Utilstrækkelig hjemmel til afskæring af ulovbestemt rekurs ved delegation
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Utilstrækkelig hjemmel til afskæring af ulovbestemt rekurs
ved delegation
Den 18. august 2003 skrev jeg følgende til Trafikministeriet:
”Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003 om
opgaver og beføjelser i Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger indeholder i §
6 følgende bestemmelse:
’§ 6.
Afgørelser
truffet af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger i henhold til §§ 3-5 kan
ikke
indbringes for trafikministeren.’
Bekendtgørelsens § 3 indeholder følgende bestemmelser:
’§ 3.
De beføjelser,
som ved § 2, stk. 4, § 3, stk. 1, og § 5, stk. 2, i lov om færgefart er
tillagt
trafikministeren, udøves af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger.
Stk. 2.
Styrelsen
træffer afgørelse om tvistigheder efter § 5, stk. 3, i lov om færgefart. Hvis
styrelsen selv er part i sagen, træffes afgørelse dog af
Trafikministeriet.’
Lov om færgefart (lov nr. 398 af 2. juni 1999 som senest ændret
ved lov nr. 1075 af 17. december 2002) indeholder i § 7 følgende bestemmelse:
’§ 7.
Overlader
trafikministeren sine beføjelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat
i medfør af loven til en institution under Trafikministeriet, kan ministeren
fastsætte regler om adgangen til at påklage institutionens afgørelser,
herunder at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.’
Læs alt
Bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 4, indeholder
følgende bestemmelse:
’§ 4.
Den beføjelse,
som ved § 8, stk. 2, i lov om jernbanevirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
310 af 28. april 2003, er tillagt trafikministeren, udøves af Trafikstyrelsen
for Jernbane og Færger.’
Lovbekendtgørelse nr. 310 af 28. april 2003 om
jernbanevirksomhed m.v. indeholder i kapitel 10 (§ 24) bl.a. følgende
bestemmelser:
’Kapitel 10
Klageadgang,
Jernbaneklagenævnet m.v.
§ 24.
Afgørelser i
medfør af §§ 4, 6 og 8-11 kan påklages til Jernbaneklagenævnet. Disse
afgørelser
kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 6.
Trafikministeren kan bestemme, at andre klager end de i stk. 1 nævnte kan
indbringes
for Jernbaneklagenævnet.
Stk. 7.
Trafikministeren fastsætter nærmere regler for gebyr for indgivelse af
klage.’
Bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 5, har følgende
indhold:
’
§ 5.
Den beføjelse,
som ved § 4, stk. 3, i lov om den lokale og regionale kollektive
personbefordring
uden for hovedstadsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 16. juni 1995,
som
ændret ved § 55 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, er tillagt trafikministeren,
udøves af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger.’
Loven om den lokale og regionale kollektive personbefordring
uden for hovedstadsområdet indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’
§ 4.
Amtsrådet og
kommunalbestyrelserne i mindst 1/3 af kommunerne i en amtskommune kan under
forudsætning af, at de pågældende kommuner tillige efter de senest
offentliggjorte registerfolketal omfatter et flertal af indbyggere i
amtskommunen, træffe beslutning om, at amtsrådet og kommunalbestyrelserne i
amtskommunen i fællesskab opretter en trafikvirksomhed, der udfører
almindelig
rutekørsel i amtskommunen.
Stk. 3.
Virksomheden
ledes af et udvalg, hvortil amtsrådet vælger flertallet af medlemmerne.
Medmindre andet aftales mellem amtsrådet og samtlige kommunalbestyrelser i
amtskommunen, består udvalget af 11 medlemmer, hvoraf 6 vælges af amtsrådet
og
resten af kommunalbestyrelserne for de i amtskommunen værende kommuner i
fællesskab.
De nærmere bestemmelser om virksomhedens organisation m.v. fastsættes i en
vedtægt, der godkendes af trafikministeren og indenrigsministeren.
Kapitel 5
Fælles bestemmelser
§ 7.
Stk. 3.
Uoverensstemmelser om fordelingen af kommunalbestyrelsernes 5 medlemsposter i
det udvalg, der er nævnt i § 4, stk. 3, kan indbringes for Persontrafikrådet
til endelig administrativ afgørelse.
’
Med henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, anmoder jeg
Trafikministeriet om en udtalelse om hjemlen til bestemmelserne om
klageafkortning i § 6, jf. § 4 og § 5, i Trafikministeriets bekendtgørelse
nr.
603 af 26. juni 2003 om opgaver og beføjelser i Trafikstyrelsen for Jernbane
og Færger. Jeg henviser herved til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2.
udgave (2002), s. 958ff.”
Trafikministeriet har på baggrund heraf i brev af 5. december
2003 udtalt følgende:
”Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger (i det følgende benævnt
Trafikstyrelsen) er oprettet ved aktstykke nr. 123 af 6. maj 2003 som en
styrelse under Trafikministeriet. Trafikstyrelsen indgår således i det
almindelige administrative myndighedshierarki som en institution under
Trafikministeriet.
Udgangspunktet er således, at der er ulovhjemlet adgang til
rekurs fra en underordnet til en overordnet myndighed, dvs. fra
Trafikstyrelsen
til Trafikministeriet, og at fravigelse fra dette udgangspunkt kræver
lovhjemmel.
Det er anført i bekendtgørelsens § 6, at afgørelser truffet af
Trafikstyrelsen i henhold til (bl.a.) bekendtgørelsens § 4 og § 5 ikke kan
indbringes for trafikministeren.
Spørgsmål er herefter på hvilket grundlag, der må antages at
være hjemmel til at fravige det almindelige udgangspunkt om adgang til rekurs
til en overordnet myndighed – fra Trafikstyrelsen til Trafikministeriet.
Efter
bekendtgørelsens § 4
delegeres til Trafikstyrelsen den beføjelse, som ministeren har efter
jernbanevirksomhedslovens § 8, stk. 2, til at bringe kontrakter om
passagertrafik
udført som offentlig service i udbud.
Med hensyn til klageadgang fremgår det af § 24, stk. 1, i lov om
jernbanevirksomhed, at afgørelser i medfør af bl.a. § 8 kan påklages til
Jernbaneklagenævnet, og at disse afgørelser ikke kan påklages til anden
administrativ
myndighed. Endvidere følger det af § 24, stk. 5, jf. stk. 4, at
jernbaneklagenævnets
afgørelser i medfør af bl.a. § 8, stk. 2, ikke kan indbringes for anden
administrativ myndighed.
Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen for så vidt angår
beføjelsen i jernbanevirksomhedslovens § 8, stk. 2, kan således efter
jernbanevirksomhedslovens
§ 24 påklages til Jernbaneklagenævnet, hvis afgørelse ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed.
På denne baggrund er det umiddelbart Trafikministeriets
opfattelse, at det følger af jernbanevirksomhedsloven, at de omhandlede
afgørelser ikke kan indbringes for trafikministeren, hvorfor der ikke skulle
være retlige problemer i forbindelse med, at bekendtgørelsens § 6 afskærer
klageadgangen for så vidt angår afgørelser efter § 4.
Med henblik på en forbedring af oplysningerne til brugerne af
bekendtgørelsen har Trafikministeriet dog til hensigt ved en senere ændring
af
bekendtgørelsens § 6 at medtage en henvisning til § 24 i loven om
jernbanevirksomhed og oplyse om muligheden for klage til Jernbaneklagenævnet.
Efter
bekendtgørelsens § 5
delegeres til Trafikstyrelsen den beføjelse, som er tillagt trafikministeren
i § 4, stk. 3, i lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring
uden for hovedstadsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 16. juni 1995,
som ændret ved § 55 i lov nr. 145 af 25. marts 2002.
Efter § 4, stk. 3, i den nævnte lov godkender trafikministeren
og indenrigsministeren de nærmere bestemmelser om organisation m.v. af en
trafikvirksomhed, der under visse betingelser kan oprettes i fællesskab
mellem
en amtskommune og et antal kommuner til at udføre almindelig rutekørsel i
amtskommunen. Virksomheden ledes af et udvalg bestående af et antal medlemmer
fra amtsrådet og fra kommunalbestyrelserne.
Efter § 7, stk. 3, i nævnte lov kan uoverensstemmelser om
fordelingen af kommunalbestyrelsernes 5 medlemsposter i det udvalg, der er
nævnt i § 4, stk. 3, indbringes for Persontrafikrådet (nu Færdselsstyrelsen)
til endelig administrativ afgørelse.
Der er ikke fastsat bestemmelser om klageadgangen for så vidt
angår trafikministerens (og indenrigsministerens) godkendelsesbeføjelse i §
4, stk. 3.
På denne baggrund er Trafikministeriet enig i, at der ikke er
adgang til at foretage klageafkortning for så vidt angår afgørelser efter §
5.
Ved en senere ændring af bekendtgørelsen vil § 6 blive ændret,
således at der ikke henvises til afgørelser efter §
5.”
Ombudsmandens udtalelse
”1. Vedrørende klageafskæring efter lov om jernbanevirksomhed mv.
1.1.
Ved bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 6, jf. § 4, er det bestemt at
trafikministerens beføjelse efter § 8, stk. 2, i lov om jernbanevirksomhed
mv. delegeres til Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger, og at afgørelser
truffet af styrelsen efter lovens § 8, stk. 2, ikke kan indbringes for
ministeriets departement.
1.2.
Trafikministeriet har i sit høringssvar anført at det fremgår af lovens § 24,
stk. 1, at afgørelser truffet i medfør af bl.a. lovens § 8 kan påklages til
Jernbaneklagenævnet, at disse afgørelser ikke kan påklages til anden
administrativ myndighed, og at det følger af lovens § 24, stk. 5, jf. stk. 4,
at Jernbaneklagenævnets afgørelser i medfør af bl.a. § 8, stk. 2, ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
1.3.
Trafikstyrelsen
for Jernbane og Færger er en almindelig styrelse under Trafikministeriet og
således underordnet departementet. Dette fremgår klart af ministeriets
høringssvar, og der er heller ikke i akt 123/2003 hvorved styrelsen blev
oprettet, noget grundlag for at nå til et andet resultat.
1.4.
Ved – lovbestemt
såvel som ulovbestemt – delegation af kompetence fra et departement til
en
styrelse under departementet opstår der en ulovbestemt rekursadgang, jf.
Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 140 og s. 958ff.
Ved ulovbestemt delegation fra Trafikministeriets departement til
Trafikstyrelsen
for Jernbane og Færger vil klagevejen herefter (for så vidt angår sager som
kan indbringes for Jernbaneklagenævnet) være følgende: styrelsen –
departementet – Jernbaneklagenævnet.
1.5.
Spørgsmålet er
om der i § 24 i lov om jernbanevirksomhed mv. (særligt § 24, stk. 1) er
hjemmel
til at afskære den ulovbestemte rekursadgang som opstår i forbindelse med
delegation.
De relevante bestemmelser lyder således:
’§ 24.
Afgørelser i
medfør af §§ 4, 6 og 8- 11 kan påklages til Jernbaneklagenævnet. Disse
afgørelser
kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4.
I sager, der
vedrører priser, øvrige aftalevilkår samt krydssubsidiering i medfør af § 6,
§
8, stk. 3 og 4, og § 10, indhenter Nævnet en bindende udtalelse fra
Konkurrencerådet, inden Nævnet træffer endelig afgørelse.
Stk. 5.
Afgørelser i
medfør af stk. 4 kan indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf. lov nr. 384 af
10. juni 1997 (konkurrenceloven). Nævnets øvrige afgørelser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6.
Trafikministeren
kan bestemme, at andre klager end de i stk. 1 nævnte kan indbringes for
Jernbaneklagenævnet.
’
Lovens § 24, stk. 1, blev ændret ved lov nr. 155 af 12. marts
2003, bl.a. således at bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., blev indsat.
Forarbejderne til lovforslaget (lovforslag nr. L 100/2002-03) indeholder ikke
afgørende fortolkningsbidrag til bestemmelsen i § 24, stk. 1. Bemærkningerne
til lovforslaget (Folketingstidende, tillæg A 2002-03, s. 2232ff) indeholder
om § 24, stk. 1, følgende (de særlige bemærkninger til lovforslagets § 1, nr.
14; Folketingstidende, tillæg A 2002-03, s. 2240):
’Den foreslåede ændring af § 24, stk. 1, præciserer, at klager,
der kan indgives til Jernbaneklagenævnet, ikke kan indgives til anden
administrativ myndighed. Jernbaneklagenævnet er i dag kompetent til at afgøre
klager i følgende typer af sager:
Klager over afgørelser om udstedelse af tilladelse i medfør af §
4.
Klager over afgørelser om adgang til uddannelse af
jernbaneteknisk personale i medfør af § 6.
Klager over afgørelser om og i forbindelse med
udbudsforretninger vedrørende trafik udført som offentlig service i medfør af
§ 8.
Klager over afgørelser om tildeling af
jernbaneinfrastrukturkapacitet og klager fra såvel infrastrukturforvalter som
jernbanevirksomhed vedrørende manglende opfyldelse af aftale indgået mellem
disse i medfør af § 9.
Klager over afgørelser om adgang til stationer og
kombiterminaler i medfør af § 10 eller om adgang til andre ydelser, der er
forbundet med udførelse af jernbanetransport.
Klager over afgørelser om opkrævning af afgifter for benyttelse
af jernbaneinfrastrukturen, jf. §
11.’
Formuleringen af lovens § 24, stk. 4-6, stammer tilbage fra den
oprindelige lov om jernbanevirksomhed mv. (lov nr. 289 af 18. maj 1998), jf.
lovforslag nr. L 27/ 1997-98, 2. samling. Af bemærkningerne til lovforslaget
(Folketingstidende, tillæg A 1997-98, 2. samling, s. 646ff) fremgår følgende
under de særlige bemærkninger til § 24 om stk. 4-6 (anførte sted s. 686):
’Til
stk. 4 og 5
I sager, der vedrører priser og øvrige aftalevilkår vedrørende
adgang til uddannelse af jernbaneteknisk personale, adgang til stationer og
kombiterminaler, eller dele heraf, udlejning af materiel samt
krydssubsidiering, indhenter Nævnet en bindende udtalelse fra
Konkurrencerådet,
inden Nævnet træffer endelig afgørelse.
Disse specifikke afgørelser kan indbringes for
Konkurrenceankenævnet, jf. lov nr. 384 af 10. juni 1997, konkurrenceloven.
Nævnets øvrige afgørelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Trafikministeriet fungerer som sekretariat for
Jernbaneklagenævnet.
Til stk. 6
Bestemmelsen er indsat med det formål, at problemstillinger,
der i fremtiden kan opstå inden for jernbaneområdet, og som det ved
udarbejdelsen af lovforslaget ikke har været muligt at forudse, vil kunne
indbringes for Jernbaneklagenævnet.’
Det følger af lovens § 24, stk. 5, 2. pkt., at
Jernbaneklagenævnets afgørelser efter bl.a. lovens § 8 ikke kan indbringes
for
anden administrativ myndighed (f.eks. Trafikministeren). Bestemmelsen i
lovens § 24, stk. 1, 2. pkt., er efter sin ordlyd ikke klar og kunne
også angå
det forhold at Jernbaneklagenævnets afgørelser ikke kan påklages
administrativt. En kontekstfortolkning fører imidlertid til at dette næppe
kan
have været meningen, idet § 24, stk. 1, 2. pkt., i så fald delvis ville have
samme indhold som § 24, stk. 5, 2. pkt. Bemærkningerne til bestemmelsen i §
24, stk. 1, peger formentlig i samme retning ( præciserer, at klager, der
kan indgives til Jernbaneklagenævnet, ikke kan indgives til anden
administrativ myndighed.’).
Det må imidlertid efter min opfattelse forekomme ganske usikkert
om bestemmelsen i § 24, stk. 1, 2. pkt., både refererer til de tilfælde hvor
kompetencen efter loven tilkommer en styrelse (jf. således Jernbanetilsynets
kompetencer efter lovens § 4 og Banestyrelsens kompetencer efter lovens §§
8d-e og § 9 (stk. 6)), som til de tilfælde hvor den efter loven tilkommer
departementet,
og dernæst delegeres til en styrelse.
Efter min opfattelse bør der være
klare
holdepunkter i loven for at også den sidstnævnte situation
er omfattet, før det kan accepteres at der er hjemmel til afskæring af en
ulovbestemt rekursadgang. Jeg bemærker herved at lovgiver ikke kan forudse
hvilke af sine kompetencer en minister (i forhold til lovens vedtagelse)
efterfølgende
vælger at delegere, og at det derfor ikke uden klar lovhjemmel kan accepteres
at en minister afskærer den ulovbestemte klageadgang til ministeriets
departement.
Hertil kommer at rekursadgangen netop er en meget væsentlig retlig
begrundelse
for den relativt lette og frie adgang til ekstern delegation, jf. Poul
Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave (1965), s. 300ff (særligt s. 305),
Bent Christensen, Forvaltningsret – Opgaver, hjemmel, organisation, 2.
udgave
(1997), s.
301f,
Jens Garde, Carl Aage Nørgaard og Karsten Revsbech, Forvaltningsret –
Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s.
49f,
og Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s.
139f.
1.6.
På denne
baggrund henstiller jeg til Trafikministeriet – hvis ministeriet ønsker
at
opretholde klageafskæringen efter lov om jernbanevirksomhed mv. – at
lovhjemlen
hertil søges klargjort ved en kommende revision af lov om jernbanevirksomhed
mv.
Jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i relation
til dette spørgsmål.
2. Vedrørende
klageafskæring efter lov om den lokale og regionale kollektive
personbefordring
uden for hovedstadsområdet
2.1.
Ved
bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003, § 6, jf. § 5, er det bestemt at
trafikministerens beføjelse efter § 4, stk. 3, i lov om den lokale og
regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet delegeres
til
Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger, og at afgørelser truffet af styrelsen
efter denne bestemmelse ikke kan indbringes for ministeriets departement.
2.2.
Trafikministeriet har i sit høringssvar erkendt at der ikke i loven er
hjemmel
til at afskære klageadgangen.
2.3.
Jeg finder det
beklageligt at ministeriet i § 6 i bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003
har
henvist til bekendtgørelsens § 5, og jeg henstiller til Trafikministeriet at
ministeriet
snarest tilbagekalder denne del af bekendtgørelsen.
Jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i relation
til dette spørgsmål.”
I brev af 23. marts 2004 til mig oplyste Trafikministeriet
følgende:
”1. Vedrørende
klageafskæring efter lov om jernbanevirksomhed m.v.
Ombudsmanden har henstillet til Trafikministeriet – hvis
ministeriet ønsker at opretholde klageafskæringen efter lov om
jernbanevirksomhed
m.v. – at lovhjemlen hertil søges klargjort ved en kommende revision af
loven.
I den anledning kan vi oplyse, at trafikministeren den 10.
december 2003 har fremsat et forslag, L 109, til lov om ændring af lov om
jernbanevirksomhed m.v., og lov om luftfart og om ophævelse af lov om
jernbanesikkerhed m.v. Et eksemplar af lovforslaget vedlægges.
Lovforslaget indeholder en justering af bestemmelsen i § 24,
hvorefter trafikministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over
afgørelser, der træffes i henhold til loven, herunder at afgørelserne ikke
kan
påklages til Trafikministeriet, jf. forslagets § 24, stk. 4. Endvidere
kan
trafikministeren fastsætte regler om, at afgørelserne kan påklages til
Jernbaneklagenævnet, herunder at de afgørelser, der kan påklages til
Jernbaneklagenævnet,
ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, og at
Jernbaneklagenævnets
afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Endvidere indeholder lovforslaget en bestemmelse i §
24 a, hvorefter trafikministeren kan
bemyndige Trafikstyrelsen, Banestyrelsen (nu Banedanmark) eller
havarikommissionen
for Civil Luftfart og Jernbane eller andre statslige myndigheder til at udøve
ministerens beføjelser efter loven. Endvidere kan trafikministeren bemyndige
andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, som Trafikstyrelsen,
Banestyrelsen (nu Banedanmark) eller Havarikommissionen er tillagt efter
loven.
Trafikministeriet går ud fra, at lovhjemlen med de ovenfor
nævnte forslag til justeringer, når der foreligger en vedtagelse heraf, er
klargjort i fornødent omfang.
2. Vedrørende klageafskæring
efter lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for
hovedstadsområdet
Trafikministeriet vil snarest tilbagekalde denne del af
bekendtgørelsen i form af en ændringsbekendtgørelse.
Vi vedlægger et udkast hertil til ombudsmandens evt.
bemærkninger. Det bemærkes, at vi har tilføjet bestemmelser om muligheden for
at indbringe afgørelser for henholdsvis Klagenævnet for Udbud og
Jernbaneklagenævnet.
Af hensyn til en hurtig udstedelse af ændringsbekendtgørelsen
anmoder vi om ombudsmandens evt. bemærkninger snarest.”
I brev af 1. april 2004 svarede jeg Trafikministeriet. Jeg
skrev:
”Trafikministeriet har med brev af 23. marts 2004 svaret på
henstillingerne i min udtalelse af 4. marts 2004 og har i den forbindelse
dels
fremsendt lovforslag nr. L109/2003-04 om ændring af lov om jernbanevirksomhed
m.v., lov om luftfart og ophævelse af lov om jernbanesikkerhed m.v.
(Jernbanereformen), dels et udkast til bekendtgørelse om ændring af
bekendtgørelse nr. 603 af 26.juni 2003 om opgaver og beføjelser i
Trafikstyrelsen
for Jernbane og Færger.
I relation til spørgsmålet om
opretholdelse af klageafskæringen efter lov om jernbanevirksomhed mv.
har jeg bemærket at lovforslag L 109 indeholder en ændret affattelse af
lovens
§ 24. Den foreslåede bestemmelse i lovens § 24, stk. 4, lyder således:
’Trafikministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage
over afgørelser, der træffes i henhold til denne lov, herunder at
afgørelserne
ikke kan påklages til Trafikministeriet. Trafikministeren kan fastsætte
regler
om, at afgørelserne kan påklages til Jernbaneklagenævnet, herunder at de
afgørelser,
der kan påklages til Jernbaneklagenævnet, ikke kan påklages til anden
administrativ myndighed, og at Jernbaneklagenævnets afgørelser ikke kan
påklages til anden administrativ myndighed.’
Den foreslåede bestemmelse indeholder efter min opfattelse klar
hjemmel til ved bekendtgørelse at fastsætte at afgørelser truffet af en
styrelse på baggrund af en kompetence delegeret fra ministeriets departement,
ikke kan påklages til departementet, men til Jernbaneklagenævnet. Vedtages
loven og udstedes der dernæst en bekendtgørelse med henvisning til lovens §
24, stk. 4, vil hjemmelsspørgsmålet i relation til lov om jernbanevirksomhed
m.v. efter min opfattelse være løst fuldt tilfredsstillende.
Jeg har videre bemærket at udkastet til bekendtgørelse om
ændring af bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003 om opgaver og beføjelser i
Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger indeholder følgende bestemmelse i
bekendtgørelsens
§ 6, stk. 2:
’Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger i
henhold til § 4 kan ikke indbringes for trafikministeren. Disse afgørelser
kan
indbringes for Jernbaneklagenævnet, jf. § 24, stk. 1, i lov om
jernbanevirksomhed
m.v.’
Efter min opfattelse rejser den foreslåede bestemmelse i
bekendtgørelsens § 6, stk. 2, de samme principielle betænkeligheder med
hensyn
til hjemlen til afskæring af klageadgangen til Trafikministeriets departement
som bestemmelsen i § 6 i bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003.
Den foreslåede nye formulering af bekendtgørelsens § 6 henviser
ikke til bekendtgørelsens § 5, og spørgsmålet om den
uhjemlede afskæring af klageadgangen efter lov om den lokale og
regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet
vil herved
blive løst.
Jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i sagen.”
Trafikministeriet skrev herefter den 4. maj 2004 følgende til
mig:
”Folketingets Ombudsmand har i brev af 1. april 2004 om
ovenstående oplyst, at det forslag til ændringsbekendtgørelse, som
Trafikministeriet
sendte til ombudsmanden med brev af 23. marts 2004, efter ombudsmandens
opfattelse rejser de samme principielle betænkeligheder med hensyn til
hjemlen
til afskæring af klageadgangen til Trafikministeriets departement som den
gældende bestemmelse i § 6 i bekendtgørelse nr. 603 af 26. juni 2003.
I lyset heraf vil Trafikministeriet snarest udarbejde nyt udkast
til ændringsbekendtgørelse.
Vi vil sende kopi heraf til Folketingets Ombudsmand.”
Den 12. maj 2004 skrev jeg følgende til Trafikministeriet:
”Trafikministeriet har med brev af 4. maj 2004 oplyst at
ministeriet vil udarbejde et nyt udkast til ændringsbekendtgørelse. Jeg har
noteret mig at ministeriet vil sende mig en kopi heraf.
Jeg har i øvrigt bemærket at lovforslag nr. L 109/2003-04 blev
vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. april 2004 og siden er
kundgjort som lov nr. 323 af 5. maj 2004 om ændring af lov om
jernbanevirksomhed m.v. og lov om luftfart og om ophævelse af lov om
jernbanesikkerhed
m.v. (Jernbanereform).”
Den 21. maj 2004 modtog jeg fra Trafikministeriet et revideret
udkast til ændringsbekendtgørelse. Jeg skrev herefter den 26. maj 2004
følgende til ministeriet:
”Trafikministeriet har med brev af 19. maj 2004 sendt mig en
kopi af ministeriets reviderede udkast til bekendtgørelse om ændring af
bekendtgørelse om opgaver og beføjelser i Trafikstyrelsen for Jernbane og
Færger.
Jeg har i fortsættelse heraf bemærket at ændringsbekendtgørelsen
er bekendtgjort i Lovtidende den 21. maj 2004 som bekendtgørelse nr. 347 af
11. maj 2004 om ændring af bekendtgørelse om opgaver og beføjelser i
Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger.
Ved ændringsbekendtgørelsen er bekendtgørelsens § 6, stk. 2,
affattet som følger:
’Stk. 2.
Afgørelser
truffet af Trafikstyrelsen for Jernbane og Færger i henhold til § 4 kan
indbringes
for trafikministeren. Trafikministerens afgørelser kan indbringes for
Jernbaneklagenævnet,
jf. § 24, stk. 1, i lov om jernbanevirksomhed m.v. Jernbaneklagenævnets
afgørelser
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 24, stk. 5, 2.
pkt., i lov om jernbanevirksomhed m.v.’
Ændringsbekendtgørelsen trådte ifølge dennes § 2 i kraft den 22.
maj 2004 og har virkning fra 5. juli 2003 (hvor bekendtgørelse nr. 603 af 26.
juni 2003 trådte i kraft, jf. denne bekendtgørelses § 7).
Jeg foretager mig herefter ikke videre i sagen.”
Lignende dokumenter
- 1995 LSF 216 FORSLAG TIL LOV OM KONKURRERENDE FÆRGEFART MELLEM HELSINGØR OG HELSINGBORG Retsinformation · 2. maj 1996
- Forslag til Lov om projektering af en udbygning af Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød Retsinformation · 3. januar 2005
- Forslag til Lov om ændring af lov om jernbanevirksomhed m.v. og lov om luftfart og om ophævelse af lov om jernbanesikkerhed m.v. (Jernbanereform) Retsinformation · 22. april 2004
- 1995 BTL 216 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KONKURRERENDE FÆRGEFART MELLEM HELSINGØR OG HELSINGBORG NR L 216 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 30. maj 1996
- 1996 LSF 97 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ANLÆG AF FAST FORBINDELSE OVER STOREBÆLT Retsinformation · 27. december 1996
- 1989 LSF 119 FORSLAG TIL LOV OM UDBYGNING AF FÆRGETERMINALEN I HELSINGØR Retsinformation · 6. april 1990