Afslag på indsigt i oplysning om indberettende hospital ved bi-virkning af lægemiddel
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på indsigt i oplysning om
indberettende hospital ved bivirkning af lægemiddel
Det fremgik af sagens akter
at journalist A i en e-mail af
8. januar 2004
bad Lægemiddelstyrelsen om aktindsigt
idet hun skrev således:
”I henhold til lov om
offentlighed i forvaltningen beder jeg hermed om aktindsigt i sager i
bivirkningsrådet
vedrørende uterus ruptur som følge af brugen af lægemidlet (X) i perioden
2000-2003.
Jeg ønsker at få tilsendt
fotokopi af sagsjournalerne og af samtlige akter i sagen.
Jeg anmoder samtidig om en
snarlig tilbagemelding.
”
I en fornyet
aktindsigtsanmodning af
12.
januar 2004
til Lægemiddelstyrelsen skrev A således:
”Tak for samtalen.
Hermed udvider jeg min
anmodning om aktindsigt til at gælde samtlige bivirkninger ved lægemidlet (X)
i
perioden 2000-2003.
”
Den 13. januar 2004
fremsendte
Læs alt
Lægemiddelstyrelsen et udtræk til A fra Lægemiddelstyrelsens
bivirkningsindberetningssystem over modtagne bivirkningsrapporter på
lægemidlet
X i den ønskede periode. Det fremgik af denne søgning at der forelå 4
indberetninger på lægemidlet hvoraf den ene var ”uterine rupture”.
A henvendte sig herefter
den 14. januar 2004
til
Lægemiddelstyrelsen for at få oplysninger om hvilket hospital der havde
indberettet bivirkningen uterus ruptur.
Lægemiddelstyrelsen skrev i
en afgørelse ligeledes af
14.
januar 2004
således til A:
”Som svar på din telefoniske
henvendelse d.d. hvori du udbad oplysninger om hvilket hospital der har
indberettet bivirkningen ’uterus rupturet’ på lægemidlet (X) kan
jeg oplyse, at
Lægemiddelstyrelsen ikke må oplyse andre end sagens parter om, hvor en
bivirkningsindberetning er indsendt fra. Dette er begrundet i at en oplysning
herom indirekte indeholder personhenførbare oplysninger der kan give
oplysninger om enkelt personers sygdomsforhold. Denne undtagelse fra
aktindsigt
er hjemlet i offentlighedslovens § 12.
”
Den 19. januar 2004
klagede A herover til
Indenrigs- og Sundhedsministeriet idet hun anførte således:
”
Jeg forstår godt, at der ikke
må udleveres personhenførbare oplysninger, der kan give oplysninger om enkelt
personers sygdomsforhold, jvf. offentlighedslovens § 12.
Imidlertid giver
offentlighedslovens § 12, stk. 2 mulighed for delvis aktindsigt.
Derfor anmoder jeg om, at
hvis indberetningen indeholder oplysninger, der er direkte eller indirekte
personhenførbare, og dermed kan sige noget om patienten, så udleveres
aktindsigten uden disse oplysninger om patienten. Men med oplysning om
hospitalet.”
Ministeriet stadfæstede
den 3. marts 2004
Lægemiddelstyrelsens afgørelse. Ministeriet skrev således:
”
I anledning af Deres klage
har Indenrigs- og Sundhedsministeriet drøftet sagen med Lægemiddelstyrelsen.
Styrelsen har i den forbindelse oplyst, at ovennævnte indberettede
lægemiddelbivirkning er så specifik, at kendskab til det hospital, hvor
bivirkningen er indtrådt, vil kunne føre frem til oplysninger om den patient,
der har haft bivirkningen.
I henhold til
offentlighedslovens § 12 omfatter adgangen til aktindsigt ikke særligt
følsomme
oplysninger, herunder oplysninger om personers helbredsforhold. Da den
indberettede bivirkning i dette konkrete tilfælde er så specifik, at
oplysning
om hospitalet vil kunne føre til identifikation af den behandlede patient, er
ministeriet enig med styrelsen i, at denne oplysning er omfattet af
undtagelsesbestemmelsen
i § 12. På den baggrund stadfæster Indenrigs- og Sundhedsministeriet hermed
Lægemiddelstyrelsens afgørelse.”
Den 3. marts 2004
klagede A til mig over
myndighedernes afslag. I sin klage skrev hun bl.a.:
”Sagen handler om et
lægemiddel, som er godkendt til forebyggelse af mavesår som bruges off-label
til igangsættelse af fødsler. Til off-label-brugen knytter sig et betydeligt
mørketal m.h.t. indberetning af bivirkninger. Som jeg har fremført, er jeg på
ingen måde interesseret i personhenførbare oplysninger, men blot navnet på
det
hospital, hvorfra indberetningen er foretaget, for at få bare et lidt bedre
overblik over mørketallet.”
Den 8. marts 2004
bad jeg Indenrigs- og
Sundhedsministeriet om en udtalelse i sagen samt udlån af sagens akter. Jeg
bad
ministeriet om forinden at indhente en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen.
Ministeriet fremsendte
herefter en udtalelse af
9.
juli 2004
vedlagt sagens akter og en udtalelse fra
Lægemiddelstyrelsen af
26.
marts 2004.
I Lægemiddelstyrelsens
udtalelse af
26. marts 2004
var anført følgende:
”
Det følger af
offentlighedslovens § 4, stk. 3, at en begæring om aktindsigt skal angive de
dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt
med.
Grundbetingelsen er således, at den, der ønsker aktindsigt, må have i hvert
fald et vist kendskab til sagens eller dokumentets eksistens før henvendelsen
til vedkommende myndighed.
Dette krav medfører bl.a., at
der ikke kan forlanges adgang til at gennemgå en forvaltningsmyndigheds
registre eller andet tilsvarende materiale af generel karakter med henblik på
herigennem at finde frem til sager af en bestemt art eller alle sager, der er
blevet journaliseret i en bestemt periode.
Klagerens oprindelige
anmodning om aktindsigt vedrørte ’aktindsigt i sager vedrørende uterus
ruptur
som følge af brugen af lægemidlet (X) i perioden 2000-
2003’. Anmodningen blev udvidet til at
omfatte ’samtlige bivirkninger ved lægemidlet (X) i perioden 2000-
2003’. Hver enkelt bivirkningsindberetning
oprettes som en selvstændig sag i Lægemiddelstyrelsen.
Anmodningen om aktindsigt
omfattede således en ubestemt flerhed af sager, og Lægemiddelstyrelsen var
derfor som udgangspunkt ikke forpligtet til at give aktindsigt i de
pågældende
oplysninger.
Efter offentlighedslovens §
4, stk. 1, kan en forvaltningsmyndighed imidlertid give aktindsigt i videre
omfang (meroffentlighed), medmindre andet følger af regler om tavshedspligt
mv.
Det følger af god
forvaltningsskik, at der bør udvises tilbageholdenhed med at afslå pressens
begæringer
om at få lejlighed til at gennemse alle sager af en bestemt art, eller sager,
der er blevet journaliseret i en bestemt periode, medmindre andet følger af
reglerne om tavshedspligt.
Lægemiddelstyrelsen
fremsendte derfor et udtræk fra Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem over
modtagne bivirkningsrapporter i den ønskede periode.
Bivirkningsindberetningerne
var anonymiserede, da indberetningerne vedrører enkeltpersoners private
forhold, jf. offentlighedslovens § 12.
Som led i anonymiseringen
blev oplysningerne om indberetningsstederne fjernet, da oplysning om
indberetningsstedet vil kunne føre til identifikation af den behandlede
patient.
På baggrund heraf gav vi ikke
aktindsigt/meroffentlighed i den pågældende oplysning.
Vi har gennemgået sagen på
ny, og vi finder fortsat, at den pågældende oplysning bør undtages fra
meroffentlighed/aktindsigt, da der er tale om en så specifik bivirkning, at
oplysning om indberetningsstedet vil kunne føre til identifikation af den
behandlede patient.
”
Ministeriet skrev i udtalelsen
af
9. juli 2004
således:
”
Om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om
lægemiddelbivirkninger efter lægemiddelloven
Bivirkninger ved lægemidler
skal i henhold til lægemiddellovens §§ 19-19c indberettes til
Lægemiddelstyrelsen
som et led i styrelsens overvågning af sikkerheden ved lægemidler.
Indberetning skal både
foretages af indehaveren af markedsføringstilladelsen til det pågældende
lægemiddel samt af læger og andet sundhedspersonale. Desuden er der pr.
1. juli 2003
indført en ny
adgang for patienter og pårørende til selv at indberette bivirkninger direkte
til styrelsen.
Indberetningen sker på
særskilt skema, hvor der bl.a. skal oplyses data om, hvem der har foretaget
indberetningen. Denne oplysning ønskes for at Lægemiddelstyrelsen kan følge
op
på de indrapporterede bivirkninger, såfremt en indberetning medfører behov
for
supplerende informationer.
I medfør af lægemiddellovens
§ 19 b, stk. 3, kan Lægemiddelstyrelsen offentliggøre oplysninger om
bivirkninger fremkaldt af lægemidler, dog ikke oplysninger, der kan henføres
til enkeltpersoner.
Om udlevering af oplysninger om lægemiddelbivirkninger efter
offentlighedsloven
I henhold til
offentlighedslovens § 12, stk. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke
oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Af Offentlighedsloven med
kommentarer af John Vogter, 3. udgave, 1998, s. 217 og 219, fremgår, at
private
forhold utvivlsomt omfatter bl.a. helbredsforhold.
Da bivirkninger ved
lægemidler vedrører helbredsforhold, må oplysninger fra
bivirkningsindberetninger,
der kan føre frem til oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, være
omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1.
Den konkrete sag
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet finder fortsat at måtte henholde sig til sin afgørelse af
3. marts 2004
om
stadfæstelse af Lægemiddelstyrelsens afslag på aktindsigt i oplysning om
hvilket hospital, der har indberettet bivirkningen ’uterus ruptur’
ved
lægemidlet lægemidlet (X) til Lægemiddelstyrelsen. Ministeriet kan således
tilslutte sig, at ATV alene har modtaget bivirkningsindberetninger om dette
lægemiddel i anonymiseret form.
Ved denne vurdering lægger
ministeriet til grund:
– At bivirkningen ’uterus ruptur’ er en specifik bivirkning
ved
lægemidlet lægemidlet (X), der ikke er indrapporteret til Lægemiddelstyrelsen
i
stort omfang – hvilket i dette tilfælde skyldes, at bivirkningen er
indtrådt
ved anvendelse uden for produktets godkendte indikationsområde
– At videregivelse af oplysning om navnet på det hospital, der
har indberettet en specifik/sjælden lægemiddelbivirkning til
Lægemiddelstyrelsen, vil give modtageren af oplysningen mulighed for at finde
frem til den konkrete patient, der har haft bivirkningen, og dermed oplysning
om dennes helbredsforhold
– At adgang til aktindsigt i henhold til offentlighedslovens § 12
ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold.
”
I forbindelse med min
gennemgang af sagens akter blev jeg opmærksom på at de akter jeg havde
modtaget
fra ministeriet, alene indeholdt korrespondance mellem myndighederne og A
samt
det materiale A havde fået aktindsigt i, dvs. det anonymiserede udtræk fra
Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem og et ikke udfyldt standardskema om
indberetning af bivirkninger fra lægemidler. Det var således bl.a. ikke
muligt
for mig at se hvilket hospital der havde indberettet bivirkningens
”uterus
ruptur” ved lægemidlet X.
På den baggrund bad jeg
telefonisk
den 21. januar
2005
ministeriet om at måtte modtage alle sagens akter, dvs. det
grundlag som aktindsigtsanmodningen var blevet afgjort på.
Ministeriet fremsendte på ny
den 31. januar 2005
sagens
akter. Der var imidlertid tale om de samme akter som jeg tidligere havde
modtaget.
I et brev af
9. februar 2005
bad jeg
derfor på ny ministeriet om at måtte modtage samtlige sagens akter, dvs. de
akter som A havde søgt om aktindsigt i, og som således helt eller delvis var
omfattet af hendes klage til mig. Jeg bad i samme brev ministeriet om at
oplyse
hvilke sagsakter ministeriet var i besiddelse af da ministeriet traf
afgørelse
i sagen. Jeg henviste herved til min udtalelse i Folketingets Ombudsmands
beretning for 2001, s. 514 ff*, med omtale af det almindelige
forvaltningsretlige
sagsoplysningsprincip der indebærer at klagemyndigheden skal indhente og
gennemgå samtlige de akter som helt eller delvis er omfattet af det påklagede
afslag.
I breve af
15. april 2005
og
22. juni 2005
rykkede jeg
ministeriet for svar i sagen.
Indenrigsministeriet
fremsendte herefter en udtalelse af
1. juli 2005
der var vedlagt en udtalelse af
28. juni 2005
fra
Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen skrev således i sin udtalelse:
”I overensstemmelse med
telefonisk samtale d.d. fremsendes fuldt udtræk fra Lægemiddelstyrelsens
bivirkningssystem, samt kopi af den originale bivirkningsindberetning.
Det bemærkes i den
forbindelse, at hver enkelt bivirkningsindberetning ved modtagelsen bliver
indtastet i Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem. Derefter bliver den
originale indberetning oprettet som selvstændig sag og lagt på arkiv.
Anmodes Lægemiddelstyrelsen om
aktindsigt i bivirkningsindberetninger, foretager Lægemiddelstyrelsen, efter
en
konkret vurdering, udtræk fra bivirkningssystemet til opfyldelse af
forpligtelser efter offentlighedsloven mv. Følgelig vil der alene eksistere
udtræk fra bivirkningssystemet på en eventuel aktindsigtssag.
Da Indenrigs- og
Sundhedsministeriet,
den
10. marts 2004, anmodede om at få fremsendt sagsmaterialet for
ovennævnte sag, fremsendte Lægemiddelstyrelsen,
den 26. marts 2004, følgelig det udtræk, der lå
på sagen, til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, sammen med det øvrige
sagsmateriale.
”
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet skrev således i udtalelsen af
1. juli 2005
:
”
Indledningsvis skal
Indenrigs- og Sundhedsministeriet beklage det sene svar i sagen. Det skyldes
en
ekstraordinær stor arbejdsmængde samt sygdom i det kontor, der varetager
denne
sag.
Ministeriet skal samtidig
beklage, at der først nu fremsendes det materiale fra Lægemiddelstyrelsens
anden sag med den originale bivirkningsindberetning, samt den fulde
indtastning
af indberetningen i Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem.
Til spørgsmålet om hvilke
sagsakter Indenrigs- og Sundhedsministeriet var i besiddelse af, da
ministeriet
traf afgørelse i sagen, kan oplyses, at ministeriet som grundlag for sin
afgørelse havde e-mail af
19.
januar 2004
fra (A), hvori denne påklagede Lægemiddelstyrelsens
afslag. Dette fremgik af den samme e-mail. Kopi heraf er tidligere fremsendt
til ombudsmanden.
Som grundlag for afgørelsen
havde ministeriet desuden telefonisk indhentet udtalelse fra chefkonsulent
farmaceut (C) i Lægemiddelstyrelsen, der oplyste, at styrelsen kun havde
modtaget én indberetning af bivirkningen ’uterus ruptur’ ved brug
af lægemidlet
’(X)’ for den periode, som (A) havde anmodet om aktindsigt i.
Indberetningen
var foretaget af et hospital. (C) oplyste desuden, at lægemidlet (X) er
godkendt til forebyggelse af mavesår, men at lægemidlet desuden anvendes uden
for sit indikationsområde til igangsættelse af fødsler. Den indberettede
bivirkning ’uterus ruptur’ var indtruffet ved anvendelse af
lægemidlet til
igangsættelse af en fødsel. Da der alene var tale om én indberetning, som
altid
sker på standardskema, fandt ministeriet ikke anledning til at få en kopi af
selve indberetningen.
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet kan fortsat henholde sig til sin vurdering af sagen, som
meddelt i brev herfra af
9.
juli 2004
til ombudsmanden. Da der som sagt kun var tale om én
indberetning af en helt specifik bivirkning, var det uden betydning for
ministeriets afgørelse i sagen at have kendskab til de konkrete navne i den
pågældende bivirkningsindberetning, herunder hverken hospitalets, lægens
eller
patientens navn.”
Jeg erfarede efterfølgende at
A ikke længere var ansat på avisen D. Da avisen tilsyneladende ikke ønskede
at
opretholde klagen, meddelte jeg
den 10. august 2005
over for avisen at jeg ikke foretog
mig mere i sagen.
Efter A’s telefoniske
henvendelse til en af mine medarbejdere
den 11. august 2005
meddelte jeg imidlertid ved breve af
16. august 2005
til A og Indenrigs- og Sundhedsministeriet at jeg efter omstændighederne
havde
valgt at oprette en ny sag med samme klagetema, men med A som sagspart i
stedet
for avisen D. Jeg tilsendte A i den forbindelse en kopi af mit brev af
22. juni 2005
til ministeriet
og en kopi af Lægemiddelstyrelsens og ministeriets udtalelser af henholdsvis
28. juni 2005
og
1. juli 2005
med henblik på
at modtage A’s eventuelle bemærkninger. Jeg modtog ikke bemærkninger fra
A i
den anledning.
Ombudsmandens udtalelse
”
1. Undersøgelsestema
Oprindelig bad De
den 8. januar 2004
Lægemiddelstyrelsen om aktindsigt i ’sager i bivirkningsrådet vedrørende
uterus ruptur som følge af brugen af lægemidlet (X) i perioden 2000-
2003’. De bad i den forbindelse om at få tilsendt kopi af
sagsjournalerne og af samtlige akter i sagen. Efter en telefonsamtale med
Lægemiddelstyrelsen udvidede De
den 12. januar 2004
Deres anmodning om aktindsigt til at omfatte ’samtlige bivirkninger ved
lægemidlet (X) i perioden 2000-
2003’.
Lægemiddelstyrelsen fremsendte herefter et anonymiseret udtræk fra styrelsens
bivirkningssystem over samtlige bivirkninger (4 i alt) ved lægemidlet (X) i
den omhandlede
periode. I et enkelt tilfælde var der tale om ’uterus ruptur’. Som
led i
anonymiseringen var bl.a. indberetningsstederne fjernet.
De bad herefter Lægemiddelstyrelsen
om at få oplyst hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen
’uterus
ruptur’.
Under hensyn hertil og til
Deres klage til mig, har jeg forstået sagen således at De alene klager over
at
myndighederne ikke har ment at kunne oplyse navnet på det hospital der har
indberettet bivirkningen ’uterus ruptur’ ved lægemidlet (X). Min
undersøgelse
vedrører derfor alene dette spørgsmål om hvorvidt myndighederne var
berettigede
til at videregive oplysningen til Dem.
2. Myndighedernes
afvisning af at oplyse navnet på det indberettende hospital
Det fremgår af sagen at hver
enkelt bivirkningsindberetning ved modtagelsen i Lægemiddelstyrelsen bliver
indtastet i Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem, se også lægemiddellovens
§
19 b, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 656 af
28. juli 1995, som senest ændret ved lov nr.
1431 af
22. december 2004
),
hvorefter Lægemiddelstyrelsen fører et register over indberettede
bivirkninger.
Efter indtastningen i det elektroniske register bliver den originale
indberetning oprettet som en selvstændig sag og lagt på arkiv.
I forbindelse med min
behandling af sagen har jeg fra myndighederne (se Lægemiddelstyrelsens
udtalelse af
28. juni 2005
)
modtaget et fuldt udtræk fra bivirkningssystemet vedrørende bivirkningen
’uterus ruptur’ – hvoraf bl.a. navnet på indberetningsstedet
fremgår – ligesom
jeg har modtaget en kopi af den originale bivirkningsindberetning samt en
udskrift af den pågældende patients journal.
Der foreligger således dels
en (manuel) sag som i dette tilfælde består af det indsendte
indberetningsskema
og en udskrift af den pågældendes patientjournal, dels en indførsel i det
elektroniske register over den pågældende indberetningssag. Sidstnævnte
indførsel ses omfattet af offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, hvorefter
retten til aktindsigt omfatter ’indførelser i journaler, registre og
andre
fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter’.
Lægemiddelstyrelsen og
ministeriet har i deres afgørelser af henholdsvis
14. januar 2004
og
3. marts 2004
anført offentlighedslovens
§ 12 som begrundelse for ikke at meddele Dem hospitalets navn. Myndighederne
må
herved henvise til bestemmelsens stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til
aktindsigt
ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,
forhold. Myndighederne har anført at oplysning om navnet på det indberettende
hospital vil give modtageren mulighed for at finde frem til den konkrete
patient der har haft bivirkningen, og dermed oplysning om dennes
helbredsforhold.
Det fremgår af
Lægemiddelstyrelsens udtalelse af
26. marts 2004
at styrelsen har valgt at give Dem
aktindsigt ud fra overvejelser om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens §
4,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter en forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i
videre omfang medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.
Oplysning om en persons
helbredsforhold er en fortrolig oplysning der er underlagt tavshedspligt, jf.
straffelovens § 152, stk. 3, og forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Det
er
en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 6, at
oplysningerne angår bestemte personer, virksomheder eller foreninger mv.
Videregivelse af oplysninger om f.eks. rent private forhold vil derfor ikke
indebære et brud på tavshedspligten hvis videregivelsen sker i helt
anonymiseret
form, jf. f.eks. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 2003,
s. 699 ff*. Også unavngivne personer kan imidlertid være genstand for en
strafbar krænkelse af tavshedspligten idet det afgørende må være om de
pågældende oplysninger kendeligt for en lidt videre kreds tager sigte på en
bestemt persons privatliv, jf. f.eks. dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1960,
s.
382, der anså betegnelsen ’en overretssagfører, der tidligere har
spillet en
vis rolle i det kommunale liv i ’ for tilstrækkelig præcis. Det er dog
næppe
nok at vedkommende kan genkende sig selv. Se betænkning nr. 998/1984 om
tavshedspligt, s. 75, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3.
udgave (2001), s. 523.
Jeg har vanskeligt ved at se
at kendskab til det hospital i sagen der har indberettet den omhandlede
bivirkning, indebærer at offentligheden (’en videre kreds’, jf.
ovenfor) kan få
kendskab til den pågældende patients identitet.
I den forbindelse bemærker
jeg at selv om en offentliggørelse af hospitalets navn måtte føre til
henvendelser til hospitalet fra offentlighedens side, er sundhedspersonalet
undergivet tavshedspligt (jf. kapitel 5 i lov om patienters retsstilling, lov
nr. 482 af
1. juli 1998,
og fra
1. januar 2007
kapitel 9 i sundhedsloven, lov nr. 546 af
24. juni 2005
). Sådanne henvendelser ses derfor
ikke at indebære en øget risiko for at patientens identitet røbes.
Jeg har gjort
Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet bekendt med min
opfattelse,
og jeg har i dag henstillet til ministeriet at genoptage sagen med henblik på
at det vurderes om De ud fra det ovenfor anførte kan oplyses om navnet på det
indberettende hospital.
3. Indenrigs- og
Sundhedsministeriets manglende indhentelse af akter
Det fremgår af sagen at
ministeriet ved afgørelse af sagen alene var i besiddelse af
Lægemiddelstyrelsens
afslag af
14. januar 2004
samt Deres klage til ministeriet af
19. januar 2004. Ministeriet har herved henvist til at
ministeriet forud for afgørelsen indhentede en telefonisk udtalelse fra en
chefkonsulent i Lægemiddelstyrelsen, jf. ministeriets udtalelse af
1. juli 2005
citeret ovenfor.
Da der kun var tale om én indberetning, som altid sker på standardskema, af
en
helt specifik bivirkning, var det efter ministeriets opfattelse uden
betydning
for ministeriets afgørelse i sagen at have kendskab til de konkrete navne i
den
pågældende bivirkningsindberetning, herunder hospitalets, lægens eller
patientens
navn.
Det er et grundlæggende
princip i dansk forvaltningsret at det påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed
at sørge for at de fornødne oplysninger om de foreliggende sager foreligger.
Princippet, der kaldes for official- eller undersøgelsesprincippet, gælder
også
i forbindelse med en rekursmyndigheds sagsbehandling. Det er således i
forbindelse med behandlingen af en klagesag det klare udgangspunkt at det er
rekursmyndighedens ansvar at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Se bl.a. Karsten
Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.
1000 f.
Der kan ikke opstilles en
almindelig retningslinje for hvilke sagsoplysningsskridt en rekursinstans
skal
foretage i lyset af officialprincippet. Rekursorganet har dog som minimum
pligt
til at skaffe det skriftlige grundlag som den påklagede afgørelse er truffet
på
grundlag af. Se herved Bent Christensen, Forvaltningsret, Prøvelse, 2. udgave
(1994), s. 256, og ombudsmandens udtalelse i Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1971, s. 41 ff*.
Efter min opfattelse kræver
en stillingtagen til spørgsmål om aktindsigt at rekursmyndigheden i
forbindelse
med sin behandling af sagen indhenter og gennemgår samtlige akter i sagen,
dvs.
det grundlag som den underliggende myndighed har afgjort sagen på. Jeg
henviser
bl.a. til min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, s. 514
ff* (s. 524).
Jeg mener derfor det er
beklageligt at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke indhentede samtlige
akter
i sagen. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.
4. Begrundelse
Lægemiddelstyrelsen og
Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde pligt til at begrunde deres
afgørelser
i sagen. Kravene til begrundelse fremgår af forvaltningslovens §§ 22-24
hvoraf
bl.a. fremgår (§ 24, stk. 1, 1. pkt.) at en begrundelse for en afgørelse skal
indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er
truffet.
Myndighederne burde således i
deres afgørelser af henholdsvis
14. januar 2004
og
3. marts 2004
have henvist til offentlighedslovens § 12,
stk. 1, nr. 1, i stedet for blot at henvise til offentlighedslovens § 12.
Jeg har gjort
Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet bekendt med min
opfattelse.
Som det fremgår ovenfor, har
jeg i dag henstillet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at genoptage sagen
med henblik på at vurdere om De ud fra de betragtninger jeg har anført, kan
oplyses om navnet på det indberettende hospital.”
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet meddelte
den
24. februar 2006
at ministeriet havde givet A indsigt i oplysningen
om hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen.
NOTER: (*) FOB 1971, s. 41,
FOB 2001, s. 514, og
FOB 2003, s. 699.
Lignende dokumenter
- Adgang til aktindsigt i kliniske forsøg vedrørende godkendelse af lægemidler. Administrativ prøvelse. Partshøring Retsinformation · 12. januar 2002
- Skriftlig fremsættelse (13. marts 2003) - L 189 Retsinformation · 13. marts 2003
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 23. januar 2003
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 536/2014 af 16. april 2014 om kliniske forsøg med humanmedicinske lægemidler og om ophævelse af direktiv 2001/20/EF (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 16. april 2014
- Forslag til Lov om lægemidler Retsinformation · 14. december 2005
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 23. januar 2003 EU-domme · 23. januar 2003