Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagebetaling af uberettiget tilskrevet rente på uddannelseslån.

FOU nr 1990.312UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagebetaling af uberettiget tilskrevet rente på

uddannelseslån.

A klagede til mig i en sag

vedrørende tilbagebetaling af rente på et uddannelseslån.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at A i september 1974 efter i et år at have

studeret

astronomi, påbegyndte et psykologistudium ved Københavns Universitet.

Psykologiuddannelsen var på daværende tidspunkt normeret til 5½ år og

astronomistudiet til 5 år.

I 1972 og 1973/74 havde A

optaget to uddannelseslån i Statens Uddannelsesstøtte. Lånene var ifølge

lånevilkårene "rentefri i den normale uddannelsestid, men forrentedes

derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte

diskonto."

Fra 1976 begyndte Statens

Uddannelsesstøtte at tilskrive renter på lånene, og ved årsopgørelserne 1976,

1977 og 1978 fik A meddelelse herom. I standardmeddelelserne for 1976 og 1977

anførtes bl.a. følgende:

"Saldoen betragtes som

anerkendt af Dem, hvis skriftlig henvendelse ikke er sket inden 1. marts

1978...."

I meddelelsen for 1978 opgjordes

renterne til 2.011 kr., og i denne meddelelse anførtes følgende:

"Hvis De mener, at SU

ved denne fremgangsmåde uberettiget har tilskrevet renter på Deres lån, bedes

De skriftligt rette henvendelse hertil.

I samtlige meddelelser var de

citerede vilkår placeret med små bogstavtyper blandt flere andre vilkår.

I skrivelse af 10. maj 1989

Læs alt

til SU-styrelsen gjorde A indsigelse imod, at der var tilskrevet renter på de

to lån fra 1972 og 1973/74. A henviste herved til, at lånene var rentefri i

den

normerede uddannelsesperiode, og at renterne derfor var tilskrevet med

urette.

A oplyste i brevet følgende om anledning til, at han rejste spørgsmålet:

"På årsopgørelse pr.

31/12-1988 er angivet følgende vedrørende forrentning af lån: "Lån 1 er

statslån, der er udbetalt i støtteårene 1970/71 til 1974/75.

Er der før uddannelsens ophør

tilskrevet renter på dette lån i 1988, skal man oplyse følgende:

Ifølge

undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 29. marts 1988, § 38,

påbegyndes forrentningen af lån 1 normalt fra det tidspunkt, hvor den

uddannelsessøgende ikke længere anses for berettiget til at opnå

uddannelsesstøtte,

herunder statsgaranti for studielån i banker og sparekasser. SU kan alene

konstatere fortsat støtteberettigelse og dermed fortsat rentefrihed ved år

for

år at registrere, at der tildeles uddannelsesstøtte. SU har derfor i sit

edb-system ladet renter tilskrive, hvis der ikke inden udgangen af 1988 var

registreret en ny støttetildeling vedrørende støtteåret 1988/89. Hvis du

mener, at SU ved denne fremgangsmåde uberettiget har tilskrevet renter på dit

lån 1, bedes du skriftligt rette henvendelse hertil."

..."

SU-Styrelsen meddelte A i

skrivelse af 4. juni 1989, at styrelsen ikke ville genoptage sagen, da han

allerede ved årsopgørelsen for 1976 var blevet gjort opmærksom på, at saldoen

skulle kontrolleres, og indsigelser fremsættes inden 1. marts 1977. Styrelsen

henviste videre til den lange tid, der var gået, før A anmodede om

genoptagelse

af sagen.

Denne afgørelse stadfæstede

Ankenævnet for Uddannelsesstøtten ved skrivelse af 12. oktober 1989.

I sin klage til ankenævnet

anførte A, at der ikke i lånevilkårene var fastsat klage- eller

forældelsesfrister, og at han derfor ikke kunne være afskåret fra at gøre

indsigelsen

om, at tilskrivningen af renter er sket med urette, gældende.

I en skrivelse af 12. oktober

1990 bad jeg ankenævnet og SU-Styrelsen om at besvare følgende spørgsmål:

"...

1) Ankenævnet bedes oplyse, hvorvidt klageren har ret i, at det

var en fejl, at der blev tilskrevet renter for årene 1976-79.

2) En nærmere redegørelse og begrundelse for ankenævnets

opfattelse, hvorefter klageren nu må anses for afskåret fra at fremkomme med

indsigelser imod Statens Uddannelsesstøttes opgørelse af restgælden, for så

vidt de bygger på, at rentetilskrivningen i 1976-79 var uberettiget.

3) Endelig udbeder jeg mig en redegørelse for, hvilke retlige

konsekvenser SU-styrelsen i praksis drager af de standardmæssigt indføjede

vilkår om, at "saldoen betragtes som anerkendt af Dem, hvis skriftlig

henvendelse

ikke er sket inden 1. marts 1977." I den forbindelse bemærkes, at

vilkåret

kan forstås således, at det alene omfatter den rent talmæssige opgørelse af

den

udbetalte støtte, samt at det alene tilsigter at afskære visse bevismæssige

problemer.

..."

SU-styrelsen svarede i

skrivelse af 1. februar 1991 således:

"...

Ad 1) Styrelsen har nu

gennemgået sagen og må på baggrund af de foreliggende oplysninger om hans

samlede uddannelsesforløb konstatere, at rentetilskrivningen på hans lån i

perioden 1976-79 har været uberettiget.

Ad 2) Statslån af type 1, som

der her er tale om, blev ydet i støtteårene 1970/71 - 1974/75. Tildeling af

disse lån ophørte således for nu ca. 16 år siden.

Sagerne er så gamle, at

styrelsen som hovedregel ikke har oplysninger om låntagernes

uddannelsesforløb

i den periode, lånene blev ydet. Det er derfor meget vanskeligt og stærkt

ressourcekrævende at efterforske de faktiske omstændigheder i disse sager, og

det vil blive vanskeligere og mere ressourcekrævende jo længere tid, der går.

Vi finder det under hensyn til de øvrige opgaver, vi skal varetage, ikke

rimeligt at afse ressourcer til at genoptage sager, som ikke rejses i rimelig

tid efter sagens afgørelse.

Ad 3) Styrelsen har ikke

gennem årene afvist klager under henvisning til at fristen har været

overskredet eller under henvisning til, at der ikke har været klaget straks.

Praksis også på dette område har været, at vi som altovervejende hovedregel

genoptager sager i tilfælde, hvor spørgsmålet om genoptagelse rejses i

rimelig

tid, efter at sagen har fundet sin afgørelse. Genoptagelse sker navnlig, hvis

der fremlægges nye oplysninger, der skønnes at være af væsentlig betydning

for

sagens afgørelse, fx nye oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder. Endvidere genoptages sager, hvis der sandsynliggøres

væsentlige

fejl og mangler ved sagsbehandlingen, herunder at man ved sagsbehandlingen

har

overset visse forhold, eventuelt fejlbedømt disse. Er der hengået længere tid

efter sagens afgørelse, før eventuel klage rejses, har vi normalt afslået at

genoptage sagen. Styrelsens praksis på området er blevet skærpet i de seneste

år."

Ankenævnet anførte i en

skrivelse af 21. februar 1991 følgende:

"...

Ad 1)

Da (A) var under uddannelse i 1976-79, omend det var en anden

videregående uddannelse end det astronomistudium, hvortil der senest var

bevilget statslån, og da han må antages at have været berettiget til

uddannelsesstøtte

til psykologistudiet frem til omkring 1980, skulle statslånet have været

rentefrit i disse år.

Grunden til, at der alligevel

blev tilskrevet renter, vil formentlig være meget vanskelig at efterspore i

dag. Det skyldes sandsynligvis en fejl hos styrelsen, der ikke har fået

registreret korrekt, at (A) fortsat var under uddannelse og befandt sig inden

for den normale uddannelsestid, hvilket medførte, at han var fritaget for

rentetilskrivning. Bemærkningerne på årsopgørelserne - især fra 1978 og 1979

-

tyder på, at dette var en ofte forekommende fejlmulighed, som styrelsen fandt

det påkrævet at henlede opmærksomheden specielt på.

Som det fremgår af teksten på

årsopgørelserne fra 1978 og frem, er et statslån rentefrit, så længe

låntageren

er støtteberettiget, men ankenævnet har ikke hverken ved nævnets første

behandling eller nu undersøgt nærmere, hvor lang den støtteberettigende

studietid for psykologistudiet var i slutningen af 1970'erne, og vi har

heller

ikke undersøgt, om (A) var støtteberettiget frem til 1980 efter de dagældende

regler, når henses til, at han tidligere have modtaget uddannelsesstøtte til

et andet studium. De støtteberettigende studietider kan som følge af nye

studieordninger være ændret flere gange siden 1970'erne, og

støttetildelingsreglerne er ændret adskillige gange i de forløbne år.

Ad 2)

Ankenævnet har i sin afgørelse af 12. oktober 1989 søgt at

begrunde, hvorfor vi mener, at (A) ikke efter mere end 10 års forløb har krav

på at få den gamle sag taget op. Rentetilskrivningen er ikke først blevet

synlig i 1989. (A) er lige siden 1976 blevet gjort opmærksom på, at

statslånet

på 7.136 kr. af låntype 1 blev forrentet hvert år, og samtidig kunne han i

lånebevisernes 3.-4. linie læse, at "Lånet er rentefrit i den normale

uddannelsestid, ---." Han havde således god anledning til at gøre

indsigelse imod forrentningen allerede i årene 1977-80.

Det anføres også i

lånebevisernes tekst, at låntageren i studietiden skal give styrelsen

nøjagtige

oplysninger om sine studiemæssige forhold. Hvis (A) hvert år måtte

konstatere,

at styrelsen tydeligvis ikke lagde de rigtige oplysninger til grund ved

behandlingen af statslånet, burde han have bragt dette forhold i orden, og

styrelsen havde kunnet frafalde rentetilskrivningen den gang.

Da (A) bragte sagen frem i

maj 1989, var der forløbet godt 12 år siden den første rentetilskrivning, og

efter at en så lang årrække var forløbet uden indsigelse, fandt ankenævnet

ikke, at der var tilstrækkelig grund til at pålægge styrelsen at tage

spørgsmålet om berettigelsen af de gamle rentetilskrivninger op.

SU-styrelsen havde i sin

udtalelse af 11. august 1989 oplyst ankenævnet om, at med undtagelse af nogle

måneder i 1980/81 er (A's) lån blevet forrentet siden 1976, hvilket fremgik

af

hans årsopgørelse for dette år og opgørelserne for alle senere år. Besluttede

ankenævnet, at sagen skulle tages op, ville dette altså betyde, at 12-13 års

rentetilskrivninger skulle gøres om i overensstemmelse med de vekslende

rentesatser i denne årrække. Dette ville være et urimeligt spild af

styrelsens

begrænsede administrative ressourcer og virke meget hæmmende på styrelsens

daglige arbejde med aktuelle sager, hvis den samtidig skulle være forpligtet

til at tage så gamle sager op til undersøgelse.

At der i denne konkrete sag

er fremlagt fyldestgørende dokumentation for, at (A) var under uddannelse i

1976-79 og formentlig støtteberettiget i disse år, og følgelig burde have

været

fritaget for rentetilskrivning, ændrer ikke ankenævnets principielle

opfattelse,

hvorefter administrative dispositioner - som f.eks. rentetilskrivningen på

et statslån - efter en vis rimelig tid må kunne betragtes som endelige.

Ad 3)

Til styrelsens besvarelse af Deres spørgsmål om betydningen

af vilkåret om, at "Saldoen betragtes som anerkendt af Dem, hvis

skriftlig

henvendelse ikke er sket inden 1. marts 1977", skal nævnet føje, at

dette

vilkår efter nævnets opfattelse kun kan tillægges en begrænset retlig

virkning,

bl.a. at afskære visse bevismæssige problemer, som De anfører. En indsigelse

i

rimelig tid efter 1. marts 1977 ville ikke kunne afvises. Men vilkåret har

desuden den funktion, at det bør tvinge den studerende til at kontrollere, at

den anførte saldo er rigtig. Til hjælp ved denne kontrol angives blot 3 tal,

nemlig det udbetalte lånebeløb, de tilskrevne renter og størrelsen af

eventuelt

tilbagebetalte lånebeløb. Det er en meget enkel opgave at verificere, at

saldoen baseret på disse tal er korrekt.

Fra 1978 er forklaringen til

modtagere af statslån af låntype 1 meget omhyggeligt udformet, og det anføres

udtrykkeligt, at "Hvis De mener, at SU ved denne fremgangsmåde

uberettiget har tilskrevet renter på Deres lån 1, bedes De skriftligt rette

henvendelse hertil". Disse ord burde have fanget (A's) opmærksomhed.

Igen

gælder, at fristen 1. marts 1979/1980 ikke ville have udelukket en indsigelse

inden for en rimelig tid efter fristens udløb.

Indsigelsen i denne sag er

imidlertid først fremkommet, efter at der er hengået en urimelig lang tid,

hvilket ankenævnet har lagt vægt på ved sin tilslutning til styrelsens

afvisning af at genoptage sagen...."

Ved skrivelse af 18. marts

1991 bad jeg A oplyse baggrunden for, at han først i maj 1989 havde rejst

spørgsmålet om berettigelsen af rentetilskrivningen. A svarede i skrivelse af

25. marts 1991 følgende:

"...

Årsagen til dette er

følgende. Under gennemgang af samtlige de papirer jeg har modtaget fra

Statens

Uddannelsesstøtte i forbindelse med en sag vedrørende forrentning af for

megen

udbetalt uddannelsesstøtte (sag nr. 1989-892-713 hos ombudsmanden, sag nr.

15/83 hos Ankenævnet for Uddannelsesstøtten) sad jeg og gennemlæste disse

meddelelser

og stødte på årsopgørelsen for 1976. Der var der tilskrevet renter hvilket

undrede mig, eftersom det var kort tid efter at jeg var startet på

universitetet. Efter at have gennemlæst lånedokumentet besluttede jeg mig for

at klage.

Havde det ikke været for den

forrige sag, den der startede med at (B) fik medhold i sin klage, og fik sit

billede i avisen hvorved jeg blev opmærksom på problemet, så havde jeg

formentlig aldrig opdaget hverken den forrige sag eller den nærværende sag.

Jeg regnede med at offentlige

myndigheder overholder lovene og administrerer i overensstemmelse med det

lovgrundlag

de virker på grundlag af. Jeg er siden blevet klogere."

Dette brev forelagde jeg for

ankenævnet, som i skrivelse af 4. april 1991 meddelte mig, at brevet ikke gav

nævnet anledning til en ændret vurdering af sagen.

Jeg indhentede den 11. april

1991 telefonisk oplysning fra SU-styrelsen om, at A havde påbegyndt

afviklingen

af sit lån den 1. juli 1983, og at der i april 1991 henstod 2.793 kr. af

gælden.

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"1) Problemstilingen:

På baggrund af de for mig

forelagte oplysninger må det lægges til grund, at de renter, der i 1976-1979

blev tilskrevet de to uddannelseslån, De optog i henholdsvis 1972 og 1973 fra

Statens Uddannelsesstøtte, blev tilskrevet i strid med de dagældende regler.

Det fremgår videre, at De

første gang gjorde indsigelse imod tilskrivningen i maj 1989, og at De på

dette tidspunkt havde betalt en del af det skyldige beløb, herunder en del af

de uberettiget tilskrevne renter. Den del af gælden, De siden 1. april 1983

har

betalt ud fra denne urigtige antagelse om at skylde beløbet, har De anmodet

om

at få tilbagebetalt.

Statens Uddannelsesstøtte og

ankenævnet har nægtet at imødekomme kravet under henvisning til den lange

tid,

der er gået, siden De fik meddelelse om rentetilskrivningen, og De fremsatte

tilbagesøgningskravet.

De har endvidere gjort

indsigelse imod i forbindelse med den fortsatte afvikling af lånene at betale

den del, der hidrører fra de uberettiget tilskrevne renter.

Spørgsmålet er herefter, om

Deres krav på tilbagesøgning og Deres indsigelse imod den fastsatte

opkrævning

af lånet er bortfaldet på grund af forældelse og/eller ved passivitet.

2) Forældelse:

Ifølge lov nr. 274 af 22.

december 1908 om forældelse af visse fordringer forældes krav på

"betaling

af hvad nogen har ydet i urigtig formening om, forpligtelse hertil påhvilede

krav" efter 5 år, jf. § 1, stk. 1, nr. 6.

Fristen regnes normalt fra

den tid, da fordringen kan kræves betalt, jf. § 2. Hvis en fordringshaver,

for

hvem nogen af de i § 1 anmeldte krav er stiftet, "på grund af

utilregnelig

uvidenhed om sit krav" har været ude af stand til at gøre sin ret

gældende, regnes fristen dog først fra den tid, da fordringshaveren var i

stand

til at kræve sit krav betalt, jf. lovens § 3.

I den foreliggende sag må det

ved vurderingen af, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen skal regnes,

tillægges afgørende betydning, at den uretmæssige tilskrivning af renter

beroede på en fejl i SU-styrelsen.

Dette forhold må endvidere

sammenholdes med, at det ikke uden videre kunne konstateres, om

rentetilskrivningerne var uberettigede, idet dette beroede på en vurdering

af,

om lånet uanset Deres studieskift i 1973 fortsat var rentefrit. Jeg har i

denne forbindelse noteret mig, at SU-styrelsen og ankenævnet først i

forbindelse med min be-handling af sagen har erkendt, at rentetilskrivningen

var uberettiget, og at der således indtil dette tidspunkt ikke forelå en

egentlig afklaring af spørgsmålet. Jeg skal i den forbindelse også henvise

til

U 1985.1099 V, som senere blev stadfæstet ved U 1989.45 H.

På denne baggrund må jeg

lægge til grund, at 5-års-fristen i 1908-loven ikke var begyndt at løbe, da

De

i 1989 rejste krav om tilbagebetaling af de indbetalte renter, og at ingen

del

af Deres tilbagesøgningskrav var forældet.

3) Passivitet:

Jeg har forstået

SU-styrelsens og ankenævnets udtalelse til mig således, at de anser såvel

Deres

krav på tilbagebetaling af de indbetalte renter som Deres indsigelse imod den

fortsatte opkrævning af rentetilskrivningen for bortfaldet på grund af

passivitet. Myndighederne har herved især peget på den lange tid, der gik

mellem den første årsopgørelse (i 1976) og Deres fremsættelse i maj 1989 af

indsigelsen.

Styrelsen har endvidere påberåbt

sig, at styrelsens manglende ressourcer mere generelt kan begrunde, at

styrelsen afviser at genoptage afsluttede sager, når der er gået nogen tid.

Ved vurderingen af denne

opfattelse kommer det for det første i betragtning, at De som anført foran

under 2 ikke uden videre kunne antages at være bekendt med, at

rentetilskrivningen

var foretaget i strid med tildelingsreglerne. Dertil kommer, at fejlen

beroede

på SU-styrelsens fejl, og at det derfor forekommer mindre rimeligt at pålægge

Dem risikoen for, at fejlen først blev opdaget længe efter tilskrivningen, og

efter at lånet var påbegyndt afviklet.

Det må endvidere tillægges

betydning, at der i den foreliggende sag ikke har foreligget bevismæssig

tvivl

med hensyn til kravets størrelse og/eller dets berettigelse.

Det bemærkes videre, at der

for så vidt ikke ses at være forbundet større administrative problemer ved

behandlingen af den foreliggende sag, og at styrelsens og ankenævnets

henvisning til administrative problemer derfor allerede af denne grund ikke

kan

begrunde et bortfald af Deres krav/indsigelser.

På denne baggrund finder jeg

ikke at kunne tiltræde, at ankenævnet med den anførte begrundelse har afslået

Deres krav om tilbagebetaling af de uberettiget erlagte renter samt

afvisningen af Deres indsigelse imod fremover at betale denne del af

studiegælden.

Jeg har samtidig hermed gjort

Ankenævnet for Uddannelsesstøtten bekendt med min opfattelse samt henstillet,

at ankenævnet genoptager Deres sag til fornyet behandling på baggrund af det,

jeg har anført.

I øvrigt finder jeg det

betænkeligt, at styrelsen på grund af ressourcemangler generelt afviser at

genoptage sager, når der er hengået "længere tid," selv om den

pågældende

støttemodtager fremkommer med væsentlige nye oplysninger eller påpeger fejl i

forbindelse med den trufne afgørelse.

Jeg har derfor henstillet til

SU-styrelsen, at styrelsen ændrer sin genoptagelsespraksis således, at det

sikres, at berettigede krav ikke bliver afvist alene som følge af den tid,

der

er gået siden afgørelsen og støttemodtagerens fornyede henvendelse."

Lignende dokumenter