Mundtlig videregivelse af oplysninger mellem to hospitaler med henblik på eventuelt at iværksætte særlige foranstaltninger
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Mundtlig videregivelse af oplysninger mellem to hospitaler
med henblik på eventuelt at iværksætte særlige foranstaltninger
A der var
indsat i Vestre Fængsel, forsøgte den 9. november 2001 om morgenen at begå
selvmord ved at indtage et større antal piller. Efter at have gennemgået de
sagsakter som Direktoratet for Kriminalforsorgen i den anledning (og efter
generel aftale) havde sendt mig den 18. januar 2002, afsluttede jeg den 28.
januar 2002 min undersøgelse af Direktoratet for Kriminalforsorgens
sagsbehandling og afgørelse (direktoratets afgørelse af 17. januar 2002) i
anledning af Vestre Fængsels indberetning til direktoratet om denne hændelse.
Samtidig hermed indledte jeg
af egen drift en særskilt undersøgelse af sagsforløbet den 9. november 2001
efter
selvmordsforsøget - herunder og
især en undersøgelse af hvorvidt oplysninger om at A blev opfattet som
selvmordstruet, blev videregivet (mundtligt) til det personale som efter
selvmordsforsøget skulle tage vare på A.
Om sagsforløbet den 9. november 2001 efter det
ovennævnte selvmordsforsøg fremgik følgende af Hovedstadens
Sygehusfællesskab,
Bispebjerg Hospitals redegørelse til Embedslægeinstitutionen for Københavns
og
Frederiksberg Kommuner (redegørelsen er dateret den 13. november 2001, men er
efter sit indhold afgivet den 15. november 2002 eller senere):
”Ovennævnte patient modtages
på den psykiatriske skadestue E3 den 09 11 2001 mhp indlæggelse med status af
surrogatvaretægtsfængsling.
Patienten har foretaget
drabsforsøg på sin hustru med en økse.
I Vestre fængsel forsøger
Læs alt
patienten at suicidere med en overdosis Valaxone (50 stk.).
Køres til skadestuen på
Hvidovre hospital, hvor der ikke er behov for egentlig
forgiftningsbehandling,
derimod skønnes patienten fortsat suicidalfarlig.
Patienten flyttes efter
aftale med bagvagt på psykiatrisk afdeling Rigshospitalet til deres
modtagelse,
idet man er af den opfattelse, at patienten tilhører Rigshospitalets
optagelsesområde.
I den psykiatriske modtagelse
på Rigshospitalet vurderes patienten lidt depressiv, men fortsat svært
selvbebrejdende og man kan ikke udelukke fortsat suicidalfare. På et
tidspunkt
erfarer man på Rigshospitalet, at patienten ikke er bosiddende i
Rigshospitalets optageområde, men derimod i Bispebjerg hospitals
optageområde,
hvorfor patienten overflyttes til psykiatrisk afdeling, Bispebjerg hospital.
Patienten ankommer til den
psykiatriske modtagelse E3, Bispebjerg hospital, hvor patienten beskrives som
vågen, men med dårlig kontakt, er opfyldt af jalousiforestillinger og virker
forpint af disse. Fastholder dødsønske, men benægter intentioner om at berøve
sig livet under indlæggelse.
Patienten er under
transporten fra Rigshospitalet til Bispebjerg ikke ledsaget af
fængselspersonale eller politi, men derimod personale fra Rigshospitalets
psykiatriske modtagelse.
Det besluttes at patienten
indlægges frivilligt, men som surrogatvaretægtsfængslet på lukket afdeling.
Patienten ligger i ventetiden i den psykiatriske modtagelse på
undersøgelsesstue med åben dør, og tilses hyppigt både af indlæggende læge og
plejepersonale i modtagelsen. Kl. 18,10 finder man patienten med en
sugeslange
viklet om halsen. Patienten har viklet sugeslangen fast om et rør og slået en
knude om halsen. Der er respirationsstop, desuden findes patienten pulsløs,
men
der er angiveligt hjerteaktivitet på EKG. Der startes umiddelbart eksterne
hjertemassage og ventilering på maske. Anæstesiholdet ankommet 18,15,
hvorefter
patienten intuberes og overflyttes til intensivafdeling R, Bispebjerg
hospital
mhp respiratorbehandling.
Den 15 11 om morgenen afgår
patienten ved døden på neuromedicinsk afdeling, Bispebjerg hospital.”
Jeg modtog som allerede nævnt
den 18. januar 2002 underretning om begge hændelser fra Direktoratet for
Kriminalforsorgen og skrev den 28. januar 2002 (bl.a.) følgende til
direktoratet:
”II. (A)’s selvmord den 9. november 2001
Det fremgår af de udlånte
akter at (A) efter selvmordsforsøget den 9. november 2001 fik en modgift
injiceret, og at han herefter blev kørt til Hvidovre Hospital, videre til
(måske) Nordvang, til Rigshospitalet og endelig til Bispebjerg Hospital. Det
fremgår endvidere at (A) efter ankomsten til Bispebjerg Hospital var uden
opsyn
i en periode på ca. 10 minutter, og at han derved fik mulighed for at hænge
sig
på hospitalets undersøgelsesstue 1 hvor han blev fundet livløs kl. 18.10. Den
15. november 2001 afgik (A) ved døden uden at være kommet til bevidsthed.
Dødsårsagen var følgerne af stranguleringen den 9. november 2001.
Det fremgår af Københavns
Politi, Station 3’s anmeldelsesrapport af 15. november 2001 at politiet
var
blevet underrettet om selvmordsforsøget den 9. november 2001 og - sådan må
jeg
forstå det - om overførslen af (A) til Hvidovre Hospital. (Det fremgår dog
ikke
hvilket politi/hvilken station der modtog underretningen). Af en
politirapport
af 22. november 2001 (bilag 17) fremgår det at ordenspolitiet hos Københavns
Politi, Station City, har været underrettet om selvmordsforsøget og den
efterfølgende transport af (A) med henblik på hospitalsindlæggelse. Det
fremgår
endvidere af denne politirapport at anmeldelsen kom via HS (Hovedstadens
Sygehusfællesskab), og at vagthavende hos Københavns Politi, Station City,
besvarede
henvendelsen med en henvisning til at det var Vestre Fængsels opgave at
underrette det sagsbehandlende kriminalpoliti. Det fremgår ligeledes af bilag
17 at den samme vagthavende dagen efter udfærdigelsen af politirapporten -
den
23. november 2001 - på eget initiativ har oplyst Station 3 om at han nu
huskede
at han underrettede ’KVC’ om sagen. Endelig fremgår det af en
afhøringsrapport
af 20. november 2001 (bilag 15 - afhøring af overlæge (B), Bispebjerg
Hospital)
at (A) ikke var ledsaget af fængselsfunktionærer eller polititjenestemænd da
han ankom til Bispebjerg Hospitals skadestue. Det fremgår endvidere af en
udtalelse af 10. januar 2002 fra Københavns Politi til Direktoratet for
Kriminalforsorgen (som svar på direktoratets høringsskrivelse af 18. december
2001) at (A) var varetægtsarrestant hos Glostrup Politi. Københavns Politi
har
i udtalelsen henledt direktoratets opmærksomhed på ’sagens bilag 15 og
16
vedrørende manglende overvågning af pågældende under transport fra Vestre
Fængsel og forskellige hospitaler ’.
Som sagen nu foreligger
oplyst, forstår jeg at (A) blev opfattet som selvmordstruet, men ikke
undvigelsestruet i tidsrummet mellem selvmordsforsøget den 9. november 2001
og
selvmordet senere samme dag. Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt - og i givet
fald på hvilken måde - denne oplysning er videregivet til det personale som
efter selvmordsforsøget har skullet tage vare på (A). Til brug for mine
overvejelser om hvorvidt der er grundlag for at jeg af egen drift efter
ombudsmandslovens § 17, stk. 1, tager også denne del af sagen op til
undersøgelse, beder jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen om oplysninger om
det nærmere hændelsesforløb i tidsrummet fra (A) den 9. november 2001 om
formiddagen forlod Vestre Fængsel med ambulance, og til han kl. ca. 18.10
samme
dag blev fundet livløs på Bispebjerg Hospital - herunder oplysninger om
hvorvidt fængselsfunktionærer eller polititjenestemænd har ledsaget (A). Jeg
beder endvidere direktoratet om at oplyse hvad Københavns Fængsler har gjort
for at sikre at oplysningerne om at der var en risiko for at (A) ville
forsøge
at begå selvmord hvis han ikke blev holdt under konstant opsyn, fulgte ham.
Jeg
beder om at Direktoratet for Kriminalforsorgen sender oplysningerne og de
vedlagte sagsakter tilbage til mig gennem Politidirektøren for København -
hvis
svar på de samme spørgsmål jeg tillige udbeder mig.”
Jeg modtog herefter
oplysninger om hændelsesforløbet den 9. november 2001 fra Vestre Fængsel og
Politidirektøren i København (i breve af henholdsvis 26. februar og 21. marts
2002). Det fremgik heraf at A på intet tidspunkt havde været ledsaget af
polititjenestemænd. Det fremgik endvidere at to fængselsfunktionærer havde
ledsaget A frem til tidspunktet for indlæggelse af denne på Rigshospitalets
psykiatriske afdeling, og at de to fængselsfunktionærer returnerede til
Vestre
Fængsel i forbindelse med indlæggelsen.
På baggrund af disse oplysninger skrev jeg den
10. april 2002 til Rigshospitalet idet jeg udbad mig oplysninger om
hændelsesforløbet den 9. november 2001 fra Rigshospitalet (herefter RH),
Bispebjerg Hospital (BBH) og Direktionen for Hovedstadens Sygehusfællesskab
(H:S Direktionen). Jeg bad RH sende mig materialet gennem BBH og H:S
Direktionen hvis oplysninger og bemærkninger jeg tillige anmodede om.
Oplysningerne
udbad jeg mig til brug for mine overvejelser om hvorvidt der var grundlag for
at jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, tog sagen om
A’s
selvbeskadigelse (og efterfølgende død) op til undersøgelse.
Efter at jeg havde gennemgået
det materiale som H:S Direktionen herefter sendte mig, afgav jeg den 23.
december 2002 en udtalelse om sagen, jf. ombudsmandslovens § 17, stk. 1, i
form
af en redegørelse.
Ombudsmandens redegørelse
”Den hændelse den 9. november 2001 - som gav anledning til at jeg
iværksatte denne yderligere undersøgelse - fandt sted kl. ca. 18.10 på BBH,
afdeling E 3 (psykiatrisk modtagelse) hvortil (A) var overført den samme dag
kl. ca. 16.15. Det fremgår af sagen at den vagthavende læge i afdelingen
havde en samtale med (A) umiddelbart efter overførslen af ham fra RH. Det
fremgår endvidere at lægen på baggrund af samtalen vurderede at (A) skulle
indlægges på lukket afsnit, E 15, at (A) ikke havde behov for en fast vagt,
og at han - må jeg forstå - ikke forventedes at ville gentage sit
selvmordsforsøg fra tidligere på dagen under sit ophold på afdeling E 3. Det
fremgår desuden at (A) forud for hændelsen den 9. november 2001 blev tilset
af sundhedspersonalet med jævne mellemrum - og således også kl. ca. 18.00 -
og at døren indtil den undersøgelsesstue hvor (A) lå, hele tiden blev holdt
åben. Jeg forstår at graden af overvågning af (A) kan henføres til den
vagthavende læges vurdering efter samtalen med ham.
(A) påførte imidlertid den 9. november 2001, kl. 18.10, i et ubemærket
øjeblik sig selv skader (ved strangulering) i et sådant omfang at han den 15.
november 2001 afgik ved døden.
Det kan efter min opfattelse være nødvendigt at der i forbindelse med
overførsel af en patient fra et hospital til et andet hospital videregives
oplysninger om den pågældende, ikke blot skriftligt (i form af en medfølgende
journal mv.), men også mundtligt. Jeg sigter herved til oplysninger som det
modtagende personale skal bruge for straks at kunne vurdere om der skal
træffes særlige foranstaltninger i forhold til den pågældende patient. En
oplysning om at patienten er selvmordstruet, vil efter min opfattelse typisk
være en sådan oplysning.
Jeg har koncentreret min undersøgelse til spørgsmålet om hvorvidt og i givet
fald på hvilken måde oplysningen om at (A) blev opfattet som selvmordstruet,
er videregivet til det personale som efter selvmordsforsøget den 9. november
2001 om morgenen har skullet tage vare på (A) (pkt. II nedenfor). Jeg har
endvidere fremsat nogle bemærkninger om enkelte andre spørgsmål - herunder om
de overordnede visitationsregler for Hovedstadens Sygehusfællesskab (pkt. I).
I. Behandlingen den 9. november 2001 af (A)
i relation til visitationsreglerne for Hovedstadens Sygehusfællesskab
H:S
Direktionen har i udtalelse af 22. juli 2002 anført følgende om dette
spørgsmål:
’Om information om (A)’s
helbredstilstand i.f.m. overflytningerne mellem de 3 psykiatriske afdelinger
i
H:S kan konstateres, at det af skadesedlen fra Hvidovre Hospitals
psykiatriske
skadestue fremgår, at (A) fortsat truede med at tage sit eget liv og det
skønnedes, at (A) var suicidalfarlig. Konklusionen er, at (A) bør indlægges
til
observation og nærmere vurdering.
I Rigshospitalets
psykiatriske afdeling var det i følge journaloplysningerne vurderingen, at
suicidalfare ikke kunne udelukkes udenfor lukket regi, men da (A) ikke havde
bopæl i Rigshospitalets lokale optageområde arrangeres overflytning til
Bispebjerg Hospital med henblik på indlæggelse i Bispebjerg Hospitals
psykiatriske afdeling.
Ved (A)’s ankomst til Bispebjerg
Hospitals psykiatriske modtagelsesafsnit E3 afgiver det medfølgende personale
fra Rigshospitalet en mundtlig orientering om, at (A) var surrogatfængslet,
og
at han var opfattet som suicidal og derfor hurtigst muligt burde flyttes til
en
lukket afdeling.
H:S Direktionen må således
konstatere, at informationen om, at (A) var selvmordstruet blev videregivet
ved
overflytningerne mellem de 3 psykiatriske afdelinger i H:S i form af
skadeseddel fra Hvidovre Hospitals psykiatriske skadeseddel og i kopien af
journalen fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Ligesom der i følge
personalet fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling blev givet en mundtlig
orientering om at (A) var selvmordstruet.
For så vidt angår selve
visitationsforløbet for (A) skal H:S Direktionen bemærke, at H:S har fastsat
overordnede retningslinier for visitation, herunder retningslinier for
’God
klinisk praksis’ i forbindelse med henvisning til og overflytning mellem
hospitalerne i H:S. Det fremgår bl.a. heraf, at en patient, der er indbragt
til
et hospital med ambulance, og som har behov for indlæggelse, skal indlægges
på
det pågældende hospital, hvis hospitalet råder over den relevante funktion.
Der er derudover en
samarbejdsaftale imellem de psykiatriske afdelinger i H:S, hvorefter
varetægtsfængslede
personer, der har opholdt sig mindre end 3 måneder i Vestre Fængsel skal
visiteres efter bopæl.
Denne aftale sigter til den
situation, hvor Vestre Fængsel forlods retter henvendelse til Hvidovre
Hospitals psykiatriske afdeling om en person, der har behov for indlæggelse.
Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling oplyser herefter, hvilket hospital
personen skal indlægges på i henhold til pågældendes bopæl. Personen
indlægges
således direkte fra Vestre Fængsel på det pågældende lokale hospital.
I de tilfælde, hvor en person
indbringes akut med ambulance fra Vestre Fængsel til Hvidovre Hospital, bør
personen derimod indlægges på Hvidovre Hospital. Eventuel overflytning må
afvente indtil patientens tilstand er stabiliseret og patienten er flytbar.
Aftalen mellem de psykiatriske afdelinger om visitation direkte til det
lokale
hospital omfatter efter H:S Direktionens opfattelse således ikke (A)’s
tilfælde, idet (A) var blevet indbragt til Hvidovre Hospitals somatiske
skadestue og efterfølgende overflyttet til hospitalets psykiatriske
skadestue.
I henhold til H:S overordnede
visitationsretningslinier skulle (A) således have været indlagt i Hvidovre
Hospitals psykiatriske afdeling.
Tilsvarende burde (A) efter
principperne i de overordnede visitationsretningslinier have været forblevet
indlagt på Rigshospitalet uanset, at (A)’s overflytning til
Rigshospitalets
psykiatriske afdeling skyldtes en fejl fra Hvidovre Hospitals psykiatriske
skadestue.
H:S Direktionen må således
konstatere, at visitationsforløbet for (A) ikke har været i overensstemmelse
med H:S overordnede retningslinier for henvisning og overflytning mellem
hospitalerne. Ligesom (A)’s tilfælde var udenfor samarbejdsaftalen
mellem de
psykiatriske afdelinger i H:S.
Foranlediget af den konkrete sag
vil H:S Direktionen derfor overfor de psykiatriske afdelinger i H:S
indskærpe,
at retningslinierne for ’God klinisk praksis’ i forbindelse med
henvisning og
overflytning mellem hospitalerne i H:S også gælder for personer, der har
opholdt sig under 3 måneder i Vestre Fængsel, og som indlægges akut på en
psykiatrisk afdeling i H:S.’
Af de ’Overordnede
visitationsretningslinier’ (nr. A.3.1.2.) for Hovedstadens
Sygehusfællesskab
(oktober 2000) fremgår bl.a. følgende:
’Retningslinier
·
Ansvaret for patienten er placeret på den
afdeling, hvor patienten aktuelt befinder sig.
·
Diskussion om overflytning og patientens
placering må ikke finde sted i patientens eller pårørendes nærvær.
·
Patienter, der er taget i behandling på et
hospital for en sygdom, skal færdigbehandles på det samme hospital, indtil
udskrivning kan finde sted for den aktuelle lidelse.
·
Patienter, som modtages i et hospitals
skadestue som selvhenvendere, eller som er indbragt med ambulance, og som har
behov for indlæggelse, skal indlægges på det pågældende hospital, hvis
hospitalet råder over den relevante funktion. Hvis patienten kan hjemsendes,
skal patienten færdigbehandles på den pågældende skadestue.
·
Hvis der i særlige tilfælde opstår tvivl om
rimeligheden af overflytning af en patient, skal patienten uden videre
diskussion forblive på den afdeling, som ønsker patienten overflyttet, og
problemet skal snarest muligt forelægges for en af de to lægelige direktører
på
de pågældende hospitaler, som herefter træffer beslutning.’
Jeg har med sagens akter
modtaget yderligere dokumenter om visitation af retspsykiatriske patienter
inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab. Jeg henviser til bilagene til et
brev
af 15. juli 2002 fra overlæge (C), Sct. Hans Hospital, stilet til H:S
Direktionen.
Det er efter min opfattelse
meget beklageligt at (A) den 9. november 2001, efter at han om morgenen havde
forsøgt at begå selvmord, i løbet af dagen i strid med retningslinjerne blev
flyttet mellem tre hospitaler i HS, og at han endnu ikke kl. 18.10 - da han
påførte
sig yderligere skader - var blevet indlagt og fysisk placeret på en
sengeafdeling. Jeg kan naturligvis ikke udtale mig om hvorvidt disse forhold
har været medvirkende til at (A) den 9. november 2001 påførte sig de
yderligere
skader der førte til at han den 15. november 2001 afgik ved døden.
Jeg har samtidig hermed gjort
Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital bekendt med min
opfattelse.
Jeg tager til efterretning at
H:S Direktionen har oplyst at ville indskærpe de overordnede
visitationsregler
over for de psykiatriske afdelinger i Hovedstadens Sygehusfællesskab, og jeg
går ud fra at dette allerede er sket. Jeg går endvidere ud fra at sagen har
givet H:S Direktionen anledning til at overveje om de gældende regler er
tilstrækkeligt tydelige således at en tilsvarende hændelse så vidt muligt kan
undgås i fremtiden.
II. Videregivelse af oplysninger om at (A)
var selvmordstruet
A. Videregivelse af oplysninger fra
Københavns Fængsler (og politiets rolle i sagen)
Det fremgår
som allerede nævnt af oplysningerne fra Københavns Fængsler og
Politidirektøren
i København at (A) på intet tidspunkt under transporterne har været ledsaget
af
polititjenestemænd ((A) blev ledsaget af to fængselsfunktionærer indtil han
ca.
kl. 13.30 blev indlagt på RH).
På den baggrund foretager jeg
mig ikke mere i forhold til Politidirektøren i København.
Københavns Fængsler har i
udtalelsen af 26. februar 2002 bl.a. oplyst følgende:
’Som det fremgår [af
døgnrapporten fra den 9. november 2001 fra Københavns Fængsler, Modtagelsen;
min bemærkning] blev (A) ledsaget i ambulancen af én fængselsfunktionær, mens
en anden fængselsfunktionær fulgte efter i bil. (A) blev først kørt fra
Skadestuen på Hvidovre Hospital til Brøndbylund og derfra videre til
Rigshospitalet, psykiatrisk afdeling. Begge fængselsfunktionærer ledsagede
ham
frem til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt og overgivet i hospitalets
varetægt, hvorefter fængselsfunktionærerne returnerede i Vestre Fængsel.
Rigshospitalet besluttede
herefter, uden at orientere Københavns Fængsler, at overføre indsatte til
Bispebjerg Hospital, psykiatrisk afdeling.
Københavns Fængsler blev
tilkaldt af Bispebjerg Hospital den 9. november kl. ca. 18.30, idet (A)
skulle
overføres til en anden afdeling på hospitalet. Der blev sendt to
fængselsfunktionærer
af sted fra modtagelsen, men før de nåede frem, havde indsatte hængt sig.
Når en indsat køres på
skadestuen i forbindelse med et selvmordsforsøg, er proceduren at de
fængselsfunktionærer, der ledsager den indsatte, orienterer skadestuen om
omstændighederne
omkring selvmordsforsøget. Desuden medbringer personalet indlæggelsesseddel
og
om muligt indsattes patientjournal. Lægelige oplysninger faxes i øvrigt til
hospitalet snarest muligt.’
Som sagen foreligger oplyst,
fremgår det ikke hvilke oplysninger - ud over journalmaterialet fra Hvidovre
Hospital - Rigshospitalet modtog fra de pågældende fængselsfunktionærer. Af
H:S
Direktionens udtalelse af 22. juli 2002 fremgår det at ’Rigshospitalets
psykiatriske afdeling O ikke [har] nogen noteringer om oplysninger fra
fængselspersonalet om (A)’s tilstand’. Som (A)’s tilstand er
beskrevet i
skadesedlen fra HH (se herom i det følgende afsnit), giver dette mig ikke
anledning til bemærkninger.
Jeg har ikke grundlag for at
lægge til grund at RH ikke modtog de nødvendige oplysninger fra de to
fængselsfunktionærer om (A)’s tilstand, og jeg foretager mig derfor ikke
mere i
forhold til Københavns Fængsler.
B. Videregivelse af oplysninger fra Hvidovre
Hospital til Rigshospitalet
I skadeseddel
af 9. november 2001 (kl. 11.35) fra HH, psykiatrisk modtagelse, afsnit B36,
er
(bl.a.) oplyst og anført følgende:
’Objektivt psykisk:
Er vågen og klar.
Er næsten ikke til at slå et
ord af og taler undvigende.
Virker dysforisk. Truer
fortsat med at ville tage sig eget liv.
Konklus.:
Skønnes fortsat
suicidalfarlig og bør indlægges til obs. og nærmere vurdering.
Efter aftale bagvagt ( ),
psykiatrisk afd. RH overflyttes han til psykiatrisk modtagelse RH til hvis
optageområde han hører.’
Det fremgår af sagen at (A)
blev overført til RH med ambulance. Der er ingen oplysninger om hvorvidt der
medfulgte sundhedspersonale fra HH. Jeg går på det foreliggende grundlag ikke
ud fra at det var tilfældet. Jeg går endvidere ud fra at den psykiatriske
bagvagt (læge) som har skrevet skadesedlen, og som førte den telefonsamtale
med
en kollega på RH, psykiatrisk afdeling, som er omtalt heri, mundtligt har
videregivet oplysninger svarende til de oplysninger som fremgår af
skadesedlen
(konklusionen).
Jeg har herefter ikke
grundlag for at foretage mig noget i forhold til HH.
C. Videregivelse af oplysninger fra
Rigshospitalet til Bispebjerg Hospital
Af (A)’s
journal fra RH, psykiatrisk afdeling O, fremgår bl.a. følgende:
’Nuværende:
Pt. benægter tanker om skyld
og straf og har aldrig hørt stemmer eller følt sig forfulgt eller overvåget.
Han tilkendegiver at han er
ked af at det ikke lykkedes for ham at slå sig selv ihjel, idet han ikke kan
forestille sig at leve videre med den viden han har om hvor svært han har
skadet sin tidligere hustru.
Objektivt psykisk:
Vågen og orienteret.
Fremtræder med let forsænket stemningsleje og er svært selvbebrejdende, men
ikke selvforringende. Er initialt i samtalen svær at kontakte men i løbet af
kort tid kan man føre en relevant samtale med pt. Kontakten til pt. er svær
at
vurdere pga. den lettere sederede tilstand. Skønnes ikke aktuelt produktivt
psykotisk. Suicidalfare kan på det foreliggende ikke udelukkes udenfor lukket
regi.
Konklusion:
Der tages kontakt til Vestre
Fængsel mhp. regler for surrogatvaretægtsfængsling, fx besøgs- og
brevkontrol.
Vestre Fængsel vil faxe oplysninger herom til afdelingen.
Pt. er ikke bosiddende i RH
optageområde men i Bispebjerg Hospitals optageområde hvorfor pt. overflyttes
psykiatrisk afdeling E, BBH efter aftale med modtagelsen.’
Af (A)’s journal fra BBH,
fremgår bl.a. følgende:
’Obj. psyk.
Pt. er orienteret, mere
’vågen’ end han giver udtryk for, kniber øjnene sammen. Fremkommer
ikke med
noget psykosesuspekt, bevidsthedsindholdet er opfyldt af
jalousiforestillinger,
virker noget forpint herved. Fastholder sit dødsønske, men har ingen
intentioner om at berøve sig livet under indlæggelse på afd. her.’
I journalen er følgende
tilført efter at (A) kl. 18.10 blev fundet stranguleret i undersøgelsesstuen:
’
Ved ankomsten til E 3 er pt.
sovende, kan vækkes, kan gøre rede for måned og årstal og egne data. Pt.
falder
imidlertid jævnligt i søvn, hvilket forlænger den psyk. journaloptagelse.
Lægges i observationsrummet
med åben dør, tilses hyppigt, medens de formelle ting vedr. indl. arrangeres,
herunder placering på lukket afsnit E 15.
Har to gange kontaktet vagth.
på Vestre Fængsel vedr. overfl. fra E’s modt. til E 15, hvor
konklusionen
bliver, at man ønsker at ledsage pt. med to fængselsfunktionærer.
Pt. orienteres om at han
indl. på lukket psyk. afd. og tilkendegiver interesse heri, idet han oplever
forholdene i fængslet klaustrofobiske og har haft panikanfald.
Samtalen foregår på engelsk,
som er pt.’s modersmål, men han forstår dansk.
Pt. tilkendegiver samtidig,
at han ikke umiddelbart intenderer at berøve sig livet, men på længere sigt
ikke finder tilværelsen værd at fortsætte efter drabsforsøget på ekshustruen.
Han udtrykker dog samtidig en vis ambivalens, idet han inddrager hensynet til
sin søn.
Da pt. blunder, ikke er i
affekt, findes det ikke indiceret med intensiv overvågning, men pt. tilses
hyppigt og ligger for åben dør på undersøgelsesstuen. Findes liggende i sin
seng ca. kl. 18.00 plus et par min., men kl. 18.10 ligger pt. stranguleret på
gulvet
’
Om videregivelse af oplysninger
fra RH’s personale fremgår følgende af en redegørelse af 4. maj 2002 fra
en af
de to sundhedsassistenter som ledsagede (A) på transporten til BBH
(redegørelsen er således skrevet knap 6 måneder efter episoden):
’Den pågældende dag er jeg
mødt ind i aftenvagt lidt tidligere, ca. kl. 14, grundet andre
omstændigheder.
Det første jeg gør er at jeg læser rapport, under dette ser jeg at en ny
patient, (A), er bosiddende på ydre Østerbro, og altså BBH patient. Jeg går
derpå ud i modtagelsen, hvor sekretær ( ) kontrollerer at dette er korrekt.
De vagthavende læger ( ) er
tilfældigvis tilstede og bliver bekendtgjort med dette, den ene tager kontakt
til BBH, psykiatrisk modt. og den anden taler med politiet, og kort tid efter
får jeg oplyst at de kan modtage patienten på BBH, Psyk. modtagelse, og at vi
selv må sørge for transporten, vi skal blot være 2 personaler som ledsagelse.
Jeg mener at det er sekr. ( ) som ringer og bestiller en liggende transport,
via Kbh.s brandvæsen.
Da transporten ankommer til
afd. bliver patienten hjulpet over på båren, han er meget sederet, og døser
under køreturen til BBH.
Vel fremme på BBH, psyk.
modt. bliver patienten kørt ind på en undersøgelsesstue og flyttet fra
ambulancebåren til en seng. Vi overdrager derpå de medbragte papirer til den
modtagende sygeplejerske, og oplyser at patienten er surrogatfængslet, og at
han er opfattet som suicidal, og derfor hurtigst muligt bør flyttes til
lukket
afd. Den ellers åbne modtagelse bliver derpå af den pågældende sygeplejerske
låst af. Vi går derpå ind ved skranken, i modtagelsen.
Dertil ankommer afd. læge
( ), som er modtagende læge, og han informeres omkring patientens situation,
samtidigt med at han bladrer i de papirer som vi havde givet til
sygeplejersken. Da det er sparsomt med informationer, som vi kan videregive,
grundet at patienten kun havde opholdt sig få timer på RH, er dette gjort på
få
minutter, og sygeplejersken ringer derpå efter en taxa til os, da denne
ankommer bliver vi låst ud, og returnerer til Rigshospitalet.
Dette er skrevet som jeg
husker det, her 6 måneder efter.’
Af redegørelse af 9. november
2001 (denne redegørelse er således skrevet samme dag som hændelsen fandt
sted)
fra modtagende afdelingssygeplejerske, BBH, fremgår bl.a. følgende:
’Patienten meldes til E3 via
psykiatrisk afd. O, RH. Meldingen er modtaget allerede i dagvagten. Patienten
tilhører optagermæssigt BBH., men er ifølge oplysningerne fra afd. O. RH. ved
en fejl visiteret dertil fra den somatiske skadestue på Hvidovre Hospital,
hvor
pt. har ligget til observation efter i suicidalt øjemed, at have indtaget 50
stk. valaxona. Det oplyses, at pt. der er varetægtsfængslet, allerede i
Vestre
Fængsel har fået antidot i form af inj. lanexat i.v. og at han i forhold til
hans somatiske tilstand er vurderet som stabil.
Patienten modtages i E3 kl.
16.15. Pt. bringes til E3 med ambulance i følgeskab med 2 ambulancefolk samt
2
plejere/social- og sundhedsassistenter fra afd. O. RH. Dørene i E3 lukkes med
det samme og skiltning med adgang forbudt sættes op. Pt. ligger på en båre.
Han
er vågen, men virker sløv. Han svarer relevant på tiltale. Ved ankomsten
spørger ut. som modtagende sygeplejerske, personalet fra afd. O. om ikke det
er
politiets opgave at følge patienten til afd. E. Til dette svares, at politiet
har givet deres tilladelse til, at patienten overflyttes uden politiets eller
fængselspersonales medvirken.
Om patientens tilstand
oplyser personalet fra RH. at patienten under opholdet på RH. er fremtrådt
stille og rolig, at han ikke har givet udtryk for suicidale tanker eller
impulser. Vedr. pt.’s bevidsthedsniveau oplyses det, at han hele tiden
har
været vågen, men sløv efter det forudgående. Personalet har en enkelt gang
fulgt patienten frem og tilbage fra toilettet.
Vagthavende læge orienteres
med det samme om patientens ankomst samt at hverken politi eller
fængselsbetjente er tilstede.
Patienten tilses af
vagthavende læge i E3 og meldes kort tid efter til indlæggelse på lukket
afsnit
E15. Vagthavende læge spørges om der er indikation for, at pt. skal have
A-vagt
samt diskuteres hvem der skal sørge for at pt. bliver bragt til E15.
Vurderingen er, at pt.
ikke
har brug for A- vagt [hospitalets
fremhævelse; min bemærkning], men hvor Vestre Fængsel kontaktes mhp.
afklaring
vedr. regler for transport af pt. Vestre Fængsel meddeler, at de vil sende
fængselsbetjente til at forestå overflytningen.’
Rigshospitalet har i
udtalelse af 30. maj 2002 bl.a. anført følgende:
’Under transporten er (A)
meget sederet og ved ankomsten til Bispebjerg Hospitals psykiatriske
modtagelse, bliver han kørt ind på en undersøgelsesstue. Her overdrages de
medbragte papirer (indlæggelses- og overflytningsnotat) til den modtagende
sygeplejerske. Samtidig oplyser Rigshospitalets personale, at (A) er
surrogatfængslet, opfattet som selvmordstruet, og anbefaler at han bliver
flyttet til lukket afdeling.
Bispebjerg Hospitals åbne
modtagelse bliver derefter lukket af sygeplejersken, hvorefter den modtagende
læge ( ) ankommer. Han bliver informeret omkring patientens situation, og
læser
samtidig papirerne fra Rigshospitalet.’
BBH har i udtalelse af 13.
juni 2002 anført at hospitalets personale har handlet i overensstemmelse med
sædvanlig praksis idet der blev foretaget jævnlig observation, og døren til
sygestuen blev holdt åben. BBH har ikke oplyst hvilke oplysninger BBH efter
hospitalets opfattelse har modtaget fra Rigshospitalet, men i (en intern)
udtalelse af 10. juni 2002 har den ledende oversygeplejerske og konstituerede
ledende overlæge for psykiatrisk afdeling E vedrørende forløbet på Bispebjerg
Hospital (bl.a.) henvist til redegørelsen af 9. november 2002 (jf. citatet
herfra ovenfor). I samme interne udtalelse er det oplyst at det forhold at
(A)
under overflytningen til E 15 skulle ledsages af fængselspersonale, skyldes
at
psykiatrisk afdeling har til huse i to bygninger med en indbyrdes afstand på
200 meter.
H:S Direktionen har i
udtalelse af 22. juli 2002 refereret de indbyrdes uoverensstemmende
oplysninger
fra RH og BBH om videregivelsen (mundtligt) af oplysninger, men har ikke
kommenteret disse nærmere eller i øvrigt foretaget sig yderligere på dette
punkt.
Ombudsmandsinstitutionen er
ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi
ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen,
men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af om
personalet fra RH videregav oplysninger til BBH om at (A) under opholdet på
RH
havde fremtrådt stille og rolig, og at han ikke havde givet udtryk for
suicidale tanker eller impulser - således som den modtagende
afdelingssygeplejerske har anført - vil ikke kunne gennemføres inden for
rammerne af min undersøgelse. Jeg har overvejet at bede BBH om at indhente
oplysninger direkte fra den læge på afdeling E 3 som førte samtalen med (A) -
og som efter det oplyste også havde kontakt med det medfølgende personale fra
Rigshospitalet - men har, også under hensyn til den tid som er gået siden den
9. november 2001, ikke fundet tilstrækkeligt grundlag herfor.
Jeg foretager mig ikke mere
vedrørende dette spørgsmål. Jeg bemærker dog samtidig, som jeg allerede
ovenfor
har været inde på, at den modtagende afdelingssygeplejerskes redegørelse blev
afgivet samme dag som hændelsen fandt sted, mens den tilsvarende redegørelse
fra RH blev afgivet den 4. maj 2002, knap seks måneder efter og i anledning
af
min undersøgelse.
III. BBH’s dispositioner i forhold til (A)
Den
vagthavende læge i modtagelsen (afdeling E 3) foretog som allerede nævnt en
selvstændig vurdering af (A)’s tilstand forud for hans selvbeskadigelse
der førte
til at han den 15. november 2001 afgik ved døden.
Det faktiske grundlag for
denne selvstændige vurdering var samtalen med (A). Jeg lægger endvidere til
grund at lægens vurdering (også) byggede på oplysningerne i de journalark mv.
som fulgte med (A) i forbindelse med overførslen fra Rigshospitalet. Hvilke
mundtlige oplysninger lægen modtog fra Rigshospitalets personale, har jeg -
som
jeg har nævnt ovenfor under pkt. II - ikke mulighed for at afklare.
(Rigshospitalet har som allerede nævnt oplyst at lægen modtog oplysninger om
at
(A) blev opfattet som suicidal, mens Bispebjerg Hospital har oplyst at lægen
af
Rigshospitalets personale mundtligt fik oplyst at (A) havde fremtrådt stille
og
rolig under sit ophold på Rigshospitalet, og at han ikke havde givet udtryk
for
suicidale tanker eller impulser.)
Lægen vurderede på baggrund
af de foreliggende oplysninger at (A) skulle indlægges på lukket afsnit, E
15,
at han ikke havde behov for en fast vagt, og at han - må jeg forstå - ikke
forventedes at ville gentage sit selvmordsforsøg fra tidligere på dagen under
opholdet på afdeling E 3. På den baggrund blev der efter det oplyste kun
lejlighedsvis - om end hyppigt - ført tilsyn med (A) under opholdet på
afdeling
E 3.
Ifølge reglerne for
ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til
afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. Lægens
dispositioner i forhold til (A) hviler på en lægefagkyndig vurdering. En
kontrol af denne lægefagkyndige vurderings rigtighed - som er af afgørende
betydning for denne sag - kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
Denne redegørelse sendes til
Københavns Fængsler, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Politidirektøren i
København, Hvidovre Hospital, Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital og
Direktionen for Hovedstadens Sygehusfællesskab.”
Lignende dokumenter
- Oplysningsgrundlaget for Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse om et indberettet selvmord Retsinformation · 27. maj 2008
- Videregivelse af oplysninger mellem kriminalforsorgens institutioner mv. til forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg Retsinformation · 19. januar 2004
- 2015-7. Krav til sagsoplysning i sager om dødsfald i kriminalforsorgens institutioner Retsinformation · 2. april 2015
- Obduktionserklæringers betydning i sager om selvmord og dødsfald i kriminalforsorgens institutioner Retsinformation · 21. oktober 2005
- Vejledning om cirkulære om kriminalforsorgsområdernes behandling og indberetning af hændelser vedrørende dødsfald, selvmord, kvalificerede selvmordsforsøg og andre kvalificerede selvbeskadigende handlinger og anden selvmords- eller selvbeskadigelsesadfærd blandt indsatte i Kriminalforsorgens varetægt Retsinformation · 24. september 2019
- 2017-18. Væsentlige dokumentationsfejl ved langvarig anbringelse i sikringscelle Retsinformation · 30. august 2017