vidtgående, og der vil
derfor formentlig kun i sjældne tilfælde blive tale om »grov
tilsidesættelse«. Medlemmernes selvstændige undersøgelsespligter er
heller ikke vidtgående. Hvis der foreligger en redegørelse fra forvaltningen,
må medlemmerne normalt kunne lægge denne til grund for deres stillingtagen,
medmindre det er oplagt, at redegørelsen er forkert eller mangelfuld.
Medlemmerne ifalder normalt ikke ansvar ved at gå mod en indstilling fra
forvaltningen, men et ansvar kan blive aktuelt, hvis de indså eller klart
burde have indset, at de herved overtræder lovgivningen. Det medfører normalt
heller ikke noget ansvar at træffe beslutning, uden at der foreligger en
redegørelse eller en indstilling, men et ansvar kan komme på tale, hvis det
er klart, at sagen er utilstrækkeligt oplyst.
Udover pligter, som påhviler medlemmerne som medlemmer af
kommunalbestyrelsen og dens udvalg, omfatter bestemmelsen tillige de pligter,
som er pålagt det enkelte medlem i medfør af § 17, stk. 5, d.v.s. navnlig
pligter, der følger af hverv som medlem af kommissioner, bestyrelser og
lignende.
Bestemmelsen omfatter også de særlige pligter, som påhviler borgmesteren
og andre magistratsmedlemmer, jfr. ordene »pligter, som den pågældendes
hverv medfører«. Også hvervet som medlem af eller formand for et udvalg
kan medføre særlige pligter.
Bestemmelsen er naturligvis ikke til hinder for, at der kan straffes efter
andre bestemmelser, f.eks. straffelovens § 152 om tavshedspligt.
Bestemmelsen omfatter alene tilfælde, hvor et medlems grove
tilsidesættelse af sine pligter kan tilregnes den pågældende som forsætlig
eller groft uagtsom. Simpel uagtsom pligttilsidesættelse straffes ikke.
Strafferammen er fastsat til bøde. Det må herved tages i betragtning, at
der efter omstændighederne også kan blive tale om valgbarhedsfortabelse efter
den kommunale valglov.
Det er i STK. 2 bestemt, at påtale kun kan ske efter tilsynsmyndighedens
begæring. Bestemmelsen er indsat for at undgå grundløse, tvivlsomme eller
bagatelagtige anmeldelser, herunder anmeldelser indgivet for at genere
politiske modstandere. Anledningen til, at tilsynsmyndigheden begærer påtale
rejst, kan være en henvendelse fra en borger eller et eller flere
kommunalbestyrelsesmedlemmer, men sagen kan også tages op af
tilsynsmyndigheden af egen drift.
Et tilsynsråds afgørelse om at begære påtale rejst kan ikke indbringes for
indenrigsministeren. Af hensyn til det medlem, der kunne blive omfattet af
påtalen, kan heller ikke tilsynsrådets beslutning om at undlade at begære
tiltale rejst indbringes for indenrigsministeren. Tilsynsrådets medlemmer har
mulighed for at henskyde afgørelsen til indenrigsministeren efter § 50, stk.
2.
Da strafhjemlen alene tager sigte på grove forseelser, skal sagerne
behandles som statsadvokatsager, jfr. STK. 3. Herved tilgodeses tillige
hensynet til at opnå en mere ensartet praksis i de formentlig ret få
tilfælde, hvor påtale vil blive rejst.
ÆNDRINGERNE I § 2, STK. 2, § 6, STK. 1, § 15, STK. 1, § 20, STK. 2 OG 5, §
29, STK. 3, LITRA A, § 31, STK. 2, § 32 OG § 67, STK. 2.
Med ændringerne sker en præcisering - og i enkelte tilfælde mindre
justeringer - af den gældende retstilstand.
INDENRIGSMINISTERIET, DEN 29. JUNI 1984
BRITTA SCHALL HOLBERG
/Johan Erichsen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Salg af kommunale ejendomme til medlemmer af kommunalbestyrelsen eller kommunalt ansatte Retsinformation · 15. februar 2019
- 1985 BTL 90 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FRIKOMMUNER NR L 90 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 1014 Retsinformation · 21. maj 1988
- Salg af kommunale ejendomme til kommunalt ansatte og medlemmer af kommunalbestyrelsen Retsinformation · 25. september 1997
- Cirkulære om ændring af lov om civilt beredskab (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet) Retsinformation · 15. oktober 1985
- Cirkulæreskrivelse om godkendelse af ældre affaldsforbrændingsanlæg efter miljøbeskyttelseslovens § 36 (Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet) Retsinformation · 9. december 1985
- Domstolens Dom af 23. maj 2000. - Entreprenørforeningens Affalds/Miljøsektion (FFAD) mod Københavns Kommune. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Østre Landsret - Danmark. - EF-traktatens artikel 90 (nu artikel 86 EF), sammenholdt med EF-traktatens artikel 34 (efter ændring nu artikel 29 EF) og EF-traktatens artikel 86 (nu artikel 82 EF) - Direktiv 75/442/EØF - Forordning (EØF) nr. 259/93 - Særl… EU-domme · 23. maj 2000