Spring til indhold

Retsinformation

Videregivelse af oplysninger mellem kriminalforsorgens institutioner mv. til forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg

FOU nr 2002.219UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Videregivelse af oplysninger mellem kriminalforsorgens

institutioner mv. til forebyggelse af selvmord/selvmordsforsøg

Direktoratet

for Kriminalforsorgen har sendt skrivelser til kriminalforsorgens fængsler og

arresthuse om (eller arbejder med) bl.a. følgende forhold:

I. Anvendelsen af Krans/Klientsystemets

sikkerhedsfelt og ændringer i politiets indsættelsesseddel (j.nr.

2001-3105-626)

Direktoratet

har med henblik på at opnå en optimal udnyttelse af sikkerhedsfeltet i

kriminalforsorgens Krans/Klientsystem i skrivelse af 15. februar 2002 til

samtlige fængsler og arresthuse anmodet institutionerne om

altid

at registrere i sikkerhedsfeltet hvis den indsatte er dømt

for overtrædelse af

lov om euforiserende

stoffer

, for

vold mod tjenestemand

eller

vold mod medindsatte

, hvis den

indsatte er

relateret til rockermiljøet

,

undvigelsestruet eller tidligere undveget

,

hvis der har været truffet sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med

transport - f.eks. anvendt

håndjern

Læs alt

eller (flere) ledsagere (

antal ledsagere

mv.

), eller hvis den indsatte er

selvmordstruet

eller

tidligere har forsøgt selvmord.

Det er i skrivelsen af 15. februar 2002 anført at alene det ord som under

hvert

punkt er fremhævet med kursiv, skal noteres i sikkerhedsfeltet, og at det

påhviler den institution hvor den indsatte opholder sig, at sikre at

oplysningerne i sikkerhedsfeltet er aktuelle.

Direktoratet for

Kriminalforsorgen arbejder sammen med politiet med ændringer til den

indsættelsesseddel som politiet afleverer i forbindelse med indsættelse af

anholdte og varetægtsarrestanter i arresthus, således at denne seddel kommer

til

at indeholde (it-baserede) sikkerhedsvurderinger. Arbejdet forventes

afsluttet

primo 2003.

II. Videregivelse af oplysninger uden

samtykke efter patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2 (j.nr.

2001-0452-626)

Lov om

patienters retsstilling (lov nr. 482 af 1. juli 1998), § 26, indeholder

følgende bestemmelser:

”

§ 26.

Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål

end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige

rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,

organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2.

Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

det følger af love eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have

væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,

videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse

af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten,

sundhedspersonen eller andre eller

videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan

gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 3.

Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig

oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter stk. 2 er berettiget.

Stk. 4.

Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2,

skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om

videregivelsen og formålet hermed.”

I bemærkninger til

patientretsstillingsloven er bl.a. anført følgende om bestemmelsen i § 26,

stk.

2, nr. 2 (Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 542):

”Bestemmelsen i

nr. 2

er ligesom 24, stk. 2, nr. 2, en

’værdispringsregel’, der som udgangspunkt forudsætter en konkret

vurdering i

hvert enkelt tilfælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der ikke er fastsat

udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse er

formuleret på en anden måde end den gældende værdispringsregel i

forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, jf. § 31. Formålet hermed er navnlig

at

foretage en nærmere regulering af spørgsmålet om sundhedspersoners

videregivelse af oplysninger til politi og anklagemyndighed i forbindelse med

efterforskning af mindre grov kriminalitet.

I forhold til politi og

anklagemyndighed vil en videregivelse af oplysninger bl.a. være berettiget,

såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet, som manddrab,

seksualforbrydelser, grovere former for vold, herunder vold mod børn. Det er

i

den forbindelse uden betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering

af oplysninger, eller der opstår spørgsmål om videregivelse på

sundhedspersonens eget inititativ, f.eks. i forbindelse med overvejelse om

indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold.

Inden for f.eks. fængselsvæsenet vil der kunne videregives oplysninger

fra fængselslæger til fængslets ledelse mv. om de indsatte, såfremt det er et

nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan f.eks. være tale om

videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal træffes

særlige forholdsregler over for den indsatte, iværksættes særlige

sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder

[min fremhævning].”

I en udtalelse af 3.

september 2002 om (bl.a.) bestemmelsen i § 26, stk., 2, nr. 2, anførte jeg

følgende:

”

Hvad oplysninger om de

lægelige forhold - herunder oplysninger om misbrugsforhold - angår, har jeg i

forbindelse med min behandling af den samme sag (direktoratets j.nr. ( ), mit

j.nr. 2000-3105-626) noteret mig at direktoratet i forhold til

kriminalforsorgens institutioner har oplyst at ville henlede opmærksomheden

på

problemet om videregivelse, og herunder anmode institutionerne om, så vidt

muligt, inden overførsel af den pågældende at sikre den indsattes samtykke

til

at lægejournalerne medsendes i forbindelse med overførslen. Direktoratet har

oplyst

at direktoratet hermed har ønsket at opnå at (den modtagende) institutions

sundhedspersonale har helbredsoplysningerne om den indsatte senest samtidig

med

modtagelsen af den indsatte. På baggrund af Direktoratet for

Kriminalforsorgens

udtalelser i den aktuelle sag, ( ), om bestemmelsen i

patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2, forstår jeg det som

direktoratet i den tidligere sag har anført om tidspunktet for indhentelse af

samtykke hos den indsatte, på den måde at direktoratet hermed mener at have

udtømt de eksisterende muligheder for at sikre at den nye opholdsinstitution

får oplysninger om lægelige forhold med henblik på at forebygge selvmord

eller

forsøg på selvmord. Jeg forstår endvidere som nævnt det som direktoratet i

den

tidligere sag har anført, på den måde at det nævnte samtykke vedrører

videregivelse af oplysninger til den modtagende institutions

sundhedspersonale

- og

ikke

til institutionens ledelse.

Jeg må således forstå at

direktoratet fortsat er af den opfattelse ’at institutionens ledelse

ikke har

adgang til den pågældendes lægejournal’ (jf. direktoratets afgørelse af

6. juli

2001). Direktoratet har i sin udtalelse af 11. april 2002 herved støttet sig

til Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalelse af 26. marts 2002 om

patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2. Det fremgår af udtalelsen fra

Indenrigs- og Sundhedsministeriet at videregivelse af lægelige oplysninger

uden

samtykke med henvisning til hensynet til patienten selv er berettiget i

tilfælde hvor det konkret og individuelt skønnes at der er en nærliggende -

og

endvidere konkret - fare for selvmord. Jeg forstår udtalelsen på den måde at

det er ministeriets opfattelse at videregivelse kun i sådanne tilfælde er

berettiget.

At der skal foretages en

konkret vurdering i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger

efter

patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2, fremgår af bestemmelsens

formulering og tillige af forarbejderne, jf. citatet ovenfor. Jeg er heller

ikke uenig i at det i de tilfælde som ministeriet har beskrevet i udtalelsen

-

’de tilfælde, hvor det skønnes at der i den konkrete situation er en

nærliggende - konkret - fare for selvmord’ - er berettiget at videregive

oplysninger efter § 26, stk. 2, nr. 2. Dette er i de nævnte tilfælde efter

min

opfattelse åbenbart. Hvor grænsen for videregivelse uden samtykke efter § 26,

stk. 2, nr. 2, går, er det ikke muligt at angive. Den endelige fastlæggelse

af

rækkevidden af bestemmelsen henhører under Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,

jf. lovens § 33, og domstolene.

Jeg må forstå at det ikke

hidtil har været praksis inden for kriminalforsorgens område - medmindre den

indsatte har givet sit samtykke dertil - at indhente og videregive lægelige

oplysninger, og herunder oplysninger om misbrugsforhold, til institutionens

ledelse

i forbindelse med overførsel af indsatte med henblik på forebyggelse af

selvmord og selvmordsforsøg. Jeg henstiller til direktoratet at vejlede

kriminalforsorgens institutioner om at indhentelse og videregivelse af

helbredsoplysninger i nogle tilfælde kan og bør ske efter en konkret

vurdering,

selv i tilfælde hvor den indsatte ikke har givet sit samtykke dertil.”

Direktoratet for

Kriminalforsorgen udsendte den 10. december 2002 en skrivelse til

kriminalforsorgens anstalter, arresthuse og arrestinspektører om

”videregivelse

af helbredsoplysninger med henblik på forebyggelse af selvmordsforsøg

mv.”.

Direktoratet henstillede med skrivelsen til institutionerne at der i god tid

inden en indsat overføres fra en institution til en anden, søges indhentet

samtykke til at den pågældendes lægejournal kan videresendes så vidt muligt

forud for overførslen.

Direktoratet videregav

samtidig den opfattelse af bestemmelsen i § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om

patienters retsstilling som jeg i udtalelsen af 3. september 2002 havde givet

udtryk for.

III. Videregivelse af oplysninger uden

samtykke efter patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3 (j.nr.

2002-1923-626)

I et brev af

22. november 2002 til Københavns Fængsler og Direktoratet for

Kriminalforsorgen

udtalte jeg (bl.a.) følgende:

”Det fremgår af sagen at

direktoratet den 2. maj 2002 anmodede Københavns Fængsler, Sandholmlejren, om

at indsende ( )’s læge/sygeplejerskejournal, hvilket Københavns Fængsler

imidlertid modsatte sig under henvisning til at den indsatte - som løsladt

(og

formentlig udsendt til ( )) den 12. april 2002 - ikke kunne give sit samtykke

til udlevering af journalen.

Den 13. juni 2002 tog

Direktoratet for Kriminalforsorgen indberetningen til efterretning uden

forinden at have modtaget de ønskede lægelige oplysninger om den indsatte.

Jeg

bad den 6. september 2002 direktoratet om en udtalelse om hvorvidt

direktoratet

overvejede - og undersøgte - om Københavns Fængsler havde inddraget

patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3, i forbindelse med sin

anmodning

om udlevering af journalen. Dette spørgsmål havde en vis forbindelse til den

udtalelse som jeg nogle dage forinden - den 3. september 2002 - havde afgivet

om patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 2, i forbindelse med en anden

selvmordssag (direktoratets j.nr. KK ( ); mit j.nr. 2001-0452-626). I

forbindelse med denne anden sag udtalte jeg bl.a. at

’[j]eg må forstå at det ikke

hidtil har været praksis inden for kriminalforsorgens område - medmindre den

indsatte har givet sit samtykke dertil - at indhente og videregive lægelige

oplysninger, og herunder oplysninger om misbrugsforhold, til institutionens

ledelse i forbindelse med overførsel af indsatte med henblik på forebyggelse

af

selvmord og selvmordsforsøg’.

§ 26, stk. 1, og stk. 2, nr.

3, i lov om patienters retsstilling nr. 482 af 1. juli 1998 er sålydende:

’§ 26.

Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre

formål end behandling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold,

øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,

organisationer, private personer m.fl.

Stk. 2.

Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden

patientens samtykke ske, når

3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre

tilsyns- og kontrolopgaver.’

Jeg er enig med direktoratet

i at udlevering af hele lægejournalen i almindelighed må forudsætte et

samtykke

fra den pågældende patient.

Jeg tager til efterretning at

direktoratet i fremtiden vil rekvirere de lægelige oplysninger som kan

antages

at have betydning for kriminalforsorgens tilsyn og kontrol med den

foreliggende

sag, jf. patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3. Det kan ske ved

videregivelse af de relevante dele af lægejournalen eller - efter

omstændighederne - ved en hertil svarende erklæring fra den læge som er

tilknyttet institutionen.”

Den 5. december 2002 anførte

Direktoratet for Kriminalforsorgen supplerende følgende om

patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3:

”For så vidt angår

bestemmelsen i patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3, er

direktoratet

nu opmærksom på at bede institutionerne om en erklæring fra lægen (og ikke

som

tidligere selve lægejournalen), i det omfang det er nødvendigt for at

direktoratet kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaven. Der henvises til side

5

i indberetningsskemaet.”

I min afsluttende udtalelse

af 11. december 2002 anførte jeg herefter:

”Jeg har noteret mig det som

direktoratet har oplyst om patientretsstillingslovens § 26, stk. 2, nr. 3.

Efter min opfattelse vil sagen med en erklæring fra den læge som er

tilknyttet

institutionen, i mange situationer ikke være fuldt tilstrækkeligt oplyst til

at

direktoratet kan træffe afgørelse, jf. min udtalelse af 22. november 2002, s.

7

øverst. Jeg sigter hermed først og fremmest til de situationer hvor andre

læger

har været involveret i behandlingen af den indsatte (således som det f.eks.

var

tilfældet i nærværende sag), og hvor (uddrag af) journalen vil udgøre det

bedste bevis. Jeg henleder direktoratets opmærksomhed herpå, men foretager

mig

i øvrigt ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter