Spring til indhold

Retsinformation

NOA-Meddelelse om§ 2, § 21, stk. 2, i lov om orlov, jfr. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 1996 (nu arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. august 1998), samt § 55, § 61 og § 65 i Arbejdsmarkedsstyrelsens dagældende beke

Gældende VEJ nr 60190 af 20/10/1998VejledningBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet11. november 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

NOA-Meddelelse om§ 2, § 21, stk. 2, i lov om

orlov, jfr. Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar

1996 (nu arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 571 af 4. august

1998), samt § 55, § 61 og § 65 i Arbejdsmarkedsstyrelsens dagældende

bekendtgørelse nr. 346 af 18. maj 1997 (afløst af

bekendtgørelse nr. 48 af 26. januar 1998 om orlov til uddannelse,

sabbat og børnepasning gældende fra den 4. februar 1998).

Arbejdsmarkedets Ankenævn har opretholdt en af

Arbejdsformidlingen tilbagekaldt bevilling af uddannelsesorlov, da

ankenævnet fandt, at en af klager tidligere afholdt sabbatorlov ganske

vist havde ført til, at orlovsansøgeren havde fået

bevilget uddannelsesorlov ud over, hvad vedkommende havde ret til, men at

uddannelsesorlovsbevillingen burde opretholdes i fuldt omfang under

henvisning til, at ansøger ikke havde afgivet fejlagtige oplysninger

til Arbejdsformidlingen, ligesom pågældende ved meddelelsen om

bevillingen modtog en begunstigende afgørelse, som ikke var

åbenbart urigtig for ansøger og som ansøger derfor havde

indrettet sig i tillid til.

I en afgørelse af 9. marts 1998 ændrede

Arbejdsformidlingen datoen for en bevilget uddannelsesorlov således,

at slutdatoen for bevillingen blev ændret fra den 30. januar 1999 til

den 21. august 1998.

Arbejdsformidlingen henviste til, at ændringen var

sket på baggrund af en henvendelse fra ansøgers

arbejdsløshedskasse, som i et brev af 17. februar 1998 havde oplyst,

at pågældende tidligere havde forbrugt 23 ugers sabbatorlov.

Det fremgik af sagen, at orlovsansøgeren ikke havde

fået tilsendt en egentlig afgørelse med klagevejledning fra

Arbejdsformidlingen om den delvise tilbagekaldelse af orlovsbevillingen.

Ansøgeren havde i sin klage til ankenævnet

Læs alt

bl.a. anført, at pågældende, da ansøgeren

søgte om sabbatorlov, havde spurgt, om denne havde indflydelse

på senere afholdelse af uddannelsesorlov. Orlovsansøgeren havde

da fået at vide, at det havde den ikke. Ansøgeren havde

således handlet i god tro og var gået i gang med uddannelsen

under falske forudsætninger.

Ligeledes havde kassen den 19. marts 1998 på

ansøgerens vegne påklaget Arbejdsformidlingens afgørelse

til ankenævnet. I klagen refererede kassen

hændelsforløbet i sagen og gjorde bl.a. gældende, at

ansøgeren ikke ville have påbegyndt uddannelsen, hvis

pågældende på forhånd var blevet oplyst om, at den

afholdte sabbatorlov ville blive fratrukket i uddannelsesorloven.

Arbejdsformidlingen anførte i sine

bemærkninger til klagen bl.a., at selv om Arbejdsformidlingen begik en

fejl ved at bevilge orloven uden at undersøge et eventuelt tidligere

forbrug af orlov, og uanset, at det ligeledes var en fejl, at

orlovsansøgeren ikke fik tilsendt en skriftlig begrundelse for den

delvise tilbagekaldelse, var det fortsat formidlingens opfattelse, at

afgørelsen om den delvise tilbagekaldelse var korrekt.

Arbejdsformidlingen henviste i den forbindelse til, at

det efter formidlingens opfattelse ikke var godtgjort, at

orlovsansøgeren handlede i god tro, idet reglerne vedrørende

opgørelse af orlovsrettighederne fremgår af vejledningen

på bagsiden af ansøgningsskemaet.

Ankenævnet fandt, at den udstedte bevilling af orlov

til uddannelse for perioden 1. februar 1998 til 30. januar 1999 skulle

opretholdes for hele den bevilgede periode.

Ankenævnet lagde vægt på, at bevillingen

af orlov ud over det antal uger, som orlovsansøgeren var berettiget

til, ikke skyldtes fejlagtige oplysninger fra pågældendes side,

og ansøgeren med meddelelsen om bevillingen, modtog en begunstigende

afgørelse, som ikke var åbenbart urigtig for vedkommende, og som

ansøgeren derfor havde indrettet sig i tillid til.

Ankenævnet lagde herved særlig vægt

på, at der under sagens behandling blev begået fejl fra

såvel kassens som Arbejdsformidlingens side, idet kassen på

orlovsblanketten havde oplyst, at klageren ikke tidligere havde forbrugt af

sine orlovsrettigheder, og Arbejdsformidlingen havde undladt at

undersøge et eventuelt tidligere forbrug af orlov, inden formidlingen

bevilgede 52 ugers uddannelsesorlov.

På baggrund af de konkrete omstændigheder i

forbindelse med kassens og Arbejdsformidlingens behandling af klagerens

orlovsansøgning fandt ankenævnet ikke tilstrækkeligt

grundlag for at anfægte orlovsansøgerens gode tro på

bevillingstidspunktet. Den omstændighed, at det fremgår af

vejledningsteksten på bagsiden af ansøgningsblanketten, at der

højst kan bevilges samlet 52 ugers uddannelses- og sabbatorlov inden

for en periode på 5 år, fandt ankenævnet således ikke

i sig selv kunne begrunde, at klageren kunne anses for at have været i

ond tro på bevillingstidspunktet henset til omstændighederne i

sagen i øvrigt.

Ankenævnet ophævede således

Arbejdsformidlingens tilbagekaldelse af bevillingen, hvilket indebar, at

pågældende ansås for berettiget til udbetaling af

orlovsydelse i den oprindeligt bevilgede orlovsperiode fra den 1. februar

1998 til den 30. januar 1999.

Lignende dokumenter