Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på 2.-instans bevilling i politisag. Begrundelse.

FOU nr 1990.119UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på 2.-instans bevilling i politisag. Begrundelse.

A klagede over, at Justitsministeriet

havde afslået en ansøgning om tilladelse til at anke en dom, som var afsagt

af

byretten i X-by, til Østre Landsret.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A ved dommen var

blevet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 for trusler på

livet imod sin overbo, B. A blev straffet med 10 dagbøder á 100 kr. Af

udskrift

for retsbogen fremgik det, at udover A og B blev alene A's hustru afhørt

under

retssagen.

A anmodede Justitsministeriet om tilladelse til at anke dommen

til Østre Landsret. A anførte i sin ansøgning bl.a, at domfældelsen skete på

et

efter hans opfattelse meget usikkert grundlag, idet dommen alene byggede på

B's

forklaring, uden at denne på nogen måde var understøttet af objektivt

konstaterbare kendsgerninger. A anførte endvidere, at domfældelsen var et

brud på reglen om, at anklagemyndigheden har bevisbyrden i straffesager.

Justitsministeriet afslog A's ansøgning; ministeriet anførte

herved bl.a følgende:

"...Til brug ved afgørelsen af (A's) ansøgning har

Justitsministeriet indhentet udtalelser fra anklagemyndigheden og gennemgået

sagens akter.

Justitsministeriet skal herefter meddele, at man ikke finder

grundlag for at imødekomme ansøgningen. Justitsministeriet har ved afgørelsen

særlig lagt vægt på, at sagen ikke efter ministeriets opfattelse indeholder

sådanne forhold, at der er knyttet en mere almindelig (principiel) interesse

til sagens indbringelse for landsretten."

Læs alt

A rettede på ny henvendelse til Justitsministeriet og anmodede

ministeriet om at tage den tidligere trufne afgørelse op til fornyet

overvejelse. A anførte bl.a følgende:

"...Det er min opfattelse, at afslaget (og den anførte

begrundelse) er i klar strid med de forudsætninger, der knytter sig til lov

nr.

298 af 6. juni 1984, hvorved beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962 blev hævet

til 1.000 kr. eller 10 dagbøder.

Denne lov hviler på betænkning nr. 994/1983, hvor følgende bl.a

udtales s. 151:

"En sådan ændring vil formentlig kunne gennemføres, uden at

det vil medføre nogen reel svækkelse af de tiltaltes retsstilling. Det

forudsættes herved, at Justitsministeriet som hidtil, hvor det skønnes

rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2. instans, vil

kunne

meddele tilladelse til anke..."

Jeg henviser endvidere til Duus og Elmer i Juristen

1984.341 f., hvor følgende

udtales:

"Justitsministeriet har ... i forbindelse med lovforslagets

behandling i Folketinget i et svar på spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg

givet udtryk for, at Justitsministeriet er indstillet på at være

imødekommende

over for begæringer om anketilladelse fra tiltaltes side, medmindre det må

antages, at en anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte

gunstigt resultat."

På den baggrund er det naturligvis helt uforståeligt, at

Justitsministeriet opererer med et krav om, at sagen skal have en "mere

almindelig (principiel) interesse". Dette kriterium kan undertiden være

relevant ved tilladelse til anke til Højesteret, men kan ikke være en

betingelse for, at en sag skal tillades anket til landsretten.

I den foreliggende sag beror domfældelsen på en langtfra

utvivlsom bevisvurdering. Det er derfor ikke åbenbart, at anke vil være

udsigtsløs. ..."

Efter en fornyet gennemgang af sagen fastholdt

Justitsministeriet den tidligere trufne afgørelse; som begrundelse herfor

anførte ministeriet bl.a følgende:

"... Justitsministeriet skal - som anført i ministeriets

afgørelse af 8. december 1989 - oplyse, at ministeriet efter retsplejelovens

§

962 kan meddele tilladelse til anke af byrettens afgørelse i en straffesag,

der

ikke uden en sådan særlig tilladelse kan indbringes for landsretten, såfremt

sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Om

disse betingelser er opfyldt, afgøres af Justitsministeriet på grundlag af en

vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, som indgår i den

pågældende

konkrete sag.

Justitsministeriet skal endvidere oplyse, at man ved afgørelsen

bl.a. har lagt vægt på, at sagen - som anført - ikke efter ministeriets

opfattelse er af principiel karakter, idet der er tale om en helt konkret

bevisvurdering af spørgsmålet om, hvorvidt De har truet (B) med en kniv. Det

bemærkes i den forbindelse, at en domfældts uenighed i en byrets vurdering af

beviser i almindelighed ikke kan bevirke, at sagen bliver af principiel

interesse.

Retten i (X-by) har - efter at have hørt Dem, Deres hustrus og

(B's) forklaring - ved sin afgørelse lagt vægt på vidnets forklaring, der

efter

gengivelsen til retsbogen har været særdeles detaljeret, ligesom forklaringen

synes at være i overensstemmelse med hendes forklaringer til

politirapporterne.

Ved (B's) forklaring finder retten det bevist, at De har truet (B) med en

kniv

på en måde, der var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv,

helbred eller velfærd. Det fremgår endvidere af sagen, at De i retten har

nægtet Dem skyldig, og at De har forklaret, at De ikke erindrer, om De var

hjemme den pågældende dag, ligesom De har oplyst, at De ikke er i besiddelse

af

en springkniv. Endelig har De oplyst, at der er et spændt forhold mellem Dem

og

deres hustru på den ene side og vidnet på den anden side, samt at der har

verseret en civil retssag mellem de pågældende, der hver ejer en del af den

faste ejendom, de bebor.

Deres hustru har ifølge retsbogen blandt andet forklaret, at hun

ikke var hjemme den pågældende dag, samt at hun aldrig har set Dem i

besiddelse

af en springkniv.

Der er ikke i sagen oplysninger, der tyder på, at andre end Dem

og overboen har overværet forholdet. Der er endvidere ikke i sagen efter

Justitsministeriets opfattelse oplysninger om objektive fund m.v., der skulle

kunne afsvække den af vidnet afgivne forklaring. Justitsministeriet har

derfor

ved sin afgørelse af sagen efter et konkret skøn lagt den bevisvurdering til

grund, som retten i (X-by) har anlagt i sagen. I lyset af denne vurdering har

ministeriet ikke fundet, at der foreligger sådanne forhold, at særlige grunde

skulle tale for, at sagen indbringes for landsretten, uanset at sagen som

nævnt

ikke er af principiel interesse.

Justitsministeriet finder ikke, at afgørelsen er i strid med

retsplejelovens ordlyd eller forarbejderne til den nævnte ændring af

retsplejeloven. ..."

I klagen til mig anførte A, at det er uberettiget, når

Justitsministeriet opererede med et krav om, at sagen skal være af principiel

interesse, eller at særlige grunde skal foreligge. A henviste i den

forbindelse

til de løfter, som Justitsministeriet havde afgivet over for Folketingets

Retsudvalg, hvorefter det er tilstrækkeligt, at anke

åbenbart

ikke vil kunne føre til et for tiltalte gunstigt resultat.

I en udtalelse i anledning af klagen til mig henholdt

Justitsministeriet sig til sine tidligere trufne afgørelser.

Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:

"Retsplejelovens § 962, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Justitsministeren kan tillade anke af domme, der efter

stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, såfremt sagen er af principiel

karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor..."

Da den foreliggende sag ikke ses at være af "principiel

karakter", er det afgørende, om "særlige grunde iøvrigt taler"

for, at tilladelse til anke gives.

Den begrundelse, som blev givet i Justitsministeriets skrivelse

af ..., må efterlade det indtryk, at afslaget blev meddelt, fordi sagen ikke

angik et principielt forhold. Begrundelsen var derfor efter min opfattelse

utilstrækkelig og misvisende.

Jeg har gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

Justitsministeriets begrundelse for afgørelsen i skrivelsen af... indeholder

derimod en udtrykkelig stillingtagen (også) til det andet led af

bestemmelsen ("eller særlige grunde i øvrigt taler derfor").

Om forståelsen af § 962, stk. 3, andet led - "særlige

grunde i øvrigt taler derfor" - bemærker jeg følgende:

Beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962, stk. 2, blev hævet fra 60

kr. til 1.000 kr. ved lov nr. 298 af 6. juli 1984.

Det fremgår af lovens forarbejder, at der ved gennemførelsen af

lovforslaget af retssikkerhedsmæssige årsager var betænkelighed ved at hæve

beløbsgrænsen som foreslået.

I retsplejerådets betænkning nr. 994/1983 om lægdommerordningen

i straffesager m.v. anføres på s. 151 bl.a.:

"De foreliggende oplysninger viser, at der i et ikke helt

ubetydeligt omfang sker formildelse eller frifindelse under landsrettens

behandling af ankesagerne. Rådet er derfor opmærksom på, at en begrænsning i

tiltaltes ankeadgang kan give anledning til betænkelighed ud fra almindelige

retsplejemæssige synspunkter. I det omfang sagspresset på landsretterne skal

søges lettet inden for de bestående personalemæssige rammer, er det

imidlertid

nødvendigt at overveje gennemførelse af foranstaltninger, der begrænser

domstolenes indsats i mindre betydningsfulde sager, uanset at de set

udelukkende

ud fra sædvanlige retsplejemæssige synspunkter kan opfattes som forringelser.

Retsplejerådet stiller forslag om, at den nuværende bødegrænse

for anke fra tiltaltes side forhøjes til (10 dagbøder og) 1.000 kr. i lyset

af

den almindelige udvikling i bødeniveauet. En sådan ændring vil formentlig

kunne

gennemføres, uden at det vil medføre nogen reel svækkelse af de tiltaltes

retsstilling. Det forudsættes herved, at Justitsministeriet som hidtil, hvor

det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2.

instans, vil kunne meddele tilladelse til anke."

I betænkningen s. 150 er det oplyst, at landsretterne i 30 - 35%

af de realitetsbehandlede politiankesager formildede byrettens afgørelse

eller

helt frifandt tiltalte.

Justitsministeriet gav i et svar af 5. april 1984 til

Folketingets Retsudvalg udtryk for, at ministeriet ville være indstillet på

at

være imødekommende over for anmodninger om anketilladelse fra tiltaltes side,

medmindre det må antages at en anke "åbenbart ikke vil kunne føre til et

for den tiltalte gunstigt resultat."

I en senere kommentar af 2. maj 1984 til Retsudvalget til et

notat om lovforslaget udtalte justitsministeren sig på linie hermed.

Beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962, stk. 2, blev ved lov nr

396 af 13. juni 1990 forhøjet fra 1.000 til 3.000 kr. eller 20 dagbøder. I

bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende:

"Da en aflastning af landsretterne og anklagemyndigheden

efter Justitsministeriets opfattelse uden retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder

hensigtsmæssigt vil kunne gennemføres ved en forhøjelse af ankegrænsen i de

mindre politisager, foreslås det, at grænsen fastsættes således, at der kun

er

fri ankeadgang, såfremt mere end 20 dagbøder eller bøde på over 3.000 kr.

eller

konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige

følger er idømt.

Sager, som bevismæssigt eller retligt frembyder tvivl, vil med

Justitsministeriets tilladelse kunne indbringes for landsretten. I de

tilfælde,

hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2.

instans, vil der således kunne meddeles tilladelse hertil efter

retsplejelovens § 962, stk. 3..."

Efter min opfattelse må bestemmelsen i § 962, stk. 2, andet led,

forstås i overensstemmelse med de tilkendegivelser, der blev givet til

Folketinget af Justitsministeriet og ministeren under lovforberedelsen i

1984. Der var tale om klare tilkendegivelser om, hvorledes bestemmelsen ville

blive anvendt af justitsministeren; og tilkendegivelserne fremkom bl.a. på

baggrund

af de betænkeligheder, der var rejst mod gennemførelse af en forhøjelse af

beløbsgrænsen. Den gennemførte ændring af retsplejeloven i 1990 giver ikke

grundlag for at anlægge en anden fortolkning.

I det foreliggende tilfælde er der tale om en bevisbedømmelse,

der i alt væsentligt bygger på udsagnene fra henholdsvis (B) og Dem.

Justitsministeriet har i skrivelsen af 6. februar 1990 anført, at ministeriet

"ikke har fundet, at der foreligger sådanne forhold, at særlige grunde

skulle tale for, at sagen indbringes for landsretten."

Således som sagen foreligger oplyst, kan jeg ikke lægge til

grund, at Justitsministeriets bedømmelse er sket på et retligt grundlag, der

svarer til den ovennævnte forståelse af retsplejelovens § 962, stk. 3.

Jeg har gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse, og

jeg har henstillet til Justitsministeriet at tage sagen op til fornyet

overvejelse.

Jeg har udbedt mig underretning om Justitsministeriets

afgørelse."

Justitsministeriet meddelte mig herefter, at ministeriet efter

en fornyet gennemgang af sagen havde fundet det rigtigst at meddele

tilladelse

til, at byretten i X-bys dom over A kunne indbringes for Østre Landsret.

Jeg meddelte Justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste

til efterretning.

Lignende dokumenter