Afslag på opførelse af svinestald. Hjemmel. Begrundelse. Klagevejledning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på opførelse af svinestald.
Hjemmel. Begrundelse. Klagevejledning
Det fremgik af sagen at A den 1. december 2000 indgav anmeldelse
til X Kommune om opførelse af en svinestald til 35 dyreenheder (ca. 1.000
slagtesvin).
Den 6. december 2000 blev kommunalbestyrelsens
kommuneplanstrategi bekendtgjort. Heraf fremgik bl.a. at der skulle udlægges
nye boligområder ved bl.a. ( ). Et forslag til kommuneplan forventedes
fremlagt
til offentlig debat i begyndelsen af 2001.
Kommunen meddelte den 7. december
2000 A
at det indsendte materiale var
utilstrækkeligt. Desuden blev det oplyst at ansøgningen ville blive forelagt
udvalget for teknik og miljø den 2. januar 2001 til politisk vurdering.
I brev af 14. december 2000 til kommunen fremkom A med
supplerende oplysninger.
Kommunen meddelte i brev af 20. december
2000 A
at materialet stadig ikke var
fyldestgørende.
Den 14. januar 2001 skrev A til kommunalbestyrelsen om et
fremsat regionplanforslag. Det fremgik af brevet at A ved samtale med teknisk
forvaltning og borgmesteren havde erfaret at grunden til at han endnu ikke
havde
fået en positiv tilbagemelding fra kommunen om byggeriet, var at
regionplanforslaget
gav kommunen mulighed for at udvide byen mod ( ). A ønskede ikke at hans jord
blev inddraget i denne udvidelse. (Kommunen anførte i et bilag til brev af
29.
Læs alt
november 2001 til Tilsynsrådet for Roskilde Amt at A’s brev af 14.
januar 2001
ikke sås modtaget i kommunen).
Den 23. januar 2001 skrev A til kommunen at han ikke kunne
respektere kommunens beslutning på møde den 16. januar 2001 om at byggeriet
ikke var nødvendigt for driften.
I brev af 24. januar 2001 meddelte kommunen A at den ikke anså
det anmeldte byggeri for erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift.
Der
skulle derfor indhentes landzonetilladelse.
A fremsatte den 24. januar 2001 erstatningskrav mod kommunen
som følge af kommunens manglende accept.
Kommunen svarede den 26. januar 2001 på A’s brev af 23. januar
2001 og gjorde opmærksom på at den stadig ikke havde modtaget fyldestgørende
anmeldelse.
I brev af 31. januar 2001 søgte A Hovedstadens Udviklingsråd
(HUR) om landzonetilladelse.
Ligeledes den 31. januar 2001 sendte A supplerende oplysninger
til kommunen om byggeriet.
I brev af 1. februar 2001 klagede A til Tilsynsrådet for
Roskilde Amt over kommunens behandling af hans anmeldelse. A var ikke blevet
hørt forud for beslutningen om at byggeriet ikke var erhvervsmæssigt
nødvendigt,
og han havde ikke fået en begrundelse for afgørelsen. A mente desuden at
kommunen
forhalede sagen fordi den ikke ønskede byggeriet.
Den 27. februar 2001 vedtog kommunen et forslag til ny
kommuneplan. Forslaget blev fremlagt til offentlig høring fra den 8. marts
2001
til den 3. maj 2001.
Den 5. marts 2001 sendte kommunen en udtalelse til HUR. Heri
oplystes bl.a. at staldbygningens afstand til det i regionplanforslaget
udlagte areal til boligformål ved ( ) ikke ville kunne overholde de pr. 1.
januar 2001 ændrede regler for afstand til fremtidige byzoneområder. Desuden
oplystes at hvis der blev givet zonetilladelse, ville kommunen være
indstillet
på at godkende byggeriet når A havde fremsendt alle nødvendige oplysninger. A
fik kopi af brevet.
HUR sendte den 22. maj 2001 ansøgningen tilbage til kommunen da
det ansøgte ikke krævede landzonetilladelse.
I brev af 1. juni 2001 meddelte kommunen A HUR’s afgørelse og
oplyste at sagen ville blive forelagt for økonomiudvalget den 11. juni 2001
og
eventuelt efterfølgende for kommunalbestyrelsen den 19. juni 2001.
Kommunen skrev herefter den 25. juni 2001 bl.a. følgende til A:
”Efter at kommunen, fra Hovedstadens Udviklingsråd, har
modtaget meddelelse om, at den anmeldte svinestald er nødvendig for den
landbrugsmæssige drift af ejendommen, har anmeldelsen været forelagt for
kommunalbestyrelsen
på mødet den 19. juni 2001, hvor det blev besluttet at tage afgørelsen til
efterretning.
Samtidig besluttede kommunalbestyrelsen, at sagen henlægges
under henvisning til skrivelse af 1. juni 2001 fra Skov- og Naturstyrelsen,
med følgende tilføjelse: ’idet ansøger ikke har opfyldt
bygningsreglementets
bestemmelser’.
Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsens beslutning ikke var
enstemmig.
Den trufne beslutning om at sagen henlægges, er taget på
baggrund af Skov- og Naturstyrelsens brev af 1. juni 2001 – vejledende
udtalelse om administration af de skærpede afstandskrav. Ifølge den
vejledende
udtalelse fremgår bl.a.
’Fristen er fastsat sådan, at en sag skal behandles efter de
hidtidige regler, hvis der før den 1. januar 2001 forelå forhåndsanmeldelse,
som opfylder de formelle krav om dokumentation efter §§ 29-30 i
husdyrsbekendtgørelsen.
Det betyder for et byggeris vedkommende, at ’anmeldelsen skal
indeholde konstruktionstegninger mv., som anført i bygningsreglementet,
dokumentation for, at de i kapitel 3-8 nævnte krav til styrke, tæthed og
bestandighed opfyldes, samt angivelse af anlæggets placering i forhold til
vandindvindingsanlæg, vandløb (herunder dræn), søer, omgivende ejendomme,
bebyggelse og eksisterende, eller ifølge kommuneplanen, fremtidig udlagte
byzone- og sommerhusområder, samt områder, der i kommuneplanen og/eller
lokalplan er udlagt til boligformål eller blandet bolig og erhverv eller til
offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner eller
lignende.’ –
jfr. § 29, stk.
2.’
Den forhåndsanmeldte staldbygning opfyldte den 1. januar 2001
ikke de formelle krav om dokumentation, hvilket bl.a. er nævnt i
forvaltningens
brev af 26. januar 2001. Kommunalbestyrelsens beslutning betyder, at den
anmeldte staldbygning skal overholde de skærpede afstandskrav i
bekendtgørelse
om erhvervsmæssigt dyrehold. Dette bevirker, at bygningen skal holdes mindst
300 m
fra det i forslag til kommuneplanen
benævnte område ( ) udlagt til åben-lav boligbebyggelse.
Den forhåndsanmeldte staldbygning ligger inden for denne
afstand, hvilket medfører, at godkendelse til opførelse ikke kan meddeles,
hvorfor sagen henlægges.
Til orientering vedlægges kopi af kommunalbestyrelsens beslutningsark
samt kopi af udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen.
Klagevejledning:
I henhold til § 34, stk. 2, i bekendtgørelse om erhvervsmæssig
dyrehold kan kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 29 og § 30 ikke påklages
til anden administrativ myndighed.”
Et advokatfirma klagede den 25. juli 2001 på A’s vegne til
Tilsynsrådet for Roskilde Amt over kommunens afgørelse af 24. juni 2001. Det
blev bl.a. gjort gældende at sagen burde behandles på grundlag af de før 1.
januar 2001 gældende regler, og at kommunen ikke kunne anvende byggelovens
regler til fremme af en senere påtænkt lokalplan for et nærliggende område.
Kommunen søgte således at forhale sagen.
I brev af 17. august 2001 skrev A til kommunen og præciserede
at han havde fremsendt alle krævede oplysninger.
Kommunen svarede den 21. august 2001 at den ikke ville indgå i
en dialog om hvorvidt det modtagne materiale overholdt kravene. Der henvistes
i den forbindelse til afgørelsen om at kravene ikke var overholdt pr. 1.
januar 2001, og at staldbygningen derfor skulle overholde de skærpede
afstandskrav.
Hvis A ønskede at opføre en svinestald med overholdelse af de skærpede
afstandskrav,
måtte han fremsende en plan der viste hvor stalden skulle placeres. Herefter
ville kommunen i givet fald meddele A hvilke supplerende oplysninger der
ville
være påkrævet.
Tilsynsrådet for Roskilde Amt traf den 3. september 2001
afgørelse vedrørende klagen af 1. februar 2001. Tilsynsrådet tog stilling til
kommunens brev af 24. januar 2001 for så vidt angik begrundelse og
partshøring.
Da sagen var afgjort af HUR, fandt tilsynsrådet ikke grundlag for at foretage
sig videre. Tilsynsrådet ville i forbindelse med behandlingen af klagen af
25. juli 2001 tage stilling til spørgsmålet om magtmisbrug.
Den 4. september 2001 sendte A supplerende oplysninger
vedrørende byggeriet til kommunen. Det drejede sig om oplysninger/tegninger
vedrørende opdeling af brandceller, indvendig vægbeklædning, redegørelse for
flugtveje og facadeudseende mv.
I brev af 7. september 2001 til kommunen skrev A at han
fastholdt anmeldelsen af 1. december 2000, og at han ville påbegynde
byggeriet.
A havde ikke fået at vide med hvilken hjemmel byggeriet kunne stoppes.
Kommunen svarede i brev af 7. september 2001 at byggeriet var
omfattet af bestemmelserne i BR-95, afsnit 1.6, stk.
1f
og stk. 2. Kommunen skrev desuden at en
meddelelse om byggearbejder skulle være givet senest 2 uger efter at kommunen
havde modtaget det nødvendige materiale. A kunne derfor forvente besked 14
dage fra den 5. september 2001 hvor kommunen havde modtaget det sidste
projektmateriale. Når sagen ikke kunne behandles før, skyldtes det at
A’s
byggesagsbehandler var på ferie. Det betød at den person som skulle behandle
sagen, skulle udføre to mands arbejde i perioden, men det ”tilstræbes,
at alle
kræfter sættes ind for, at sagen kan behandles indenfor 14 dages
fristen”.
Den 18. september 2001 godkendte kommunen kommuneplan
2001-2012. Område ( ) blev udlagt til åben-lav boligbebyggelse.
Ved brev af 18. september 2001 fik A afslag på byggeriet.
Kommunen begrundede dette med at stalden stadig lå for tæt på det område ved
( ) som var udlagt i Regionplan 2001 (oktober 2000). Stalden var placeret
under
300 m
fra
det udlagte areal.
Efter en telefonisk henvendelse fra et rådgivningscenter om
klagevejledning sendte kommunen den 26. september
2001 A
en standardklagevejledning ”da
det ikke umiddelbart kan ses, at der er nyt i sagen som ikke allerede er
anket”. Af den vedlagte klagevejledning fremgik at klager vedrørende
afgørelser
efter byggeloven kunne indbringes for statsamtet, og at klager vedrørende
afgørelser efter planloven kunne indbringes for Naturklagenævnet.
Efter at rådgivningscentret på ny havde rettet henvendelse til
kommunen, sendte kommunen den 4. oktober
2001
A
vejledning om at afgørelsen efter bekendtgørelse om erhvervsmæssigt
dyrehold kunne indbringes for Skov- og Naturstyrelsen, og at klagefristen
først ville blive regnet fra dateringen af kommunens brev.
Rådgivningscentret ankede den 16. oktober 2001 på A’s vegne
afslaget til Skov- og Naturstyrelsen. Samtidig blev der over for kommunen
taget
forbehold for at rejse et erstatningskrav som følge af forsinkelse af sagen
på grund af forkert sagsbehandling.
I klagen blev det bl.a. anført at afgørelserne af henholdsvis
25. juni 2001 og 18. september 2001 var mangelfuldt begrundede, at
sidstnævnte
afgørelse ikke var ledsaget af en klagevejledning, og at klagevejledning om
indbringelse for Skov- og Naturstyrelsen først blev givet efter to
henvendelser
til kommunen. I øvrigt var det forkert at klagefristen regnedes fra
dateringen af kommunens brev. Endvidere anførtes bl.a. følgende:
”Såfremt kommunen mener, at den mangler nogle oplysninger, må
den præcisere det og træffe en afgørelse herom. Det kan f.eks. være en
afgørelse
om, at byggeriet ikke må gå i gang, inden de og de oplysninger mv.
foreligger.
Den bestemmelse, der er relevant her er § 4, stk. 3, nr. 3,
i husdyrgødningsbekendtgørelsen, hvor det står anført, at
300 m
grænsen gælder
’til eksisterende eller, ifølge kommuneplanens
rammedel, fremtidigt byzone- eller sommerhusområde’.
Det kan heraf umiddelbart udledes, at det ikke er nok at arealet
er udlagt til eventuelt kommende byzoneområder i en regionplan.
Det fremgår også, at der skal være en endelig godkendt
kommuneplan for at bestemmelserne gælder. I den konkrete sag var der et
forslag, som først blev endeligt vedtaget den 18. september 2001 om aftenen.
I øvrigt er det forkert, når kommunen ’bare’ siger nej, hvis en
staldbygning ligger inden for de
300 m.
Kommunen skal i stedet for tage stilling til, om de kan godkende opførelse af
stalden indenfor de
300 m.
Men som nævnt er det ikke aktuelt i den konkrete sag, da byggeriet var
anmeldt
inden
300 m
reglen
kom til at gælde.”
Kommunen kommenterede klagen i brev af 23. oktober 2001 til
Skov- og Naturstyrelsen. Kommunen erkendte at tidspunktet for klagefristens
begyndelse beklageligvis var angivet forkert. Endvidere anførtes at A fra
starten var gjort opmærksom på hvilket materiale der var nødvendigt til
behandling
af anmeldelsen, at anmeldelsen pr. 1. januar 2001 ikke opfyldte de formelle
krav, og at de skærpede afstandskrav derfor skulle overholdes. Det var
kommunens opfattelse at fyldestgørende anmeldelse først var modtaget den 5.
september 2001.
I brev af 29. november 2001 afgav kommunen en udtalelse til
Tilsynsrådet for Roskilde Amt om klagen af 25. juli 2001. Kommunen fastholdt
at
der først i september 2001 var modtaget en korrekt anmeldelse, og at sagen
derfor skulle behandles efter reglerne om de skærpede afstandskrav der blev
indført pr. 1. januar 2001.
Skov- og Naturstyrelsen anerkendte i brev af 11. februar 2002
til rådgivningscentret modtagelsen af klagen.
I brev af 4. marts 2002 skrev kommunen til A at den havde
besluttet at tage hans erstatningskrav af 24. januar 2002 til orientering.
Når
tilsynsrådet havde truffet beslutning i klagesagen, ville sagen på ny blive
taget op.
Rådgivningscentret rykkede den 30. april 2002 Skov- og
Naturstyrelsen for svar i sagen.
Tilsynsrådet for Roskilde Amt traf den 15. maj 2002 afgørelse om
klagen af 25. juli 2001. Tilsynsrådet udtalte at anmeldelsen af byggeriet
ikke
opfyldte betingelserne inden den 1. januar 2001. Tilsynsrådet fandt ikke
grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering hvorefter alle oplysninger
til
brug for en egentlig byggesagsbehandling først blev modtaget i kommunen i
september 2001. Tilsynsrådet fandt i den forbindelse heller ikke at kommunen
bevidst havde forhalet sagen, idet kommunen havde meddelt A at der manglede
oplysninger ved brev af 14. [skal være 7.; min bemærkning] december 2000,
brev
af 20. december 2000 og brev af 26. januar 2001. Tilsynsrådet lagde vægt på
at
de oplysninger kommunen manglede, allerede fremgik af brev af 14. [skal
antagelig være 7.; min bemærkning] december 2000.
Skov- og Naturstyrelsen traf afgørelse i sagen den 20. juni
2002. Heraf fremgik bl.a. følgende:
”Det fremgår af sagen, at den pågældende byggeanmeldelse for
opførelse af ny slagtesvinestald på (Y)-vej ( ) inden 1. januar 2001
ikke
opfyldte kravene til dokumentation
efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 29, og det fremgår endvidere, at
ansøger
af (X) Kommune er blevet gjort opmærksom på dette forhold ved modtagelse af
byggeanmeldelsen. Her henvises til brev af 7. december 2000 og 20. december
2000 fra (X) Kommune til (A).
Kommunen oplyser, at den anmeldte svinestald er tænkt placeret
inden for
300 m
fra et planlagt boligområde med tæt-lav og åben- lav boligbebyggelse ( )
ifølge
(X) Kommunes Kommuneplan 2001-2012. Af kommuneplanens rammebestemmelser
fremgår det, at området udlægges til tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse ( ).
Med baggrund i ovenstående har kommunalbestyrelsen afgjort, at
godkendelse til opførelse af slagtesvinestald med den ønskede placering
ikke
kan meddeles.
Skov- og Naturstyrelsen finder ikke, at der foreligger
oplysninger der kan tilsidesætte det af kommunen udviste skøn og stadfæster
dermed (X) Kommunes afgørelse om
ikke
at meddele godkendelse af opførelse af ny slagtesvinestald, (Y)-vej ( ) i
henhold til § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen nr. 877 af 10. december 1998,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december
2000.”
I brev af 20. september 2002 afviste kommunen A’s
erstatningskrav.
A klagede herefter den 18. december 2002 til mig. Han anførte
bl.a. at Skov- og Naturstyrelsen ikke havde forholdt sig til om reglen i
husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, om en afstand på mindre end
300 m
gælder i forhold til arealer der
i regionplanen er udlagt til eventuelt kommende byzonearealer, og om reglen
gælder
i forhold til et forslag til ændring af kommuneplanen. A anførte desuden at
det
var hans klare opfattelse at kommunen bevidst havde forhalet sagen.
Da Skov- og Naturstyrelsen ikke havde taget stilling til alle
A’s indsigelser, sendte jeg klagen videre til styrelsen som en anmodning
fra A
om at styrelsen tog stilling til disse.
Styrelsen svarede i brev af 11. juli 2003 bl.a. at udpegningen
af området ( ) på ansøgningstidspunktet, dvs. det tidspunkt hvor ansøgningen
forelå i endelig form, forelå i en form som måtte anses for at opfylde
betingelserne
for at anvende § 4, stk. 3, nr. 3, i husdyrgødningsbekendtgørelsen som
hjemmelsgrundlag.
I brev af 7. august 2003 klagede A til mig igen og bad mig
behandle den tidligere indsendte klage af 18. december
2002. A
anførte bl.a. at
myndighederne ikke havde undersøgt forholdene tilstrækkeligt forud for
afslaget
og stadfæstelsen heraf, og at alle nødvendige oplysninger var fremsendt inden
den 1. januar 2001. Det var ikke muligt at placere stalden et andet sted på
grunden.
Den 9. oktober 2003 meddelte jeg A at jeg havde gennemgået
styrelsens akter, og at jeg på grund af forældelse var afskåret fra at
foretage
mig noget vedrørende kommunens afgørelse af 24. januar 2001 og tilsynsrådets
afgørelse af 3. september 2001 og sagsbehandlingen i tilknytning til disse
afgørelser.
Jeg var derimod ikke afskåret fra at behandle kommunens afgørelser af 25.
juni
2001 og 18. september 2001, tilsynsrådets afgørelse af 15. maj 2002 og Skov-
og
Naturstyrelsens afgørelse af 20. juni 2002.
Jeg meddelte endvidere A at jeg var enig med kommunen og
tilsynsrådet i at anmeldelsen ikke inden den 1. januar 2001 kunne anses for
at
opfylde betingelserne i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 29, stk. 2 og 3. Jeg
foretog mig derfor ikke mere vedrørende spørgsmålet om tidspunktet for
indgivelsen
af anmeldelsen.
Jeg bad imidlertid kommunen og Skov- og Naturstyrelsen om en
udtalelse om hjemmelsgrundlaget for afslaget i relation til
husdyrgødningsbekendtgørelsens
§ 4, stk. 3, nr. 3. Jeg bad desuden myndighederne komme ind på om
forvaltningslovens regler om begrundelse og klagevejledning var overholdt.
I brev af 31. oktober 2003 udtalte kommunen bl.a. følgende:
”På grundlag af Regionplan 2001 blev (X) Kommunes Kommuneplan,
Hovedstruktur og Rammer og Forudsætninger parallelt med anmelderens sag
gennemført. Kommunalbestyrelsen vedtog kommuneplanforslaget den 27. februar
2001 og forslaget var i offentlig høring fra den 8. marts 2001 til den 3. maj
2001. Rammeplanen indeholdt blandt andet et nyt boligområde, benævnt i
rammeplanen
( ), der er beliggende ved anmelders ejendom, hvor svinestalden var tænkt
opført, ved den eksisterende byzone. Kommuneplanen blev endelig vedtaget den
18. september 2001.
(X) Kommune tilskriver den 18. september 2001 anmelder, at
sagsbehandlingen er påbegyndt. Anmelder har i brev opretholdt den tidligere
placering af svinestalden, hvorfor det oplyses, at det er kommunens
opfattelse,
at stalden stadig ligger for tæt på boligområdet ved ( ), som er udlagt i
Regionplan
2001.
Med baggrund i Skov- og Naturstyrelsens vejledende udtalelse om
administration af skærpede afstandsregler i Bekendtgørelse om ændring af
bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, og ensilage mv.,
Bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december 2000 og Kommuneplanen, hovedstruktur
samt rammer og forudsætninger meddelte (X) Kommune afslag på den anmeldte
svinestald
for så vidt angår placeringen.
(X) Kommune har brugt ordvalget Regionplan 2001 med begrundelse
om, at denne plan er kommunens retslige grundlag for udarbejdelse af
Kommuneplanen, herunder Hovedstruktur, Ramme og Forudsætninger.
(X) Kommune har i sagsbehandlingen skønnet, at lovhjemmelen med
udgangspunkt i afstandsbestemmelserne, § 4, stk. 3, 3) i Bekendtgørelse om
ændring af bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, og
ensilage mv., Bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december 2000 var til stede,
idet
Kommuneplanens reelle indhold, herunder rammeplanen, var på plads i en sådan
form, at der var tilstrækkelig lovhjemmel til at meddele afslag på den søgte
placering.”
Skov- og Naturstyrelsen udtalte i brev af 24. februar 2004 bl.a.
følgende:
”Det vil sige, at der på det tidspunkt, hvor ansøgningen fra (A)
forelå i endelig form 5. september 2001, var planer for etablering af et
fremtidigt byzoneområde indenfor
300 m
af det påtænkte staldbyggeri, og at klager var orienteret herom af kommunen.
Spørgsmålet er herefter, om planlægningen for området ( ),
forelå i en form, som må anses for at opfylde betingelserne for at anvende §
4,
stk. 1, første punktum, jf. stk. 3, nr. 3, i husdyrgødningsbekendtgørelsen
som
hjemmelsgrundlag for kommunens afgørelser.
Kommunens afgørelse af 18. september 2001 blev truffet samme
dag, som den endelige kommuneplan blev godkendt af kommunalbestyrelsen.
Medmindre der er fastsat regler om andet skal myndighederne
træffe afgørelse på det regelgrundlag, som gælder på afgørelsestidspunktet,
hvilket også vil være udgangspunktet i denne sag. (jf. også ombudsmandens
afgørelse af 13. september 2001, j.nr. 2001-2826-142). I den forbindelse
bemærkes,
at overgangsbestemmelsen i § 2 i bkg. nr. 1369 alene fraviger dette
udgangspunkt for så vidt angår de anmeldelser, som er indgivet inden 1.
januar
2001, men ikke generelt forholder sig til spørgsmålet, om det er det
planmæssige grundlag på ansøgningstidspunktet eller på afgørelsestidspunktet,
der er afgørende. Det er Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at det er det
planmæssige grundlag på afgørelsestidspunktet, der skal lægges til grund for
en
afgørelse om, hvorvidt afstandskravet på
300 meter
i § 4, stk. 3, nr. 3, er
opfyldt og dermed for, om sagen skal behandles efter § 4, stk. 1, 1. eller 2.
punktum.
Bekendtgørelsen indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser om,
hvornår retsvirkningen af en kommuneplan indtræder i forhold til
husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, nr. 3.
Det er imidlertid styrelsens opfattelse, at vedtagelse af
kommuneplanen er tilstrækkelig.
Det kan derimod anses for mere tvivlsomt, om et vedtaget
forslag til kommuneplan er tilstrækkelig hjemmel til at afvise et
forhåndsanmeldt byggeri med henvisning til, at byggeriet ikke overholder de
skærpede afstandskrav til fremtidigt byzoneområde ifølge rammedelen i et
forslag til kommuneplan. Det er ligeledes tvivlsomt, om § 4, stk. 1, 1.
punktum, jf. stk. 3, nr. 3, finder anvendelse i denne situation. Dette gælder
også selvom forslaget til kommuneplan er udarbejdet til realisering af en
regionplan og selv om regionplanen er vedtaget.
Såfremt bestemmelsen skulle finde anvendelse i de tidligere
faser af planlægningen, havde det således på den ene side været mere
nærliggende i § 4, stk. 3, nr. 3, at anvende udtrykket kommuneplanlægningen i
stedet for kommuneplanen.
På den anden side har det været Skov- og Naturstyrelsens vurdering,
at et forslag til kommuneplan, der – på ansøgningstidspunktet, dvs. det
tidspunkt hvor anmeldelsen forelå i endelig form – er så fremskredent i
processen som i denne sag, opfylder intentionerne i
husdyrgødningsbekendtgørelsens
’eksisterende eller, ifølge kommuneplanens rammedel, fremtidigt byzone-
eller
sommerhusområde’, selv om dette ikke fremgår udtrykkeligt af
bestemmelsens
ordlyd. I den konkrete sag får denne betragtning imidlertid ikke selvstændig
betydning under hensyn til, at sagen efter styrelsens opfattelse skal afgøres
efter forholdene på afgørelsestidspunktet den 18. september 2001, hvor
kommunalbestyrelsen vedtager kommuneplanen endeligt.
Det er herefter Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at den af
klager ønskede lokalisering af byggeriet med vedtagelsen af kommuneplanen
forudsatte kommunalbestyrelsens godkendelse efter § 4, stk. 1, første punktum
i husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Reglen i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, jf. stk.
2, betyder, at kommunalbestyrelsen
kan
godkende etablering af husdyrbrug på sådanne vilkår, at risikoen for
forurening
eller ikke uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses. Det bemærkes, at (A)
ikke tidligere har haft husdyr, men udelukkende plantebrug på ejendommen.
Efter Skov- og Naturstyrelsens vurdering er reglen i § 4 en
undtagelse, som indebærer, at kommunen
kan,
men
ikke skal,
godkende en etablering
– på baggrund af en i øvrigt lovlig begrundelse.
Det er Skov- og Naturstyrelsens opfattelse, at
kommunalbestyrelsen med en i øvrigt lovlig begrundelse, har ret til at være
restriktiv i sin meddelelse af tilladelser til etablering af husdyrbrug inden
for de fastsatte afstandsgrænser uden at lave yderligere undersøgelser af de
konkrete indvirkninger på miljøet, og gener for omboende. Efter Skov- og
Naturstyrelsens vurdering er det således tilstrækkelig begrundelse for
kommunens afgørelse, at stalden ønskes lokaliseret mindre end
300 meter
fra planlagt boligbebyggelse
( ) ifølge (X) Kommunes Kommuneplan 2001-2012, jf. kommuneplanens
rammebestemmelser,
under hensyn til, at reglerne om mindsteafstand er udtryk for, at der er en
formodning for, at husdyrbrug, der etableres inden for denne afstand, vil
kunne give anledning til ikke uvæsentlige gener, herunder lugtgener for
naboerne. Dette indebærer også, at det kun,
hvis
kommunalbestyrelsen beslutter at godkende, er påkrævet at foretage en nærmere
undersøgelse og skønsafvejning af indvirkningen af en sådan etablering.
Skov- og Naturstyrelsen har vurderet, at der i sagen ikke var
oplysninger, der kunne begrunde en omgørelse af kommunens afslag. Skov- og
Naturstyrelsen har i sin afgørelse af 20. juni 2002 begrundet stadfæstelsen
af
kommunens afgørelse med baggrund i alle de foreliggende oplysninger, og ikke
udelukkende ud fra den begrundelse, der forelå i (X) Kommunes afslag af 18.
september 2001, hvilket der også er redegjort for. Desuden er der redegjort
for klagemulighederne, og henvist til de relevante hjemmelsbestemmelser.
(A) har også klaget over Skov- og Naturstyrelsens langsommelige
sagsbehandling. Hertil bemærkes, at Skov- og Naturstyrelsen naturligvis
beklager, at sagen ikke som forventet blev besvaret senest 6 uger efter
modtagelsen
af alle oplysninger, som det ellers fremgår af styrelsens svarbrev af 11.
februar 2002. Dette skyldes et stort arbejdspres på landbrugsområdet i Skov-
og
Naturstyrelsen.
(X) Kommunes sagsbehandling.
For så vidt angår kommunens afgørelse af 18. september 2001
bemærkes, at det er Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at afgørelsen burde
have indeholdt en henvisning til kommuneplanens rammedel og ikke kun til
Regionplan 2001. For så vidt angår spørgsmålet om klagevejledning har Skov-
og
Naturstyrelsen noteret, at klagevejledning er fremsendt efterfølgende, og at
kommunen i den forbindelse har præciseret, at klagefristen beregnes fra
tidspunktet for meddelelse af klagevejledning.”
I brev af 24. marts 2004 kommenterede A myndighedernes
udtalelser.
Ombudsmandens udtalelse
”Indledningsvis bemærkes at spørgsmålet om tidspunktet for indgivelsen
af anmeldelsen ikke er omfattet af min undersøgelse. Jeg lægger til grund at
fyldestgørende anmeldelse først forelå med Deres brev af 4. september 2001.
1. Afgørelserne
Regelgrundlaget for kommunens og Skov- og Naturstyrelsens afgørelser er
bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage mv. (nr.
877 af 10. december 1998 med senere ændringer). Bekendtgørelsens § 4 havde
denne ordlyd (som affattet ved bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december 2000):
’§ 4.
Kommunalbestyrelsen kan godkende etablering, udvidelse og ændring af
husdyrbrug, herunder stalde og lignende, og gødningsopbevaringsanlæg inden
for
de i stk. 3 nævnte afstande. Etablering, udvidelse og ændring uden for de i
stk. 3 nævnte afstande, samt udvidelse og ændring, der inden for disse
afstande ikke medfører forøget forurening, kan ske uden godkendelse, jf. dog
§§
29-30.
Stk. 2.
Stk. 3.
Afstande for
lokalisering af husdyrbrug med mere end 15 dyreenheder, jf. dog stk. 4:
3) Til eksisterende eller, ifølge kommuneplanens rammedel,
fremtidigt byzone- eller sommerhusområde
300
m
’
Reglerne trådte i kraft den 1. januar 2001, og det var disse
regler Deres sag skulle behandles efter, da De ikke inden den 1. januar 2001
havde indgivet behørig anmeldelse. (Efter de før 1. januar 2001 gældende
regler
var afstandskravet
100 m
).
Som det fremgår af reglerne, skulle etablering af husdyrbrug
inden for den nævnte afstand af
300 m
godkendes af kommunen. Afstanden blev beregnet til eksisterende eller ifølge
kommuneplanens rammedel fremtidigt byzone- eller sommerhusområde.
Kommunen har i sin afgørelse af 25. juni 2001 henvist til at
bygningen skulle ’holdes mindst
300 m
fra det i forslag til kommuneplanen benævnte område ( ) udlagt til åben-lav
boligbebyggelse’. Da bygningen skulle ligge inden for denne afstand,
kunne
kommunen ikke godkende opførelsen.
I kommunens afgørelse af 18. september 2001 henviste kommunen
til at stalden lå for tæt på det område ved ( ) som var udlagt i Regionplan
2001.
Jeg lægger til grund at kommunens oplysning om afstanden er
korrekt.
Som det ses, henviste kommunen dels til forslaget til
kommuneplan, dels til regionplanen. Skov- og Naturstyrelsen stadfæstede
afgørelsen. Styrelsen skrev i brev af 11. juli 2003 at udpegningen af området
( ) på ansøgningstidspunktet forelå i en form som måtte anses for at opfylde
betingelserne for at anvende bekendtgørelsens § 4, stk. 3, nr. 3. I
udtalelsen
til mig har styrelsen anført at det ikke var det planmæssige grundlag på
ansøgningstidspunktet, men derimod det planmæssige grundlag på
afgørelsestidspunktet der var afgørende for om opførelsen krævede godkendelse
efter § 4, stk. 1, 1. pkt. Styrelsen har endvidere givet udtryk for den
opfattelse at et forslag til kommuneplan der på ansøgningstidspunktet var så
fremskredent som i denne sag, opfylder intentionerne bag bekendtgørelsens §
4,
stk. 3, nr. 3.
Således som bestemmelsen i § 4, stk. 3, nr. 3, er formuleret, er
det efter min opfattelse uden videre klart at en regionplan ikke kan anses
for
omfattet af bestemmelsen.
I kommunens afgørelse af 25. juni 2001 henvistes til et forslag
til kommuneplan.
Spørgsmålet er om et forslag til kommuneplan kan udgøre
tilstrækkelig hjemmel til afslaget efter § 4, stk. 3, nr. 3. Det er
almindeligt antaget at en kommuneplan først har retsvirkning fra tidspunktet
for planens endelige vedtagelse og i enkelte tilfælde – som ikke har
betydning
for denne sag – først når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af
planen.
Jeg henviser til Anne Birte Boeck, Lov om planlægning, 2. udgave (2002), s.
155. Begrundelsen herfor er navnlig hensynet til grundejeres mulighed for at
forudse hvilken bebyggelse der vil kunne etableres på en ejendom. Hvis det
havde været hensigten at afstandsreglen skulle gælde i forhold til et forslag
til kommuneplan, burde dette have fremgået udtrykkeligt af bestemmelsen. Det
er
på denne baggrund min opfattelse at det alene er en endeligt vedtaget
kommuneplan som kan anses for omfattet af bestemmelsen.
Jeg er enig med Skov- og Naturstyrelsen i at det er det
planmæssige grundlag på afgørelsestidspunktet der er afgørende for om
opførelsen krævede godkendelse.
Da kommunen traf afgørelse den 25. juni 2001, var kommuneplanen
ikke vedtaget endnu. Opførelsen af bygningen krævede derfor ikke godkendelse
forudsat at der var indgivet behørig anmeldelse. Fyldestgørende anmeldelse
forelå først med Deres brev af 4. september 2001, og kommunens frist på 2
uger
til at komme med indsigelser løb derfor fra den dag anmeldelsen blev
modtaget,
hvilket var den 5. september 2001, jf. Bygningsreglement 1995, afsnit 1.6,
stk.
2, 2. pkt. Afslaget af 18. september 2001 blev givet inden fristens udløb og
samme dag som kommuneplanen blev vedtaget. I afslaget henviste kommunen
imidlertid ikke til den vedtagne kommuneplan, men til regionplanen,
angiveligt
fordi denne udgjorde det retlige grundlag for udarbejdelse af kommuneplanen.
Kommunen har i udtalelsen af 31. oktober 2003 til mig anført at
kommuneplanens
reelle indhold var på plads i en sådan form at kommunen skønnede at der var
tilstrækkelig lovhjemmel til at meddele afslag. Dette kan efter min mening
kun
forstås således at kommuneplanen endnu ikke var vedtaget da afgørelsen om
afslaget
blev truffet. For dette taler tillige at kommuneplanen først blev vedtaget på
kommunalbestyrelsens møde om aftenen den 18. september 2001.
Som nævnt ovenfor er det min opfattelse at det alene er en
endeligt vedtaget kommuneplan som kan udgøre tilstrækkelig hjemmel til et
afslag efter § 4, stk. 3, nr. 3. Jeg anser det for beklageligt at kommunen
såvel ved afslaget af 25. juni 2001 som ved afslaget af 18. september 2001
lagde til grund at forslaget til kommuneplanen alene eller sammen med
regionplanen
kunne udgøre hjemmelsgrundlaget efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4,
stk. 3, nr. 3.
Skov- og Naturstyrelsen burde have været opmærksom på at
kommuneplanen, som oplyst i klagen, først blev vedtaget om aftenen den 18.
september 2001, og at der derfor kunne være et hjemmelsproblem. Styrelsen
burde endvidere have påtalt over for kommunen at afslaget af 25. juni 2001
til
dels byggede på en fejlagtig opfattelse vedrørende hjemmelsgrundlaget.
Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse. Da
kommuneplanen imidlertid blev vedtaget samme dag som afslaget af 18.
september
2001 og inden udløbet af 2-ugers-fristen, foretager jeg mig efter
omstændighederne ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
De har anført at kommunen lige fra starten bevidst forhalede
sagen med det formål at få gennemført det planmæssige grundlag som gjorde det
muligt at afslå opførelsen af stalden.
Tilsynsrådet for Roskilde Amt udtalte den 15. maj 2002 at det
ikke fandt at kommunen bevidst havde forhalet sagen idet kommunen havde
meddelt Dem at der manglede oplysninger, ved breve af 7. og 20. december 2000
og brev af 26. januar 2001. Tilsynsrådet lagde vægt på at de oplysninger der
manglede, fremgik af brevet af 7. december 2000.
Jeg kan tilslutte mig tilsynsrådets opfattelse hvorefter der
ikke er grundlag for at antage at kommunen bevidst forhalede sagen. Der er
ikke
i sagens akter tilstrækkeligt belæg for at antage at kommunens beslutning om
at der skulle indhentes landzonetilladelse, skyldtes et ønske om at forhale
sagen. Det kan heller ikke give mig grundlag for kritik at sagen lå stille
mens
landzonesagen verserede i HUR. Herefter traf kommunen afgørelse som blev
meddelt Dem i brev af 25. juni 2001. Som nævnt beroede afgørelsen på en
fejlagtig
opfattelse vedrørende retsgrundlaget idet kommunen antog at forslaget til
kommuneplanen udgjorde tilstrækkelig hjemmel for et afslag. Dette taler
ligeledes
imod at der var tale om en bevidst forhaling af sagen indtil kommuneplanen
var
vedtaget. Kommunen oplyste desuden i afgørelsen af 25. juni 2001 at De ikke
havde
indgivet fyldestgørende anmeldelse.
Det er efter min mening et ejendommeligt sammentræf at
afgørelsen af 18. september 2001 blev truffet samme dag som kommuneplanen
blev
vedtaget. Kommunen skrev i brev af 7. september 2001 at De kunne forvente
besked 14 dage fra den 5. september 2001. Det skyldtes at Deres
byggesagsbehandler
var på ferie, men det ville blive tilstræbt at sagen blev behandlet inden for
fristen på de 14 dage. Dette giver mig anledning til at bemærke at der ikke i
bygningsreglementet er mulighed for at dispensere fra fristen. Afgørelsen
blev
da også truffet inden fristen udløb. Ud fra de foreliggende oplysninger har
jeg
ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage at kommunen bevidst forhalede
sagen
efter modtagelsen af Deres brev af 4. september 2001.
2. Øvrige spørgsmål
a. Begrundelse
Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., skal en
begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i
henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Der skal være en præcis henvisning
til den eller de bestemmelser der er anvendt. Hvis afgørelsen beror på et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har
været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. § 24, stk. 1, 2. pkt. Endvidere må
begrundelsen ikke være misvisende eller være affattet på en måde der kan give
anledning til misforståelser. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven
(2001), s. 442 ff.
Kommunens afgørelse af 25. juni 2001 om ikke at godkende det
planlagte byggeri blev begrundet med dels at der ikke var indgivet
fyldestgørende anmeldelse, dels at byggeriet ikke kunne opfylde det skærpede
afstandskrav. Der var således tale om en afgørelse truffet dels efter
husdyrgødningsbekendtgørelsens
§ 29, stk. 2 og 3, herunder Bygningsreglement 1995, dels efter
husdyrgødningsbekendtgørelsens
§ 4, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 3, nr. 3.
Begrundelsen skulle derfor have været ledsaget af en direkte
henvisning til disse regler, herunder de relevante punkter i
bygningsreglementet. Den indirekte henvisning til § 29, stk. 2, som er anført
i citatet fra Skov- og Naturstyrelsens brev, er efter min mening ikke
tilstrækkelig. Dette gælder ligeledes henvisningen i klagevejledningen til §
29. Henvisningen til § 30 er irrelevant og derfor misvisende.
Kommunen har bl.a. brugt følgende formulering: ’Den
forhåndsanmeldte staldbygning ligger inden for denne afstand, hvilket
medfører, at godkendelse til opførelse ikke kan meddeles, hvorfor sagen
henlægges.’ Denne kategoriske formulering kan give indtryk af at
kommunen ikke
har skønnet om tilladelse alligevel kunne gives.
Det fremgår imidlertid af sagens akter at kommunen under
behandlingen af sagen har været opmærksom på at etableringen kunne medføre
lugtgener. Jeg lægger derfor til grund at kommunen udøvede et skøn i
forbindelse med afslaget. Begrundelsen burde derfor have indeholdt en
angivelse
af de hovedhensyn der var bestemmende for skønsudøvelsen.
Kommunens anvendelse af formuleringen ’sagen henlægges’ var
efter min mening egnet til at skabe misforståelser. Herved kunne modtageren
få indtryk af at der var tale om en intern administrativ beslutning i stedet
for meddelelse af en myndighedsafgørelse. At det ikke var tilfældet, fremgik
først i slutningen af brevet.
Afgørelsen af 18. september 2001 indeholdt heller ingen
angivelse af de hovedhensyn der havde været bestemmende for skønsudøvelsen.
Det er min opfattelse at de nævnte begrundelsesmangler er
beklagelige. Skov- og Naturstyrelsen burde have påtalt manglerne over for
kommunen. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.
b. Klagevejledning
Efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal afgørelser der kan
påklages til en anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en
klagevejledning.
Afgørelsen af 25. juni 2001 angav ikke at der efter
husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4 kunne klages over afgørelsen til Skov- og
Naturstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 34, stk. 1.
Afgørelsen af 18. september 2001 var ikke ledsaget af en
klagevejledning. Først efter to henvendelser til kommunen fik De ved brev af
4.
oktober 2001 vejledning om at afgørelsen kunne indbringes for Skov- og
Naturstyrelsen.
Jeg anser den mangelfulde klagevejledning for beklagelig. Skov-
og Naturstyrelsen burde have påtalt manglerne over for kommunen. Jeg har
gjort
myndighederne bekendt med min opfattelse.
Kommunen har i brev af 23. oktober 2001 til Skov- og
Naturstyrelsen beklaget at kommunen i brev af 4. oktober 2001 angav et
forkert
tidspunkt for klagefristens begyndelse.
c. Skov- og Naturstyrelsens sagsbehandlingstid
En borger der rejser en sag over for en myndighed, bør have et
svar fra myndigheden inden 1 måned efter sagens modtagelse. Dette fremgår
bl.a. af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 om mål
for hurtig sagsbehandling mv. (X) Kommune sendte klagen videre til styrelsen
med brev af 23. oktober 2001, og De hørte ikke fra styrelsen før denne i brev
af 11. februar 2002 bekræftede modtagelsen.
Styrelsen oplyste i brevet af 11. februar 2002 at sagen normalt
kunne forventes afsluttet senest 6 uger efter modtagelse af alle oplysninger.
Det skete ikke.
Når behandlingen af en sag vil tage længere tid end sædvanligt,
bør myndigheden underrette den der er part i sagen, jf. Justitsministeriets
vejledning til forvaltningsloven, 1986, pkt. 207. De modtog ingen
underretning ved udløbet af de 6 uger.
I brev af 30. april 2002 rykkede De for svar. Rykkerskrivelser
fra den der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i
sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme, jf.
vejledningen
til forvaltningsloven, pkt. 208. Deres rykker ses ikke besvaret.
Jeg anser disse mangler for beklagelige. Jeg har gjort styrelsen
bekendt med min opfattelse.
Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Genoptagelse af husdyrbrug uden tilladelse Retsinformation · 5. oktober 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om et midlertidigt stop for opførelse og nyindretning af spaltestalde Retsinformation · 6. april 2001
- Vejledning om tilvejebringelse af regionplantillæg med VVM for svine- og fjerkræfarme. Retsinformation · 9. december 2003
- Vejledning om lokalplanlægning Retsinformation · 26. november 2009
- Vejledning om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller Retsinformation · 25. marts 2022
- Sag om anerkendelse af, at vedtagne lokalplaner er uden gyldighed for sagsøger Domsdatabasen · 15. december 2025