Partshøringsfejl i sag om mén- og erhvervsevnetabserstatning.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partshøringsfejl i sag om mén- og erhvervsevnetabserstatning.
A klagede over at Den Sociale
Ankestyrelse havde fastholdt Arbejdsskadestyrelsens afvisning af at genoptage
hendes sag om mén- og erhvervsevnetabserstatning.
Det fremgik af sagen at A den
6. januar 1986 pådrog sig en ryglidelse, da hun hjalp med at løfte en patient
på det plejehjem hvor hun arbejdede. A led i forvejen af dårlig ryg, bl.a.
fordi hun i 1983 forløftede sig på et barn under sit arbejde på Hornbæk
skole.
Denne del af hendes lidelse afviste Arbejdsskadestyrelsen i brev af 25. maj
1990 at anerkende som arbejdsskade under henvisning til at skaden var anmeldt
for sent. Efter uheldet i 1986 led A bl.a. af migræne og inkontinens samt
smerter i ryggen og i højre ben. Uheldet blev anmeldt til
Arbejdsskadestyrelsen
som en arbejdsskade. A anmodede endvidere om førtidspension.
Revaliderings- og
Pensionsnævnet for X Amt meddelte i brev af 16. januar
1991 A
afslag på førtidspension. Denne
afgørelse klagede A over til Den Sociale Ankestyrelse, som i brev af 10.
september 1991 tilkendte hende forhøjet almindelig førtidspension.
I brev af 1. oktober 1991
meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at hendes varige mén var vurderet til en
méngrad på 8 %. Hun blev samtidig tildelt erstatning for varigt mén på 25.337
kr.
Arbejdsskadestyrelsen
meddelte i brev af 3. juni
1992 A
at hendes nedsættelse af erhvervsevnen var vurderet til 15 %, og at hun ville
få udbetalt et engangsbeløb på 93.714 kr. som erstatning for tab af
Læs alt
erhvervsevnen.
I brev af 22. juni 1992
klagede A over Arbejdsskadestyrelsens seneste afgørelse til Den Sociale
Ankestyrelse. A anførte bl.a. at Den Sociale Ankestyrelse i
førtidspensionssagen
havde vurderet at hendes arbejdsevne var nedsat med mindst halvdelen. A mente
derfor at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet hendes erhvervsevnetab alt for
lavt.
Den 4. december 1992 meddelte
Den Sociale Ankestyrelse A at ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse vedrørende hendes erhvervsevnetabserstatning. Ankestyrelsen lagde
dels vægt på A's beskedne mén af arbejdsskaden, dels på at hun ikke havde
andre
arbejdsbetingede lidelser.
Herefter klagede A til mig. I
brev af 21. december 1992 meddelte jeg hende at jeg havde bedt Den Sociale
Ankestyrelse om at give hende en uddybende begrundelse for afgørelsen af 4.
december 1992. Den Sociale Ankestyrelse meddelte herefter i brev af 3.
februar
1993 til A følgende uddybende begrundelse:
"...
Ankestyrelsen (skal) indledningsvis
bemærke, at man ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter
arbejdsskadeforsikringslovens § 27 alene skal lægge vægt på arbejdsskadens
følger, modsat pensionstilkendelse, som foretages efter en samlet vurdering
af
de helbredsmæssige og sociale forhold.
Det er Ankestyrelsens
opfattelse ud fra de i sagen foreliggende lægelige oplysninger, herunder
speciallægeerklæring af 27. maj 1991 fra overlæge (...), at det kun er en
meget
beskeden del af Deres nuværende lidelser, der kan henføres til Deres
ulykkestilfælde
i januar måned 1986.
Deres arbejdsskade kan
således isoleret set ikke betragtes som den egentlige årsag til Deres
arbejdsophør/førtidspension, men nærmere som en udløsende faktor og dermed
alene en medvirkende årsag.
I en sådan situation vil der
sædvanligvis blive fastsat et erhvervsevnetab (som direkte følge af
arbejdsskaden) på 15-25%. Den nøjagtige størrelse vil i væsentlig grad
afhænge
af den objektive følge af skaden - i Deres tilfælde bedømt til en méngrad på
8
%."
I brev af 28. marts 1993
anmodede A Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage behandlingen af såvel mén-
som
erhvervsevnetabssagerne. Hun anførte i den forbindelse at begge afgørelser
var
helt urimelige, da hun aldrig ville komme i arbejde igen. Til brug for
Arbejdsskadestyrelsens behandling af sagerne udfyldte A supplerende
oplysningsskemaer, dateret den 19. april 1993. Hun blev endvidere undersøgt
på
ny af en overlæge i neuromedicin, der afgav lægeerklæring den 23. september
1993. Af lægeerklæringens konklusion fremgik følgende:
"
KONKLUSION:
48-årig kvinde, der efter
forløftning januar 1986 har haft vedvarende lænderygsmerter med udstråling
til
hø. ben. Generne synes at have været uændrede gennem flere år.
Ved tidligere indlæggelser på
fysiurgisk afd., (...) Sygehus 1988-89 blev der foretaget udvidede
røntgenundersøgelser, både myelografi og CT-scanning, og der fandtes ikke
indikation for operativ behandling.
Ved undersøgelsen i dag
findes blot let indskrænket bevægelighed ved sidebøjning i lænden. Der
angives
let nedsat berøringssans på hø. 1. tå.
Der er ikke fundet
overbevisende udfald, tydende på rodkompression, og man må fastholde, at der
ikke er indikation for operativ behandling af rygsygdommen.
Tilstanden skønnes stationær.
Skadelidte har en del
smertegener i hverdagen og hun må tage meget hensyn til sin ryg.
Hendes erhvervsevne i
tidligere og dermed beslægtede erhverv skønnes varigt nedsat til under 1/3.
Egentlig revalidering er næppe realistisk, da hun også har ryggener i
siddende
stilling, kun beskeden skolegang og reelt har været ude af arbejdsmarkedet i
14
år."
I brev af 25. oktober 1993
meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at styrelsen nu ville træffe afgørelse i
hendes sag. Hun blev derfor bedt om at sende sine eventuelle bemærkninger
vedrørende sagen til Arbejdsskadestyrelsen inden to uger efter modtagelsen af
brevet.
I brev af 3. november 1993
til Arbejdsskadestyrelsen redegjorde A nærmere for sin opfattelse af sagen.
Hun
fremsatte bl.a kommentarer til lægeerklæringen af 23. september 1993. Hun
redegjorde endvidere for sin vanskelige økonomiske situation. Brevet var
stemplet modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 4. november 1993.
Arbejdsskadestyrelsen
meddelte i en skrivelse af 8. november
1993
A
at styrelsen ikke havde fundet grundlag for at
genoptage behandlingen af sagen, jf. lov om arbejdsskadeforsikring § 29.
Arbejdsskadestyrelsen henviste herved til at hendes tilstand ikke var
væsentligt forværret siden styrelsens sidste afgørelse, og til at hun fortsat
modtog pension.
I brev af 11. november 1993
til A meddelte Arbejdsskadestyrelsen følgende:
"Styrelsen har modtaget
Deres brev d. 4. november. De bedes oplyse, om brevet skal betragtes som en
anke, samtidig bedes De præcisere hvilken afgørelse der ankes."
Denne henvendelse besvarede A
i brev af 24. november 1993. Hun anførte at det var uforståeligt at sagen
blev
afgjort den 8. november 1993, uden at der blev taget hensyn til hendes brev
af
3. november 1993. Hun anførte endvidere at brevet kunne betragtes som en anke
til Den Sociale Ankestyrelse over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Arbejdsskadestyrelsen
oversendte den 6. december 1993 sagen til Den Sociale Ankestyrelse som en
klage
fra A over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
A modtog Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse i brev af 10. februar 1994. Af afgørelsen fremgik
bl.a.
følgende:
"...
Der er ikke grundlag for at
genoptage Deres sag.
Der er ved afgørelsen lagt
vægt på, at der efter en lægelig vurdering er tale om uændrede følger efter
arbejdsskaden, idet De fortsat har lænderygsmerter med udstråling til højre
ben.
Ankestyrelsen har endvidere
lagt vægt på, at De fortsat modtager forhøjet almindelig førtidspension.
Ankestyrelsen tiltræder
således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
..."
Som lovgrundlag for
afgørelsen henviste Den Sociale Ankestyrelse til
arbejdsskadeforsikringslovens
§§ 27-29.
I klagen til mig redegjorde A
nærmere for sin situation og for sin opfattelse af sagen. Hun anførte bl.a.
at
hun modtog laveste førtidspension og et tillæg, ca. 4.000 kr. pr. måned.
Den Sociale Ankestyrelse og
Arbejdsskadestyrelsen henholdt sig i udtalelser i anledning af klagen til mig
til de tidligere trufne afgørelser. Ankestyrelsen anførte i sin udtalelse
bl.a.
følgende:
"...
Ved behandlingen af
pensionssagen har indgået en ryglidelse i form af discusdegeneration
(formindskelse
af bruskskivernes tykkelse mellem ryghvirvlerne) i 4. og 5. lændehvirvel samt
mulig migrænelidelse. Der er tale om en ikke arbejdsbetinget forudbestående
ryglidelse hos pågældende. Der henvises herved til oplysningerne i den
generelle helbredsundersøgelse, hvoraf det fremgår, at (A) har haft
rygsymptomer fra 1983.
Ankestyrelsen skal således
henholde sig til sin afgørelse af 10. februar 1994 med den deri givne
begrundelse.
..."
I mit afsluttende brev til A
udtalte jeg følgende:
"Jeg bemærker først -
som anført i mit brev af 13. april 1994 - at jeg ikke har mulighed for at
tage
stilling til afgørelser, der klages over mere end et år efter at de er
truffet.
Jeg kan derfor ikke tage stilling til Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale
Ankestyrelses afgørelser om fastsættelsen af Deres mén- og
erhvervsevnetabserstatning. Mine undersøgelser indskrænker sig derfor til
alene at dreje sig om, hvorvidt jeg har grundlag for at kritisere
Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om ikke at
genoptage
behandlingen af Deres sag.
1. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af
henholdsvis 8. november 1993 og 10. februar 1994:
Afgørelsen af, hvorvidt en
sag om fastsættelse af mén- eller erhvervsevnetab skal genoptages, er truffet
efter bestemmelsen i den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 29, jf. §§
27
og 28 (lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer).
Bestemmelsen
i lovens § 29 har følgende ordlyd:
"Skønner
Sikringsstyrelsen, at de omstændigheder, der har været bestemmende for
fastsættelse af erstatning efter §§ 27 og 28, har forandret sig væsentligt,
kan
erstatningsspørgsmålet genoptages inden for en frist af 5 år fra
erstatningens
første fastsættelse. Hvis Sikringsstyrelsen i det enkelte tilfælde skønner at
den endelige afgørelse af omfanget af erhvervsevnetabet eller af det varige
mén ikke kan træffes inden for denne frist, fastsætter styrelsen inden
udløbet
af fristen en ny frist for genoptagelse af sagen til endelig afgørelse.
Såfremt
ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan styrelsen se bort fra
fristerne."
Som det fremgår af
bestemmelsen er det en betingelse for at genoptagelse kan ske, at der skal
være sket væsentlige ændringer af ansøgerens tilstand siden fastsættelsen af
erstatningen. Afgørelsen af om der er sket sådanne væsentlige ændringer,
bygger
på et skøn, som i vidt omfang er af lægefaglig karakter. Efter de regler, der
gælder for min virksomhed, kan jeg kun kritisere skønsmæssige afgørelser,
hvis
der foreligger særlige omstændigheder. Jeg har desuden ingen forudsætninger
for
at tage stilling til lægefaglige spørgsmål.
Jeg har ikke fundet, at der
foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at jeg kan kritisere
myndighedernes afgørelser.
2. Arbejdsskadestyrelsens fremgangsmåde i forbindelse med partshøringen
af Dem den 25. oktober 1993:
Efter bestemmelsen i
forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal der ske partshøring, hvis en part i en
sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af
bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder.
Partshøringspligten gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for
parten
og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Arbejdsskadestyrelsen sendte
den 25. oktober 1993 en oversigt over sagens akter til Dem, samt en kopi af
de
akter, som styrelsen mente, at De ikke var bekendt med. Styrelsen henviste i
brevet til forvaltningslovens § 19 og gav Dem en frist på 14 dage, fra De
havde modtaget styrelsens brev, til at fremkomme med Deres bemærkninger til
sagen. Fristen udløb således den 9. november 1993 ved kontortids ophør. (Jeg
henviser herved til Justitsministeriets Vejledning om Forvaltningsloven, pkt.
212, om beregning af
klage
frister).
De reagerede på opfordringen
til at kommentere Arbejdsskadestyrelsens oplysningsgrundlag med et brev, som
styrelsen modtog torsdag den 4. november 1993, og som De har oplyst er
afsendt
onsdag den 3. november 1993.
Arbejdsskadestyrelsen traf
som nævnt ovenfor afgørelse i sagen mandag den 8. november 1993, d.v.s. før
den
fastsatte frist udløb. Jeg må forstå af styrelsens brev af 11. november 1993,
at styrelsen ikke forud for afgørelsen havde taget Deres seneste bemærkninger
i sagen i betragtning. Styrelsen har ikke oplyst årsagen hertil. Jeg må
forstå
at forholdet er det, at Deres brev ikke var nået frem til sagen, før
afgørelsen
blev truffet og afsendt.
Jeg må finde det meget
beklageligt, dels at Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen, før den
frist, som styrelsen selv havde fastsat, var udløbet, dels at brevet af 3.
november 1993 ikke nåede frem til sagen og ikke blev taget i betragtning ved
afgørelsen af 8. november 1993.
Jeg har meddelt
Arbejdsskadestyrelsen, at jeg går ud fra, at sagen giver styrelsen anledning
til at overveje, om der er behov for at ændre fastsatte administrative
rutiner
i forbindelse med gennemførelse af partshøringer.
Da Arbejdsskadestyrelsen blev
opmærksom på, at Deres partshøringssvar var indgivet rettidigt, skrev
styrelsen den 11. november 1993 til Dem med spørgsmål, om brevet skulle
betragtes som anke, "samtidig bedes De præcisere, hvilken afgørelse, der
ankes".
Denne sagsbehandling er efter
min opfattelse kritisabel.
Arbejdsskadestyrelsen burde
nu have været opmærksom på, at der var begået en (alvorlig)
sagbehandlingsfejl
ved afsendelsen af afgørelsen den 8. november 1993. Styrelsen burde da have
meddelt Dem, at afgørelsen af 8. november 1993 var annulleret, og at
styrelsen
ville træffe en afgørelse, hvorved det, som De havde anført i brevet af 3.
november 1993, ville blive taget i betragtning.
Jeg har gjort
Arbejdsskadestyrelsen bekendt med min opfattelse, og jeg har endvidere
meddelt
Den Sociale Ankestyrelse, at styrelsen efter min opfattelse udtrykkeligt over
for Dem og Arbejdsskadestyrelsen burde have taget stilling til, hvad den
(alvorlige) sagsbehandlingsfejl burde give anledning til.
På baggrund af sagens videre
forløb, herunder at De selv i brevet af 24. november 1993 meddelte
Arbejdsskadestyrelsen, at Deres brev af 3. november 1993 skulle betragtes som
en anke, foretager jeg mig ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
..."
Lignende dokumenter
- Spørgsmål om erstatingsansvar for rådgivning i forbindelse med tegning af ulykkesforsikring. Invaliditet / erhvervsevnetab. — Nordea Bank Danmark Det finansielle ankenævn · 2. november 2005
- SKAT har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål Landsskatteretten · 29. marts 2022
- Fradrag for udgifter til advokatbistand i klagerens arbejdsskadesag Landsskatteretten · 18. februar 2010
- Sagen handler om spørgsmålet om differencekrav efter arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3 samt spørgsmålet om krav mod erstatningsansvarlige jf. arbejdsskadesikringslovens § 77, 2. pkt.. Domsdatabasen · 22. marts 2018
- Nyt fra Ankestyrelsen - domme om erstatning for arbejdsskader - af specialkonsulent Peter Korsgaard Retsinformation · 13. oktober 1999
- Byrettens dom ændres, således at Ankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at ulykken den 30. marts 2010 er en arbejdsskade Domsdatabasen · 10. juli 2015