Spring til indhold

Retsinformation

Spørgsmål om tilsynsmyndigheders pligt til at behandle klager.

FOU nr 1990.83UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Spørgsmål om tilsynsmyndigheders pligt til at behandle

klager.

I en skrivelse af 29. januar 1990 klagede A over, at Monopoltilsynet

og Industriministeriet havde afvist at behandle en klage over, at én af A's

konkurrenter overtrådte bestemmelserne i prismærkningsloven.

I den anledning indhentede jeg sagens akter samt udtalelser fra

Konkurrencerådet (som pr. 1. januar 1990 havde overtaget det nu nedlagte

Monopoltilsyns opgaver) og Industriministeriet.

Ifølge prismærkningslovens § 10 er det Monopoltilsynets opgave

at påse, at loven og de regler, der er fastsat efter loven, overholdes.

Den 20. april 1989 vedtog Folketinget en ændring til prismærkningsloven,

hvorefter forretningsdrivende for fremtiden ved tydelig skiltning skulle

oplyse, om der blev ydet organiseret rabat.

Den 27. november 1989 klagede A til Monopoltilsynet over, at B

efter hans opfattelse overtrådte de ny regler i prismærkningsloven.

I en skrivelse af 19. december 1989 svarede Monopoltilsynet

således:

"Ved skrivelser af 27. november og 4. december 1989 har De

(....) anmodet Monopoltilsynet om, at der foretages en undersøgelse af den af

(B) etablerede rabatordning under navnet "Guldkort". Det er Deres

opfattelse,

at der er tale om organiseret rabat, som efter § 1, stk. 2, i lov om mærkning

og skiltning med pris mv. kræver tydelig skiltning ved samtlige indgangsdøre

til forretningslokalet.

Monopoltilsynet beklager at måtte meddele, at Deres henvendelse

ikke vil blive behandlet.

Som led i gennemførelsen af ekstraordinære besparelser har

Industriministeren besluttet, at en vis reduktion af tilsynets

medarbejderstab

skal gennemføres ved begrænsning af tilsynets kontrol- og

Læs alt

vejledningsvirksomhed,

hvilket bl.a. indebærer, at Deres henvendelse som nævnt ikke vil blive

behandlet."

I en skrivelse af 22. december 1989 klagede A til industriministeren

over, at Monopoltilsynet ikke ville sørge for opretholdelsen af de nye regler

i

prismærkningsloven, som netop var trådt i kraft den 1. oktober 1989.

Industriministeren besvarede henvendelsen den 19. januar 1990.

Om kontrollen med overholdelsen af de nye regler i prismærkningsloven skrev

ministeren:

"Indledningsvis kan jeg oplyse, at erhvervsdrivende, der

ikke opfylder prismærkningslovens krav om at skilte med organiseret rabat kan

straffes med bøde. Sagerne behandles som politisager ligesom andre

lovovertrædelser. Alvorlige overtrædelser af loven bør derfor anmeldes til

politiet. Med baggrund heri finder jeg, at den skrivelse, De har modtaget fra

Monopoltilsynet, har en uheldig udformning, idet den ikke giver en reel

beskrivelse af forholdene.

..."

Ministeren redegjorde endvidere for de oplysnings- og vejledningsaktiviteter,

som Monopoltilsynet havde gennemført i forbindelse med ikrafttrædelsen af de

nye regler. Ministeren konkluderede herefter:

"Det er således min opfattelse, at der er taget de fornødne

indledende skridt for at medvirke til lovens overholdelse. De

erhvervsdrivende

bærer selv ansvaret for lovens overholdelse, og i tilfælde af alvorlig

overtrædelse

af lovgivningen må sagen som nævnt henvises til politimæssig behandling. Jeg

er

overbevist om, at man herved har fundet den rette balance, således at de

intentioner,

der har været afgørende for skiltningspligtens indførelse kan tilgodeses på

tilfredsstillende måde på baggrund af de ressourcer, der er tilstede."

Herefter klagede A til mig, idet han anførte, at Industriministeriet

handlede i strid med bestemmelsen i prismærkningslovens § 10, når ministeriet

ikke ville behandle en konkret klagesag.

I Industriministeriets udtalelse til mig anførte ministeriet

bl.a. følgende:

"...

I forbindelse med ekstraordinære besparelser inden for den offentlige

sektor har det været nødvendigt at foretage indskrænkninger i

Monopoltilsynets virksomhed.

Denne begrænsning i tilsynets virksomhed er tilvejebragt i 2 omgange.

Første gang i forbindelse med en almindelig besparelsesrunde med nedskæringer

i den offentlige sektor. Anden gang i forbindelse med en kraftig reduktion af

tilsynet i forbindelse med dets omdannelse til sekretariat for det nye

Konkurrenceråd.

Den nye konkurrencelov har medført, at der nu fra det nye Konkurrenceråds

side skal drives en aktiv konkurrencepolitik, således at beskæftigelsen med

prisspørgsmål nedprioriteres i høj grad. Dette har naturligvis indebåret, at

også beskæftigelsen med prismærkningsloven er blevet nedprioriteret. Der

henvises til lovforslagets bemærkninger om prioritering af

ressourceanvendelsen. Forslag til konkurrencelov vedlægges.

Spørgsmålet om administrationen af prismærkningsloven har været

drøftet under Folketingets behandling af forslag til konkurrencelov. Der

henvises til industriministerens besvarelse af vedlagte spørgsmål nr. 21, 74

og 111 stillet af Folketingets Erhvervsudvalg.

Industriministeren har den 17. januar 1990 fremsat forslag til

lov om ændring af lov om mærkning og skiltning med pris m.v. (L 133).

Forslaget

indebærer bl.a., at administrationen af prismærkningsloven overføres til

Forbrugerstyrelsen,

og at tilsynet med overholdelsen af lovens bestemmelser ophæves. Lovforslaget

vedlægges.

I forbindelse med ikrafttrædelsen af reglerne om skiltning med

organiseret rabat den 1. oktober 1989 har Monopoltilsynet iværksat

vejledningsaktiviteter af forskellig art og har herved udfoldet betydelige

bestræbelser på at medvirke til reglernes overholdelse. Der henvises herom

til

den redegørelse, der er afgivet af Konkurrencerådets sekretariat.

Derimod har tilsynet efter prioriteringen af sin indsats på

dette område ikke kunnet afse ressourcer til behandling af en konkret

klagesag

som den foreliggende. Det må herved tages i betragtning, at de

erhvervsdrivende

selv bærer ansvaret for prismærkningslovens overholdelse, og

erhvervsdrivende,

der ikke overholder lovens krav om at skilte med prisoplysninger, kan

straffes

med bøde. Sagerne behandles som politisager.

Industriministeren har i skrivelse af 19. januar 1990 til A

givet udtryk for den opfattelse, at Monopoltilsynets skrivelse af 19.

december 1989 til A er uheldigt udformet, idet den ikke giver en reel

beskrivelse

af forholdene.

Ministeriet har derfor over for Konkurrencerådets sekretariat

henstillet, at man i sådanne afvisninger eksplicit henviser til anmeldelse

til

politiet."

Det i Industriministeriets udtalelse omtalte forslag til ændring

af prismærkningsloven blev vedtaget ved tredjebehandlingen i Folketinget den

1. juni 1990, således at bestemmelsen i prismærkningslovens § 10 ophæves fra

den 1. januar 1991.

I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:

"Prismærkningslovens § 10 har følgende indhold:

"§ 10. Monopoltilsynet påser, at loven og de regler, der er

fastsat efter loven, overholdes."

Bestemmelsen er uændret siden den oprindelige affattelse i lov

nr. 252 af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v. Motiverne til

loven indeholder ikke nogen nærmere beskrivelse af tilsynsopgaven efter § 10.

Spørgsmålet i denne sag er, om der af bestemmelsen følger en

pligt for Monopoltilsynet til at undersøge og tage stilling til klager over

overtrædelse af prismærkningsloven.

Svaret må som udgangspunkt bero på en fortolkning af bestemmelsens

ordlyd og formål m.v. i overensstemmelse med sædvanlige juridiske

fortolkningsprincipper. Det er herved principielt uden betydning, at der fra

lovgivningsmagtens side i anden forbindelse - konkurrencelovens vedtagelse i

foråret 1989 - er fremkommet tilkendegivelser om en reduktion af

tilsynsopgaverne.

Jeg henviser til Industriministeriets henvisninger hertil i udtalelsen til

mig. Disse tilkendegivelser falder endvidere, som udtalelser af senere dato

end den omhandlede lovbestemmelse, uden for kredsen af sædvanligt anerkendte

fortolkningsfaktorer.

Ved fortolkningen af § 10 må det spille en rolle, at ordlyden

"påser at loven overholdes", svarer til ordlyden af

tilsynsbestemmelser

på en række andre forvaltningsområder. Selv om tilsynets praktiske

tilrettelæggelse

i henhold til disse bestemmelser utvivlsomt kan variere fra område til

område,

må der være fælles træk. De kortfattede bestemmelser må i mangel af nærmere

præcisering i lovmotiverne antages at referere til den måde, hvorpå

tilsynsvirksomhed normalt er blevet tilrettelagt i myndighedernes praksis. I

dette "normaltilsyn", som lovgivningsmagten må antages at have

henholdt sig til, indgår en pligt for tilsynsmyndigheden til (i et vist

omfang) at tage stilling til spørgsmål om, hvorvidt loven er overholdt i

konkrete tilfælde.

Undersøgelse og stillingtagen til konkrete sagsforhold, hvor der

er mistanke om overtrædelse af loven, indgår som et gennemgående træk af

pligtmæssig karakter i tilsynsvirksomhedens tilrettelæggelse på forskellige

forvaltningsområder. For så vidt angår tilsynet inden for bygge- og

miljølovgivningen kan henvises til betænkning nr. 981/1983, s.

41 f, hvor det hedder,

"...myndigheden (har) pligt til at foretage nærmere undersøgelser, hvis

der modtages klager eller andre henvendelser, som ikke er åbenbart grundløse,

eller hvis myndigheden på anden måde får en konkret begrundet mistanke om

ulovlig adfærd." I relation til det almindelige statslige

legalitetstilsyn

med kommunerne antages tilsynsmyndigheden at have "pligt til at reagere

på henvendelser og lignende, der skaber mistanke af en vis fasthed om

ulovligheder i Kommunestyret". (Peter Bak Mortensen i Juristen 1986.170

smh. Preben Espersen i Juristen 1988.140).

Det forhold, at også politi og anklagemyndighed kan siges at

føre tilsyn med lovens overholdelse, når der er tale om lovovertrædelser, som

kan medføre straf, er efter min mening uden betydning for fastlæggelsen af

det

administrative tilsyns indhold. Jeg refererer til Industriministeriets

udtalelser herom. Dels må det formodes, at bestemmelsen om administrativt

tilsyn har et selvstændigt indhold ved siden af den almindeligt gældende

straffeprocessuelle ordning. Dels er det den altovervejende hovedregel, at

politimæssig forfølgelse med henblik på straf efter særlovgivningen

forudsætter,

at vedkommende administrative myndighed forinden har konstateret eller dog

tilvejebragt en formodning om ulovligheden.

Efter prismærkningslovens § 11 er Monopoltilsynet udstyret med

særlige beføjelser til at kræve oplysninger af de handlende og til at skaffe

sig adgang til forretningslokaler m.v. Disse beføjelser synes at forudsætte

en pligt for Monopoltilsynet til i hvert fald i et vist omfang at undersøge

og

tage stilling til konkrete sagsforhold.

Det er næppe muligt at præcisere omfanget af pligten til at behandle

konkrete sager nærmere end til, at der

på

den ene side

ikke er pligt til at behandle alle klager eller andre

henvendelser, hvor der er påstand om, at loven overtrædes, medens der

på den anden side

er pligt til at

realitetsbehandle henvendelser, hvor der rejses konkret begrundet mistanke

om,

at der foreligger en lovovertrædelse af nogen betydning.

Tilsynspligten er baseret på den almene, offentlige interesse

i, at reglerne overholdes. Det er derfor principielt uden betydning, om

sagerne forelægges for tilsynsmyndigheden i form af klager eller andre

henvendelser fra private, eller de opstår på anden måde. Afgørende er, at

tilsynsmyndigheden bliver bekendt med forholdet og får lejlighed til at

reagere.

Det fremgår af det, jeg har anført, at det efter min opfattelse

vil være i modstrid med bestemmelsen i prismærkningslovens § 10 generelt at

afvise stillingtagen til konkrete sager, herunder afvise realitetsbehandling

af enhver klage, som indgives.

Der skal som minimum på baggrund af de foreliggende oplysninger

foretages en vurdering af, om der er begrundet mistanke om en

lovovertrædelse,

og om der er tale om en lovovertrædelse af en vis (større eller principiel)

betydning.

I den foreliggende sag ses der ikke fra Monopoltilsynets side

at være foretaget en sådan vurdering af klagen.

Dette må jeg finde beklageligt.

Jeg har gjort Industriministeriet bekendt med min opfattelse."

Den 21. februar 1991 besvarede industriministeren et spørgsmål

fra et folketingsmedlem om den manglende kontrol med skiltningen i

detailhandelsbutikkerne.

Ministeren oplyste, at "forbrugerstyrelsen, der efter

lovændringen pr. 1. januar 1991 administrerer loven (...) i overensstemmelse

med de af ombudsmanden fremsatte bemærkninger (vil) vurdere henvendelser,

hvor

der rejses konkret begrundet mistanke om, at der foreligger lovovertrædelse

af

nogen betydning og i givet fald videresende sagen til politiet".

Den 22. februar 1991 udsendte Konkurrencerådet en meddelelse

om, at rådet efter min udtalelse vedrørende prismærkningsloven havde

gennemgået sagsbehandlingen på andre områder.

Rådet havde herefter besluttet at genoptage behandlingen af

sager om overtrædelse af faktureringsreglerne og at øge vejledningen om

licitationsloven. Disse to sagsområder havde gennem et par år - i lighed med

prismærkningsloven - været nedprioriteret af ressourcehensyn.

Lignende dokumenter