Spring til indhold

Retsinformation

Forbrug af egne varer i ægtefælles underskudsgivende virksomhed ikke indtægt efter aktivlovens § 30 Partshøring. Afgørelsens meddelelse og begrundelse

FOU nr 2003.398UdtalelserFolketinget1. marts 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forbrug af egne varer i ægtefælles underskudsgivende

virksomhed ikke indtægt efter aktivlovens § 30

Partshøring. Afgørelsens meddelelse og begrundelse

Den 30. januar 1997 blev A’s

ægtefælle, B, af Københavns Kommune bevilget igangsætningsydelse i perioden

1.

februar 1997 til 30. august 1999 til åbning af en frugt- og grønthandel. Af

bevillingen fremgik bl.a. følgende:

”Der skal afleveres regnskab

til Socialforvaltningen hver 3. måned, således at den supplerende hjælp til

hustru kan beregnes iht BIL § 37. Første gang regnskab skal afleveres er

30/4-

97.”

I Socialcenter Nørrebros

oplysningsark var der den 27. maj 1997 anført følgende:

”Modt. Regnskab for 1.

kvartal af 97, der viser et underskud på 7420 kr. Dog har parret hævet 1000

kr. til eget forbrug, der fratrækkes. Dvs. at underskud udgør 6420 kr. Suppl.

Bis for perioden 1.6.-31.8.97 iværksat. Afventer nyt regnskab.”

Af oplysningsarkene fremgik

den 4. november 1997 følgende:

”Hustr. ringer til ut., da

hun er utilfreds med sagsbehandlingen i forbindelse med udbetaling af suppl.

til IGY.

Da der ydes løbende suppl. og

der ikke indlev. regnskab hver måned, er hstr. orient. om at ut. fremsender

tb.

erkl., så vi kan trække hj. i de efterflg. 3 mdr. Hstr. er vidende om denne

procedure og indforst. med den. Lover at underskr. tb. erkl. og fremsende

hertil.

Læs alt

Suppl. iværksættes fremtil

28.2.98. – så hstr. får sine penge til tiden.

Evt. overskud i regnskab for

okt. kvartal, som kommer medio nov., trækkes som sædvanlig i hj. for

dec.”

Den 1. december 1997 var der

i oplysningsarkene anført følgende:

”( ) har gennemgået

regnskabet i juli kvartal. Det viser et underskud på kr. 6.814,70- Dog har

kl.

hævet 5.820-kr og 4.656-kr privat egetforbrug. D.v.s. 10.476,-kr og igy

fratrækkes

i jan. 98 hj.”

Af resultatopgørelse for

perioden 1. oktober til 31. december 1998 for B’s frugt- og grønthandel

fremgik at der havde været et privat vareforbrug på 8.000 kr.

I oplysningsarkene var der

den 1. februar 1999 bl.a. anført følgende:

”Regnskaberne modtaget i

posten d.d. Disse er gennemgået. Der er underskud med 72.467,50. Parret har

udtaget varer til privat forbrug kr. 8000,-. Dette beløb [modregnes] i

hjælpen

de næste 3 måneder.

Hjælpen stoppes igen med

udgangen af april måned, hvor nyt regnskab skal afleveres. Sagsoversigt

vedlægges.”

I brev af 18. februar 1999

skrev socialcentret følgende til A:

”Vedr. udbetaling af

supplerende kontanthjælp pr. 01.02.1999.

De har telefonisk bedt om

forklaring på det beløb, der er modregnet i Jeres kontanthjælp pr.

01.02.1999.

Iflg. de afleverede

regnskaber er der iflg. pkt. 2025 et privat vareudtag for kr. 8.000,- . Et

sådant beløb skal iflg. vores jurist beregnes som indtægt, hvorfor vi

modregner beløbet over de næste 3 måneder med kr. 2.666,- pr. måned (perioden

01.02.1999- 30.04.1999).”

A bad i brev af 2. marts 1999

til socialcentret om en forklaring på det træk i den supplerende kontanthjælp

som socialcentret havde foretaget, ligesom hun bad om at få lovgrundlaget og

klageadgangen oplyst. Ved personlig henvendelse til forvaltningen den 19.

marts

1999 bad A om en besvarelse af sit brev og anførte i den forbindelse at det

måtte være ulovligt at blive beskattet både af skattevæsenet og

socialforvaltningen af det samme beløb.

I brev af 26. marts 1999 til

A skrev socialcentret bl.a. følgende:

”De har ved brev af 2.03.1999

til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmodet om dels at få oplyst i

henhold til, hvilken paragraf der i den udbetalte kontanthjælp fratrækkes kr.

8000,- dels til, hvilken instans der kan klages over afgørelse om at

fratrække

ovennævnte beløb.

Forvaltningen skal i denne

anledning henvise til Lov om aktiv socialpolitik § 30, stk. 1, hvoraf

fremgår,

at såvel ansøgeren som ægtefællens indtægter fratrækkes i kontanthjælpen ved

beregningen af denne.

Det fremgår af Deres sag, at

Deres ægtefælle har selvstændig virksomhed. Af regnskab for virksomheden for

1998 fremgår i resultatopgørelsen for oktoberkvartalet 1998, at Deres

ægtefælle

har udtaget varer til privat forbrug svarende til kr. 8000,-.

Kontanthjælpen der ydes er

beregnet til at dække et forsørgelsesbehov, som det fremgår har De og Deres

ægtefælle reelt haft et forbrug af varer i oktoberkvartalet 1998 svarende til

kr. 8000,-. I kontanthjælpen fradrages som nævnt ovenfor såvel indtægter i

form af penge som naturalydelser. Under hensyn hertil skulle nævnte beløb ved

beregningen af Deres kontanthjælp for oktoberkvartalet 1998 have været

modregnet.

Det fremgår af notat af

4.11.1997 i Deres og Deres ægtefælles sag, at udbetalingen af Deres månedlige

kontanthjælp er at betragte som aconto udbetaling, der efterfølgende vil

kunne

reguleres med eventuelle indtægter fra deres ægtefælles virksomhed.

Det fremgår af Aktivlovens §

91 nr. 2, at kontanthjælpen kan kræves tilbagebetalt, når en person mod bedre

vidende uberettiget har modtaget hjælpen.

Regnskab for oktoberkvartalet

1998, hvoraf privatforbruget på kr. 8000,- fremgår, er først modtaget

1.02.1999 i forvaltningen.

Forvaltningen har derfor ikke

haft mulighed for løbende i oktoberkvartal 1998 at modregne overskuddet på i

alt kr. 8000,- i kontanthjælpen. Da De imidlertid som nævnt ovenfor i

november

1997 er blevet gjort klart opmærksom på, at kontanthjælpen udbetales som

ácontobeløb,

der efterfølgende ville blive reguleret, har De ved hver udbetaling af

kontanthjælpen i oktoberkvartalet været klar over, at der var tale om

acontoudbetalinger,

der efterfølgende ville blive reguleret. De har således mod bedre vidende

uberettiget modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 med kr.

8000,-.

Forvaltningen skal derfor

fastholde tilbagebetalingen af kr. 8000,-.

Ovennævnte afgørelse kan

indbringes for Det Sociale Nævn for Frederiksberg og Københavns Kommuner

indenfor en frist af 4 uger efter modtagelse af dette brev. Klagen skal i

givet

fald fremsendes hertil.”

Den 19. april 1999 sendte

socialcentret sagen til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg

Kommuner og skrev bl.a. således:

”Familie- og

arbejdsmarkedsforvaltningen Nørrebro har ved brev af 26.3.99 truffet den i

kopi

vedlagte afgørelse.

(A)’s revisor, ( ) har ved

henvendelse til forvaltningen efterfølgende anfægtet, at forvaltningen ved

beregningen af kontanthjælp i henhold til aktivlovens § 30, stk. 1 har

fradraget

ægtefællens udtag af varer til privat forbrug – se vedlagte

resultatopgørelse

for oktober kvartalet 1998.

Forvaltningen har vurderet

sagen på ny og finder imidlertid, at afgørelsen af 26.3.1999 må fastholdes

under henvisning til den deri givne begrundelse.

Kopi af sagens akter

vedlægges.”

Det sociale nævn traf på møde

den 26. oktober 1999 afgørelse i sagen og skrev den 28. oktober 1999 bl.a.

følgende til A:

”De har i brev af 2. marts

1999 klaget over afgørelser, der er truffet af socialcentret Nørrebro

henholdsvis

den 18. februar 1999 og den [26.] marts 1999. Socialcentret Nørrebro meddelte

Dem den 18.2.99 skriftligt, at det modregnede beløb i Deres supplerende

kontanthjælp

udbetalt pr. 1.2.99, skyldtes et privat vareudtag på 8.000 kr. ifølge de

afleverede regnskaber for Deres ægtefælles virksomhed, punkt 2025, og at

dette beregnes som indtægt. Der skulle derfor modregnes de næste 3 måneder

med

2.666 pr. måned. Socialcentret meddelte Dem efterfølgende i afgørelse af

26.3.99, at lovgrundlaget er aktivlovens § 30, stk. 1 samt § 91, nr. 2, idet

De har været klar over, at der var tale om acontoudbetalinger, der

efterfølgende

ville blive modregnet, hvorfor De uberettiget og mod bedre vidende har

modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 med 8.000 kr.

Nævnet finder ikke, at et

privatforbrug fra Deres ægtefælles selvstændige virksomhed kan fratrækkes i

Deres supplerende kontanthjælp.

Der er herved lagt til grund,

at der alene kan modregnes i kontanthjælpen, når der er et overskud i

ægtefællens selvstændige virksomhed.

Der er lagt vægt på, at der

ifølge de foreliggende oplysninger var et underskud på 64.467,50 kr. den

31.12.98 i Deres ægtefælles virksomhed.

Nævnet finder i øvrigt heller

ikke, at De, såfremt De havde modtaget for meget kontanthjælp i oktober

kvartal på grund af overskud fra virksomheden, kan siges, at have været i ond

tro med hensyn til at modtage hjælpen.

Der er herved lagt vægt på,

at det har været aftalt med socialcentret, at der efter indlevering af

kvartalsregnskab fra Deres ægtefælles virksomhed efterfølgende skulle

modregnes

for eventuelle indtægter i Deres kontanthjælp.

Nævnet ændrer således

socialcentrets afgørelse.”

Københavns Kommune indbragte

sagen for Den Sociale Ankestyrelse ved brev af 23. november 1999 der blev

sendt til det sociale nævn. I brevet anførte kommunen bl.a. følgende:

”Det Sociale Nævn har i sin

afgørelse lagt vægt på, at der ikke kan fradrages i supplerende kontanthjælp

til hustru, da virksomheden har et driftmæssigt underskud i den omhandlede

periode.

Ydre Nørrebro er af den

opfattelse, at der i sager om kontanthjælp skal henses til, at lov om aktiv

social

politik er det underste sociale sikkerhedsnet, samt at hjælp i henhold til

denne lov er subsidiær i forhold til alle andre former for

forsørgelse/underhold.

Ydre Nørrebro skal gøre

opmærksom på, at der ( ) i den konkrete sag er tale om en virksomhed,

grønthandler,

som efter driftsregnskabet giver underskud. Det fremgår imidlertid af samme

regnskab, at ejeren har udtaget varer for kr. 8.000 til privat forbrug. Ydre

Nørrebro finder, at der i denne sammenhæng, hvor der søges om supplerende

kontanthjælp til familiens forsørgelse bør lægges vægt på, at familien via

forretningen har haft mulighed til at dække familiens forsørgelsesbehov via

forretningens varer, hvilket også er sket.

Der henvises til SM O-106-93

hvor Ankestyrelsen konkret har taget stilling til beregning af supplerende

kontanthjælp til ægtepar, hvor den ene part drev selvstændig virksomhed. Ydre

Nørrebro finder ikke, at denne afgørelse kan anvendes alene i den ovennævnte

situation. Ydre Nørrebro finder, at der principielt bør tages stilling til om

private udtag fra en underskudsgivende virksomhed har betydning for

kontanthjælpsberegningen.

Man kunne forestille sig eksempler på virksomheder, som har et driftsmæssigt

underskud, men en positiv egenkapital, som ejere udtager midler fra.”

I brev af 6. december 1999

sendte det sociale nævn sagen videre til Ankestyrelsen idet nævnet ikke havde

fundet grundlag for at ændre sin afgørelse. Nævnte udtalte i den forbindelse

bl.a. følgende:

”Nævnet skal bemærke, at når

en selvstændig virksomhed ikke giver overskud, vil et udtræk til

privatforbrug

enten medføre gældsstiftelse eller forbrug af den formue, som pågældende har

bundet i virksomheden. I ingen af disse tilfælde vil der efter nævnets

opfattelse være grundlag for at anvende aktivlovens § 30, der omhandler

indtægter.

Gældsstiftelse vil efter

nævnets opfattelse ikke skulle påvirke kontanthjælpsudmålingen, og forbrug af

egenkapital må behandles efter reglerne om formue i aktivlovens § 14. I den

forbindelse kan i øvrigt henvises til § 14, stk. 2, hvorefter der blandt

andet

ses bort fra formue, som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens

erhvervsmuligheder.

Derfor vedlægges nævnets

afgørelse samt alle øvrige akter, der har foreligget under sagens behandling

i

nævnet.

Det kan i øvrigt oplyses, at

der ikke er anmodet om aktindsigt eller foretaget partshøring under sagens

behandling i nævnet.”

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte i brev af 21. december 1999 til Københavns Kommune med kopi til

nævnet og A at Ankestyrelsen ville behandle sagen idet den havde principiel

betydning.

I brev af 4. januar 2000

afgav det sociale nævn en udtalelse til sagen.

Til brug for sagens

behandling fremsendte Københavns Kommune den 11. maj 2000 til Ankestyrelsen

bl.a. regnskab for 1998 for B’s frugt- og grønthandel. Af regnskabet

fremgik

at der havde været et underskud på 34.677 kr., og at de direkte omkostninger

havde udgjort 225.930 kr. Ifølge note 1 var omkostningerne fremkommet ved et

varekøb på 233.930 kr. fratrukket et ”eget vareforbrug” på 8.000

kr.

Af Ankestyrelsens afgørelse

af 30. juni 2000 fremgik bl.a. følgende:

”Ankestyrelsen har behandlet

(A)’s sag om, hvorvidt der ved beregningen af hendes supplerende

kontanthjælp

skal foretages fratræk efter aktivlovens § 30, stk. 1, for forbrug af

varelageret

i ægtefællens virksomhed, herunder om varelageret kan ligestilles med en

indtægt, i møde den 29. juni 2000.

Ankestyrelsen finder, at

forbrug af egne varer må betragtes som en indtægt.

Efter aktivlovens § 30, stk.

1, trækkes ansøgeren eller ægtefællens indtægter fra i hjælpen.

Ankestyrelsen finder, at

forbruget af egne varer i året 1998 svarende til kr. 8.000,- skal fradrages

ved

beregningen af den supplerende kontanthjælp til (A).

Ankestyrelsen finder

endvidere, at da beløbet på kr. 8.000,- vedrører hele året, skal der ved

beregningen

af (A)’s kontanthjælp hver måned foretages fradrag med 1/12 i den

løbende hjælp

med virkning fra den måned, hvor størrelsen af forbruget af egne varer

kendes.

Ankestyrelsen ændrer således

det sociale nævns afgørelse.”

I brev af 6. oktober 2000

klagede advokat C på vegne af A til mig over sagen. Han anførte i den

forbindelse bl.a. at hvis forbruget af egne varer blev betragtet som indtægt

for hans klient, var det klientens opfattelse at hun reelt ville komme til at

betale for varer som hendes ægtefælle havde købt. Advokaten vedlagde et brev

af 15. september 2000 fra en statsautoriseret revisor. Af dette brev fremgik

bl.a. følgende:

”Jeg har fået forelagt kopi

af brev af 30. juni 2000 fra Den Sociale Ankestyrelse til Nørrebro Bydelsråd

vedrørende ovennævnte borgers forhold, hvor Ankestyrelsen fastholder, at

’forbrug

af egne varer må betragtes som indtægt.’

Jeg har tillige fået forelagt

årsregnskab for 1998 for ((B)’s frugt- og grønthandel) der udviser et

resultat

på

kr. –34.677.

Dette resultat

indeholder, som tydeligt anført i note 2 i ’vareforbruget’, at

forbruget af

egne varer på

kr. 8.000

har reduceret

– og dermed optræder som en indtægt – den samlede

vareforbrugsomkostning.

Det skal bemærkes, at denne

fremgangsmåde er

korrekt

, idet det

private forbrug af varer

skal

medregnes

som

indtægt

for den erhvervsdrivende.

Hvis der således fra de

sociale myndigheders side tages udgangspunkt i den skattepligtige indkomst

for borgeren og

herudover

tillægger

forbruget af egne varer ved kontanthjælpsberegningen – så vil indtægten

være

medtaget

dobbelt.

Dette kan ikke være korrekt,

idet der herved for en ’grønthandler med forbrug af egne varer’

sker en

negativ

særbehandling i forhold til en

borger, der realiserer et tilsvarende resultat, ved for eksempel udøvelse af

’revisionsvirksomhed’ hvor der jo ikke er tale om ’forbrug af

egne varer’.

Henvisende til aktivlovens §

30 og det deri anførte begreb ’indtægter’, så må dette forstås i

bredere

forstand end Ankestyrelsen umiddelbart fortolker dette og isoleret fokuserer

på én enkelt post i årsregnskabet. Indtægter må forstås som

’nettoindtægter’

ved erhvervsudøvelsen – og det vil i denne situation være det opgjorte

resultat ved erhvervsudøvelsen, som jo jf. ovenfor allerede har indregnet

’forbruget af egne varer’ som en indtægt.

Det er derfor min opfattelse,

at Ankestyrelsen

ikke

har ret i dens

afgørelse, men at ’det sociale nævn’ netop har forstået regnskabets

indre

sammenhæng og at der allerede er sket indregning af nævnte

kr. 8.000

ved kontanthjælpsudmålingen.”

I brev af 16. november 2000

bad jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse om sagen, og om at styrelsen

forinden indhentede en udtalelse fra det sociale nævn og Københavns Kommune,

Socialcentret Nørrebro, om sagen. Jeg bad myndighederne nærmere redegøre for

hvilket forsørgelsesgrundlag myndighederne havde lagt til grund at ægteparret

havde, ligesom jeg bad Københavns Kommune om særligt at udtale sig om den

formelle behandling af sagen, herunder afgørelsens meddelelse, eventuel

partshøring og begrundelse for afgørelsen.

Københavns Kommune anførte i

brev af 1. februar 2001 til Ankestyrelsen at man ikke havde udtalelser ud

over

de tidligere fremsendte.

Det sociale nævn anførte i

udtalelsen af 22. januar 2001 at nævnet havde lagt til grund at ægteparrets

forsørgelsesgrundlag var at A modtog supplerende kontanthjælp til sin

ægtefælles igangsætterydelse, samt at ægtefællens selvstændige virksomhed

ikke

gav overskud. Nævnet henviste i den forbindelse til et notat om sagens

faktiske oplysninger udarbejdet i forbindelse med nævnets behandling af

sagen.

Den Sociale Ankestyrelse

skrev bl.a. følgende i udtalelse af 11. april 2001:

”I denne anledning meddeler

Ankestyrelsen, at hustruen (A) modtog supplerende kontanthjælp til sin

ægtefælles igangsætningsydelse.

Det fremgår af årsregnskabet

for 1998 for ægtefællens frugt- og grønt forretning, at der har været et

forbrug af egne varer fastsat til 8.000 kr.

Efter Ankestyrelsens

opfattelse må forbrug af egne varer udtaget fra lageret betragtes som en

indtægt,

der skal fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp, jf.

aktivlovens

§ 30.

Uanset at det af regnskabet

for virksomheden fremgår, at virksomheden i 1998 har givet underskud, så

finder Ankestyrelsen, at familien ved at forbruge egne varer har haft

mulighed

for at dække i hvert fald en del af sit forsørgelsesbehov.

Da hjælp efter aktivloven er

subsidiær, finder Ankestyrelsen, at forbruget af egne varer skal betragtes

som

en indtægt og fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp.

Hvis der ikke skulle ske

fradrag af forbruget af egne varer, dvs. at forbruget af egne varer ikke

skulle betragtes som en indtægt, ville resultatet være, at der gennem

udmålingen

af kontanthjælpen blev ydet hjælp til opretholdelse af en underskudsgivende

virksomhed.

Ankestyrelsen henholder sig

således til sin afgørelse og den givne begrundelse.”

Ved brev af 19. april 2001

sendte jeg advokat C kopi af myndighedernes udtalelser til sagen og bad om at

modtage hans eventuelle bemærkninger inden fire uger. Jeg modtog ingen

bemærkninger

fra advokaten.

I min foreløbige redegørelse

af 30. maj 2002 skrev jeg følgende:

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”1. Forbrug af egne varer

Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af § 30, stk. 1, i lov om

aktiv socialpolitik der har følgende ordlyd:

’§ 30.

Har ansøgeren og ægtefællen indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. dog

§§ 31-

33.’

Af pkt. 96-97 i vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv

socialpolitik fremgår bl.a. følgende:

’

96.

Hovedreglen er, at ansøgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes krone

for krone i den beregnede kontanthjælp. Det er en konsekvens af, at loven

skal fungere som det underste sikkerhedsnet, og at alle andre muligheder

incl. ens egne og ægtefællens indtægter skal anvendes, før det offentlige

træder til med hjælp.

Dette gælder fx også

indtægter i form af arbejdsdusør, som udbetales ved beskyttet beskæftigelse

efter serviceloven.

97.

Da hjælpen efter § 25 er skattepligtig, skal indtægter trækkes

fra, uanset hvordan de behandles skattemæssigt. Lønindtægter trækkes først

fra

efter, at indtægten er reduceret med udgiften til arbejdsmarkedsbidrag,

ATP-bidrag og eventuelle kollektive pensionsbidrag. Det vil sige, at det er

den

skattepligtige personlige indkomst, som trækkes fra.’

Det fremgår af

lovbestemmelsen at ansøgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes i

hjælpen.

Af vejledningen følger at dette er en konsekvens af at loven skal fungere som

det underste sikkerhedsnet, og at alle andre muligheder, inklusive ens egne

og

ægtefællens indtægter, skal anvendes før det offentlige træder til med hjælp.

Det følger endvidere af vejledningen at indtægterne skal fratrækkes uanset

hvordan de behandles skattemæssigt.

Efter praksis opfattes

almindelige lønindtægter som omfattet af § 30, stk. 1, men bl.a. også

arbejdsløshedsdagpenge,

diæter og fratrædelsesgodtgørelser betragtes som en indtægt i medfør af

bestemmelsen.

I disse tilfælde er der typisk tale om modtagelse af et udefrakommende

kontantbeløb hvorfor der uden tvivl kan siges at være tale om egentlige

indtægter. Ankestyrelsen har tidligere fastslået at også overskud af egen

virksomhed er en indtægt, jf. SM O-106-93.

I denne sag er der imidlertid

tale om varer der er udtaget til privat forbrug fra egen virksomhed.

Virksomheden, ((B)’s frugt- og grønthandel), er desuden en personligt

ejet virksomhed

og ejes fuldt ud af (A)’s ægtefælle. De udtagne varer er således i

realiteten

oprindelig købt for egne midler.

Hertil kommer at virksomheden

er i underskud. Af virksomhedens årsregnskab for 1998 er anført at der pr.

31.

december 1998 havde været en nettoomsætning på 243.257 kr.,

administrationsomkostninger

på 52.004 kr. og omkostninger ved varekøb på 233.930 kr. Dette ville som

udgangspunkt

efterlade virksomheden med et årligt underskud på 42.677 kr. Imidlertid har

det private vareforbrug på 8.000 kr. reduceret den samlede varekøbsomkostning

til 225.930 kr. idet det regnskabsmæssigt i virksomheden er medtaget som en

indtægt. Det private vareforbrug har således reduceret det årlige underskud i

virksomheden til ÷ 34.677 kr.

Betragtes parrets økonomi

under ét, er det vanskeligt at se at der samlet skulle være tale om en

indtægt

når ægtefællen udtager varer fra sin personligt ejede virksomhed, når

virksomheden

er i underskud, og når ægtefællen må antages allerede at have haft udgifter

til virksomhedens indkøb af de pågældende varer eller at have optaget gæld

hertil.

Endvidere stiller jeg mig

uforstående over for Ankestyrelsens synspunkter om at undladelse af at

fratrække beløbet ville indebære at der blev ydet hjælp til ægtefællens

virksomhed. Denne synsvinkel kunne for så vidt anvendes uanset om der havde

været et vareforbrug i (B)’s virksomhed. Synspunktet ser endvidere helt

bort

fra at vareforbruget reelt er udtryk for en gældsstiftelse.

På den baggrund er det min

foreløbige opfattelse at et privat vareforbrug i en underskudsgivende

personligt ejet virksomhed ikke kan betragtes som en indtægt i relation til

aktivlovens § 30, stk. 1.

Formuleringen af § 30, stk.

1, bør efter min foreløbige vurdering forstås således at der i tilfælde som

det

foreliggende må fokuseres på virksomhedens reelle betydning for parrets

økonomi, og såfremt der reelt er tale om et underskud, kan eget forbrug af

varer indkøbt til virksomheden ikke anses for en indtægt.

Jeg gør opmærksom på at jeg

har lagt til grund at myndighederne ikke anfægter at virksomheden reelt har

haft et underskud svarende til det der fremgår af årsregnskabet.

Det er således min foreløbige

opfattelse at Københavns Kommune og Ankestyrelsen ikke har haft hjemmel til

at

betragte det private vareforbrug som en indtægt der skulle fratrækkes i

(A)’s

supplerende kontanthjælp. Jeg er derfor umiddelbart indstillet på at

henstille

til Ankestyrelsen at genoptage den pågældendes sag og træffe en ny afgørelse

under hensyntagen til det jeg har anført.

2. Tilbagebetaling

Hovedreglen i dansk ret er at

en afgørelse om tilbagebetaling af sociale ydelser skal have lovhjemmel.

Herudover

gælder der en meget begrænset adgang til tilbagebetaling på ulovbestemt

grundlag.

Ifølge aktivloven gælder

bl.a. følgende bestemmelser om tilbagebetaling:

’§ 91. Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling

når en person mod bedre

vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.

§ 93. Kommunen kan træffe beslutning om tilbagebetaling, når der

ydes hjælp,

når der på det tidspunkt, da

der søges hjælp på grund af økonomisk trang, foreligger forhold, der viser,

at

den pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale

hjælpen.

§ 94. Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en

person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et

underholdsbidrag

eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte

hjælp.

’

(A) blev pålagt at

tilbagebetale kontanthjælp modtaget i efteråret 1998 da det i februar 1999

blev klart at (B) havde udtaget for 8.000 kr. i vareforbrug i perioden fra 1.

oktober til 31. december 1998. Tilbagebetalingen gennemførtes som et træk i

(A)’s kontanthjælp i perioden fra 1. februar til 30. april 1999.

Det fremgår af sagen at

socialcentret og det sociale nævn var uenige om hvorvidt

tilbagebetalingsreglen

i § 91, nr. 2, skulle anvendes i sagen.

Socialcenter Nørrebro

henviste i sin uddybende begrundelse af 26. marts 1999 til aktivlovens § 91,

nr. 2, og anførte at regnskabet for oktober kvartal 1998 hvoraf

privatforbruget

på 8.000 kr. fremgik, først var modtaget den 1. februar 1999 i forvaltningen,

og at forvaltningen derfor ikke havde haft mulighed for løbende i oktober

kvartal

1998 at modregne indtægten på i alt 8.000 kr. i kontanthjælpen. Samtidig

anførte

centret at (A) i november 1997 var blevet gjort klart opmærksom på at

kontanthjælpen

blev udbetalt som ácontobeløb der efterfølgende ville blive reguleret, og

centret sluttede heraf at hun mod bedre vidende uberettiget havde modtaget

for

meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 på 8.000 kr.

Det fremgår af socialcentrets

oplysningsark af 4. november 1997 at der blev udleveret

tilbagebetalingserklæring

til (A). Denne erklæring foreligger imidlertid ikke blandt sagens akter.

Jeg må forstå at Socialcenter

Nørrebro var af den opfattelse at (A) på grund af regnskabet for oktober

kvartal 1998 havde fået for meget kontanthjælp udbetalt i oktober, november

og

december 1998, at hun var i ond tro, og at beløbet derfor kunne kræves

tilbagebetalt efter § 91, nr. 2, hvorfor man modregnede i den efterfølgende

udbetaling af kontanthjælp.

Vedrørende § 91, nr. 2,

fremgår følgende af et notat af 28. september 1999 udarbejdet af det sociale

nævn i forbindelse med sagen:

’For det første har hun

ifølge ovenstående været berettiget til kontanthjælpen, for det andet er der

tidligere i maj 1997 ( ) og i januar 1998 ( ) ifølge oplysningsarkene

modregnet

i hendes supplerende kontanthjælp på grund af privat forbrug fra ægtefællens

frugt- og grøntforretning, og socialcentret oplyser da også i afgørelse af

26.3.99, at hun har været klar over, at der var tale om acontoudbetalinger,

der

efterfølgende ville blive modregnet. Der ses ikke at have været tale om, at

hun har været i ond tro med hensyn til at modtage kontanthjælpen i oktober

kvartal, da det jo hele tiden har været aftalt, at der efterfølgende skulle

modregnes efterfølgende, hvis socialcentret fandt det påkrævet.’

I afgørelsen af 28. oktober

1999 anførte nævnet følgende vedrørende dette forhold:

’Nævnet finder i øvrigt

heller ikke, at De, såfremt De havde modtaget for meget kontanthjælp i

oktober

kvartal på grund af overskud fra virksomheden, kan siges, at have været i ond

tro med hensyn til at modtage hjælpen.

Der er herved lagt vægt på,

at det har været aftalt med socialcentret, at der efter indlevering af

kvartalsregnskab fra Deres ægtefælles virksomhed efterfølgende skulle

modregnes

for eventuelle indtægter i Deres kontanthjælp.’

Jeg beder nævnet udtale sig

om hvorvidt det anførte skal forstås således at nævnet ikke mente at

vareforbruget var en indtægt, men såfremt man alligevel måtte lægge til grund

at privat vareforbrug skulle fratrækkes i den pågældendes kontanthjælp, så

kunne tilbagebetalingsbestemmelsen i § 91, nr. 2, ikke anvendes idet den

pågældende ikke kunne antages at være i ond tro på grund af aftalen med

socialcentret om efterfølgende regulering i kontanthjælpen for eventuelle

indtægter.

Ankestyrelsen har i

afgørelsen slet ikke omtalt anvendelsen af tilbagebetalingsregler.

Hvis Ankestyrelsen fastholder

at det private vareforbrug må betragtes som en indtægt, anmoder jeg styrelsen

om

nærmere at redegøre for på hvilket retsgrundlag denne indtægt kunne reducere

(A)’s supplerende kontanthjælp for en efterfølgende periode. Jeg beder i

denne

forbindelse Ankestyrelsen angive hjemlen for tilbagebetalingskravet samt for

den retlige betydning af at (A) ikke ved udbetalingen af hjælpen fik at vide

at

hjælpen var tilbagebetalingspligtig.

3. Socialcenter Nørrebros sagsbehandling

Ifølge sagsoplysningsarkene

besluttede Socialcenter Nørrebro den 1. februar 1999 at der skulle fratrækkes

8.000 kr. i udbetalingen af (A)’s supplerende kontanthjælp på grundlag

af

hendes ægtefælles regnskab, og at beløbet skulle fordeles på de tre følgende

måneder. Hun fik derfor i sin hjælp for februar måned fratrukket 2.666 kr.

Socialcentrets beslutning om

at fratrække et beløb i (A)’s supplerende kontanthjælp er en afgørelse i

forvaltningslovens forstand. Afgørelsen og sagsbehandlingen i forbindelse

hermed skal derfor opfylde de krav der følger af forvaltningsloven.

Partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk.

1, har følgende ordlyd:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme

med

en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

§ 19 i forvaltningsloven

angår partshøring over de faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for

sagen.

Partshøring skal gennemføres

også i de tilfælde hvor parten er bekendt med samtlige de oplysninger som

indgår i grundlaget for myndighedens afgørelse. Det centrale element i

partshøringen er her selve det forhold at myndigheden har rejst en sag og

agter

at gennemføre den. En parts kendskab til oplysninger som indgår i en sag, kan

således kun fritage myndigheden for partshøring efter forvaltningslovens

§ 19 hvis myndigheden kan lægge til grund at parten ved dels at der er

rejst en sag mod den pågældende, dels at oplysningerne indgår i denne sag.

Det fremgår af sagens akter

at (A)’s ægtefælle i forbindelse med bevilling af igangsætningsydelse

den 30.

januar 1997 blev gjort opmærksom på at der skulle afleveres regnskab til

socialforvaltningen hver 3. måned med henblik på at den supplerende hjælp til

(A) kunne beregnes.

(A) selv blev den 4. november

1997 ifølge socialcentrets oplysningsark gjort opmærksom på betydningen af

ægtefællens indlevering af regnskab for hendes udbetaling af hjælp.

Det fremgår imidlertid ikke

af sagens akter at (A) – forinden socialcentrets træk i hendes

kontanthjælp –

blev gjort bekendt med det forhold at socialcentret behandlede en sag

hvorunder man overvejede at bruge de konkrete oplysninger i ægtefællens

regnskab for oktober kvartal 1998 til træk i hendes hjælp. Det fremgår heller

ikke af sagens akter at (A) skulle være blevet gjort bekendt med de konkrete

oplysninger i dette regnskab vedrørende privatforbruget på 8.000 kr.

På trods af min anmodning i

brev af 16. november 2000 er Københavns Kommune i sin udtalelse hertil ikke

fremkommet med kommentarer vedrørende socialcentrets behandling af sagen,

herunder

eventuel partshøring. Jeg må således lægge til grund at (A) ikke er blevet

partshørt i forbindelse med den konkrete sag om træk på grundlag af

regnskabet

for perioden 1. oktober til 31. december 1998.

Efter min opfattelse burde

socialcentret – inden afgørelsen blev truffet – for det første have

gjort (A)

bekendt med det forhold at socialcentret behandlede en sag hvorunder man

overvejede at bruge konkrete oplysninger i regnskabet for oktober kvartal

1998

til træk i hendes supplerende hjælp.

For det andet burde

socialcentret have partshørt (A) over de konkrete oplysninger i regnskabet

vedrørende privatforbrug af varer for 8.000 kr. idet socialcentret ikke kunne

antage at hun var bekendt med disse oplysninger der alene fremgik af

ægtefællens regnskab, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Det er således min foreløbige

opfattelse at det er beklageligt at kommunen ikke partshørte (A) i

overensstemmelse hermed.

Afgørelsens meddelelse og begrundelse

Københavns Kommune har som

nævnt ikke kommenteret min anmodning om en udtalelse vedrørende sagens

behandling.

Ifølge sagens akter, herunder

sagsoplysningsarkene, må jeg derfor foreløbig lægge til grund at Socialcenter

Nørrebro den 1. februar 1999 direkte fratrak 2.666 kr. i forbindelse med

udbetalingen af (A)’s supplerende kontanthjælp for februar måned, og at

hun

således alene blev bekendt med afgørelsen om træk i hendes kontanthjælp ved

at

hun havde fået mindre udbetalt end sædvanligt. Afgørelsen er således hverken

meddelt mundtligt eller skriftligt.

En afgørelse anses i

almindelighed ikke for at få retsvirkning før den er blevet meddelt parten.

Trækket skete således på et tidspunkt hvor der ikke forelå en retskraftig

afgørelse, jf. herved Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 397ff,

og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5.

udgave

(2001). s. 306ff.

Jeg mener det er kritisabelt

at afgørelsen om at trække i (A)’s kontanthjælp end ikke blev meddelt

hende ved

en mundtlig afgørelse, og særdeles kritisabelt at der blev trukket i hendes

hjælp på grundlag af en afgørelse der ikke var retskraftig.

Først ved brev af 18. februar

1999 fik (A) meddelelse om afgørelsen.

Efter forvaltningslovens §

24, jf. § 22, skal en skriftlig begrundelse for en afgørelse indeholde en

henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Afgørelsen skal endvidere, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en

klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25, stk. 1.

Brevet af 18. februar 1999 indeholdt

hverken en angivelse af retsgrundlaget for afgørelsen eller en forklaring på

reglernes anvendelse i det konkrete tilfælde. Det indeholdt heller ikke en

klagevejledning. Jeg anser dette for at være i strid med forvaltningslovens

§§

24 og 25.

Det jeg har anført ovenfor

vedrørende afgørelsens meddelelse, begrundelse og klagevejledning, gælder

naturligvis også i tilfælde hvor partshøring har fundet sted.”

Efter at have indhentet

udtalelser fra Københavns Kommune og fra Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner meddelte Ankestyrelsen mig i brev af 25. november 2002

at styrelsen agtede at genoptage sagen.

Ved afgørelse af 22. maj 2003

ændrede Ankestyrelsen sin afgørelse af 30. juni 2000. I afgørelsen til A som

jeg modtog kopi af, skrev Ankestyrelsen bl.a. således:

”Ankestyrelsen finder, at

forbrug af egne varer ikke i Deres tilfælde skal betragtes som en indtægt.

Begrundelsen for afgørelsen

er, at da Deres ægtefælles virksomhed giver underskud, kan forbrug af varer

fra forretningen ikke betragtes som en indtægt efter aktivlovens § 30.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at underskuddet i Deres ægtefælles virksomhed er reduceret med 8.000 kr.

som krævet efter skattereglerne.”

Jeg meddelte herefter advokat

C og Ankestyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter