Afslag på 2.-instans bevilling i politisag. Begrundelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på 2.-instans bevilling i politisag. Begrundelse.
A klagede over, at Justitsministeriet
havde afslået en ansøgning om tilladelse til at anke en dom, som var afsagt
af
byretten i X-by, til Østre Landsret.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A ved dommen var
blevet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 for trusler på
livet imod sin overbo, B. A blev straffet med 10 dagbøder á 100 kr. Af
udskrift
for retsbogen fremgik det, at udover A og B blev alene A's hustru afhørt
under
retssagen.
A anmodede Justitsministeriet om tilladelse til at anke dommen
til Østre Landsret. A anførte i sin ansøgning bl.a, at domfældelsen skete på
et
efter hans opfattelse meget usikkert grundlag, idet dommen alene byggede på
B's
forklaring, uden at denne på nogen måde var understøttet af objektivt
konstaterbare kendsgerninger. A anførte endvidere, at domfældelsen var et
brud på reglen om, at anklagemyndigheden har bevisbyrden i straffesager.
Justitsministeriet afslog A's ansøgning; ministeriet anførte
herved bl.a følgende:
"...Til brug ved afgørelsen af (A's) ansøgning har
Justitsministeriet indhentet udtalelser fra anklagemyndigheden og gennemgået
sagens akter.
Justitsministeriet skal herefter meddele, at man ikke finder
grundlag for at imødekomme ansøgningen. Justitsministeriet har ved afgørelsen
særlig lagt vægt på, at sagen ikke efter ministeriets opfattelse indeholder
sådanne forhold, at der er knyttet en mere almindelig (principiel) interesse
til sagens indbringelse for landsretten."
Læs alt
A rettede på ny henvendelse til Justitsministeriet og anmodede
ministeriet om at tage den tidligere trufne afgørelse op til fornyet
overvejelse. A anførte bl.a følgende:
"...Det er min opfattelse, at afslaget (og den anførte
begrundelse) er i klar strid med de forudsætninger, der knytter sig til lov
nr.
298 af 6. juni 1984, hvorved beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962 blev hævet
til 1.000 kr. eller 10 dagbøder.
Denne lov hviler på betænkning nr. 994/1983, hvor følgende bl.a
udtales s. 151:
"En sådan ændring vil formentlig kunne gennemføres, uden at
det vil medføre nogen reel svækkelse af de tiltaltes retsstilling. Det
forudsættes herved, at Justitsministeriet som hidtil, hvor det skønnes
rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2. instans, vil
kunne
meddele tilladelse til anke..."
Jeg henviser endvidere til Duus og Elmer i Juristen
1984.341 f., hvor følgende
udtales:
"Justitsministeriet har ... i forbindelse med lovforslagets
behandling i Folketinget i et svar på spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg
givet udtryk for, at Justitsministeriet er indstillet på at være
imødekommende
over for begæringer om anketilladelse fra tiltaltes side, medmindre det må
antages, at en anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte
gunstigt resultat."
På den baggrund er det naturligvis helt uforståeligt, at
Justitsministeriet opererer med et krav om, at sagen skal have en "mere
almindelig (principiel) interesse". Dette kriterium kan undertiden være
relevant ved tilladelse til anke til Højesteret, men kan ikke være en
betingelse for, at en sag skal tillades anket til landsretten.
I den foreliggende sag beror domfældelsen på en langtfra
utvivlsom bevisvurdering. Det er derfor ikke åbenbart, at anke vil være
udsigtsløs. ..."
Efter en fornyet gennemgang af sagen fastholdt
Justitsministeriet den tidligere trufne afgørelse; som begrundelse herfor
anførte ministeriet bl.a følgende:
"... Justitsministeriet skal - som anført i ministeriets
afgørelse af 8. december 1989 - oplyse, at ministeriet efter retsplejelovens
§
962 kan meddele tilladelse til anke af byrettens afgørelse i en straffesag,
der
ikke uden en sådan særlig tilladelse kan indbringes for landsretten, såfremt
sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Om
disse betingelser er opfyldt, afgøres af Justitsministeriet på grundlag af en
vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, som indgår i den
pågældende
konkrete sag.
Justitsministeriet skal endvidere oplyse, at man ved afgørelsen
bl.a. har lagt vægt på, at sagen - som anført - ikke efter ministeriets
opfattelse er af principiel karakter, idet der er tale om en helt konkret
bevisvurdering af spørgsmålet om, hvorvidt De har truet (B) med en kniv. Det
bemærkes i den forbindelse, at en domfældts uenighed i en byrets vurdering af
beviser i almindelighed ikke kan bevirke, at sagen bliver af principiel
interesse.
Retten i (X-by) har - efter at have hørt Dem, Deres hustrus og
(B's) forklaring - ved sin afgørelse lagt vægt på vidnets forklaring, der
efter
gengivelsen til retsbogen har været særdeles detaljeret, ligesom forklaringen
synes at være i overensstemmelse med hendes forklaringer til
politirapporterne.
Ved (B's) forklaring finder retten det bevist, at De har truet (B) med en
kniv
på en måde, der var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv,
helbred eller velfærd. Det fremgår endvidere af sagen, at De i retten har
nægtet Dem skyldig, og at De har forklaret, at De ikke erindrer, om De var
hjemme den pågældende dag, ligesom De har oplyst, at De ikke er i besiddelse
af
en springkniv. Endelig har De oplyst, at der er et spændt forhold mellem Dem
og
deres hustru på den ene side og vidnet på den anden side, samt at der har
verseret en civil retssag mellem de pågældende, der hver ejer en del af den
faste ejendom, de bebor.
Deres hustru har ifølge retsbogen blandt andet forklaret, at hun
ikke var hjemme den pågældende dag, samt at hun aldrig har set Dem i
besiddelse
af en springkniv.
Der er ikke i sagen oplysninger, der tyder på, at andre end Dem
og overboen har overværet forholdet. Der er endvidere ikke i sagen efter
Justitsministeriets opfattelse oplysninger om objektive fund m.v., der skulle
kunne afsvække den af vidnet afgivne forklaring. Justitsministeriet har
derfor
ved sin afgørelse af sagen efter et konkret skøn lagt den bevisvurdering til
grund, som retten i (X-by) har anlagt i sagen. I lyset af denne vurdering har
ministeriet ikke fundet, at der foreligger sådanne forhold, at særlige grunde
skulle tale for, at sagen indbringes for landsretten, uanset at sagen som
nævnt
ikke er af principiel interesse.
Justitsministeriet finder ikke, at afgørelsen er i strid med
retsplejelovens ordlyd eller forarbejderne til den nævnte ændring af
retsplejeloven. ..."
I klagen til mig anførte A, at det er uberettiget, når
Justitsministeriet opererede med et krav om, at sagen skal være af principiel
interesse, eller at særlige grunde skal foreligge. A henviste i den
forbindelse
til de løfter, som Justitsministeriet havde afgivet over for Folketingets
Retsudvalg, hvorefter det er tilstrækkeligt, at anke
åbenbart
ikke vil kunne føre til et for tiltalte gunstigt resultat.
I en udtalelse i anledning af klagen til mig henholdt
Justitsministeriet sig til sine tidligere trufne afgørelser.
Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:
"Retsplejelovens § 962, stk. 3, har følgende ordlyd:
"Justitsministeren kan tillade anke af domme, der efter
stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, såfremt sagen er af principiel
karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor..."
Da den foreliggende sag ikke ses at være af "principiel
karakter", er det afgørende, om "særlige grunde iøvrigt taler"
for, at tilladelse til anke gives.
Den begrundelse, som blev givet i Justitsministeriets skrivelse
af ..., må efterlade det indtryk, at afslaget blev meddelt, fordi sagen ikke
angik et principielt forhold. Begrundelsen var derfor efter min opfattelse
utilstrækkelig og misvisende.
Jeg har gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.
Justitsministeriets begrundelse for afgørelsen i skrivelsen af... indeholder
derimod en udtrykkelig stillingtagen (også) til det andet led af
bestemmelsen ("eller særlige grunde i øvrigt taler derfor").
Om forståelsen af § 962, stk. 3, andet led - "særlige
grunde i øvrigt taler derfor" - bemærker jeg følgende:
Beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962, stk. 2, blev hævet fra 60
kr. til 1.000 kr. ved lov nr. 298 af 6. juli 1984.
Det fremgår af lovens forarbejder, at der ved gennemførelsen af
lovforslaget af retssikkerhedsmæssige årsager var betænkelighed ved at hæve
beløbsgrænsen som foreslået.
I retsplejerådets betænkning nr. 994/1983 om lægdommerordningen
i straffesager m.v. anføres på s. 151 bl.a.:
"De foreliggende oplysninger viser, at der i et ikke helt
ubetydeligt omfang sker formildelse eller frifindelse under landsrettens
behandling af ankesagerne. Rådet er derfor opmærksom på, at en begrænsning i
tiltaltes ankeadgang kan give anledning til betænkelighed ud fra almindelige
retsplejemæssige synspunkter. I det omfang sagspresset på landsretterne skal
søges lettet inden for de bestående personalemæssige rammer, er det
imidlertid
nødvendigt at overveje gennemførelse af foranstaltninger, der begrænser
domstolenes indsats i mindre betydningsfulde sager, uanset at de set
udelukkende
ud fra sædvanlige retsplejemæssige synspunkter kan opfattes som forringelser.
Retsplejerådet stiller forslag om, at den nuværende bødegrænse
for anke fra tiltaltes side forhøjes til (10 dagbøder og) 1.000 kr. i lyset
af
den almindelige udvikling i bødeniveauet. En sådan ændring vil formentlig
kunne
gennemføres, uden at det vil medføre nogen reel svækkelse af de tiltaltes
retsstilling. Det forudsættes herved, at Justitsministeriet som hidtil, hvor
det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2.
instans, vil kunne meddele tilladelse til anke."
I betænkningen s. 150 er det oplyst, at landsretterne i 30 - 35%
af de realitetsbehandlede politiankesager formildede byrettens afgørelse
eller
helt frifandt tiltalte.
Justitsministeriet gav i et svar af 5. april 1984 til
Folketingets Retsudvalg udtryk for, at ministeriet ville være indstillet på
at
være imødekommende over for anmodninger om anketilladelse fra tiltaltes side,
medmindre det må antages at en anke "åbenbart ikke vil kunne føre til et
for den tiltalte gunstigt resultat."
I en senere kommentar af 2. maj 1984 til Retsudvalget til et
notat om lovforslaget udtalte justitsministeren sig på linie hermed.
Beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962, stk. 2, blev ved lov nr
396 af 13. juni 1990 forhøjet fra 1.000 til 3.000 kr. eller 20 dagbøder. I
bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende:
"Da en aflastning af landsretterne og anklagemyndigheden
efter Justitsministeriets opfattelse uden retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder
hensigtsmæssigt vil kunne gennemføres ved en forhøjelse af ankegrænsen i de
mindre politisager, foreslås det, at grænsen fastsættes således, at der kun
er
fri ankeadgang, såfremt mere end 20 dagbøder eller bøde på over 3.000 kr.
eller
konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige
følger er idømt.
Sager, som bevismæssigt eller retligt frembyder tvivl, vil med
Justitsministeriets tilladelse kunne indbringes for landsretten. I de
tilfælde,
hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2.
instans, vil der således kunne meddeles tilladelse hertil efter
retsplejelovens § 962, stk. 3..."
Efter min opfattelse må bestemmelsen i § 962, stk. 2, andet led,
forstås i overensstemmelse med de tilkendegivelser, der blev givet til
Folketinget af Justitsministeriet og ministeren under lovforberedelsen i
1984. Der var tale om klare tilkendegivelser om, hvorledes bestemmelsen ville
blive anvendt af justitsministeren; og tilkendegivelserne fremkom bl.a. på
baggrund
af de betænkeligheder, der var rejst mod gennemførelse af en forhøjelse af
beløbsgrænsen. Den gennemførte ændring af retsplejeloven i 1990 giver ikke
grundlag for at anlægge en anden fortolkning.
I det foreliggende tilfælde er der tale om en bevisbedømmelse,
der i alt væsentligt bygger på udsagnene fra henholdsvis (B) og Dem.
Justitsministeriet har i skrivelsen af 6. februar 1990 anført, at ministeriet
"ikke har fundet, at der foreligger sådanne forhold, at særlige grunde
skulle tale for, at sagen indbringes for landsretten."
Således som sagen foreligger oplyst, kan jeg ikke lægge til
grund, at Justitsministeriets bedømmelse er sket på et retligt grundlag, der
svarer til den ovennævnte forståelse af retsplejelovens § 962, stk. 3.
Jeg har gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse, og
jeg har henstillet til Justitsministeriet at tage sagen op til fornyet
overvejelse.
Jeg har udbedt mig underretning om Justitsministeriets
afgørelse."
Justitsministeriet meddelte mig herefter, at ministeriet efter
en fornyet gennemgang af sagen havde fundet det rigtigst at meddele
tilladelse
til, at byretten i X-bys dom over A kunne indbringes for Østre Landsret.
Jeg meddelte Justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste
til efterretning.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og lov om ændring af retsplejeloven (Gengivelse af forklaringer i straffesager og justering af landsdommernormering) Retsinformation · 27. marts 2010
- 1988 LSF 233 FORSLAG TIL LOV OM FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE. Retsinformation · 17. maj 1989
- 1988 BSF 48 FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVENS REGLER OM TREDJEINSTANSBEVILLING Retsinformation · 19. maj 1989
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Forsøgsordning med lydoptagelse af forklaringer i straffesager) Retsinformation · 13. december 2007
- 1989 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN M.V. (FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE) Retsinformation · 14. juni 1990
- 1992 LSF 34 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN M.V. (ÆNDRING AF KOMPETENCEREGLERNE FOR MEDDELELSE AF ANKE- OG KÆRETILLADELSE) Retsinformation · 26. februar 1993