Spring til indhold

Retsinformation

Bortfald af tilladelse til buskørsel.

FOU nr 1989.200UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bortfald af tilladelse til buskørsel.

Den 26. januar 1989 klagede A

over Persontrafikrådets afgørelser, hvor Rådet meddelte A's klient, at de til

selskabet udstedte tilladelser til turist- og bestillingskørsel var

bortfaldet i henhold til buslovens § 13, stk. 1, jf. § 11 i Ministeriet for

Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 620 af 6. december 1978.

A klagede endvidere over, at

Rådets formand afslog A's begæring om genoptagelse af sagen i Rådet, og A

klagede

over sagens oplysning og behandling i Direktoratet for Vejtransport og i

Persontrafikrådet.

I anledning af klagen modtog

jeg en udtalelse fra Direktoratet for Vejtransport sammen med sagens akter,

som

A kommenterede.

Det fremgik af sagen, at A i

marts måned 1985 rettede henvendelse til Direktoratet for Vejtransport. A

spurgte, om Persontrafikrådet ville udstede tilladelse til turist- og

bestillingskørsel til et anpartsselskab, hvor B var den ansvarlige leder, og

selskabets anparter ejedes af C. Direktoratet svarede A den 12. april 1985:

"I henhold til buslovens

§ 13, stk. 1, kan tilladelse til buskørsel alene meddeles selskaber, der

opfylder de krav til økonomisk baggrund, som er opstillet i ministeriet for

offentlige arbejders bekendtgørelse (nr. 620 af 6. december 1978) vedrørende

kvalifikationskrav til indehavere af tilladelser til buskørsel, og hvis

ansvarlige

leder, der vedvarende faktisk og effektivt skal forestå virksomhedens

transportarbejde, i faglig og vandelsmæssig henseende er kvalificeret

hertil.

Der vil kunne udstedes

Læs alt

tilladelse til turist- og bestillingskørsel til et anpartsselskab med (B) som

ansvarlig leder, og hvor anparterne ejes af (C), såfremt det kan godtgøres,

at (B) er selskabets reelle ansvarlige leder, og såfremt selskabet opfylder

buslovens krav til økonomisk baggrund."

Efter ansøgning meddelte

Direktoratet for Vejtransport i september

1986 A

's klient foreløbig tilladelse i

2 måneder.

Direktoratet for Vejtransport

gjorde i sin udtalelse til mig opmærksom på, at direktoratet ikke på baggrund

af det materiale, der var indsendt før september 1986, fandt tilstrækkeligt

grundlag for at give afslag med henvisning til direktoratets formodning om

stråmandsvirksomhed. Direktoratet indskærpede derfor over for selskabet

reglerne

om ansvarlig leder, og endelig udstedelse af tilladelse blev betinget af B's

bekræftelse på, at han var indehaver af samtlige anparter i selskabet.

Endvidere var endelig udstedelse betinget af indsendelse af visse attester og

redegørelser.

I oktober 1986 indsendte A de

ønskede erklæringer, attester og redegørelser, herimellem erklæring afgivet

den 10. oktober 1986 af B, der erklærede, at han var indehaver af samtlige

anparter i selskabet.

Endelig tilladelse blev

udstedt den 4. november 1986.

Søndersø Kommune bad senere

på måneden direktoratet om at oplyse, hvorvidt det var en betingelse for

opretholdelse af tilladelsen til selskabet, at B var indehaver af samtlige

anparter i selskabet, eller om det var tilstrækkeligt, at B var ansat som

direktør. Kommunen begrundede henvendelsen med, at C havde oplyst, at han

havde overtaget 90% af anparterne i selskabet. C havde endvidere i

forbindelse

med en ansøgning til kommunen oplyst, at han var ansvarlig leder af

selskabet.

I anledning af oplysningerne

fra Søndersø Kommune bad direktoratet selskabet om en udtalelse. Direktoratet

henviste til tilsagnet om udstedelse af tilladelser til selskabet og

understregede,

at man havde modtaget erklæring fra B om, at han var indehaver af samtlige

anparter i selskabet.

B skrev i begyndelsen af 1987

til direktoratet og oplyste, at han var ansvarlig leder og direktør, og at C

over for ham bestred at have givet Søndersø Kommune oplysning om, at han var

ansvarlig leder af selskabet.

Direktoratet besvarede så vidt ses ikke

Søndersø Kommunes henvendelse. Kommunen rettede på ny henvendelse med

forespørgsel om, hvorvidt tilladelsen af 4. november 1986 fortsat var

gældende

på baggrund af oplysningerne om, at B (kun) ejede 10% af selskabet og var

kontraktligt ansat som ansvarlig leder af dette.

Direktoratet har i sin

udtalelse til mig anført, at denne henvendelse blev besvaret telefonisk den

15. juni 1987. Direktoratet bekræftede, at selskabets tilladelser fortsat var

gyldige.

Et konkurrerende firma

indsendte i marts måned 1988 selskabets regnskab for perioden 1. juni - 31.

december 1986 samt tegningsudskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af

24. marts 1988.

Firmaet bad direktoratet om

at gennemgå A's klients forhold med henblik på at vurdere, om grundlaget for

udstedelse af tilladelserne fortsat var til stede. Firmaets indehaver mente

ikke, at B var den ansvarlige leder af selskabet og henledte direktoratets

opmærksomhed

på flere forhold i forbindelse med regnskabet og tegningsudskriftet.

Direktoratet anmodede i maj

måned 1988 Søndersø Kommunes arbejdsgiverkontrol oplyse, om selskabet havde

udbetalt løn til B i årene 1986 og 1987, og i bekræftende fald beløbets

størrelse.

I skrivelse af 17. juni 1988

meddelte direktoratet, at spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at

lade selskabets tilladelse af 4. november 1986 bortfalde i medfør af

buslovens § 13, stk. 1, jf. § 11 i bek. nr. 620 ville blive forelagt

Persontrafikrådet. Som begrundelse herfor henviste direktoratet til følgende:

·

tidligere modtagne oplysninger om, at C

havde overtaget 90% af selskabets anparter.

·

at det af selskabets regnskab for 1986

(udarbejdet april 1987) fremgik, at hele selskabskapitalen ejedes af C.

·

at det af oplysninger fra

arbejdsgiverkontrollen i Søndersø Kommune fremgik, at B, der stod anført som

direktør for selskabet, ikke havde modtaget løn eller vederlag i 1986. I 1987

havde han modtaget 7.048 kr. i løn for ansættelsesperioden 5. maj til 31.

december

·

at selskabet i februar 1988 havde meddelt

adresseændring fra B's adresse til C's adresse.

Direktoratet anmodede

selskabet om at fremsætte eventuelle kommentarer hertil inden en måned.

Den 13. juli 1988 svarede A

på vegne af selskabet bl.a. følgende:

"Jeg kan meddele Dem, at

det er oplyst overfor mig, at (B) stadig er selskabets ansvarlige leder. Han

er

af selskabet antaget som direktør, og det er oplyst overfor mig, at han får

udbetalt løn hver fjortende dag og har fået det hele tiden. Han er stadig

indehaver af 10 % af anparterne i selskabet, og det må være en fejl, når det

i

selskabets regnskab for 1986 er anført, at hele selskabskapitalen ejes af

(C).

At selskabet har meddelt

direktoratet adresse-ændring til (C's adresse) har naturligvis intet at gøre

med, at (B) ikke er ansvarlig leder, men beror alene på, at selskabets

busser samt forretningens kontor befinder sig på (C's adresse).

Den ansvarlige leder er

således ikke fratrådt, og der er derfor intet grundlag for at fratage

selskabet

tilladelsen.

Vedrørende overdragelsen af

anparterne fandt dette sted i november/december 1986, hvor (C) fik overdraget

for pålydende kr. 90.000,00 af anparterne, og i forbindelse med overdragelsen

blev der oprettet en direktørkontrakt mellem selskabet og (B). At (B) derfor

ikke har fået løn i 1986, hvor han jo i stort set hele perioden selv ejede

alle

anparterne, må være uden betydning."

I august 1988 sendte A kopi

af direktørkontrakt, dateret den 21. november 1986. § 1 i kontrakten

bestemmer,

at det påhviler direktøren at lede selskabets drift og forestå virksomhedens

transportarbejde, og § 2 bestemmer, at den årlige gage andrager 10.000 kr.

Persontrafikrådet behandlede

sagen på møde den 2. september 1988. Direktoratet meddelte herefter i brev af

20. september 1988, at selskabets tilladelser til turist- og

bestillingskørsel var bortfaldet. Direktoratet skrev, at Rådet på grundlag

af de foreliggende oplysninger om selskabet fandt, at B siden november

1986 ikke havde været den, der som selskabets ansvarlige leder vedvarende og

faktisk havde forestået virksomhedens transportarbejde.

Afgørelsen blev endvidere

sendt til Søndersø Kommune og til det konkurrerende firma, der i marts måned

samme år havde rettet henvendelse.

I brev af 29. september 1988

bad A direktoratet om genoptagelse af sagen i Persontrafikrådet, idet han

fandt, at afgørelsen af 20. september 1988 var truffet på et urigtigt

grundlag. A gjorde i denne forbindelse opmærksom på, at direktoratet den 12.

april 1985 havde meddelt, at tilladelse ville kunne udstedes til et

anpartsselskab,

hvor B var ansvarlig leder, og hvor C ejede anparterne, såfremt det blev

godtgjort,

at B var selskabets reelle leder, og såfremt selskabet opfyldte buslovens

krav til økonomisk baggrund. Som følge heraf fandt A intet ulovligt eller

bemærkelsesværdigt i, at C i forbindelse med berigtigelsen af købesummen

endelig havde overtaget 90% af anparterne.

A understregede, at B stadig

virkede som selskabets ansvarlige leder. A påpegede herved, at B var

registreret

som direktør i Aktieselskabsregistret, at B havde modtaget løn som direktør

siden januar 1987, at det bl.a. af selskabets brevpapir og konvolutter

fremgik, at henvendelse kunne ske til såvel B som C, og at talrige

henvendelser

var sket til B, samt at B havde underskrevet for selskabet i forbindelse med

pantsætninger m.v.

Der var tale om en fejl i

regnskabet for 1986, når dette viste, at C ejede hele anpartskapitalen, og A

vedlagde erklæring for selskabets revisor, der bekræftede, at der var tale

om en fejl.

A understregede, at hans

klient nu ejede 6 busser, hvor afdrag og forrentning beløb sig til ca. 2,5

mill. kr. om året. A begærede endvidere aktindsigt i henhold til lov om

offentlighed i forvaltningen.

På baggrund af A's begæring

om aktindsigt sendte direktoratet den 17. november

1988 A

forskellige aktstykker.

Den 22. november 1988 afholdt

Persontrafikrådet møde, og den 24. november 1988 meddelte direktoratet A

Rådets afgørelse.

Rådet fandt ikke, at der var

fremkommet oplysninger, der kunne danne grundlag for en ændring af beslutning

om at lade tilladelsen bortfalde.

A protesterede over Rådets

afgørelse i brev af 26. november 1988, og A begærede atter sagen genoptaget

til fornyet behandling i Rådet. A fremførte en række betragtninger i

anledning af sagens oplysning og behandling, vedlagde erklæringer og gjorde

opmærksom på det sene tidspunkt direktoratet havde opfyldt hans begæring om

aktindsigt. A havde endvidere konstateret, at der fandtes akter i sagen, som

ikke var blevet sendt til ham.

Den 23. januar 1989 meddelte

direktoratet, at A i brev af 26. november 1988 var fremkommet med følgende

nye

oplysninger:

·

"- (C) og hans hustru har ikke fået

udbetalt løn i 1987. Parterne har været enige om at vise tilbageholdenhed med

lønkrav i den første periode, da der er tale om et ny-startet selskab.

·

Erklæringer fra to chauffører om, at de er blevet

ansat af (B). Den ene chauffør oplyser, at han var i næsten daglig kontakt

med (B) om arbejdet.

·

Erklæring fra en rejseleder om, at han har

modtaget 90% af sine ordrer fra (B)."

Direktoratets brev indeholdt

herefter en gennemgang af A's anbringender og oplyste, at begæringen om

aktindsigt var overset ved en fejl.

Direktoratet anførte, at

materiale fra Rådets møder og referater fra disse møder er internt

arbejdsmateriale,

der ikke er omfattet af offentlighedslovens regler. Det eneste dokument, der

herefter ikke var fremsendt til A, var kopi af direktoratets brev til

Søndersø

Kommune af 16. maj 1988. De eneste nye oplysninger, som A havde fået i

forbindelse

med aktindsigten, var dele af brevet af 28. marts 1988 fra det konkurrerende

firma til direktoratet. Brevet havde ikke været forelagt Rådet, og

direktoratet

citerede, hvad der var oplyst om brevet i rådsnotatet. Rådets formand fandt

på denne baggrund ikke, at de nye oplysninger eller henvisninger til den

manglende rettidige imødekommelse af begæring om aktindsigt under de

foreliggende

omstændigheder kunne begrunde en genoptagelse af sagen.

I A's klage til mig henviste

han til sine redegørelser for sagen i brevene af 13. juni 1988, 29. september

1988 og 26. november 1988 til direktoratet, og A fremhævede især:

·

at der ikke var grundlag for at lade

tilladelsen bortfalde

·

at de trufne afgørelser var baseret på et

utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, herunder at partshøringen forud for

afgørelsen af 20. september 1988 var utilstrækkelig i henhold til

forvaltningslovens

§ 19, stk. 1, og

·

at bestemmelsen om sagens udsættelse i

forvaltningslovens § 11 blev tilsidesat forud for afgørelsen af 24. november

1988.

I sin udtalelse til sagen af

22. februar 1989 gennemgik direktoratet sagens forløb og redegjorde herunder

for sine formodninger om B's rolle som stråmand i selskabet.

A kommenterede i brev af 4.

april 1989 direktoratets udtalelse og redegørelse for sagen, og fremhævede

igen, at mødereferaterne efter hans mening ikke kan undtages fra

forvaltningslovens regler om aktindsigt med henvisning til, at de er internt

arbejdsmateriale.

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"Persontrafikrådet har

anført § 11 i Ministeriet for Offentlige Arbejders bekendtgørelse nr. 620 af

6. december 1978 som hjemmel til at lade selskabets tilladelse til turist- og

bestillingskørsel bortfalde.

Bekendtgørelsen er udstedt i

medfør af § 13, stk. 1, i lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel, der er

formuleret således:

"§ 13. Ministeren for

offentlige arbejder fastsætter nærmere regler om de kvalifikationskrav, en

ansøger skal opfylde for at få en tilladelse i henhold til denne lov,

herunder

de krav, der kan stilles til den ansvarlige leder af et selskab mv, såfremt

dette

er ansøger, jfr § 12."

Da tilladelser i henhold til

lovens § 12 kan udstedes til selskaber m.v., og der i disse tilfælde opstår

en

opsplitning af de krav, der stilles til selskabet om økonomisk baggrund, og

de

krav om vandel og faglig egnethed, der skal opfyldes af en fysisk person, har

det været nødvendigt i loven at fastslå, at bemyndigelsen i § 13, stk. 1,

også

rækker til at fastsætte krav, der skal opfyldes af selskabers ansvarlige

ledere.

Bekendtgørelse nr. 620, § 11,

stk. 1, bestemmer som følge heraf:

"§ 11. Er ansøgeren et

selskab eller en anden juridisk person, skal kravet om faglig egnethed og

vandelskravet opfyldes af den fysiske person, der vedvarende og faktisk som

ansvarlig leder forestår virksomhedens transportarbejde. De i § 9 omhandlede

oplysninger og den i § 10 nævnte dåbsattest (navnebevis) skal derfor vedrøre

denne person."

§ 11, stk. 2, i

bekendtgørelsen regulerer tilfælde, hvor den ansvarlige leder

fratræder.

§ 11, stk. 2, er formuleret således:

"

Stk. 2.

Fratræder den ansvarlige leder, som opfylder de i stk. 1 nævnte krav,

virksomheden, bortfalder tilladelsen, såfremt virksomheden ikke inden

udløbet af 6 måneder efter hans fratræden over for den tilladelsesudstedende

myndighed har dokumenteret, at virksomheden har ansat en ny ansvarlig leder,

der opfylder kravene i stk. 1."

Det er efter min opfattelse

tvivlsomt, om tilfælde som det foreliggende, hvor selskabet bestrider, at den

ansvarlige leder er fratrådt, skal bedømmes efter reglerne i stk. 2 om

bortfald af tilladelsen. Jeg henviser til mine bemærkninger herom i vedlagte

kopi af min skrivelse til Persontrafikrådet. I den aktuelle sag skal jeg dog

indskrænke mig til at bedømme forholdet ud fra det af myndighederne påberåbte

hjemmelsgrundlag.

Det afgørende er herefter, om

der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at antage, at B er

"fratrådt"

sin stilling som ansvarlig leder - i betydningen, ikke er den der faktisk og

vedvarende forestår transportarbejdet, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1 -

med

den konsekvens, at selskabets tilladelse er bortfaldet efter reglerne i § 11,

stk. 2.

Det fremgår af Rådets

afgørelse fra den 20. september 1988, at konstateringen af tilladelsens

bortfald skete på baggrund af de for Rådet da foreliggende oplysninger.

I brev af 17. juni 1988

meddelte Direktoratet for Vejtransport, at man var blevet bekendt med nogle

nærmere beskrevne omstændigheder, som her er gengivet ovenfor. Rådet har

således ved sin afgørelse lagt vægt på oplysningerne om:

-

at (C)

havde overtaget 90% af selskabets anparter

-

at det af

selskabets regnskab for 1986 (udarbejdet i april 1987) fremgik, at hele

selskabskapitalen ejedes af (C). - Denne oplysning var dog bestridt i Deres

brev af 13. juli 1988

-

at

selskabet skiftede adresse

-

B's

lønforhold i 1986 og 1987.

Om de 2 første led i

begrundelsen skal jeg bemærke følgende:

Myndighederne fandt

oprindeligt ikke en formodning om stråmandsvirksomhed tilstrækkelig til at

nægte udstedelse af tilladelse til selskabet. I stedet knyttede man et

vilkår til den endelige tilladelse gående ud på, at (B) skulle eje samtlige

anparter i selskabet.

Adgang til at fastsætte

vilkår i forbindelse med udstedelse af tilladelser til turist- og

bestillingskørsel

er omhandlet i lovens § 10, der giver udtrykkelig hjemmel til fastsættelse af

visse vilkårstyper. Der kan formentlig også herudover fastsættes særlige

vilkår for tilladelse i de enkelte tilfælde. Det er dog herved en

forudsætning,

at sådanne vilkår ikke strider mod lovens ordning i øvrigt.

Af betydning for den

foreliggende sag er, at bekendtgørelse nr. 620, jf. lovens §§ 12 og 13, stk.

1, stiller krav til selskabet om økonomisk baggrund og krav til selskabets

ansvarlige leder om vandel og faglig egnethed. Myndighederne kan på den

baggrund efter min opfattelse ikke lovligt fastsætte vilkår om, at den

ansvarlige

leder skal eje selskabets anparter helt eller delvist. Vilkåret er endvidere

fastsat i strid med direktoratets brev til Dem af 12. april 1985.

Når der ikke lovligt kan

fastsættes vilkår om, at den ansvarlige leder skal eje selskabets anparter

helt eller delvist, kan eventuel tilsidesættelse af vilkåret heller ikke

tillægges vægt ved en afgørelse om tilladelsens bortfald efter

bekendtgørelsens

§ 11, stk. 2.

Da en væsentlig del af

grundlaget for Persontrafikrådets konstatering af, at (B) var

"fratrådt" stillingen som ansvarlig leder, herefter ikke kan anses

som bæredygtigt, må jeg allerede af den grund nære betænkelighed ved at

tilslutte mig afgørelsen om bortfald af selskabets tilladelse.

De øvrige omstændigheder, som

Persontrafikrådet har tillagt betydning for afgørelsen, udgør efter min

opfattelse ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at anse det for

godtgjort, at (B) var fratrådt som faktisk og vedvarende leder af selskabets

transportarbejde.

Jeg har på den baggrund

samtidig hermed henstillet til Persontrafikrådet at træffe en ny afgørelse i

sagen.

Det er herved også indgået i

min vurdering, at Deres anmodning om aktindsigt i skrivelse af 29. september

1988 ikke blev behandlet korrekt.

Deres anmodning blev først

besvaret med direktoratets skrivelse af 17. november 1988, kort tid forud for

Persontrafikrådets møde den 22. november 1988, hvor rådet afviste at

genoptage

sagen.

Direktoratet har i udtalelsen

til mig erkendt, at det var en fejl, at anmodningen "ikke (blev)

imødekommet inden for den i forvaltningsloven fastsatte frist."

Jeg går ud fra, at

direktoratet henviser til 10-dages-fristen i forvaltningslovens § 16, stk.

2.

Fejlen har imidlertid efter

min opfattelse navnlig betydning i relation til reglen i forvaltningslovens §

11, hvorefter fremsættelse af en begæring om aktindsigt, som efter loven

skal imødekommes, medfører en pligt for vedkommende myndighed til at udsætte

sagens afgørelse, indtil der er givet den pågældende adgang til at gøre sig

bekendt med dokumenterne.

Reglen skal ses i sammenhæng

med forvaltningslovens partshøringsregler, herunder reglen i § 21 om, at

parten kan forlange sagens afgørelse udsat, indtil han har afgivet en

udtalelse om sagen.

Der er for så vidt efter min

mening ikke blot tale om en fristoverskridelse, men om en - noget mere

alvorlig

- tilsidesættelse af forvaltningslovens partshøringsprincip."

I min samtidige skrivelse til

Persontrafikrådet skrev jeg:

"Sagen har herudover

givet mig anledning til nogle principielle overvejelser vedrørende det

hjemmelsgrundlag, Persontrafikrådet har anvendt i sagen, og - så vidt jeg er

orienteret - i andre sager om "stråmandsvirksomhed".

Som nævnt i skrivelsen til

(A) finder jeg det tvivlsomt, om reglen i bekendtgørelse nr. 620, § 11, stk.

2, kan finde anvendelse i sager som denne. Der er efter min vurdering ikke

den

tætte sammenhæng imellem reglerne i bekendtgørelsens § 11, stk. 1, og § 11,

stk. 2, som rådet synes at lægge til grund.

Medens § 11, stk. 1, med

udtrykkelig hjemmel i lovens § 13 angiver de krav, der stilles til den

ansvarlige leder, når tilladelsesindehaveren er et selskab, regulerer § 11,

stk. 2, en situation (bortfald), der ikke er peget på i § 13, men som derimod

er nærmere omhandlet i lovens § 16, der er formuleret således:

"§ 16. Hvis indehaveren

af en tilladelse givet i henhold til denne lov afgår ved døden eller bliver

fysisk eller retligt ude af stand til at udøve virksomheden, bortfalder

tilladelsen. Dødsboet, konkursboet eller den, der i øvrigt handler på

tilladelsesindehaverens vegne, kan dog efter anmeldelse til den myndighed,

der har givet tilladelsen, midlertidigt fortsætte den virksomhed, som har

været udøvet i henhold til den bortfaldne tilladelse, med henblik på

afvikling,

afhændelse eller lignende af virksomheden. Adgangen hertil gælder kun i

indtil

1 år, men denne frist kan, når særlig motivering herfor foreligger, forlænges

af den pågældende myndighed, dog kun i yderligere 6 måneder.

Stk. 2.

En afgørelse

begrundet i fysiske forhold hos tilladelsesindehaveren kan af den,

afgørelsen vedrører, eller den, der handler på hans vegne, forlanges indbragt

for domstolene. § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt. finder tilsvarende

anvendelse."

Efter min opfattelse er der meget, der taler

for, at bortfaldsreglen i bekendtgørelsens § 11, stk. 2, må forstås således,

at den kun omfatter tilfælde, hvor lederens fratræden - og dermed

tilladelsens

bortfald efter 6 måneder - kan konstateres på grundlag af enten virksomhedens

meddelelse herom eller på grundlag af relativt nemt konstaterbare, retlige

eller faktiske omstændigheder svarende til dem, der er angivet i lovens § 16.

Det bemærkes herved, at § 16 ikke udtrykkeligt omfatter tilfælde, hvor

tilladelsesindehaveren

er et selskab, og de faglige og vandelsmæssige krav derfor må stilles den

ansvarlige

leder af selskabet.

De tilfælde, der i praksis

betegnes som stråmandsvirksomhed er, så vidt jeg forstår gennemgående

karakteriseret ved, at selskabet bestrider, at den anmeldte ansvarlige leder,

som opfylder de faglige og vandelsmæsige krav, er fratrådt - og det beror på

en

efter omstændighederne ganske vanskelig bevismæssig vurdering at godtgøre,

at den pågældende alligevel må siges at være fratrådt i bekendtgørelsens

forstand.

Rent sprogligt finder jeg det

ikke særligt nærliggende at tale om fratræden, når såvel den pågældende som

selskabet bestrider, at der er sket afgørende ændringer i ledelsesforholdet.

Bortfaldsreglerne i lovens §

16 indeholder en let adgang til domstolsprøvelse i de tilfælde (fysisk

svækkelse), hvor afgørelsen i særlig grad kan give anledning til tvivl. Denne

adgang findes ikke, når forholdet bedømmes efter reglerne i bekendtgørelsens

§

11, stk. 2.

Når

"stråmandsvirksomhed" bedømmes efter bortfaldsreglerne gælder en

ubetinget minimumsfrist på 6 måneder fra lederens fratræden til tilladelsens

bortfald, inden for hvilken selskabet kan afværge tilladelsens bortfald ved

at indsætte en ny ansvarlig leder. Rent bortset fra problemerne ved at

fastsætte begyndelsestidspunktet for 6 måneders fristen, går jeg ud fra, at

det jævnligt må forekomme utilfredsstilende, at selskabet således kan afværge

videregående konsekvenser af selv grove tilfælde af stråmandsvirksomhed.

Bortfaldsreglerne er udformet

således, at tilladelsens bortfald (efter 6 måneder) indtræder som

obligatorisk,

automatisk følge af konstateret fratræden. Reglerne levner ikke plads for en

nuanceret bedømmelse med hensyntagen til forholdets grovhed og valg mellem

forskellige reaktioner, som jeg går ud fra, der i praksis kan være behov for.

Endvidere må det efter min opfattelse give anledning til processuelle

problemer at søge en afgørelse om at anse en tilladelse for bortfaldet

gennemtvunget i praksis.

Hvor myndighederne mod

indehaverens ønske inddrager en gyldig udstedt tilladelse, anvender

lovgivningen og den forvaltningsretlige terminologi sædvanligvis begrebet

tilbagekaldelse.

Adgangen til at tilbagekalde

tilladelser er normeret i buslovens § 14, jf. § 15.

Myndighederne kan i henhold

til § 14 administrativt tilbagekalde tilladelser, hvis indehaveren af

tilladelsen:

-

groft eller

i ofte gentagne tilfælde har overtrådt lovligt fastsatte vilkår (§ 14,

stk. 1, 2. led),

-

groft eller

i ofte gentagne tilfælde har overtrådt busloven eller forskrifter udstedt i

medfør af busloven, (§ 14, stk. 1, 2. led),

-

har gjort

sig skyldig i andre forhold, der giver grund til at antage, at han ikke

fremtidig vil drive virksomhed på forsvarlig måde (§ 14, stk. 2). I sådanne

tilfælde er der i henhold til § 15 åbnet en særlig let adgang til

domstolsprøvelse,

hvorefter den, afgørelsen vedrører, ved at fremsætte anmodning over for

den tilbagekaldende myndighed, kan foranledige, at sagen indbringes for

domstolene.

Bemærkningerne til

lovforslaget, som fremsat den 18. oktober 1977 af ministeren for offentlige

arbejder, beskriver lovens tilbagekaldelsesadgang således:

"Til §§ 14 og 15.

Efter lovforslaget vil en

tilladelse kunne tilbagekaldes af den myndighed, der har udstedt den, hvis

indehaveren gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af

vilkårene for tilladelsen eller af bestemmelser i loven eller i

bekendtgørelser

udstedt i medfør af loven. En tilbagekaldelse på dette grundlag er

underkastet

domstolskontrol efter de almindelige regler om domstolskontrol med

forvaltningen

i grundlovens § 63.

Endvidere vil tilbagekaldelse

kunne ske administrativt, hvis indehaveren gør sig skyldig i andre forhold,

der giver grund til at antage, at han ikke fremtidig vil drive virksomheden

på

forsvarlig måde. En tilbagekaldelse på dette grundlag er underkastet en

kvalificeret

domstolskontrol efter de særlige regler i § 15."

Buslovens § 14 rummer efter

min opfattelse den nødvendige og tilstrækkelige hjemmel til at tilbagekalde

en tilladelse udstedt til et selskab, hvis det viser sig, at den person, der

over for myndighederne er opgivet som selskabets ansvarlige leder - og som

opfylder kravet om faglig egnethed og vandelskravet - ikke er den, der

faktisk

og vedvarende forestår virksomhedens transportarbejde, jf. bekendtgørelsens

§ 11, stk. 1.

"Stråmandsvirksomhed"

vil således efter min opfattelse i almindelighed kunne betragtes som

overtrædelse af de gældende regler om kravene til den ansvarlige leder. Efter

omstændighederne vil det endvidere kunne betragtes som overtrædelse af

lovligt

fastsatte vilkår for den meddelte tilladelse.

Tilbagekaldelsesreglerne er -

i hvert fald for en retlig betragtning - generelt set mere dækkende og mere

hensigtsmæssige som grundlag for den indskriden, som jeg må gå ud fra er

nødvendig over for "stråmandsvirksomhed". Tilbagekaldelsesreglerne

rummer, bl.a. på grund af deres pønale karakter, på den ene side den

nødvendige smidighed i retsanvendelsen og på den anden side en rimelig

retsbeskyttelse

af tilladelsesindehaveren. Jeg henviser til, at tilbagekaldelse af

tilladelsen

ikke er nogen nødvendig følge af en konstateret overtrædelse, jf. at loven

bruger udtrykket "kan". Der skal anlægges en grovhedsvurdering,

herunder om der er tale om en oftere gentagen overtrædelse, og det følger af

det for forvaltningen almindeligt gældende proportionalitetsprincip, at der

skal være et rimeligt forhold mellem den begåede forseelse og den valgte

sanktion.

Eventuelt kan man foreløbig nøjes med en advarsel. Modsat rummer

tilbagekaldelsesreglerne

mulighed for øjeblikkelig indskriden i tilfælde af grove overtrædelser.

På baggrund af disse

betragtninger skal jeg henstille til Persontrafikrådets overvejelse at søge

praksis ændret, således at "stråmandsvirksomhed" som udgangspunkt

bedømmes efter buslovens regler om tilbagekaldelse."

Rådet meddelte efter en

fornyet gennemgang af sagen, at selskabets tilladelser kunne opretholdes.

Rådet

havde endvidere taget ombudsmandens principielle betragtninger til

efterretning, således at fremtidige sager om "stråmandsvirksomhed"

ville blive behandlet efter reglerne om tilbagekaldelse

Jeg tog oplyste til

efterretning og foretog mig i herefter ikke videre i sagen.

Lignende dokumenter