Tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge
A faldt den 12. november 1993
under sit arbejde som visitationsbetjent i C Lufthavn. Ved hændelsen
beskadigede A sin ryg og skulder. Hændelsen blev anmeldt og senere anerkendt
som en arbejdsulykke.
Den 6. marts 1995
afskedigede Trafikministeriet A fra stillingen som visitationsbetjent med
virkning
fra udgangen af juni 1995. Afskedigelsen var begrundet i sygdom forårsaget af
arbejdsulykken den 12. november 1993. Af afskedigelsesbrevet fremgår:
”
De er ved Deres afsked
berettiget til opsat pension. Som meddelt Dem i Trafikministeriets brev af
27.
januar 1995 med tilhørende bilag, vil der, når der foreligger en afgørelse
fra
Arbejdsskadestyrelsen, blive taget stilling til, om De kan tilkendes pension
efter tilskadekomstreglerne i Tjenestemandspensionslovens § 8 eller forhøjet
pension efter samme lovs § 7.
C Lufthavn vil snarest give
Dem underretning om pensionens størrelse.
”
A blev raskmeldt den 3. maj
1995 gældende fra den 8. maj 1995 med den indskrænkning i sin erhvervsevne at
hun ikke kunne klare fysisk belastende arbejde.
Den 3. juli 1995 afgav A
ledighedserklæring til sin a-kasse, D Arbejdsløshedskasse. A oplyste i den
forbindelse bl.a. at hun ikke modtog pension. A oplyste også at årsagen til
fraværet i perioden fra den 10. november 1993 til den 8. maj 1995 var
arbejdsskaden. A vedlagde en kopi af Trafikministeriets afskedigelsesbrev af
Læs alt
6.
marts 1995. Samtidig anmodede A om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge fra
den
3. juli 1995.
Forud for dette havde A den
27. april 1995 været til samtale hos a-kassen. Af a-kassens notater fra mødet
den 27. april 1995 fremgår bl.a. at kassen var bekendt med at A’s
arbejdsulykke
af 12. november 1993 var anerkendt som arbejdsskade.
Af vejledningen til det
dagpengekort som A udfyldte den 23. juli 1995, fremgår bl.a. at man skal
oplyse
hvis man har andre skattepligtige indtægter, herunder pension. Det fremgår
også
at man som arbejdsløs har pligt til at oplyse om ethvert forhold der har
betydning for dagpengene, herunder om at man har søgt eller modtaget
erstatning
i henhold til arbejdsskadesikringsloven.
Den 16. februar 1996 traf
Arbejdsskadestyrelsen bl.a. afgørelse om at A havde et erhvervsevnetab på 15
pct. Den 20. februar 1996 klagede A over afgørelsen for så vidt angår
tilkendelsestidspunktet. Den 26. august 1996 ændrede Den Sociale Ankestyrelse
Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse med hensyn til tilkendelsestidspunktet således at erstatningen blev
udbetalt fra datoen for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Den 4. oktober 1996 skrev
Økonomistyrelsen til A. Af brevet fremgår:
”Det meddeles herved, at Deres
tilskadekomstpension fra den 1. juli 1995 udgør kr. 127.386,49 årligt
svarende
til kr. 10.615,54 månedligt. Pr. 1. april 1996 kr. 10.808,74 pr. måned og pr.
1. oktober kr. 10.892,76 månedligt.
Pensionen er beregnet i
henhold til Lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993 på grundlag af
skalatrin 16 og en pensionsalder på 37 år.
Til
tjenestemandspensionister under 67 år ydes et særligt tillæg. Derfor indgår
der
i Deres samlede pension på kr. 127.386,49 et tillæg på kr. 30.233,83, indtil
De
fylder 67 år. Tillægget falder væk fra d. 1. i måneden efter, at De er fyldt
67
år.
Hvis De ikke allerede har
indsendt Deres skattekort for 1996 til Økonomistyrelsen, bedes De snarest
indsende dette hertil samt oplyse til hvilken bank, reg.nr. og konto nr.
pensionen skal anvises.
”
Den 13. februar 1997 skrev
Arbejdsskadestyrelsen til A at erhvervsevnetabserstatningen på grund af
arbejdsskaden den 12. november 1993 var bortfaldet. Arbejdsskadestyrelsen
henviste bl.a. til at styrelsen havde fået oplyst at A var blevet tilkendt
tilskadekomstpension, og til § 39, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven.
Den 16. april 1997 søgte A
om efterløn fra den 26. maj 1997. A oplyste herved bl.a. at hun ikke modtog
pension eller erstatning eller lignende fra sin arbejdsgiver i forbindelse
med
sin fratræden.
Den 21. april 1997 ringede
a-kassens sagsbehandler til A. Baggrunden herfor var at A havde indsendt sit
bikort til a-kassen hvilket undrede sagsbehandleren fordi A ikke modtog
pension. A oplyste at hun brugte sit fradrag og dermed hovedskattekortet til
sin pension. Sagsbehandleren bad derefter A om at indsende sine
pensionspapirer
hvilket A lovede at gøre.
Den 24. april 1997 modtog
kassen pensionspapirerne fra A.
Den 5. maj 1997 skrev
a-kassen til A. Af brevet fremgår bl.a.:
”Da du blev ledig, blev du
gjort opmærksom på, at du har oplysningspligt overfor A-kassen. Du skulle
derfor have taget kontakt til A-kassen, da du modtog pensionspapirerne.
Vi har nu modtaget dine
pensionspapirer fra Økonomistyrelsen, og kan ud fra disse konkludere, at din
tilskadekomstpension skal fradrages i dine dagpenge med tilbagevirkende kraft
fra d. 01-07-95, jf. § 6 i DfA’s bekendtgørelse nr. 966 af 1. december
1994 om
fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Du bedes derfor indsende din
første pensionsseddel samt efterfølgende reguleringer, så vi kan lave en
nøjagtig beregning af, hvor meget du skal tilbagebetale.
Der kan ikke udbetales
yderligere dagpenge til dig før alle relevante papirer er A-kassen i hænde og
din sag er færdigbehandlet.”
Den 9. maj 1997 klagede A
til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen over a-kassens brev af 5. maj
1997. Af klagen fremgår bl.a. at A, da hun blev tilkendt erstatning for
arbejdsulykken i form af tilskadekomstpension, bl.a. rettede henvendelse til
sin sagsbehandler i a-kassen, E. A fik i den forbindelse af E oplyst at
erstatning i form af tilskadekomstpension ingen indflydelse havde på A’s
ret
til dagpenge.
Den 13. maj 1997 sendte
direktoratet klagen til a-kassen med anmodning om at kassen traf afgørelse i
1.
instans.
Den 14. maj 1997 skrev
a-kassen til A. Af brevet fremgår bl.a.:
”Til brug for hovedledelsens
behandling af klagen og behandling af din sag bedes du indsende din første
pensionsseddel samt efterfølgende reguleringer.
A-kassen skal endnu engang
gøre opmærksom på, at der ikke kan udbetales yderligere dagpenge til dig, før
alle relevante papirer er A-kassen i hænde, og din sag er
færdigbehandlet.”
Den 26. maj 1997 indsendte
A’s ægtemand, B, materialet til a-kassen.
Den 3. juni 1997 traf
a-kassen afgørelse. Af afgørelsen fremgår:
”Vedr. fejludbetaling af dagpenge.
Arbejdsløshedskassen har i
brev af 05-05-97 bedt dig indsende din første pensionsseddel samt
efterfølgende
reguleringer til beregning af fradrag for pension modtaget fra 01-07-95.
Vi har nu modtaget din første
pensionsseddel fra december 1996 udbetalt med tilbagevirkende kraft fra d.
01-07-95.
Det kan oplyses, at din
pension skal fradrages i dine dagpenge med tilbagevirkende kraft fra d.
01-07-95, jf. § 6 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse
nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.
Arbejdsløshedskassen har
udregnet det med urette oppebårne dagpengebeløb til:
Periode 01-07-95 – 31-12-95
Brutto kr.
37.768,00
Periode 01-01-96 – 15-12-96
Bruttokr.
70.454,00
I alt Brutto
kr.
108.222,00
Periode 16-12-96 – 20.04.97
Nettokr.
21.977,00
I alt Netto
kr.
21.977,00
Ovennævnte beløb er du
pligtig til at tilbagebetale jf. § 86, stk. 1 i Arbejdsløshedsloven.
Du bedes indbetale beløbet
kr. 130.199,00 på vedlagte giroindbetalingskort inden 8 dage fra dags dato,
jf.
§ 2 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse nr. 942 af
30.
november 1992 ændret ved bekendtgørelse nr. 619 af 20. juli 1993.
Hvis du ikke kan afvikle
gælden på en gang bedes du kontakte A-kassen om eventuelt frivilligt forlig.
Du skal til sidst gøres
opmærksom på, at der ikke kan udbetales yderligere dagpenge til dig, og at vi
ikke kan behandle din ansøgning om efterløn pr. d. 22-05-97 før ovennævnte
gæld
er afviklet eller et frivilligt forlig er indgået og underskrevet, samt
transporterklæring i overskydende skat er underskrevet.
”
Den 4. juni 1997 klagede B
over afgørelsen.
Den 10. juni 1997 hjemviste
direktoratet sagen til kassen med anmodning om at kassen traf en ny begrundet
afgørelse i sagen.
Den 16. juni 1997 traf
a-kassen på ny afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår:
”
Siden 1. juli 1995 har du
oppebåret fulde dagpenge. Ved ledigmeldelsen den 1. juli 1995, blev du i form
af informationsmateriale gjort bekendt med, at du havde pligt til at oplyse
arbejdsløshedskassen om alle forhold, der kunne have betydning for din ret
til
at oppebære dagpenge.
Arbejdsløshedskassen har
ikke tidligere modtaget oplysninger fra dig om pensionsforhold, hvilket
heller
ikke fremgår af din ansøgningsblanket om overgang til efterløn –
modtaget i
arbejdsløshedskassen den 17. april 1997.
Den 24. april 1997 modtager
arbejdsløshedskassen kopi af breve fra henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse,
Arbejdsskadestyrelsen, samt Økonomistyrelsen.
Det fremgår endvidere af din
skrivelse af den 9. maj 1997, at både (D) Arbejdsløshedskasse, såvel som
Finansministeriet og Økonomistyrelsen skulle have udtalt, at den tilkendte
erstatning i form af tilskadekomstpension ingen indflydelse havde på din ret
til at få udbetalt dagpenge.
I den forbindelse kan det
meddeles dig, at det er svært at finde ud af, hvad du har spurgt om, idet der
er stor forskel på, om spørgsmålet har været om erstatninger udbetalt i
henhold
til arbejdsskadeforsikringsloven er omfattet af reglerne om fradrag i
dagpengene,
eller spørgsmålet har været om tilskadekomstpension.
Det kan meddeles dig, at
arbejdsløshedskassen altid opfordrer medlemmerne til hurtigst muligt at
tilskrive os, hvis et medlem er i tvivl om, at en udbetaling ud over ydelser
fra arbejdsløshedskassen, kan have betydning for medlemmet i den nuværende
situation.
Derfor står vi helt
uforstående over for, at en af kassens medarbejdere skulle være kommet med
sådan en udtalelse, uden at have dokumentation for årsagen.
Det samlede beløb i alt kr.
130.199,00 er du pligtig til at tilbagebetale jf. Arbejdsløshedslovens § 86,
stk. 1.
Med henvisning til
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 942 af 30.
november
1992, § 2, stk. 2, bedes beløbet indbetalt på det allerede fremsendte
giroindbetalingskort
inden 8 dage fra dags dato.
Såfremt du ikke kan afvikle
gælden på en gang, bedes du kontakte arbejdsløshedskassen for indgåelse af et
frivilligt forlig.
Ved ledigmeldelsen den 1.
juli 1995, blev du i tilsendt informationsmateriale gjort opmærksom på, at du
havde pligt til at sætte dig ind i reglerne, samt orientere
arbejdsløshedskassen om alle forhold der kunne have betydning for din ret til
dagpenge.
Arbejdsløshedskassen mener
ikke du har opfyldt din orienterende forpligtelse, da du ved tilkendelsen af
tilskadekomstpensionen burde have tilstillet arbejdsløshedskassen kopi af
Økonomistyrelsens brev af 26. august 1996. Arbejdsløshedskassen har dog
vurderet, at forseelsen kan betragtes som uagtsom, idet der ikke tidligere
har
været forseelser mod kassen, samt at oplysningspligten hidtil har været
opfyldt.
Sanktion i forbindelse med
uagtsomme forhold
I medfør af
Arbejdsløshedslovens § 87, stk. 3, har arbejdsløshedskassen udelukket dig fra
retten til ydelse i 37 timer, svarende til en uges fulde dagpenge.
Med hensyn til behandlingen
af din efterlønssag, vil dette selvfølgelig ske efter de fastsatte regler om
overgang til efterløn. Du vil snarest høre nærmere fra Arbejdsløshedskassen
herom.”
Den 17. juni 1997 bad
a-kassen A om at indsende yderligere oplysninger til brug for kassens
behandling
af efterlønssagen.
Den 23. juni 1997 udfyldte A
et skema til a-kassen om supplerende oplysninger om arbejde og/eller indtægt
fra pension. A oplyste i den forbindelse om tilskadekomstpensionen.
Den 25. juni 1997 traf
kassen afgørelse i efterlønssagen. Af afgørelsen fremgår:
”A-kassen har
færdigbehandlet din ansøgning om overgang til efterløn fra den 26-05-97.
Din efterlønssats udgør
brutto pr. dag kr.
525
i en 5 dages uge bruttokr.
2625
- fradrag for pension pr.
uge
kr. 1470
Udbetalt pr. uge brutto
kr. 1155
Efterlønnen udbetales
månedsvis bagud, for 4 uger af gangen, og hver 3. måned for 5 uger.
Pensionsfradraget
er udregnet efter kassens omregningssats, der pr. 06-01-97 udgør kr. 123,03.
Efterlønnen vil blive
modregnet i din gæld, der pr. d.d. har en saldo på kr. 130.199,00, jf. § 86,
stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring.
”
Samme dag klagede B
over kassens afgørelse af 16. juni 1997. Af
klagen fremgår:
”
Ved ledigmeldelse til (D) Arbejdsløshedskasse pr.
01.07.95. blev (D) Arbejdsløshedskasse forelagt brev fra Trafikministeriet af
06.03.95. samtidig med at det blev meddelt (D) Arbejdsløshedskasse at jeg
ville
søge den trufne afgørelse om ret til Opsat Pension ændret til tilkendelse af
Tilskadekomstpension.
Straks efter modtagelsen af skrivelse af 04.10.96. fra
Finansministeriet Økonomistyrelsen om tilkendelse af tilskadekomstpension tog
jeg kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og spurgte hvordan jeg skulle
forholde
mig. (Se min skrivelse af 09.05.97.)
Med hensyn til min ansøgning om overgang til Efterløn
af 16.04.97. kan jeg oplyse at denne er udarbejdet d. 08.04.97. på (D)
Arbejdsløshedskasses kontor i (X)-by i samråd med (D) Arbejdsløshedskasses
medarbejder (F), som var gjort bekendt med at jeg modtager
Tilskadekomstpension.
Der kan ikke være tale om at (D) Arbejdsløshedskasse
kan have misforstået hvilken ydelse jeg modtager, idet jeg ved ovenstående
samtaler har brugt betegnelsen: TILSKADEKOMSTPENSION.
Der kan i.h.t. ovenstående ikke være tale om at jeg
ikke, fuldt ud, har overholdt min oplysningspligt overfor (D)
Arbejdsløshedskasse, og den i (D) Arbejdsløshedskasses brev af 16.06.97.
fremførte påstand om at arbejdsløshedskassen ikke tidligere har modtaget
oplysninger
om mine pensionsforhold er direkte forkert.
”
Den 26. juni 1997 klagede B
over a-kassens afgørelse af 25. juni 1997 om bl.a. at modregne i den
tilkendte
efterløn. B bad om at det skyldige beløb blev udbetalt til A.
Den 8. juli 1997 fastholdt
a-kassens hovedledelse afgørelsen af 16. juni 1997. Af afgørelsen fremgår:
”
Ifølge Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 § 6,
skal der ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension –
herunder tilskadekomstpension – og tillæg hertil, som er led i et
tidligere
ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at
arbejdsgiveren bidrager hertil.
Hovedledelsen mener ikke, at
telefonsamtaler med forskellige myndigheder kan fritage medlemmet fra den
oplysningspligt hun har overfor arbejdsløshedskassen samt, at medlemmet ved
tilkendelse af pension, burde have indsendt skriftlig dokumentation herfor
til
arbejdsløshedskassen omgående.
Hovedledelsen mener, at
medlemmet har undladt, at oplyse omstændigheder der har betydning for retten
til udbetaling af dagpenge samt, at de med urette modtagne dagpenge opgjort
til
kr. 130.199.00 skal tilbagebetales til arbejdsløshedskassen jvf.
arbejdsløshedslovens § 86, stk. 1.
Hovedledelsen har i medfør
af arbejdsløshedslovens § 86, stk. 2 meddelt sagsbehandleren, at udbetaling
af
ydelser til medlemmet bortset fra kursusgodtgørelse skal ske med fuld
modregning i den løbende udbetaling af efterløn, da medlemmet ikke har
reageret
på arbejdsløshedskassens brev af 16. juni 1997, for indgåelse af et
frivilligt
forlig.
Hovedledelsen stiller sig
meget tvivlende overfor medlemmets påstand om, at medarbejdere i (D)
Arbejdsløshedskasse skulle have oplyst, at pensionen ikke medfører fradrag i
henholdsvis dagpenge og efterløn. Fradrag af pension er en helt normal
arbejdsgang ved behandling af dagpenge-/ og efterlønssager, da langt de
fleste
af (D) Arbejdsløshedskasses medlemmer netop har en statslig pension
tilknyttet
deres ansættelsesforhold.
Hvis medlemmet som hævdet,
har været bekendt med betydningen af forskellen på arbejdsskadeerstatning og
tilskadekomstpension undrer hovedledelsen, at ansøgningen om efterløn
modtaget
i (D) Arbejdsløshedskasse den 17. april 1997, er underskrevet på tro og love
om, at medlemmet ikke modtager nogen form for pension.
Til medlemmets supplerende
oplysninger i brev af 25. juni 1997, har hovedledelsen følgende kommentarer:
ad. 1.
Det er korrekt, at arbejdsløshedskassen ved ledigmeldelsen
den 1. juli 1995 har modtaget medlemmets brev fra Trafikministeriet af 6.
marts
1995. Som det fremgår af brevet, har der på dette tidspunkt ikke kunnet tages
stilling til spørgsmålet om tilskadekomstpension, idet medlemmets sag om tab
af
erhvervsevne først skulle fastsættes i Arbejdsskadestyrelsen.
ad. 2.
Medlemmet påstår,
at hun straks efter modtagelse af skrivelse af 4. oktober 1996 fra
Økonomistyrelsen
tog kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og spurgte hvorledes hun skulle
forholde sig. Hovedledelsen mener, at medlemmet i stedet burde have indsendt
dokumentation (kopi) af Økonomistyrelsens brev om tilkendelse af
tilskadekomstpension.
ad. 3.
Medlemmet
oplyser, at hun 8. april 1997 har udfyldt efterlønspapirer i samråd med (D)
Arbejdsløshedskasses
medarbejder på afdelingskontoret i (X)-by.
Ved hovedledelsens henvendelse
til denne medarbejder er det oplyst, at medlemmet på tidspunktet ved samtalen
endnu ikke havde besluttet sig for, om hun ville indgå i efterlønsordningen,
eller om hun fortsat ville stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Samtalen sluttede af med, at
medlemmet og ægtefællen ville drøfte sagen om overgangstidspunktet til
efterløn
derhjemme.
Medarbejderen har ligeledes
oplyst, at hun mener samtalen fandt sted på et tidligere tidspunkt end den 8.
april 1997, men dette kan ikke dokumenteres.
ad. 4.
Til dette har hovedledelsen ingen kommentarer, men betragter
det som påstand mod påstand.
Ad 5.
Til medlemmets påstand om, at hun mener at have overholdt sin
oplysningspligt ved, at have indsendt dokumentation om pensionsforhold, er
hovedledelsen af en anden opfattelse, da den eneste dokumentation der er til
sagen er, brevet fra Trafikministeriet af 6. marts 1995, samt kopi af brevene
modtaget i arbejdsløshedskassen den 24. april 1997 fra Den Sociale
Ankestyrelse, Arbejdsskadestyrelsen og Økonomistyrelsen.
Med henvisning til
medlemmets brev af 26. juni 1997 hvor der anmodes om udbetaling af skyldige
beløb, afventer hovedledelsen først Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.
”
Den 17. juli 1997 traf
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen afgørelse bl.a. vedrørende
spørgsmålet om modregning i efterlønnen. Af afgørelsen fremgår bl.a.:
”For så vidt angår Deres
brev af 26. juni 1997 til kassen og kassens svar herpå af 8. juli 1997, hvori
De anmoder kassen om at udbetale Dem den efterløn, De blev berettiget til pr.
26. maj 1997, er direktoratet enig med kassen i, at der allerede nu, kan ske
modregning i efterlønnen, for den tilbagebetaling kassen har beregnet skal
ske
ifølge kassens afgørelse af 16. juni 1997. Dette følger af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1 og 2.”
Den 10. august 1997 klagede
B til Arbejdsmarkedets Ankenævn over afgørelsen om modregning idet B
fastholdt
kravet om udbetaling af den skyldige efterløn til A.
Den 2. september 1997 traf
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen afgørelse i (den øvrige del af)
tilbagebetalingssagen. Af afgørelsen fremgår:
”
Afgørelse
Direktoratet er enig med
kassen i, at der skal ske fradrag i dagpenge for udbetalt
tilskadekomstpension
(tjenestemandspension).
Direktoratet er ligeledes
enig med kassen i, at der skal ske efterregulering og tilbagebetaling af for
meget udbetalt i dagpenge for perioden 1. juli 1995 – 30. november 1996
på
grund af udbetaling af et engangsbeløb.
Endvidere finder
direktoratet, at De skal tilbagebetale de dagpenge, der er udbetalt med
urette
i perioden 1. december 1996 – 20. april 1997 på grund af løbende
pensionsudbetalinger. Det samlede beløb der skal betales tilbage, udgør i alt
130.199,- kr.
Direktoratet finder derimod
ikke, at De skal pålægges en effektiv karantæne for uagtsomt forhold, og
ændrer
således på dette punkt kassens afgørelse.
Begrundelse og regler
Retten til dagpenge
Der skal ske fradrag i
dagpengene for løbende udbetalinger af pension og tillæg hertil, som er et
led
i et tidligere ansættelsesforhold, og er af en sådan karakter, at det er
sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen. Det følger af § 6 i
direktoratets bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge.
Af vejledning af 11. maj
1994 til nævnte bekendtgørelse fremgår det af afsnittet ’Til § 6’,
at bestemmelsen
også gælder løbende udbetalinger af tjenestemandspension. Fradraget sker ved
hjælp af den til enhver tid gældende omregningssats.
Direktoratet har ved
afgørelsen lagt til grund, at den omtalte tilskadekomstpension er en
tjenestemandspension
efter § 8, stk. 1 i lov om tjenestemandspension. Pensionen er forhøjet efter
tilskadekomstreglerne som en følge af, at Arbejdsskadestyrelsen har vurderet,
at Deres tab af erhvervsevne er på 15%. Det forhold, at forhøjelsen af
tjenestemandspensionen efter tilskadekomstreglerne medførte, at Deres
erhvervsevnetabserstatning
bortfaldt jf.
Arbejdsskadestyrelsens brev af 13. februar 1997, ses ikke, at kunne begrunde
et
andet resultat end ovenstående.
På baggrund af nævnte regler
samt oplysningerne om Deres pensions- og dagpengeforhold er direktoratet enig
med kassen i, at De har modtaget dagpenge med urette.
Spørgsmålet om
erstatningsansvar for økonomisk tab som følge af en arbejdsløshedskasses
mangelfulde
vejledning er ikke et forhold, som direktoratet kan tage stilling til.
Spørgsmålet afgøres af de almindelige domstole. For så vidt angår Deres sag,
ville vejledningsmangler i øvrigt ikke medføre anden retsstilling, da De ikke
kan opnå bedre ret, end arbejdsløshedsforsikringsloven foreskriver.
Tilbagebetaling
Direktoratet finder, at de
dagpenge, der er udbetalt med urette, fordi der skal ske fradrag i dagpengene
for udbetaling af tilskadekomstpension, og som vedrører perioden 1. juli 1995
til og med november 1996, og som er udbetalt som et engangsbeløb med
tilbagevirkende kraft, skal tilbagebetales. Direktoratet finder, at den
ulovhjemlede ret til at kræve tilbagebetaling i
dobbeltforsørgelsessituationer
skal finde anvendelse.
Direktoratet har herved lagt
vægt på,
at
pensionsordningen er
omfattet af ordlyden i § 6 i bekendtgørelsen om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge,
at
beløbet
blev udbetalt med tilbagevirkende kraft, og
at
De sidestilles med en dagpengemodtager, der har afklaret sine pensionsforhold
inden dagpengene bliver udbetalt.
For så vidt angår
dagpengeudbetalingerne for perioden efter at første løbende
pensionsudbetaling
fandt sted, følger det af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, at et
medlem skal betale dagpenge, som er modtaget med urette, tilbage til
arbejdsløshedskassen, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger
eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge,
eller hvis medlemmet i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget
dagpenge.
De gav ikke kassen oplysning,
da De den 4. oktober 1996 fra Økonomistyrelsen modtog meddelelse om
udbetaling
af tilskadekomstpension, og da den første pensionsudbetaling fandt sted i
slutningen
af november måned 1996.
Da De har undladt at give
oplysninger om Deres pensionsforhold, finder direktoratet, at De i
overensstemmelse
med § 86, stk. 1 skal tilbagebetale beløbet til kassen.
Sanktion
Direktoratet har ikke kunnet
bortse fra Deres forklaringer om, at De forhørte Dem i kassen, og der er
blevet
bibragt den tro, at pensionen ikke skulle medføre fradrag i dagpengene.
Direktoratet finder derfor ikke, at De har udvist grov uagtsomhed, som kan
berettige til en effektiv karantæne på 37 timer.
”
Den 24. september 1997
klagede A over afgørelsen af 2. september 1997. Af klagen fremgår bl.a.:
”Pkt. 01.:
Som det fremgår af mine skrivelser af h.h.v. 09.05.97.
til DfA og 25.06.97. til (D) Arbejdsløshedskasses Hovedledelse, har jeg fra
begyndelsen holdt kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og rådført mig med dem,
om hvordan jeg skulle forholde mig med hensyn til modtagelse af Dagpenge når
jeg samtidig havde fået tilkendt Tilskadekomstpension.
Jeg fik fra (D)
Arbejdsløshedskasse, repr. v. (E), det helt klare svar, at erstatning i form
af
Tilskadekomstpension
ikke
påvirkede
min ret til at modtage Dagpenge.
Der skal yderligere gøres
opmærksom på, at der ikke, som påstået fra (D) Arbejdsløshedskasses side, kan
være tale om nogen misforståelse ved denne samtale, idet den ikke fandt sted
pr. telefon, men på (E)’s kontor hos (D) Arbejdsløshedskasse, og at jeg
ved
denne samtale var ledsaget af min mand.
Da jeg så at (E) ved dette
møde tog notater, må det også fremgå af disse at jeg har spurgt og er blevet
svaret som ovenfor angivet.
Kopi af disse notater bedes
tilsendt mig.”
Den 29. september 1997 fastholdt
direktoratet sine afgørelser af 17. juli 1997 og 2. september 1997.
Den 2. oktober 1997
indsendte B yderligere materiale til brug for ankenævnets behandling af
sagen.
Den 25. november 1997
rykkede B Arbejdsmarkedets Ankenævn for notaterne fra mødet med a-kassens
sagsbehandler, E. Af rykkeren fremgår bl.a.:
”Deres opmærksomhed henledes
på, at vi endnu ikke, som udbedt i vor skrivelse af 24.09.97. pkt. 1,
nederst,
har modtaget kopi af de af (E), ved møde med (A), tagne notater.
Disse notater må være af
afgørende betydning for Deres behandling af vor klage, idet det var under
dette
møde med (A), hvor jeg var tilstede, at (E) på vegne af (D)
Arbejdsløshedskasse, fortalte min hustru, (A), at modtagelse af
Tilskadekomstpension
ikke
på nogen
måde påvirkede hendes ret til at modtage dagpenge, den eneste betingelse var,
at hun stod til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket (A) har gjort indtil
hun
pr. 25.06.97. overgik til at modtage efterløn.
Én ting jeg hæftede mig ved,
ved dette møde, som foregik på (E)’s kontor i (D) Arbejdsløshedskasse,
var at
min hustru og (E) var enige om at tilskadekomstpensionen sammenlagt med
højeste
dagpengesats ville give min hustru en indtægt som næsten svarede til den
grundløn, (uden tillæg) hun havde haft som tjenestemand under
trafikministeriet.”
Den 20. januar 1998 rykkede
B på ny ankenævnet for notaterne.
Den 23. januar 1998 skrev
Arbejdsmarkedets Ankenævn til B. Af brevet fremgår bl.a. at de omtalte
notater
ikke sås at være omfattet af sagens bilag. Samtidig sendte ankenævnet B en
kopi
af sagens akter.
Den 12. april 1998 anmodede
B ankenævnet om snarest at træffe afgørelse i sagen. B henviste bl.a. til en
vedlagt opgørelse over hvilke beløb a-kassen havde modregnet i A’s
dagpenge/efterløn.
Den 15. april 1998 tiltrådte
ankenævnet direktoratets afgørelser af 17. juli 1997 og 2. september 1997.
Ankenævnet lagde herved til grund at den tilskadekomstpension som A var
blevet
tilkendt, var en forhøjet tjenestemandspension. Ankenævnet fandt således at
pensionen skulle medføre fradrag i dagpengene.
Den 30. april 1998 klagede B
til mig.
Den 28. juli 1998 bad jeg
Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om
en
udtalelse.
Den 12. august 1998 udtalte
direktoratet sig. Af udtalelsen fremgår:
”
Med henvisning hertil – og
idet direktoratet lægger til grund, at medlemmets klage af 30. april 1998 til
Folketingets Ombudsmand er en klage over manglende reaktion fra direktoratets
og Arbejdsmarkedets Ankenævns side overfor en eventuel vejledningsfejl fra
kassens side – skal direktoratet udtale:
I henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, stk. 1 har direktoratet en generel
tilsynspligt med de anerkendte arbejdsløshedskasser. Denne konkrete sag har
ikke givet anledning til at foretage et særligt tilsyn, da direktoratet ikke
finder, at der foreligger omstændigheder, der sandsynliggør, at kassen
administrerer – eller har administreret – på en for
forsikringssystemet
uhensigtsmæssig måde.
Direktoratet finder
endvidere ikke, at en vejledningsfejl fra kassens side kan udløse en pligt
fra
direktoratets side til ikke at foretage fradrag i dagpengene for
tilskadekomstpensionen i strid med arbejdsløshedsforsikringslovens regler
herom.
Derimod finder direktoratet,
at en erkendt eller dokumenteret vejledningsfejl begået af en kasse, efter
omstændighederne kan udløse et erstatningsansvar for kassen.
Direktoratet har derfor, som
det også fremgår i direktoratets afgørelse af 2. september 1997, henledt
(A)’s
opmærksomhed på, at en afgørelse om erstatningsansvar for økonomisk tab som
følge af en arbejdsløshedskasses mangelfulde vejledning henhører under
domstolene.
”
Ankenævnet henholdt sig i
sin udtalelse af 20. august 1998 til afgørelsen af 15. april 1998.
Den 24. august 1998 sendte
jeg udtalelserne til B med henblik på eventuelle kommentarer.
Den 15. september 1998
fremkom B med bemærkninger. Af brevet fremgår bl.a.:
”Det er fra vor side helt
klart blevet angivet overfor såvel (D) Arbejdsløshedskasses hovedledelse som
overfor Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, af hvem og hvornår disse
oplysninger er afgivet fra (D) Arbejdsløshedskasses side og at der ved det
omtalte møde i (D) Arbejdsløshedskasse blev taget notater af den pågældende
(E)
som ville kunne bekræfte vor forklaring.
Det virker på os mærkværdigt
at det ikke senere, trods mange forsøg, har kunnet lykkes os at komme i
kontakt
med den pågældende (E), ligesom de omtalte notater tilsyneladende er
bortkommet
hos (D) Arbejdsløshedskasse. (Se vor skrivelse til Dem af 30.04.98.)”
Den 31. maj 1999 bad jeg
ankenævnet og direktoratet om en supplerende udtalelse i sagen. Jeg bad i den
forbindelse om at myndighederne i de supplerende udtalelser bl.a. kom ind på
følgende forhold:
·
at myndighederne nærmere redegjorde for
hvorfor tilskadekomstpensionen efter myndighedernes opfattelse skulle
fradrages
fuldt ud i arbejdsløshedsdagpengene. Jeg bad i den forbindelse om at
myndighederne bl.a. kom ind på om A’s tilskadekomstpension helt eller
delvis
kunne sidestilles med en erstatning i henhold til arbejdsskadesikringsloven,
·
at myndighederne nærmere redegjorde for
hvorfor der efter myndighedernes opfattelse forelå en
dobbeltforsørgelsessituation. Jeg henviste til oplysningerne i sagen om
baggrunden for at A’s pension blev forhøjet, og til den sag der er nævnt
i min
beretning for året 1996, side 199ff, herunder den sag i min beretning for
året
1987, side 185ff, som er nævnt deri,
·
at myndighederne redegjorde for sagens
oplysningsgrundlag for så vidt angår B’s og A’s oplysninger om
a-kassens
vejledning, herunder om at myndighederne oplyste om hvorvidt myndighederne
havde undersøgt om de nævnte notater fandtes, og
·
at myndighederne nærmere redegjorde for
retsgrundlaget for så vidt angår modregningen i efterlønnen af den del af
tilbagebetalingskravet der var begrundet i dobbeltforsørgelse.
Den 28. juni 1999 afgav
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen en supplerende udtalelse. Heraf
fremgår:
”
Ad 1:
I henhold til
tjenestemandspensionslovens § 8 er en tjenestemand, som afskediges på grund
af
utjenstdygtighed på grund af en tilskadekomst, berettiget til den
egenpension,
der gælder for en pensionsalder på 37 år.
Egenpension for
pensionsalder 37 år er højeste egenpension, og udgør 57% af tjenestemandens
pensionsgivende løn på tidspunktet for pensioneringen. (§ 6 i
tjenestemandspensionsloven)
Finansministeriet fastsætter
efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet den pensionsgivende løn, der for
hvert skalatrin lægges til grund ved beregning af pensionen. En tjenestemands
pensionsgivende løn er den pensionsgivende løn på det opnåede skalatrin
forøget
med eventuelt personligt pensionsgivende tillæg i henhold til
tjenestemandslovens § 55. (Dette fremgår af § 5)
Det der således sker i
tilfælde hvor en tjenestemand kommer til skade i tjenesten er, at han bliver
berettiget til at få forhøjet sin tjenestemandspension til højeste
egenpension.
Der er derfor ikke tale om, at en del af pensionen er en særlig
tilskadekomsterstatning, som kan udskilles fra den ordinære
tjenestemandspension.
Det som medlemmet er
berettiget til og som kommer til udbetaling er altså en decideret
tjenestemandspension.
Da det ikke (umiddelbart) er muligt at udskille en del af beløbet som en
egentlig arbejdsskadeerstatning, kan pensionen i relation til reglerne om
fradrag i dagpenge hverken helt eller delvist sidestilles med en erstatning
efter arbejdsskadeloven.
Som det tillige fremgår af
direktoratets afgørelse af 2. september 1997, medfører en
tjenestemandspension
fradrag i dagpengene efter de almindelige regler om fradrag for pensioner,
jf.
§ 6 i bekendtgørelse nr. 966 af 20. december 1994 om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge.
Spørgsmålet om fradrag vil
derfor efter bekendtgørelsens ordlyd skulle følge de almindelige regler om
fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for løbende pensioner.
Direktoratet er på denne
baggrund ikke i tvivl om, at retsgrundlaget for at foretage fradrag i
dagpengene
for en tjenestemandspension, er klart og entydig. Indenfor rammerne af
fradragsbekendtgørelsen, særligt indenfor § 6 vedrørende pensioner, er det
direktoratets opfattelse, at de må anses som tvivlsomt om a-kasserne og
direktoratet kan foretage en administrativ opdeling af tjenestemandspensionen
for derved at undtage en del af pensionen for fradrag.
Ad 2:
Baggrunden for at løbende
arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag er, at pensionen anses for at
træde i stedet for en tabt arbejdsfortjeneste.
Arbejdsløshedsdagpenge
udbetales også som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Som det fremgår af
direktoratets afgørelse af 2. september 1997, har direktoratet med hjemmel i
dansk rets almindelige principper om dobbeltforsørgelse, truffet afgørelse
om,
at medlemmet skal betale dagpenge tilbage, som hun har modtaget i perioden 1.
juli 1995 til 30. november 1996. Direktoratet har dermed vurderet, at der har
foreligget en dobbeltforsørgelsessituation.
Direktoratet har ved sin
afgørelse lagt vægt på,
at
begge
ydelser er blevet udbetalt som følge af den samme begivenhed –
medlemmets
arbejdsophør,
at
ydelserne dækker den
samme periode, og
at
ydelserne dækker
samme formål – erstatning for tabt arbejdsindtægt.
Direktoratet er ligeledes af
den opfattelse, at der efter dansk rets almindelige regler kan rejses krav om
tilbagebetaling af de modtagne dagpenge i den pågældende periode.
Som begrundelse herfor kan
anføres, at den del af tjenestemandspensionen, der blev udbetalt med
tilbagevirkende kraft har bevirket, at medlemmet har fået rådighed over et
større beløb end hvis tjenestemandspensionen var kommet til udbetaling
samtidig
med dagpengene. Ved samtidig udbetaling skulle der have været foretaget
fradrag
i dagpengene for den udbetalte pension, og dagpengene udbetalt i perioden 1.
juli 1995 til 30. november 1996 er således udbetalt med urette.
Det er imidlertid
direktoratets opfattelse, at a-kassen ikke kan bebrejdes, at
dobbeltforsørgelsessituationen er opstået. Da tjenestemandspensionen for den
pågældende periode er udbetalt med tilbagevirkende kraft har a-kassen ikke
haft
mulighed for at forhindre fejludbetalingen.
Direktoratet har ved sin
afgørelse af tilbagebetalingsspørgsmålet lagt a-kassens bemærkninger
vedrørende
vejledningssituationen til grund. På den anden side finder direktoratet ikke,
at det kan afvises, at medlemmet, eventuelt ved en misforståelse mellem hende
og a-kassen, er blevet bibragt i den tro, at hendes pension ikke ville få
betydning for hendes dagpenge. Direktoratet har af samme grund ikke fundet
grundlag for at pålægge medlemmet en effektiv karantæne.
Det fremgår imidlertid
direkte af vejledningen til dagpengekortene, at medlemmet skal oplyse til
a-kassen hvis hun modtager pension, og da medlemmet ikke rettede henvendelse
til a-kassen, da hun fra Økonomistyrelsen modtog meddelelse om at pensionen
ville komme til udbetaling, må medlemmet være den nærmeste til at bære
risikoen
for, at der er opstået en dobbeltforsørgelsessituation.
Direktoratet har således
truffet afgørelse om, at medlemmet efter dansk rets almindelige adgang til
tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse, skal betale dagpenge tilbage,
som hun har modtaget i perioden 1. juli 1995 til 30. november 1996.
Ad 3:
Direktoratet har for så vidt
angår vejledningsforløbet, og som det også fremgår af brev af 12. august
1998,
henholdt sig dels til medlemmets oplysninger i klagen over a-kassens
afgørelse
og dels til a-kassens bemærkninger i afgørelsen af 8. juli 1997.
Direktoratet har på denne
baggrund lagt til grund, at a-kassen ikke er i besiddelse af de nævnte
notater,
og at a-kassen ikke mener at have vejledt medlemmet om, at hendes
tilskadekomstpension ikke ville have betydning for hendes dagpenge.
Direktoratet har derfor ikke
under sagens behandling anset det for nødvendigt at foretage sig yderligere i
den anledning.
Ad 4:
Direktoratet har med brev af
17. juli 1997 truffet afgørelse om, at der kan ske modregning i efterlønnen
for
det samlede tilbagebetalingskrav.
Det fremgår af § 86, stk. 2,
i arbejdsløshedsforsikringsloven, at der kan ske tilbagebetaling af beløb
efter
stk. 1 ved hel eller delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge,
overgangsydelse eller efterløn. Dette fremgår tillige af bekendtgørelse nr.
942
af 30. november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af
tilbagebetalingskrav.
For så vidt angår den del af
tilbagebetalingen, der er begrundet i dobbeltforsørgelse kan de særlige
regler
om modregning i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2 og
bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav
ikke direkte finde anvendelse.
Tilbagebetalingen vil dog
under alle omstændigheder kunne gennemføres ved modregning i efterfølgende
efterlønsudbetalinger på grundlag af dansk rets almindelige
modregningsregler.
”
Af ankenævnets supplerende
udtalelse af 27. oktober 1999 fremgår:
”
Ombudsmanden har anmodet
myndighederne om en redegøre for hvorfor tilskadekomstpensionen skal
fradrages
fuldt ud i arbejdsløshedsdagpengene, herunder om (A)’s
tilskadekomstpension
helt eller delvis kan sidestilles med en erstatning i henhold til
arbejdsskadeforsikringsloven.
Ankenævnet har lagt til
grund at (A) den 16. februar 1996 blev tilkendt en erhvervsevnetabserstatning
på 15%. Som følge heraf var (A) berettiget til tilskadekomstpension, idet
denne
udløses ved en tilkendelse af erhvervsevnetab på 15% eller mere.
Ifølge
tjenestemandspensionslovens § 8, stk. 1, beregnes tilskadekomstpensionen
efter
en pensionsalder på 37 år.
Der sker således ikke som
ved tilkendelse af erhvervsevnetabserstatning en graduering af pensionen.
Tilskadekomstpensionen udbetales således med et beløb svarende til den
pension
pågældende ville være berettiget til ved maksimalt optjent pensionsalder.
Derfor finder ankenævnet at tilskadekomstpensionen adskiller sig væsentligt
fra
en erstatning, som har til formål at give skadelidte opretning for skaden,
her
tab af erhvervsevne, og der er derfor efter nævnets opfattelse ikke grundlag
for at sidestille tilskadekomstpensionen i sin helhed med de i
fradragsbekendtgørelsens § 9, nr. 6), nævnte erstatninger.
Det forhold, at den
erhvervsevnetabserstatning, som (A) fik tilkendt efter
arbejdsskadeforsikringsloven
ikke kom til udbetaling på grund af de særlige fradragsregler i
arbejdsskadeforsikringslovens
§ 39, stk. 1, kan efter nævnets opfattelse ikke medføre at et tilsvarende
beløb
skulle være fradragsfrit efter reglen i § 9, nr. 6), men nævnet finder, at
tilskadekomstpensionen i sin helhed må henføres under hovedreglen i
bekendtgørelsens
§ 6 om fradrag for pensioner, der er et led i et tidligere
ansættelsesforhold.
Ombudsmanden beder dernæst
myndighederne redegøre for hvorfor der efter myndighedernes opfattelse
foreligger en dobbeltforsørgelsessituation.
Ankenævnet har lagt vægt på
at begge ydelser kom til udbetaling som følge af (A)’s arbejdsophør og
at
ydelserne dækker samme periode og samme formål – tabet af en
arbejdsindtægt.
Den del af
tjenestemandspensionen der blev udbetalt med tilbagevirkende kraft bevirkede
at
(A) fik rådighed over et større beløb. Ved en samtidig udbetaling skulle der
være foretaget fradrag i dagpengene for tilskadekomstpension, jf. det ovenfor
anførte.
Ankenævnet har noteret sig
at kassen har oplyst at (A) ved ledighedens indtræden blev gjort opmærksom på
sin oplysningspligt over for kassen. Ankenævnet har videre noteret at (A) har
oplyst at hun efter modtagelsen af Økonomistyrelsens brev af 4. oktober 1996
henvendte sig til såvel (D) Arbejdsløshedskasse som Økonomistyrelsen og begge
steder fik oplyst at tilskadekomstpensionen ingen indflydelse har på
dagpengeretten. (A) har endvidere henvist til en afgørelse fra Den Sociale
Ankestyrelse af 26. august 1996. I afgørelsen står:
’Det bemærkes med hensyn til
det i anken anførte om tilkendelse fra overgang til
arbejdsløshedsunderstøttelse,
at der som hovedregel ikke udbetales erhvervsevnetabserstatning som
supplement
til arbejdsløshedsdagpenge. Ankestyrelsen har dog udfra en konkret vurdering
bl.a. på baggrund af den relative lange periode, der er gået siden skadens
indtræden, og skadens art og omfang, fundet, at der kan udbetales erstatning
fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelsesdato.’
Kassen har udtryk tvivl om
at nogen ansat i kassen skulle have udtalt sig som anført af (A) ovenfor.
Uanset om (A) på baggrund af
de nævnte udtalelser måtte tro, at der ikke skulle ske fradrag burde hun
efter
nævnets opfattelse have oplyst kassen om at hun havde fået tilkendt pension.
Ankenævnet lægger især vægt på at det fremgår af vejledningen på
dagpengekortene at et medlem skal oplyse om: pensionsindtægter og lignende
ydelser. Ankenævnet lægger endvidere vægt på at det af dagpengekortene
fremgår,
at medlemmet skal oplyse om: der er søgt eller modtaget erstatning i henhold
til arbejdsskadeforsikringsloven. (A) ses ikke at have oplyst kassen om at
hun
den 16. februar 1996 af Arbejdsskadestyrelsen blev tilkendt en
erhvervsevnetabserstatning på 15%.
Ankenævnet finder derfor at
(A) har været medvirkende til at dobbeltforsørgelsessituationen opstod.
Ankenævnet fastholder
således kravet om tilbagebetaling af dagpenge udbetalt i perioden 1. juli
1995
til 30. november 1996 med hjemmel i dansk rets regler om dobbeltforsørgelse.
Ombudsmanden beder endvidere
om myndighedernes kommentar til at (B) i klagen af 30. april 1998 og 15.
september 1998 skrev om notater fra et møde med a-kassen. Ombudsmanden beder
om
en redegørelse for sagens oplysningsgrundlag herunder om at myndighederne
oplyser om, hvorvidt myndighederne har undersøgt om de nævnte notater findes.
Det kan oplyses at
ankenævnets sekretariat rettede telefonisk henvendelse til kassen med
henvisning
til de omtalte skriftlige notater. Det blev oplyst at sådanne notater ikke
forelå og at alt materiale var videresendt til direktoratet jf. også kassens
brev af 8. juli 1997, hvor bilag fremsendes til direktoratet ’som øvrigt
materiale i sagen’.
Ankenævnet sendte herefter
kopi af samtlige bilag i sagen til (A) med bemærkning om at de omtalte bilag
ikke forefandtes.
Sekretariatet beklager at
samtalen med kassen ikke er noteret i nævnets materiale.
Endelig beder ombudsmanden
om en redegørelse for retsgrundlaget for så vidt angår modregningen i
efterlønnen af den del af tilbagebetalingskravet der er begrundet i
dobbeltforsørgelse.
Ankenævnet beklager at der
fejlagtigt er henvist til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2, som
hjemmel for modregningen, idet § 86, stk. 2, alene omhandler de
tilbagebetalingskrav der er nævnt i § 86, stk. 1.
Der skulle rettelig have
været henvist til dansk rets almindelige regler om modregning.
Modregning kan herefter ske,
med krav der er retskraftigt, forfaldent og hvor frigørelsestidspunktet er
kommet. Kravet skal endvidere være konnekst.
Ankenævnet finder at de
ovennævnte betingelser for modregning må anses for at være til stede for det
tilbagebetalingskrav der har hjemmel i dobbeltforsørgelsesprincippet.
Når modregning foretages
skal der imidlertid levnes medlemmet tilstrækkelige midler til dækning af
leveomkostninger. Det fremgår ikke af sagen om kassen har taget stilling
hertil
og dette spørgsmål må i givet fald hjemvises til kassen i 1. instans.”
Den 3. november 1999 sendte
jeg de supplerende udtalelser til B med henblik på at han fik lejlighed til
at
kommentere dem.
Den 21. november 1999
kommenterede B disse udtalelser. Af B’s brev fremgår:
”
Vedr. Ad 1: Det må være
muligt for DfA at udskille en del af den tilkendte pension som en egentlig
arbejdsskadeerstatning, idet der foreligger en afgørelse om, at (A)’s
erhvervsevnetab i forbindelse med arbejdsulykken udgør 15% eller mere. Denne
del af den tilkendte pension vil under ingen omstændigheder kunne modregnes i
de udbetalte dagpenge.
Vedr. Ad 3: Det må findes
yderst betænkeligt at a-kassen ikke er i besiddelse af egne notater fra et så
(for medlemmet) vigtigt møde og at DfA derfor ikke lader de, på dette møde,
til
medlemmet givne oplysninger, indgå i sin vurdering af sagen når en afgørelse
træffes.
”
Den 3. december 1999 sendte
jeg B’s brev af 21. november 1999 til ankenævnets orientering og
eventuelle
bemærkninger. Hvis jeg ikke hørte fra ankenævnet inden fire uger, gik jeg ud
fra at nævnet ingen bemærkninger havde til B’s brev. I givet fald ville
jeg
søge at behandle sagen på det foreliggende grundlag. Ankenævnet fremkom ikke
med flere bemærkninger til sagen.
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
I min foreløbige udtalelse skrev jeg bl.a.:
”Retsgrundlaget
§ 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i loven om arbejdsløshedsforsikring
(lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997) har følgende ordlyd:
’
§ 58.
Efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen fastsætte regler om
3) hvilken betydning arbejde og indtægt i ledighedsperioden skal have for
størrelsen af
a) dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 1,
b) dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 2,
’
Af forarbejderne (Folketingstidende
1993-94, tillæg B, spalte 382ff) til denne bestemmelse fremgår:
’Den almindelige
fradragsregel på dagpengeområdet er, at der sker fradrag i dagpengene i
forhold
til antallet af arbejdstimer i en dagpengeperiode. Dette skal fortsat være
det
almindelige princip for fastsættelse af regler om fradrag for
arbejdsløshedsforsikringslovens ydelser.
På områder, hvor der ikke
til retten til ydelsen er forbundet en pligt til at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet
og der således ikke sigtes mod, at medlemmet er arbejdssøgende, kan
anvendelsen
af princippet imidlertid være uhensigtsmæssig, da medlemmet ved at arbejde på
nedsat tid alene vil få fradrag for dagpengetimerne, men ikke for den
faktiske
indtægt. Der vil herved kunne blive tale om overkompensation i forhold til
ydelsesniveauet og således ske utilsigtet brug af ydelserne.
Det er endvidere nødvendigt
at fravige princippet om timefradrag i de tilfælde, hvor medlemmet kan få
suppleret sine indtægter op til dagpengeniveauet, f.eks. i delperiode 2.
Ændringsforslag nr. 14 om en
ændret affattelse af § 58, stk. 1, nr. 3, giver hjemmel til, at der ved
fastsættelse af fradragsreglerne for de forskellige ydelser kan tages hensyn
til de forskellige formål med ydelserne. Udgangspunktet i forhold til ydelser
efter arbejdsløshedsforsikringsloven vil fortsat generelt være, at der skal
ske
fradrag efter de samme principper som hidtil, dvs. time for time-fradrag, men
for f.eks. indtægter ud over det fradragsfri beløb (27.500 kr.) ved
overgangsydelse og dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 3 og 6, samt for
orlovsydelse
vil det kunne fastsættes, at der sker fradrag i dagpengene med et beløb
svarende til arbejdsindtægten. En sådan bestemmelse svarer til, hvad der vil
komme til at gælde for uddannelsesgodtgørelsen efter lov om en aktiv
arbejdsmarkedspolitik.
’
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen har i medfør af § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b,
udstedt bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge. Af bekendtgørelsens § 6 og § 9, nr. 6, fremgår:
’
§ 6.
Der skal ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af
pension og tillæg hertil, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold og
er
af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til
pensionen.
§ 9.
Der skal ikke ske fradrag for arbejdsfrie indtægter, herunder
6) erstatninger, herunder i
henhold til arbejdsskadeforsikringsloven
’
Der er i Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens vejledning nr. 213 af 1. december 1994 om
anvendelse af reglerne i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge
fastsat nærmere regler om bl.a. bekendtgørelsens § 6 og § 9, nr. 6. Af
vejledningens afsnit om disse bestemmelser fremgår:
’Til § 6
Løbende udbetalinger af
pension fra pensionsordninger, der er oprettet som led i tidligere
ansættelsesforhold,
og som normalt er helt eller delvist finansieret af arbejdsgiveren, medfører
fradrag. Bestemmelsen gælder alle pensionsudbetalinger med løbende
udbetalinger, herunder ratepensioner.
Hvis pensionsordningen
følger af overenskomst eller anden kollektiv aftale, er ordningen af en sådan
karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager, og
pensionsudbetalingen medfører derfor fradrag.
Bestemmelsen gælder også
løbende udbetaling af tjenestemandspension og tjenestemandslignende
pensioner,
for eksempel borgmesterpension og pension til tidligere medlemmer af
folketinget.
Reglen anvendes på den
samlede pension, selv om medlemmet i en kortere periode har indbetalt hele
pensionsbeløbet, for eksempel fordi medlemmet har været selvstændig
erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en
pensionsordning. Er perioden af længere varighed, deles pensionsudbetalingen,
så kun den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led
i
et ansættelsesforhold, medfører fradrag.
Privattegnede
pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et ansættelsesforhold, er
uden
for bestemmelsens område. Hvis en arbejdsgiver, for eksempel som led i en
serviceordning, tilbageholder bidrag i den ansattes løn og viderebetaler
beløbet til den ansattes private pensionsordning, er ordningen uden for
reglens
område.
Fradraget for
pensionsudbetalingerne sker ved hjælp af omregningssatsen. Der henvises til
bekendtgørelsens
§ 11. Fradraget beregnes på grundlag af den samlede pensionsudbetaling, det
vil
sige grundbeløb med eventuelle tillæg.
Til § 9
Kun arbejde, der udføres i
en ledighedsperiode, medfører fradrag. Hvis medlemmet derfor i en
ledighedsperiode
har en indtægt, der stammer fra arbejde, udført i en periode, hvor medlemmet
ikke har fået dagpenge, skal der ikke ske fradrag.
Herfra gælder dog
undtagelserne i § 2 (rådighedsløn m.v.), § 5 (feriegodtgørelse), § 6
(pensioner) og § 7 (genanvendelsesvederlag).
De nævnte indtægter medfører
ikke fradrag. Ved indtægter, som ikke er nævnt i bestemmelsen, må det
undersøges, om der er tale om en arbejdsfri indtægt, som kan sidestilles med
de
nævnte.’
Bekendtgørelse nr. 966 af 1.
december 1994 og vejledning nr. 213 af samme dato blev ophævet af § 13, stk.
2,
i bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999. Reglerne om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge fremgår nu af bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999
og
vejledning nr. 81 af samme dato. Reglerne er i den forbindelse ikke ændret på
punkter der har betydning for denne sag. Af den nye vejlednings afsnit om
bekendtgørelsens § 6 fremgår dog bl.a. følgende:
’Årsagen til, at løbende
arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag er, at pensionen anses for at
træde i stedet for tabt arbejdsfortjeneste. Arbejdsløshedsdagpenge udbetales
også som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.’
Den 21. august 2000 træder
en ny bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge,
orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse i
kraft. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999. Vejledning
nr.
81 erstattes af vejledning nr. 121 af 11. juli 2000. De regler der har
betydning for denne sag, er i den forbindelse ikke ændret væsentligt.
§ 86, stk. 1 og 2, i
arbejdsløshedsforsikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997)
har følgende ordlyd:
’
§ 86.
Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet
omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse,
delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget
modtaget dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, skal
dagpenge-,
overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med
urette, tilbagebetales af medlemmet.
Stk. 2. Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 kan ske ved hel eller
delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge, overgangsydelse,
delefterløn eller efterløn samt i andre krav, medlemmet har mod kassen.
Modregning kan også ske, efter at medlemmet har skiftet
arbejdsløshedskasse.’
Af § 9, stk. 1 og 2, i
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 942 af 30.
november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav
fremgår:
’
§ 9. Hvis medlemmet ikke har betalt efter påkrav, skal kassen
foretage modregning i den løbende udbetaling af ydelser, der er nævnt i § 1,
samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Der kan også foretages
modregning
for renter og de omkostninger ved inddrivelsen, som medlemmet hæfter for.
Beløbet skal dog forlods anvendes til afskrivning på tilbagebetalingskrav og
renter, før de anvendes til dækning af omkostninger.
Stk. 2. Hvis der er indgået forlig om en afdragsordning mellem
kassen og medlemmet, jf. § 3, kan gælden afdrages ved delvis modregning.
Modregning skal i øvrigt altid ske således, at der levnes tilstrækkelige
midler
til medlemmets underhold.’
Direktoratet har udstedt
vejledning nr. 3445 af 23. december 1992 om bekendtgørelse nr. 942 om
arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav.
Bekendtgørelse nr. 942 med
tilhørende vejledning er nu ophævet og afløst af bekendtgørelse nr. 566 af
22.
juni 2000 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav. Der
er ikke i den forbindelse sket ændringer der har betydning for denne sag.
Loven om
arbejdsløshedsforsikring er efter lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997
ændret flere gange; for så vidt angår § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, har
ændringerne ingen betydning for denne sag. § 86 blev bl.a. ændret ved lov nr.
334 af 17. maj 2000 hvor bl.a. dansk rets almindelige adgang til
tilbagesøgning
på grund af
dobbeltforsørgelse blev
indføjet i § 86, stk. 2, og adgangen til modregning i
dobbeltforsørgelsestilfælde fremgår nu direkte af § 86, stk. 8. Den gældende
lov om arbejdsløshedsforsikring fremgår af lovbekendtgørelse nr. 712 af 19.
juli 2000.
I § 8, stk. 1, i
tjenestemandspensionsloven (lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993)
er
der fastsat nærmere regler om tilskadekomstpension i tilfælde af afskedigelse
på grund af en arbejdsulykke. § 8, stk. 1, har følgende ordlyd:
’
§ 8.
Finder afsked sted på grund af utjenstdygtighed, som er
forårsaget af, at der under udførelse af tjenesten er overgået tjenestemanden
en tilskadekomst, der begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i
henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, er han berettiget til den
egenpension, der gælder for en pensionsalder på 37 år.’
Bestemmelsen i § 8, stk. 1,
angår efter forarbejderne (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, sp. 4022f) de
tilfælde hvor afsked finder sted på grund af en utjenstdygtighed der skyldes
følger af tilskadekomst under udførelse af tjenesten, og sigter imod at
bevare
hjemmel for en i forhold til de almindelige regler gunstigere
pensionsberegning
i denne situation. Retten til tilskadekomstpension forudsættes at bestå
uafhængig af ansættelsestidens længde, og erhvervelse af tilskadekomstpension
er gjort afhængig af at tilskadekomsten begrunder krav på erstatning efter de
daværende regler i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.
§ 39, stk. 1 og 3, i
arbejdsskadesikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996) har
følgende ordlyd:
’
§ 39. Tilkommer der som følge af arbejdsskaden den skadelidte
pension efter lov om tjenestemandspension, nedsættes værdien af skadelidtes
erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov. Nedsættelsen sker med 2/3
af værdien af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over
den
pension, der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensioneringen.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1-2 anvendes tilsvarende på andre
erstatningsberettigede efter denne lov, for hvem der med hensyn til pension
er
fastsat regler, der svarer til reglerne i lov om tjenestemandspension. I
disse
tilfælde betaler forsikringsselskabet til pensionsgiveren et beløb svarende
til
det beregnede fradrag i skadelidtes eller de efterladtes erstatning efter
denne
lov.’
Formålet med bestemmelsen i
arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, er ifølge forarbejderne
(Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 938, og Folketingstidende 1991-92,
tillæg A, sp. 3764) at undgå dobbelterstatning, dvs. fuld
tilskadekomstpension
og fuld arbejdsskadeerstatning. Af disse forarbejder fremgår i øvrigt også at
baggrunden for reglen i § 39, stk. 3, 2. pkt., om at forsikringsselskabet til
pensionsgiveren udbetaler et beløb svarende til fradraget i skadelidtes eller
de efterladtes erstatning på grund af den forhøjede pension, er at
forsikringsselskabet er pligtigt at afholde det fulde
arbejdsskadeerstatningsbeløb.
Arbejdsskadesikringsloven
fremgår nu af lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998.
Arbejdsskadestyrelsen har i
sin vejledning nr. 19194 af 31. december 1993 om fradrag i erstatning for tab
af erhvervsevne når skadelidte er tjenestemand eller lignende, fastsat
nærmere
regler om beregningen efter § 39, stk. 1. Vejledningen blev ændret ved
skrivelse nr. 19115 af 9. juni 1995. Af vejledningen fremgår:
’
5. Indholdet af fradragsreglen:
Når en arbejdsskade giver
ret til erstatning for tab af erhvervsevne, har den skadelidte efter lov om
tjenestemandspension ret til den såkaldte ’tilskadekomstpension’.
Normalt beregnes pensionen
efter det antal år, en tjenestemand har været ansat i den pensionsgivende
stilling (’ordinær pension’).
Tilskadekomstpension
betyder, at pensionen beregnes, som om pågældende har opnået pension efter 37
år i tjenesten.
Det er denne forhøjelse af
pensionen, der danner grundlag for fradraget i erstatningen for tab af
erhvervsevne.
Hvis den arbejdsskadede
allerede har ret til fuld pension efter 37 års tjeneste, bliver pensionen
ikke
forhøjet på grund af arbejdsskaden, og erstatningen for tab af erhvervsevne
skal derfor ikke nedsættes.
8. Andre oplysninger, som kan have interesse:
8.3. Forsikringsselskabet
betaler til pensionsgiver.
Hvis et forsikringsselskab
skal betale en mindre erstatning for erhvervsevnetab på grund af, at den
arbejdsskadede har ret til tilskadekomstpension, skal forsikringsselskabet
betale forskellen til den myndighed, der udbetaler pensionen.’
Jeg mener at det af
forarbejderne til § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven kan udledes at
formålet
med tilskadekomstpension er at sikre skadelidte (delvis) erstatning for en
arbejdsskade. Det ovenfor anførte om § 39 i arbejdsskadesikringsloven støtter
min opfattelse af formålet med tilskadekomstpension.
Tilbagebetaling af dagpenge for perioden fra den 1. december 1996 til
den 20. april 1997, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1
Spørgsmålet om (A) skal
tilbagebetale de dagpenge som hun modtog i perioden fra den 1. december 1996
til den 20. april 1997, er (bl.a.) reguleret i § 86, stk. 1, i loven om
arbejdsløshedsforsikring. Efter § 86, stk. 1, er det bl.a. en betingelse for
at
(A) skal tilbagebetale dagpengene at de er modtaget med urette.
Af Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser af
henholdsvis den 2. september 1997 og 15. april 1998 fremgår at (A) modtog
dagpengene med urette. Som begrundelse herfor har myndighederne henvist til §
6
i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge. Af § 6 fremgår at der
skal ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension og tillæg
hertil når dette er et led i et tidligere ansættelsesforhold og af en sådan
karakter at det er sædvanligt at arbejdsgiveren bidrager hertil. Af
vejledningen til bekendtgørelsen fremgår at § 6 også gælder for løbende
udbetaling af tjenestemandspension.
I § 6 er der imidlertid ikke
taget udtrykkelig stilling til om en tilskadekomstpension skal fradrages i
dagpengene.
Af bekendtgørelsens § 9, nr.
6, fremgår at der ikke skal ske fradrag for arbejdsfrie indtægter som
erstatninger, herunder i henhold til arbejdsskadesikringsloven.
Tilskadekomstpension er ikke udtrykkeligt nævnt i § 9. Ifølge vejledningen
til
bekendtgørelsen må det for så vidt angår indtægter der ikke er nævnt i § 9,
undersøges om der er tale om en arbejdsfri indtægt der kan sidestilles med de
indtægter der er nævnt i bestemmelsen. Tilsvarende fremgår af forarbejderne
til
bemyndigelsesbestemmelsen i loven om arbejdsløshedsforsikring idet det i
disse
forarbejder anføres at § 58, stk. 1, nr. 3, giver hjemmel til at der ved
fastsættelse af fradragsreglerne for de forskellige ydelser kan tages hensyn
til de forskellige formål med ydelserne.
Hvis en tjenestemand bliver
afskediget på grund af utjenstdygtighed som følge af en arbejdsskade, og hvis
den pågældende tjenestemand på grund af arbejdsskaden har krav på erstatning
for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, har tjenestemanden
ret
til tilskadekomstpension, jf. § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven.
Tilkendelse af tilskadekomstpension forudsætter således at der er ret til
erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.
Tilskadekomstpension svarer til den egenpension der gælder ved en
pensionsalder
på 37 år. Den pension som tjenestemanden i øvrigt har ret til, bliver således
forhøjet til egenpensionen ved en pensionsalder på 37 år ved tilkendelse af
tilskadekomstpension.
For at undgå at en
tjenestemand får erstatning for arbejdsskaden efter både
tjenestemandspensionsloven
(i form af at tjenestemanden får forhøjet sin pension til
tilskadekomstpension)
og arbejdsskadesikringsloven, er der indført en regel i
arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, om nedsættelse af
erhvervsevnetabserstatningen i disse tilfælde. Nedsættelsen sker med 2/3 af
værdien af det beløb hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den
pension der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensionering.
Tilskadekomstpensionen betragtes således i arbejdsskadesikringsloven delvis
som
en erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade.
Da erstatninger efter
arbejdsskadesikringsloven ikke skal fradrages i dagpengene, jf. § 9, nr. 6, i
bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, da en tjenestemands
erstatning for følgerne af en arbejdsskade således (bl.a.) kan have form af
tilskadekomstpension, og da tilskadekomstpension i arbejdsskadesikringsloven
delvis anses for erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en
arbejdsskade, er der grund til at overveje nærmere om tilskadekomstpension
for
så vidt angår reglerne om fradrag i dagpenge, helt eller delvis kan
sidestilles
med en erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.
Myndighederne har ved deres
afgørelser lagt til grund at (A)’s tilskadekomstpension er en
tjenestemandspension
efter § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven, og at pensionen er forhøjet
efter tilskadekomstreglerne som følge af at Arbejdsskadestyrelsen vurderede
(A)’s erhvervsevnetab til 15 pct. Det forhold at forhøjelsen af
tjenestemandspensionen efter tilskadekomstreglerne medførte at (A)’s
erstatning
for erhvervsevne bortfaldt efter arbejdsskadesikringsloven, kunne ikke
begrunde
et andet resultat.
Efter min foreløbige
opfattelse kan tilskadekomstpension med hensyn til reglerne om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge
i hvert fald delvis sidestilles med erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven.
Ud over det som jeg har skrevet ovenfor, har jeg navnlig lagt vægt på at det
der ifølge forarbejderne til bemyndigelsesbestemmelsen i
arbejdsløshedsforsikringsloven er afgørende for om en ydelse skal fradrages i
dagpengene, er en fortolkning af formålet med ydelsen, at formålet med
tilskadekomstpension må antages at være (delvis) at erstatte følgerne af en
arbejdsskade, og at øvrige arbejdsskadeerstatninger ikke fradrages i
dagpengene. Hertil kommer at i hvert fald en del af tilskadekomstpensionen
kommer til udbetaling som følge af arbejdsskaden. Endelig vil personer der
har
fået tilkendt erhvervsevnetabserstatning, og som bliver tilkendt
tilskadekomstpension, få en dårligere retsstilling end andre personer som
(alene) modtager erhvervsevnetabserstatning, men som i øvrigt er i samme
situation, hvis direktoratets og ankenævnets argumentation lægges til grund.
For god ordens skyld gør jeg opmærksom på at jeg ved den nævnte opfattelse
ikke
har taget stilling til hvad der gælder i tilfælde hvor tjenestemanden ved sin
afsked allerede har ret til pension på grundlag af en pensionsalder på 37 år.
Jeg kan i øvrigt oplyse at Vestre Landsret i en anden sammenhæng har anset
tilskadekomstpension for omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 59. Dommen
er
offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 231ff.
Jeg stiller mig derfor tvivlende over for
rigtigheden af direktoratets opfattelse hvorefter ingen del af
tilskadekomstpensionen kan udskilles som en egentlig arbejdsskadeerstatning.
Ud
over det ovenfor anførte henviser jeg særligt til at der efter
arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, netop foretages en sådan opdeling.
Jeg bemærker i øvrigt at jeg
er opmærksom på direktoratets synspunkt om at det ikke umiddelbart er muligt
administrativt at udskille en del af tilskadekomstpensionen som en egentlig
arbejdsskadeerstatning. Jeg mener dog ikke at dette synspunkt kan være
afgørende.
Jeg har ved min vurdering af
om tilskadekomstpension kan sidestilles med arbejdsskadeerstatning, ikke
tillagt ankenævnets synspunkt om at der ved tilkendelse af
tilskadekomstpension
ikke
– i modsætning til hvad der gælder
for erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven – sker en graduering af
pensionen, væsentlig betydning. Årsagen hertil er at uanset at
tilskadekomstpensionen efter tjenestemandspensionsloven ikke gradueres,
gradueres erstatningen for tab af erhvervsevne for tjenestemanden efter
arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1. I (A)’s tilfælde bortfaldt
erstatningen for tab af erhvervsevne således i henhold til § 39, stk. 1,
fordi
(A)’s tab af erhvervsevne kun var på 15 pct. I tilfælde af et større
erhvervsevnetab vil der kunne udbetales erstatning for tab af erhvervsevne
som
supplement til den erstatning som ligger i tilskadekomstpensionen. Hvis en
tjenestemand ved afsked på grund af en arbejdsskade allerede har ret til
pension på grundlag af en pensionsalder på 37 år, bliver pensionen ikke
forhøjet på grund af arbejdsskaden, og erstatningen for tab af erhvervsevne
bliver som følge heraf ikke nedsat. Det følger af den særlige
nedsættelsesregel
i § 39, stk. 1. Jeg henviser i øvrigt til Arbejdsskadestyrelsens vejledning
om
bestemmelsen og de afsnit i vejledningen som er citeret ovenfor.
Om en tjenestemand ved
afsked har ret til aktuel pension, afhænger bl.a. af ansættelsestidens
længde,
jf. tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1. Af samme lovs § 2, stk. 2,
fremgår
dog bl.a. at en tjenestemand uanset ansættelsestidens længde alligevel har
ret
til aktuel pension efter § 8 hvis afsked skyldes følger af tilskadekomst
under
udførelse af tjenesten. Tjenestemandspensionslovens § 24 indeholder regler om
ret til opsat pension.
Det fremgår ikke klart af
det for mig foreliggende materiale hvilken pensionsalder (A) havde på
tidspunktet for afskedigelsen, herunder om hendes ret til aktuel pension
afhang
af om hun blev tilkendt tilskadekomstpension efter § 8, stk. 1, i
tjenestemandspensionsloven. Hvis (A)’s ret til aktuel pension var
afhængig af
om hun blev tilkendt tilskadekomstpension, kan det overvejes om den
tilskadekomstpension
som (A) fik ret til med virkning fra den 1. juli 1995 for så vidt angår
reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, fuldt ud kan sidestilles med
erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Praksis efter
arbejdsskadesikringslovens
§ 39, stk. 1, kan eventuelt inddrages i disse overvejelser.
Min
foreløbige opfattelse af at
tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge
i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven,
har betydning for vurderingen af om de dagpenge som (A) modtog i perioden fra
den 1. december 1996 til den 20. april 1997, er modtaget med urette, jf. §
86,
stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven. Tilsvarende gælder mine
overvejelser
om hvorvidt (A)’s tilskadekomstpension med hensyn til de nævnte
fradragsregler
eventuelt helt kan sidestilles med erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven.
Myndighederne har ikke vurderet (A)’s sag efter denne retsopfattelse.
Ud over at dagpengene skal
være modtaget med urette, er det en betingelse for at (en del af) dagpengene
i
perioden fra den 1. december 1996 til den 20. april 1997 skal tilbagebetales
efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, at (A) gav a-kassen
urigtige oplysninger eller fortav omstændigheder der er af betydning for
retten
til dagpenge, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtog dagpenge.
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn har i deres
afgørelser
lagt til grund at (A) ikke opfyldte sin oplysningspligt.
Jeg kan – som det fremgår
ovenfor – ikke på det for mig foreliggende grundlag udelukke at
(A)’s
tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge, helt kan sidestilles med arbejdsskadeerstatning. En
antagelse
heraf kan bevirke at spørgsmålet om hvorvidt (A) opfyldte sin
oplysningspligt,
er uaktuelt. Jeg har derfor ikke grundlag for nu at tage stilling til om
betingelsen vedrørende oplysningspligt er opfyldt i (A)’s sag. Jeg har
således
ikke taget stilling hertil, herunder myndighedernes oplysningsgrundlag i den
henseende.
Tilbagebetaling af dagpenge for perioden fra den 1. juli 1995 til den
30. november 1996, jf. dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på
grund af dobbeltforsørgelse
Spørgsmålet om
tilbagebetaling for perioden fra den 1. juli 1995 til den 30. november 1996
beror – som myndighederne også er inde på i deres afgørelser og i
udtalelserne
til mig – på dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund
af
dobbeltforsørgelse.
Jeg har tidligere, bl.a. i
den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s.
185ff*, været inde på betingelserne for at der kan kræves tilbagebetaling
efter
disse regler om dobbeltforsørgelse. Af den nævnte sag – som også er
nævnt i den
sag som er omtalt i min beretning for året 1996, s. 199* – fremgår:
’
Dobbeltforsørgelse antages
at foreligge,
hvis
flere ydelser
kommer til udbetaling som en direkte følge af den samme begivenhed,
hvis
ydelserne dækker den samme
tidsmæssige periode, og
hvis
ydelserne må antages at dække samme behov eller formål. Om der på ulovbestemt
grundlag kan rejses tilbagebetalingskrav i en sådan
dobbeltforsørgelsessituation, må bero på en konkret vurdering i hvert enkelt
tilfælde. I vurderingen heraf må der efter min opfattelse indgå,
om
der er tale om udbetaling af et beløb
med tilbagevirkende kraft,
om
den
pågældende dermed får rådighed over et større engangsbeløb,
om
den pågældende på tidspunktet for
udbetalingen af den sociale ydelse er berettiget hertil, og
om
det ikke kan bebrejdes det offentlige
(eller den private part), at dobbeltforsørgelsessituationen opstår.
’
Myndighederne har i deres
afgørelser om tilbagebetaling vurderet at der var grundlag for at kræve at
(A)
tilbagebetalte de dagpenge som hun modtog i perioden fra den 1. juli 1995 til
den 30. november 1996, jf. dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning
på
grund af dobbeltforsørgelse.
Min foreløbige opfattelse af
at tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge,
i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven,
og de øvrige overvejelser som jeg har skrevet om ovenfor i afsnittet om
tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, har også
betydning for om betingelserne for at kræve tilbagebetaling på grund af
dobbeltforsørgelse er opfyldt i (A)’s sag. Jeg henviser til kravene om
at
ydelserne må antages at dække samme behov eller formål, og at ydelserne
kommer
til udbetaling som en direkte følge af samme begivenhed. Myndighederne har
ikke
taget stilling til spørgsmålet om tilbetaling på grund af dobbeltforsørgelse
i
A’s sag på dette retsgrundlag. Jeg har derfor heller ikke nu grundlag
for at
vurdere denne del af myndighedernes afgørelser nærmere, herunder om de øvrige
betingelser er opfyldt.
Modregning af tilbagebetalingskravet i efterlønnen
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn traf henholdsvis den
17. juli 1997 og 15. april 1998 afgørelse om at tilbagebetalingskravet kunne
modregnes i den efterløn som (A) fik ret til med virkning fra den 26. maj
1997.
Af ankenævnets supplerende
udtalelse fremgår at der når modregning foretages, skal levnes medlemmet
tilstrækkelige midler til dækning af leveomkostninger. Det fremgår ikke af
sagen om kassen har taget stilling hertil, og spørgsmålet må i givet fald
efter
ankenævnets opfattelse hjemvises til kassen til behandling i 1. instans.
(B) har over for både
myndighederne og mig anmodet om at det beløb som er modregnet i efterlønnen,
bliver tilbagebetalt til (A).
På den baggrund og under
henvisning til at spørgsmålet om modregning har en vis sammenhæng med sagen
om
tilbagebetaling og det som jeg ovenfor har skrevet om sagen om
tilbagebetaling,
mener jeg ikke at jeg nu har grundlag for at foretage mig mere vedrørende
modregningen i efterlønnen. Jeg henviser dog samtidig til det som jeg
nedenfor
i sammenfatningen har skrevet om modregningsspørgsmålet.
Sammenfatning
Som det fremgår ovenfor, er
det min foreløbige opfattelse at tilskadekomstpension for så vidt angår
reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, i hvert fald delvis kan
sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.
Jeg er på det grundlag
indstillet på at henstille til Arbejdsmarkedets Ankenævn at ankenævnet
genoptager
sin behandling af afgørelsen om tilbagebetaling efter § 86, stk. 1, i
arbejdsløshedsforsikringsloven og – i lyset af det som jeg har anført i
denne
foreløbige redegørelse – træffer en ny afgørelse. Jeg går ud fra at
ankenævnet
i den forbindelse sørger for at der ligeledes bliver taget stilling til mine
overvejelser i denne foreløbige redegørelse om hvorvidt (A)’s
tilskadekomstpension med hensyn til de nævnte fradragsregler eventuelt helt
kan
sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Jeg går også ud
fra
at ankenævnet sørger for at der på ny bliver taget stilling til om der er
grundlag for at kræve tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse i
(A)’s
sag.
Som det fremgår ovenfor,
mener jeg ikke at jeg nu har grundlag for at foretage mig mere vedrørende
modregningen i efterlønnen. Jeg går dog ud fra at ankenævnet i forbindelse
med
en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen vil sørge for at der på ny
tages
stilling til (B)’s anmodning om at få tilbagebetalt den efterløn som er
modregnet
i tilbagebetalingskravet. Ud over det som ankenævnet har anført i sin
supplerende udtalelse om vurdering af om (A) ved modregningen blev levnet
tilstrækkelige midler til dækning af sine leveomkostninger, henviser jeg til
at
en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen også kan få betydning for
modregningen i efterlønnen.
Af (A)’s brev af 24.
september 1997 og (B)’s breve 25. november 1997 og 12. april 1998 –
alle stilet
til Arbejdsmarkedets Ankenævn – fremgår i øvrigt at
tilbagebetalingskravet også
er modregnet i (A)’s krav på dagpenge. Direktoratets og ankenævnets
afgørelser
angår kun spørgsmålet om modregning i efterløn. Jeg går ud fra at ankenævnet
i
forbindelse med en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen ligeledes vil
sørge for at der bliver taget stilling til dette spørgsmål om modregning i
dagpengene. Jeg bemærker i den forbindelse at a-kassen den 16. juni 1997 traf
afgørelse vedrørende tilbagebetaling, samt at a-kassen den 25. juni 1997
tildelte (A) efterløn fra den 26. maj 1997 og samtidig traf afgørelse om
modregning i efterløn.
Endelig er jeg indstillet på
at henstille til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet
på
grundlag af denne sag præciserer bekendtgørelsen om fradrag i
arbejdsløshedsdagpenge for så vidt angår tilskadekomstpension.”
Arbejdsmarkedets Ankenævn
meddelte mig ved brev af 9. juli 2001 at Ankenævnet den 5. juli 2001 traf
afgørelse om at ophæve Ankenævnets afgørelse af 15 april 1998, idet A ikke
anses for at have modtaget dagpenge med urette. Ankenævnet bestemte samtidig
at
de beløb som er tilbagebetalt gennem modregning, skal udbetales til hende
igen.
Af Arbejdsmarkedets
Ankenævns afgørelse af 5. juli 2001 fremgik endvidere følgende:
”Ankenævnet lægger til grund
at (A)’s ret til pension skyldtes tilskadekomsten, idet hun på
tidspunktet for
afskedigelse ikke opfyldte betingelserne for aktuel pension, men alene for
opsat pension.
På den baggrund finder
ankenævnet, at (A)’s tilskadekomstpension kan sidestilles med en
arbejdsskadeerstatning,
og derfor ikke skal medføre fradrag i dagpengene, jf. Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om
fradrag i arbejdsløshedsdagpenge § 9 og princippet i
arbejdsskadesikringslovens
§ 39, stk. 1.
Nævnet har samtidig bedt
Arbejdsdirektoratet om at sørge for, at der bliver taget stilling til
(A)’s
efterløn.”
Af Arbejdsmarkedets
Ankenævns brev af 9. juli 2001 fremgik yderligere at Arbejdsdirektoratet
(tidligere Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) i et brev af 3. maj
2001
til Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. havde udtalt at direktoratet ikke fandt
at
en tilskadekomstpension i sin helhed kunne sidestilles med en erstatning i
relation til arbejdsløshedsforsikringens fradragsregler. Direktoratet havde i
den forbindelse lagt vægt på at tjenestemandspensioner, herunder
tilskadekomstpensioner, har et grundlæggende forsørgelsesformål, og havde
lagt
vægt på at det – i det omfang erstatningen har et forsørgelsesformål
– ud fra
formålsbetragtninger ville være mere nærliggende at argumentere for at
erstatningen skal medføre fradrag i dagpengene.
Af Arbejdsdirektoratets udtalelse af 3. maj
2001 fremgik endvidere at direktoratet efter en fornyet vurdering af
problemstillingen fandt at der i visse tilfælde kunne være grundlag for at
anse
dele af en tilskadekomstpension som en erstatning for arbejdsskade.
Direktoratet fandt således at der i det omfang et medlem får reduceret
værdien
af arbejdsskadeerstatningen som følge af tilskadekomstpension, burde tages
højde for dette i forhold til fradragsreglerne i arbejdsløshedsforsikringen.
Arbejdsdirektoratets
bestræbelser med at finde en generel løsning på dette problem var efter det
oplyste
endnu ikke tilendebragt.
På den baggrund besluttede
jeg at jeg ikke på det foreliggende grundlag ville fortsætte den indledte
ombudsmandsundersøgelse idet jeg dog anmodede Arbejdsdirektoratet om fortsat
at
blive underrettet om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende
eventuelle præciseringer i bekendtgørelse om fradrag i dagpenge,
orlovsydelse,
praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse og bekendtgørelse
om
arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden for så vidt angår
tilskadekomstpension.
NOTER: (*) Jf. FOB 1987, s. 185, og
FOB 1996, s. 199.
Lignende dokumenter
- SM U-024-01: arbejdsskade - dispensation - anmeldelsesfrist - særlig grund - anerkendelse Retsinformation · 15. august 2001
- Ankestyrelsens principafgørelse U-24-01 om anerkendelse - anmeldelsesfrist - dispensation - særlig grund - arbejdsskade Retsinformation · 11. juli 2013
- Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - alder - afskedigelse - kompetence - ej medhold Retsinformation · 1. december 2017
- Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav Retsinformation · 18. september 2001
- Sag om tidspunktet for tilkendelse af Forsvarets supplerende pensionslignende ydelse (aktstykke 425) i henhold til § 11 b i lov om forsvarets personel Domsdatabasen · 6. juni 2025
- Ankestyrelsens principafgørelse 33-17 om arbejdsskade - ulykke - årsagssammenhæng - personskadebegrebet - forudbestående Retsinformation · 2. juni 2017