Vurdering som landbrugsejendom. Manglende redegørelse for principielle overvejelser i begrundelsen.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vurdering som landbrugsejendom. Manglende redegørelse for
principielle overvejelser i begrundelsen.
A klagede i skrivelse af 26.
marts 1990 bl.a. over, at Landsskatteretten ved sin kendelse af 4. december
1989 fastholdt, at hans ejendom i vurderingsmæssig henseende skulle anses for
en beboelsesejendom og ikke en landbrugsejendom, idet han samtidig klagede
over
den begrundelse, der i kendelsen var givet for Landsskatterettens afgørelse.
I anledning af denne del af
A's klage indhentede jeg udtalelser fra henholdsvis B Kommunes
vurderingssekretariat, C Amtskommunes nordre skyldkreds og Landsskatteretten,
hvilke udtalelser A fik fremsendt til orientering.
Efter at have modtaget og
gennemgået sagens akter indhentede jeg en fornyet udtalelse fra
Landsskatteretten af 2. april 1991, som jeg sendte til A til orientering.
Det fremgik af oplysningerne
i sagen, at A's ejendom indtil den 17. almindelige vurdering pr. 1. januar
1981
var klassificeret og vurderet som værende en landbrugsejendom.
Vurderingsansættelsen ved 17. almindelige vurdering blev imidlertid i 1984
taget op til revision, efter at Landsskatteretten havde afsagt nogle
kendelser
vedrørende ejendomme i Y, for hvilke vurderingen havde været indklaget for
Landsskatteretten. Ved denne revision ændredes klassificeringen af A's
ejendom
fra "landbrug, bebygget" til "beboelse med en lejlighed".
Denne klassificering stadfæstedes af Landsskatteretten ved kendelse af 27.
september 1985.
A anmodede herefter under
henvisning til forskellige ændringer i benyttelsen vurderingsmyndighederne om
Læs alt
at træffe en fornyet afgørelse om ejendommens benyttelse. Efter at først
vurderingsrådet i B Kommune og derpå C's Amtskommunes nordre skyldkreds havde
meddelt A, at benyttelseskoden ikke ville blive ændret, indbragte A ved
skrivelse af 13. marts 1986 på ny sagen for Landsskatteretten. En
sagsbehandler
ved Landsskatteretten anbefalede ham imidlertid telefonisk at anmode
vurderingsrådet om at tage sagen op på ny i forbindelse med 18. almindelige
vurdering pr. 1. januar 1986, idet A herefter kunne påklage denne afgørelse
op
igennem systemet, hvis den skulle gå A imod. Sagen blev herefter efter aftale
med A henlagt.
Vurderingsrådet for B Kommune
fastholdt ved den 18. almindelige vurdering benyttelseskoden beboelsesejendom
med én lejlighed. Ved skrivelser af 20. oktober 1986 og 20. marts 1987
påklagede
A denne afgørelse til C's Amtskommunes nordre skyldkreds, som ved skrivelse
af
19. maj 1987 meddelte ham, at benyttelseskoden fastholdtes, idet skyldrådet
stadig fandt, at ejendommens hovedformål var beboelse.
Ved skrivelse af 9. juli 1987
indbragte A skyldrådets afgørelse for Landsskatteretten.
Efter at der havde fundet en
brevveksling sted mellem A og skyldrådet vedrørende beskrivelsen af hans
ejendom, besigtigede Landsskatteretten ejendommen den 13. april 1989,
hvorunder
A var til stede. A uddybede efter besigtigelsen sine synspunkter i skrivelse
af
22. april 1989 til Landsskatteretten.
I skrivelse af 5. juli 1989
meddelte Landsskatteretten A bl.a. følgende:
"Under henvisning til
telefonsamtale af 4. juli 1989 skal man til Deres orientering atter
præcisere,
at Landsskatteretten endnu ikke har truffet afgørelse vedrørende Deres klage
over 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 for Deres ejendom ...., idet den
stadig beror på principielle overvejelser.
..."
Skrivelsen var samtidig
vedlagt Landsskatterettens besigtigelsesreferat m.v., som A herefter havde
lejlighed til at kommentere i skrivelse af 31. juli 1989.
I Landsskatterettens kendelse
af 4. december 1989 var indledningsvis redegjort for en række faktiske
forhold,
herunder ejendommens størrelse (
27.488
m2
), bygningsmæssige forhold (et i 1974
opført helårshus med
178 m2
boligareal og et udhus) benyttelse (udover beboelse tidligere dyrkning af
korn
og lucerne, nu lagt sammen med et af staten forpagtet areal på ca.
5,8 ha
og anvendt til græsning om
sommeren for en rideskole) og frednings- og zonemæssige forhold (landzone med
status quo-fredning i meget naturskønt område). Afgørelsen, hvorved
benyttelseskoden "beboelsesejendom med en beboelseslejlighed"
stadfæstedes var begrundet således:
"...
Efter det bl.a. ved den af
Landsskatteretten foretagne besigtigelse af ejendommen fremkomne om den
stedfundne udnyttelse af ejendommen, dens størrelse, samt karakteren og
værdien
af de herpå værende beboelsesbygninger, finder Landsskatteretten efter en
samlet bedømmelse, at den stedfundne udnyttelse af det dyrkede areal er af en
så underordnet betydning, at ejendommen ikke kan anses for benyttet til
landbrug som forudsat i vurderingslovens § 33, stk. 1. Det tilføjes, at den
efter vurderingstidspunktet stedfundne udnyttelse til græsning for en
rideskole
ikke fører til et andet resultat.
..."
A gjorde i sin klage til mig
bl.a. opmærksom på, at de heste, som græssede på hans ejendom, tilhørte et
stutteri og ikke en rideskole, og at hestene havde en betydelig salgsværdi,
hvorfor A stod uforstående overfor, at Landsskatteretten havde karakteriseret
udnyttelsen af det dyrkede areal som værende af underordnet betydning. A
henviste endvidere til, at kommunens skatteforvaltning gennem årene havde
anerkendt hans årlige driftsudgifter som værende fradragsberettiget.
Med hensyn til den af
Landsskatteretten givne begrundelse klagede A over,
at
den ikke var udtømmende og ikke angav de hovedhensyn, som lå til
grund for afgørelsen,
at
den var
upræcis, og
at
der ikke blev gjort rede
for den relative vægt, der tillagdes de enkelte faktorer anført i
begrundelsen.
I Landsskatterettens
udtalelse til mig af 2. august 1990 anførte Landsskatteretten bl.a. følgende:
"...
I henhold til
vurderingslovens § 33, jf. § 14, er der fastsat særlige bestemmelser, bl.a.
vedrørende ansættelse af grundværdi og stuehusansættelse for
landbrugsejendomme, hvilket defineres som ejendomme, der helt eller delvis
benyttes til landbrug. Såfremt benyttelse til andet end landbrug for dele af
ejendommen må anses for den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien
af jorden dog ansættes efter priser, som antages at kunne opnås ved salg af
den
til den pågældende anvendelse, jf. § 16.
Ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst er det bestemmelsen i statsskattelovens §
6 a, der afgiver grundlag for overvejelse
af, om en ejendom landbrugsmæssigt drives erhvervsmæssigt ud fra en
erhvervsfaglig bedømmelse. I benægtende fald anses et underskud ikke for
fradragsberettiget.
I det omfang, en ejendom i
vurderingsmæssig henseende ikke er anset for en landbrugsejendom, vil
afgørelsen således have præjudicerende virkning for den indkomstmæssige
behandling af et underskud vedrørende landbrug.
Det forhold, at en
underordnet ligningsmyndighed har accepteret et underskud, kan således ikke
være bindende for vurderingsmyndighederne. Man skal tilføje, at da
Landsskatteretten allerede ved sin afgørelsen vedrørende 17. almindelige
vurdering ikke fandt grundlag for at anse ejendommen for en landbrugsejendom,
har klageren ikke med rimelighed kunnet forvente, at ejendommen fortsat ville
kunne blive godkendt som et erhvervsmæssigt drevet landbrug.
Landsskatteretten har i sin
praksis lagt til grund, at formuleringen af vurderingslovens § 14 om hel
eller
delvis landbrugsmæssig benyttelse eventuelt suppleret med en anden i
økonomisk
henseende god anvendelse som betingelse for at betragte en ejendom som en
landbrugsejendom med heraf følgende lempeligere beskatningsregler må
forudsætte
en benyttelse, der sigter mod en økonomisk god landbrugsmæssig anvendelse af
ejendommen.
I lighed med de afvejelser,
der foretages inden for statsskattelovens §
6
a
's område, kan vurderingsmyndighederne således ikke
være afskåret fra i konkrete situationer, hvor ejendomme med et meget
begrænset
jordtilliggende, som benyttes landbrugsmæssigt ekstensivt, og hvor
boligmomentet omfattende bebyggelsens værdi samt den hertil hørende grund,
indgår med en dominerende værdi, at antage, at den landbrugsmæssige
benyttelse
er af et så underordnet omfang, at ejendommen ligger under den grænse, der
danner forudsætning for, at den kan karakteriseres som en landbrugsejendom i
vurderingslovens forstand.
Retten har i sin afgørelse,
således som det også fremgår af kendelsen, lagt vægt på forholdene på
vurderingstidspunktet. Man skal i øvrigt tilføje, at man gennem en udtømmende
sagsbeskrivelse, henvisningen til vurderingslovens bestemmelser og en
konklusion, der indeholder de hovedhensyn, der ligger bag afgørelsen, mener
at
have opfyldt de i forvaltningslovens § 24 indeholdte krav til begrundelse
m.v."
Selv om Landsskatteretten i
sin skrivelse af 5. juli 1989 til A havde meddelt, at hans sag beroede på
principielle overvejelser, fremgik dette således ikke hverken af
Landsskatterettens kendelse af 4. december 1989 eller af Landsskatterettens
udtalelse til mig af 2. august 1990. Efter i den forbindelse at være blevet
anmodet om en fornyet udtalelse i sagen, udtalte Landsskatteretten i
skrivelse
af 2. april 1991 bl.a. følgende:
"Landsskatterettens
afgørelser fremtræder i form af konkrete begrundede kendelser, jf.
skattestyrelseslovens § 28, stk. 2, og disse indeholder således ikke de under
sagsbehandlingen og voteringen stedfundne principielle overvejelser.
I Landsskatterettens
udtalelse til ombudsmanden over sagen fremkom man med en omfattende
redegørelse
for de overvejelser, der ligger bag rettens praksis vedrørende afgrænsningen
mellem egentlige landbrugsejendomme og beboelsesejendomme. I den enkelte
klagesag af denne karakter indgår således en række oplysninger og afvejelser
af,
hvilket princip og dermed de bestemmelser i vurderingsloven, der skal danne
grundlag for afgørelsen."
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"1. Forvaltningslovens §
24, stk. 1 og 2, som også gælder for kollektive organers afgørelser er
sålydende:
"
§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen."
Disse bestemmelser suppleres
for Landsskatterettens vedkommende af bestemmelsen i skattestyrelseslovens §
28, stk. 2, som er sålydende:
"Kendelsen skal
indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både
vedrørende resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive
stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har
afgivet dissens."
Det følger - efter min
opfattelse - af forvaltningslovens § 24, at dersom en afgørelse træffes efter
forudgående principielle overvejelser, bør der i begrundelsen redegøres for
de
stedfundne overvejelser og deres betydning for den trufne afgørelse.
En praksis som den
Landsskatteretten i sin skrivelse af 2. april 1991 angiver at følge,
hvorefter
der i rettens kendelser ikke redegøres for de principielle overvejelser, som
har fundet sted under sagsbehandlingen og voteringen, er således efter min
opfattelse i strid med forvaltningsloven.
Jeg finder af samme grund, at
Landsskatterettens kendelse af 4. december 1989 ikke har været begrundet på
fyldestgørende måde.
Selv om Landsskatteretten i
sin udtalelse af 2. august 1990 er fremkommet med en supplerende redegørelse
for de overvejelser, som har ligget til grund for rettens kendelse, er det
fortsat uoplyst, hvad det er for principielle overvejelser, som sagen ifølge
Landsskatterettens skrivelse af 5. juli 1989 til Dem har beroet på, hvorfor
jeg
må konkludere, at der endnu ikke er givet en udtømmende begrundelse for
afgørelsen.
2. § 33, stk. 1, i lov om
vurdering af landets faste ejendomme er sålydende:
"I forbindelse med
vurderingen træffer vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt
eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller
frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt
henføres."
I Statens Ligningsdirektorats
vurderingsvejledning fra 1968, s. 188-189, er bl.a. givet følgende
retningslinier for, hvilke ejendomme der kan anses for benyttet til landbrug
m.v.:
"Der må først og
fremmest tages hensyn til, om jorden faktisk benyttes til produktion af
afgrøder.
....
Inden for ordningen falder
tillige visse specialiserede landbrugsejendomme, såsom hønserier, anderier og
fælles stalde.
....
Uden for ordningen falder
endelig en række ejendomskategorier, der vel har en vis tilknytning til
landbrug,
men for hvilke afgrødeproduktionen er uden betydning for ejendommens
anvendelse, f.eks. silopakhuse, korntørrerier, egentlige maskinstationer m.v.
Det samme gælder pelsfarme og dambrug.
Den anførte afgrænsning kan
ikke betragtes som udtømmende. Tvivlsspørgsmål må forelægges
ligningsdirektoratet."
Tilsvarende retningslinier er
givet i cirkulære nr. 91 af 16. april 1974 om vurderingsmyndighedernes
opgaver
i forbindelse med lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom under punkt
1,
2., A. Det er her yderligere bl.a. anført, at produktion af afgrøder også kan
være græsning, at begrebet landbrugsejendom tillige omfatter hestestutterier,
medens rideskoler er nævnt som et yderligere eksempel på ejendomme, for
hvilke
afgrødeproduktionen er uden betydning for ejendommens anvendelse, og som
derfor
falder uden for § 33.
I cirkulære nr. 112 af 7.
oktober 1985 om 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 er under punkt 6
e
bl.a. anført følgende:
"Ved bedømmelsen af, om
en ejendom helt eller delvis er landbrugsmæssigt benyttet foretages et skøn
over den værdimæssige størrelse af ejendommens beboelseselement over for den
værdimæssige størrelse af ejendommens landbrugsmæssige element.
Statsskattedirektoratet vil senere fremkomme med en nærmere vejledning om
fremgangsmåden.
Hvis ejendommen ikke anses
for omfattet af § 33, stk. 1, og således ikke anses som hel eller delvis
landbrugsmæssigt benyttet, skal grundværdien ansættes i henhold til § 16 i
vurderingsloven."
Af det anførte fremgår, at
afgørelsen efter vurderingslovens § 33, stk.
1, a, hvorvidt en ejendom helt eller
delvis må anses for benyttet til landbrug, til en vis grad beror på en
skønsmæssigt præget vurdering. Efter de regler, der gælder for min
virksomhed,
kan jeg ikke kritisere en sådan vurdering, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
Hvorvidt der i nærværende sag
foreligger sådanne særlige omstændigheder, har jeg ikke et fuldt
tilstrækkeligt
grundlag for at kunne udtale mig om, når der, som anført under punkt 1, ikke
kan antages at foreligge en udtømmende begrundelse for Landsskatterettens
afgørelse.
Jeg har gjort
Landsskatteretten bekendt med min opfattelse og henstillet til
Landsskatteretten at genoptage sagens behandling med henblik på at meddele
Dem
en ny afgørelse, hvori der tillige redegøres for, hvad det er for
principielle
overvejelser, som sagen har beroet på, og som Landsskatteretten har henvist
til
i sin skrivelse af 5. juli 1989 til Dem.
Jeg har endvidere bedt
Landsskatteretten om at underrette mig om rettens fornyede afgørelse.
Jeg må herefter henvise Dem
til at afvente Landsskatterettens fornyede afgørelse, forinden De tager
stilling til, om De ønsker at påklage afgørelsen til mig.
Jeg skal i den forbindelse
gøre opmærksom på, at sager, som Landsskatteretten har påkendt, i givet fald
skal indbringes for domstolene senest 3 måneder efter kendelsens afsigelse,
jf.
skattestyrelseslovens § 31, stk. 2, og at klager til mig ikke har opsættende
virkning.
Hvad angår de resterende
klagepunkter i Deres skrivelse af 26. marts 1990 skal jeg henvise til, hvad
jeg
tidligere har anført i min skrivelse af 26. april 1990 til Dem.
Jeg foretager mig herefter
ikke videre i anledning af Deres henvendelse.
Jeg beklager samtidig min
sene besvarelse af Deres henvendelse, men som nævnt i min skrivelse af 26.
marts 1991 har det på grund af et stort sagsantal ved embedet ikke været
muligt
for mig at afslutte alle sager inden for den ønskelige tidsramme."
Med skrivelse af 7. oktober
1991 sendte Landsskatteretten mig en genpart af den af retten nu afsagte
kendelse af samme dato.
Af kendelsen fremgik bl.a.:
"Efter at
Landsskatteretten ved kendelse af 4. december 1989 har stadfæstet den af
Skyldrådet for (C's) Amts Nordre skyldkreds ved 18. almindelige vurdering pr.
1/1 1986 anvendte benyttelseskode 01 for ejendommen, matr.nr. ... har ejeren
(A) den 26/3 1990 klaget til Ombudsmanden over denne afgørelse, idet han
samtidig har klaget over den begrundelse, der i kendelsen er givet for
Landsskatterettens afgørelse.
I skrivelse af 26. juli 1991
til Landsskatteretten har Ombudsmanden under henvisning til, at retten i en
til
klageren den 5/7 1989 fremsendt skrivelse har oplyst, at sagens afgørelse
beroede på principielle overvejelser, udtalt, at der ikke i kendelsen som led
i
begrundelsen for afgørelsen er redegjort for de stedfundne overvejelser, og
deres betydning for den trufne afgørelse. Som følge heraf kan den ikke anses
for at opfylde kravene til begrundelser i Forvaltningslovens § 24 og
Skattestyrelseslovens § 28, stk. 2.
Ombudsmanden har herefter henstillet
til Landsskatteretten at genoptage sagens behandling med henblik på at
meddele
(A) en ny afgørelse, hvori der tillige redegøres for, hvad det er for
principielle overvejelser, som sagen har beroet på, og som retten har henvist
til i sin skrivelse til klageren. Landsskatteretten har på dette grundlag
genoptaget sagen i medfør af bestemmelserne i skattestyrelseslovens § 29.
Ovennævnte ejendom er ved 18.
alm. vurdering pr. 1/1 1986 af Skyldrådet for (C's) Amts Nordre Skyldkreds
ansat til:
Ejendomsværdi ..940.000
kr.
Grundværdi 367.400
kr.
ansat som
tilsvarende ejendomme i området, der har beboelse som hovedformål med
følgende
specifikation:
2000 m2
a 120
kr. 240.000 kr.
25.488 m2
a 5 kr
127.440 kr.
Grundværdi afr.
367.400
kr.
Ved den i medfør af
vurderingslovens § 33 trufne afgørelse om ovennævnte ejendoms benyttelse har
skyldrådet ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 anset ejendommen
for en "beboelsesejendom med 1 beboelseslejlighed" (kode 01).
Klageejendommen omfatter et
grundareal på
27.488 m2
med et i 1974 opført beboelseshus med stråtag med et bebygget areal på
103 m2
og en udnyttet
tagetage på
75 m2.
Endvidere er der på ejendommen et udhus på
25 m2. Ejendommen tjener til
helårsbeboelse for klageren og hans ægtefælle. I skyldrådets specifikation af
ejendomsværdien indgår beboelsen med et beløb på 582.471 kr.
Ejeren, (A), klager over
benyttelseskoden med påstand om ændring til "landbrug, bebygget"
(kode 05).
Det fremgår, at
klageejendommen er beliggende i et stærkt kuperet område med sandede og magre
vanskeligt dyrkbare jorder ud til ...
På foranledning af en ejer af
en af hovedgårdene i området blev der i 1943 af arkitekt (X) udarbejdet en
udstykningsplan for dette meget attraktive område, hvoraf halvdelen af
ejendommene oprindeligt var landbrugsejendomme. I henhold til planen
fastsattes
mindstegrundstørrelsen til ca. 3 tdr. pr. ejendom, idet samtlige
udstykningsmuligheder med angivelse af placering af bygninger og
beplantninger
blev anført heri, ligesom denne indeholdt bestemmelser om bygningernes
udformning, materialevalg og lignende.
Enhver køber af ejendomme i
området ... var pligtig at være medlem af ... Grundejerforening, som havde
til
formål at varetage udstykningsplanens bestemmelser, og en deklaration
indeholdende de nærmere bestemmelser herom lystes som servitutstiftende på
ejendommene med bl.a. bestyrelsen for ....Grundejerforening og Danmarks
Naturfredningsforening som påtaleberettigede.
Efter vedtagelsen af By- og
landzoneloven blev samtlige ejendomme tilbageført til landzone, og området
blev
underkastet status quo fredning, således at arealerne måtte dyrkes, men ikke
beplantes yderligere.
Efter 1970 er der givet
dispensation til opførelse af enkelte ejendomme, hvoraf størstedelen anvendes
til fritidsboliger, enkelte til helårsbeboelse og resten til landbrug.
Efter at have været bosat i
udlandet .... gennem en lang årrække erhvervede klageren i tilslutning til
sin
pensionering i 1969 et areal i ... på
27.488
m2, hvorpå der i 1974 opførtes et
enfamilieshus og i 1978 et udhus.
Klageren har oplyst, at
udover det areal, der knytter sig til beboelsen, er jordtilliggendet udnyttet
landbrugsmæssigt, idet der er dyrket korn og lucerne herpå. Driften er
foregået
gennem maskinstation eller andre herunder lucernefabrikken.
Driften har i årene 1981-1985
udvist salgsindtægter på mellem ca. 3.800 kr. og 11.300 kr. med samlede
underskud på mellem 4.000 kr. og ca. 17.200 kr. De stedlige skattemyndigheder
har godkendt disse underskud.
Landsskatteretten har
besigtiget ejendommen den 13. april 1989.
Klageren har bl.a. herunder
oplyst, at han ved forpagtningskontrakt af 20. december 1985 har lejet ca.
5,8 ha
status quo fredet jord af
staten for en periode af 5 år fra 1. marts 1986, samt at de samlede arealer
herefter anvendes til græsning om sommeren for heste tilhørende et stutteri.
Det daglige opsyn med dyrene
bevirker efter klagerens opfattelse, at boligen integreres i driften, således
at den må anses for et stuehus for en landbrugsejendom. Klageren har
endvidere
anført, at udhuset er anvendt til opbevaring af redskaber, såsæd og gødning
til
brug for driften.
I henhold til
vurderingslovens § 33, stk. 1, træffer vurderingsrådet i forbindelse med
vurderingen bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses
for
benyttet til landbrug m.v., ligesom vurderingsrådet i medfør af bestemmelsens
stk. 4 for ejendomme, der er omfattet af stk. 1, foretager en fordeling af
ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund
og have og på den øvrige ejendom, hvilke afgørelser og fordelinger kan
påklages.
Da klageren under rettens
besigtigelse af ejendommen som led i sin påstand om, at denne bør anses for
en
landbrugsejendom i vurderingslovens forstand, har henvist til, at de stedlige
skattemyndigheder har godkendt hans årlige underskud på ejendommen, er
klagerens selvangivelsesmateriale indkrævet. Retten er herefter indgået i
overvejelser af, hvorvidt der hos klageren kan antages at være skabt en sådan
forventning om, at den indkomstmæssige behandling bør indebære en afsmittende
virkning på behandlingen af vurderingssagen, at klageren af den årsag burde
have medhold i sin klage.
Retten har dog ikke fundet
grundlag for en sådan sammenkædning af de underordnede
indkomstskattemyndigheders behandling af sagen og Landsskatterettens
selvstændige afgørelse af ejendommens vurderingsmæssige status.
Efter det bl.a. ved den af
Landsskatteretten foretagne besigtigelse af ejendommen fremkomne om den
stedfundne udnyttelse af ejendommen, dens størrelse samt karakteren og
værdien
af de herpå værende beboelsesbygninger, sammenholdt med en værdiansættelse af
jorden til landbrugsformål, jfr. vurderingslovens § 14, finder
Landsskatteretten efter en samlet bedømmelse, at den landbrugsmæssige
udnyttelse af det dyrkede areal er af en så underordnet betydning, at
ejendommen ikke kan anses for benyttet til landbrug som forudsat i
vurderingslovens § 33, stk. 1. Det tilføjes, at den efter
vurderingstidspunktet
stedfundne udnyttelse til græsning ikke fører til et andet resultat.
Ejendommens benyttelseskode
"beboelsesejendom med 1 beboelseslejlighed (kode 01) vil herefter være
at
stadfæste.
H e r e f t e r
b e s t e m m e s :
Den af skyldrådet i medfør af
vurderingslovens § 33 trufne afgørelse vedrørende ejendommens benyttelse,
hvorefter ejendommen er anset som en "beboelsesejendom med 1
beboelseslejlighed" (kode 01), stadfæstes."
Jeg meddelte
Landsskatteretten, at jeg havde taget kendelsen til efterretning.
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 3. oktober 2000
- Forældelse af tilbagebetalingskrav vedr. ejendomsskat Retsinformation · 1. februar 2019
- Landsskatteretskendelse vedr. beskatning af ejendomsavance Retsinformation · 22. februar 2007
- Landsskatteretskendelse vedr. skattefrit salg af ejendom - bindende svar Retsinformation · 8. januar 2010
- Landsskatteretskendelse vedr. genanbringelse af fortjeneste – bindende svar Retsinformation · 19. august 2009
- Ejendomsavance – genanbringelse – landbrug - parcelhusreglen Retsinformation · 10. juli 2009