Spring til indhold

Retsinformation

Partshøringsfejl i sag om mén- og erhvervsevnetabserstatning.

FOU nr 1994.307UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partshøringsfejl i sag om mén- og erhvervsevnetabserstatning.

A klagede over at Den Sociale

Ankestyrelse havde fastholdt Arbejdsskadestyrelsens afvisning af at genoptage

hendes sag om mén- og erhvervsevnetabserstatning.

Det fremgik af sagen at A den

6. januar 1986 pådrog sig en ryglidelse, da hun hjalp med at løfte en patient

på det plejehjem hvor hun arbejdede. A led i forvejen af dårlig ryg, bl.a.

fordi hun i 1983 forløftede sig på et barn under sit arbejde på Hornbæk

skole.

Denne del af hendes lidelse afviste Arbejdsskadestyrelsen i brev af 25. maj

1990 at anerkende som arbejdsskade under henvisning til at skaden var anmeldt

for sent. Efter uheldet i 1986 led A bl.a. af migræne og inkontinens samt

smerter i ryggen og i højre ben. Uheldet blev anmeldt til

Arbejdsskadestyrelsen

som en arbejdsskade. A anmodede endvidere om førtidspension.

Revaliderings- og

Pensionsnævnet for X Amt meddelte i brev af 16. januar

1991 A

afslag på førtidspension. Denne

afgørelse klagede A over til Den Sociale Ankestyrelse, som i brev af 10.

september 1991 tilkendte hende forhøjet almindelig førtidspension.

I brev af 1. oktober 1991

meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at hendes varige mén var vurderet til en

méngrad på 8 %. Hun blev samtidig tildelt erstatning for varigt mén på 25.337

kr.

Arbejdsskadestyrelsen

meddelte i brev af 3. juni

1992 A

at hendes nedsættelse af erhvervsevnen var vurderet til 15 %, og at hun ville

få udbetalt et engangsbeløb på 93.714 kr. som erstatning for tab af

Læs alt

erhvervsevnen.

I brev af 22. juni 1992

klagede A over Arbejdsskadestyrelsens seneste afgørelse til Den Sociale

Ankestyrelse. A anførte bl.a. at Den Sociale Ankestyrelse i

førtidspensionssagen

havde vurderet at hendes arbejdsevne var nedsat med mindst halvdelen. A mente

derfor at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet hendes erhvervsevnetab alt for

lavt.

Den 4. december 1992 meddelte

Den Sociale Ankestyrelse A at ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse vedrørende hendes erhvervsevnetabserstatning. Ankestyrelsen lagde

dels vægt på A's beskedne mén af arbejdsskaden, dels på at hun ikke havde

andre

arbejdsbetingede lidelser.

Herefter klagede A til mig. I

brev af 21. december 1992 meddelte jeg hende at jeg havde bedt Den Sociale

Ankestyrelse om at give hende en uddybende begrundelse for afgørelsen af 4.

december 1992. Den Sociale Ankestyrelse meddelte herefter i brev af 3.

februar

1993 til A følgende uddybende begrundelse:

"...

Ankestyrelsen (skal) indledningsvis

bemærke, at man ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter

arbejdsskadeforsikringslovens § 27 alene skal lægge vægt på arbejdsskadens

følger, modsat pensionstilkendelse, som foretages efter en samlet vurdering

af

de helbredsmæssige og sociale forhold.

Det er Ankestyrelsens

opfattelse ud fra de i sagen foreliggende lægelige oplysninger, herunder

speciallægeerklæring af 27. maj 1991 fra overlæge (...), at det kun er en

meget

beskeden del af Deres nuværende lidelser, der kan henføres til Deres

ulykkestilfælde

i januar måned 1986.

Deres arbejdsskade kan

således isoleret set ikke betragtes som den egentlige årsag til Deres

arbejdsophør/førtidspension, men nærmere som en udløsende faktor og dermed

alene en medvirkende årsag.

I en sådan situation vil der

sædvanligvis blive fastsat et erhvervsevnetab (som direkte følge af

arbejdsskaden) på 15-25%. Den nøjagtige størrelse vil i væsentlig grad

afhænge

af den objektive følge af skaden - i Deres tilfælde bedømt til en méngrad på

8

%."

I brev af 28. marts 1993

anmodede A Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage behandlingen af såvel mén-

som

erhvervsevnetabssagerne. Hun anførte i den forbindelse at begge afgørelser

var

helt urimelige, da hun aldrig ville komme i arbejde igen. Til brug for

Arbejdsskadestyrelsens behandling af sagerne udfyldte A supplerende

oplysningsskemaer, dateret den 19. april 1993. Hun blev endvidere undersøgt

på

ny af en overlæge i neuromedicin, der afgav lægeerklæring den 23. september

1993. Af lægeerklæringens konklusion fremgik følgende:

"

KONKLUSION:

48-årig kvinde, der efter

forløftning januar 1986 har haft vedvarende lænderygsmerter med udstråling

til

hø. ben. Generne synes at have været uændrede gennem flere år.

Ved tidligere indlæggelser på

fysiurgisk afd., (...) Sygehus 1988-89 blev der foretaget udvidede

røntgenundersøgelser, både myelografi og CT-scanning, og der fandtes ikke

indikation for operativ behandling.

Ved undersøgelsen i dag

findes blot let indskrænket bevægelighed ved sidebøjning i lænden. Der

angives

let nedsat berøringssans på hø. 1. tå.

Der er ikke fundet

overbevisende udfald, tydende på rodkompression, og man må fastholde, at der

ikke er indikation for operativ behandling af rygsygdommen.

Tilstanden skønnes stationær.

Skadelidte har en del

smertegener i hverdagen og hun må tage meget hensyn til sin ryg.

Hendes erhvervsevne i

tidligere og dermed beslægtede erhverv skønnes varigt nedsat til under 1/3.

Egentlig revalidering er næppe realistisk, da hun også har ryggener i

siddende

stilling, kun beskeden skolegang og reelt har været ude af arbejdsmarkedet i

14

år."

I brev af 25. oktober 1993

meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at styrelsen nu ville træffe afgørelse i

hendes sag. Hun blev derfor bedt om at sende sine eventuelle bemærkninger

vedrørende sagen til Arbejdsskadestyrelsen inden to uger efter modtagelsen af

brevet.

I brev af 3. november 1993

til Arbejdsskadestyrelsen redegjorde A nærmere for sin opfattelse af sagen.

Hun

fremsatte bl.a kommentarer til lægeerklæringen af 23. september 1993. Hun

redegjorde endvidere for sin vanskelige økonomiske situation. Brevet var

stemplet modtaget i Arbejdsskadestyrelsen den 4. november 1993.

Arbejdsskadestyrelsen

meddelte i en skrivelse af 8. november

1993

A

at styrelsen ikke havde fundet grundlag for at

genoptage behandlingen af sagen, jf. lov om arbejdsskadeforsikring § 29.

Arbejdsskadestyrelsen henviste herved til at hendes tilstand ikke var

væsentligt forværret siden styrelsens sidste afgørelse, og til at hun fortsat

modtog pension.

I brev af 11. november 1993

til A meddelte Arbejdsskadestyrelsen følgende:

"Styrelsen har modtaget

Deres brev d. 4. november. De bedes oplyse, om brevet skal betragtes som en

anke, samtidig bedes De præcisere hvilken afgørelse der ankes."

Denne henvendelse besvarede A

i brev af 24. november 1993. Hun anførte at det var uforståeligt at sagen

blev

afgjort den 8. november 1993, uden at der blev taget hensyn til hendes brev

af

3. november 1993. Hun anførte endvidere at brevet kunne betragtes som en anke

til Den Sociale Ankestyrelse over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Arbejdsskadestyrelsen

oversendte den 6. december 1993 sagen til Den Sociale Ankestyrelse som en

klage

fra A over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

A modtog Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse i brev af 10. februar 1994. Af afgørelsen fremgik

bl.a.

følgende:

"...

Der er ikke grundlag for at

genoptage Deres sag.

Der er ved afgørelsen lagt

vægt på, at der efter en lægelig vurdering er tale om uændrede følger efter

arbejdsskaden, idet De fortsat har lænderygsmerter med udstråling til højre

ben.

Ankestyrelsen har endvidere

lagt vægt på, at De fortsat modtager forhøjet almindelig førtidspension.

Ankestyrelsen tiltræder

således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

..."

Som lovgrundlag for

afgørelsen henviste Den Sociale Ankestyrelse til

arbejdsskadeforsikringslovens

§§ 27-29.

I klagen til mig redegjorde A

nærmere for sin situation og for sin opfattelse af sagen. Hun anførte bl.a.

at

hun modtog laveste førtidspension og et tillæg, ca. 4.000 kr. pr. måned.

Den Sociale Ankestyrelse og

Arbejdsskadestyrelsen henholdt sig i udtalelser i anledning af klagen til mig

til de tidligere trufne afgørelser. Ankestyrelsen anførte i sin udtalelse

bl.a.

følgende:

"...

Ved behandlingen af

pensionssagen har indgået en ryglidelse i form af discusdegeneration

(formindskelse

af bruskskivernes tykkelse mellem ryghvirvlerne) i 4. og 5. lændehvirvel samt

mulig migrænelidelse. Der er tale om en ikke arbejdsbetinget forudbestående

ryglidelse hos pågældende. Der henvises herved til oplysningerne i den

generelle helbredsundersøgelse, hvoraf det fremgår, at (A) har haft

rygsymptomer fra 1983.

Ankestyrelsen skal således

henholde sig til sin afgørelse af 10. februar 1994 med den deri givne

begrundelse.

..."

I mit afsluttende brev til A

udtalte jeg følgende:

"Jeg bemærker først -

som anført i mit brev af 13. april 1994 - at jeg ikke har mulighed for at

tage

stilling til afgørelser, der klages over mere end et år efter at de er

truffet.

Jeg kan derfor ikke tage stilling til Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale

Ankestyrelses afgørelser om fastsættelsen af Deres mén- og

erhvervsevnetabserstatning. Mine undersøgelser indskrænker sig derfor til

alene at dreje sig om, hvorvidt jeg har grundlag for at kritisere

Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om ikke at

genoptage

behandlingen af Deres sag.

1. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af

henholdsvis 8. november 1993 og 10. februar 1994:

Afgørelsen af, hvorvidt en

sag om fastsættelse af mén- eller erhvervsevnetab skal genoptages, er truffet

efter bestemmelsen i den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 29, jf. §§

27

og 28 (lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer).

Bestemmelsen

i lovens § 29 har følgende ordlyd:

"Skønner

Sikringsstyrelsen, at de omstændigheder, der har været bestemmende for

fastsættelse af erstatning efter §§ 27 og 28, har forandret sig væsentligt,

kan

erstatningsspørgsmålet genoptages inden for en frist af 5 år fra

erstatningens

første fastsættelse. Hvis Sikringsstyrelsen i det enkelte tilfælde skønner at

den endelige afgørelse af omfanget af erhvervsevnetabet eller af det varige

mén ikke kan træffes inden for denne frist, fastsætter styrelsen inden

udløbet

af fristen en ny frist for genoptagelse af sagen til endelig afgørelse.

Såfremt

ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan styrelsen se bort fra

fristerne."

Som det fremgår af

bestemmelsen er det en betingelse for at genoptagelse kan ske, at der skal

være sket væsentlige ændringer af ansøgerens tilstand siden fastsættelsen af

erstatningen. Afgørelsen af om der er sket sådanne væsentlige ændringer,

bygger

på et skøn, som i vidt omfang er af lægefaglig karakter. Efter de regler, der

gælder for min virksomhed, kan jeg kun kritisere skønsmæssige afgørelser,

hvis

der foreligger særlige omstændigheder. Jeg har desuden ingen forudsætninger

for

at tage stilling til lægefaglige spørgsmål.

Jeg har ikke fundet, at der

foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at jeg kan kritisere

myndighedernes afgørelser.

2. Arbejdsskadestyrelsens fremgangsmåde i forbindelse med partshøringen

af Dem den 25. oktober 1993:

Efter bestemmelsen i

forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal der ske partshøring, hvis en part i en

sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af

bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder.

Partshøringspligten gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for

parten

og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Arbejdsskadestyrelsen sendte

den 25. oktober 1993 en oversigt over sagens akter til Dem, samt en kopi af

de

akter, som styrelsen mente, at De ikke var bekendt med. Styrelsen henviste i

brevet til forvaltningslovens § 19 og gav Dem en frist på 14 dage, fra De

havde modtaget styrelsens brev, til at fremkomme med Deres bemærkninger til

sagen. Fristen udløb således den 9. november 1993 ved kontortids ophør. (Jeg

henviser herved til Justitsministeriets Vejledning om Forvaltningsloven, pkt.

212, om beregning af

klage

frister).

De reagerede på opfordringen

til at kommentere Arbejdsskadestyrelsens oplysningsgrundlag med et brev, som

styrelsen modtog torsdag den 4. november 1993, og som De har oplyst er

afsendt

onsdag den 3. november 1993.

Arbejdsskadestyrelsen traf

som nævnt ovenfor afgørelse i sagen mandag den 8. november 1993, d.v.s. før

den

fastsatte frist udløb. Jeg må forstå af styrelsens brev af 11. november 1993,

at styrelsen ikke forud for afgørelsen havde taget Deres seneste bemærkninger

i sagen i betragtning. Styrelsen har ikke oplyst årsagen hertil. Jeg må

forstå

at forholdet er det, at Deres brev ikke var nået frem til sagen, før

afgørelsen

blev truffet og afsendt.

Jeg må finde det meget

beklageligt, dels at Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen, før den

frist, som styrelsen selv havde fastsat, var udløbet, dels at brevet af 3.

november 1993 ikke nåede frem til sagen og ikke blev taget i betragtning ved

afgørelsen af 8. november 1993.

Jeg har meddelt

Arbejdsskadestyrelsen, at jeg går ud fra, at sagen giver styrelsen anledning

til at overveje, om der er behov for at ændre fastsatte administrative

rutiner

i forbindelse med gennemførelse af partshøringer.

Da Arbejdsskadestyrelsen blev

opmærksom på, at Deres partshøringssvar var indgivet rettidigt, skrev

styrelsen den 11. november 1993 til Dem med spørgsmål, om brevet skulle

betragtes som anke, "samtidig bedes De præcisere, hvilken afgørelse, der

ankes".

Denne sagsbehandling er efter

min opfattelse kritisabel.

Arbejdsskadestyrelsen burde

nu have været opmærksom på, at der var begået en (alvorlig)

sagbehandlingsfejl

ved afsendelsen af afgørelsen den 8. november 1993. Styrelsen burde da have

meddelt Dem, at afgørelsen af 8. november 1993 var annulleret, og at

styrelsen

ville træffe en afgørelse, hvorved det, som De havde anført i brevet af 3.

november 1993, ville blive taget i betragtning.

Jeg har gjort

Arbejdsskadestyrelsen bekendt med min opfattelse, og jeg har endvidere

meddelt

Den Sociale Ankestyrelse, at styrelsen efter min opfattelse udtrykkeligt over

for Dem og Arbejdsskadestyrelsen burde have taget stilling til, hvad den

(alvorlige) sagsbehandlingsfejl burde give anledning til.

På baggrund af sagens videre

forløb, herunder at De selv i brevet af 24. november 1993 meddelte

Arbejdsskadestyrelsen, at Deres brev af 3. november 1993 skulle betragtes som

en anke, foretager jeg mig ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

..."

Lignende dokumenter