Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på opførelse af svinestald. Hjemmel. Begrundelse. Klagevejledning

FOU nr 2004.262UdtalelserFolketinget21. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på opførelse af svinestald.

Hjemmel. Begrundelse. Klagevejledning

Det fremgik af sagen at A den 1. december 2000 indgav anmeldelse

til X Kommune om opførelse af en svinestald til 35 dyreenheder (ca. 1.000

slagtesvin).

Den 6. december 2000 blev kommunalbestyrelsens

kommuneplanstrategi bekendtgjort. Heraf fremgik bl.a. at der skulle udlægges

nye boligområder ved bl.a. ( ). Et forslag til kommuneplan forventedes

fremlagt

til offentlig debat i begyndelsen af 2001.

Kommunen meddelte den 7. december

2000 A

at det indsendte materiale var

utilstrækkeligt. Desuden blev det oplyst at ansøgningen ville blive forelagt

udvalget for teknik og miljø den 2. januar 2001 til politisk vurdering.

I brev af 14. december 2000 til kommunen fremkom A med

supplerende oplysninger.

Kommunen meddelte i brev af 20. december

2000 A

at materialet stadig ikke var

fyldestgørende.

Den 14. januar 2001 skrev A til kommunalbestyrelsen om et

fremsat regionplanforslag. Det fremgik af brevet at A ved samtale med teknisk

forvaltning og borgmesteren havde erfaret at grunden til at han endnu ikke

havde

fået en positiv tilbagemelding fra kommunen om byggeriet, var at

regionplanforslaget

gav kommunen mulighed for at udvide byen mod ( ). A ønskede ikke at hans jord

blev inddraget i denne udvidelse. (Kommunen anførte i et bilag til brev af

29.

Læs alt

november 2001 til Tilsynsrådet for Roskilde Amt at A’s brev af 14.

januar 2001

ikke sås modtaget i kommunen).

Den 23. januar 2001 skrev A til kommunen at han ikke kunne

respektere kommunens beslutning på møde den 16. januar 2001 om at byggeriet

ikke var nødvendigt for driften.

I brev af 24. januar 2001 meddelte kommunen A at den ikke anså

det anmeldte byggeri for erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift.

Der

skulle derfor indhentes landzonetilladelse.

A fremsatte den 24. januar 2001 erstatningskrav mod kommunen

som følge af kommunens manglende accept.

Kommunen svarede den 26. januar 2001 på A’s brev af 23. januar

2001 og gjorde opmærksom på at den stadig ikke havde modtaget fyldestgørende

anmeldelse.

I brev af 31. januar 2001 søgte A Hovedstadens Udviklingsråd

(HUR) om landzonetilladelse.

Ligeledes den 31. januar 2001 sendte A supplerende oplysninger

til kommunen om byggeriet.

I brev af 1. februar 2001 klagede A til Tilsynsrådet for

Roskilde Amt over kommunens behandling af hans anmeldelse. A var ikke blevet

hørt forud for beslutningen om at byggeriet ikke var erhvervsmæssigt

nødvendigt,

og han havde ikke fået en begrundelse for afgørelsen. A mente desuden at

kommunen

forhalede sagen fordi den ikke ønskede byggeriet.

Den 27. februar 2001 vedtog kommunen et forslag til ny

kommuneplan. Forslaget blev fremlagt til offentlig høring fra den 8. marts

2001

til den 3. maj 2001.

Den 5. marts 2001 sendte kommunen en udtalelse til HUR. Heri

oplystes bl.a. at staldbygningens afstand til det i regionplanforslaget

udlagte areal til boligformål ved ( ) ikke ville kunne overholde de pr. 1.

januar 2001 ændrede regler for afstand til fremtidige byzoneområder. Desuden

oplystes at hvis der blev givet zonetilladelse, ville kommunen være

indstillet

på at godkende byggeriet når A havde fremsendt alle nødvendige oplysninger. A

fik kopi af brevet.

HUR sendte den 22. maj 2001 ansøgningen tilbage til kommunen da

det ansøgte ikke krævede landzonetilladelse.

I brev af 1. juni 2001 meddelte kommunen A HUR’s afgørelse og

oplyste at sagen ville blive forelagt for økonomiudvalget den 11. juni 2001

og

eventuelt efterfølgende for kommunalbestyrelsen den 19. juni 2001.

Kommunen skrev herefter den 25. juni 2001 bl.a. følgende til A:

”Efter at kommunen, fra Hovedstadens Udviklingsråd, har

modtaget meddelelse om, at den anmeldte svinestald er nødvendig for den

landbrugsmæssige drift af ejendommen, har anmeldelsen været forelagt for

kommunalbestyrelsen

på mødet den 19. juni 2001, hvor det blev besluttet at tage afgørelsen til

efterretning.

Samtidig besluttede kommunalbestyrelsen, at sagen henlægges

under henvisning til skrivelse af 1. juni 2001 fra Skov- og Naturstyrelsen,

med følgende tilføjelse: ’idet ansøger ikke har opfyldt

bygningsreglementets

bestemmelser’.

Det skal bemærkes, at kommunalbestyrelsens beslutning ikke var

enstemmig.

Den trufne beslutning om at sagen henlægges, er taget på

baggrund af Skov- og Naturstyrelsens brev af 1. juni 2001 – vejledende

udtalelse om administration af de skærpede afstandskrav. Ifølge den

vejledende

udtalelse fremgår bl.a.

’Fristen er fastsat sådan, at en sag skal behandles efter de

hidtidige regler, hvis der før den 1. januar 2001 forelå forhåndsanmeldelse,

som opfylder de formelle krav om dokumentation efter §§ 29-30 i

husdyrsbekendtgørelsen.

Det betyder for et byggeris vedkommende, at ’anmeldelsen skal

indeholde konstruktionstegninger mv., som anført i bygningsreglementet,

dokumentation for, at de i kapitel 3-8 nævnte krav til styrke, tæthed og

bestandighed opfyldes, samt angivelse af anlæggets placering i forhold til

vandindvindingsanlæg, vandløb (herunder dræn), søer, omgivende ejendomme,

bebyggelse og eksisterende, eller ifølge kommuneplanen, fremtidig udlagte

byzone- og sommerhusområder, samt områder, der i kommuneplanen og/eller

lokalplan er udlagt til boligformål eller blandet bolig og erhverv eller til

offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner eller

lignende.’ –

jfr. § 29, stk.

2.’

Den forhåndsanmeldte staldbygning opfyldte den 1. januar 2001

ikke de formelle krav om dokumentation, hvilket bl.a. er nævnt i

forvaltningens

brev af 26. januar 2001. Kommunalbestyrelsens beslutning betyder, at den

anmeldte staldbygning skal overholde de skærpede afstandskrav i

bekendtgørelse

om erhvervsmæssigt dyrehold. Dette bevirker, at bygningen skal holdes mindst

300 m

fra det i forslag til kommuneplanen

benævnte område ( ) udlagt til åben-lav boligbebyggelse.

Den forhåndsanmeldte staldbygning ligger inden for denne

afstand, hvilket medfører, at godkendelse til opførelse ikke kan meddeles,

hvorfor sagen henlægges.

Til orientering vedlægges kopi af kommunalbestyrelsens beslutningsark

samt kopi af udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Klagevejledning:

I henhold til § 34, stk. 2, i bekendtgørelse om erhvervsmæssig

dyrehold kan kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 29 og § 30 ikke påklages

til anden administrativ myndighed.”

Et advokatfirma klagede den 25. juli 2001 på A’s vegne til

Tilsynsrådet for Roskilde Amt over kommunens afgørelse af 24. juni 2001. Det

blev bl.a. gjort gældende at sagen burde behandles på grundlag af de før 1.

januar 2001 gældende regler, og at kommunen ikke kunne anvende byggelovens

regler til fremme af en senere påtænkt lokalplan for et nærliggende område.

Kommunen søgte således at forhale sagen.

I brev af 17. august 2001 skrev A til kommunen og præciserede

at han havde fremsendt alle krævede oplysninger.

Kommunen svarede den 21. august 2001 at den ikke ville indgå i

en dialog om hvorvidt det modtagne materiale overholdt kravene. Der henvistes

i den forbindelse til afgørelsen om at kravene ikke var overholdt pr. 1.

januar 2001, og at staldbygningen derfor skulle overholde de skærpede

afstandskrav.

Hvis A ønskede at opføre en svinestald med overholdelse af de skærpede

afstandskrav,

måtte han fremsende en plan der viste hvor stalden skulle placeres. Herefter

ville kommunen i givet fald meddele A hvilke supplerende oplysninger der

ville

være påkrævet.

Tilsynsrådet for Roskilde Amt traf den 3. september 2001

afgørelse vedrørende klagen af 1. februar 2001. Tilsynsrådet tog stilling til

kommunens brev af 24. januar 2001 for så vidt angik begrundelse og

partshøring.

Da sagen var afgjort af HUR, fandt tilsynsrådet ikke grundlag for at foretage

sig videre. Tilsynsrådet ville i forbindelse med behandlingen af klagen af

25. juli 2001 tage stilling til spørgsmålet om magtmisbrug.

Den 4. september 2001 sendte A supplerende oplysninger

vedrørende byggeriet til kommunen. Det drejede sig om oplysninger/tegninger

vedrørende opdeling af brandceller, indvendig vægbeklædning, redegørelse for

flugtveje og facadeudseende mv.

I brev af 7. september 2001 til kommunen skrev A at han

fastholdt anmeldelsen af 1. december 2000, og at han ville påbegynde

byggeriet.

A havde ikke fået at vide med hvilken hjemmel byggeriet kunne stoppes.

Kommunen svarede i brev af 7. september 2001 at byggeriet var

omfattet af bestemmelserne i BR-95, afsnit 1.6, stk.

1f

og stk. 2. Kommunen skrev desuden at en

meddelelse om byggearbejder skulle være givet senest 2 uger efter at kommunen

havde modtaget det nødvendige materiale. A kunne derfor forvente besked 14

dage fra den 5. september 2001 hvor kommunen havde modtaget det sidste

projektmateriale. Når sagen ikke kunne behandles før, skyldtes det at

A’s

byggesagsbehandler var på ferie. Det betød at den person som skulle behandle

sagen, skulle udføre to mands arbejde i perioden, men det ”tilstræbes,

at alle

kræfter sættes ind for, at sagen kan behandles indenfor 14 dages

fristen”.

Den 18. september 2001 godkendte kommunen kommuneplan

2001-2012. Område ( ) blev udlagt til åben-lav boligbebyggelse.

Ved brev af 18. september 2001 fik A afslag på byggeriet.

Kommunen begrundede dette med at stalden stadig lå for tæt på det område ved

( ) som var udlagt i Regionplan 2001 (oktober 2000). Stalden var placeret

under

300 m

fra

det udlagte areal.

Efter en telefonisk henvendelse fra et rådgivningscenter om

klagevejledning sendte kommunen den 26. september

2001 A

en standardklagevejledning ”da

det ikke umiddelbart kan ses, at der er nyt i sagen som ikke allerede er

anket”. Af den vedlagte klagevejledning fremgik at klager vedrørende

afgørelser

efter byggeloven kunne indbringes for statsamtet, og at klager vedrørende

afgørelser efter planloven kunne indbringes for Naturklagenævnet.

Efter at rådgivningscentret på ny havde rettet henvendelse til

kommunen, sendte kommunen den 4. oktober

2001

A

vejledning om at afgørelsen efter bekendtgørelse om erhvervsmæssigt

dyrehold kunne indbringes for Skov- og Naturstyrelsen, og at klagefristen

først ville blive regnet fra dateringen af kommunens brev.

Rådgivningscentret ankede den 16. oktober 2001 på A’s vegne

afslaget til Skov- og Naturstyrelsen. Samtidig blev der over for kommunen

taget

forbehold for at rejse et erstatningskrav som følge af forsinkelse af sagen

på grund af forkert sagsbehandling.

I klagen blev det bl.a. anført at afgørelserne af henholdsvis

25. juni 2001 og 18. september 2001 var mangelfuldt begrundede, at

sidstnævnte

afgørelse ikke var ledsaget af en klagevejledning, og at klagevejledning om

indbringelse for Skov- og Naturstyrelsen først blev givet efter to

henvendelser

til kommunen. I øvrigt var det forkert at klagefristen regnedes fra

dateringen af kommunens brev. Endvidere anførtes bl.a. følgende:

”Såfremt kommunen mener, at den mangler nogle oplysninger, må

den præcisere det og træffe en afgørelse herom. Det kan f.eks. være en

afgørelse

om, at byggeriet ikke må gå i gang, inden de og de oplysninger mv.

foreligger.

Den bestemmelse, der er relevant her er § 4, stk. 3, nr. 3,

i husdyrgødningsbekendtgørelsen, hvor det står anført, at

300 m

grænsen gælder

’til eksisterende eller, ifølge kommuneplanens

rammedel, fremtidigt byzone- eller sommerhusområde’.

Det kan heraf umiddelbart udledes, at det ikke er nok at arealet

er udlagt til eventuelt kommende byzoneområder i en regionplan.

Det fremgår også, at der skal være en endelig godkendt

kommuneplan for at bestemmelserne gælder. I den konkrete sag var der et

forslag, som først blev endeligt vedtaget den 18. september 2001 om aftenen.

I øvrigt er det forkert, når kommunen ’bare’ siger nej, hvis en

staldbygning ligger inden for de

300 m.

Kommunen skal i stedet for tage stilling til, om de kan godkende opførelse af

stalden indenfor de

300 m.

Men som nævnt er det ikke aktuelt i den konkrete sag, da byggeriet var

anmeldt

inden

300 m

reglen

kom til at gælde.”

Kommunen kommenterede klagen i brev af 23. oktober 2001 til

Skov- og Naturstyrelsen. Kommunen erkendte at tidspunktet for klagefristens

begyndelse beklageligvis var angivet forkert. Endvidere anførtes at A fra

starten var gjort opmærksom på hvilket materiale der var nødvendigt til

behandling

af anmeldelsen, at anmeldelsen pr. 1. januar 2001 ikke opfyldte de formelle

krav, og at de skærpede afstandskrav derfor skulle overholdes. Det var

kommunens opfattelse at fyldestgørende anmeldelse først var modtaget den 5.

september 2001.

I brev af 29. november 2001 afgav kommunen en udtalelse til

Tilsynsrådet for Roskilde Amt om klagen af 25. juli 2001. Kommunen fastholdt

at

der først i september 2001 var modtaget en korrekt anmeldelse, og at sagen

derfor skulle behandles efter reglerne om de skærpede afstandskrav der blev

indført pr. 1. januar 2001.

Skov- og Naturstyrelsen anerkendte i brev af 11. februar 2002

til rådgivningscentret modtagelsen af klagen.

I brev af 4. marts 2002 skrev kommunen til A at den havde

besluttet at tage hans erstatningskrav af 24. januar 2002 til orientering.

Når

tilsynsrådet havde truffet beslutning i klagesagen, ville sagen på ny blive

taget op.

Rådgivningscentret rykkede den 30. april 2002 Skov- og

Naturstyrelsen for svar i sagen.

Tilsynsrådet for Roskilde Amt traf den 15. maj 2002 afgørelse om

klagen af 25. juli 2001. Tilsynsrådet udtalte at anmeldelsen af byggeriet

ikke

opfyldte betingelserne inden den 1. januar 2001. Tilsynsrådet fandt ikke

grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering hvorefter alle oplysninger

til

brug for en egentlig byggesagsbehandling først blev modtaget i kommunen i

september 2001. Tilsynsrådet fandt i den forbindelse heller ikke at kommunen

bevidst havde forhalet sagen, idet kommunen havde meddelt A at der manglede

oplysninger ved brev af 14. [skal være 7.; min bemærkning] december 2000,

brev

af 20. december 2000 og brev af 26. januar 2001. Tilsynsrådet lagde vægt på

at

de oplysninger kommunen manglede, allerede fremgik af brev af 14. [skal

antagelig være 7.; min bemærkning] december 2000.

Skov- og Naturstyrelsen traf afgørelse i sagen den 20. juni

2002. Heraf fremgik bl.a. følgende:

”Det fremgår af sagen, at den pågældende byggeanmeldelse for

opførelse af ny slagtesvinestald på (Y)-vej ( ) inden 1. januar 2001

ikke

opfyldte kravene til dokumentation

efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 29, og det fremgår endvidere, at

ansøger

af (X) Kommune er blevet gjort opmærksom på dette forhold ved modtagelse af

byggeanmeldelsen. Her henvises til brev af 7. december 2000 og 20. december

2000 fra (X) Kommune til (A).

Kommunen oplyser, at den anmeldte svinestald er tænkt placeret

inden for

300 m

fra et planlagt boligområde med tæt-lav og åben- lav boligbebyggelse ( )

ifølge

(X) Kommunes Kommuneplan 2001-2012. Af kommuneplanens rammebestemmelser

fremgår det, at området udlægges til tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse ( ).

Med baggrund i ovenstående har kommunalbestyrelsen afgjort, at

godkendelse til opførelse af slagtesvinestald med den ønskede placering

ikke

kan meddeles.

Skov- og Naturstyrelsen finder ikke, at der foreligger

oplysninger der kan tilsidesætte det af kommunen udviste skøn og stadfæster

dermed (X) Kommunes afgørelse om

ikke

at meddele godkendelse af opførelse af ny slagtesvinestald, (Y)-vej ( ) i

henhold til § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen nr. 877 af 10. december 1998,

som ændret ved bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december

2000.”

I brev af 20. september 2002 afviste kommunen A’s

erstatningskrav.

A klagede herefter den 18. december 2002 til mig. Han anførte

bl.a. at Skov- og Naturstyrelsen ikke havde forholdt sig til om reglen i

husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, om en afstand på mindre end

300 m

gælder i forhold til arealer der

i regionplanen er udlagt til eventuelt kommende byzonearealer, og om reglen

gælder

i forhold til et forslag til ændring af kommuneplanen. A anførte desuden at

det

var hans klare opfattelse at kommunen bevidst havde forhalet sagen.

Da Skov- og Naturstyrelsen ikke havde taget stilling til alle

A’s indsigelser, sendte jeg klagen videre til styrelsen som en anmodning

fra A

om at styrelsen tog stilling til disse.

Styrelsen svarede i brev af 11. juli 2003 bl.a. at udpegningen

af området ( ) på ansøgningstidspunktet, dvs. det tidspunkt hvor ansøgningen

forelå i endelig form, forelå i en form som måtte anses for at opfylde

betingelserne

for at anvende § 4, stk. 3, nr. 3, i husdyrgødningsbekendtgørelsen som

hjemmelsgrundlag.

I brev af 7. august 2003 klagede A til mig igen og bad mig

behandle den tidligere indsendte klage af 18. december

2002. A

anførte bl.a. at

myndighederne ikke havde undersøgt forholdene tilstrækkeligt forud for

afslaget

og stadfæstelsen heraf, og at alle nødvendige oplysninger var fremsendt inden

den 1. januar 2001. Det var ikke muligt at placere stalden et andet sted på

grunden.

Den 9. oktober 2003 meddelte jeg A at jeg havde gennemgået

styrelsens akter, og at jeg på grund af forældelse var afskåret fra at

foretage

mig noget vedrørende kommunens afgørelse af 24. januar 2001 og tilsynsrådets

afgørelse af 3. september 2001 og sagsbehandlingen i tilknytning til disse

afgørelser.

Jeg var derimod ikke afskåret fra at behandle kommunens afgørelser af 25.

juni

2001 og 18. september 2001, tilsynsrådets afgørelse af 15. maj 2002 og Skov-

og

Naturstyrelsens afgørelse af 20. juni 2002.

Jeg meddelte endvidere A at jeg var enig med kommunen og

tilsynsrådet i at anmeldelsen ikke inden den 1. januar 2001 kunne anses for

at

opfylde betingelserne i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 29, stk. 2 og 3. Jeg

foretog mig derfor ikke mere vedrørende spørgsmålet om tidspunktet for

indgivelsen

af anmeldelsen.

Jeg bad imidlertid kommunen og Skov- og Naturstyrelsen om en

udtalelse om hjemmelsgrundlaget for afslaget i relation til

husdyrgødningsbekendtgørelsens

§ 4, stk. 3, nr. 3. Jeg bad desuden myndighederne komme ind på om

forvaltningslovens regler om begrundelse og klagevejledning var overholdt.

I brev af 31. oktober 2003 udtalte kommunen bl.a. følgende:

”På grundlag af Regionplan 2001 blev (X) Kommunes Kommuneplan,

Hovedstruktur og Rammer og Forudsætninger parallelt med anmelderens sag

gennemført. Kommunalbestyrelsen vedtog kommuneplanforslaget den 27. februar

2001 og forslaget var i offentlig høring fra den 8. marts 2001 til den 3. maj

2001. Rammeplanen indeholdt blandt andet et nyt boligområde, benævnt i

rammeplanen

( ), der er beliggende ved anmelders ejendom, hvor svinestalden var tænkt

opført, ved den eksisterende byzone. Kommuneplanen blev endelig vedtaget den

18. september 2001.

(X) Kommune tilskriver den 18. september 2001 anmelder, at

sagsbehandlingen er påbegyndt. Anmelder har i brev opretholdt den tidligere

placering af svinestalden, hvorfor det oplyses, at det er kommunens

opfattelse,

at stalden stadig ligger for tæt på boligområdet ved ( ), som er udlagt i

Regionplan

2001.

Med baggrund i Skov- og Naturstyrelsens vejledende udtalelse om

administration af skærpede afstandsregler i Bekendtgørelse om ændring af

bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, og ensilage mv.,

Bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december 2000 og Kommuneplanen, hovedstruktur

samt rammer og forudsætninger meddelte (X) Kommune afslag på den anmeldte

svinestald

for så vidt angår placeringen.

(X) Kommune har brugt ordvalget Regionplan 2001 med begrundelse

om, at denne plan er kommunens retslige grundlag for udarbejdelse af

Kommuneplanen, herunder Hovedstruktur, Ramme og Forudsætninger.

(X) Kommune har i sagsbehandlingen skønnet, at lovhjemmelen med

udgangspunkt i afstandsbestemmelserne, § 4, stk. 3, 3) i Bekendtgørelse om

ændring af bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, og

ensilage mv., Bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december 2000 var til stede,

idet

Kommuneplanens reelle indhold, herunder rammeplanen, var på plads i en sådan

form, at der var tilstrækkelig lovhjemmel til at meddele afslag på den søgte

placering.”

Skov- og Naturstyrelsen udtalte i brev af 24. februar 2004 bl.a.

følgende:

”Det vil sige, at der på det tidspunkt, hvor ansøgningen fra (A)

forelå i endelig form 5. september 2001, var planer for etablering af et

fremtidigt byzoneområde indenfor

300 m

af det påtænkte staldbyggeri, og at klager var orienteret herom af kommunen.

Spørgsmålet er herefter, om planlægningen for området ( ),

forelå i en form, som må anses for at opfylde betingelserne for at anvende §

4,

stk. 1, første punktum, jf. stk. 3, nr. 3, i husdyrgødningsbekendtgørelsen

som

hjemmelsgrundlag for kommunens afgørelser.

Kommunens afgørelse af 18. september 2001 blev truffet samme

dag, som den endelige kommuneplan blev godkendt af kommunalbestyrelsen.

Medmindre der er fastsat regler om andet skal myndighederne

træffe afgørelse på det regelgrundlag, som gælder på afgørelsestidspunktet,

hvilket også vil være udgangspunktet i denne sag. (jf. også ombudsmandens

afgørelse af 13. september 2001, j.nr. 2001-2826-142). I den forbindelse

bemærkes,

at overgangsbestemmelsen i § 2 i bkg. nr. 1369 alene fraviger dette

udgangspunkt for så vidt angår de anmeldelser, som er indgivet inden 1.

januar

2001, men ikke generelt forholder sig til spørgsmålet, om det er det

planmæssige grundlag på ansøgningstidspunktet eller på afgørelsestidspunktet,

der er afgørende. Det er Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at det er det

planmæssige grundlag på afgørelsestidspunktet, der skal lægges til grund for

en

afgørelse om, hvorvidt afstandskravet på

300 meter

i § 4, stk. 3, nr. 3, er

opfyldt og dermed for, om sagen skal behandles efter § 4, stk. 1, 1. eller 2.

punktum.

Bekendtgørelsen indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser om,

hvornår retsvirkningen af en kommuneplan indtræder i forhold til

husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, nr. 3.

Det er imidlertid styrelsens opfattelse, at vedtagelse af

kommuneplanen er tilstrækkelig.

Det kan derimod anses for mere tvivlsomt, om et vedtaget

forslag til kommuneplan er tilstrækkelig hjemmel til at afvise et

forhåndsanmeldt byggeri med henvisning til, at byggeriet ikke overholder de

skærpede afstandskrav til fremtidigt byzoneområde ifølge rammedelen i et

forslag til kommuneplan. Det er ligeledes tvivlsomt, om § 4, stk. 1, 1.

punktum, jf. stk. 3, nr. 3, finder anvendelse i denne situation. Dette gælder

også selvom forslaget til kommuneplan er udarbejdet til realisering af en

regionplan og selv om regionplanen er vedtaget.

Såfremt bestemmelsen skulle finde anvendelse i de tidligere

faser af planlægningen, havde det således på den ene side været mere

nærliggende i § 4, stk. 3, nr. 3, at anvende udtrykket kommuneplanlægningen i

stedet for kommuneplanen.

På den anden side har det været Skov- og Naturstyrelsens vurdering,

at et forslag til kommuneplan, der – på ansøgningstidspunktet, dvs. det

tidspunkt hvor anmeldelsen forelå i endelig form – er så fremskredent i

processen som i denne sag, opfylder intentionerne i

husdyrgødningsbekendtgørelsens

’eksisterende eller, ifølge kommuneplanens rammedel, fremtidigt byzone-

eller

sommerhusområde’, selv om dette ikke fremgår udtrykkeligt af

bestemmelsens

ordlyd. I den konkrete sag får denne betragtning imidlertid ikke selvstændig

betydning under hensyn til, at sagen efter styrelsens opfattelse skal afgøres

efter forholdene på afgørelsestidspunktet den 18. september 2001, hvor

kommunalbestyrelsen vedtager kommuneplanen endeligt.

Det er herefter Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at den af

klager ønskede lokalisering af byggeriet med vedtagelsen af kommuneplanen

forudsatte kommunalbestyrelsens godkendelse efter § 4, stk. 1, første punktum

i husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Reglen i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, jf. stk.

2, betyder, at kommunalbestyrelsen

kan

godkende etablering af husdyrbrug på sådanne vilkår, at risikoen for

forurening

eller ikke uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses. Det bemærkes, at (A)

ikke tidligere har haft husdyr, men udelukkende plantebrug på ejendommen.

Efter Skov- og Naturstyrelsens vurdering er reglen i § 4 en

undtagelse, som indebærer, at kommunen

kan,

men

ikke skal,

godkende en etablering

– på baggrund af en i øvrigt lovlig begrundelse.

Det er Skov- og Naturstyrelsens opfattelse, at

kommunalbestyrelsen med en i øvrigt lovlig begrundelse, har ret til at være

restriktiv i sin meddelelse af tilladelser til etablering af husdyrbrug inden

for de fastsatte afstandsgrænser uden at lave yderligere undersøgelser af de

konkrete indvirkninger på miljøet, og gener for omboende. Efter Skov- og

Naturstyrelsens vurdering er det således tilstrækkelig begrundelse for

kommunens afgørelse, at stalden ønskes lokaliseret mindre end

300 meter

fra planlagt boligbebyggelse

( ) ifølge (X) Kommunes Kommuneplan 2001-2012, jf. kommuneplanens

rammebestemmelser,

under hensyn til, at reglerne om mindsteafstand er udtryk for, at der er en

formodning for, at husdyrbrug, der etableres inden for denne afstand, vil

kunne give anledning til ikke uvæsentlige gener, herunder lugtgener for

naboerne. Dette indebærer også, at det kun,

hvis

kommunalbestyrelsen beslutter at godkende, er påkrævet at foretage en nærmere

undersøgelse og skønsafvejning af indvirkningen af en sådan etablering.

Skov- og Naturstyrelsen har vurderet, at der i sagen ikke var

oplysninger, der kunne begrunde en omgørelse af kommunens afslag. Skov- og

Naturstyrelsen har i sin afgørelse af 20. juni 2002 begrundet stadfæstelsen

af

kommunens afgørelse med baggrund i alle de foreliggende oplysninger, og ikke

udelukkende ud fra den begrundelse, der forelå i (X) Kommunes afslag af 18.

september 2001, hvilket der også er redegjort for. Desuden er der redegjort

for klagemulighederne, og henvist til de relevante hjemmelsbestemmelser.

(A) har også klaget over Skov- og Naturstyrelsens langsommelige

sagsbehandling. Hertil bemærkes, at Skov- og Naturstyrelsen naturligvis

beklager, at sagen ikke som forventet blev besvaret senest 6 uger efter

modtagelsen

af alle oplysninger, som det ellers fremgår af styrelsens svarbrev af 11.

februar 2002. Dette skyldes et stort arbejdspres på landbrugsområdet i Skov-

og

Naturstyrelsen.

(X) Kommunes sagsbehandling.

For så vidt angår kommunens afgørelse af 18. september 2001

bemærkes, at det er Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at afgørelsen burde

have indeholdt en henvisning til kommuneplanens rammedel og ikke kun til

Regionplan 2001. For så vidt angår spørgsmålet om klagevejledning har Skov-

og

Naturstyrelsen noteret, at klagevejledning er fremsendt efterfølgende, og at

kommunen i den forbindelse har præciseret, at klagefristen beregnes fra

tidspunktet for meddelelse af klagevejledning.”

I brev af 24. marts 2004 kommenterede A myndighedernes

udtalelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Indledningsvis bemærkes at spørgsmålet om tidspunktet for indgivelsen

af anmeldelsen ikke er omfattet af min undersøgelse. Jeg lægger til grund at

fyldestgørende anmeldelse først forelå med Deres brev af 4. september 2001.

1. Afgørelserne

Regelgrundlaget for kommunens og Skov- og Naturstyrelsens afgørelser er

bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage mv. (nr.

877 af 10. december 1998 med senere ændringer). Bekendtgørelsens § 4 havde

denne ordlyd (som affattet ved bekendtgørelse nr. 1369 af 15. december 2000):

’§ 4.

Kommunalbestyrelsen kan godkende etablering, udvidelse og ændring af

husdyrbrug, herunder stalde og lignende, og gødningsopbevaringsanlæg inden

for

de i stk. 3 nævnte afstande. Etablering, udvidelse og ændring uden for de i

stk. 3 nævnte afstande, samt udvidelse og ændring, der inden for disse

afstande ikke medfører forøget forurening, kan ske uden godkendelse, jf. dog

§§

29-30.

Stk. 2.

Stk. 3.

Afstande for

lokalisering af husdyrbrug med mere end 15 dyreenheder, jf. dog stk. 4:

3) Til eksisterende eller, ifølge kommuneplanens rammedel,

fremtidigt byzone- eller sommerhusområde

300

m

’

Reglerne trådte i kraft den 1. januar 2001, og det var disse

regler Deres sag skulle behandles efter, da De ikke inden den 1. januar 2001

havde indgivet behørig anmeldelse. (Efter de før 1. januar 2001 gældende

regler

var afstandskravet

100 m

).

Som det fremgår af reglerne, skulle etablering af husdyrbrug

inden for den nævnte afstand af

300 m

godkendes af kommunen. Afstanden blev beregnet til eksisterende eller ifølge

kommuneplanens rammedel fremtidigt byzone- eller sommerhusområde.

Kommunen har i sin afgørelse af 25. juni 2001 henvist til at

bygningen skulle ’holdes mindst

300 m

fra det i forslag til kommuneplanen benævnte område ( ) udlagt til åben-lav

boligbebyggelse’. Da bygningen skulle ligge inden for denne afstand,

kunne

kommunen ikke godkende opførelsen.

I kommunens afgørelse af 18. september 2001 henviste kommunen

til at stalden lå for tæt på det område ved ( ) som var udlagt i Regionplan

2001.

Jeg lægger til grund at kommunens oplysning om afstanden er

korrekt.

Som det ses, henviste kommunen dels til forslaget til

kommuneplan, dels til regionplanen. Skov- og Naturstyrelsen stadfæstede

afgørelsen. Styrelsen skrev i brev af 11. juli 2003 at udpegningen af området

( ) på ansøgningstidspunktet forelå i en form som måtte anses for at opfylde

betingelserne for at anvende bekendtgørelsens § 4, stk. 3, nr. 3. I

udtalelsen

til mig har styrelsen anført at det ikke var det planmæssige grundlag på

ansøgningstidspunktet, men derimod det planmæssige grundlag på

afgørelsestidspunktet der var afgørende for om opførelsen krævede godkendelse

efter § 4, stk. 1, 1. pkt. Styrelsen har endvidere givet udtryk for den

opfattelse at et forslag til kommuneplan der på ansøgningstidspunktet var så

fremskredent som i denne sag, opfylder intentionerne bag bekendtgørelsens §

4,

stk. 3, nr. 3.

Således som bestemmelsen i § 4, stk. 3, nr. 3, er formuleret, er

det efter min opfattelse uden videre klart at en regionplan ikke kan anses

for

omfattet af bestemmelsen.

I kommunens afgørelse af 25. juni 2001 henvistes til et forslag

til kommuneplan.

Spørgsmålet er om et forslag til kommuneplan kan udgøre

tilstrækkelig hjemmel til afslaget efter § 4, stk. 3, nr. 3. Det er

almindeligt antaget at en kommuneplan først har retsvirkning fra tidspunktet

for planens endelige vedtagelse og i enkelte tilfælde – som ikke har

betydning

for denne sag – først når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af

planen.

Jeg henviser til Anne Birte Boeck, Lov om planlægning, 2. udgave (2002), s.

155. Begrundelsen herfor er navnlig hensynet til grundejeres mulighed for at

forudse hvilken bebyggelse der vil kunne etableres på en ejendom. Hvis det

havde været hensigten at afstandsreglen skulle gælde i forhold til et forslag

til kommuneplan, burde dette have fremgået udtrykkeligt af bestemmelsen. Det

er

på denne baggrund min opfattelse at det alene er en endeligt vedtaget

kommuneplan som kan anses for omfattet af bestemmelsen.

Jeg er enig med Skov- og Naturstyrelsen i at det er det

planmæssige grundlag på afgørelsestidspunktet der er afgørende for om

opførelsen krævede godkendelse.

Da kommunen traf afgørelse den 25. juni 2001, var kommuneplanen

ikke vedtaget endnu. Opførelsen af bygningen krævede derfor ikke godkendelse

forudsat at der var indgivet behørig anmeldelse. Fyldestgørende anmeldelse

forelå først med Deres brev af 4. september 2001, og kommunens frist på 2

uger

til at komme med indsigelser løb derfor fra den dag anmeldelsen blev

modtaget,

hvilket var den 5. september 2001, jf. Bygningsreglement 1995, afsnit 1.6,

stk.

2, 2. pkt. Afslaget af 18. september 2001 blev givet inden fristens udløb og

samme dag som kommuneplanen blev vedtaget. I afslaget henviste kommunen

imidlertid ikke til den vedtagne kommuneplan, men til regionplanen,

angiveligt

fordi denne udgjorde det retlige grundlag for udarbejdelse af kommuneplanen.

Kommunen har i udtalelsen af 31. oktober 2003 til mig anført at

kommuneplanens

reelle indhold var på plads i en sådan form at kommunen skønnede at der var

tilstrækkelig lovhjemmel til at meddele afslag. Dette kan efter min mening

kun

forstås således at kommuneplanen endnu ikke var vedtaget da afgørelsen om

afslaget

blev truffet. For dette taler tillige at kommuneplanen først blev vedtaget på

kommunalbestyrelsens møde om aftenen den 18. september 2001.

Som nævnt ovenfor er det min opfattelse at det alene er en

endeligt vedtaget kommuneplan som kan udgøre tilstrækkelig hjemmel til et

afslag efter § 4, stk. 3, nr. 3. Jeg anser det for beklageligt at kommunen

såvel ved afslaget af 25. juni 2001 som ved afslaget af 18. september 2001

lagde til grund at forslaget til kommuneplanen alene eller sammen med

regionplanen

kunne udgøre hjemmelsgrundlaget efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4,

stk. 3, nr. 3.

Skov- og Naturstyrelsen burde have været opmærksom på at

kommuneplanen, som oplyst i klagen, først blev vedtaget om aftenen den 18.

september 2001, og at der derfor kunne være et hjemmelsproblem. Styrelsen

burde endvidere have påtalt over for kommunen at afslaget af 25. juni 2001

til

dels byggede på en fejlagtig opfattelse vedrørende hjemmelsgrundlaget.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse. Da

kommuneplanen imidlertid blev vedtaget samme dag som afslaget af 18.

september

2001 og inden udløbet af 2-ugers-fristen, foretager jeg mig efter

omstændighederne ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

De har anført at kommunen lige fra starten bevidst forhalede

sagen med det formål at få gennemført det planmæssige grundlag som gjorde det

muligt at afslå opførelsen af stalden.

Tilsynsrådet for Roskilde Amt udtalte den 15. maj 2002 at det

ikke fandt at kommunen bevidst havde forhalet sagen idet kommunen havde

meddelt Dem at der manglede oplysninger, ved breve af 7. og 20. december 2000

og brev af 26. januar 2001. Tilsynsrådet lagde vægt på at de oplysninger der

manglede, fremgik af brevet af 7. december 2000.

Jeg kan tilslutte mig tilsynsrådets opfattelse hvorefter der

ikke er grundlag for at antage at kommunen bevidst forhalede sagen. Der er

ikke

i sagens akter tilstrækkeligt belæg for at antage at kommunens beslutning om

at der skulle indhentes landzonetilladelse, skyldtes et ønske om at forhale

sagen. Det kan heller ikke give mig grundlag for kritik at sagen lå stille

mens

landzonesagen verserede i HUR. Herefter traf kommunen afgørelse som blev

meddelt Dem i brev af 25. juni 2001. Som nævnt beroede afgørelsen på en

fejlagtig

opfattelse vedrørende retsgrundlaget idet kommunen antog at forslaget til

kommuneplanen udgjorde tilstrækkelig hjemmel for et afslag. Dette taler

ligeledes

imod at der var tale om en bevidst forhaling af sagen indtil kommuneplanen

var

vedtaget. Kommunen oplyste desuden i afgørelsen af 25. juni 2001 at De ikke

havde

indgivet fyldestgørende anmeldelse.

Det er efter min mening et ejendommeligt sammentræf at

afgørelsen af 18. september 2001 blev truffet samme dag som kommuneplanen

blev

vedtaget. Kommunen skrev i brev af 7. september 2001 at De kunne forvente

besked 14 dage fra den 5. september 2001. Det skyldtes at Deres

byggesagsbehandler

var på ferie, men det ville blive tilstræbt at sagen blev behandlet inden for

fristen på de 14 dage. Dette giver mig anledning til at bemærke at der ikke i

bygningsreglementet er mulighed for at dispensere fra fristen. Afgørelsen

blev

da også truffet inden fristen udløb. Ud fra de foreliggende oplysninger har

jeg

ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage at kommunen bevidst forhalede

sagen

efter modtagelsen af Deres brev af 4. september 2001.

2. Øvrige spørgsmål

a. Begrundelse

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., skal en

begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i

henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Der skal være en præcis henvisning

til den eller de bestemmelser der er anvendt. Hvis afgørelsen beror på et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har

været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. § 24, stk. 1, 2. pkt. Endvidere må

begrundelsen ikke være misvisende eller være affattet på en måde der kan give

anledning til misforståelser. Jeg henviser til John Vogter, Forvaltningsloven

(2001), s. 442 ff.

Kommunens afgørelse af 25. juni 2001 om ikke at godkende det

planlagte byggeri blev begrundet med dels at der ikke var indgivet

fyldestgørende anmeldelse, dels at byggeriet ikke kunne opfylde det skærpede

afstandskrav. Der var således tale om en afgørelse truffet dels efter

husdyrgødningsbekendtgørelsens

§ 29, stk. 2 og 3, herunder Bygningsreglement 1995, dels efter

husdyrgødningsbekendtgørelsens

§ 4, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 3, nr. 3.

Begrundelsen skulle derfor have været ledsaget af en direkte

henvisning til disse regler, herunder de relevante punkter i

bygningsreglementet. Den indirekte henvisning til § 29, stk. 2, som er anført

i citatet fra Skov- og Naturstyrelsens brev, er efter min mening ikke

tilstrækkelig. Dette gælder ligeledes henvisningen i klagevejledningen til §

29. Henvisningen til § 30 er irrelevant og derfor misvisende.

Kommunen har bl.a. brugt følgende formulering: ’Den

forhåndsanmeldte staldbygning ligger inden for denne afstand, hvilket

medfører, at godkendelse til opførelse ikke kan meddeles, hvorfor sagen

henlægges.’ Denne kategoriske formulering kan give indtryk af at

kommunen ikke

har skønnet om tilladelse alligevel kunne gives.

Det fremgår imidlertid af sagens akter at kommunen under

behandlingen af sagen har været opmærksom på at etableringen kunne medføre

lugtgener. Jeg lægger derfor til grund at kommunen udøvede et skøn i

forbindelse med afslaget. Begrundelsen burde derfor have indeholdt en

angivelse

af de hovedhensyn der var bestemmende for skønsudøvelsen.

Kommunens anvendelse af formuleringen ’sagen henlægges’ var

efter min mening egnet til at skabe misforståelser. Herved kunne modtageren

få indtryk af at der var tale om en intern administrativ beslutning i stedet

for meddelelse af en myndighedsafgørelse. At det ikke var tilfældet, fremgik

først i slutningen af brevet.

Afgørelsen af 18. september 2001 indeholdt heller ingen

angivelse af de hovedhensyn der havde været bestemmende for skønsudøvelsen.

Det er min opfattelse at de nævnte begrundelsesmangler er

beklagelige. Skov- og Naturstyrelsen burde have påtalt manglerne over for

kommunen. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

b. Klagevejledning

Efter forvaltningslovens § 25, stk. 1, skal afgørelser der kan

påklages til en anden forvaltningsmyndighed, være ledsaget af en

klagevejledning.

Afgørelsen af 25. juni 2001 angav ikke at der efter

husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4 kunne klages over afgørelsen til Skov- og

Naturstyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 34, stk. 1.

Afgørelsen af 18. september 2001 var ikke ledsaget af en

klagevejledning. Først efter to henvendelser til kommunen fik De ved brev af

4.

oktober 2001 vejledning om at afgørelsen kunne indbringes for Skov- og

Naturstyrelsen.

Jeg anser den mangelfulde klagevejledning for beklagelig. Skov-

og Naturstyrelsen burde have påtalt manglerne over for kommunen. Jeg har

gjort

myndighederne bekendt med min opfattelse.

Kommunen har i brev af 23. oktober 2001 til Skov- og

Naturstyrelsen beklaget at kommunen i brev af 4. oktober 2001 angav et

forkert

tidspunkt for klagefristens begyndelse.

c. Skov- og Naturstyrelsens sagsbehandlingstid

En borger der rejser en sag over for en myndighed, bør have et

svar fra myndigheden inden 1 måned efter sagens modtagelse. Dette fremgår

bl.a. af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 om mål

for hurtig sagsbehandling mv. (X) Kommune sendte klagen videre til styrelsen

med brev af 23. oktober 2001, og De hørte ikke fra styrelsen før denne i brev

af 11. februar 2002 bekræftede modtagelsen.

Styrelsen oplyste i brevet af 11. februar 2002 at sagen normalt

kunne forventes afsluttet senest 6 uger efter modtagelse af alle oplysninger.

Det skete ikke.

Når behandlingen af en sag vil tage længere tid end sædvanligt,

bør myndigheden underrette den der er part i sagen, jf. Justitsministeriets

vejledning til forvaltningsloven, 1986, pkt. 207. De modtog ingen

underretning ved udløbet af de 6 uger.

I brev af 30. april 2002 rykkede De for svar. Rykkerskrivelser

fra den der er part i sagen, og som er rimeligt begrundet i

sagsbehandlingstiden, bør i almindelighed besvares med det samme, jf.

vejledningen

til forvaltningsloven, pkt. 208. Deres rykker ses ikke besvaret.

Jeg anser disse mangler for beklagelige. Jeg har gjort styrelsen

bekendt med min opfattelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter