Spring til indhold

Retsinformation

Salg af kommunale ejendomme til kommunalt ansatte og medlemmer af kommunalbestyrelsen

KEN nr 9040 af 10/04/1986Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Salg af kommunale ejendomme til kommunalt

ansatte og medlemmer af kommunalbestyrelsen

Under henvisning til presseomtale af en konkret sag anmodede jeg i

skrivelse af 12. februar 1985 indenrigsministeriet om at oplyse mig om,

hvorvidt de materielle regler i indenrigsministeriets cirkulæreskrivelse nr.

223 af 28. oktober 1974 om offentlig udbydelse ved salg af kommunale

ejendomme til ansatte fortsat fandt anvendelse i forbindelse med de kommunale

tilsynsmyndigheders udøvelse af legalitetskontrollen med kommunale

ejendomsdispositioner.

Den nævnte cirkulæreskrivelse blev udfærdiget efter, at ombudsmanden havde

henstillet til indenrigsministeriet at overveje i samarbejde med de kommunale

organisationer, hvorvidt der uden afgørende modhensyn kunne fastsættes

retningslinier, hvorefter salg af kommunale ejendomme, herunder navnlig salg

til medlemmer af kommunalbestyrelsen eller til kommunens ansatte, skulle ske

efter offentligt udbud (jfr. ombudsmandens beretning for 1972, side 155 ff).

Cirkulæreskrivelsen udformedes således, at kravet om offentligt udbud skulle

påses i forbindelse med tilsynsrådenes meddelelse af samtykke til afhændelse

af en kommunes faste ejendomme efter den dagældende bestemmelse i den

kommunale styrelseslovs § 59.

Bestemmelsen i styrelseslovens § 59 blev ophævet med virkning fra 1. maj

1981 (jfr. lov nr. 629 af 23. december 1980 om ændring af de kommunale

styrelseslove og indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 14. april

1981). Siden har der ikke i den kommunale styrelseslov været krav om, at

kommunernes ejendomsdispositioner skal godkendes af kommunaltilsynet.

Blandt andet med henvisning hertil svarede indenrigsministeriet i

skrivelse af 12. marts 1985, at det retlige grundlag for kommunernes

ejendomsdispositioner (nu) er de almindelige kommunalretlige grundsætninger,

hvoraf bl.a. følger, at dispositionerne ikke må forfølge ulovlige formål, og

at der ikke uden lovhjemmel må ske begunstigelse af enkeltpersoner. Efter

ministeriets opfattelse kan der ikke i medfør af de almindelige

Læs alt

kommunalretlige regler stilles krav om, at en kommunalbestyrelse anvender

bestemte fremgangsmåder, medmindre lovgivningen indeholder særlige

bestemmelser herom.

Jeg bemærkede hertil i skrivelse af 30. april 1985 til

indenrigsministeriet, at der ved salg af statens ejendomme som hovedregel

skal foretages offentligt udbud, og at den henstilling fra ombudsmanden, der

var anledning til, at indenrigsministeriet udsendte den omtalte

cirkulæreskrivelse i henhold til § 47, stk. 2, jfr. den nu ophævede

bestemmelse i styrelseslovens § 59, var begrundet i principielle

forvaltningsretlige synspunkter.

I den anledning har indenrigsministeriet i skrivelse af 16. december 1985

yderligere bemærket følgende: ...

I bemærkningerne til det lovforslag, hvorved den tidligere bestemmelse om

samtykke til kommunale ejendomsdispositioner i styrelseslovens § 59

ophævedes, hedder det, at bestemmelsen (...) ikke længere har betydning i

tilsynsmæssig henseende. Spørgsmålet om lovligheden af kommunalbestyrelsernes

dispositioner har (...) kun i begrænset omfang været rejst i forbindelse med

ansøgninger efter § 59 . Folketingets kommunaludvalg stillede under

udvalgsbehandlingen af lovforslaget det spørgsmål til indenrigsministeren,

hvordan det sikres, at en kommune ikke tager usaglige hensyn i forbindelse

med køb og salg af fast ejendom, når en kommune efter lovforslaget ikke

længere skal have tilsynsmyndighedens samtykke (...) . I sit svar henviste

indenrigsministeren til lovforslagets almindelige bemærkninger, hvorefter det

forudsættes (...), at tilsynsmyndighederne fortsat som led i det almindelige

tilsyn følger og om nødvendigt skrider ind over for kommunernes

dispositioner. Tilsynsmyndighederne vil kunne blive bekendt med ulovlige

forhold f.eks. gennem klager fra mindretal i kommunalbestyrelsen, klager fra

borgere eller omtalt i pressen. Det vil endvidere påhvile kommunens revision

at påse, at kommunerne ikke handler ulovligt i forbindelse med dispositioner

over fast ejendom .

Det fremgår således at forarbejderne til den bestemmelse, der ophævede §

59, at retstilstanden på det område, reglen havde dækket, herefter skulle

udvikle sig på grundlag af de enkelte kommunale beslutninger og den risiko

for efterfølgende kritik og prøvelse, der ligger i det særlige kommunale

tilsyns- og revisionssystem. Dertil kommer den almindelige kontrol, der

udøves af folketingets ombudsmand og domstolene.

Det er i overensstemmelse med det anførte, når den almindelige regel i

cirkulæreskrivelsen af 1974 herefter ikke længere har gyldighed for kommunale

beslutninger om salg af fast ejendom til kommunalbestyrelsesmedlemmer og

kommunalt ansatte. Om der i det konkrete tilfælde skal ske udbud, afgøres af

kommunalbestyrelsen under ansvar over for de nævnte tilsyns- og

kontrolinstanser.

Indenrigsministeriet er opmærksomt på, at den ombudsmandshenstilling, som

gav anledning til udstedelse af cirkulæreskrivelsen af 1974, var begrundet i

principielle forvaltningsretlige synspunkter. Gennem kravet om udbud ønskede

man dels at forebygge tilfælde af retlige mangler, især i form af

magtfordrejning, i den kommunale beslutning om ejendomssalg, dels at sikre,

at kommunen opnår den mest fordelagtige pris for ejendommen. Dertil kommer et

mere abstrakt hensyn til at undgå, at dispositioner af denne karakter giver

anledning til uheldig offentlig omtale.

Disse principielle synspunkter har efter indenrigsministeriets opfattelse

fortsat betydelig vægt.

Det er imidlertid ikke på grundlag af gældende lovgivning muligt at

tilgodese synspunkterne i form af en almindelig regel, som det skete i 1974;

i den forbindelse bemærke, at cirkulæreskrivelsen efter sit indhold var

bindende for tilsynsrådene, jfr. styrelseslovens § 47, stk. 2, 2. pkt., men

kun indirekte regulerede de kommunale ejendomsdispositioner.

Efter indenrigsministeriets opfattelse udgør den særlige kommunale

beslutningsproces og den efterfølgende kontrol med denne en tilstrækkelig

garanti mod retlige mangler i de kommunale beslutninger om salg af kommunens

faste ejendomme til kommunalbestyrelsesmedlemmer og kommunalt ansatte.

Indenrigsministeriet er derfor ikke indstillet på at søge tilvejebragt

hjemmel til at fastsætte regler af samme indhold som dem, der gælder for salg

af statens faste ejendomme. ...

Spørgsmålet om salg af fast ejendom til medlemmer af kommunalbestyrelsen

og kommunalt ansatte, herunder cirkulæreskrivelsen af 28. oktober 1974, er

ikke omtalt i forarbejderne til den ændringslov, der ophævede styrelseslovens

§ 59. (Folketingstidende 1980-81, tillæg A, bind I, spalte 473-74).

Indenrigsministeriet har under et møde på mit kontor den 4. marts 1986

oplyst, at det omtalte spørgsmål fra folketingets kommunaludvalg ikke

specielt sigtede til salg af fast ejendom til medlemmer af

kommunalbestyrelsen og kommunalt ansatte.

Jeg skal herefter udtale følgende:

Ved salg af fast ejendom fra staten har det siden begyndelsen af 70-erne

været fastsat som hovedregel, at salg kun kan ske efter forudgående

offentligt udbud. Bestemmelserne, der for tiden findes i finansministeriets

cirkulære af 28. august 1984 om almindelige regler for salg af statens faste

ejendomme, gælder generelt for ethvert salg og ikke kun salg til ansatte m.v.

Også på folkekirkens område har der gennem mange år været fastsat regler

om, at salg af fast ejendom under menighedsrådenes administration ikke må ske

uden forudgående offentligt udbud. Bestemmelsen findes for tiden i

kirkeministeriets cirkulære af 30. juni 1983. Et tidligere cirkulære på

området (kirkeministeriets cirkulæreskrivelse af 12. september 1972) er

gengivet og omtalt i den ombudsmandssag, der er refereret i beretningen for

1973, side 233 ff. Bestemmelserne om offentligt udbud er heller ikke her

begrænset til kun at omfatte salg til ansatte m.v.

På det kommunale område har reglerne i indenrigsministeriets omtalte

cirkulæreskrivelse af 28. oktober 1974 om offentlig udbydelse ved salg af

kommunale ejendomme til medlemmer af kommunalbestyrelsen og til kommunalt

ansatte som omtalt været gældende i tiden indtil 1. maj 1981.

For så vidt angår salg af andre værdier end fast ejendom, findes der

tilsvarende regler om offentligt udbud. Som eksempler kan nævnes følgende:

Efter postlovens § 28 skal postvæsenets salg af uanbringelige forsendelser

som hovedregel ske ved offentlig auktion, jfr. herved § 23 i bekendtgørelse

nr. 657 af 17. december 1984 om benyttelse af postvæsenet. Efter

bekendtgørelsens § 23, stk. 3, må salg af uanbringelige forsendelser til

personer, der er ansat i post- og telegrafvæsenet eller disses husstand, ikke

ske uden offentlig auktion. Jeg henviser i den forbindelse til den sag, der

er omtalt i ombudsmandens beretning for 1980, side 481, jfr. beretningen for

1981, side 338.

Efter statsbanelovens § 28, stk. 1, skal statsbanernes salg af

uanbringeligt gods som hovedregel ske ved offentlig auktion. Bestemmelsen

blev indsat i statsbaneloven ved lov nr. 226 af 16. maj 1984 efter

henstilling fra ombudsmanden, jfr. ombudsmandens beretning for 1980, side

480, og beretnigen for 1981, side 338. Salg må bortset fra offentligt

auktionssalg ikke ske til personer, der er ansat ved DSB eller til disses

husstande.

Efter § 4 og § 5 i lov om hittegods skal uafhentet hittegods som

hovedregel sælges ved offentlig auktion. Efter lovens § 5 sammenholdt med

justitsministeriets cirkulære nr. 116 af 6. juni 1952 om behandling af

hittegods kan hittegods dog i særlige tilfælde sælges på anden måde. I så

fald er det i cirkulæret bestemt, at salg ikke må ske til personer, der er

ansat i politiet eller disses husstand.

Med hensyn til statsinstitutioners afhændelse af udstyr og materialer

m.v., som ikke længere benyttes, findes nærmere retningslinier i statens

indkøbsvejledning, udgivet af direktoratet for statens indkøb i 1982. Efter

vejledningens pkt. 8.1. er det generelt bestemt, at overdragelse eller salg

til personer, der er ansat i den pågældende institution eller til disse

personers husstand, kun må ske ved offentlig auktion.

For så vidt angår indkøb og bygge- og anlægsarbejder findes der på såvel

det statslige som det kommunale område regler om offentligt udbud. Jeg

henviser til bestemmelsen i § 29, stk. 1, i den kommunale styrelseslov,

hvorefter et udvalgsmedlem ikke mod betaling må yde nogen præstation til den

gren af kommunens forvaltning, der forestås af vedkommende udvalg uden

forudgående offentlig licitation, eller hvor forholdene særligt taler derfor

i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagelse.

De omtalte bestemmelser om offentligt udbud m.v. er begrundet i hensynet

tl at sikre, at der ved dispositioner som de omhandlede opnås de for det

offentlige bedst mulige vilkår. Ved salg til ansatte m.fl. kommer det desuden

i betragtning, at kravet om forudgående udbud er egnet til at styrke tilliden

til, at der ikke sikker en begunstigelse af de pågældende på det offentliges

bekostning.

De nævnte hensyn gør sig efter min opfattelse gældende med tilsvarende

styrke på det kommunale område. Jeg må derfor finde det ønskeligt, om

kommunerne fortsat i praksis efterlever bestemmelserne i cirkulæreskrivelsen

af 28. oktober 1974 om offentligt udbud ved salg af kommunalt ejendomme til

medlemmer af kommunalbestyrelsen og kommunalt ansatte. Jeg forstår det

indenrigsministeriet har anført i skrivelsen af 16. december 1985 således, at

ministeriet er enig i det ønskelige heri.

På den baggrund henstiller jeg, at indenrigsministeriet gør samtlige

kommunalbestyrelser og amtsråd samt Hovedstadsrådet bekendt med det ønskelige

i, at bestemmelserne i cirkulæreskrivelsen fra 1974 fortsat iagttages.

Jeg udbeder mig underretning om, hvad der videre sker i sagen.

Officielle noter

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1986

3.2.

Lignende dokumenter