Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge

FOU nr 2001.78UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge

A faldt den 12. november 1993

under sit arbejde som visitationsbetjent i C Lufthavn. Ved hændelsen

beskadigede A sin ryg og skulder. Hændelsen blev anmeldt og senere anerkendt

som en arbejdsulykke.

Den 6. marts 1995

afskedigede Trafikministeriet A fra stillingen som visitationsbetjent med

virkning

fra udgangen af juni 1995. Afskedigelsen var begrundet i sygdom forårsaget af

arbejdsulykken den 12. november 1993. Af afskedigelsesbrevet fremgår:

”

De er ved Deres afsked

berettiget til opsat pension. Som meddelt Dem i Trafikministeriets brev af

27.

januar 1995 med tilhørende bilag, vil der, når der foreligger en afgørelse

fra

Arbejdsskadestyrelsen, blive taget stilling til, om De kan tilkendes pension

efter tilskadekomstreglerne i Tjenestemandspensionslovens § 8 eller forhøjet

pension efter samme lovs § 7.

C Lufthavn vil snarest give

Dem underretning om pensionens størrelse.

”

A blev raskmeldt den 3. maj

1995 gældende fra den 8. maj 1995 med den indskrænkning i sin erhvervsevne at

hun ikke kunne klare fysisk belastende arbejde.

Den 3. juli 1995 afgav A

ledighedserklæring til sin a-kasse, D Arbejdsløshedskasse. A oplyste i den

forbindelse bl.a. at hun ikke modtog pension. A oplyste også at årsagen til

fraværet i perioden fra den 10. november 1993 til den 8. maj 1995 var

arbejdsskaden. A vedlagde en kopi af Trafikministeriets afskedigelsesbrev af

Læs alt

6.

marts 1995. Samtidig anmodede A om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge fra

den

3. juli 1995.

Forud for dette havde A den

27. april 1995 været til samtale hos a-kassen. Af a-kassens notater fra mødet

den 27. april 1995 fremgår bl.a. at kassen var bekendt med at A’s

arbejdsulykke

af 12. november 1993 var anerkendt som arbejdsskade.

Af vejledningen til det

dagpengekort som A udfyldte den 23. juli 1995, fremgår bl.a. at man skal

oplyse

hvis man har andre skattepligtige indtægter, herunder pension. Det fremgår

også

at man som arbejdsløs har pligt til at oplyse om ethvert forhold der har

betydning for dagpengene, herunder om at man har søgt eller modtaget

erstatning

i henhold til arbejdsskadesikringsloven.

Den 16. februar 1996 traf

Arbejdsskadestyrelsen bl.a. afgørelse om at A havde et erhvervsevnetab på 15

pct. Den 20. februar 1996 klagede A over afgørelsen for så vidt angår

tilkendelsestidspunktet. Den 26. august 1996 ændrede Den Sociale Ankestyrelse

Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse med hensyn til tilkendelsestidspunktet således at erstatningen blev

udbetalt fra datoen for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Den 4. oktober 1996 skrev

Økonomistyrelsen til A. Af brevet fremgår:

”Det meddeles herved, at Deres

tilskadekomstpension fra den 1. juli 1995 udgør kr. 127.386,49 årligt

svarende

til kr. 10.615,54 månedligt. Pr. 1. april 1996 kr. 10.808,74 pr. måned og pr.

1. oktober kr. 10.892,76 månedligt.

Pensionen er beregnet i

henhold til Lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993 på grundlag af

skalatrin 16 og en pensionsalder på 37 år.

Til

tjenestemandspensionister under 67 år ydes et særligt tillæg. Derfor indgår

der

i Deres samlede pension på kr. 127.386,49 et tillæg på kr. 30.233,83, indtil

De

fylder 67 år. Tillægget falder væk fra d. 1. i måneden efter, at De er fyldt

67

år.

Hvis De ikke allerede har

indsendt Deres skattekort for 1996 til Økonomistyrelsen, bedes De snarest

indsende dette hertil samt oplyse til hvilken bank, reg.nr. og konto nr.

pensionen skal anvises.

”

Den 13. februar 1997 skrev

Arbejdsskadestyrelsen til A at erhvervsevnetabserstatningen på grund af

arbejdsskaden den 12. november 1993 var bortfaldet. Arbejdsskadestyrelsen

henviste bl.a. til at styrelsen havde fået oplyst at A var blevet tilkendt

tilskadekomstpension, og til § 39, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven.

Den 16. april 1997 søgte A

om efterløn fra den 26. maj 1997. A oplyste herved bl.a. at hun ikke modtog

pension eller erstatning eller lignende fra sin arbejdsgiver i forbindelse

med

sin fratræden.

Den 21. april 1997 ringede

a-kassens sagsbehandler til A. Baggrunden herfor var at A havde indsendt sit

bikort til a-kassen hvilket undrede sagsbehandleren fordi A ikke modtog

pension. A oplyste at hun brugte sit fradrag og dermed hovedskattekortet til

sin pension. Sagsbehandleren bad derefter A om at indsende sine

pensionspapirer

hvilket A lovede at gøre.

Den 24. april 1997 modtog

kassen pensionspapirerne fra A.

Den 5. maj 1997 skrev

a-kassen til A. Af brevet fremgår bl.a.:

”Da du blev ledig, blev du

gjort opmærksom på, at du har oplysningspligt overfor A-kassen. Du skulle

derfor have taget kontakt til A-kassen, da du modtog pensionspapirerne.

Vi har nu modtaget dine

pensionspapirer fra Økonomistyrelsen, og kan ud fra disse konkludere, at din

tilskadekomstpension skal fradrages i dine dagpenge med tilbagevirkende kraft

fra d. 01-07-95, jf. § 6 i DfA’s bekendtgørelse nr. 966 af 1. december

1994 om

fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Du bedes derfor indsende din

første pensionsseddel samt efterfølgende reguleringer, så vi kan lave en

nøjagtig beregning af, hvor meget du skal tilbagebetale.

Der kan ikke udbetales

yderligere dagpenge til dig før alle relevante papirer er A-kassen i hænde og

din sag er færdigbehandlet.”

Den 9. maj 1997 klagede A

til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen over a-kassens brev af 5. maj

1997. Af klagen fremgår bl.a. at A, da hun blev tilkendt erstatning for

arbejdsulykken i form af tilskadekomstpension, bl.a. rettede henvendelse til

sin sagsbehandler i a-kassen, E. A fik i den forbindelse af E oplyst at

erstatning i form af tilskadekomstpension ingen indflydelse havde på A’s

ret

til dagpenge.

Den 13. maj 1997 sendte

direktoratet klagen til a-kassen med anmodning om at kassen traf afgørelse i

1.

instans.

Den 14. maj 1997 skrev

a-kassen til A. Af brevet fremgår bl.a.:

”Til brug for hovedledelsens

behandling af klagen og behandling af din sag bedes du indsende din første

pensionsseddel samt efterfølgende reguleringer.

A-kassen skal endnu engang

gøre opmærksom på, at der ikke kan udbetales yderligere dagpenge til dig, før

alle relevante papirer er A-kassen i hænde, og din sag er

færdigbehandlet.”

Den 26. maj 1997 indsendte

A’s ægtemand, B, materialet til a-kassen.

Den 3. juni 1997 traf

a-kassen afgørelse. Af afgørelsen fremgår:

”Vedr. fejludbetaling af dagpenge.

Arbejdsløshedskassen har i

brev af 05-05-97 bedt dig indsende din første pensionsseddel samt

efterfølgende

reguleringer til beregning af fradrag for pension modtaget fra 01-07-95.

Vi har nu modtaget din første

pensionsseddel fra december 1996 udbetalt med tilbagevirkende kraft fra d.

01-07-95.

Det kan oplyses, at din

pension skal fradrages i dine dagpenge med tilbagevirkende kraft fra d.

01-07-95, jf. § 6 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse

nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsløshedskassen har

udregnet det med urette oppebårne dagpengebeløb til:

Periode 01-07-95 – 31-12-95

Brutto kr.

37.768,00

Periode 01-01-96 – 15-12-96

Bruttokr.

70.454,00

I alt Brutto

kr.

108.222,00

Periode 16-12-96 – 20.04.97

Nettokr.

21.977,00

I alt Netto

kr.

21.977,00

Ovennævnte beløb er du

pligtig til at tilbagebetale jf. § 86, stk. 1 i Arbejdsløshedsloven.

Du bedes indbetale beløbet

kr. 130.199,00 på vedlagte giroindbetalingskort inden 8 dage fra dags dato,

jf.

§ 2 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings bekendtgørelse nr. 942 af

30.

november 1992 ændret ved bekendtgørelse nr. 619 af 20. juli 1993.

Hvis du ikke kan afvikle

gælden på en gang bedes du kontakte A-kassen om eventuelt frivilligt forlig.

Du skal til sidst gøres

opmærksom på, at der ikke kan udbetales yderligere dagpenge til dig, og at vi

ikke kan behandle din ansøgning om efterløn pr. d. 22-05-97 før ovennævnte

gæld

er afviklet eller et frivilligt forlig er indgået og underskrevet, samt

transporterklæring i overskydende skat er underskrevet.

”

Den 4. juni 1997 klagede B

over afgørelsen.

Den 10. juni 1997 hjemviste

direktoratet sagen til kassen med anmodning om at kassen traf en ny begrundet

afgørelse i sagen.

Den 16. juni 1997 traf

a-kassen på ny afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgår:

”

Siden 1. juli 1995 har du

oppebåret fulde dagpenge. Ved ledigmeldelsen den 1. juli 1995, blev du i form

af informationsmateriale gjort bekendt med, at du havde pligt til at oplyse

arbejdsløshedskassen om alle forhold, der kunne have betydning for din ret

til

at oppebære dagpenge.

Arbejdsløshedskassen har

ikke tidligere modtaget oplysninger fra dig om pensionsforhold, hvilket

heller

ikke fremgår af din ansøgningsblanket om overgang til efterløn –

modtaget i

arbejdsløshedskassen den 17. april 1997.

Den 24. april 1997 modtager

arbejdsløshedskassen kopi af breve fra henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse,

Arbejdsskadestyrelsen, samt Økonomistyrelsen.

Det fremgår endvidere af din

skrivelse af den 9. maj 1997, at både (D) Arbejdsløshedskasse, såvel som

Finansministeriet og Økonomistyrelsen skulle have udtalt, at den tilkendte

erstatning i form af tilskadekomstpension ingen indflydelse havde på din ret

til at få udbetalt dagpenge.

I den forbindelse kan det

meddeles dig, at det er svært at finde ud af, hvad du har spurgt om, idet der

er stor forskel på, om spørgsmålet har været om erstatninger udbetalt i

henhold

til arbejdsskadeforsikringsloven er omfattet af reglerne om fradrag i

dagpengene,

eller spørgsmålet har været om tilskadekomstpension.

Det kan meddeles dig, at

arbejdsløshedskassen altid opfordrer medlemmerne til hurtigst muligt at

tilskrive os, hvis et medlem er i tvivl om, at en udbetaling ud over ydelser

fra arbejdsløshedskassen, kan have betydning for medlemmet i den nuværende

situation.

Derfor står vi helt

uforstående over for, at en af kassens medarbejdere skulle være kommet med

sådan en udtalelse, uden at have dokumentation for årsagen.

Det samlede beløb i alt kr.

130.199,00 er du pligtig til at tilbagebetale jf. Arbejdsløshedslovens § 86,

stk. 1.

Med henvisning til

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 942 af 30.

november

1992, § 2, stk. 2, bedes beløbet indbetalt på det allerede fremsendte

giroindbetalingskort

inden 8 dage fra dags dato.

Såfremt du ikke kan afvikle

gælden på en gang, bedes du kontakte arbejdsløshedskassen for indgåelse af et

frivilligt forlig.

Ved ledigmeldelsen den 1.

juli 1995, blev du i tilsendt informationsmateriale gjort opmærksom på, at du

havde pligt til at sætte dig ind i reglerne, samt orientere

arbejdsløshedskassen om alle forhold der kunne have betydning for din ret til

dagpenge.

Arbejdsløshedskassen mener

ikke du har opfyldt din orienterende forpligtelse, da du ved tilkendelsen af

tilskadekomstpensionen burde have tilstillet arbejdsløshedskassen kopi af

Økonomistyrelsens brev af 26. august 1996. Arbejdsløshedskassen har dog

vurderet, at forseelsen kan betragtes som uagtsom, idet der ikke tidligere

har

været forseelser mod kassen, samt at oplysningspligten hidtil har været

opfyldt.

Sanktion i forbindelse med

uagtsomme forhold

I medfør af

Arbejdsløshedslovens § 87, stk. 3, har arbejdsløshedskassen udelukket dig fra

retten til ydelse i 37 timer, svarende til en uges fulde dagpenge.

Med hensyn til behandlingen

af din efterlønssag, vil dette selvfølgelig ske efter de fastsatte regler om

overgang til efterløn. Du vil snarest høre nærmere fra Arbejdsløshedskassen

herom.”

Den 17. juni 1997 bad

a-kassen A om at indsende yderligere oplysninger til brug for kassens

behandling

af efterlønssagen.

Den 23. juni 1997 udfyldte A

et skema til a-kassen om supplerende oplysninger om arbejde og/eller indtægt

fra pension. A oplyste i den forbindelse om tilskadekomstpensionen.

Den 25. juni 1997 traf

kassen afgørelse i efterlønssagen. Af afgørelsen fremgår:

”A-kassen har

færdigbehandlet din ansøgning om overgang til efterløn fra den 26-05-97.

Din efterlønssats udgør

brutto pr. dag kr.

525

i en 5 dages uge bruttokr.

2625

- fradrag for pension pr.

uge

kr. 1470

Udbetalt pr. uge brutto

kr. 1155

Efterlønnen udbetales

månedsvis bagud, for 4 uger af gangen, og hver 3. måned for 5 uger.

Pensionsfradraget

er udregnet efter kassens omregningssats, der pr. 06-01-97 udgør kr. 123,03.

Efterlønnen vil blive

modregnet i din gæld, der pr. d.d. har en saldo på kr. 130.199,00, jf. § 86,

stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring.

”

Samme dag klagede B

over kassens afgørelse af 16. juni 1997. Af

klagen fremgår:

”

Ved ledigmeldelse til (D) Arbejdsløshedskasse pr.

01.07.95. blev (D) Arbejdsløshedskasse forelagt brev fra Trafikministeriet af

06.03.95. samtidig med at det blev meddelt (D) Arbejdsløshedskasse at jeg

ville

søge den trufne afgørelse om ret til Opsat Pension ændret til tilkendelse af

Tilskadekomstpension.

Straks efter modtagelsen af skrivelse af 04.10.96. fra

Finansministeriet Økonomistyrelsen om tilkendelse af tilskadekomstpension tog

jeg kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og spurgte hvordan jeg skulle

forholde

mig. (Se min skrivelse af 09.05.97.)

Med hensyn til min ansøgning om overgang til Efterløn

af 16.04.97. kan jeg oplyse at denne er udarbejdet d. 08.04.97. på (D)

Arbejdsløshedskasses kontor i (X)-by i samråd med (D) Arbejdsløshedskasses

medarbejder (F), som var gjort bekendt med at jeg modtager

Tilskadekomstpension.

Der kan ikke være tale om at (D) Arbejdsløshedskasse

kan have misforstået hvilken ydelse jeg modtager, idet jeg ved ovenstående

samtaler har brugt betegnelsen: TILSKADEKOMSTPENSION.

Der kan i.h.t. ovenstående ikke være tale om at jeg

ikke, fuldt ud, har overholdt min oplysningspligt overfor (D)

Arbejdsløshedskasse, og den i (D) Arbejdsløshedskasses brev af 16.06.97.

fremførte påstand om at arbejdsløshedskassen ikke tidligere har modtaget

oplysninger

om mine pensionsforhold er direkte forkert.

”

Den 26. juni 1997 klagede B

over a-kassens afgørelse af 25. juni 1997 om bl.a. at modregne i den

tilkendte

efterløn. B bad om at det skyldige beløb blev udbetalt til A.

Den 8. juli 1997 fastholdt

a-kassens hovedledelse afgørelsen af 16. juni 1997. Af afgørelsen fremgår:

”

Ifølge Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 § 6,

skal der ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension –

herunder tilskadekomstpension – og tillæg hertil, som er led i et

tidligere

ansættelsesforhold og er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at

arbejdsgiveren bidrager hertil.

Hovedledelsen mener ikke, at

telefonsamtaler med forskellige myndigheder kan fritage medlemmet fra den

oplysningspligt hun har overfor arbejdsløshedskassen samt, at medlemmet ved

tilkendelse af pension, burde have indsendt skriftlig dokumentation herfor

til

arbejdsløshedskassen omgående.

Hovedledelsen mener, at

medlemmet har undladt, at oplyse omstændigheder der har betydning for retten

til udbetaling af dagpenge samt, at de med urette modtagne dagpenge opgjort

til

kr. 130.199.00 skal tilbagebetales til arbejdsløshedskassen jvf.

arbejdsløshedslovens § 86, stk. 1.

Hovedledelsen har i medfør

af arbejdsløshedslovens § 86, stk. 2 meddelt sagsbehandleren, at udbetaling

af

ydelser til medlemmet bortset fra kursusgodtgørelse skal ske med fuld

modregning i den løbende udbetaling af efterløn, da medlemmet ikke har

reageret

på arbejdsløshedskassens brev af 16. juni 1997, for indgåelse af et

frivilligt

forlig.

Hovedledelsen stiller sig

meget tvivlende overfor medlemmets påstand om, at medarbejdere i (D)

Arbejdsløshedskasse skulle have oplyst, at pensionen ikke medfører fradrag i

henholdsvis dagpenge og efterløn. Fradrag af pension er en helt normal

arbejdsgang ved behandling af dagpenge-/ og efterlønssager, da langt de

fleste

af (D) Arbejdsløshedskasses medlemmer netop har en statslig pension

tilknyttet

deres ansættelsesforhold.

Hvis medlemmet som hævdet,

har været bekendt med betydningen af forskellen på arbejdsskadeerstatning og

tilskadekomstpension undrer hovedledelsen, at ansøgningen om efterløn

modtaget

i (D) Arbejdsløshedskasse den 17. april 1997, er underskrevet på tro og love

om, at medlemmet ikke modtager nogen form for pension.

Til medlemmets supplerende

oplysninger i brev af 25. juni 1997, har hovedledelsen følgende kommentarer:

ad. 1.

Det er korrekt, at arbejdsløshedskassen ved ledigmeldelsen

den 1. juli 1995 har modtaget medlemmets brev fra Trafikministeriet af 6.

marts

1995. Som det fremgår af brevet, har der på dette tidspunkt ikke kunnet tages

stilling til spørgsmålet om tilskadekomstpension, idet medlemmets sag om tab

af

erhvervsevne først skulle fastsættes i Arbejdsskadestyrelsen.

ad. 2.

Medlemmet påstår,

at hun straks efter modtagelse af skrivelse af 4. oktober 1996 fra

Økonomistyrelsen

tog kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og spurgte hvorledes hun skulle

forholde sig. Hovedledelsen mener, at medlemmet i stedet burde have indsendt

dokumentation (kopi) af Økonomistyrelsens brev om tilkendelse af

tilskadekomstpension.

ad. 3.

Medlemmet

oplyser, at hun 8. april 1997 har udfyldt efterlønspapirer i samråd med (D)

Arbejdsløshedskasses

medarbejder på afdelingskontoret i (X)-by.

Ved hovedledelsens henvendelse

til denne medarbejder er det oplyst, at medlemmet på tidspunktet ved samtalen

endnu ikke havde besluttet sig for, om hun ville indgå i efterlønsordningen,

eller om hun fortsat ville stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Samtalen sluttede af med, at

medlemmet og ægtefællen ville drøfte sagen om overgangstidspunktet til

efterløn

derhjemme.

Medarbejderen har ligeledes

oplyst, at hun mener samtalen fandt sted på et tidligere tidspunkt end den 8.

april 1997, men dette kan ikke dokumenteres.

ad. 4.

Til dette har hovedledelsen ingen kommentarer, men betragter

det som påstand mod påstand.

Ad 5.

Til medlemmets påstand om, at hun mener at have overholdt sin

oplysningspligt ved, at have indsendt dokumentation om pensionsforhold, er

hovedledelsen af en anden opfattelse, da den eneste dokumentation der er til

sagen er, brevet fra Trafikministeriet af 6. marts 1995, samt kopi af brevene

modtaget i arbejdsløshedskassen den 24. april 1997 fra Den Sociale

Ankestyrelse, Arbejdsskadestyrelsen og Økonomistyrelsen.

Med henvisning til

medlemmets brev af 26. juni 1997 hvor der anmodes om udbetaling af skyldige

beløb, afventer hovedledelsen først Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

”

Den 17. juli 1997 traf

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen afgørelse bl.a. vedrørende

spørgsmålet om modregning i efterlønnen. Af afgørelsen fremgår bl.a.:

”For så vidt angår Deres

brev af 26. juni 1997 til kassen og kassens svar herpå af 8. juli 1997, hvori

De anmoder kassen om at udbetale Dem den efterløn, De blev berettiget til pr.

26. maj 1997, er direktoratet enig med kassen i, at der allerede nu, kan ske

modregning i efterlønnen, for den tilbagebetaling kassen har beregnet skal

ske

ifølge kassens afgørelse af 16. juni 1997. Dette følger af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1 og 2.”

Den 10. august 1997 klagede

B til Arbejdsmarkedets Ankenævn over afgørelsen om modregning idet B

fastholdt

kravet om udbetaling af den skyldige efterløn til A.

Den 2. september 1997 traf

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen afgørelse i (den øvrige del af)

tilbagebetalingssagen. Af afgørelsen fremgår:

”

Afgørelse

Direktoratet er enig med

kassen i, at der skal ske fradrag i dagpenge for udbetalt

tilskadekomstpension

(tjenestemandspension).

Direktoratet er ligeledes

enig med kassen i, at der skal ske efterregulering og tilbagebetaling af for

meget udbetalt i dagpenge for perioden 1. juli 1995 – 30. november 1996

på

grund af udbetaling af et engangsbeløb.

Endvidere finder

direktoratet, at De skal tilbagebetale de dagpenge, der er udbetalt med

urette

i perioden 1. december 1996 – 20. april 1997 på grund af løbende

pensionsudbetalinger. Det samlede beløb der skal betales tilbage, udgør i alt

130.199,- kr.

Direktoratet finder derimod

ikke, at De skal pålægges en effektiv karantæne for uagtsomt forhold, og

ændrer

således på dette punkt kassens afgørelse.

Begrundelse og regler

Retten til dagpenge

Der skal ske fradrag i

dagpengene for løbende udbetalinger af pension og tillæg hertil, som er et

led

i et tidligere ansættelsesforhold, og er af en sådan karakter, at det er

sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen. Det følger af § 6 i

direktoratets bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge.

Af vejledning af 11. maj

1994 til nævnte bekendtgørelse fremgår det af afsnittet ’Til § 6’,

at bestemmelsen

også gælder løbende udbetalinger af tjenestemandspension. Fradraget sker ved

hjælp af den til enhver tid gældende omregningssats.

Direktoratet har ved

afgørelsen lagt til grund, at den omtalte tilskadekomstpension er en

tjenestemandspension

efter § 8, stk. 1 i lov om tjenestemandspension. Pensionen er forhøjet efter

tilskadekomstreglerne som en følge af, at Arbejdsskadestyrelsen har vurderet,

at Deres tab af erhvervsevne er på 15%. Det forhold, at forhøjelsen af

tjenestemandspensionen efter tilskadekomstreglerne medførte, at Deres

erhvervsevnetabserstatning

bortfaldt jf.

Arbejdsskadestyrelsens brev af 13. februar 1997, ses ikke, at kunne begrunde

et

andet resultat end ovenstående.

På baggrund af nævnte regler

samt oplysningerne om Deres pensions- og dagpengeforhold er direktoratet enig

med kassen i, at De har modtaget dagpenge med urette.

Spørgsmålet om

erstatningsansvar for økonomisk tab som følge af en arbejdsløshedskasses

mangelfulde

vejledning er ikke et forhold, som direktoratet kan tage stilling til.

Spørgsmålet afgøres af de almindelige domstole. For så vidt angår Deres sag,

ville vejledningsmangler i øvrigt ikke medføre anden retsstilling, da De ikke

kan opnå bedre ret, end arbejdsløshedsforsikringsloven foreskriver.

Tilbagebetaling

Direktoratet finder, at de

dagpenge, der er udbetalt med urette, fordi der skal ske fradrag i dagpengene

for udbetaling af tilskadekomstpension, og som vedrører perioden 1. juli 1995

til og med november 1996, og som er udbetalt som et engangsbeløb med

tilbagevirkende kraft, skal tilbagebetales. Direktoratet finder, at den

ulovhjemlede ret til at kræve tilbagebetaling i

dobbeltforsørgelsessituationer

skal finde anvendelse.

Direktoratet har herved lagt

vægt på,

at

pensionsordningen er

omfattet af ordlyden i § 6 i bekendtgørelsen om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge,

at

beløbet

blev udbetalt med tilbagevirkende kraft, og

at

De sidestilles med en dagpengemodtager, der har afklaret sine pensionsforhold

inden dagpengene bliver udbetalt.

For så vidt angår

dagpengeudbetalingerne for perioden efter at første løbende

pensionsudbetaling

fandt sted, følger det af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, at et

medlem skal betale dagpenge, som er modtaget med urette, tilbage til

arbejdsløshedskassen, hvis medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger

eller fortiet omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge,

eller hvis medlemmet i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget

dagpenge.

De gav ikke kassen oplysning,

da De den 4. oktober 1996 fra Økonomistyrelsen modtog meddelelse om

udbetaling

af tilskadekomstpension, og da den første pensionsudbetaling fandt sted i

slutningen

af november måned 1996.

Da De har undladt at give

oplysninger om Deres pensionsforhold, finder direktoratet, at De i

overensstemmelse

med § 86, stk. 1 skal tilbagebetale beløbet til kassen.

Sanktion

Direktoratet har ikke kunnet

bortse fra Deres forklaringer om, at De forhørte Dem i kassen, og der er

blevet

bibragt den tro, at pensionen ikke skulle medføre fradrag i dagpengene.

Direktoratet finder derfor ikke, at De har udvist grov uagtsomhed, som kan

berettige til en effektiv karantæne på 37 timer.

”

Den 24. september 1997

klagede A over afgørelsen af 2. september 1997. Af klagen fremgår bl.a.:

”Pkt. 01.:

Som det fremgår af mine skrivelser af h.h.v. 09.05.97.

til DfA og 25.06.97. til (D) Arbejdsløshedskasses Hovedledelse, har jeg fra

begyndelsen holdt kontakt til (D) Arbejdsløshedskasse og rådført mig med dem,

om hvordan jeg skulle forholde mig med hensyn til modtagelse af Dagpenge når

jeg samtidig havde fået tilkendt Tilskadekomstpension.

Jeg fik fra (D)

Arbejdsløshedskasse, repr. v. (E), det helt klare svar, at erstatning i form

af

Tilskadekomstpension

ikke

påvirkede

min ret til at modtage Dagpenge.

Der skal yderligere gøres

opmærksom på, at der ikke, som påstået fra (D) Arbejdsløshedskasses side, kan

være tale om nogen misforståelse ved denne samtale, idet den ikke fandt sted

pr. telefon, men på (E)’s kontor hos (D) Arbejdsløshedskasse, og at jeg

ved

denne samtale var ledsaget af min mand.

Da jeg så at (E) ved dette

møde tog notater, må det også fremgå af disse at jeg har spurgt og er blevet

svaret som ovenfor angivet.

Kopi af disse notater bedes

tilsendt mig.”

Den 29. september 1997 fastholdt

direktoratet sine afgørelser af 17. juli 1997 og 2. september 1997.

Den 2. oktober 1997

indsendte B yderligere materiale til brug for ankenævnets behandling af

sagen.

Den 25. november 1997

rykkede B Arbejdsmarkedets Ankenævn for notaterne fra mødet med a-kassens

sagsbehandler, E. Af rykkeren fremgår bl.a.:

”Deres opmærksomhed henledes

på, at vi endnu ikke, som udbedt i vor skrivelse af 24.09.97. pkt. 1,

nederst,

har modtaget kopi af de af (E), ved møde med (A), tagne notater.

Disse notater må være af

afgørende betydning for Deres behandling af vor klage, idet det var under

dette

møde med (A), hvor jeg var tilstede, at (E) på vegne af (D)

Arbejdsløshedskasse, fortalte min hustru, (A), at modtagelse af

Tilskadekomstpension

ikke

på nogen

måde påvirkede hendes ret til at modtage dagpenge, den eneste betingelse var,

at hun stod til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket (A) har gjort indtil

hun

pr. 25.06.97. overgik til at modtage efterløn.

Én ting jeg hæftede mig ved,

ved dette møde, som foregik på (E)’s kontor i (D) Arbejdsløshedskasse,

var at

min hustru og (E) var enige om at tilskadekomstpensionen sammenlagt med

højeste

dagpengesats ville give min hustru en indtægt som næsten svarede til den

grundløn, (uden tillæg) hun havde haft som tjenestemand under

trafikministeriet.”

Den 20. januar 1998 rykkede

B på ny ankenævnet for notaterne.

Den 23. januar 1998 skrev

Arbejdsmarkedets Ankenævn til B. Af brevet fremgår bl.a. at de omtalte

notater

ikke sås at være omfattet af sagens bilag. Samtidig sendte ankenævnet B en

kopi

af sagens akter.

Den 12. april 1998 anmodede

B ankenævnet om snarest at træffe afgørelse i sagen. B henviste bl.a. til en

vedlagt opgørelse over hvilke beløb a-kassen havde modregnet i A’s

dagpenge/efterløn.

Den 15. april 1998 tiltrådte

ankenævnet direktoratets afgørelser af 17. juli 1997 og 2. september 1997.

Ankenævnet lagde herved til grund at den tilskadekomstpension som A var

blevet

tilkendt, var en forhøjet tjenestemandspension. Ankenævnet fandt således at

pensionen skulle medføre fradrag i dagpengene.

Den 30. april 1998 klagede B

til mig.

Den 28. juli 1998 bad jeg

Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om

en

udtalelse.

Den 12. august 1998 udtalte

direktoratet sig. Af udtalelsen fremgår:

”

Med henvisning hertil – og

idet direktoratet lægger til grund, at medlemmets klage af 30. april 1998 til

Folketingets Ombudsmand er en klage over manglende reaktion fra direktoratets

og Arbejdsmarkedets Ankenævns side overfor en eventuel vejledningsfejl fra

kassens side – skal direktoratet udtale:

I henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, stk. 1 har direktoratet en generel

tilsynspligt med de anerkendte arbejdsløshedskasser. Denne konkrete sag har

ikke givet anledning til at foretage et særligt tilsyn, da direktoratet ikke

finder, at der foreligger omstændigheder, der sandsynliggør, at kassen

administrerer – eller har administreret – på en for

forsikringssystemet

uhensigtsmæssig måde.

Direktoratet finder

endvidere ikke, at en vejledningsfejl fra kassens side kan udløse en pligt

fra

direktoratets side til ikke at foretage fradrag i dagpengene for

tilskadekomstpensionen i strid med arbejdsløshedsforsikringslovens regler

herom.

Derimod finder direktoratet,

at en erkendt eller dokumenteret vejledningsfejl begået af en kasse, efter

omstændighederne kan udløse et erstatningsansvar for kassen.

Direktoratet har derfor, som

det også fremgår i direktoratets afgørelse af 2. september 1997, henledt

(A)’s

opmærksomhed på, at en afgørelse om erstatningsansvar for økonomisk tab som

følge af en arbejdsløshedskasses mangelfulde vejledning henhører under

domstolene.

”

Ankenævnet henholdt sig i

sin udtalelse af 20. august 1998 til afgørelsen af 15. april 1998.

Den 24. august 1998 sendte

jeg udtalelserne til B med henblik på eventuelle kommentarer.

Den 15. september 1998

fremkom B med bemærkninger. Af brevet fremgår bl.a.:

”Det er fra vor side helt

klart blevet angivet overfor såvel (D) Arbejdsløshedskasses hovedledelse som

overfor Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, af hvem og hvornår disse

oplysninger er afgivet fra (D) Arbejdsløshedskasses side og at der ved det

omtalte møde i (D) Arbejdsløshedskasse blev taget notater af den pågældende

(E)

som ville kunne bekræfte vor forklaring.

Det virker på os mærkværdigt

at det ikke senere, trods mange forsøg, har kunnet lykkes os at komme i

kontakt

med den pågældende (E), ligesom de omtalte notater tilsyneladende er

bortkommet

hos (D) Arbejdsløshedskasse. (Se vor skrivelse til Dem af 30.04.98.)”

Den 31. maj 1999 bad jeg

ankenævnet og direktoratet om en supplerende udtalelse i sagen. Jeg bad i den

forbindelse om at myndighederne i de supplerende udtalelser bl.a. kom ind på

følgende forhold:

·

at myndighederne nærmere redegjorde for

hvorfor tilskadekomstpensionen efter myndighedernes opfattelse skulle

fradrages

fuldt ud i arbejdsløshedsdagpengene. Jeg bad i den forbindelse om at

myndighederne bl.a. kom ind på om A’s tilskadekomstpension helt eller

delvis

kunne sidestilles med en erstatning i henhold til arbejdsskadesikringsloven,

·

at myndighederne nærmere redegjorde for

hvorfor der efter myndighedernes opfattelse forelå en

dobbeltforsørgelsessituation. Jeg henviste til oplysningerne i sagen om

baggrunden for at A’s pension blev forhøjet, og til den sag der er nævnt

i min

beretning for året 1996, side 199ff, herunder den sag i min beretning for

året

1987, side 185ff, som er nævnt deri,

·

at myndighederne redegjorde for sagens

oplysningsgrundlag for så vidt angår B’s og A’s oplysninger om

a-kassens

vejledning, herunder om at myndighederne oplyste om hvorvidt myndighederne

havde undersøgt om de nævnte notater fandtes, og

·

at myndighederne nærmere redegjorde for

retsgrundlaget for så vidt angår modregningen i efterlønnen af den del af

tilbagebetalingskravet der var begrundet i dobbeltforsørgelse.

Den 28. juni 1999 afgav

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen en supplerende udtalelse. Heraf

fremgår:

”

Ad 1:

I henhold til

tjenestemandspensionslovens § 8 er en tjenestemand, som afskediges på grund

af

utjenstdygtighed på grund af en tilskadekomst, berettiget til den

egenpension,

der gælder for en pensionsalder på 37 år.

Egenpension for

pensionsalder 37 år er højeste egenpension, og udgør 57% af tjenestemandens

pensionsgivende løn på tidspunktet for pensioneringen. (§ 6 i

tjenestemandspensionsloven)

Finansministeriet fastsætter

efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet den pensionsgivende løn, der for

hvert skalatrin lægges til grund ved beregning af pensionen. En tjenestemands

pensionsgivende løn er den pensionsgivende løn på det opnåede skalatrin

forøget

med eventuelt personligt pensionsgivende tillæg i henhold til

tjenestemandslovens § 55. (Dette fremgår af § 5)

Det der således sker i

tilfælde hvor en tjenestemand kommer til skade i tjenesten er, at han bliver

berettiget til at få forhøjet sin tjenestemandspension til højeste

egenpension.

Der er derfor ikke tale om, at en del af pensionen er en særlig

tilskadekomsterstatning, som kan udskilles fra den ordinære

tjenestemandspension.

Det som medlemmet er

berettiget til og som kommer til udbetaling er altså en decideret

tjenestemandspension.

Da det ikke (umiddelbart) er muligt at udskille en del af beløbet som en

egentlig arbejdsskadeerstatning, kan pensionen i relation til reglerne om

fradrag i dagpenge hverken helt eller delvist sidestilles med en erstatning

efter arbejdsskadeloven.

Som det tillige fremgår af

direktoratets afgørelse af 2. september 1997, medfører en

tjenestemandspension

fradrag i dagpengene efter de almindelige regler om fradrag for pensioner,

jf.

§ 6 i bekendtgørelse nr. 966 af 20. december 1994 om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge.

Spørgsmålet om fradrag vil

derfor efter bekendtgørelsens ordlyd skulle følge de almindelige regler om

fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for løbende pensioner.

Direktoratet er på denne

baggrund ikke i tvivl om, at retsgrundlaget for at foretage fradrag i

dagpengene

for en tjenestemandspension, er klart og entydig. Indenfor rammerne af

fradragsbekendtgørelsen, særligt indenfor § 6 vedrørende pensioner, er det

direktoratets opfattelse, at de må anses som tvivlsomt om a-kasserne og

direktoratet kan foretage en administrativ opdeling af tjenestemandspensionen

for derved at undtage en del af pensionen for fradrag.

Ad 2:

Baggrunden for at løbende

arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag er, at pensionen anses for at

træde i stedet for en tabt arbejdsfortjeneste.

Arbejdsløshedsdagpenge

udbetales også som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Som det fremgår af

direktoratets afgørelse af 2. september 1997, har direktoratet med hjemmel i

dansk rets almindelige principper om dobbeltforsørgelse, truffet afgørelse

om,

at medlemmet skal betale dagpenge tilbage, som hun har modtaget i perioden 1.

juli 1995 til 30. november 1996. Direktoratet har dermed vurderet, at der har

foreligget en dobbeltforsørgelsessituation.

Direktoratet har ved sin

afgørelse lagt vægt på,

at

begge

ydelser er blevet udbetalt som følge af den samme begivenhed –

medlemmets

arbejdsophør,

at

ydelserne dækker den

samme periode, og

at

ydelserne dækker

samme formål – erstatning for tabt arbejdsindtægt.

Direktoratet er ligeledes af

den opfattelse, at der efter dansk rets almindelige regler kan rejses krav om

tilbagebetaling af de modtagne dagpenge i den pågældende periode.

Som begrundelse herfor kan

anføres, at den del af tjenestemandspensionen, der blev udbetalt med

tilbagevirkende kraft har bevirket, at medlemmet har fået rådighed over et

større beløb end hvis tjenestemandspensionen var kommet til udbetaling

samtidig

med dagpengene. Ved samtidig udbetaling skulle der have været foretaget

fradrag

i dagpengene for den udbetalte pension, og dagpengene udbetalt i perioden 1.

juli 1995 til 30. november 1996 er således udbetalt med urette.

Det er imidlertid

direktoratets opfattelse, at a-kassen ikke kan bebrejdes, at

dobbeltforsørgelsessituationen er opstået. Da tjenestemandspensionen for den

pågældende periode er udbetalt med tilbagevirkende kraft har a-kassen ikke

haft

mulighed for at forhindre fejludbetalingen.

Direktoratet har ved sin

afgørelse af tilbagebetalingsspørgsmålet lagt a-kassens bemærkninger

vedrørende

vejledningssituationen til grund. På den anden side finder direktoratet ikke,

at det kan afvises, at medlemmet, eventuelt ved en misforståelse mellem hende

og a-kassen, er blevet bibragt i den tro, at hendes pension ikke ville få

betydning for hendes dagpenge. Direktoratet har af samme grund ikke fundet

grundlag for at pålægge medlemmet en effektiv karantæne.

Det fremgår imidlertid

direkte af vejledningen til dagpengekortene, at medlemmet skal oplyse til

a-kassen hvis hun modtager pension, og da medlemmet ikke rettede henvendelse

til a-kassen, da hun fra Økonomistyrelsen modtog meddelelse om at pensionen

ville komme til udbetaling, må medlemmet være den nærmeste til at bære

risikoen

for, at der er opstået en dobbeltforsørgelsessituation.

Direktoratet har således

truffet afgørelse om, at medlemmet efter dansk rets almindelige adgang til

tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse, skal betale dagpenge tilbage,

som hun har modtaget i perioden 1. juli 1995 til 30. november 1996.

Ad 3:

Direktoratet har for så vidt

angår vejledningsforløbet, og som det også fremgår af brev af 12. august

1998,

henholdt sig dels til medlemmets oplysninger i klagen over a-kassens

afgørelse

og dels til a-kassens bemærkninger i afgørelsen af 8. juli 1997.

Direktoratet har på denne

baggrund lagt til grund, at a-kassen ikke er i besiddelse af de nævnte

notater,

og at a-kassen ikke mener at have vejledt medlemmet om, at hendes

tilskadekomstpension ikke ville have betydning for hendes dagpenge.

Direktoratet har derfor ikke

under sagens behandling anset det for nødvendigt at foretage sig yderligere i

den anledning.

Ad 4:

Direktoratet har med brev af

17. juli 1997 truffet afgørelse om, at der kan ske modregning i efterlønnen

for

det samlede tilbagebetalingskrav.

Det fremgår af § 86, stk. 2,

i arbejdsløshedsforsikringsloven, at der kan ske tilbagebetaling af beløb

efter

stk. 1 ved hel eller delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge,

overgangsydelse eller efterløn. Dette fremgår tillige af bekendtgørelse nr.

942

af 30. november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af

tilbagebetalingskrav.

For så vidt angår den del af

tilbagebetalingen, der er begrundet i dobbeltforsørgelse kan de særlige

regler

om modregning i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2 og

bekendtgørelse om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav

ikke direkte finde anvendelse.

Tilbagebetalingen vil dog

under alle omstændigheder kunne gennemføres ved modregning i efterfølgende

efterlønsudbetalinger på grundlag af dansk rets almindelige

modregningsregler.

”

Af ankenævnets supplerende

udtalelse af 27. oktober 1999 fremgår:

”

Ombudsmanden har anmodet

myndighederne om en redegøre for hvorfor tilskadekomstpensionen skal

fradrages

fuldt ud i arbejdsløshedsdagpengene, herunder om (A)’s

tilskadekomstpension

helt eller delvis kan sidestilles med en erstatning i henhold til

arbejdsskadeforsikringsloven.

Ankenævnet har lagt til

grund at (A) den 16. februar 1996 blev tilkendt en erhvervsevnetabserstatning

på 15%. Som følge heraf var (A) berettiget til tilskadekomstpension, idet

denne

udløses ved en tilkendelse af erhvervsevnetab på 15% eller mere.

Ifølge

tjenestemandspensionslovens § 8, stk. 1, beregnes tilskadekomstpensionen

efter

en pensionsalder på 37 år.

Der sker således ikke som

ved tilkendelse af erhvervsevnetabserstatning en graduering af pensionen.

Tilskadekomstpensionen udbetales således med et beløb svarende til den

pension

pågældende ville være berettiget til ved maksimalt optjent pensionsalder.

Derfor finder ankenævnet at tilskadekomstpensionen adskiller sig væsentligt

fra

en erstatning, som har til formål at give skadelidte opretning for skaden,

her

tab af erhvervsevne, og der er derfor efter nævnets opfattelse ikke grundlag

for at sidestille tilskadekomstpensionen i sin helhed med de i

fradragsbekendtgørelsens § 9, nr. 6), nævnte erstatninger.

Det forhold, at den

erhvervsevnetabserstatning, som (A) fik tilkendt efter

arbejdsskadeforsikringsloven

ikke kom til udbetaling på grund af de særlige fradragsregler i

arbejdsskadeforsikringslovens

§ 39, stk. 1, kan efter nævnets opfattelse ikke medføre at et tilsvarende

beløb

skulle være fradragsfrit efter reglen i § 9, nr. 6), men nævnet finder, at

tilskadekomstpensionen i sin helhed må henføres under hovedreglen i

bekendtgørelsens

§ 6 om fradrag for pensioner, der er et led i et tidligere

ansættelsesforhold.

Ombudsmanden beder dernæst

myndighederne redegøre for hvorfor der efter myndighedernes opfattelse

foreligger en dobbeltforsørgelsessituation.

Ankenævnet har lagt vægt på

at begge ydelser kom til udbetaling som følge af (A)’s arbejdsophør og

at

ydelserne dækker samme periode og samme formål – tabet af en

arbejdsindtægt.

Den del af

tjenestemandspensionen der blev udbetalt med tilbagevirkende kraft bevirkede

at

(A) fik rådighed over et større beløb. Ved en samtidig udbetaling skulle der

være foretaget fradrag i dagpengene for tilskadekomstpension, jf. det ovenfor

anførte.

Ankenævnet har noteret sig

at kassen har oplyst at (A) ved ledighedens indtræden blev gjort opmærksom på

sin oplysningspligt over for kassen. Ankenævnet har videre noteret at (A) har

oplyst at hun efter modtagelsen af Økonomistyrelsens brev af 4. oktober 1996

henvendte sig til såvel (D) Arbejdsløshedskasse som Økonomistyrelsen og begge

steder fik oplyst at tilskadekomstpensionen ingen indflydelse har på

dagpengeretten. (A) har endvidere henvist til en afgørelse fra Den Sociale

Ankestyrelse af 26. august 1996. I afgørelsen står:

’Det bemærkes med hensyn til

det i anken anførte om tilkendelse fra overgang til

arbejdsløshedsunderstøttelse,

at der som hovedregel ikke udbetales erhvervsevnetabserstatning som

supplement

til arbejdsløshedsdagpenge. Ankestyrelsen har dog udfra en konkret vurdering

bl.a. på baggrund af den relative lange periode, der er gået siden skadens

indtræden, og skadens art og omfang, fundet, at der kan udbetales erstatning

fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelsesdato.’

Kassen har udtryk tvivl om

at nogen ansat i kassen skulle have udtalt sig som anført af (A) ovenfor.

Uanset om (A) på baggrund af

de nævnte udtalelser måtte tro, at der ikke skulle ske fradrag burde hun

efter

nævnets opfattelse have oplyst kassen om at hun havde fået tilkendt pension.

Ankenævnet lægger især vægt på at det fremgår af vejledningen på

dagpengekortene at et medlem skal oplyse om: pensionsindtægter og lignende

ydelser. Ankenævnet lægger endvidere vægt på at det af dagpengekortene

fremgår,

at medlemmet skal oplyse om: der er søgt eller modtaget erstatning i henhold

til arbejdsskadeforsikringsloven. (A) ses ikke at have oplyst kassen om at

hun

den 16. februar 1996 af Arbejdsskadestyrelsen blev tilkendt en

erhvervsevnetabserstatning på 15%.

Ankenævnet finder derfor at

(A) har været medvirkende til at dobbeltforsørgelsessituationen opstod.

Ankenævnet fastholder

således kravet om tilbagebetaling af dagpenge udbetalt i perioden 1. juli

1995

til 30. november 1996 med hjemmel i dansk rets regler om dobbeltforsørgelse.

Ombudsmanden beder endvidere

om myndighedernes kommentar til at (B) i klagen af 30. april 1998 og 15.

september 1998 skrev om notater fra et møde med a-kassen. Ombudsmanden beder

om

en redegørelse for sagens oplysningsgrundlag herunder om at myndighederne

oplyser om, hvorvidt myndighederne har undersøgt om de nævnte notater findes.

Det kan oplyses at

ankenævnets sekretariat rettede telefonisk henvendelse til kassen med

henvisning

til de omtalte skriftlige notater. Det blev oplyst at sådanne notater ikke

forelå og at alt materiale var videresendt til direktoratet jf. også kassens

brev af 8. juli 1997, hvor bilag fremsendes til direktoratet ’som øvrigt

materiale i sagen’.

Ankenævnet sendte herefter

kopi af samtlige bilag i sagen til (A) med bemærkning om at de omtalte bilag

ikke forefandtes.

Sekretariatet beklager at

samtalen med kassen ikke er noteret i nævnets materiale.

Endelig beder ombudsmanden

om en redegørelse for retsgrundlaget for så vidt angår modregningen i

efterlønnen af den del af tilbagebetalingskravet der er begrundet i

dobbeltforsørgelse.

Ankenævnet beklager at der

fejlagtigt er henvist til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 2, som

hjemmel for modregningen, idet § 86, stk. 2, alene omhandler de

tilbagebetalingskrav der er nævnt i § 86, stk. 1.

Der skulle rettelig have

været henvist til dansk rets almindelige regler om modregning.

Modregning kan herefter ske,

med krav der er retskraftigt, forfaldent og hvor frigørelsestidspunktet er

kommet. Kravet skal endvidere være konnekst.

Ankenævnet finder at de

ovennævnte betingelser for modregning må anses for at være til stede for det

tilbagebetalingskrav der har hjemmel i dobbeltforsørgelsesprincippet.

Når modregning foretages

skal der imidlertid levnes medlemmet tilstrækkelige midler til dækning af

leveomkostninger. Det fremgår ikke af sagen om kassen har taget stilling

hertil

og dette spørgsmål må i givet fald hjemvises til kassen i 1. instans.”

Den 3. november 1999 sendte

jeg de supplerende udtalelser til B med henblik på at han fik lejlighed til

at

kommentere dem.

Den 21. november 1999

kommenterede B disse udtalelser. Af B’s brev fremgår:

”

Vedr. Ad 1: Det må være

muligt for DfA at udskille en del af den tilkendte pension som en egentlig

arbejdsskadeerstatning, idet der foreligger en afgørelse om, at (A)’s

erhvervsevnetab i forbindelse med arbejdsulykken udgør 15% eller mere. Denne

del af den tilkendte pension vil under ingen omstændigheder kunne modregnes i

de udbetalte dagpenge.

Vedr. Ad 3: Det må findes

yderst betænkeligt at a-kassen ikke er i besiddelse af egne notater fra et så

(for medlemmet) vigtigt møde og at DfA derfor ikke lader de, på dette møde,

til

medlemmet givne oplysninger, indgå i sin vurdering af sagen når en afgørelse

træffes.

”

Den 3. december 1999 sendte

jeg B’s brev af 21. november 1999 til ankenævnets orientering og

eventuelle

bemærkninger. Hvis jeg ikke hørte fra ankenævnet inden fire uger, gik jeg ud

fra at nævnet ingen bemærkninger havde til B’s brev. I givet fald ville

jeg

søge at behandle sagen på det foreliggende grundlag. Ankenævnet fremkom ikke

med flere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

I min foreløbige udtalelse skrev jeg bl.a.:

”Retsgrundlaget

§ 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, i loven om arbejdsløshedsforsikring

(lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997) har følgende ordlyd:

’

§ 58.

Efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen fastsætte regler om

3) hvilken betydning arbejde og indtægt i ledighedsperioden skal have for

størrelsen af

a) dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 1,

b) dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 2,

’

Af forarbejderne (Folketingstidende

1993-94, tillæg B, spalte 382ff) til denne bestemmelse fremgår:

’Den almindelige

fradragsregel på dagpengeområdet er, at der sker fradrag i dagpengene i

forhold

til antallet af arbejdstimer i en dagpengeperiode. Dette skal fortsat være

det

almindelige princip for fastsættelse af regler om fradrag for

arbejdsløshedsforsikringslovens ydelser.

På områder, hvor der ikke

til retten til ydelsen er forbundet en pligt til at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet

og der således ikke sigtes mod, at medlemmet er arbejdssøgende, kan

anvendelsen

af princippet imidlertid være uhensigtsmæssig, da medlemmet ved at arbejde på

nedsat tid alene vil få fradrag for dagpengetimerne, men ikke for den

faktiske

indtægt. Der vil herved kunne blive tale om overkompensation i forhold til

ydelsesniveauet og således ske utilsigtet brug af ydelserne.

Det er endvidere nødvendigt

at fravige princippet om timefradrag i de tilfælde, hvor medlemmet kan få

suppleret sine indtægter op til dagpengeniveauet, f.eks. i delperiode 2.

Ændringsforslag nr. 14 om en

ændret affattelse af § 58, stk. 1, nr. 3, giver hjemmel til, at der ved

fastsættelse af fradragsreglerne for de forskellige ydelser kan tages hensyn

til de forskellige formål med ydelserne. Udgangspunktet i forhold til ydelser

efter arbejdsløshedsforsikringsloven vil fortsat generelt være, at der skal

ske

fradrag efter de samme principper som hidtil, dvs. time for time-fradrag, men

for f.eks. indtægter ud over det fradragsfri beløb (27.500 kr.) ved

overgangsydelse og dagpenge, der udbetales efter § 55, stk. 3 og 6, samt for

orlovsydelse

vil det kunne fastsættes, at der sker fradrag i dagpengene med et beløb

svarende til arbejdsindtægten. En sådan bestemmelse svarer til, hvad der vil

komme til at gælde for uddannelsesgodtgørelsen efter lov om en aktiv

arbejdsmarkedspolitik.

’

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen har i medfør af § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b,

udstedt bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge. Af bekendtgørelsens § 6 og § 9, nr. 6, fremgår:

’

§ 6.

Der skal ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af

pension og tillæg hertil, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold og

er

af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til

pensionen.

§ 9.

Der skal ikke ske fradrag for arbejdsfrie indtægter, herunder

6) erstatninger, herunder i

henhold til arbejdsskadeforsikringsloven

’

Der er i Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens vejledning nr. 213 af 1. december 1994 om

anvendelse af reglerne i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge

fastsat nærmere regler om bl.a. bekendtgørelsens § 6 og § 9, nr. 6. Af

vejledningens afsnit om disse bestemmelser fremgår:

’Til § 6

Løbende udbetalinger af

pension fra pensionsordninger, der er oprettet som led i tidligere

ansættelsesforhold,

og som normalt er helt eller delvist finansieret af arbejdsgiveren, medfører

fradrag. Bestemmelsen gælder alle pensionsudbetalinger med løbende

udbetalinger, herunder ratepensioner.

Hvis pensionsordningen

følger af overenskomst eller anden kollektiv aftale, er ordningen af en sådan

karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager, og

pensionsudbetalingen medfører derfor fradrag.

Bestemmelsen gælder også

løbende udbetaling af tjenestemandspension og tjenestemandslignende

pensioner,

for eksempel borgmesterpension og pension til tidligere medlemmer af

folketinget.

Reglen anvendes på den

samlede pension, selv om medlemmet i en kortere periode har indbetalt hele

pensionsbeløbet, for eksempel fordi medlemmet har været selvstændig

erhvervsdrivende eller har haft et arbejdsforhold, der ikke indeholdt en

pensionsordning. Er perioden af længere varighed, deles pensionsudbetalingen,

så kun den del af pensionen, der vedrører perioden, hvor ordningen var et led

i

et ansættelsesforhold, medfører fradrag.

Privattegnede

pensionsordninger, som ikke har forbindelse med et ansættelsesforhold, er

uden

for bestemmelsens område. Hvis en arbejdsgiver, for eksempel som led i en

serviceordning, tilbageholder bidrag i den ansattes løn og viderebetaler

beløbet til den ansattes private pensionsordning, er ordningen uden for

reglens

område.

Fradraget for

pensionsudbetalingerne sker ved hjælp af omregningssatsen. Der henvises til

bekendtgørelsens

§ 11. Fradraget beregnes på grundlag af den samlede pensionsudbetaling, det

vil

sige grundbeløb med eventuelle tillæg.

Til § 9

Kun arbejde, der udføres i

en ledighedsperiode, medfører fradrag. Hvis medlemmet derfor i en

ledighedsperiode

har en indtægt, der stammer fra arbejde, udført i en periode, hvor medlemmet

ikke har fået dagpenge, skal der ikke ske fradrag.

Herfra gælder dog

undtagelserne i § 2 (rådighedsløn m.v.), § 5 (feriegodtgørelse), § 6

(pensioner) og § 7 (genanvendelsesvederlag).

De nævnte indtægter medfører

ikke fradrag. Ved indtægter, som ikke er nævnt i bestemmelsen, må det

undersøges, om der er tale om en arbejdsfri indtægt, som kan sidestilles med

de

nævnte.’

Bekendtgørelse nr. 966 af 1.

december 1994 og vejledning nr. 213 af samme dato blev ophævet af § 13, stk.

2,

i bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999. Reglerne om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge fremgår nu af bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999

og

vejledning nr. 81 af samme dato. Reglerne er i den forbindelse ikke ændret på

punkter der har betydning for denne sag. Af den nye vejlednings afsnit om

bekendtgørelsens § 6 fremgår dog bl.a. følgende:

’Årsagen til, at løbende

arbejdsrelaterede pensioner medfører fradrag er, at pensionen anses for at

træde i stedet for tabt arbejdsfortjeneste. Arbejdsløshedsdagpenge udbetales

også som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.’

Den 21. august 2000 træder

en ny bekendtgørelse nr. 670 af 11. juli 2000 om fradrag i dagpenge,

orlovsydelse, praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse i

kraft. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 438 af 9. juni 1999. Vejledning

nr.

81 erstattes af vejledning nr. 121 af 11. juli 2000. De regler der har

betydning for denne sag, er i den forbindelse ikke ændret væsentligt.

§ 86, stk. 1 og 2, i

arbejdsløshedsforsikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997)

har følgende ordlyd:

’

§ 86.

Har et medlem givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet

omstændigheder, der er af betydning for retten til dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget

modtaget dagpenge, overgangsydelse, delefterløn eller efterløn, skal

dagpenge-,

overgangsydelses-, delefterløns- eller efterlønsbeløbet, som er modtaget med

urette, tilbagebetales af medlemmet.

Stk. 2. Tilbagebetaling af beløb efter stk. 1 kan ske ved hel eller

delvis modregning i den løbende udbetaling af dagpenge, overgangsydelse,

delefterløn eller efterløn samt i andre krav, medlemmet har mod kassen.

Modregning kan også ske, efter at medlemmet har skiftet

arbejdsløshedskasse.’

Af § 9, stk. 1 og 2, i

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 942 af 30.

november 1992 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav

fremgår:

’

§ 9. Hvis medlemmet ikke har betalt efter påkrav, skal kassen

foretage modregning i den løbende udbetaling af ydelser, der er nævnt i § 1,

samt i andre krav, medlemmet har mod kassen. Der kan også foretages

modregning

for renter og de omkostninger ved inddrivelsen, som medlemmet hæfter for.

Beløbet skal dog forlods anvendes til afskrivning på tilbagebetalingskrav og

renter, før de anvendes til dækning af omkostninger.

Stk. 2. Hvis der er indgået forlig om en afdragsordning mellem

kassen og medlemmet, jf. § 3, kan gælden afdrages ved delvis modregning.

Modregning skal i øvrigt altid ske således, at der levnes tilstrækkelige

midler

til medlemmets underhold.’

Direktoratet har udstedt

vejledning nr. 3445 af 23. december 1992 om bekendtgørelse nr. 942 om

arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav.

Bekendtgørelse nr. 942 med

tilhørende vejledning er nu ophævet og afløst af bekendtgørelse nr. 566 af

22.

juni 2000 om arbejdsløshedskassernes inddrivelse af tilbagebetalingskrav. Der

er ikke i den forbindelse sket ændringer der har betydning for denne sag.

Loven om

arbejdsløshedsforsikring er efter lovbekendtgørelse nr. 27 af 13. januar 1997

ændret flere gange; for så vidt angår § 58, stk. 1, nr. 3, litra a og b, har

ændringerne ingen betydning for denne sag. § 86 blev bl.a. ændret ved lov nr.

334 af 17. maj 2000 hvor bl.a. dansk rets almindelige adgang til

tilbagesøgning

på grund af

dobbeltforsørgelse blev

indføjet i § 86, stk. 2, og adgangen til modregning i

dobbeltforsørgelsestilfælde fremgår nu direkte af § 86, stk. 8. Den gældende

lov om arbejdsløshedsforsikring fremgår af lovbekendtgørelse nr. 712 af 19.

juli 2000.

I § 8, stk. 1, i

tjenestemandspensionsloven (lovbekendtgørelse nr. 724 af 9. september 1993)

er

der fastsat nærmere regler om tilskadekomstpension i tilfælde af afskedigelse

på grund af en arbejdsulykke. § 8, stk. 1, har følgende ordlyd:

’

§ 8.

Finder afsked sted på grund af utjenstdygtighed, som er

forårsaget af, at der under udførelse af tjenesten er overgået tjenestemanden

en tilskadekomst, der begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i

henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, er han berettiget til den

egenpension, der gælder for en pensionsalder på 37 år.’

Bestemmelsen i § 8, stk. 1,

angår efter forarbejderne (Folketingstidende 1968-69, tillæg A, sp. 4022f) de

tilfælde hvor afsked finder sted på grund af en utjenstdygtighed der skyldes

følger af tilskadekomst under udførelse af tjenesten, og sigter imod at

bevare

hjemmel for en i forhold til de almindelige regler gunstigere

pensionsberegning

i denne situation. Retten til tilskadekomstpension forudsættes at bestå

uafhængig af ansættelsestidens længde, og erhvervelse af tilskadekomstpension

er gjort afhængig af at tilskadekomsten begrunder krav på erstatning efter de

daværende regler i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

§ 39, stk. 1 og 3, i

arbejdsskadesikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996) har

følgende ordlyd:

’

§ 39. Tilkommer der som følge af arbejdsskaden den skadelidte

pension efter lov om tjenestemandspension, nedsættes værdien af skadelidtes

erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov. Nedsættelsen sker med 2/3

af værdien af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over

den

pension, der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensioneringen.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1-2 anvendes tilsvarende på andre

erstatningsberettigede efter denne lov, for hvem der med hensyn til pension

er

fastsat regler, der svarer til reglerne i lov om tjenestemandspension. I

disse

tilfælde betaler forsikringsselskabet til pensionsgiveren et beløb svarende

til

det beregnede fradrag i skadelidtes eller de efterladtes erstatning efter

denne

lov.’

Formålet med bestemmelsen i

arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, er ifølge forarbejderne

(Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 938, og Folketingstidende 1991-92,

tillæg A, sp. 3764) at undgå dobbelterstatning, dvs. fuld

tilskadekomstpension

og fuld arbejdsskadeerstatning. Af disse forarbejder fremgår i øvrigt også at

baggrunden for reglen i § 39, stk. 3, 2. pkt., om at forsikringsselskabet til

pensionsgiveren udbetaler et beløb svarende til fradraget i skadelidtes eller

de efterladtes erstatning på grund af den forhøjede pension, er at

forsikringsselskabet er pligtigt at afholde det fulde

arbejdsskadeerstatningsbeløb.

Arbejdsskadesikringsloven

fremgår nu af lovbekendtgørelse nr. 1058 af 17. december 1998.

Arbejdsskadestyrelsen har i

sin vejledning nr. 19194 af 31. december 1993 om fradrag i erstatning for tab

af erhvervsevne når skadelidte er tjenestemand eller lignende, fastsat

nærmere

regler om beregningen efter § 39, stk. 1. Vejledningen blev ændret ved

skrivelse nr. 19115 af 9. juni 1995. Af vejledningen fremgår:

’

5. Indholdet af fradragsreglen:

Når en arbejdsskade giver

ret til erstatning for tab af erhvervsevne, har den skadelidte efter lov om

tjenestemandspension ret til den såkaldte ’tilskadekomstpension’.

Normalt beregnes pensionen

efter det antal år, en tjenestemand har været ansat i den pensionsgivende

stilling (’ordinær pension’).

Tilskadekomstpension

betyder, at pensionen beregnes, som om pågældende har opnået pension efter 37

år i tjenesten.

Det er denne forhøjelse af

pensionen, der danner grundlag for fradraget i erstatningen for tab af

erhvervsevne.

Hvis den arbejdsskadede

allerede har ret til fuld pension efter 37 års tjeneste, bliver pensionen

ikke

forhøjet på grund af arbejdsskaden, og erstatningen for tab af erhvervsevne

skal derfor ikke nedsættes.

8. Andre oplysninger, som kan have interesse:

8.3. Forsikringsselskabet

betaler til pensionsgiver.

Hvis et forsikringsselskab

skal betale en mindre erstatning for erhvervsevnetab på grund af, at den

arbejdsskadede har ret til tilskadekomstpension, skal forsikringsselskabet

betale forskellen til den myndighed, der udbetaler pensionen.’

Jeg mener at det af

forarbejderne til § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven kan udledes at

formålet

med tilskadekomstpension er at sikre skadelidte (delvis) erstatning for en

arbejdsskade. Det ovenfor anførte om § 39 i arbejdsskadesikringsloven støtter

min opfattelse af formålet med tilskadekomstpension.

Tilbagebetaling af dagpenge for perioden fra den 1. december 1996 til

den 20. april 1997, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1

Spørgsmålet om (A) skal

tilbagebetale de dagpenge som hun modtog i perioden fra den 1. december 1996

til den 20. april 1997, er (bl.a.) reguleret i § 86, stk. 1, i loven om

arbejdsløshedsforsikring. Efter § 86, stk. 1, er det bl.a. en betingelse for

at

(A) skal tilbagebetale dagpengene at de er modtaget med urette.

Af Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens og Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelser af

henholdsvis den 2. september 1997 og 15. april 1998 fremgår at (A) modtog

dagpengene med urette. Som begrundelse herfor har myndighederne henvist til §

6

i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge. Af § 6 fremgår at der

skal ske fradrag i dagpengene for løbende udbetalinger af pension og tillæg

hertil når dette er et led i et tidligere ansættelsesforhold og af en sådan

karakter at det er sædvanligt at arbejdsgiveren bidrager hertil. Af

vejledningen til bekendtgørelsen fremgår at § 6 også gælder for løbende

udbetaling af tjenestemandspension.

I § 6 er der imidlertid ikke

taget udtrykkelig stilling til om en tilskadekomstpension skal fradrages i

dagpengene.

Af bekendtgørelsens § 9, nr.

6, fremgår at der ikke skal ske fradrag for arbejdsfrie indtægter som

erstatninger, herunder i henhold til arbejdsskadesikringsloven.

Tilskadekomstpension er ikke udtrykkeligt nævnt i § 9. Ifølge vejledningen

til

bekendtgørelsen må det for så vidt angår indtægter der ikke er nævnt i § 9,

undersøges om der er tale om en arbejdsfri indtægt der kan sidestilles med de

indtægter der er nævnt i bestemmelsen. Tilsvarende fremgår af forarbejderne

til

bemyndigelsesbestemmelsen i loven om arbejdsløshedsforsikring idet det i

disse

forarbejder anføres at § 58, stk. 1, nr. 3, giver hjemmel til at der ved

fastsættelse af fradragsreglerne for de forskellige ydelser kan tages hensyn

til de forskellige formål med ydelserne.

Hvis en tjenestemand bliver

afskediget på grund af utjenstdygtighed som følge af en arbejdsskade, og hvis

den pågældende tjenestemand på grund af arbejdsskaden har krav på erstatning

for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, har tjenestemanden

ret

til tilskadekomstpension, jf. § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven.

Tilkendelse af tilskadekomstpension forudsætter således at der er ret til

erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven.

Tilskadekomstpension svarer til den egenpension der gælder ved en

pensionsalder

på 37 år. Den pension som tjenestemanden i øvrigt har ret til, bliver således

forhøjet til egenpensionen ved en pensionsalder på 37 år ved tilkendelse af

tilskadekomstpension.

For at undgå at en

tjenestemand får erstatning for arbejdsskaden efter både

tjenestemandspensionsloven

(i form af at tjenestemanden får forhøjet sin pension til

tilskadekomstpension)

og arbejdsskadesikringsloven, er der indført en regel i

arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, om nedsættelse af

erhvervsevnetabserstatningen i disse tilfælde. Nedsættelsen sker med 2/3 af

værdien af det beløb hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den

pension der svarer til tjenestealderen på tidspunktet for pensionering.

Tilskadekomstpensionen betragtes således i arbejdsskadesikringsloven delvis

som

en erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsskade.

Da erstatninger efter

arbejdsskadesikringsloven ikke skal fradrages i dagpengene, jf. § 9, nr. 6, i

bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, da en tjenestemands

erstatning for følgerne af en arbejdsskade således (bl.a.) kan have form af

tilskadekomstpension, og da tilskadekomstpension i arbejdsskadesikringsloven

delvis anses for erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en

arbejdsskade, er der grund til at overveje nærmere om tilskadekomstpension

for

så vidt angår reglerne om fradrag i dagpenge, helt eller delvis kan

sidestilles

med en erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Myndighederne har ved deres

afgørelser lagt til grund at (A)’s tilskadekomstpension er en

tjenestemandspension

efter § 8, stk. 1, i tjenestemandspensionsloven, og at pensionen er forhøjet

efter tilskadekomstreglerne som følge af at Arbejdsskadestyrelsen vurderede

(A)’s erhvervsevnetab til 15 pct. Det forhold at forhøjelsen af

tjenestemandspensionen efter tilskadekomstreglerne medførte at (A)’s

erstatning

for erhvervsevne bortfaldt efter arbejdsskadesikringsloven, kunne ikke

begrunde

et andet resultat.

Efter min foreløbige

opfattelse kan tilskadekomstpension med hensyn til reglerne om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge

i hvert fald delvis sidestilles med erstatning efter

arbejdsskadesikringsloven.

Ud over det som jeg har skrevet ovenfor, har jeg navnlig lagt vægt på at det

der ifølge forarbejderne til bemyndigelsesbestemmelsen i

arbejdsløshedsforsikringsloven er afgørende for om en ydelse skal fradrages i

dagpengene, er en fortolkning af formålet med ydelsen, at formålet med

tilskadekomstpension må antages at være (delvis) at erstatte følgerne af en

arbejdsskade, og at øvrige arbejdsskadeerstatninger ikke fradrages i

dagpengene. Hertil kommer at i hvert fald en del af tilskadekomstpensionen

kommer til udbetaling som følge af arbejdsskaden. Endelig vil personer der

har

fået tilkendt erhvervsevnetabserstatning, og som bliver tilkendt

tilskadekomstpension, få en dårligere retsstilling end andre personer som

(alene) modtager erhvervsevnetabserstatning, men som i øvrigt er i samme

situation, hvis direktoratets og ankenævnets argumentation lægges til grund.

For god ordens skyld gør jeg opmærksom på at jeg ved den nævnte opfattelse

ikke

har taget stilling til hvad der gælder i tilfælde hvor tjenestemanden ved sin

afsked allerede har ret til pension på grundlag af en pensionsalder på 37 år.

Jeg kan i øvrigt oplyse at Vestre Landsret i en anden sammenhæng har anset

tilskadekomstpension for omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 59. Dommen

er

offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 231ff.

Jeg stiller mig derfor tvivlende over for

rigtigheden af direktoratets opfattelse hvorefter ingen del af

tilskadekomstpensionen kan udskilles som en egentlig arbejdsskadeerstatning.

Ud

over det ovenfor anførte henviser jeg særligt til at der efter

arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1, netop foretages en sådan opdeling.

Jeg bemærker i øvrigt at jeg

er opmærksom på direktoratets synspunkt om at det ikke umiddelbart er muligt

administrativt at udskille en del af tilskadekomstpensionen som en egentlig

arbejdsskadeerstatning. Jeg mener dog ikke at dette synspunkt kan være

afgørende.

Jeg har ved min vurdering af

om tilskadekomstpension kan sidestilles med arbejdsskadeerstatning, ikke

tillagt ankenævnets synspunkt om at der ved tilkendelse af

tilskadekomstpension

ikke

– i modsætning til hvad der gælder

for erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven – sker en graduering af

pensionen, væsentlig betydning. Årsagen hertil er at uanset at

tilskadekomstpensionen efter tjenestemandspensionsloven ikke gradueres,

gradueres erstatningen for tab af erhvervsevne for tjenestemanden efter

arbejdsskadesikringslovens § 39, stk. 1. I (A)’s tilfælde bortfaldt

erstatningen for tab af erhvervsevne således i henhold til § 39, stk. 1,

fordi

(A)’s tab af erhvervsevne kun var på 15 pct. I tilfælde af et større

erhvervsevnetab vil der kunne udbetales erstatning for tab af erhvervsevne

som

supplement til den erstatning som ligger i tilskadekomstpensionen. Hvis en

tjenestemand ved afsked på grund af en arbejdsskade allerede har ret til

pension på grundlag af en pensionsalder på 37 år, bliver pensionen ikke

forhøjet på grund af arbejdsskaden, og erstatningen for tab af erhvervsevne

bliver som følge heraf ikke nedsat. Det følger af den særlige

nedsættelsesregel

i § 39, stk. 1. Jeg henviser i øvrigt til Arbejdsskadestyrelsens vejledning

om

bestemmelsen og de afsnit i vejledningen som er citeret ovenfor.

Om en tjenestemand ved

afsked har ret til aktuel pension, afhænger bl.a. af ansættelsestidens

længde,

jf. tjenestemandspensionslovens § 2, stk. 1. Af samme lovs § 2, stk. 2,

fremgår

dog bl.a. at en tjenestemand uanset ansættelsestidens længde alligevel har

ret

til aktuel pension efter § 8 hvis afsked skyldes følger af tilskadekomst

under

udførelse af tjenesten. Tjenestemandspensionslovens § 24 indeholder regler om

ret til opsat pension.

Det fremgår ikke klart af

det for mig foreliggende materiale hvilken pensionsalder (A) havde på

tidspunktet for afskedigelsen, herunder om hendes ret til aktuel pension

afhang

af om hun blev tilkendt tilskadekomstpension efter § 8, stk. 1, i

tjenestemandspensionsloven. Hvis (A)’s ret til aktuel pension var

afhængig af

om hun blev tilkendt tilskadekomstpension, kan det overvejes om den

tilskadekomstpension

som (A) fik ret til med virkning fra den 1. juli 1995 for så vidt angår

reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, fuldt ud kan sidestilles med

erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Praksis efter

arbejdsskadesikringslovens

§ 39, stk. 1, kan eventuelt inddrages i disse overvejelser.

Min

foreløbige opfattelse af at

tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge

i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter

arbejdsskadesikringsloven,

har betydning for vurderingen af om de dagpenge som (A) modtog i perioden fra

den 1. december 1996 til den 20. april 1997, er modtaget med urette, jf. §

86,

stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven. Tilsvarende gælder mine

overvejelser

om hvorvidt (A)’s tilskadekomstpension med hensyn til de nævnte

fradragsregler

eventuelt helt kan sidestilles med erstatning efter

arbejdsskadesikringsloven.

Myndighederne har ikke vurderet (A)’s sag efter denne retsopfattelse.

Ud over at dagpengene skal

være modtaget med urette, er det en betingelse for at (en del af) dagpengene

i

perioden fra den 1. december 1996 til den 20. april 1997 skal tilbagebetales

efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, at (A) gav a-kassen

urigtige oplysninger eller fortav omstændigheder der er af betydning for

retten

til dagpenge, eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget modtog dagpenge.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn har i deres

afgørelser

lagt til grund at (A) ikke opfyldte sin oplysningspligt.

Jeg kan – som det fremgår

ovenfor – ikke på det for mig foreliggende grundlag udelukke at

(A)’s

tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge, helt kan sidestilles med arbejdsskadeerstatning. En

antagelse

heraf kan bevirke at spørgsmålet om hvorvidt (A) opfyldte sin

oplysningspligt,

er uaktuelt. Jeg har derfor ikke grundlag for nu at tage stilling til om

betingelsen vedrørende oplysningspligt er opfyldt i (A)’s sag. Jeg har

således

ikke taget stilling hertil, herunder myndighedernes oplysningsgrundlag i den

henseende.

Tilbagebetaling af dagpenge for perioden fra den 1. juli 1995 til den

30. november 1996, jf. dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på

grund af dobbeltforsørgelse

Spørgsmålet om

tilbagebetaling for perioden fra den 1. juli 1995 til den 30. november 1996

beror – som myndighederne også er inde på i deres afgørelser og i

udtalelserne

til mig – på dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund

af

dobbeltforsørgelse.

Jeg har tidligere, bl.a. i

den sag som er nævnt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s.

185ff*, været inde på betingelserne for at der kan kræves tilbagebetaling

efter

disse regler om dobbeltforsørgelse. Af den nævnte sag – som også er

nævnt i den

sag som er omtalt i min beretning for året 1996, s. 199* – fremgår:

’

Dobbeltforsørgelse antages

at foreligge,

hvis

flere ydelser

kommer til udbetaling som en direkte følge af den samme begivenhed,

hvis

ydelserne dækker den samme

tidsmæssige periode, og

hvis

ydelserne må antages at dække samme behov eller formål. Om der på ulovbestemt

grundlag kan rejses tilbagebetalingskrav i en sådan

dobbeltforsørgelsessituation, må bero på en konkret vurdering i hvert enkelt

tilfælde. I vurderingen heraf må der efter min opfattelse indgå,

om

der er tale om udbetaling af et beløb

med tilbagevirkende kraft,

om

den

pågældende dermed får rådighed over et større engangsbeløb,

om

den pågældende på tidspunktet for

udbetalingen af den sociale ydelse er berettiget hertil, og

om

det ikke kan bebrejdes det offentlige

(eller den private part), at dobbeltforsørgelsessituationen opstår.

’

Myndighederne har i deres

afgørelser om tilbagebetaling vurderet at der var grundlag for at kræve at

(A)

tilbagebetalte de dagpenge som hun modtog i perioden fra den 1. juli 1995 til

den 30. november 1996, jf. dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning

på

grund af dobbeltforsørgelse.

Min foreløbige opfattelse af

at tilskadekomstpension for så vidt angår reglerne om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge,

i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter

arbejdsskadesikringsloven,

og de øvrige overvejelser som jeg har skrevet om ovenfor i afsnittet om

tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, har også

betydning for om betingelserne for at kræve tilbagebetaling på grund af

dobbeltforsørgelse er opfyldt i (A)’s sag. Jeg henviser til kravene om

at

ydelserne må antages at dække samme behov eller formål, og at ydelserne

kommer

til udbetaling som en direkte følge af samme begivenhed. Myndighederne har

ikke

taget stilling til spørgsmålet om tilbetaling på grund af dobbeltforsørgelse

i

A’s sag på dette retsgrundlag. Jeg har derfor heller ikke nu grundlag

for at

vurdere denne del af myndighedernes afgørelser nærmere, herunder om de øvrige

betingelser er opfyldt.

Modregning af tilbagebetalingskravet i efterlønnen

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn traf henholdsvis den

17. juli 1997 og 15. april 1998 afgørelse om at tilbagebetalingskravet kunne

modregnes i den efterløn som (A) fik ret til med virkning fra den 26. maj

1997.

Af ankenævnets supplerende

udtalelse fremgår at der når modregning foretages, skal levnes medlemmet

tilstrækkelige midler til dækning af leveomkostninger. Det fremgår ikke af

sagen om kassen har taget stilling hertil, og spørgsmålet må i givet fald

efter

ankenævnets opfattelse hjemvises til kassen til behandling i 1. instans.

(B) har over for både

myndighederne og mig anmodet om at det beløb som er modregnet i efterlønnen,

bliver tilbagebetalt til (A).

På den baggrund og under

henvisning til at spørgsmålet om modregning har en vis sammenhæng med sagen

om

tilbagebetaling og det som jeg ovenfor har skrevet om sagen om

tilbagebetaling,

mener jeg ikke at jeg nu har grundlag for at foretage mig mere vedrørende

modregningen i efterlønnen. Jeg henviser dog samtidig til det som jeg

nedenfor

i sammenfatningen har skrevet om modregningsspørgsmålet.

Sammenfatning

Som det fremgår ovenfor, er

det min foreløbige opfattelse at tilskadekomstpension for så vidt angår

reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge, i hvert fald delvis kan

sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven.

Jeg er på det grundlag

indstillet på at henstille til Arbejdsmarkedets Ankenævn at ankenævnet

genoptager

sin behandling af afgørelsen om tilbagebetaling efter § 86, stk. 1, i

arbejdsløshedsforsikringsloven og – i lyset af det som jeg har anført i

denne

foreløbige redegørelse – træffer en ny afgørelse. Jeg går ud fra at

ankenævnet

i den forbindelse sørger for at der ligeledes bliver taget stilling til mine

overvejelser i denne foreløbige redegørelse om hvorvidt (A)’s

tilskadekomstpension med hensyn til de nævnte fradragsregler eventuelt helt

kan

sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Jeg går også ud

fra

at ankenævnet sørger for at der på ny bliver taget stilling til om der er

grundlag for at kræve tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse i

(A)’s

sag.

Som det fremgår ovenfor,

mener jeg ikke at jeg nu har grundlag for at foretage mig mere vedrørende

modregningen i efterlønnen. Jeg går dog ud fra at ankenævnet i forbindelse

med

en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen vil sørge for at der på ny

tages

stilling til (B)’s anmodning om at få tilbagebetalt den efterløn som er

modregnet

i tilbagebetalingskravet. Ud over det som ankenævnet har anført i sin

supplerende udtalelse om vurdering af om (A) ved modregningen blev levnet

tilstrækkelige midler til dækning af sine leveomkostninger, henviser jeg til

at

en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen også kan få betydning for

modregningen i efterlønnen.

Af (A)’s brev af 24.

september 1997 og (B)’s breve 25. november 1997 og 12. april 1998 –

alle stilet

til Arbejdsmarkedets Ankenævn – fremgår i øvrigt at

tilbagebetalingskravet også

er modregnet i (A)’s krav på dagpenge. Direktoratets og ankenævnets

afgørelser

angår kun spørgsmålet om modregning i efterløn. Jeg går ud fra at ankenævnet

i

forbindelse med en fornyet behandling af tilbagebetalingssagen ligeledes vil

sørge for at der bliver taget stilling til dette spørgsmål om modregning i

dagpengene. Jeg bemærker i den forbindelse at a-kassen den 16. juni 1997 traf

afgørelse vedrørende tilbagebetaling, samt at a-kassen den 25. juni 1997

tildelte (A) efterløn fra den 26. maj 1997 og samtidig traf afgørelse om

modregning i efterløn.

Endelig er jeg indstillet på

at henstille til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen at direktoratet

på

grundlag af denne sag præciserer bekendtgørelsen om fradrag i

arbejdsløshedsdagpenge for så vidt angår tilskadekomstpension.”

Arbejdsmarkedets Ankenævn

meddelte mig ved brev af 9. juli 2001 at Ankenævnet den 5. juli 2001 traf

afgørelse om at ophæve Ankenævnets afgørelse af 15 april 1998, idet A ikke

anses for at have modtaget dagpenge med urette. Ankenævnet bestemte samtidig

at

de beløb som er tilbagebetalt gennem modregning, skal udbetales til hende

igen.

Af Arbejdsmarkedets

Ankenævns afgørelse af 5. juli 2001 fremgik endvidere følgende:

”Ankenævnet lægger til grund

at (A)’s ret til pension skyldtes tilskadekomsten, idet hun på

tidspunktet for

afskedigelse ikke opfyldte betingelserne for aktuel pension, men alene for

opsat pension.

På den baggrund finder

ankenævnet, at (A)’s tilskadekomstpension kan sidestilles med en

arbejdsskadeerstatning,

og derfor ikke skal medføre fradrag i dagpengene, jf. Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 966 af 1. december 1994 om

fradrag i arbejdsløshedsdagpenge § 9 og princippet i

arbejdsskadesikringslovens

§ 39, stk. 1.

Nævnet har samtidig bedt

Arbejdsdirektoratet om at sørge for, at der bliver taget stilling til

(A)’s

efterløn.”

Af Arbejdsmarkedets

Ankenævns brev af 9. juli 2001 fremgik yderligere at Arbejdsdirektoratet

(tidligere Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) i et brev af 3. maj

2001

til Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. havde udtalt at direktoratet ikke fandt

at

en tilskadekomstpension i sin helhed kunne sidestilles med en erstatning i

relation til arbejdsløshedsforsikringens fradragsregler. Direktoratet havde i

den forbindelse lagt vægt på at tjenestemandspensioner, herunder

tilskadekomstpensioner, har et grundlæggende forsørgelsesformål, og havde

lagt

vægt på at det – i det omfang erstatningen har et forsørgelsesformål

– ud fra

formålsbetragtninger ville være mere nærliggende at argumentere for at

erstatningen skal medføre fradrag i dagpengene.

Af Arbejdsdirektoratets udtalelse af 3. maj

2001 fremgik endvidere at direktoratet efter en fornyet vurdering af

problemstillingen fandt at der i visse tilfælde kunne være grundlag for at

anse

dele af en tilskadekomstpension som en erstatning for arbejdsskade.

Direktoratet fandt således at der i det omfang et medlem får reduceret

værdien

af arbejdsskadeerstatningen som følge af tilskadekomstpension, burde tages

højde for dette i forhold til fradragsreglerne i arbejdsløshedsforsikringen.

Arbejdsdirektoratets

bestræbelser med at finde en generel løsning på dette problem var efter det

oplyste

endnu ikke tilendebragt.

På den baggrund besluttede

jeg at jeg ikke på det foreliggende grundlag ville fortsætte den indledte

ombudsmandsundersøgelse idet jeg dog anmodede Arbejdsdirektoratet om fortsat

at

blive underrettet om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende

eventuelle præciseringer i bekendtgørelse om fradrag i dagpenge,

orlovsydelse,

praktikydelse, uddannelsesgodtgørelse og etableringsydelse og bekendtgørelse

om

arbejde og indtægter m.v. i efterlønsperioden for så vidt angår

tilskadekomstpension.

NOTER: (*) Jf. FOB 1987, s. 185, og

FOB 1996, s. 199.

Lignende dokumenter