Spring til indhold

Retsinformation

Dispensation, attest E 303, ægtefælleflytning

KEN nr 9872 af 01/02/1999Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet30. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Dispensation, attest E 303,

ægtefælleflytning

Direktoratet modtog den 21. april 1998 en ansøgning fra medlemmet

om en attest E 303 til brug for bevarelsen af hendes danske dagpenge under

arbejdssøgning i Frankrig. Hun ønskede at rejse den 31. maj

1998. Ved sin ansøgning anmodede medlemmet samtidig om dispensation

fra kravet om at stå tilmeldt Arbejdsformidlingen som ledig og

arbejdssøgende i mindst 4 uger inden afrejsen.

Direktoratet anmodede ved brev af 23. april 1998 medlemmet om at fremsende

dokumentation for hendes ægtefælles ansættelse i Frankrig -

herunder oplysninger om fra hvilken dato stillingen blev påbegyndt.

Medlemmets ægtefælle anførte i telefax af 27. april

1998, at han havde arbejdet i virksomheden siden maj 1997. Der fandtes ingen

formel ansættelseskontrakt. Efter det oplyste skulle ansættelsen

oprindelig have været af 8-10 måneders varighed.

Medlemmet oplyste på annsøgningen, at hun havde opsagt sin

stilling i en af kommunens daginstitutioner til fratræden pr. 31. maj

1998 for at følge sin ægtefælle. Afrejsetidspunktet blev

ligeledes angivet til den 31. maj 1998. Dette var begrundelsen for

ønsket om dispensation.

I ansøgningen var det endvidere oplyst, at medlemmet selv havde

opsagt stillingen med begrundelsen " Ægtefælles arbejde i

Frankrig".

Af bilagene til ansøgningen havde ægtefællens

arbejdsgiver bekræftet, at Medlemmets ægtefælle var ansat i

virksomhedens hovedkontor i Frankrig. Erklæringen var dateret den 2.

april 1998.

Tilsvarende havde medlemmets ægtefælle anført, at

stillingen nu havde udviklet sig til varigt arbejde.

Hendes ægtefælle havde suppleret oplysningerne med, at det

Læs alt

ikke ville have tjent noget formål, hvis medlemmet var flyttet til

Frankrig fra begyndelsen, idet ægtefællen havde været

på rejse i forretningsmæssigt øjemed i mere end halvdelen

af tiden.

Medlemmet havde siden - ved brev af 18. juli 1998 - kommenteret

direktoratets indberetning i sagen af 26. juni 1998.

Hun havde blandt andet anført, at hendes ægtefælles

nuværende arbejde blev til et varigt ansættelsesforhold i marts

1998, og at det var den direkte årsag til hendes opsigelse. I perioden

frem til den 31. maj skulle hun således afvikle praktiske

gøremål med afhændelse af bil og bolig samt flytning i

øvrigt.

Medlemmet fremførte endvidere, at hun ikke så noget

formål med at følge sin ægtefælle til Frankrig,

førend hun var sikker på, at han havde varig ansættelse.

I brev af 23. juli 1998 svarede kassen på direktoratets

indberetning. Kassen anså medlemmet for at have en gyldig grund til at

bringe ansættelsesforholdet ved kommunen til ophør.

Kassen havde derved ikke fundet anledning til at træffe

afgørelse i sagen.

Direktoratet traf afgørelse den 12. august 1998. Direktoratet

anså medlemmet for at være selvforskyldt ledig, idet hun opsagde

sit job ved kommune uden en gyldig grund.

Hun blev derfor pålagt 5 ugers effektiv karantæne fra den 1.

juni 1998.

Endvidere var hun ikke berettiget til at modtage dagpenge i perioden fra

sit arbejdsophør frem til sin udrejse.

Direktoratet henviste til § 14, § 21, stk. 1, § 23, stk. 1, nr. 12, § 25

og § 28, stk. 1, i direktoratets dagældende bekendtgørelse nr.

667 af 10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed samt

vejledningen hertil.

Det var direktoratets vurdering, at medlemmet måtte anses for

selvforskyldt ledig som følge af sin opsigelse af

ansættelsesforholdet ved kommunen.

Ved vurderingen heraf havde direktoratet lagt vægt på, at

medlemmet ikke havde en gyldig grund til at bringe ansættelsesforholdet

til ophør ved opsigelsen.

Medlemmet havde på ledighedserklæringen anført, at hun

selv opsagde stillingen, og at hun som årsag anførte

"Ægtefælles arbejde i Frankrig". Hun havde ved sit brev af 18.

september 1998 kommenteret direktoratets indberetning, idet hun fortsat var

af den opfattelse, at hun opfyldte betingelserne for anvendelse af den

gyldige grund "ægtefælleflytning".

Direktoratet bemærkede, at den gyldige grund

"ægtefælleflytning" - som nævnt i

rådighedsbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 12 - forudsatte, at

der var såvel årsagssammenhæng som en tidsmæssig

sammenhæng mellem ægtefællens flytning og det aktuelle

ophør.

Direktoratet havde lagt vægt på, at medlemmets

ægtefælle påbegyndte arbejde i og flyttede til Frankrig i

maj måned 1997. Direktoratet havde endvidere lagt vægt på,

at medlemmet først var ophørt med arbejdet pr. 31. maj 1998.

Det var i den forbindelse oplyst, at hendes ægtefælle oprindeligt

fik midlertidig ansættelse i 8-10 måneder, men at

ansættelsen udviklede sig til et varigt arbejde, og at det ikke ville

have tjent noget formål at medlemmet flyttede, idet hendes

ægtefælle var på forretningsrejse mere end halvdelen af

tiden.

Det var derfor direktoratets opfattelse, at hun havde bragt sit

ansættelsesforhold til ophør uden en gyldig grund.

Dette indebar, at hun blev anset for at være selvforskyldt

ledig.

Direktoratet bemærkede endvidere, at virkningen af at opsige sit

ansættelsesforhold med den begrundelse - at man flyttede fordi ens

ægtefælle overtog varigt arbejde eksempelvis i udlandet - var, at

en såkaldt mellemperiode indtrådte. Det fulgte af

rådighedsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 g).

Det indebar, at medlemmet ikke kunne få dagpenge fra ledighedens

indtræden og frem til det tidspunkt, hvor hun flyttede.

Kassen klagede i brev af 25. september på vegne af medlemmet over

direktoratets afgørelse af 12. august 1998.

Kassen anførte, at baggrunden for medlemmets opsigelse den 31. maj

1998 var, at hun ønskede at følge med sin

ægtefælle, som fra maj 1997 havde boet og arbejdet i

Frankrig.

Ægtefællens franske arbejdsgiver havde bekræftet, at

ægtefællen var ansat i virksomheden. Arbejdsgiveren havde ikke

udtalt sig om omfanget af ansættelsen, samt fra hvilken dato denne

fandt sted.

Det var kassens opfattelse, at direktoratet ikke automatisk kunne

lægge til grund, at stillingen ikke var af varig karakter, da

arbejdsgiveren ikke havde afkræftet, at der var tale om en midlertidig

ansættelse. Kassen bemærkede i den forbindelse, at varigt arbejde

normalt defineres som "arbejde i Danmark eller udlandet, der forventedes at

blive af mere end 5 ugers varighed". Dette var opfyldt i denne sag.

Baggrunden for, at medlemmet først fulgte efter den 31. maj 1998,

skyldtes, at hendes ægtefælle de første 10 måneder

af ansættelsen i Frankrig var på forretningsrejse mere end

halvdelen af tiden.

Det var således kassens opfattelse, at medlemmet havde haft en

fyldestgørende grund til at opsige sit arbejde til fratrædelse

den 31. maj 1998.

Direktoratet fandt ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 29.

september 1998 ikke grundlag for at ændre afgørelsen af 27.

august 1998.

Direktoratet bemærkede, at det fremgik af

rådighedsbekendtgørelsens § 23, stk. 1, nr. 12, at et medlem

kunne opsige arbejdet senest 2 år efter en flytning, der skyldtes, at

ægtefællen eller samleveren overtog varigt arbejde, begyndte

længevarende uddannelse eller begyndte eller flyttede selvstændig

virksomhed uden for det hidtidige hjemsted.

Bestemmelsen betød, at medlemmet kunne opsige sit arbejde med en

fyldestgørende grund senest 2 år efter sin egen - ikke

ægtefællens/samleverens - flytning.

Ankenævnet ændrede Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Lignende dokumenter