Forbrug af egne varer i ægtefælles underskudsgivende virksomhed ikke indtægt efter aktivlovens § 30 Partshøring. Afgørelsens meddelelse og begrundelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forbrug af egne varer i ægtefælles underskudsgivende
virksomhed ikke indtægt efter aktivlovens § 30
Partshøring. Afgørelsens meddelelse og begrundelse
Den 30. januar 1997 blev A’s
ægtefælle, B, af Københavns Kommune bevilget igangsætningsydelse i perioden
1.
februar 1997 til 30. august 1999 til åbning af en frugt- og grønthandel. Af
bevillingen fremgik bl.a. følgende:
”Der skal afleveres regnskab
til Socialforvaltningen hver 3. måned, således at den supplerende hjælp til
hustru kan beregnes iht BIL § 37. Første gang regnskab skal afleveres er
30/4-
97.”
I Socialcenter Nørrebros
oplysningsark var der den 27. maj 1997 anført følgende:
”Modt. Regnskab for 1.
kvartal af 97, der viser et underskud på 7420 kr. Dog har parret hævet 1000
kr. til eget forbrug, der fratrækkes. Dvs. at underskud udgør 6420 kr. Suppl.
Bis for perioden 1.6.-31.8.97 iværksat. Afventer nyt regnskab.”
Af oplysningsarkene fremgik
den 4. november 1997 følgende:
”Hustr. ringer til ut., da
hun er utilfreds med sagsbehandlingen i forbindelse med udbetaling af suppl.
til IGY.
Da der ydes løbende suppl. og
der ikke indlev. regnskab hver måned, er hstr. orient. om at ut. fremsender
tb.
erkl., så vi kan trække hj. i de efterflg. 3 mdr. Hstr. er vidende om denne
procedure og indforst. med den. Lover at underskr. tb. erkl. og fremsende
hertil.
Læs alt
Suppl. iværksættes fremtil
28.2.98. – så hstr. får sine penge til tiden.
Evt. overskud i regnskab for
okt. kvartal, som kommer medio nov., trækkes som sædvanlig i hj. for
dec.”
Den 1. december 1997 var der
i oplysningsarkene anført følgende:
”( ) har gennemgået
regnskabet i juli kvartal. Det viser et underskud på kr. 6.814,70- Dog har
kl.
hævet 5.820-kr og 4.656-kr privat egetforbrug. D.v.s. 10.476,-kr og igy
fratrækkes
i jan. 98 hj.”
Af resultatopgørelse for
perioden 1. oktober til 31. december 1998 for B’s frugt- og grønthandel
fremgik at der havde været et privat vareforbrug på 8.000 kr.
I oplysningsarkene var der
den 1. februar 1999 bl.a. anført følgende:
”Regnskaberne modtaget i
posten d.d. Disse er gennemgået. Der er underskud med 72.467,50. Parret har
udtaget varer til privat forbrug kr. 8000,-. Dette beløb [modregnes] i
hjælpen
de næste 3 måneder.
Hjælpen stoppes igen med
udgangen af april måned, hvor nyt regnskab skal afleveres. Sagsoversigt
vedlægges.”
I brev af 18. februar 1999
skrev socialcentret følgende til A:
”Vedr. udbetaling af
supplerende kontanthjælp pr. 01.02.1999.
De har telefonisk bedt om
forklaring på det beløb, der er modregnet i Jeres kontanthjælp pr.
01.02.1999.
Iflg. de afleverede
regnskaber er der iflg. pkt. 2025 et privat vareudtag for kr. 8.000,- . Et
sådant beløb skal iflg. vores jurist beregnes som indtægt, hvorfor vi
modregner beløbet over de næste 3 måneder med kr. 2.666,- pr. måned (perioden
01.02.1999- 30.04.1999).”
A bad i brev af 2. marts 1999
til socialcentret om en forklaring på det træk i den supplerende kontanthjælp
som socialcentret havde foretaget, ligesom hun bad om at få lovgrundlaget og
klageadgangen oplyst. Ved personlig henvendelse til forvaltningen den 19.
marts
1999 bad A om en besvarelse af sit brev og anførte i den forbindelse at det
måtte være ulovligt at blive beskattet både af skattevæsenet og
socialforvaltningen af det samme beløb.
I brev af 26. marts 1999 til
A skrev socialcentret bl.a. følgende:
”De har ved brev af 2.03.1999
til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmodet om dels at få oplyst i
henhold til, hvilken paragraf der i den udbetalte kontanthjælp fratrækkes kr.
8000,- dels til, hvilken instans der kan klages over afgørelse om at
fratrække
ovennævnte beløb.
Forvaltningen skal i denne
anledning henvise til Lov om aktiv socialpolitik § 30, stk. 1, hvoraf
fremgår,
at såvel ansøgeren som ægtefællens indtægter fratrækkes i kontanthjælpen ved
beregningen af denne.
Det fremgår af Deres sag, at
Deres ægtefælle har selvstændig virksomhed. Af regnskab for virksomheden for
1998 fremgår i resultatopgørelsen for oktoberkvartalet 1998, at Deres
ægtefælle
har udtaget varer til privat forbrug svarende til kr. 8000,-.
Kontanthjælpen der ydes er
beregnet til at dække et forsørgelsesbehov, som det fremgår har De og Deres
ægtefælle reelt haft et forbrug af varer i oktoberkvartalet 1998 svarende til
kr. 8000,-. I kontanthjælpen fradrages som nævnt ovenfor såvel indtægter i
form af penge som naturalydelser. Under hensyn hertil skulle nævnte beløb ved
beregningen af Deres kontanthjælp for oktoberkvartalet 1998 have været
modregnet.
Det fremgår af notat af
4.11.1997 i Deres og Deres ægtefælles sag, at udbetalingen af Deres månedlige
kontanthjælp er at betragte som aconto udbetaling, der efterfølgende vil
kunne
reguleres med eventuelle indtægter fra deres ægtefælles virksomhed.
Det fremgår af Aktivlovens §
91 nr. 2, at kontanthjælpen kan kræves tilbagebetalt, når en person mod bedre
vidende uberettiget har modtaget hjælpen.
Regnskab for oktoberkvartalet
1998, hvoraf privatforbruget på kr. 8000,- fremgår, er først modtaget
1.02.1999 i forvaltningen.
Forvaltningen har derfor ikke
haft mulighed for løbende i oktoberkvartal 1998 at modregne overskuddet på i
alt kr. 8000,- i kontanthjælpen. Da De imidlertid som nævnt ovenfor i
november
1997 er blevet gjort klart opmærksom på, at kontanthjælpen udbetales som
ácontobeløb,
der efterfølgende ville blive reguleret, har De ved hver udbetaling af
kontanthjælpen i oktoberkvartalet været klar over, at der var tale om
acontoudbetalinger,
der efterfølgende ville blive reguleret. De har således mod bedre vidende
uberettiget modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 med kr.
8000,-.
Forvaltningen skal derfor
fastholde tilbagebetalingen af kr. 8000,-.
Ovennævnte afgørelse kan
indbringes for Det Sociale Nævn for Frederiksberg og Københavns Kommuner
indenfor en frist af 4 uger efter modtagelse af dette brev. Klagen skal i
givet
fald fremsendes hertil.”
Den 19. april 1999 sendte
socialcentret sagen til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg
Kommuner og skrev bl.a. således:
”Familie- og
arbejdsmarkedsforvaltningen Nørrebro har ved brev af 26.3.99 truffet den i
kopi
vedlagte afgørelse.
(A)’s revisor, ( ) har ved
henvendelse til forvaltningen efterfølgende anfægtet, at forvaltningen ved
beregningen af kontanthjælp i henhold til aktivlovens § 30, stk. 1 har
fradraget
ægtefællens udtag af varer til privat forbrug – se vedlagte
resultatopgørelse
for oktober kvartalet 1998.
Forvaltningen har vurderet
sagen på ny og finder imidlertid, at afgørelsen af 26.3.1999 må fastholdes
under henvisning til den deri givne begrundelse.
Kopi af sagens akter
vedlægges.”
Det sociale nævn traf på møde
den 26. oktober 1999 afgørelse i sagen og skrev den 28. oktober 1999 bl.a.
følgende til A:
”De har i brev af 2. marts
1999 klaget over afgørelser, der er truffet af socialcentret Nørrebro
henholdsvis
den 18. februar 1999 og den [26.] marts 1999. Socialcentret Nørrebro meddelte
Dem den 18.2.99 skriftligt, at det modregnede beløb i Deres supplerende
kontanthjælp
udbetalt pr. 1.2.99, skyldtes et privat vareudtag på 8.000 kr. ifølge de
afleverede regnskaber for Deres ægtefælles virksomhed, punkt 2025, og at
dette beregnes som indtægt. Der skulle derfor modregnes de næste 3 måneder
med
2.666 pr. måned. Socialcentret meddelte Dem efterfølgende i afgørelse af
26.3.99, at lovgrundlaget er aktivlovens § 30, stk. 1 samt § 91, nr. 2, idet
De har været klar over, at der var tale om acontoudbetalinger, der
efterfølgende
ville blive modregnet, hvorfor De uberettiget og mod bedre vidende har
modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 med 8.000 kr.
Nævnet finder ikke, at et
privatforbrug fra Deres ægtefælles selvstændige virksomhed kan fratrækkes i
Deres supplerende kontanthjælp.
Der er herved lagt til grund,
at der alene kan modregnes i kontanthjælpen, når der er et overskud i
ægtefællens selvstændige virksomhed.
Der er lagt vægt på, at der
ifølge de foreliggende oplysninger var et underskud på 64.467,50 kr. den
31.12.98 i Deres ægtefælles virksomhed.
Nævnet finder i øvrigt heller
ikke, at De, såfremt De havde modtaget for meget kontanthjælp i oktober
kvartal på grund af overskud fra virksomheden, kan siges, at have været i ond
tro med hensyn til at modtage hjælpen.
Der er herved lagt vægt på,
at det har været aftalt med socialcentret, at der efter indlevering af
kvartalsregnskab fra Deres ægtefælles virksomhed efterfølgende skulle
modregnes
for eventuelle indtægter i Deres kontanthjælp.
Nævnet ændrer således
socialcentrets afgørelse.”
Københavns Kommune indbragte
sagen for Den Sociale Ankestyrelse ved brev af 23. november 1999 der blev
sendt til det sociale nævn. I brevet anførte kommunen bl.a. følgende:
”Det Sociale Nævn har i sin
afgørelse lagt vægt på, at der ikke kan fradrages i supplerende kontanthjælp
til hustru, da virksomheden har et driftmæssigt underskud i den omhandlede
periode.
Ydre Nørrebro er af den
opfattelse, at der i sager om kontanthjælp skal henses til, at lov om aktiv
social
politik er det underste sociale sikkerhedsnet, samt at hjælp i henhold til
denne lov er subsidiær i forhold til alle andre former for
forsørgelse/underhold.
Ydre Nørrebro skal gøre
opmærksom på, at der ( ) i den konkrete sag er tale om en virksomhed,
grønthandler,
som efter driftsregnskabet giver underskud. Det fremgår imidlertid af samme
regnskab, at ejeren har udtaget varer for kr. 8.000 til privat forbrug. Ydre
Nørrebro finder, at der i denne sammenhæng, hvor der søges om supplerende
kontanthjælp til familiens forsørgelse bør lægges vægt på, at familien via
forretningen har haft mulighed til at dække familiens forsørgelsesbehov via
forretningens varer, hvilket også er sket.
Der henvises til SM O-106-93
hvor Ankestyrelsen konkret har taget stilling til beregning af supplerende
kontanthjælp til ægtepar, hvor den ene part drev selvstændig virksomhed. Ydre
Nørrebro finder ikke, at denne afgørelse kan anvendes alene i den ovennævnte
situation. Ydre Nørrebro finder, at der principielt bør tages stilling til om
private udtag fra en underskudsgivende virksomhed har betydning for
kontanthjælpsberegningen.
Man kunne forestille sig eksempler på virksomheder, som har et driftsmæssigt
underskud, men en positiv egenkapital, som ejere udtager midler fra.”
I brev af 6. december 1999
sendte det sociale nævn sagen videre til Ankestyrelsen idet nævnet ikke havde
fundet grundlag for at ændre sin afgørelse. Nævnte udtalte i den forbindelse
bl.a. følgende:
”Nævnet skal bemærke, at når
en selvstændig virksomhed ikke giver overskud, vil et udtræk til
privatforbrug
enten medføre gældsstiftelse eller forbrug af den formue, som pågældende har
bundet i virksomheden. I ingen af disse tilfælde vil der efter nævnets
opfattelse være grundlag for at anvende aktivlovens § 30, der omhandler
indtægter.
Gældsstiftelse vil efter
nævnets opfattelse ikke skulle påvirke kontanthjælpsudmålingen, og forbrug af
egenkapital må behandles efter reglerne om formue i aktivlovens § 14. I den
forbindelse kan i øvrigt henvises til § 14, stk. 2, hvorefter der blandt
andet
ses bort fra formue, som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens
erhvervsmuligheder.
Derfor vedlægges nævnets
afgørelse samt alle øvrige akter, der har foreligget under sagens behandling
i
nævnet.
Det kan i øvrigt oplyses, at
der ikke er anmodet om aktindsigt eller foretaget partshøring under sagens
behandling i nævnet.”
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte i brev af 21. december 1999 til Københavns Kommune med kopi til
nævnet og A at Ankestyrelsen ville behandle sagen idet den havde principiel
betydning.
I brev af 4. januar 2000
afgav det sociale nævn en udtalelse til sagen.
Til brug for sagens
behandling fremsendte Københavns Kommune den 11. maj 2000 til Ankestyrelsen
bl.a. regnskab for 1998 for B’s frugt- og grønthandel. Af regnskabet
fremgik
at der havde været et underskud på 34.677 kr., og at de direkte omkostninger
havde udgjort 225.930 kr. Ifølge note 1 var omkostningerne fremkommet ved et
varekøb på 233.930 kr. fratrukket et ”eget vareforbrug” på 8.000
kr.
Af Ankestyrelsens afgørelse
af 30. juni 2000 fremgik bl.a. følgende:
”Ankestyrelsen har behandlet
(A)’s sag om, hvorvidt der ved beregningen af hendes supplerende
kontanthjælp
skal foretages fratræk efter aktivlovens § 30, stk. 1, for forbrug af
varelageret
i ægtefællens virksomhed, herunder om varelageret kan ligestilles med en
indtægt, i møde den 29. juni 2000.
Ankestyrelsen finder, at
forbrug af egne varer må betragtes som en indtægt.
Efter aktivlovens § 30, stk.
1, trækkes ansøgeren eller ægtefællens indtægter fra i hjælpen.
Ankestyrelsen finder, at
forbruget af egne varer i året 1998 svarende til kr. 8.000,- skal fradrages
ved
beregningen af den supplerende kontanthjælp til (A).
Ankestyrelsen finder
endvidere, at da beløbet på kr. 8.000,- vedrører hele året, skal der ved
beregningen
af (A)’s kontanthjælp hver måned foretages fradrag med 1/12 i den
løbende hjælp
med virkning fra den måned, hvor størrelsen af forbruget af egne varer
kendes.
Ankestyrelsen ændrer således
det sociale nævns afgørelse.”
I brev af 6. oktober 2000
klagede advokat C på vegne af A til mig over sagen. Han anførte i den
forbindelse bl.a. at hvis forbruget af egne varer blev betragtet som indtægt
for hans klient, var det klientens opfattelse at hun reelt ville komme til at
betale for varer som hendes ægtefælle havde købt. Advokaten vedlagde et brev
af 15. september 2000 fra en statsautoriseret revisor. Af dette brev fremgik
bl.a. følgende:
”Jeg har fået forelagt kopi
af brev af 30. juni 2000 fra Den Sociale Ankestyrelse til Nørrebro Bydelsråd
vedrørende ovennævnte borgers forhold, hvor Ankestyrelsen fastholder, at
’forbrug
af egne varer må betragtes som indtægt.’
Jeg har tillige fået forelagt
årsregnskab for 1998 for ((B)’s frugt- og grønthandel) der udviser et
resultat
på
kr. –34.677.
Dette resultat
indeholder, som tydeligt anført i note 2 i ’vareforbruget’, at
forbruget af
egne varer på
kr. 8.000
har reduceret
– og dermed optræder som en indtægt – den samlede
vareforbrugsomkostning.
Det skal bemærkes, at denne
fremgangsmåde er
korrekt
, idet det
private forbrug af varer
skal
medregnes
som
indtægt
for den erhvervsdrivende.
Hvis der således fra de
sociale myndigheders side tages udgangspunkt i den skattepligtige indkomst
for borgeren og
herudover
tillægger
forbruget af egne varer ved kontanthjælpsberegningen – så vil indtægten
være
medtaget
dobbelt.
Dette kan ikke være korrekt,
idet der herved for en ’grønthandler med forbrug af egne varer’
sker en
negativ
særbehandling i forhold til en
borger, der realiserer et tilsvarende resultat, ved for eksempel udøvelse af
’revisionsvirksomhed’ hvor der jo ikke er tale om ’forbrug af
egne varer’.
Henvisende til aktivlovens §
30 og det deri anførte begreb ’indtægter’, så må dette forstås i
bredere
forstand end Ankestyrelsen umiddelbart fortolker dette og isoleret fokuserer
på én enkelt post i årsregnskabet. Indtægter må forstås som
’nettoindtægter’
ved erhvervsudøvelsen – og det vil i denne situation være det opgjorte
resultat ved erhvervsudøvelsen, som jo jf. ovenfor allerede har indregnet
’forbruget af egne varer’ som en indtægt.
Det er derfor min opfattelse,
at Ankestyrelsen
ikke
har ret i dens
afgørelse, men at ’det sociale nævn’ netop har forstået regnskabets
indre
sammenhæng og at der allerede er sket indregning af nævnte
kr. 8.000
ved kontanthjælpsudmålingen.”
I brev af 16. november 2000
bad jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse om sagen, og om at styrelsen
forinden indhentede en udtalelse fra det sociale nævn og Københavns Kommune,
Socialcentret Nørrebro, om sagen. Jeg bad myndighederne nærmere redegøre for
hvilket forsørgelsesgrundlag myndighederne havde lagt til grund at ægteparret
havde, ligesom jeg bad Københavns Kommune om særligt at udtale sig om den
formelle behandling af sagen, herunder afgørelsens meddelelse, eventuel
partshøring og begrundelse for afgørelsen.
Københavns Kommune anførte i
brev af 1. februar 2001 til Ankestyrelsen at man ikke havde udtalelser ud
over
de tidligere fremsendte.
Det sociale nævn anførte i
udtalelsen af 22. januar 2001 at nævnet havde lagt til grund at ægteparrets
forsørgelsesgrundlag var at A modtog supplerende kontanthjælp til sin
ægtefælles igangsætterydelse, samt at ægtefællens selvstændige virksomhed
ikke
gav overskud. Nævnet henviste i den forbindelse til et notat om sagens
faktiske oplysninger udarbejdet i forbindelse med nævnets behandling af
sagen.
Den Sociale Ankestyrelse
skrev bl.a. følgende i udtalelse af 11. april 2001:
”I denne anledning meddeler
Ankestyrelsen, at hustruen (A) modtog supplerende kontanthjælp til sin
ægtefælles igangsætningsydelse.
Det fremgår af årsregnskabet
for 1998 for ægtefællens frugt- og grønt forretning, at der har været et
forbrug af egne varer fastsat til 8.000 kr.
Efter Ankestyrelsens
opfattelse må forbrug af egne varer udtaget fra lageret betragtes som en
indtægt,
der skal fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp, jf.
aktivlovens
§ 30.
Uanset at det af regnskabet
for virksomheden fremgår, at virksomheden i 1998 har givet underskud, så
finder Ankestyrelsen, at familien ved at forbruge egne varer har haft
mulighed
for at dække i hvert fald en del af sit forsørgelsesbehov.
Da hjælp efter aktivloven er
subsidiær, finder Ankestyrelsen, at forbruget af egne varer skal betragtes
som
en indtægt og fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp.
Hvis der ikke skulle ske
fradrag af forbruget af egne varer, dvs. at forbruget af egne varer ikke
skulle betragtes som en indtægt, ville resultatet være, at der gennem
udmålingen
af kontanthjælpen blev ydet hjælp til opretholdelse af en underskudsgivende
virksomhed.
Ankestyrelsen henholder sig
således til sin afgørelse og den givne begrundelse.”
Ved brev af 19. april 2001
sendte jeg advokat C kopi af myndighedernes udtalelser til sagen og bad om at
modtage hans eventuelle bemærkninger inden fire uger. Jeg modtog ingen
bemærkninger
fra advokaten.
I min foreløbige redegørelse
af 30. maj 2002 skrev jeg følgende:
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”1. Forbrug af egne varer
Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af § 30, stk. 1, i lov om
aktiv socialpolitik der har følgende ordlyd:
’§ 30.
Har ansøgeren og ægtefællen indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. dog
§§ 31-
33.’
Af pkt. 96-97 i vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv
socialpolitik fremgår bl.a. følgende:
’
96.
Hovedreglen er, at ansøgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes krone
for krone i den beregnede kontanthjælp. Det er en konsekvens af, at loven
skal fungere som det underste sikkerhedsnet, og at alle andre muligheder
incl. ens egne og ægtefællens indtægter skal anvendes, før det offentlige
træder til med hjælp.
Dette gælder fx også
indtægter i form af arbejdsdusør, som udbetales ved beskyttet beskæftigelse
efter serviceloven.
97.
Da hjælpen efter § 25 er skattepligtig, skal indtægter trækkes
fra, uanset hvordan de behandles skattemæssigt. Lønindtægter trækkes først
fra
efter, at indtægten er reduceret med udgiften til arbejdsmarkedsbidrag,
ATP-bidrag og eventuelle kollektive pensionsbidrag. Det vil sige, at det er
den
skattepligtige personlige indkomst, som trækkes fra.’
Det fremgår af
lovbestemmelsen at ansøgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes i
hjælpen.
Af vejledningen følger at dette er en konsekvens af at loven skal fungere som
det underste sikkerhedsnet, og at alle andre muligheder, inklusive ens egne
og
ægtefællens indtægter, skal anvendes før det offentlige træder til med hjælp.
Det følger endvidere af vejledningen at indtægterne skal fratrækkes uanset
hvordan de behandles skattemæssigt.
Efter praksis opfattes
almindelige lønindtægter som omfattet af § 30, stk. 1, men bl.a. også
arbejdsløshedsdagpenge,
diæter og fratrædelsesgodtgørelser betragtes som en indtægt i medfør af
bestemmelsen.
I disse tilfælde er der typisk tale om modtagelse af et udefrakommende
kontantbeløb hvorfor der uden tvivl kan siges at være tale om egentlige
indtægter. Ankestyrelsen har tidligere fastslået at også overskud af egen
virksomhed er en indtægt, jf. SM O-106-93.
I denne sag er der imidlertid
tale om varer der er udtaget til privat forbrug fra egen virksomhed.
Virksomheden, ((B)’s frugt- og grønthandel), er desuden en personligt
ejet virksomhed
og ejes fuldt ud af (A)’s ægtefælle. De udtagne varer er således i
realiteten
oprindelig købt for egne midler.
Hertil kommer at virksomheden
er i underskud. Af virksomhedens årsregnskab for 1998 er anført at der pr.
31.
december 1998 havde været en nettoomsætning på 243.257 kr.,
administrationsomkostninger
på 52.004 kr. og omkostninger ved varekøb på 233.930 kr. Dette ville som
udgangspunkt
efterlade virksomheden med et årligt underskud på 42.677 kr. Imidlertid har
det private vareforbrug på 8.000 kr. reduceret den samlede varekøbsomkostning
til 225.930 kr. idet det regnskabsmæssigt i virksomheden er medtaget som en
indtægt. Det private vareforbrug har således reduceret det årlige underskud i
virksomheden til ÷ 34.677 kr.
Betragtes parrets økonomi
under ét, er det vanskeligt at se at der samlet skulle være tale om en
indtægt
når ægtefællen udtager varer fra sin personligt ejede virksomhed, når
virksomheden
er i underskud, og når ægtefællen må antages allerede at have haft udgifter
til virksomhedens indkøb af de pågældende varer eller at have optaget gæld
hertil.
Endvidere stiller jeg mig
uforstående over for Ankestyrelsens synspunkter om at undladelse af at
fratrække beløbet ville indebære at der blev ydet hjælp til ægtefællens
virksomhed. Denne synsvinkel kunne for så vidt anvendes uanset om der havde
været et vareforbrug i (B)’s virksomhed. Synspunktet ser endvidere helt
bort
fra at vareforbruget reelt er udtryk for en gældsstiftelse.
På den baggrund er det min
foreløbige opfattelse at et privat vareforbrug i en underskudsgivende
personligt ejet virksomhed ikke kan betragtes som en indtægt i relation til
aktivlovens § 30, stk. 1.
Formuleringen af § 30, stk.
1, bør efter min foreløbige vurdering forstås således at der i tilfælde som
det
foreliggende må fokuseres på virksomhedens reelle betydning for parrets
økonomi, og såfremt der reelt er tale om et underskud, kan eget forbrug af
varer indkøbt til virksomheden ikke anses for en indtægt.
Jeg gør opmærksom på at jeg
har lagt til grund at myndighederne ikke anfægter at virksomheden reelt har
haft et underskud svarende til det der fremgår af årsregnskabet.
Det er således min foreløbige
opfattelse at Københavns Kommune og Ankestyrelsen ikke har haft hjemmel til
at
betragte det private vareforbrug som en indtægt der skulle fratrækkes i
(A)’s
supplerende kontanthjælp. Jeg er derfor umiddelbart indstillet på at
henstille
til Ankestyrelsen at genoptage den pågældendes sag og træffe en ny afgørelse
under hensyntagen til det jeg har anført.
2. Tilbagebetaling
Hovedreglen i dansk ret er at
en afgørelse om tilbagebetaling af sociale ydelser skal have lovhjemmel.
Herudover
gælder der en meget begrænset adgang til tilbagebetaling på ulovbestemt
grundlag.
Ifølge aktivloven gælder
bl.a. følgende bestemmelser om tilbagebetaling:
’§ 91. Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling
når en person mod bedre
vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.
§ 93. Kommunen kan træffe beslutning om tilbagebetaling, når der
ydes hjælp,
når der på det tidspunkt, da
der søges hjælp på grund af økonomisk trang, foreligger forhold, der viser,
at
den pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale
hjælpen.
§ 94. Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en
person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et
underholdsbidrag
eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte
hjælp.
’
(A) blev pålagt at
tilbagebetale kontanthjælp modtaget i efteråret 1998 da det i februar 1999
blev klart at (B) havde udtaget for 8.000 kr. i vareforbrug i perioden fra 1.
oktober til 31. december 1998. Tilbagebetalingen gennemførtes som et træk i
(A)’s kontanthjælp i perioden fra 1. februar til 30. april 1999.
Det fremgår af sagen at
socialcentret og det sociale nævn var uenige om hvorvidt
tilbagebetalingsreglen
i § 91, nr. 2, skulle anvendes i sagen.
Socialcenter Nørrebro
henviste i sin uddybende begrundelse af 26. marts 1999 til aktivlovens § 91,
nr. 2, og anførte at regnskabet for oktober kvartal 1998 hvoraf
privatforbruget
på 8.000 kr. fremgik, først var modtaget den 1. februar 1999 i forvaltningen,
og at forvaltningen derfor ikke havde haft mulighed for løbende i oktober
kvartal
1998 at modregne indtægten på i alt 8.000 kr. i kontanthjælpen. Samtidig
anførte
centret at (A) i november 1997 var blevet gjort klart opmærksom på at
kontanthjælpen
blev udbetalt som ácontobeløb der efterfølgende ville blive reguleret, og
centret sluttede heraf at hun mod bedre vidende uberettiget havde modtaget
for
meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 på 8.000 kr.
Det fremgår af socialcentrets
oplysningsark af 4. november 1997 at der blev udleveret
tilbagebetalingserklæring
til (A). Denne erklæring foreligger imidlertid ikke blandt sagens akter.
Jeg må forstå at Socialcenter
Nørrebro var af den opfattelse at (A) på grund af regnskabet for oktober
kvartal 1998 havde fået for meget kontanthjælp udbetalt i oktober, november
og
december 1998, at hun var i ond tro, og at beløbet derfor kunne kræves
tilbagebetalt efter § 91, nr. 2, hvorfor man modregnede i den efterfølgende
udbetaling af kontanthjælp.
Vedrørende § 91, nr. 2,
fremgår følgende af et notat af 28. september 1999 udarbejdet af det sociale
nævn i forbindelse med sagen:
’For det første har hun
ifølge ovenstående været berettiget til kontanthjælpen, for det andet er der
tidligere i maj 1997 ( ) og i januar 1998 ( ) ifølge oplysningsarkene
modregnet
i hendes supplerende kontanthjælp på grund af privat forbrug fra ægtefællens
frugt- og grøntforretning, og socialcentret oplyser da også i afgørelse af
26.3.99, at hun har været klar over, at der var tale om acontoudbetalinger,
der
efterfølgende ville blive modregnet. Der ses ikke at have været tale om, at
hun har været i ond tro med hensyn til at modtage kontanthjælpen i oktober
kvartal, da det jo hele tiden har været aftalt, at der efterfølgende skulle
modregnes efterfølgende, hvis socialcentret fandt det påkrævet.’
I afgørelsen af 28. oktober
1999 anførte nævnet følgende vedrørende dette forhold:
’Nævnet finder i øvrigt
heller ikke, at De, såfremt De havde modtaget for meget kontanthjælp i
oktober
kvartal på grund af overskud fra virksomheden, kan siges, at have været i ond
tro med hensyn til at modtage hjælpen.
Der er herved lagt vægt på,
at det har været aftalt med socialcentret, at der efter indlevering af
kvartalsregnskab fra Deres ægtefælles virksomhed efterfølgende skulle
modregnes
for eventuelle indtægter i Deres kontanthjælp.’
Jeg beder nævnet udtale sig
om hvorvidt det anførte skal forstås således at nævnet ikke mente at
vareforbruget var en indtægt, men såfremt man alligevel måtte lægge til grund
at privat vareforbrug skulle fratrækkes i den pågældendes kontanthjælp, så
kunne tilbagebetalingsbestemmelsen i § 91, nr. 2, ikke anvendes idet den
pågældende ikke kunne antages at være i ond tro på grund af aftalen med
socialcentret om efterfølgende regulering i kontanthjælpen for eventuelle
indtægter.
Ankestyrelsen har i
afgørelsen slet ikke omtalt anvendelsen af tilbagebetalingsregler.
Hvis Ankestyrelsen fastholder
at det private vareforbrug må betragtes som en indtægt, anmoder jeg styrelsen
om
nærmere at redegøre for på hvilket retsgrundlag denne indtægt kunne reducere
(A)’s supplerende kontanthjælp for en efterfølgende periode. Jeg beder i
denne
forbindelse Ankestyrelsen angive hjemlen for tilbagebetalingskravet samt for
den retlige betydning af at (A) ikke ved udbetalingen af hjælpen fik at vide
at
hjælpen var tilbagebetalingspligtig.
3. Socialcenter Nørrebros sagsbehandling
Ifølge sagsoplysningsarkene
besluttede Socialcenter Nørrebro den 1. februar 1999 at der skulle fratrækkes
8.000 kr. i udbetalingen af (A)’s supplerende kontanthjælp på grundlag
af
hendes ægtefælles regnskab, og at beløbet skulle fordeles på de tre følgende
måneder. Hun fik derfor i sin hjælp for februar måned fratrukket 2.666 kr.
Socialcentrets beslutning om
at fratrække et beløb i (A)’s supplerende kontanthjælp er en afgørelse i
forvaltningslovens forstand. Afgørelsen og sagsbehandlingen i forbindelse
hermed skal derfor opfylde de krav der følger af forvaltningsloven.
Partshøring
Forvaltningslovens § 19, stk.
1, har følgende ordlyd:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme
med
en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’
§ 19 i forvaltningsloven
angår partshøring over de faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for
sagen.
Partshøring skal gennemføres
også i de tilfælde hvor parten er bekendt med samtlige de oplysninger som
indgår i grundlaget for myndighedens afgørelse. Det centrale element i
partshøringen er her selve det forhold at myndigheden har rejst en sag og
agter
at gennemføre den. En parts kendskab til oplysninger som indgår i en sag, kan
således kun fritage myndigheden for partshøring efter forvaltningslovens
§ 19 hvis myndigheden kan lægge til grund at parten ved dels at der er
rejst en sag mod den pågældende, dels at oplysningerne indgår i denne sag.
Det fremgår af sagens akter
at (A)’s ægtefælle i forbindelse med bevilling af igangsætningsydelse
den 30.
januar 1997 blev gjort opmærksom på at der skulle afleveres regnskab til
socialforvaltningen hver 3. måned med henblik på at den supplerende hjælp til
(A) kunne beregnes.
(A) selv blev den 4. november
1997 ifølge socialcentrets oplysningsark gjort opmærksom på betydningen af
ægtefællens indlevering af regnskab for hendes udbetaling af hjælp.
Det fremgår imidlertid ikke
af sagens akter at (A) – forinden socialcentrets træk i hendes
kontanthjælp –
blev gjort bekendt med det forhold at socialcentret behandlede en sag
hvorunder man overvejede at bruge de konkrete oplysninger i ægtefællens
regnskab for oktober kvartal 1998 til træk i hendes hjælp. Det fremgår heller
ikke af sagens akter at (A) skulle være blevet gjort bekendt med de konkrete
oplysninger i dette regnskab vedrørende privatforbruget på 8.000 kr.
På trods af min anmodning i
brev af 16. november 2000 er Københavns Kommune i sin udtalelse hertil ikke
fremkommet med kommentarer vedrørende socialcentrets behandling af sagen,
herunder
eventuel partshøring. Jeg må således lægge til grund at (A) ikke er blevet
partshørt i forbindelse med den konkrete sag om træk på grundlag af
regnskabet
for perioden 1. oktober til 31. december 1998.
Efter min opfattelse burde
socialcentret – inden afgørelsen blev truffet – for det første have
gjort (A)
bekendt med det forhold at socialcentret behandlede en sag hvorunder man
overvejede at bruge konkrete oplysninger i regnskabet for oktober kvartal
1998
til træk i hendes supplerende hjælp.
For det andet burde
socialcentret have partshørt (A) over de konkrete oplysninger i regnskabet
vedrørende privatforbrug af varer for 8.000 kr. idet socialcentret ikke kunne
antage at hun var bekendt med disse oplysninger der alene fremgik af
ægtefællens regnskab, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Det er således min foreløbige
opfattelse at det er beklageligt at kommunen ikke partshørte (A) i
overensstemmelse hermed.
Afgørelsens meddelelse og begrundelse
Københavns Kommune har som
nævnt ikke kommenteret min anmodning om en udtalelse vedrørende sagens
behandling.
Ifølge sagens akter, herunder
sagsoplysningsarkene, må jeg derfor foreløbig lægge til grund at Socialcenter
Nørrebro den 1. februar 1999 direkte fratrak 2.666 kr. i forbindelse med
udbetalingen af (A)’s supplerende kontanthjælp for februar måned, og at
hun
således alene blev bekendt med afgørelsen om træk i hendes kontanthjælp ved
at
hun havde fået mindre udbetalt end sædvanligt. Afgørelsen er således hverken
meddelt mundtligt eller skriftligt.
En afgørelse anses i
almindelighed ikke for at få retsvirkning før den er blevet meddelt parten.
Trækket skete således på et tidspunkt hvor der ikke forelå en retskraftig
afgørelse, jf. herved Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 397ff,
og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5.
udgave
(2001). s. 306ff.
Jeg mener det er kritisabelt
at afgørelsen om at trække i (A)’s kontanthjælp end ikke blev meddelt
hende ved
en mundtlig afgørelse, og særdeles kritisabelt at der blev trukket i hendes
hjælp på grundlag af en afgørelse der ikke var retskraftig.
Først ved brev af 18. februar
1999 fik (A) meddelelse om afgørelsen.
Efter forvaltningslovens §
24, jf. § 22, skal en skriftlig begrundelse for en afgørelse indeholde en
henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
Afgørelsen skal endvidere, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en
klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25, stk. 1.
Brevet af 18. februar 1999 indeholdt
hverken en angivelse af retsgrundlaget for afgørelsen eller en forklaring på
reglernes anvendelse i det konkrete tilfælde. Det indeholdt heller ikke en
klagevejledning. Jeg anser dette for at være i strid med forvaltningslovens
§§
24 og 25.
Det jeg har anført ovenfor
vedrørende afgørelsens meddelelse, begrundelse og klagevejledning, gælder
naturligvis også i tilfælde hvor partshøring har fundet sted.”
Efter at have indhentet
udtalelser fra Københavns Kommune og fra Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner meddelte Ankestyrelsen mig i brev af 25. november 2002
at styrelsen agtede at genoptage sagen.
Ved afgørelse af 22. maj 2003
ændrede Ankestyrelsen sin afgørelse af 30. juni 2000. I afgørelsen til A som
jeg modtog kopi af, skrev Ankestyrelsen bl.a. således:
”Ankestyrelsen finder, at
forbrug af egne varer ikke i Deres tilfælde skal betragtes som en indtægt.
Begrundelsen for afgørelsen
er, at da Deres ægtefælles virksomhed giver underskud, kan forbrug af varer
fra forretningen ikke betragtes som en indtægt efter aktivlovens § 30.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at underskuddet i Deres ægtefælles virksomhed er reduceret med 8.000 kr.
som krævet efter skattereglerne.”
Jeg meddelte herefter advokat
C og Ankestyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Journaliseringspraksis hos socialcenter i sag om tilbagebetaling af boligstøtte Retsinformation · 2. oktober 2002
- Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt Retsinformation · 19. januar 2004
- Ankestyrelsens principmeddelelse 36-20 om kontanthjælp - uddannelseshjælp - selvforsørgelses- og hjemrejseydelse - overgangsydelse - selvstændig erhvervsdrivende - social begivenhed - fradrag for indtægter - opgørelse af indtægt - virksomhedens underskud - udmåling - beregnet kontanthjælp - overførsel af overskud - faktisk indtægt - hovederhverv - bierhverv - rådighed Retsinformation · 4. december 2020
- 2007-0014962 - Rejsebureau pålagt forhøjet garantistillelse (22. april 2008) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. april 2008
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2017/639 af 30. september 2016 om statsstøtte SA.23216 — C 54/07 (ex NN 55/07) til Emsländische Eisenbahn GmbH, Tyskland (meddelt under nummer C(2016) 6232) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 30. september 2016
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Reischl fremsat den 29. maj 1979. — Advokatrådet som mandater for P. Conradsen A/S mod Ministeriet for skatter og afgifter. EU-domme · 29. maj 1979