Spring til indhold

Retsinformation

Meraktindsigt i personalesag

FOU nr 2005.253UdtalelserFolketinget4. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Meraktindsigt i personalesag

Det fremgik af sagen at A i

brev af

6. september 2004

rettede henvendelse til Biskoppen over B Stift om status i en klagesag rejst

af

nogle lokale menighedsråd over for biskoppen vedrørende sognepræst C’s

varetagelse af sine opgaver. A bad biskoppen om at oplyse om han havde afvist

klagen, om de pågældende menighedsråd havde trukket klagen tilbage, eller om

klagesagen fortsat var til behandling hos biskoppen.

I sit svar af

29. september 2004

afviste

biskoppen at udtale sig om de stillede spørgsmål med henvisning til at der

var

tale om en personsag. Biskoppen tilføjede at dette beskyttelseshensyn

skyldtes

den berørte sognepræst.

Den 22. oktober 2004

indbragte A

biskoppens afgørelse for Kirkeministeriet. A gjorde gældende at afgørelsen

var

udtryk for en klar overfortolkning af tavshedspligten, idet han udelukkende

spurgte til status i sagen og ikke om selve sagens indhold.

Ministeriet stadfæstede

afgørelsen ved brev af

3.

november 2004. Som begrundelse anførte ministeriet følgende med

henvisning til biskoppens brev af

29. september 2004

Læs alt

:

”

I anledning heraf anmoder De

om en bekræftelse fra Kirkeministeriet på, at tavshedspligt ikke er aktuel i

relation til et spørgsmål om status i denne konkrete sag.

Hertil skal det oplyses, at

forvaltningslovens § 27 foreskriver, at den, der virker indenfor den

offentlige

forvaltning, har tavshedspligt, når det er nødvendigt for at varetage

væsentlige hensyn til private interesser, herunder navnlig til: nr. 6)

enkeltpersoners interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller

interne forhold.

Oplysninger om en persons

arbejds- og ansættelsesforhold vil efter omstændighederne også være

fortrolige,

og dermed være omfattet af reglen om tavshedspligt.

Henset til at der er tale om

en klagesag rejst mod vedkommende præst, må det antages, at oplysning om

status

på sagen vil være omfattet af forvaltningslovens § 27 om tavshedspligt,

hvorfor

ministeriet finder, at biskoppen med henvisning til reglen om tavshedspligt

har

været berettiget til at afvise en besvarelse af Deres spørgsmål.”

Den 20. december 2004

skrev A til

ministeriet på ny. Han anførte at de stillede spørgsmål hverken vedrørte

sognepræstens personlige eller arbejdsmæssige forhold, men udelukkende selve

klagesagens fortsatte eksistens, og derfor ikke var omfattet af

tavshedspligten.

Ministeriet svarede i brev af

12. januar 2005

at det henholdt sig til sin tidligere besvarelse af

3. november 2004.

Den 17. januar 2005

klagede A til mig over

ministeriets afgørelser af

3.

november 2004

og

12.

januar 2005. A oplyste at han ikke havde nogen direkte interesse i

sagen, men at han som ”medklager” via sit menighedsråd anså sig for

principielt

berettiget til at blive gjort bekendt med klagesagens forløb.

I brev af

21. januar 2005

bad jeg

Kirkeministeriet og Biskoppen over B Stift om en udtalelse. Jeg bad endvidere

om udlån dels af ministeriets og biskoppens akter vedrørende A’s

anmodning om

aktindsigt, dels af akterne på den sag som A havde bedt om aktindsigt i.

Jeg modtog udtalelserne og

akterne med brev fra ministeriet af

19. maj 2005.

Biskoppen anførte i sin

udtalelse af

31. marts 2005

at han af de grunde han tidligere havde anført over for A, ikke fandt at der

kunne gives aktindsigt i sagen. Der var tale om en personsag vedrørende en

sognepræst.

I sit brev af

19. maj 2005

udtalte

Kirkeministeriet følgende:

”

Da (A) ikke er part i sagen,

skal anmodningen om aktindsigt vurderes efter offentlighedsloven.

Sagen, der anmodes om

aktindsigt i, er en personsag, som ifølge § 2, stk. 2, i lov om offentlighed

i

forvaltningen er undtaget fra loven og undtaget aktindsigt. Undtaget fra

loven

er herunder også klagesager over den ansatte (sager om enkeltpersoners

ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste).

Hensigten med at undtage

visse oplysninger (sager) fra aktindsigt må være, at disse (oftest meget

personfølsomme) oplysninger skal være underlagt tavshedspligt og dermed ikke

skal komme andre end de til den pågældende sags berørte parter til kendskab

–

et beskyttelseshensyn til sagsparterne.

Der er, som det fremgår af

sagens akter, tale om en så omfattende, meget personrelateret og følsom

klagesag vedrørende sognepræsten, at både oplysninger om selve indholdet, men

også status på klagesagen vedr. sognepræsten må antages at være undtaget

aktindsigt.

Ministeriet er derfor af den

opfattelse, at biskoppen retteligt har fastholdt beskyttelseshensynet til

sognepræsten og med henvisning til, at der er tale om en personsag, der

(efter

offentlighedsloven) er undtaget aktindsigt, retteligt har afvist en

besvarelse

af spørgsmål fra (A) til såvel selve indholdet som status på

klagesagen.”

Ombudsmandens udtalelse

”Oplysninger om en sags aktuelle status – herunder om på hvilken

myndighed eller part sagens videre behandling beror, og om sagen fortsat

verserer eller tværtimod må anses for afsluttet – vil normalt fremgå af

sagens akter.

En person der ikke er part i sagen, har i dette omfang ret til at blive gjort

bekendt med sådanne oplysninger gennem aktindsigt i henhold til

offentlighedsloven (lov nr. 572 af

19. december 1985

med senere ændringer). Selv oplysninger som fremgår af dokumenter der på

grund af deres interne karakter eller af andre årsager måtte være undtaget

fra adgangen til aktindsigt, skal myndigheden således gøre tilgængelige for

aktindsigt. Det følger af den såkaldte ekstraheringspligt i lovens § 11, stk.

1.

Ud over den ved offentlighedsloven lovfæstede adgang til aktindsigt findes

der imidlertid ikke nogen almindelig pligt for myndighederne til at gøre

offentligheden bekendt med

oplysninger som fremgår af dokumenterne i en konkret sag, eller med

oplysninger

vedrørende sagen i øvrigt. Før lov nr. 280 af

10. juni 1970

om offentlighed i forvaltningen

som nu er afløst af offentlighedsloven fra 1985, gjaldt der i dansk ret

således

ingen almindelig regel om offentlighed inden for forvaltningen. Jeg henviser

til Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s.

223.

Som anden end part i

klagesagen vedrørende sognepræst (C) har De således kun ret til at blive

gjort

bekendt med sagens oplysninger i det omfang det følger af offentlighedslovens

bestemmelser om aktindsigt.

Kirkeministeriet har i sin

udtalelse af

19. maj 2005

som begrundelse for at afslå aktindsigt i sagen over for Dem peget på

offentlighedslovens § 2, stk. 2. Denne bestemmelse og den tilhørende

bestemmelse

i § 2, stk. 3, har følgende ordlyd:

’§ 2.

Stk. 2. Bortset fra

bestemmelsen i § 6 gælder loven endvidere ikke for sager om ansættelse eller

forfremmelse i det offentliges tjeneste. Det samme gælder for andre sager om

enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste, jf. dog stk. 3

og § 4, stk. 2.

Stk. 3. I sager som nævnt i

stk. 2, 2. pkt., gælder loven for oplysninger om den ansattes navn, stilling,

uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser. For så vidt

angår ansatte i chefstillinger, gælder loven endvidere for oplysninger om

disciplinære reaktioner af advarsel eller derover. Det gælder dog kun for et

tidsrum af to år efter, at den endelige afgørelse herom er truffet.’

Undtagelsen i § 2, stk. 2, 2.

pkt., blev indført ved lov nr. 276 af

13. maj 1998

og har baggrund i betænkning nr. 1349/1997

som blev afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet. Sager om

tjenstlige forhold var som sådan tidligere kun undtaget fra aktindsigt i det

omfang de vedrørte ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste,

jf. den stadigvæk gældende bestemmelse i 1. pkt.

Med den udvidede undtagelse i

2. pkt. er enhver sag om tjenstlige forhold som udgangspunkt nu undtaget fra

aktindsigt i det hele. Det gælder bl.a. klagesager over den enkelte ansattes

adfærd eller udførelsen af den pågældendes hverv, uanset om klagesagen

behandles af ansættelsesmyndigheden eller et særligt klageorgan. Der vil

alene

være adgang til aktindsigt i visse oplysninger i sådanne sager for så vidt

det

følger af § 2, stk. 3. Jeg henviser til John Vogter, Offentlighedsloven med

kommentarer, 3. udgave (1998), s. 94 ff.

Ved min gennemgang af

Kirkeministeriets og Biskoppen over (B) Stifts akter i klagesagen vedrørende

(C) har jeg måtte konstatere at sagen, som den foreligger for begge

myndigheder, i realiteten drejer sig om tjenstlige forhold som ovenfor

anført.

Sagen er som sådan derfor undtaget fra aktindsigt efter § 2, stk. 2, 2. pkt.

Samtlige dokumenter og

oplysninger i sagen er som udgangspunkt således også undtaget fra aktindsigt.

Jeg bemærker herved at ekstraheringspligten i § 11, stk. 1, alene gælder i

forhold til undtagne dokumenter og ikke i forhold til sager der undtages fra

lovens anvendelsesområde i det hele. De ønskede oplysninger om klagesagens

aktuelle status vedrører endvidere hverken (C)’s navn, stilling,

uddannelse,

arbejdsopgaver, lønmæssige forhold eller tjenesterejser, jf. § 2, stk. 3.

De har derfor ikke krav på

aktindsigt i disse oplysninger, idet jeg endvidere bemærker at bestemmelserne

i

§ 6 og § 4, stk. 2, som der henvises til i § 2, stk. 2, ikke finder

anvendelse

i den konkrete sag.

Derfor er jeg for så vidt

også enig i ministeriets udtalelse af

19. maj 2005

hvorefter De ikke har adgang til aktindsigt

efter offentlighedsloven. Det havde dog været ønskeligt om disse overvejelser

allerede var fremgået af ministeriets oprindelige afgørelse i sagen. Det var

således først i sin udtalelse til mig at ministeriet bedømte Deres

forespørgsel

som en anmodning om aktindsigt i henhold til offentlighedsloven.

Som følge heraf har

ministeriet i sin afgørelse af

3. november 2004

desuden ikke taget stilling til om

oplysningerne – uagtet at selve sagen er undtaget fra aktindsigt efter §

2,

stk. 2, 2. pkt. – kan udleveres i henhold til bestemmelsen om

meroffentlighed i

§ 4, stk. 1, 2. pkt. Ministeriet har heller ikke forholdt sig til dette

spørgsmål

i sin udtalelse af

19. maj

2005.

Efter den nævnte bestemmelse

i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., begrænses adgangen til at give

meroffentlighed imidlertid af reglerne om tavshedspligt mv. Da ministeriet

netop har anført at oplysningerne om klagesagens aktuelle status er omfattet

af

tavshedspligten i forvaltningslovens § 27, stk. 1, må jeg herefter gå ud fra

at

ministeriet på det foreliggende grundlag ikke vil være indstillet på at

meddele

Dem meroffentlighed.

Tavshedspligten efter

forvaltningslovens § 27, stk. 1, omfatter bl.a. oplysninger hvis

hemmeligholdelse

er nødvendig for at varetage væsentlige hensyn til enkeltpersoners interesse

i

at beskytte oplysninger om deres personlige forhold.

I sin afgørelse af

19. maj 2005

har

ministeriet til støtte for sin opfattelse hvorefter oplysningerne må anses

for

tavshedsbelagt, imidlertid alene anført at der er tale om en

’omfattende, meget

personrelateret og følsom klagesag’, og har ikke i øvrigt peget på nogen

hensyn

der kunne begrunde hemmeligholdelse, ud over det generelle forhold at sagen

er

undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 2.

Ministeriets begrundelse

giver mig anledning til overvejelser om hvorvidt oplysninger der indgår i

sager

som er undtaget fra aktindsigt efter § 2, stk. 2, nr. 2, generelt må anses

for

tavshedsbelagte og dermed unddraget meroffentlighed. I betænkning nr.

1349/1997, s.72, anføres herom følgende:

’

Arbejdsgruppens lovudkast

indebærer en begrænsning af adgangen til aktindsigt i personalesager, således

at

en række oplysninger, der i dag er undergivet aktindsigt, efter lovudkastet

ikke er omfattet af loven.

Der kan på den baggrund være

anledning til at understrege, at der ikke fra arbejdsgruppens side tilsigtes

nogen ændringer for så vidt angår spørgsmålet om meroffentlighed. Der vil

således – i det omfang, reglerne om tavshedspligt tillader det –

ikke være

noget til hinder for at give aktindsigt i oplysninger, som efter lovudkastet

ikke er omfattet af loven, eller i oplysninger, som er omfattet af loven, men

som kan undtages efter de almindelige bestemmelser i §§ 7-14.

Bliver der spørgsmål om at

give aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet, er det samtidig

arbejdsgruppens

opfattelse, at der altid bør gives den ansatte lejlighed til at fremkomme med

sine

bemærkninger, således at disse kan indgå i afvejningen af de hensyn, der

taler

henholdsvis for og imod meroffentlighed.’

Som det fremgår, berøres

adgangen til meraktindsigt og dermed omfanget af tavshedspligten efter

forvaltningslovens § 27, stk. 1, ikke af undtagelsesbestemmelsen i

offentlighedslovens § 2, stk. 2, nr. 2. Der kan således ikke uden videre

drages

den slutning, som ministeriet synes at være inde på, at hvis en oplysning

indgår i en sag der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, er denne

oplysning

tavshedsbelagt. Jeg henviser endvidere til Jens Garde mfl., Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 263, note 153, som bl.a. anfører

følgende:

’Således er en række

(tjenstlige) oplysninger om enkeltpersoner i den offentlige forvaltning, der

i

medfør af offentlighedslovens § 2 ikke er omfattet af adgangen til

aktindsigt,

ikke nødvendigvis omfattet af tavshedspligten.’

De hensyn der varetages ved

de almindelige tavshedspligtsregler, vil i sager om aktindsigt efter

offentlighedsloven i stedet typisk være reguleret i lovens §§ 12 og 13 som

vedrører undtagelse af konkrete oplysninger. Jeg henviser til

Jon

Andersen

mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 438.

Jeg mener på denne baggrund

ikke at der efter § 4, stk. 1, 2. pkt., som udgangspunkt er noget til hinder

for at meddele meroffentlighed i oplysninger der alene undtages fra

aktindsigt

fordi de indgår i sager omfattet af § 2, stk. 2, 2. pkt.

I den forbindelse bemærker

jeg at eksempelvis oplysninger vedrørende påståede eller konstaterede

disciplinærforseelser som udgangspunkt ikke er undtaget fra aktindsigt efter

§

12, stk. 1, nr. 1. Denne bestemmelse, hvorefter retten til aktindsigt ikke

omfatter oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold,

antages således ikke at omfatte oplysninger om disciplinærforseelser,

medmindre

disse udspringer af den ansattes privatliv eller af strafbare forhold. Jeg

henviser til betænkning nr. 1349/1997, s.

34

f, og

Jon Andersen,

Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 424.

Adgangen til at undtage

sådanne oplysninger efter undtagelsesbestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 6,

hvorefter retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang det er nødvendigt

til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser

hvor

hemmeligholdelse efter forholdets karakter er særligt påkrævet, er herefter

ganske snæver. Af forarbejderne til denne bestemmelse følger det således at

aktindsigt kun kan afslås med hjemmel heri hvor der er nærliggende fare for

at

de nævnte interesser vil lide skade af betydning. Jeg henviser til John

Vogter,

Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave (1998), s. 233, med henvisning

til forarbejderne.

Når der bortses fra

undtagelsen i § 2, stk. 2, vil de her eksempelvis nævnte oplysninger som

udgangspunkt

derfor ikke være undtaget fra aktindsigt; der synes for så vidt heller ikke

at

være noget til hinder for at overveje meroffentlighed i sådanne oplysninger.

Jeg har imidlertid ikke

grundlag for at vurdere om de personrelaterede og følsomme forhold

ministeriet

nævner i sin udtalelse af

19.

maj 2005, må antages at vedrøre disciplinærforseelser af den

ovenfor nævnte karakter eller andre forhold som alene er undtaget fra

aktindsigt fordi den sag de indgår i, er omfattet af § 2, stk. 2.

Jeg har derfor henstillet

over for ministeriet at det i lyset af det ovenfor anførte og efter en

konkret

vurdering af hvilke hensyn der eventuelt kunne begrunde hemmeligholdelse af

de

ønskede oplysninger efter bl.a. forvaltningslovens § 27, stk. 1, tager

stilling

til om der overhovedet kan meddeles Dem meroffentlighed i oplysningerne efter

offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.

Endvidere har jeg henstillet

over for ministeriet at det, inden det tager endelig stilling til spørgsmålet

om meroffentlighed, giver (C) lejlighed til at fremkomme med sine

bemærkninger

således at disse kan indgå i afvejningen af de hensyn der taler henholdsvis

for

og imod meroffentlighed.”

Lignende dokumenter