Ophavsret
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ophavsret
i sag nr. 61:
Copy-Dans-forvaltningssektor Kabel-TV og UBOD
mod
KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og
Tele-Sønderjylland A/S
blev af nævnet angående vederlag for benyttelse af litterære og
kunstneriske værker samt fotografier (Tvangslicensnævnet) den 27. oktober
1994 afsagt sålydende kendelse:
Sagens parter er på den ene side:
Copy-Dan's forvaltningssektor »Kabel-TV« (Copy-Dan) sammen med
Foreningen af Radiofonier vedrørende kabeldistribution i Danmark (UBOD)
(disse organisationer herefter benævnt rettighedshaverne)
På den anden side:
KTAS
Jydske Telefon A/S
Fyns Telefon A/S
Tele Sønderjylland A/S
(herefter benævnt teleselskaberne)
Disse teleselskaber optræder som ejere af kabelanlæg, der forsyner private
husholdninger med radio- og tv-programmer.
Endvidere optræder teleselskaberne i egenskab af transportører af
udenlandske radio- og fjernsynsprogrammer gennem det såkaldte hybridnet, der
stadig er under opbygning.
Ved siden af de af teleselskaberne drevne kabelanlæg modtager en stor del
af landets befolkning tv-udsendelser gennem fællesantenneanlæg, ejede af
antenneforeninger, af udlejningsejendomme eller - i nogle få tilfælde - af
kommuner. Foreninger af denne art er typisk organiseret som sammenslutninger
af beboere i etageejendomme eller parcelhusområder. Hvis anlægget ikke er
tilsluttet hybridnettet, kan kun de kanaler, der kan modtages på antennen,
Læs alt
distribueres i anlægget, og distribution af udenlandsk tv kan i så fald kun
ske i begrænset omfang. De pågældende foreninger m.v. er ikke parter i eller
repræsenterede under den foreliggende nævnssag.
Da parterne ikke efter de ved lovene nr. 274 og 275 af 6. juni 1985 - med
baggrund i Bernerkonventionens art. 11 bis (2) - gennemførte bestemmelser i
ophavsretslovens §§ 22a og 54, stk. 2, samt fotografilovens § 11a kunne opnå
enighed om den nærmere udformning af rettighedshavernes vederlagskrav, blev
tvisten indbragt for nævnet, som afsagde kendelse den 27. juni 1986 i sag nr.
16. Nævnet, der fandt, at vederlaget måtte fastsættes således, at det blev
rimeligt såvel i forhold til rettighedshaverne som i forhold til forbrugerne,
fremhævede, at betydningen af de foreliggende oplysninger om vederlagene i
andre europæiske lande - Østrig, Belgien og Holland - svækkedes derved, at
der ved indførelsen af ordningen i Østrig var taget særligt hensyn til dens
virkninger for den østrigske handelsbalance og til, om udenlandske
udsendelser kom fra lande, der ydede beskyttelse mod distribution af
østrigske udsendelser, og ved, at Belgien og Holland ikke som Danmark
beskyttede også de udøvende kunstnere såvel som radiofonierne. En i Norge
truffet ordning omfattede kun to svenske tv-programmer og svenske
radioprogrammer, som på den anden side af sproglige grunde var af særlig
interesse for nordmændene. Navnlig under hensyn til de erfaringer, som måske
kunne indvindes gennem udviklingen af hybridnettet og de følgende års
udvikling i Europa, begrænsedes vederlagsfastsættelsen til tiden indtil 1.
juli 1988.
Det årlige vederlag fastsattes efter en degressiv skala til 45 kr. pr.
husstand for til og med 3 fjernsynskanaler (og samtlige lydradiokanaler), for
hver følgende kanal 10 kr. pr kanal indtil 6 kanaler, for hver kanal ud over
6 indtil 12 5 kr. pr. kanal og for hver kanal ud over 12 3 kr. pr. kanal.
Under denne sag har rettighedshaverne påstået teleselskaberne som ejere af
kabelanlæg i Danmark med virkning fra den 1. januar 1993 pålagt at betale som
vederlag til Copy-Dan for til og med 3 fjernsynskanaler og samtlige
lydradioer et grundbeløb på 52 kr. pr. husstand, for hver fjernsynskanal ud
over 3 til og med 6 11,50 kr. pr. kanal og for kanal ud over 6 6 kr. pr.
kanal. Differencen i forhold til a conto-opkrævning forrentes med 5% over
Nationalbankens diskonto.
Subsidiært påstås tarifferne fra 1. januar 1993 reguleret med
nettoprisindekset. Mere subsidiært påstås tarifferne forhøjet efter
licensnævnets skøn.
Teleselskaberne påstår for 1993 og 1994 et vederlag på 52 kr. for til og
med 3 fjernsynskanaler (og samtlige lydradiokanaler), for hver fjernsynsknal
ud over 3 til og med 6 11,50 kr., for hver kanal ud over 6 til og med 12 for
1993 5,75 kr. og for 1994 4 kr. samt for hver fjernsynskanal ud over 12 for
1993 3,50 kr. og for 1994 o,50 kr., idet den samlede betaling pr. husstand
for 1994 ikke kan overstige 120 kr., subsidiært påstås vederlaget for 1994
sat til 3 kr. for fjernsynskanaler ud over 12 til og med 14 og for hver
fjernsynskanal ud over 14 til 0,50 kr. Den samlede betaling pr. år pr.
husstand kan efter den subsidiære påstand ikke overstige 135 kr.
Teleselskaberne har til bestyrkelse af deres påstande om nedsættelse
navnlig henvist til et komsumptionsprincip, der skulle være gældende for
vederlagsfastsættelser, til EØF-Domstolens afgørelse af 13. juli 1989 i
sagerne 110/88, 241/88 og 242/88, til Kulturministeriets nægtelse af 29.
november 1993 af godkendelse af en del af de af KODA foreslåede tariffer samt
til forarbejderne til loven om indførelse af ordningen efter ophavsretslovens
§ 22a.
Herom skal nævnet udtale:
Nævnet har i sine kendelser stedse fastholdt, at ikke forbruget forstået
som den faktiske modtagelse af udsendelser, men derimod adgangen til
modtagelse - med visse nærmere bestemte undtagelser - skulle være afgørende
for vederlagskravene.
Uanset om Copy-Dan kan siges at indtage en dominerende stilling »på
en væsentlig del af fællesmarkedet«, jf. EØF-traktatens art. 86, finder
nævnet ikke, at de i disse lande aftalte eller fastsatte vederlag til
rettighedshaverne kan sammenlignes med de danske vederlag med den konsekvens,
at disse kan anses for urimelige. Herved tager nævnet navnlig hensyn til de
meget varierende rettighedsstrukturer i de europæiske lande. Der henvises
herved til bemærkningerne ovenfor i kendelsen om forholdene i Østrig, Holland
og Belgien, hvortil føjes, at vederlagene f.eks. i Tyskland er fastsat på en
helt anden måde end i Danmark, nemlig i forhold til kabeltjenestens indtægt.
Nævnet finder det betænkeligt på det foreliggende grundlag at foretage en
generel nedsættelse af vederlaget. Nævnet har heller ikke tilstrækkelige
oplysninger til at vurdere Kulturministeriets reaktioner på KODAs forslag.
Parternes principale påstande er overensstemmende for så vidt angår de to
første trin på skalaen, og disse, der ikke findes urimelige, vil herefter
være at lægge til grund. De følgende trin angiver, som det er blevet gjort
gældende, typisk ikke forøget forbrug, men større mulighed for et
differentieret valg mellem mulighederne. Herefter, og idet en degressiv skala
ikke i sig selv behøver at medføre misforhold mellem de ydelser, der tilgår
enkelte rettighedshavere, finder nævnet det rimeligt at fastsætte følgende
skala:
For til og med 3 fjernsynskanaler og samtlige lydradioer en grundtakst på
52 kr. pr. husstand.
For hver fjernsynskanal ud over 3 til og med 6 11,50 kr. pr. kanal og for
hver kanal ud over 6 til og med 12 5 kr. pr. kanal samt for hver kanal ud
over 12 2 kr. pr. kanal.
Nævnet finder det rimeligt i kendelsen at fastslå, at vederlaget for
udsendelser i tiden kl. 1-5, søn- og helligdage dog kl. 1-7, fastsættes til
en tredjedel af de ovenfor nævnte takster.(* 1)
Taksterne bør kun have gyldighed til sommeren 1996. Thi bestemmes:
Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Fyns kommunale Telefonselskab, Jydske
Telefon Aktieselskab og Tele Sønderjylland Aktieselskab skal som ejere af
kabelanlæg inden for hver sit koncessionsområde til Copy-Dans
forvaltningssektor »kabel-TV« betale vederlag efter nedenstående
takstskala for den i ophavsretslovens §§ 22a og 54, stk. 2, samt
fotografilovens § 11a nævnte fordeling af radio- og fjernsynsudsendelser.
Der betales pr. husstand, som er tilsluttet vedkommende anlæg, årligt:
For til og med 3 fjernsynskanaler
(og samtlige lydradiokanaler) i alt 52 kr.
For hver fjernsynskanal ud over
3 til og med et samlet antal af 6 11,50 kr. pr. kanal
For hver fjernsynskanal ud over 6
til og med et samlet antal af 12 5 kr. pr. kanal
For hver fjernsynskanal derudover 2 kr. pr. kanal
For tiden mellem kl. 1 og kl. 5, på søn- og helligdage kl. 1-7, betales
dog kun vederlag svarende til en tredjedel af ovennævnte takster.(* 2)
Alle beløb er exklusive moms.
Vederlaget skal kunne kræves fra den 1. januar 1993. Differencen i forhold
til a conto opkrævede beløb forrentes med 5% over Nationalbankens til enhver
tid gældende diskonto.
Fastsættelsen er, medmindre andet aftales af parterne, gældende indtil
udløbet af juni 1996.
Mogens Munch Asger Thylstrup Lise Dybdahl Østerborg
Officielle noter
(* 1) Den 14. december 1994 korrigerede nævnet den afsagte kendelse,
således at afsnittet udgik og erstattedes af følgende afsnit:
»For 1993 udgør vederlaget dog for hver kanal ud over 6 til og med 12
5,75 kr. og for hver kanal ud over 12 3,50 kr.«
(* 2) Den 14. december 1994 korrigerede nævnet den afsagte kendelse,
således at afsnittet udgik og erstattedes af følgende afsnit:
»For 1993 udgør vederlaget dog for hver kanal ud over 6 til og med 12
5,75 kr. og for hver kanal ud over 12 3,50 kr.«
Lignende dokumenter
- 1990 BSF 8 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 7 VEDRØRENDE PRIVATISERING AF TELEDANMARK A/S TILBAGE FRA FINANSUDVALGET Retsinformation · 23. oktober 1990
- 1990 LSF 11 FORSLAG TIL LOV OM VISSE FORHOLD PÅ TELEKOMMUNIKATIONSOMRÅDET Retsinformation · 7. april 1995
- 1989 BSF 59 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM MODERNISERING AF TELESELSKABERNES STRUKTUR Retsinformation · 2. februar 1990
- 1989 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM VISSE PERSONALEMÆSSIGE FORHOLD I FORBINDELSE MED OPRETTELSEN AF TELE SØNDERJYLLAND A/S Retsinformation · 7. april 1995
- Aktindsigt i bl.a. interne dokumenter hos P&T. Organer selvstændige myndigheder? Retsinformation · 6. november 2003
- Stor stigning i prisen for kabel tv Klagenævn (Nævnenes Hus) · 25. november 2004