1988 BSF 48 FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVENS REGLER OM TREDJEINSTANSBEVILLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring
af retsplejeloven, således at kompetencen til at træffe afgørelse om
tredjeinstansbevillinger ved anke- og kæremål ikke længere henligger
under Justitsministeriet eller anden instans inden for den udøvende
magts område.
Oprindeligt fremsat forslag
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af
retsplejeloven således, at kompetencen til i straffesager at træffe
afgørelse om tredjeinstansbevillinger ved anke- og kæremål henlægges
til Den Særlige Klageret.
Bemærkninger til forslaget
Spørgsmålet om, hvem der skal besidde kompetencen til at træffe afgørelse
om tredjeinstansbevilling, har været omstridt siden proceskommissionerne af
1868 og 1892, der begge foreslog den dagældende bevillingsordning afskaffet
til fordel for en ordning, hvor Højesteret traf afgørelsen. Siden da har
spørgsmålet været rejst gentagne gange, uden at det dog er lykkedes at få
ordningen med en administrativ bevilling ændret.
Når spørgsmålet har påkaldt sig denne opmærksomhed, har det nær sammenhæng
med det principielle problem, at Justitsministeriet i det mindste i sager
vedrørende tredjeinstansbevillinger efter retsplejelovens §§ 966 og 973 er
part i sagen i den forstand, at justitsministeren er øverste
anklagemyndighed. Justitsministeren udsætter sig derved for den givetvis
ubegrundede mistanke, at forsvareranmodninger om anke og kære i straffesager
til Højesteret ikke underkastes en ganske uvildig vurdering på grundlag af
retsplejelovens regler, men også influeres af hensyn begrundet i ministerens
position som chef for anklagemyndigheden.
At en sådan mistanke imidlertid kan være begrundet, fremgår af
oplysningerne i bilag 1 til betænkning nr. 698/1973 om behandling af
borgerlige sager, hvoraf det fremgår, at anklagemyndighedens begæringer i
langt højere grad imødekommes, end når forsvaret søger. Forslagsstillerne har
Læs alt
ved spørgsmål til justitsministeren søgt dette materiale opdateret, men
ministerens svar har efter forslagsstillernes opfattelse ikke været egnede
hertil. Senest har spørgsmålet været rejst i sommeren 1988 efter Højesterets
kendelse om løsladelse af de såkaldte jydebrødre. I denne forbindelse
fremførte bl.a. advokat Jørgen Jacobsen i henholdsvis dagbladet Politiken og
Morgenavisen Jyllands-Posten (30. juli og 11. august 1988), at kompetencen
til at give tredjeinstansbevillinger burde henlægges til Højesteret. Den
grundigste gennemgang af spørgsmålet er efter forslagsstillernes opfattelse
foretaget af landsretssagfører Ernest Hartwig i Ugeskrift for Retsvæsen 1978
B, pag. 313-320. I denne artikel gør forfatteren sig til talsmand for det
synspunkt, at tredjeinstansbevillinger i straffesager bør henlægges til Den
Særlige Klageret. Dette synspunkt kan forslagsstillerne tilslutte sig og
henviser i det hele til den nævnte artikel, der er optrykt nedenfor som
bemærkninger til forslaget.
Justitsministeriet som allerhøjeste ret
Om tredjeinstansbevilling i straffesager
Af landsretssagfører Ernest Hartwig
1. Indledning og problemstilling
I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager (fremhævet
her) gives i afsnit VI, pag. 33-51, jf. bilag 1, pag. 183, om
procesbevillinger en udførlig redegørelse for
tredjeinstansbevillinger, både i gældende ret og efter Retsplejerådets
forslag. Uanset at betænkningen - som fremhævet - er om behandling af
borgerlige sager, gives også en indgående omtale af spørgsmålet om
tredjeinstansbevillinger i straffesager.
Pag. 34 redegøres for den nuværende ordning. Efter rpl. § 966, stk. 1, er
det Justitsministeriet, der under de i loven fastsatte betingelser
undtageselsvis kan tillade en af Landsretten som ankeinstans behandlet
straffesag indbragt for Højesteret. Ifølge den nævnte bestemmelse kan
ministeren »undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for Højesteret,
når særlig grund hertil foreligger, navnlig når sagen skønnes at have
almindelig interesse eller videregående betydelige følger for
vedkommende«.
Kæremål, der er afgjort af landsretten, kan ligeledes kun indbringes for
Højesteret, når justitsministeren undtagelsesvis meddeler tilladelse hertil,
jf. rpl. § 973, stk. 1.
Den nugældende ordning fremstilles og diskuteres i betænkningen pag.
33-43. Der redegøres herunder for baggrunden for de gældende regler om
processuelle tilladelser og for tidligere fremsatte forslag angående ændring
af bestemmelserne om processuelle tilladelser.
Pag. 43-45 redegøres for Retsplejerådets forslag, der dels går ud på at
ændre betingelserne for, at der kan meddeles tilladelse til
tredjeinstansbevilling (tilladelsen skal kunne gives, »såfremt sagen har
almindelig interesse eller særlige grunde i øvrigt taler derfor«),
dels foreslår Rådet kompetencen flyttet fra Justitsministeriet til
Højesteret, hvilket skal gælde både for anke og for kære. Tilladelse til kære
skal Højesteret kunne meddele, »når særlige grunde taler derfor«.
De ovennævnte forslag har højesteretspræsident, dr. jur. Jørgen
Trolle taget op til behandling i en artikel i UfR 1974 B, pag. 209-213.
Trolle er ikke nogen tilhænger af det fremsatte forslag om flytning af
kompetencen. »Det må erkendes«, skriver Trolle, »at der
principielt set kan være noget rigtigt i, at det er domstolene selv og
ikke administrationen, der giver - eller afslår at give - disse processuelle
bevillinger«, og »det må også erkendes, at sådan er ordningen i de
fleste andre lande.« Men heroverfor anfører Trolle pag. 209, spalte 2,
at »den nuværende ordning (hvor kompetencen er hos Justitsministeriet)
virker tilfredsstillende og så vidt vides altid har gjort dette.
Justitsministeriet giver i det store og hele ikke flere bevillinger, end
rimeligt er, og det nægter - så vidt vides - ikke bevillinger i tilfælde,
hvor de burde være givet.«
Justitsministeriet har om den bestående ordning udtalt i 1930
(betænkningen side 412, spalte 1), at det »må anses for lidet heldigt,
at det i disse tilfælde (bl.a. tredjeinstanstilfældene) bliver domstolene,
der selv bestemmer, om de af dem trufne afgørelser skal kunne bringes frem
for højere instans«. Og Justitsministeriet fastslår, at det »må
anses for heldigt for retsudviklingen, at den samme myndighed, som udarbejder
nye lovforslag, har adgang til at få en bestemt fortolkning af en gældende
lovbestemmelse prøvet for Højesteret«.
Trolle skriver (1974 B, pag. 211, spalte 2), at det er med rette, at
Justitsministeriet til fordel for opretholdelse af den nugældende ordning har
fremsat denne udtalelse.
Trolles viden og hans erfaring om strafferetsplejemæssige forhold fra de
45 år, han har virket i retsvæsenets tjeneste (se Ret og Vrang, 1977, pag.
201) er så indiskutable, at en udtalelse fra hans side om dette spørgsmål
selvsagt har overordentlig stor vægt. Trolles udtalelse står da også
uimodsagt indtil nu.
Imidlertid er der jo ønsket en del i de senere år på strafferetsplejens
område, og ikke mindst er i indeværende år (1978) en betydelig udvikling
inden for strafferetsplejen blevet bekræftet i lov 243 af 8. juni 1978 om
ændring af retsplejeloven, der træder i kraft 1. oktober 1978.
Jeg anfører som eksempel, at en forsvarer nu efter retsplejelovens § 745,
stk. 2, har lovhjemlet ret til at deltage i politiets efterforskningsarbejde,
idet forsvareren har adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede
og ret til at stille yderligere spørgsmål. Dette ville for blot få år siden
have været utænkeligt. Lad mig nævne, at jeg fra 1933 (altså for 45 år siden
) i nogle år tjente til føden og studiet som skriver i Københavns Politis
Undersøgelseskamre. På efterforskningsstadiet kendte man dengang ikke til
noget samarbejde mellem politi og forsvarer, og jeg har aldrig oplevet eller
hørt om, at en forsvarer dengang deltog i eller blot var til stede under vore
afhøringer i kammeret. Nogen ændring er sket i den sidste snes år, men
først nu er forholdet endeligt reguleret ved lovens bestemmelse.
Den nye udvikling på en væsentlig del af strafferetsplejens område og
personlige erfaringer fra mit mangeårige virke som forsvarer er baggrunden
for nærværende artikel. Jeg vil i det følgende gennemgå nogle sager, jeg selv
har udført og derfor har førstehåndskendskab til. På baggrund heraf vil jeg
tage stilling til den af Trolle pag. 209, spalte 2, hævdede opfattelse,
»at den nuværende ordning virker tilfredsstillende og så vidt vides
altid har gjort dette«. Derefter vil jeg tage stilling til
Retsplejerådets forslag og redegøre for spørgsmålet om, hvem kompetencen til
at meddele tredjeinstansbevillinger efter min mening bør tilkomme.
2. Gennemgang af 4 sager
Sag nr. 1.
I 1954 blev jeg beskikket som forsvarer for en klient, K., der ved
landsretsdom i 1947 var idømt 40 dagbøder akr. 15 for overtrædelse af
straffelovens §§ 203 og 204 (hasard i forbindelse med »enarmede
tyveknægte«).
Da K. ikke betalte de 600 kr., blev han - bemærkelsesværdigt nok dagen før
forældelsen af straffen indtrådte! - indsat til afsoning af de 40 dages
hæfte, der var forvandlingsstraf. Kort tid efter, afsoningen var udstået,
blev han imidlertid ved landsretsdom frifundet i en sag om nøjagtig
tilsvarende forhold, som han tidligere var dømt for. Uanset at Højesteret var
afskåret fra at påkende skyldspørgsmålet, opnåede anklagemyndigheden
Justitsministeriets tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret, der
stadfæstede landsrettens frifindelsesdom, U. 1954, pag. 734.
Som K.s forsvarer havde jeg efter landsrettens frifindelsesdom taget
forbehold over for statsadvokaten for så vidt angår K.s krav på erstatning
for den skete afsoning af de idømte dagbøder. Da K. nu var frifundet i
nøjagtig tilsvarende forhold, og da ydermere en anden person samtidig var
blevet frifundet for netop de forhold, min klient var blevet dømt for
i 1947, begærede jeg erstatningssag rejst for den skete afsoning. Ved
byrettens dom fik K. tilkendt en erstatning på kr. 4.000.
Anklagemyndigheden appellerede til landsretten med påstand om frifindelse
for betaling af erstatning, subsidiært nedsættelse af erstatningsbeløbets
størrelse.
Landsretten tilkendte K. erstatning, men nedsatte størrelsen heraf til
nøjagtig det beløb, han kunne have betalt for at undgå afsoning, dvs. 600 kr.
Landsrettens afgørelse anså jeg for at være forkert. Jeg kunne - til nød -
have accepteret, at K. ingen erstatning skulle have, fordi loven ikke
indeholdt en direkte hjemmel for erstatning for afsonede bøder, men en
erstatning på 600 kr. måtte efter min opfattelse være forkert, når K. skulle
have erstatning for sket strafafsoning af 40 dages hæfte. Derfor søgte jeg
Justitsministeriet om tredjeinstansbevilling - og fik blankt afslag!
Jeg søgte derefter foretræde for Justitsministeren personlig.
Jeg skal her blot nævne nogle få af de interessante detaljer i forbindelse
med mit møde med ministeren. Mødet fandt sted kl. 7.30 om morgenen dagen
efter, at jeg havde anmodet om at få dette møde. Justitsministeren (Hans
Hækkerup) sad i skjorteærmer med en enorm bunke sager foran sig. Jeg havde
forberedt en kort forelæggelse, som blev suppleret ved ministerens spørgsmål,
der klart viste, at han var fuldstændigt inde i sagen. Efter en kort
drøftelse sagde han, at han ikke brød sig meget om »at gå imod
embedsmændene«, men det mente han nu alligevel at måtte gøre i denne
sag. Han fandt, at jeg havde ret i mine betragtninger, og gav på stedet den
vagthavende kontorchef meddelelse om, at han havde givet tilladelsen.
Sagen fik et interessant udfald. Der deltog 13 dommere i afgørelsen -
sagen var prøvesag for en ny højesteretsdommer. 7 af dommerne gik ind for mit
standpunkt, een dommer gik »midt imellem«, og 5 dommere ville ikke
tilkende min klient een krone i erstatning.
Dommen er refereret i U 1958, pag. 73. Den er kommenteret, se
Kommentarbogen, pag. 229. Sagen var således både af betydelig juridisk
interesse og indeholdt vanskelige tvivlsspørgsmål, men Justitsministeriet
havde ikke desto mindre givet afslag på mit andragende om tilladelse til
appel.
Sag nr. 2.
Jeg blev beskikket som forsvarer for viceborgmester V., der også var
medlem af den stedlige ligningskommission. Der blev rejst tiltale mod V. for
overtrædelse af straffelovens § 152 for at have røbet, hvad han havde erfaret
som hemmelighed i offentligt hverv. Han havde dels i den pågældende kommunes
sociale udvalg, dels i et partipolitisk bestyrelsesmøde fortalt om
»borgmesterens skattesag«. Det drejede sig om forskellige
skattemæssige dispositioner, som borgmesteren havde foretaget, og som
viceborgmesteren havde fået kendskab til i ligningskommissionsmøde og følte
vrede og forargelse ved.
Et stort problem for mig som forsvarer var nu, om det drejede sig om en
sag, »der rejser sig af politiske lovovertrædelser«, idet sagen i
så fald skulle behandles som nævningesag, jf. rpl. § 687, stk. 1 c.
Jeg gjorde, efter sagen var pådømt i 1. instans, gældende, at det var en
sådan politisk sag, og fremhævede som begrundelse herfor, at sagen i alle
henseender var forbundet med politiske forhold; personerne i den var
politiske, og sagens indhold var politisk. Som de 4 afgørende punkter nævnte
jeg,
1. at handlingerne var begået af en professionel politiker, af en mand,
hvis hele tilværelse var politisk,
2. at handlingerne var rettet mod en politisk modstander,
3. at handlingerne havde fundet sted i en politisk kreds og under politisk
samvær, og
4. at handlingerne havde politisk sigte og formål, idet de bl.a. var
begået i den hensigt at svække en politisk modstanders stilling.
Anklagemyndigheden protesterede og anførte bl.a., at det både i den
juridiske litteratur og i retspraksis er fast antaget, at politiske sager kun
er sådanne, der henhører under straffelovens kapitel 12 og 13, hvilket ikke
var tilfældet med den pågældende sag.
Østre Landsret fastslog i kendelse af 15. november 1977, at de påtalte
lovovertrædelser ikke efter deres beskaffenhed var politiske, og at de af min
klient påberåbte omstændigheder, herunder, at han havde handlet ud fra
politiske motiver, ikke fandtes at kunne medføre, at forholdene kunne anses
som politiske lovovertrædelser som anført i rpl. § 687, stk. 1 c.
Med yderligere henvisning til præmisserne i U 1975, pag. 80
(Glistrup-sagen) afviste landsretten derefter den af mig fremsatte påstand om
at henvise sagen til behandling ved et nævningeting.
Jeg fandt spørgsmålet af så betydelig interesse, at jeg forelagde sagen
for Justitsministeriet med anmodning om tilladelse til at lade dette
spørgsmål prøve ved Højesteret.
Der er kun ganske få af disse sager i de trykte domssamlinger.
Den seneste er Glistrup-sagen, U 1975, pag. 80, hvor Højesteret afviste,
at det var en sag, der rejser sig af politiske lovovertrædelser.
Omtrent samtidig med, at jeg søgte Justitsministeriet om tilladelse til at
prøve sagen for Højesteret, prøvede forsvareren i den såkaldte BT-sag,
landsretssagfører Jørgen Jacobsen, det samme, idet han - ligesom jeg - gjorde
gældende, at hans klienters sag rejste sig af politiske lovovertrædelser.
Vi fik beggge afslag. Vi måtte ikke forelægge spørgsmålet for Højesteret.
Jeg har haft adgang til at gennemgå samtlige indlæg i BT-sagen vedrørende
dette spørgsmål. Jeg afholder mig fra at kommentere afslaget i den pågældende
sag, idet jeg finder det rigtigst at »blande mig uden om« BT-sagen,
som har fundet sin endelige afgørelse ved byrettens frifindelsesdom.
Min klients, V.s, sag ville jeg under alle omstændigheder gerne have haft
lov til at forelægge for Højesteret. Sagen havde som nævnt fundet sted i et
rent politisk miljø. Jeg havde ved gennemgang af min kollega
landsretssagfører Philip Ingerslevs meget omfattende materiale i
Glistrup-sagen fået et (synes jeg selv) ganske godt kendskab til den
pågældende lovbestemmelses tilblivelseshistorie. Jeg var helt klar over, at
mulighederne i V.s sag nok ikke var alt for store, men på den anden side
fandt jeg det ikke udsigtsløst at forelægge sagen for Højesteret, idet der
efter min opfattelse navnlig var konkrete omstændigheder i sagen, der gjorde
det rimeligt, at bestemmelsen om de politiske lovovertrædelser fandt
anvendelse. Jeg prøvede efter det justitsministerielle afslag med en
personlig henvendelse til justitsministeren (Erling Jensen), der tog
overordentlig elskværdig imod mig, men han »kridtede skoene« og
stod fast på ministeriets afslag trods mine ihærdige overtalelsesforsøg.
Sagen blev afgjort af Østre Landsret ved dom af 3. marts 1978 på en for V.
helt tilfredsstillende måde. Min klient, som i underretten havde fået 60
dages ubetinget fængsel - endog med en dissens på 6 måneder! - blev ved
Landsrettens enstemmige dom idømt 40 dagbøder a100 kr., hvilket var en både
rimelig og passende afgørelse af sagen. Sagen er således lykkeligt endt.
Men derfor havde det nu alligevel været interessant at se, hvordan det
ville være gået under en nævningesag.
Sag nr. 3.
A. var ved byrettens dom af 9. august 1977 idømt hæfte i 20 dage for
overtrædelse af straffelovens § 162 og for overtrædelse af ferieloven. Han,
der havde frabedt sig forsvarer ved byretten, appellerede til Østre Landsret,
hvor jeg blev beskikket som forsvarer for ham.
Ved Østre Landsrets dom af 14. marts 1978 blev han frifundet for
overtrædelse af ferieloven, men på ny dømt for overtrædelse af § 162.
Strafudmålingen blev stadfæstet.
En af mig nedlagt påstand om, at straffen blev gjort betinget, kunne ikke
tages til følge.
At straffen ikke blev gjort betinget - hvilket i øvrigt måske nok efter
min mening havde kunnet forsvares under de foreliggende konkrete
omstændigheder - skyldtes en tidligere afsagt højesteretsdom, hvor straffen i
en tilsvarende sag var gjort ubetinget. Imidlertid var den nævnte
højesteretsdom så tilpas gammel, at der efter den senere tids udvidelse af
anvendelsesområdet for betingede domme burde have været en rimelig mulighed
for, at straffen kunne gøres betinget. Jeg blev af min klient anmodet om at
søge sagen indbragt for Højesteret med påstand om formildelse, navnlig
således, at straffen blev gjort betinget, og andragende herom blev indsendt
til Justitsministeriet. Ministeriet anerkendte i skrivelse af 5. april 1978
modtagelsen af andragendet og oplyste i samme skrivelse, at man havde sendt
andragendet »til anklagemyndigheden til udtalelse«, og at
ministeriet ville vende tilbage til sagen, når denne udtalelse foreligger.
I skrivelse af 2. juni 1978 meddeler Justitsministeriet, at man efter
gennemgang af sagen »ikke finder grundlag for at tillade det
ansøgte«.
Hvad anklagemyndigheden har udtalt til andragende, oplyses der ikke noget
om, lige så lidt som det oplyses, hvordan Justitsministeriet med hundrede
procents sikkerhed - mindre bør ikke kunne gøre det! - kan vide, at det vil
være håbløst at forelægge Højesteret spørgsmålet til afgørelse.
Sagen giver mig i øvrigt anledning til at spørge: Hvorfor skal
anklagemyndigheden høres i en sådan sag?
Jeg har som forsvarer aldrig på tilsvarende måde fået sendt nogen sag fra
Justitsministeriet til udtalelse, når anklagemyndigheden har søgt om
tredjeinstansbevilling i sager, jeg har haft med at gøre i landsretten. Jeg
har spurgt en række forsvarerkolleger, om de har fået sådanne sager forelagt
til udtalelse fra Justitsministeriet. Det er der ingen af de adspurgte der
nogen sinde har fået. Hvorfor der er denne forskel i behandlingen af sagens
parter, ved jeg ikke - men den er der altså!
Sag nr. 4.
Ved Højesterets dom af 27. juli 1976, U 1976, pag. 827, blev min klient A.
med 3 stemmer mod 2 dømt til at anbringes i forvaring.
Overlægen ved anstalten havde nu i slutningen af 1977 indstillet A. til
prøveløsladelse,. Indstillingen om prøveløsladelse var tiltrådt af
Retslægerådet. Anklagemyndigheden mente imidlertid ikke at kunne gå med til
prøveløsladelse, og sagen blev derfor indbragt for retten, hvor jeg blev
beskikket som forsvarer.
Ved Københavns Byrets kendelse af 17. februar 1978 blev A. udskrevet på
prøve.
Anklagemyndigheden appellerede omgående til Østre Landsret. Sagen blev
procederet i landsretten den 13. marts 1978, og kendelse blev afsagt samme
dag. Kendelsen er enstemmig og er en fuldstændig stadfæstelse af byrettens
kendelse om prøveløsladelse.
Udskrift af kendelsen forelå udfærdiget af Østre Landsrets Justitskontor
den 16. marts 1978. Allerede dagen efter, den 17. marts 1978, gav
Justitsministeriet efter statsadvokatens andragende herom tilladelse til, at
kendelsen måtte indbringes for Højesteret. Samme dag, 17. marts 1978, forelå
kæreskrift udfærdiget af statsadvokaten, og samme dag fik jeg kæreskriftet
tilstillet af anklagemyndigheden.
Ved Højesterets kendelse af 2. maj 1978, U. 1978, pag. 486, blev
kendelserne om prøveløsladelse med ændrede præmisser stadfæstet. Statskassen
blev pålagt at udrede omkostningerne ved sagen.
Der er mange interessante momenter i denne sag. Bl.a.: Hvordan lader det
sig gøre for anklagemyndigheden at få tredjeinstansbevilling i en sag, der
har fået samme udfald i 2 instanser?
Hvordan kan anklagemyndigheden få sådan bevilling allerede dagen efter, at
udskrift af landsrettens kendelse foreligger? Er det stemmende med vor tids
opfattelse af strafferetsplejemæssige forhold, at Justitsministeriet, der jo
er øverste anklagemyndighed, så at sige bevilger sig selv anke- (eller
kære-)tilladelse på, hvad jeg vil kalde rekordtid?
Ifølge rpl. § 973, stk. 1, er der en frist på en uge til indgivelse af
andragendet, så denne frist kan, så kort den end er, ikke i sig elv
begrunde den utrolig hurtige behandling af andragendet i en sag, der må
forudsættes at kræve en meget nøje overvejelse og omhyggelig afvejelse af
alle sagens problemer. Jeg gør i denne forbindelse særligt opmærksom på den
alvorlige psykiske belastning, det var for min klient, at hans af landsretten
bekræftede prøveløsladelse nu skulle undergives yderligere prøvelse i
tredjeinstans.
3. Oplysninger i bilag 1 til betænkning
nr. 698/1873 (om ansøgningernes skæbne)
Betænkningens bilag 1 indeholder oplysninger om antallet af ansøgninger om
tredjeinstansbevillinger, og hvilken skæbne disse ansøgninger har haft.
Tages de tre sidste år af de i bilag 1 offentliggjorte oplysninger, ses
det,
at anklagemyndigheden i årene 1967-1969 har søgt om tilladelse til at
indbringe sager for Højesteret i 85 tilfælde og fået tilladelse i samtlige de
ansøgte 85 tilfælde (måske med een undtagelse), og
at domfældte i de samme tre år har ansøgt i 309 sager og fået tilladelse i
45 sager og afslag i 264 sager.
I samme 3-årsperiode har anklagemyndigheden søgt om tilladelse til
indbringelse af 5 kendelser for Højesteret og fået tilladelse i 4 af disse
sager og afslag i eet tilfælde.
Domfældte har søgt om tilladelse i 48 sager og fået tilladelse i 7
kæresager og afslag i 41.
Det vil sige: I den nævnte 3-års-periode har anklagemyndigheden af 90
ansøgninger fået tilladelse i 89 (88) tilfælde, og domfældte har af i alt 357
ansøgninger fået tilladelse i 52 tilfælde.
4. Vurdering af den nugældende ordning
Den nuværende ordning fører til den helt besynderlige situation, at
administrationen ikke blot giver sig selv de efter loven nødvendige
tilladelser til anke og kære, men Justitsministeriet kommer på en vis måde
til at stå over Højesteret og således på strafferetsplejens område bliver
Den allerhøjeste ret, idet det er administrationen, der bestemmer, om
Højesteret kan komme til at pådømme en straffesag. Dette er i sig selv
mærkværdigt, når man tager den fastslåede opdeling i lovgivende, udøvende og
dømmende magt i betragtning, jf. grundlovens § 3, idet den dømmende magt vel
er hos domstolene - og efter rpl. § 2 er Højesteret øverste domstol for hele
riget - men på det samfundsmæssigt betydningsfulde område
strafferetsplejen er det den udøvende magt - administrationen - der
bestemmer, hvad den højeste dømmende magt kan komme til at dømme i. For
ministerens afgørelse er endelig og inappellabel. Bortset fra strafudmåling i
nævnesager og sager om opløsning af politiske foreninger er det reelt
Justitsministeren, der suverænt og enevældigt bestemmer, hvilke straffesager
der kan blive forelagt Højesteret til afgørelse!
I de af mig ovenfor under punkt 2 gennemgåede 4 sager burde
anklagemyndigheden - efter min opfattelse - ikke have haft tilladelse til at
anke i den første af de under nr. 1 nævnte sager, medens jeg omvendt straks
burde have fået tilladelsen i den anden under nr. 1 nævnte sag. Jeg burde
endvidere have haft tilladelse både i sag nr. 2 og nr. 3, medens
anklagemyndigheden ikke burde have fået kæretilladelse i sag nr. 4.
Jeg kan derfor ud fra det anførte ikke tiltræde det af Trolle i U 1974 B,
pag. 209, spalte 2, anførte om, at den nuværende ordning virker
tilfredsstillende og så vidt vides altid har gjort det.
5. Flytning af kompetencen til Den Særlige
Klageret
Spørgsmålet om tilladelse til at lade sagen prøve for Højesteret er i
selve sin natur meget lig den situation, der foreligger, når talen er om
genoptagelse af en straffesag.
Afgørelsen om genoptagelse af straffesager træffes efter rpl. kapitel 86
(§ 979) af Den Særlige Klageret, jf. rpl. § 1 a.
I festskrift for Stephan Hurwitz, 1971, skriver professor, dr. jur. W.
E. von Eyben i sin artikel »Genoptagelse af straffesager«, pag
240, at den »nærliggende tanke melder sig, at man koncentrerer
afgørelser om ekstraordinære procestilladelser i strafferetsplejen ved eet
organ«, og fortsætter: »Når man i et vist omfang netop har forladt
de almindelige domstole til fordel for en særlig ret inden for
strafferetsplejen (Den Særlige Klageret), var det dog værd at overveje, om
man ikke kunne overføre andre procestilladelser til denne ret.«
v. Eybens mening er af særlig betydning, fordi han »kender det
hele«. Han har været ansat i Justitsministeriet, han har været dommer,
og han har været (og var i 1971, da han skrev ovennævnte artikel) medlem af
Den Særlige Klageret. Han har således ganske særlige personlige
forudsætninger for at kunne udtale sig om disse forhold.
6. Retsplejerådets forslag og argumentation mod at flytte kompetencen til
Den Særlige
Klageret
Som allerede nævnt ovenfor under punkt 1, indledningen, foreslår
Retsplejerådet (Bet., pag. 43-45), at kompetencen vedrørende
tredjeinstansbevillinger henlægges til Højesteret, og anfører til støtte
herfor »ikke alene principielle grunde . . .«, i øvrigt på linie
med Retsplejeudvalget af 1924, der anførte, at det »findes bedre
stemmende med retsplejelovens ånd, at retsplejen også på dette punkt opnår en
af administrationen uafhængig stilling«. Rådet støtter også forslaget om
flytningen af kompetencen til Højesteret, bl.a. med:
a. »Som en særlig fordel ved en ændring af kompetencereglerne kan
nævnes tilfælde, hvor Højesteret måtte være indstillet på at overveje en
ændring af en hidtidig praksis.«
Som begrundelse for ikke at henlægge kompetencen til Klageretten anfører
Retsplejerådet følgende:
b. »Retsplejen bør . . . samles under de almindelige domstole«,
c. »Klageretten er efter sin sammensætning næppe særlig egnet til
behandling af disse sager«,
d. henlæggelse af kompetencen til Klageretten »må antages at ville
medføre en forsinkelse af sagerne«,
hvilket begrundes med
e. »fordi Klagerettens medlemmer, der ofte vil have bopæl forskellige
steder i landet, kun samles med visse mellemrum«.
7. Modargumentation over for Retsplejerådets ovenfor nævnte 5 punkter
Ad a.
Den »særlige fordel«, som Retsplejerådet nævner, kan fuldt ud
opnås gennem Klageretten, hvis præsident jo altid er højesteretsdommer og
derfor selvsagt har det fornødne kendskab til (med betænkningens egne ord)
den praksisændring, som Højesteret måtte være indstillet på at overveje. Den
af rådet nævnte fordel vil derfor også kunne opnås, når Klageretten får
tillagt kompetencen.
Ad b.
Det er rigtigt som anført af Retsplejerådet, at Klageretten ikke kan
betegnes som en almindelig domstol. Men dette kan dog næppe i sig selv
være et bæredygtigt argument. Klageretten er en i retsplejeloven omhandlet
ret, der arbejder uafhængigt, og hvis kendelser ifølge rpl. § 985 er endelige
og upåankelige.
Klageretten kan, som man vil vide, endog træffe bestemmelse om
genoptagelse af en af Højesteret afgjort sag.
Almindelig eller ikke-almindelig ret (eller domstol), dette kan i hvert
fald i sig selv ikke være noget bæredygtigt eller slagkraftigt argument i
denne forbindelse.
Ad c.
Hvorfor Klageretten »efter sin sammensætning« ikke skulle være
særlig egnet til behandling af ansøgninger om tredjeinstansbevilling, anfører
Rådet ikke nærmere begrundelse for. Rettens sammensætning er meget speciel og
samtidig også meget alsidig: en højesteretsdommer, der er præsident, en
landsdommer, en underretsdommer, en juridisk professor (eller anden jurist
med særlig videnskabelig uddannelse) og en advokat. Hvorfor dette alsidigt
sammensatte kollegium skulle være mindre egnet til at behandle disse sager
end Justitsministeriets embedsmænd eller mindre egnet end Højesterets anke-
og kæremålsudvalg, giver rådet som nævnt ingen oplysning om.
Hensynet til Højesterets fuldstændige uafhængighed og gennemført neutrale
stilling taler vel også snarere imod, at Højesteret skal give sig til at
forhåndsbedømme sager, der ønskes indbragt for Højesteret, end for at pålægge
Højesteret at foretage bedømmelse af, om den pågældende sag bør kunne
indbringes for Højesteret.
Ad d og e.
Argumentet om, at sagernes behandling vil blive forsinket, fordi
Klagerettens medlemmer bor forskellige steder i landet og kun samles med
visse mellemrum, har ikke større værdi.
Klagerettens sager rundsendes til medlemmerne efter en af Rettens
præsident i hver enkelt sag fastlagt turnus. Den samlede varighed af
cirkulationen ligger normalt på 8-14 dage, nogle gange kortere, andre gange
længere, hvilket sidste nok i nogen grad kan tilskrives advokatretsmedlemmet.
Her er i øvrigt et punkt, hvor jeg helhjertet kan tiltræde, hvad Trolle så
forstående skriver i U 1974 B, pag. 213, spalte 2 nederst: »De fleste af
dem (advokaterne) er overbebyrdede, og det er kun menneskeligt, hvis de i
deres tidnød søger lidt respit, hvor den er lettest at få.«
Normalt ekspederes klageretssager fra dag til dag, men der kommer
indimellem meget store og meget tunge sager med mange hundrede sider
ekstrakt, udskrifter, politirapporter, erklæringer etc. og en forelæggelse,
der kræver indgående faktiske og juridiske undersøgelser. Sådanne store og
tunge sager vil det - på nøjagtig samme måde, som tilfældet vil være med
store og tunge civile sager - være praktisk talt umuligt at få ro og tid til
at behandle forsvarligt og med fornøden grundighed i normal advokatkontortid.
Disse sagers behandling vil derfor, i hvert fald for så vidt angår
advokatretsmedlemmet, ofte finde sted i weekender, og dette kan selvsagt
medføre nogen forsinkelse med hensyn til voteringen.
Særligt hastende sager ekspederes hurtigt, og hvis det skønnes nødvendigt,
sker der radial udsendelse til rettens medlemmer.
I forbindelse med det her anførte kan der i øvrigt være særlig grund til
at gøre opmærksom på, at Klageretten netop i år ved tillægget til
retsplejeloven, lov nr. 243 af 8. juni 1978, § 737, har fået tillagt
kompetence på et område, der havde været gjort til genstand for meget
indgående og skarp debat såvel på den juridisk-faglige som på den politiske
front.
Det drejer sig om de nye regler i §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2, og 736,
stk. 2, om rettens afvisning af en valgt forsvarer, om rettens nægtelse af at
beskikke den advokat til forsvarer, som sigtede ønsker, og om rettens
tilbagekaldelse af beskikkelse af den pågældende forsvarer, hvis
betingelserne for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at
foreligge.
Lovforslagets bestemmelser om nægtelse af forsvarerbeskikkelse m.v. og om,
at retten altid kunne afslå at beskikke en begæret advokat som forsvarer i
sager angående statens sikkerhed og statens forhold til fremmede magter, blev
fra forskellig side betegnet som »berufsverbot«.
Det yderst ømtålelige spørgsmål fandt først sin løsning ved vedtagelsen af
et af Advokatrådet stillet forslag, hvorefter kendelser om nægtelse af
beskikkelse og tilbagekaldelse af beskikkelse m.v. påkæres direkte fra
underretten til Klageretten, hvis afgørelse ikke kan appelleres, jf. §
737, stk 2.
Denne interesante og vigtige retsplejemæssigt nye bestemmelse kan kun
tages til indtægt som udtryk for juristers og politikeres samstemmende
positive indstilling til og forståelse af Klagerettens virke og særlige
betydning i straffeprocessuelle forhold.
8. Forslag til ændring af rpl. §§ 966, stk. 1, og 973, stk. 1
I princippet er grundlaget for behandlingen af en genoptagelsessag og for
behandlingen af en sag om tredjeinstansbevilling det samme. Det synes derfor
naturligt og nærliggende, at også de i rpl. §§ 966 og 973 omhandlede
tilladelser skal meddeles af Den Særlige Klagerets 5 retsmedlemmer.
Det vil selvsagt give Klageretten en hel del mere arbejde, og det må
betragtes som givet, at under den ordning, Klageretten nu arbejder, vil
retten ikke kunne overkomme dette yderligere arbejde.
Men dette spørgsmål måtte kunne ordnes ved en rimelig normering og ved
tilpasning af sekretariatsforhold, eventuelt således at Klageretten - ligesom
Højesteret - kommer til at arbejde i 2 afdelinger.
Der er allerede nu, jf. rpl. § 1 a, stk. 4, beskikket suppleant for hvert
enkelt retsmedlem.
Suppleanterne har nøjagtig de samme kvalifikationer som retsmedlemmerne,
og suppleanterne indtræder og deltager i rettens arbejde, når et medlem er
forhindret, til eksempel på grund af bortrejse eller inhabilitet. Jeg kan i
denne forbindelse oplyse, at i 2 af Klageretten i 1978 i offentligt retsmøde
behandlede sager deltog suppleanter. I begge sager fungerede
præsidentsuppleanten (højesteretsdommer Helga Pedersen) som retsformand, idet
Klagerettens daværende præsident (højesteretsommer A. Blom-Andersen) havde
deltaget i Højesterets behandling af de to sager og derfor var inhabil.
Reglen i rpl. § 1 a må naturligvis omformes, hvis Klageretten skal arbejde
i 2 afdelinger. Blandt andet skal der indføjes bestemmelse om yderligere
suppleanter.
Jeg ser i virkeligheden kun een betænkelighed ved mit forslag: Højesterets
justitssekretær udfører også det krævende arbejde som justitssekretær for Den
Særlige Klageret. Men med positiv indstilling til forslaget måtte
justitssekretæren vel kunne aflastes ved ansættelse af en vicejustitssekretær
(det er blevet så moderne med vice'r inden for retsplejer, så hvorfor ikke
også her?), en fuldmægtig og/eller en sekretær og det øvrige fornødne
personale. Da Justitsministeriet ville blive aflastet for udførelsen af
arbejdet på dette område, ville henlæggelse af kompetencen til Klageretten
set under eet næppe medføre personaleforøgelse af betydning.
9. Konklusion og afslutning
Som det fremgår af punkt 3, får anklagemyndigheden i realiteten tilladelse
af Justitsministeriet til tredjeinstansbehandling i alle de sager, hvor der
søges om tilladelse til at indbringe sagerne for Højesteret.
Man kunne måske med rimelig grund stille det spørgsmål, om det ikke er
overflødigt og unødigt arbejds- og tidsspilde, at der skal søges om
tilladelse i det tilfælde, hvor det er anklagemyndigheden, der ønsker at
appellere til Højesteret.
Svaret må formentlig være, at der ikke i disse sager kan eller skal gøres
forskel på anklagemyndighed og forsvar. Når vort traditionelle system er en
2-trins-retssagsbehandling, (2 instanser), må der søges om tilladelse for at
få sagen prøvet i tredjeinstans. Da man af retsplejemæssige grunde ikke
kritikløst kan lade enhver, der er blevet dømt ved landsretten, iværksætte
appel til Højesteret, og da der som anført må være ligestilling mellem
anklagemyndighed og forsvar, vil det være nødvendigt med en prøvelse af de
sager, der ønskes indbragt for Højesteret. Denne prøvelse foreslås
foretaget af Den Særlige Klageret.
Man kunne naturligvis bibeholde det nuværende system suppleret med en
appeladgang til Klageretten for så vidt angår de sager, hvor
tredjeinstansbevilling blev nægtet. Dette ville dog næppe være en
anbefalelsesværdig ordning, idet det ville føre til dobbelt arbejde med de
sager, hvor tilladelsen blev nægtet. De pågældende sager ville først være
behandlet i Justitsministeriet for derefter at blive forelagt Klageretten.
Derfor foreslås kompetencen tillagt Klageretten alene.
For at undgå enhver misforståelse ønsker jeg at fastslå, at nærværende
artikel ikke drejer sig om Justitsministeriets arbejde eller sagsbehandling,
og at der ikke i de i artiklen nævnte eksempler skal indfortolkes nogen
kritik af Justitsministeriets dygtige arbejde. Artiklens emne er alene og
udelukkende en analyse af spørgsmålet om, hvem der bør have kompetencen til
at meddele tilladelse til tredjeinstansbehandling. Det afgørende for mig er,
at tredjeinstans-tilladelsessager bør behandles af en retsinstans og
ikke af netop den administrative myndighed, der er den ene af de to
parters egen øverste myndighed.
Sluttelig bemærker jeg, at hvad jeg her har skrevet om Klagerettens virke
og arbejde, hviler på mine egne erfaringer og står for min egen regning,
hvilket i særlig grad også gælder det ovennævnte forslag om flytning af
kompetencen, idet jeg ikke i nogen henseende har noget mandat til at udtale
mig på Klagerettens vegne.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1988 BTB 48 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVENS REGLER OM TREDJEINSTANSBEVILLING NR B 48 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- 1994 LSF 217 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (OPRETTELSE AF ET PROCESBEVILLINGSNÆVN M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Højesteret ændrer Landsrettens afgørelse i sag om, hvorvidt overtrædelserne i straffesagen, må anses for politiske lovovertrædelser i retsplejelovens forstand og derfor bør behandles under medvirken af nævninger Domsdatabasen · 27. oktober 2023
- 1992 LSF 34 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN M.V. (ÆNDRING AF KOMPETENCEREGLERNE FOR MEDDELELSE AF ANKE- OG KÆRETILLADELSE) Retsinformation · 26. februar 1993
- 1991 LSF 215 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN M.V. (ÆNDRING AF KOMPETENCEREGLERNE FOR MEDDELELSE AF ANKE- OG KÆRETILLADELSE) Retsinformation · 31. januar 1992
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, konkursloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Tredjeinstansbevilling til en del af en sag) Retsinformation · 26. februar 2010