Spørgsmål om tilsynsmyndigheders pligt til at behandle klager.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Spørgsmål om tilsynsmyndigheders pligt til at behandle
klager.
I en skrivelse af 29. januar 1990 klagede A over, at Monopoltilsynet
og Industriministeriet havde afvist at behandle en klage over, at én af A's
konkurrenter overtrådte bestemmelserne i prismærkningsloven.
I den anledning indhentede jeg sagens akter samt udtalelser fra
Konkurrencerådet (som pr. 1. januar 1990 havde overtaget det nu nedlagte
Monopoltilsyns opgaver) og Industriministeriet.
Ifølge prismærkningslovens § 10 er det Monopoltilsynets opgave
at påse, at loven og de regler, der er fastsat efter loven, overholdes.
Den 20. april 1989 vedtog Folketinget en ændring til prismærkningsloven,
hvorefter forretningsdrivende for fremtiden ved tydelig skiltning skulle
oplyse, om der blev ydet organiseret rabat.
Den 27. november 1989 klagede A til Monopoltilsynet over, at B
efter hans opfattelse overtrådte de ny regler i prismærkningsloven.
I en skrivelse af 19. december 1989 svarede Monopoltilsynet
således:
"Ved skrivelser af 27. november og 4. december 1989 har De
(....) anmodet Monopoltilsynet om, at der foretages en undersøgelse af den af
(B) etablerede rabatordning under navnet "Guldkort". Det er Deres
opfattelse,
at der er tale om organiseret rabat, som efter § 1, stk. 2, i lov om mærkning
og skiltning med pris mv. kræver tydelig skiltning ved samtlige indgangsdøre
til forretningslokalet.
Monopoltilsynet beklager at måtte meddele, at Deres henvendelse
ikke vil blive behandlet.
Som led i gennemførelsen af ekstraordinære besparelser har
Industriministeren besluttet, at en vis reduktion af tilsynets
medarbejderstab
skal gennemføres ved begrænsning af tilsynets kontrol- og
Læs alt
vejledningsvirksomhed,
hvilket bl.a. indebærer, at Deres henvendelse som nævnt ikke vil blive
behandlet."
I en skrivelse af 22. december 1989 klagede A til industriministeren
over, at Monopoltilsynet ikke ville sørge for opretholdelsen af de nye regler
i
prismærkningsloven, som netop var trådt i kraft den 1. oktober 1989.
Industriministeren besvarede henvendelsen den 19. januar 1990.
Om kontrollen med overholdelsen af de nye regler i prismærkningsloven skrev
ministeren:
"Indledningsvis kan jeg oplyse, at erhvervsdrivende, der
ikke opfylder prismærkningslovens krav om at skilte med organiseret rabat kan
straffes med bøde. Sagerne behandles som politisager ligesom andre
lovovertrædelser. Alvorlige overtrædelser af loven bør derfor anmeldes til
politiet. Med baggrund heri finder jeg, at den skrivelse, De har modtaget fra
Monopoltilsynet, har en uheldig udformning, idet den ikke giver en reel
beskrivelse af forholdene.
..."
Ministeren redegjorde endvidere for de oplysnings- og vejledningsaktiviteter,
som Monopoltilsynet havde gennemført i forbindelse med ikrafttrædelsen af de
nye regler. Ministeren konkluderede herefter:
"Det er således min opfattelse, at der er taget de fornødne
indledende skridt for at medvirke til lovens overholdelse. De
erhvervsdrivende
bærer selv ansvaret for lovens overholdelse, og i tilfælde af alvorlig
overtrædelse
af lovgivningen må sagen som nævnt henvises til politimæssig behandling. Jeg
er
overbevist om, at man herved har fundet den rette balance, således at de
intentioner,
der har været afgørende for skiltningspligtens indførelse kan tilgodeses på
tilfredsstillende måde på baggrund af de ressourcer, der er tilstede."
Herefter klagede A til mig, idet han anførte, at Industriministeriet
handlede i strid med bestemmelsen i prismærkningslovens § 10, når ministeriet
ikke ville behandle en konkret klagesag.
I Industriministeriets udtalelse til mig anførte ministeriet
bl.a. følgende:
"...
I forbindelse med ekstraordinære besparelser inden for den offentlige
sektor har det været nødvendigt at foretage indskrænkninger i
Monopoltilsynets virksomhed.
Denne begrænsning i tilsynets virksomhed er tilvejebragt i 2 omgange.
Første gang i forbindelse med en almindelig besparelsesrunde med nedskæringer
i den offentlige sektor. Anden gang i forbindelse med en kraftig reduktion af
tilsynet i forbindelse med dets omdannelse til sekretariat for det nye
Konkurrenceråd.
Den nye konkurrencelov har medført, at der nu fra det nye Konkurrenceråds
side skal drives en aktiv konkurrencepolitik, således at beskæftigelsen med
prisspørgsmål nedprioriteres i høj grad. Dette har naturligvis indebåret, at
også beskæftigelsen med prismærkningsloven er blevet nedprioriteret. Der
henvises til lovforslagets bemærkninger om prioritering af
ressourceanvendelsen. Forslag til konkurrencelov vedlægges.
Spørgsmålet om administrationen af prismærkningsloven har været
drøftet under Folketingets behandling af forslag til konkurrencelov. Der
henvises til industriministerens besvarelse af vedlagte spørgsmål nr. 21, 74
og 111 stillet af Folketingets Erhvervsudvalg.
Industriministeren har den 17. januar 1990 fremsat forslag til
lov om ændring af lov om mærkning og skiltning med pris m.v. (L 133).
Forslaget
indebærer bl.a., at administrationen af prismærkningsloven overføres til
Forbrugerstyrelsen,
og at tilsynet med overholdelsen af lovens bestemmelser ophæves. Lovforslaget
vedlægges.
I forbindelse med ikrafttrædelsen af reglerne om skiltning med
organiseret rabat den 1. oktober 1989 har Monopoltilsynet iværksat
vejledningsaktiviteter af forskellig art og har herved udfoldet betydelige
bestræbelser på at medvirke til reglernes overholdelse. Der henvises herom
til
den redegørelse, der er afgivet af Konkurrencerådets sekretariat.
Derimod har tilsynet efter prioriteringen af sin indsats på
dette område ikke kunnet afse ressourcer til behandling af en konkret
klagesag
som den foreliggende. Det må herved tages i betragtning, at de
erhvervsdrivende
selv bærer ansvaret for prismærkningslovens overholdelse, og
erhvervsdrivende,
der ikke overholder lovens krav om at skilte med prisoplysninger, kan
straffes
med bøde. Sagerne behandles som politisager.
Industriministeren har i skrivelse af 19. januar 1990 til A
givet udtryk for den opfattelse, at Monopoltilsynets skrivelse af 19.
december 1989 til A er uheldigt udformet, idet den ikke giver en reel
beskrivelse
af forholdene.
Ministeriet har derfor over for Konkurrencerådets sekretariat
henstillet, at man i sådanne afvisninger eksplicit henviser til anmeldelse
til
politiet."
Det i Industriministeriets udtalelse omtalte forslag til ændring
af prismærkningsloven blev vedtaget ved tredjebehandlingen i Folketinget den
1. juni 1990, således at bestemmelsen i prismærkningslovens § 10 ophæves fra
den 1. januar 1991.
I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"Prismærkningslovens § 10 har følgende indhold:
"§ 10. Monopoltilsynet påser, at loven og de regler, der er
fastsat efter loven, overholdes."
Bestemmelsen er uændret siden den oprindelige affattelse i lov
nr. 252 af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v. Motiverne til
loven indeholder ikke nogen nærmere beskrivelse af tilsynsopgaven efter § 10.
Spørgsmålet i denne sag er, om der af bestemmelsen følger en
pligt for Monopoltilsynet til at undersøge og tage stilling til klager over
overtrædelse af prismærkningsloven.
Svaret må som udgangspunkt bero på en fortolkning af bestemmelsens
ordlyd og formål m.v. i overensstemmelse med sædvanlige juridiske
fortolkningsprincipper. Det er herved principielt uden betydning, at der fra
lovgivningsmagtens side i anden forbindelse - konkurrencelovens vedtagelse i
foråret 1989 - er fremkommet tilkendegivelser om en reduktion af
tilsynsopgaverne.
Jeg henviser til Industriministeriets henvisninger hertil i udtalelsen til
mig. Disse tilkendegivelser falder endvidere, som udtalelser af senere dato
end den omhandlede lovbestemmelse, uden for kredsen af sædvanligt anerkendte
fortolkningsfaktorer.
Ved fortolkningen af § 10 må det spille en rolle, at ordlyden
"påser at loven overholdes", svarer til ordlyden af
tilsynsbestemmelser
på en række andre forvaltningsområder. Selv om tilsynets praktiske
tilrettelæggelse
i henhold til disse bestemmelser utvivlsomt kan variere fra område til
område,
må der være fælles træk. De kortfattede bestemmelser må i mangel af nærmere
præcisering i lovmotiverne antages at referere til den måde, hvorpå
tilsynsvirksomhed normalt er blevet tilrettelagt i myndighedernes praksis. I
dette "normaltilsyn", som lovgivningsmagten må antages at have
henholdt sig til, indgår en pligt for tilsynsmyndigheden til (i et vist
omfang) at tage stilling til spørgsmål om, hvorvidt loven er overholdt i
konkrete tilfælde.
Undersøgelse og stillingtagen til konkrete sagsforhold, hvor der
er mistanke om overtrædelse af loven, indgår som et gennemgående træk af
pligtmæssig karakter i tilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse på forskellige
forvaltningsområder. For så vidt angår tilsynet inden for bygge- og
miljølovgivningen kan henvises til betænkning nr. 981/1983, s.
41 f, hvor det hedder,
"...myndigheden (har) pligt til at foretage nærmere undersøgelser, hvis
der modtages klager eller andre henvendelser, som ikke er åbenbart grundløse,
eller hvis myndigheden på anden måde får en konkret begrundet mistanke om
ulovlig adfærd." I relation til det almindelige statslige
legalitetstilsyn
med kommunerne antages tilsynsmyndigheden at have "pligt til at reagere
på henvendelser og lignende, der skaber mistanke af en vis fasthed om
ulovligheder i Kommunestyret". (Peter Bak Mortensen i Juristen 1986.170
smh. Preben Espersen i Juristen 1988.140).
Det forhold, at også politi og anklagemyndighed kan siges at
føre tilsyn med lovens overholdelse, når der er tale om lovovertrædelser, som
kan medføre straf, er efter min mening uden betydning for fastlæggelsen af
det
administrative tilsyns indhold. Jeg refererer til Industriministeriets
udtalelser herom. Dels må det formodes, at bestemmelsen om administrativt
tilsyn har et selvstændigt indhold ved siden af den almindeligt gældende
straffeprocessuelle ordning. Dels er det den altovervejende hovedregel, at
politimæssig forfølgelse med henblik på straf efter særlovgivningen
forudsætter,
at vedkommende administrative myndighed forinden har konstateret eller dog
tilvejebragt en formodning om ulovligheden.
Efter prismærkningslovens § 11 er Monopoltilsynet udstyret med
særlige beføjelser til at kræve oplysninger af de handlende og til at skaffe
sig adgang til forretningslokaler m.v. Disse beføjelser synes at forudsætte
en pligt for Monopoltilsynet til i hvert fald i et vist omfang at undersøge
og
tage stilling til konkrete sagsforhold.
Det er næppe muligt at præcisere omfanget af pligten til at behandle
konkrete sager nærmere end til, at der
på
den ene side
ikke er pligt til at behandle alle klager eller andre
henvendelser, hvor der er påstand om, at loven overtrædes, medens der
på den anden side
er pligt til at
realitetsbehandle henvendelser, hvor der rejses konkret begrundet mistanke
om,
at der foreligger en lovovertrædelse af nogen betydning.
Tilsynspligten er baseret på den almene, offentlige interesse
i, at reglerne overholdes. Det er derfor principielt uden betydning, om
sagerne forelægges for tilsynsmyndigheden i form af klager eller andre
henvendelser fra private, eller de opstår på anden måde. Afgørende er, at
tilsynsmyndigheden bliver bekendt med forholdet og får lejlighed til at
reagere.
Det fremgår af det, jeg har anført, at det efter min opfattelse
vil være i modstrid med bestemmelsen i prismærkningslovens § 10 generelt at
afvise stillingtagen til konkrete sager, herunder afvise realitetsbehandling
af enhver klage, som indgives.
Der skal som minimum på baggrund af de foreliggende oplysninger
foretages en vurdering af, om der er begrundet mistanke om en
lovovertrædelse,
og om der er tale om en lovovertrædelse af en vis (større eller principiel)
betydning.
I den foreliggende sag ses der ikke fra Monopoltilsynets side
at være foretaget en sådan vurdering af klagen.
Dette må jeg finde beklageligt.
Jeg har gjort Industriministeriet bekendt med min opfattelse."
Den 21. februar 1991 besvarede industriministeren et spørgsmål
fra et folketingsmedlem om den manglende kontrol med skiltningen i
detailhandelsbutikkerne.
Ministeren oplyste, at "forbrugerstyrelsen, der efter
lovændringen pr. 1. januar 1991 administrerer loven (...) i overensstemmelse
med de af ombudsmanden fremsatte bemærkninger (vil) vurdere henvendelser,
hvor
der rejses konkret begrundet mistanke om, at der foreligger lovovertrædelse
af
nogen betydning og i givet fald videresende sagen til politiet".
Den 22. februar 1991 udsendte Konkurrencerådet en meddelelse
om, at rådet efter min udtalelse vedrørende prismærkningsloven havde
gennemgået sagsbehandlingen på andre områder.
Rådet havde herefter besluttet at genoptage behandlingen af
sager om overtrædelse af faktureringsreglerne og at øge vejledningen om
licitationsloven. Disse to sagsområder havde gennem et par år - i lighed med
prismærkningsloven - været nedprioriteret af ressourcehensyn.
Lignende dokumenter
- Offentliggørelse af oplysninger om rabat- og bonusforhold (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- 1988 LSF 122 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MÆRKNING OG SKILTNING MED PRIS M.V. (SKILTNING MED ORGANISERET RABAT) Retsinformation · 17. maj 1989
- Rabat på gavekort i relation til prismærkningsloven (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Prisskiltning ved detailsalg af køkkenelementer (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- 1989 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MÆRKNING OG SKILTNING MED PRIS M.V. Retsinformation · 14. juni 1990
- Indberetning af priser, avancer, rabatter, bonus mv. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997