Spring til indhold

Retsinformation

Ophavsret

KEN nr 16926 af 27/10/1994Endelig adm. afgørelseKulturministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ophavsret

i sag nr. 61:

Copy-Dans-forvaltningssektor Kabel-TV og UBOD

mod

KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og

Tele-Sønderjylland A/S

blev af nævnet angående vederlag for benyttelse af litterære og

kunstneriske værker samt fotografier (Tvangslicensnævnet) den 27. oktober

1994 afsagt sålydende kendelse:

Sagens parter er på den ene side:

Copy-Dan's forvaltningssektor »Kabel-TV« (Copy-Dan) sammen med

Foreningen af Radiofonier vedrørende kabeldistribution i Danmark (UBOD)

(disse organisationer herefter benævnt rettighedshaverne)

På den anden side:

KTAS

Jydske Telefon A/S

Fyns Telefon A/S

Tele Sønderjylland A/S

(herefter benævnt teleselskaberne)

Disse teleselskaber optræder som ejere af kabelanlæg, der forsyner private

husholdninger med radio- og tv-programmer.

Endvidere optræder teleselskaberne i egenskab af transportører af

udenlandske radio- og fjernsynsprogrammer gennem det såkaldte hybridnet, der

stadig er under opbygning.

Ved siden af de af teleselskaberne drevne kabelanlæg modtager en stor del

af landets befolkning tv-udsendelser gennem fællesantenneanlæg, ejede af

antenneforeninger, af udlejningsejendomme eller - i nogle få tilfælde - af

kommuner. Foreninger af denne art er typisk organiseret som sammenslutninger

af beboere i etageejendomme eller parcelhusområder. Hvis anlægget ikke er

tilsluttet hybridnettet, kan kun de kanaler, der kan modtages på antennen,

Læs alt

distribueres i anlægget, og distribution af udenlandsk tv kan i så fald kun

ske i begrænset omfang. De pågældende foreninger m.v. er ikke parter i eller

repræsenterede under den foreliggende nævnssag.

Da parterne ikke efter de ved lovene nr. 274 og 275 af 6. juni 1985 - med

baggrund i Bernerkonventionens art. 11 bis (2) - gennemførte bestemmelser i

ophavsretslovens §§ 22a og 54, stk. 2, samt fotografilovens § 11a kunne opnå

enighed om den nærmere udformning af rettighedshavernes vederlagskrav, blev

tvisten indbragt for nævnet, som afsagde kendelse den 27. juni 1986 i sag nr.

16. Nævnet, der fandt, at vederlaget måtte fastsættes således, at det blev

rimeligt såvel i forhold til rettighedshaverne som i forhold til forbrugerne,

fremhævede, at betydningen af de foreliggende oplysninger om vederlagene i

andre europæiske lande - Østrig, Belgien og Holland - svækkedes derved, at

der ved indførelsen af ordningen i Østrig var taget særligt hensyn til dens

virkninger for den østrigske handelsbalance og til, om udenlandske

udsendelser kom fra lande, der ydede beskyttelse mod distribution af

østrigske udsendelser, og ved, at Belgien og Holland ikke som Danmark

beskyttede også de udøvende kunstnere såvel som radiofonierne. En i Norge

truffet ordning omfattede kun to svenske tv-programmer og svenske

radioprogrammer, som på den anden side af sproglige grunde var af særlig

interesse for nordmændene. Navnlig under hensyn til de erfaringer, som måske

kunne indvindes gennem udviklingen af hybridnettet og de følgende års

udvikling i Europa, begrænsedes vederlagsfastsættelsen til tiden indtil 1.

juli 1988.

Det årlige vederlag fastsattes efter en degressiv skala til 45 kr. pr.

husstand for til og med 3 fjernsynskanaler (og samtlige lydradiokanaler), for

hver følgende kanal 10 kr. pr kanal indtil 6 kanaler, for hver kanal ud over

6 indtil 12 5 kr. pr. kanal og for hver kanal ud over 12 3 kr. pr. kanal.

Under denne sag har rettighedshaverne påstået teleselskaberne som ejere af

kabelanlæg i Danmark med virkning fra den 1. januar 1993 pålagt at betale som

vederlag til Copy-Dan for til og med 3 fjernsynskanaler og samtlige

lydradioer et grundbeløb på 52 kr. pr. husstand, for hver fjernsynskanal ud

over 3 til og med 6 11,50 kr. pr. kanal og for kanal ud over 6 6 kr. pr.

kanal. Differencen i forhold til a conto-opkrævning forrentes med 5% over

Nationalbankens diskonto.

Subsidiært påstås tarifferne fra 1. januar 1993 reguleret med

nettoprisindekset. Mere subsidiært påstås tarifferne forhøjet efter

licensnævnets skøn.

Teleselskaberne påstår for 1993 og 1994 et vederlag på 52 kr. for til og

med 3 fjernsynskanaler (og samtlige lydradiokanaler), for hver fjernsynsknal

ud over 3 til og med 6 11,50 kr., for hver kanal ud over 6 til og med 12 for

1993 5,75 kr. og for 1994 4 kr. samt for hver fjernsynskanal ud over 12 for

1993 3,50 kr. og for 1994 o,50 kr., idet den samlede betaling pr. husstand

for 1994 ikke kan overstige 120 kr., subsidiært påstås vederlaget for 1994

sat til 3 kr. for fjernsynskanaler ud over 12 til og med 14 og for hver

fjernsynskanal ud over 14 til 0,50 kr. Den samlede betaling pr. år pr.

husstand kan efter den subsidiære påstand ikke overstige 135 kr.

Teleselskaberne har til bestyrkelse af deres påstande om nedsættelse

navnlig henvist til et komsumptionsprincip, der skulle være gældende for

vederlagsfastsættelser, til EØF-Domstolens afgørelse af 13. juli 1989 i

sagerne 110/88, 241/88 og 242/88, til Kulturministeriets nægtelse af 29.

november 1993 af godkendelse af en del af de af KODA foreslåede tariffer samt

til forarbejderne til loven om indførelse af ordningen efter ophavsretslovens

§ 22a.

Herom skal nævnet udtale:

Nævnet har i sine kendelser stedse fastholdt, at ikke forbruget forstået

som den faktiske modtagelse af udsendelser, men derimod adgangen til

modtagelse - med visse nærmere bestemte undtagelser - skulle være afgørende

for vederlagskravene.

Uanset om Copy-Dan kan siges at indtage en dominerende stilling »på

en væsentlig del af fællesmarkedet«, jf. EØF-traktatens art. 86, finder

nævnet ikke, at de i disse lande aftalte eller fastsatte vederlag til

rettighedshaverne kan sammenlignes med de danske vederlag med den konsekvens,

at disse kan anses for urimelige. Herved tager nævnet navnlig hensyn til de

meget varierende rettighedsstrukturer i de europæiske lande. Der henvises

herved til bemærkningerne ovenfor i kendelsen om forholdene i Østrig, Holland

og Belgien, hvortil føjes, at vederlagene f.eks. i Tyskland er fastsat på en

helt anden måde end i Danmark, nemlig i forhold til kabeltjenestens indtægt.

Nævnet finder det betænkeligt på det foreliggende grundlag at foretage en

generel nedsættelse af vederlaget. Nævnet har heller ikke tilstrækkelige

oplysninger til at vurdere Kulturministeriets reaktioner på KODAs forslag.

Parternes principale påstande er overensstemmende for så vidt angår de to

første trin på skalaen, og disse, der ikke findes urimelige, vil herefter

være at lægge til grund. De følgende trin angiver, som det er blevet gjort

gældende, typisk ikke forøget forbrug, men større mulighed for et

differentieret valg mellem mulighederne. Herefter, og idet en degressiv skala

ikke i sig selv behøver at medføre misforhold mellem de ydelser, der tilgår

enkelte rettighedshavere, finder nævnet det rimeligt at fastsætte følgende

skala:

For til og med 3 fjernsynskanaler og samtlige lydradioer en grundtakst på

52 kr. pr. husstand.

For hver fjernsynskanal ud over 3 til og med 6 11,50 kr. pr. kanal og for

hver kanal ud over 6 til og med 12 5 kr. pr. kanal samt for hver kanal ud

over 12 2 kr. pr. kanal.

Nævnet finder det rimeligt i kendelsen at fastslå, at vederlaget for

udsendelser i tiden kl. 1-5, søn- og helligdage dog kl. 1-7, fastsættes til

en tredjedel af de ovenfor nævnte takster.(* 1)

Taksterne bør kun have gyldighed til sommeren 1996. Thi bestemmes:

Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab, Jydske

Telefon Aktieselskab og Tele Sønderjylland Aktieselskab skal som ejere af

kabelanlæg inden for hver sit koncessionsområde til Copy-Dans

forvaltningssektor »kabel-TV« betale vederlag efter nedenstående

takstskala for den i ophavsretslovens §§ 22a og 54, stk. 2, samt

fotografilovens § 11a nævnte fordeling af radio- og fjernsynsudsendelser.

Der betales pr. husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg, årligt:

For til og med 3 fjernsynskanaler

(og samtlige lydradiokanaler) i alt 52 kr.

For hver fjernsynskanal ud over

3 til og med et samlet antal af 6 11,50 kr. pr. kanal

For hver fjernsynskanal ud over 6

til og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal

For hver fjernsynskanal derudover 2 kr. pr. kanal

For tiden mellem kl. 1 og kl. 5, på søn- og helligdage kl. 1-7, betales

dog kun vederlag svarende til en tredjedel af ovennævnte takster.(* 2)

Alle beløb er exklusive moms.

Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. januar 1993. Differencen i forhold

til a conto opkrævede beløb forrentes med 5% over Nationalbankens til enhver

tid gældende diskonto.

Fastsættelsen er, medmindre andet aftales af parterne, gældende indtil

udløbet af juni 1996.

Mogens Munch Asger Thylstrup Lise Dybdahl Østerborg

Officielle noter

(* 1) Den 14. december 1994 korrigerede nævnet den afsagte kendelse,

således at afsnittet udgik og erstattedes af følgende afsnit:

»For 1993 udgør vederlaget dog for hver kanal ud over 6 til og med 12

5,75 kr. og for hver kanal ud over 12 3,50 kr.«

(* 2) Den 14. december 1994 korrigerede nævnet den afsagte kendelse,

således at afsnittet udgik og erstattedes af følgende afsnit:

»For 1993 udgør vederlaget dog for hver kanal ud over 6 til og med 12

5,75 kr. og for hver kanal ud over 12 3,50 kr.«

Lignende dokumenter