Ændring af administrativ praksis vedrørende supplerende saneringstabserstatning.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ændring af administrativ praksis vedrørende supplerende
saneringstabserstatning.
Andelsboligforeningen A
klagede over, at Bygge- og Boligstyrelsen var af den opfattelse, at
"rentemarginalen"
ikke var en støtteberettiget udgift i henhold til saneringsloven i
forbindelse
med en af A gennemført ombygning og istandsættelse af foreningens ejendom.
Det fremgik af sagens akter,
at A den 22. januar 1988 bl.a. sendte det endelige byggeregnskab vedrørende
påbudte saneringsarbejder på A's ejendom til Direktoratet for Stadens Faste
Ejendomme
til godkendelse. De samlede udgifter udgjorde i henhold til regnskabet
9.926.981,88 kr. Skæringsdagen foresloges fastsat til den 1. maj 1987.
Efter yderligere brevveksling
mellem A og direktoratet godkendte dette i skrivelse af 24. januar 1989
regnskabet
for de påbudte saneringsarbejder. Direktoratet opgjorde i skrivelsen A's
støtteberettigede udgift til 8.667.000 kr.
Grundlaget for A's
låneoptagelse, hvortil der ville blive ydet rentesikring, fastsattes til
4.300.000 kr., hvorefter saneringstabet udgjorde 4.367.000 kr. Dette beløb
med
tillæg af renter fra skæringsdatoen den 1. maj 1987 blev samme dag indsat på
A's byggelånskonto i Privatbanken.
Samtidig (24. januar 1989)
bad direktoratet Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om at
foretage udmåling og udbetaling af rentesikring fra skæringsdagen.
Direktoratet anførte herved i skrivelsen til hypotekbanken:
"...
Læs alt
Som led i
saneringsarbejdernes midlertidige finansiering har kommunen garanteret for
byggelånet til ejeren. Kommunen (og Boligstyrelsen) hæfter derfor også for de
byggelånsrenter, som er påløbet i tiden efter arbejdernes færdiggørelse og
delvis skal dækkes af rentesikring. Det er således af væsentlig betydning at
sikre, at 1. udbetaling af rentesikringen anvendes til delvis indfrielse af
byggelånet.
Man skal derfor anmode
hypotekbanken om ved den 1. udbetaling af rentesikringen at indbetale beløbet
på ejerens byggelånskonto .... i Privatbanken ....".
Den endelige finansiering af
saneringsarbejderne skete gennem låneoptagelse hos Nykredit. Disse lån
forrentedes fra den 14. august 1989.
Efter lånesagens afslutning
ansøgte A i skrivelse af 14. november 1989 om yderligere
saneringstabserstatning bl.a. som følge af, at markedsrenten på lånene hos
Nykredit var lavere end byggelånsrenten incl. provision i perioden efter
skæringsdagen
den 1. maj 1987 og indtil den 14. august 1989 (rentemarginal). A opgjorde sit
tab i perioden til 276.185,62 kr.
Den 10. januar 1990 afslog
Direktoratet for Stadens Faste Ejendomme ansøgningen om yderligere
saneringstabserstatning til dækning af rentemarginalen. I skrivelsen anførte
direktoratet:
"...
at spørgsmålet om ydelse af
saneringsstøtte til dækning af rentemarginaler har været gjort til genstand
for principielle overvejelser i Boligstyrelsen, der herefter ved den i kopi
vedlagte skrivelse af 19. december 1989 har fastslået, at der ikke findes
hjemmel i lovgivningen til at yde godtgørelse herfor.
Kommunen finder herefter at
måtte henholde sig til det af Boligstyrelsen anførte.
..."
I den omtalte skrivelse af
19. december 1989 anførte Boligstyrelsen om hjemmelen til at yde
saneringsstøtte til dækning af rentemarginalen:
"Efter nøje gennemgang
af lovgivningen og dens forudsætninger er det Boligstyrelsens opfattelse, at
der for tiden efter saneringens afslutning (skæringsdagen) i forbindelse med
berigtigelsen af rentesikring, hverken vil blive ydet eller krævet
godtgørelse
for rentedifferencen mellem byggelån og endeligt lån (realkreditlån) eller
mellem renten på det endelige lån og den beregnede rentesats, som
rentesikringen udbetales efter.
I denne forbindelse skal
anføres, at efter § 52, stk. 4, ydes rentesikringen med virkning fra
arbejdernes færdiggørelse og udbetales kvartalsvis bagud, første gang når
regnskabet er godkendt og da for perioden fra arbejdernes færdiggørelse til
nærmeste kvartalsafslutning forud for rentesikringens berigtigelse.
Den i loven foreskrevne
procedure indebærer, at den første udbetaling af rentesikring i reglen vil
ske
med en vis forsinkelse.
Desuagtet er der ikke i lovbestemmelserne
om rentesikring eller forarbejderne dertil fastsat regel om regulering af
støtten for rentetab som følge af, at rentesikringen efter den i loven
foreskrevne
procedure udbetales med en vis forsinkelse.
Det skal på denne baggrund
fastslås, at der ikke i medfør af loven er grundlag for at rejse krav om
regulering af støtten som følge af rentetab i forbindelse med afregning af
rentesikringen."
Den 16. januar 1990 bad A
direktoratet om at overveje sagen på ny, idet A efter supplerende
undersøgelser
forbeholdt sig at vende tilbage til sagen.
I skrivelse af 8. februar
1990 fastholdt direktoratet sin afgørelse om ikke at kunne udbetale
erstatning
til dækning af rentemarginalen, medmindre der forelå en positiv
tilkendegivelse
herom fra Boligstyrelsen. Samtidig vedlagde direktoratet kopi af
cirkulæreskrivelse af 8. januar 1990 fra Boligstyrelsen vedrørende
rentesikring.
Om rentesikringens udbetaling
fremgår af pkt. 5 i cirkulæreskrivelsen:
"Efter § 52, stk. 4,
ydes rentesikringen med virkning fra arbejdernes færdiggørelse og udbetales
kvartalsvis bagud, første gang når regnskabet er godkendt og da for perioden
fra arbejdernes færdiggørelse til nærmeste kvartalsafslutning forud for
rentesikringens berigtigelse.
Den i loven foreskrevne
procedure indebærer, at den første udbetaling af rentesikring i reglen vil
ske
med en vis forsinkelse.
Der er ikke i
lovbestemmelserne om rentesikring eller forarbejderne dertil fastsat regler
om
regulering af støtten hverken for rentetab eller gevinst, som følge af
forskel
i renten mellem det rentesikrede lån og det eventuelle byggelån, som
finansierer den rentesikringsberettigede udgift i perioden fra arbejdernes
færdiggørelse, indtil det rentesikrede lån optages.
Der er heller ikke
bestemmelser om dækning af rentetab som følge af, at rentesikringen efter den
i
loven foreskrevne procedure udbetales med en vis forsinkelse.
Det skal derfor understreges,
at ejere, der er berettigede til rentesikring, ikke kan gøre krav gældende om
regulering af støtten som følge af rentetab eller -gevinst i forbindelse med
afregning af rentesikringen.
For i videst muligt omfang at
mindske et eventuelt rentetab, bør ejeren af den ombyggede ejendom, hvortil
der
skal ydes rentesikring, derfor snarest muligt i tilslutning til
saneringsarbejdernes afslutning hjemtage det lån (evt. som et acontolån, hvor
dette er muligt, og evt. mod fornøden bankgaranti eller anden garanti),
hvortil
der skal ydes rentesikring, således at byggelånet i videst muligt omfang kan
indfries.
....
Det forudsættes samtidig, at
kommunerne berigtiger byggeregnskabet hurtigst muligt, således at sagen kan
afsluttes, den endelige belåning kan komme på plads, og rentesikringen kan
komme til udbetaling.
Såfremt der er større
afvigelser mellem de samlede støtteberettigede udgifter i tilsagnet og i
regnskabet, eller støtteberigtigelsen ikke kan afsluttes inden for maksimalt
3
måneder fra det endelige dokumenterede regnskab modtages i kommunen, bør
kommunen snarest afgive en foreløbig udtalelse til ejeren om den forventede
størrelse af det lån, hvortil der vil blive ydet rentesikring til ejerens
brug
ved låneoptagelsen. I det omfang, låneoptagelsen forudsætter kommunal
garanti,
bør udtalelsen samtidig tage stilling til, i hvilket omfang en sådan vil
blive
ydet.
..."
I skrivelser af 22. februar
og 21. maj 1990 klagede A over afgørelsen til Bygge- og Boligstyrelsen. A
begrundede særligt klagen med, at styrelsen i sin hidtidige - og i vide
kredse
kendte - administrative praksis i hvert tilfælde til andelsboligforeninger
havde godkendt udbetaling af supplerende saneringstabserstatning til dækning
af
"rentemarginalen".
Den 5. juli 1990 bad Bygge-
og Boligstyrelsen i forbindelse med behandlingen af A's klage Direktoratet
for
Stadens Faste Ejendomme oplyse, om man som følge af den administrative
praksis,
der var fulgt inden udsendelsen af cirkulæreskrivelsen af 8. januar 1990, på
noget tidspunkt havde givet A forhåndstilsagn om en vis dækning af
"rentemarginalen". Styrelsen henviste samtidig til skrivelse af 30.
marts 1990 til direktoratet, hvori styrelsen bl.a. anførte:
"...
Udgiften, hvis endelige
størrelse dels afhænger af en eventuel renteforskel mellem byggelånsrenten og
den endelige finansieringsrente, samt tidsforløbet mellem skæringsdagen for
ombygningens afslutning og ombygningsregnskabets berigtigelse i kommunen, må
således principielt afholdes af ejeren af den ombyggede ejendom.
.....
Det må dog samtidig
konstateres, at som en følge af den administrative praksis, der er fulgt i
såvel styrelsen som i (K) kommune, kan kommunen have forpligtet sig til en
vis
dækning af den såkaldte rentemarginal. Bygge- og Boligstyrelsen kan derfor
give
sin tilslutning til, at (K) kommune i forbindelse med afslutning af sager,
hvor kommunen har givet ejeren forhåndstilsagn herom i den enkelte konkrete
sag, og hvor dette kan dokumenteres, lader et supplerende tab komme til
udbetaling efter de hidtil i kommunen anvendte retningslinier.
..."
På grundlag heraf meddelte
Direktoratet for Stadens Faste Ejendomme A den 12. juli 1990, at man ikke
fandt, at kommunen eller Boligstyrelsen ved aftale eller andet
forhåndstilsagn, som kunne dokumenteres, havde forpligtet sig over for A til
at betale "rentemarginalen". Kopi af skrivelsen blev sendt til
Bygge-
og Boligstyrelsen, der den 3. august 1990 meddelte A, at man ikke fandt
anledning til at ændre direktoratets afgørelse om ikke at dække
"rentemarginalen".
I klagen til mig over
afgørelsen anførte A, at Direktoratet for Stadens Faste Ejendomme godkendte
det
endelige byggeregnskab den 24. januar 1989. På dette tidspunkt var det
direktoratets faste praksis at yde supplerende saneringstabserstatning til
dækning af "rentemarginalen". Det var derfor A's opfattelse, at
andelsboligforeningen havde krav på at få erstattet
"rentemarginalen"
i henhold til den tidligere, men nu ændrede praksis.
A henviste endvidere til, at
foreningens advokat i sin egenskab af advokat for en anden
andelsboligforening,
hvis saneringssag direktoratet behandlede sideløbende med nærværende sag, ved
telefonsamtaler med en vicekontorchef i direktoratet fik tilkendegivelser om,
at den anden andelsboligforening i henhold til gældende fast administrativ
praksis kunne forvente at få dækket "rentemarginalen" som
saneringstabserstatning. Det var advokatens opfattelse, at tilkendegivelsen
også omfattede A under nærværende sag. A oplyste samtidig, at direktoratet
rent
faktisk havde erstattet "rentemarginalen" i den anden sag. En
lighedsbetragtning måtte derfor føre til, at A under denne sag tilkendtes en
tilsvarende erstatning.
Endelig anførte A, at den
skete praksisændring ikke burde tillægges tilbagevirkende kraft, idet hverken
A eller direktoratet under sagens behandling havde mulighed for at tage en
sådan ændring i betragtning. A henviste herved navnlig til, at direktoratet
brugte mere end 1 år, inden man traf afgørelse om godkendelse af det endelige
byggeregnskab. En sådan sagsbehandlingstid var klart i strid med
cirkulæreskrivelsen af 8. januar 1990, hvoraf det fremgik, at sagernes
behandling skulle fremskyndes bl.a. som følge af, at
"rentemarginalen"
ikke længere berettigede til supplerende saneringstabserstatning.
Bygge- og Boligstyrelsen
fastholdt i skrivelse af 11. februar 1991 til mig i anledning af A's klage
afgørelsen af 3. august 1990. Styrelsen anførte bl.a.:
"...
I den pågældende skrivelse af
3.8.1990 og ligeledes i den nævnte cirkulæreskrivelse af 8.1.1990 (afsnit 5)
samt en dertil hørende senere skrivelse af 30.3.1990 til (K) kommune har
Bygge-
og Boligstyrelsen gjort rede for, at ejere, der er berettigede til
rentesikring, efter styrelsens opfattelse ikke kan gøre krav gældende om
regulering af støtten som følge af et rentetab, der er opstået i forbindelse
med rentesikringens afregning, idet den fornødne lovhjemmel til at imødekomme
et sådant krav ikke er til stede. Undtagelse herfra kan kun - ud fra et
synspunkt om begunstigende forvaltningsakt - gøres i tilfælde, hvor kommunen
på
et tidligere tidspunkt har givet ejeren forhåndstilsagn om en vis dækning af
et
sådant rentetab, hvilket kommunen kan have gjort som følge af den
administrative
praksis, der blev fulgt forud for 8.1.1990, jf. det herom anførte i
styrelsens
nævnte skrivelse af 30.3.1990 til (K) kommune.
Ifølge kommunens oplysning i
skrivelse af 12.7.1990 og ifølge den nærmere redegørelse, som kommunen nu har
givet i sin skrivelse af 4.1.1991, er der i den foreliggende sag intet sådant
forhåndstilsagn givet fra kommunens side.
Det skal endvidere
understreges, at efter styrelsens opfattelse har der ikke været hjemmel til
at
yde tabserstatning som følge af en konstateret rentemarginal, således som det
er sket i en række tilfælde, og dette er blandt andet baggrunden for, at
styrelsen har udsendt ovennævnte cirkulæreskrivelse af 8.1.1990.
Bygge- og Boligstyrelsen
finder med henvisning til ovenstående ikke, at (A) kan gøre krav på, at sagen
skal afgøres i overensstemmelse med tidligere sager, hvor rentemarginalen er
medtaget som en støtteberettiget udgift.
..."
Styrelsen indhentede i øvrigt
i anledning af A's klage til mig en udtalelse fra Direktoratet for Stadens
Faste Ejendomme. Direktoratet oplyste således i skrivelse af 4. januar 1991
bl.a., at baggrunden for at erstatte "rentemarginalen" i den af A
omtalte sideløbende saneringssag ikke skyldtes tilkendegivelser herom fremsat
af en vicekontorchef i direktoratet, men at kravets eksistens telefonisk var
bekræftet over for den pågældende andelsboligforenings revisor.
A fremsatte i skrivelse af
21. marts 1991 sine bemærkninger til de to udtalelser.
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"Reglerne om støtte i
form af rentesikring til de udførte ombygnings- og istandsættelsesarbejder
findes i saneringslovens § 52 (lovbekendtgørelse nr. 385 af 4. august 1983
med
senere ændringer), hvori bl.a. bestemmes:
"...
Stk. 2.
Rentesikring
ydes for så vidt angår de godkendte udgifter med fradrag af indestående på
udvendige vedligeholdelseskonti, jfr.
lov om midlertidig regulering af boligforholdene ...
Stk. 3.
Rentesikringen
ydes til renteudgiften ud over en effektiv forrentning på mere end en
basisrente på 6 pct. p.a. af de optagne lån. Ved beregningen af
rentesikringen
kan der ikke tages hensyn til en forrentning, der ligger ud over
markedsrenten
for sædvanlige lån i realkreditinstitutterne til ombygnings- og
forbedringsarbejder i udlejningsejendomme.
Stk. 4.
Rentesikringen
ydes med virkning fra arbejdernes færdiggørelse og udbetales kontant. ....
Stk. 5....."
Det fremgår af sagens akter,
at byggelånsrenten incl. provision i perioden 1. maj 1987 (skæringsdagen) til
den 14. august 1989, hvor den endelige finansiering fandt sted, oversteg
rentesikringen beregnet i henhold til lovens § 52, stk. 3. Herved fremkom en
udækket renteudgift, "rentemarginalen", der som udgangspunkt skal
betales af (A). (A) har opgjort denne til 276.185,62 kr.
Efter det oplyste fulgte (K)
Kommune i årene 1985-1990 en praksis, hvorefter kommunen efterfølgende, når
den
endelige finansiering havde fundet sted, i et vist omfang dækkede
rentemarginalen som supplerende saneringstab. Denne praksis var efterhånden
kendt i en større kreds.
I forbindelse med en nærmere
gennemgang af nogle konkrete sager konstaterede Bygge- og Boligstyrelsen i
december 1989, at der ikke i saneringsloven eller dennes forarbejder var
hjemmel til helt eller delvist at dække "rentemarginalen".
I cirkulæreskrivelse af 8.
januar 1990 vedrørende rentesikring understregede styrelsen derfor, at ejere,
der var berettigede til rentesikring, ikke kunne gøre krav gældende om
regulering af støtten som følge af rentetab i forbindelse med afregning af
rentesikringen. I skrivelsen var ikke anført, fra hvilket tidspunkt denne
praksis skulle følges. Bygge- og Boligstyrelsen tilsluttede sig imidlertid i
skrivelse af 30. marts 1990 til (K) Kommune, at kommunen lod et supplerende
tab
komme til udbetaling i henhold til den hidtil fulgte praksis, såfremt det
dokumenteredes, at kommunen havde givet en ejer forhåndstilsagn om en vis
dækning af "rentemarginalen".
Som (A) har forelagt sagen
for mig, har jeg ikke anledning til at gå nærmere ind på spørgsmålet, om der
i
saneringsloven eller dens forarbejder er hjemmel til helt eller delvist at
dække "rentemarginalen". Jeg lægger derfor i det følgende Bygge- og
Boligstyrelsens opfattelse af dette spørgsmål til grund for min afgørelse.
Det er såvel i teorien som i
retspraksis antaget, at en forvaltningsmyndighed ikke er afskåret fra at
ændre
administrativ praksis, se nærmere herom Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret,
5. udgave, s.
428 f,
og Juridisk Grundbog, bind 4, 1989, s. 25.
Det kan således ikke give mig
anledning til bemærkninger, at Bygge- og Boligstyrelsen i 1990 efter at have
konstateret den manglende hjemmel til at dække "rentemarginalen"
meddelte, at denne udgift måtte afholdes af ejendommens ejer.
Da baggrunden for den ændrede
praksis var manglende hjemmel til at afholde udgiften, kan det heller ikke
give
mig anledning til bemærkninger, at den ændrede praksis blev fulgt i alle
sager, hvori der endnu ikke var truffet konkret afgørelse om udbetaling af
supplerende tab, medmindre det kunne dokumenteres, at kommunen havde givet en
ejer forhåndstilsagn om en vis dækning af "rentemarginalen".
Det fremgår ikke af sagens
akter, at (K) Kommune på forhånd under sagens behandling i kommunen havde
givet
(A) tilsagn om en vis dækning af "rentemarginalen". Jeg bemærker i
den forbindelse, at det tilsagn om dækning, der blev givet
Andelsboligforeningen
(B), ikke ses at omfatte (A).
Det kan derfor ikke give mig
anledning til bemærkninger, at Bygge- og Boligstyrelsen den 3. august 1990
afslog at yde dækning i henhold til et forhåndstilsagn herom.
Størrelsen af
"rentemarginal-beløbet" afhænger - udover af forskellen mellem
byggelånsrenten og den endelige finansieringsrente - af tidsforløbet mellem
skæringsdagen for ombygningens afslutning og den endelige finansiering.
Bygge- og Boligstyrelsen
anførte derfor, jf. ovenfor, i cirkulæreskrivelsen af 8. januar 1990, at en
ejer for at mindske sit rentetab snarest muligt i tilslutning til
saneringsarbejdernes afslutning burde hjemtage det endelige lån, eventuelt
som
et acontolån. Styrelsen forudsatte ligeledes, at kommunen berigtigede
byggeregnskabet
hurtigst muligt og senest inden 3 måneder fra modtagelsen af det endelige
dokumenterede regnskab. Hvor fristen ikke kunne overholdes, burde kommunen
afgive en foreløbig udtalelse til brug for ejerens endelige finansiering af
ombygningen.
Skæringsdagen for
afslutningen af ombygningsarbejderne på (A's) ejendom fastsattes til den 1.
maj
1987. Endeligt byggeregnskab blev indsendt til kommunen den 22. januar 1988.
Sagsbehandlingen i kommunen varede ca. 1 år. Kommunens godkendelse af det
endelige byggeregnskab forelå således først den 24. januar 1989. Endelig
finansiering og dermed fiksering af det beløb, der i henhold til den hidtil
fulgte praksis dannede grundlag for udbetaling af supplerende
saneringstabserstatning, fandt sted den 14. august 1989. At den endelige
finansiering skete så sent, skyldtes bl.a., at ibrugtagningstilladelsen, der
var en forudsætning for den endelige låneoptagelse, fremkom på et meget sent
tidspunkt. Det fremgår ikke af de foreliggende oplysninger, hvad årsagen
hertil
var.
Jeg må lægge til grund, at
såvel (A) som kommunen i hele denne periode gik ud fra, at en vis del af
udgiften til "rentemarginalen" ville blive dækket i henhold til den
i perioden fulgte administrative praksis. Hverken (A) eller kommunen havde
derfor særlig anledning til at fremskynde sagens behandling og den endelige
låneoptagelse.
På denne baggrund foreligger
der efter min opfattelse i (A's) sag sådanne helt særlige omstændigheder, der
-
på samme måde som et forhåndstilsagn - vil kunne danne grundlag for
udbetaling
af i hvert tilfælde en del af "rentemarginal-beløbet", selv om et
egentligt forhåndstilsagn herom ikke er givet."
Jeg gjorde Bygge- og
Boligstyrelsen bekendt med min opfattelse og henstillede samtidig til
styrelsen
at overveje sagen på ny.
Lignende dokumenter
- Vejledning om offentligt støttet byggeri Retsinformation · 17. februar 1994
- 1996 LSF 197 FORSLAG TIL LOV OM BYFORNYELSE Retsinformation · 13. juni 1997
- Bekendtgørelse om engangstilskud til etablering af skæve boliger m.v. Retsinformation · 7. oktober 2026
- Byfornyelse - byggeregnskab - byggelånsrenter Retsinformation · 24. september 1997
- Vejledning om offentlig støtte til almene boliger m.v. Retsinformation · 24. september 1997
- 1988 BTL 166 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BYFORNYELSE OG BOLIGFORBEDRING, LOV OM REALKREDITINSTITUTTER, LOV OM INDEKSREGULEREDE REALKREDITLÅN OG BYGGELOVEN NR L 166 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 23. maj 1989