Spring til indhold

Retsinformation

Vurdering som landbrugsejendom. Manglende redegørelse for principielle overvejelser i begrundelsen.

FOU nr 1991.137UdtalelserFolketinget28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vurdering som landbrugsejendom. Manglende redegørelse for

principielle overvejelser i begrundelsen.

A klagede i skrivelse af 26.

marts 1990 bl.a. over, at Landsskatteretten ved sin kendelse af 4. december

1989 fastholdt, at hans ejendom i vurderingsmæssig henseende skulle anses for

en beboelsesejendom og ikke en landbrugsejendom, idet han samtidig klagede

over

den begrundelse, der i kendelsen var givet for Landsskatterettens afgørelse.

I anledning af denne del af

A's klage indhentede jeg udtalelser fra henholdsvis B Kommunes

vurderingssekretariat, C Amtskommunes nordre skyldkreds og Landsskatteretten,

hvilke udtalelser A fik fremsendt til orientering.

Efter at have modtaget og

gennemgået sagens akter indhentede jeg en fornyet udtalelse fra

Landsskatteretten af 2. april 1991, som jeg sendte til A til orientering.

Det fremgik af oplysningerne

i sagen, at A's ejendom indtil den 17. almindelige vurdering pr. 1. januar

1981

var klassificeret og vurderet som værende en landbrugsejendom.

Vurderingsansættelsen ved 17. almindelige vurdering blev imidlertid i 1984

taget op til revision, efter at Landsskatteretten havde afsagt nogle

kendelser

vedrørende ejendomme i Y, for hvilke vurderingen havde været indklaget for

Landsskatteretten. Ved denne revision ændredes klassificeringen af A's

ejendom

fra "landbrug, bebygget" til "beboelse med en lejlighed".

Denne klassificering stadfæstedes af Landsskatteretten ved kendelse af 27.

september 1985.

A anmodede herefter under

henvisning til forskellige ændringer i benyttelsen vurderingsmyndighederne om

Læs alt

at træffe en fornyet afgørelse om ejendommens benyttelse. Efter at først

vurderingsrådet i B Kommune og derpå C's Amtskommunes nordre skyldkreds havde

meddelt A, at benyttelseskoden ikke ville blive ændret, indbragte A ved

skrivelse af 13. marts 1986 på ny sagen for Landsskatteretten. En

sagsbehandler

ved Landsskatteretten anbefalede ham imidlertid telefonisk at anmode

vurderingsrådet om at tage sagen op på ny i forbindelse med 18. almindelige

vurdering pr. 1. januar 1986, idet A herefter kunne påklage denne afgørelse

op

igennem systemet, hvis den skulle gå A imod. Sagen blev herefter efter aftale

med A henlagt.

Vurderingsrådet for B Kommune

fastholdt ved den 18. almindelige vurdering benyttelseskoden beboelsesejendom

med én lejlighed. Ved skrivelser af 20. oktober 1986 og 20. marts 1987

påklagede

A denne afgørelse til C's Amtskommunes nordre skyldkreds, som ved skrivelse

af

19. maj 1987 meddelte ham, at benyttelseskoden fastholdtes, idet skyldrådet

stadig fandt, at ejendommens hovedformål var beboelse.

Ved skrivelse af 9. juli 1987

indbragte A skyldrådets afgørelse for Landsskatteretten.

Efter at der havde fundet en

brevveksling sted mellem A og skyldrådet vedrørende beskrivelsen af hans

ejendom, besigtigede Landsskatteretten ejendommen den 13. april 1989,

hvorunder

A var til stede. A uddybede efter besigtigelsen sine synspunkter i skrivelse

af

22. april 1989 til Landsskatteretten.

I skrivelse af 5. juli 1989

meddelte Landsskatteretten A bl.a. følgende:

"Under henvisning til

telefonsamtale af 4. juli 1989 skal man til Deres orientering atter

præcisere,

at Landsskatteretten endnu ikke har truffet afgørelse vedrørende Deres klage

over 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 for Deres ejendom ...., idet den

stadig beror på principielle overvejelser.

..."

Skrivelsen var samtidig

vedlagt Landsskatterettens besigtigelsesreferat m.v., som A herefter havde

lejlighed til at kommentere i skrivelse af 31. juli 1989.

I Landsskatterettens kendelse

af 4. december 1989 var indledningsvis redegjort for en række faktiske

forhold,

herunder ejendommens størrelse (

27.488

m2

), bygningsmæssige forhold (et i 1974

opført helårshus med

178 m2

boligareal og et udhus) benyttelse (udover beboelse tidligere dyrkning af

korn

og lucerne, nu lagt sammen med et af staten forpagtet areal på ca.

5,8 ha

og anvendt til græsning om

sommeren for en rideskole) og frednings- og zonemæssige forhold (landzone med

status quo-fredning i meget naturskønt område). Afgørelsen, hvorved

benyttelseskoden "beboelsesejendom med en beboelseslejlighed"

stadfæstedes var begrundet således:

"...

Efter det bl.a. ved den af

Landsskatteretten foretagne besigtigelse af ejendommen fremkomne om den

stedfundne udnyttelse af ejendommen, dens størrelse, samt karakteren og

værdien

af de herpå værende beboelsesbygninger, finder Landsskatteretten efter en

samlet bedømmelse, at den stedfundne udnyttelse af det dyrkede areal er af en

så underordnet betydning, at ejendommen ikke kan anses for benyttet til

landbrug som forudsat i vurderingslovens § 33, stk. 1. Det tilføjes, at den

efter vurderingstidspunktet stedfundne udnyttelse til græsning for en

rideskole

ikke fører til et andet resultat.

..."

A gjorde i sin klage til mig

bl.a. opmærksom på, at de heste, som græssede på hans ejendom, tilhørte et

stutteri og ikke en rideskole, og at hestene havde en betydelig salgsværdi,

hvorfor A stod uforstående overfor, at Landsskatteretten havde karakteriseret

udnyttelsen af det dyrkede areal som værende af underordnet betydning. A

henviste endvidere til, at kommunens skatteforvaltning gennem årene havde

anerkendt hans årlige driftsudgifter som værende fradragsberettiget.

Med hensyn til den af

Landsskatteretten givne begrundelse klagede A over,

at

den ikke var udtømmende og ikke angav de hovedhensyn, som lå til

grund for afgørelsen,

at

den var

upræcis, og

at

der ikke blev gjort rede

for den relative vægt, der tillagdes de enkelte faktorer anført i

begrundelsen.

I Landsskatterettens

udtalelse til mig af 2. august 1990 anførte Landsskatteretten bl.a. følgende:

"...

I henhold til

vurderingslovens § 33, jf. § 14, er der fastsat særlige bestemmelser, bl.a.

vedrørende ansættelse af grundværdi og stuehusansættelse for

landbrugsejendomme, hvilket defineres som ejendomme, der helt eller delvis

benyttes til landbrug. Såfremt benyttelse til andet end landbrug for dele af

ejendommen må anses for den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien

af jorden dog ansættes efter priser, som antages at kunne opnås ved salg af

den

til den pågældende anvendelse, jf. § 16.

Ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst er det bestemmelsen i statsskattelovens §

6 a, der afgiver grundlag for overvejelse

af, om en ejendom landbrugsmæssigt drives erhvervsmæssigt ud fra en

erhvervsfaglig bedømmelse. I benægtende fald anses et underskud ikke for

fradragsberettiget.

I det omfang, en ejendom i

vurderingsmæssig henseende ikke er anset for en landbrugsejendom, vil

afgørelsen således have præjudicerende virkning for den indkomstmæssige

behandling af et underskud vedrørende landbrug.

Det forhold, at en

underordnet ligningsmyndighed har accepteret et underskud, kan således ikke

være bindende for vurderingsmyndighederne. Man skal tilføje, at da

Landsskatteretten allerede ved sin afgørelsen vedrørende 17. almindelige

vurdering ikke fandt grundlag for at anse ejendommen for en landbrugsejendom,

har klageren ikke med rimelighed kunnet forvente, at ejendommen fortsat ville

kunne blive godkendt som et erhvervsmæssigt drevet landbrug.

Landsskatteretten har i sin

praksis lagt til grund, at formuleringen af vurderingslovens § 14 om hel

eller

delvis landbrugsmæssig benyttelse eventuelt suppleret med en anden i

økonomisk

henseende god anvendelse som betingelse for at betragte en ejendom som en

landbrugsejendom med heraf følgende lempeligere beskatningsregler må

forudsætte

en benyttelse, der sigter mod en økonomisk god landbrugsmæssig anvendelse af

ejendommen.

I lighed med de afvejelser,

der foretages inden for statsskattelovens §

6

a

's område, kan vurderingsmyndighederne således ikke

være afskåret fra i konkrete situationer, hvor ejendomme med et meget

begrænset

jordtilliggende, som benyttes landbrugsmæssigt ekstensivt, og hvor

boligmomentet omfattende bebyggelsens værdi samt den hertil hørende grund,

indgår med en dominerende værdi, at antage, at den landbrugsmæssige

benyttelse

er af et så underordnet omfang, at ejendommen ligger under den grænse, der

danner forudsætning for, at den kan karakteriseres som en landbrugsejendom i

vurderingslovens forstand.

Retten har i sin afgørelse,

således som det også fremgår af kendelsen, lagt vægt på forholdene på

vurderingstidspunktet. Man skal i øvrigt tilføje, at man gennem en udtømmende

sagsbeskrivelse, henvisningen til vurderingslovens bestemmelser og en

konklusion, der indeholder de hovedhensyn, der ligger bag afgørelsen, mener

at

have opfyldt de i forvaltningslovens § 24 indeholdte krav til begrundelse

m.v."

Selv om Landsskatteretten i

sin skrivelse af 5. juli 1989 til A havde meddelt, at hans sag beroede på

principielle overvejelser, fremgik dette således ikke hverken af

Landsskatterettens kendelse af 4. december 1989 eller af Landsskatterettens

udtalelse til mig af 2. august 1990. Efter i den forbindelse at være blevet

anmodet om en fornyet udtalelse i sagen, udtalte Landsskatteretten i

skrivelse

af 2. april 1991 bl.a. følgende:

"Landsskatterettens

afgørelser fremtræder i form af konkrete begrundede kendelser, jf.

skattestyrelseslovens § 28, stk. 2, og disse indeholder således ikke de under

sagsbehandlingen og voteringen stedfundne principielle overvejelser.

I Landsskatterettens

udtalelse til ombudsmanden over sagen fremkom man med en omfattende

redegørelse

for de overvejelser, der ligger bag rettens praksis vedrørende afgrænsningen

mellem egentlige landbrugsejendomme og beboelsesejendomme. I den enkelte

klagesag af denne karakter indgår således en række oplysninger og afvejelser

af,

hvilket princip og dermed de bestemmelser i vurderingsloven, der skal danne

grundlag for afgørelsen."

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"1. Forvaltningslovens §

24, stk. 1 og 2, som også gælder for kollektive organers afgørelser er

sålydende:

"

§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."

Disse bestemmelser suppleres

for Landsskatterettens vedkommende af bestemmelsen i skattestyrelseslovens §

28, stk. 2, som er sålydende:

"Kendelsen skal

indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både

vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive

stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har

afgivet dissens."

Det følger - efter min

opfattelse - af forvaltningslovens § 24, at dersom en afgørelse træffes efter

forudgående principielle overvejelser, bør der i begrundelsen redegøres for

de

stedfundne overvejelser og deres betydning for den trufne afgørelse.

En praksis som den

Landsskatteretten i sin skrivelse af 2. april 1991 angiver at følge,

hvorefter

der i rettens kendelser ikke redegøres for de principielle overvejelser, som

har fundet sted under sagsbehandlingen og voteringen, er således efter min

opfattelse i strid med forvaltningsloven.

Jeg finder af samme grund, at

Landsskatterettens kendelse af 4. december 1989 ikke har været begrundet på

fyldestgørende måde.

Selv om Landsskatteretten i

sin udtalelse af 2. august 1990 er fremkommet med en supplerende redegørelse

for de overvejelser, som har ligget til grund for rettens kendelse, er det

fortsat uoplyst, hvad det er for principielle overvejelser, som sagen ifølge

Landsskatterettens skrivelse af 5. juli 1989 til Dem har beroet på, hvorfor

jeg

må konkludere, at der endnu ikke er givet en udtømmende begrundelse for

afgørelsen.

2. § 33, stk. 1, i lov om

vurdering af landets faste ejendomme er sålydende:

"I forbindelse med

vurderingen træffer vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt

eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller

frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt

henføres."

I Statens Ligningsdirektorats

vurderingsvejledning fra 1968, s. 188-189, er bl.a. givet følgende

retningslinier for, hvilke ejendomme der kan anses for benyttet til landbrug

m.v.:

"Der må først og

fremmest tages hensyn til, om jorden faktisk benyttes til produktion af

afgrøder.

....

Inden for ordningen falder

tillige visse specialiserede landbrugsejendomme, såsom hønserier, anderier og

fælles stalde.

....

Uden for ordningen falder

endelig en række ejendomskategorier, der vel har en vis tilknytning til

landbrug,

men for hvilke afgrødeproduktionen er uden betydning for ejendommens

anvendelse, f.eks. silopakhuse, korntørrerier, egentlige maskinstationer m.v.

Det samme gælder pelsfarme og dambrug.

Den anførte afgrænsning kan

ikke betragtes som udtømmende. Tvivlsspørgsmål må forelægges

ligningsdirektoratet."

Tilsvarende retningslinier er

givet i cirkulære nr. 91 af 16. april 1974 om vurderingsmyndighedernes

opgaver

i forbindelse med lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom under punkt

1,

2., A. Det er her yderligere bl.a. anført, at produktion af afgrøder også kan

være græsning, at begrebet landbrugsejendom tillige omfatter hestestutterier,

medens rideskoler er nævnt som et yderligere eksempel på ejendomme, for

hvilke

afgrødeproduktionen er uden betydning for ejendommens anvendelse, og som

derfor

falder uden for § 33.

I cirkulære nr. 112 af 7.

oktober 1985 om 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 er under punkt 6

e

bl.a. anført følgende:

"Ved bedømmelsen af, om

en ejendom helt eller delvis er landbrugsmæssigt benyttet foretages et skøn

over den værdimæssige størrelse af ejendommens beboelseselement over for den

værdimæssige størrelse af ejendommens landbrugsmæssige element.

Statsskattedirektoratet vil senere fremkomme med en nærmere vejledning om

fremgangsmåden.

Hvis ejendommen ikke anses

for omfattet af § 33, stk. 1, og således ikke anses som hel eller delvis

landbrugsmæssigt benyttet, skal grundværdien ansættes i henhold til § 16 i

vurderingsloven."

Af det anførte fremgår, at

afgørelsen efter vurderingslovens § 33, stk.

1, a, hvorvidt en ejendom helt eller

delvis må anses for benyttet til landbrug, til en vis grad beror på en

skønsmæssigt præget vurdering. Efter de regler, der gælder for min

virksomhed,

kan jeg ikke kritisere en sådan vurdering, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder.

Hvorvidt der i nærværende sag

foreligger sådanne særlige omstændigheder, har jeg ikke et fuldt

tilstrækkeligt

grundlag for at kunne udtale mig om, når der, som anført under punkt 1, ikke

kan antages at foreligge en udtømmende begrundelse for Landsskatterettens

afgørelse.

Jeg har gjort

Landsskatteretten bekendt med min opfattelse og henstillet til

Landsskatteretten at genoptage sagens behandling med henblik på at meddele

Dem

en ny afgørelse, hvori der tillige redegøres for, hvad det er for

principielle

overvejelser, som sagen har beroet på, og som Landsskatteretten har henvist

til

i sin skrivelse af 5. juli 1989 til Dem.

Jeg har endvidere bedt

Landsskatteretten om at underrette mig om rettens fornyede afgørelse.

Jeg må herefter henvise Dem

til at afvente Landsskatterettens fornyede afgørelse, forinden De tager

stilling til, om De ønsker at påklage afgørelsen til mig.

Jeg skal i den forbindelse

gøre opmærksom på, at sager, som Landsskatteretten har påkendt, i givet fald

skal indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse,

jf.

skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, og at klager til mig ikke har opsættende

virkning.

Hvad angår de resterende

klagepunkter i Deres skrivelse af 26. marts 1990 skal jeg henvise til, hvad

jeg

tidligere har anført i min skrivelse af 26. april 1990 til Dem.

Jeg foretager mig herefter

ikke videre i anledning af Deres henvendelse.

Jeg beklager samtidig min

sene besvarelse af Deres henvendelse, men som nævnt i min skrivelse af 26.

marts 1991 har det på grund af et stort sagsantal ved embedet ikke været

muligt

for mig at afslutte alle sager inden for den ønskelige tidsramme."

Med skrivelse af 7. oktober

1991 sendte Landsskatteretten mig en genpart af den af retten nu afsagte

kendelse af samme dato.

Af kendelsen fremgik bl.a.:

"Efter at

Landsskatteretten ved kendelse af 4. december 1989 har stadfæstet den af

Skyldrådet for (C's) Amts Nordre skyldkreds ved 18. almindelige vurdering pr.

1/1 1986 anvendte benyttelseskode 01 for ejendommen, matr.nr. ... har ejeren

(A) den 26/3 1990 klaget til Ombudsmanden over denne afgørelse, idet han

samtidig har klaget over den begrundelse, der i kendelsen er givet for

Landsskatterettens afgørelse.

I skrivelse af 26. juli 1991

til Landsskatteretten har Ombudsmanden under henvisning til, at retten i en

til

klageren den 5/7 1989 fremsendt skrivelse har oplyst, at sagens afgørelse

beroede på principielle overvejelser, udtalt, at der ikke i kendelsen som led

i

begrundelsen for afgørelsen er redegjort for de stedfundne overvejelser, og

deres betydning for den trufne afgørelse. Som følge heraf kan den ikke anses

for at opfylde kravene til begrundelser i Forvaltningslovens § 24 og

Skattestyrelseslovens § 28, stk. 2.

Ombudsmanden har herefter henstillet

til Landsskatteretten at genoptage sagens behandling med henblik på at

meddele

(A) en ny afgørelse, hvori der tillige redegøres for, hvad det er for

principielle overvejelser, som sagen har beroet på, og som retten har henvist

til i sin skrivelse til klageren. Landsskatteretten har på dette grundlag

genoptaget sagen i medfør af bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 29.

Ovennævnte ejendom er ved 18.

alm. vurdering pr. 1/1 1986 af Skyldrådet for (C's) Amts Nordre Skyldkreds

ansat til:

Ejendomsværdi ..940.000

kr.

Grundværdi 367.400

kr.

ansat som

tilsvarende ejendomme i området, der har beboelse som hovedformål med

følgende

specifikation:

2000 m2

a 120

kr. 240.000 kr.

25.488 m2

a 5 kr

127.440 kr.

Grundværdi afr.

367.400

kr.

Ved den i medfør af

vurderingslovens § 33 trufne afgørelse om ovennævnte ejendoms benyttelse har

skyldrådet ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 anset ejendommen

for en "beboelsesejendom med 1 beboelseslejlighed" (kode 01).

Klageejendommen omfatter et

grundareal på

27.488 m2

med et i 1974 opført beboelseshus med stråtag med et bebygget areal på

103 m2

og en udnyttet

tagetage på

75 m2.

Endvidere er der på ejendommen et udhus på

25 m2. Ejendommen tjener til

helårsbeboelse for klageren og hans ægtefælle. I skyldrådets specifikation af

ejendomsværdien indgår beboelsen med et beløb på 582.471 kr.

Ejeren, (A), klager over

benyttelseskoden med påstand om ændring til "landbrug, bebygget"

(kode 05).

Det fremgår, at

klageejendommen er beliggende i et stærkt kuperet område med sandede og magre

vanskeligt dyrkbare jorder ud til ...

På foranledning af en ejer af

en af hovedgårdene i området blev der i 1943 af arkitekt (X) udarbejdet en

udstykningsplan for dette meget attraktive område, hvoraf halvdelen af

ejendommene oprindeligt var landbrugsejendomme. I henhold til planen

fastsattes

mindstegrundstørrelsen til ca. 3 tdr. pr. ejendom, idet samtlige

udstykningsmuligheder med angivelse af placering af bygninger og

beplantninger

blev anført heri, ligesom denne indeholdt bestemmelser om bygningernes

udformning, materialevalg og lignende.

Enhver køber af ejendomme i

området ... var pligtig at være medlem af ... Grundejerforening, som havde

til

formål at varetage udstykningsplanens bestemmelser, og en deklaration

indeholdende de nærmere bestemmelser herom lystes som servitutstiftende på

ejendommene med bl.a. bestyrelsen for ....Grundejerforening og Danmarks

Naturfredningsforening som påtaleberettigede.

Efter vedtagelsen af By- og

landzoneloven blev samtlige ejendomme tilbageført til landzone, og området

blev

underkastet status quo fredning, således at arealerne måtte dyrkes, men ikke

beplantes yderligere.

Efter 1970 er der givet

dispensation til opførelse af enkelte ejendomme, hvoraf størstedelen anvendes

til fritidsboliger, enkelte til helårsbeboelse og resten til landbrug.

Efter at have været bosat i

udlandet .... gennem en lang årrække erhvervede klageren i tilslutning til

sin

pensionering i 1969 et areal i ... på

27.488

m2, hvorpå der i 1974 opførtes et

enfamilieshus og i 1978 et udhus.

Klageren har oplyst, at

udover det areal, der knytter sig til beboelsen, er jordtilliggendet udnyttet

landbrugsmæssigt, idet der er dyrket korn og lucerne herpå. Driften er

foregået

gennem maskinstation eller andre herunder lucernefabrikken.

Driften har i årene 1981-1985

udvist salgsindtægter på mellem ca. 3.800 kr. og 11.300 kr. med samlede

underskud på mellem 4.000 kr. og ca. 17.200 kr. De stedlige skattemyndigheder

har godkendt disse underskud.

Landsskatteretten har

besigtiget ejendommen den 13. april 1989.

Klageren har bl.a. herunder

oplyst, at han ved forpagtningskontrakt af 20. december 1985 har lejet ca.

5,8 ha

status quo fredet jord af

staten for en periode af 5 år fra 1. marts 1986, samt at de samlede arealer

herefter anvendes til græsning om sommeren for heste tilhørende et stutteri.

Det daglige opsyn med dyrene

bevirker efter klagerens opfattelse, at boligen integreres i driften, således

at den må anses for et stuehus for en landbrugsejendom. Klageren har

endvidere

anført, at udhuset er anvendt til opbevaring af redskaber, såsæd og gødning

til

brug for driften.

I henhold til

vurderingslovens § 33, stk. 1, træffer vurderingsrådet i forbindelse med

vurderingen bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses

for

benyttet til landbrug m.v., ligesom vurderingsrådet i medfør af bestemmelsens

stk. 4 for ejendomme, der er omfattet af stk. 1, foretager en fordeling af

ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund

og have og på den øvrige ejendom, hvilke afgørelser og fordelinger kan

påklages.

Da klageren under rettens

besigtigelse af ejendommen som led i sin påstand om, at denne bør anses for

en

landbrugsejendom i vurderingslovens forstand, har henvist til, at de stedlige

skattemyndigheder har godkendt hans årlige underskud på ejendommen, er

klagerens selvangivelsesmateriale indkrævet. Retten er herefter indgået i

overvejelser af, hvorvidt der hos klageren kan antages at være skabt en sådan

forventning om, at den indkomstmæssige behandling bør indebære en afsmittende

virkning på behandlingen af vurderingssagen, at klageren af den årsag burde

have medhold i sin klage.

Retten har dog ikke fundet

grundlag for en sådan sammenkædning af de underordnede

indkomstskattemyndigheders behandling af sagen og Landsskatterettens

selvstændige afgørelse af ejendommens vurderingsmæssige status.

Efter det bl.a. ved den af

Landsskatteretten foretagne besigtigelse af ejendommen fremkomne om den

stedfundne udnyttelse af ejendommen, dens størrelse samt karakteren og

værdien

af de herpå værende beboelsesbygninger, sammenholdt med en værdiansættelse af

jorden til landbrugsformål, jfr. vurderingslovens § 14, finder

Landsskatteretten efter en samlet bedømmelse, at den landbrugsmæssige

udnyttelse af det dyrkede areal er af en så underordnet betydning, at

ejendommen ikke kan anses for benyttet til landbrug som forudsat i

vurderingslovens § 33, stk. 1. Det tilføjes, at den efter

vurderingstidspunktet

stedfundne udnyttelse til græsning ikke fører til et andet resultat.

Ejendommens benyttelseskode

"beboelsesejendom med 1 beboelseslejlighed (kode 01) vil herefter være

at

stadfæste.

H e r e f t e r

b e s t e m m e s :

Den af skyldrådet i medfør af

vurderingslovens § 33 trufne afgørelse vedrørende ejendommens benyttelse,

hvorefter ejendommen er anset som en "beboelsesejendom med 1

beboelseslejlighed" (kode 01), stadfæstes."

Jeg meddelte

Landsskatteretten, at jeg havde taget kendelsen til efterretning.

Lignende dokumenter