Spring til indhold

Retsinformation

Genoptagelse af husdyrbrug uden tilladelse

FOU nr 2005.600UdtalelserFolketinget5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Genoptagelse af husdyrbrug uden tilladelse

Det fremgik af sagens akter

at gårdejer A, som på det tidspunkt ejede ejendommen X, i et brev af

19. april 2001

anmodede

Miljøcenter Horsens I/S om at der som tidligere måtte produceres 2.400

slagtesvin om året, svarende til 80 dyreenheder, på ejendommen. Miljøcenter

Horsens I/S, der efter det oplyste forestår sagsbehandlingen i sager af den

foreliggende art på vegne af Brædstrup Kommune, svarede A i et brev af

10. maj 2001

at dyreholdet

kunne fortsætte som tidligere i eksisterende stald på ejendommen. Vejle Amt,

som også havde modtaget en forespørgsel fra A, meddelte ham i et brev af

22. maj 2001

at

videreførelse af produktionen på 80 dyreenheder på ejendommen kunne ske uden

at

der skulle foretages en screening i henhold til VVM-reglerne. Amtet henviste

i

den forbindelse til Miljøcenter Horsens I/S’ brev af

10. maj 2001.

Den 13. juni 2001

gav Jordbrugskommissionen for

Vejle Amt gårdejer B tilladelse til at erhverve ejendommen X. Afgørelsen blev

påklaget af en anden borger som mente at landbrugslovens regler om

fortrinsstilling burde have været anvendt. Jordbrugskommissionen sendte

klagen

til Direktoratet for FødevareErhverv sammen med et brev af

23. august 2001

i hvilket

Læs alt

jordbrugskommissionen oplyste at den havde indhentet oplysninger fra A og

vurderet sagen igen, og at jordbrugskommissionen havde besluttet at fastholde

sin afgørelse. Det fremgik af brevet at det i klagen var anført at

ejendommens

arealer var blevet tilført gylle fra bl.a. klagerens ejendom, og at klageren

derfor var af den opfattelse at der ikke var tale om en fortsat produktion,

men

om start og udvidelse af produktionen. Det fremgik endvidere at B over for

jordbrugskommissionen havde henvist til Vejle Amts vurdering af spørgsmålet

om

VVM-screening, og at denne vurdering var baseret på en redegørelse fra

Miljøcenter Horsens I/S. Desuden fremgik det af brevet at det telefonisk var

blevet oplyst over for jordbrugskommissionen at årsagen til at produktionen

på

ejendommen havde været lukket i en periode, var sygdom i besætningen samt

deraf

følgende økonomiske forhold, herunder også forsøg på salg af ejendommen, og

at

det videre var blevet oplyst at stalden i perioden oktober 1999 til marts

2000

havde været lejet ud til svineproduktion. Endelig fremgik det af

jordbrugskommissionens brev til Direktoratet for FødevareErhverv at A med en

telefax af

21. august 2001

havde dokumenteret salg af svin svarende til 68,5 dyreenheder i 1998.

I et brev af

25. september 2001

til A

oplyste Miljøcenter Horsens I/S at miljøcenteret havde modtaget en klage og

oplysning om at der ikke kunne produceres 80 dyreenheder pr. år i

dybstrøelsesstalden

på ejendommen, at staldens areal ifølge BBR var

400 m2, og at oplysningen om antallet

af dyreenheder var benyttet i forbindelse med jordbrugskommissionens

behandling

af sagen efter reglerne i landbrugsloven om fortrinsstilling. Miljøcenteret

bad

derfor A om snarest og senest

den 15. oktober 2001

at fremsende en redegørelse og en

nærmere angiven dokumentation for svineproduktionen (dyreenheder/år) i stalde

på ejendommen.

Den 21. februar 2002

modtog Brædstrup Kommune

en klage over at der var blevet genindsat grise på ejendommen X. Klagen kom

fra

en række personer som var naboer til eller boede i nærheden af ejendommen.

Der

var i klagen henvist til at stalden stort set havde stået tom siden medio

1999

hvor den daværende ejer af ejendommen stoppede produktionen, og at stalden i

en

kort periode i 2000 var udlejet til en anden landmand der på grund af sygdom

i

sin egen besætning havde brug for en karantænestald.

I et notat af

22. februar 2002

udfærdiget af Miljøcenter Horsens I/S er bl.a. anført følgende:

”I fortsættelse af verserende

klagesag ved Direktoratet for FødevareErhverv om tillægsjord efter

landbrugsloven er der konstateret, at behandling af denne sag har hvilet på

ikke korrekte oplysninger fra (A).

De korrekte oplysninger vil

sammen med udvalgets beslutning om ’lovlige antal dyreenheder på

ejendommen’

blive givet videre til Vejle Amt og Direktoratet.

Herefter er det op til amtet

om man vil udføre en fornyet screening efter planloven.

Ejendommens reelle antal

årlig producerede dyreenheder:

1985-1997: Ca. 63 D.E. årligt

1998: Leveret til slagteri 75

D.E., ifølge CAC

1999: Ca. 29 D.E.

2000: Ca. 13 D.E.

2001: Produktion ophører i

januar. Dvs. få dyreenheder.

Ny ejer påbegynder

slagtesvineproduktion i efteråret formentlig i god tro, da ejendommen en købt

ud fra, at eksisterende produktion på 80 D.E. kan fortsætte.

MiljøCentret har registreret

66 D.E. på ejendommen i forbindelse med returneret skema fra CAC,

dyretæthedsundersøgelsen i februar

2001.”

Miljøcenter Horsens I/S

henvendte sig i et brev af

7.

marts 2002

til B angående dennes dyrehold på ejendommen X.

Miljøcenteret skrev bl.a. følgende:

”Teknik- og Miljøudvalget har

på møde

den 4. marts 2002

besluttet, at den reelle lovlige svineproduktion på ejendommen (X), (Y)-by

frem

til 1999 udgjorde hvad der svarer til 63 dyreenheder produceret pr. år.

Samtidigt besluttede

udvalget, at det fremtidige dyrehold/årsproduktion skal forhåndsanmeldes af

Dem

for behandling efter de skærpede afstandskrav til samlet bebyggelse i

landzone.

I denne forbindelse vil der ske en partshøring. Kommunens efterfølgende

afgørelse kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.

Reglerne herom findes i § 4

og § 30 i ’husdyrgødningsbekendtgørelsen’ (vedlagt).

Udvalget besluttede også at

dyreholdet skal ophøre, indtil tilladelser foreligger. Dog accepteres, at det

nuværende hold slagtesvin færdigproduceres.

Forinden kommunen kan træffe

afgørelse skal Deres ansøgning ’screenes’ efter reglerne i

planloven. Denne del

af sagsbehandlingen sker i Vejle Amt.

Der vedlægges

ansøgningsskemaer, som De bedes udfylde og indsende samlet til

Rådhuset.”

Den 12. april 2002

besvarede Miljøcenter

Horsens I/S et brev fra Ejendomskontoret for landboorganisationer i Vejle Amt

der havde anmodet om dokumentation for at afgørelsen truffet

den 4. marts 2002

var i

orden. Miljøcenteret henviste i sit brev til husdyrgødningsbekendtgørelsens

§§

4 og 29.

Den 17. maj 2002

klagede Ejendomskontoret for

landboorganisationer i Vejle Amt til Skov- og Naturstyrelsen. Styrelsen

sendte

den 5. juli 2002

sagen

tilbage til Brædstrup Kommune med henvisning til at der ikke var truffet

afgørelse om en ansøgning om udvidelse af en lovlig produktion på 63

dyreenheder til en ønsket produktion på 80 dyreenheder. De følgende dage var

der skriftlig og telefonisk kontakt om sagen mellem Ejendomskontoret for

landboorganisationer i Vejle Amt og Miljøcenter Horsens I/S.

Den 27. september 2002

rettede et rådgivningscenter

på vegne af B henvendelse til Brædstrup Kommune. Rådgivningscentret anførte

at

Miljøcenter Horsens I/S’ brev af

7. marts 2002

var vanskeligt at fortolke da det ikke

fremgik af brevet i hvilket omfang det som var anført i brevet, skulle

betragtes som afgørelser, konstateringer eller påbud, og da brevet ikke

indeholdt en nærmere begrundelse. Herudover fremhævede rådgivningscentret at

den omstændighed at der forelå et ejerskifte, ikke indebar ændringer i retten

til at bevare en eksisterende lovlig produktion. Endvidere gjorde

rådgivningscentret gældende at en afbrydelse af produktionen i op til 2 ½ år

ikke ville bevirke at en genoptagelse af produktionen forudsatte en

tilladelse

efter husdyrgødningsbekendtgørelsen. Desuden anførte rådgivningscentret at

produktionen på ejendommen havde været afbrudt i perioden fra

1. maj 1999

til begyndelsen

af september 2001, altså en periode på 2 år og 4 måneder. I den forbindelse

så

rådgivningscentret bort fra den produktion der havde fundet sted i perioden

fra

1. oktober 1999

til

1. marts 2000,

og hvis omfang rådgivningscentret ikke havde undersøgt. Endelig anførte

rådgivningscentret i brevet af

27. september 2002

at produktionen havde en størrelse

som svarede til 80 dyreenheder.

Jordbrugskommissionen for

Vejle Amt meddelte i et brev af

14. oktober 2002

Ejendomskontoret for

landboorganisationer i Vejle Amt at den tilladelse til at erhverve ejendommen

som kommissionen havde givet B

den 13. juni 2001, var blevet påklaget til Direktoratet

for FødevareErhverv, og at direktoratet havde hjemvist sagen til fornyet

behandling i kommissionen. Kommissionen havde herefter truffet en afgørelse

hvorefter B fik afslag på at erhverve ejendommen, idet det dog samtidig blev

tilkendegivet at en tilladelse kunne forventes hvis den person som havde

påklaget afgørelsen, blev tilgodeset med

3,3

ha

tillægsjord. Det fremgår af sagen at ejendomskontoret

den 30. oktober 2002

påklagede denne afgørelse på vegne af B, og at Jordbrugskommissionen for

Vejle

Amt

den 2. december 2002

indsendte klagen til Direktoratet for FødervareErhverv med oplysning om at

sagen var blevet revurderet, men at dette ikke havde medført en ændret

stillingtagen. Der er ikke oplysninger i sagen om klagesagens udfald.

Rådgivningscentret holdt et

møde med Brædstrup Kommune

den

29. oktober 2002, og i et brev af

18. november 2002

til kommunen redegjorde

rådgivningscentret nærmere for at den omstændighed at produktionen på

ejendommen havde været afbrudt i en periode på 2 år og 4 måneder, efter

rådgivningscentrets

opfattelse ikke kunne anses for et kontinuitetsbrud, og at der således ikke

kunne stilles krav om en ny godkendelse af produktionen i henhold til

husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Hvad angår produktionens

omfang, redegjorde rådgivningscentret i brevet af

18. november 2002

nærmere for at det

måtte lægges til grund at der frem til ca.

1. maj 1999

havde været en produktion på

ejendommen på 80 dyreenheder. Rådgivningscentret gjorde herudover gældende at

den omstændighed at Miljøcenter Horsens I/S havde haft kendskab til

produktionens

omfang uden at kommunen havde reageret inden for den frist på to uger som er

fastsat i husdyrgødningsbekendtgørelsen, måtte medføre at ejendommens ejer

måtte kunne anse produktionen for lovlig. Rådgivningscentret oplyste i brevet

at der på mødet

den 29.

oktober 2002

var blevet udleveret en redegørelse for dyreenheder på

ejendommen hvoraf det fremgik at der på ejendommen havde været en produktion

på

ca. 75 dyreenheder. I den forbindelse henviste rådgivningscentret til at

miljømyndigheden havde foretaget et tilsyn på ejendommen i 1998 og derfor

måtte

være bekendt med produktionens omfang, men at der ikke var blevet reageret

over

for denne.

I skemaer der er stemplet med

en oplysning om at de er modtaget af Brædstrup Kommune

den 21. november 2002, indgav B

forhåndsanmeldelse om udvidelse og ændringer af staldene på to ejendomme,

herunder ejendommen X. I et brev af

4. december 2002

udbad Miljøcenter Horsens I/S sig

yderligere oplysninger med henblik på at behandle sagen.

Den 24. november 2002

modtog Brædstrup

Kommune på ny klager over svineproduktionen fra en række personer som var

naboer til eller boede i nærheden af ejendommen X, og

den 28. november 2002

traf kommunen

afgørelse i sagen. Kommunen besluttede at fastholde den tidligere afgørelse

om

at produktionsstoppet på minimum 2 år og 4 måneder skulle anses for et

kontinuitetsbrud, således at det fremtidige dyrehold/årsproduktion skulle

forhåndsanmeldes for behandling efter de skærpede afstandskrav til samlet

bebyggelse i landzone. Kommunen henviste i den forbindelse til §§ 4 og 30 i

husdyrgødningsbekendtgørelsen. Det fremgik af brevet at ud over længden af

produktionsstoppet havde kommunen lagt vægt på bl.a. følgende elementer:

”–byrådet har i 1997

besluttet, at der skal byudvikles i (Y)-by med henblik på inddragelse i

byzone

– afstandskravene fra

01.01.2001

i

husdyrgødningsbekendtgørelsen kan ikke overholdes

– omgivelserne/naboerne har i

almindelighed disponeret i tillid til, at virksomhedens drift er

ophørt.”

Den 19. december 2002

påklagede

rådgivningscentret afgørelsen til Skov- og Naturstyrelsen. Styrelsen meddelte

i

et brev af

10. april 2003

at sagen ikke kunne påklages til styrelsen da kommunens afgørelse havde

karakter af en indskærpelse som havde hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 69,

stk. 1, og som der derfor ikke var mulighed for at klage over i henhold til §

69, stk. 3.

Rådgivningscentret klagede

herefter til mig over Brædstrup Kommunes og Skov- og Naturstyrelsens

afgørelser. I et brev af

30.

september 2003

oplyste jeg at jeg havde anmodet Brædstrup Kommune

om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg meddelte samtidig at jeg

havde

besluttet ikke at gennemføre en egentlig ombudsmandsundersøgelse af den del

af

klagen som angik Skov- og Naturstyrelsen, da de beslutninger som blev meddelt

med Miljøcenter Horsens I/S’ brev af

7. marts 2002, måtte anses for at være truffet i medfør

af miljøbeskyttelseslovens §§ 68 og 69, og da det fremgår af § 69, stk. 3, at

tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 i samme bestemmelse ikke kan

påklages til anden administrativ myndighed.

Brædstrup Kommune har afgivet

en udtalelse i brev af

20.

november 2003

og har samtidig fremsendt sagens akter, og

rådgivningscentret har i et brev af

12. december 2003

afgivet kommentarer til kommunens

udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

”Kontinuitetsbrud

De regler som sagen skal bedømmes efter, fremgår af bekendtgørelsen om

erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.

(husdyrgødningsbekendtgørelsen). Siden 1992 har der successivt været udstedt

flere bekendtgørelser med denne titel. Da afgørelsen af

7. marts 2002

blev truffet, var det bekendtgørelse nr. 877 af

10. december 1998, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1369 af

15. december 2000, der var gældende.

Bekendtgørelsen indeholdt følgende regler i § 2, nr. 11, samt §§ 4, 29 og 30:

’§ 2. I bekendtgørelsen anvendes følgende definitioner:

11) En dyreenhed er en

beregningsenhed, der for de dyrearter, som er optaget på bekendtgørelsens

bilag

1 udgør det antal dyr, som er fastsat i bilaget. For andre arter af husdyr

end

de i bilaget nævnte omregnes til dyreenheder ud fra gødningsproduktionens

beregnede indhold af plantenæringsstoffer, idet et indhold på

100 kg

N ab lager inklusive den mængde

der afsættes på marken svarer til 1 dyreenhed. Omregningsfaktorerne i bilag 1

fastsættes for kvæg således, at en dyreenhed svarer til

100 kg

kvælstof i husdyrgødning ab

lager inklusiv den mængde, der afsættes på marken. For andre husdyrarter

optaget på bilag 1 fastsættes omregningsfaktoren fra

den 1. august 2002, så en dyreenhed

svarer til

100 kg

kvælstof i husdyrgødning ab lager inklusiv den mængde, der afsættes på

marken.

§ 4. Kommunalbestyrelsen kan

godkende etablering, udvidelse og ændring af husdyrbrug, herunder stalde og

lignende, og gødningsopbevaringsanlæg inden for de i stk. 3 nævnte afstande.

Etablering, udvidelse og ændring uden for de i stk. 3 nævnte afstande, samt

udvidelse og ændring, der inden for disse afstande ikke medfører forøget

forurening, kan ske uden godkendelse, jf. dog §§ 29-30.

Stk. 2. En godkendelse skal

være ledsaget af sådanne vilkår, at risikoen for forurening eller

ikke-uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses.

Stk. 3. Afstande for

lokalisering af husdyrbrug med mere end 15 dyreenheder, jf. dog stk. 4:

1) Til nabobeboelse

50 m

2) Til ejendomme, der ligger

inden for en samlet bebyggelse i landzone. Ved en samlet bebyggelse forstås

områder, hvor der inden for en afstand af

200

m

fra pågældende ejendoms bygninger m.v. (stalde, foder-

eller gødningsopbevaringsanlæg) ligger beboelsesbygninger for mere end fire

andre

ejendomme

300 m

3) Til eksisterende eller,

ifølge kommuneplanens rammedel, fremtidigt byzone- eller sommerhusområde

300 m

4) Til område i landzone, der

i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig og erhverv eller til

offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner og lignende

300 m.

Stk. 4. Afstande for

lokalisering af husdyrbrug omfattet af godkendelsespligten i medfør af

miljøbeskyttelseslovens

kapitel 5 fastsættes i den enkelte godkendelse.

§ 29. Inden etablering,

udvidelse eller ændring af et af de i kapitel 3-8 omhandlede anlæg, skal der

indgives anmeldelse af byggeriet til kommunalbestyrelsen. Det samme gælder

for

pelsdyrhaller til kødædende pelsdyr.

Stk. 2. Anmeldelsen skal

indeholde konstruktionstegninger m.v., som anført i bygningsreglementet,

dokumentation for, at de i kapitel 3-8 nævnte krav til styrke, tæthed og

bestandighed opfyldes, samt angivelse af anlæggets placering i forhold til

vandindvindingsanlæg, vandløb (herunder dræn), søer, omgivende ejendomme,

bebyggelse og eksisterende, eller ifølge kommuneplanen, fremtidigt udlagt

byzone- og sommerhusområde, samt områder, der i kommuneplanen og/eller

lokalplan er udlagt til boligformål eller blandet bolig og erhverv eller til

offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner og lignende.

Stk. 3. Anmeldelsespligten

anses for opfyldt, når der er indgivet anmeldelse i medfør af

bygningsreglementet,

og når denne anmeldelse indeholder de i stk. 2 nævnte oplysninger.

Kommunalbestyrelsen

kan bestemme, at anmeldelse skal ske på særlige skemaer.

Stk. 4. Har

kommunalbestyrelsen ikke inden 2 uger fra anmeldelsen gjort indsigelse, kan

arbejdet bringes til udførelse. Såfremt byggearbejdet kræver dispensation,

tilladelse eller godkendelse efter denne bekendtgørelse, skal der ansøges

herom

i forbindelse med anmeldelsen. Arbejdet må, uanset bestemmelsen i 1. pkt.,

ikke

påbegyndes, medmindre dispensation, tilladelse eller godkendelse er meddelt.

Stk. 5. Har

kommunalbestyrelsen gjort indsigelse, må bygge- og anlægsarbejder ikke

påbegyndes, før kommunalbestyrelsen har meddelt afgørelse om, under hvilke

nærmere betingelser projektet kan gennemføres.

§ 30. Inden etablering,

udvidelse eller ændring af dyrehold inden for eksisterende anlæg omfattet af

kapitel 3-8, skal der indgives anmeldelse heraf til kommunalbestyrelsen. Det

samme gælder for pelsdyrhold inden for eksisterende pelsdyrhaller.

Stk. 2. Anmeldelsen skal

angive anlæggets placering i forhold til vandindvindingsanlæg, vandløb

(herunder dræn), søer, omgivende ejendomme, bebyggelse og eksisterende, eller

ifølge kommuneplanen, fremtidigt udlagt byzone- og sommerhusområde, samt

områder, der i kommuneplanen og/eller lokalplan er udlagt til boligformål

eller

blandet bolig og erhverv eller til offentlige formål med henblik på beboelse,

institutioner og lignende.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen

kan bestemme, at anmeldelse skal ske på særlige skemaer.

Stk. 4. Har

kommunalbestyrelsen ikke inden 2 uger fra modtagelsen af anmeldelsen gjort

indsigelse,

kan etableringen, ændringen eller udvidelsen bringes til udførelse. Hvis

forholdet kræver dispensation, tilladelse eller godkendelse efter denne

bekendtgørelse, skal der ansøges herom i forbindelse med anmeldelsen. I så

fald

må etableringen, udvidelsen eller ændringen, uanset bestemmelsen i 1.

punktum,

ikke påbegyndes, medmindre dispensation, tilladelse eller godkendelse er

meddelt.

Stk. 5. Har

kommunalbestyrelsen gjort indsigelse, må etablering, udvidelse eller ændring

ikke påbegyndes, før kommunalbestyrelsen har meddelt afgørelse om, under

hvilke

nærmere betingelser projektet kan gennemføres.’

Bekendtgørelsen indeholdt i

bilag 1 en angivelse af beregningsfaktorer ved beregning af dyreenheder, jf.

§

2. Om slagtesvin indeholdt bilaget følgende oplysninger:

Husdyrart: Slagtesvin

Enhed: Prod.dyr

Vægt:

Antal til 1

Dyreenhed:

Dyreenheder

pr. dyr:

25-

95 kg

30

0,033

25.98 kg

28

0,0036

30-

98 kg

30

0,0033

30-

110 kg

24

0,042

’Bekendtgørelse nr. 877 af

10. december 1998

og

bekendtgørelse nr. 1369 af

15.

december 2000

blev erstattet af bekendtgørelse nr. 604 af

15. juli 2002

der trådte i

kraft

den 1. august 2002.

Visse af bekendtgørelsens bestemmelser trådte dog først i kraft på et senere

tidspunkt.

Et væsentligt spørgsmål i

sagen er hvor stor svineproduktionen på ejendommen (X) var før (B) overtog

ejendommen. De oplysninger som De og Brædstrup Kommune har givet om dette

spørgsmål,

er ikke overensstemmende. De har gjort gældende at produktionen har haft et

omfang der svarer til 80 dyreenheder, subsidiært 75 dyreenheder, mens

Brædstrup

Kommune har lagt til grund at produktionen frem til 1999 havde et omfang der

svarede til 63 dyreenheder. De har i klagen til mig anmodet mig om at tage

stilling til spørgsmålet om størrelsen af produktionen.

Ombudsmandsinstitutionen er

ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi

ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen,

men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af

hvor

stor svineproduktionen på ejendommen (X) var før (B) overtog ejendommen, vil

ikke kunne gennemføres inden for rammerne af en ombudsmandsundersøgelse, men

må

efter min opfattelse ske ved domstolene.

Reglerne i

husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 4, 29 og 30 skal anvendes når der på en

ejendom sker etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug. Den

omstændighed at der indføres nye regler på området som eventuelt indeholder

skærpede krav til husdyrproduktionen, indebærer imidlertid ikke at de nye

regler skal anvendes på et husdyrbrug som allerede er etableret, medmindre

der

er tale om en udvidelse eller ændring af husdyrbruget.

Ejendommen (X) havde, også

før (B) overtog den, været anvendt til produktion af slagtesvin, men efter

det

oplyste havde der inden ejerskiftet været en periode hvor produktionen var

indstillet eller kun havde et ganske ringe omfang. Det rejser spørgsmål om

hvorvidt der foreligger et kontinuitetsbrud, altså om den hidtidige

produktion

på ejendommen må anses for afbrudt i et sådant omfang at en genoptagelse af

produktionen skal betragtes som en ny etablering af en produktion.

Husdyrgødningsbekendtgørelsen

er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, men hverken bekendtgørelsen

eller loven indeholder regler om kontinuitetsbrud.

Spørgsmålet om

kontinuitetsbrud opstår ikke kun i forhold til husdyrgødningsbekendtgørelsen,

men også i forhold til flere andre regelsæt på det miljøretlige område, og

det

har ikke kun betydning i sager hvor retten til at anvende ejendommen beror på

at anvendelsen har fundet sted før indførelsen af regler i lovgivningen

hvorefter denne anvendelse forudsætter en tilladelse eller dispensation, men

også i sager hvor en sådan ret beror på en tilladelse eller dispensation fra

lovgivningens almindelige regler. Den miljøretlige lovgivning indeholder

flere

regler om såvel dette spørgsmål som om det beslægtede spørgsmål om bortfald

af

en tilladelse eller dispensation der ikke er blevet udnyttet inden for en vis

tid efter at den er blevet meddelt. Planloven (nu lovbekendtgørelse nr. 883

af

18. august 2004

om

planlægning) indeholder i § 56 følgende regler:

’§ 56. En tilladelse eller

dispensation efter denne lov bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år

efter, at den er meddelt.

Stk. 2. En hidtidig ret til

at udnytte en ejendom på en måde, som er i strid med §

38 a, en lokalplan eller en efter § 68,

stk. 2, opretholdt plan, eller som ville kræve tilladelse eller dispensation

efter denne lov, bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på

hinanden

følgende år.’

I forarbejderne til denne

bestemmelse (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, sp. 1794) er

anført følgende:

’I stk. 1 indføres en generel

forældelsesregel for ikke-udnyttede tilladelser eller dispensationer svarende

til bestemmelsen i by- og landzonelovens § 9, stk. 10. Bestemmelsen

indskrænker

ikke adgangen til at meddele midlertidige tilladelser eller dispensationer.

Stk. 2 svarer til

sommerhuslovens § 7 b, stk. 1, og lovfæster generelt den hidtidige

administrative praksis, hvorefter længerevarende ophold i en hidtil lovligt

eksisterende anvendelse af en ejendom indebærer, at mellemkommende lovgivning

eller planlægning skal respekteres. Hvis retten til at udnytte en ejendom

hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation fra lovgivning eller

planlægning,

bortfalder tilladelsen eller dispensationen dog ikke på grund af ophold i

udnyttelsen, medmindre dette er fastsat som et vilkår i det konkrete tilfælde

eller fremgår af loven, sammenhold § 40, stk. 2, og § 41, stk.

3.’

Ved lov nr. 282 af

12. maj 1999

om ændring af

lov om naturbeskyttelse og af lov om ændring af lov om planlægning og lov om

naturbeskyttelse blev naturbeskyttelseslovens §§ 8 og 15 ændret således at

der

blev indført forbud mod tilplantning af arealer som er i landbrugsmæssig

drift

og som er omfattet af reglerne om klitfredning eller kystbeskyttelse. I

Miljø-

og Energiministeriets vejledning om

300

m

strandbeskyttelses- og klitfredningszone (2000), pkt.

4.2.2, er anført følgende om tilplantningsforbuddet:

’Tilplantningsforbudet

omfatter kun ny tilplantning efter ikrafttrædelsen af de nye

beskyttelsesbestemmelser.

Hvis et areal i en af beskyttelseszonerne er blevet tilplantet lovligt før

dette tidspunkt, det være sig som skov, frugtplantage eller til juletræer,

kan

denne driftsform fortsætte under forudsætning af, at gentilplantning

foretages

snarest efter afdrift, dvs. uden unødvendigt kontinuitetsbrud. Specielt om

bær-

og frugtplantager inden for den udvidede strandbeskyttelseszone fremgår det

af

folketingsudvalgets betænkning over forslaget til loven af

12. maj 1999, at gentilplantning med

bærbuske eller frugttræer vil være lovlig, selv om der går op til 6-7 år fra

afdrivningen af bær- og frugtavlsbevoksningen, og til en ny plantes. Af

udvalgsbetænkningen over kystlovforslaget fremgår det tilsvarende om

nåletræsbevoksninger til produktion af juletræer, at gentilplantning inden

for

den udvidede strandbeskyttelseszone vil være lovlig, selv om der går op til

6-7

år mellem afdrivningen af en sådan bevoksning og gentilplantningen.’

Herudover kan nævnes

naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2, som fastsætter at en tilladelse

bortfalder

hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter at den er meddelt eller ikke har

været

udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Tilsvarende bestemmelser findes i

råstoflovens § 10, stk. 6, og § 24, stk. 1. Det fremgår af skovlovens § 42 at

en afgørelse der er meddelt efter lovens § 4, § 29, stk. 1, eller § 38 eller

efter regler der er udstedt efter loven, bortfalder hvis den ikke er udnyttet

senest 3 år efter at den er meddelt, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.

Efter bygningsfredningslovens § 29 bortfalder tilladelser, samtykke mv. i

henhold til loven såfremt de ikke er udnyttet inden 5 år fra meddelelsen.

Efter

tøndermarsklovens § 43 bortfalder tilladelser der er meddelt efter loven

eller

i henhold til forskrifter som er udstedt i medfør af loven, såfremt de ikke

er

udnyttet inden 5 år efter meddelelsen. I henhold til vandforsyningslovens §

35

kan en tilladelse til vandindvinding tilbagekaldes uden erstatning når

indvinding ikke er sket inden for et sammenhængende tidsrum af 5 år.

Kontinuitetsbrud har flere

gange været behandlet i praksis på ulovbestemt grundlag. I brevet af

27. september 2002

til

Brædstrup Kommune henviste De til en afgørelse som var blevet truffet af

Miljøankenævnet

den 26.

juli 1991, og som er omtalt i Jørgen Bjerring og Gorm Møller,

Miljøbeskyttelsesloven af 1991 med kommentarer (1998), s. 363. Ved afgørelsen

tiltrådte Miljøankenævnet at genoptagelse af driften af en virksomhed der

havde

været ude af drift i tre år, krævede godkendelse efter reglerne i

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. De henviste endvidere til en afgørelse

truffet af Miljøklagenævnet

den

25. april 1994

som er optrykt i Kendelser om Fast Ejendom, 1994, s.

272. Ved denne afgørelse fastslog Miljøklagenævnet at en del af en grusgrav

som

havde været anvendt til fyldplads før

den 1. oktober 1974

hvor den tidligere

miljøbeskyttelseslov trådte i kraft, var undtaget fra godkendelsespligten for

nye anlæg mv. som fastsat i § 33 i den gældende miljøbeskyttelseslov, uanset

at

deponeringen midlertidigt havde været indstillet ca. 2 ½ år i 1989-91.

I brevet af

18. november 2002

til

Brædstrup Kommune henviste De til en dom som var blevet afsagt af Østre

Landsret

den 18. april 2002.

Dommen angik en sag hvor en virksomhed i 1988 havde fået en godkendelse af

Storstrøms Amt til at foretage metalraffinering på grundlag af gamle

ledninger

og kabler. Godkendelsen var givet efter § 35 i den dagældende

miljøbeskyttelseslov. I 1994 ophørte den maskinelle produktion, men

virksomheden anførte under retssagen at der havde fundet en manuel produktion

sted efter 1994. I 1998 inddrog amtet godkendelsen, og Østre Landsret fandt

ikke grundlag for at tilsidesætte denne afgørelse som ugyldig. I landsrettens

præmisser er bl.a. anført følgende:

’Det må herefter lægges til

grund, at der fra 1994 til amtets afgørelse i august 1998 ikke har været

udøvet

den virksomhed, som var tilladt efter godkendelsen. Amtets afgørelse af

7. august 1998

om bortfald

af miljøgodkendelsen er baseret på en administrativ praksis i tilknytning til

§

35 i den dagældende lov om miljøbeskyttelse. Efter denne administrative

praksis

er det en forudsætning for en miljøgodkendelse, at den godkendte virksomhed

udøves med en vis kontinuitet, således at manglende udøvelse af virksomheden

i

hvert fald i mere end tre år medfører, at godkendelsen bortfalder, og at der

skal ansøges om ny tilladelse, hvis virksomheden ønskes genoptaget.’

Det er oplyst at dommen blev

anket til Højesteret, men Højesteret har oplyst over for en af mine

medarbejdere at anken senere er blevet frafaldet.

Statsamtet Vestsjælland har i

en udtalelse af

4. august

2004

givet udtryk for at genoptagelse af en svineproduktion på en

ejendom skulle godkendes efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Statsamtet

lagde navnlig vægt på at svineproduktionen var blevet afviklet i oktober 1994

og tidligst blev genetableret i februar eller marts 1997.

Naturklagenævnet traf i 1997

en afgørelse hvorefter en genåbning af en motocrossbane krævede at der blev

udarbejdet et VVM-tillæg til regionplanen, da en genåbning af banen måtte

betragtes

som et nyanlæg efter reglerne i planloven og VVM-bekendtgørelsen. Banen var

blevet lukket da der var blevet nedlagt et forbud efter

miljøbeskyttelsesloven,

men dette kunne efter Naturklagenævnets opfattelse ikke i sig selv medføre at

der var tale om et nyanlæg i VVM-reglernes forstand. Det var derimod

afgørende

for sagens udfald at banen rent faktisk ikke havde været anvendt i mere end

tre

år, mens det var uden betydning hvad der var årsagen hertil, herunder om

dette

skyldtes myndighedernes eller ansøgerens forhold. Afgørelsen er optrykt i

Miljøretlige Afgørelser og Domme, 1997, s. 524.

Folketingets Ombudsmand afgav

den 29. marts 1982 en udtalelse i en sag hvor Århus Amtskommune den 18.

oktober

1979 havde truffet afgørelse om at en zonelovstilladelse til bebyggelse af en

ejendom på Anholt med et sommerhus som amtskommunen havde meddelt ejeren den

12. februar 1976, måtte anses for bortfaldet. Afgørelsen blev indbragt for

Planstyrelsen og senere Miljøministeriet som begge stadfæstede amtskommunens

afgørelse. Ved afgørelsen havde myndighederne lagt vægt på den tid som var

gået

siden tilladelsen var blevet givet. Desuden blev der lagt vægt på at

ejendommen

lå uden for det område som i 1978 ved en partiel byplanvedtægt (og senere i

en

lokalplan) var blevet udlagt til sommerhusområde, og at myndighederne efter

1977 var blevet yderst tilbageholdende med at tillade sommerhusbebyggelse i

de

kystnære områder, ligesom man lokalt på Anholt var blevet yderst

tilbageholdende med at tillade sommerhusbebyggelse uden for de

sommerhusområder

der nu var blevet fastlagt. Ombudsmanden gav udtryk for at i en periode hvor

den planlægningsmæssige udvikling forløber særlig hurtigt, kan hensynet til i

videst muligt omfang at søge de seneste planlægningsmæssige dispositioner

virkeliggjort

vel indgå som et væsentligt element i den mere generelt prægede vurdering af

inden for hvilken tidsramme tilladelser efter zonelovgivningen normalt må

forudsættes udnyttet. Ombudsmanden mente dog at for en principiel

forvaltningsretlig

vurdering kan mellemkommende ændringer i den planlægning der gælder for et

bestemt område, ikke i sig selv tillægges betydning for den konkrete

vurdering

af om en tidligere meddelt tilladelse kan anses for bortfaldet ved forældelse

eller i øvrigt ved passivitet fra modtagerens side. I forhold til allerede

meddelte tilladelser vil hensynet til at fastholde intentionerne bag en

senere

gennemført planlægning for det pågældende område kun kunne tilgodeses dels

inden for rammerne af forvaltningsrettens almindelige regler om

tilbagekaldelse

af forvaltningsakter, dels i forbindelse med myndighedernes stillingtagen til

om en foreliggende tilladelse der må anses for bortfaldet ved forældelse,

skal

fornys. Ombudsmanden fremhævede endvidere at zonelovstilladelsen i den

foreliggende

sag var blevet givet på vilkår bl.a. at ejendommen skulle være forsynet med

vandværksvand, at amtskommunen var bekendt med de vandværksmæssige

forsyningsvanskeligheder på Anholt og derfor måtte formodes at være bekendt

med

at der kunne gå nogen tid inden det stillede vilkår ville kunne opfyldes, og

at

ejeren af ejendommen havde holdt sig orienteret om mulighederne for at få

vandværksvand indlagt på ejendommen og havde søgt om byggetilladelse ca. et

år

før det tidligste tidspunkt hvor dette kunne ske. Ombudsmanden udtalte at han

under disse omstændigheder måtte nære afgørende betænkelighed ved at

tilslutte

sig den opfattelse at zonelovstilladelsen var bortfaldet ved forældelse.

Miljøministeriet fastholdt imidlertid sin opfattelse, og derefter blev sagen

indbragt

for Østre Landsret. Landsretten dømte Miljøministeriet til at anerkende at

ejeren var berettiget til at bygge et sommerhus på sin ejendom, og henviste

til

de samme forhold angående den konkrete ejendom som ombudsmanden havde lagt

vægt

på. Dommen er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen, 1985, s. 446.

I et brev af

13. november 2002

anmodede De Skov- og Naturstyrelsen om retningslinjer for hvornår der kan

siges

at foreligge et kontinuitetsbrud vedrørende erhvervsmæssige husdyrhold, og i

den forbindelse henviste De bl.a. til dommen afsagt af Østre Landsret

den 18. april 2002. Skov-

og Naturstyrelsen besvarede Deres henvendelse i et brev af

18. november 2002. Styrelsen anførte

følgende:

’Rådgivningscentret ( ) har i

brev af

13. november 2002

bedt om en tilkendegivelse fra styrelsen om, hvorvidt de retningslinier, der

følger af den kommenterede miljøbeskyttelseslov, og de heri omtalte

afgørelser

fra henholdsvis Miljøankenævnet og Miljøklagenævnet samt en afsagt

landsretsdom

fra

18. april 2002

(Østre Landsret 8. afd. B-3282-98), kan antages at være retningsgivende ved

afgørelsen af, om der foreligger et kontinuitetsbrud i forhold til en lovlig

drift af et husdyrhold, der er omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Skov- og Naturstyrelsen

finder, at de nævnte kilders afgørelser om kontinuitetsbrud i relation til

miljøgodkendte virksomheder, i princippet kan anses som retningsgivende ved

bedømmelsen af, om der foreligger kontinuitetsbrud i forhold til et

husdyrbrug

omfattet af husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Det betyder i praksis, at de

anførte principper mv. kan indgå som led i den konkrete vurdering, der skal

foretages i hver enkelt sag. Herunder den i landsretsdommen omtalte

administrative praksis om, at det er en forudsætning for en

tilladelse/godkendelse, at den pågældende virksomhed udøves med en vis

kontinuitet. Dette betyder, at manglende udøvelse af virksomheden i hvert

fald

i mere end tre år medfører, at godkendelsen bortfalder, og at der skal

ansøges

om ny godkendelse, hvis virksomheden ønskes genoptaget.

Styrelsen finder derudover i

relation til udnyttelsen af fx en meddelt lokaliseringsgodkendelse, at

såfremt

denne indeholder et vilkår om, at den bortfalder, hvis den ikke er udnyttet

inden for en frist (fx 2 år), så er udgangspunktet, at godkendelsen først

anses

for at være udnyttet, når det pågældende byggeri er gennemført og

virksomheden

er taget i drift. Dvs. at husdyrholdet er indsat, eller at gyllebeholderen er

taget i brug inden udløbet af den fastsatte periode. Det er således ikke

tilstrækkeligt, at et byggeri er påbegyndt.

Skov- og Naturstyrelsen

finder endelig anledning til at bemærke, at såfremt en

lokaliseringsgodkendelse/tilladelse

kun er blevet udnyttet delvist over en periode ved, at der fx ikke er indsat

så

mange dyr, som lokaliseringsgodkendelsen/tilladelsen oprindeligt gav mulighed

for, da kan den pågældende landmand ikke om x antal år gøre krav på, at han

har

ret til at udvide sin produktion uden videre med henvisning til den tidligere

meddelte ’skuffe-godkendelse’. Baggrunden er, at omgivelserne i

almindelighed

vil have disponeret i tillid til, at produktionen ligger på det niveau, som

har

været i en periode. Hvis landmanden ønsker produktionen op på det tidligere

ansøgte niveau, kræves der således en godkendelse/tilladelse til udvidelsen

efter fornyet forhåndsanmeldelse. Hvad angår periodens længde henvises til

den

ovenfor nævnte administrative praksis i landsretsdommen.’

Skov- og Naturstyrelsen har i

et notat angående den husdyrgødningsbekendtgørelse som trådte i kraft

den 1. august 2002, fremsat

bemærkninger angående spørgsmålet om kontinuitetsbrud som helt svarer til det

som fremgår af styrelsens brev af

18. november 2002

til Dem.

Miljøcenter Horsens I/S’ brev

af

7. marts 2002,

hvorved Brædstrup Kommunes afgørelse af

4. marts 2002

blev meddelt (B), måtte forstås sådan at

det var kommunens opfattelse at der forelå et kontinuitetsbrud således at der

ikke kunne etableres en ny produktion på ejendommen uden en

forhåndsanmeldelse

og godkendelse. Brevet indeholdt ikke en begrundelse for afgørelsen, herunder

en redegørelse for den retsopfattelse som dannede grundlag for kommunens

bedømmelse af spørgsmålet om kontinuitetsbrud. Derimod er der i brevet af

28. november 2002, hvor

kommunen fastholdt sin afgørelse, redegjort for kommunens opfattelse på dette

punkt. Endvidere har kommunen i udtalelsen af

20. november 2003

til mig anført at kommunen

vurderede produktionsstoppets længde som et kontinuitetsbrud idet periodens

længde i almindelighed måtte berettige til den opfattelse at produktionen var

ophørt. Jeg vender tilbage til spørgsmålet om begrundelsen for kommunens

afgørelse

nedenfor.

De har i brevet af

19. december 2002

til

Skov- og Naturstyrelsen anført at der ved afgørelse af spørgsmålet om

hvorvidt

der foreligger et kontinuitetsbrud, må tages udgangspunkt i at der er tale om

en ret for en indehaver af en virksomhed til at bibeholde en produktion. Hvis

denne ret ikke udøves med en vis kontinuitet, bortfalder denne rettighed. På

denne baggrund er det Deres opfattelse at ændringer i en virksomheds

omgivelser

ikke kan være afgørende for om der foreligger kontinuitetsbrud, men at

spørgsmålet alene afhænger af i hvor lang en periode og i hvilket omfang

produktionen har været indstillet. I brevet af

27. september 2002

gjorde De gældende at en

afbrydelse af produktionen i op til 2½ år ikke ville bevirke at en

genoptagelse

af produktionen forudsatte en tilladelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Desuden anførte De at produktionen på ejendommen (X) havde været afbrudt i

perioden fra

1. maj 1999

til begyndelsen af september 2001, altså en periode på 2 år og 4 måneder. I

den

forbindelse så De bort fra den produktion der havde fundet sted i perioden

fra

1. oktober 1999

til

1. marts 2000, og hvis

omfang De ikke havde undersøgt.

Jeg er enig i det af Skov- og

Naturstyrelsen anførte hvorefter afgørelsen af sager om kontinuitetsbrud må

ske

på grundlag af en konkret vurdering af hver enkelt sag, og ved denne

vurdering

må flere forskellige hensyn inddrages. For så vidt angår sager hvor retten

til

at anvende ejendommen beror på at anvendelsen har fundet sted før indførelsen

af regler i lovgivningen hvorefter denne anvendelse forudsætter en tilladelse

eller dispensation, ville det således antagelig i mange tilfælde lægge en

betydelig begrænsning på ejerens eller brugerens muligheder for at disponere

på

en rimelig måde hvis selv en kortvarig indstilling eller ændring af den

hidtidige anvendelse af ejendommen medførte at ejeren eller brugeren mistede

retten til at anvende ejendommen på samme måde som hidtil. På den anden side

må

selve den omstændighed at den nævnte ret alene beror på den hidtidige

anvendelse af ejendommen, og at denne anvendelse efter senere indførte

bestemmelser i lovgivningen forudsætter en tilladelse eller dispensation,

indebære at retten ophører når anvendelsen har været indstillet eller ændret

i

en længere periode. Også hensynet til naboer og andre som kan have indrettet

sig i tillid til at den hidtidige anvendelse af ejendommen er ophørt eller

ændret, taler for at retten til at anvende ejendommen på samme måde som

tidligere ophører når denne anvendelse har været ændret eller indstillet i en

periode. Herudover må det efter min opfattelse tillægges betydning om

myndighederne ved tilkendegivelser eller på anden måde har givet den

pågældende

ejer eller bruger en berettiget forventning om at retten til at anvende

ejendommen på samme måde som hidtil ikke er bortfaldet. Desuden må det

tillægges en vis betydning om det skyldes myndighedernes forhold eller

ejerens

eller brugerens forhold at den hidtidige anvendelse af ejendommen blev

indstillet eller ændret.

Nogle af de nævnte hensyn må

betragtes som generelle i den forstand at de må forventes at gøre sig

gældende

i alle eller hovedparten af de her nævnte sager. Det gælder hensynet på den

ene

side til ejerens eller brugerens muligheder for at disponere på en rimelig

måde

og på den anden side til den omstændighed at den nævnte ret alene beror på

den

hidtidige anvendelse af ejendommen, og hensynet til naboer og andre som kan

have indrettet sig i tillid til at den hidtidige anvendelse af ejendommen er

ophørt eller ændret. Disse hensyn har også betydning for bedømmelsen af den

foreliggende sag. Særlig hvad angår hensynet til naboer og andre som kan have

indrettet sig i tillid til at den hidtidige anvendelse af ejendommen er

ophørt

eller ændret, bemærker jeg at Brædstrup Kommune den 21. februar og

24. november 2002

modtog

en klage fra en række personer som var naboer til eller boede i nærheden af

ejendommen (X), over at der var blevet genindsat grise på ejendommen.

Efter det oplyste anmodede

den daværende ejer af ejendommen i et brev af

19. april 2001

Miljøcenter Horsens I/S om at

der som tidligere måtte produceres 2.400 slagtesvin om året, svarende til 80

dyreenheder, på ejendommen. Miljøcenter Horsens I/S svarede ham i et brev af

10. maj 2001

at dyreholdet

kunne fortsætte som tidligere i eksisterende stald på ejendommen. Herved gav

myndighederne ejeren en forventning om at retten til at anvende ejendommen på

samme måde som hidtil ikke var bortfaldet. Miljøcenter Horsens I/S har

imidlertid senere givet udtryk for at behandlingen af sagen havde hvilet på

oplysninger om svineproduktionen fra den tidligere ejer som ikke var

korrekte.

Hvis dette er korrekt, kan det ikke give mig anledning til bemærkninger at

myndighederne ikke anså sig forpligtet af tilsagnet i brevet af

10. maj 2001. Som

tidligere nævnt vil en endelig konstatering af hvor stor svineproduktionen på

ejendommen (X) var før (B) overtog ejendommen, ikke kunne gennemføres inden

for

rammerne af en ombudsmandsundersøgelse.

Som nævnt ovenfor må det ved

vurderingen af om der foreligger et kontinuitetsbrud, tillægges en vis

betydning om det skyldes myndighedernes forhold eller ejerens eller brugerens

forhold at den hidtidige anvendelse af ejendommen blev indstillet eller

ændret.

Af brevet af

23. august

2001

fra Jordbrugskommissionen for Vejle Amt til Direktoratet for

FødevareErhverv fremgår det at det telefonisk var blevet oplyst over for

jordbrugskommissionen at årsagen til at produktionen på ejendommen var lukket

i

en periode, var sygdom i besætningen samt deraf følgende økonomiske forhold,

herunder også forsøg på salg af ejendommen. Der er således tale om

omstændigheder som ikke skyldes myndighedernes forhold og, antager jeg,

heller

ikke den daværende ejers forhold.

På denne baggrund må

bedømmelsen af spørgsmålet om hvorvidt der forelå et kontinuitetsbrud,

foretages på grundlag af mere almene vurderinger af hvor længe afbrydelsen af

produktionen skal have varet før der kan siges at foreligge et

kontinuitetsbrud.

De har givet udtryk for at

produktionen på ejendommen (X) var indstillet i en periode på 2 år og 4

måneder, mens Brædstrup Kommune i afgørelsen af

28. november 2002

har lagt til grund at produktionen

var indstillet i en periode på minimum 2 år og 4 måneder. Ved bedømmelsen af

det foreliggende spørgsmål må der efter min opfattelse lægges vægt på at i

alle

de tilfælde hvor der i den miljøretlige lovgivning er taget stilling til

spørgsmålet om kontinuitetsbrud, er det fastlagt at der kræves en periode på

enten 3 eller 5 år før der foreligger et kontinuitetsbrud. Jeg har endvidere

lagt vægt på at i de fleste tilfælde hvor det i praksis på ulovbestemt

grundlag

er antaget at der forelå kontinuitetsbrud, har der foreligget en afbrydelse

på

mindst 3 år, og i den sag som Miljøklagenævnet tog stilling til i afgørelsen

af

25. april 1994,

blev en midlertidig indstilling af aktiviteten i ca. 2½ år efter en konkret

vurdering ikke anset for tilstrækkelig til at der forelå kontinuitetsbrud.

Det

må imidlertid også tages i betragtning at ingen af de nævnte afgørelser eller

det retsgrundlag som i øvrigt har betydning for sagen, udelukker at man efter

en konkret vurdering af en sag som den foreliggende kan nå frem til at

kontinuitetsbrud foreligger efter en afbrydelse i produktionen der har varet

kortere end 3 år, og at Statsamtet Vestsjælland i en sag hvor

svineproduktionen

på en ejendom ligesom i den foreliggende sag havde været indstillet i ca. 2

år

og 4 måneder, antog at der forelå et kontinuitetsbrud. Under disse

omstændigheder mener jeg ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at fastslå

at

den afgørelse som Brædstrup Kommune traf, ikke havde tilstrækkelig hjemmel.

Der er i den forbindelse det

særlige problem at to af de forhold som Brædstrup Kommune lagde vægt på ved

afgørelsen af

28. november

2002, ikke kan anses for lovlige kriterier i forbindelse med

afgørelsen af om der forelå et kontinuitetsbrud. Det drejer sig om dels det

forhold at byrådet i 1997 havde besluttet at der skulle ske en byudvikling i

´(Y)-by med henblik på inddragelse i byzone, dels det forhold at den ønskede

produktion på ejendommen ikke levede op til de afstandskrav som var blevet

indført fra

den 1. januar

2001

ved en ændring af husdyrgødningsbekendtgørelsen. Disse forhold

må anses for mellemkommende ændringer i de planlægningsmæssige og

lovgivningsmæssige omstændigheder som ikke i sig selv kan tillægges betydning

for den konkrete vurdering af om en tidligere erhvervet ret (eller en

tidligere

meddelt tilladelse) kan anses for bortfaldet ved forældelse eller i øvrigt

ved

passivitet. Jeg henviser til det som er anført i ombudsmandens ovenfor nævnte

brev af

29. marts 1982.

Jeg anser det for kritisabelt

at disse forhold indgik ved kommunens afgørelse, men det kan dog efter min

opfattelse ikke medføre at afgørelsen om at der forelå et kontinuitetsbrud,

skal anses for ugyldig. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at de to andre

forhold som efter det oplyste indgik ved kommunens afgørelse, længden af

produktionsstoppet samt det forhold at omgivelserne/naboerne i almindelighed

havde disponeret i tillid til at virksomhedens drift var ophørt, må anses for

lovlige. Derudover har jeg lagt vægt på at afgørelsen af

28. november 2002

alene indeholdt en

beslutning om at fastholde den tidligere trufne afgørelse af

7. marts 2002, og at der

ikke foreligger oplysninger om at der ved denne afgørelse indgik ulovlige

kriterier. Den omstændighed at afgørelsen af

7. marts 2002

ikke var ledsaget af en

begrundelse, kan efter min opfattelse ikke føre til et andet resultat. Jeg

henviser til

Jon Andersen

mfl.,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 853. Jeg har gjort Brædstrup Kommune

bekendt med min opfattelse.

Det må efter min opfattelse

anses for uheldigt at lovgivningen på dette område, i modsætning til flere

andre love inden for miljøområdet, ikke indeholder regler om

kontinuitetsbrud.

Jeg har derfor henstillet til Skov- og Naturstyrelsen at styrelsen tager

initiativ til at der indsættes regler i miljøbeskyttelsesloven om

kontinuitetsbrud i forbindelse med en kommende revision af loven.

Begrundelse

Da der er en nær sammenhæng

mellem spørgsmålet om det saglige grundlag for Brædstrup Kommunes afgørelse

og

spørgsmålet om begrundelsen for afgørelsen, har jeg også behandlet

sidstnævnte

spørgsmål.

Forvaltningsloven (lov nr.

571 af

19. december 1985

som senest ændret ved lov nr. 215 af

31. marts 2004

) indeholder følgende bestemmelser i §§ 22

og 24:

’§ 22. En afgørelse skal, når

den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre

afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke

afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på

et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal

endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold

kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til

denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn

til

den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr.

§

15.’

(B) fik ikke medhold ved

afgørelsen af

7. marts 2002,

men alligevel var den ikke ledsaget af en begrundelse. Da afgørelsen var

blevet

truffet af Brædstrup Kommune, var det kommunen som havde pligt til at sikre

sig

at (B) fik en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens regler.

Jeg

anser det for kritisabelt at dette ikke skete.

Da Miljøcenter Horsens I/S

den 12. april 2002

besvarede et brev fra Ejendomskontoret for landboorganisationer i Vejle Amt

der

havde anmodet om dokumentation for at afgørelsen af

7. marts 2002

var i orden, henviste

miljøcenteret til husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 4 og 29. Men da Brædstrup

Kommune

den 28. november

2002

meddelte Dem at kommunen fastholdt den tidligere trufne

afgørelse, henviste den til bekendtgørelsens §§ 4 og 30. Dette giver indtryk

af

at kommunen, på trods af det af miljøcenteret oplyste, anså også afgørelsen

af

7. marts 2002

for truffet

efter bekendtgørelsens §§ 4 og 30, og kommunen burde derfor have oplyst om

dette var tilfældet. Jeg har gjort Brædstrup Kommune bekendt med min

opfattelse.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter