Spring til indhold

Retsinformation

Selektiv betjening af pressen Vejledning. Notatpligt

FOU nr 2004.452UdtalelserFolketinget8. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Selektiv betjening af pressen

Vejledning. Notatpligt

I brev af 12. marts 2003 bad jeg med henblik på mine

overvejelser om at rejse en sag af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 17,

stk.

1, Statsministeriet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om ministeriets

udlevering af en statsministertale om EU til tre udvalgte medier, mens andre

angiveligt havde fået afslag på at få oplysninger om indholdet af talen. Jeg

var blevet opmærksom på spørgsmålet gennem presseomtale i Jyllands-Posten i

januar 2003.

I udtalelse af 20. maj 2003 anførte Statsministeriet bl.a.

følgende:

”1. Statsministeriet skal indledningsvis redegøre for forløbet

op til statsministerens afholdelse af sin europapolitiske tale den 15. januar

i forbindelse med et arrangement organiseret af Institut for Internationale

Studier. At statsministeren ville afholde en større europapolitisk tale var

kendt i journalistiske kredse allerede ultimo 2002. På et tidligt tidspunkt

ytrede dagbladet Politiken stor interesse for de forventede europapolitiske

budskaber i talen, og der blev udtrykt ønske om at bringe talen som kronik

samme dag, som talen blev holdt. Der var i denne forbindelse flere kontakter

mellem

en redaktør fra Politiken og Statsministeriets pressechef. Efter aftale med

statsministeren blev det ud fra overvejelser om, hvorledes de i talen

indeholdte

budskaber mest effektivt blev formidlet til offentligheden, besluttet at lade

Politiken dels bringe talen som kronik, dels behandle indholdet journalistisk

samme dag, som talen blev afholdt.

Ingen andre medier havde på daværende tidspunkt udvist en

tilsvarende interesse for talen. Først dagen inden talens afholdelse –

dvs. den

Læs alt

14. januar 2003 – rettede en række medier henvendelse til

Statsministeriets

pressechef. Samtlige henvendelser besvaredes med en orientering om

hovedbudskaberne

i talen, og ingen ytrede ønske om at få talen udleveret.

Eneste undtagelse blandt henvendelserne til pressechefen den

pågældende dag var Jyllands-Postens politiske redaktør, som samme dags aften

rettede telefonisk henvendelse til pressechefen. Efter at have modtaget en

orientering på linie med de øvrige journalister fremsatte den pågældende

redaktør ønske om at få talen udleveret. Dette blev afvist af pressechefen

med

en bemærkning om, at talen alene var udleveret til Politiken, som dagen efter

ville bringe den som kronik.

2. Som det fremgår af ovennævnte, var der således ikke tale om,

at den pågældende tale blev udleveret til tre udvalgte medier, mens andre

medier fik afslag på at få oplysninger om indholdet af talen. Så meget desto

mindre var der tale om, at ét enkelt medie blev nægtet informationer, som

andre havde fået adgang til. Såvel Financial Times som Den Liberale Presse

blev

alene briefet mundtligt om indholdet af talen.

Det forhold, at statsministeren på sit ugentlige pressemøde selv

afviste for åben mikrofon at kommentere talen på forhånd, ses ikke at være

relevant i denne sammenhæng, idet en sådan kommentar klart ville devaluere

ministerens afholdelse af selve talen.

3. Med hensyn til beslutningen om ud fra overvejelser om at

sikre den optimale gennemslagskraft at lade talen få en fremtrædende

placering i et enkelt dagblad skal Statsministeriet bemærke, at lancering af

’solo-historier’ er og i årevis har været en udbredt praksis i

dansk politik.

Statsministeriet kan imidlertid oplyse, at spørgsmålet kan

forventes behandlet i det sagkyndige udvalg, som regeringen vil nedsætte som

opfølgning på folketingsvedtagelse nr. V 36 af 16. januar 2003. Udvalget skal

i forlængelse af betænkning nr. 1354/1998 og Justitsministeriets redegørelse

af

4. oktober 2001 analysere og vurdere behovet for en yderligere præcisering af

reglerne for embedsmænd generelt og for embedsmænd ansat som særlige

rådgivere, herunder som pressemedarbejdere. Udvalget vil bl.a. skulle se på,

hvilken betydning almindelige forvaltningsretlige regler om saglighed og

lighed

har for embedsmænds – herunder særlige rådgiveres – varetagelse af

opgaver i

forhold til pressen og i den forbindelse vurdere, om der kan være behov for

at

præcisere reglerne på dette område.”

I brev af 1. december 2003 meddelte jeg til Statsministeriet at

jeg havde besluttet at tage sagen op til behandling, og at jeg regnede med at

kunne afslutte min behandling af sagen i løbet af januar 2004.

I en foreløbig redegørelse af 11. februar 2004 anførte jeg

følgende:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”1. Offentlighedsloven

Jeg går ud fra at det dokument som indeholdt statsministerens tale

(taledokumentet) var udarbejdet internt i ministeriet og ikke forud for

afgivelsen til Politiken havde været afgivet til udenforstående. I tiden

indtil da havde det således ikke mistet sin interne karakter, jf.

offentlighedslovens § 7, og var dermed som udgangspunkt ikke omfattet af

retten til aktindsigt for enhver, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1.

pkt. Efter Statsministeriets udlevering af taledokumentet til Politiken havde

dokumentet mistet sin interne karakter, og Statsministeriet kunne herefter

ikke afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens

bestemmelser om interne dokumenter.

Efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., kan en forvaltningsmyndighed

give aktindsigt i videre omfang medmindre andet følger af regler om

tavshedspligt mv., såkaldt meroffentlighed. Offentlighedsloven indeholder

ikke nærmere regler om meroffentlighed.

Vedkommende myndighed skal snarest afgøre om en begæring om

aktindsigt kan imødekommes, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 1. Ifølge

forarbejderne er det herved tilsigtet at understrege at sager om aktindsigt

skal behandles med særlig hurtighed, jf. Folketingstidende 1985-86, Tillæg A,

spalte 233.

I tilfælde som det foreliggende hvor tavshedspligt mv. ikke er

til hinder for at give meroffentlighed i et dokument, beror en beslutning

herom

på myndighedens skøn. Dette skøn er undergivet de almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger for skønsudøvelse, herunder kravene om

saglighed og lighed.

2. Almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger

I saglighedskravet ligger bl.a. et forbud mod at myndigheden ved

skønsmæssige beføjelser forfølger ulovlige formål, jf. bl.a. Jens Garde mfl.,

Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 187ff. Af

lighedsgrundsætningen

følger at forvaltningsmyndigheder er forpligtede til at behandle i det

væsentlige ensartede forhold lige i retlig henseende, jf. bl.a. Jens Garde

mfl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 3. udgave (1997), s. 211.

Disse principper gælder også i forbindelse med behandling af

aktindsigtssager, både sager hvor myndigheden er forpligtet til at give

aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven, og sager hvor der gives

meroffentlighed. Herudover gælder grundsætningerne også hvor udleveringen af

en historie ikke er knyttet til dokumenter, men hvor der finder en mundtlig

orientering sted.

Ombudsmanden har flere gange taget stilling til spørgsmålet om

en ligelig behandling af pressen når repræsentanter for pressen selv retter

henvendelse til offentlige myndigheder med henblik på informationssøgning

eller i forbindelse med myndigheders etablering af særlige ordninger med

udvidet

offentlighed over for pressen, f.eks. afholdelse af pressemøder, besvarelse

af

spørgsmål, udlevering af anonymiserede enkeltafgørelser osv. Ombudsmanden har

i den forbindelse også berørt spørgsmål om hvilke hensyn der ikke kan

varetages

i forbindelse med afslag på henholdsvis udsættelse af aktindsigt eller

udelukkelse fra myndighedernes informationsordninger. Se bl.a. sagerne

gengivet

i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 181ff*, og for 1992, s.

141ff*, og sagen med mit j.nr. 2002-0936- 201. Udtalelsen i sagen

2002-0936-201, der er vedlagt i kopi, bliver trykt i Folketingets Ombudsmands

beretning for 2003. [Optrykt i denne beretning som sag nr. 2-2.].

Den sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for

1990, s. 181ff, vedrørte en klage fra en journalist fra TV2 over at han havde

fået meddelt aktindsigt i materiale hos Told- og Skattestyrelsen tre dage

senere end en anden journalist som på næsten samme tidspunkt havde fremsat en

tilsvarende begæring om aktindsigt. I denne sag udtalte jeg bl.a.:

’Der er heller ikke i offentlighedsloven (eller i

forvaltningsloven) givet bestemmelser om, i hvilken rækkefølge begæringer om

aktindsigt skal behandles i tilfælde, hvor der foreligger begæring om

aktindsigt

i det samme materiale fra forskellige personer. Den enkelte borger har

således

ikke noget krav på, at en henvendelse fra den pågældende til en offentlig

myndighed

behandles før en bestemt anden henvendelse, men har alene krav på, at

afgørelse

bliver truffet inden for rimelig tid (herunder inden for eventuelle

tidsfrister

fastsat i gældende regler), og at prioriteringen af sagerne sker på et

sagligt

grundlag. Prioriteringen må således ikke medføre en usaglig

forskelsbehandling.

Jeg har forståelse for, at pressen af hensyn til

konkurrenceforhold inden for nyhedsformidlingen har en interesse i, at

afgørelser

om aktindsigt med den deraf følgende videregivelse af oplysninger meddeles

samtidig, når flere begæringer om aktindsigt i det samme materiale samtidig

er

under behandling hos myndighederne. Jeg må anse det for ønskeligt, om

myndighederne,

i det omfang det er muligt, tager hensyn til disse interesser ved meddelelse

af

aktindsigt. Hensynet har særlig vægt i et tilfælde som det foreliggende, hvor

det drejer sig om en sag, der er genstand for betydelig presseomtale.

Skatteministeriets mulighed for at tilgodese hensynet må ses i sammenhæng

med,

at ministeriet fandt, at det var nødvendigt at overskride 10-dages-fristen i

offentlighedslovens § 16, stk. 2, for som led i overvejelserne at få belyst

sagen fra flere afdelinger i ministeriet, Told- og Skattestyrelsen.

Jeg har ikke grundlag for at antage, at Skatteministeriet

bevidst for at favorisere Jyllands-Posten har ekspederet Deres

aktindsigtsanmodning

senere end anmodningen fra Jyllands-Posten. Jeg finder imidlertid, at det

havde været nærliggende, om Skatteministeriet i den foreliggende sag havde

tilrettelagt behandlingen af anmodningerne om aktindsigt på en sådan måde, at

det ovennævnte hensyn var blevet tilgodeset, dvs. at aktindsigtsafgørelserne

var blevet meddelt samtidig.’

Sagen med mit j.nr. 2002-0936-201 drejede sig om en praksis fra

Finansministeriet hvorefter ministeriet på forhånd udleverede

finanslovsforslaget til blandt andet medlemmer af Folketingets Presseloge med

klausul om at indholdet først måtte offentliggøres ved forslagets

fremsættelse

for Folketinget. En journalist, der ikke var medlem af presselogen og således

først kunne få udleveret finanslovsforslaget efter fremsættelsen for

Folketinget, havde klaget til mig. Jeg udtalte som min opfattelse at

Finansministeriet ikke var berettiget til at afslå at udlevere de

klausulerede

finanslovsforslag til andre journalister end dem der var medlem af

Folketingets

Presseloge, alene med henvisning til det manglende medlemskab af logen. Jeg

mente en sådan ordning ikke var sagligt begrundet. Til støtte herfor anførte

jeg bl.a. følgende:

’Som det fremgår af afsnit 2.2.1, skal myndighederne som

udgangspunkt behandle alle journalister lige når der skal tages stilling til

om en begæring om aktindsigt skal imødekommes efter reglen om

meroffentlighed.

Dette krav om ligebehandling må blandt andet ses i lyset af de

konkurrenceforhold der eksisterer inden for nyhedsformidlingen, jf. herved

det

ovenfor citerede vedrørende sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning

for 1990, s. 181ff. En ensartet behandling af alle journalister må desuden

antages at være bedst stemmende med hensynet bag artikel 10 i den europæiske

menneskerettighedskonvention om beskyttelsen af ytringsfriheden, jf. Peer

Lorenzen mfl., Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (kommentaren), 2.

udgave (2003), s. 470. Forskelsbehandling af journalister indbyrdes kan

derfor

kun komme på tale hvis der er tungtvejende saglige hensyn der taler

herfor.’

Finansministeriet meddelte efter at have modtaget en foreløbig

redegørelse i sagen at forskelsbehandling til fordel for medlemmer af

presselogen i forbindelse med udlevering af forslag til finansloven ikke

ville

finde sted i fremtiden.

Den journalist som en myndighed overvejer at tildele en

solohistorie, vil normalt have en interesse i så vidt muligt at sikre sig

imod

at den samme historie bringes af andre før eller samtidig med at han

planlægger

at bringe den. Myndigheden må på den baggrund påregne at journalisten i givet

fald kræver eller forudsætter, eventuelt stiltiende, at myndigheden indtil da

tilbageholder samme historie over for andre, herunder navnlig konkurrerende

medier.

Efter min opfattelse kan myndigheden ikke lovligt efterkomme et

sådant ønske om tilbageholdelse eller forsinket indsigt såfremt andre retter

henvendelse om oplysninger om eller indsigt i samme sag, jf. den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Jeg henviser desuden til artikel 10

i

den europæiske menneskerettighedskonvention om beskyttelse af ytringsfriheden

hvori retten til at modtage informationer er fremhævet. Myndighedens

interesse

i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår

optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, kan ikke

i

sig selv frakendes saglighed. Men dette hensyn kan efter min opfattelse ikke

tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip

og

den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne

begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Tilbageholdelse eller forsinkelse for at bidrage til at sikre

journalisten sin solohistorie vil ikke være et sagligt hensyn som

forvaltningsmyndigheden kan tillægge betydning. Det gælder selv om

myndigheden

måtte have givet journalisten tilsagn eller forventning herom. Jeg henviser

herved

til at en forvaltningsmyndighed ikke ved aftale, løfter eller anden form for

tilkendegivelse uden fornøden saglig grund kan fravige den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Ved senere henvendelser om samme

historie bør myndigheden derimod i almindelighed på eget initiativ oplyse om

og

tilbyde oplysninger svarende til dem der allerede er afgivet.

3. Notatpligt

I offentlighedslovens § 6 er det fastsat at en

forvaltningsmyndighed der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags

faktiske omstændigheder der er af betydning for sagens afgørelse, eller som

på

anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, skal gøre notat om indholdet

af oplysningerne. Det gælder dog ikke såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår

af sagens dokumenter.

Det følger endvidere af en almindelig retsgrundsætning at en

myndighed – uanset om der er tale om en afgørelsessag – skal sørge

for at der

gøres notat om ekspeditioner af væsentlig betydning for behandlingen af en

sag dersom de ikke fremgår af sagens akter i øvrigt. Se bl.a. de udtalelser

der er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1989, s. 138ff*,

for 1989, s. 369R*, for 1992, s. 40ff*, for 1996, s. 164ff*, for 1998, s.

92ff*, for 1999, s. 257*, for 2001, s. 117ff*, og for 2001, s. 194ff*.

Denne notatpligt tilgodeser det overordnede formål at tjene som

dokumentation over for kontrolinstanser for hvorledes de enkelte sager er

blevet ekspederet, og sikre at myndigheden har overblik over sagernes

hidtidige

sagsforløb uden at være afhængig af de enkelte sagsbehandleres hukommelse.

Hvis en forvaltningsmyndighed giver en journalist eller andre

indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne

ekspedition ikke fremgår af sagens øvrige akter, skal myndigheden i

overensstemmelse med den omtalte notatpligt udarbejde notat herom. Af notatet

skal navnlig fremgå hvilke dokumenter og/eller oplysninger der er udleveret,

til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret (eksempelvis

bestemte personer eller på et pressemøde), tidspunktet for udleveringen og

eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved

udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed

afgiver som led i en solohistorie, vil det efter min opfattelse være

ønskeligt

at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som

myndigheden

har tillagt betydning ved beslutningen om udleveringen.

4. Den konkrete sag

a. Tildelingen af historien til Politiken

Som nævnt ovenfor går jeg ud fra at taledokumentet var

udarbejdet internt i Statsministeriet og ikke forud for afgivelsen til

Politiken havde været afgivet til udenforstående. I tiden indtil da havde det

således ikke mistet sin interne karakter, jf. offentlighedslovens § 7, og var

dermed som udgangspunkt ikke omfattet af retten til aktindsigt for enhver,

jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Jeg lægger herefter til grund at

udleveringen af taledokumentet til Politiken var et udslag af princippet om

meroffentlighed.

Det fremgår ikke af Statsministeriets udtalelse til mig om

ministeriet tog notat om beslutningen om at give statsministerens tale om EU

til Politiken som solohistorie. Hvis der blev taget et sådant notat, beder

jeg

om at modtage det sammen med Statsministeriets bemærkninger til denne

foreløbige

redegørelse. Hvis ikke der foreligger et notat, beder jeg om en forklaring på

hvorfor der ikke blev taget notat.

Statsministeriet har i sin udtalelse til mig oplyst at

baggrunden for at give historien til Politiken var at Politiken havde vist

særlig interesse, og at udleveringen skete ud fra ønsket om at sikre at

budskaberne

i talen blev formidlet på den mest effektive måde. En myndigheds varetagelse

af sådanne hensyn til effektiv formidling ved ud fra

meroffentlighedsprincippet

forudgående at overlade manuskriptet til et medie der har vist særlig

interesse

herfor, er efter min opfattelse sagligt, og ministeriets henvisning hertil

kan

derfor ikke give mig anledning til bemærkninger.

b. Anmodning om

indsigt i talen fra andre medier

Udleveringen af talen til Politiken medførte at taledokumentet

ikke længere var omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om interne

dokumenter. Dokumentet kunne efter min opfattelse ikke undtages fra

aktindsigt

efter andre bestemmelser i offentlighedsloven. Anmodninger om aktindsigt i

taledokumentet efter at det var udleveret til Politiken skulle på den

baggrund

imødekommes efter offentlighedslovens almindelige regler. Afslag på andre

mediers anmodninger om aktindsigt i taledokumentet ville være i strid med den

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

Statsministeriet har i sin udtalelse til mig anført at Financial

Times og Den Liberale Presse den 14. januar 2003, dvs. dagen før talens

afholdelse, rettede telefonisk henvendelse til ministeriet med anmodning om

at få oplysninger om indholdet af talen. De to medier blev på den baggrund

briefet mundtligt om indholdet af talen. Statsministeriet har ikke oplyst om

der i overensstemmelse med notatpligten blev udarbejdet notat om de to

mediers

henvendelse til Statsministeriet. Jeg beder om at få sådanne eventuelle

notater

tilsendt, og, hvis ikke de foreligger, en forklaring på hvorfor der ikke blev

taget notat.

Som nævnt bør en myndighed ved senere henvendelser om samme

historie i almindelighed på eget initiativ oplyse om og tilbyde oplysninger

svarende til dem der allerede tidligere er afgivet. Jeg beder

Statsministeriet

oplyse om det skete da Financial Times, Den Liberale Presse og

Jyllands-Posten

kontaktede ministeriet den 14. januar 2003.

Henvendelsen fra Jyllands-Posten blev rettet til

Statsministeriets pressechef om aftenen den 14. januar 2003. Redaktøren fra

Jyllands-Posten fik en mundtlig orientering om indholdet af talen og

fremsatte

herefter ønske om at få talen udleveret. Dette blev afvist af pressechefen

’med

en bemærkning om at talen var udleveret til Politiken som dagen efter ville

bringe den som kronik’.

Statsministeriet har ikke oplyst om der i overensstemmelse med

notatpligten blev udarbejdet notat om Jyllands-Postens henvendelse. Jeg beder

om at få et eventuelt sådant notat tilsendt, og, hvis ikke det foreligger, en

forklaring på hvorfor der ikke blev taget notat.

Jyllands-Postens henvendelse til pressechefen skulle behandles

som en sædvanlig aktindsigtsanmodning. En sådan anmodning skal der snarest

tages stilling til, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 1.

En udsættelse af afgørelsen af aktindsigtsspørgsmålet kunne

ikke ske med henblik på overvejelser om hvorvidt der i det hele taget skulle

gives aktindsigt, eftersom der allerede var givet aktindsigt i dokumentet til

et andet medie. Jeg går ud fra at Statsministeriets pressechef havde

elektronisk

adgang til taledokumentet, og at han dermed ved en meget enkel og hurtig

ekspedition ville have været i stand til at give aktindsigt i taledokumentet

med det samme ved at videresende det elektronisk selv om anmodningen om

aktindsigt fra Jyllands-Posten blev fremsat efter almindelig kontortids

ophør.

Under disse forudsætninger ses der således ikke at have foreligget

administrative årsager til ikke straks at imødekomme anmodningen om indsigt.

At

udsætte afgørelsen om aktindsigt med henblik på at Politiken som det eneste

medie fik adgang til først at omtale talen, ville ikke være sagligt.

Det er på den baggrund min foreløbige opfattelse at der ikke var

saglige årsager til at udsætte aktindsigtsafgørelsen, og at Statsministeriet

dermed med det samme skulle have givet Jyllands-Posten aktindsigt i

taledokumentet. At dette ikke skete, er efter min foreløbige opfattelse

beklageligt.”

I en udtalelse af 2. april 2004 anførte Statsministeriet bl.a.

følgende:

”

1.

Indledningsvis

finder Statsministeriet anledning til at knytte følgende præciseringer til

det

faktiske hændelsesforløb i sagen:

December 2002: Politiken ytrer ved flere lejligheder interesse

for Statsministerens europapolitiske tale. Det aftales i den forbindelse, at

Politiken bringer uddrag af talen som kronik den 15. januar, og endvidere får

den stillet til rådighed forinden afholdelsen med henblik på journalistisk

behandling.

14. januar 2003:

I løbet af dagen retter en række medier (herunder Den Liberale

Presse) henvendelse til Statsministeriets pressechef vedrørende den

europapolitiske tale. Pressechefen giver de pågældende en mundtlig

orientering

om indholdet af talen. Ingen af disse anmoder om at få talen udleveret.

Tale og kronik udleveres til Politiken.

Financial Times orienteres på Statsministeriets initiativ

mundtligt om hovedindholdet af talen. Talen udleveres ikke til Financial

Times, som heller ikke fremsætter anmodning herom.

Efter arbejdstids ophør, da pressechefen har forladt

Statsministeriet, kontaktes han af den politiske redaktør på Jyllands-Posten,

som anmoder om at få udleveret statsministerens tale inden deadline samme

aften. Pressechefen afviser dette, men giver Jyllands-Postens politiske

redaktør en mundtlig orientering om talens indhold svarende til den, der blev

givet til de øvrige medier, der havde rettet henvendelse den pågældende dag.

15. januar 2003: Statsministeren afholder sin europapolitiske

tale.

Ombudsmandens foreløbige redegørelse giver på denne baggrund

Statsministeriet anledning til følgende bemærkninger:

2.

Ombudsmanden

anfører (side 3 og 7) bl.a.,

at

taleudkastet forud for udleveringen til Politiken havde karakter af et

internt

arbejdsdokument, jf. offentlighedslovens § 7, men at den nævnte udlevering

indebar, at udkastet mistede sin interne karakter, og

at

udkastet heller ikke kunne undtages fra aktindsigt efter andre

bestemmelser i offentlighedsloven.

I forlængelse heraf anfører ombudsmanden, at anmodninger om

aktindsigt i taleudkastet fra andre medier end Politiken derfor skulle

imødekommes efter offentlighedslovens almindelige regler, og at afslag på

aktindsigt

ville være i strid med den almindelige forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning.

Hertil skal Statsministeriet mere generelt bemærke, at det i den

forvaltningsretlige litteratur og praksis er antaget, at afgivelse af et

internt arbejdsdokument i tilfælde, hvor afgivelsen ikke tjener et

administrativt formål, ikke indebærer, at dokumentet mister sin interne

karakter, jf. bl.a. John Vogter, Offentlighedsloven (3. udg., 1998), side

170,

og Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret (2. udg., 2004), side 408.

Som eksempel nævnes her tilfælde, hvor et udkast til bekendtgørelse sendes

til trykning hos et privat firma.

Der kan i den forbindelse også henvises til betænkning 857/1978

om offentlighedslovens revision, side

185

f., med en nærmere omtale af tilfælde, hvor interne

arbejdsdokumenter videregives til udenforstående, uden at dette sker til brug

ved behandlingen af den pågældende sag, herunder hvor videregivelse sker for

at imødekomme en særligt begrundet interesse i aktindsigt. I den

forvaltningsretlige

litteratur er det anført, at sådanne tilfælde giver anledning til tvivl i

forhold

til offentlighedsloven, jf. John Vogter, a.st., side 174.

På den baggrund er det Statsministeriets opfattelse, at det må

give anledning til tvivl, i hvilket omfang interne arbejdsdokumenter i

tilfælde

som det foreliggende kan siges at miste deres interne karakter.

Statsministeriet finder imidlertid ikke, at der er behov for at

tage endelig stilling til dette spørgsmål.

Uanset de hensyn, der ligger til grund for anvendelsen af

såkaldte solohistorier, er Statsministeriet således enig i, at det i tilfælde

som det foreliggende – hvor de pågældende dokumenter som led i

lanceringen af

en solohistorie er udleveret til ét medie med henblik på journalistisk

bearbejdning – følger af den almindelige forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning, at de pågældende dokumenter også inden

offentliggørelsestidspunktet må udleveres til andre medier, der anmoder om

det.

Særligt om tilfælde, hvor materialet er udleveret til det

første medie f.eks. med klausul om, at det ikke må offentliggøres inden et

givet

tidspunkt, bemærkes, at en tilsvarende klausul i så fald – i lyset af

den

nævnte lighedsgrundsætning – må fastsættes også over for andre medier.

Sammenfattende er Statsministeriet enig i ombudsmandens

konklusion med hensyn til det pågældende spørgsmål.

3.

Med hensyn til den

nærmere behandling af Jyllands-Postens begæring om aktindsigt bemærkes, at

afgørelsen i sagen efter offentlighedslovens § 16, stk. 1, skulle træffes

snarest.

Endvidere må det anses for ønskeligt, at myndigheder, i det

omfang det er muligt, tager hensyn til konkurrenceforholdene inden for

pressen

i forbindelse med behandlingen af anmodninger om aktindsigt fra pressen.

Dette

hensyn taler i sig selv for en hurtig behandling af en anmodning fra pressen

om aktindsigt i materiale, som tidligere er udleveret til andre dele af

pressen, jf. herved udtalelsen i Folketingets Ombudsmands beretning 1990,

side

181 f.

I den forbindelse er Statsministeriet generelt af den

opfattelse, at en anmodning om aktindsigt, der fremsættes en aften efter

arbejdstids

ophør over for en medarbejder, som ikke opholder sig på tjenestestedet, ikke

kan kræves behandlet samme aften. Det er således Statsministeriets

opfattelse,

at hverken offentlighedslovens § 16, stk. 1, eller det nævnte hensyn til

pressen i den konkrete sag kunne medføre, at der skulle træffes afgørelse i

sagen før tidligst den følgende dag.

Endvidere finder Statsministeriet ikke, at der generelt kan

stilles så store krav til hurtigheden i sagsbehandlingen, at det i praksis

umuliggør en sædvanlig og forsvarlig behandling af sagerne. Uanset hvor

begrænsede vanskeligheder der måtte være forbundet med en konkret

aktindsigtssag, vil en sådan i Statsministeriet blive vurderet af en juridisk

sagsbehandler og godkendt på afdelings- eller departementschefsniveau.

Det er således Statsministeriets principielle opfattelse, at

den korrekte behandling af sa

g

en i det konkrete tilfælde ville have

bestået i, at pressechefen, som modtog

anmodningen om aktindsigt,

havde sørget for, at sagen den følgende dag blev undergivet videre behandling

i Statsministeriets almindelige sagsbehandlingssystem.

I den konkrete sag ville dette formentlig have resulteret i en

afgørelse dagen efter fremsættelsen af begæringen om aktindsigt.

Det tilføjes, at det forhold, at der i den konkrete sag ikke den

følgende dag blev iværksat sædvanlige sagsbehandlingsskridt efter, at

pressechefen havde afvist at udlevere talen straks, var udtryk for, at

pressechefen ikke antog, at Jyllands-Postens redaktør ønskede at opretholde

sin anmodning, når udlevering af talen ikke kunne ske allerede den pågældende

aften, men først efter, at talen dagen efter var blevet offentliggjort i

Politiken.

4.

I tilknytning til

spørgsmålet om anvendelse af solohistorier bemærker ombudsmanden (side 6 og

8) bl.a., at en myndighed – i tilfælde, hvor et medie retter henvendelse

om en

sag, hvori der allerede er givet et andet medie oplysninger som led i

lanceringen af en solohistorie – på eget initiativ bør oplyse om sagen

og

tilbyde oplysninger svarende til dem, der allerede er givet til det

pågældende

andet medie.

Statsministeriet er enig i, at den almindelige vejledningspligt

– der er lovfæstet i forvaltningslovens § 7, stk. 1 – er et

grundlæggende

princip for den offentlige forvaltning, og at dette ikke mindst gælder i

forhold til medierne.

Vejledningspligten kan dog efter Statsministeriets opfattelse

ikke strækkes så vidt, at den gælder i enhver situation af den omhandlede

karakter, hvor f.eks. en journalist under en samtale med en pressemedarbejder

kommer ind på spørgsmål, der kan have berøring med en sag, som skal lanceres

i

en solohistorie.

Som ombudsmanden er inde på (side 6), vil det således efter

omstændighederne være berettiget i forbindelse med formidlingen af en

ministers

politik at benytte solohistorier.

Det ville imidlertid efter Statsministeriets opfattelse reelt

være udelukket at anvende denne lanceringsform, såfremt ministeriet i alle

tilfælde af egen drift skulle give andre medier den nævnte meget vidtgående

vejledning

om, at et andet medie havde fået tildelt en solohistorie. Det bemærkes i den

forbindelse, at det er helt sædvanligt, at f.eks. pressemedarbejdere i

perioden mellem, at der er udleveret materiale som led i lanceringen af en

solohistorie, og historien bringes i det pågældende medie, har samtaler med

forskellige journalister, hvor de pågældende journalister mere eller mindre

overordnet spørger til status i verserende ’medieinteressante’

sager i

ministeriet.

Endvidere bemærkes, at der efter Statsministeriets opfattelse

heller ikke i andre tilfælde, hvor der er meddelt aktindsigt i en sag, kan

antages at bestå en almindelig pligt for myndigheden – herunder såvel

pressemedarbejdere

og andre embedsmænd som ministre – til i alle tilfælde på eget initiativ

at

vejlede andre borgere og journalister mv., som retter henvendelse i sagen,

om,

at der er givet aktindsigt, og om, at vedkommende vil have mulighed for

ligeledes at få aktindsigt.

På den anførte baggrund finder Statsministeriet ud fra en

afvejning af de nævnte hensyn ikke, at der kan opstilles en almindelig pligt

for et ministerium eller en minister til af egen drift at vejlede alle andre

medier, der henvender sig om en sag, om, at et andet medie har fået tildelt

en

solohistorie i sagen.

I det enkelte tilfælde kan de konkrete omstændigheder

imidlertid indebære, at der bør vejledes om adgangen til aktindsigt. Hvis et

medie – uden at fremsætte en egentlig anmodning om aktindsigt – i

forbindelse

med en henvendelse til ministeriet udviser en særlig interesse for at modtage

oplysninger fra en bestemt sag, er det således Statsministeriets opfattelse,

at der bør gives den fornødne vejledning om mulighederne for at få aktindsigt

i

de pågældende oplysninger.

Om der i det enkelte tilfælde er grundlag for en sådan vejledning,

må efter Statsministeriets opfattelse bero på en konkret vurdering af de

foreliggende omstændigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det i sagens

natur altid vil stå det pågældende medie frit for at fremsætte en egentlig

begæring

om aktindsigt i den pågældende sag – med den virkning, at sagens

dokumenter

skal udleveres i overensstemmelse med det, der er anført ovenfor under pkt.

2.

5.

Om spørgsmålet om

notatpligt anfører ombudsmanden, at en forvaltningsmyndighed skal udarbejde

et

notat, hvis myndigheden giver en journalist eller andre indsigt i ét eller

flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger, forudsat at denne ekspedition

ikke fremgår af sagens øvrige akter. Om udstrækningen af denne notatpligt

anføres i ombudsmandens foreløbige redegørelse (side

6 f.):

’Af notatet skal navnlig fremgå hvilke dokumenter og eller

oplysninger der er udleveret, til hvem under hvilke omstændigheder de er

udleveret (eksempelvis bestemte personer eller på et pressemøde), tidspunktet

for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler, der er aftalt eller

forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som

en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter min opfattelse

være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de

interesser, som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om

udleveringen’.

Statsministeriet er enig i, at væsentlige ekspeditioner i

forbindelse med pressebetjeningen bør noteres ned i det omfang, oplysningerne

ikke i øvrigt fremgår af sagen. Det gælder således bl.a. ekspeditioner, som

består

i udlevering af dokumenter eller i et mundtligt meddelt afslag på at udlevere

et dokument.

Det kan i den forbindelse oplyses, at der i den konkrete sag i

ministeriet foreligger dokumentation i form af fremsendelsesskrivelse mv.

for, at udlevering af materiale til Politiken har fundet sted, herunder med

oplysning om adressaten og tidspunktet for udleveringen. Kopi heraf

vedlægges.

Herudover findes der ikke i sagen notater om den orientering,

der i relation til den omhandlede sag blev givet andre medier i løbet af den

14. januar 2003. Det er i den forbindelse Statsministeriets opfattelse, at

der

ikke ved den overordnede orientering, som fandt sted i forhold til disse

medier,

var tale om sådanne væsentlige ekspeditioner i sagen, at de ville være

undergivet notatpligt.

I den forbindelse bemærkes også, at myndighedernes – herunder

ministrenes – mulighed for i praksis at stå til rådighed for pressen

efter

Statsministeriets opfattelse bl.a. er afhængig af, at notatpligten ikke

udstrækkes

til f.eks. ekspeditioner af den netop nævnte karakter.

Et krav om, at der skulle gøres notat i alle sådanne tilfælde,

hvor der – ofte mundtligt og helt uformelt – finder en orientering

af pressen

sted, ville således i praksis betyde en betragtelig begrænsning i

ministerens,

pressechefens og andre embedsmænds reelle mulighed for løbende i det daglige

arbejde at servicere pressen og offentligheden. Det kan i den forbindelse

også

oplyses, at en betydelig del af ministeriets – herunder statsministerens

–

orientering af pressen foregår uden for tjenestestedet under omstændigheder,

hvor det ville være forbundet med betydelige praktiske vanskeligheder at

skulle tage notat om indholdet af den orientering, der f.eks. sker i

telefonsamtaler med repræsentanter for pressen.

Herudover kan det oplyses, at der ikke blev taget notat om

indholdet af pressechefens samtale med Jyllands-Postens redaktør den 14.

januar 2003. Statsministeriet er enig i, at der var tale om en væsentlig

ekspedition i sagen, således at der burde være gjort notat om samtalen –

herunder med oplysning om, at pressechefen ikke imødekom Jyllands-Postens

anmodning om at få den pågældende tale udleveret straks. At der ikke blev

gjort

notat, er en beklagelig fejl.

Særligt med hensyn til ombudsmandens bemærkninger om, at det kan

være ønskeligt, at der gøres notat om, hvilke interesser der er lagt vægt på

ved udlevering af materiale til et bestemt medie som led i lanceringen af en

solohistorie, er det Statsministeriets opfattelse, at muligheden for at sikre

dokumentation for, at der er lagt vægt på saglige interesser, kan tale for,

at der udarbejdes notat med disse oplysninger.

På baggrund af ombudsmandens bemærkninger vil Statsministeriet

derfor tage initiativ til fremover at tilrettelægge sine arbejdsgange

således,

at der i forbindelse med udlevering af materiale til et medie som led i

lanceringen af en solohistorie også gøres notat om, hvilke interesser der er

lagt vægt på ved udleveringen af materialet til det pågældende medie.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

”Statsministeriet har i vidt omfang tilsluttet sig de opfattelser som

jeg fremsatte i min foreløbige redegørelse. I det følgende har jeg i primært

kommenteret de spørgsmål hvor Statsministeriet helt eller delvis har taget

afstand fra min foreløbige redegørelse.

Mine bemærkninger nedenfor følger samme systematik som i den foreløbige

redegørelse.

1. Offentlighedsloven

Jeg må fastholde min udtalelse om at taledokumentet efter udleveringen til

Politiken mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke

kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens

bestemmelser om interne dokumenter. Jeg deler ikke Statsministeriets

opfattelse om at spørgsmålet er tvivlsomt. Efter min mening kunne

udleveringen ikke sidestilles med det eksempel fra Justitsministeriets

praksis som Statsministeriet henviser til, hvorefter et internt dokument

antages at bevare sin interne karakter uanset at det sendes

til trykning. Jeg henviser til at ministeriet udleverede dokumentet som led i

lanceringen af en solohistorie, og at udleveringen således var af

administrativ

karakter med klar forbindelse til ministeriets sag om statsministerens

europapolitiske tale.

Statsministeriets bemærkninger om udlevering (en eller flere

gange) af materiale med klausul om at det ikke må offentliggøres inden et

givent tidspunkt, finder jeg i lyset af den konkrete sag ikke anledning til

at

gå nærmere ind på. Dog bemærker jeg at anvendelse af sådanne klausuler på en

retlig

bindende måde efter min opfattelse kræver at betingelserne for pålæg af

(tidsbegrænset) tavshedspligt er opfyldt, jf. nærmere bestemmelserne i

forvaltningsloven

§ 27, stk. 3. Heraf følger bl.a. at tavshedspligt kun kan pålægges hvis

oplysningerne

udleveres uden at myndigheden er forpligtet hertil. Har myndigheden pligt til

at udlevere oplysningerne efter f.eks. bestemmelserne i offentlighedsloven,

kan en retligt bindende klausul (tidsbegrænset tavshedspligt) ikke pålægges.

Har klausulen derimod karakter af en (ikke retligt bindende) henstilling,

står

det naturligvis ministeriet frit for at anvende sådanne klausuler i det

omfang

det findes ønskeligt og hensigtsmæssigt, inden for grænserne af en almindelig

lighedsgrundsætning.

2. Almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger

Som nævnt i min foreløbige redegørelse følger det af den

almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at en myndighed ikke

lovligt kan efterkomme et ønske om tilbageholdelse eller forsinket indsigt

såfremt andre retter henvendelse om oplysninger om eller indsigt i samme sag,

som myndigheden tidligere har lanceret som en solohistorie. Tilbageholdelse

eller forsinkelse vil ikke være et sagligt hensyn.

I forlængelse heraf bemærkede jeg at en myndighed ved senere

henvendelser om samme historie i almindelighed på eget initiativ bør oplyse

om

og tilbyde oplysninger svarende til dem der allerede er afgivet.

Jeg er enig med Statsministeriet i at en sådan vejledningspligt

ikke gælder i tilfælde hvor f.eks. en journalist overordnet spørger om

medieinteressante sager eller på anden måde stiller spørgsmål som kun har en

perifer eller indirekte berøring med den sag, som ministeriet tidligere har

lanceret

som solohistorie. Men ligger det klart at henvendelsen angår samme sag, må

den

omtalte vejledningspligt efter min mening være gældende. Om udarbejdelse af

notat i sådanne situationer henviser jeg til bemærkningerne nedenfor i afsnit

3.

I den konkrete sag er det oplyst at Statsministeriet samme dag

som udleveringen af taledokumentet til Politiken fandt sted, var i kontakt

med

en række medier vedrørende talen. Der var utvivlsomt tale om kontakter i

samme

sag. Efter min mening burde statsministeriet derfor på eget initiativ have

tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som Politiken havde fået.

3. Notatpligt mv.

Så vidt jeg forstår, kan Statsministeriet fuldt ud tilslutte sig

mine generelle bemærkninger om notatpligt i den foreløbige redegørelse. Med

hensyn til ministeriets iagttagelse af notatpligten i den konkrete sag

henviser jeg til mine bemærkninger nedenfor under punkt 4.

Jeg har noteret at Statsministeriet vil tage initiativ til at

tilrettelægge sine arbejdsgange, således at der i forbindelse med udlevering

af materiale til et bestemt medie som led i lanceringen af en solohistorie

også gøres notat om hvilke interesser der er lagt vægt på ved udleveringen af

materialet til det pågældende medie.

Såfremt et medie afslår et mundtlig tilbud om at få udleveret

de samme oplysninger som tidligere er udleveret til et andet medie som led i

lanceringen af en solohistorie, er det tilrådeligt at myndigheden udarbejder

et notat herom uanset om en sådan samtale i sig selv kan anses for væsentlig.

Jeg henviser til at et sådant notat øger myndighedens mulighed for

efterfølgende

at kunne dokumentere at der under samtalen blev givet en fyldestgørende

vejledning.

4. Den konkrete sag

Det fremgår ikke af sagens akter hvilke interesser

Statsministeriet lagde vægt på ved udleveringen af taledokumentet til

Politiken

som led i lanceringen af en solohistorie, ligesom der heller ikke i sagen

findes et notat herom. Efter min opfattelse ville det have været ønskeligt om

der havde foreligget et sådant notat i sagen.

Statsministeriet har ikke i sin udtalelse taget afstand fra min

antagelse om at pressechefen havde elektronisk adgang til dokumentet, og at

han dermed ved en meget enkel og hurtig ekspedition ville have været i stand

til at give aktindsigt i taledokumentet med det samme ved at videresende det

elektronisk selv om anmodningen om aktindsigt fra Jyllands-Posten blev

fremsat

efter almindelig kontortids ophør. Jeg lægger herefter dette til grund ved

min

endelige vurdering af sagen.

Jeg konkluderede i den foreløbige redegørelse at der herefter

ikke sås at foreligge administrative årsager til ikke straks at imødekomme

Jyllands-Postens anmodning om aktindsigt.

Som grund til ikke straks at efterkomme Jyllands-Postens

anmodning om aktindsigt har Statsministeriet anført at uanset hvor

begrænsede

vanskeligheder der måtte være forbundet med en konkret aktindsigtssag, vil en

sådan i Statsministeriet blive vurderet af en juridisk sagsbehandler og

godkendt

på afdelings- eller departementschefniveau’.

Som jeg nærmere har redegjort for, kan en myndighed i en sag som

den foreliggende ikke efter bestemmelserne i offentlighedsloven eller på

andet grundlag afslå indsigt til andre i et dokument som tidligere er

udleveret til f.eks. et medie på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser

om meroffentlighed. Det er således en konsekvens af myndighedens første

beslutning om udlevering af dokumentet at dette også uden videre skal eller

kan

udleveres til andre der anmoder om det eller på anden måde viser konkret

interesse for det. Denne konsekvens må myndigheden derfor være opmærksom på

ved myndighedens overvejelser om hvorvidt dokumentet i det hele taget skal

udleveres eller forblive undtaget fra indsigt; denne grundlæggende beslutning

bør derfor efter omstændighederne træffes på et passende højt organisatorisk

niveau. En grundlæggende beslutning om udlevering bevirker derfor at senere

udleveringer af samme dokument i reglen må anses for en ren rutinemæssig

ekspedition. Dette forekommer klart at være tilfældet i den foreliggende sag.

På denne baggrund må jeg derfor fastholde at der ikke ses at have foreligget

administrative årsager til at ministeriets pressechef ikke straks imødekom

Jyllands-Postens anmodning om også at få udleveret taledokumentet.

Såfremt Jyllands-Postens anmodning umiddelbart var blevet

efterkommet uden at der i den forbindelse blev udarbejdet dokumenter, ville

et

kortfattet notat herom på sagen have været fuldt tilstrækkelig. Jeg henviser

til at en sådan rutinemæssig imødekommende ekspedition må anses af mindre

væsentlig betydning.

I den foreliggende sag blev Jyllands-Postens anmodning om

straks at få udleveret taledokumentet imidlertid afvist, og da denne

afvisning

må anses for væsentlig, burde der som anført af Statsministeriet have været

udarbejdet et nærmere notat herom. Jeg er enig med Statsministeriet i at det

er

beklageligt at det ikke skete.

Jeg har orienteret Jyllands-Posten om min redegørelse i sagen og

foretager mig herefter ikke mere.”

I brev af 9. juni 2004 fremsatte Statsministeriet bemærkninger

til min endelige redegørelse i sagen. Statsministeriet skrev følgende:

”1. Ombudsmanden fastholder, at statsministerens tale ved

udlevering til Politiken mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet

herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af

offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter. Statsministeriet kan

på dette punkt henholde sig til ministeriets skrivelse af 2. april 2004,

hvoraf

fremgår, at ministeriet er enig i, at talen burde have været udleveret.

Statsministeriet deler imidlertid ikke ombudsmandens

opfattelse, at der ikke ses at have foreligget administrative årsager til, at

ministeriets pressechef ikke umiddelbart imødekom Jyllands-Postens anmodning

om

aktindsigt. Statsministeriet redegjorde i ovennævnte skrivelse for det

faktiske

hændelsesforløb i sagen, herunder for det forhold, at anmodningen fra

Jyllands-Postens ikke blot modtages uden for arbejdstids ophør, men på et

tidspunkt, hvor pressechefen har forladt Statsministeriet. Ombudsmanden

lægger

i sin endelige redegørelse desuagtet til grund, at pressechefen havde

elektronisk

adgang til dokumentet og ’derved ved en meget enkel og hurtig

ekspedition ville

have været i stand til at give aktindsigt’.

Statsministeriet må afkræfte, at pressechefen havde elektronisk

adgang til dokumentet på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen.

Anmodningen blev modtaget over mobiltelefon, mens pressechefen var på vej til

statsministerens middag for medarbejdere i centraladministrationen i

anledning

af afslutningen på Danmarks EU-formandskab. Statsministeriets medarbejdere

har

ikke – f.eks. via mobiltelefon – adgang til ministeriets IT-netværk

under

sådanne omstændigheder.

2. Ombudsmanden anfører i sin endelige redegørelse, at

Statsministeriet som følge af den almindelige forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning

på eget initiativ burde have tilbudt de medier, der samme dag, som

udleveringen

af talen til Politiken fandt sted, rettede henvendelse om sagen, indsigt i de

samme oplysninger, som Politiken havde fået.

Statsministeriet kan tilslutte sig, at når et ministerium gør

brug af solohistorier, skal de almindelige forvaltningsretlige ligheds- og

saglighedskrav iagttages. Det er samtidig Statsministeriets overordnede

synspunkt, at solohistorier – inden for visse nærmere rammer – må

anses for et

relevant og sagligt instrument med henblik på formidling af politiske

initiativer mv. til offentligheden. Samme synspunkt kommer til udtryk i den

af

Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre

afgivne betænkning nr. 1443 af 7. juni 2004, som i et vist omfang forholder

sig til ombudsmandens endelige redegørelse i nærværende sag.

Et enigt udvalg finder således anledning til at bemærke

følgende, jfr. betænkningens side 239, hvortil Statsministeriet i det hele

kan

henholde sig:

’ de generelle synspunkter om vejledningspligt, som

ombudsmanden har anført i den nævnte udtalelse, naturligt må forstås således,

at ministeriernes vejledningspligt i de enkelte tilfælde ikke skal række så

vidt, at det i lyset af de praktiske forhold i realiteten bliver umuligt

inden for de relevante rammer  at anvende solohistorier som

formidlingsinstrument.

I overensstemmelse med det, som ombudsmanden lægger op til,

bemærker udvalget derfor, at det må bero på en konkret vurdering i det

enkelte tilfælde, om der er pligt til at vejlede andre journalister, der

retter

henvendelse til myndigheden, om, at der er givet en solohistorie. Selve det

forhold, at en journalist blot overordnet spørger om medieinteressante sager

eller på anden måde stiller spørgsmål, som kun har perifer eller indirekte

berøring med den sag, som ministeriet tidligere har lanceret som

solohistorie,

er under alle omstændigheder ikke nok til at udløse en sådan

vejledningspligt.

Der må fra journalistens side i hvert fald være tale om andet og mere end en

fisketur.

Det tilføjes i den forbindelse, at det i sagens natur altid vil stå den

pågældende journalist frit for (eventuelt mundtligt) at fremsætte en egentlig

begæring om aktindsigt med den virkning, at sagens dokumenter skal udleveres

efter de principper og retningslinier, der er anført i ombudsmandens

redegørelse.’

3. Ombudsmanden anfører, at der burde have været udarbejdet et

notat om afvisningen af Jyllands-Postens anmodning om aktindsigt. Som anført

i Statsministeriets skrivelse af 2. april 2004, deler ministeriet dette

synspunkt og finder det beklageligt, at dette ikke skete.

Efter ombudsmandens opfattelse ville det endvidere have været

ønskeligt, om der på sagen  udover dokumentation for udlevering af

materiale til Politiken  havde foreligget et notat om, hvilke

interesser Statsministeriet lagde vægt på ved udlevering af talen til

Politiken som led i lanceringen af en solohistorie. Dette synspunkt tager

Statsministeriet til efterretning, og som anført i ministeriets skrivelse af

2. april 2004 vil ministeriet tage initiativ til fremover at tilrettelægge

sine

arbejdsgange således, at der i forbindelse med udlevering af materiale til et

medie som led i lanceringen af en solohistorie også gøres notat om, hvilke

interesser der er lagt vægt på ved udleveringen af materiale til det

pågældende

medie. Statsministeriet tager ligeledes til efterretning, at ombudsmanden

finder det tilrådeligt, at der ligeledes udarbejdes et notat, såfremt et

medie

afslår et tilbud om at få udleveret de samme oplysninger, som er udleveret

som led i lanceringen af en solohistorie.

Statsministeriet skal dog bemærke, at notatpligtens nærmere

udstrækning ligeledes har været drøftet i Udvalget om embedsmænds rådgivning

og bistand til regeringen og dens ministre. Et enigt udvalg anfører således i

den ovenfor omtalte betænkning. nr. 1443 bl.a., at

’der ikke [kan] antages at bestå en pligt til at gøre notat i

tilfælde, hvor der er tale om en almindelig mundtlig orientering af pressen,

som ofte foregår under omstændigheder, der efter udvalgets opfattelse ville

gøre det endog meget vanskeligt i praksis at forestille sig, at ministre og

embedsmænd i hvert enkelt tilfælde skulle tage notat om indholdet af den

orientering af pressen, der har fundet sted’, jfr. betænkningens side

244.

Statsministeriet kan fuldt ud tilslutte sig det af udvalget

anførte.”

Den 28. juni 2004 svarede jeg Statsministeriet således:

”Statsministeriet oplyser at ministeriet ikke deler min

opfattelse af at der ikke ses at have foreligget administrative årsager til

at

ministeriets pressechef ikke umiddelbart imødekom Jyllands-Postens anmodning

om aktindsigt. Statsministeriet afkræfter at pressechefen havde elektronisk

adgang

til dokumentet på tidspunktet for modtagelsen af anmodningen om aktindsigt.

Anmodningen blev modtaget på pressechefens mobiltelefon efter arbejdstids

ophør, og efter at han havde forladt ministeriet. Statsministeriets

medarbejdere har ikke – f.eks. via mobiltelefon – adgang til

ministeriets

it-netværk under sådanne omstændigheder.

Med de oplysninger som nu foreligger, er jeg således enig i at

pressechefen ikke havde mulighed for med det samme at imødekomme

Jyllands-Postens anmodning om aktindsigt, og at min forudsætning herom i

såvel

den foreløbige som den endelige redegørelse dermed ikke kan lægges til grund.

Jeg må imidlertid fastholde at talen, så snart dette var praktisk muligt,

burde

have været udleveret, ligesom jeg må fastholde det som jeg i øvrigt har

anført

i den endelige redegørelse om den konkrete sag.

Statsministeriet henviser vedrørende spørgsmålet om brugen af

solohistorier og spørgsmålet om notatpligt til det som er anført herom i

betænkning 1443/2004 om Embedsmænds rådgivning og bistand. I den forbindelse

bemærker jeg at der efter min opfattelse er overensstemmelse mellem den

udlægning af gældende ret som på de pågældende punkter fremgår af min

udtalelse i sagen, og den som fremgår af betænkningen.”

Lignende dokumenter