Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i momsrefusioner til kongehuset

FOU nr 2005.465UdtalelserFolketinget5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i momsrefusioner til kongehuset

Det fremgår af et

telefonnotat i Statsministeriet at journalist A der var ansat på dagblad x,

den 4. maj 2004

anmodede om

”aktindsigt i momsrefusionen til Dronningen og Kongehuset vedrørende de

fire

sidste kvartaler”.

I en afgørelse af

18. maj 2004

meddelte

Statsministeriet afslag på A’s aktindsigtsanmodning. Ministeriet skrev

således:

”

Til Deres orientering kan med

hensyn til momsrefusionsordningen oplyses følgende:

I henhold til lov om dronning

Margrethe den Andens civilliste, lov om årpenge til kronprins Frederik og lov

om årpenge til prins Joachim ydes der refusion af momsudgifter (udgifter til

ikke-fradragsberettiget købsmoms) for den i lovgivningen omhandlede

personkreds

efter de regler, der i øvrigt gælder for statens institutioner. Refusionen

vedrører

de på finansloven opførte statsydelser og årpenge og kan maksimalt udgøre en

procentandel af statsydelsen og årpengene svarende til den til enhver tid

gældende momssats.

Efter udgangen af hvert

kvartal fremsender Hofmarskallatet en revisorpåtegnet refusionsanmodning til

Statsministeriet, hvorefter ministeriet foranlediger momsrefusionen anvist

til

Læs alt

Hofmarskallatet. Statsministeriet fører endvidere kontrol med, at de anviste

momsrefusionsbeløb ikke overstiger det i loven fastsatte maksimum.

Af relevans for Deres

anmodning beror i Statsministeriet kvartalsvise refusionsanmodninger vedr.

Civillisten, Kronprins Frederik, Prins Joachim og Prinsesse Benedikte. Denne

korrespondance er imidlertid efter Statsministeriets opfattelse undtaget fra

retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1 om

enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, hvorfor

Statsministeriet

må meddele Dem afslag på Deres aktindsigtsanmodning.

Det bemærkes for god ordens

skyld, at meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2.

pkt., er indgået i Statsministeriets overvejelser. Ministeriet har imidlertid

ikke fundet, at der i medfør af det nævnte princip er grundlag for at meddele

Dem aktindsigt i videre omfang end sket. Statsministeriet har herved lagt

vægt

på de samme hensyn, som ligger til grund for § 12, stk. 1, nr. 1, i

offentlighedsloven.”

Den 19. maj 2004

bad A Statsministeriet om at

genoptage sagen.

Statsministeriet fastholdt i

en afgørelse af

3. juni 2004

afslaget på aktindsigt. Ministeriet skrev bl.a.:

”Ved telefonisk henvendelse

af

19. maj 2004

til Statsministeriet har De anmodet om genoptagelse af ministeriets afgørelse

af

18. maj 2004.

De har i den forbindelse anført, at De står uforstående overfor, hvilke

oplysninger ministeriet frygter kommer ud ved en udlevering af de pågældende

kvartalsvise refusionsanmodninger til Statsministeriet fra Hofmarskallatet.

Efter offentlighedslovens §

12, stk. 1, nr. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om

enkeltpersoners

private, herunder økonomiske, forhold.

Undtagelsen gælder uden

hensyntagen til om aktindsigt i oplysningerne rummer en konkret risiko for,

at

der forvoldes den person, oplysningerne angår, ulempe. Bestemmelsen

forudsætter

således ikke en konkret interesseafvejning. En oplysning kan tilbageholdes,

såfremt den er omfattet af lovens ordlyd, uden hensyntagen til interessen hos

den der søger om aktindsigt i oplysningerne. Der henvises i den forbindelse

til

’Forvaltningsret’, 2. udgave, 2002, Jurist- og Økonomforbundets

Forlag, side

422ff.

Ministeriet finder fortsat,

at der bør meddeles afslag på aktindsigt i den i ministeriet beroende

korrespondance

vedrørende ’momsrefusion til Dronningen og Kongehuset vedrørende de

sidste fire

kvartaler’ under henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1,

idet

en udlevering af de pågældende oplysninger vil medføre en udlevering af

oplysninger om medlemmer af Kongehusets private, herunder økonomiske,

forhold.

Det forhold, at De står

uforstående overfor, hvilke oplysninger ministeriet frygter kommer ud ved en

udlevering af de pågældende kvartalsvise refusionsanmodninger til

Statsministeriet fra Hofmarskallatet, kan således ikke føre til en ændret

vurdering.

Statsministeriet finder

således efter en fornyet gennemgang af sagen fortsat ikke grundlag for at

ændre

ministeriets afgørelse af

18.

maj 2004.”

Den 17. juni 2004

klagede A til mig over

Statsministeriets afslag på aktindsigt. A skrev bl.a.:

”Som det fremgår af

afslagene, påpeger Statsministeriet, at momsrefusionen vil afsløre

oplysninger

om Kongehusets personlige, herunder økonomiske, forhold.

Mod denne påstand vil jeg

anføre to argumenter:

Kongehuset modtager

udelukkende støtte fra det offentlige, og det er pressens opgave at

kontrollere,

hvad offentlige midler bliver brugt til.

Desuden er det et faktum, at

Kongehusets momsrefusioner konkret sker ved, at en af Kongehuset udpeget

revisor sender en ’momsopgørelse’ til Statsministeriet. Opgørelsen

indeholder

kun oplysninger om, hvad Kongehuset skal have tilbage i moms og det er altså

ikke

udspecificeret, hvilke beløb eller hvilke konkrete indkøb, Kongehuset har

foretaget for at få det pågældende beløb refunderet i moms.

I dette spørgsmål synes det

som om, der er en ringe kontrol med, hvad offentlige midler bruges til.”

Den 24. juni 2004

bad jeg Statsministeriet om

en udtalelse i anledning af A’s klage.

I en udtalelse af

2. september 2004

skrev

Statsministeriet således:

”

2. Grundlovens § 10, stk. 1,

1. pkt., foreskriver, at statens ydelse til kongen bestemmes for hans

regeringstid ved lov, mens det af grl. § 11 fremgår, at der for medlemmer af

det kongelige hus kan bestemmes årpenge ved lov.

Der udbetales for tiden

statsydelse og årpenge i henhold til følgende love:

– Lov nr. 136 af

26. april 1972

om dronning

Margrethe den Andens civilliste, som ændret ved lov nr. 491 af

7. juni 2001

og lov nr. 322

af

5. maj 2004

– Lov nr. 135 af

19. marts 1986

om årpenge

for kronprins Frederik, som ændret ved lov nr. 491 af

7. juni 2001

og lov nr. 322 af

5. maj 2004

– Lov nr. 1119 af

20. december 1995

om

årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, som ændret ved lov nr. 491

af

7. juni 2001

– Lov nr. 298 af

17. november 19

53 om

årpenge til medlemmer af det kongelige hus, som ændret ved lov nr. 213 af

31. maj 19

63 og lov nr. 491

af

7. juni 2001

Statsydelsen og årpengene

sidestilles med honorarer eller lønindkomster, og staten kræver ikke særligt

regnskab eller anden redegørelse for anvendelsen af disse ydelser.

Rigsrevisionen reviderer ikke Kongehuset, hvis regnskaber revideres af et

revisionsfirma antaget af Kongehuset. Rigsrevisionen påser, som led i

revisionen af statsregnskabet, at de ydelser, der er opført under

Finanslovens

§ 1 og § 2, kommer korrekt til udbetaling. Der henvises i det hele til den

daværende statsministers besvarelse

den 19. februar 1998

af spørgsmål nr. S 1360 fra medlem

af Folketinget Søren Søndergaard (EL), som vedlægges.

Som det fremgår, er der

således ingen indsigt fra statens side i, hvorledes statsydelsen/årpengene

anvendes, herunder størrelsen og den nærmere anvendelse af den del, der går

til

faste udgifter (aflønning af personale, driftsudgifter m.v.). En anden

ordning

– som det kendes fra andre lande – ville selvsagt kunne indføres,

f.eks. i form

af en ændring af den ovenomtalte lovgivning.

Det må imidlertid

konstateres, at de hidtidige ordninger vedrørende Kongehusets økonomiske og

regnskabsmæssige forhold blev opretholdt ved den seneste revision af

regelsættet i 2001, jfr. L 491 af

7. juni 2001

om ændring af lov om dronning Margrethe den

Andens civilliste, lov om årpenge for kronprins Frederik, lov om årpenge for

prins Joachim og lov om årpenge til medlemmer af det kongelige hus samt om

ophævelse af lov om årpenge for dronning Ingrid og lov om udredelse af

pensioner

ved tronskifte. Der blev i forbindelse med folketingsbehandlingen stillet en

række spørgsmål til statsministeren bl.a. om de økonomiske og

regnskabsmæssige

forhold, hvilket viser, at Folketinget var fuldt opmærksom på retsstillingen.

Der henvises til betænkning afgivet

den 17. maj 2001

af Folketingets Politisk-Økonomiske

Udvalg over lovforslag nr. L 223, som vedlægges.

3. Særligt om

momsrefusionsordningen bemærkes, at der med ændringsloven i 2001 skete en

udtrykkelig

lovfæstelse (i lov om dronning Margrethe den Andens civilliste, lov om

årpenge

for kronprins Frederik og lov om årpenge for prins Joachim) af den hidtil

gældende ordning, hvorefter Dronningen og visse medlemmer af det kongelige

hus

er omfattet af den statslige ordning med refusion af ikke-fradragsberettiget

købsmoms. Den tidligere ordning blev i 1996 etableret ved et aktstykke, jf.

Akt

85 af

4. december 1996.

Denne ordning afløste den hidtidige ordning fra slutningen af 1960’erne,

hvorefter der blev ydet momsrefusion fra Told og Skat.

Momsrefusionsordningen

indebærer, at der sker refusion af alle udgifter til dansk købsmoms, og at

refusionen – på samme måde, som det er tilfældet for statsinstitutioner

– sker

fra den momsreserve, der er fastsat på finanslovens § 35. Refusionen er i

medfør af lovgivningen begrænset til en procentandel af

statsydelsen/årpengene

svarende til den til enhver tid gældende momssats. Refusionsordningen

administreres i Statsministeriet, som på grundlag af revisorpåtegnede

refusionsanmodninger fra Hofmarskallatet anviser refusionsbeløbene

kvartalsvis.

Der henvises til vedlagte notat af oktober 2003, som udgør Statsministeriets

administrationsgrundlag for ordningen, bilagt Finansministeriets notat af

15. september 2003

om

momsrefusionsordningen for Kongehuset.

Refusionsanmodningerne fra

Hofmarskallatet indeholder oplysning om den samlede købsmoms for det

pågældende

kvartal samt angivelse af, på hvilken konto beløbet skal indsættes.

Anmodningerne

er bilagt revisorerklæringer om momstilgodehavendet.

4. Efter offentlighedslovens

§ 12, stk. 1, nr. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om

enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold. Bestemmelsen i § 12,

stk. 1, nr. 1, gælder uden hensyntagen til, om aktindsigt i oplysningerne

rummer en konkret risiko for, at der forvoldes den person, oplysningerne

angår,

ulempe. Bestemmelsen forudsætter således ikke en konkret interesseafvejning.

Det afgørende er derimod, om oplysningen efter sin karakter må anses at

vedrøre

enkeltpersoners private forhold. Der henvises i den forbindelse til

’Forvaltningsret’, 2. udgave, 2002, Jurist- og Økonomforbundets

Forlag, side

422ff.

Som nævnt indeholder

momsrefusionsanmodningerne oplysninger om det samlede momstilgodehavende,

hvoraf kan udledes størrelsen af det samlede, købsmomsbelagte forbrug.

Derimod

indeholder anmodningerne ikke oplysninger om hverken størrelsen af de enkelte

poster eller karakteren af de afholdte, momsbelagte udgifter.

Efter Statsministeriets

opfattelse har oplysninger om en persons samlede, købsmomsbelagte forbrug

generelt karakter af oplysninger om den pågældende persons privatøkonomi.

Særligt i forhold til Kongehusets medlemmer kan der herudover henvises til,

at

den eksisterende ordning, hvorefter den nærmere anvendelse af

statsydelsen/årpengene er staten uvedkommende og således ikke er undergivet

nogen form for regnskabspligt, viser, at Kongehusets anvendelse af disse

midler

ikke anses for at være et offentligt anliggende.

På den baggrund finder

Statsministeriet fortsat, at der bør meddeles afslag på aktindsigt i den i

ministeriet beroende korrespondance under henvisning til offentlighedslovens

§

12, stk. 1, nr. 1, idet en udlevering af de pågældende oplysninger vil

medføre

en udlevering af oplysninger om medlemmer af Kongehusets private, herunder

økonomiske, forhold.

”

Jeg sendte

den 9. september 2004

udtalelsen til A. I et brev af

10. september 2004

skrev A således:

”

Vigtigst for mig er at

fastholde, at de kongelige ikke er privatpersoner.

Det er offentlige personer,

der udelukkende varetager et embede på staten Danmarks vegne, og som i den

forbindelse betales for at udfylde et embede i nationens tjeneste. Det

medfører, at de kongelige er undtaget for straf, slipper for at svare skat og

altså også for at betale moms.

Den slags privilegier bør

føre til bare et minimum af offentlighed i de kongeliges økonomiske forhold.

Men Statsministeriet gør det

altså til et spørgsmål om privathed, at jeg anmoder om en kvartalsopgørelse,

der viser et samlet tal for kongehusets indkøb. Dette lyder ikke særlig

privat.

Jeg beder jo ikke om en liste over indkøb til fødevarer eller hygiejne.

Dernæst skal man huske, at

pressens rolle er at kontrollere statsapparatet. Kongehusets samlede

’bevillinger’ er gået støt op de senere år, hvilket gør behovet for

kontrol og

indsigt mere åbenlyst.

Og i denne sag er det et

åbent spørgsmål om, offentligheden overhovedet ved, at der er så ringe

kontrol

med denne del af kongehusets økonomi – en revisor, som sender en

opgørelse til

Statsministeriet, der blot betaler pengene. Jeg tror det ikke.

Emnet burde i hvert fald være

genstand for en offentlig debat!

Debatten ville i givet fald

bare svare til den debat, man har haft i andre lande, og som har ført til, at

systemet, som Statsministeriet også anfører, er anderledes andre

steder.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Der er efter min opfattelse ikke tvivl om at kongens (dronningens)

dispositioner i nogle henseender sker som led i statsstyret, mens andre

dispositioner må karakteriseres som private. Jeg henviser herved bl.a. til

betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision som ligger til grund

for den gældende offentlighedslov, og som på s. 236 bl.a. omtaler kongens

’privatretlige dispositioner’.

Dette må ligeledes gælde for de øvrige medlemmer af kongehuset.

Jeg er således ikke enig i dagblad (X)’s opfattelse af at dronningen og

de øvrige medlemmer af det kongelige hus udelukkende er offentlige personer.

I en sag trykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1997, s. 293* ff, gav

det mig ikke anledning til bemærkninger at Statsministeriet mente at

dronningen i forbindelse med

nytårstalen og taler ved statsbesøg ikke handler som privatperson, men som

led

i statsstyret, og at det derfor var ministeriets opfattelse at sådanne taler

var omfattet af grundlovens § 13 og dermed af ministrenes ansvar.

De opgaver som dronningen og

de øvrige medlemmer af det kongelige hus udfører som led i statsstyret, har

jeg

i det følgende betegnet som tjenstlige.

2. Momsrefusionsordningen for

kongehuset blev, som det fremgår, udtrykkeligt lovfæstet i 2001, jf. lov nr.

491 af

7. juni 2001

(2001-loven). Bestemmelsen om momsrefusion findes herefter i lov om dronning

Margrethe den Andens civilliste (civillisteloven), lov om årpenge for

kronprins

Frederik og lov om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.

Bestemmelsen lyder således:

’Der ydes refusion af

udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms efter de regler, der i øvrigt

gælder for statens institutioner. Refusionen er årligt begrænset til en

procentandel af statsydelsen svarende til den til enhver tid gældende

momssats.’

Det fremgår af

Finansministeriets notat af

15.

september 2003

om momsrefusionsordningen vedrørende kongehuset at

bestemmelsen giver hjemmel til refusion fra momsreserven på finansloven af

alle

kongehusets udgifter til dansk købsmoms. I notatet er således anført bl.a.

følgende:

’Bestemmelsen [om momsrefusion]

fastsætter, at kongehuset får refunderet alle udgifter til dansk købsmoms, og

at refusionen – på samme måde som det er tilfældet for

statsinstitutioner –

sker fra den momsreserve, der er afsat på finanslovens § 35.

Begrebet

ikke-fradragsberettiget købsmoms anvendes i lovene i samme betydning, som det

anvendes

i punkt 2.4.7. i Budgetvejledning 2001. Denne bestemmelse kunne være

formuleret

klarere.

Ikke-fradragsberettiget

købsmoms omfatter i budgetvejledningens forstand alle udgifter til dansk

moms,

som ikke behandles i momslovens system. For institutioner, der ikke er

momsregistrerede, omfatter begrebet ikke-fradragsberettiget købsmoms således

alle udgifter til købsmoms.

I budgetvejledningens punkt

2.4.7. fastsættes, at bevillinger til drifts- og anlægsudgifter gives uden

medtagelse af udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms.

Det fastsættes endvidere, at

udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms refunderes (af momsreserven på

§

35). Dette gælder dog ikke for varer og ydelser, som er fritaget for moms

efter

momslovens § 13 eller lovgivningen i øvrigt, og heller ikke for momsudgifter

vedrørende de formål, som er nævnt i momslovens § 42. Dog refunderes 25 pct.

af

momsudgifterne vedrørende hotel- og restaurationsydelser (herunder

repræsentation).

Det fremgår ikke af ordlyden

af lovbestemmelserne om momsrefusionsordningen vedrørende kongehuset, at der

skulle gælde en tilsvarende begrænsning i adgangen til at få refunderet

udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms.

Med 2001-loven skete der

således en videreførelse af den ordning, der fulgte af 1996-aktstykket, der

igen var en videreførelse af 1969-ordningen, hvorunder refusion af alle

udgifter til dansk købsmoms blev givet af Skatteministeriet. Ved

1996-aktstykket blev ordningen ændret således, at refusionen blev ydet af

momsreserven, men der blev ikke gennemført nogen ændring i refusionsadgangen

–

bortset fra, at den blev indskrænket til at omfatte momsudgifter vedrørende

statsydelsen/årpengene.

Der er ikke i 1996-aktstykket

eller forarbejderne til 2001-loven grundlag for en antagelse om, at der har

været tilsigtet andre ændringer af refusionsadgangen.

Hertil kommer, at sådanne

begrænsninger i adgangen til momsrefusion næppe ville have kunnet været

gennemført ved aktstykke, men ville have forudsat egentlig lovgivning, idet

der

ville være tale om en fravigelse af momsloven/civillisteloven/årpengelovene.

De gældende lovbestemmelser

må derfor læses således, at de giver hjemmel til refusion fra momsreserven på

finansloven af alle kongehusets udgifter til dansk købsmoms.’

3. Kongehusets regnskaber er

ikke offentligt tilgængelige. Statsministeriet har i sin udtalelse af

2. september 2004

bl.a.

henvist til den daværende statsministers besvarelse af

19. februar 1998

af spørgsmål nr. S

1360. Besvarelsen indgik i behandlingen af lov-forslaget til 2001-loven (L

223

bilag 1). Spørgsmål og svar lød således:

’Hvad kan ministeren oplyse

om gældende revisionsregler for hoffet, herunder samfundets kontrolmulighed

med

de årlige finanslovsbevillinger i apanage, og regler for erhvervslivets gaver

til Kongehuset, samt i hvilket omfang Rigsrevisionen har adgang til hoffets

bogholderi og regnskab?

Svar (19/2 98)

Statsministeren:

Rigsrevisionen har vedrørende

revisionen af § 1 og § 2 i statsregnskabet, Kongehuset, oplyst følgende:

’I fortsættelse af den

særlige stilling, der i grundloven er tillagt Kongen, jf. grundlovens § 13,

reviderer

Rigsrevisionen ikke kongehuset. Dette må antages at følge en

forfatningsretlig

sædvane.

Ydelser til Dronningen og Det

Kongelige Hus sidestilles i øvrigt med honorarer eller lønindkomster, som der

i

alle tilfælde ikke kræves særligt regnskab for eller redegørelse for

anvendelsen af. Kongehusets regnskaber revideres af et revisionsfirma antaget

af Kongehuset. Rigsrevisionen påser, som led i revisionen af statsregnskabet,

at de ydelser, der er opført under § 1 og § 2, kommer korrekt til

udbetaling.’

Jeg kan i det hele henholde mig til denne udtalelse.’’

4. Statsministeriets afslag

på aktindsigt er begrundet i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen

lyder således:

’§ 12. Retten til aktindsigt

omfatter ikke oplysninger om

1) enkeltpersoners private,

herunder økonomiske, forhold,’

Kongehuset kan efter min

opfattelse betragtes som en juridisk person. Jeg har derfor overvejet om

bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 1, allerede af den grund ikke kan anvendes.

Momsrefusionsanmodningerne er imidlertid opdelt på de enkelte medlemmer af

kongehuset. Da der således ikke er tale om en samlet momsrefusionsanmodning

for

kongehuset som institution, har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for

at

forfølge dette spørgsmål nærmere.

Bestemmelsen i

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, svarer i det væsentlige til § 2,

stk.

1, nr. 1, i offentlighedsloven af 1970 der vedrørte oplysninger om

’enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold’. Det er

almindeligt antaget

at ikke enhver oplysning om enkeltpersoners forhold kunne undtages fra

aktindsigt med hjemmel i denne bestemmelse. Bestemmelsen i offentlighedsloven

af 1970 kunne således kun antages at omfatte oplysninger som efter en generel

vurdering måtte siges at vedrøre ’privatlivets fred’, dvs. private,

herunder

økonomiske, forhold som med rimelig grund kunne forlanges unddraget

offentligheden, jf. Eilschou Holm, UfR 1975B.350 (354), og John Vogter,

Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave (1998), s. 217.

I en sag trykt i Folketingets

Ombudsmands beretning for 1976, s. 130* ff, udtalte ombudsmanden at

bestemmelsen i § 2, stk. 1, nr. 1, i offentlighedsloven af 1970 måtte

undergives en forholdsvis snæver fortolkning. Ombudsmanden henviste bl.a. til

den omstændighed at undtagelsesbestemmelsen var absolut og altså principielt

ikke kunne modificeres på grundlag af en afvejning af de hensyn der i det

enkelte tilfælde talte henholdsvis for og imod aktindsigt.

Bestemmelsens nuværende

formulering bygger på ovennævnte betænkning nr. 857/1978 om

offentlighedslovens

revision. Om den foreslåede bestemmelse (lovudkastets § 11, stk. 1, nr. 1)

anføres bl.a. på s. 47:

’Bestemmelserne i stk. 1

svarer i det væsentlige til den gældende lovs § 2, stk. 1.

Efter bestemmelsen i nr. 1

undtages oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.

Udtrykket ’private’ er foretrukket fremfor udtrykket

’personlige’, der anvendes

i den tilsvarende bestemmelse i den gældende lov. Med denne ændring har man

ønsket at markere, at udgangspunktet for afgrænsningen af, hvilke oplysninger

der kan anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen, navnlig må søges i en

vurdering af, hvorvidt oplysningerne kan betegnes som ’sensitive’,

dvs. er af

en sådan karakter, at de efter den almindelige opfattelse i samfundet bør

kunne

forlanges unddraget offentlighedens kendskab. Der tilsigtes hermed en vis

indskrænkning af bestemmelsens anvendelsesområde.

Undtagelsesadgangen er

principielt knyttet til en generel vurdering af oplysningernes karakter. Det

er

lige så lidt som efter den gældende lov en forudsætning for bestemmelsens

anvendelse, at hemmeligholdelse efter en konkret vurdering må anses for

påkrævet.

’

Af vejledningen til

offentlighedsloven (vejledning nr. 11687 af

3. november 1986

) fremgår at bestemmelsen i §

12, stk. 1, nr. 1, bør undergives en relativt snæver fortolkning (pkt. 42).

Det

siges videre at oplysninger af særlig følsom karakter som f.eks. oplysninger

af

den karakter der er nævnt i forvaltningslovens § 28, stk. 1, dog utvivlsomt

vil

være omfattet af undtagelsesadgangen.

Også mindre følsomme

oplysninger end dem der er omfattet af forvaltningslovens § 28, stk. 1, kan

undtages. I praksis vil dette ofte dreje sig om oplysninger vedrørende den

pågældendes private økonomi, jf. Jon Andersen mfl. i Forvaltningsret, 2.

udgave

(2002), s. 423.

Det må dog være en

forudsætning at de pågældende oplysninger om økonomiske forhold angår eller i

øvrigt afslører noget om vedkommendes privatøkonomi som sådan, jf. John

Vogter,

Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave (1998), s. 221, og Steen

Rønsholdt, Forvaltningsret (2001), s.

315

f.

5. Dronningens og kongehusets

øvrige medlemmers købsmomsbelagte udgifter må i et vist omfang kunne

henregnes

til de pågældendes privatforbrug.

Der må dog nødvendigvis også

være udgifter som, uanset at de ikke afholdes på ministeransvar, må siges at

vedrøre tjenesten/repræsentative opgaver.

I Det Politisk-Økonomiske

Udvalgs betænkning af

17.

maj 2001

over lovforslaget til 2001-loven (BTL 223) henvises der da

også i bemærkningerne til et ændringsforslag om forhøjelse af grundbeløbet

for

statens ydelser til civillisten med henblik på en årlig ydelse til prinsesse

Benedikte til det store repræsentative arbejde som prinsessen udfører.

Varetagelsen af de repræsentative opgaver er således forbundet med

omkostninger

for prinsesse Benedikte ’bl.a. i form af transportudgifter, lønudgifter

til

sekretærbistand samt andre udgifter forbundet med ophold i Danmark’. Det

anføres videre at prinsesse Benedikte som følge af ændringsforslaget vil

blive

omfattet af den i lovforslaget foreslåede momsrefusionsordning, og at

prinsessen ’således [vil] få adgang til refusion af udgifter til

ikke-fradragsberettiget købsmoms af de ovenfor omtalte udgifter’.

Det kan da også nævnes at

momsrefusionsordningen for kongehuset netop følger de regler der i øvrigt

gælder for statens institutioner, og at refusionen – på samme måde som

det er

tilfældet for statsinstitutioner – sker fra den momsreserve der er afsat

på

finanslovens § 35.

Efter en naturlig sproglig

forståelse af bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, kan de

i

refusionsanmodningerne indeholdte oplysninger om den andel af købsmomsen der

relaterer sig til tjenesten, efter min opfattelse ikke undtages i henhold til

denne bestemmelse der netop taler om private, herunder økonomiske, forhold.

Det forhold at det ikke er

muligt at se ud af refusionsanmodningerne hvor stor en andel af købsmomsen

der

relaterer sig til privatforbruget, henholdsvis tjenesten, kan efter min

opfattelse ikke ændre herved.

6. Da refusionsanmodningernes

angivelse af den samlede købsmoms vedrører såvel privatforbruget som

tjenesten,

stiller jeg mig endvidere tvivlende over for om der er tale om

’sensitive’ oplysninger,

dvs. oplysninger der er af en sådan karakter at de efter den almindelige

opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens

kendskab,

jf. ovennævnte betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision.

Aktindsigt i købsmomsen ses jo således ikke at kunne afsløre noget om

dronningens og de øvrige medlemmer af kongehusets privatøkonomi som sådan,

jf.

ovenfor, pkt. 4, med henvisning til John Vogter, Offentlighedsloven med

kommentarer, 3. udgave (1998), s. 221, og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret

(2001), s.

315 f.

Til sammenligning kan nævnes

den praksis der gælder om aktindsigt i rejseregnskaber vedrørende

tjenesterejser i den offentlige forvaltning. Det er således f.eks. antaget at

for offentligt ansatte der rejser efter regning, kan offentligheden få

aktindsigt i størrelsen af det samlede beløb der er udbetalt den pågældende

til

refusion af udgifter til fortæring mv. Den del af regnskabsmaterialet der

indeholder

den nærmere dokumentation for hvorledes dette beløb fremkommer, må derimod

normalt kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1,

nr. 1. Se bl.a. John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave

(1998), s. 222.

7. På baggrund af ovennævnte

har jeg i dag henstillet til Statsministeriet at genoptage sagen.

Jeg beder Dem afvente

Statsministeriets svar før De tager stilling til om der er grundlag for at

klage

til mig.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Efterfølgende oplyste

Statsministeriet over for mig at ministeriet havde genoptaget sagen og givet

dagbladet aktindsigt i de ønskede oplysninger. Jeg foretog mig herefter ikke

mere i sagen.

NOTER: (*) FOB 1976, s. 130,

og FOB

1997, s. 293.

Lignende dokumenter