Spring til indhold

Retsinformation

Ændring af administrativ praksis vedrørende supplerende saneringstabserstatning.

FOU nr 1991.42UdtalelserFolketinget20. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ændring af administrativ praksis vedrørende supplerende

saneringstabserstatning.

Andelsboligforeningen A

klagede over, at Bygge- og Boligstyrelsen var af den opfattelse, at

"rentemarginalen"

ikke var en støtteberettiget udgift i henhold til saneringsloven i

forbindelse

med en af A gennemført ombygning og istandsættelse af foreningens ejendom.

Det fremgik af sagens akter,

at A den 22. januar 1988 bl.a. sendte det endelige byggeregnskab vedrørende

påbudte saneringsarbejder på A's ejendom til Direktoratet for Stadens Faste

Ejendomme

til godkendelse. De samlede udgifter udgjorde i henhold til regnskabet

9.926.981,88 kr. Skæringsdagen foresloges fastsat til den 1. maj 1987.

Efter yderligere brevveksling

mellem A og direktoratet godkendte dette i skrivelse af 24. januar 1989

regnskabet

for de påbudte saneringsarbejder. Direktoratet opgjorde i skrivelsen A's

støtteberettigede udgift til 8.667.000 kr.

Grundlaget for A's

låneoptagelse, hvortil der ville blive ydet rentesikring, fastsattes til

4.300.000 kr., hvorefter saneringstabet udgjorde 4.367.000 kr. Dette beløb

med

tillæg af renter fra skæringsdatoen den 1. maj 1987 blev samme dag indsat på

A's byggelånskonto i Privatbanken.

Samtidig (24. januar 1989)

bad direktoratet Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om at

foretage udmåling og udbetaling af rentesikring fra skæringsdagen.

Direktoratet anførte herved i skrivelsen til hypotekbanken:

"...

Læs alt

Som led i

saneringsarbejdernes midlertidige finansiering har kommunen garanteret for

byggelånet til ejeren. Kommunen (og Boligstyrelsen) hæfter derfor også for de

byggelånsrenter, som er påløbet i tiden efter arbejdernes færdiggørelse og

delvis skal dækkes af rentesikring. Det er således af væsentlig betydning at

sikre, at 1. udbetaling af rentesikringen anvendes til delvis indfrielse af

byggelånet.

Man skal derfor anmode

hypotekbanken om ved den 1. udbetaling af rentesikringen at indbetale beløbet

på ejerens byggelånskonto .... i Privatbanken ....".

Den endelige finansiering af

saneringsarbejderne skete gennem låneoptagelse hos Nykredit. Disse lån

forrentedes fra den 14. august 1989.

Efter lånesagens afslutning

ansøgte A i skrivelse af 14. november 1989 om yderligere

saneringstabserstatning bl.a. som følge af, at markedsrenten på lånene hos

Nykredit var lavere end byggelånsrenten incl. provision i perioden efter

skæringsdagen

den 1. maj 1987 og indtil den 14. august 1989 (rentemarginal). A opgjorde sit

tab i perioden til 276.185,62 kr.

Den 10. januar 1990 afslog

Direktoratet for Stadens Faste Ejendomme ansøgningen om yderligere

saneringstabserstatning til dækning af rentemarginalen. I skrivelsen anførte

direktoratet:

"...

at spørgsmålet om ydelse af

saneringsstøtte til dækning af rentemarginaler har været gjort til genstand

for principielle overvejelser i Boligstyrelsen, der herefter ved den i kopi

vedlagte skrivelse af 19. december 1989 har fastslået, at der ikke findes

hjemmel i lovgivningen til at yde godtgørelse herfor.

Kommunen finder herefter at

måtte henholde sig til det af Boligstyrelsen anførte.

..."

I den omtalte skrivelse af

19. december 1989 anførte Boligstyrelsen om hjemmelen til at yde

saneringsstøtte til dækning af rentemarginalen:

"Efter nøje gennemgang

af lovgivningen og dens forudsætninger er det Boligstyrelsens opfattelse, at

der for tiden efter saneringens afslutning (skæringsdagen) i forbindelse med

berigtigelsen af rentesikring, hverken vil blive ydet eller krævet

godtgørelse

for rentedifferencen mellem byggelån og endeligt lån (realkreditlån) eller

mellem renten på det endelige lån og den beregnede rentesats, som

rentesikringen udbetales efter.

I denne forbindelse skal

anføres, at efter § 52, stk. 4, ydes rentesikringen med virkning fra

arbejdernes færdiggørelse og udbetales kvartalsvis bagud, første gang når

regnskabet er godkendt og da for perioden fra arbejdernes færdiggørelse til

nærmeste kvartalsafslutning forud for rentesikringens berigtigelse.

Den i loven foreskrevne

procedure indebærer, at den første udbetaling af rentesikring i reglen vil

ske

med en vis forsinkelse.

Desuagtet er der ikke i lovbestemmelserne

om rentesikring eller forarbejderne dertil fastsat regel om regulering af

støtten for rentetab som følge af, at rentesikringen efter den i loven

foreskrevne

procedure udbetales med en vis forsinkelse.

Det skal på denne baggrund

fastslås, at der ikke i medfør af loven er grundlag for at rejse krav om

regulering af støtten som følge af rentetab i forbindelse med afregning af

rentesikringen."

Den 16. januar 1990 bad A

direktoratet om at overveje sagen på ny, idet A efter supplerende

undersøgelser

forbeholdt sig at vende tilbage til sagen.

I skrivelse af 8. februar

1990 fastholdt direktoratet sin afgørelse om ikke at kunne udbetale

erstatning

til dækning af rentemarginalen, medmindre der forelå en positiv

tilkendegivelse

herom fra Boligstyrelsen. Samtidig vedlagde direktoratet kopi af

cirkulæreskrivelse af 8. januar 1990 fra Boligstyrelsen vedrørende

rentesikring.

Om rentesikringens udbetaling

fremgår af pkt. 5 i cirkulæreskrivelsen:

"Efter § 52, stk. 4,

ydes rentesikringen med virkning fra arbejdernes færdiggørelse og udbetales

kvartalsvis bagud, første gang når regnskabet er godkendt og da for perioden

fra arbejdernes færdiggørelse til nærmeste kvartalsafslutning forud for

rentesikringens berigtigelse.

Den i loven foreskrevne

procedure indebærer, at den første udbetaling af rentesikring i reglen vil

ske

med en vis forsinkelse.

Der er ikke i

lovbestemmelserne om rentesikring eller forarbejderne dertil fastsat regler

om

regulering af støtten hverken for rentetab eller gevinst, som følge af

forskel

i renten mellem det rentesikrede lån og det eventuelle byggelån, som

finansierer den rentesikringsberettigede udgift i perioden fra arbejdernes

færdiggørelse, indtil det rentesikrede lån optages.

Der er heller ikke

bestemmelser om dækning af rentetab som følge af, at rentesikringen efter den

i

loven foreskrevne procedure udbetales med en vis forsinkelse.

Det skal derfor understreges,

at ejere, der er berettigede til rentesikring, ikke kan gøre krav gældende om

regulering af støtten som følge af rentetab eller -gevinst i forbindelse med

afregning af rentesikringen.

For i videst muligt omfang at

mindske et eventuelt rentetab, bør ejeren af den ombyggede ejendom, hvortil

der

skal ydes rentesikring, derfor snarest muligt i tilslutning til

saneringsarbejdernes afslutning hjemtage det lån (evt. som et acontolån, hvor

dette er muligt, og evt. mod fornøden bankgaranti eller anden garanti),

hvortil

der skal ydes rentesikring, således at byggelånet i videst muligt omfang kan

indfries.

....

Det forudsættes samtidig, at

kommunerne berigtiger byggeregnskabet hurtigst muligt, således at sagen kan

afsluttes, den endelige belåning kan komme på plads, og rentesikringen kan

komme til udbetaling.

Såfremt der er større

afvigelser mellem de samlede støtteberettigede udgifter i tilsagnet og i

regnskabet, eller støtteberigtigelsen ikke kan afsluttes inden for maksimalt

3

måneder fra det endelige dokumenterede regnskab modtages i kommunen, bør

kommunen snarest afgive en foreløbig udtalelse til ejeren om den forventede

størrelse af det lån, hvortil der vil blive ydet rentesikring til ejerens

brug

ved låneoptagelsen. I det omfang, låneoptagelsen forudsætter kommunal

garanti,

bør udtalelsen samtidig tage stilling til, i hvilket omfang en sådan vil

blive

ydet.

..."

I skrivelser af 22. februar

og 21. maj 1990 klagede A over afgørelsen til Bygge- og Boligstyrelsen. A

begrundede særligt klagen med, at styrelsen i sin hidtidige - og i vide

kredse

kendte - administrative praksis i hvert tilfælde til andelsboligforeninger

havde godkendt udbetaling af supplerende saneringstabserstatning til dækning

af

"rentemarginalen".

Den 5. juli 1990 bad Bygge-

og Boligstyrelsen i forbindelse med behandlingen af A's klage Direktoratet

for

Stadens Faste Ejendomme oplyse, om man som følge af den administrative

praksis,

der var fulgt inden udsendelsen af cirkulæreskrivelsen af 8. januar 1990, på

noget tidspunkt havde givet A forhåndstilsagn om en vis dækning af

"rentemarginalen". Styrelsen henviste samtidig til skrivelse af 30.

marts 1990 til direktoratet, hvori styrelsen bl.a. anførte:

"...

Udgiften, hvis endelige

størrelse dels afhænger af en eventuel renteforskel mellem byggelånsrenten og

den endelige finansieringsrente, samt tidsforløbet mellem skæringsdagen for

ombygningens afslutning og ombygningsregnskabets berigtigelse i kommunen, må

således principielt afholdes af ejeren af den ombyggede ejendom.

.....

Det må dog samtidig

konstateres, at som en følge af den administrative praksis, der er fulgt i

såvel styrelsen som i (K) kommune, kan kommunen have forpligtet sig til en

vis

dækning af den såkaldte rentemarginal. Bygge- og Boligstyrelsen kan derfor

give

sin tilslutning til, at (K) kommune i forbindelse med afslutning af sager,

hvor kommunen har givet ejeren forhåndstilsagn herom i den enkelte konkrete

sag, og hvor dette kan dokumenteres, lader et supplerende tab komme til

udbetaling efter de hidtil i kommunen anvendte retningslinier.

..."

På grundlag heraf meddelte

Direktoratet for Stadens Faste Ejendomme A den 12. juli 1990, at man ikke

fandt, at kommunen eller Boligstyrelsen ved aftale eller andet

forhåndstilsagn, som kunne dokumenteres, havde forpligtet sig over for A til

at betale "rentemarginalen". Kopi af skrivelsen blev sendt til

Bygge-

og Boligstyrelsen, der den 3. august 1990 meddelte A, at man ikke fandt

anledning til at ændre direktoratets afgørelse om ikke at dække

"rentemarginalen".

I klagen til mig over

afgørelsen anførte A, at Direktoratet for Stadens Faste Ejendomme godkendte

det

endelige byggeregnskab den 24. januar 1989. På dette tidspunkt var det

direktoratets faste praksis at yde supplerende saneringstabserstatning til

dækning af "rentemarginalen". Det var derfor A's opfattelse, at

andelsboligforeningen havde krav på at få erstattet

"rentemarginalen"

i henhold til den tidligere, men nu ændrede praksis.

A henviste endvidere til, at

foreningens advokat i sin egenskab af advokat for en anden

andelsboligforening,

hvis saneringssag direktoratet behandlede sideløbende med nærværende sag, ved

telefonsamtaler med en vicekontorchef i direktoratet fik tilkendegivelser om,

at den anden andelsboligforening i henhold til gældende fast administrativ

praksis kunne forvente at få dækket "rentemarginalen" som

saneringstabserstatning. Det var advokatens opfattelse, at tilkendegivelsen

også omfattede A under nærværende sag. A oplyste samtidig, at direktoratet

rent

faktisk havde erstattet "rentemarginalen" i den anden sag. En

lighedsbetragtning måtte derfor føre til, at A under denne sag tilkendtes en

tilsvarende erstatning.

Endelig anførte A, at den

skete praksisændring ikke burde tillægges tilbagevirkende kraft, idet hverken

A eller direktoratet under sagens behandling havde mulighed for at tage en

sådan ændring i betragtning. A henviste herved navnlig til, at direktoratet

brugte mere end 1 år, inden man traf afgørelse om godkendelse af det endelige

byggeregnskab. En sådan sagsbehandlingstid var klart i strid med

cirkulæreskrivelsen af 8. januar 1990, hvoraf det fremgik, at sagernes

behandling skulle fremskyndes bl.a. som følge af, at

"rentemarginalen"

ikke længere berettigede til supplerende saneringstabserstatning.

Bygge- og Boligstyrelsen

fastholdt i skrivelse af 11. februar 1991 til mig i anledning af A's klage

afgørelsen af 3. august 1990. Styrelsen anførte bl.a.:

"...

I den pågældende skrivelse af

3.8.1990 og ligeledes i den nævnte cirkulæreskrivelse af 8.1.1990 (afsnit 5)

samt en dertil hørende senere skrivelse af 30.3.1990 til (K) kommune har

Bygge-

og Boligstyrelsen gjort rede for, at ejere, der er berettigede til

rentesikring, efter styrelsens opfattelse ikke kan gøre krav gældende om

regulering af støtten som følge af et rentetab, der er opstået i forbindelse

med rentesikringens afregning, idet den fornødne lovhjemmel til at imødekomme

et sådant krav ikke er til stede. Undtagelse herfra kan kun - ud fra et

synspunkt om begunstigende forvaltningsakt - gøres i tilfælde, hvor kommunen

på

et tidligere tidspunkt har givet ejeren forhåndstilsagn om en vis dækning af

et

sådant rentetab, hvilket kommunen kan have gjort som følge af den

administrative

praksis, der blev fulgt forud for 8.1.1990, jf. det herom anførte i

styrelsens

nævnte skrivelse af 30.3.1990 til (K) kommune.

Ifølge kommunens oplysning i

skrivelse af 12.7.1990 og ifølge den nærmere redegørelse, som kommunen nu har

givet i sin skrivelse af 4.1.1991, er der i den foreliggende sag intet sådant

forhåndstilsagn givet fra kommunens side.

Det skal endvidere

understreges, at efter styrelsens opfattelse har der ikke været hjemmel til

at

yde tabserstatning som følge af en konstateret rentemarginal, således som det

er sket i en række tilfælde, og dette er blandt andet baggrunden for, at

styrelsen har udsendt ovennævnte cirkulæreskrivelse af 8.1.1990.

Bygge- og Boligstyrelsen

finder med henvisning til ovenstående ikke, at (A) kan gøre krav på, at sagen

skal afgøres i overensstemmelse med tidligere sager, hvor rentemarginalen er

medtaget som en støtteberettiget udgift.

..."

Styrelsen indhentede i øvrigt

i anledning af A's klage til mig en udtalelse fra Direktoratet for Stadens

Faste Ejendomme. Direktoratet oplyste således i skrivelse af 4. januar 1991

bl.a., at baggrunden for at erstatte "rentemarginalen" i den af A

omtalte sideløbende saneringssag ikke skyldtes tilkendegivelser herom fremsat

af en vicekontorchef i direktoratet, men at kravets eksistens telefonisk var

bekræftet over for den pågældende andelsboligforenings revisor.

A fremsatte i skrivelse af

21. marts 1991 sine bemærkninger til de to udtalelser.

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"Reglerne om støtte i

form af rentesikring til de udførte ombygnings- og istandsættelsesarbejder

findes i saneringslovens § 52 (lovbekendtgørelse nr. 385 af 4. august 1983

med

senere ændringer), hvori bl.a. bestemmes:

"...

Stk. 2.

Rentesikring

ydes for så vidt angår de godkendte udgifter med fradrag af indestående på

udvendige vedligeholdelseskonti, jfr.

lov om midlertidig regulering af boligforholdene ...

Stk. 3.

Rentesikringen

ydes til renteudgiften ud over en effektiv forrentning på mere end en

basisrente på 6 pct. p.a. af de optagne lån. Ved beregningen af

rentesikringen

kan der ikke tages hensyn til en forrentning, der ligger ud over

markedsrenten

for sædvanlige lån i realkreditinstitutterne til ombygnings- og

forbedringsarbejder i udlejningsejendomme.

Stk. 4.

Rentesikringen

ydes med virkning fra arbejdernes færdiggørelse og udbetales kontant. ....

Stk. 5....."

Det fremgår af sagens akter,

at byggelånsrenten incl. provision i perioden 1. maj 1987 (skæringsdagen) til

den 14. august 1989, hvor den endelige finansiering fandt sted, oversteg

rentesikringen beregnet i henhold til lovens § 52, stk. 3. Herved fremkom en

udækket renteudgift, "rentemarginalen", der som udgangspunkt skal

betales af (A). (A) har opgjort denne til 276.185,62 kr.

Efter det oplyste fulgte (K)

Kommune i årene 1985-1990 en praksis, hvorefter kommunen efterfølgende, når

den

endelige finansiering havde fundet sted, i et vist omfang dækkede

rentemarginalen som supplerende saneringstab. Denne praksis var efterhånden

kendt i en større kreds.

I forbindelse med en nærmere

gennemgang af nogle konkrete sager konstaterede Bygge- og Boligstyrelsen i

december 1989, at der ikke i saneringsloven eller dennes forarbejder var

hjemmel til helt eller delvist at dække "rentemarginalen".

I cirkulæreskrivelse af 8.

januar 1990 vedrørende rentesikring understregede styrelsen derfor, at ejere,

der var berettigede til rentesikring, ikke kunne gøre krav gældende om

regulering af støtten som følge af rentetab i forbindelse med afregning af

rentesikringen. I skrivelsen var ikke anført, fra hvilket tidspunkt denne

praksis skulle følges. Bygge- og Boligstyrelsen tilsluttede sig imidlertid i

skrivelse af 30. marts 1990 til (K) Kommune, at kommunen lod et supplerende

tab

komme til udbetaling i henhold til den hidtil fulgte praksis, såfremt det

dokumenteredes, at kommunen havde givet en ejer forhåndstilsagn om en vis

dækning af "rentemarginalen".

Som (A) har forelagt sagen

for mig, har jeg ikke anledning til at gå nærmere ind på spørgsmålet, om der

i

saneringsloven eller dens forarbejder er hjemmel til helt eller delvist at

dække "rentemarginalen". Jeg lægger derfor i det følgende Bygge- og

Boligstyrelsens opfattelse af dette spørgsmål til grund for min afgørelse.

Det er såvel i teorien som i

retspraksis antaget, at en forvaltningsmyndighed ikke er afskåret fra at

ændre

administrativ praksis, se nærmere herom Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret,

5. udgave, s.

428 f,

og Juridisk Grundbog, bind 4, 1989, s. 25.

Det kan således ikke give mig

anledning til bemærkninger, at Bygge- og Boligstyrelsen i 1990 efter at have

konstateret den manglende hjemmel til at dække "rentemarginalen"

meddelte, at denne udgift måtte afholdes af ejendommens ejer.

Da baggrunden for den ændrede

praksis var manglende hjemmel til at afholde udgiften, kan det heller ikke

give

mig anledning til bemærkninger, at den ændrede praksis blev fulgt i alle

sager, hvori der endnu ikke var truffet konkret afgørelse om udbetaling af

supplerende tab, medmindre det kunne dokumenteres, at kommunen havde givet en

ejer forhåndstilsagn om en vis dækning af "rentemarginalen".

Det fremgår ikke af sagens

akter, at (K) Kommune på forhånd under sagens behandling i kommunen havde

givet

(A) tilsagn om en vis dækning af "rentemarginalen". Jeg bemærker i

den forbindelse, at det tilsagn om dækning, der blev givet

Andelsboligforeningen

(B), ikke ses at omfatte (A).

Det kan derfor ikke give mig

anledning til bemærkninger, at Bygge- og Boligstyrelsen den 3. august 1990

afslog at yde dækning i henhold til et forhåndstilsagn herom.

Størrelsen af

"rentemarginal-beløbet" afhænger - udover af forskellen mellem

byggelånsrenten og den endelige finansieringsrente - af tidsforløbet mellem

skæringsdagen for ombygningens afslutning og den endelige finansiering.

Bygge- og Boligstyrelsen

anførte derfor, jf. ovenfor, i cirkulæreskrivelsen af 8. januar 1990, at en

ejer for at mindske sit rentetab snarest muligt i tilslutning til

saneringsarbejdernes afslutning burde hjemtage det endelige lån, eventuelt

som

et acontolån. Styrelsen forudsatte ligeledes, at kommunen berigtigede

byggeregnskabet

hurtigst muligt og senest inden 3 måneder fra modtagelsen af det endelige

dokumenterede regnskab. Hvor fristen ikke kunne overholdes, burde kommunen

afgive en foreløbig udtalelse til brug for ejerens endelige finansiering af

ombygningen.

Skæringsdagen for

afslutningen af ombygningsarbejderne på (A's) ejendom fastsattes til den 1.

maj

1987. Endeligt byggeregnskab blev indsendt til kommunen den 22. januar 1988.

Sagsbehandlingen i kommunen varede ca. 1 år. Kommunens godkendelse af det

endelige byggeregnskab forelå således først den 24. januar 1989. Endelig

finansiering og dermed fiksering af det beløb, der i henhold til den hidtil

fulgte praksis dannede grundlag for udbetaling af supplerende

saneringstabserstatning, fandt sted den 14. august 1989. At den endelige

finansiering skete så sent, skyldtes bl.a., at ibrugtagningstilladelsen, der

var en forudsætning for den endelige låneoptagelse, fremkom på et meget sent

tidspunkt. Det fremgår ikke af de foreliggende oplysninger, hvad årsagen

hertil

var.

Jeg må lægge til grund, at

såvel (A) som kommunen i hele denne periode gik ud fra, at en vis del af

udgiften til "rentemarginalen" ville blive dækket i henhold til den

i perioden fulgte administrative praksis. Hverken (A) eller kommunen havde

derfor særlig anledning til at fremskynde sagens behandling og den endelige

låneoptagelse.

På denne baggrund foreligger

der efter min opfattelse i (A's) sag sådanne helt særlige omstændigheder, der

-

på samme måde som et forhåndstilsagn - vil kunne danne grundlag for

udbetaling

af i hvert tilfælde en del af "rentemarginal-beløbet", selv om et

egentligt forhåndstilsagn herom ikke er givet."

Jeg gjorde Bygge- og

Boligstyrelsen bekendt med min opfattelse og henstillede samtidig til

styrelsen

at overveje sagen på ny.

Lignende dokumenter