Genoptagelse af husdyrbrug uden tilladelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Genoptagelse af husdyrbrug uden tilladelse
Det fremgik af sagens akter
at gårdejer A, som på det tidspunkt ejede ejendommen X, i et brev af
19. april 2001
anmodede
Miljøcenter Horsens I/S om at der som tidligere måtte produceres 2.400
slagtesvin om året, svarende til 80 dyreenheder, på ejendommen. Miljøcenter
Horsens I/S, der efter det oplyste forestår sagsbehandlingen i sager af den
foreliggende art på vegne af Brædstrup Kommune, svarede A i et brev af
10. maj 2001
at dyreholdet
kunne fortsætte som tidligere i eksisterende stald på ejendommen. Vejle Amt,
som også havde modtaget en forespørgsel fra A, meddelte ham i et brev af
22. maj 2001
at
videreførelse af produktionen på 80 dyreenheder på ejendommen kunne ske uden
at
der skulle foretages en screening i henhold til VVM-reglerne. Amtet henviste
i
den forbindelse til Miljøcenter Horsens I/S’ brev af
10. maj 2001.
Den 13. juni 2001
gav Jordbrugskommissionen for
Vejle Amt gårdejer B tilladelse til at erhverve ejendommen X. Afgørelsen blev
påklaget af en anden borger som mente at landbrugslovens regler om
fortrinsstilling burde have været anvendt. Jordbrugskommissionen sendte
klagen
til Direktoratet for FødevareErhverv sammen med et brev af
23. august 2001
i hvilket
Læs alt
jordbrugskommissionen oplyste at den havde indhentet oplysninger fra A og
vurderet sagen igen, og at jordbrugskommissionen havde besluttet at fastholde
sin afgørelse. Det fremgik af brevet at det i klagen var anført at
ejendommens
arealer var blevet tilført gylle fra bl.a. klagerens ejendom, og at klageren
derfor var af den opfattelse at der ikke var tale om en fortsat produktion,
men
om start og udvidelse af produktionen. Det fremgik endvidere at B over for
jordbrugskommissionen havde henvist til Vejle Amts vurdering af spørgsmålet
om
VVM-screening, og at denne vurdering var baseret på en redegørelse fra
Miljøcenter Horsens I/S. Desuden fremgik det af brevet at det telefonisk var
blevet oplyst over for jordbrugskommissionen at årsagen til at produktionen
på
ejendommen havde været lukket i en periode, var sygdom i besætningen samt
deraf
følgende økonomiske forhold, herunder også forsøg på salg af ejendommen, og
at
det videre var blevet oplyst at stalden i perioden oktober 1999 til marts
2000
havde været lejet ud til svineproduktion. Endelig fremgik det af
jordbrugskommissionens brev til Direktoratet for FødevareErhverv at A med en
telefax af
21. august 2001
havde dokumenteret salg af svin svarende til 68,5 dyreenheder i 1998.
I et brev af
25. september 2001
til A
oplyste Miljøcenter Horsens I/S at miljøcenteret havde modtaget en klage og
oplysning om at der ikke kunne produceres 80 dyreenheder pr. år i
dybstrøelsesstalden
på ejendommen, at staldens areal ifølge BBR var
400 m2, og at oplysningen om antallet
af dyreenheder var benyttet i forbindelse med jordbrugskommissionens
behandling
af sagen efter reglerne i landbrugsloven om fortrinsstilling. Miljøcenteret
bad
derfor A om snarest og senest
den 15. oktober 2001
at fremsende en redegørelse og en
nærmere angiven dokumentation for svineproduktionen (dyreenheder/år) i stalde
på ejendommen.
Den 21. februar 2002
modtog Brædstrup Kommune
en klage over at der var blevet genindsat grise på ejendommen X. Klagen kom
fra
en række personer som var naboer til eller boede i nærheden af ejendommen.
Der
var i klagen henvist til at stalden stort set havde stået tom siden medio
1999
hvor den daværende ejer af ejendommen stoppede produktionen, og at stalden i
en
kort periode i 2000 var udlejet til en anden landmand der på grund af sygdom
i
sin egen besætning havde brug for en karantænestald.
I et notat af
22. februar 2002
udfærdiget af Miljøcenter Horsens I/S er bl.a. anført følgende:
”I fortsættelse af verserende
klagesag ved Direktoratet for FødevareErhverv om tillægsjord efter
landbrugsloven er der konstateret, at behandling af denne sag har hvilet på
ikke korrekte oplysninger fra (A).
De korrekte oplysninger vil
sammen med udvalgets beslutning om ’lovlige antal dyreenheder på
ejendommen’
blive givet videre til Vejle Amt og Direktoratet.
Herefter er det op til amtet
om man vil udføre en fornyet screening efter planloven.
Ejendommens reelle antal
årlig producerede dyreenheder:
1985-1997: Ca. 63 D.E. årligt
1998: Leveret til slagteri 75
D.E., ifølge CAC
1999: Ca. 29 D.E.
2000: Ca. 13 D.E.
2001: Produktion ophører i
januar. Dvs. få dyreenheder.
Ny ejer påbegynder
slagtesvineproduktion i efteråret formentlig i god tro, da ejendommen en købt
ud fra, at eksisterende produktion på 80 D.E. kan fortsætte.
MiljøCentret har registreret
66 D.E. på ejendommen i forbindelse med returneret skema fra CAC,
dyretæthedsundersøgelsen i februar
2001.”
Miljøcenter Horsens I/S
henvendte sig i et brev af
7.
marts 2002
til B angående dennes dyrehold på ejendommen X.
Miljøcenteret skrev bl.a. følgende:
”Teknik- og Miljøudvalget har
på møde
den 4. marts 2002
besluttet, at den reelle lovlige svineproduktion på ejendommen (X), (Y)-by
frem
til 1999 udgjorde hvad der svarer til 63 dyreenheder produceret pr. år.
Samtidigt besluttede
udvalget, at det fremtidige dyrehold/årsproduktion skal forhåndsanmeldes af
Dem
for behandling efter de skærpede afstandskrav til samlet bebyggelse i
landzone.
I denne forbindelse vil der ske en partshøring. Kommunens efterfølgende
afgørelse kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.
Reglerne herom findes i § 4
og § 30 i ’husdyrgødningsbekendtgørelsen’ (vedlagt).
Udvalget besluttede også at
dyreholdet skal ophøre, indtil tilladelser foreligger. Dog accepteres, at det
nuværende hold slagtesvin færdigproduceres.
Forinden kommunen kan træffe
afgørelse skal Deres ansøgning ’screenes’ efter reglerne i
planloven. Denne del
af sagsbehandlingen sker i Vejle Amt.
Der vedlægges
ansøgningsskemaer, som De bedes udfylde og indsende samlet til
Rådhuset.”
Den 12. april 2002
besvarede Miljøcenter
Horsens I/S et brev fra Ejendomskontoret for landboorganisationer i Vejle Amt
der havde anmodet om dokumentation for at afgørelsen truffet
den 4. marts 2002
var i
orden. Miljøcenteret henviste i sit brev til husdyrgødningsbekendtgørelsens
§§
4 og 29.
Den 17. maj 2002
klagede Ejendomskontoret for
landboorganisationer i Vejle Amt til Skov- og Naturstyrelsen. Styrelsen
sendte
den 5. juli 2002
sagen
tilbage til Brædstrup Kommune med henvisning til at der ikke var truffet
afgørelse om en ansøgning om udvidelse af en lovlig produktion på 63
dyreenheder til en ønsket produktion på 80 dyreenheder. De følgende dage var
der skriftlig og telefonisk kontakt om sagen mellem Ejendomskontoret for
landboorganisationer i Vejle Amt og Miljøcenter Horsens I/S.
Den 27. september 2002
rettede et rådgivningscenter
på vegne af B henvendelse til Brædstrup Kommune. Rådgivningscentret anførte
at
Miljøcenter Horsens I/S’ brev af
7. marts 2002
var vanskeligt at fortolke da det ikke
fremgik af brevet i hvilket omfang det som var anført i brevet, skulle
betragtes som afgørelser, konstateringer eller påbud, og da brevet ikke
indeholdt en nærmere begrundelse. Herudover fremhævede rådgivningscentret at
den omstændighed at der forelå et ejerskifte, ikke indebar ændringer i retten
til at bevare en eksisterende lovlig produktion. Endvidere gjorde
rådgivningscentret gældende at en afbrydelse af produktionen i op til 2 ½ år
ikke ville bevirke at en genoptagelse af produktionen forudsatte en
tilladelse
efter husdyrgødningsbekendtgørelsen. Desuden anførte rådgivningscentret at
produktionen på ejendommen havde været afbrudt i perioden fra
1. maj 1999
til begyndelsen
af september 2001, altså en periode på 2 år og 4 måneder. I den forbindelse
så
rådgivningscentret bort fra den produktion der havde fundet sted i perioden
fra
1. oktober 1999
til
1. marts 2000,
og hvis omfang rådgivningscentret ikke havde undersøgt. Endelig anførte
rådgivningscentret i brevet af
27. september 2002
at produktionen havde en størrelse
som svarede til 80 dyreenheder.
Jordbrugskommissionen for
Vejle Amt meddelte i et brev af
14. oktober 2002
Ejendomskontoret for
landboorganisationer i Vejle Amt at den tilladelse til at erhverve ejendommen
som kommissionen havde givet B
den 13. juni 2001, var blevet påklaget til Direktoratet
for FødevareErhverv, og at direktoratet havde hjemvist sagen til fornyet
behandling i kommissionen. Kommissionen havde herefter truffet en afgørelse
hvorefter B fik afslag på at erhverve ejendommen, idet det dog samtidig blev
tilkendegivet at en tilladelse kunne forventes hvis den person som havde
påklaget afgørelsen, blev tilgodeset med
3,3
ha
tillægsjord. Det fremgår af sagen at ejendomskontoret
den 30. oktober 2002
påklagede denne afgørelse på vegne af B, og at Jordbrugskommissionen for
Vejle
Amt
den 2. december 2002
indsendte klagen til Direktoratet for FødervareErhverv med oplysning om at
sagen var blevet revurderet, men at dette ikke havde medført en ændret
stillingtagen. Der er ikke oplysninger i sagen om klagesagens udfald.
Rådgivningscentret holdt et
møde med Brædstrup Kommune
den
29. oktober 2002, og i et brev af
18. november 2002
til kommunen redegjorde
rådgivningscentret nærmere for at den omstændighed at produktionen på
ejendommen havde været afbrudt i en periode på 2 år og 4 måneder, efter
rådgivningscentrets
opfattelse ikke kunne anses for et kontinuitetsbrud, og at der således ikke
kunne stilles krav om en ny godkendelse af produktionen i henhold til
husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Hvad angår produktionens
omfang, redegjorde rådgivningscentret i brevet af
18. november 2002
nærmere for at det
måtte lægges til grund at der frem til ca.
1. maj 1999
havde været en produktion på
ejendommen på 80 dyreenheder. Rådgivningscentret gjorde herudover gældende at
den omstændighed at Miljøcenter Horsens I/S havde haft kendskab til
produktionens
omfang uden at kommunen havde reageret inden for den frist på to uger som er
fastsat i husdyrgødningsbekendtgørelsen, måtte medføre at ejendommens ejer
måtte kunne anse produktionen for lovlig. Rådgivningscentret oplyste i brevet
at der på mødet
den 29.
oktober 2002
var blevet udleveret en redegørelse for dyreenheder på
ejendommen hvoraf det fremgik at der på ejendommen havde været en produktion
på
ca. 75 dyreenheder. I den forbindelse henviste rådgivningscentret til at
miljømyndigheden havde foretaget et tilsyn på ejendommen i 1998 og derfor
måtte
være bekendt med produktionens omfang, men at der ikke var blevet reageret
over
for denne.
I skemaer der er stemplet med
en oplysning om at de er modtaget af Brædstrup Kommune
den 21. november 2002, indgav B
forhåndsanmeldelse om udvidelse og ændringer af staldene på to ejendomme,
herunder ejendommen X. I et brev af
4. december 2002
udbad Miljøcenter Horsens I/S sig
yderligere oplysninger med henblik på at behandle sagen.
Den 24. november 2002
modtog Brædstrup
Kommune på ny klager over svineproduktionen fra en række personer som var
naboer til eller boede i nærheden af ejendommen X, og
den 28. november 2002
traf kommunen
afgørelse i sagen. Kommunen besluttede at fastholde den tidligere afgørelse
om
at produktionsstoppet på minimum 2 år og 4 måneder skulle anses for et
kontinuitetsbrud, således at det fremtidige dyrehold/årsproduktion skulle
forhåndsanmeldes for behandling efter de skærpede afstandskrav til samlet
bebyggelse i landzone. Kommunen henviste i den forbindelse til §§ 4 og 30 i
husdyrgødningsbekendtgørelsen. Det fremgik af brevet at ud over længden af
produktionsstoppet havde kommunen lagt vægt på bl.a. følgende elementer:
”–byrådet har i 1997
besluttet, at der skal byudvikles i (Y)-by med henblik på inddragelse i
byzone
– afstandskravene fra
01.01.2001
i
husdyrgødningsbekendtgørelsen kan ikke overholdes
– omgivelserne/naboerne har i
almindelighed disponeret i tillid til, at virksomhedens drift er
ophørt.”
Den 19. december 2002
påklagede
rådgivningscentret afgørelsen til Skov- og Naturstyrelsen. Styrelsen meddelte
i
et brev af
10. april 2003
at sagen ikke kunne påklages til styrelsen da kommunens afgørelse havde
karakter af en indskærpelse som havde hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 69,
stk. 1, og som der derfor ikke var mulighed for at klage over i henhold til §
69, stk. 3.
Rådgivningscentret klagede
herefter til mig over Brædstrup Kommunes og Skov- og Naturstyrelsens
afgørelser. I et brev af
30.
september 2003
oplyste jeg at jeg havde anmodet Brædstrup Kommune
om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg meddelte samtidig at jeg
havde
besluttet ikke at gennemføre en egentlig ombudsmandsundersøgelse af den del
af
klagen som angik Skov- og Naturstyrelsen, da de beslutninger som blev meddelt
med Miljøcenter Horsens I/S’ brev af
7. marts 2002, måtte anses for at være truffet i medfør
af miljøbeskyttelseslovens §§ 68 og 69, og da det fremgår af § 69, stk. 3, at
tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 i samme bestemmelse ikke kan
påklages til anden administrativ myndighed.
Brædstrup Kommune har afgivet
en udtalelse i brev af
20.
november 2003
og har samtidig fremsendt sagens akter, og
rådgivningscentret har i et brev af
12. december 2003
afgivet kommentarer til kommunens
udtalelse.
Ombudsmandens udtalelse
”Kontinuitetsbrud
De regler som sagen skal bedømmes efter, fremgår af bekendtgørelsen om
erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.
(husdyrgødningsbekendtgørelsen). Siden 1992 har der successivt været udstedt
flere bekendtgørelser med denne titel. Da afgørelsen af
7. marts 2002
blev truffet, var det bekendtgørelse nr. 877 af
10. december 1998, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1369 af
15. december 2000, der var gældende.
Bekendtgørelsen indeholdt følgende regler i § 2, nr. 11, samt §§ 4, 29 og 30:
’§ 2. I bekendtgørelsen anvendes følgende definitioner:
11) En dyreenhed er en
beregningsenhed, der for de dyrearter, som er optaget på bekendtgørelsens
bilag
1 udgør det antal dyr, som er fastsat i bilaget. For andre arter af husdyr
end
de i bilaget nævnte omregnes til dyreenheder ud fra gødningsproduktionens
beregnede indhold af plantenæringsstoffer, idet et indhold på
100 kg
N ab lager inklusive den mængde
der afsættes på marken svarer til 1 dyreenhed. Omregningsfaktorerne i bilag 1
fastsættes for kvæg således, at en dyreenhed svarer til
100 kg
kvælstof i husdyrgødning ab
lager inklusiv den mængde, der afsættes på marken. For andre husdyrarter
optaget på bilag 1 fastsættes omregningsfaktoren fra
den 1. august 2002, så en dyreenhed
svarer til
100 kg
kvælstof i husdyrgødning ab lager inklusiv den mængde, der afsættes på
marken.
§ 4. Kommunalbestyrelsen kan
godkende etablering, udvidelse og ændring af husdyrbrug, herunder stalde og
lignende, og gødningsopbevaringsanlæg inden for de i stk. 3 nævnte afstande.
Etablering, udvidelse og ændring uden for de i stk. 3 nævnte afstande, samt
udvidelse og ændring, der inden for disse afstande ikke medfører forøget
forurening, kan ske uden godkendelse, jf. dog §§ 29-30.
Stk. 2. En godkendelse skal
være ledsaget af sådanne vilkår, at risikoen for forurening eller
ikke-uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses.
Stk. 3. Afstande for
lokalisering af husdyrbrug med mere end 15 dyreenheder, jf. dog stk. 4:
1) Til nabobeboelse
50 m
2) Til ejendomme, der ligger
inden for en samlet bebyggelse i landzone. Ved en samlet bebyggelse forstås
områder, hvor der inden for en afstand af
200
m
fra pågældende ejendoms bygninger m.v. (stalde, foder-
eller gødningsopbevaringsanlæg) ligger beboelsesbygninger for mere end fire
andre
ejendomme
300 m
3) Til eksisterende eller,
ifølge kommuneplanens rammedel, fremtidigt byzone- eller sommerhusområde
300 m
4) Til område i landzone, der
i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig og erhverv eller til
offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner og lignende
300 m.
Stk. 4. Afstande for
lokalisering af husdyrbrug omfattet af godkendelsespligten i medfør af
miljøbeskyttelseslovens
kapitel 5 fastsættes i den enkelte godkendelse.
§ 29. Inden etablering,
udvidelse eller ændring af et af de i kapitel 3-8 omhandlede anlæg, skal der
indgives anmeldelse af byggeriet til kommunalbestyrelsen. Det samme gælder
for
pelsdyrhaller til kødædende pelsdyr.
Stk. 2. Anmeldelsen skal
indeholde konstruktionstegninger m.v., som anført i bygningsreglementet,
dokumentation for, at de i kapitel 3-8 nævnte krav til styrke, tæthed og
bestandighed opfyldes, samt angivelse af anlæggets placering i forhold til
vandindvindingsanlæg, vandløb (herunder dræn), søer, omgivende ejendomme,
bebyggelse og eksisterende, eller ifølge kommuneplanen, fremtidigt udlagt
byzone- og sommerhusområde, samt områder, der i kommuneplanen og/eller
lokalplan er udlagt til boligformål eller blandet bolig og erhverv eller til
offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner og lignende.
Stk. 3. Anmeldelsespligten
anses for opfyldt, når der er indgivet anmeldelse i medfør af
bygningsreglementet,
og når denne anmeldelse indeholder de i stk. 2 nævnte oplysninger.
Kommunalbestyrelsen
kan bestemme, at anmeldelse skal ske på særlige skemaer.
Stk. 4. Har
kommunalbestyrelsen ikke inden 2 uger fra anmeldelsen gjort indsigelse, kan
arbejdet bringes til udførelse. Såfremt byggearbejdet kræver dispensation,
tilladelse eller godkendelse efter denne bekendtgørelse, skal der ansøges
herom
i forbindelse med anmeldelsen. Arbejdet må, uanset bestemmelsen i 1. pkt.,
ikke
påbegyndes, medmindre dispensation, tilladelse eller godkendelse er meddelt.
Stk. 5. Har
kommunalbestyrelsen gjort indsigelse, må bygge- og anlægsarbejder ikke
påbegyndes, før kommunalbestyrelsen har meddelt afgørelse om, under hvilke
nærmere betingelser projektet kan gennemføres.
§ 30. Inden etablering,
udvidelse eller ændring af dyrehold inden for eksisterende anlæg omfattet af
kapitel 3-8, skal der indgives anmeldelse heraf til kommunalbestyrelsen. Det
samme gælder for pelsdyrhold inden for eksisterende pelsdyrhaller.
Stk. 2. Anmeldelsen skal
angive anlæggets placering i forhold til vandindvindingsanlæg, vandløb
(herunder dræn), søer, omgivende ejendomme, bebyggelse og eksisterende, eller
ifølge kommuneplanen, fremtidigt udlagt byzone- og sommerhusområde, samt
områder, der i kommuneplanen og/eller lokalplan er udlagt til boligformål
eller
blandet bolig og erhverv eller til offentlige formål med henblik på beboelse,
institutioner og lignende.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen
kan bestemme, at anmeldelse skal ske på særlige skemaer.
Stk. 4. Har
kommunalbestyrelsen ikke inden 2 uger fra modtagelsen af anmeldelsen gjort
indsigelse,
kan etableringen, ændringen eller udvidelsen bringes til udførelse. Hvis
forholdet kræver dispensation, tilladelse eller godkendelse efter denne
bekendtgørelse, skal der ansøges herom i forbindelse med anmeldelsen. I så
fald
må etableringen, udvidelsen eller ændringen, uanset bestemmelsen i 1.
punktum,
ikke påbegyndes, medmindre dispensation, tilladelse eller godkendelse er
meddelt.
Stk. 5. Har
kommunalbestyrelsen gjort indsigelse, må etablering, udvidelse eller ændring
ikke påbegyndes, før kommunalbestyrelsen har meddelt afgørelse om, under
hvilke
nærmere betingelser projektet kan gennemføres.’
Bekendtgørelsen indeholdt i
bilag 1 en angivelse af beregningsfaktorer ved beregning af dyreenheder, jf.
§
2. Om slagtesvin indeholdt bilaget følgende oplysninger:
Husdyrart: Slagtesvin
Enhed: Prod.dyr
Vægt:
Antal til 1
Dyreenhed:
Dyreenheder
pr. dyr:
25-
95 kg
30
0,033
25.98 kg
28
0,0036
30-
98 kg
30
0,0033
30-
110 kg
24
0,042
’Bekendtgørelse nr. 877 af
10. december 1998
og
bekendtgørelse nr. 1369 af
15.
december 2000
blev erstattet af bekendtgørelse nr. 604 af
15. juli 2002
der trådte i
kraft
den 1. august 2002.
Visse af bekendtgørelsens bestemmelser trådte dog først i kraft på et senere
tidspunkt.
Et væsentligt spørgsmål i
sagen er hvor stor svineproduktionen på ejendommen (X) var før (B) overtog
ejendommen. De oplysninger som De og Brædstrup Kommune har givet om dette
spørgsmål,
er ikke overensstemmende. De har gjort gældende at produktionen har haft et
omfang der svarer til 80 dyreenheder, subsidiært 75 dyreenheder, mens
Brædstrup
Kommune har lagt til grund at produktionen frem til 1999 havde et omfang der
svarede til 63 dyreenheder. De har i klagen til mig anmodet mig om at tage
stilling til spørgsmålet om størrelsen af produktionen.
Ombudsmandsinstitutionen er
ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi
ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen,
men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af
hvor
stor svineproduktionen på ejendommen (X) var før (B) overtog ejendommen, vil
ikke kunne gennemføres inden for rammerne af en ombudsmandsundersøgelse, men
må
efter min opfattelse ske ved domstolene.
Reglerne i
husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 4, 29 og 30 skal anvendes når der på en
ejendom sker etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug. Den
omstændighed at der indføres nye regler på området som eventuelt indeholder
skærpede krav til husdyrproduktionen, indebærer imidlertid ikke at de nye
regler skal anvendes på et husdyrbrug som allerede er etableret, medmindre
der
er tale om en udvidelse eller ændring af husdyrbruget.
Ejendommen (X) havde, også
før (B) overtog den, været anvendt til produktion af slagtesvin, men efter
det
oplyste havde der inden ejerskiftet været en periode hvor produktionen var
indstillet eller kun havde et ganske ringe omfang. Det rejser spørgsmål om
hvorvidt der foreligger et kontinuitetsbrud, altså om den hidtidige
produktion
på ejendommen må anses for afbrudt i et sådant omfang at en genoptagelse af
produktionen skal betragtes som en ny etablering af en produktion.
Husdyrgødningsbekendtgørelsen
er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, men hverken bekendtgørelsen
eller loven indeholder regler om kontinuitetsbrud.
Spørgsmålet om
kontinuitetsbrud opstår ikke kun i forhold til husdyrgødningsbekendtgørelsen,
men også i forhold til flere andre regelsæt på det miljøretlige område, og
det
har ikke kun betydning i sager hvor retten til at anvende ejendommen beror på
at anvendelsen har fundet sted før indførelsen af regler i lovgivningen
hvorefter denne anvendelse forudsætter en tilladelse eller dispensation, men
også i sager hvor en sådan ret beror på en tilladelse eller dispensation fra
lovgivningens almindelige regler. Den miljøretlige lovgivning indeholder
flere
regler om såvel dette spørgsmål som om det beslægtede spørgsmål om bortfald
af
en tilladelse eller dispensation der ikke er blevet udnyttet inden for en vis
tid efter at den er blevet meddelt. Planloven (nu lovbekendtgørelse nr. 883
af
18. august 2004
om
planlægning) indeholder i § 56 følgende regler:
’§ 56. En tilladelse eller
dispensation efter denne lov bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år
efter, at den er meddelt.
Stk. 2. En hidtidig ret til
at udnytte en ejendom på en måde, som er i strid med §
38 a, en lokalplan eller en efter § 68,
stk. 2, opretholdt plan, eller som ville kræve tilladelse eller dispensation
efter denne lov, bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på
hinanden
følgende år.’
I forarbejderne til denne
bestemmelse (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp. 1794) er
anført følgende:
’I stk. 1 indføres en generel
forældelsesregel for ikke-udnyttede tilladelser eller dispensationer svarende
til bestemmelsen i by- og landzonelovens § 9, stk. 10. Bestemmelsen
indskrænker
ikke adgangen til at meddele midlertidige tilladelser eller dispensationer.
Stk. 2 svarer til
sommerhuslovens § 7 b, stk. 1, og lovfæster generelt den hidtidige
administrative praksis, hvorefter længerevarende ophold i en hidtil lovligt
eksisterende anvendelse af en ejendom indebærer, at mellemkommende lovgivning
eller planlægning skal respekteres. Hvis retten til at udnytte en ejendom
hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation fra lovgivning eller
planlægning,
bortfalder tilladelsen eller dispensationen dog ikke på grund af ophold i
udnyttelsen, medmindre dette er fastsat som et vilkår i det konkrete tilfælde
eller fremgår af loven, sammenhold § 40, stk. 2, og § 41, stk.
3.’
Ved lov nr. 282 af
12. maj 1999
om ændring af
lov om naturbeskyttelse og af lov om ændring af lov om planlægning og lov om
naturbeskyttelse blev naturbeskyttelseslovens §§ 8 og 15 ændret således at
der
blev indført forbud mod tilplantning af arealer som er i landbrugsmæssig
drift
og som er omfattet af reglerne om klitfredning eller kystbeskyttelse. I
Miljø-
og Energiministeriets vejledning om
300
m
strandbeskyttelses- og klitfredningszone (2000), pkt.
4.2.2, er anført følgende om tilplantningsforbuddet:
’Tilplantningsforbudet
omfatter kun ny tilplantning efter ikrafttrædelsen af de nye
beskyttelsesbestemmelser.
Hvis et areal i en af beskyttelseszonerne er blevet tilplantet lovligt før
dette tidspunkt, det være sig som skov, frugtplantage eller til juletræer,
kan
denne driftsform fortsætte under forudsætning af, at gentilplantning
foretages
snarest efter afdrift, dvs. uden unødvendigt kontinuitetsbrud. Specielt om
bær-
og frugtplantager inden for den udvidede strandbeskyttelseszone fremgår det
af
folketingsudvalgets betænkning over forslaget til loven af
12. maj 1999, at gentilplantning med
bærbuske eller frugttræer vil være lovlig, selv om der går op til 6-7 år fra
afdrivningen af bær- og frugtavlsbevoksningen, og til en ny plantes. Af
udvalgsbetænkningen over kystlovforslaget fremgår det tilsvarende om
nåletræsbevoksninger til produktion af juletræer, at gentilplantning inden
for
den udvidede strandbeskyttelseszone vil være lovlig, selv om der går op til
6-7
år mellem afdrivningen af en sådan bevoksning og gentilplantningen.’
Herudover kan nævnes
naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2, som fastsætter at en tilladelse
bortfalder
hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter at den er meddelt eller ikke har
været
udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Tilsvarende bestemmelser findes i
råstoflovens § 10, stk. 6, og § 24, stk. 1. Det fremgår af skovlovens § 42 at
en afgørelse der er meddelt efter lovens § 4, § 29, stk. 1, eller § 38 eller
efter regler der er udstedt efter loven, bortfalder hvis den ikke er udnyttet
senest 3 år efter at den er meddelt, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.
Efter bygningsfredningslovens § 29 bortfalder tilladelser, samtykke mv. i
henhold til loven såfremt de ikke er udnyttet inden 5 år fra meddelelsen.
Efter
tøndermarsklovens § 43 bortfalder tilladelser der er meddelt efter loven
eller
i henhold til forskrifter som er udstedt i medfør af loven, såfremt de ikke
er
udnyttet inden 5 år efter meddelelsen. I henhold til vandforsyningslovens §
35
kan en tilladelse til vandindvinding tilbagekaldes uden erstatning når
indvinding ikke er sket inden for et sammenhængende tidsrum af 5 år.
Kontinuitetsbrud har flere
gange været behandlet i praksis på ulovbestemt grundlag. I brevet af
27. september 2002
til
Brædstrup Kommune henviste De til en afgørelse som var blevet truffet af
Miljøankenævnet
den 26.
juli 1991, og som er omtalt i Jørgen Bjerring og Gorm Møller,
Miljøbeskyttelsesloven af 1991 med kommentarer (1998), s. 363. Ved afgørelsen
tiltrådte Miljøankenævnet at genoptagelse af driften af en virksomhed der
havde
været ude af drift i tre år, krævede godkendelse efter reglerne i
miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. De henviste endvidere til en afgørelse
truffet af Miljøklagenævnet
den
25. april 1994
som er optrykt i Kendelser om Fast Ejendom, 1994, s.
272. Ved denne afgørelse fastslog Miljøklagenævnet at en del af en grusgrav
som
havde været anvendt til fyldplads før
den 1. oktober 1974
hvor den tidligere
miljøbeskyttelseslov trådte i kraft, var undtaget fra godkendelsespligten for
nye anlæg mv. som fastsat i § 33 i den gældende miljøbeskyttelseslov, uanset
at
deponeringen midlertidigt havde været indstillet ca. 2 ½ år i 1989-91.
I brevet af
18. november 2002
til
Brædstrup Kommune henviste De til en dom som var blevet afsagt af Østre
Landsret
den 18. april 2002.
Dommen angik en sag hvor en virksomhed i 1988 havde fået en godkendelse af
Storstrøms Amt til at foretage metalraffinering på grundlag af gamle
ledninger
og kabler. Godkendelsen var givet efter § 35 i den dagældende
miljøbeskyttelseslov. I 1994 ophørte den maskinelle produktion, men
virksomheden anførte under retssagen at der havde fundet en manuel produktion
sted efter 1994. I 1998 inddrog amtet godkendelsen, og Østre Landsret fandt
ikke grundlag for at tilsidesætte denne afgørelse som ugyldig. I landsrettens
præmisser er bl.a. anført følgende:
’Det må herefter lægges til
grund, at der fra 1994 til amtets afgørelse i august 1998 ikke har været
udøvet
den virksomhed, som var tilladt efter godkendelsen. Amtets afgørelse af
7. august 1998
om bortfald
af miljøgodkendelsen er baseret på en administrativ praksis i tilknytning til
§
35 i den dagældende lov om miljøbeskyttelse. Efter denne administrative
praksis
er det en forudsætning for en miljøgodkendelse, at den godkendte virksomhed
udøves med en vis kontinuitet, således at manglende udøvelse af virksomheden
i
hvert fald i mere end tre år medfører, at godkendelsen bortfalder, og at der
skal ansøges om ny tilladelse, hvis virksomheden ønskes genoptaget.’
Det er oplyst at dommen blev
anket til Højesteret, men Højesteret har oplyst over for en af mine
medarbejdere at anken senere er blevet frafaldet.
Statsamtet Vestsjælland har i
en udtalelse af
4. august
2004
givet udtryk for at genoptagelse af en svineproduktion på en
ejendom skulle godkendes efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Statsamtet
lagde navnlig vægt på at svineproduktionen var blevet afviklet i oktober 1994
og tidligst blev genetableret i februar eller marts 1997.
Naturklagenævnet traf i 1997
en afgørelse hvorefter en genåbning af en motocrossbane krævede at der blev
udarbejdet et VVM-tillæg til regionplanen, da en genåbning af banen måtte
betragtes
som et nyanlæg efter reglerne i planloven og VVM-bekendtgørelsen. Banen var
blevet lukket da der var blevet nedlagt et forbud efter
miljøbeskyttelsesloven,
men dette kunne efter Naturklagenævnets opfattelse ikke i sig selv medføre at
der var tale om et nyanlæg i VVM-reglernes forstand. Det var derimod
afgørende
for sagens udfald at banen rent faktisk ikke havde været anvendt i mere end
tre
år, mens det var uden betydning hvad der var årsagen hertil, herunder om
dette
skyldtes myndighedernes eller ansøgerens forhold. Afgørelsen er optrykt i
Miljøretlige Afgørelser og Domme, 1997, s. 524.
Folketingets Ombudsmand afgav
den 29. marts 1982 en udtalelse i en sag hvor Århus Amtskommune den 18.
oktober
1979 havde truffet afgørelse om at en zonelovstilladelse til bebyggelse af en
ejendom på Anholt med et sommerhus som amtskommunen havde meddelt ejeren den
12. februar 1976, måtte anses for bortfaldet. Afgørelsen blev indbragt for
Planstyrelsen og senere Miljøministeriet som begge stadfæstede amtskommunens
afgørelse. Ved afgørelsen havde myndighederne lagt vægt på den tid som var
gået
siden tilladelsen var blevet givet. Desuden blev der lagt vægt på at
ejendommen
lå uden for det område som i 1978 ved en partiel byplanvedtægt (og senere i
en
lokalplan) var blevet udlagt til sommerhusområde, og at myndighederne efter
1977 var blevet yderst tilbageholdende med at tillade sommerhusbebyggelse i
de
kystnære områder, ligesom man lokalt på Anholt var blevet yderst
tilbageholdende med at tillade sommerhusbebyggelse uden for de
sommerhusområder
der nu var blevet fastlagt. Ombudsmanden gav udtryk for at i en periode hvor
den planlægningsmæssige udvikling forløber særlig hurtigt, kan hensynet til i
videst muligt omfang at søge de seneste planlægningsmæssige dispositioner
virkeliggjort
vel indgå som et væsentligt element i den mere generelt prægede vurdering af
inden for hvilken tidsramme tilladelser efter zonelovgivningen normalt må
forudsættes udnyttet. Ombudsmanden mente dog at for en principiel
forvaltningsretlig
vurdering kan mellemkommende ændringer i den planlægning der gælder for et
bestemt område, ikke i sig selv tillægges betydning for den konkrete
vurdering
af om en tidligere meddelt tilladelse kan anses for bortfaldet ved forældelse
eller i øvrigt ved passivitet fra modtagerens side. I forhold til allerede
meddelte tilladelser vil hensynet til at fastholde intentionerne bag en
senere
gennemført planlægning for det pågældende område kun kunne tilgodeses dels
inden for rammerne af forvaltningsrettens almindelige regler om
tilbagekaldelse
af forvaltningsakter, dels i forbindelse med myndighedernes stillingtagen til
om en foreliggende tilladelse der må anses for bortfaldet ved forældelse,
skal
fornys. Ombudsmanden fremhævede endvidere at zonelovstilladelsen i den
foreliggende
sag var blevet givet på vilkår bl.a. at ejendommen skulle være forsynet med
vandværksvand, at amtskommunen var bekendt med de vandværksmæssige
forsyningsvanskeligheder på Anholt og derfor måtte formodes at være bekendt
med
at der kunne gå nogen tid inden det stillede vilkår ville kunne opfyldes, og
at
ejeren af ejendommen havde holdt sig orienteret om mulighederne for at få
vandværksvand indlagt på ejendommen og havde søgt om byggetilladelse ca. et
år
før det tidligste tidspunkt hvor dette kunne ske. Ombudsmanden udtalte at han
under disse omstændigheder måtte nære afgørende betænkelighed ved at
tilslutte
sig den opfattelse at zonelovstilladelsen var bortfaldet ved forældelse.
Miljøministeriet fastholdt imidlertid sin opfattelse, og derefter blev sagen
indbragt
for Østre Landsret. Landsretten dømte Miljøministeriet til at anerkende at
ejeren var berettiget til at bygge et sommerhus på sin ejendom, og henviste
til
de samme forhold angående den konkrete ejendom som ombudsmanden havde lagt
vægt
på. Dommen er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 1985, s. 446.
I et brev af
13. november 2002
anmodede De Skov- og Naturstyrelsen om retningslinjer for hvornår der kan
siges
at foreligge et kontinuitetsbrud vedrørende erhvervsmæssige husdyrhold, og i
den forbindelse henviste De bl.a. til dommen afsagt af Østre Landsret
den 18. april 2002. Skov-
og Naturstyrelsen besvarede Deres henvendelse i et brev af
18. november 2002. Styrelsen anførte
følgende:
’Rådgivningscentret ( ) har i
brev af
13. november 2002
bedt om en tilkendegivelse fra styrelsen om, hvorvidt de retningslinier, der
følger af den kommenterede miljøbeskyttelseslov, og de heri omtalte
afgørelser
fra henholdsvis Miljøankenævnet og Miljøklagenævnet samt en afsagt
landsretsdom
fra
18. april 2002
(Østre Landsret 8. afd. B-3282-98), kan antages at være retningsgivende ved
afgørelsen af, om der foreligger et kontinuitetsbrud i forhold til en lovlig
drift af et husdyrhold, der er omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Skov- og Naturstyrelsen
finder, at de nævnte kilders afgørelser om kontinuitetsbrud i relation til
miljøgodkendte virksomheder, i princippet kan anses som retningsgivende ved
bedømmelsen af, om der foreligger kontinuitetsbrud i forhold til et
husdyrbrug
omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Det betyder i praksis, at de
anførte principper mv. kan indgå som led i den konkrete vurdering, der skal
foretages i hver enkelt sag. Herunder den i landsretsdommen omtalte
administrative praksis om, at det er en forudsætning for en
tilladelse/godkendelse, at den pågældende virksomhed udøves med en vis
kontinuitet. Dette betyder, at manglende udøvelse af virksomheden i hvert
fald
i mere end tre år medfører, at godkendelsen bortfalder, og at der skal
ansøges
om ny godkendelse, hvis virksomheden ønskes genoptaget.
Styrelsen finder derudover i
relation til udnyttelsen af fx en meddelt lokaliseringsgodkendelse, at
såfremt
denne indeholder et vilkår om, at den bortfalder, hvis den ikke er udnyttet
inden for en frist (fx 2 år), så er udgangspunktet, at godkendelsen først
anses
for at være udnyttet, når det pågældende byggeri er gennemført og
virksomheden
er taget i drift. Dvs. at husdyrholdet er indsat, eller at gyllebeholderen er
taget i brug inden udløbet af den fastsatte periode. Det er således ikke
tilstrækkeligt, at et byggeri er påbegyndt.
Skov- og Naturstyrelsen
finder endelig anledning til at bemærke, at såfremt en
lokaliseringsgodkendelse/tilladelse
kun er blevet udnyttet delvist over en periode ved, at der fx ikke er indsat
så
mange dyr, som lokaliseringsgodkendelsen/tilladelsen oprindeligt gav mulighed
for, da kan den pågældende landmand ikke om x antal år gøre krav på, at han
har
ret til at udvide sin produktion uden videre med henvisning til den tidligere
meddelte ’skuffe-godkendelse’. Baggrunden er, at omgivelserne i
almindelighed
vil have disponeret i tillid til, at produktionen ligger på det niveau, som
har
været i en periode. Hvis landmanden ønsker produktionen op på det tidligere
ansøgte niveau, kræves der således en godkendelse/tilladelse til udvidelsen
efter fornyet forhåndsanmeldelse. Hvad angår periodens længde henvises til
den
ovenfor nævnte administrative praksis i landsretsdommen.’
Skov- og Naturstyrelsen har i
et notat angående den husdyrgødningsbekendtgørelse som trådte i kraft
den 1. august 2002, fremsat
bemærkninger angående spørgsmålet om kontinuitetsbrud som helt svarer til det
som fremgår af styrelsens brev af
18. november 2002
til Dem.
Miljøcenter Horsens I/S’ brev
af
7. marts 2002,
hvorved Brædstrup Kommunes afgørelse af
4. marts 2002
blev meddelt (B), måtte forstås sådan at
det var kommunens opfattelse at der forelå et kontinuitetsbrud således at der
ikke kunne etableres en ny produktion på ejendommen uden en
forhåndsanmeldelse
og godkendelse. Brevet indeholdt ikke en begrundelse for afgørelsen, herunder
en redegørelse for den retsopfattelse som dannede grundlag for kommunens
bedømmelse af spørgsmålet om kontinuitetsbrud. Derimod er der i brevet af
28. november 2002, hvor
kommunen fastholdt sin afgørelse, redegjort for kommunens opfattelse på dette
punkt. Endvidere har kommunen i udtalelsen af
20. november 2003
til mig anført at kommunen
vurderede produktionsstoppets længde som et kontinuitetsbrud idet periodens
længde i almindelighed måtte berettige til den opfattelse at produktionen var
ophørt. Jeg vender tilbage til spørgsmålet om begrundelsen for kommunens
afgørelse
nedenfor.
De har i brevet af
19. december 2002
til
Skov- og Naturstyrelsen anført at der ved afgørelse af spørgsmålet om
hvorvidt
der foreligger et kontinuitetsbrud, må tages udgangspunkt i at der er tale om
en ret for en indehaver af en virksomhed til at bibeholde en produktion. Hvis
denne ret ikke udøves med en vis kontinuitet, bortfalder denne rettighed. På
denne baggrund er det Deres opfattelse at ændringer i en virksomheds
omgivelser
ikke kan være afgørende for om der foreligger kontinuitetsbrud, men at
spørgsmålet alene afhænger af i hvor lang en periode og i hvilket omfang
produktionen har været indstillet. I brevet af
27. september 2002
gjorde De gældende at en
afbrydelse af produktionen i op til 2½ år ikke ville bevirke at en
genoptagelse
af produktionen forudsatte en tilladelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Desuden anførte De at produktionen på ejendommen (X) havde været afbrudt i
perioden fra
1. maj 1999
til begyndelsen af september 2001, altså en periode på 2 år og 4 måneder. I
den
forbindelse så De bort fra den produktion der havde fundet sted i perioden
fra
1. oktober 1999
til
1. marts 2000, og hvis
omfang De ikke havde undersøgt.
Jeg er enig i det af Skov- og
Naturstyrelsen anførte hvorefter afgørelsen af sager om kontinuitetsbrud må
ske
på grundlag af en konkret vurdering af hver enkelt sag, og ved denne
vurdering
må flere forskellige hensyn inddrages. For så vidt angår sager hvor retten
til
at anvende ejendommen beror på at anvendelsen har fundet sted før indførelsen
af regler i lovgivningen hvorefter denne anvendelse forudsætter en tilladelse
eller dispensation, ville det således antagelig i mange tilfælde lægge en
betydelig begrænsning på ejerens eller brugerens muligheder for at disponere
på
en rimelig måde hvis selv en kortvarig indstilling eller ændring af den
hidtidige anvendelse af ejendommen medførte at ejeren eller brugeren mistede
retten til at anvende ejendommen på samme måde som hidtil. På den anden side
må
selve den omstændighed at den nævnte ret alene beror på den hidtidige
anvendelse af ejendommen, og at denne anvendelse efter senere indførte
bestemmelser i lovgivningen forudsætter en tilladelse eller dispensation,
indebære at retten ophører når anvendelsen har været indstillet eller ændret
i
en længere periode. Også hensynet til naboer og andre som kan have indrettet
sig i tillid til at den hidtidige anvendelse af ejendommen er ophørt eller
ændret, taler for at retten til at anvende ejendommen på samme måde som
tidligere ophører når denne anvendelse har været ændret eller indstillet i en
periode. Herudover må det efter min opfattelse tillægges betydning om
myndighederne ved tilkendegivelser eller på anden måde har givet den
pågældende
ejer eller bruger en berettiget forventning om at retten til at anvende
ejendommen på samme måde som hidtil ikke er bortfaldet. Desuden må det
tillægges en vis betydning om det skyldes myndighedernes forhold eller
ejerens
eller brugerens forhold at den hidtidige anvendelse af ejendommen blev
indstillet eller ændret.
Nogle af de nævnte hensyn må
betragtes som generelle i den forstand at de må forventes at gøre sig
gældende
i alle eller hovedparten af de her nævnte sager. Det gælder hensynet på den
ene
side til ejerens eller brugerens muligheder for at disponere på en rimelig
måde
og på den anden side til den omstændighed at den nævnte ret alene beror på
den
hidtidige anvendelse af ejendommen, og hensynet til naboer og andre som kan
have indrettet sig i tillid til at den hidtidige anvendelse af ejendommen er
ophørt eller ændret. Disse hensyn har også betydning for bedømmelsen af den
foreliggende sag. Særlig hvad angår hensynet til naboer og andre som kan have
indrettet sig i tillid til at den hidtidige anvendelse af ejendommen er
ophørt
eller ændret, bemærker jeg at Brædstrup Kommune den 21. februar og
24. november 2002
modtog
en klage fra en række personer som var naboer til eller boede i nærheden af
ejendommen (X), over at der var blevet genindsat grise på ejendommen.
Efter det oplyste anmodede
den daværende ejer af ejendommen i et brev af
19. april 2001
Miljøcenter Horsens I/S om at
der som tidligere måtte produceres 2.400 slagtesvin om året, svarende til 80
dyreenheder, på ejendommen. Miljøcenter Horsens I/S svarede ham i et brev af
10. maj 2001
at dyreholdet
kunne fortsætte som tidligere i eksisterende stald på ejendommen. Herved gav
myndighederne ejeren en forventning om at retten til at anvende ejendommen på
samme måde som hidtil ikke var bortfaldet. Miljøcenter Horsens I/S har
imidlertid senere givet udtryk for at behandlingen af sagen havde hvilet på
oplysninger om svineproduktionen fra den tidligere ejer som ikke var
korrekte.
Hvis dette er korrekt, kan det ikke give mig anledning til bemærkninger at
myndighederne ikke anså sig forpligtet af tilsagnet i brevet af
10. maj 2001. Som
tidligere nævnt vil en endelig konstatering af hvor stor svineproduktionen på
ejendommen (X) var før (B) overtog ejendommen, ikke kunne gennemføres inden
for
rammerne af en ombudsmandsundersøgelse.
Som nævnt ovenfor må det ved
vurderingen af om der foreligger et kontinuitetsbrud, tillægges en vis
betydning om det skyldes myndighedernes forhold eller ejerens eller brugerens
forhold at den hidtidige anvendelse af ejendommen blev indstillet eller
ændret.
Af brevet af
23. august
2001
fra Jordbrugskommissionen for Vejle Amt til Direktoratet for
FødevareErhverv fremgår det at det telefonisk var blevet oplyst over for
jordbrugskommissionen at årsagen til at produktionen på ejendommen var lukket
i
en periode, var sygdom i besætningen samt deraf følgende økonomiske forhold,
herunder også forsøg på salg af ejendommen. Der er således tale om
omstændigheder som ikke skyldes myndighedernes forhold og, antager jeg,
heller
ikke den daværende ejers forhold.
På denne baggrund må
bedømmelsen af spørgsmålet om hvorvidt der forelå et kontinuitetsbrud,
foretages på grundlag af mere almene vurderinger af hvor længe afbrydelsen af
produktionen skal have varet før der kan siges at foreligge et
kontinuitetsbrud.
De har givet udtryk for at
produktionen på ejendommen (X) var indstillet i en periode på 2 år og 4
måneder, mens Brædstrup Kommune i afgørelsen af
28. november 2002
har lagt til grund at produktionen
var indstillet i en periode på minimum 2 år og 4 måneder. Ved bedømmelsen af
det foreliggende spørgsmål må der efter min opfattelse lægges vægt på at i
alle
de tilfælde hvor der i den miljøretlige lovgivning er taget stilling til
spørgsmålet om kontinuitetsbrud, er det fastlagt at der kræves en periode på
enten 3 eller 5 år før der foreligger et kontinuitetsbrud. Jeg har endvidere
lagt vægt på at i de fleste tilfælde hvor det i praksis på ulovbestemt
grundlag
er antaget at der forelå kontinuitetsbrud, har der foreligget en afbrydelse
på
mindst 3 år, og i den sag som Miljøklagenævnet tog stilling til i afgørelsen
af
25. april 1994,
blev en midlertidig indstilling af aktiviteten i ca. 2½ år efter en konkret
vurdering ikke anset for tilstrækkelig til at der forelå kontinuitetsbrud.
Det
må imidlertid også tages i betragtning at ingen af de nævnte afgørelser eller
det retsgrundlag som i øvrigt har betydning for sagen, udelukker at man efter
en konkret vurdering af en sag som den foreliggende kan nå frem til at
kontinuitetsbrud foreligger efter en afbrydelse i produktionen der har varet
kortere end 3 år, og at Statsamtet Vestsjælland i en sag hvor
svineproduktionen
på en ejendom ligesom i den foreliggende sag havde været indstillet i ca. 2
år
og 4 måneder, antog at der forelå et kontinuitetsbrud. Under disse
omstændigheder mener jeg ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at fastslå
at
den afgørelse som Brædstrup Kommune traf, ikke havde tilstrækkelig hjemmel.
Der er i den forbindelse det
særlige problem at to af de forhold som Brædstrup Kommune lagde vægt på ved
afgørelsen af
28. november
2002, ikke kan anses for lovlige kriterier i forbindelse med
afgørelsen af om der forelå et kontinuitetsbrud. Det drejer sig om dels det
forhold at byrådet i 1997 havde besluttet at der skulle ske en byudvikling i
´(Y)-by med henblik på inddragelse i byzone, dels det forhold at den ønskede
produktion på ejendommen ikke levede op til de afstandskrav som var blevet
indført fra
den 1. januar
2001
ved en ændring af husdyrgødningsbekendtgørelsen. Disse forhold
må anses for mellemkommende ændringer i de planlægningsmæssige og
lovgivningsmæssige omstændigheder som ikke i sig selv kan tillægges betydning
for den konkrete vurdering af om en tidligere erhvervet ret (eller en
tidligere
meddelt tilladelse) kan anses for bortfaldet ved forældelse eller i øvrigt
ved
passivitet. Jeg henviser til det som er anført i ombudsmandens ovenfor nævnte
brev af
29. marts 1982.
Jeg anser det for kritisabelt
at disse forhold indgik ved kommunens afgørelse, men det kan dog efter min
opfattelse ikke medføre at afgørelsen om at der forelå et kontinuitetsbrud,
skal anses for ugyldig. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at de to andre
forhold som efter det oplyste indgik ved kommunens afgørelse, længden af
produktionsstoppet samt det forhold at omgivelserne/naboerne i almindelighed
havde disponeret i tillid til at virksomhedens drift var ophørt, må anses for
lovlige. Derudover har jeg lagt vægt på at afgørelsen af
28. november 2002
alene indeholdt en
beslutning om at fastholde den tidligere trufne afgørelse af
7. marts 2002, og at der
ikke foreligger oplysninger om at der ved denne afgørelse indgik ulovlige
kriterier. Den omstændighed at afgørelsen af
7. marts 2002
ikke var ledsaget af en
begrundelse, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat. Jeg
henviser til
Jon Andersen
mfl.,
Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 853. Jeg har gjort Brædstrup Kommune
bekendt med min opfattelse.
Det må efter min opfattelse
anses for uheldigt at lovgivningen på dette område, i modsætning til flere
andre love inden for miljøområdet, ikke indeholder regler om
kontinuitetsbrud.
Jeg har derfor henstillet til Skov- og Naturstyrelsen at styrelsen tager
initiativ til at der indsættes regler i miljøbeskyttelsesloven om
kontinuitetsbrud i forbindelse med en kommende revision af loven.
Begrundelse
Da der er en nær sammenhæng
mellem spørgsmålet om det saglige grundlag for Brædstrup Kommunes afgørelse
og
spørgsmålet om begrundelsen for afgørelsen, har jeg også behandlet
sidstnævnte
spørgsmål.
Forvaltningsloven (lov nr.
571 af
19. december 1985
som senest ændret ved lov nr. 215 af
31. marts 2004
) indeholder følgende bestemmelser i §§ 22
og 24:
’§ 22. En afgørelse skal, når
den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre
afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.
§ 24. En begrundelse for en
afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til
hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på
et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal
endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3. Begrundelsens indhold
kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til
denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn
til
den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr.
§
15.’
(B) fik ikke medhold ved
afgørelsen af
7. marts 2002,
men alligevel var den ikke ledsaget af en begrundelse. Da afgørelsen var
blevet
truffet af Brædstrup Kommune, var det kommunen som havde pligt til at sikre
sig
at (B) fik en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.
Jeg
anser det for kritisabelt at dette ikke skete.
Da Miljøcenter Horsens I/S
den 12. april 2002
besvarede et brev fra Ejendomskontoret for landboorganisationer i Vejle Amt
der
havde anmodet om dokumentation for at afgørelsen af
7. marts 2002
var i orden, henviste
miljøcenteret til husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 4 og 29. Men da Brædstrup
Kommune
den 28. november
2002
meddelte Dem at kommunen fastholdt den tidligere trufne
afgørelse, henviste den til bekendtgørelsens §§ 4 og 30. Dette giver indtryk
af
at kommunen, på trods af det af miljøcenteret oplyste, anså også afgørelsen
af
7. marts 2002
for truffet
efter bekendtgørelsens §§ 4 og 30, og kommunen burde derfor have oplyst om
dette var tilfældet. Jeg har gjort Brædstrup Kommune bekendt med min
opfattelse.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Vejledning om tilvejebringelse af regionplantillæg med VVM for svine- og fjerkræfarme. Retsinformation · 9. december 2003
- Sag om, hvordan fristen for husdyrbrugs overholdelse af kravet til maksimal totaldeposition af ammoniak skal fastsættes Domsdatabasen · 28. juni 2022
- Forslag til Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug Retsinformation · 15. december 2006
- Miljøgodkendelse til svineproduktion, Tyrstingvej 1, Brædstrup. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. januar 2010
- DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling) 15. december 2011 EU-domme · 15. december 2011
- Vejledning om husdyrhold og arealkrav m.v. Retsinformation · 18. oktober 2002