Tilbagebetaling af uberettiget tilskrevet rente på uddannelseslån.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilbagebetaling af uberettiget tilskrevet rente på
uddannelseslån.
A klagede til mig i en sag
vedrørende tilbagebetaling af rente på et uddannelseslån.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at A i september 1974 efter i et år at have
studeret
astronomi, påbegyndte et psykologistudium ved Københavns Universitet.
Psykologiuddannelsen var på daværende tidspunkt normeret til 5½ år og
astronomistudiet til 5 år.
I 1972 og 1973/74 havde A
optaget to uddannelseslån i Statens Uddannelsesstøtte. Lånene var ifølge
lånevilkårene "rentefri i den normale uddannelsestid, men forrentedes
derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte
diskonto."
Fra 1976 begyndte Statens
Uddannelsesstøtte at tilskrive renter på lånene, og ved årsopgørelserne 1976,
1977 og 1978 fik A meddelelse herom. I standardmeddelelserne for 1976 og 1977
anførtes bl.a. følgende:
"Saldoen betragtes som
anerkendt af Dem, hvis skriftlig henvendelse ikke er sket inden 1. marts
1978...."
I meddelelsen for 1978 opgjordes
renterne til 2.011 kr., og i denne meddelelse anførtes følgende:
"Hvis De mener, at SU
ved denne fremgangsmåde uberettiget har tilskrevet renter på Deres lån, bedes
De skriftligt rette henvendelse hertil.
I samtlige meddelelser var de
citerede vilkår placeret med små bogstavtyper blandt flere andre vilkår.
I skrivelse af 10. maj 1989
Læs alt
til SU-styrelsen gjorde A indsigelse imod, at der var tilskrevet renter på de
to lån fra 1972 og 1973/74. A henviste herved til, at lånene var rentefri i
den
normerede uddannelsesperiode, og at renterne derfor var tilskrevet med
urette.
A oplyste i brevet følgende om anledning til, at han rejste spørgsmålet:
"På årsopgørelse pr.
31/12-1988 er angivet følgende vedrørende forrentning af lån: "Lån 1 er
statslån, der er udbetalt i støtteårene 1970/71 til 1974/75.
Er der før uddannelsens ophør
tilskrevet renter på dette lån i 1988, skal man oplyse følgende:
Ifølge
undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 29. marts 1988, § 38,
påbegyndes forrentningen af lån 1 normalt fra det tidspunkt, hvor den
uddannelsessøgende ikke længere anses for berettiget til at opnå
uddannelsesstøtte,
herunder statsgaranti for studielån i banker og sparekasser. SU kan alene
konstatere fortsat støtteberettigelse og dermed fortsat rentefrihed ved år
for
år at registrere, at der tildeles uddannelsesstøtte. SU har derfor i sit
edb-system ladet renter tilskrive, hvis der ikke inden udgangen af 1988 var
registreret en ny støttetildeling vedrørende støtteåret 1988/89. Hvis du
mener, at SU ved denne fremgangsmåde uberettiget har tilskrevet renter på dit
lån 1, bedes du skriftligt rette henvendelse hertil."
..."
SU-Styrelsen meddelte A i
skrivelse af 4. juni 1989, at styrelsen ikke ville genoptage sagen, da han
allerede ved årsopgørelsen for 1976 var blevet gjort opmærksom på, at saldoen
skulle kontrolleres, og indsigelser fremsættes inden 1. marts 1977. Styrelsen
henviste videre til den lange tid, der var gået, før A anmodede om
genoptagelse
af sagen.
Denne afgørelse stadfæstede
Ankenævnet for Uddannelsesstøtten ved skrivelse af 12. oktober 1989.
I sin klage til ankenævnet
anførte A, at der ikke i lånevilkårene var fastsat klage- eller
forældelsesfrister, og at han derfor ikke kunne være afskåret fra at gøre
indsigelsen
om, at tilskrivningen af renter er sket med urette, gældende.
I en skrivelse af 12. oktober
1990 bad jeg ankenævnet og SU-Styrelsen om at besvare følgende spørgsmål:
"...
1) Ankenævnet bedes oplyse, hvorvidt klageren har ret i, at det
var en fejl, at der blev tilskrevet renter for årene 1976-79.
2) En nærmere redegørelse og begrundelse for ankenævnets
opfattelse, hvorefter klageren nu må anses for afskåret fra at fremkomme med
indsigelser imod Statens Uddannelsesstøttes opgørelse af restgælden, for så
vidt de bygger på, at rentetilskrivningen i 1976-79 var uberettiget.
3) Endelig udbeder jeg mig en redegørelse for, hvilke retlige
konsekvenser SU-styrelsen i praksis drager af de standardmæssigt indføjede
vilkår om, at "saldoen betragtes som anerkendt af Dem, hvis skriftlig
henvendelse
ikke er sket inden 1. marts 1977." I den forbindelse bemærkes, at
vilkåret
kan forstås således, at det alene omfatter den rent talmæssige opgørelse af
den
udbetalte støtte, samt at det alene tilsigter at afskære visse bevismæssige
problemer.
..."
SU-styrelsen svarede i
skrivelse af 1. februar 1991 således:
"...
Ad 1) Styrelsen har nu
gennemgået sagen og må på baggrund af de foreliggende oplysninger om hans
samlede uddannelsesforløb konstatere, at rentetilskrivningen på hans lån i
perioden 1976-79 har været uberettiget.
Ad 2) Statslån af type 1, som
der her er tale om, blev ydet i støtteårene 1970/71 - 1974/75. Tildeling af
disse lån ophørte således for nu ca. 16 år siden.
Sagerne er så gamle, at
styrelsen som hovedregel ikke har oplysninger om låntagernes
uddannelsesforløb
i den periode, lånene blev ydet. Det er derfor meget vanskeligt og stærkt
ressourcekrævende at efterforske de faktiske omstændigheder i disse sager, og
det vil blive vanskeligere og mere ressourcekrævende jo længere tid, der går.
Vi finder det under hensyn til de øvrige opgaver, vi skal varetage, ikke
rimeligt at afse ressourcer til at genoptage sager, som ikke rejses i rimelig
tid efter sagens afgørelse.
Ad 3) Styrelsen har ikke
gennem årene afvist klager under henvisning til at fristen har været
overskredet eller under henvisning til, at der ikke har været klaget straks.
Praksis også på dette område har været, at vi som altovervejende hovedregel
genoptager sager i tilfælde, hvor spørgsmålet om genoptagelse rejses i
rimelig
tid, efter at sagen har fundet sin afgørelse. Genoptagelse sker navnlig, hvis
der fremlægges nye oplysninger, der skønnes at være af væsentlig betydning
for
sagens afgørelse, fx nye oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder. Endvidere genoptages sager, hvis der sandsynliggøres
væsentlige
fejl og mangler ved sagsbehandlingen, herunder at man ved sagsbehandlingen
har
overset visse forhold, eventuelt fejlbedømt disse. Er der hengået længere tid
efter sagens afgørelse, før eventuel klage rejses, har vi normalt afslået at
genoptage sagen. Styrelsens praksis på området er blevet skærpet i de seneste
år."
Ankenævnet anførte i en
skrivelse af 21. februar 1991 følgende:
"...
Ad 1)
Da (A) var under uddannelse i 1976-79, omend det var en anden
videregående uddannelse end det astronomistudium, hvortil der senest var
bevilget statslån, og da han må antages at have været berettiget til
uddannelsesstøtte
til psykologistudiet frem til omkring 1980, skulle statslånet have været
rentefrit i disse år.
Grunden til, at der alligevel
blev tilskrevet renter, vil formentlig være meget vanskelig at efterspore i
dag. Det skyldes sandsynligvis en fejl hos styrelsen, der ikke har fået
registreret korrekt, at (A) fortsat var under uddannelse og befandt sig inden
for den normale uddannelsestid, hvilket medførte, at han var fritaget for
rentetilskrivning. Bemærkningerne på årsopgørelserne - især fra 1978 og 1979
-
tyder på, at dette var en ofte forekommende fejlmulighed, som styrelsen fandt
det påkrævet at henlede opmærksomheden specielt på.
Som det fremgår af teksten på
årsopgørelserne fra 1978 og frem, er et statslån rentefrit, så længe
låntageren
er støtteberettiget, men ankenævnet har ikke hverken ved nævnets første
behandling eller nu undersøgt nærmere, hvor lang den støtteberettigende
studietid for psykologistudiet var i slutningen af 1970'erne, og vi har
heller
ikke undersøgt, om (A) var støtteberettiget frem til 1980 efter de dagældende
regler, når henses til, at han tidligere have modtaget uddannelsesstøtte til
et andet studium. De støtteberettigende studietider kan som følge af nye
studieordninger være ændret flere gange siden 1970'erne, og
støttetildelingsreglerne er ændret adskillige gange i de forløbne år.
Ad 2)
Ankenævnet har i sin afgørelse af 12. oktober 1989 søgt at
begrunde, hvorfor vi mener, at (A) ikke efter mere end 10 års forløb har krav
på at få den gamle sag taget op. Rentetilskrivningen er ikke først blevet
synlig i 1989. (A) er lige siden 1976 blevet gjort opmærksom på, at
statslånet
på 7.136 kr. af låntype 1 blev forrentet hvert år, og samtidig kunne han i
lånebevisernes 3.-4. linie læse, at "Lånet er rentefrit i den normale
uddannelsestid, ---." Han havde således god anledning til at gøre
indsigelse imod forrentningen allerede i årene 1977-80.
Det anføres også i
lånebevisernes tekst, at låntageren i studietiden skal give styrelsen
nøjagtige
oplysninger om sine studiemæssige forhold. Hvis (A) hvert år måtte
konstatere,
at styrelsen tydeligvis ikke lagde de rigtige oplysninger til grund ved
behandlingen af statslånet, burde han have bragt dette forhold i orden, og
styrelsen havde kunnet frafalde rentetilskrivningen den gang.
Da (A) bragte sagen frem i
maj 1989, var der forløbet godt 12 år siden den første rentetilskrivning, og
efter at en så lang årrække var forløbet uden indsigelse, fandt ankenævnet
ikke, at der var tilstrækkelig grund til at pålægge styrelsen at tage
spørgsmålet om berettigelsen af de gamle rentetilskrivninger op.
SU-styrelsen havde i sin
udtalelse af 11. august 1989 oplyst ankenævnet om, at med undtagelse af nogle
måneder i 1980/81 er (A's) lån blevet forrentet siden 1976, hvilket fremgik
af
hans årsopgørelse for dette år og opgørelserne for alle senere år. Besluttede
ankenævnet, at sagen skulle tages op, ville dette altså betyde, at 12-13 års
rentetilskrivninger skulle gøres om i overensstemmelse med de vekslende
rentesatser i denne årrække. Dette ville være et urimeligt spild af
styrelsens
begrænsede administrative ressourcer og virke meget hæmmende på styrelsens
daglige arbejde med aktuelle sager, hvis den samtidig skulle være forpligtet
til at tage så gamle sager op til undersøgelse.
At der i denne konkrete sag
er fremlagt fyldestgørende dokumentation for, at (A) var under uddannelse i
1976-79 og formentlig støtteberettiget i disse år, og følgelig burde have
været
fritaget for rentetilskrivning, ændrer ikke ankenævnets principielle
opfattelse,
hvorefter administrative dispositioner - som f.eks. rentetilskrivningen på
et statslån - efter en vis rimelig tid må kunne betragtes som endelige.
Ad 3)
Til styrelsens besvarelse af Deres spørgsmål om betydningen
af vilkåret om, at "Saldoen betragtes som anerkendt af Dem, hvis
skriftlig
henvendelse ikke er sket inden 1. marts 1977", skal nævnet føje, at
dette
vilkår efter nævnets opfattelse kun kan tillægges en begrænset retlig
virkning,
bl.a. at afskære visse bevismæssige problemer, som De anfører. En indsigelse
i
rimelig tid efter 1. marts 1977 ville ikke kunne afvises. Men vilkåret har
desuden den funktion, at det bør tvinge den studerende til at kontrollere, at
den anførte saldo er rigtig. Til hjælp ved denne kontrol angives blot 3 tal,
nemlig det udbetalte lånebeløb, de tilskrevne renter og størrelsen af
eventuelt
tilbagebetalte lånebeløb. Det er en meget enkel opgave at verificere, at
saldoen baseret på disse tal er korrekt.
Fra 1978 er forklaringen til
modtagere af statslån af låntype 1 meget omhyggeligt udformet, og det anføres
udtrykkeligt, at "Hvis De mener, at SU ved denne fremgangsmåde
uberettiget har tilskrevet renter på Deres lån 1, bedes De skriftligt rette
henvendelse hertil". Disse ord burde have fanget (A's) opmærksomhed.
Igen
gælder, at fristen 1. marts 1979/1980 ikke ville have udelukket en indsigelse
inden for en rimelig tid efter fristens udløb.
Indsigelsen i denne sag er
imidlertid først fremkommet, efter at der er hengået en urimelig lang tid,
hvilket ankenævnet har lagt vægt på ved sin tilslutning til styrelsens
afvisning af at genoptage sagen...."
Ved skrivelse af 18. marts
1991 bad jeg A oplyse baggrunden for, at han først i maj 1989 havde rejst
spørgsmålet om berettigelsen af rentetilskrivningen. A svarede i skrivelse af
25. marts 1991 følgende:
"...
Årsagen til dette er
følgende. Under gennemgang af samtlige de papirer jeg har modtaget fra
Statens
Uddannelsesstøtte i forbindelse med en sag vedrørende forrentning af for
megen
udbetalt uddannelsesstøtte (sag nr. 1989-892-713 hos ombudsmanden, sag nr.
15/83 hos Ankenævnet for Uddannelsesstøtten) sad jeg og gennemlæste disse
meddelelser
og stødte på årsopgørelsen for 1976. Der var der tilskrevet renter hvilket
undrede mig, eftersom det var kort tid efter at jeg var startet på
universitetet. Efter at have gennemlæst lånedokumentet besluttede jeg mig for
at klage.
Havde det ikke været for den
forrige sag, den der startede med at (B) fik medhold i sin klage, og fik sit
billede i avisen hvorved jeg blev opmærksom på problemet, så havde jeg
formentlig aldrig opdaget hverken den forrige sag eller den nærværende sag.
Jeg regnede med at offentlige
myndigheder overholder lovene og administrerer i overensstemmelse med det
lovgrundlag
de virker på grundlag af. Jeg er siden blevet klogere."
Dette brev forelagde jeg for
ankenævnet, som i skrivelse af 4. april 1991 meddelte mig, at brevet ikke gav
nævnet anledning til en ændret vurdering af sagen.
Jeg indhentede den 11. april
1991 telefonisk oplysning fra SU-styrelsen om, at A havde påbegyndt
afviklingen
af sit lån den 1. juli 1983, og at der i april 1991 henstod 2.793 kr. af
gælden.
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"1) Problemstilingen:
På baggrund af de for mig
forelagte oplysninger må det lægges til grund, at de renter, der i 1976-1979
blev tilskrevet de to uddannelseslån, De optog i henholdsvis 1972 og 1973 fra
Statens Uddannelsesstøtte, blev tilskrevet i strid med de dagældende regler.
Det fremgår videre, at De
første gang gjorde indsigelse imod tilskrivningen i maj 1989, og at De på
dette tidspunkt havde betalt en del af det skyldige beløb, herunder en del af
de uberettiget tilskrevne renter. Den del af gælden, De siden 1. april 1983
har
betalt ud fra denne urigtige antagelse om at skylde beløbet, har De anmodet
om
at få tilbagebetalt.
Statens Uddannelsesstøtte og
ankenævnet har nægtet at imødekomme kravet under henvisning til den lange
tid,
der er gået, siden De fik meddelelse om rentetilskrivningen, og De fremsatte
tilbagesøgningskravet.
De har endvidere gjort
indsigelse imod i forbindelse med den fortsatte afvikling af lånene at betale
den del, der hidrører fra de uberettiget tilskrevne renter.
Spørgsmålet er herefter, om
Deres krav på tilbagesøgning og Deres indsigelse imod den fastsatte
opkrævning
af lånet er bortfaldet på grund af forældelse og/eller ved passivitet.
2) Forældelse:
Ifølge lov nr. 274 af 22.
december 1908 om forældelse af visse fordringer forældes krav på
"betaling
af hvad nogen har ydet i urigtig formening om, forpligtelse hertil påhvilede
krav" efter 5 år, jf. § 1, stk. 1, nr. 6.
Fristen regnes normalt fra
den tid, da fordringen kan kræves betalt, jf. § 2. Hvis en fordringshaver,
for
hvem nogen af de i § 1 anmeldte krav er stiftet, "på grund af
utilregnelig
uvidenhed om sit krav" har været ude af stand til at gøre sin ret
gældende, regnes fristen dog først fra den tid, da fordringshaveren var i
stand
til at kræve sit krav betalt, jf. lovens § 3.
I den foreliggende sag må det
ved vurderingen af, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen skal regnes,
tillægges afgørende betydning, at den uretmæssige tilskrivning af renter
beroede på en fejl i SU-styrelsen.
Dette forhold må endvidere
sammenholdes med, at det ikke uden videre kunne konstateres, om
rentetilskrivningerne var uberettigede, idet dette beroede på en vurdering
af,
om lånet uanset Deres studieskift i 1973 fortsat var rentefrit. Jeg har i
denne forbindelse noteret mig, at SU-styrelsen og ankenævnet først i
forbindelse med min be-handling af sagen har erkendt, at rentetilskrivningen
var uberettiget, og at der således indtil dette tidspunkt ikke forelå en
egentlig afklaring af spørgsmålet. Jeg skal i den forbindelse også henvise
til
U 1985.1099 V, som senere blev stadfæstet ved U 1989.45 H.
På denne baggrund må jeg
lægge til grund, at 5-års-fristen i 1908-loven ikke var begyndt at løbe, da
De
i 1989 rejste krav om tilbagebetaling af de indbetalte renter, og at ingen
del
af Deres tilbagesøgningskrav var forældet.
3) Passivitet:
Jeg har forstået
SU-styrelsens og ankenævnets udtalelse til mig således, at de anser såvel
Deres
krav på tilbagebetaling af de indbetalte renter som Deres indsigelse imod den
fortsatte opkrævning af rentetilskrivningen for bortfaldet på grund af
passivitet. Myndighederne har herved især peget på den lange tid, der gik
mellem den første årsopgørelse (i 1976) og Deres fremsættelse i maj 1989 af
indsigelsen.
Styrelsen har endvidere påberåbt
sig, at styrelsens manglende ressourcer mere generelt kan begrunde, at
styrelsen afviser at genoptage afsluttede sager, når der er gået nogen tid.
Ved vurderingen af denne
opfattelse kommer det for det første i betragtning, at De som anført foran
under 2 ikke uden videre kunne antages at være bekendt med, at
rentetilskrivningen
var foretaget i strid med tildelingsreglerne. Dertil kommer, at fejlen
beroede
på SU-styrelsens fejl, og at det derfor forekommer mindre rimeligt at pålægge
Dem risikoen for, at fejlen først blev opdaget længe efter tilskrivningen, og
efter at lånet var påbegyndt afviklet.
Det må endvidere tillægges
betydning, at der i den foreliggende sag ikke har foreligget bevismæssig
tvivl
med hensyn til kravets størrelse og/eller dets berettigelse.
Det bemærkes videre, at der
for så vidt ikke ses at være forbundet større administrative problemer ved
behandlingen af den foreliggende sag, og at styrelsens og ankenævnets
henvisning til administrative problemer derfor allerede af denne grund ikke
kan
begrunde et bortfald af Deres krav/indsigelser.
På denne baggrund finder jeg
ikke at kunne tiltræde, at ankenævnet med den anførte begrundelse har afslået
Deres krav om tilbagebetaling af de uberettiget erlagte renter samt
afvisningen af Deres indsigelse imod fremover at betale denne del af
studiegælden.
Jeg har samtidig hermed gjort
Ankenævnet for Uddannelsesstøtten bekendt med min opfattelse samt henstillet,
at ankenævnet genoptager Deres sag til fornyet behandling på baggrund af det,
jeg har anført.
I øvrigt finder jeg det
betænkeligt, at styrelsen på grund af ressourcemangler generelt afviser at
genoptage sager, når der er hengået "længere tid," selv om den
pågældende
støttemodtager fremkommer med væsentlige nye oplysninger eller påpeger fejl i
forbindelse med den trufne afgørelse.
Jeg har derfor henstillet til
SU-styrelsen, at styrelsen ændrer sin genoptagelsespraksis således, at det
sikres, at berettigede krav ikke bliver afvist alene som følge af den tid,
der
er gået siden afgørelsen og støttemodtagerens fornyede henvendelse."
Lignende dokumenter
- Tilskrivning af renters rente til statslån. Retsinformation · 3. november 2003
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- Spørgsmål vedrørende afvikling af statsgaranteret studielån. Det finansielle ankenævn · 15. oktober 1996
- Selskab påbudt at inddrive et lån ydet i strid med selskabslovens regler om selvfinansiering (verserende retssag) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. marts 2020
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AE - FRADRAG I KAPITALINDKOMST Retsinformation · 5. februar 2008