Spring til indhold

Retsinformation

Mundtlig videregivelse af oplysninger mellem to hospitaler med henblik på eventuelt at iværksætte særlige foranstaltninger

FOU nr 2002.553UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Mundtlig videregivelse af oplysninger mellem to hospitaler

med henblik på eventuelt at iværksætte særlige foranstaltninger

A der var

indsat i Vestre Fængsel, forsøgte den 9. november 2001 om morgenen at begå

selvmord ved at indtage et større antal piller. Efter at have gennemgået de

sagsakter som Direktoratet for Kriminalforsorgen i den anledning (og efter

generel aftale) havde sendt mig den 18. januar 2002, afsluttede jeg den 28.

januar 2002 min undersøgelse af Direktoratet for Kriminalforsorgens

sagsbehandling og afgørelse (direktoratets afgørelse af 17. januar 2002) i

anledning af Vestre Fængsels indberetning til direktoratet om denne hændelse.

Samtidig hermed indledte jeg

af egen drift en særskilt undersøgelse af sagsforløbet den 9. november 2001

efter

selvmordsforsøget - herunder og

især en undersøgelse af hvorvidt oplysninger om at A blev opfattet som

selvmordstruet, blev videregivet (mundtligt) til det personale som efter

selvmordsforsøget skulle tage vare på A.

Om sagsforløbet den 9. november 2001 efter det

ovennævnte selvmordsforsøg fremgik følgende af Hovedstadens

Sygehusfællesskab,

Bispebjerg Hospitals redegørelse til Embedslægeinstitutionen for Københavns

og

Frederiksberg Kommuner (redegørelsen er dateret den 13. november 2001, men er

efter sit indhold afgivet den 15. november 2002 eller senere):

”Ovennævnte patient modtages

på den psykiatriske skadestue E3 den 09 11 2001 mhp indlæggelse med status af

surrogatvaretægtsfængsling.

Patienten har foretaget

drabsforsøg på sin hustru med en økse.

I Vestre fængsel forsøger

Læs alt

patienten at suicidere med en overdosis Valaxone (50 stk.).

Køres til skadestuen på

Hvidovre hospital, hvor der ikke er behov for egentlig

forgiftningsbehandling,

derimod skønnes patienten fortsat suicidalfarlig.

Patienten flyttes efter

aftale med bagvagt på psykiatrisk afdeling Rigshospitalet til deres

modtagelse,

idet man er af den opfattelse, at patienten tilhører Rigshospitalets

optagelsesområde.

I den psykiatriske modtagelse

på Rigshospitalet vurderes patienten lidt depressiv, men fortsat svært

selvbebrejdende og man kan ikke udelukke fortsat suicidalfare. På et

tidspunkt

erfarer man på Rigshospitalet, at patienten ikke er bosiddende i

Rigshospitalets optageområde, men derimod i Bispebjerg hospitals

optageområde,

hvorfor patienten overflyttes til psykiatrisk afdeling, Bispebjerg hospital.

Patienten ankommer til den

psykiatriske modtagelse E3, Bispebjerg hospital, hvor patienten beskrives som

vågen, men med dårlig kontakt, er opfyldt af jalousiforestillinger og virker

forpint af disse. Fastholder dødsønske, men benægter intentioner om at berøve

sig livet under indlæggelse.

Patienten er under

transporten fra Rigshospitalet til Bispebjerg ikke ledsaget af

fængselspersonale eller politi, men derimod personale fra Rigshospitalets

psykiatriske modtagelse.

Det besluttes at patienten

indlægges frivilligt, men som surrogatvaretægtsfængslet på lukket afdeling.

Patienten ligger i ventetiden i den psykiatriske modtagelse på

undersøgelsesstue med åben dør, og tilses hyppigt både af indlæggende læge og

plejepersonale i modtagelsen. Kl. 18,10 finder man patienten med en

sugeslange

viklet om halsen. Patienten har viklet sugeslangen fast om et rør og slået en

knude om halsen. Der er respirationsstop, desuden findes patienten pulsløs,

men

der er angiveligt hjerteaktivitet på EKG. Der startes umiddelbart eksterne

hjertemassage og ventilering på maske. Anæstesiholdet ankommet 18,15,

hvorefter

patienten intuberes og overflyttes til intensivafdeling R, Bispebjerg

hospital

mhp respiratorbehandling.

Den 15 11 om morgenen afgår

patienten ved døden på neuromedicinsk afdeling, Bispebjerg hospital.”

Jeg modtog som allerede nævnt

den 18. januar 2002 underretning om begge hændelser fra Direktoratet for

Kriminalforsorgen og skrev den 28. januar 2002 (bl.a.) følgende til

direktoratet:

”II. (A)’s selvmord den 9. november 2001

Det fremgår af de udlånte

akter at (A) efter selvmordsforsøget den 9. november 2001 fik en modgift

injiceret, og at han herefter blev kørt til Hvidovre Hospital, videre til

(måske) Nordvang, til Rigshospitalet og endelig til Bispebjerg Hospital. Det

fremgår endvidere at (A) efter ankomsten til Bispebjerg Hospital var uden

opsyn

i en periode på ca. 10 minutter, og at han derved fik mulighed for at hænge

sig

på hospitalets undersøgelsesstue 1 hvor han blev fundet livløs kl. 18.10. Den

15. november 2001 afgik (A) ved døden uden at være kommet til bevidsthed.

Dødsårsagen var følgerne af stranguleringen den 9. november 2001.

Det fremgår af Københavns

Politi, Station 3’s anmeldelsesrapport af 15. november 2001 at politiet

var

blevet underrettet om selvmordsforsøget den 9. november 2001 og - sådan må

jeg

forstå det - om overførslen af (A) til Hvidovre Hospital. (Det fremgår dog

ikke

hvilket politi/hvilken station der modtog underretningen). Af en

politirapport

af 22. november 2001 (bilag 17) fremgår det at ordenspolitiet hos Københavns

Politi, Station City, har været underrettet om selvmordsforsøget og den

efterfølgende transport af (A) med henblik på hospitalsindlæggelse. Det

fremgår

endvidere af denne politirapport at anmeldelsen kom via HS (Hovedstadens

Sygehusfællesskab), og at vagthavende hos Københavns Politi, Station City,

besvarede

henvendelsen med en henvisning til at det var Vestre Fængsels opgave at

underrette det sagsbehandlende kriminalpoliti. Det fremgår ligeledes af bilag

17 at den samme vagthavende dagen efter udfærdigelsen af politirapporten -

den

23. november 2001 - på eget initiativ har oplyst Station 3 om at han nu

huskede

at han underrettede ’KVC’ om sagen. Endelig fremgår det af en

afhøringsrapport

af 20. november 2001 (bilag 15 - afhøring af overlæge (B), Bispebjerg

Hospital)

at (A) ikke var ledsaget af fængselsfunktionærer eller polititjenestemænd da

han ankom til Bispebjerg Hospitals skadestue. Det fremgår endvidere af en

udtalelse af 10. januar 2002 fra Københavns Politi til Direktoratet for

Kriminalforsorgen (som svar på direktoratets høringsskrivelse af 18. december

2001) at (A) var varetægtsarrestant hos Glostrup Politi. Københavns Politi

har

i udtalelsen henledt direktoratets opmærksomhed på ’sagens bilag 15 og

16

vedrørende manglende overvågning af pågældende under transport fra Vestre

Fængsel og forskellige hospitaler ’.

Som sagen nu foreligger

oplyst, forstår jeg at (A) blev opfattet som selvmordstruet, men ikke

undvigelsestruet i tidsrummet mellem selvmordsforsøget den 9. november 2001

og

selvmordet senere samme dag. Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt - og i givet

fald på hvilken måde - denne oplysning er videregivet til det personale som

efter selvmordsforsøget har skullet tage vare på (A). Til brug for mine

overvejelser om hvorvidt der er grundlag for at jeg af egen drift efter

ombudsmandslovens § 17, stk. 1, tager også denne del af sagen op til

undersøgelse, beder jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen om oplysninger om

det nærmere hændelsesforløb i tidsrummet fra (A) den 9. november 2001 om

formiddagen forlod Vestre Fængsel med ambulance, og til han kl. ca. 18.10

samme

dag blev fundet livløs på Bispebjerg Hospital - herunder oplysninger om

hvorvidt fængselsfunktionærer eller polititjenestemænd har ledsaget (A). Jeg

beder endvidere direktoratet om at oplyse hvad Københavns Fængsler har gjort

for at sikre at oplysningerne om at der var en risiko for at (A) ville

forsøge

at begå selvmord hvis han ikke blev holdt under konstant opsyn, fulgte ham.

Jeg

beder om at Direktoratet for Kriminalforsorgen sender oplysningerne og de

vedlagte sagsakter tilbage til mig gennem Politidirektøren for København -

hvis

svar på de samme spørgsmål jeg tillige udbeder mig.”

Jeg modtog herefter

oplysninger om hændelsesforløbet den 9. november 2001 fra Vestre Fængsel og

Politidirektøren i København (i breve af henholdsvis 26. februar og 21. marts

2002). Det fremgik heraf at A på intet tidspunkt havde været ledsaget af

polititjenestemænd. Det fremgik endvidere at to fængselsfunktionærer havde

ledsaget A frem til tidspunktet for indlæggelse af denne på Rigshospitalets

psykiatriske afdeling, og at de to fængselsfunktionærer returnerede til

Vestre

Fængsel i forbindelse med indlæggelsen.

På baggrund af disse oplysninger skrev jeg den

10. april 2002 til Rigshospitalet idet jeg udbad mig oplysninger om

hændelsesforløbet den 9. november 2001 fra Rigshospitalet (herefter RH),

Bispebjerg Hospital (BBH) og Direktionen for Hovedstadens Sygehusfællesskab

(H:S Direktionen). Jeg bad RH sende mig materialet gennem BBH og H:S

Direktionen hvis oplysninger og bemærkninger jeg tillige anmodede om.

Oplysningerne

udbad jeg mig til brug for mine overvejelser om hvorvidt der var grundlag for

at jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, tog sagen om

A’s

selvbeskadigelse (og efterfølgende død) op til undersøgelse.

Efter at jeg havde gennemgået

det materiale som H:S Direktionen herefter sendte mig, afgav jeg den 23.

december 2002 en udtalelse om sagen, jf. ombudsmandslovens § 17, stk. 1, i

form

af en redegørelse.

Ombudsmandens redegørelse

”Den hændelse den 9. november 2001 - som gav anledning til at jeg

iværksatte denne yderligere undersøgelse - fandt sted kl. ca. 18.10 på BBH,

afdeling E 3 (psykiatrisk modtagelse) hvortil (A) var overført den samme dag

kl. ca. 16.15. Det fremgår af sagen at den vagthavende læge i afdelingen

havde en samtale med (A) umiddelbart efter overførslen af ham fra RH. Det

fremgår endvidere at lægen på baggrund af samtalen vurderede at (A) skulle

indlægges på lukket afsnit, E 15, at (A) ikke havde behov for en fast vagt,

og at han - må jeg forstå - ikke forventedes at ville gentage sit

selvmordsforsøg fra tidligere på dagen under sit ophold på afdeling E 3. Det

fremgår desuden at (A) forud for hændelsen den 9. november 2001 blev tilset

af sundhedspersonalet med jævne mellemrum - og således også kl. ca. 18.00 -

og at døren indtil den undersøgelsesstue hvor (A) lå, hele tiden blev holdt

åben. Jeg forstår at graden af overvågning af (A) kan henføres til den

vagthavende læges vurdering efter samtalen med ham.

(A) påførte imidlertid den 9. november 2001, kl. 18.10, i et ubemærket

øjeblik sig selv skader (ved strangulering) i et sådant omfang at han den 15.

november 2001 afgik ved døden.

Det kan efter min opfattelse være nødvendigt at der i forbindelse med

overførsel af en patient fra et hospital til et andet hospital videregives

oplysninger om den pågældende, ikke blot skriftligt (i form af en medfølgende

journal mv.), men også mundtligt. Jeg sigter herved til oplysninger som det

modtagende personale skal bruge for straks at kunne vurdere om der skal

træffes særlige foranstaltninger i forhold til den pågældende patient. En

oplysning om at patienten er selvmordstruet, vil efter min opfattelse typisk

være en sådan oplysning.

Jeg har koncentreret min undersøgelse til spørgsmålet om hvorvidt og i givet

fald på hvilken måde oplysningen om at (A) blev opfattet som selvmordstruet,

er videregivet til det personale som efter selvmordsforsøget den 9. november

2001 om morgenen har skullet tage vare på (A) (pkt. II nedenfor). Jeg har

endvidere fremsat nogle bemærkninger om enkelte andre spørgsmål - herunder om

de overordnede visitationsregler for Hovedstadens Sygehusfællesskab (pkt. I).

I. Behandlingen den 9. november 2001 af (A)

i relation til visitationsreglerne for Hovedstadens Sygehusfællesskab

H:S

Direktionen har i udtalelse af 22. juli 2002 anført følgende om dette

spørgsmål:

’Om information om (A)’s

helbredstilstand i.f.m. overflytningerne mellem de 3 psykiatriske afdelinger

i

H:S kan konstateres, at det af skadesedlen fra Hvidovre Hospitals

psykiatriske

skadestue fremgår, at (A) fortsat truede med at tage sit eget liv og det

skønnedes, at (A) var suicidalfarlig. Konklusionen er, at (A) bør indlægges

til

observation og nærmere vurdering.

I Rigshospitalets

psykiatriske afdeling var det i følge journaloplysningerne vurderingen, at

suicidalfare ikke kunne udelukkes udenfor lukket regi, men da (A) ikke havde

bopæl i Rigshospitalets lokale optageområde arrangeres overflytning til

Bispebjerg Hospital med henblik på indlæggelse i Bispebjerg Hospitals

psykiatriske afdeling.

Ved (A)’s ankomst til Bispebjerg

Hospitals psykiatriske modtagelsesafsnit E3 afgiver det medfølgende personale

fra Rigshospitalet en mundtlig orientering om, at (A) var surrogatfængslet,

og

at han var opfattet som suicidal og derfor hurtigst muligt burde flyttes til

en

lukket afdeling.

H:S Direktionen må således

konstatere, at informationen om, at (A) var selvmordstruet blev videregivet

ved

overflytningerne mellem de 3 psykiatriske afdelinger i H:S i form af

skadeseddel fra Hvidovre Hospitals psykiatriske skadeseddel og i kopien af

journalen fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Ligesom der i følge

personalet fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling blev givet en mundtlig

orientering om at (A) var selvmordstruet.

For så vidt angår selve

visitationsforløbet for (A) skal H:S Direktionen bemærke, at H:S har fastsat

overordnede retningslinier for visitation, herunder retningslinier for

’God

klinisk praksis’ i forbindelse med henvisning til og overflytning mellem

hospitalerne i H:S. Det fremgår bl.a. heraf, at en patient, der er indbragt

til

et hospital med ambulance, og som har behov for indlæggelse, skal indlægges

på

det pågældende hospital, hvis hospitalet råder over den relevante funktion.

Der er derudover en

samarbejdsaftale imellem de psykiatriske afdelinger i H:S, hvorefter

varetægtsfængslede

personer, der har opholdt sig mindre end 3 måneder i Vestre Fængsel skal

visiteres efter bopæl.

Denne aftale sigter til den

situation, hvor Vestre Fængsel forlods retter henvendelse til Hvidovre

Hospitals psykiatriske afdeling om en person, der har behov for indlæggelse.

Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling oplyser herefter, hvilket hospital

personen skal indlægges på i henhold til pågældendes bopæl. Personen

indlægges

således direkte fra Vestre Fængsel på det pågældende lokale hospital.

I de tilfælde, hvor en person

indbringes akut med ambulance fra Vestre Fængsel til Hvidovre Hospital, bør

personen derimod indlægges på Hvidovre Hospital. Eventuel overflytning må

afvente indtil patientens tilstand er stabiliseret og patienten er flytbar.

Aftalen mellem de psykiatriske afdelinger om visitation direkte til det

lokale

hospital omfatter efter H:S Direktionens opfattelse således ikke (A)’s

tilfælde, idet (A) var blevet indbragt til Hvidovre Hospitals somatiske

skadestue og efterfølgende overflyttet til hospitalets psykiatriske

skadestue.

I henhold til H:S overordnede

visitationsretningslinier skulle (A) således have været indlagt i Hvidovre

Hospitals psykiatriske afdeling.

Tilsvarende burde (A) efter

principperne i de overordnede visitationsretningslinier have været forblevet

indlagt på Rigshospitalet uanset, at (A)’s overflytning til

Rigshospitalets

psykiatriske afdeling skyldtes en fejl fra Hvidovre Hospitals psykiatriske

skadestue.

H:S Direktionen må således

konstatere, at visitationsforløbet for (A) ikke har været i overensstemmelse

med H:S overordnede retningslinier for henvisning og overflytning mellem

hospitalerne. Ligesom (A)’s tilfælde var udenfor samarbejdsaftalen

mellem de

psykiatriske afdelinger i H:S.

Foranlediget af den konkrete sag

vil H:S Direktionen derfor overfor de psykiatriske afdelinger i H:S

indskærpe,

at retningslinierne for ’God klinisk praksis’ i forbindelse med

henvisning og

overflytning mellem hospitalerne i H:S også gælder for personer, der har

opholdt sig under 3 måneder i Vestre Fængsel, og som indlægges akut på en

psykiatrisk afdeling i H:S.’

Af de ’Overordnede

visitationsretningslinier’ (nr. A.3.1.2.) for Hovedstadens

Sygehusfællesskab

(oktober 2000) fremgår bl.a. følgende:

’Retningslinier

·

Ansvaret for patienten er placeret på den

afdeling, hvor patienten aktuelt befinder sig.

·

Diskussion om overflytning og patientens

placering må ikke finde sted i patientens eller pårørendes nærvær.

·

Patienter, der er taget i behandling på et

hospital for en sygdom, skal færdigbehandles på det samme hospital, indtil

udskrivning kan finde sted for den aktuelle lidelse.

·

Patienter, som modtages i et hospitals

skadestue som selvhenvendere, eller som er indbragt med ambulance, og som har

behov for indlæggelse, skal indlægges på det pågældende hospital, hvis

hospitalet råder over den relevante funktion. Hvis patienten kan hjemsendes,

skal patienten færdigbehandles på den pågældende skadestue.

·

Hvis der i særlige tilfælde opstår tvivl om

rimeligheden af overflytning af en patient, skal patienten uden videre

diskussion forblive på den afdeling, som ønsker patienten overflyttet, og

problemet skal snarest muligt forelægges for en af de to lægelige direktører

på

de pågældende hospitaler, som herefter træffer beslutning.’

Jeg har med sagens akter

modtaget yderligere dokumenter om visitation af retspsykiatriske patienter

inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab. Jeg henviser til bilagene til et

brev

af 15. juli 2002 fra overlæge (C), Sct. Hans Hospital, stilet til H:S

Direktionen.

Det er efter min opfattelse

meget beklageligt at (A) den 9. november 2001, efter at han om morgenen havde

forsøgt at begå selvmord, i løbet af dagen i strid med retningslinjerne blev

flyttet mellem tre hospitaler i HS, og at han endnu ikke kl. 18.10 - da han

påførte

sig yderligere skader - var blevet indlagt og fysisk placeret på en

sengeafdeling. Jeg kan naturligvis ikke udtale mig om hvorvidt disse forhold

har været medvirkende til at (A) den 9. november 2001 påførte sig de

yderligere

skader der førte til at han den 15. november 2001 afgik ved døden.

Jeg har samtidig hermed gjort

Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital bekendt med min

opfattelse.

Jeg tager til efterretning at

H:S Direktionen har oplyst at ville indskærpe de overordnede

visitationsregler

over for de psykiatriske afdelinger i Hovedstadens Sygehusfællesskab, og jeg

går ud fra at dette allerede er sket. Jeg går endvidere ud fra at sagen har

givet H:S Direktionen anledning til at overveje om de gældende regler er

tilstrækkeligt tydelige således at en tilsvarende hændelse så vidt muligt kan

undgås i fremtiden.

II. Videregivelse af oplysninger om at (A)

var selvmordstruet

A. Videregivelse af oplysninger fra

Københavns Fængsler (og politiets rolle i sagen)

Det fremgår

som allerede nævnt af oplysningerne fra Københavns Fængsler og

Politidirektøren

i København at (A) på intet tidspunkt under transporterne har været ledsaget

af

polititjenestemænd ((A) blev ledsaget af to fængselsfunktionærer indtil han

ca.

kl. 13.30 blev indlagt på RH).

På den baggrund foretager jeg

mig ikke mere i forhold til Politidirektøren i København.

Københavns Fængsler har i

udtalelsen af 26. februar 2002 bl.a. oplyst følgende:

’Som det fremgår [af

døgnrapporten fra den 9. november 2001 fra Københavns Fængsler, Modtagelsen;

min bemærkning] blev (A) ledsaget i ambulancen af én fængselsfunktionær, mens

en anden fængselsfunktionær fulgte efter i bil. (A) blev først kørt fra

Skadestuen på Hvidovre Hospital til Brøndbylund og derfra videre til

Rigshospitalet, psykiatrisk afdeling. Begge fængselsfunktionærer ledsagede

ham

frem til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt og overgivet i hospitalets

varetægt, hvorefter fængselsfunktionærerne returnerede i Vestre Fængsel.

Rigshospitalet besluttede

herefter, uden at orientere Københavns Fængsler, at overføre indsatte til

Bispebjerg Hospital, psykiatrisk afdeling.

Københavns Fængsler blev

tilkaldt af Bispebjerg Hospital den 9. november kl. ca. 18.30, idet (A)

skulle

overføres til en anden afdeling på hospitalet. Der blev sendt to

fængselsfunktionærer

af sted fra modtagelsen, men før de nåede frem, havde indsatte hængt sig.

Når en indsat køres på

skadestuen i forbindelse med et selvmordsforsøg, er proceduren at de

fængselsfunktionærer, der ledsager den indsatte, orienterer skadestuen om

omstændighederne

omkring selvmordsforsøget. Desuden medbringer personalet indlæggelsesseddel

og

om muligt indsattes patientjournal. Lægelige oplysninger faxes i øvrigt til

hospitalet snarest muligt.’

Som sagen foreligger oplyst,

fremgår det ikke hvilke oplysninger - ud over journalmaterialet fra Hvidovre

Hospital - Rigshospitalet modtog fra de pågældende fængselsfunktionærer. Af

H:S

Direktionens udtalelse af 22. juli 2002 fremgår det at ’Rigshospitalets

psykiatriske afdeling O ikke [har] nogen noteringer om oplysninger fra

fængselspersonalet om (A)’s tilstand’. Som (A)’s tilstand er

beskrevet i

skadesedlen fra HH (se herom i det følgende afsnit), giver dette mig ikke

anledning til bemærkninger.

Jeg har ikke grundlag for at

lægge til grund at RH ikke modtog de nødvendige oplysninger fra de to

fængselsfunktionærer om (A)’s tilstand, og jeg foretager mig derfor ikke

mere i

forhold til Københavns Fængsler.

B. Videregivelse af oplysninger fra Hvidovre

Hospital til Rigshospitalet

I skadeseddel

af 9. november 2001 (kl. 11.35) fra HH, psykiatrisk modtagelse, afsnit B36,

er

(bl.a.) oplyst og anført følgende:

’Objektivt psykisk:

Er vågen og klar.

Er næsten ikke til at slå et

ord af og taler undvigende.

Virker dysforisk. Truer

fortsat med at ville tage sig eget liv.

Konklus.:

Skønnes fortsat

suicidalfarlig og bør indlægges til obs. og nærmere vurdering.

Efter aftale bagvagt ( ),

psykiatrisk afd. RH overflyttes han til psykiatrisk modtagelse RH til hvis

optageområde han hører.’

Det fremgår af sagen at (A)

blev overført til RH med ambulance. Der er ingen oplysninger om hvorvidt der

medfulgte sundhedspersonale fra HH. Jeg går på det foreliggende grundlag ikke

ud fra at det var tilfældet. Jeg går endvidere ud fra at den psykiatriske

bagvagt (læge) som har skrevet skadesedlen, og som førte den telefonsamtale

med

en kollega på RH, psykiatrisk afdeling, som er omtalt heri, mundtligt har

videregivet oplysninger svarende til de oplysninger som fremgår af

skadesedlen

(konklusionen).

Jeg har herefter ikke

grundlag for at foretage mig noget i forhold til HH.

C. Videregivelse af oplysninger fra

Rigshospitalet til Bispebjerg Hospital

Af (A)’s

journal fra RH, psykiatrisk afdeling O, fremgår bl.a. følgende:

’Nuværende:

Pt. benægter tanker om skyld

og straf og har aldrig hørt stemmer eller følt sig forfulgt eller overvåget.

Han tilkendegiver at han er

ked af at det ikke lykkedes for ham at slå sig selv ihjel, idet han ikke kan

forestille sig at leve videre med den viden han har om hvor svært han har

skadet sin tidligere hustru.

Objektivt psykisk:

Vågen og orienteret.

Fremtræder med let forsænket stemningsleje og er svært selvbebrejdende, men

ikke selvforringende. Er initialt i samtalen svær at kontakte men i løbet af

kort tid kan man føre en relevant samtale med pt. Kontakten til pt. er svær

at

vurdere pga. den lettere sederede tilstand. Skønnes ikke aktuelt produktivt

psykotisk. Suicidalfare kan på det foreliggende ikke udelukkes udenfor lukket

regi.

Konklusion:

Der tages kontakt til Vestre

Fængsel mhp. regler for surrogatvaretægtsfængsling, fx besøgs- og

brevkontrol.

Vestre Fængsel vil faxe oplysninger herom til afdelingen.

Pt. er ikke bosiddende i RH

optageområde men i Bispebjerg Hospitals optageområde hvorfor pt. overflyttes

psykiatrisk afdeling E, BBH efter aftale med modtagelsen.’

Af (A)’s journal fra BBH,

fremgår bl.a. følgende:

’Obj. psyk.

Pt. er orienteret, mere

’vågen’ end han giver udtryk for, kniber øjnene sammen. Fremkommer

ikke med

noget psykosesuspekt, bevidsthedsindholdet er opfyldt af

jalousiforestillinger,

virker noget forpint herved. Fastholder sit dødsønske, men har ingen

intentioner om at berøve sig livet under indlæggelse på afd. her.’

I journalen er følgende

tilført efter at (A) kl. 18.10 blev fundet stranguleret i undersøgelsesstuen:

’

Ved ankomsten til E 3 er pt.

sovende, kan vækkes, kan gøre rede for måned og årstal og egne data. Pt.

falder

imidlertid jævnligt i søvn, hvilket forlænger den psyk. journaloptagelse.

Lægges i observationsrummet

med åben dør, tilses hyppigt, medens de formelle ting vedr. indl. arrangeres,

herunder placering på lukket afsnit E 15.

Har to gange kontaktet vagth.

på Vestre Fængsel vedr. overfl. fra E’s modt. til E 15, hvor

konklusionen

bliver, at man ønsker at ledsage pt. med to fængselsfunktionærer.

Pt. orienteres om at han

indl. på lukket psyk. afd. og tilkendegiver interesse heri, idet han oplever

forholdene i fængslet klaustrofobiske og har haft panikanfald.

Samtalen foregår på engelsk,

som er pt.’s modersmål, men han forstår dansk.

Pt. tilkendegiver samtidig,

at han ikke umiddelbart intenderer at berøve sig livet, men på længere sigt

ikke finder tilværelsen værd at fortsætte efter drabsforsøget på ekshustruen.

Han udtrykker dog samtidig en vis ambivalens, idet han inddrager hensynet til

sin søn.

Da pt. blunder, ikke er i

affekt, findes det ikke indiceret med intensiv overvågning, men pt. tilses

hyppigt og ligger for åben dør på undersøgelsesstuen. Findes liggende i sin

seng ca. kl. 18.00 plus et par min., men kl. 18.10 ligger pt. stranguleret på

gulvet

’

Om videregivelse af oplysninger

fra RH’s personale fremgår følgende af en redegørelse af 4. maj 2002 fra

en af

de to sundhedsassistenter som ledsagede (A) på transporten til BBH

(redegørelsen er således skrevet knap 6 måneder efter episoden):

’Den pågældende dag er jeg

mødt ind i aftenvagt lidt tidligere, ca. kl. 14, grundet andre

omstændigheder.

Det første jeg gør er at jeg læser rapport, under dette ser jeg at en ny

patient, (A), er bosiddende på ydre Østerbro, og altså BBH patient. Jeg går

derpå ud i modtagelsen, hvor sekretær ( ) kontrollerer at dette er korrekt.

De vagthavende læger ( ) er

tilfældigvis tilstede og bliver bekendtgjort med dette, den ene tager kontakt

til BBH, psykiatrisk modt. og den anden taler med politiet, og kort tid efter

får jeg oplyst at de kan modtage patienten på BBH, Psyk. modtagelse, og at vi

selv må sørge for transporten, vi skal blot være 2 personaler som ledsagelse.

Jeg mener at det er sekr. ( ) som ringer og bestiller en liggende transport,

via Kbh.s brandvæsen.

Da transporten ankommer til

afd. bliver patienten hjulpet over på båren, han er meget sederet, og døser

under køreturen til BBH.

Vel fremme på BBH, psyk.

modt. bliver patienten kørt ind på en undersøgelsesstue og flyttet fra

ambulancebåren til en seng. Vi overdrager derpå de medbragte papirer til den

modtagende sygeplejerske, og oplyser at patienten er surrogatfængslet, og at

han er opfattet som suicidal, og derfor hurtigst muligt bør flyttes til

lukket

afd. Den ellers åbne modtagelse bliver derpå af den pågældende sygeplejerske

låst af. Vi går derpå ind ved skranken, i modtagelsen.

Dertil ankommer afd. læge

( ), som er modtagende læge, og han informeres omkring patientens situation,

samtidigt med at han bladrer i de papirer som vi havde givet til

sygeplejersken. Da det er sparsomt med informationer, som vi kan videregive,

grundet at patienten kun havde opholdt sig få timer på RH, er dette gjort på

få

minutter, og sygeplejersken ringer derpå efter en taxa til os, da denne

ankommer bliver vi låst ud, og returnerer til Rigshospitalet.

Dette er skrevet som jeg

husker det, her 6 måneder efter.’

Af redegørelse af 9. november

2001 (denne redegørelse er således skrevet samme dag som hændelsen fandt

sted)

fra modtagende afdelingssygeplejerske, BBH, fremgår bl.a. følgende:

’Patienten meldes til E3 via

psykiatrisk afd. O, RH. Meldingen er modtaget allerede i dagvagten. Patienten

tilhører optagermæssigt BBH., men er ifølge oplysningerne fra afd. O. RH. ved

en fejl visiteret dertil fra den somatiske skadestue på Hvidovre Hospital,

hvor

pt. har ligget til observation efter i suicidalt øjemed, at have indtaget 50

stk. valaxona. Det oplyses, at pt. der er varetægtsfængslet, allerede i

Vestre

Fængsel har fået antidot i form af inj. lanexat i.v. og at han i forhold til

hans somatiske tilstand er vurderet som stabil.

Patienten modtages i E3 kl.

16.15. Pt. bringes til E3 med ambulance i følgeskab med 2 ambulancefolk samt

2

plejere/social- og sundhedsassistenter fra afd. O. RH. Dørene i E3 lukkes med

det samme og skiltning med adgang forbudt sættes op. Pt. ligger på en båre.

Han

er vågen, men virker sløv. Han svarer relevant på tiltale. Ved ankomsten

spørger ut. som modtagende sygeplejerske, personalet fra afd. O. om ikke det

er

politiets opgave at følge patienten til afd. E. Til dette svares, at politiet

har givet deres tilladelse til, at patienten overflyttes uden politiets eller

fængselspersonales medvirken.

Om patientens tilstand

oplyser personalet fra RH. at patienten under opholdet på RH. er fremtrådt

stille og rolig, at han ikke har givet udtryk for suicidale tanker eller

impulser. Vedr. pt.’s bevidsthedsniveau oplyses det, at han hele tiden

har

været vågen, men sløv efter det forudgående. Personalet har en enkelt gang

fulgt patienten frem og tilbage fra toilettet.

Vagthavende læge orienteres

med det samme om patientens ankomst samt at hverken politi eller

fængselsbetjente er tilstede.

Patienten tilses af

vagthavende læge i E3 og meldes kort tid efter til indlæggelse på lukket

afsnit

E15. Vagthavende læge spørges om der er indikation for, at pt. skal have

A-vagt

samt diskuteres hvem der skal sørge for at pt. bliver bragt til E15.

Vurderingen er, at pt.

ikke

har brug for A- vagt [hospitalets

fremhævelse; min bemærkning], men hvor Vestre Fængsel kontaktes mhp.

afklaring

vedr. regler for transport af pt. Vestre Fængsel meddeler, at de vil sende

fængselsbetjente til at forestå overflytningen.’

Rigshospitalet har i

udtalelse af 30. maj 2002 bl.a. anført følgende:

’Under transporten er (A)

meget sederet og ved ankomsten til Bispebjerg Hospitals psykiatriske

modtagelse, bliver han kørt ind på en undersøgelsesstue. Her overdrages de

medbragte papirer (indlæggelses- og overflytningsnotat) til den modtagende

sygeplejerske. Samtidig oplyser Rigshospitalets personale, at (A) er

surrogatfængslet, opfattet som selvmordstruet, og anbefaler at han bliver

flyttet til lukket afdeling.

Bispebjerg Hospitals åbne

modtagelse bliver derefter lukket af sygeplejersken, hvorefter den modtagende

læge ( ) ankommer. Han bliver informeret omkring patientens situation, og

læser

samtidig papirerne fra Rigshospitalet.’

BBH har i udtalelse af 13.

juni 2002 anført at hospitalets personale har handlet i overensstemmelse med

sædvanlig praksis idet der blev foretaget jævnlig observation, og døren til

sygestuen blev holdt åben. BBH har ikke oplyst hvilke oplysninger BBH efter

hospitalets opfattelse har modtaget fra Rigshospitalet, men i (en intern)

udtalelse af 10. juni 2002 har den ledende oversygeplejerske og konstituerede

ledende overlæge for psykiatrisk afdeling E vedrørende forløbet på Bispebjerg

Hospital (bl.a.) henvist til redegørelsen af 9. november 2002 (jf. citatet

herfra ovenfor). I samme interne udtalelse er det oplyst at det forhold at

(A)

under overflytningen til E 15 skulle ledsages af fængselspersonale, skyldes

at

psykiatrisk afdeling har til huse i to bygninger med en indbyrdes afstand på

200 meter.

H:S Direktionen har i

udtalelse af 22. juli 2002 refereret de indbyrdes uoverensstemmende

oplysninger

fra RH og BBH om videregivelsen (mundtligt) af oplysninger, men har ikke

kommenteret disse nærmere eller i øvrigt foretaget sig yderligere på dette

punkt.

Ombudsmandsinstitutionen er

ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi

ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen,

men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af om

personalet fra RH videregav oplysninger til BBH om at (A) under opholdet på

RH

havde fremtrådt stille og rolig, og at han ikke havde givet udtryk for

suicidale tanker eller impulser - således som den modtagende

afdelingssygeplejerske har anført - vil ikke kunne gennemføres inden for

rammerne af min undersøgelse. Jeg har overvejet at bede BBH om at indhente

oplysninger direkte fra den læge på afdeling E 3 som førte samtalen med (A) -

og som efter det oplyste også havde kontakt med det medfølgende personale fra

Rigshospitalet - men har, også under hensyn til den tid som er gået siden den

9. november 2001, ikke fundet tilstrækkeligt grundlag herfor.

Jeg foretager mig ikke mere

vedrørende dette spørgsmål. Jeg bemærker dog samtidig, som jeg allerede

ovenfor

har været inde på, at den modtagende afdelingssygeplejerskes redegørelse blev

afgivet samme dag som hændelsen fandt sted, mens den tilsvarende redegørelse

fra RH blev afgivet den 4. maj 2002, knap seks måneder efter og i anledning

af

min undersøgelse.

III. BBH’s dispositioner i forhold til (A)

Den

vagthavende læge i modtagelsen (afdeling E 3) foretog som allerede nævnt en

selvstændig vurdering af (A)’s tilstand forud for hans selvbeskadigelse

der førte

til at han den 15. november 2001 afgik ved døden.

Det faktiske grundlag for

denne selvstændige vurdering var samtalen med (A). Jeg lægger endvidere til

grund at lægens vurdering (også) byggede på oplysningerne i de journalark mv.

som fulgte med (A) i forbindelse med overførslen fra Rigshospitalet. Hvilke

mundtlige oplysninger lægen modtog fra Rigshospitalets personale, har jeg -

som

jeg har nævnt ovenfor under pkt. II - ikke mulighed for at afklare.

(Rigshospitalet har som allerede nævnt oplyst at lægen modtog oplysninger om

at

(A) blev opfattet som suicidal, mens Bispebjerg Hospital har oplyst at lægen

af

Rigshospitalets personale mundtligt fik oplyst at (A) havde fremtrådt stille

og

rolig under sit ophold på Rigshospitalet, og at han ikke havde givet udtryk

for

suicidale tanker eller impulser.)

Lægen vurderede på baggrund

af de foreliggende oplysninger at (A) skulle indlægges på lukket afsnit, E

15,

at han ikke havde behov for en fast vagt, og at han - må jeg forstå - ikke

forventedes at ville gentage sit selvmordsforsøg fra tidligere på dagen under

opholdet på afdeling E 3. På den baggrund blev der efter det oplyste kun

lejlighedsvis - om end hyppigt - ført tilsyn med (A) under opholdet på

afdeling

E 3.

Ifølge reglerne for

ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til

afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. Lægens

dispositioner i forhold til (A) hviler på en lægefagkyndig vurdering. En

kontrol af denne lægefagkyndige vurderings rigtighed - som er af afgørende

betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Denne redegørelse sendes til

Københavns Fængsler, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Politidirektøren i

København, Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital og

Direktionen for Hovedstadens Sygehusfællesskab.”

Lignende dokumenter