Spring til indhold

Retsinformation

Utilstrækkelig hjemmel til afskæring af ulovbestemt rekurs ved delegation

FOU nr 2004.468UdtalelserFolketinget8. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Utilstrækkelig hjemmel til afskæring af ulovbestemt rekurs

ved delegation

Den 18. august 2003 skrev jeg følgende til Trafikministeriet:

”Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003 om

opgaver og beføjelser i Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger indeholder i §

6 følgende bestemmelse:

’§ 6.

Afgørelser

truffet af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger i henhold til §§ 3-5 kan

ikke

indbringes for trafikministeren.’

Bekendtgørelsens § 3 indeholder følgende bestemmelser:

’§ 3.

De beføjelser,

som ved § 2, stk. 4, § 3, stk. 1, og § 5, stk. 2, i lov om færgefart er

tillagt

trafikministeren, udøves af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger.

Stk. 2.

Styrelsen

træffer afgørelse om tvistigheder efter § 5, stk. 3, i lov om færgefart. Hvis

styrelsen selv er part i sagen, træffes afgørelse dog af

Trafikministeriet.’

Lov om færgefart (lov nr. 398 af 2. juni 1999 som senest ændret

ved lov nr. 1075 af 17. december 2002) indeholder i § 7 følgende bestemmelse:

’§ 7.

Overlader

trafikministeren sine beføjelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat

i medfør af loven til en institution under Trafikministeriet, kan ministeren

fastsætte regler om adgangen til at påklage institutionens afgørelser,

herunder at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.’

Læs alt

Bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 4, indeholder

følgende bestemmelse:

’§ 4.

Den beføjelse,

som ved § 8, stk. 2, i lov om jernbanevirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.

310 af 28. april 2003, er tillagt trafikministeren, udøves af Trafikstyrelsen

for Jernbane og Færger.’

Lovbekendtgørelse nr. 310 af 28. april 2003 om

jernbanevirksomhed m.v. indeholder i kapitel 10 (§ 24) bl.a. følgende

bestemmelser:

’Kapitel 10

Klageadgang,

Jernbaneklagenævnet m.v.

§ 24.

Afgørelser i

medfør af §§ 4, 6 og 8-11 kan påklages til Jernbaneklagenævnet. Disse

afgørelser

kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 6.

Trafikministeren kan bestemme, at andre klager end de i stk. 1 nævnte kan

indbringes

for Jernbaneklagenævnet.

Stk. 7.

Trafikministeren fastsætter nærmere regler for gebyr for indgivelse af

klage.’

Bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 5, har følgende

indhold:

’

§ 5.

Den beføjelse,

som ved § 4, stk. 3, i lov om den lokale og regionale kollektive

personbefordring

uden for hovedstadsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 16. juni 1995,

som

ændret ved § 55 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, er tillagt trafikministeren,

udøves af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger.’

Loven om den lokale og regionale kollektive personbefordring

uden for hovedstadsområdet indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’

§ 4.

Amtsrådet og

kommunalbestyrelserne i mindst 1/3 af kommunerne i en amtskommune kan under

forudsætning af, at de pågældende kommuner tillige efter de senest

offentliggjorte registerfolketal omfatter et flertal af indbyggere i

amtskommunen, træffe beslutning om, at amtsrådet og kommunalbestyrelserne i

amtskommunen i fællesskab opretter en trafikvirksomhed, der udfører

almindelig

rutekørsel i amtskommunen.

Stk. 3.

Virksomheden

ledes af et udvalg, hvortil amtsrådet vælger flertallet af medlemmerne.

Medmindre andet aftales mellem amtsrådet og samtlige kommunalbestyrelser i

amtskommunen, består udvalget af 11 medlemmer, hvoraf 6 vælges af amtsrådet

og

resten af kommunalbestyrelserne for de i amtskommunen værende kommuner i

fællesskab.

De nærmere bestemmelser om virksomhedens organisation m.v. fastsættes i en

vedtægt, der godkendes af trafikministeren og indenrigsministeren.

Kapitel 5

Fælles bestemmelser

§ 7.

Stk. 3.

Uoverensstemmelser om fordelingen af kommunalbestyrelsernes 5 medlemsposter i

det udvalg, der er nævnt i § 4, stk. 3, kan indbringes for Persontrafikrådet

til endelig administrativ afgørelse.

’

Med henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, anmoder jeg

Trafikministeriet om en udtalelse om hjemlen til bestemmelserne om

klageafkortning i § 6, jf. § 4 og § 5, i Trafikministeriets bekendtgørelse

nr.

603 af 26. juni 2003 om opgaver og beføjelser i Trafikstyrelsen for Jernbane

og Færger. Jeg henviser herved til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2.

udgave (2002), s. 958ff.”

Trafikministeriet har på baggrund heraf i brev af 5. december

2003 udtalt følgende:

”Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger (i det følgende benævnt

Trafikstyrelsen) er oprettet ved aktstykke nr. 123 af 6. maj 2003 som en

styrelse under Trafikministeriet. Trafikstyrelsen indgår således i det

almindelige administrative myndighedshierarki som en institution under

Trafikministeriet.

Udgangspunktet er således, at der er ulovhjemlet adgang til

rekurs fra en underordnet til en overordnet myndighed, dvs. fra

Trafikstyrelsen

til Trafikministeriet, og at fravigelse fra dette udgangspunkt kræver

lovhjemmel.

Det er anført i bekendtgørelsens § 6, at afgørelser truffet af

Trafikstyrelsen i henhold til (bl.a.) bekendtgørelsens § 4 og § 5 ikke kan

indbringes for trafikministeren.

Spørgsmål er herefter på hvilket grundlag, der må antages at

være hjemmel til at fravige det almindelige udgangspunkt om adgang til rekurs

til en overordnet myndighed – fra Trafikstyrelsen til Trafikministeriet.

Efter

bekendtgørelsens § 4

delegeres til Trafikstyrelsen den beføjelse, som ministeren har efter

jernbanevirksomhedslovens § 8, stk. 2, til at bringe kontrakter om

passagertrafik

udført som offentlig service i udbud.

Med hensyn til klageadgang fremgår det af § 24, stk. 1, i lov om

jernbanevirksomhed, at afgørelser i medfør af bl.a. § 8 kan påklages til

Jernbaneklagenævnet, og at disse afgørelser ikke kan påklages til anden

administrativ

myndighed. Endvidere følger det af § 24, stk. 5, jf. stk. 4, at

jernbaneklagenævnets

afgørelser i medfør af bl.a. § 8, stk. 2, ikke kan indbringes for anden

administrativ myndighed.

Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen for så vidt angår

beføjelsen i jernbanevirksomhedslovens § 8, stk. 2, kan således efter

jernbanevirksomhedslovens

§ 24 påklages til Jernbaneklagenævnet, hvis afgørelse ikke kan indbringes for

anden administrativ myndighed.

På denne baggrund er det umiddelbart Trafikministeriets

opfattelse, at det følger af jernbanevirksomhedsloven, at de omhandlede

afgørelser ikke kan indbringes for trafikministeren, hvorfor der ikke skulle

være retlige problemer i forbindelse med, at bekendtgørelsens § 6 afskærer

klageadgangen for så vidt angår afgørelser efter § 4.

Med henblik på en forbedring af oplysningerne til brugerne af

bekendtgørelsen har Trafikministeriet dog til hensigt ved en senere ændring

af

bekendtgørelsens § 6 at medtage en henvisning til § 24 i loven om

jernbanevirksomhed og oplyse om muligheden for klage til Jernbaneklagenævnet.

Efter

bekendtgørelsens § 5

delegeres til Trafikstyrelsen den beføjelse, som er tillagt trafikministeren

i § 4, stk. 3, i lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring

uden for hovedstadsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 16. juni 1995,

som ændret ved § 55 i lov nr. 145 af 25. marts 2002.

Efter § 4, stk. 3, i den nævnte lov godkender trafikministeren

og indenrigsministeren de nærmere bestemmelser om organisation m.v. af en

trafikvirksomhed, der under visse betingelser kan oprettes i fællesskab

mellem

en amtskommune og et antal kommuner til at udføre almindelig rutekørsel i

amtskommunen. Virksomheden ledes af et udvalg bestående af et antal medlemmer

fra amtsrådet og fra kommunalbestyrelserne.

Efter § 7, stk. 3, i nævnte lov kan uoverensstemmelser om

fordelingen af kommunalbestyrelsernes 5 medlemsposter i det udvalg, der er

nævnt i § 4, stk. 3, indbringes for Persontrafikrådet (nu Færdselsstyrelsen)

til endelig administrativ afgørelse.

Der er ikke fastsat bestemmelser om klageadgangen for så vidt

angår trafikministerens (og indenrigsministerens) godkendelsesbeføjelse i §

4, stk. 3.

På denne baggrund er Trafikministeriet enig i, at der ikke er

adgang til at foretage klageafkortning for så vidt angår afgørelser efter §

5.

Ved en senere ændring af bekendtgørelsen vil § 6 blive ændret,

således at der ikke henvises til afgørelser efter §

5.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Vedrørende klageafskæring efter lov om jernbanevirksomhed mv.

1.1.

Ved bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 6, jf. § 4, er det bestemt at

trafikministerens beføjelse efter § 8, stk. 2, i lov om jernbanevirksomhed

mv. delegeres til Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger, og at afgørelser

truffet af styrelsen efter lovens § 8, stk. 2, ikke kan indbringes for

ministeriets departement.

1.2.

Trafikministeriet har i sit høringssvar anført at det fremgår af lovens § 24,

stk. 1, at afgørelser truffet i medfør af bl.a. lovens § 8 kan påklages til

Jernbaneklagenævnet, at disse afgørelser ikke kan påklages til anden

administrativ myndighed, og at det følger af lovens § 24, stk. 5, jf. stk. 4,

at Jernbaneklagenævnets afgørelser i medfør af bl.a. § 8, stk. 2, ikke kan

indbringes for anden administrativ myndighed.

1.3.

Trafikstyrelsen

for Jernbane og Færger er en almindelig styrelse under Trafikministeriet og

således underordnet departementet. Dette fremgår klart af ministeriets

høringssvar, og der er heller ikke i akt 123/2003 hvorved styrelsen blev

oprettet, noget grundlag for at nå til et andet resultat.

1.4.

Ved – lovbestemt

såvel som ulovbestemt – delegation af kompetence fra et departement til

en

styrelse under departementet opstår der en ulovbestemt rekursadgang, jf.

Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 140 og s. 958ff.

Ved ulovbestemt delegation fra Trafikministeriets departement til

Trafikstyrelsen

for Jernbane og Færger vil klagevejen herefter (for så vidt angår sager som

kan indbringes for Jernbaneklagenævnet) være følgende: styrelsen –

departementet – Jernbaneklagenævnet.

1.5.

Spørgsmålet er

om der i § 24 i lov om jernbanevirksomhed mv. (særligt § 24, stk. 1) er

hjemmel

til at afskære den ulovbestemte rekursadgang som opstår i forbindelse med

delegation.

De relevante bestemmelser lyder således:

’§ 24.

Afgørelser i

medfør af §§ 4, 6 og 8- 11 kan påklages til Jernbaneklagenævnet. Disse

afgørelser

kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4.

I sager, der

vedrører priser, øvrige aftalevilkår samt krydssubsidiering i medfør af § 6,

§

8, stk. 3 og 4, og § 10, indhenter Nævnet en bindende udtalelse fra

Konkurrencerådet, inden Nævnet træffer endelig afgørelse.

Stk. 5.

Afgørelser i

medfør af stk. 4 kan indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf. lov nr. 384 af

10. juni 1997 (konkurrenceloven). Nævnets øvrige afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6.

Trafikministeren

kan bestemme, at andre klager end de i stk. 1 nævnte kan indbringes for

Jernbaneklagenævnet.

’

Lovens § 24, stk. 1, blev ændret ved lov nr. 155 af 12. marts

2003, bl.a. således at bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., blev indsat.

Forarbejderne til lovforslaget (lovforslag nr. L 100/2002-03) indeholder ikke

afgørende fortolkningsbidrag til bestemmelsen i § 24, stk. 1. Bemærkningerne

til lovforslaget (Folketingstidende, tillæg A 2002-03, s. 2232ff) indeholder

om § 24, stk. 1, følgende (de særlige bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.

14; Folketingstidende, tillæg A 2002-03, s. 2240):

’Den foreslåede ændring af § 24, stk. 1, præciserer, at klager,

der kan indgives til Jernbaneklagenævnet, ikke kan indgives til anden

administrativ myndighed. Jernbaneklagenævnet er i dag kompetent til at afgøre

klager i følgende typer af sager:

Klager over afgørelser om udstedelse af tilladelse i medfør af §

4.

Klager over afgørelser om adgang til uddannelse af

jernbaneteknisk personale i medfør af § 6.

Klager over afgørelser om og i forbindelse med

udbudsforretninger vedrørende trafik udført som offentlig service i medfør af

§ 8.

Klager over afgørelser om tildeling af

jernbaneinfrastrukturkapacitet og klager fra såvel infrastrukturforvalter som

jernbanevirksomhed vedrørende manglende opfyldelse af aftale indgået mellem

disse i medfør af § 9.

Klager over afgørelser om adgang til stationer og

kombiterminaler i medfør af § 10 eller om adgang til andre ydelser, der er

forbundet med udførelse af jernbanetransport.

Klager over afgørelser om opkrævning af afgifter for benyttelse

af jernbaneinfrastrukturen, jf. §

11.’

Formuleringen af lovens § 24, stk. 4-6, stammer tilbage fra den

oprindelige lov om jernbanevirksomhed mv. (lov nr. 289 af 18. maj 1998), jf.

lovforslag nr. L 27/ 1997-98, 2. samling. Af bemærkningerne til lovforslaget

(Folketingstidende, tillæg A 1997-98, 2. samling, s. 646ff) fremgår følgende

under de særlige bemærkninger til § 24 om stk. 4-6 (anførte sted s. 686):

’Til

stk. 4 og 5

I sager, der vedrører priser og øvrige aftalevilkår vedrørende

adgang til uddannelse af jernbaneteknisk personale, adgang til stationer og

kombiterminaler, eller dele heraf, udlejning af materiel samt

krydssubsidiering, indhenter Nævnet en bindende udtalelse fra

Konkurrencerådet,

inden Nævnet træffer endelig afgørelse.

Disse specifikke afgørelser kan indbringes for

Konkurrenceankenævnet, jf. lov nr. 384 af 10. juni 1997, konkurrenceloven.

Nævnets øvrige afgørelse kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Trafikministeriet fungerer som sekretariat for

Jernbaneklagenævnet.

Til stk. 6

Bestemmelsen er indsat med det formål, at problemstillinger,

der i fremtiden kan opstå inden for jernbaneområdet, og som det ved

udarbejdelsen af lovforslaget ikke har været muligt at forudse, vil kunne

indbringes for Jernbaneklagenævnet.’

Det følger af lovens § 24, stk. 5, 2. pkt., at

Jernbaneklagenævnets afgørelser efter bl.a. lovens § 8 ikke kan indbringes

for

anden administrativ myndighed (f.eks. Trafikministeren). Bestemmelsen i

lovens § 24, stk. 1, 2. pkt., er efter sin ordlyd ikke klar og kunne

også angå

det forhold at Jernbaneklagenævnets afgørelser ikke kan påklages

administrativt. En kontekstfortolkning fører imidlertid til at dette næppe

kan

have været meningen, idet § 24, stk. 1, 2. pkt., i så fald delvis ville have

samme indhold som § 24, stk. 5, 2. pkt. Bemærkningerne til bestemmelsen i §

24, stk. 1, peger formentlig i samme retning ( præciserer, at klager, der

kan indgives til Jernbaneklagenævnet, ikke kan indgives til anden

administrativ myndighed.’).

Det må imidlertid efter min opfattelse forekomme ganske usikkert

om bestemmelsen i § 24, stk. 1, 2. pkt., både refererer til de tilfælde hvor

kompetencen efter loven tilkommer en styrelse (jf. således Jernbanetilsynets

kompetencer efter lovens § 4 og Banestyrelsens kompetencer efter lovens §§

8d-e og § 9 (stk. 6)), som til de tilfælde hvor den efter loven tilkommer

departementet,

og dernæst delegeres til en styrelse.

Efter min opfattelse bør der være

klare

holdepunkter i loven for at også den sidstnævnte situation

er omfattet, før det kan accepteres at der er hjemmel til afskæring af en

ulovbestemt rekursadgang. Jeg bemærker herved at lovgiver ikke kan forudse

hvilke af sine kompetencer en minister (i forhold til lovens vedtagelse)

efterfølgende

vælger at delegere, og at det derfor ikke uden klar lovhjemmel kan accepteres

at en minister afskærer den ulovbestemte klageadgang til ministeriets

departement.

Hertil kommer at rekursadgangen netop er en meget væsentlig retlig

begrundelse

for den relativt lette og frie adgang til ekstern delegation, jf. Poul

Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave (1965), s. 300ff (særligt s. 305),

Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver, hjemmel, organisation, 2.

udgave

(1997), s.

301f,

Jens Garde, Carl Aage Nørgaard og Karsten Revsbech, Forvaltningsret –

Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s.

49f,

og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.

139f.

1.6.

På denne

baggrund henstiller jeg til Trafikministeriet – hvis ministeriet ønsker

at

opretholde klageafskæringen efter lov om jernbanevirksomhed mv. – at

lovhjemlen

hertil søges klargjort ved en kommende revision af lov om jernbanevirksomhed

mv.

Jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i relation

til dette spørgsmål.

2. Vedrørende

klageafskæring efter lov om den lokale og regionale kollektive

personbefordring

uden for hovedstadsområdet

2.1.

Ved

bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 6, jf. § 5, er det bestemt at

trafikministerens beføjelse efter § 4, stk. 3, i lov om den lokale og

regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet delegeres

til

Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger, og at afgørelser truffet af styrelsen

efter denne bestemmelse ikke kan indbringes for ministeriets departement.

2.2.

Trafikministeriet har i sit høringssvar erkendt at der ikke i loven er

hjemmel

til at afskære klageadgangen.

2.3.

Jeg finder det

beklageligt at ministeriet i § 6 i bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003

har

henvist til bekendtgørelsens § 5, og jeg henstiller til Trafikministeriet at

ministeriet

snarest tilbagekalder denne del af bekendtgørelsen.

Jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i relation

til dette spørgsmål.”

I brev af 23. marts 2004 til mig oplyste Trafikministeriet

følgende:

”1. Vedrørende

klageafskæring efter lov om jernbanevirksomhed m.v.

Ombudsmanden har henstillet til Trafikministeriet – hvis

ministeriet ønsker at opretholde klageafskæringen efter lov om

jernbanevirksomhed

m.v. – at lovhjemlen hertil søges klargjort ved en kommende revision af

loven.

I den anledning kan vi oplyse, at trafikministeren den 10.

december 2003 har fremsat et forslag, L 109, til lov om ændring af lov om

jernbanevirksomhed m.v., og lov om luftfart og om ophævelse af lov om

jernbanesikkerhed m.v. Et eksemplar af lovforslaget vedlægges.

Lovforslaget indeholder en justering af bestemmelsen i § 24,

hvorefter trafikministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over

afgørelser, der træffes i henhold til loven, herunder at afgørelserne ikke

kan

påklages til Trafikministeriet, jf. forslagets § 24, stk. 4. Endvidere

kan

trafikministeren fastsætte regler om, at afgørelserne kan påklages til

Jernbaneklagenævnet, herunder at de afgørelser, der kan påklages til

Jernbaneklagenævnet,

ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, og at

Jernbaneklagenævnets

afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Endvidere indeholder lovforslaget en bestemmelse i §

24 a, hvorefter trafikministeren kan

bemyndige Trafikstyrelsen, Banestyrelsen (nu Banedanmark) eller

havarikommissionen

for Civil Luftfart og Jernbane eller andre statslige myndigheder til at udøve

ministerens beføjelser efter loven. Endvidere kan trafikministeren bemyndige

andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, som Trafikstyrelsen,

Banestyrelsen (nu Banedanmark) eller Havarikommissionen er tillagt efter

loven.

Trafikministeriet går ud fra, at lovhjemlen med de ovenfor

nævnte forslag til justeringer, når der foreligger en vedtagelse heraf, er

klargjort i fornødent omfang.

2. Vedrørende klageafskæring

efter lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for

hovedstadsområdet

Trafikministeriet vil snarest tilbagekalde denne del af

bekendtgørelsen i form af en ændringsbekendtgørelse.

Vi vedlægger et udkast hertil til ombudsmandens evt.

bemærkninger. Det bemærkes, at vi har tilføjet bestemmelser om muligheden for

at indbringe afgørelser for henholdsvis Klagenævnet for Udbud og

Jernbaneklagenævnet.

Af hensyn til en hurtig udstedelse af ændringsbekendtgørelsen

anmoder vi om ombudsmandens evt. bemærkninger snarest.”

I brev af 1. april 2004 svarede jeg Trafikministeriet. Jeg

skrev:

”Trafikministeriet har med brev af 23. marts 2004 svaret på

henstillingerne i min udtalelse af 4. marts 2004 og har i den forbindelse

dels

fremsendt lovforslag nr. L109/2003-04 om ændring af lov om jernbanevirksomhed

m.v., lov om luftfart og ophævelse af lov om jernbanesikkerhed m.v.

(Jernbanereformen), dels et udkast til bekendtgørelse om ændring af

bekendtgørelse nr. 603 af 26.juni 2003 om opgaver og beføjelser i

Trafikstyrelsen

for Jernbane og Færger.

I relation til spørgsmålet om

opretholdelse af klageafskæringen efter lov om jernbanevirksomhed mv.

har jeg bemærket at lovforslag L 109 indeholder en ændret affattelse af

lovens

§ 24. Den foreslåede bestemmelse i lovens § 24, stk. 4, lyder således:

’Trafikministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage

over afgørelser, der træffes i henhold til denne lov, herunder at

afgørelserne

ikke kan påklages til Trafikministeriet. Trafikministeren kan fastsætte

regler

om, at afgørelserne kan påklages til Jernbaneklagenævnet, herunder at de

afgørelser,

der kan påklages til Jernbaneklagenævnet, ikke kan påklages til anden

administrativ myndighed, og at Jernbaneklagenævnets afgørelser ikke kan

påklages til anden administrativ myndighed.’

Den foreslåede bestemmelse indeholder efter min opfattelse klar

hjemmel til ved bekendtgørelse at fastsætte at afgørelser truffet af en

styrelse på baggrund af en kompetence delegeret fra ministeriets departement,

ikke kan påklages til departementet, men til Jernbaneklagenævnet. Vedtages

loven og udstedes der dernæst en bekendtgørelse med henvisning til lovens §

24, stk. 4, vil hjemmelsspørgsmålet i relation til lov om jernbanevirksomhed

m.v. efter min opfattelse være løst fuldt tilfredsstillende.

Jeg har videre bemærket at udkastet til bekendtgørelse om

ændring af bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003 om opgaver og beføjelser i

Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger indeholder følgende bestemmelse i

bekendtgørelsens

§ 6, stk. 2:

’Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger i

henhold til § 4 kan ikke indbringes for trafikministeren. Disse afgørelser

kan

indbringes for Jernbaneklagenævnet, jf. § 24, stk. 1, i lov om

jernbanevirksomhed

m.v.’

Efter min opfattelse rejser den foreslåede bestemmelse i

bekendtgørelsens § 6, stk. 2, de samme principielle betænkeligheder med

hensyn

til hjemlen til afskæring af klageadgangen til Trafikministeriets departement

som bestemmelsen i § 6 i bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003.

Den foreslåede nye formulering af bekendtgørelsens § 6 henviser

ikke til bekendtgørelsens § 5, og spørgsmålet om den

uhjemlede afskæring af klageadgangen efter lov om den lokale og

regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet

vil herved

blive løst.

Jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i sagen.”

Trafikministeriet skrev herefter den 4. maj 2004 følgende til

mig:

”Folketingets Ombudsmand har i brev af 1. april 2004 om

ovenstående oplyst, at det forslag til ændringsbekendtgørelse, som

Trafikministeriet

sendte til ombudsmanden med brev af 23. marts 2004, efter ombudsmandens

opfattelse rejser de samme principielle betænkeligheder med hensyn til

hjemlen

til afskæring af klageadgangen til Trafikministeriets departement som den

gældende bestemmelse i § 6 i bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003.

I lyset heraf vil Trafikministeriet snarest udarbejde nyt udkast

til ændringsbekendtgørelse.

Vi vil sende kopi heraf til Folketingets Ombudsmand.”

Den 12. maj 2004 skrev jeg følgende til Trafikministeriet:

”Trafikministeriet har med brev af 4. maj 2004 oplyst at

ministeriet vil udarbejde et nyt udkast til ændringsbekendtgørelse. Jeg har

noteret mig at ministeriet vil sende mig en kopi heraf.

Jeg har i øvrigt bemærket at lovforslag nr. L 109/2003-04 blev

vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. april 2004 og siden er

kundgjort som lov nr. 323 af 5. maj 2004 om ændring af lov om

jernbanevirksomhed m.v. og lov om luftfart og om ophævelse af lov om

jernbanesikkerhed

m.v. (Jernbanereform).”

Den 21. maj 2004 modtog jeg fra Trafikministeriet et revideret

udkast til ændringsbekendtgørelse. Jeg skrev herefter den 26. maj 2004

følgende til ministeriet:

”Trafikministeriet har med brev af 19. maj 2004 sendt mig en

kopi af ministeriets reviderede udkast til bekendtgørelse om ændring af

bekendtgørelse om opgaver og beføjelser i Trafikstyrelsen for Jernbane og

Færger.

Jeg har i fortsættelse heraf bemærket at ændringsbekendtgørelsen

er bekendtgjort i Lovtidende den 21. maj 2004 som bekendtgørelse nr. 347 af

11. maj 2004 om ændring af bekendtgørelse om opgaver og beføjelser i

Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger.

Ved ændringsbekendtgørelsen er bekendtgørelsens § 6, stk. 2,

affattet som følger:

’Stk. 2.

Afgørelser

truffet af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger i henhold til § 4 kan

indbringes

for trafikministeren. Trafikministerens afgørelser kan indbringes for

Jernbaneklagenævnet,

jf. § 24, stk. 1, i lov om jernbanevirksomhed m.v. Jernbaneklagenævnets

afgørelser

kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 24, stk. 5, 2.

pkt., i lov om jernbanevirksomhed m.v.’

Ændringsbekendtgørelsen trådte ifølge dennes § 2 i kraft den 22.

maj 2004 og har virkning fra 5. juli 2003 (hvor bekendtgørelse nr. 603 af 26.

juni 2003 trådte i kraft, jf. denne bekendtgørelses § 7).

Jeg foretager mig herefter ikke videre i sagen.”

Lignende dokumenter