Bortfald af tilladelse til buskørsel.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bortfald af tilladelse til buskørsel.
Den 26. januar 1989 klagede A
over Persontrafikrådets afgørelser, hvor Rådet meddelte A's klient, at de til
selskabet udstedte tilladelser til turist- og bestillingskørsel var
bortfaldet i henhold til buslovens § 13, stk. 1, jf. § 11 i Ministeriet for
Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 620 af 6. december 1978.
A klagede endvidere over, at
Rådets formand afslog A's begæring om genoptagelse af sagen i Rådet, og A
klagede
over sagens oplysning og behandling i Direktoratet for Vejtransport og i
Persontrafikrådet.
I anledning af klagen modtog
jeg en udtalelse fra Direktoratet for Vejtransport sammen med sagens akter,
som
A kommenterede.
Det fremgik af sagen, at A i
marts måned 1985 rettede henvendelse til Direktoratet for Vejtransport. A
spurgte, om Persontrafikrådet ville udstede tilladelse til turist- og
bestillingskørsel til et anpartsselskab, hvor B var den ansvarlige leder, og
selskabets anparter ejedes af C. Direktoratet svarede A den 12. april 1985:
"I henhold til buslovens
§ 13, stk. 1, kan tilladelse til buskørsel alene meddeles selskaber, der
opfylder de krav til økonomisk baggrund, som er opstillet i ministeriet for
offentlige arbejders bekendtgørelse (nr. 620 af 6. december 1978) vedrørende
kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis
ansvarlige
leder, der vedvarende faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens
transportarbejde, i faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret
hertil.
Der vil kunne udstedes
Læs alt
tilladelse til turist- og bestillingskørsel til et anpartsselskab med (B) som
ansvarlig leder, og hvor anparterne ejes af (C), såfremt det kan godtgøres,
at (B) er selskabets reelle ansvarlige leder, og såfremt selskabet opfylder
buslovens krav til økonomisk baggrund."
Efter ansøgning meddelte
Direktoratet for Vejtransport i september
1986 A
's klient foreløbig tilladelse i
2 måneder.
Direktoratet for Vejtransport
gjorde i sin udtalelse til mig opmærksom på, at direktoratet ikke på baggrund
af det materiale, der var indsendt før september 1986, fandt tilstrækkeligt
grundlag for at give afslag med henvisning til direktoratets formodning om
stråmandsvirksomhed. Direktoratet indskærpede derfor over for selskabet
reglerne
om ansvarlig leder, og endelig udstedelse af tilladelse blev betinget af B's
bekræftelse på, at han var indehaver af samtlige anparter i selskabet.
Endvidere var endelig udstedelse betinget af indsendelse af visse attester og
redegørelser.
I oktober 1986 indsendte A de
ønskede erklæringer, attester og redegørelser, herimellem erklæring afgivet
den 10. oktober 1986 af B, der erklærede, at han var indehaver af samtlige
anparter i selskabet.
Endelig tilladelse blev
udstedt den 4. november 1986.
Søndersø Kommune bad senere
på måneden direktoratet om at oplyse, hvorvidt det var en betingelse for
opretholdelse af tilladelsen til selskabet, at B var indehaver af samtlige
anparter i selskabet, eller om det var tilstrækkeligt, at B var ansat som
direktør. Kommunen begrundede henvendelsen med, at C havde oplyst, at han
havde overtaget 90% af anparterne i selskabet. C havde endvidere i
forbindelse
med en ansøgning til kommunen oplyst, at han var ansvarlig leder af
selskabet.
I anledning af oplysningerne
fra Søndersø Kommune bad direktoratet selskabet om en udtalelse. Direktoratet
henviste til tilsagnet om udstedelse af tilladelser til selskabet og
understregede,
at man havde modtaget erklæring fra B om, at han var indehaver af samtlige
anparter i selskabet.
B skrev i begyndelsen af 1987
til direktoratet og oplyste, at han var ansvarlig leder og direktør, og at C
over for ham bestred at have givet Søndersø Kommune oplysning om, at han var
ansvarlig leder af selskabet.
Direktoratet besvarede så vidt ses ikke
Søndersø Kommunes henvendelse. Kommunen rettede på ny henvendelse med
forespørgsel om, hvorvidt tilladelsen af 4. november 1986 fortsat var
gældende
på baggrund af oplysningerne om, at B (kun) ejede 10% af selskabet og var
kontraktligt ansat som ansvarlig leder af dette.
Direktoratet har i sin
udtalelse til mig anført, at denne henvendelse blev besvaret telefonisk den
15. juni 1987. Direktoratet bekræftede, at selskabets tilladelser fortsat var
gyldige.
Et konkurrerende firma
indsendte i marts måned 1988 selskabets regnskab for perioden 1. juni - 31.
december 1986 samt tegningsudskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af
24. marts 1988.
Firmaet bad direktoratet om
at gennemgå A's klients forhold med henblik på at vurdere, om grundlaget for
udstedelse af tilladelserne fortsat var til stede. Firmaets indehaver mente
ikke, at B var den ansvarlige leder af selskabet og henledte direktoratets
opmærksomhed
på flere forhold i forbindelse med regnskabet og tegningsudskriftet.
Direktoratet anmodede i maj
måned 1988 Søndersø Kommunes arbejdsgiverkontrol oplyse, om selskabet havde
udbetalt løn til B i årene 1986 og 1987, og i bekræftende fald beløbets
størrelse.
I skrivelse af 17. juni 1988
meddelte direktoratet, at spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at
lade selskabets tilladelse af 4. november 1986 bortfalde i medfør af
buslovens § 13, stk. 1, jf. § 11 i bek. nr. 620 ville blive forelagt
Persontrafikrådet. Som begrundelse herfor henviste direktoratet til følgende:
·
tidligere modtagne oplysninger om, at C
havde overtaget 90% af selskabets anparter.
·
at det af selskabets regnskab for 1986
(udarbejdet april 1987) fremgik, at hele selskabskapitalen ejedes af C.
·
at det af oplysninger fra
arbejdsgiverkontrollen i Søndersø Kommune fremgik, at B, der stod anført som
direktør for selskabet, ikke havde modtaget løn eller vederlag i 1986. I 1987
havde han modtaget 7.048 kr. i løn for ansættelsesperioden 5. maj til 31.
december
·
at selskabet i februar 1988 havde meddelt
adresseændring fra B's adresse til C's adresse.
Direktoratet anmodede
selskabet om at fremsætte eventuelle kommentarer hertil inden en måned.
Den 13. juli 1988 svarede A
på vegne af selskabet bl.a. følgende:
"Jeg kan meddele Dem, at
det er oplyst overfor mig, at (B) stadig er selskabets ansvarlige leder. Han
er
af selskabet antaget som direktør, og det er oplyst overfor mig, at han får
udbetalt løn hver fjortende dag og har fået det hele tiden. Han er stadig
indehaver af 10 % af anparterne i selskabet, og det må være en fejl, når det
i
selskabets regnskab for 1986 er anført, at hele selskabskapitalen ejes af
(C).
At selskabet har meddelt
direktoratet adresse-ændring til (C's adresse) har naturligvis intet at gøre
med, at (B) ikke er ansvarlig leder, men beror alene på, at selskabets
busser samt forretningens kontor befinder sig på (C's adresse).
Den ansvarlige leder er
således ikke fratrådt, og der er derfor intet grundlag for at fratage
selskabet
tilladelsen.
Vedrørende overdragelsen af
anparterne fandt dette sted i november/december 1986, hvor (C) fik overdraget
for pålydende kr. 90.000,00 af anparterne, og i forbindelse med overdragelsen
blev der oprettet en direktørkontrakt mellem selskabet og (B). At (B) derfor
ikke har fået løn i 1986, hvor han jo i stort set hele perioden selv ejede
alle
anparterne, må være uden betydning."
I august 1988 sendte A kopi
af direktørkontrakt, dateret den 21. november 1986. § 1 i kontrakten
bestemmer,
at det påhviler direktøren at lede selskabets drift og forestå virksomhedens
transportarbejde, og § 2 bestemmer, at den årlige gage andrager 10.000 kr.
Persontrafikrådet behandlede
sagen på møde den 2. september 1988. Direktoratet meddelte herefter i brev af
20. september 1988, at selskabets tilladelser til turist- og
bestillingskørsel var bortfaldet. Direktoratet skrev, at Rådet på grundlag
af de foreliggende oplysninger om selskabet fandt, at B siden november
1986 ikke havde været den, der som selskabets ansvarlige leder vedvarende og
faktisk havde forestået virksomhedens transportarbejde.
Afgørelsen blev endvidere
sendt til Søndersø Kommune og til det konkurrerende firma, der i marts måned
samme år havde rettet henvendelse.
I brev af 29. september 1988
bad A direktoratet om genoptagelse af sagen i Persontrafikrådet, idet han
fandt, at afgørelsen af 20. september 1988 var truffet på et urigtigt
grundlag. A gjorde i denne forbindelse opmærksom på, at direktoratet den 12.
april 1985 havde meddelt, at tilladelse ville kunne udstedes til et
anpartsselskab,
hvor B var ansvarlig leder, og hvor C ejede anparterne, såfremt det blev
godtgjort,
at B var selskabets reelle leder, og såfremt selskabet opfyldte buslovens
krav til økonomisk baggrund. Som følge heraf fandt A intet ulovligt eller
bemærkelsesværdigt i, at C i forbindelse med berigtigelsen af købesummen
endelig havde overtaget 90% af anparterne.
A understregede, at B stadig
virkede som selskabets ansvarlige leder. A påpegede herved, at B var
registreret
som direktør i Aktieselskabsregistret, at B havde modtaget løn som direktør
siden januar 1987, at det bl.a. af selskabets brevpapir og konvolutter
fremgik, at henvendelse kunne ske til såvel B som C, og at talrige
henvendelser
var sket til B, samt at B havde underskrevet for selskabet i forbindelse med
pantsætninger m.v.
Der var tale om en fejl i
regnskabet for 1986, når dette viste, at C ejede hele anpartskapitalen, og A
vedlagde erklæring for selskabets revisor, der bekræftede, at der var tale
om en fejl.
A understregede, at hans
klient nu ejede 6 busser, hvor afdrag og forrentning beløb sig til ca. 2,5
mill. kr. om året. A begærede endvidere aktindsigt i henhold til lov om
offentlighed i forvaltningen.
På baggrund af A's begæring
om aktindsigt sendte direktoratet den 17. november
1988 A
forskellige aktstykker.
Den 22. november 1988 afholdt
Persontrafikrådet møde, og den 24. november 1988 meddelte direktoratet A
Rådets afgørelse.
Rådet fandt ikke, at der var
fremkommet oplysninger, der kunne danne grundlag for en ændring af beslutning
om at lade tilladelsen bortfalde.
A protesterede over Rådets
afgørelse i brev af 26. november 1988, og A begærede atter sagen genoptaget
til fornyet behandling i Rådet. A fremførte en række betragtninger i
anledning af sagens oplysning og behandling, vedlagde erklæringer og gjorde
opmærksom på det sene tidspunkt direktoratet havde opfyldt hans begæring om
aktindsigt. A havde endvidere konstateret, at der fandtes akter i sagen, som
ikke var blevet sendt til ham.
Den 23. januar 1989 meddelte
direktoratet, at A i brev af 26. november 1988 var fremkommet med følgende
nye
oplysninger:
·
"- (C) og hans hustru har ikke fået
udbetalt løn i 1987. Parterne har været enige om at vise tilbageholdenhed med
lønkrav i den første periode, da der er tale om et ny-startet selskab.
·
Erklæringer fra to chauffører om, at de er blevet
ansat af (B). Den ene chauffør oplyser, at han var i næsten daglig kontakt
med (B) om arbejdet.
·
Erklæring fra en rejseleder om, at han har
modtaget 90% af sine ordrer fra (B)."
Direktoratets brev indeholdt
herefter en gennemgang af A's anbringender og oplyste, at begæringen om
aktindsigt var overset ved en fejl.
Direktoratet anførte, at
materiale fra Rådets møder og referater fra disse møder er internt
arbejdsmateriale,
der ikke er omfattet af offentlighedslovens regler. Det eneste dokument, der
herefter ikke var fremsendt til A, var kopi af direktoratets brev til
Søndersø
Kommune af 16. maj 1988. De eneste nye oplysninger, som A havde fået i
forbindelse
med aktindsigten, var dele af brevet af 28. marts 1988 fra det konkurrerende
firma til direktoratet. Brevet havde ikke været forelagt Rådet, og
direktoratet
citerede, hvad der var oplyst om brevet i rådsnotatet. Rådets formand fandt
på denne baggrund ikke, at de nye oplysninger eller henvisninger til den
manglende rettidige imødekommelse af begæring om aktindsigt under de
foreliggende
omstændigheder kunne begrunde en genoptagelse af sagen.
I A's klage til mig henviste
han til sine redegørelser for sagen i brevene af 13. juni 1988, 29. september
1988 og 26. november 1988 til direktoratet, og A fremhævede især:
·
at der ikke var grundlag for at lade
tilladelsen bortfalde
·
at de trufne afgørelser var baseret på et
utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, herunder at partshøringen forud for
afgørelsen af 20. september 1988 var utilstrækkelig i henhold til
forvaltningslovens
§ 19, stk. 1, og
·
at bestemmelsen om sagens udsættelse i
forvaltningslovens § 11 blev tilsidesat forud for afgørelsen af 24. november
1988.
I sin udtalelse til sagen af
22. februar 1989 gennemgik direktoratet sagens forløb og redegjorde herunder
for sine formodninger om B's rolle som stråmand i selskabet.
A kommenterede i brev af 4.
april 1989 direktoratets udtalelse og redegørelse for sagen, og fremhævede
igen, at mødereferaterne efter hans mening ikke kan undtages fra
forvaltningslovens regler om aktindsigt med henvisning til, at de er internt
arbejdsmateriale.
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"Persontrafikrådet har
anført § 11 i Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 620 af
6. december 1978 som hjemmel til at lade selskabets tilladelse til turist- og
bestillingskørsel bortfalde.
Bekendtgørelsen er udstedt i
medfør af § 13, stk. 1, i lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, der er
formuleret således:
"§ 13. Ministeren for
offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om de kvalifikationskrav, en
ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til denne lov,
herunder
de krav, der kan stilles til den ansvarlige leder af et selskab mv, såfremt
dette
er ansøger, jfr § 12."
Da tilladelser i henhold til
lovens § 12 kan udstedes til selskaber m.v., og der i disse tilfælde opstår
en
opsplitning af de krav, der stilles til selskabet om økonomisk baggrund, og
de
krav om vandel og faglig egnethed, der skal opfyldes af en fysisk person, har
det været nødvendigt i loven at fastslå, at bemyndigelsen i § 13, stk. 1,
også
rækker til at fastsætte krav, der skal opfyldes af selskabers ansvarlige
ledere.
Bekendtgørelse nr. 620, § 11,
stk. 1, bestemmer som følge heraf:
"§ 11. Er ansøgeren et
selskab eller en anden juridisk person, skal kravet om faglig egnethed og
vandelskravet opfyldes af den fysiske person, der vedvarende og faktisk som
ansvarlig leder forestår virksomhedens transportarbejde. De i § 9 omhandlede
oplysninger og den i § 10 nævnte dåbsattest (navnebevis) skal derfor vedrøre
denne person."
§ 11, stk. 2, i
bekendtgørelsen regulerer tilfælde, hvor den ansvarlige leder
fratræder.
§ 11, stk. 2, er formuleret således:
"
Stk. 2.
Fratræder den ansvarlige leder, som opfylder de i stk. 1 nævnte krav,
virksomheden, bortfalder tilladelsen, såfremt virksomheden ikke inden
udløbet af 6 måneder efter hans fratræden over for den tilladelsesudstedende
myndighed har dokumenteret, at virksomheden har ansat en ny ansvarlig leder,
der opfylder kravene i stk. 1."
Det er efter min opfattelse
tvivlsomt, om tilfælde som det foreliggende, hvor selskabet bestrider, at den
ansvarlige leder er fratrådt, skal bedømmes efter reglerne i stk. 2 om
bortfald af tilladelsen. Jeg henviser til mine bemærkninger herom i vedlagte
kopi af min skrivelse til Persontrafikrådet. I den aktuelle sag skal jeg dog
indskrænke mig til at bedømme forholdet ud fra det af myndighederne påberåbte
hjemmelsgrundlag.
Det afgørende er herefter, om
der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at antage, at B er
"fratrådt"
sin stilling som ansvarlig leder - i betydningen, ikke er den der faktisk og
vedvarende forestår transportarbejdet, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1 -
med
den konsekvens, at selskabets tilladelse er bortfaldet efter reglerne i § 11,
stk. 2.
Det fremgår af Rådets
afgørelse fra den 20. september 1988, at konstateringen af tilladelsens
bortfald skete på baggrund af de for Rådet da foreliggende oplysninger.
I brev af 17. juni 1988
meddelte Direktoratet for Vejtransport, at man var blevet bekendt med nogle
nærmere beskrevne omstændigheder, som her er gengivet ovenfor. Rådet har
således ved sin afgørelse lagt vægt på oplysningerne om:
-
at (C)
havde overtaget 90% af selskabets anparter
-
at det af
selskabets regnskab for 1986 (udarbejdet i april 1987) fremgik, at hele
selskabskapitalen ejedes af (C). - Denne oplysning var dog bestridt i Deres
brev af 13. juli 1988
-
at
selskabet skiftede adresse
-
B's
lønforhold i 1986 og 1987.
Om de 2 første led i
begrundelsen skal jeg bemærke følgende:
Myndighederne fandt
oprindeligt ikke en formodning om stråmandsvirksomhed tilstrækkelig til at
nægte udstedelse af tilladelse til selskabet. I stedet knyttede man et
vilkår til den endelige tilladelse gående ud på, at (B) skulle eje samtlige
anparter i selskabet.
Adgang til at fastsætte
vilkår i forbindelse med udstedelse af tilladelser til turist- og
bestillingskørsel
er omhandlet i lovens § 10, der giver udtrykkelig hjemmel til fastsættelse af
visse vilkårstyper. Der kan formentlig også herudover fastsættes særlige
vilkår for tilladelse i de enkelte tilfælde. Det er dog herved en
forudsætning,
at sådanne vilkår ikke strider mod lovens ordning i øvrigt.
Af betydning for den
foreliggende sag er, at bekendtgørelse nr. 620, jf. lovens §§ 12 og 13, stk.
1, stiller krav til selskabet om økonomisk baggrund og krav til selskabets
ansvarlige leder om vandel og faglig egnethed. Myndighederne kan på den
baggrund efter min opfattelse ikke lovligt fastsætte vilkår om, at den
ansvarlige
leder skal eje selskabets anparter helt eller delvist. Vilkåret er endvidere
fastsat i strid med direktoratets brev til Dem af 12. april 1985.
Når der ikke lovligt kan
fastsættes vilkår om, at den ansvarlige leder skal eje selskabets anparter
helt eller delvist, kan eventuel tilsidesættelse af vilkåret heller ikke
tillægges vægt ved en afgørelse om tilladelsens bortfald efter
bekendtgørelsens
§ 11, stk. 2.
Da en væsentlig del af
grundlaget for Persontrafikrådets konstatering af, at (B) var
"fratrådt" stillingen som ansvarlig leder, herefter ikke kan anses
som bæredygtigt, må jeg allerede af den grund nære betænkelighed ved at
tilslutte mig afgørelsen om bortfald af selskabets tilladelse.
De øvrige omstændigheder, som
Persontrafikrådet har tillagt betydning for afgørelsen, udgør efter min
opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at anse det for
godtgjort, at (B) var fratrådt som faktisk og vedvarende leder af selskabets
transportarbejde.
Jeg har på den baggrund
samtidig hermed henstillet til Persontrafikrådet at træffe en ny afgørelse i
sagen.
Det er herved også indgået i
min vurdering, at Deres anmodning om aktindsigt i skrivelse af 29. september
1988 ikke blev behandlet korrekt.
Deres anmodning blev først
besvaret med direktoratets skrivelse af 17. november 1988, kort tid forud for
Persontrafikrådets møde den 22. november 1988, hvor rådet afviste at
genoptage
sagen.
Direktoratet har i udtalelsen
til mig erkendt, at det var en fejl, at anmodningen "ikke (blev)
imødekommet inden for den i forvaltningsloven fastsatte frist."
Jeg går ud fra, at
direktoratet henviser til 10-dages-fristen i forvaltningslovens § 16, stk.
2.
Fejlen har imidlertid efter
min opfattelse navnlig betydning i relation til reglen i forvaltningslovens §
11, hvorefter fremsættelse af en begæring om aktindsigt, som efter loven
skal imødekommes, medfører en pligt for vedkommende myndighed til at udsætte
sagens afgørelse, indtil der er givet den pågældende adgang til at gøre sig
bekendt med dokumenterne.
Reglen skal ses i sammenhæng
med forvaltningslovens partshøringsregler, herunder reglen i § 21 om, at
parten kan forlange sagens afgørelse udsat, indtil han har afgivet en
udtalelse om sagen.
Der er for så vidt efter min
mening ikke blot tale om en fristoverskridelse, men om en - noget mere
alvorlig
- tilsidesættelse af forvaltningslovens partshøringsprincip."
I min samtidige skrivelse til
Persontrafikrådet skrev jeg:
"Sagen har herudover
givet mig anledning til nogle principielle overvejelser vedrørende det
hjemmelsgrundlag, Persontrafikrådet har anvendt i sagen, og - så vidt jeg er
orienteret - i andre sager om "stråmandsvirksomhed".
Som nævnt i skrivelsen til
(A) finder jeg det tvivlsomt, om reglen i bekendtgørelse nr. 620, § 11, stk.
2, kan finde anvendelse i sager som denne. Der er efter min vurdering ikke
den
tætte sammenhæng imellem reglerne i bekendtgørelsens § 11, stk. 1, og § 11,
stk. 2, som rådet synes at lægge til grund.
Medens § 11, stk. 1, med
udtrykkelig hjemmel i lovens § 13 angiver de krav, der stilles til den
ansvarlige leder, når tilladelsesindehaveren er et selskab, regulerer § 11,
stk. 2, en situation (bortfald), der ikke er peget på i § 13, men som derimod
er nærmere omhandlet i lovens § 16, der er formuleret således:
"§ 16. Hvis indehaveren
af en tilladelse givet i henhold til denne lov afgår ved døden eller bliver
fysisk eller retligt ude af stand til at udøve virksomheden, bortfalder
tilladelsen. Dødsboet, konkursboet eller den, der i øvrigt handler på
tilladelsesindehaverens vegne, kan dog efter anmeldelse til den myndighed,
der har givet tilladelsen, midlertidigt fortsætte den virksomhed, som har
været udøvet i henhold til den bortfaldne tilladelse, med henblik på
afvikling,
afhændelse eller lignende af virksomheden. Adgangen hertil gælder kun i
indtil
1 år, men denne frist kan, når særlig motivering herfor foreligger, forlænges
af den pågældende myndighed, dog kun i yderligere 6 måneder.
Stk. 2.
En afgørelse
begrundet i fysiske forhold hos tilladelsesindehaveren kan af den,
afgørelsen vedrører, eller den, der handler på hans vegne, forlanges indbragt
for domstolene. § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt. finder tilsvarende
anvendelse."
Efter min opfattelse er der meget, der taler
for, at bortfaldsreglen i bekendtgørelsens § 11, stk. 2, må forstås således,
at den kun omfatter tilfælde, hvor lederens fratræden - og dermed
tilladelsens
bortfald efter 6 måneder - kan konstateres på grundlag af enten virksomhedens
meddelelse herom eller på grundlag af relativt nemt konstaterbare, retlige
eller faktiske omstændigheder svarende til dem, der er angivet i lovens § 16.
Det bemærkes herved, at § 16 ikke udtrykkeligt omfatter tilfælde, hvor
tilladelsesindehaveren
er et selskab, og de faglige og vandelsmæssige krav derfor må stilles den
ansvarlige
leder af selskabet.
De tilfælde, der i praksis
betegnes som stråmandsvirksomhed er, så vidt jeg forstår gennemgående
karakteriseret ved, at selskabet bestrider, at den anmeldte ansvarlige leder,
som opfylder de faglige og vandelsmæsige krav, er fratrådt - og det beror på
en
efter omstændighederne ganske vanskelig bevismæssig vurdering at godtgøre,
at den pågældende alligevel må siges at være fratrådt i bekendtgørelsens
forstand.
Rent sprogligt finder jeg det
ikke særligt nærliggende at tale om fratræden, når såvel den pågældende som
selskabet bestrider, at der er sket afgørende ændringer i ledelsesforholdet.
Bortfaldsreglerne i lovens §
16 indeholder en let adgang til domstolsprøvelse i de tilfælde (fysisk
svækkelse), hvor afgørelsen i særlig grad kan give anledning til tvivl. Denne
adgang findes ikke, når forholdet bedømmes efter reglerne i bekendtgørelsens
§
11, stk. 2.
Når
"stråmandsvirksomhed" bedømmes efter bortfaldsreglerne gælder en
ubetinget minimumsfrist på 6 måneder fra lederens fratræden til tilladelsens
bortfald, inden for hvilken selskabet kan afværge tilladelsens bortfald ved
at indsætte en ny ansvarlig leder. Rent bortset fra problemerne ved at
fastsætte begyndelsestidspunktet for 6 måneders fristen, går jeg ud fra, at
det jævnligt må forekomme utilfredsstilende, at selskabet således kan afværge
videregående konsekvenser af selv grove tilfælde af stråmandsvirksomhed.
Bortfaldsreglerne er udformet
således, at tilladelsens bortfald (efter 6 måneder) indtræder som
obligatorisk,
automatisk følge af konstateret fratræden. Reglerne levner ikke plads for en
nuanceret bedømmelse med hensyntagen til forholdets grovhed og valg mellem
forskellige reaktioner, som jeg går ud fra, der i praksis kan være behov for.
Endvidere må det efter min opfattelse give anledning til processuelle
problemer at søge en afgørelse om at anse en tilladelse for bortfaldet
gennemtvunget i praksis.
Hvor myndighederne mod
indehaverens ønske inddrager en gyldig udstedt tilladelse, anvender
lovgivningen og den forvaltningsretlige terminologi sædvanligvis begrebet
tilbagekaldelse.
Adgangen til at tilbagekalde
tilladelser er normeret i buslovens § 14, jf. § 15.
Myndighederne kan i henhold
til § 14 administrativt tilbagekalde tilladelser, hvis indehaveren af
tilladelsen:
-
groft eller
i ofte gentagne tilfælde har overtrådt lovligt fastsatte vilkår (§ 14,
stk. 1, 2. led),
-
groft eller
i ofte gentagne tilfælde har overtrådt busloven eller forskrifter udstedt i
medfør af busloven, (§ 14, stk. 1, 2. led),
-
har gjort
sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke
fremtidig vil drive virksomhed på forsvarlig måde (§ 14, stk. 2). I sådanne
tilfælde er der i henhold til § 15 åbnet en særlig let adgang til
domstolsprøvelse,
hvorefter den, afgørelsen vedrører, ved at fremsætte anmodning over for
den tilbagekaldende myndighed, kan foranledige, at sagen indbringes for
domstolene.
Bemærkningerne til
lovforslaget, som fremsat den 18. oktober 1977 af ministeren for offentlige
arbejder, beskriver lovens tilbagekaldelsesadgang således:
"Til §§ 14 og 15.
Efter lovforslaget vil en
tilladelse kunne tilbagekaldes af den myndighed, der har udstedt den, hvis
indehaveren gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af
vilkårene for tilladelsen eller af bestemmelser i loven eller i
bekendtgørelser
udstedt i medfør af loven. En tilbagekaldelse på dette grundlag er
underkastet
domstolskontrol efter de almindelige regler om domstolskontrol med
forvaltningen
i grundlovens § 63.
Endvidere vil tilbagekaldelse
kunne ske administrativt, hvis indehaveren gør sig skyldig i andre forhold,
der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden
på
forsvarlig måde. En tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet en
kvalificeret
domstolskontrol efter de særlige regler i § 15."
Buslovens § 14 rummer efter
min opfattelse den nødvendige og tilstrækkelige hjemmel til at tilbagekalde
en tilladelse udstedt til et selskab, hvis det viser sig, at den person, der
over for myndighederne er opgivet som selskabets ansvarlige leder - og som
opfylder kravet om faglig egnethed og vandelskravet - ikke er den, der
faktisk
og vedvarende forestår virksomhedens transportarbejde, jf. bekendtgørelsens
§ 11, stk. 1.
"Stråmandsvirksomhed"
vil således efter min opfattelse i almindelighed kunne betragtes som
overtrædelse af de gældende regler om kravene til den ansvarlige leder. Efter
omstændighederne vil det endvidere kunne betragtes som overtrædelse af
lovligt
fastsatte vilkår for den meddelte tilladelse.
Tilbagekaldelsesreglerne er -
i hvert fald for en retlig betragtning - generelt set mere dækkende og mere
hensigtsmæssige som grundlag for den indskriden, som jeg må gå ud fra er
nødvendig over for "stråmandsvirksomhed". Tilbagekaldelsesreglerne
rummer, bl.a. på grund af deres pønale karakter, på den ene side den
nødvendige smidighed i retsanvendelsen og på den anden side en rimelig
retsbeskyttelse
af tilladelsesindehaveren. Jeg henviser til, at tilbagekaldelse af
tilladelsen
ikke er nogen nødvendig følge af en konstateret overtrædelse, jf. at loven
bruger udtrykket "kan". Der skal anlægges en grovhedsvurdering,
herunder om der er tale om en oftere gentagen overtrædelse, og det følger af
det for forvaltningen almindeligt gældende proportionalitetsprincip, at der
skal være et rimeligt forhold mellem den begåede forseelse og den valgte
sanktion.
Eventuelt kan man foreløbig nøjes med en advarsel. Modsat rummer
tilbagekaldelsesreglerne
mulighed for øjeblikkelig indskriden i tilfælde af grove overtrædelser.
På baggrund af disse
betragtninger skal jeg henstille til Persontrafikrådets overvejelse at søge
praksis ændret, således at "stråmandsvirksomhed" som udgangspunkt
bedømmes efter buslovens regler om tilbagekaldelse."
Rådet meddelte efter en
fornyet gennemgang af sagen, at selskabets tilladelser kunne opretholdes.
Rådet
havde endvidere taget ombudsmandens principielle betragtninger til
efterretning, således at fremtidige sager om "stråmandsvirksomhed"
ville blive behandlet efter reglerne om tilbagekaldelse
Jeg tog oplyste til
efterretning og foretog mig i herefter ikke videre i sagen.
Lignende dokumenter
- Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder. Retsinformation · 3. november 2003
- Persontrafikrådets praksis ved administration af busloven Retsinformation · 2. februar 2019
- 1989 LSF 120 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BUSKØRSEL Retsinformation · 6. juni 1990
- Tilladelse til buskørsel i.h.t. lov om buskørsel Retsinformation · 1. oktober 1997
- Busloven og ulovlig kørsel af hyrekørselslignende karakter Retsinformation · 1. oktober 1997
- 1995 LSF 136 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BUSKØRSEL Retsinformation · 12. juni 1996