Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om ændring af de kommunale styrelseslove m.fl. (Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

CIR nr 88 af 29/06/1984Ændr.cirkulæreIndenrigs- og Sundhedsministeriet14. september 1984

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om ændring af de kommunale

styrelseslove m.fl.

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og

hovedstadsrådet)

I. INDLEDNING

Ved lov nr. 210 af 16. maj 1984 er der gennemført en række ændringer i lov

om kommunernes styrelse, lov om Københavns kommunes styrelse og lov om et

hovedstadsråd. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra

enkelte ændringer, der træder i kraft den 1. januar 1985.

Loven om kommunernes styrelse er i den affattelse, der fuldt ud gælder fra

den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984.

Loven om Københavns kommunes styrelse er i den affattelse, der fuldt ud

gælder fra den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 314 af 20.

juni 1984. Loven om et hovedstadsråd er i den affattelse, der fuldt ud gælder

fra den 1. januar 1985, optrykt som lovbekendtgørelse nr. 315 af 20. juni

1984.

Lovændringerne består af følgende hovedelementer:

- opfølgning af betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og

reaktionsmuligheder i kommunestyret,

- forenkling af enkelte bestemmelser om vederlag og pension til visse

kommunalbestyrelsesmedlemmer samt forenkling af enkelte bestemmelser om

budget- og regnskabssystemet, og

- forskellige ændringer af redaktionel karakter med henblik på

tydeliggørelse af lovteksten.

Udover ændringerne i de kommunale styrelseslove er der netop vedtaget

ændringer i en række andre love, der indeholdt bindinger for den

udvalgsmæssige placering af forskellige opgaver. I afsnit II gøres rede for

konsekvenser for styrelsesvedtægterne af ændringerne i styrelsesloven og i de

andre love, og herunder fastsættes ændringer af normalstyrelsesvedtægterne.

De væsentligste øvrige ændringer i styrelsesloven gennemgås kort i afsnit

Læs alt

III.

De nedenfor nævnte henvisninger til lovbestemmelser angår bestemmelserne i

den kommunale styrelseslov i den affattelse, der fuldt ud gælder fra den 1.

januar 1985.

Cirkulæret indeholder ikke en speciel gennemgang af ændringerne af loven

om Københavns kommunes styrelse og loven om et hovedstadsråd. De

bemærkninger, der er knyttet til ændringerne af de enkelte bestemmelser i den

kommunale styrelseslov, gælder dog i det væsentligste også for ændringerne af

de tilsvarende bestemmelser i disse love.

Betegnelserne »kommune« og »kommunalbestyrelse«

anvendes i det følgende som tillige omfattende »amtskommune«,

»amtsråd« og »hovedstadsråd«, medmindre andet

udtrykkeligt er anført.

II. KONSEKVENSER FOR STYRELSESVEDTÆGTERNE

1. De gennemførte ændringer i §§ 34, 46 og 54 i den

kommunale styrelseslov har betydning for affattelsen af de kommunale

styrelsesvedtægter. Det samme gælder netop gennemførte ændringer i loven om

svangerskabshygiejne og fødselshjælp, sygehusloven, sygesikringsloven og den

sociale styrelseslov.

2. Den nye formulering af § 34, STK. 1-2, i

styrelsesloven indebærer, at BESTEMMELSER OM YDELSE AF VEDERLAG, EFTERLØN OG

PENSION TIL BORGMESTEREN SAMT VEDERLAG TIL 1. VICEBORGMESTER FASTSÆTTES AF

INDENRIGSMINISTEREN I BEKENDTGØRELSER. Disse vil blive udsendt i efteråret

1984, og vil - som lovændringen - træde i kraft den 1. januar 1985. Fra dette

tidspunkt skal disse regler om vederlag m.v. ikke være fastsat i

styrelsesvedtægterne. Hensigten med lovændringen er at opnå en forenklet

administration, ligesom det har spillet en rolle, at kommunalbestyrelserne

herved fritages for den undertiden vanskelige beslutning at fastsætte

størrelsen af vederlaget til bl.a. borgmesteren. Det er således ikke tanken i

bekendtgørelserne at foretage væsentlige ændringer i de gældende regler,

herunder størrelsen af de pågældende ydelser.

Ændringerne i § 34, stk. 3 og 4, er af redaktionel karakter.

3. Ændringerne i §§ 46 OG 54, STK. 2, i styrelsesloven

indebærer, at REGLERNE OM REVISION m.v. FLYTTES FRA STYRELSESVEDTÆGTERNE TIL

EN BEKENDTGØRELSE.

Indenrigsministeriet har nu udsendt bekendtgørelse nr. 316 af 21. juni

1984 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v. Bekendtgørelsen,

der træder i kraft den 1. juli 1984, indeholder dels regler der svarer til

kapitlet om revision i normalstyrelsesvedtægterne, dels regler der svarer til

bestemmelserne i den samtidigt ophævede bekendtgørelse nr. 381 af 3. august

1983 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen. Ved bekendtgørelsen er der

således ikke foretaget nogen realitetsændringer, men alene en samling af

regler, der tidligere stod i styrelsesvedtægterne og i den ophævede

bekendtgørelse.

4. Folketinget har i foråret 1984 vedtaget ændringer i

en række andre love med det sigte at OPHÆVE LOVBESTEMTE BINDINGER AF

UDVALGSPLACERING AF OPGAVER.

Opgavefordelingen mellem kommunalbestyrelsens stående udvalg er et

vedtægtsanliggende og dermed et anliggende, der kan løses på forskellig måde

i de enkelte kommuner, alt efter kommunestørrelse, forvaltningsopbygning,

traditioner m.v.

Indenrigsministeriet har i overensstemmelse med disse synspunkter ophævet

en række bestemmelser i egen lovgivning.

Ved lov nr. 236 af 23. maj 1984 om ÆNDRING AF LOV OM SVANGERSKABSHYGIEJNE

OG FØDSELSHJÆLP ophæves kravet i § 6, stk. 1, om at opgaverne efter lovens §

5 skal varetages af enten social- og sundhedsudvalget eller sygehusudvalget.

I normalstyrelsesvedtægten for amtskommuner er opgaverne, jfr. afsnit III,

placeret i social- og sundhedsudvalget. Dette er ikke udtryk for et ønske fra

centralt hold om placering af opgaverne i et bestemt udvalg, men afspejler

alene, at opgaverne i hovedparten af amtskommunerne er placeret i dette

udvalg.

Ved lov nr. 215 af 16. maj 1984 om ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET

ophæves kravet i § 2, stk. 1, om, at den umiddelbare forvaltning af

sygehusvæsenet skal være placeret i sygehusudvalget. Denne ændring betyder

ikke, at der kan oprettes stående udvalg for et enkelt sygehus eller for

sygehuse i en bestemt del af amtskommunen. Indenrigsministeren har over for

folketinget understreget, at den umiddelbare forvaltning efter styrelsesloven

varetages af økonomiudvalget og de stående udvalg, hvis kompetenceområder

alene kan afgrænses efter sagernes art og ikke geografisk. En

vedtægtsændring, der medfører flere stående sygehusudvalg, kan således ikke

stadfæstes.

Ved lov nr. 156 af 11. april 1984 om ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIG

SYGESIKRING, LOV OM STYRELSE AF SOCIALE OG VISSE SUNDHEDSMÆSSIGE ANLIGGENDER

OG LOV OM KOMMUNERNES STYRELSE ophæves kravet om, at sygesikringsopgaverne

skal være placeret i amtskommunens social- og sundhedsudvalg. Hensigten med

denne ændring er at forbedre mulighederne for koordination mellem

praksissektoren og sygehussektoren. Ændringen er således et led i

indenrigsministeriets bestræbelser på at fremme en helhedspræget

sundhedspolitik.

Formålet med de lovændringer, der er nævnt her, er at give kommunerne

større frihed til at bestemme udvalgsstruktur og opgavefordeling mellem

udvalgene.

Indenrigsministeriet vil imidlertid fortsat stille visse almindelige

ulovbestemte krav i forbindelse med stadfæstelse af vedtægtsændringer. Der

stilles således krav om entydighed, om at sagligt nært sammenhængende områder

så vidt muligt skal behandles i samme udvalg, samt om at der så vidt muligt

ikke bliver uforholdsmæssig stor forskel i størrelsen og betydningen af de

enkelte udvalgs sagsområder.

Indenrigsministeren har over for folketinget givet udtryk for, at en

sammenlægning af en amtskommunes sygehusudvalg og social- og sundhedsudvalg

vil føre til en så stor koncentration af indflydelse i eöt udvalg, at en

vedtægtsændring med dette indhold næppe vil kunne forventes stadfæstet.

5. Ved den foran nævnte lov nr. 156 af 11. april 1984

er der endvidere skabt mulighed for FORSØG MED UTRADITIONEL UDVALGSSTRUKTUR

PÅ DET SOCIALE OMRÅDE.

Som led i en forsøgsordning kan indenrigsministeren efter aftale med

socialministeren i det enkelte tilfælde stadfæste bestemmelser i en kommunes

styrelsesvedtægt, der fraviger § 6, stk. 1, i den sociale styrelseslov. Efter

denne bestemmelse skal alle sager vedrørende kommunens sociale,

sundhedsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige anliggender ellers behandles i det

sociale udvalg. På samme måde kan indenrigsministeren stadfæste bestemmelser,

der fraviger lovens § 16, stk. 1, hvorefter alle sager vedrørende

amtskommunens sociale og sundhedsmæssige anliggender (bortset fra

sygehusvæsen og sygesikringen) skal behandles i social- og sundhedsudvalget.

Et forslag om at ændre styrelsesvedtægten for at etablere forsøg med

utraditionel udvalgsstruktur på det sociale område forudsættes behandlet i

det sociale udvalg, inden kommunalbestyrelsen tager endelig stilling til

forslaget.

Endelig vil indenrigsministeren efter aftale med socialministeren som led

i en forsøgsordning kunne stadfæste vedtægtsændringer, der fraviger § 9 og §

17, stk. 1, 1. pkt., i den sociale styrelseslov om social- (og

sundheds)forvaltningen. Hvis der overføres sagsområder til det sociale udvalg

(social- og sundhedsudvalget), skal disse sagsområder ikke længere

nødvendigvis overgå til behandling i socialforvaltningen. De eksisterende

bindinger i § 9 og § 17, stk. 1, 1. pkt., vedrørende social- (og

sundheds)forvaltningens sagsområde er ikke til hinder for, at

socialforvaltningen behandler sager, som ikke efter styrelsesvedtægten hører

under det sociale udvalg.

Efter lovgivningen har socialudvalget en selvstændig kompetence i sager om

sociale ydelser til enkeltpersoner. Denne kompetence er begrundet i, at

afgørelser i disse sager ofte forudsætter indgående kendskab til den enkelte

persons sociale og økonomiske forhold. Den beskyttelse, der ligger i, at

disse sager udelukkende kan behandles i det sociale udvalg og ikke i andre

udvalg eller i kommunalbestyrelsen, agtes opretholdt. Vedtægtsændringer,

hvorved opgaver under det sociale udvalgs selvstændige kompetence henlægges

til andre udvalg, vil derfor ikke kunne opnå stadfæstelse.

Vedtægtsændringer om forsøg efter de nye regler vil i øvrigt kun kunne

forventes stadfæstet, hvis ændringen opfylder de almindelige ulovbestemte

krav til sådanne ændringer, jfr. foran under 4.

Ved samme lov OPHÆVES § 19, STK. 2, I DEN KOMMUNALE STYRELSESLOV om

nedsættelse af et socialudvalg. Ændringen er af redaktionel karakter.

6. Under henvisning til foranstående foretager

indenrigsministeriet herved følgende ÆNDRINGER AF NORMALSTYRELSESVEDTÆGTEN

FOR KOMMUNER, jfr. indenrigsministeriets cirkulære nr. 62 af 27. april 1981:

1) kapitel VII om revision udgår. Kapitel VIII og IX bliver herefter

kapitel VII og VIII.

2) §§ 22 og 23 udgår med virkning fra den 1. januar 1985.

3) § 26, stk. 3, affattes således: »Forslag til ændringer i

vedtægten skal undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 6

dages mellemrum. Vedtagne ændringer forelægges indenrigsministeriet til

stadfæstelse.«

Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra ophævelsen af §§

22 og 23, der først træder i kraft den 1. januar 1985.

Da de pågældende ændringer af kommunens styrelsesvedtægt følger direkte af

de vedtagne lovændringer, er vedtagelse i kommunalbestyrelsen og stadfæstelse

unødvendig, men man skal anmode kommunalbestyrelsen om i forbindelse med

førstkommende genoptrykning af vedtægten at indsende tre eksemplarer til

indenrigsministeriet rettet i overensstemmelse med ovenstående.

7. Indenrigsministeriet foretager endvidere herved

følgende ÆNDRINGER AF NORMALSTYRELSESVEDTÆGTEN FOR AMTSKOMMUNER, jfr.

indenrigsministeriets cirkulære nr. 63 af 27. april 1981:

1) I § 15, stk. 2, udgår »(og opgaver vedrørende

svangerskabshygiejne og fødselshjælp)4)».

2) I § 15, stk. 3, udgår i 1. pind »(og planer for

svangerskabshygiejne og fødselshjælp)4),»

3) Kapitel VI om revision udgår. Kapitel VII og VIII bliver herefter

kapitel VI og VII.

4) §§ 21 og 22 udgår med virkning fra den 1. januar 1985.

5) § 25, stk. 3, affattes således: »Forslag til ændringer i

vedtægten skal undergives to behandlinger i amtsrådet med mindst 6 dages

mellemrum. Vedtagne ændringer forelægges indenrigsministeriet til

stadfæstelse.«

Ændringerne træder i kraft den 1. juli 1984, bortset fra ophævelsen af §§

21 og 22, der først træder i kraft den 1. januar 1985.

Hvis amtsrådet vedtager at placere sygesikringsopgaverne i

sygehusudvalget, kræver denne ændring ikke yderligere stadfæstelse fra

indenrigsministeriet, men meddelelse om amtsrådets vedtagelse skal sendes til

indenrigsministeriet.

Hvis amtsrådet vedtager at placere opgaver vedrørende svangerskabshygiejne

og fødselshjælp i sygehusudvalget eller i social- og sundhedsudvalget, kræver

denne ændring heller ikke yderligere stadfæstelse fra indenrigsministeriet,

men meddelelse om amtsrådets vedtagelse skal sendes til indenrigsministeriet.

Da de ændringer i amtskommunens styrelsesvedtægt, der er omtalt i

punkterne 3-5, følger direkte af de vedtagne lovændringer, er vedtagelse i

amtsrådet og stadfæstelse unødvendig, men man skal anmode amtsrådet om i

forbindelse med førstkommende genoptrykning af vedtægten at indsende tre

eksemplarer til indenrigsministeriet rettet i overensstemmelse med

ovenstående punkter 3-5.

III. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE BESTEMMELSER I DEN KOMMUNALE STYRELSESLOV

ÆNDRING I § 8, STK. 3

Under folketingets behandling af lovforslaget blev der indføjet et nyt 2.

pkt. i § 8, stk. 3, som tillægger det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem en

umiddelbar ret til SAMMEN MED ikke-medlemmer at gennemse det materiale, der

er fremlagt til medlemmernes gennemsyn inden kommunalbestyrelsens møde.

Denne ret er dog begrænset af lovgivningens regler om tavshedspligt. Det

må afgøres ud fra en konkret vurdering af dokumentets indhold, om et

ikke-medlems gennemsyn - eller orientering om indholdet - af dokumentet er i

strid med tavshedspligtsforskrifter. Som vejledning kan nævnes, at materiale,

som fremlægges til kommunalbestyrelsens åbne møder, næppe i almindelighed

indeholder tavshedsbelagte oplysninger.

Det skal fremhæves, at kommunalbestyrelsen fortsat har adgang til at

beslutte, at medlemmer må gennemgå også andet materiale, typisk

udvalgsmateriale, med ikke-medlemmer. En sådan adgang skal også her udøves

med respekt af lovgivningens regler om tavshedspligt.

ÆNDRINGERNE AF § 15, STK. 2 OG 3

Med den ny formulering af § 15, STK. 2, præciseres, at det påhviler

borgmesteren at indkalde stedfortræderen til førstkommende (ordinære eller

ekstraordinære) møde i kommunalbestyrelsen efter forhindringens indtræden,

når han finder, at betingelserne herfor er opfyldt. I forbindelse hermed kan

borgmesteren eventuelt indhente nærmere dokumentation for tilstedeværelsen og

den forventede varighed af det eller de forhold, som har forårsaget

medlemmets forhindring.

Forhindringen skal have en varighed af mindst 1 måned fra det tidspunkt,

hvor borgmesteren får kendskab til forhindringen.

Ved at tilføje ordene »varetagelse af andet offentligt hverv«

skabes overensstemmelse med de forhold, som efter den kommunale valglovs §

27, stk. 2, og § 34 b, stk. 1, kan begrunde fritagelse for valg til og for

medlemsskab af kommunalbestyrelsen. Hermed præciseres, at et medlems

varetagelse af f.eks. hvervet som medlem af folketinget kan begrunde

indkaldelse af stedfortræder.

Kommunalbestyrelsen skal på det førstkommende møde tage stilling til, om

betingelserne for at stedfortræderen kan indtræde i kommunalbestyrelsen er

til stede.

I STK. 3, som er nyt, fastslås, at stedfortræderen skal udtræde af

kommunalbestyrelsen, når medlemmet ikke længere er forhindret i at møde.

ÆNDRINGERNE AF § 34, STK. 1-4

Der henvises til afsnit II, 2.

Ophævelsen af § 64, stk. 3, er en konsekvens af ændringerne af § 34.

ÆNDRINGERNE AF §§ 46 OG 54, STK. 2

Der henvises til afsnit II, 3.

ÆNDRINGER AF § 61

Bestemmelsen fastslår, hvilke sanktioner tilsynsmyndigheden kan anvende

over for ulovligheder i kommunestyret. Efter § 61 kan tilsynsmyndigheden

anvende annullation og tvangsbøder samt gøre personligt ansvar gældende ved

domstolene, d.v.s. anlægge erstatningssøgsmål. Disse sanktioner er nævnt i

stk. 1-3. I stk. 4 er lovfæstet en lempelsesmulighed for tilsynsmyndigheden i

erstatningssager. I stk. 5 er det præciseret, at et medlem ikke kan unddrage

sig ansvar ved at undlade at stemme. Endvidere er det i stk. 6 fastslået, at

reglerne om sanktionerne og stemmepligten finder tilsvarende anvendelse over

for økonomiudvalget og de stående udvalg, og i magistratskommuner over for

magistraten og dens medlemmer, samt over for kommunale fællesskaber.

Tilsynsmyndighedens sanktioner kan også anvendes, når det sociale udvalg

handler inden for sit lovbestemte, selvstændige kompetenceområde. Efter stk.

7 er der tillagt ethvert af de medlemmer, der rammes af tilsynsrådets

afgørelser om sanktionsanvendelse, ret til at indbringe afgørelsen for

indenrigsministeren.

I det følgende knyttes bemærkninger til de væsentligste ændringer i

bestemmelsen:

I STK. 4 gives udtrykkelig hjemmel for tilsynsmyndigheden til at frafalde

anlæg af erstatningssag mod, at det pågældende medlem indbetaler et beløb til

kommunen. Beløbet skal ikke nødvendigvis svare til tabets størrelse. Der er

således indført en LEMPELSESADGANG for tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden nok

finder, at et erstatningsansvar bør gøres gældende, men hvor fuldt

erstatningsansvar ville virke urimeligt, navnlig fordi det ville være

økonomisk meget tyngende, og/ eller fordi den udviste skyld kun har været

ringe. Ved fastsættelsen af det beløb, der skal indbetales, kan

tilsynsmyndigheden ud over de nævnte momenter - den udviste skyld og skadens

størrelse - tage hensyn til »omstændighederne i øvrigt«. Det

indebærer, at tilsynsmyndigheden bl.a. kan afpasse og eventuelt graduere

beløbet under hensyntagen til, at ansvarsgrundlaget kan være forskelligt for

f.eks. borgmesteren og de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Tilsynsmyndigheden må derfor fastsætte et beløb for hvert enkelt medlem.

Typisk vil der dog nok blive tale om, at samtlige ansvarlige medlemmer skal

betale et beløb af samme størrelse. Der er ikke tale om solidarisk ansvar for

de ansvarlige medlemmer.

Det medlem, som accepterer at betale det af tilsynsmyndigheden fastsatte

beløb til kommunen, må have sikkerhed for, at erstatningssøgsmål ikke

herefter kan rejses mod ham. Både tilsynsmyndigheden og kommunalbestyrelsen

er derfor udelukket fra at anlægge erstatningssag, når medlemmet har

indvilliget i at betale. Det følger af forholdets natur, at

tilsynsmyndigheden må fastsætte en forholdsvis kort frist, inden for hvilken

tilsynsmyndighedens »tilbud« skal accepteres. Hvis medlemmet ikke

indvilliger i at betale inden for den fastsatte frist eller undlader at

indbetale beløbet inden for den fastsatte frist, skal tilsynsmyndigheden

anlægge sag. Tilsynsmyndigheden må i øvrigt være berettiget til at forlænge

acceptfristen og fristen for indbetaling, hvis fristoverskridelsen er

undskyldelig.

I STK. 5 præciseres det, at medlemmerne ikke kan unddrage sig ansvar ved

at undlade at stemme.

Om et medlem kan pådrage sig et ansvar ved at undlade at stemme, må

afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder af afstemningstemaet. Hvis

der er stillet forslag om en beslutning, som kommunalbestyrelsen har pligt

til at træffe, skal medlemmerne stemme for denne beslutnings vedtagelse. Et

medlem har ligeledes pligt til at stemme mod en beslutning, som medlemmet ved

eller burde vide er ulovlig. Reglen gør kun op med de tilstedeværende

medlemmers forhold. Medlemmer, der er udeblevet, eller som har forladt mødet

uden lovligt forfald, vil dog efter omstændighederne kunne rammes af

sanktioner efter § 61, hvis det kan bevises, at de er udeblevet eller har

forladt mødet med det formål at undgå at deltage i afstemningen. Hvis der er

tale om grov eller gentagen tilsidesættelse af mødepligten, kan der efter

omstændighederne blive tale om at gøre et strafansvar gældende efter den ny §

61 c.

I STK. 6 slås det fast, at sanktionerne i stk. 1-4 også kan finde

anvendelse over for ØKONOMIUDVALGETS og DE STÅENDE UDVALGS beslutninger og

undladelser. Tilsynsmyndigheden må indledningsvis rette henvendelse til

kommunalbestyrelsen. Er der tale om sager inden for det sociale udvalgs

selvstændige kompetenceområde må henvendelse dog rettes til udvalget. Reglen

får derfor navnlig betydning, hvis kommunalbestyrelsen herefter ikke selv

griber ind over for vedkommende udvalgs beslutning eller undladelse.

Sanktionerne kan tillige anvendes over for MAGISTRATEN og over for

magistratens enkelte medlemmer, som i magistratskommunerne varetager den

umiddelbare forvaltning, der i andre kommuner varetages af økonomiudvalget og

de stående udvalg. § 61-sanktionerne kan dog kun anvendes over for

magistratsmedlemmer som indehavere af kompetencen til at varetage den

umiddelbare forvaltning, men ikke over for medlemmernes eventuelle

tilsidesættelse af deres pligter som enkeltmedlemmer, f.eks. mødepligt. Grove

pligttilsidesættelser vil imidlertid efter omstændighederne kunne straffes

efter den ny § 61 c.

De kommunale tilsynsmyndigheder kan også anvende sanktioner efter § 61

over for DET SOCIALE UDVALG, også når udvalget handler inden for sit

lovbestemte selvstændige kompetenceområde (f.eks. i henhold til

bistandslovens § 9).

I magistratskommunerne varetages den umiddelbare forvaltning af de sociale

opgaver af vedkommende rådmand, bortset fra foranstaltninger i henhold til

bistandslovens afsnit VIII om hjælpeforanstaltninger uden samtykke. Disse

foranstaltninger varetages af særlige udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen

med vedkommende rådmand som formand og fra 3-7 kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Udvalgene tiltrædes af juridisk og pædagogisk-psykologisk sagkyndige, der

deltager uden stemmeret.

Disse udvalg omfattes også af stk. 6. Det følger af forholdets natur, at

de sagkyndige, der deltager uden stemmeret, ikke kan underkastes sanktioner

efter forslagets stk. 2-4, ligesom stk. 5 ikke kan påberåbes over for disse

personer.

Sanktioner kan også anvendes over for borgmesterens afgørelser af

hastesager og utvivlsomme sager i henhold til § 31, stk. 1. Da disse sager

afgøres på kommunalbestyrelsens vegne, kan de behandles ligesom andre

kommunalbestyrelsesafgørelser.

Hvis der undtagelsesvis i henhold til § 17, stk. 4, i den kommunale

styrelseslov nedsættes et udvalg med administrerende opgaver, skal § 17, stk.

4-udvalget nedsættes under det pågældende stående udvalg eller

økonomiudvalget. § 17, stk. 4-udvalg omfattes således indirekte af § 61.

Det er udtrykkeligt fastslået, at foranstaltningerne i henhold til § 61

også kan anvendes over for KOMMUNALE FÆLLESSKABER. Reglen gælder kun for

fællesskaber, der er omfattet af styrelseslovens § 60. I tilfælde, hvor et

fællesskabs deltagere er undergivet forskellige tilsynsmyndigheder, må

tilsynsmyndighederne koordinere sanktionsanvendelsen, da fællesskabet og de

ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke skal kunne rammes af

dobbeltsanktioner.

Efter reglen i STK. 7 sondres der med hensyn til ANKEADGANGEN mellem

tilsynsrådets afgørelser efter stk. 1 og efter stk. 2, 3 og 4. Annullation

efter stk. 1 retter sig mod kommunalbestyrelsens beslutning, og ankeadgangen

er derfor tillagt kommunalbestyrelsen. Et tilsynsråds afgørelse om

tvangsbøder, erstatningssøgsmål eller indbetaling af et beløb til kommunen i

henhold til stk. 2, 3 og 4, rettes derimod mod det enkelte medlem. Ethvert

medlem, som rammes af en sådan sanktion, har ret til at få prøvet afgørelsen

af indenrigsministeren uafhængigt af, om flertallet ønsker en sådan prøvelse.

Hvis spørgsmålet om indbetaling af et beløb til kommunen er indbragt for

indenrigsministeren, kan ministeren ændre beløbets størrelse, men kan også

beslutte at anlægge erstatningssag, f.eks. hvis betingelserne for at lempe

erstatningsansvaret efter ministerens opfattelse ikke skønnes at være

opfyldt.

I tilfælde af klage til indenrigsministeren må det forventes, at

tilsynsrådet sætter indbetalingen i bero for de medlemmer, som ikke deltager

i klagen til ministeren. Hvis ministerens prøvelse fører til en lempelse af

boden, må det forventes, at tilsynsrådet vil overveje en ændring af sin

afgørelse for de resterende medlemmers vedkommende. En ændring bør i hvert

fald gennemføres, hvis der er tale om samme ansvarsgrundlag for alle

medlemmer. Hvis ministerens prøvelse fører til en skærpelse af boden, er

tilsynsrådet dog afskåret fra at skærpe boden for de medlemmer, som har

accepteret tilsynsrådets afgørelse om bod.

BESTEMMELSEN I § 61 A

STK. 1 om indenrigsministerens beføjelser over for

tilsynsrådenes ulovligheder svarer til den hidtil gældende § 61, stk. 3.

Efter STK. 2 har indenrigsministeren fået beføjelse til at pålægge et

tilsynsråd at tage en sag op til behandling. Reglen skal ses på baggrund af,

at det ikke er anset for fuldt tilfredsstillende, at indenrigsministeren kun

har kunnet give generelle forskrifter for tilsynsrådenes virksomhed, men ikke

har kunnet tage noget initiativ med henblik på konkrete sagers behandling i

rådene. Beføjelsen indebærer ingen ret for indenrigsministeren til at gribe

ind over for tilsynsrådets beslutninger i sagen, medmindre der foreligger en

ulovlighed, jfr. stk. 1.

BESTEMMELSEN I § 61 B

Efter § 61 b har domstolene fået tillagt en lempelsesmulighed i de

tilfælde, hvor der under en erstatningssag anlagt i henhold til § 61, stk. 3,

fastslås erstatningspligt. De kriterier, der kan bevirke en nedsættelse eller

bortfald af erstatningen, er de samme, som tilsynsmyndigheden kan lægge vægt

på ved anvendelse af lempelsesmuligheden i henhold til § 61, stk. 4.

Bestemmelsen medfører, at der også består en lempelsesmulighed i tilfælde,

hvor et kommunalbestyrelsesmedlem ikke har ønsket at acceptere en afgørelse

fra tilsynsmyndigheden efter § 61, stk. 4, eller indenrigsministerens

afgørelse, dersom spørgsmålet har været indbragt for denne, jfr. § 61, stk.

7.

I STK. 2 er indføjet en tilsvarende lempelsesmulighed over for medlemmer

af tilsynsrådet i tilfælde, hvor indenrigsministeren har anlagt

erstatningssag.

BESTEMMELSEN I § 61 C

Reglen indfører strafansvar for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der gør sig

skyldige i grov tilsidesættelse af deres pligter. Reglen må ses på baggrund

af, at der i praksis har forekommet nogle få, men grove tilfælde, hvor det

har været stødende for almindelig retsbevidsthed, at der ikke har kunnet

gribes ind.

Strafbestemmelsen i § 61 c omfatter kommunalbestyrelsesmedlemmers

pligttilsidesættelse både i forbindelse med bygherre- og

driftsherrevirksomhed m.v. og i forbindelse med myndighedsudøvelse.

Det strafbare gerningsindhold beskrives i STK. 1 som grov tilsidesættelse

af de pligter, som den pågældendes hverv medfører. Udtrykket

»tilsidesættelse« omfatter både aktiv handling og tilfælde af

pligtforsømmelser og skødesløshed, dvs. tilfælde, hvor et

kommunalbestyrelsesmedlem har tilsidesat eller undladt at opfylde en

handlepligt. Medlemmernes pligter i henseende til at føre tilsyn og kontrol

med den kommunale forvaltning er dog ikke særligt vidtgående, og der vil

derfor formentlig kun i sjældne tilfælde blive tale om »grov

tilsidesættelse«. Medlemmernes selvstændige undersøgelsespligter er

heller ikke vidtgående. Hvis der foreligger en redegørelse fra forvaltningen,

må medlemmerne normalt kunne lægge denne til grund for deres stillingtagen,

medmindre det er oplagt, at redegørelsen er forkert eller mangelfuld.

Medlemmerne ifalder normalt ikke ansvar ved at gå mod en indstilling fra

forvaltningen, men et ansvar kan blive aktuelt, hvis de indså eller klart

burde have indset, at de herved overtræder lovgivningen. Det medfører normalt

heller ikke noget ansvar at træffe beslutning, uden at der foreligger en

redegørelse eller en indstilling, men et ansvar kan komme på tale, hvis det

er klart, at sagen er utilstrækkeligt oplyst.

Udover pligter, som påhviler medlemmerne som medlemmer af

kommunalbestyrelsen og dens udvalg, omfatter bestemmelsen tillige de pligter,

som er pålagt det enkelte medlem i medfør af § 17, stk. 5, d.v.s. navnlig

pligter, der følger af hverv som medlem af kommissioner, bestyrelser og

lignende.

Bestemmelsen omfatter også de særlige pligter, som påhviler borgmesteren

og andre magistratsmedlemmer, jfr. ordene »pligter, som den pågældendes

hverv medfører«. Også hvervet som medlem af eller formand for et udvalg

kan medføre særlige pligter.

Bestemmelsen er naturligvis ikke til hinder for, at der kan straffes efter

andre bestemmelser, f.eks. straffelovens § 152 om tavshedspligt.

Bestemmelsen omfatter alene tilfælde, hvor et medlems grove

tilsidesættelse af sine pligter kan tilregnes den pågældende som forsætlig

eller groft uagtsom. Simpel uagtsom pligttilsidesættelse straffes ikke.

Strafferammen er fastsat til bøde. Det må herved tages i betragtning, at

der efter omstændighederne også kan blive tale om valgbarhedsfortabelse efter

den kommunale valglov.

Det er i STK. 2 bestemt, at påtale kun kan ske efter tilsynsmyndighedens

begæring. Bestemmelsen er indsat for at undgå grundløse, tvivlsomme eller

bagatelagtige anmeldelser, herunder anmeldelser indgivet for at genere

politiske modstandere. Anledningen til, at tilsynsmyndigheden begærer påtale

rejst, kan være en henvendelse fra en borger eller et eller flere

kommunalbestyrelsesmedlemmer, men sagen kan også tages op af

tilsynsmyndigheden af egen drift.

Et tilsynsråds afgørelse om at begære påtale rejst kan ikke indbringes for

indenrigsministeren. Af hensyn til det medlem, der kunne blive omfattet af

påtalen, kan heller ikke tilsynsrådets beslutning om at undlade at begære

tiltale rejst indbringes for indenrigsministeren. Tilsynsrådets medlemmer har

mulighed for at henskyde afgørelsen til indenrigsministeren efter § 50, stk.

2.

Da strafhjemlen alene tager sigte på grove forseelser, skal sagerne

behandles som statsadvokatsager, jfr. STK. 3. Herved tilgodeses tillige

hensynet til at opnå en mere ensartet praksis i de formentlig ret få

tilfælde, hvor påtale vil blive rejst.

ÆNDRINGERNE I § 2, STK. 2, § 6, STK. 1, § 15, STK. 1, § 20, STK. 2 OG 5, §

29, STK. 3, LITRA A, § 31, STK. 2, § 32 OG § 67, STK. 2.

Med ændringerne sker en præcisering - og i enkelte tilfælde mindre

justeringer - af den gældende retstilstand.

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 29. JUNI 1984

BRITTA SCHALL HOLBERG

/Johan Erichsen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter