Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på indsigt i oplysning om indberettende hospital ved bi-virkning af lægemiddel

FOU nr 2005.170UdtalelserFolketinget2. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på indsigt i oplysning om

indberettende hospital ved bivirkning af lægemiddel

Det fremgik af sagens akter

at journalist A i en e-mail af

8. januar 2004

bad Lægemiddelstyrelsen om aktindsigt

idet hun skrev således:

”I henhold til lov om

offentlighed i forvaltningen beder jeg hermed om aktindsigt i sager i

bivirkningsrådet

vedrørende uterus ruptur som følge af brugen af lægemidlet (X) i perioden

2000-2003.

Jeg ønsker at få tilsendt

fotokopi af sagsjournalerne og af samtlige akter i sagen.

Jeg anmoder samtidig om en

snarlig tilbagemelding.

”

I en fornyet

aktindsigtsanmodning af

12.

januar 2004

til Lægemiddelstyrelsen skrev A således:

”Tak for samtalen.

Hermed udvider jeg min

anmodning om aktindsigt til at gælde samtlige bivirkninger ved lægemidlet (X)

i

perioden 2000-2003.

”

Den 13. januar 2004

fremsendte

Læs alt

Lægemiddelstyrelsen et udtræk til A fra Lægemiddelstyrelsens

bivirkningsindberetningssystem over modtagne bivirkningsrapporter på

lægemidlet

X i den ønskede periode. Det fremgik af denne søgning at der forelå 4

indberetninger på lægemidlet hvoraf den ene var ”uterine rupture”.

A henvendte sig herefter

den 14. januar 2004

til

Lægemiddelstyrelsen for at få oplysninger om hvilket hospital der havde

indberettet bivirkningen uterus ruptur.

Lægemiddelstyrelsen skrev i

en afgørelse ligeledes af

14.

januar 2004

således til A:

”Som svar på din telefoniske

henvendelse d.d. hvori du udbad oplysninger om hvilket hospital der har

indberettet bivirkningen ’uterus rupturet’ på lægemidlet (X) kan

jeg oplyse, at

Lægemiddelstyrelsen ikke må oplyse andre end sagens parter om, hvor en

bivirkningsindberetning er indsendt fra. Dette er begrundet i at en oplysning

herom indirekte indeholder personhenførbare oplysninger der kan give

oplysninger om enkelt personers sygdomsforhold. Denne undtagelse fra

aktindsigt

er hjemlet i offentlighedslovens § 12.

”

Den 19. januar 2004

klagede A herover til

Indenrigs- og Sundhedsministeriet idet hun anførte således:

”

Jeg forstår godt, at der ikke

må udleveres personhenførbare oplysninger, der kan give oplysninger om enkelt

personers sygdomsforhold, jvf. offentlighedslovens § 12.

Imidlertid giver

offentlighedslovens § 12, stk. 2 mulighed for delvis aktindsigt.

Derfor anmoder jeg om, at

hvis indberetningen indeholder oplysninger, der er direkte eller indirekte

personhenførbare, og dermed kan sige noget om patienten, så udleveres

aktindsigten uden disse oplysninger om patienten. Men med oplysning om

hospitalet.”

Ministeriet stadfæstede

den 3. marts 2004

Lægemiddelstyrelsens afgørelse. Ministeriet skrev således:

”

I anledning af Deres klage

har Indenrigs- og Sundhedsministeriet drøftet sagen med Lægemiddelstyrelsen.

Styrelsen har i den forbindelse oplyst, at ovennævnte indberettede

lægemiddelbivirkning er så specifik, at kendskab til det hospital, hvor

bivirkningen er indtrådt, vil kunne føre frem til oplysninger om den patient,

der har haft bivirkningen.

I henhold til

offentlighedslovens § 12 omfatter adgangen til aktindsigt ikke særligt

følsomme

oplysninger, herunder oplysninger om personers helbredsforhold. Da den

indberettede bivirkning i dette konkrete tilfælde er så specifik, at

oplysning

om hospitalet vil kunne føre til identifikation af den behandlede patient, er

ministeriet enig med styrelsen i, at denne oplysning er omfattet af

undtagelsesbestemmelsen

i § 12. På den baggrund stadfæster Indenrigs- og Sundhedsministeriet hermed

Lægemiddelstyrelsens afgørelse.”

Den 3. marts 2004

klagede A til mig over

myndighedernes afslag. I sin klage skrev hun bl.a.:

”Sagen handler om et

lægemiddel, som er godkendt til forebyggelse af mavesår som bruges off-label

til igangsættelse af fødsler. Til off-label-brugen knytter sig et betydeligt

mørketal m.h.t. indberetning af bivirkninger. Som jeg har fremført, er jeg på

ingen måde interesseret i personhenførbare oplysninger, men blot navnet på

det

hospital, hvorfra indberetningen er foretaget, for at få bare et lidt bedre

overblik over mørketallet.”

Den 8. marts 2004

bad jeg Indenrigs- og

Sundhedsministeriet om en udtalelse i sagen samt udlån af sagens akter. Jeg

bad

ministeriet om forinden at indhente en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Ministeriet fremsendte

herefter en udtalelse af

9.

juli 2004

vedlagt sagens akter og en udtalelse fra

Lægemiddelstyrelsen af

26.

marts 2004.

I Lægemiddelstyrelsens

udtalelse af

26. marts 2004

var anført følgende:

”

Det følger af

offentlighedslovens § 4, stk. 3, at en begæring om aktindsigt skal angive de

dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt

med.

Grundbetingelsen er således, at den, der ønsker aktindsigt, må have i hvert

fald et vist kendskab til sagens eller dokumentets eksistens før henvendelsen

til vedkommende myndighed.

Dette krav medfører bl.a., at

der ikke kan forlanges adgang til at gennemgå en forvaltningsmyndigheds

registre eller andet tilsvarende materiale af generel karakter med henblik på

herigennem at finde frem til sager af en bestemt art eller alle sager, der er

blevet journaliseret i en bestemt periode.

Klagerens oprindelige

anmodning om aktindsigt vedrørte ’aktindsigt i sager vedrørende uterus

ruptur

som følge af brugen af lægemidlet (X) i perioden 2000-

2003’. Anmodningen blev udvidet til at

omfatte ’samtlige bivirkninger ved lægemidlet (X) i perioden 2000-

2003’. Hver enkelt bivirkningsindberetning

oprettes som en selvstændig sag i Lægemiddelstyrelsen.

Anmodningen om aktindsigt

omfattede således en ubestemt flerhed af sager, og Lægemiddelstyrelsen var

derfor som udgangspunkt ikke forpligtet til at give aktindsigt i de

pågældende

oplysninger.

Efter offentlighedslovens §

4, stk. 1, kan en forvaltningsmyndighed imidlertid give aktindsigt i videre

omfang (meroffentlighed), medmindre andet følger af regler om tavshedspligt

mv.

Det følger af god

forvaltningsskik, at der bør udvises tilbageholdenhed med at afslå pressens

begæringer

om at få lejlighed til at gennemse alle sager af en bestemt art, eller sager,

der er blevet journaliseret i en bestemt periode, medmindre andet følger af

reglerne om tavshedspligt.

Lægemiddelstyrelsen

fremsendte derfor et udtræk fra Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem over

modtagne bivirkningsrapporter i den ønskede periode.

Bivirkningsindberetningerne

var anonymiserede, da indberetningerne vedrører enkeltpersoners private

forhold, jf. offentlighedslovens § 12.

Som led i anonymiseringen

blev oplysningerne om indberetningsstederne fjernet, da oplysning om

indberetningsstedet vil kunne føre til identifikation af den behandlede

patient.

På baggrund heraf gav vi ikke

aktindsigt/meroffentlighed i den pågældende oplysning.

Vi har gennemgået sagen på

ny, og vi finder fortsat, at den pågældende oplysning bør undtages fra

meroffentlighed/aktindsigt, da der er tale om en så specifik bivirkning, at

oplysning om indberetningsstedet vil kunne føre til identifikation af den

behandlede patient.

”

Ministeriet skrev i udtalelsen

af

9. juli 2004

således:

”

Om indberetning og offentliggørelse af oplysninger om

lægemiddelbivirkninger efter lægemiddelloven

Bivirkninger ved lægemidler

skal i henhold til lægemiddellovens §§ 19-19c indberettes til

Lægemiddelstyrelsen

som et led i styrelsens overvågning af sikkerheden ved lægemidler.

Indberetning skal både

foretages af indehaveren af markedsføringstilladelsen til det pågældende

lægemiddel samt af læger og andet sundhedspersonale. Desuden er der pr.

1. juli 2003

indført en ny

adgang for patienter og pårørende til selv at indberette bivirkninger direkte

til styrelsen.

Indberetningen sker på

særskilt skema, hvor der bl.a. skal oplyses data om, hvem der har foretaget

indberetningen. Denne oplysning ønskes for at Lægemiddelstyrelsen kan følge

op

på de indrapporterede bivirkninger, såfremt en indberetning medfører behov

for

supplerende informationer.

I medfør af lægemiddellovens

§ 19 b, stk. 3, kan Lægemiddelstyrelsen offentliggøre oplysninger om

bivirkninger fremkaldt af lægemidler, dog ikke oplysninger, der kan henføres

til enkeltpersoner.

Om udlevering af oplysninger om lægemiddelbivirkninger efter

offentlighedsloven

I henhold til

offentlighedslovens § 12, stk. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke

oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Af Offentlighedsloven med

kommentarer af John Vogter, 3. udgave, 1998, s. 217 og 219, fremgår, at

private

forhold utvivlsomt omfatter bl.a. helbredsforhold.

Da bivirkninger ved

lægemidler vedrører helbredsforhold, må oplysninger fra

bivirkningsindberetninger,

der kan føre frem til oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, være

omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1.

Den konkrete sag

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet finder fortsat at måtte henholde sig til sin afgørelse af

3. marts 2004

om

stadfæstelse af Lægemiddelstyrelsens afslag på aktindsigt i oplysning om

hvilket hospital, der har indberettet bivirkningen ’uterus ruptur’

ved

lægemidlet lægemidlet (X) til Lægemiddelstyrelsen. Ministeriet kan således

tilslutte sig, at ATV alene har modtaget bivirkningsindberetninger om dette

lægemiddel i anonymiseret form.

Ved denne vurdering lægger

ministeriet til grund:

– At bivirkningen ’uterus ruptur’ er en specifik bivirkning

ved

lægemidlet lægemidlet (X), der ikke er indrapporteret til Lægemiddelstyrelsen

i

stort omfang – hvilket i dette tilfælde skyldes, at bivirkningen er

indtrådt

ved anvendelse uden for produktets godkendte indikationsområde

– At videregivelse af oplysning om navnet på det hospital, der

har indberettet en specifik/sjælden lægemiddelbivirkning til

Lægemiddelstyrelsen, vil give modtageren af oplysningen mulighed for at finde

frem til den konkrete patient, der har haft bivirkningen, og dermed oplysning

om dennes helbredsforhold

– At adgang til aktindsigt i henhold til offentlighedslovens § 12

ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold.

”

I forbindelse med min

gennemgang af sagens akter blev jeg opmærksom på at de akter jeg havde

modtaget

fra ministeriet, alene indeholdt korrespondance mellem myndighederne og A

samt

det materiale A havde fået aktindsigt i, dvs. det anonymiserede udtræk fra

Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem og et ikke udfyldt standardskema om

indberetning af bivirkninger fra lægemidler. Det var således bl.a. ikke

muligt

for mig at se hvilket hospital der havde indberettet bivirkningens

”uterus

ruptur” ved lægemidlet X.

På den baggrund bad jeg

telefonisk

den 21. januar

2005

ministeriet om at måtte modtage alle sagens akter, dvs. det

grundlag som aktindsigtsanmodningen var blevet afgjort på.

Ministeriet fremsendte på ny

den 31. januar 2005

sagens

akter. Der var imidlertid tale om de samme akter som jeg tidligere havde

modtaget.

I et brev af

9. februar 2005

bad jeg

derfor på ny ministeriet om at måtte modtage samtlige sagens akter, dvs. de

akter som A havde søgt om aktindsigt i, og som således helt eller delvis var

omfattet af hendes klage til mig. Jeg bad i samme brev ministeriet om at

oplyse

hvilke sagsakter ministeriet var i besiddelse af da ministeriet traf

afgørelse

i sagen. Jeg henviste herved til min udtalelse i Folketingets Ombudsmands

beretning for 2001, s. 514 ff*, med omtale af det almindelige

forvaltningsretlige

sagsoplysningsprincip der indebærer at klagemyndigheden skal indhente og

gennemgå samtlige de akter som helt eller delvis er omfattet af det påklagede

afslag.

I breve af

15. april 2005

og

22. juni 2005

rykkede jeg

ministeriet for svar i sagen.

Indenrigsministeriet

fremsendte herefter en udtalelse af

1. juli 2005

der var vedlagt en udtalelse af

28. juni 2005

fra

Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen skrev således i sin udtalelse:

”I overensstemmelse med

telefonisk samtale d.d. fremsendes fuldt udtræk fra Lægemiddelstyrelsens

bivirkningssystem, samt kopi af den originale bivirkningsindberetning.

Det bemærkes i den

forbindelse, at hver enkelt bivirkningsindberetning ved modtagelsen bliver

indtastet i Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem. Derefter bliver den

originale indberetning oprettet som selvstændig sag og lagt på arkiv.

Anmodes Lægemiddelstyrelsen om

aktindsigt i bivirkningsindberetninger, foretager Lægemiddelstyrelsen, efter

en

konkret vurdering, udtræk fra bivirkningssystemet til opfyldelse af

forpligtelser efter offentlighedsloven mv. Følgelig vil der alene eksistere

udtræk fra bivirkningssystemet på en eventuel aktindsigtssag.

Da Indenrigs- og

Sundhedsministeriet,

den

10. marts 2004, anmodede om at få fremsendt sagsmaterialet for

ovennævnte sag, fremsendte Lægemiddelstyrelsen,

den 26. marts 2004, følgelig det udtræk, der lå

på sagen, til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, sammen med det øvrige

sagsmateriale.

”

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet skrev således i udtalelsen af

1. juli 2005

:

”

Indledningsvis skal

Indenrigs- og Sundhedsministeriet beklage det sene svar i sagen. Det skyldes

en

ekstraordinær stor arbejdsmængde samt sygdom i det kontor, der varetager

denne

sag.

Ministeriet skal samtidig

beklage, at der først nu fremsendes det materiale fra Lægemiddelstyrelsens

anden sag med den originale bivirkningsindberetning, samt den fulde

indtastning

af indberetningen i Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem.

Til spørgsmålet om hvilke

sagsakter Indenrigs- og Sundhedsministeriet var i besiddelse af, da

ministeriet

traf afgørelse i sagen, kan oplyses, at ministeriet som grundlag for sin

afgørelse havde e-mail af

19.

januar 2004

fra (A), hvori denne påklagede Lægemiddelstyrelsens

afslag. Dette fremgik af den samme e-mail. Kopi heraf er tidligere fremsendt

til ombudsmanden.

Som grundlag for afgørelsen

havde ministeriet desuden telefonisk indhentet udtalelse fra chefkonsulent

farmaceut (C) i Lægemiddelstyrelsen, der oplyste, at styrelsen kun havde

modtaget én indberetning af bivirkningen ’uterus ruptur’ ved brug

af lægemidlet

’(X)’ for den periode, som (A) havde anmodet om aktindsigt i.

Indberetningen

var foretaget af et hospital. (C) oplyste desuden, at lægemidlet (X) er

godkendt til forebyggelse af mavesår, men at lægemidlet desuden anvendes uden

for sit indikationsområde til igangsættelse af fødsler. Den indberettede

bivirkning ’uterus ruptur’ var indtruffet ved anvendelse af

lægemidlet til

igangsættelse af en fødsel. Da der alene var tale om én indberetning, som

altid

sker på standardskema, fandt ministeriet ikke anledning til at få en kopi af

selve indberetningen.

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet kan fortsat henholde sig til sin vurdering af sagen, som

meddelt i brev herfra af

9.

juli 2004

til ombudsmanden. Da der som sagt kun var tale om én

indberetning af en helt specifik bivirkning, var det uden betydning for

ministeriets afgørelse i sagen at have kendskab til de konkrete navne i den

pågældende bivirkningsindberetning, herunder hverken hospitalets, lægens

eller

patientens navn.”

Jeg erfarede efterfølgende at

A ikke længere var ansat på avisen D. Da avisen tilsyneladende ikke ønskede

at

opretholde klagen, meddelte jeg

den 10. august 2005

over for avisen at jeg ikke foretog

mig mere i sagen.

Efter A’s telefoniske

henvendelse til en af mine medarbejdere

den 11. august 2005

meddelte jeg imidlertid ved breve af

16. august 2005

til A og Indenrigs- og Sundhedsministeriet at jeg efter omstændighederne

havde

valgt at oprette en ny sag med samme klagetema, men med A som sagspart i

stedet

for avisen D. Jeg tilsendte A i den forbindelse en kopi af mit brev af

22. juni 2005

til ministeriet

og en kopi af Lægemiddelstyrelsens og ministeriets udtalelser af henholdsvis

28. juni 2005

og

1. juli 2005

med henblik på

at modtage A’s eventuelle bemærkninger. Jeg modtog ikke bemærkninger fra

A i

den anledning.

Ombudsmandens udtalelse

”

1. Undersøgelsestema

Oprindelig bad De

den 8. januar 2004

Lægemiddelstyrelsen om aktindsigt i ’sager i bivirkningsrådet vedrørende

uterus ruptur som følge af brugen af lægemidlet (X) i perioden 2000-

2003’. De bad i den forbindelse om at få tilsendt kopi af

sagsjournalerne og af samtlige akter i sagen. Efter en telefonsamtale med

Lægemiddelstyrelsen udvidede De

den 12. januar 2004

Deres anmodning om aktindsigt til at omfatte ’samtlige bivirkninger ved

lægemidlet (X) i perioden 2000-

2003’.

Lægemiddelstyrelsen fremsendte herefter et anonymiseret udtræk fra styrelsens

bivirkningssystem over samtlige bivirkninger (4 i alt) ved lægemidlet (X) i

den omhandlede

periode. I et enkelt tilfælde var der tale om ’uterus ruptur’. Som

led i

anonymiseringen var bl.a. indberetningsstederne fjernet.

De bad herefter Lægemiddelstyrelsen

om at få oplyst hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen

’uterus

ruptur’.

Under hensyn hertil og til

Deres klage til mig, har jeg forstået sagen således at De alene klager over

at

myndighederne ikke har ment at kunne oplyse navnet på det hospital der har

indberettet bivirkningen ’uterus ruptur’ ved lægemidlet (X). Min

undersøgelse

vedrører derfor alene dette spørgsmål om hvorvidt myndighederne var

berettigede

til at videregive oplysningen til Dem.

2. Myndighedernes

afvisning af at oplyse navnet på det indberettende hospital

Det fremgår af sagen at hver

enkelt bivirkningsindberetning ved modtagelsen i Lægemiddelstyrelsen bliver

indtastet i Lægemiddelstyrelsens bivirkningssystem, se også lægemiddellovens

§

19 b, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 656 af

28. juli 1995, som senest ændret ved lov nr.

1431 af

22. december 2004

),

hvorefter Lægemiddelstyrelsen fører et register over indberettede

bivirkninger.

Efter indtastningen i det elektroniske register bliver den originale

indberetning oprettet som en selvstændig sag og lagt på arkiv.

I forbindelse med min

behandling af sagen har jeg fra myndighederne (se Lægemiddelstyrelsens

udtalelse af

28. juni 2005

)

modtaget et fuldt udtræk fra bivirkningssystemet vedrørende bivirkningen

’uterus ruptur’ – hvoraf bl.a. navnet på indberetningsstedet

fremgår – ligesom

jeg har modtaget en kopi af den originale bivirkningsindberetning samt en

udskrift af den pågældende patients journal.

Der foreligger således dels

en (manuel) sag som i dette tilfælde består af det indsendte

indberetningsskema

og en udskrift af den pågældendes patientjournal, dels en indførsel i det

elektroniske register over den pågældende indberetningssag. Sidstnævnte

indførsel ses omfattet af offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, hvorefter

retten til aktindsigt omfatter ’indførelser i journaler, registre og

andre

fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter’.

Lægemiddelstyrelsen og

ministeriet har i deres afgørelser af henholdsvis

14. januar 2004

og

3. marts 2004

anført offentlighedslovens

§ 12 som begrundelse for ikke at meddele Dem hospitalets navn. Myndighederne

må

herved henvise til bestemmelsens stk. 1, nr. 1, hvorefter retten til

aktindsigt

ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,

forhold. Myndighederne har anført at oplysning om navnet på det indberettende

hospital vil give modtageren mulighed for at finde frem til den konkrete

patient der har haft bivirkningen, og dermed oplysning om dennes

helbredsforhold.

Det fremgår af

Lægemiddelstyrelsens udtalelse af

26. marts 2004

at styrelsen har valgt at give Dem

aktindsigt ud fra overvejelser om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens §

4,

stk. 1, 2. pkt., hvorefter en forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i

videre omfang medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.

Oplysning om en persons

helbredsforhold er en fortrolig oplysning der er underlagt tavshedspligt, jf.

straffelovens § 152, stk. 3, og forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6. Det

er

en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 6, at

oplysningerne angår bestemte personer, virksomheder eller foreninger mv.

Videregivelse af oplysninger om f.eks. rent private forhold vil derfor ikke

indebære et brud på tavshedspligten hvis videregivelsen sker i helt

anonymiseret

form, jf. f.eks. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 2003,

s. 699 ff*. Også unavngivne personer kan imidlertid være genstand for en

strafbar krænkelse af tavshedspligten idet det afgørende må være om de

pågældende oplysninger kendeligt for en lidt videre kreds tager sigte på en

bestemt persons privatliv, jf. f.eks. dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1960,

s.

382, der anså betegnelsen ’en overretssagfører, der tidligere har

spillet en

vis rolle i det kommunale liv i ’ for tilstrækkelig præcis. Det er dog

næppe

nok at vedkommende kan genkende sig selv. Se betænkning nr. 998/1984 om

tavshedspligt, s. 75, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3.

udgave (2001), s. 523.

Jeg har vanskeligt ved at se

at kendskab til det hospital i sagen der har indberettet den omhandlede

bivirkning, indebærer at offentligheden (’en videre kreds’, jf.

ovenfor) kan få

kendskab til den pågældende patients identitet.

I den forbindelse bemærker

jeg at selv om en offentliggørelse af hospitalets navn måtte føre til

henvendelser til hospitalet fra offentlighedens side, er sundhedspersonalet

undergivet tavshedspligt (jf. kapitel 5 i lov om patienters retsstilling, lov

nr. 482 af

1. juli 1998,

og fra

1. januar 2007

kapitel 9 i sundhedsloven, lov nr. 546 af

24. juni 2005

). Sådanne henvendelser ses derfor

ikke at indebære en øget risiko for at patientens identitet røbes.

Jeg har gjort

Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet bekendt med min

opfattelse,

og jeg har i dag henstillet til ministeriet at genoptage sagen med henblik på

at det vurderes om De ud fra det ovenfor anførte kan oplyses om navnet på det

indberettende hospital.

3. Indenrigs- og

Sundhedsministeriets manglende indhentelse af akter

Det fremgår af sagen at

ministeriet ved afgørelse af sagen alene var i besiddelse af

Lægemiddelstyrelsens

afslag af

14. januar 2004

samt Deres klage til ministeriet af

19. januar 2004. Ministeriet har herved henvist til at

ministeriet forud for afgørelsen indhentede en telefonisk udtalelse fra en

chefkonsulent i Lægemiddelstyrelsen, jf. ministeriets udtalelse af

1. juli 2005

citeret ovenfor.

Da der kun var tale om én indberetning, som altid sker på standardskema, af

en

helt specifik bivirkning, var det efter ministeriets opfattelse uden

betydning

for ministeriets afgørelse i sagen at have kendskab til de konkrete navne i

den

pågældende bivirkningsindberetning, herunder hospitalets, lægens eller

patientens

navn.

Det er et grundlæggende

princip i dansk forvaltningsret at det påhviler den enkelte

forvaltningsmyndighed

at sørge for at de fornødne oplysninger om de foreliggende sager foreligger.

Princippet, der kaldes for official- eller undersøgelsesprincippet, gælder

også

i forbindelse med en rekursmyndigheds sagsbehandling. Det er således i

forbindelse med behandlingen af en klagesag det klare udgangspunkt at det er

rekursmyndighedens ansvar at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Se bl.a. Karsten

Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.

1000 f.

Der kan ikke opstilles en

almindelig retningslinje for hvilke sagsoplysningsskridt en rekursinstans

skal

foretage i lyset af officialprincippet. Rekursorganet har dog som minimum

pligt

til at skaffe det skriftlige grundlag som den påklagede afgørelse er truffet

på

grundlag af. Se herved Bent Christensen, Forvaltningsret, Prøvelse, 2. udgave

(1994), s. 256, og ombudsmandens udtalelse i Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1971, s. 41 ff*.

Efter min opfattelse kræver

en stillingtagen til spørgsmål om aktindsigt at rekursmyndigheden i

forbindelse

med sin behandling af sagen indhenter og gennemgår samtlige akter i sagen,

dvs.

det grundlag som den underliggende myndighed har afgjort sagen på. Jeg

henviser

bl.a. til min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, s. 514

ff* (s. 524).

Jeg mener derfor det er

beklageligt at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke indhentede samtlige

akter

i sagen. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

4. Begrundelse

Lægemiddelstyrelsen og

Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde pligt til at begrunde deres

afgørelser

i sagen. Kravene til begrundelse fremgår af forvaltningslovens §§ 22-24

hvoraf

bl.a. fremgår (§ 24, stk. 1, 1. pkt.) at en begrundelse for en afgørelse skal

indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er

truffet.

Myndighederne burde således i

deres afgørelser af henholdsvis

14. januar 2004

og

3. marts 2004

have henvist til offentlighedslovens § 12,

stk. 1, nr. 1, i stedet for blot at henvise til offentlighedslovens § 12.

Jeg har gjort

Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet bekendt med min

opfattelse.

Som det fremgår ovenfor, har

jeg i dag henstillet til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at genoptage sagen

med henblik på at vurdere om De ud fra de betragtninger jeg har anført, kan

oplyses om navnet på det indberettende hospital.”

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet meddelte

den

24. februar 2006

at ministeriet havde givet A indsigt i oplysningen

om hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen.

NOTER: (*) FOB 1971, s. 41,

FOB 2001, s. 514, og

FOB 2003, s. 699.

Lignende dokumenter