Tilskrivning af renters rente til statslån.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilskrivning af renters rente til statslån.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at A under en gymnasieuddannelse i 1974 optog et
lån
fra Statens Uddannelsesstøtte på 1.701 kr. Ifølge lånebevisets vilkår var
lånet (lån I) rentefrit i den normale uddannelsestid, men forrentedes
derefter
med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. I
tilfælde af afbrydelse af uddannelsen skulle lånet forrentes fra afbrydelsens
tidspunkt.
Den 1. september 1975
begyndte A en uddannelse i statskundskab ved Århus Universitet. A var ikke
studieaktiv i perioden 1. februar 1977 til 31. juli 1978, og Statens
Uddannelsesstøtte
tilskrev hans studielån renter på 235 kr. for dette tidsrum. Rentebeløbet
blev
dækket af A's indbetalinger i samme periode på i alt 900 kr. Resten af A's
indbetalinger blev krediteret hovedstolen, der således blev nedbragt til
1.036
kr. A afsluttede sin uddannelse i juni 1985.
I skrivelse af 8. august 1986
klagede A til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten over Statens
Uddannelsesstøttes meddelelse til ham af 16. juli 1986 om afvikling af lånet.
I meddelelsen havde Statens Uddannelsesstøtte beregnet 384 kr. i rente af de
i
perioden 1. februar 1977 til 1. juli 1978 tilskrevne renter. A gjorde i sin
klageskrivelse gældende, at der ikke i SU-loven var hjemmel til opkrævning af
renters rente. I skrivelse af 12. juni 1987 fastholdt Ankenævnet for
Uddannelsesstøtten
opgørelsen. Nævnet fandt, at det var et almindeligt princip, at der betales
Læs alt
renters rente, og at der var hjemmel hertil.
I skrivelse af 5. februar
1988 indbragte A ankenævnets afgørelse for mig. I klagen anførte A bl.a.:
"...
Ifølge § 2, stk. 4, i
dagældende SU-lov (L 262 af 4. juni 1970) forrentes lånene med 1% over den af
Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Med lån menes
faktisk
lånte beløb (hovedstolen), og ikke den til enhver tid værende gæld eller det
til enhver tid skyldige pengekrav, for så havde lovgiver sikkert skrevet det.
Det, der forrentes, er det lån, staten har ydet låneren. Låneren låner ikke
renter af Statens Uddannelsesstøtte. De bliver tilskrevet efter uddannelsens
afslutning som en art omkostning (delvis dækning for prisstigninger) og udgør
derfor ikke et beløb, der skal betales renter af.
..."
I anledning af A's klage
anmodede jeg Ankenævnet for Uddannelsesstøtten om en udtalelse afgivet efter
forud indhentet erklæring fra Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.
I skrivelse af 7. juli 1988
udtalte styrelsen bl.a. følgende:
"...
I den anledning skal
styrelsen udtale, at statslån af låntype 1 blev indført ved § 2 i den ovenfor
nævnte lov fra 1970, og lånene blev tildelt i perioden 1. august 1970 til 31.
juli 1975 (støtteåret 1970/71 til og med støtteåret 1974/75). Lånenes vilkår,
herunder forrentning og tilbagebetaling, blev fastlagt på tidspunktet for
lånenes
indførelse, og disse vilkår er ikke siden ændret. Lånene indføres efter
forslag
fra von Eyben-udvalget. Der henvises til betænkning 506/1968, navnlig til
afsnit 6, kapitel 3, navnlig s. 133-134. Lånene skulle være forrentede eller
uforrentede i studietiden, men forrentede derefter, og afviklingen skulle ske
efter annuitetsprincippet.
Det fremgår af betænkningen
s. 133, at for så vidt angår de modelkombinationer, hvori der er forudsat
forrentning af lån i studietiden, er det i alle tilfælde forudsat, at den i
studietiden pålignede rente blot tilskrives hovedstolen (akkumuleret rente)
for
derefter at indgå i annuitetsberegningen for afviklingen efter studietidens
afslutning,
idet det ansås for nødvendigt, at ikke blot betalingen af afdrag på
hovedstolen, men også rentebetalingen blev udskudt til efter studiernes
afslutning.
....
1970-loven var en rammelov
med vide beføjelser til undervisningsministeren, jf. lovens § 1. De nærmere
vilkår, herunder afvikling efter annuitetsprincippet, blev lagt fast ved
finansudvalgsaktstykke nr. 497 af 23. juni 1971, jf. § 10, stk. 5, i
Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 349 af 12. juli 1971 om
uddannelsesstøtte. Herefter blev den endelige ordning for lån 1, at lånene
blev uforrentede i uddannelsestiden og derefter forrentede, normalt fra det
tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende ikke længere kan betragtes som
studieegnet eller studieaktiv, jf. bekendtgørelsens §§ 5 og 6.
Tilbagebetalingen skulle
normalt påbegyndes et år efter uddannelsens afslutning eller afbrydelse, og
tilbagebetalingen skulle ske i kvartårlige ydelser, der er lige store i hele
afviklingsperioden, således at ydelsen dels indeholder et rentebeløb, dels et
afdrag. Afviklingsperioden blev fastsat til 10 år, dog med et mindstebeløb
for
ydelsen.
Afviklingen sker således
efter annuitetsprincippet, der bygger på, at en given gæld bliver forrentet
og
tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Renten tillægges
hovedstolen, og det forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld.
Nedbringelse af gæld efter annuitetsmetoden anvendes almindeligvis for
banklån. Annuitetsmetoden er baseret på rentes rente princippet. Man skal i
denne forbindelse også pege på, at det af finansudvalgsaktstykket klart
fremgår, at statslånets forbillede er de statsgaranterede studielån, som blev
optaget i pengeinstitutterne. For statslånene sker forrentning og
tilbagebetaling efter samme principper, som var gældende for de
statsgaranterede studielån i pengeinstitutterne.
I forbindelse med
lovforslagets behandling i Folketinget blev der på spørgsmål fra
folketingsudvalget givet eksempler på og beregninger af, hvorledes bortfaldet
af låntype 0 (de rentefri lån) ville påvirke de uddannelsessøgendes
omkostninger i uddannelse af varierende længde (spm. 9). Endvidere blev der
beregnet forskellige eksempler på årlig ydelse for de uforrentede henholdsvis
forrentede lån (spm. 39). Af disse svar fremgår, at beregningerne er baseret
på en årlig forrentning af den værende restgæld.
Låntageren har som vilkår for
lånet med sin underskrift på lånebeviset accepteret tilbagebetalingen og
forrentningen, og er samtidig blevet gjort bekendt med, at der en gang årligt
vil blive tilsendt en opgørelse over den samlede studiegæld til staten.
Styrelsen skal endelig
henvise til, at det i renteloven med kommentarer ved Mogens Munch, s. 133, er
anført, at det i kontokurantforhold og andre mellemværender, hvor renten
tilskrives kapitalen, ofte vil følge af (stiltiende) aftale eller af sædvane,
at renters rente kan kræves, men at sådan rente måske også kan siges at følge
af dette retsforholds karakter.
Vedrørende lån 1 modtager
låntagerne hvert år en årsopgørelse både i studietiden og efter denne. Denne
opgørelse, der indeholder lånets saldo ved kalenderårets start, tilskrevne
renter og indbetalte beløb i årets løb og lånets saldo ved årets udgang, er
en
kontoopgørelse, og låneforholdet må derfor efter styrelsens opfattelse
sidestilles
med et kontokurantforhold. Der henvises endvidere til en artikel af Ussing om
renters rente i U 1946 B, s. 97-100, særligt s. 100 om samme.
Styrelsen fastholder således,
at der har været tilstrækkelig hjemmel til den renteberegning, som er
foretaget, idet vi skal bemærke, at vilkårene for lån 1 er fastlagt i
begyndelsen af 1970'erne og ikke siden ændret."
Ankenævnet for Statens
Uddannelsesstøtte og Undervisningsministeriet, hvorigennem sagen blev
tilbagesendt, tilsluttede sig styrelsens udtalelse om renteberegningen.
I skrivelse af 12. november
1988 fremkom A med yderligere bemærkninger til styrelsens udtalelse. A
påpegede bl.a.:
"...
Det må anses for angribeligt
at hente et begreb ud af forarbejderne, uden at gøre forsøg på at fortolke
lovteksten. Der er vel ingen grund til at gentage den gamle strid mellem
objektiv og subjektiv fortolkningsteori, idet man nu om dage tillægger begge
momenter en vis betydning, uden at det ene fremhæves frem for det andet. Det
må anses for yderst betænkeligt kun at basere fortolkningen på forarbejderne,
ja faktisk kun på et sagkyndigt udvalgs anbefalinger. Man skal være
forsigtig,
og hvilke forsigtighedsregler man skal iagttage, kan man bl.a. læse i
Juridisk
Grundbog bd. 3 kap. 7 § 19, hvor von Eyben selv redegør herfor. Også i anden
henseende er Statens Uddannelsesstøtte imidlertid ganske ublu. Man henter
f.eks. Ussings artikel fra 1946 som bevis på, at vi har at gøre med
kontokurantforhold,
blot fordi Statens Uddannelsesstøtte omkring 1. januar forud for
skatteangivelsen
sender en årsopgørelse (min årsopgørelse fra 1987 er dateret 9/01-88), hvoraf
det fremgår, hvilket beløb man f.eks. skal skrive i rubrik 2 eller 18 på
selvangivelsen,
S 13, og hvordan det forholder sig med rentefradragene.
Misforståelserne starter
allerede nederst side 1 i skrivelsen fra Statens Uddannelsesstøtte (den går
igen i departementets skrivelse øverst side 2). Styrelsen skriver ganske i
overensstemmelse
med betænkningens ord (det er, som departementet korrekt anfører, side 134
(nederst)), at for så vidt angår de modelkombinationer,
hvori der er forudsat forrentning af lån i studietiden
, er det i
alle tilfælde forudsat, at den i studietiden pålignede rente blot tilskrives
hovedstolen. Hvad dette har med sagen at gøre, har jeg svært ved at se.
Formuleringen forekommer under overskriften "Analyse af statens
omkostninger ved støtte i form af stipendier, henholdsvis lån på forskellige
vilkår" og forekommer under forsøget på at lave en model til beregning
af
driftsomkostningselementerne ved alternative kombinationer af stipendier og
lån under forskellige forudsætninger m.h.t. forrentnings- og afdragsvilkår.
Hertil kommer, at de lån, sagen her drejer sig om, lån I, netop er
karakteriseret ved, at de
ikke
forrentes
i studietiden. Nogen umiddelbar analogi synes ikke at kunne holde.
Der er for mig ingen tvivl
om, at ovennævnte forudsætning opstilles af udvalget for at forsimple
modellen,
på samme måde som der forudsættes en gennemsnitlig resterende studietid på 3
år. Det fremgår faktisk side 134 1. sp. 3. afsnit, at udvalget har fundet det
formålstjenligt til belysning af denne tredje faktor (tilskudselementet ved
underforrentning af studielån) at opstille en model til beregning af
driftsomkostningselementerne ved alternative kombinationer af stipendier og
lån. Øverst side 2 i SU-skrivelsen kører SU videre i modellen, som var det en
lovtekst.
At hente fortolkningsbidrag i
forudsætningerne til en teknisk model til beregning af statens
driftsomkostninger til lån, der forrentes i studietiden og derved fastslå
retstilstanden for lån, der ikke forrentes i studietiden, - med tilføjelsen
at
1970-loven var en rammelov med vide beføjelser til undervisningsministeren -,
er ganske enkelt uholdbart. Det sætter sagen i perspektiv, at de lån, der
støttes ret på, aldrig blev indført. Af statsfinansielle grunde nøjedes man -
udover (stats)lån I - med statsgaranterede lån i banker og sparekasser.
Departementets henvisning til
betænkningens side
150 f.
er også mystisk. På side 150 2. sp. fremgår, at til supplering af
stipendiestøtten
kan der ydes rentefavoriserede lån
op
til
maksimalt 80% af støtterammen. Disse lån forudsættes at være rentefrie
i studietiden, men derefter fuldt forrentede. Det er lån I. Side 151 1. sp.
nederst står der, at udvalget går ind for, at forrentningen inden for den
normale studietid af lån
ud over
80%
af støtterammen under alle omstændigheder sker ved tilskrivning til lånets
hovedstol. Dette omhandler de statslån (lån II), der aldrig blev indført.
Formuleringen gælder ikke lån I og holder derfor ikke. Departementets
argument
side 2 2. afsnit beror formentlig også på en misforståelse. Jeg ser ingen
sammenhæng mellem et afdragsfrit år og til, at de i det afdragsfrie år
påløbne
renter tilskrives hovedstolen. Det afdragsfrie år fremgår af betænkningen.
Rentetilskrivning til hovedstolen fremgår blot af departementets skrivelse og
er ikke i overensstemmelse med betænkningens forslag. At det ene skulle kunne
udledes af det andet, holder ikke.
Statens Uddannelsesstøtte
fremfører side 2, midten og øverst side 3, 3. linie, at Akt 297, 23. juni
1971
fastlagde den nærmere forståelse af annuitetsprincippet. Jeg går ud fra, der
henvises til 6. afsnit i aktstykket, hvor det fremgår, at afviklingen
principielt sker i kvartårlige ydelser, der er lige store i hele
afviklingsperioden,
således at ydelserne dels indeholder et rentebeløb, dels et afdrag. Det siger
intet om renters rente. Det må fortsat undre, hvorfor et aktstykke fremhæves
som hjemmel, idet aktstykket kun har "lovkraft" i 1971. Ligeledes
må
det undre, hvorfor aktstykket blev lavet i sin tid, idet annuitetsprincippet
angivelig er klart for alle og hjemmelen i loven (via betænkningen)
tilstrækkelig.
Det skulle endvidere oven i
købet klart fremgå af aktstykket, at statslånets forbillede er de
statsgaranterede studielån. Det er ikke sandt. De statsgaranterede lån
omtales
afsnit 4. Lån 0 omtales afsnit 5. I afsnit 6 er det eneste ord, der antyder,
at
afsnittet bygger på ordet "ligeledes", og det går på et afdragsfrit
år. Et sådant har man i lån 0, som skrevet står og dengang ikke i de
statsgaranterede lån. Den klare parallel til de statsgaranterede lån kan jeg
ikke se.
Statens Uddannelsesstøtte
fremfører side 2 nederst, at afviklingen sker efter annuitetsprincippet, der
bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et givet
antal år med lige store ydelser. Renten tillægges hovedstolen, og det
forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld. Nedbringelse af gæld
efter annuitetsmetoden anvendes almindeligvis for banklån. Annuitetsmetoden
er baseret på rentes rente princippet.
Sjovt nok forsøger Statens
Uddannelsesstøtte ikke at drage betænkningen ind i diskussionen refereret
ovenfor. Man kan tage udgangspunkt i betænkningen side 138 1. spalte, hvor
udvalget i parentes skriver, hvad det forstår ved annuitet, nemlig en fast
årlig ydelse, sammensat af et til at begynde med stort, men efterhånden
aftagende rentebeløb, samt et afdragsbeløb, som udvikler sig omvendt (I
betænkningen side 134 2. sp. står "(efter annuitetsprincippet med
konstant årlig sum af rente- og afdragsydelser)". Statens
Uddannelsesstøtte
forestiller sig øjensynlig, at dette kun kan lade sig gøre, hvis der regnes
med renters rente. Det er ikke korrekt.
Det er korrekt, at
annuitetsprincippet bygger på, at en given gæld bliver forrentet og
tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Det kan man slå
op i ordbøger, lærebøger i økonomi m.v. (Af ordbøger har jeg blot konsulteret
Meyers fremmedordbog og Gyldendals do.
I A New Dictionary of Economics (som desværre ikke er helt så ny som
titlen antyder)
kan
man om "annuity" læse: "The payment of a certain sum of
money to the recipient (or annuitant) at uniform intervals of time, usually
each year. The annuity may be payable for a fixed number of years (a
terminable
annuity), for the life of a person (life annuity), or for perpetuity.")
Ja,
årsagen til, at det hedder en annuitet, er, at ydelsen er lige stor år for
år.
Påstanden om, at renten tillægges hovedstolen, og det forrentede beløb er den
til enhver tid værende restgæld, er imidlertid fri digtning. Det er til
gengæld korrekt, at nedbringelse af gæld efter annuitetsmetoden almindeligvis
anvendes for banklån. Men det er ikke korrekt, at annuitetsmetoden er baseret
på rentes rente princippet. Misforståelsen ligger i, at nedbringelse af
banklån
(og realkreditlån) bygger på rentes rente-princippet ifølge aftale/sædvane.
Dette ligger ikke i begrebet annuitet.
......
Statens Uddannelsesstøtte
fremfører side 3, at der af svarene til folketingets uddannelsesudvalg
fremgår,
at beregningerne er baseret på en årlig forrentning af den værende restgæld.
Det er ikke korrekt.
..."
I en udtalelse af 16. februar
1989 fremsatte SU-styrelsen følgende kommentar til A's skrivelse af 12.
november 1989:
"...
I den anledning skal
styrelsen udtale, at som anført i udtalelsen af 7. juli 1988 sker
tilbagebetalingen af statslån af låntype 1 efter annuitetsprincippet, der som
nævnt bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et
givet antal år med lige store ydelser. Renten tillægges hovedstolen, og det
forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld.
Heri ligger også, at hvis den
fastsatte ydelse er lig med eller større end den tilskrevne rente, bliver der
ikke lagt rente til hovedstolen til forrentning i det følgende år. Men er
ydelsen lavere end den tilskrevne rente, lægges renten til hovedstolen, og
restgælden forrentes i det følgende år.
De årlige afviklingsydelser
for statslån af låntype 1 blev som nævnt fastlagt ved finansudvalgsaktstykke
497 af 23. juni 1971 til minimum 300 kr. og maksimum 1.200 kr. pr. kvartårlig
ydelse og en afviklingsperiode på 10 år. Lånet skulle efter § 2, stk. 4, i
lov
nr. 262 af 4. juni 1970 forrentes med variabel rente 1% over den til enhver
tid
fastsatte diskonto. I tilfælde af fx en kraftig diskontoforhøjelse forhøjes
ydelsen ikke. I sådanne tilfælde kan den fastsatte ydelse ikke dække
rentetilskrivningen,
og der bliver da tale om at tillægge tilskrevne renter til hovedstolen til
forrentning. Det samme kan være tilfældet i forbindelse med udsættelse med
tilbagebetalingen som følge af arbejdsløshed m.v. eller i tilfælde, hvor
lånet
i henhold til reglerne i bekendtgørelse om uddannelsesstøtte blev forrentet
på
et tidspunkt tidligere end et år før tilbagebetalingstidspunktet, fx i
tilfælde hvor den uddannelsessøgende ikke længere var støtteberettiget.
Styrelsen kan i øvrigt
henholde sig til udtalelsen af 7. juli 1988.
..."
Ankenævnet fastholdt i en
udtalelse af 15. marts 1989, at opkrævningen af renters rente har hjemmel i
sædvane for kontokurantforhold.
I et brev til A udtalte jeg
følgende:
"Ankenævnet for Statens
Uddannelsesstøttes afgørelse er truffet på grundlag af § 2, stk. 3 og 4, i
dagældende lov nr. 262 af 4. juni 1970 om uddannelsesstøtte og § 10 i
bekendtgørelse nr. 349 af 12. juli 1971 om uddannelsesstøtte. Bestemmelserne
er sålydende:
"§ 2. ....
Stk. 3.
Lånene kan være rentefrie i uddannelsestiden og forrentede
efter uddannelsens afslutning (lån I) eller forrentede både i
uddannelsestiden
og efter uddannelsens afslutning (lån II).
Stk. 4.
Statens Uddannelsesstøtte udreder stempelafgiften for de i
stk. 3 nævnte lån. De forrentes med 1 pct. over den af Danmarks Nationalbank
til enhver tid fastsatte diskonto."
"§ 10. Lån I er lån, der
er rentefrie i uddannelsestiden og forrentede efter uddannelsens afslutning
eller afbrydelse.
Stk. 2.
Lån II er lån, der er forrentede både i uddannelsestiden
og efter uddannelsens afslutning.
Stk. 3.
Statens Uddannelsesstøtte udreder stempelafgiften for lån I
og lån II.
Stk. 4.
Rentesatsen for lån I og lån II er 1 pct. over den af
Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Ændringer i
rentesatserne får virkning fra den følgende måneds begyndelse.
Stk. 5.
Undervisningsministeriet fastsætter med tilslutning fra
finansudvalget vilkårene for tilbagebetalingen af lån I og lån II.
Stk. 6.
Forrentningen af lån I påbegyndes normalt fra det
tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende ikke kan betragtes som studieegnet
eller
studieaktiv, jfr. §§ 5-6."
Bestemmelsen er nu ophævet,
og reglerne om forrentning er nu indeholdt i lovens §§
13 a
og 13 b. Ved lov nr. 89 af 14.
februar 1990 fik §
13 a,
stk. 1, følgende formulering:
"§
13 a. Studielån, som er endeligt tildelt
efter denne lov, jf. § 12, stk. 1, forrentes med virkning fra den 1. i
måneden
efter udbetalingstidspunktet, jf. § 14, stk. 2, 1. pkt. I uddannelsestiden
forrentes gælden til enhver tid med årligt 4 pct. Derefter forrentes den til
enhver tid værende gæld med en årlig rente svarende til den til enhver tid
fastsatte officielle diskonto med et procenttillæg, der fastsættes på
finansloven for det pågældende år. Den til enhver tid værende gæld ifølge
studielån, der er tildelt endeligt for perioden 1. august 1988 til 31.
december
1990, forrentes dog efter uddannelsestidens ophør med årligt 1 pct. over den
til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Renten tilskrives månedligt.
Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om
uddannelsestiden,
herunder om dens ophør og om låntagers pligt til at give meddelelse
herom."
I lovforslagsbemærkningerne
blev ændringerne kommenteret på følgende måde (Folketingstidende 1989-90,
lovforslag nr. 103, s. 12, 2. spalte):
"Der er ikke med
forslaget om, at renter tilskrives månedligt, tilsigtet nogen ændring i
bestående praksis, hvorefter renter af tilbagebetalingskrav, studielån og
statslån tilskrives månedligt med en beregnet faktor, der er afpasset
således,
at den årlige rente ikke overstiger den i loven fastsatte. Ved bestemmelsen
ønskes alene en præcisering af denne hidtidige og sædvanlige praksis med
beregning
af renter af tilskrevne renter."
Det fremgik af den dagældende
lovs § 10, stk. 4, at rentesatsen for statslån er 1% over den til enhver tid
fastsatte diskonto. Der var ikke i bestemmelsens ordlyd taget stilling til,
om
der i forbindelse med renteberegningen kunne beregnes renter af tidligere
tilskrevne
renter.
Bestemmelsen er i alt
væsentligt formuleret på samme måde som andre centrale rentebestemmelser,
således bl.a. rentelovens § 5, stk. 1, og erstatningsansvarsloven § 16. Det
er
fast antaget, at rentelovens § 5, stk. 1, ikke i sig selv hjemler adgang til
opkrævning af morarente af morarente, jf. betænkning nr. 1161/1989 om
renteloven s.
79f
med den dér anførte praksis og litteratur. Ligeledes antages det, at
erstatningsansvarslovens § 16 ikke indeholder hjemmel for opkrævning af
kreditrente af kreditrente, jf. Anders Vinding Kruse og Jens Møller,
Erstatningsansvarsloven
med kommentarer, 2. udgave, 1989, s. 238-239. De tilsvarende nu ophævede
bestemmelser i § 62, stk. 1, i gældsbrevsloven samt i § 38, stk. 1, i
købeloven
er også blevet forstået på denne måde.
Bestemmelsen i SU-lovens §
10, stk. 4, blev som anført ændret i 1990 og af forarbejdsbemærkningerne ses,
at ændringen sigtede på at tydeliggøre spørgsmålet om beregning af renters
rente.
Jeg må herefter anse det for
tvivlsomt, om SU-lovens § 10, stk. 4, indeholdt tilstrækkelig hjemmel til at
opkræve rente af de i studielånet 1977-78 påløbne renter (kreditrente af
kreditrente).
Jeg må endvidere være
betænkelig ved at tiltræde SU-styrelsens og ankenævnets opfattelse, hvorefter
opkrævningen af renters rente har støtte i de beregningseksempler, der var
indeholdt i forarbejderne til den oprindelige SU-lov.
Det forhold, at der i
aktstykker forelagt Folketingets Finansudvalg er gået ud fra indtægter i form
af renteberegning af renter, der er tilskrevet kapitalen, kan efter min
opfattelse heller ikke tillægges selvstændig betydning for fortolkningen af §
10, stk. 4.
Ret til renters rente kan i
private retsforhold være hjemlet ved aftale eller sædvane. Om der også i
forbindelse
med lovregulerede skyldforhold til det offentlige på dette grundlag kan
opkræves renters rente må efter min opfattelse anses for tvivlsomt.
Inden for formueretten
antages det, at en sædvane for opkrævning af renters rente alene gælder i
løbende kreditforhold. Det her foreliggende lån er imidlertid ikke tilblevet
som et led i et sådant løbende kreditforhold, og det er derfor tvivlsomt -
selv
hvis lånet sidestilles med et rent privatretligt stiftet lån - om der kan
antages
at være sædvanemæssig hjemmel for beregning af renters rente, (jf. herved
Anders
Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 2.
udgave, 1989, s. 238-239, og den der anførte litteratur og domspraksis samt
Mogens Munch U 1991 B., s. 145-147, med kommentarer til U 1990.386 H).
Som det ses ovenfor blev det
imidlertid i lovforslagsbemærkningerne ved lovændringen i 1990 oplyst, at det
har været fast praksis, at der blev tilskrevet renter månedlig på studielån,
og det synes forudsat, at denne praksis udgjorde den tilstrækkelige hjemmel
for
opkrævningen.
På denne baggrund finder jeg
ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at styrelsen
savnede
hjemmel for beregningen af renters rente.
Den endelige afgørelse af
spørgsmålet henhører under domstolene.
Jeg finder dog spørgsmålet så
tvivlsomt, at jeg vil være indstillet på at henstille til
Civilretsdirektoratet, at der meddeles Dem fri proces, såfremt De ønsker
retssag om tilbagebetaling af de ekstra tilskrevne renter.
Jeg henleder samtidig Deres
opmærksomhed på, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt kravet eller dele
af
dette er forældet i henhold til lov nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse
af visse fordringer."
Lignende dokumenter
- Tilbagebetaling af uberettiget tilskrevet rente på uddannelseslån. Retsinformation · 3. november 2003
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat L.A. Geelhoed fremsat den 11. november 2004 EU-domme · 11. november 2004
- C.A.11.2.3.3 Lån optaget i forbindelse med uddannelse og tilskud til afvikling Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Økonomistyrelsen har ikke imødekommet klagerens anmodning om udsættelse med betalingen af studielån Landsskatteretten · 5. oktober 2010
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT EU-domme · 11. november 2004
- C.A.3.6.3 SU og uddannelseshjælp Den juridiske vejledning · 1. juli 2026