Selektiv betjening af pressen Vejledning. Notatpligt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Selektiv betjening af pressen
Vejledning. Notatpligt
I brev af 12. marts 2003 bad jeg med henblik på mine
overvejelser om at rejse en sag af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 17,
stk.
1, Statsministeriet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om ministeriets
udlevering af en statsministertale om EU til tre udvalgte medier, mens andre
angiveligt havde fået afslag på at få oplysninger om indholdet af talen. Jeg
var blevet opmærksom på spørgsmålet gennem presseomtale i Jyllands-Posten i
januar 2003.
I udtalelse af 20. maj 2003 anførte Statsministeriet bl.a.
følgende:
”1. Statsministeriet skal indledningsvis redegøre for forløbet
op til statsministerens afholdelse af sin europapolitiske tale den 15. januar
i forbindelse med et arrangement organiseret af Institut for Internationale
Studier. At statsministeren ville afholde en større europapolitisk tale var
kendt i journalistiske kredse allerede ultimo 2002. På et tidligt tidspunkt
ytrede dagbladet Politiken stor interesse for de forventede europapolitiske
budskaber i talen, og der blev udtrykt ønske om at bringe talen som kronik
samme dag, som talen blev holdt. Der var i denne forbindelse flere kontakter
mellem
en redaktør fra Politiken og Statsministeriets pressechef. Efter aftale med
statsministeren blev det ud fra overvejelser om, hvorledes de i talen
indeholdte
budskaber mest effektivt blev formidlet til offentligheden, besluttet at lade
Politiken dels bringe talen som kronik, dels behandle indholdet journalistisk
samme dag, som talen blev afholdt.
Ingen andre medier havde på daværende tidspunkt udvist en
tilsvarende interesse for talen. Først dagen inden talens afholdelse –
dvs. den
Læs alt
14. januar 2003 – rettede en række medier henvendelse til
Statsministeriets
pressechef. Samtlige henvendelser besvaredes med en orientering om
hovedbudskaberne
i talen, og ingen ytrede ønske om at få talen udleveret.
Eneste undtagelse blandt henvendelserne til pressechefen den
pågældende dag var Jyllands-Postens politiske redaktør, som samme dags aften
rettede telefonisk henvendelse til pressechefen. Efter at have modtaget en
orientering på linie med de øvrige journalister fremsatte den pågældende
redaktør ønske om at få talen udleveret. Dette blev afvist af pressechefen
med
en bemærkning om, at talen alene var udleveret til Politiken, som dagen efter
ville bringe den som kronik.
2. Som det fremgår af ovennævnte, var der således ikke tale om,
at den pågældende tale blev udleveret til tre udvalgte medier, mens andre
medier fik afslag på at få oplysninger om indholdet af talen. Så meget desto
mindre var der tale om, at ét enkelt medie blev nægtet informationer, som
andre havde fået adgang til. Såvel Financial Times som Den Liberale Presse
blev
alene briefet mundtligt om indholdet af talen.
Det forhold, at statsministeren på sit ugentlige pressemøde selv
afviste for åben mikrofon at kommentere talen på forhånd, ses ikke at være
relevant i denne sammenhæng, idet en sådan kommentar klart ville devaluere
ministerens afholdelse af selve talen.
3. Med hensyn til beslutningen om ud fra overvejelser om at
sikre den optimale gennemslagskraft at lade talen få en fremtrædende
placering i et enkelt dagblad skal Statsministeriet bemærke, at lancering af
’solo-historier’ er og i årevis har været en udbredt praksis i
dansk politik.
Statsministeriet kan imidlertid oplyse, at spørgsmålet kan
forventes behandlet i det sagkyndige udvalg, som regeringen vil nedsætte som
opfølgning på folketingsvedtagelse nr. V 36 af 16. januar 2003. Udvalget skal
i forlængelse af betænkning nr. 1354/1998 og Justitsministeriets redegørelse
af
4. oktober 2001 analysere og vurdere behovet for en yderligere præcisering af
reglerne for embedsmænd generelt og for embedsmænd ansat som særlige
rådgivere, herunder som pressemedarbejdere. Udvalget vil bl.a. skulle se på,
hvilken betydning almindelige forvaltningsretlige regler om saglighed og
lighed
har for embedsmænds – herunder særlige rådgiveres – varetagelse af
opgaver i
forhold til pressen og i den forbindelse vurdere, om der kan være behov for
at
præcisere reglerne på dette område.”
I brev af 1. december 2003 meddelte jeg til Statsministeriet at
jeg havde besluttet at tage sagen op til behandling, og at jeg regnede med at
kunne afslutte min behandling af sagen i løbet af januar 2004.
I en foreløbig redegørelse af 11. februar 2004 anførte jeg
følgende:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”1. Offentlighedsloven
Jeg går ud fra at det dokument som indeholdt statsministerens tale
(taledokumentet) var udarbejdet internt i ministeriet og ikke forud for
afgivelsen til Politiken havde været afgivet til udenforstående. I tiden
indtil da havde det således ikke mistet sin interne karakter, jf.
offentlighedslovens § 7, og var dermed som udgangspunkt ikke omfattet af
retten til aktindsigt for enhver, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1.
pkt. Efter Statsministeriets udlevering af taledokumentet til Politiken havde
dokumentet mistet sin interne karakter, og Statsministeriet kunne herefter
ikke afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens
bestemmelser om interne dokumenter.
Efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., kan en forvaltningsmyndighed
give aktindsigt i videre omfang medmindre andet følger af regler om
tavshedspligt mv., såkaldt meroffentlighed. Offentlighedsloven indeholder
ikke nærmere regler om meroffentlighed.
Vedkommende myndighed skal snarest afgøre om en begæring om
aktindsigt kan imødekommes, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 1. Ifølge
forarbejderne er det herved tilsigtet at understrege at sager om aktindsigt
skal behandles med særlig hurtighed, jf. Folketingstidende 1985-86, Tillæg A,
spalte 233.
I tilfælde som det foreliggende hvor tavshedspligt mv. ikke er
til hinder for at give meroffentlighed i et dokument, beror en beslutning
herom
på myndighedens skøn. Dette skøn er undergivet de almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelse, herunder kravene om
saglighed og lighed.
2. Almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger
I saglighedskravet ligger bl.a. et forbud mod at myndigheden ved
skønsmæssige beføjelser forfølger ulovlige formål, jf. bl.a. Jens Garde mfl.,
Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 187ff. Af
lighedsgrundsætningen
følger at forvaltningsmyndigheder er forpligtede til at behandle i det
væsentlige ensartede forhold lige i retlig henseende, jf. bl.a. Jens Garde
mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 211.
Disse principper gælder også i forbindelse med behandling af
aktindsigtssager, både sager hvor myndigheden er forpligtet til at give
aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven, og sager hvor der gives
meroffentlighed. Herudover gælder grundsætningerne også hvor udleveringen af
en historie ikke er knyttet til dokumenter, men hvor der finder en mundtlig
orientering sted.
Ombudsmanden har flere gange taget stilling til spørgsmålet om
en ligelig behandling af pressen når repræsentanter for pressen selv retter
henvendelse til offentlige myndigheder med henblik på informationssøgning
eller i forbindelse med myndigheders etablering af særlige ordninger med
udvidet
offentlighed over for pressen, f.eks. afholdelse af pressemøder, besvarelse
af
spørgsmål, udlevering af anonymiserede enkeltafgørelser osv. Ombudsmanden har
i den forbindelse også berørt spørgsmål om hvilke hensyn der ikke kan
varetages
i forbindelse med afslag på henholdsvis udsættelse af aktindsigt eller
udelukkelse fra myndighedernes informationsordninger. Se bl.a. sagerne
gengivet
i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 181ff*, og for 1992, s.
141ff*, og sagen med mit j.nr. 2002-0936- 201. Udtalelsen i sagen
2002-0936-201, der er vedlagt i kopi, bliver trykt i Folketingets Ombudsmands
beretning for 2003. [Optrykt i denne beretning som sag nr. 2-2.].
Den sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for
1990, s. 181ff, vedrørte en klage fra en journalist fra TV2 over at han havde
fået meddelt aktindsigt i materiale hos Told- og Skattestyrelsen tre dage
senere end en anden journalist som på næsten samme tidspunkt havde fremsat en
tilsvarende begæring om aktindsigt. I denne sag udtalte jeg bl.a.:
’Der er heller ikke i offentlighedsloven (eller i
forvaltningsloven) givet bestemmelser om, i hvilken rækkefølge begæringer om
aktindsigt skal behandles i tilfælde, hvor der foreligger begæring om
aktindsigt
i det samme materiale fra forskellige personer. Den enkelte borger har
således
ikke noget krav på, at en henvendelse fra den pågældende til en offentlig
myndighed
behandles før en bestemt anden henvendelse, men har alene krav på, at
afgørelse
bliver truffet inden for rimelig tid (herunder inden for eventuelle
tidsfrister
fastsat i gældende regler), og at prioriteringen af sagerne sker på et
sagligt
grundlag. Prioriteringen må således ikke medføre en usaglig
forskelsbehandling.
Jeg har forståelse for, at pressen af hensyn til
konkurrenceforhold inden for nyhedsformidlingen har en interesse i, at
afgørelser
om aktindsigt med den deraf følgende videregivelse af oplysninger meddeles
samtidig, når flere begæringer om aktindsigt i det samme materiale samtidig
er
under behandling hos myndighederne. Jeg må anse det for ønskeligt, om
myndighederne,
i det omfang det er muligt, tager hensyn til disse interesser ved meddelelse
af
aktindsigt. Hensynet har særlig vægt i et tilfælde som det foreliggende, hvor
det drejer sig om en sag, der er genstand for betydelig presseomtale.
Skatteministeriets mulighed for at tilgodese hensynet må ses i sammenhæng
med,
at ministeriet fandt, at det var nødvendigt at overskride 10-dages-fristen i
offentlighedslovens § 16, stk. 2, for som led i overvejelserne at få belyst
sagen fra flere afdelinger i ministeriet, Told- og Skattestyrelsen.
Jeg har ikke grundlag for at antage, at Skatteministeriet
bevidst for at favorisere Jyllands-Posten har ekspederet Deres
aktindsigtsanmodning
senere end anmodningen fra Jyllands-Posten. Jeg finder imidlertid, at det
havde været nærliggende, om Skatteministeriet i den foreliggende sag havde
tilrettelagt behandlingen af anmodningerne om aktindsigt på en sådan måde, at
det ovennævnte hensyn var blevet tilgodeset, dvs. at aktindsigtsafgørelserne
var blevet meddelt samtidig.’
Sagen med mit j.nr. 2002-0936-201 drejede sig om en praksis fra
Finansministeriet hvorefter ministeriet på forhånd udleverede
finanslovsforslaget til blandt andet medlemmer af Folketingets Presseloge med
klausul om at indholdet først måtte offentliggøres ved forslagets
fremsættelse
for Folketinget. En journalist, der ikke var medlem af presselogen og således
først kunne få udleveret finanslovsforslaget efter fremsættelsen for
Folketinget, havde klaget til mig. Jeg udtalte som min opfattelse at
Finansministeriet ikke var berettiget til at afslå at udlevere de
klausulerede
finanslovsforslag til andre journalister end dem der var medlem af
Folketingets
Presseloge, alene med henvisning til det manglende medlemskab af logen. Jeg
mente en sådan ordning ikke var sagligt begrundet. Til støtte herfor anførte
jeg bl.a. følgende:
’Som det fremgår af afsnit 2.2.1, skal myndighederne som
udgangspunkt behandle alle journalister lige når der skal tages stilling til
om en begæring om aktindsigt skal imødekommes efter reglen om
meroffentlighed.
Dette krav om ligebehandling må blandt andet ses i lyset af de
konkurrenceforhold der eksisterer inden for nyhedsformidlingen, jf. herved
det
ovenfor citerede vedrørende sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning
for 1990, s. 181ff. En ensartet behandling af alle journalister må desuden
antages at være bedst stemmende med hensynet bag artikel 10 i den europæiske
menneskerettighedskonvention om beskyttelsen af ytringsfriheden, jf. Peer
Lorenzen mfl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (kommentaren), 2.
udgave (2003), s. 470. Forskelsbehandling af journalister indbyrdes kan
derfor
kun komme på tale hvis der er tungtvejende saglige hensyn der taler
herfor.’
Finansministeriet meddelte efter at have modtaget en foreløbig
redegørelse i sagen at forskelsbehandling til fordel for medlemmer af
presselogen i forbindelse med udlevering af forslag til finansloven ikke
ville
finde sted i fremtiden.
Den journalist som en myndighed overvejer at tildele en
solohistorie, vil normalt have en interesse i så vidt muligt at sikre sig
imod
at den samme historie bringes af andre før eller samtidig med at han
planlægger
at bringe den. Myndigheden må på den baggrund påregne at journalisten i givet
fald kræver eller forudsætter, eventuelt stiltiende, at myndigheden indtil da
tilbageholder samme historie over for andre, herunder navnlig konkurrerende
medier.
Efter min opfattelse kan myndigheden ikke lovligt efterkomme et
sådant ønske om tilbageholdelse eller forsinket indsigt såfremt andre retter
henvendelse om oplysninger om eller indsigt i samme sag, jf. den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Jeg henviser desuden til artikel 10
i
den europæiske menneskerettighedskonvention om beskyttelse af ytringsfriheden
hvori retten til at modtage informationer er fremhævet. Myndighedens
interesse
i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår
optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, kan ikke
i
sig selv frakendes saglighed. Men dette hensyn kan efter min opfattelse ikke
tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip
og
den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne
begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.
Tilbageholdelse eller forsinkelse for at bidrage til at sikre
journalisten sin solohistorie vil ikke være et sagligt hensyn som
forvaltningsmyndigheden kan tillægge betydning. Det gælder selv om
myndigheden
måtte have givet journalisten tilsagn eller forventning herom. Jeg henviser
herved
til at en forvaltningsmyndighed ikke ved aftale, løfter eller anden form for
tilkendegivelse uden fornøden saglig grund kan fravige den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Ved senere henvendelser om samme
historie bør myndigheden derimod i almindelighed på eget initiativ oplyse om
og
tilbyde oplysninger svarende til dem der allerede er afgivet.
3. Notatpligt
I offentlighedslovens § 6 er det fastsat at en
forvaltningsmyndighed der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags
faktiske omstændigheder der er af betydning for sagens afgørelse, eller som
på
anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, skal gøre notat om indholdet
af oplysningerne. Det gælder dog ikke såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår
af sagens dokumenter.
Det følger endvidere af en almindelig retsgrundsætning at en
myndighed – uanset om der er tale om en afgørelsessag – skal sørge
for at der
gøres notat om ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af en
sag dersom de ikke fremgår af sagens akter i øvrigt. Se bl.a. de udtalelser
der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1989, s. 138ff*,
for 1989, s. 369R*, for 1992, s. 40ff*, for 1996, s. 164ff*, for 1998, s.
92ff*, for 1999, s. 257*, for 2001, s. 117ff*, og for 2001, s. 194ff*.
Denne notatpligt tilgodeser det overordnede formål at tjene som
dokumentation over for kontrolinstanser for hvorledes de enkelte sager er
blevet ekspederet, og sikre at myndigheden har overblik over sagernes
hidtidige
sagsforløb uden at være afhængig af de enkelte sagsbehandleres hukommelse.
Hvis en forvaltningsmyndighed giver en journalist eller andre
indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne
ekspedition ikke fremgår af sagens øvrige akter, skal myndigheden i
overensstemmelse med den omtalte notatpligt udarbejde notat herom. Af notatet
skal navnlig fremgå hvilke dokumenter og/eller oplysninger der er udleveret,
til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret (eksempelvis
bestemte personer eller på et pressemøde), tidspunktet for udleveringen og
eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved
udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed
afgiver som led i en solohistorie, vil det efter min opfattelse være
ønskeligt
at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som
myndigheden
har tillagt betydning ved beslutningen om udleveringen.
4. Den konkrete sag
a. Tildelingen af historien til Politiken
Som nævnt ovenfor går jeg ud fra at taledokumentet var
udarbejdet internt i Statsministeriet og ikke forud for afgivelsen til
Politiken havde været afgivet til udenforstående. I tiden indtil da havde det
således ikke mistet sin interne karakter, jf. offentlighedslovens § 7, og var
dermed som udgangspunkt ikke omfattet af retten til aktindsigt for enhver,
jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Jeg lægger herefter til grund at
udleveringen af taledokumentet til Politiken var et udslag af princippet om
meroffentlighed.
Det fremgår ikke af Statsministeriets udtalelse til mig om
ministeriet tog notat om beslutningen om at give statsministerens tale om EU
til Politiken som solohistorie. Hvis der blev taget et sådant notat, beder
jeg
om at modtage det sammen med Statsministeriets bemærkninger til denne
foreløbige
redegørelse. Hvis ikke der foreligger et notat, beder jeg om en forklaring på
hvorfor der ikke blev taget notat.
Statsministeriet har i sin udtalelse til mig oplyst at
baggrunden for at give historien til Politiken var at Politiken havde vist
særlig interesse, og at udleveringen skete ud fra ønsket om at sikre at
budskaberne
i talen blev formidlet på den mest effektive måde. En myndigheds varetagelse
af sådanne hensyn til effektiv formidling ved ud fra
meroffentlighedsprincippet
forudgående at overlade manuskriptet til et medie der har vist særlig
interesse
herfor, er efter min opfattelse sagligt, og ministeriets henvisning hertil
kan
derfor ikke give mig anledning til bemærkninger.
b. Anmodning om
indsigt i talen fra andre medier
Udleveringen af talen til Politiken medførte at taledokumentet
ikke længere var omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om interne
dokumenter. Dokumentet kunne efter min opfattelse ikke undtages fra
aktindsigt
efter andre bestemmelser i offentlighedsloven. Anmodninger om aktindsigt i
taledokumentet efter at det var udleveret til Politiken skulle på den
baggrund
imødekommes efter offentlighedslovens almindelige regler. Afslag på andre
mediers anmodninger om aktindsigt i taledokumentet ville være i strid med den
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.
Statsministeriet har i sin udtalelse til mig anført at Financial
Times og Den Liberale Presse den 14. januar 2003, dvs. dagen før talens
afholdelse, rettede telefonisk henvendelse til ministeriet med anmodning om
at få oplysninger om indholdet af talen. De to medier blev på den baggrund
briefet mundtligt om indholdet af talen. Statsministeriet har ikke oplyst om
der i overensstemmelse med notatpligten blev udarbejdet notat om de to
mediers
henvendelse til Statsministeriet. Jeg beder om at få sådanne eventuelle
notater
tilsendt, og, hvis ikke de foreligger, en forklaring på hvorfor der ikke blev
taget notat.
Som nævnt bør en myndighed ved senere henvendelser om samme
historie i almindelighed på eget initiativ oplyse om og tilbyde oplysninger
svarende til dem der allerede tidligere er afgivet. Jeg beder
Statsministeriet
oplyse om det skete da Financial Times, Den Liberale Presse og
Jyllands-Posten
kontaktede ministeriet den 14. januar 2003.
Henvendelsen fra Jyllands-Posten blev rettet til
Statsministeriets pressechef om aftenen den 14. januar 2003. Redaktøren fra
Jyllands-Posten fik en mundtlig orientering om indholdet af talen og
fremsatte
herefter ønske om at få talen udleveret. Dette blev afvist af pressechefen
’med
en bemærkning om at talen var udleveret til Politiken som dagen efter ville
bringe den som kronik’.
Statsministeriet har ikke oplyst om der i overensstemmelse med
notatpligten blev udarbejdet notat om Jyllands-Postens henvendelse. Jeg beder
om at få et eventuelt sådant notat tilsendt, og, hvis ikke det foreligger, en
forklaring på hvorfor der ikke blev taget notat.
Jyllands-Postens henvendelse til pressechefen skulle behandles
som en sædvanlig aktindsigtsanmodning. En sådan anmodning skal der snarest
tages stilling til, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 1.
En udsættelse af afgørelsen af aktindsigtsspørgsmålet kunne
ikke ske med henblik på overvejelser om hvorvidt der i det hele taget skulle
gives aktindsigt, eftersom der allerede var givet aktindsigt i dokumentet til
et andet medie. Jeg går ud fra at Statsministeriets pressechef havde
elektronisk
adgang til taledokumentet, og at han dermed ved en meget enkel og hurtig
ekspedition ville have været i stand til at give aktindsigt i taledokumentet
med det samme ved at videresende det elektronisk selv om anmodningen om
aktindsigt fra Jyllands-Posten blev fremsat efter almindelig kontortids
ophør.
Under disse forudsætninger ses der således ikke at have foreligget
administrative årsager til ikke straks at imødekomme anmodningen om indsigt.
At
udsætte afgørelsen om aktindsigt med henblik på at Politiken som det eneste
medie fik adgang til først at omtale talen, ville ikke være sagligt.
Det er på den baggrund min foreløbige opfattelse at der ikke var
saglige årsager til at udsætte aktindsigtsafgørelsen, og at Statsministeriet
dermed med det samme skulle have givet Jyllands-Posten aktindsigt i
taledokumentet. At dette ikke skete, er efter min foreløbige opfattelse
beklageligt.”
I en udtalelse af 2. april 2004 anførte Statsministeriet bl.a.
følgende:
”
1.
Indledningsvis
finder Statsministeriet anledning til at knytte følgende præciseringer til
det
faktiske hændelsesforløb i sagen:
December 2002: Politiken ytrer ved flere lejligheder interesse
for Statsministerens europapolitiske tale. Det aftales i den forbindelse, at
Politiken bringer uddrag af talen som kronik den 15. januar, og endvidere får
den stillet til rådighed forinden afholdelsen med henblik på journalistisk
behandling.
14. januar 2003:
I løbet af dagen retter en række medier (herunder Den Liberale
Presse) henvendelse til Statsministeriets pressechef vedrørende den
europapolitiske tale. Pressechefen giver de pågældende en mundtlig
orientering
om indholdet af talen. Ingen af disse anmoder om at få talen udleveret.
Tale og kronik udleveres til Politiken.
Financial Times orienteres på Statsministeriets initiativ
mundtligt om hovedindholdet af talen. Talen udleveres ikke til Financial
Times, som heller ikke fremsætter anmodning herom.
Efter arbejdstids ophør, da pressechefen har forladt
Statsministeriet, kontaktes han af den politiske redaktør på Jyllands-Posten,
som anmoder om at få udleveret statsministerens tale inden deadline samme
aften. Pressechefen afviser dette, men giver Jyllands-Postens politiske
redaktør en mundtlig orientering om talens indhold svarende til den, der blev
givet til de øvrige medier, der havde rettet henvendelse den pågældende dag.
15. januar 2003: Statsministeren afholder sin europapolitiske
tale.
Ombudsmandens foreløbige redegørelse giver på denne baggrund
Statsministeriet anledning til følgende bemærkninger:
2.
Ombudsmanden
anfører (side 3 og 7) bl.a.,
at
taleudkastet forud for udleveringen til Politiken havde karakter af et
internt
arbejdsdokument, jf. offentlighedslovens § 7, men at den nævnte udlevering
indebar, at udkastet mistede sin interne karakter, og
at
udkastet heller ikke kunne undtages fra aktindsigt efter andre
bestemmelser i offentlighedsloven.
I forlængelse heraf anfører ombudsmanden, at anmodninger om
aktindsigt i taleudkastet fra andre medier end Politiken derfor skulle
imødekommes efter offentlighedslovens almindelige regler, og at afslag på
aktindsigt
ville være i strid med den almindelige forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning.
Hertil skal Statsministeriet mere generelt bemærke, at det i den
forvaltningsretlige litteratur og praksis er antaget, at afgivelse af et
internt arbejdsdokument i tilfælde, hvor afgivelsen ikke tjener et
administrativt formål, ikke indebærer, at dokumentet mister sin interne
karakter, jf. bl.a. John Vogter, Offentlighedsloven (3. udg., 1998), side
170,
og Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret (2. udg., 2004), side 408.
Som eksempel nævnes her tilfælde, hvor et udkast til bekendtgørelse sendes
til trykning hos et privat firma.
Der kan i den forbindelse også henvises til betænkning 857/1978
om offentlighedslovens revision, side
185
f., med en nærmere omtale af tilfælde, hvor interne
arbejdsdokumenter videregives til udenforstående, uden at dette sker til brug
ved behandlingen af den pågældende sag, herunder hvor videregivelse sker for
at imødekomme en særligt begrundet interesse i aktindsigt. I den
forvaltningsretlige
litteratur er det anført, at sådanne tilfælde giver anledning til tvivl i
forhold
til offentlighedsloven, jf. John Vogter, a.st., side 174.
På den baggrund er det Statsministeriets opfattelse, at det må
give anledning til tvivl, i hvilket omfang interne arbejdsdokumenter i
tilfælde
som det foreliggende kan siges at miste deres interne karakter.
Statsministeriet finder imidlertid ikke, at der er behov for at
tage endelig stilling til dette spørgsmål.
Uanset de hensyn, der ligger til grund for anvendelsen af
såkaldte solohistorier, er Statsministeriet således enig i, at det i tilfælde
som det foreliggende – hvor de pågældende dokumenter som led i
lanceringen af
en solohistorie er udleveret til ét medie med henblik på journalistisk
bearbejdning – følger af den almindelige forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning, at de pågældende dokumenter også inden
offentliggørelsestidspunktet må udleveres til andre medier, der anmoder om
det.
Særligt om tilfælde, hvor materialet er udleveret til det
første medie f.eks. med klausul om, at det ikke må offentliggøres inden et
givet
tidspunkt, bemærkes, at en tilsvarende klausul i så fald – i lyset af
den
nævnte lighedsgrundsætning – må fastsættes også over for andre medier.
Sammenfattende er Statsministeriet enig i ombudsmandens
konklusion med hensyn til det pågældende spørgsmål.
3.
Med hensyn til den
nærmere behandling af Jyllands-Postens begæring om aktindsigt bemærkes, at
afgørelsen i sagen efter offentlighedslovens § 16, stk. 1, skulle træffes
snarest.
Endvidere må det anses for ønskeligt, at myndigheder, i det
omfang det er muligt, tager hensyn til konkurrenceforholdene inden for
pressen
i forbindelse med behandlingen af anmodninger om aktindsigt fra pressen.
Dette
hensyn taler i sig selv for en hurtig behandling af en anmodning fra pressen
om aktindsigt i materiale, som tidligere er udleveret til andre dele af
pressen, jf. herved udtalelsen i Folketingets Ombudsmands beretning 1990,
side
181 f.
I den forbindelse er Statsministeriet generelt af den
opfattelse, at en anmodning om aktindsigt, der fremsættes en aften efter
arbejdstids
ophør over for en medarbejder, som ikke opholder sig på tjenestestedet, ikke
kan kræves behandlet samme aften. Det er således Statsministeriets
opfattelse,
at hverken offentlighedslovens § 16, stk. 1, eller det nævnte hensyn til
pressen i den konkrete sag kunne medføre, at der skulle træffes afgørelse i
sagen før tidligst den følgende dag.
Endvidere finder Statsministeriet ikke, at der generelt kan
stilles så store krav til hurtigheden i sagsbehandlingen, at det i praksis
umuliggør en sædvanlig og forsvarlig behandling af sagerne. Uanset hvor
begrænsede vanskeligheder der måtte være forbundet med en konkret
aktindsigtssag, vil en sådan i Statsministeriet blive vurderet af en juridisk
sagsbehandler og godkendt på afdelings- eller departementschefsniveau.
Det er således Statsministeriets principielle opfattelse, at
den korrekte behandling af sa
g
en i det konkrete tilfælde ville have
bestået i, at pressechefen, som modtog
anmodningen om aktindsigt,
havde sørget for, at sagen den følgende dag blev undergivet videre behandling
i Statsministeriets almindelige sagsbehandlingssystem.
I den konkrete sag ville dette formentlig have resulteret i en
afgørelse dagen efter fremsættelsen af begæringen om aktindsigt.
Det tilføjes, at det forhold, at der i den konkrete sag ikke den
følgende dag blev iværksat sædvanlige sagsbehandlingsskridt efter, at
pressechefen havde afvist at udlevere talen straks, var udtryk for, at
pressechefen ikke antog, at Jyllands-Postens redaktør ønskede at opretholde
sin anmodning, når udlevering af talen ikke kunne ske allerede den pågældende
aften, men først efter, at talen dagen efter var blevet offentliggjort i
Politiken.
4.
I tilknytning til
spørgsmålet om anvendelse af solohistorier bemærker ombudsmanden (side 6 og
8) bl.a., at en myndighed – i tilfælde, hvor et medie retter henvendelse
om en
sag, hvori der allerede er givet et andet medie oplysninger som led i
lanceringen af en solohistorie – på eget initiativ bør oplyse om sagen
og
tilbyde oplysninger svarende til dem, der allerede er givet til det
pågældende
andet medie.
Statsministeriet er enig i, at den almindelige vejledningspligt
– der er lovfæstet i forvaltningslovens § 7, stk. 1 – er et
grundlæggende
princip for den offentlige forvaltning, og at dette ikke mindst gælder i
forhold til medierne.
Vejledningspligten kan dog efter Statsministeriets opfattelse
ikke strækkes så vidt, at den gælder i enhver situation af den omhandlede
karakter, hvor f.eks. en journalist under en samtale med en pressemedarbejder
kommer ind på spørgsmål, der kan have berøring med en sag, som skal lanceres
i
en solohistorie.
Som ombudsmanden er inde på (side 6), vil det således efter
omstændighederne være berettiget i forbindelse med formidlingen af en
ministers
politik at benytte solohistorier.
Det ville imidlertid efter Statsministeriets opfattelse reelt
være udelukket at anvende denne lanceringsform, såfremt ministeriet i alle
tilfælde af egen drift skulle give andre medier den nævnte meget vidtgående
vejledning
om, at et andet medie havde fået tildelt en solohistorie. Det bemærkes i den
forbindelse, at det er helt sædvanligt, at f.eks. pressemedarbejdere i
perioden mellem, at der er udleveret materiale som led i lanceringen af en
solohistorie, og historien bringes i det pågældende medie, har samtaler med
forskellige journalister, hvor de pågældende journalister mere eller mindre
overordnet spørger til status i verserende ’medieinteressante’
sager i
ministeriet.
Endvidere bemærkes, at der efter Statsministeriets opfattelse
heller ikke i andre tilfælde, hvor der er meddelt aktindsigt i en sag, kan
antages at bestå en almindelig pligt for myndigheden – herunder såvel
pressemedarbejdere
og andre embedsmænd som ministre – til i alle tilfælde på eget initiativ
at
vejlede andre borgere og journalister mv., som retter henvendelse i sagen,
om,
at der er givet aktindsigt, og om, at vedkommende vil have mulighed for
ligeledes at få aktindsigt.
På den anførte baggrund finder Statsministeriet ud fra en
afvejning af de nævnte hensyn ikke, at der kan opstilles en almindelig pligt
for et ministerium eller en minister til af egen drift at vejlede alle andre
medier, der henvender sig om en sag, om, at et andet medie har fået tildelt
en
solohistorie i sagen.
I det enkelte tilfælde kan de konkrete omstændigheder
imidlertid indebære, at der bør vejledes om adgangen til aktindsigt. Hvis et
medie – uden at fremsætte en egentlig anmodning om aktindsigt – i
forbindelse
med en henvendelse til ministeriet udviser en særlig interesse for at modtage
oplysninger fra en bestemt sag, er det således Statsministeriets opfattelse,
at der bør gives den fornødne vejledning om mulighederne for at få aktindsigt
i
de pågældende oplysninger.
Om der i det enkelte tilfælde er grundlag for en sådan vejledning,
må efter Statsministeriets opfattelse bero på en konkret vurdering af de
foreliggende omstændigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det i sagens
natur altid vil stå det pågældende medie frit for at fremsætte en egentlig
begæring
om aktindsigt i den pågældende sag – med den virkning, at sagens
dokumenter
skal udleveres i overensstemmelse med det, der er anført ovenfor under pkt.
2.
5.
Om spørgsmålet om
notatpligt anfører ombudsmanden, at en forvaltningsmyndighed skal udarbejde
et
notat, hvis myndigheden giver en journalist eller andre indsigt i ét eller
flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger, forudsat at denne ekspedition
ikke fremgår af sagens øvrige akter. Om udstrækningen af denne notatpligt
anføres i ombudsmandens foreløbige redegørelse (side
6 f.):
’Af notatet skal navnlig fremgå hvilke dokumenter og eller
oplysninger der er udleveret, til hvem under hvilke omstændigheder de er
udleveret (eksempelvis bestemte personer eller på et pressemøde), tidspunktet
for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler, der er aftalt eller
forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som
en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter min opfattelse
være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de
interesser, som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om
udleveringen’.
Statsministeriet er enig i, at væsentlige ekspeditioner i
forbindelse med pressebetjeningen bør noteres ned i det omfang, oplysningerne
ikke i øvrigt fremgår af sagen. Det gælder således bl.a. ekspeditioner, som
består
i udlevering af dokumenter eller i et mundtligt meddelt afslag på at udlevere
et dokument.
Det kan i den forbindelse oplyses, at der i den konkrete sag i
ministeriet foreligger dokumentation i form af fremsendelsesskrivelse mv.
for, at udlevering af materiale til Politiken har fundet sted, herunder med
oplysning om adressaten og tidspunktet for udleveringen. Kopi heraf
vedlægges.
Herudover findes der ikke i sagen notater om den orientering,
der i relation til den omhandlede sag blev givet andre medier i løbet af den
14. januar 2003. Det er i den forbindelse Statsministeriets opfattelse, at
der
ikke ved den overordnede orientering, som fandt sted i forhold til disse
medier,
var tale om sådanne væsentlige ekspeditioner i sagen, at de ville være
undergivet notatpligt.
I den forbindelse bemærkes også, at myndighedernes – herunder
ministrenes – mulighed for i praksis at stå til rådighed for pressen
efter
Statsministeriets opfattelse bl.a. er afhængig af, at notatpligten ikke
udstrækkes
til f.eks. ekspeditioner af den netop nævnte karakter.
Et krav om, at der skulle gøres notat i alle sådanne tilfælde,
hvor der – ofte mundtligt og helt uformelt – finder en orientering
af pressen
sted, ville således i praksis betyde en betragtelig begrænsning i
ministerens,
pressechefens og andre embedsmænds reelle mulighed for løbende i det daglige
arbejde at servicere pressen og offentligheden. Det kan i den forbindelse
også
oplyses, at en betydelig del af ministeriets – herunder statsministerens
–
orientering af pressen foregår uden for tjenestestedet under omstændigheder,
hvor det ville være forbundet med betydelige praktiske vanskeligheder at
skulle tage notat om indholdet af den orientering, der f.eks. sker i
telefonsamtaler med repræsentanter for pressen.
Herudover kan det oplyses, at der ikke blev taget notat om
indholdet af pressechefens samtale med Jyllands-Postens redaktør den 14.
januar 2003. Statsministeriet er enig i, at der var tale om en væsentlig
ekspedition i sagen, således at der burde være gjort notat om samtalen –
herunder med oplysning om, at pressechefen ikke imødekom Jyllands-Postens
anmodning om at få den pågældende tale udleveret straks. At der ikke blev
gjort
notat, er en beklagelig fejl.
Særligt med hensyn til ombudsmandens bemærkninger om, at det kan
være ønskeligt, at der gøres notat om, hvilke interesser der er lagt vægt på
ved udlevering af materiale til et bestemt medie som led i lanceringen af en
solohistorie, er det Statsministeriets opfattelse, at muligheden for at sikre
dokumentation for, at der er lagt vægt på saglige interesser, kan tale for,
at der udarbejdes notat med disse oplysninger.
På baggrund af ombudsmandens bemærkninger vil Statsministeriet
derfor tage initiativ til fremover at tilrettelægge sine arbejdsgange
således,
at der i forbindelse med udlevering af materiale til et medie som led i
lanceringen af en solohistorie også gøres notat om, hvilke interesser der er
lagt vægt på ved udleveringen af materialet til det pågældende medie.”
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Statsministeriet har i vidt omfang tilsluttet sig de opfattelser som
jeg fremsatte i min foreløbige redegørelse. I det følgende har jeg i primært
kommenteret de spørgsmål hvor Statsministeriet helt eller delvis har taget
afstand fra min foreløbige redegørelse.
Mine bemærkninger nedenfor følger samme systematik som i den foreløbige
redegørelse.
1. Offentlighedsloven
Jeg må fastholde min udtalelse om at taledokumentet efter udleveringen til
Politiken mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke
kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens
bestemmelser om interne dokumenter. Jeg deler ikke Statsministeriets
opfattelse om at spørgsmålet er tvivlsomt. Efter min mening kunne
udleveringen ikke sidestilles med det eksempel fra Justitsministeriets
praksis som Statsministeriet henviser til, hvorefter et internt dokument
antages at bevare sin interne karakter uanset at det sendes
til trykning. Jeg henviser til at ministeriet udleverede dokumentet som led i
lanceringen af en solohistorie, og at udleveringen således var af
administrativ
karakter med klar forbindelse til ministeriets sag om statsministerens
europapolitiske tale.
Statsministeriets bemærkninger om udlevering (en eller flere
gange) af materiale med klausul om at det ikke må offentliggøres inden et
givent tidspunkt, finder jeg i lyset af den konkrete sag ikke anledning til
at
gå nærmere ind på. Dog bemærker jeg at anvendelse af sådanne klausuler på en
retlig
bindende måde efter min opfattelse kræver at betingelserne for pålæg af
(tidsbegrænset) tavshedspligt er opfyldt, jf. nærmere bestemmelserne i
forvaltningsloven
§ 27, stk. 3. Heraf følger bl.a. at tavshedspligt kun kan pålægges hvis
oplysningerne
udleveres uden at myndigheden er forpligtet hertil. Har myndigheden pligt til
at udlevere oplysningerne efter f.eks. bestemmelserne i offentlighedsloven,
kan en retligt bindende klausul (tidsbegrænset tavshedspligt) ikke pålægges.
Har klausulen derimod karakter af en (ikke retligt bindende) henstilling,
står
det naturligvis ministeriet frit for at anvende sådanne klausuler i det
omfang
det findes ønskeligt og hensigtsmæssigt, inden for grænserne af en almindelig
lighedsgrundsætning.
2. Almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger
Som nævnt i min foreløbige redegørelse følger det af den
almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at en myndighed ikke
lovligt kan efterkomme et ønske om tilbageholdelse eller forsinket indsigt
såfremt andre retter henvendelse om oplysninger om eller indsigt i samme sag,
som myndigheden tidligere har lanceret som en solohistorie. Tilbageholdelse
eller forsinkelse vil ikke være et sagligt hensyn.
I forlængelse heraf bemærkede jeg at en myndighed ved senere
henvendelser om samme historie i almindelighed på eget initiativ bør oplyse
om
og tilbyde oplysninger svarende til dem der allerede er afgivet.
Jeg er enig med Statsministeriet i at en sådan vejledningspligt
ikke gælder i tilfælde hvor f.eks. en journalist overordnet spørger om
medieinteressante sager eller på anden måde stiller spørgsmål som kun har en
perifer eller indirekte berøring med den sag, som ministeriet tidligere har
lanceret
som solohistorie. Men ligger det klart at henvendelsen angår samme sag, må
den
omtalte vejledningspligt efter min mening være gældende. Om udarbejdelse af
notat i sådanne situationer henviser jeg til bemærkningerne nedenfor i afsnit
3.
I den konkrete sag er det oplyst at Statsministeriet samme dag
som udleveringen af taledokumentet til Politiken fandt sted, var i kontakt
med
en række medier vedrørende talen. Der var utvivlsomt tale om kontakter i
samme
sag. Efter min mening burde statsministeriet derfor på eget initiativ have
tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som Politiken havde fået.
3. Notatpligt mv.
Så vidt jeg forstår, kan Statsministeriet fuldt ud tilslutte sig
mine generelle bemærkninger om notatpligt i den foreløbige redegørelse. Med
hensyn til ministeriets iagttagelse af notatpligten i den konkrete sag
henviser jeg til mine bemærkninger nedenfor under punkt 4.
Jeg har noteret at Statsministeriet vil tage initiativ til at
tilrettelægge sine arbejdsgange, således at der i forbindelse med udlevering
af materiale til et bestemt medie som led i lanceringen af en solohistorie
også gøres notat om hvilke interesser der er lagt vægt på ved udleveringen af
materialet til det pågældende medie.
Såfremt et medie afslår et mundtlig tilbud om at få udleveret
de samme oplysninger som tidligere er udleveret til et andet medie som led i
lanceringen af en solohistorie, er det tilrådeligt at myndigheden udarbejder
et notat herom uanset om en sådan samtale i sig selv kan anses for væsentlig.
Jeg henviser til at et sådant notat øger myndighedens mulighed for
efterfølgende
at kunne dokumentere at der under samtalen blev givet en fyldestgørende
vejledning.
4. Den konkrete sag
Det fremgår ikke af sagens akter hvilke interesser
Statsministeriet lagde vægt på ved udleveringen af taledokumentet til
Politiken
som led i lanceringen af en solohistorie, ligesom der heller ikke i sagen
findes et notat herom. Efter min opfattelse ville det have været ønskeligt om
der havde foreligget et sådant notat i sagen.
Statsministeriet har ikke i sin udtalelse taget afstand fra min
antagelse om at pressechefen havde elektronisk adgang til dokumentet, og at
han dermed ved en meget enkel og hurtig ekspedition ville have været i stand
til at give aktindsigt i taledokumentet med det samme ved at videresende det
elektronisk selv om anmodningen om aktindsigt fra Jyllands-Posten blev
fremsat
efter almindelig kontortids ophør. Jeg lægger herefter dette til grund ved
min
endelige vurdering af sagen.
Jeg konkluderede i den foreløbige redegørelse at der herefter
ikke sås at foreligge administrative årsager til ikke straks at imødekomme
Jyllands-Postens anmodning om aktindsigt.
Som grund til ikke straks at efterkomme Jyllands-Postens
anmodning om aktindsigt har Statsministeriet anført at uanset hvor
begrænsede
vanskeligheder der måtte være forbundet med en konkret aktindsigtssag, vil en
sådan i Statsministeriet blive vurderet af en juridisk sagsbehandler og
godkendt
på afdelings- eller departementschefniveau’.
Som jeg nærmere har redegjort for, kan en myndighed i en sag som
den foreliggende ikke efter bestemmelserne i offentlighedsloven eller på
andet grundlag afslå indsigt til andre i et dokument som tidligere er
udleveret til f.eks. et medie på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser
om meroffentlighed. Det er således en konsekvens af myndighedens første
beslutning om udlevering af dokumentet at dette også uden videre skal eller
kan
udleveres til andre der anmoder om det eller på anden måde viser konkret
interesse for det. Denne konsekvens må myndigheden derfor være opmærksom på
ved myndighedens overvejelser om hvorvidt dokumentet i det hele taget skal
udleveres eller forblive undtaget fra indsigt; denne grundlæggende beslutning
bør derfor efter omstændighederne træffes på et passende højt organisatorisk
niveau. En grundlæggende beslutning om udlevering bevirker derfor at senere
udleveringer af samme dokument i reglen må anses for en ren rutinemæssig
ekspedition. Dette forekommer klart at være tilfældet i den foreliggende sag.
På denne baggrund må jeg derfor fastholde at der ikke ses at have foreligget
administrative årsager til at ministeriets pressechef ikke straks imødekom
Jyllands-Postens anmodning om også at få udleveret taledokumentet.
Såfremt Jyllands-Postens anmodning umiddelbart var blevet
efterkommet uden at der i den forbindelse blev udarbejdet dokumenter, ville
et
kortfattet notat herom på sagen have været fuldt tilstrækkelig. Jeg henviser
til at en sådan rutinemæssig imødekommende ekspedition må anses af mindre
væsentlig betydning.
I den foreliggende sag blev Jyllands-Postens anmodning om
straks at få udleveret taledokumentet imidlertid afvist, og da denne
afvisning
må anses for væsentlig, burde der som anført af Statsministeriet have været
udarbejdet et nærmere notat herom. Jeg er enig med Statsministeriet i at det
er
beklageligt at det ikke skete.
Jeg har orienteret Jyllands-Posten om min redegørelse i sagen og
foretager mig herefter ikke mere.”
I brev af 9. juni 2004 fremsatte Statsministeriet bemærkninger
til min endelige redegørelse i sagen. Statsministeriet skrev følgende:
”1. Ombudsmanden fastholder, at statsministerens tale ved
udlevering til Politiken mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet
herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af
offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter. Statsministeriet kan
på dette punkt henholde sig til ministeriets skrivelse af 2. april 2004,
hvoraf
fremgår, at ministeriet er enig i, at talen burde have været udleveret.
Statsministeriet deler imidlertid ikke ombudsmandens
opfattelse, at der ikke ses at have foreligget administrative årsager til, at
ministeriets pressechef ikke umiddelbart imødekom Jyllands-Postens anmodning
om
aktindsigt. Statsministeriet redegjorde i ovennævnte skrivelse for det
faktiske
hændelsesforløb i sagen, herunder for det forhold, at anmodningen fra
Jyllands-Postens ikke blot modtages uden for arbejdstids ophør, men på et
tidspunkt, hvor pressechefen har forladt Statsministeriet. Ombudsmanden
lægger
i sin endelige redegørelse desuagtet til grund, at pressechefen havde
elektronisk
adgang til dokumentet og ’derved ved en meget enkel og hurtig
ekspedition ville
have været i stand til at give aktindsigt’.
Statsministeriet må afkræfte, at pressechefen havde elektronisk
adgang til dokumentet på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen.
Anmodningen blev modtaget over mobiltelefon, mens pressechefen var på vej til
statsministerens middag for medarbejdere i centraladministrationen i
anledning
af afslutningen på Danmarks EU-formandskab. Statsministeriets medarbejdere
har
ikke – f.eks. via mobiltelefon – adgang til ministeriets IT-netværk
under
sådanne omstændigheder.
2. Ombudsmanden anfører i sin endelige redegørelse, at
Statsministeriet som følge af den almindelige forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning
på eget initiativ burde have tilbudt de medier, der samme dag, som
udleveringen
af talen til Politiken fandt sted, rettede henvendelse om sagen, indsigt i de
samme oplysninger, som Politiken havde fået.
Statsministeriet kan tilslutte sig, at når et ministerium gør
brug af solohistorier, skal de almindelige forvaltningsretlige ligheds- og
saglighedskrav iagttages. Det er samtidig Statsministeriets overordnede
synspunkt, at solohistorier – inden for visse nærmere rammer – må
anses for et
relevant og sagligt instrument med henblik på formidling af politiske
initiativer mv. til offentligheden. Samme synspunkt kommer til udtryk i den
af
Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre
afgivne betænkning nr. 1443 af 7. juni 2004, som i et vist omfang forholder
sig til ombudsmandens endelige redegørelse i nærværende sag.
Et enigt udvalg finder således anledning til at bemærke
følgende, jfr. betænkningens side 239, hvortil Statsministeriet i det hele
kan
henholde sig:
’ de generelle synspunkter om vejledningspligt, som
ombudsmanden har anført i den nævnte udtalelse, naturligt må forstås således,
at ministeriernes vejledningspligt i de enkelte tilfælde ikke skal række så
vidt, at det i lyset af de praktiske forhold i realiteten bliver umuligt
inden for de relevante rammer at anvende solohistorier som
formidlingsinstrument.
I overensstemmelse med det, som ombudsmanden lægger op til,
bemærker udvalget derfor, at det må bero på en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde, om der er pligt til at vejlede andre journalister, der
retter
henvendelse til myndigheden, om, at der er givet en solohistorie. Selve det
forhold, at en journalist blot overordnet spørger om medieinteressante sager
eller på anden måde stiller spørgsmål, som kun har perifer eller indirekte
berøring med den sag, som ministeriet tidligere har lanceret som
solohistorie,
er under alle omstændigheder ikke nok til at udløse en sådan
vejledningspligt.
Der må fra journalistens side i hvert fald være tale om andet og mere end en
fisketur.
Det tilføjes i den forbindelse, at det i sagens natur altid vil stå den
pågældende journalist frit for (eventuelt mundtligt) at fremsætte en egentlig
begæring om aktindsigt med den virkning, at sagens dokumenter skal udleveres
efter de principper og retningslinier, der er anført i ombudsmandens
redegørelse.’
3. Ombudsmanden anfører, at der burde have været udarbejdet et
notat om afvisningen af Jyllands-Postens anmodning om aktindsigt. Som anført
i Statsministeriets skrivelse af 2. april 2004, deler ministeriet dette
synspunkt og finder det beklageligt, at dette ikke skete.
Efter ombudsmandens opfattelse ville det endvidere have været
ønskeligt, om der på sagen udover dokumentation for udlevering af
materiale til Politiken havde foreligget et notat om, hvilke
interesser Statsministeriet lagde vægt på ved udlevering af talen til
Politiken som led i lanceringen af en solohistorie. Dette synspunkt tager
Statsministeriet til efterretning, og som anført i ministeriets skrivelse af
2. april 2004 vil ministeriet tage initiativ til fremover at tilrettelægge
sine
arbejdsgange således, at der i forbindelse med udlevering af materiale til et
medie som led i lanceringen af en solohistorie også gøres notat om, hvilke
interesser der er lagt vægt på ved udleveringen af materiale til det
pågældende
medie. Statsministeriet tager ligeledes til efterretning, at ombudsmanden
finder det tilrådeligt, at der ligeledes udarbejdes et notat, såfremt et
medie
afslår et tilbud om at få udleveret de samme oplysninger, som er udleveret
som led i lanceringen af en solohistorie.
Statsministeriet skal dog bemærke, at notatpligtens nærmere
udstrækning ligeledes har været drøftet i Udvalget om embedsmænds rådgivning
og bistand til regeringen og dens ministre. Et enigt udvalg anfører således i
den ovenfor omtalte betænkning. nr. 1443 bl.a., at
’der ikke [kan] antages at bestå en pligt til at gøre notat i
tilfælde, hvor der er tale om en almindelig mundtlig orientering af pressen,
som ofte foregår under omstændigheder, der efter udvalgets opfattelse ville
gøre det endog meget vanskeligt i praksis at forestille sig, at ministre og
embedsmænd i hvert enkelt tilfælde skulle tage notat om indholdet af den
orientering af pressen, der har fundet sted’, jfr. betænkningens side
244.
Statsministeriet kan fuldt ud tilslutte sig det af udvalget
anførte.”
Den 28. juni 2004 svarede jeg Statsministeriet således:
”Statsministeriet oplyser at ministeriet ikke deler min
opfattelse af at der ikke ses at have foreligget administrative årsager til
at
ministeriets pressechef ikke umiddelbart imødekom Jyllands-Postens anmodning
om aktindsigt. Statsministeriet afkræfter at pressechefen havde elektronisk
adgang
til dokumentet på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen om aktindsigt.
Anmodningen blev modtaget på pressechefens mobiltelefon efter arbejdstids
ophør, og efter at han havde forladt ministeriet. Statsministeriets
medarbejdere har ikke – f.eks. via mobiltelefon – adgang til
ministeriets
it-netværk under sådanne omstændigheder.
Med de oplysninger som nu foreligger, er jeg således enig i at
pressechefen ikke havde mulighed for med det samme at imødekomme
Jyllands-Postens anmodning om aktindsigt, og at min forudsætning herom i
såvel
den foreløbige som den endelige redegørelse dermed ikke kan lægges til grund.
Jeg må imidlertid fastholde at talen, så snart dette var praktisk muligt,
burde
have været udleveret, ligesom jeg må fastholde det som jeg i øvrigt har
anført
i den endelige redegørelse om den konkrete sag.
Statsministeriet henviser vedrørende spørgsmålet om brugen af
solohistorier og spørgsmålet om notatpligt til det som er anført herom i
betænkning 1443/2004 om Embedsmænds rådgivning og bistand. I den forbindelse
bemærker jeg at der efter min opfattelse er overensstemmelse mellem den
udlægning af gældende ret som på de pågældende punkter fremgår af min
udtalelse i sagen, og den som fremgår af betænkningen.”
Lignende dokumenter
- Statsministerens afslag på at give interview til en journalist. Lighedsgrundsætning. Begrundelse Retsinformation · 7. oktober 2008
- 2017-25. Ikke pligt til at udlevere oplysninger, der tidligere var meddelt mundtligt som led i en solohistorie Retsinformation · 20. september 2017
- Aktindsigt i dokumenter om den finansielle krise på Færøerne Retsinformation · 24. juni 2003
- A.A.6.2.2.3.1 Krav til anmodninger om aktindsigt efter offentlighedsloven Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Aktindsigt i dokumenter vedrørende en fast forbindelse over Femern Bælt Retsinformation · 5. oktober 2006
- 1988 BR 1 BERETNING OVER HÆNDELSESFORLØBET I FORBINDELSE MED DE 18 ØSTTYSKERES OPHOLD DEN 9.-10. SEPTEMBER 1988 PÅ DEN DANSKE AMBASSADE I DDR OG DEN EFTERFØLGENDE BEHANDLING AF SAGEN NR B 1 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989