Spring til indhold

Retsinformation

1988 BSF 48 FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVENS REGLER OM TREDJEINSTANSBEVILLING

1988/1 BSF 48Beslutningsforslag som fremsatFolketinget19. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring

af retsplejeloven, således at kompetencen til at træffe afgørelse om

tredjeinstansbevillinger ved anke- og kæremål ikke længere henligger

under Justitsministeriet eller anden instans inden for den udøvende

magts område.

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af

retsplejeloven således, at kompetencen til i straffesager at træffe

afgørelse om tredjeinstansbevillinger ved anke- og kæremål henlægges

til Den Særlige Klageret.

Bemærkninger til forslaget

Spørgsmålet om, hvem der skal besidde kompetencen til at træffe afgørelse

om tredjeinstansbevilling, har været omstridt siden proceskommissionerne af

1868 og 1892, der begge foreslog den dagældende bevillingsordning afskaffet

til fordel for en ordning, hvor Højesteret traf afgørelsen. Siden da har

spørgsmålet været rejst gentagne gange, uden at det dog er lykkedes at få

ordningen med en administrativ bevilling ændret.

Når spørgsmålet har påkaldt sig denne opmærksomhed, har det nær sammenhæng

med det principielle problem, at Justitsministeriet i det mindste i sager

vedrørende tredjeinstansbevillinger efter retsplejelovens §§ 966 og 973 er

part i sagen i den forstand, at justitsministeren er øverste

anklagemyndighed. Justitsministeren udsætter sig derved for den givetvis

ubegrundede mistanke, at forsvareranmodninger om anke og kære i straffesager

til Højesteret ikke underkastes en ganske uvildig vurdering på grundlag af

retsplejelovens regler, men også influeres af hensyn begrundet i ministerens

position som chef for anklagemyndigheden.

At en sådan mistanke imidlertid kan være begrundet, fremgår af

oplysningerne i bilag 1 til betænkning nr. 698/1973 om behandling af

borgerlige sager, hvoraf det fremgår, at anklagemyndighedens begæringer i

langt højere grad imødekommes, end når forsvaret søger. Forslagsstillerne har

Læs alt

ved spørgsmål til justitsministeren søgt dette materiale opdateret, men

ministerens svar har efter forslagsstillernes opfattelse ikke været egnede

hertil. Senest har spørgsmålet været rejst i sommeren 1988 efter Højesterets

kendelse om løsladelse af de såkaldte jydebrødre. I denne forbindelse

fremførte bl.a. advokat Jørgen Jacobsen i henholdsvis dagbladet Politiken og

Morgenavisen Jyllands-Posten (30. juli og 11. august 1988), at kompetencen

til at give tredjeinstansbevillinger burde henlægges til Højesteret. Den

grundigste gennemgang af spørgsmålet er efter forslagsstillernes opfattelse

foretaget af landsretssagfører Ernest Hartwig i Ugeskrift for Retsvæsen 1978

B, pag. 313-320. I denne artikel gør forfatteren sig til talsmand for det

synspunkt, at tredjeinstansbevillinger i straffesager bør henlægges til Den

Særlige Klageret. Dette synspunkt kan forslagsstillerne tilslutte sig og

henviser i det hele til den nævnte artikel, der er optrykt nedenfor som

bemærkninger til forslaget.

Justitsministeriet som allerhøjeste ret

Om tredjeinstansbevilling i straffesager

Af landsretssagfører Ernest Hartwig

1. Indledning og problemstilling

I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager (fremhævet

her) gives i afsnit VI, pag. 33-51, jf. bilag 1, pag. 183, om

procesbevillinger en udførlig redegørelse for

tredjeinstansbevillinger, både i gældende ret og efter Retsplejerådets

forslag. Uanset at betænkningen - som fremhævet - er om behandling af

borgerlige sager, gives også en indgående omtale af spørgsmålet om

tredjeinstansbevillinger i straffesager.

Pag. 34 redegøres for den nuværende ordning. Efter rpl. § 966, stk. 1, er

det Justitsministeriet, der under de i loven fastsatte betingelser

undtageselsvis kan tillade en af Landsretten som ankeinstans behandlet

straffesag indbragt for Højesteret. Ifølge den nævnte bestemmelse kan

ministeren »undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for Højesteret,

når særlig grund hertil foreligger, navnlig når sagen skønnes at have

almindelig interesse eller videregående betydelige følger for

vedkommende«.

Kæremål, der er afgjort af landsretten, kan ligeledes kun indbringes for

Højesteret, når justitsministeren undtagelsesvis meddeler tilladelse hertil,

jf. rpl. § 973, stk. 1.

Den nugældende ordning fremstilles og diskuteres i betænkningen pag.

33-43. Der redegøres herunder for baggrunden for de gældende regler om

processuelle tilladelser og for tidligere fremsatte forslag angående ændring

af bestemmelserne om processuelle tilladelser.

Pag. 43-45 redegøres for Retsplejerådets forslag, der dels går ud på at

ændre betingelserne for, at der kan meddeles tilladelse til

tredjeinstansbevilling (tilladelsen skal kunne gives, »såfremt sagen har

almindelig interesse eller særlige grunde i øvrigt taler derfor«),

dels foreslår Rådet kompetencen flyttet fra Justitsministeriet til

Højesteret, hvilket skal gælde både for anke og for kære. Tilladelse til kære

skal Højesteret kunne meddele, »når særlige grunde taler derfor«.

De ovennævnte forslag har højesteretspræsident, dr. jur. Jørgen

Trolle taget op til behandling i en artikel i UfR 1974 B, pag. 209-213.

Trolle er ikke nogen tilhænger af det fremsatte forslag om flytning af

kompetencen. »Det må erkendes«, skriver Trolle, »at der

principielt set kan være noget rigtigt i, at det er domstolene selv og

ikke administrationen, der giver - eller afslår at give - disse processuelle

bevillinger«, og »det må også erkendes, at sådan er ordningen i de

fleste andre lande.« Men heroverfor anfører Trolle pag. 209, spalte 2,

at »den nuværende ordning (hvor kompetencen er hos Justitsministeriet)

virker tilfredsstillende og så vidt vides altid har gjort dette.

Justitsministeriet giver i det store og hele ikke flere bevillinger, end

rimeligt er, og det nægter - så vidt vides - ikke bevillinger i tilfælde,

hvor de burde være givet.«

Justitsministeriet har om den bestående ordning udtalt i 1930

(betænkningen side 412, spalte 1), at det »må anses for lidet heldigt,

at det i disse tilfælde (bl.a. tredjeinstanstilfældene) bliver domstolene,

der selv bestemmer, om de af dem trufne afgørelser skal kunne bringes frem

for højere instans«. Og Justitsministeriet fastslår, at det »må

anses for heldigt for retsudviklingen, at den samme myndighed, som udarbejder

nye lovforslag, har adgang til at få en bestemt fortolkning af en gældende

lovbestemmelse prøvet for Højesteret«.

Trolle skriver (1974 B, pag. 211, spalte 2), at det er med rette, at

Justitsministeriet til fordel for opretholdelse af den nugældende ordning har

fremsat denne udtalelse.

Trolles viden og hans erfaring om strafferetsplejemæssige forhold fra de

45 år, han har virket i retsvæsenets tjeneste (se Ret og Vrang, 1977, pag.

201) er så indiskutable, at en udtalelse fra hans side om dette spørgsmål

selvsagt har overordentlig stor vægt. Trolles udtalelse står da også

uimodsagt indtil nu.

Imidlertid er der jo ønsket en del i de senere år på strafferetsplejens

område, og ikke mindst er i indeværende år (1978) en betydelig udvikling

inden for strafferetsplejen blevet bekræftet i lov 243 af 8. juni 1978 om

ændring af retsplejeloven, der træder i kraft 1. oktober 1978.

Jeg anfører som eksempel, at en forsvarer nu efter retsplejelovens § 745,

stk. 2, har lovhjemlet ret til at deltage i politiets efterforskningsarbejde,

idet forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede

og ret til at stille yderligere spørgsmål. Dette ville for blot få år siden

have været utænkeligt. Lad mig nævne, at jeg fra 1933 (altså for 45 år siden

) i nogle år tjente til føden og studiet som skriver i Københavns Politis

Undersøgelseskamre. På efterforskningsstadiet kendte man dengang ikke til

noget samarbejde mellem politi og forsvarer, og jeg har aldrig oplevet eller

hørt om, at en forsvarer dengang deltog i eller blot var til stede under vore

afhøringer i kammeret. Nogen ændring er sket i den sidste snes år, men

først nu er forholdet endeligt reguleret ved lovens bestemmelse.

Den nye udvikling på en væsentlig del af strafferetsplejens område og

personlige erfaringer fra mit mangeårige virke som forsvarer er baggrunden

for nærværende artikel. Jeg vil i det følgende gennemgå nogle sager, jeg selv

har udført og derfor har førstehåndskendskab til. På baggrund heraf vil jeg

tage stilling til den af Trolle pag. 209, spalte 2, hævdede opfattelse,

»at den nuværende ordning virker tilfredsstillende og så vidt vides

altid har gjort dette«. Derefter vil jeg tage stilling til

Retsplejerådets forslag og redegøre for spørgsmålet om, hvem kompetencen til

at meddele tredjeinstansbevillinger efter min mening bør tilkomme.

2. Gennemgang af 4 sager

Sag nr. 1.

I 1954 blev jeg beskikket som forsvarer for en klient, K., der ved

landsretsdom i 1947 var idømt 40 dagbøder akr. 15 for overtrædelse af

straffelovens §§ 203 og 204 (hasard i forbindelse med »enarmede

tyveknægte«).

Da K. ikke betalte de 600 kr., blev han - bemærkelsesværdigt nok dagen før

forældelsen af straffen indtrådte! - indsat til afsoning af de 40 dages

hæfte, der var forvandlingsstraf. Kort tid efter, afsoningen var udstået,

blev han imidlertid ved landsretsdom frifundet i en sag om nøjagtig

tilsvarende forhold, som han tidligere var dømt for. Uanset at Højesteret var

afskåret fra at påkende skyldspørgsmålet, opnåede anklagemyndigheden

Justitsministeriets tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, der

stadfæstede landsrettens frifindelsesdom, U. 1954, pag. 734.

Som K.s forsvarer havde jeg efter landsrettens frifindelsesdom taget

forbehold over for statsadvokaten for så vidt angår K.s krav på erstatning

for den skete afsoning af de idømte dagbøder. Da K. nu var frifundet i

nøjagtig tilsvarende forhold, og da ydermere en anden person samtidig var

blevet frifundet for netop de forhold, min klient var blevet dømt for

i 1947, begærede jeg erstatningssag rejst for den skete afsoning. Ved

byrettens dom fik K. tilkendt en erstatning på kr. 4.000.

Anklagemyndigheden appellerede til landsretten med påstand om frifindelse

for betaling af erstatning, subsidiært nedsættelse af erstatningsbeløbets

størrelse.

Landsretten tilkendte K. erstatning, men nedsatte størrelsen heraf til

nøjagtig det beløb, han kunne have betalt for at undgå afsoning, dvs. 600 kr.

Landsrettens afgørelse anså jeg for at være forkert. Jeg kunne - til nød -

have accepteret, at K. ingen erstatning skulle have, fordi loven ikke

indeholdt en direkte hjemmel for erstatning for afsonede bøder, men en

erstatning på 600 kr. måtte efter min opfattelse være forkert, når K. skulle

have erstatning for sket strafafsoning af 40 dages hæfte. Derfor søgte jeg

Justitsministeriet om tredjeinstansbevilling - og fik blankt afslag!

Jeg søgte derefter foretræde for Justitsministeren personlig.

Jeg skal her blot nævne nogle få af de interessante detaljer i forbindelse

med mit møde med ministeren. Mødet fandt sted kl. 7.30 om morgenen dagen

efter, at jeg havde anmodet om at få dette møde. Justitsministeren (Hans

Hækkerup) sad i skjorteærmer med en enorm bunke sager foran sig. Jeg havde

forberedt en kort forelæggelse, som blev suppleret ved ministerens spørgsmål,

der klart viste, at han var fuldstændigt inde i sagen. Efter en kort

drøftelse sagde han, at han ikke brød sig meget om »at gå imod

embedsmændene«, men det mente han nu alligevel at måtte gøre i denne

sag. Han fandt, at jeg havde ret i mine betragtninger, og gav på stedet den

vagthavende kontorchef meddelelse om, at han havde givet tilladelsen.

Sagen fik et interessant udfald. Der deltog 13 dommere i afgørelsen -

sagen var prøvesag for en ny højesteretsdommer. 7 af dommerne gik ind for mit

standpunkt, een dommer gik »midt imellem«, og 5 dommere ville ikke

tilkende min klient een krone i erstatning.

Dommen er refereret i U 1958, pag. 73. Den er kommenteret, se

Kommentarbogen, pag. 229. Sagen var således både af betydelig juridisk

interesse og indeholdt vanskelige tvivlsspørgsmål, men Justitsministeriet

havde ikke desto mindre givet afslag på mit andragende om tilladelse til

appel.

Sag nr. 2.

Jeg blev beskikket som forsvarer for viceborgmester V., der også var

medlem af den stedlige ligningskommission. Der blev rejst tiltale mod V. for

overtrædelse af straffelovens § 152 for at have røbet, hvad han havde erfaret

som hemmelighed i offentligt hverv. Han havde dels i den pågældende kommunes

sociale udvalg, dels i et partipolitisk bestyrelsesmøde fortalt om

»borgmesterens skattesag«. Det drejede sig om forskellige

skattemæssige dispositioner, som borgmesteren havde foretaget, og som

viceborgmesteren havde fået kendskab til i ligningskommissionsmøde og følte

vrede og forargelse ved.

Et stort problem for mig som forsvarer var nu, om det drejede sig om en

sag, »der rejser sig af politiske lovovertrædelser«, idet sagen i

så fald skulle behandles som nævningesag, jf. rpl. § 687, stk. 1 c.

Jeg gjorde, efter sagen var pådømt i 1. instans, gældende, at det var en

sådan politisk sag, og fremhævede som begrundelse herfor, at sagen i alle

henseender var forbundet med politiske forhold; personerne i den var

politiske, og sagens indhold var politisk. Som de 4 afgørende punkter nævnte

jeg,

1. at handlingerne var begået af en professionel politiker, af en mand,

hvis hele tilværelse var politisk,

2. at handlingerne var rettet mod en politisk modstander,

3. at handlingerne havde fundet sted i en politisk kreds og under politisk

samvær, og

4. at handlingerne havde politisk sigte og formål, idet de bl.a. var

begået i den hensigt at svække en politisk modstanders stilling.

Anklagemyndigheden protesterede og anførte bl.a., at det både i den

juridiske litteratur og i retspraksis er fast antaget, at politiske sager kun

er sådanne, der henhører under straffelovens kapitel 12 og 13, hvilket ikke

var tilfældet med den pågældende sag.

Østre Landsret fastslog i kendelse af 15. november 1977, at de påtalte

lovovertrædelser ikke efter deres beskaffenhed var politiske, og at de af min

klient påberåbte omstændigheder, herunder, at han havde handlet ud fra

politiske motiver, ikke fandtes at kunne medføre, at forholdene kunne anses

som politiske lovovertrædelser som anført i rpl. § 687, stk. 1 c.

Med yderligere henvisning til præmisserne i U 1975, pag. 80

(Glistrup-sagen) afviste landsretten derefter den af mig fremsatte påstand om

at henvise sagen til behandling ved et nævningeting.

Jeg fandt spørgsmålet af så betydelig interesse, at jeg forelagde sagen

for Justitsministeriet med anmodning om tilladelse til at lade dette

spørgsmål prøve ved Højesteret.

Der er kun ganske få af disse sager i de trykte domssamlinger.

Den seneste er Glistrup-sagen, U 1975, pag. 80, hvor Højesteret afviste,

at det var en sag, der rejser sig af politiske lovovertrædelser.

Omtrent samtidig med, at jeg søgte Justitsministeriet om tilladelse til at

prøve sagen for Højesteret, prøvede forsvareren i den såkaldte BT-sag,

landsretssagfører Jørgen Jacobsen, det samme, idet han - ligesom jeg - gjorde

gældende, at hans klienters sag rejste sig af politiske lovovertrædelser.

Vi fik beggge afslag. Vi måtte ikke forelægge spørgsmålet for Højesteret.

Jeg har haft adgang til at gennemgå samtlige indlæg i BT-sagen vedrørende

dette spørgsmål. Jeg afholder mig fra at kommentere afslaget i den pågældende

sag, idet jeg finder det rigtigst at »blande mig uden om« BT-sagen,

som har fundet sin endelige afgørelse ved byrettens frifindelsesdom.

Min klients, V.s, sag ville jeg under alle omstændigheder gerne have haft

lov til at forelægge for Højesteret. Sagen havde som nævnt fundet sted i et

rent politisk miljø. Jeg havde ved gennemgang af min kollega

landsretssagfører Philip Ingerslevs meget omfattende materiale i

Glistrup-sagen fået et (synes jeg selv) ganske godt kendskab til den

pågældende lovbestemmelses tilblivelseshistorie. Jeg var helt klar over, at

mulighederne i V.s sag nok ikke var alt for store, men på den anden side

fandt jeg det ikke udsigtsløst at forelægge sagen for Højesteret, idet der

efter min opfattelse navnlig var konkrete omstændigheder i sagen, der gjorde

det rimeligt, at bestemmelsen om de politiske lovovertrædelser fandt

anvendelse. Jeg prøvede efter det justitsministerielle afslag med en

personlig henvendelse til justitsministeren (Erling Jensen), der tog

overordentlig elskværdig imod mig, men han »kridtede skoene« og

stod fast på ministeriets afslag trods mine ihærdige overtalelsesforsøg.

Sagen blev afgjort af Østre Landsret ved dom af 3. marts 1978 på en for V.

helt tilfredsstillende måde. Min klient, som i underretten havde fået 60

dages ubetinget fængsel - endog med en dissens på 6 måneder! - blev ved

Landsrettens enstemmige dom idømt 40 dagbøder a100 kr., hvilket var en både

rimelig og passende afgørelse af sagen. Sagen er således lykkeligt endt.

Men derfor havde det nu alligevel været interessant at se, hvordan det

ville være gået under en nævningesag.

Sag nr. 3.

A. var ved byrettens dom af 9. august 1977 idømt hæfte i 20 dage for

overtrædelse af straffelovens § 162 og for overtrædelse af ferieloven. Han,

der havde frabedt sig forsvarer ved byretten, appellerede til Østre Landsret,

hvor jeg blev beskikket som forsvarer for ham.

Ved Østre Landsrets dom af 14. marts 1978 blev han frifundet for

overtrædelse af ferieloven, men på ny dømt for overtrædelse af § 162.

Strafudmålingen blev stadfæstet.

En af mig nedlagt påstand om, at straffen blev gjort betinget, kunne ikke

tages til følge.

At straffen ikke blev gjort betinget - hvilket i øvrigt måske nok efter

min mening havde kunnet forsvares under de foreliggende konkrete

omstændigheder - skyldtes en tidligere afsagt højesteretsdom, hvor straffen i

en tilsvarende sag var gjort ubetinget. Imidlertid var den nævnte

højesteretsdom så tilpas gammel, at der efter den senere tids udvidelse af

anvendelsesområdet for betingede domme burde have været en rimelig mulighed

for, at straffen kunne gøres betinget. Jeg blev af min klient anmodet om at

søge sagen indbragt for Højesteret med påstand om formildelse, navnlig

således, at straffen blev gjort betinget, og andragende herom blev indsendt

til Justitsministeriet. Ministeriet anerkendte i skrivelse af 5. april 1978

modtagelsen af andragendet og oplyste i samme skrivelse, at man havde sendt

andragendet »til anklagemyndigheden til udtalelse«, og at

ministeriet ville vende tilbage til sagen, når denne udtalelse foreligger.

I skrivelse af 2. juni 1978 meddeler Justitsministeriet, at man efter

gennemgang af sagen »ikke finder grundlag for at tillade det

ansøgte«.

Hvad anklagemyndigheden har udtalt til andragende, oplyses der ikke noget

om, lige så lidt som det oplyses, hvordan Justitsministeriet med hundrede

procents sikkerhed - mindre bør ikke kunne gøre det! - kan vide, at det vil

være håbløst at forelægge Højesteret spørgsmålet til afgørelse.

Sagen giver mig i øvrigt anledning til at spørge: Hvorfor skal

anklagemyndigheden høres i en sådan sag?

Jeg har som forsvarer aldrig på tilsvarende måde fået sendt nogen sag fra

Justitsministeriet til udtalelse, når anklagemyndigheden har søgt om

tredjeinstansbevilling i sager, jeg har haft med at gøre i landsretten. Jeg

har spurgt en række forsvarerkolleger, om de har fået sådanne sager forelagt

til udtalelse fra Justitsministeriet. Det er der ingen af de adspurgte der

nogen sinde har fået. Hvorfor der er denne forskel i behandlingen af sagens

parter, ved jeg ikke - men den er der altså!

Sag nr. 4.

Ved Højesterets dom af 27. juli 1976, U 1976, pag. 827, blev min klient A.

med 3 stemmer mod 2 dømt til at anbringes i forvaring.

Overlægen ved anstalten havde nu i slutningen af 1977 indstillet A. til

prøveløsladelse,. Indstillingen om prøveløsladelse var tiltrådt af

Retslægerådet. Anklagemyndigheden mente imidlertid ikke at kunne gå med til

prøveløsladelse, og sagen blev derfor indbragt for retten, hvor jeg blev

beskikket som forsvarer.

Ved Københavns Byrets kendelse af 17. februar 1978 blev A. udskrevet på

prøve.

Anklagemyndigheden appellerede omgående til Østre Landsret. Sagen blev

procederet i landsretten den 13. marts 1978, og kendelse blev afsagt samme

dag. Kendelsen er enstemmig og er en fuldstændig stadfæstelse af byrettens

kendelse om prøveløsladelse.

Udskrift af kendelsen forelå udfærdiget af Østre Landsrets Justitskontor

den 16. marts 1978. Allerede dagen efter, den 17. marts 1978, gav

Justitsministeriet efter statsadvokatens andragende herom tilladelse til, at

kendelsen måtte indbringes for Højesteret. Samme dag, 17. marts 1978, forelå

kæreskrift udfærdiget af statsadvokaten, og samme dag fik jeg kæreskriftet

tilstillet af anklagemyndigheden.

Ved Højesterets kendelse af 2. maj 1978, U. 1978, pag. 486, blev

kendelserne om prøveløsladelse med ændrede præmisser stadfæstet. Statskassen

blev pålagt at udrede omkostningerne ved sagen.

Der er mange interessante momenter i denne sag. Bl.a.: Hvordan lader det

sig gøre for anklagemyndigheden at få tredjeinstansbevilling i en sag, der

har fået samme udfald i 2 instanser?

Hvordan kan anklagemyndigheden få sådan bevilling allerede dagen efter, at

udskrift af landsrettens kendelse foreligger? Er det stemmende med vor tids

opfattelse af strafferetsplejemæssige forhold, at Justitsministeriet, der jo

er øverste anklagemyndighed, så at sige bevilger sig selv anke- (eller

kære-)tilladelse på, hvad jeg vil kalde rekordtid?

Ifølge rpl. § 973, stk. 1, er der en frist på en uge til indgivelse af

andragendet, så denne frist kan, så kort den end er, ikke i sig elv

begrunde den utrolig hurtige behandling af andragendet i en sag, der må

forudsættes at kræve en meget nøje overvejelse og omhyggelig afvejelse af

alle sagens problemer. Jeg gør i denne forbindelse særligt opmærksom på den

alvorlige psykiske belastning, det var for min klient, at hans af landsretten

bekræftede prøveløsladelse nu skulle undergives yderligere prøvelse i

tredjeinstans.

3. Oplysninger i bilag 1 til betænkning

nr. 698/1873 (om ansøgningernes skæbne)

Betænkningens bilag 1 indeholder oplysninger om antallet af ansøgninger om

tredjeinstansbevillinger, og hvilken skæbne disse ansøgninger har haft.

Tages de tre sidste år af de i bilag 1 offentliggjorte oplysninger, ses

det,

at anklagemyndigheden i årene 1967-1969 har søgt om tilladelse til at

indbringe sager for Højesteret i 85 tilfælde og fået tilladelse i samtlige de

ansøgte 85 tilfælde (måske med een undtagelse), og

at domfældte i de samme tre år har ansøgt i 309 sager og fået tilladelse i

45 sager og afslag i 264 sager.

I samme 3-årsperiode har anklagemyndigheden søgt om tilladelse til

indbringelse af 5 kendelser for Højesteret og fået tilladelse i 4 af disse

sager og afslag i eet tilfælde.

Domfældte har søgt om tilladelse i 48 sager og fået tilladelse i 7

kæresager og afslag i 41.

Det vil sige: I den nævnte 3-års-periode har anklagemyndigheden af 90

ansøgninger fået tilladelse i 89 (88) tilfælde, og domfældte har af i alt 357

ansøgninger fået tilladelse i 52 tilfælde.

4. Vurdering af den nugældende ordning

Den nuværende ordning fører til den helt besynderlige situation, at

administrationen ikke blot giver sig selv de efter loven nødvendige

tilladelser til anke og kære, men Justitsministeriet kommer på en vis måde

til at stå over Højesteret og således på strafferetsplejens område bliver

Den allerhøjeste ret, idet det er administrationen, der bestemmer, om

Højesteret kan komme til at pådømme en straffesag. Dette er i sig selv

mærkværdigt, når man tager den fastslåede opdeling i lovgivende, udøvende og

dømmende magt i betragtning, jf. grundlovens § 3, idet den dømmende magt vel

er hos domstolene - og efter rpl. § 2 er Højesteret øverste domstol for hele

riget - men på det samfundsmæssigt betydningsfulde område

strafferetsplejen er det den udøvende magt - administrationen - der

bestemmer, hvad den højeste dømmende magt kan komme til at dømme i. For

ministerens afgørelse er endelig og inappellabel. Bortset fra strafudmåling i

nævnesager og sager om opløsning af politiske foreninger er det reelt

Justitsministeren, der suverænt og enevældigt bestemmer, hvilke straffesager

der kan blive forelagt Højesteret til afgørelse!

I de af mig ovenfor under punkt 2 gennemgåede 4 sager burde

anklagemyndigheden - efter min opfattelse - ikke have haft tilladelse til at

anke i den første af de under nr. 1 nævnte sager, medens jeg omvendt straks

burde have fået tilladelsen i den anden under nr. 1 nævnte sag. Jeg burde

endvidere have haft tilladelse både i sag nr. 2 og nr. 3, medens

anklagemyndigheden ikke burde have fået kæretilladelse i sag nr. 4.

Jeg kan derfor ud fra det anførte ikke tiltræde det af Trolle i U 1974 B,

pag. 209, spalte 2, anførte om, at den nuværende ordning virker

tilfredsstillende og så vidt vides altid har gjort det.

5. Flytning af kompetencen til Den Særlige

Klageret

Spørgsmålet om tilladelse til at lade sagen prøve for Højesteret er i

selve sin natur meget lig den situation, der foreligger, når talen er om

genoptagelse af en straffesag.

Afgørelsen om genoptagelse af straffesager træffes efter rpl. kapitel 86

(§ 979) af Den Særlige Klageret, jf. rpl. § 1 a.

I festskrift for Stephan Hurwitz, 1971, skriver professor, dr. jur. W.

E. von Eyben i sin artikel »Genoptagelse af straffesager«, pag

240, at den »nærliggende tanke melder sig, at man koncentrerer

afgørelser om ekstraordinære procestilladelser i strafferetsplejen ved eet

organ«, og fortsætter: »Når man i et vist omfang netop har forladt

de almindelige domstole til fordel for en særlig ret inden for

strafferetsplejen (Den Særlige Klageret), var det dog værd at overveje, om

man ikke kunne overføre andre procestilladelser til denne ret.«

v. Eybens mening er af særlig betydning, fordi han »kender det

hele«. Han har været ansat i Justitsministeriet, han har været dommer,

og han har været (og var i 1971, da han skrev ovennævnte artikel) medlem af

Den Særlige Klageret. Han har således ganske særlige personlige

forudsætninger for at kunne udtale sig om disse forhold.

6. Retsplejerådets forslag og argumentation mod at flytte kompetencen til

Den Særlige

Klageret

Som allerede nævnt ovenfor under punkt 1, indledningen, foreslår

Retsplejerådet (Bet., pag. 43-45), at kompetencen vedrørende

tredjeinstansbevillinger henlægges til Højesteret, og anfører til støtte

herfor »ikke alene principielle grunde . . .«, i øvrigt på linie

med Retsplejeudvalget af 1924, der anførte, at det »findes bedre

stemmende med retsplejelovens ånd, at retsplejen også på dette punkt opnår en

af administrationen uafhængig stilling«. Rådet støtter også forslaget om

flytningen af kompetencen til Højesteret, bl.a. med:

a. »Som en særlig fordel ved en ændring af kompetencereglerne kan

nævnes tilfælde, hvor Højesteret måtte være indstillet på at overveje en

ændring af en hidtidig praksis.«

Som begrundelse for ikke at henlægge kompetencen til Klageretten anfører

Retsplejerådet følgende:

b. »Retsplejen bør . . . samles under de almindelige domstole«,

c. »Klageretten er efter sin sammensætning næppe særlig egnet til

behandling af disse sager«,

d. henlæggelse af kompetencen til Klageretten »må antages at ville

medføre en forsinkelse af sagerne«,

hvilket begrundes med

e. »fordi Klagerettens medlemmer, der ofte vil have bopæl forskellige

steder i landet, kun samles med visse mellemrum«.

7. Modargumentation over for Retsplejerådets ovenfor nævnte 5 punkter

Ad a.

Den »særlige fordel«, som Retsplejerådet nævner, kan fuldt ud

opnås gennem Klageretten, hvis præsident jo altid er højesteretsdommer og

derfor selvsagt har det fornødne kendskab til (med betænkningens egne ord)

den praksisændring, som Højesteret måtte være indstillet på at overveje. Den

af rådet nævnte fordel vil derfor også kunne opnås, når Klageretten får

tillagt kompetencen.

Ad b.

Det er rigtigt som anført af Retsplejerådet, at Klageretten ikke kan

betegnes som en almindelig domstol. Men dette kan dog næppe i sig selv

være et bæredygtigt argument. Klageretten er en i retsplejeloven omhandlet

ret, der arbejder uafhængigt, og hvis kendelser ifølge rpl. § 985 er endelige

og upåankelige.

Klageretten kan, som man vil vide, endog træffe bestemmelse om

genoptagelse af en af Højesteret afgjort sag.

Almindelig eller ikke-almindelig ret (eller domstol), dette kan i hvert

fald i sig selv ikke være noget bæredygtigt eller slagkraftigt argument i

denne forbindelse.

Ad c.

Hvorfor Klageretten »efter sin sammensætning« ikke skulle være

særlig egnet til behandling af ansøgninger om tredjeinstansbevilling, anfører

Rådet ikke nærmere begrundelse for. Rettens sammensætning er meget speciel og

samtidig også meget alsidig: en højesteretsdommer, der er præsident, en

landsdommer, en underretsdommer, en juridisk professor (eller anden jurist

med særlig videnskabelig uddannelse) og en advokat. Hvorfor dette alsidigt

sammensatte kollegium skulle være mindre egnet til at behandle disse sager

end Justitsministeriets embedsmænd eller mindre egnet end Højesterets anke-

og kæremålsudvalg, giver rådet som nævnt ingen oplysning om.

Hensynet til Højesterets fuldstændige uafhængighed og gennemført neutrale

stilling taler vel også snarere imod, at Højesteret skal give sig til at

forhåndsbedømme sager, der ønskes indbragt for Højesteret, end for at pålægge

Højesteret at foretage bedømmelse af, om den pågældende sag bør kunne

indbringes for Højesteret.

Ad d og e.

Argumentet om, at sagernes behandling vil blive forsinket, fordi

Klagerettens medlemmer bor forskellige steder i landet og kun samles med

visse mellemrum, har ikke større værdi.

Klagerettens sager rundsendes til medlemmerne efter en af Rettens

præsident i hver enkelt sag fastlagt turnus. Den samlede varighed af

cirkulationen ligger normalt på 8-14 dage, nogle gange kortere, andre gange

længere, hvilket sidste nok i nogen grad kan tilskrives advokatretsmedlemmet.

Her er i øvrigt et punkt, hvor jeg helhjertet kan tiltræde, hvad Trolle så

forstående skriver i U 1974 B, pag. 213, spalte 2 nederst: »De fleste af

dem (advokaterne) er overbebyrdede, og det er kun menneskeligt, hvis de i

deres tidnød søger lidt respit, hvor den er lettest at få.«

Normalt ekspederes klageretssager fra dag til dag, men der kommer

indimellem meget store og meget tunge sager med mange hundrede sider

ekstrakt, udskrifter, politirapporter, erklæringer etc. og en forelæggelse,

der kræver indgående faktiske og juridiske undersøgelser. Sådanne store og

tunge sager vil det - på nøjagtig samme måde, som tilfældet vil være med

store og tunge civile sager - være praktisk talt umuligt at få ro og tid til

at behandle forsvarligt og med fornøden grundighed i normal advokatkontortid.

Disse sagers behandling vil derfor, i hvert fald for så vidt angår

advokatretsmedlemmet, ofte finde sted i weekender, og dette kan selvsagt

medføre nogen forsinkelse med hensyn til voteringen.

Særligt hastende sager ekspederes hurtigt, og hvis det skønnes nødvendigt,

sker der radial udsendelse til rettens medlemmer.

I forbindelse med det her anførte kan der i øvrigt være særlig grund til

at gøre opmærksom på, at Klageretten netop i år ved tillægget til

retsplejeloven, lov nr. 243 af 8. juni 1978, § 737, har fået tillagt

kompetence på et område, der havde været gjort til genstand for meget

indgående og skarp debat såvel på den juridisk-faglige som på den politiske

front.

Det drejer sig om de nye regler i §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2, og 736,

stk. 2, om rettens afvisning af en valgt forsvarer, om rettens nægtelse af at

beskikke den advokat til forsvarer, som sigtede ønsker, og om rettens

tilbagekaldelse af beskikkelse af den pågældende forsvarer, hvis

betingelserne for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at

foreligge.

Lovforslagets bestemmelser om nægtelse af forsvarerbeskikkelse m.v. og om,

at retten altid kunne afslå at beskikke en begæret advokat som forsvarer i

sager angående statens sikkerhed og statens forhold til fremmede magter, blev

fra forskellig side betegnet som »berufsverbot«.

Det yderst ømtålelige spørgsmål fandt først sin løsning ved vedtagelsen af

et af Advokatrådet stillet forslag, hvorefter kendelser om nægtelse af

beskikkelse og tilbagekaldelse af beskikkelse m.v. påkæres direkte fra

underretten til Klageretten, hvis afgørelse ikke kan appelleres, jf. §

737, stk 2.

Denne interesante og vigtige retsplejemæssigt nye bestemmelse kan kun

tages til indtægt som udtryk for juristers og politikeres samstemmende

positive indstilling til og forståelse af Klagerettens virke og særlige

betydning i straffeprocessuelle forhold.

8. Forslag til ændring af rpl. §§ 966, stk. 1, og 973, stk. 1

I princippet er grundlaget for behandlingen af en genoptagelsessag og for

behandlingen af en sag om tredjeinstansbevilling det samme. Det synes derfor

naturligt og nærliggende, at også de i rpl. §§ 966 og 973 omhandlede

tilladelser skal meddeles af Den Særlige Klagerets 5 retsmedlemmer.

Det vil selvsagt give Klageretten en hel del mere arbejde, og det må

betragtes som givet, at under den ordning, Klageretten nu arbejder, vil

retten ikke kunne overkomme dette yderligere arbejde.

Men dette spørgsmål måtte kunne ordnes ved en rimelig normering og ved

tilpasning af sekretariatsforhold, eventuelt således at Klageretten - ligesom

Højesteret - kommer til at arbejde i 2 afdelinger.

Der er allerede nu, jf. rpl. § 1 a, stk. 4, beskikket suppleant for hvert

enkelt retsmedlem.

Suppleanterne har nøjagtig de samme kvalifikationer som retsmedlemmerne,

og suppleanterne indtræder og deltager i rettens arbejde, når et medlem er

forhindret, til eksempel på grund af bortrejse eller inhabilitet. Jeg kan i

denne forbindelse oplyse, at i 2 af Klageretten i 1978 i offentligt retsmøde

behandlede sager deltog suppleanter. I begge sager fungerede

præsidentsuppleanten (højesteretsdommer Helga Pedersen) som retsformand, idet

Klagerettens daværende præsident (højesteretsommer A. Blom-Andersen) havde

deltaget i Højesterets behandling af de to sager og derfor var inhabil.

Reglen i rpl. § 1 a må naturligvis omformes, hvis Klageretten skal arbejde

i 2 afdelinger. Blandt andet skal der indføjes bestemmelse om yderligere

suppleanter.

Jeg ser i virkeligheden kun een betænkelighed ved mit forslag: Højesterets

justitssekretær udfører også det krævende arbejde som justitssekretær for Den

Særlige Klageret. Men med positiv indstilling til forslaget måtte

justitssekretæren vel kunne aflastes ved ansættelse af en vicejustitssekretær

(det er blevet så moderne med vice'r inden for retsplejer, så hvorfor ikke

også her?), en fuldmægtig og/eller en sekretær og det øvrige fornødne

personale. Da Justitsministeriet ville blive aflastet for udførelsen af

arbejdet på dette område, ville henlæggelse af kompetencen til Klageretten

set under eet næppe medføre personaleforøgelse af betydning.

9. Konklusion og afslutning

Som det fremgår af punkt 3, får anklagemyndigheden i realiteten tilladelse

af Justitsministeriet til tredjeinstansbehandling i alle de sager, hvor der

søges om tilladelse til at indbringe sagerne for Højesteret.

Man kunne måske med rimelig grund stille det spørgsmål, om det ikke er

overflødigt og unødigt arbejds- og tidsspilde, at der skal søges om

tilladelse i det tilfælde, hvor det er anklagemyndigheden, der ønsker at

appellere til Højesteret.

Svaret må formentlig være, at der ikke i disse sager kan eller skal gøres

forskel på anklagemyndighed og forsvar. Når vort traditionelle system er en

2-trins-retssagsbehandling, (2 instanser), må der søges om tilladelse for at

få sagen prøvet i tredjeinstans. Da man af retsplejemæssige grunde ikke

kritikløst kan lade enhver, der er blevet dømt ved landsretten, iværksætte

appel til Højesteret, og da der som anført må være ligestilling mellem

anklagemyndighed og forsvar, vil det være nødvendigt med en prøvelse af de

sager, der ønskes indbragt for Højesteret. Denne prøvelse foreslås

foretaget af Den Særlige Klageret.

Man kunne naturligvis bibeholde det nuværende system suppleret med en

appeladgang til Klageretten for så vidt angår de sager, hvor

tredjeinstansbevilling blev nægtet. Dette ville dog næppe være en

anbefalelsesværdig ordning, idet det ville føre til dobbelt arbejde med de

sager, hvor tilladelsen blev nægtet. De pågældende sager ville først være

behandlet i Justitsministeriet for derefter at blive forelagt Klageretten.

Derfor foreslås kompetencen tillagt Klageretten alene.

For at undgå enhver misforståelse ønsker jeg at fastslå, at nærværende

artikel ikke drejer sig om Justitsministeriets arbejde eller sagsbehandling,

og at der ikke i de i artiklen nævnte eksempler skal indfortolkes nogen

kritik af Justitsministeriets dygtige arbejde. Artiklens emne er alene og

udelukkende en analyse af spørgsmålet om, hvem der bør have kompetencen til

at meddele tilladelse til tredjeinstansbehandling. Det afgørende for mig er,

at tredjeinstans-tilladelsessager bør behandles af en retsinstans og

ikke af netop den administrative myndighed, der er den ene af de to

parters egen øverste myndighed.

Sluttelig bemærker jeg, at hvad jeg her har skrevet om Klagerettens virke

og arbejde, hviler på mine egne erfaringer og står for min egen regning,

hvilket i særlig grad også gælder det ovennævnte forslag om flytning af

kompetencen, idet jeg ikke i nogen henseende har noget mandat til at udtale

mig på Klagerettens vegne.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter