Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsløshedskasses tilbagebetaling af refusion. Fortolkning af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4

FOU nr 2002.70UdtalelserFolketinget19. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Arbejdsløshedskasses tilbagebetaling af refusion. Fortolkning

af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4

Et forbund, F, klagede den 9.

juni 2000 til mig over Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og

Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser af henholdsvis 22. juli 1999 og 15.

november 1999.

Det fremgik af sagens akter

at F i april 1999 blev opmærksom på at medlemmet A’s dagpengeret var

ophørt den

23. november 1997.

Arbejdsløshedskasse B

stoppede herefter udbetalingen af dagpenge til A og meddelte hende at hun

ikke

havde ret til dagpenge og derfor ikke havde ret til at overgå til efterløn.

Ved brev af 20. maj 1999

søgte F Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om dispensation således

at

A alligevel kunne overgå til efterløn. Samtidig påtog forbundet sig det fulde

ansvar for de med urette udbetalte dagpenge.

Den 22. juli 1999 meddelte

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen A følgende afgørelse:

”

DfA er enig med kassen i, at

Deres ret til dagpenge ophørte 23. november 1997.

DfA tillader, at De stilles

som om De havde søgt om efterløn før Deres ret til dagpenge ophørte.

Efterløn kan dog først

udbetales til Dem fra den dato, hvor udbetalingen af dagpenge stoppede. 5

ugers

reglen og 200 timers reglen gælder fra den dato, De får efterløn fra.

Læs alt

De dagpenge, som kassen

udbetalte efter dagpengerettens ophør, er udbetalt uberettiget, men beløbet

kan

ikke kræves betalt af Dem.

Begrundelse

Afgørelsen er truffet efter

reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring § 55, stk. 5, overgangsreglerne, §

65, stk. 1, § 75 a, stk. 3, § 75 b, stk. 1, nr. 3 og § 86, stk. 1 (se

regelafsnittet).

Efter overgangsreglerne havde

et medlem, som var indplaceret i dagpengeperioden og som var fyldt 60 år,

ikke

ret til at overgå til aktivperioden. De havde derfor ikke ret til dagpenge

efter 23. november 1997.

Ved afgørelsen har

direktoratet lagt vægt på, at det alene var kassen, der begik fejl ved at

lade

Dem skifte fra dagpengeperioden til aktivperioden.

De havde fået oplyst af kassen,

at De fortsat havde dagpengeret og kassen udbetalte dagpenge til Dem. De

havde

ikke grund til at tvivle på, at De ville blive vejledt af kassen om ansøgning

om efterløn inden dagpengerettens udløb.

De dagpenge, De fik efter

Deres dagpengeret ophørte, er udbetalt med urette, men beløbet kan ikke

kræves

tilbagebetalt af Dem. Det skyldes, at De modtog dagpengene i god tro. Der er

derfor ikke hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at kræve beløbet

tilbagebetalt af Dem.

”

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen

meddelte den 22. juli 1999 F at arbejdsløshedskassen ikke var berettiget til

refusion for dagpenge udbetalt til A efter den 23. november 1997. I

afgørelsen

skrev direktoratet følgende:

”

Direktoratet har i dag

skrevet til ovennævnte, som det fremgår af vedlagte kopi.

Direktoratet finder, at

arbejdsløshedskassen ikke har ret til refusion for dagpenge udbetalt efter

23.

november 1997, jf. § 86, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §

1

i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om

arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte

ydelser.

Beløbet, som kassen har

opgjort til 158.507 kr., bedes indbetalt til DfA.

Ved afgørelsen har

direktoratet lagt vægt på kassens objektive ansvar og samtidig, at

fejludbetalingen skyldes en fejl begået af kassen.

”

F klagede den 16. august 1999

til Arbejdsmarkedets Ankenævn over direktoratets afgørelse. F gjorde gældende

at statens tab ved fejludbetalingen alene var differencen mellem de med

urette

udbetalte dagpenge og den efterløn som A i stedet skulle have haft fra den

23.

november 1997 hvor dagpengeretten ophørte. Det var derfor alene denne

difference der efter forbundets opfattelse ikke var refusion for.

Arbejdsmarkedets Ankenævn

meddelte den 15. november 1999 F at nævnet tiltrådte direktoratets afgørelse

af

22. juli 1999. Ankenævnet skrev bl.a. følgende:

”Ankenævnet finder, at (B)

Arbejdsløshedskasse ikke kan få refusion fra statskassen for de dagpenge, der

er udbetalt med urette til (A) efter den 23. november 1997.

Ankenævnet har lagt vægt på,

at kassen udbetalte dagpenge med urette til (A) efter den 23. november 1997

som

følge af en administrativ fejl i kassen, og at denne administrative fejl er

erkendt af kassen.

Det er herudover ankenævnets

opfattelse, at der ikke er hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen

til

at bringe den af kassen foreslåede løsningsmodel i anvendelse, hvorefter

kassens ansvar ud fra en rimelighedsbetragtning begrænses til differencen

mellem de med urette udbetalte dagpenge og den efterløn, (A) er blevet

berettiget til.

Der henvises til, at kassen

som hovedregel ikke har ret til refusion, når kassen har udbetalt dagpenge

med

urette.

Ankenævnet har ikke fundet

anledning til at bringe bestemmelsen i § 5 i nedennævnte

refusionsbekendtgørelse

i anvendelse, ligesom nævnet ikke finder, at de særlige

undtagelsesbestemmelser

i §§ 2-4 kan anvendes, idet der ikke har foreligget svig fra (A)’s side,

en

skønsmæssig afgørelse eller urigtige oplysninger fra arbejdsgivere,

offentlige

myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse.”

Den 9. juni 2000 klagede F

til mig over myndighedernes afgørelser i sagen. F gjorde bl.a. gældende at

statens tab ved fejludbetalingen alene var differencen mellem de med urette

udbetalte dagpenge og den efterløn som A i stedet skulle have haft fra den

23.

november 1997 hvor dagpengeretten ophørte. Det var derfor alene denne

difference der efter forbundets opfattelse kunne medføre refusion. F anførte

bl.a. følgende:

”Afgørelserne påfører

arbejdsløshedskassen et tab, som ikke kan begrundes i en skadevirkning eller

reelle tab for nogen part af den af kassen begåede og erkendte fejl.

Afgørelserne indebærer

derimod en gevinst for staten, som ikke ville være opnået uden kassens fejl,

da

gældende regler og medlemmets forhold indebærer, at medlemmet har været

berettiget til ydelser i hele perioden, blot som efterløn i stedet for

arbejdsløshedsdagpenge.

Med afgørelserne om kassens

tilbagebetaling af kr. 158.507,- i modtaget refusion for perioden fra

november

1997 til april 1999 pålægger DfA og Arbejdsmarkedets Ankenævn i realiteten

arbejdsløshedskassen at betale den efterløn, som staten under alle

omstændigheder skulle have refunderet.

Med afgørelserne skaffer DfA

og Arbejdsmarkedets Ankenævn således staten en gevinst, som ikke er

forsvarlig

i henhold til retsprincipperne i tabserstatningsreglen og

tabsbegrænsningspligten.”

I brev af 23. januar 2001 bad

jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Arbejdsdirektoratet om en udtalelse i sagen

samt om udlån af sagens akter. Jeg bad om at udtalelserne blev returneret via

Arbejdsministeriet (nu Beskæftigelsesministeriet) som jeg ligeledes bad om en

udtalelse. I mit brev redegjorde jeg nærmere for ændringer til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4 (tidligere stk. 2, 1. pkt.),

siden

lovens tilblivelse i 1970, og jeg anførte herefter:

”Under henvisning til det

ovenfor beskrevne om arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2, (nu § 86,

stk. 4) beder jeg om at ankenævnet i udtalelsen bl.a. kommer ind på

fortolkningen af § 86, stk. 4, når bestemmelsen sammenholdes med

bestemmelsens

forarbejder. I den forbindelse beder jeg ankenævnet om at komme ind på om

forarbejderne, herunder det formål der gives udtryk for at ligge bag den

lovændring der skete i lov nr. 236 af 6. juni 1985, efter nævnets opfattelse

giver grundlag for bl.a. at fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med de

almindelige erstatningsretlige reglers krav om at et erstatningsansvar som

udgangspunkt forudsætter et tab hos skadelidte.”

Arbejdsministeriets (nu

Beskæftigelsesministeriet) udtalelse af 31. oktober 2001 var vedlagt

udtalelser

fra Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn af henholdsvis 3. juli

og

23. oktober 2001. Arbejdsministeriet henholdt sig til direktoratets og

ankenævnets udtalelser.

Arbejdsdirektoratet anførte i

sin udtalelse af 3. juli 2001 bl.a. følgende:

”Reglerne om a-kassers ret

til refusion i arbejdsløshedsforsikringsloven bygger som udgangspunkt på, at

a-kassen er objektivt ansvarlig for en fejludbetaling, hvilket også fremgår

af

ombudsmandens gennemgang af udvikling i refusionsreglerne i

arbejdsløshedsforsikringsloven frem til 1985.

Det er derfor direktoratets

klare opfattelse, at den objektive tilbagebetalingsregel ikke er en

erstatningsregel og det objektive krav om tilbagebetaling kan ikke stilles

over

for de almindelige erstatningsretlige principper om f.eks.

tabsbegrænsningspligt”.

Arbejdsmarkedets Ankenævn har

i sin udtalelse af 23. oktober 2001 bl.a. anført:

”Som det fremgår af

Ombudsmandens gennemgang af forhistorien til den nugældende bestemmelse i

a-lovens § 86, stk. 4, (tidligere stk. 2), havde bestemmelsen oprindelig en

erstatningsretlig karakter. Dette må ses i sammenhæng med, at den enkelte

tillidsmand kunne gøres ansvarlig for tilbagebetalingen af dagpengebeløb, der

var udbetalt med urette. Det samme gælder i princippet lovændringen i 1978,

hvor reglen ændredes, således at det nu var a-kassens hovedledelse, der blev

ansvarlig i forhold til statskassen for fejludbetalinger,

som kunne have været forhindret ved almindelig agtpågivenhed.

Den nugældende bestemmelse

blev indsat i loven ved lov nr. 236 af 6. juni 1985. Baggrunden for

lovændringen var et ønske om at nedbringe antallet af fejludbetalinger og

deraf

følgende betydelige merudgifter for staten.

§ 86, stk. 2, 1. pkt., (nu

stk. 4) blev formuleret således, at a-kassen ikke har ret til refusion i de

tilfælde, hvor der er sket en fejludbetaling, medmindre den fejlagtige

udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. A-kassens ansvar er således

som hovedregel et objektivt ansvar.

Bestemmelsen var et led i en

samlet indsats for at nedbringe fejludbetalingerne, som bestod dels i

lovændringer dels i en række administrative ændringer af forsikringssystemet.

Ved samme lovforslag indføjedes bestemmelsen i § 79, stk. 3, hvorefter krav

på

refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal tilbagebetales, hvor der ikke

foreligger korrekt dokumentation ved udbetalingen i overensstemmelse med

regler

fastsat af Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Af bemærkningerne til

bestemmelsen fremgår, at a- kassen kan miste statsrefusionen, uanset om det

kan

konstateres, at der har fundet en fejludbetaling sted.

Formålet med § 86, stk. 2, 1.

pkt., var at tilskynde a-kasserne til at undgå fejludbetalinger. Herved har

man

efter nævnets opfattelse forladt det erstatningsretlige udgangspunkt til

fordel

for en regel, som tilskynder a-kasserne til at indrette deres administration

og

arbejdsgange, således at fejludbetalinger undgås. Derved får reglen en

sanktionslignende karakter. At dette også har været hensigten, fremgår af

arbejdsministerens fremsættelsestale.

Ankenævnet er derfor ikke

enig i de af a-kassen fremsatte erstatningsretlige betragtninger.”

Jeg sendte myndighedernes

udtalelser til forbundet der i breve af 4. og 7. december 2001 fremsatte

supplerende bemærkninger til sagen. F henviste bl.a. til at hverken ordlyden

af

§ 86, stk. 4, eller bemærkningerne til bestemmelsen lagde op til at

bestemmelsen skulle give staten økonomiske gevinster ved at lade

arbejdsløshedskasserne finansiere berettigede ydelser uden refusion. F

vedlagde

”DfA-medd. nr. 7 af 23. marts 1999 om fejludbetalte ydelser”. Det

er heri

indledningsvis anført at meddelelsen omhandler ”Refusion. Objektivt

ansvar for

fejludbetalte ydelser”. Under afsnittet ”Kommentar m.v.” er

anført at ”Lovens §

86 stk. 4, tager ikke udgangspunkt i, om der er noget at bebrejde

arbejdsløshedskassens sagsbehandling. Der er et objektivt ansvar for kassen,

der er knyttet direkte sammen med den endelige afgørelse, der træffes over

for

et medlem. Kassen hæfter således for medlemmets uagtsomhed”.

Jeg sendte forbundets

bemærkninger til myndighederne med anmodning om eventuelle bemærkninger.

Beskæftigelsesministeriets

supplerende udtalelse af 8. april 2002 var vedlagt Arbejdsdirektoratets og

Arbejdsmarkedets Ankenævns supplerende udtalelser af henholdsvis 12. februar

og

25. marts 2002.

Arbejdsdirektoratet udtalte

bl.a. at der med ændringen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 i 1985

blev

indført en regel hvorefter kassen uden vurdering af kassens skyld ikke har

ret

til refusion for fejludbetalinger fra kassen. Efter en gengivelse af

refusionsbekendtgørelsens bestemmelser udtalte direktoratet bl.a.:

”Det er korrekt, at

direktoratet i visse tilfælde har beskrevet disse regler som objektive i den

forstand, at kassen ikke har ret til refusion, medmindre medlemmet har udvist

svig og kassen ikke har begået fejl ved at udbetale. Endvidere gælder

ovennævnte undtagelser i bekendtgørelsen.

Det er efter direktoratets

opfattelse reglernes klare udgangspunkt, at kassen alene har ret til refusion

fra statskassen ved retmæssige udbetalinger, uanset kassens ’skyld’

i

fejludbetalingen.

Det betyder omvendt ikke, at

kassen pr. automatik mister refusionen, da det i hvert enkelt tilfælde

vurderes, om kassen kan bevare refusionen efter reglerne i lovens § 86 og

bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om ret til refusion.

Der er således ikke efter

direktoratets opfattelse belæg for at betragte refusionsreglen i § 86, stk.

4,

som udtryk for en almindelig erstatningsansvarsregel”.

Arbejdsdirektoratet henviste

endvidere til Søren Balslev, Jørgen Kappel, Tor Even Münter og Merete Roos i

Arbejdsløshedsforsikring og efterløn (2001), 1. udgave, idet direktoratet

anførte:

”Forfatterne henviser s. 371f

til, at ’

før gennemførslen af den

nugældende refusionsadgang var a-kassers adgang til refusion betinget af en

almindelig culpastandard § 86, stk. 4, er således en objektiv ansvarsregel,

således at en a- kasse som hovedregel mister refusion for en fejludbetaling,

hvis medlemmet ikke har handlet svigagtigt. Det gælder, selv om a-kassen ikke

er skyld i fejludbetalingen

’.

Heller ikke her er der tvivl

om refusionsreglernes klare indhold, kassen er som udgangspunkt ansvarlig for

fejludbetalinger uanset skyld.”

I Arbejdsmarkedets Ankenævns

supplerende udtalelse af 25. marts 2002 henviste ankenævnet vedrørende

spørgsmålet om retstilstanden til nævnets tidligere udtalelse af 23. oktober

2001.

Beskæftigelsesministeriet

anførte i sin supplerende udtalelse bl.a.:

”I a-kassens brev af 7.

december 2001 hedder det, at a-kassen finder ’det kritisabelt, at

Arbejdsministeriet i den grad undlader at forholde sig til den viste

administration. Det er således kassens opfattelse, at Arbejdsministeriet har

det overordnede ansvar for forvaltningen i ministeriets ressortområde.’

Beskæftigelsesministeriet

skal i denne forbindelse bemærke, at Beskæftigelsesministeriet efter loven er

afskåret fra at gå ind i en vurdering af den konkrete afgørelse, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 99, stk. 1, hvorefter klage over

Arbejdsdirektoratets afgørelser efter § 86, stk. 4, skal indbringes for

Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ifølge § 99, stk. 2, kan ankenævnets afgørelse

ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Beskæftigelsesministeriet har

herudover ingen bemærkninger.”

Den 24. april 2002 bad jeg

forbundet om eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelser. I brev af

8. maj 2002 fremkom forbundet med bemærkninger til udtalelserne.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Sagens genstand

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsdirektoratet) og

Arbejdsmarkedets Ankenævn har i deres afgørelser over for (F) henvist til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4. I bestemmelsen fastsættes at i

tilfælde hvor der er udbetalt bl.a. dagpenge eller efterløn med urette, har

arbejdsløshedskassen ikke krav på refusion medmindre den fejlagtige

udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Genstanden for min undersøgelse er således om arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 4 (tidligere stk. 2, 1. pkt), gav hjemmel for myndighedernes

afgørelse over for (F) om tilbagebetaling af

det fulde

refusionsbeløb og ikke kun en andel svarende til differencen mellem de

udbetalte dagpenge og den efterløn (A) i stedet skulle have haft efter den

23. november 1997 hvor dagpengeretten ophørte.

Som omtalt i mit brev af 17.

december 2001 til forbundet har jeg ikke opfattet forbundets brev af 7.

december 2001 [om en lignende sag] som en klage over Arbejdsmarkedets

Ankenævns

afgørelse af 20. november 2001 vedrørende (C) [et andet medlem af forbundet],

men alene som et led i forbundets argumentation i nærværende sag. Jeg har

noteret mig at ankenævnet i sin afgørelse vedrørende (C) har anført at nævnet

er opmærksom på forbundets klage til ombudsmanden, og at nævnet af sig selv

vil

genoptage behandlingen af sagen hvis udtalelsen fra ombudsmanden giver

anledning hertil.

2. Hjemmel

Refusion

Staten yder i medfør af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 1, hver arbejdsløshedskasse

refusion

af de udgifter til bl.a. dagpenge og efterløn som kassen i det forudgående

regnskabsår har afholdt.

1970-loven

Arbejdsløshedsforsikringsloven

indeholdt ved sin tilblivelse i 1970 (lov nr. 114 af 24. marts 1970 om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring) bestemmelser i § 86, stk. 1 og

2, om tilbagebetaling af dagpenge udbetalt med urette. Bestemmelserne havde

følgende ordlyd:

’§ 86.

Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller

fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, skal

dagpengebeløb, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.

Stk. 2.

Det kan af kassen eller arbejdsdirektøren bestemmes, at

dagpengebeløb, der er udbetalt med urette, skal kræves tilbagebetalt af

vedkommende tillidsmand eller afdeling af kassen, såfremt den fejlagtige

udbetaling skyldes, at regler i denne lov eller bestemmelser, som er fastsat

i

henhold til loven, er tilsidesat af tillidsmanden eller afdelingen.’

I bemærkningerne til § 86,

stk. 1 og 2, er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1969-70, Tillæg A,

sp.

2457-2458):

’

Det er ikke med den foreslåede

formulering tilsigtet at begrænse tilbagesøgningsadgangen til tilfælde, hvor

medlemmet har gjort sig skyldig i strafbare forhold. Også uagtsomhed, i alt

fald af en vis grovhed, vil falde ind under bestemmelsen.

Angående forslaget i

stk. 2

bemærkes, at tilsvarende regler

nu gælder i henhold til samtlige kassers vedtægter, dog således, at det efter

vedtægternes formulering kun er muligt at gøre en tillidsmand eller en

kasseafdeling ansvarlig for fejlagtige udbetalinger, såfremt der tillige kan

rejses krav over for vedkommende medlem.

Med den valgte formulering

tilsigtes det angivet, at der i hvert enkelt tilfælde skal tages stilling

til,

hvorvidt erstatningsansvar skal gøres gældende over for tillidsmand eller

afdeling, og det må forudses, at reglen kun vil blive bragt i anvendelse,

såfremt der er tale om forhold af en vis alvorligere karakter.’

Lovændringen i 1978

Ved lov nr. 160 af 12. april

1978 om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.

blev § 86, stk. 2, nyaffattet:

’

Stk. 2.

I tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge med urette, men

hvor medlemmet ikke er pligtig at betale beløbet tilbage i medfør af stk. 1,

har kassen kun krav på refusion fra statskassen, såfremt det godtgøres, at

den

fejlagtige udbetaling ikke kunne være forhindret ved almindelig

agtpågivenhed.

Kassen kan bestemme, at dagpengebeløb, som kassen herefter ikke får

refunderet,

endeligt skal afholdes af vedkommende tillidsmand eller afdeling af kassen,

såfremt den fejlagtige udbetaling kan tilregnes tillidsmanden eller

afdelingen.’

I bemærkningerne til

bestemmelsen er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1977-78, Tillæg A,

sp.

3765f):

’Efter de gældende regler kan

dagpengebeløb, der er udbetalt med urette, kræves tilbagebetalt af

vedkommende

tillidsmand eller afdeling af kassen, såfremt den fejlagtige udbetaling

skyldes, at arbejdsløshedskassens regler eller bestemmelser, der er fastsat i

henhold til loven, er tilsidesat af tillidsmanden eller afdelingen.

Da det er kassens

hovedledelse, der principielt har ansvaret for, at dagpengemidlerne forvaltes

i

overensstemmelse med de gældende regler, påhviler det hovedledelsen at træffe

passende foranstaltninger til at sikre dette.

Forslaget, der bygger på en

flertalsindstilling fra Arbejdsformidlingsudvalget af 1975, indebærer, at

kassens hovedledelse er umiddelbart ansvarlig over for staten for enhver

urigtig udbetaling af dagpenge fra en afdelings side (der ikke udelukkende

skyldes medlemmets forhold), medmindre kassen kan godtgøre, at den fejlagtige

udbetaling ikke kunne være forhindret ved almindelig agtpågivenhed.

Kassens mulighed for

fritagelse for ansvar beror således på, om kassen kan godtgøre, at den

fejlagtige udbetaling ikke kunne være forhindret ved fornøden agtpågivenhed

fra

den udbetalende tillidsmands side og ej heller gennem iværksættelse af

passende

foranstaltninger fra hovedledelsens side, herunder udarbejdelse af instrukser

og vejledninger m.v. til brug for afdelingerne. Det foreslås, at kassen skal

kunne gøre regres over for tillidsmanden eller afdelingen, såfremt den

fejlagtige udbetaling kan tilregnes tillidsmanden eller afdelingen.

Forudsætningen for at kassen

kan pålægge tillidsmanden eller afdelingen at udrede beløbet, er således, at

der i forbindelse med udbetalingen har foreligget uagtsomhed fra den

udbetalende tillidsmands side.’

Lovændringen i 1985 - erstatningsansvar eller sanktion?

I marts 1984 besluttede

arbejdsministeren at nedsætte et udvalg til vurdering af problemet vedrørende

arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger. Udvalget afgav betænkning i

september

1984, jf. betænkning nr. 1021/september 1984.

I betænkningen blev det

forslag der senere førte til lovens § 86, stk. 2, 1. pkt. (nu stk. 4), ikke

anset for en sanktion - i modsætning til f.eks. det forslag der førte til

lovens § 79, stk. 3, og som bl.a. er omtalt af Arbejdsmarkedets Ankenævn i

udtalelsen af 23. oktober 2001.

Betænkningen opregner således

i kapitel 3, afsnit B-F, en række forslag til nedbringelse af

fejludbetalingerne. Afsnit E (s. 86ff) omhandler ’forslag vedrørende

finansieringssystemet

og sanktioner’. I afsnittet er der foretaget en opdeling således at pkt.

1

vedrører finansieringssystemet, mens pkt. 2 og 3 vedrører sanktioner over for

henholdsvis arbejdsløshedskasserne og medlemmerne. Under pkt. 1 (dvs. forslag

vedrørende finansieringssystemet) er bl.a. medtaget det forslag der førte til

lovens § 86, stk. 2, 1. pkt. (nu stk. 4). Der er herom anført:

’1.4. Statstilskud til dækning af fejludbetalinger.

FORSLAG:

Der ydes ikke statstilskud

til dækning af fejludbetalinger, jfr. arbejdsløshedslovens § 86, stk. 1 og 2,

-

eventuelt ydes delvist tilskud.

Kommentar:

Ordningen vil indebære, at

kasserne får den økonomiske risiko for inddrivelsen af tilbagebetalingskrav,

som alene medlemmerne er ansvarlige for.

Vurdering:

Det er udvalgets opfattelse,

at ordningen vil give kasserne et øget økonomisk incitament til selvkontrol.

Det kan forekomme urimeligt,

at kasserne skal bære risikoen for inddrivelse af udbetalinger, der er opnået

på svigagtigt grundlag.

’

Under pkt. 2 (sanktioner over

for arbejdsløshedskasser) stilles der forslag om at arbejdsdirektoratet kan

bestemme at en kasses ret til tilskud helt eller delvis tilbageholdes indtil

kassen har fulgt et pålæg som er udstedt i medfør af reglerne i

arbejdsløshedsforsikringsloven, eller bestemmelser der er givet i henhold til

loven (senere lovens § 38, stk. 2), og at en arbejdsløshedskasse som

hovedregel

ikke har ret til statstilskud til dækning af udgifterne til dagpenge/efterløn

for hvilke ekstern dokumentation ikke foreligger som foreskrevet i reglerne

for

tilvejebringelse og opbevaring af dokumentation. Undtagelse gøres hvis

dokumentation kan fremskaffes af kassen (senere lovens § 79, stk. 3). Under

pkt. 3 (sanktioner over for medlemmerne) stilles der bl.a. forslag om en

ændring

af svigsbestemmelsen således at et medlem kun slettes som medlem af kassen i

grove tilfælde. I stedet anvendes den effektive karantæne i større omfang.

Arbejdsministeren fremsatte

den 28. november 1984 forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling

og

arbejdsløshedsforsikring mv. (Nedbringelse af arbejdsløshedskassernes

fejludbetalinger mv.). Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget at

forslaget var et led i opfølgningen af ovennævnte betænkning nr.

1021/september

1984 fra udvalget vedrørende arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger.

Lovforslaget indeholdt bl.a.

en nyaffattelse af § 86, stk. 2, 1. pkt.:

’I tilfælde, hvor der er

udbetalt dagpenge eller efterløn med urette, har kassen ikke krav på refusion

fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales.’

Der blev endvidere som et nyt

stk. 3 stillet forslag om at ’direktøren for arbejdsløshedsforsikringen

kan

fastsætte regler om administration af stk. 2, 1. pkt., herunder om at stk. 2,

1. pkt., kan fraviges i ganske særlige situationer’.

I de almindelige bemærkninger

til ændringsloven er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1984-85, Tillæg

A, sp. 1715 og 1716):

’I marts 1984 besluttede

arbejdsministeren at nedsætte et udvalg til vurdering af problemet vedrørende

arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger. Baggrunden for ministerens

beslutning

var, at resultaterne fra arbejdsdirektørens tilsyn med de statsanerkendte

arbejdsløshedskasser havde vist, at der sker fejludbetalinger fra

arbejdsløshedskasserne af en uacceptabel størrelsesorden, hvilket påfører

staten betydelige merudgifter.

Udvalget har søgt at danne

sig et skøn over omfanget af fejludbetalingerne i 1984. Udvalget har som

udgangspunkt anvendt de foreløbige resultater fra stikprøverne vedrørende

1981,

hvilket - under forudsætning af at de i 1981 gældende forhold også gjaldt i

1984 - ville give et beløb på ca. 825 mill. kr. i for meget udbetalte

dagpenge

i 1984. På baggrund af stikprøveresultaterne har udvalget vurderet den

forventede effekt af allerede iværksatte initiativer og når frem til det

resultat, at fejludbetalinger vedrørende arbejdsløshedsdagpenge og

feriedagpenge må skønnes at påføre systemet en merudgift på ca.

525 mill. kr. i 1984 (600 mill. kr. for

meget og 75 mill. kr. for lidt).

Fejludbetalinger af denne størrelse

må betragtes som uacceptable, og regeringen finder det derfor vigtigt at få

gennemført både administrative og lovmæssige ændringer, der vil medvirke til

at

nedbringe fejludbetalingerne yderligere allerede i 1985.

For at øge kassernes

økonomiske incitament til at etablere et hensigtsmæssigt

administrationsapparat, som sikrer, at der foretages en grundig gennemgang af

udbetalingsmaterialet og medlemmets forhold, forinden en dagpenge- eller

efterlønsudbetaling finder sted, foreslås det, at der ikke ydes statsrefusion

til dækning af fejludbetalinger ’

Under overskriften

’Økonomiske og administrative konsekvenser’ fremgår videre bl.a. at

merudgifterne som følge af fejludbetalingerne siden 1981 - som følge af de

initiativer der allerede er iværksat - er nedbragt fra 825 mio. kr. årlig

(1981) til ca. 525 mio. kr. årlig (1984). Det anses for særdeles usikkert at

skønne over hvor stor reduktionen af fejludbetalingerne bliver ved

gennemførelsen af lovforslaget. Herunder nævnes bl.a. at forslaget om ikke at

yde

statsrefusion til dækning af fejludbetalinger endvidere vil medføre en

besparelse.

I bemærkningerne til

lovforslagets enkelte bestemmelser er om de nyaffattede bestemmelser i § 86

anført bl.a. følgende (Folketingstidende 1984-85, Tillæg A, sp. 1723 og 1724:

’Det foreslås, at en kasse

ikke har ret til refusion i de tilfælde, hvor der er sket en fejludbetaling.

Medlemmet vil stadig skulle tilbagebetale det fejlagtigt udbetalte beløb til

kassen, hvis medlemmet gøres ansvarlig for fejludbetalingen.

Direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen bemyndiges til at fastsætte regler, der fraviger

bestemmelsen i ganske særlige situationer. Der tænkes her på de tilfælde,

hvor

hverken kassen eller medlemmet i dag gøres ansvarlig for

fejludbetalingen.’

I Arbejdsmarkedsudvalgets

betænkning af 22. maj 1985 blev der stillet ændringsforslag til lovforslaget.

Der fremgår heraf bl.a. (Folketingstidende 1984-85, Tillæg B, sp. 1661ff):

’ §

86, stk. 2, 1. pkt.,

affattes således:

’I tilfælde, hvor der er

udbetalt dagpenge eller efterløn med urette, har kassen ikke krav på refusion

fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre

den

fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.’

I §

86

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

’

Stk. 3.

Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte

regler om administrationen af stk. 2, 1. pkt. Direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen kan herunder bestemme, at kassen skal have krav på

refusion i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes

medlemmets svigagtige forhold.’

Bemærkninger

Ændringerne i lovforslagets

nr. 8 og 9 [vedrørende § 86, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3; min bemærkning]

medfører, at forslaget lempes således, at kassen altid har krav på refusion,

hvis fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Derudover opretholdes

bestemmelsen om, at reglerne kan fraviges, således at kassen vil kunne få

refusion i ganske særlige situationer uafhængigt af medlemmets svigagtige

forhold. Der tænkes her blandt andet på de tilfælde, hvor en fejludbetaling

f.eks. skyldes en arbejdsgivers urigtige oplysninger.

Den foreslåede lempelse

indebærer, at kasserne ikke hæfter for de medlemmer, der bevidst søger at få

udbetalt dagpenge med urette. Hermed er den væsentligste del af den kritik,

der

har været rejst mod denne del af lovforslaget, imødekommet, idet kasserne

ikke

længere kan gøres ansvarlige for fejludbetalinger, der skyldes et medlems

svigagtige forhold.’

I Arbejdsmarkedsudvalgets

betænkning fremgår endvidere at arbejdsministeren i et samråd bl.a. havde

oplyst følgende (Folketingstidende 1984-85, Tillæg B, sp. 1657 og 1658):

’ ændringsforslagene [til §

86, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3; min bemærkning] medfører en lempelse i

forhold

til det fremsatte lovforslag, således at kassen altid har krav på refusion,

hvis fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold.

Begrundelsen herfor er, at

kasserne i tilfælde, hvor medlemmet har handlet svigagtigt, ofte er uden

muligheder for at modvirke en fejludbetaling. Det vil derfor være rimeligt at

give kassen refusion i disse tilfælde. Forslaget er administrerbart, da svig

er

et begreb, man kender i administrationen på området.

Derimod vil kassen ikke få refusion i tilfælde, hvor fejludbetalingen

skyldes uagtsomme forhold.

Heri ligger

ændringen i forhold til de gældende regler

[min fremhævelse].

Endvidere vil det i tilfælde,

hvor medlemmet har handlet svigagtigt, ofte være således, at medlemmet

slettes

af kassen. Dette er ikke tilfældet i de forhold, hvor medlemmet har handlet

uagtsomt. Her vil medlemmet forblive i kassen, hvorfor medlemmet ofte

(forligsmæssigt) vil indbetale det fejludbetalte beløb efterhånden.

Bestemmelsen medfører ikke

ændringer i kassernes krav på refusion for så vidt angår de skønsmæssige

afgørelser, som en kasse skal træffe, medmindre medlemmet har handlet

uagtsomt.

F.eks. vil det i en situation, hvor kassen har truffet afgørelse om, at et

medlem efter raskmelding efter en længere sygdomsperiode er til rådighed for

arbejdsmarkedet (det vil sige en konkret rådighedsvurdering), for så vidt

angår

spørgsmålet om refusion være afgørende, om kassen i sin tid har truffet en

forsvarlig afgørelse. Dette skal forstås således, at hvis afgørelsen senere

ændres af direktoratet eller ankenævnet, vil kassen have krav på refusion,

selv

om der reelt er sket en fejludbetaling, så længe kassen og/eller medlemmet

ikke

har handlet uagtsom ved afgørelsen af, om medlemmet var til rådighed. Kassen

må

f.eks. ikke overse relevante oplysninger.

Der vil dog stadig være andre

tilfælde, hvor kassen ikke bør gøres ansvarlig for en fejludbetaling. Som

eksempel kan nævnes urigtige oplysninger fra en arbejdsgiver eller en

offentlig

myndighed, der medfører, at hverken kasse eller medlem kan gøres ansvarlig

for

fejludbetalingen. Af denne grund bibeholdes nr. 9 [vedr. § 86, stk. 3; min

bemærkning] med den nødvendige ændring, der følger af ændringen af nr. 8

[vedr.

§ 86, stk. 2, 1. pkt.; min bemærkning].’

Bestemmelserne i § 86, stk.

2, 1. pkt., og stk. 3, blev vedtaget som ændret under Arbejdsmarkedsudvalgets

behandling, jf. lov nr. 236 af 6. juni 1985 om ændring af lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Nedbringelse af

arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger m.v.).

Bekendtgørelse nr. 980 af 14.

december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for

fejludbetalte ydelser er udstedt med hjemmel i

arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 86, stk. 6 (tidligere stk. 3). Bekendtgørelsen bestemmer i § 1, stk. 1, at

en

kasse ikke har ret til refusion hvis den med urette har udbetalt ydelser

efter

bl.a. arbejdsløshedsforsikringsloven. Udbetalte refusionsbeløb skal

tilbagebetales. Herfra gælder en række undtagelser i §§ 2-5: Hvis medlemmet

har

begået svig, medmindre udbetalingen kan tilskrives fejl i kassen (§ 2), hvis

fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse hvor kassen har sikret sig

et

tilstrækkeligt grundlag for skønnet og skønnet kan anses for forsvarligt,

eller

hvor kassen i god tro har udbetalt på baggrund af oplysninger fra

arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse (§

3,

stk. 1 og 2). § 3, stk. 1 og 2, finder dog ikke anvendelse hvor medlemmet i

forbindelse med udbetalingen har udvist uagtsomt forhold således at der er

grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter lovens §

86,

stk. 1 (§ 3, stk. 3). Bekendtgørelsens § 4 vedrører fejludbetaling af

etableringsydelse, uddannelsesgodtgørelse eller orlovsydelse. Direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen kan ’i ganske særlige situationer give

tilladelse

til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke

følger af §§ 2-4’ (§ 5).

Som det fremgår ovenfor, er

det myndighedernes opfattelse at bestemmelsen i lovens § 86, stk. 4

(tidligere

stk. 2, 1. pkt.), efter lovændringen i 1985 ikke skal fortolkes i

overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige reglers krav om at et

erstatningsansvar som udgangspunkt forudsætter et tab hos skadelidte.

Arbejdsdirektoratet har herved bl.a. gjort gældende at bestemmelsen indebærer

et objektivt ansvar for arbejdsløshedskasserne for fejludbetalinger, men at

dette ansvar ikke er et erstatningsansvar. Arbejdsmarkedets Ankenævn har

bl.a.

gjort gældende at bestemmelsen har en sanktionslignende karakter. Ankenævnet

har i den forbindelse bl.a. henvist til arbejdsministerens fremsættelsestale

af

28. november 1984 (Folketingstidende 1984-85, Tillæg F, sp. 2755ff).

Arbejdsløshedskasserne er

private foreninger. Se bl.a. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands

beretning

for 1993, s. 82ff*. Ved indgreb af pønal karakter over for private gælder et

skærpet hjemmelskrav. Jeg henviser til Jens Garde mfl., Forvaltningsret -

Almindelige emner, (1997), 3. udgave, s. 159ff.

Efter min opfattelse giver

det af arbejdsministeren anførte i forbindelse med fremsættelsen af

lovforslaget ikke grundlag for at anse reglen i § 86, stk. 4, for en

bestemmelse af sanktionslignende karakter der indebærer at retten til

refusion

bortfalder i tilfælde af en fejludbetaling uanset om staten har lidt et tab

eller ej.

På baggrund af ovennævnte er

det min opfattelse at § 86, stk. 4, ikke er en sanktionsregel, men en regel

der

fastlægger et hæftelsesansvar for arbejdsløshedskasserne således at disse

hæfter for medlemmernes uagtsomme forhold selv om kasserne ikke selv måtte

have

udvist culpa. Da bestemmelsen således efter min opfattelse er af

erstatningsretlig karakter, finder jeg at den må fortolkes i overensstemmelse

med de almindelige erstatningsretlige reglers krav om at et erstatningsansvar

som udgangspunkt forudsætter et tab hos skadelidte.

I nærværende sag udgør

statens tab alene

differencen

mellem

de med urette udbetalte dagpenge og den efterløn som (A) i stedet skulle have

haft fra den 23. november 1997 hvor dagpengeretten ophørte.

På baggrund af ovennævnte er

det min opfattelse at det alene er denne difference der kan anses for en

’fejludbetaling’ som omhandlet i arbejdsløshedsforsikringslovens §

86, stk. 4,

og at det således alene er denne difference der ikke er refusion for. (F) har

da også anerkendt at der ikke er refusion for denne del. Omvendt kan den del

der beløbsmæssigt

svarer til

den

efterløn som (A) i stedet skulle have haft i omtalte periode, efter min

opfattelse ikke betragtes som en ’fejludbetaling’ i

arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Loven gav derfor for så vidt angår

denne del, ikke hjemmel for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (nu

Arbejdsdirektoratet) og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse over for (F) om

tilbagebetaling af udbetalt refusion.

Jeg har gjort myndighederne

bekendt med min opfattelse, og jeg har i dag henstillet til Arbejdsmarkedets

Ankenævn at genoptage sagen i forhold til (F) og træffe en ny afgørelse over

for forbundet i overensstemmelse med det ovenfor anførte.”

NOTE: (*)

FOB 1993, s. 82.

Lignende dokumenter