Arbejdsløshedskasses tilbagebetaling af refusion. Fortolkning af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Arbejdsløshedskasses tilbagebetaling af refusion. Fortolkning
af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4
Et forbund, F, klagede den 9.
juni 2000 til mig over Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og
Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser af henholdsvis 22. juli 1999 og 15.
november 1999.
Det fremgik af sagens akter
at F i april 1999 blev opmærksom på at medlemmet A’s dagpengeret var
ophørt den
23. november 1997.
Arbejdsløshedskasse B
stoppede herefter udbetalingen af dagpenge til A og meddelte hende at hun
ikke
havde ret til dagpenge og derfor ikke havde ret til at overgå til efterløn.
Ved brev af 20. maj 1999
søgte F Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om dispensation således
at
A alligevel kunne overgå til efterløn. Samtidig påtog forbundet sig det fulde
ansvar for de med urette udbetalte dagpenge.
Den 22. juli 1999 meddelte
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen A følgende afgørelse:
”
DfA er enig med kassen i, at
Deres ret til dagpenge ophørte 23. november 1997.
DfA tillader, at De stilles
som om De havde søgt om efterløn før Deres ret til dagpenge ophørte.
Efterløn kan dog først
udbetales til Dem fra den dato, hvor udbetalingen af dagpenge stoppede. 5
ugers
reglen og 200 timers reglen gælder fra den dato, De får efterløn fra.
Læs alt
De dagpenge, som kassen
udbetalte efter dagpengerettens ophør, er udbetalt uberettiget, men beløbet
kan
ikke kræves betalt af Dem.
Begrundelse
Afgørelsen er truffet efter
reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring § 55, stk. 5, overgangsreglerne, §
65, stk. 1, § 75 a, stk. 3, § 75 b, stk. 1, nr. 3 og § 86, stk. 1 (se
regelafsnittet).
Efter overgangsreglerne havde
et medlem, som var indplaceret i dagpengeperioden og som var fyldt 60 år,
ikke
ret til at overgå til aktivperioden. De havde derfor ikke ret til dagpenge
efter 23. november 1997.
Ved afgørelsen har
direktoratet lagt vægt på, at det alene var kassen, der begik fejl ved at
lade
Dem skifte fra dagpengeperioden til aktivperioden.
De havde fået oplyst af kassen,
at De fortsat havde dagpengeret og kassen udbetalte dagpenge til Dem. De
havde
ikke grund til at tvivle på, at De ville blive vejledt af kassen om ansøgning
om efterløn inden dagpengerettens udløb.
De dagpenge, De fik efter
Deres dagpengeret ophørte, er udbetalt med urette, men beløbet kan ikke
kræves
tilbagebetalt af Dem. Det skyldes, at De modtog dagpengene i god tro. Der er
derfor ikke hjemmel i arbejdsløshedsforsikringsloven til at kræve beløbet
tilbagebetalt af Dem.
”
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen
meddelte den 22. juli 1999 F at arbejdsløshedskassen ikke var berettiget til
refusion for dagpenge udbetalt til A efter den 23. november 1997. I
afgørelsen
skrev direktoratet følgende:
”
Direktoratet har i dag
skrevet til ovennævnte, som det fremgår af vedlagte kopi.
Direktoratet finder, at
arbejdsløshedskassen ikke har ret til refusion for dagpenge udbetalt efter
23.
november 1997, jf. § 86, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og §
1
i direktoratets bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om
arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for fejludbetalte
ydelser.
Beløbet, som kassen har
opgjort til 158.507 kr., bedes indbetalt til DfA.
Ved afgørelsen har
direktoratet lagt vægt på kassens objektive ansvar og samtidig, at
fejludbetalingen skyldes en fejl begået af kassen.
”
F klagede den 16. august 1999
til Arbejdsmarkedets Ankenævn over direktoratets afgørelse. F gjorde gældende
at statens tab ved fejludbetalingen alene var differencen mellem de med
urette
udbetalte dagpenge og den efterløn som A i stedet skulle have haft fra den
23.
november 1997 hvor dagpengeretten ophørte. Det var derfor alene denne
difference der efter forbundets opfattelse ikke var refusion for.
Arbejdsmarkedets Ankenævn
meddelte den 15. november 1999 F at nævnet tiltrådte direktoratets afgørelse
af
22. juli 1999. Ankenævnet skrev bl.a. følgende:
”Ankenævnet finder, at (B)
Arbejdsløshedskasse ikke kan få refusion fra statskassen for de dagpenge, der
er udbetalt med urette til (A) efter den 23. november 1997.
Ankenævnet har lagt vægt på,
at kassen udbetalte dagpenge med urette til (A) efter den 23. november 1997
som
følge af en administrativ fejl i kassen, og at denne administrative fejl er
erkendt af kassen.
Det er herudover ankenævnets
opfattelse, at der ikke er hjemmel i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen
til
at bringe den af kassen foreslåede løsningsmodel i anvendelse, hvorefter
kassens ansvar ud fra en rimelighedsbetragtning begrænses til differencen
mellem de med urette udbetalte dagpenge og den efterløn, (A) er blevet
berettiget til.
Der henvises til, at kassen
som hovedregel ikke har ret til refusion, når kassen har udbetalt dagpenge
med
urette.
Ankenævnet har ikke fundet
anledning til at bringe bestemmelsen i § 5 i nedennævnte
refusionsbekendtgørelse
i anvendelse, ligesom nævnet ikke finder, at de særlige
undtagelsesbestemmelser
i §§ 2-4 kan anvendes, idet der ikke har foreligget svig fra (A)’s side,
en
skønsmæssig afgørelse eller urigtige oplysninger fra arbejdsgivere,
offentlige
myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse.”
Den 9. juni 2000 klagede F
til mig over myndighedernes afgørelser i sagen. F gjorde bl.a. gældende at
statens tab ved fejludbetalingen alene var differencen mellem de med urette
udbetalte dagpenge og den efterløn som A i stedet skulle have haft fra den
23.
november 1997 hvor dagpengeretten ophørte. Det var derfor alene denne
difference der efter forbundets opfattelse kunne medføre refusion. F anførte
bl.a. følgende:
”Afgørelserne påfører
arbejdsløshedskassen et tab, som ikke kan begrundes i en skadevirkning eller
reelle tab for nogen part af den af kassen begåede og erkendte fejl.
Afgørelserne indebærer
derimod en gevinst for staten, som ikke ville være opnået uden kassens fejl,
da
gældende regler og medlemmets forhold indebærer, at medlemmet har været
berettiget til ydelser i hele perioden, blot som efterløn i stedet for
arbejdsløshedsdagpenge.
Med afgørelserne om kassens
tilbagebetaling af kr. 158.507,- i modtaget refusion for perioden fra
november
1997 til april 1999 pålægger DfA og Arbejdsmarkedets Ankenævn i realiteten
arbejdsløshedskassen at betale den efterløn, som staten under alle
omstændigheder skulle have refunderet.
Med afgørelserne skaffer DfA
og Arbejdsmarkedets Ankenævn således staten en gevinst, som ikke er
forsvarlig
i henhold til retsprincipperne i tabserstatningsreglen og
tabsbegrænsningspligten.”
I brev af 23. januar 2001 bad
jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Arbejdsdirektoratet om en udtalelse i sagen
samt om udlån af sagens akter. Jeg bad om at udtalelserne blev returneret via
Arbejdsministeriet (nu Beskæftigelsesministeriet) som jeg ligeledes bad om en
udtalelse. I mit brev redegjorde jeg nærmere for ændringer til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4 (tidligere stk. 2, 1. pkt.),
siden
lovens tilblivelse i 1970, og jeg anførte herefter:
”Under henvisning til det
ovenfor beskrevne om arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2, (nu § 86,
stk. 4) beder jeg om at ankenævnet i udtalelsen bl.a. kommer ind på
fortolkningen af § 86, stk. 4, når bestemmelsen sammenholdes med
bestemmelsens
forarbejder. I den forbindelse beder jeg ankenævnet om at komme ind på om
forarbejderne, herunder det formål der gives udtryk for at ligge bag den
lovændring der skete i lov nr. 236 af 6. juni 1985, efter nævnets opfattelse
giver grundlag for bl.a. at fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med de
almindelige erstatningsretlige reglers krav om at et erstatningsansvar som
udgangspunkt forudsætter et tab hos skadelidte.”
Arbejdsministeriets (nu
Beskæftigelsesministeriet) udtalelse af 31. oktober 2001 var vedlagt
udtalelser
fra Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn af henholdsvis 3. juli
og
23. oktober 2001. Arbejdsministeriet henholdt sig til direktoratets og
ankenævnets udtalelser.
Arbejdsdirektoratet anførte i
sin udtalelse af 3. juli 2001 bl.a. følgende:
”Reglerne om a-kassers ret
til refusion i arbejdsløshedsforsikringsloven bygger som udgangspunkt på, at
a-kassen er objektivt ansvarlig for en fejludbetaling, hvilket også fremgår
af
ombudsmandens gennemgang af udvikling i refusionsreglerne i
arbejdsløshedsforsikringsloven frem til 1985.
Det er derfor direktoratets
klare opfattelse, at den objektive tilbagebetalingsregel ikke er en
erstatningsregel og det objektive krav om tilbagebetaling kan ikke stilles
over
for de almindelige erstatningsretlige principper om f.eks.
tabsbegrænsningspligt”.
Arbejdsmarkedets Ankenævn har
i sin udtalelse af 23. oktober 2001 bl.a. anført:
”Som det fremgår af
Ombudsmandens gennemgang af forhistorien til den nugældende bestemmelse i
a-lovens § 86, stk. 4, (tidligere stk. 2), havde bestemmelsen oprindelig en
erstatningsretlig karakter. Dette må ses i sammenhæng med, at den enkelte
tillidsmand kunne gøres ansvarlig for tilbagebetalingen af dagpengebeløb, der
var udbetalt med urette. Det samme gælder i princippet lovændringen i 1978,
hvor reglen ændredes, således at det nu var a-kassens hovedledelse, der blev
ansvarlig i forhold til statskassen for fejludbetalinger,
som kunne have været forhindret ved almindelig agtpågivenhed.
Den nugældende bestemmelse
blev indsat i loven ved lov nr. 236 af 6. juni 1985. Baggrunden for
lovændringen var et ønske om at nedbringe antallet af fejludbetalinger og
deraf
følgende betydelige merudgifter for staten.
§ 86, stk. 2, 1. pkt., (nu
stk. 4) blev formuleret således, at a-kassen ikke har ret til refusion i de
tilfælde, hvor der er sket en fejludbetaling, medmindre den fejlagtige
udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. A-kassens ansvar er således
som hovedregel et objektivt ansvar.
Bestemmelsen var et led i en
samlet indsats for at nedbringe fejludbetalingerne, som bestod dels i
lovændringer dels i en række administrative ændringer af forsikringssystemet.
Ved samme lovforslag indføjedes bestemmelsen i § 79, stk. 3, hvorefter krav
på
refusion bortfalder, og udbetalte beløb skal tilbagebetales, hvor der ikke
foreligger korrekt dokumentation ved udbetalingen i overensstemmelse med
regler
fastsat af Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen. Af bemærkningerne til
bestemmelsen fremgår, at a- kassen kan miste statsrefusionen, uanset om det
kan
konstateres, at der har fundet en fejludbetaling sted.
Formålet med § 86, stk. 2, 1.
pkt., var at tilskynde a-kasserne til at undgå fejludbetalinger. Herved har
man
efter nævnets opfattelse forladt det erstatningsretlige udgangspunkt til
fordel
for en regel, som tilskynder a-kasserne til at indrette deres administration
og
arbejdsgange, således at fejludbetalinger undgås. Derved får reglen en
sanktionslignende karakter. At dette også har været hensigten, fremgår af
arbejdsministerens fremsættelsestale.
Ankenævnet er derfor ikke
enig i de af a-kassen fremsatte erstatningsretlige betragtninger.”
Jeg sendte myndighedernes
udtalelser til forbundet der i breve af 4. og 7. december 2001 fremsatte
supplerende bemærkninger til sagen. F henviste bl.a. til at hverken ordlyden
af
§ 86, stk. 4, eller bemærkningerne til bestemmelsen lagde op til at
bestemmelsen skulle give staten økonomiske gevinster ved at lade
arbejdsløshedskasserne finansiere berettigede ydelser uden refusion. F
vedlagde
”DfA-medd. nr. 7 af 23. marts 1999 om fejludbetalte ydelser”. Det
er heri
indledningsvis anført at meddelelsen omhandler ”Refusion. Objektivt
ansvar for
fejludbetalte ydelser”. Under afsnittet ”Kommentar m.v.” er
anført at ”Lovens §
86 stk. 4, tager ikke udgangspunkt i, om der er noget at bebrejde
arbejdsløshedskassens sagsbehandling. Der er et objektivt ansvar for kassen,
der er knyttet direkte sammen med den endelige afgørelse, der træffes over
for
et medlem. Kassen hæfter således for medlemmets uagtsomhed”.
Jeg sendte forbundets
bemærkninger til myndighederne med anmodning om eventuelle bemærkninger.
Beskæftigelsesministeriets
supplerende udtalelse af 8. april 2002 var vedlagt Arbejdsdirektoratets og
Arbejdsmarkedets Ankenævns supplerende udtalelser af henholdsvis 12. februar
og
25. marts 2002.
Arbejdsdirektoratet udtalte
bl.a. at der med ændringen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 i 1985
blev
indført en regel hvorefter kassen uden vurdering af kassens skyld ikke har
ret
til refusion for fejludbetalinger fra kassen. Efter en gengivelse af
refusionsbekendtgørelsens bestemmelser udtalte direktoratet bl.a.:
”Det er korrekt, at
direktoratet i visse tilfælde har beskrevet disse regler som objektive i den
forstand, at kassen ikke har ret til refusion, medmindre medlemmet har udvist
svig og kassen ikke har begået fejl ved at udbetale. Endvidere gælder
ovennævnte undtagelser i bekendtgørelsen.
Det er efter direktoratets
opfattelse reglernes klare udgangspunkt, at kassen alene har ret til refusion
fra statskassen ved retmæssige udbetalinger, uanset kassens ’skyld’
i
fejludbetalingen.
Det betyder omvendt ikke, at
kassen pr. automatik mister refusionen, da det i hvert enkelt tilfælde
vurderes, om kassen kan bevare refusionen efter reglerne i lovens § 86 og
bekendtgørelse nr. 980 af 14. december 1993 om ret til refusion.
Der er således ikke efter
direktoratets opfattelse belæg for at betragte refusionsreglen i § 86, stk.
4,
som udtryk for en almindelig erstatningsansvarsregel”.
Arbejdsdirektoratet henviste
endvidere til Søren Balslev, Jørgen Kappel, Tor Even Münter og Merete Roos i
Arbejdsløshedsforsikring og efterløn (2001), 1. udgave, idet direktoratet
anførte:
”Forfatterne henviser s. 371f
til, at ’
før gennemførslen af den
nugældende refusionsadgang var a-kassers adgang til refusion betinget af en
almindelig culpastandard § 86, stk. 4, er således en objektiv ansvarsregel,
således at en a- kasse som hovedregel mister refusion for en fejludbetaling,
hvis medlemmet ikke har handlet svigagtigt. Det gælder, selv om a-kassen ikke
er skyld i fejludbetalingen
’.
Heller ikke her er der tvivl
om refusionsreglernes klare indhold, kassen er som udgangspunkt ansvarlig for
fejludbetalinger uanset skyld.”
I Arbejdsmarkedets Ankenævns
supplerende udtalelse af 25. marts 2002 henviste ankenævnet vedrørende
spørgsmålet om retstilstanden til nævnets tidligere udtalelse af 23. oktober
2001.
Beskæftigelsesministeriet
anførte i sin supplerende udtalelse bl.a.:
”I a-kassens brev af 7.
december 2001 hedder det, at a-kassen finder ’det kritisabelt, at
Arbejdsministeriet i den grad undlader at forholde sig til den viste
administration. Det er således kassens opfattelse, at Arbejdsministeriet har
det overordnede ansvar for forvaltningen i ministeriets ressortområde.’
Beskæftigelsesministeriet
skal i denne forbindelse bemærke, at Beskæftigelsesministeriet efter loven er
afskåret fra at gå ind i en vurdering af den konkrete afgørelse, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens § 99, stk. 1, hvorefter klage over
Arbejdsdirektoratets afgørelser efter § 86, stk. 4, skal indbringes for
Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ifølge § 99, stk. 2, kan ankenævnets afgørelse
ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Beskæftigelsesministeriet har
herudover ingen bemærkninger.”
Den 24. april 2002 bad jeg
forbundet om eventuelle bemærkninger til myndighedernes udtalelser. I brev af
8. maj 2002 fremkom forbundet med bemærkninger til udtalelserne.
Ombudsmandens udtalelse
”1. Sagens genstand
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsdirektoratet) og
Arbejdsmarkedets Ankenævn har i deres afgørelser over for (F) henvist til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4. I bestemmelsen fastsættes at i
tilfælde hvor der er udbetalt bl.a. dagpenge eller efterløn med urette, har
arbejdsløshedskassen ikke krav på refusion medmindre den fejlagtige
udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Genstanden for min undersøgelse er således om arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 86, stk. 4 (tidligere stk. 2, 1. pkt), gav hjemmel for myndighedernes
afgørelse over for (F) om tilbagebetaling af
det fulde
refusionsbeløb og ikke kun en andel svarende til differencen mellem de
udbetalte dagpenge og den efterløn (A) i stedet skulle have haft efter den
23. november 1997 hvor dagpengeretten ophørte.
Som omtalt i mit brev af 17.
december 2001 til forbundet har jeg ikke opfattet forbundets brev af 7.
december 2001 [om en lignende sag] som en klage over Arbejdsmarkedets
Ankenævns
afgørelse af 20. november 2001 vedrørende (C) [et andet medlem af forbundet],
men alene som et led i forbundets argumentation i nærværende sag. Jeg har
noteret mig at ankenævnet i sin afgørelse vedrørende (C) har anført at nævnet
er opmærksom på forbundets klage til ombudsmanden, og at nævnet af sig selv
vil
genoptage behandlingen af sagen hvis udtalelsen fra ombudsmanden giver
anledning hertil.
2. Hjemmel
Refusion
Staten yder i medfør af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 79, stk. 1, hver arbejdsløshedskasse
refusion
af de udgifter til bl.a. dagpenge og efterløn som kassen i det forudgående
regnskabsår har afholdt.
1970-loven
Arbejdsløshedsforsikringsloven
indeholdt ved sin tilblivelse i 1970 (lov nr. 114 af 24. marts 1970 om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring) bestemmelser i § 86, stk. 1 og
2, om tilbagebetaling af dagpenge udbetalt med urette. Bestemmelserne havde
følgende ordlyd:
’§ 86.
Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller
fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, skal
dagpengebeløb, som er modtaget med urette, tilbagebetales af medlemmet.
Stk. 2.
Det kan af kassen eller arbejdsdirektøren bestemmes, at
dagpengebeløb, der er udbetalt med urette, skal kræves tilbagebetalt af
vedkommende tillidsmand eller afdeling af kassen, såfremt den fejlagtige
udbetaling skyldes, at regler i denne lov eller bestemmelser, som er fastsat
i
henhold til loven, er tilsidesat af tillidsmanden eller afdelingen.’
I bemærkningerne til § 86,
stk. 1 og 2, er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1969-70, Tillæg A,
sp.
2457-2458):
’
Det er ikke med den foreslåede
formulering tilsigtet at begrænse tilbagesøgningsadgangen til tilfælde, hvor
medlemmet har gjort sig skyldig i strafbare forhold. Også uagtsomhed, i alt
fald af en vis grovhed, vil falde ind under bestemmelsen.
Angående forslaget i
stk. 2
bemærkes, at tilsvarende regler
nu gælder i henhold til samtlige kassers vedtægter, dog således, at det efter
vedtægternes formulering kun er muligt at gøre en tillidsmand eller en
kasseafdeling ansvarlig for fejlagtige udbetalinger, såfremt der tillige kan
rejses krav over for vedkommende medlem.
Med den valgte formulering
tilsigtes det angivet, at der i hvert enkelt tilfælde skal tages stilling
til,
hvorvidt erstatningsansvar skal gøres gældende over for tillidsmand eller
afdeling, og det må forudses, at reglen kun vil blive bragt i anvendelse,
såfremt der er tale om forhold af en vis alvorligere karakter.’
Lovændringen i 1978
Ved lov nr. 160 af 12. april
1978 om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.
blev § 86, stk. 2, nyaffattet:
’
Stk. 2.
I tilfælde, hvor der er udbetalt dagpenge med urette, men
hvor medlemmet ikke er pligtig at betale beløbet tilbage i medfør af stk. 1,
har kassen kun krav på refusion fra statskassen, såfremt det godtgøres, at
den
fejlagtige udbetaling ikke kunne være forhindret ved almindelig
agtpågivenhed.
Kassen kan bestemme, at dagpengebeløb, som kassen herefter ikke får
refunderet,
endeligt skal afholdes af vedkommende tillidsmand eller afdeling af kassen,
såfremt den fejlagtige udbetaling kan tilregnes tillidsmanden eller
afdelingen.’
I bemærkningerne til
bestemmelsen er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1977-78, Tillæg A,
sp.
3765f):
’Efter de gældende regler kan
dagpengebeløb, der er udbetalt med urette, kræves tilbagebetalt af
vedkommende
tillidsmand eller afdeling af kassen, såfremt den fejlagtige udbetaling
skyldes, at arbejdsløshedskassens regler eller bestemmelser, der er fastsat i
henhold til loven, er tilsidesat af tillidsmanden eller afdelingen.
Da det er kassens
hovedledelse, der principielt har ansvaret for, at dagpengemidlerne forvaltes
i
overensstemmelse med de gældende regler, påhviler det hovedledelsen at træffe
passende foranstaltninger til at sikre dette.
Forslaget, der bygger på en
flertalsindstilling fra Arbejdsformidlingsudvalget af 1975, indebærer, at
kassens hovedledelse er umiddelbart ansvarlig over for staten for enhver
urigtig udbetaling af dagpenge fra en afdelings side (der ikke udelukkende
skyldes medlemmets forhold), medmindre kassen kan godtgøre, at den fejlagtige
udbetaling ikke kunne være forhindret ved almindelig agtpågivenhed.
Kassens mulighed for
fritagelse for ansvar beror således på, om kassen kan godtgøre, at den
fejlagtige udbetaling ikke kunne være forhindret ved fornøden agtpågivenhed
fra
den udbetalende tillidsmands side og ej heller gennem iværksættelse af
passende
foranstaltninger fra hovedledelsens side, herunder udarbejdelse af instrukser
og vejledninger m.v. til brug for afdelingerne. Det foreslås, at kassen skal
kunne gøre regres over for tillidsmanden eller afdelingen, såfremt den
fejlagtige udbetaling kan tilregnes tillidsmanden eller afdelingen.
Forudsætningen for at kassen
kan pålægge tillidsmanden eller afdelingen at udrede beløbet, er således, at
der i forbindelse med udbetalingen har foreligget uagtsomhed fra den
udbetalende tillidsmands side.’
Lovændringen i 1985 - erstatningsansvar eller sanktion?
I marts 1984 besluttede
arbejdsministeren at nedsætte et udvalg til vurdering af problemet vedrørende
arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger. Udvalget afgav betænkning i
september
1984, jf. betænkning nr. 1021/september 1984.
I betænkningen blev det
forslag der senere førte til lovens § 86, stk. 2, 1. pkt. (nu stk. 4), ikke
anset for en sanktion - i modsætning til f.eks. det forslag der førte til
lovens § 79, stk. 3, og som bl.a. er omtalt af Arbejdsmarkedets Ankenævn i
udtalelsen af 23. oktober 2001.
Betænkningen opregner således
i kapitel 3, afsnit B-F, en række forslag til nedbringelse af
fejludbetalingerne. Afsnit E (s. 86ff) omhandler ’forslag vedrørende
finansieringssystemet
og sanktioner’. I afsnittet er der foretaget en opdeling således at pkt.
1
vedrører finansieringssystemet, mens pkt. 2 og 3 vedrører sanktioner over for
henholdsvis arbejdsløshedskasserne og medlemmerne. Under pkt. 1 (dvs. forslag
vedrørende finansieringssystemet) er bl.a. medtaget det forslag der førte til
lovens § 86, stk. 2, 1. pkt. (nu stk. 4). Der er herom anført:
’1.4. Statstilskud til dækning af fejludbetalinger.
FORSLAG:
Der ydes ikke statstilskud
til dækning af fejludbetalinger, jfr. arbejdsløshedslovens § 86, stk. 1 og 2,
-
eventuelt ydes delvist tilskud.
Kommentar:
Ordningen vil indebære, at
kasserne får den økonomiske risiko for inddrivelsen af tilbagebetalingskrav,
som alene medlemmerne er ansvarlige for.
Vurdering:
Det er udvalgets opfattelse,
at ordningen vil give kasserne et øget økonomisk incitament til selvkontrol.
Det kan forekomme urimeligt,
at kasserne skal bære risikoen for inddrivelse af udbetalinger, der er opnået
på svigagtigt grundlag.
’
Under pkt. 2 (sanktioner over
for arbejdsløshedskasser) stilles der forslag om at arbejdsdirektoratet kan
bestemme at en kasses ret til tilskud helt eller delvis tilbageholdes indtil
kassen har fulgt et pålæg som er udstedt i medfør af reglerne i
arbejdsløshedsforsikringsloven, eller bestemmelser der er givet i henhold til
loven (senere lovens § 38, stk. 2), og at en arbejdsløshedskasse som
hovedregel
ikke har ret til statstilskud til dækning af udgifterne til dagpenge/efterløn
for hvilke ekstern dokumentation ikke foreligger som foreskrevet i reglerne
for
tilvejebringelse og opbevaring af dokumentation. Undtagelse gøres hvis
dokumentation kan fremskaffes af kassen (senere lovens § 79, stk. 3). Under
pkt. 3 (sanktioner over for medlemmerne) stilles der bl.a. forslag om en
ændring
af svigsbestemmelsen således at et medlem kun slettes som medlem af kassen i
grove tilfælde. I stedet anvendes den effektive karantæne i større omfang.
Arbejdsministeren fremsatte
den 28. november 1984 forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling
og
arbejdsløshedsforsikring mv. (Nedbringelse af arbejdsløshedskassernes
fejludbetalinger mv.). Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget at
forslaget var et led i opfølgningen af ovennævnte betænkning nr.
1021/september
1984 fra udvalget vedrørende arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger.
Lovforslaget indeholdt bl.a.
en nyaffattelse af § 86, stk. 2, 1. pkt.:
’I tilfælde, hvor der er
udbetalt dagpenge eller efterløn med urette, har kassen ikke krav på refusion
fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales.’
Der blev endvidere som et nyt
stk. 3 stillet forslag om at ’direktøren for arbejdsløshedsforsikringen
kan
fastsætte regler om administration af stk. 2, 1. pkt., herunder om at stk. 2,
1. pkt., kan fraviges i ganske særlige situationer’.
I de almindelige bemærkninger
til ændringsloven er bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1984-85, Tillæg
A, sp. 1715 og 1716):
’I marts 1984 besluttede
arbejdsministeren at nedsætte et udvalg til vurdering af problemet vedrørende
arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger. Baggrunden for ministerens
beslutning
var, at resultaterne fra arbejdsdirektørens tilsyn med de statsanerkendte
arbejdsløshedskasser havde vist, at der sker fejludbetalinger fra
arbejdsløshedskasserne af en uacceptabel størrelsesorden, hvilket påfører
staten betydelige merudgifter.
Udvalget har søgt at danne
sig et skøn over omfanget af fejludbetalingerne i 1984. Udvalget har som
udgangspunkt anvendt de foreløbige resultater fra stikprøverne vedrørende
1981,
hvilket - under forudsætning af at de i 1981 gældende forhold også gjaldt i
1984 - ville give et beløb på ca. 825 mill. kr. i for meget udbetalte
dagpenge
i 1984. På baggrund af stikprøveresultaterne har udvalget vurderet den
forventede effekt af allerede iværksatte initiativer og når frem til det
resultat, at fejludbetalinger vedrørende arbejdsløshedsdagpenge og
feriedagpenge må skønnes at påføre systemet en merudgift på ca.
525 mill. kr. i 1984 (600 mill. kr. for
meget og 75 mill. kr. for lidt).
Fejludbetalinger af denne størrelse
må betragtes som uacceptable, og regeringen finder det derfor vigtigt at få
gennemført både administrative og lovmæssige ændringer, der vil medvirke til
at
nedbringe fejludbetalingerne yderligere allerede i 1985.
For at øge kassernes
økonomiske incitament til at etablere et hensigtsmæssigt
administrationsapparat, som sikrer, at der foretages en grundig gennemgang af
udbetalingsmaterialet og medlemmets forhold, forinden en dagpenge- eller
efterlønsudbetaling finder sted, foreslås det, at der ikke ydes statsrefusion
til dækning af fejludbetalinger ’
Under overskriften
’Økonomiske og administrative konsekvenser’ fremgår videre bl.a. at
merudgifterne som følge af fejludbetalingerne siden 1981 - som følge af de
initiativer der allerede er iværksat - er nedbragt fra 825 mio. kr. årlig
(1981) til ca. 525 mio. kr. årlig (1984). Det anses for særdeles usikkert at
skønne over hvor stor reduktionen af fejludbetalingerne bliver ved
gennemførelsen af lovforslaget. Herunder nævnes bl.a. at forslaget om ikke at
yde
statsrefusion til dækning af fejludbetalinger endvidere vil medføre en
besparelse.
I bemærkningerne til
lovforslagets enkelte bestemmelser er om de nyaffattede bestemmelser i § 86
anført bl.a. følgende (Folketingstidende 1984-85, Tillæg A, sp. 1723 og 1724:
’Det foreslås, at en kasse
ikke har ret til refusion i de tilfælde, hvor der er sket en fejludbetaling.
Medlemmet vil stadig skulle tilbagebetale det fejlagtigt udbetalte beløb til
kassen, hvis medlemmet gøres ansvarlig for fejludbetalingen.
Direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen bemyndiges til at fastsætte regler, der fraviger
bestemmelsen i ganske særlige situationer. Der tænkes her på de tilfælde,
hvor
hverken kassen eller medlemmet i dag gøres ansvarlig for
fejludbetalingen.’
I Arbejdsmarkedsudvalgets
betænkning af 22. maj 1985 blev der stillet ændringsforslag til lovforslaget.
Der fremgår heraf bl.a. (Folketingstidende 1984-85, Tillæg B, sp. 1661ff):
’ §
86, stk. 2, 1. pkt.,
affattes således:
’I tilfælde, hvor der er
udbetalt dagpenge eller efterløn med urette, har kassen ikke krav på refusion
fra statskassen, og udbetalte refusionsbeløb skal tilbagebetales, medmindre
den
fejlagtige udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold.’
I §
86
indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
’
Stk. 3.
Direktøren for arbejdsløshedsforsikringen kan fastsætte
regler om administrationen af stk. 2, 1. pkt. Direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen kan herunder bestemme, at kassen skal have krav på
refusion i ganske særlige situationer, selv om fejludbetalingen ikke skyldes
medlemmets svigagtige forhold.’
Bemærkninger
Ændringerne i lovforslagets
nr. 8 og 9 [vedrørende § 86, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3; min bemærkning]
medfører, at forslaget lempes således, at kassen altid har krav på refusion,
hvis fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Derudover opretholdes
bestemmelsen om, at reglerne kan fraviges, således at kassen vil kunne få
refusion i ganske særlige situationer uafhængigt af medlemmets svigagtige
forhold. Der tænkes her blandt andet på de tilfælde, hvor en fejludbetaling
f.eks. skyldes en arbejdsgivers urigtige oplysninger.
Den foreslåede lempelse
indebærer, at kasserne ikke hæfter for de medlemmer, der bevidst søger at få
udbetalt dagpenge med urette. Hermed er den væsentligste del af den kritik,
der
har været rejst mod denne del af lovforslaget, imødekommet, idet kasserne
ikke
længere kan gøres ansvarlige for fejludbetalinger, der skyldes et medlems
svigagtige forhold.’
I Arbejdsmarkedsudvalgets
betænkning fremgår endvidere at arbejdsministeren i et samråd bl.a. havde
oplyst følgende (Folketingstidende 1984-85, Tillæg B, sp. 1657 og 1658):
’ ændringsforslagene [til §
86, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3; min bemærkning] medfører en lempelse i
forhold
til det fremsatte lovforslag, således at kassen altid har krav på refusion,
hvis fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold.
Begrundelsen herfor er, at
kasserne i tilfælde, hvor medlemmet har handlet svigagtigt, ofte er uden
muligheder for at modvirke en fejludbetaling. Det vil derfor være rimeligt at
give kassen refusion i disse tilfælde. Forslaget er administrerbart, da svig
er
et begreb, man kender i administrationen på området.
Derimod vil kassen ikke få refusion i tilfælde, hvor fejludbetalingen
skyldes uagtsomme forhold.
Heri ligger
ændringen i forhold til de gældende regler
[min fremhævelse].
Endvidere vil det i tilfælde,
hvor medlemmet har handlet svigagtigt, ofte være således, at medlemmet
slettes
af kassen. Dette er ikke tilfældet i de forhold, hvor medlemmet har handlet
uagtsomt. Her vil medlemmet forblive i kassen, hvorfor medlemmet ofte
(forligsmæssigt) vil indbetale det fejludbetalte beløb efterhånden.
Bestemmelsen medfører ikke
ændringer i kassernes krav på refusion for så vidt angår de skønsmæssige
afgørelser, som en kasse skal træffe, medmindre medlemmet har handlet
uagtsomt.
F.eks. vil det i en situation, hvor kassen har truffet afgørelse om, at et
medlem efter raskmelding efter en længere sygdomsperiode er til rådighed for
arbejdsmarkedet (det vil sige en konkret rådighedsvurdering), for så vidt
angår
spørgsmålet om refusion være afgørende, om kassen i sin tid har truffet en
forsvarlig afgørelse. Dette skal forstås således, at hvis afgørelsen senere
ændres af direktoratet eller ankenævnet, vil kassen have krav på refusion,
selv
om der reelt er sket en fejludbetaling, så længe kassen og/eller medlemmet
ikke
har handlet uagtsom ved afgørelsen af, om medlemmet var til rådighed. Kassen
må
f.eks. ikke overse relevante oplysninger.
Der vil dog stadig være andre
tilfælde, hvor kassen ikke bør gøres ansvarlig for en fejludbetaling. Som
eksempel kan nævnes urigtige oplysninger fra en arbejdsgiver eller en
offentlig
myndighed, der medfører, at hverken kasse eller medlem kan gøres ansvarlig
for
fejludbetalingen. Af denne grund bibeholdes nr. 9 [vedr. § 86, stk. 3; min
bemærkning] med den nødvendige ændring, der følger af ændringen af nr. 8
[vedr.
§ 86, stk. 2, 1. pkt.; min bemærkning].’
Bestemmelserne i § 86, stk.
2, 1. pkt., og stk. 3, blev vedtaget som ændret under Arbejdsmarkedsudvalgets
behandling, jf. lov nr. 236 af 6. juni 1985 om ændring af lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Nedbringelse af
arbejdsløshedskassernes fejludbetalinger m.v.).
Bekendtgørelse nr. 980 af 14.
december 1993 om arbejdsløshedskassernes ret til refusion fra statskassen for
fejludbetalte ydelser er udstedt med hjemmel i
arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 86, stk. 6 (tidligere stk. 3). Bekendtgørelsen bestemmer i § 1, stk. 1, at
en
kasse ikke har ret til refusion hvis den med urette har udbetalt ydelser
efter
bl.a. arbejdsløshedsforsikringsloven. Udbetalte refusionsbeløb skal
tilbagebetales. Herfra gælder en række undtagelser i §§ 2-5: Hvis medlemmet
har
begået svig, medmindre udbetalingen kan tilskrives fejl i kassen (§ 2), hvis
fejludbetalingen skyldes en skønsmæssig afgørelse hvor kassen har sikret sig
et
tilstrækkeligt grundlag for skønnet og skønnet kan anses for forsvarligt,
eller
hvor kassen i god tro har udbetalt på baggrund af oplysninger fra
arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller en anden arbejdsløshedskasse (§
3,
stk. 1 og 2). § 3, stk. 1 og 2, finder dog ikke anvendelse hvor medlemmet i
forbindelse med udbetalingen har udvist uagtsomt forhold således at der er
grundlag for at pålægge medlemmet ansvar for tilbagebetaling efter lovens §
86,
stk. 1 (§ 3, stk. 3). Bekendtgørelsens § 4 vedrører fejludbetaling af
etableringsydelse, uddannelsesgodtgørelse eller orlovsydelse. Direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen kan ’i ganske særlige situationer give
tilladelse
til, at kassen får ret til refusion for fejludbetalte beløb, hvor dette ikke
følger af §§ 2-4’ (§ 5).
Som det fremgår ovenfor, er
det myndighedernes opfattelse at bestemmelsen i lovens § 86, stk. 4
(tidligere
stk. 2, 1. pkt.), efter lovændringen i 1985 ikke skal fortolkes i
overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige reglers krav om at et
erstatningsansvar som udgangspunkt forudsætter et tab hos skadelidte.
Arbejdsdirektoratet har herved bl.a. gjort gældende at bestemmelsen indebærer
et objektivt ansvar for arbejdsløshedskasserne for fejludbetalinger, men at
dette ansvar ikke er et erstatningsansvar. Arbejdsmarkedets Ankenævn har
bl.a.
gjort gældende at bestemmelsen har en sanktionslignende karakter. Ankenævnet
har i den forbindelse bl.a. henvist til arbejdsministerens fremsættelsestale
af
28. november 1984 (Folketingstidende 1984-85, Tillæg F, sp. 2755ff).
Arbejdsløshedskasserne er
private foreninger. Se bl.a. min udtalelse i Folketingets Ombudsmands
beretning
for 1993, s. 82ff*. Ved indgreb af pønal karakter over for private gælder et
skærpet hjemmelskrav. Jeg henviser til Jens Garde mfl., Forvaltningsret -
Almindelige emner, (1997), 3. udgave, s. 159ff.
Efter min opfattelse giver
det af arbejdsministeren anførte i forbindelse med fremsættelsen af
lovforslaget ikke grundlag for at anse reglen i § 86, stk. 4, for en
bestemmelse af sanktionslignende karakter der indebærer at retten til
refusion
bortfalder i tilfælde af en fejludbetaling uanset om staten har lidt et tab
eller ej.
På baggrund af ovennævnte er
det min opfattelse at § 86, stk. 4, ikke er en sanktionsregel, men en regel
der
fastlægger et hæftelsesansvar for arbejdsløshedskasserne således at disse
hæfter for medlemmernes uagtsomme forhold selv om kasserne ikke selv måtte
have
udvist culpa. Da bestemmelsen således efter min opfattelse er af
erstatningsretlig karakter, finder jeg at den må fortolkes i overensstemmelse
med de almindelige erstatningsretlige reglers krav om at et erstatningsansvar
som udgangspunkt forudsætter et tab hos skadelidte.
I nærværende sag udgør
statens tab alene
differencen
mellem
de med urette udbetalte dagpenge og den efterløn som (A) i stedet skulle have
haft fra den 23. november 1997 hvor dagpengeretten ophørte.
På baggrund af ovennævnte er
det min opfattelse at det alene er denne difference der kan anses for en
’fejludbetaling’ som omhandlet i arbejdsløshedsforsikringslovens §
86, stk. 4,
og at det således alene er denne difference der ikke er refusion for. (F) har
da også anerkendt at der ikke er refusion for denne del. Omvendt kan den del
der beløbsmæssigt
svarer til
den
efterløn som (A) i stedet skulle have haft i omtalte periode, efter min
opfattelse ikke betragtes som en ’fejludbetaling’ i
arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Loven gav derfor for så vidt angår
denne del, ikke hjemmel for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (nu
Arbejdsdirektoratet) og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse over for (F) om
tilbagebetaling af udbetalt refusion.
Jeg har gjort myndighederne
bekendt med min opfattelse, og jeg har i dag henstillet til Arbejdsmarkedets
Ankenævn at genoptage sagen i forhold til (F) og træffe en ny afgørelse over
for forbundet i overensstemmelse med det ovenfor anførte.”
NOTE: (*)
FOB 1993, s. 82.
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt sagsøger - i forbindelse med overgang til efterløn - har haft genoptaget driften af sin selvstændige virksomhed Domsdatabasen · 22. januar 2013
- Tilbagebetaling af dagpenge som følge af dobbeltforsørgelse og uagtsomhed, klage fra kassen, refusionsspørgsmål Retsinformation · 1. marts 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om seniorydelse og lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik Retsinformation · 27. april 1999
- Ikke ret til refusion, a-kassen påtog sig et medansvar for fejludbetalingen af dagpenge Retsinformation · 23. februar 2008
- Tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge Retsinformation · 2. oktober 2002
- Tilbagebetaling af efterløn Retsinformation · 17. oktober 2003