Salg af kommunale ejendomme til kommunalt ansatte og medlemmer af kommunalbestyrelsen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Salg af kommunale ejendomme til kommunalt
ansatte og medlemmer af kommunalbestyrelsen
Under henvisning til presseomtale af en konkret sag anmodede jeg i
skrivelse af 12. februar 1985 indenrigsministeriet om at oplyse mig om,
hvorvidt de materielle regler i indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse nr.
223 af 28. oktober 1974 om offentlig udbydelse ved salg af kommunale
ejendomme til ansatte fortsat fandt anvendelse i forbindelse med de kommunale
tilsynsmyndigheders udøvelse af legalitetskontrollen med kommunale
ejendomsdispositioner.
Den nævnte cirkulæreskrivelse blev udfærdiget efter, at ombudsmanden havde
henstillet til indenrigsministeriet at overveje i samarbejde med de kommunale
organisationer, hvorvidt der uden afgørende modhensyn kunne fastsættes
retningslinier, hvorefter salg af kommunale ejendomme, herunder navnlig salg
til medlemmer af kommunalbestyrelsen eller til kommunens ansatte, skulle ske
efter offentligt udbud (jfr. ombudsmandens beretning for 1972, side 155 ff).
Cirkulæreskrivelsen udformedes således, at kravet om offentligt udbud skulle
påses i forbindelse med tilsynsrådenes meddelelse af samtykke til afhændelse
af en kommunes faste ejendomme efter den dagældende bestemmelse i den
kommunale styrelseslovs § 59.
Bestemmelsen i styrelseslovens § 59 blev ophævet med virkning fra 1. maj
1981 (jfr. lov nr. 629 af 23. december 1980 om ændring af de kommunale
styrelseslove og indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 14. april
1981). Siden har der ikke i den kommunale styrelseslov været krav om, at
kommunernes ejendomsdispositioner skal godkendes af kommunaltilsynet.
Blandt andet med henvisning hertil svarede indenrigsministeriet i
skrivelse af 12. marts 1985, at det retlige grundlag for kommunernes
ejendomsdispositioner (nu) er de almindelige kommunalretlige grundsætninger,
hvoraf bl.a. følger, at dispositionerne ikke må forfølge ulovlige formål, og
at der ikke uden lovhjemmel må ske begunstigelse af enkeltpersoner. Efter
ministeriets opfattelse kan der ikke i medfør af de almindelige
Læs alt
kommunalretlige regler stilles krav om, at en kommunalbestyrelse anvender
bestemte fremgangsmåder, medmindre lovgivningen indeholder særlige
bestemmelser herom.
Jeg bemærkede hertil i skrivelse af 30. april 1985 til
indenrigsministeriet, at der ved salg af statens ejendomme som hovedregel
skal foretages offentligt udbud, og at den henstilling fra ombudsmanden, der
var anledning til, at indenrigsministeriet udsendte den omtalte
cirkulæreskrivelse i henhold til § 47, stk. 2, jfr. den nu ophævede
bestemmelse i styrelseslovens § 59, var begrundet i principielle
forvaltningsretlige synspunkter.
I den anledning har indenrigsministeriet i skrivelse af 16. december 1985
yderligere bemærket følgende: ...
I bemærkningerne til det lovforslag, hvorved den tidligere bestemmelse om
samtykke til kommunale ejendomsdispositioner i styrelseslovens § 59
ophævedes, hedder det, at bestemmelsen (...) ikke længere har betydning i
tilsynsmæssig henseende. Spørgsmålet om lovligheden af kommunalbestyrelsernes
dispositioner har (...) kun i begrænset omfang været rejst i forbindelse med
ansøgninger efter § 59 . Folketingets kommunaludvalg stillede under
udvalgsbehandlingen af lovforslaget det spørgsmål til indenrigsministeren,
hvordan det sikres, at en kommune ikke tager usaglige hensyn i forbindelse
med køb og salg af fast ejendom, når en kommune efter lovforslaget ikke
længere skal have tilsynsmyndighedens samtykke (...) . I sit svar henviste
indenrigsministeren til lovforslagets almindelige bemærkninger, hvorefter det
forudsættes (...), at tilsynsmyndighederne fortsat som led i det almindelige
tilsyn følger og om nødvendigt skrider ind over for kommunernes
dispositioner. Tilsynsmyndighederne vil kunne blive bekendt med ulovlige
forhold f.eks. gennem klager fra mindretal i kommunalbestyrelsen, klager fra
borgere eller omtalt i pressen. Det vil endvidere påhvile kommunens revision
at påse, at kommunerne ikke handler ulovligt i forbindelse med dispositioner
over fast ejendom .
Det fremgår således at forarbejderne til den bestemmelse, der ophævede §
59, at retstilstanden på det område, reglen havde dækket, herefter skulle
udvikle sig på grundlag af de enkelte kommunale beslutninger og den risiko
for efterfølgende kritik og prøvelse, der ligger i det særlige kommunale
tilsyns- og revisionssystem. Dertil kommer den almindelige kontrol, der
udøves af folketingets ombudsmand og domstolene.
Det er i overensstemmelse med det anførte, når den almindelige regel i
cirkulæreskrivelsen af 1974 herefter ikke længere har gyldighed for kommunale
beslutninger om salg af fast ejendom til kommunalbestyrelsesmedlemmer og
kommunalt ansatte. Om der i det konkrete tilfælde skal ske udbud, afgøres af
kommunalbestyrelsen under ansvar over for de nævnte tilsyns- og
kontrolinstanser.
Indenrigsministeriet er opmærksomt på, at den ombudsmandshenstilling, som
gav anledning til udstedelse af cirkulæreskrivelsen af 1974, var begrundet i
principielle forvaltningsretlige synspunkter. Gennem kravet om udbud ønskede
man dels at forebygge tilfælde af retlige mangler, især i form af
magtfordrejning, i den kommunale beslutning om ejendomssalg, dels at sikre,
at kommunen opnår den mest fordelagtige pris for ejendommen. Dertil kommer et
mere abstrakt hensyn til at undgå, at dispositioner af denne karakter giver
anledning til uheldig offentlig omtale.
Disse principielle synspunkter har efter indenrigsministeriets opfattelse
fortsat betydelig vægt.
Det er imidlertid ikke på grundlag af gældende lovgivning muligt at
tilgodese synspunkterne i form af en almindelig regel, som det skete i 1974;
i den forbindelse bemærke, at cirkulæreskrivelsen efter sit indhold var
bindende for tilsynsrådene, jfr. styrelseslovens § 47, stk. 2, 2. pkt., men
kun indirekte regulerede de kommunale ejendomsdispositioner.
Efter indenrigsministeriets opfattelse udgør den særlige kommunale
beslutningsproces og den efterfølgende kontrol med denne en tilstrækkelig
garanti mod retlige mangler i de kommunale beslutninger om salg af kommunens
faste ejendomme til kommunalbestyrelsesmedlemmer og kommunalt ansatte.
Indenrigsministeriet er derfor ikke indstillet på at søge tilvejebragt
hjemmel til at fastsætte regler af samme indhold som dem, der gælder for salg
af statens faste ejendomme. ...
Spørgsmålet om salg af fast ejendom til medlemmer af kommunalbestyrelsen
og kommunalt ansatte, herunder cirkulæreskrivelsen af 28. oktober 1974, er
ikke omtalt i forarbejderne til den ændringslov, der ophævede styrelseslovens
§ 59. (Folketingstidende 1980-81, tillæg A, bind I, spalte 473-74).
Indenrigsministeriet har under et møde på mit kontor den 4. marts 1986
oplyst, at det omtalte spørgsmål fra folketingets kommunaludvalg ikke
specielt sigtede til salg af fast ejendom til medlemmer af
kommunalbestyrelsen og kommunalt ansatte.
Jeg skal herefter udtale følgende:
Ved salg af fast ejendom fra staten har det siden begyndelsen af 70-erne
været fastsat som hovedregel, at salg kun kan ske efter forudgående
offentligt udbud. Bestemmelserne, der for tiden findes i finansministeriets
cirkulære af 28. august 1984 om almindelige regler for salg af statens faste
ejendomme, gælder generelt for ethvert salg og ikke kun salg til ansatte m.v.
Også på folkekirkens område har der gennem mange år været fastsat regler
om, at salg af fast ejendom under menighedsrådenes administration ikke må ske
uden forudgående offentligt udbud. Bestemmelsen findes for tiden i
kirkeministeriets cirkulære af 30. juni 1983. Et tidligere cirkulære på
området (kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 12. september 1972) er
gengivet og omtalt i den ombudsmandssag, der er refereret i beretningen for
1973, side 233 ff. Bestemmelserne om offentligt udbud er heller ikke her
begrænset til kun at omfatte salg til ansatte m.v.
På det kommunale område har reglerne i indenrigsministeriets omtalte
cirkulæreskrivelse af 28. oktober 1974 om offentlig udbydelse ved salg af
kommunale ejendomme til medlemmer af kommunalbestyrelsen og til kommunalt
ansatte som omtalt været gældende i tiden indtil 1. maj 1981.
For så vidt angår salg af andre værdier end fast ejendom, findes der
tilsvarende regler om offentligt udbud. Som eksempler kan nævnes følgende:
Efter postlovens § 28 skal postvæsenets salg af uanbringelige forsendelser
som hovedregel ske ved offentlig auktion, jfr. herved § 23 i bekendtgørelse
nr. 657 af 17. december 1984 om benyttelse af postvæsenet. Efter
bekendtgørelsens § 23, stk. 3, må salg af uanbringelige forsendelser til
personer, der er ansat i post- og telegrafvæsenet eller disses husstand, ikke
ske uden offentlig auktion. Jeg henviser i den forbindelse til den sag, der
er omtalt i ombudsmandens beretning for 1980, side 481, jfr. beretningen for
1981, side 338.
Efter statsbanelovens § 28, stk. 1, skal statsbanernes salg af
uanbringeligt gods som hovedregel ske ved offentlig auktion. Bestemmelsen
blev indsat i statsbaneloven ved lov nr. 226 af 16. maj 1984 efter
henstilling fra ombudsmanden, jfr. ombudsmandens beretning for 1980, side
480, og beretnigen for 1981, side 338. Salg må bortset fra offentligt
auktionssalg ikke ske til personer, der er ansat ved DSB eller til disses
husstande.
Efter § 4 og § 5 i lov om hittegods skal uafhentet hittegods som
hovedregel sælges ved offentlig auktion. Efter lovens § 5 sammenholdt med
justitsministeriets cirkulære nr. 116 af 6. juni 1952 om behandling af
hittegods kan hittegods dog i særlige tilfælde sælges på anden måde. I så
fald er det i cirkulæret bestemt, at salg ikke må ske til personer, der er
ansat i politiet eller disses husstand.
Med hensyn til statsinstitutioners afhændelse af udstyr og materialer
m.v., som ikke længere benyttes, findes nærmere retningslinier i statens
indkøbsvejledning, udgivet af direktoratet for statens indkøb i 1982. Efter
vejledningens pkt. 8.1. er det generelt bestemt, at overdragelse eller salg
til personer, der er ansat i den pågældende institution eller til disse
personers husstand, kun må ske ved offentlig auktion.
For så vidt angår indkøb og bygge- og anlægsarbejder findes der på såvel
det statslige som det kommunale område regler om offentligt udbud. Jeg
henviser til bestemmelsen i § 29, stk. 1, i den kommunale styrelseslov,
hvorefter et udvalgsmedlem ikke mod betaling må yde nogen præstation til den
gren af kommunens forvaltning, der forestås af vedkommende udvalg uden
forudgående offentlig licitation, eller hvor forholdene særligt taler derfor
i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagelse.
De omtalte bestemmelser om offentligt udbud m.v. er begrundet i hensynet
tl at sikre, at der ved dispositioner som de omhandlede opnås de for det
offentlige bedst mulige vilkår. Ved salg til ansatte m.fl. kommer det desuden
i betragtning, at kravet om forudgående udbud er egnet til at styrke tilliden
til, at der ikke sikker en begunstigelse af de pågældende på det offentliges
bekostning.
De nævnte hensyn gør sig efter min opfattelse gældende med tilsvarende
styrke på det kommunale område. Jeg må derfor finde det ønskeligt, om
kommunerne fortsat i praksis efterlever bestemmelserne i cirkulæreskrivelsen
af 28. oktober 1974 om offentligt udbud ved salg af kommunalt ejendomme til
medlemmer af kommunalbestyrelsen og kommunalt ansatte. Jeg forstår det
indenrigsministeriet har anført i skrivelsen af 16. december 1985 således, at
ministeriet er enig i det ønskelige heri.
På den baggrund henstiller jeg, at indenrigsministeriet gør samtlige
kommunalbestyrelser og amtsråd samt Hovedstadsrådet bekendt med det ønskelige
i, at bestemmelserne i cirkulæreskrivelsen fra 1974 fortsat iagttages.
Jeg udbeder mig underretning om, hvad der videre sker i sagen.
Officielle noter
Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1986
3.2.
Lignende dokumenter
- Salg af kommunale ejendomme til medlemmer af kommunalbestyrelsen eller kommunalt ansatte Retsinformation · 15. februar 2019
- Salg af kommunale ejendomme Retsinformation · 25. september 1997
- Servituterstatning for transmissionsledning ikke anset for skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1 SKM-databasen · 4. december 2025
- 1990 LSF 102 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF DE KOMMUNALE STYRELSESLOVE M.V. (OFFENTLIGT UDBUD AF FAST EJENDOM, DIÆTER OG TABT ARBEJDSFORTJENESTE M.V.) Retsinformation · 11. juni 1991
- Sag om, hvorvidt Sagsøgtes aftale med en selvejende institution om tilbagekøb af to ejendomme er i strid med lov om boligbyggeri og med forvaltningsretlige principper, aftaleretten og grundlæggende offentligretlige principper Domsdatabasen · 7. januar 2025
- Udtalelse om en kommunes adgang til at sælge en kommunal ejendom til næsthøjeste bud Retsinformation · 25. november 2002