Spring til indhold

Retsinformation

Tilskrivning af renters rente til statslån.

FOU nr 1990.306UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilskrivning af renters rente til statslån.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at A under en gymnasieuddannelse i 1974 optog et

lån

fra Statens Uddannelsesstøtte på 1.701 kr. Ifølge lånebevisets vilkår var

lånet (lån I) rentefrit i den normale uddannelsestid, men forrentedes

derefter

med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. I

tilfælde af afbrydelse af uddannelsen skulle lånet forrentes fra afbrydelsens

tidspunkt.

Den 1. september 1975

begyndte A en uddannelse i statskundskab ved Århus Universitet. A var ikke

studieaktiv i perioden 1. februar 1977 til 31. juli 1978, og Statens

Uddannelsesstøtte

tilskrev hans studielån renter på 235 kr. for dette tidsrum. Rentebeløbet

blev

dækket af A's indbetalinger i samme periode på i alt 900 kr. Resten af A's

indbetalinger blev krediteret hovedstolen, der således blev nedbragt til

1.036

kr. A afsluttede sin uddannelse i juni 1985.

I skrivelse af 8. august 1986

klagede A til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten over Statens

Uddannelsesstøttes meddelelse til ham af 16. juli 1986 om afvikling af lånet.

I meddelelsen havde Statens Uddannelsesstøtte beregnet 384 kr. i rente af de

i

perioden 1. februar 1977 til 1. juli 1978 tilskrevne renter. A gjorde i sin

klageskrivelse gældende, at der ikke i SU-loven var hjemmel til opkrævning af

renters rente. I skrivelse af 12. juni 1987 fastholdt Ankenævnet for

Uddannelsesstøtten

opgørelsen. Nævnet fandt, at det var et almindeligt princip, at der betales

Læs alt

renters rente, og at der var hjemmel hertil.

I skrivelse af 5. februar

1988 indbragte A ankenævnets afgørelse for mig. I klagen anførte A bl.a.:

"...

Ifølge § 2, stk. 4, i

dagældende SU-lov (L 262 af 4. juni 1970) forrentes lånene med 1% over den af

Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Med lån menes

faktisk

lånte beløb (hovedstolen), og ikke den til enhver tid værende gæld eller det

til enhver tid skyldige pengekrav, for så havde lovgiver sikkert skrevet det.

Det, der forrentes, er det lån, staten har ydet låneren. Låneren låner ikke

renter af Statens Uddannelsesstøtte. De bliver tilskrevet efter uddannelsens

afslutning som en art omkostning (delvis dækning for prisstigninger) og udgør

derfor ikke et beløb, der skal betales renter af.

..."

I anledning af A's klage

anmodede jeg Ankenævnet for Uddannelsesstøtten om en udtalelse afgivet efter

forud indhentet erklæring fra Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

I skrivelse af 7. juli 1988

udtalte styrelsen bl.a. følgende:

"...

I den anledning skal

styrelsen udtale, at statslån af låntype 1 blev indført ved § 2 i den ovenfor

nævnte lov fra 1970, og lånene blev tildelt i perioden 1. august 1970 til 31.

juli 1975 (støtteåret 1970/71 til og med støtteåret 1974/75). Lånenes vilkår,

herunder forrentning og tilbagebetaling, blev fastlagt på tidspunktet for

lånenes

indførelse, og disse vilkår er ikke siden ændret. Lånene indføres efter

forslag

fra von Eyben-udvalget. Der henvises til betænkning 506/1968, navnlig til

afsnit 6, kapitel 3, navnlig s. 133-134. Lånene skulle være forrentede eller

uforrentede i studietiden, men forrentede derefter, og afviklingen skulle ske

efter annuitetsprincippet.

Det fremgår af betænkningen

s. 133, at for så vidt angår de modelkombinationer, hvori der er forudsat

forrentning af lån i studietiden, er det i alle tilfælde forudsat, at den i

studietiden pålignede rente blot tilskrives hovedstolen (akkumuleret rente)

for

derefter at indgå i annuitetsberegningen for afviklingen efter studietidens

afslutning,

idet det ansås for nødvendigt, at ikke blot betalingen af afdrag på

hovedstolen, men også rentebetalingen blev udskudt til efter studiernes

afslutning.

....

1970-loven var en rammelov

med vide beføjelser til undervisningsministeren, jf. lovens § 1. De nærmere

vilkår, herunder afvikling efter annuitetsprincippet, blev lagt fast ved

finansudvalgsaktstykke nr. 497 af 23. juni 1971, jf. § 10, stk. 5, i

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 349 af 12. juli 1971 om

uddannelsesstøtte. Herefter blev den endelige ordning for lån 1, at lånene

blev uforrentede i uddannelsestiden og derefter forrentede, normalt fra det

tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende ikke længere kan betragtes som

studieegnet eller studieaktiv, jf. bekendtgørelsens §§ 5 og 6.

Tilbagebetalingen skulle

normalt påbegyndes et år efter uddannelsens afslutning eller afbrydelse, og

tilbagebetalingen skulle ske i kvartårlige ydelser, der er lige store i hele

afviklingsperioden, således at ydelsen dels indeholder et rentebeløb, dels et

afdrag. Afviklingsperioden blev fastsat til 10 år, dog med et mindstebeløb

for

ydelsen.

Afviklingen sker således

efter annuitetsprincippet, der bygger på, at en given gæld bliver forrentet

og

tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Renten tillægges

hovedstolen, og det forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld.

Nedbringelse af gæld efter annuitetsmetoden anvendes almindeligvis for

banklån. Annuitetsmetoden er baseret på rentes rente princippet. Man skal i

denne forbindelse også pege på, at det af finansudvalgsaktstykket klart

fremgår, at statslånets forbillede er de statsgaranterede studielån, som blev

optaget i pengeinstitutterne. For statslånene sker forrentning og

tilbagebetaling efter samme principper, som var gældende for de

statsgaranterede studielån i pengeinstitutterne.

I forbindelse med

lovforslagets behandling i Folketinget blev der på spørgsmål fra

folketingsudvalget givet eksempler på og beregninger af, hvorledes bortfaldet

af låntype 0 (de rentefri lån) ville påvirke de uddannelsessøgendes

omkostninger i uddannelse af varierende længde (spm. 9). Endvidere blev der

beregnet forskellige eksempler på årlig ydelse for de uforrentede henholdsvis

forrentede lån (spm. 39). Af disse svar fremgår, at beregningerne er baseret

på en årlig forrentning af den værende restgæld.

Låntageren har som vilkår for

lånet med sin underskrift på lånebeviset accepteret tilbagebetalingen og

forrentningen, og er samtidig blevet gjort bekendt med, at der en gang årligt

vil blive tilsendt en opgørelse over den samlede studiegæld til staten.

Styrelsen skal endelig

henvise til, at det i renteloven med kommentarer ved Mogens Munch, s. 133, er

anført, at det i kontokurantforhold og andre mellemværender, hvor renten

tilskrives kapitalen, ofte vil følge af (stiltiende) aftale eller af sædvane,

at renters rente kan kræves, men at sådan rente måske også kan siges at følge

af dette retsforholds karakter.

Vedrørende lån 1 modtager

låntagerne hvert år en årsopgørelse både i studietiden og efter denne. Denne

opgørelse, der indeholder lånets saldo ved kalenderårets start, tilskrevne

renter og indbetalte beløb i årets løb og lånets saldo ved årets udgang, er

en

kontoopgørelse, og låneforholdet må derfor efter styrelsens opfattelse

sidestilles

med et kontokurantforhold. Der henvises endvidere til en artikel af Ussing om

renters rente i U 1946 B, s. 97-100, særligt s. 100 om samme.

Styrelsen fastholder således,

at der har været tilstrækkelig hjemmel til den renteberegning, som er

foretaget, idet vi skal bemærke, at vilkårene for lån 1 er fastlagt i

begyndelsen af 1970'erne og ikke siden ændret."

Ankenævnet for Statens

Uddannelsesstøtte og Undervisningsministeriet, hvorigennem sagen blev

tilbagesendt, tilsluttede sig styrelsens udtalelse om renteberegningen.

I skrivelse af 12. november

1988 fremkom A med yderligere bemærkninger til styrelsens udtalelse. A

påpegede bl.a.:

"...

Det må anses for angribeligt

at hente et begreb ud af forarbejderne, uden at gøre forsøg på at fortolke

lovteksten. Der er vel ingen grund til at gentage den gamle strid mellem

objektiv og subjektiv fortolkningsteori, idet man nu om dage tillægger begge

momenter en vis betydning, uden at det ene fremhæves frem for det andet. Det

må anses for yderst betænkeligt kun at basere fortolkningen på forarbejderne,

ja faktisk kun på et sagkyndigt udvalgs anbefalinger. Man skal være

forsigtig,

og hvilke forsigtighedsregler man skal iagttage, kan man bl.a. læse i

Juridisk

Grundbog bd. 3 kap. 7 § 19, hvor von Eyben selv redegør herfor. Også i anden

henseende er Statens Uddannelsesstøtte imidlertid ganske ublu. Man henter

f.eks. Ussings artikel fra 1946 som bevis på, at vi har at gøre med

kontokurantforhold,

blot fordi Statens Uddannelsesstøtte omkring 1. januar forud for

skatteangivelsen

sender en årsopgørelse (min årsopgørelse fra 1987 er dateret 9/01-88), hvoraf

det fremgår, hvilket beløb man f.eks. skal skrive i rubrik 2 eller 18 på

selvangivelsen,

S 13, og hvordan det forholder sig med rentefradragene.

Misforståelserne starter

allerede nederst side 1 i skrivelsen fra Statens Uddannelsesstøtte (den går

igen i departementets skrivelse øverst side 2). Styrelsen skriver ganske i

overensstemmelse

med betænkningens ord (det er, som departementet korrekt anfører, side 134

(nederst)), at for så vidt angår de modelkombinationer,

hvori der er forudsat forrentning af lån i studietiden

, er det i

alle tilfælde forudsat, at den i studietiden pålignede rente blot tilskrives

hovedstolen. Hvad dette har med sagen at gøre, har jeg svært ved at se.

Formuleringen forekommer under overskriften "Analyse af statens

omkostninger ved støtte i form af stipendier, henholdsvis lån på forskellige

vilkår" og forekommer under forsøget på at lave en model til beregning

af

driftsomkostningselementerne ved alternative kombinationer af stipendier og

lån under forskellige forudsætninger m.h.t. forrentnings- og afdragsvilkår.

Hertil kommer, at de lån, sagen her drejer sig om, lån I, netop er

karakteriseret ved, at de

ikke

forrentes

i studietiden. Nogen umiddelbar analogi synes ikke at kunne holde.

Der er for mig ingen tvivl

om, at ovennævnte forudsætning opstilles af udvalget for at forsimple

modellen,

på samme måde som der forudsættes en gennemsnitlig resterende studietid på 3

år. Det fremgår faktisk side 134 1. sp. 3. afsnit, at udvalget har fundet det

formålstjenligt til belysning af denne tredje faktor (tilskudselementet ved

underforrentning af studielån) at opstille en model til beregning af

driftsomkostningselementerne ved alternative kombinationer af stipendier og

lån. Øverst side 2 i SU-skrivelsen kører SU videre i modellen, som var det en

lovtekst.

At hente fortolkningsbidrag i

forudsætningerne til en teknisk model til beregning af statens

driftsomkostninger til lån, der forrentes i studietiden og derved fastslå

retstilstanden for lån, der ikke forrentes i studietiden, - med tilføjelsen

at

1970-loven var en rammelov med vide beføjelser til undervisningsministeren -,

er ganske enkelt uholdbart. Det sætter sagen i perspektiv, at de lån, der

støttes ret på, aldrig blev indført. Af statsfinansielle grunde nøjedes man -

udover (stats)lån I - med statsgaranterede lån i banker og sparekasser.

Departementets henvisning til

betænkningens side

150 f.

er også mystisk. På side 150 2. sp. fremgår, at til supplering af

stipendiestøtten

kan der ydes rentefavoriserede lån

op

til

maksimalt 80% af støtterammen. Disse lån forudsættes at være rentefrie

i studietiden, men derefter fuldt forrentede. Det er lån I. Side 151 1. sp.

nederst står der, at udvalget går ind for, at forrentningen inden for den

normale studietid af lån

ud over

80%

af støtterammen under alle omstændigheder sker ved tilskrivning til lånets

hovedstol. Dette omhandler de statslån (lån II), der aldrig blev indført.

Formuleringen gælder ikke lån I og holder derfor ikke. Departementets

argument

side 2 2. afsnit beror formentlig også på en misforståelse. Jeg ser ingen

sammenhæng mellem et afdragsfrit år og til, at de i det afdragsfrie år

påløbne

renter tilskrives hovedstolen. Det afdragsfrie år fremgår af betænkningen.

Rentetilskrivning til hovedstolen fremgår blot af departementets skrivelse og

er ikke i overensstemmelse med betænkningens forslag. At det ene skulle kunne

udledes af det andet, holder ikke.

Statens Uddannelsesstøtte

fremfører side 2, midten og øverst side 3, 3. linie, at Akt 297, 23. juni

1971

fastlagde den nærmere forståelse af annuitetsprincippet. Jeg går ud fra, der

henvises til 6. afsnit i aktstykket, hvor det fremgår, at afviklingen

principielt sker i kvartårlige ydelser, der er lige store i hele

afviklingsperioden,

således at ydelserne dels indeholder et rentebeløb, dels et afdrag. Det siger

intet om renters rente. Det må fortsat undre, hvorfor et aktstykke fremhæves

som hjemmel, idet aktstykket kun har "lovkraft" i 1971. Ligeledes

må

det undre, hvorfor aktstykket blev lavet i sin tid, idet annuitetsprincippet

angivelig er klart for alle og hjemmelen i loven (via betænkningen)

tilstrækkelig.

Det skulle endvidere oven i

købet klart fremgå af aktstykket, at statslånets forbillede er de

statsgaranterede studielån. Det er ikke sandt. De statsgaranterede lån

omtales

afsnit 4. Lån 0 omtales afsnit 5. I afsnit 6 er det eneste ord, der antyder,

at

afsnittet bygger på ordet "ligeledes", og det går på et afdragsfrit

år. Et sådant har man i lån 0, som skrevet står og dengang ikke i de

statsgaranterede lån. Den klare parallel til de statsgaranterede lån kan jeg

ikke se.

Statens Uddannelsesstøtte

fremfører side 2 nederst, at afviklingen sker efter annuitetsprincippet, der

bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et givet

antal år med lige store ydelser. Renten tillægges hovedstolen, og det

forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld. Nedbringelse af gæld

efter annuitetsmetoden anvendes almindeligvis for banklån. Annuitetsmetoden

er baseret på rentes rente princippet.

Sjovt nok forsøger Statens

Uddannelsesstøtte ikke at drage betænkningen ind i diskussionen refereret

ovenfor. Man kan tage udgangspunkt i betænkningen side 138 1. spalte, hvor

udvalget i parentes skriver, hvad det forstår ved annuitet, nemlig en fast

årlig ydelse, sammensat af et til at begynde med stort, men efterhånden

aftagende rentebeløb, samt et afdragsbeløb, som udvikler sig omvendt (I

betænkningen side 134 2. sp. står "(efter annuitetsprincippet med

konstant årlig sum af rente- og afdragsydelser)". Statens

Uddannelsesstøtte

forestiller sig øjensynlig, at dette kun kan lade sig gøre, hvis der regnes

med renters rente. Det er ikke korrekt.

Det er korrekt, at

annuitetsprincippet bygger på, at en given gæld bliver forrentet og

tilbagebetalt over et givet antal år med lige store ydelser. Det kan man slå

op i ordbøger, lærebøger i økonomi m.v. (Af ordbøger har jeg blot konsulteret

Meyers fremmedordbog og Gyldendals do.

I A New Dictionary of Economics (som desværre ikke er helt så ny som

titlen antyder)

kan

man om "annuity" læse: "The payment of a certain sum of

money to the recipient (or annuitant) at uniform intervals of time, usually

each year. The annuity may be payable for a fixed number of years (a

terminable

annuity), for the life of a person (life annuity), or for perpetuity.")

Ja,

årsagen til, at det hedder en annuitet, er, at ydelsen er lige stor år for

år.

Påstanden om, at renten tillægges hovedstolen, og det forrentede beløb er den

til enhver tid værende restgæld, er imidlertid fri digtning. Det er til

gengæld korrekt, at nedbringelse af gæld efter annuitetsmetoden almindeligvis

anvendes for banklån. Men det er ikke korrekt, at annuitetsmetoden er baseret

på rentes rente princippet. Misforståelsen ligger i, at nedbringelse af

banklån

(og realkreditlån) bygger på rentes rente-princippet ifølge aftale/sædvane.

Dette ligger ikke i begrebet annuitet.

......

Statens Uddannelsesstøtte

fremfører side 3, at der af svarene til folketingets uddannelsesudvalg

fremgår,

at beregningerne er baseret på en årlig forrentning af den værende restgæld.

Det er ikke korrekt.

..."

I en udtalelse af 16. februar

1989 fremsatte SU-styrelsen følgende kommentar til A's skrivelse af 12.

november 1989:

"...

I den anledning skal

styrelsen udtale, at som anført i udtalelsen af 7. juli 1988 sker

tilbagebetalingen af statslån af låntype 1 efter annuitetsprincippet, der som

nævnt bygger på, at en given gæld bliver forrentet og tilbagebetalt over et

givet antal år med lige store ydelser. Renten tillægges hovedstolen, og det

forrentede beløb er den til enhver tid værende restgæld.

Heri ligger også, at hvis den

fastsatte ydelse er lig med eller større end den tilskrevne rente, bliver der

ikke lagt rente til hovedstolen til forrentning i det følgende år. Men er

ydelsen lavere end den tilskrevne rente, lægges renten til hovedstolen, og

restgælden forrentes i det følgende år.

De årlige afviklingsydelser

for statslån af låntype 1 blev som nævnt fastlagt ved finansudvalgsaktstykke

497 af 23. juni 1971 til minimum 300 kr. og maksimum 1.200 kr. pr. kvartårlig

ydelse og en afviklingsperiode på 10 år. Lånet skulle efter § 2, stk. 4, i

lov

nr. 262 af 4. juni 1970 forrentes med variabel rente 1% over den til enhver

tid

fastsatte diskonto. I tilfælde af fx en kraftig diskontoforhøjelse forhøjes

ydelsen ikke. I sådanne tilfælde kan den fastsatte ydelse ikke dække

rentetilskrivningen,

og der bliver da tale om at tillægge tilskrevne renter til hovedstolen til

forrentning. Det samme kan være tilfældet i forbindelse med udsættelse med

tilbagebetalingen som følge af arbejdsløshed m.v. eller i tilfælde, hvor

lånet

i henhold til reglerne i bekendtgørelse om uddannelsesstøtte blev forrentet

på

et tidspunkt tidligere end et år før tilbagebetalingstidspunktet, fx i

tilfælde hvor den uddannelsessøgende ikke længere var støtteberettiget.

Styrelsen kan i øvrigt

henholde sig til udtalelsen af 7. juli 1988.

..."

Ankenævnet fastholdt i en

udtalelse af 15. marts 1989, at opkrævningen af renters rente har hjemmel i

sædvane for kontokurantforhold.

I et brev til A udtalte jeg

følgende:

"Ankenævnet for Statens

Uddannelsesstøttes afgørelse er truffet på grundlag af § 2, stk. 3 og 4, i

dagældende lov nr. 262 af 4. juni 1970 om uddannelsesstøtte og § 10 i

bekendtgørelse nr. 349 af 12. juli 1971 om uddannelsesstøtte. Bestemmelserne

er sålydende:

"§ 2. ....

Stk. 3.

Lånene kan være rentefrie i uddannelsestiden og forrentede

efter uddannelsens afslutning (lån I) eller forrentede både i

uddannelsestiden

og efter uddannelsens afslutning (lån II).

Stk. 4.

Statens Uddannelsesstøtte udreder stempelafgiften for de i

stk. 3 nævnte lån. De forrentes med 1 pct. over den af Danmarks Nationalbank

til enhver tid fastsatte diskonto."

"§ 10. Lån I er lån, der

er rentefrie i uddannelsestiden og forrentede efter uddannelsens afslutning

eller afbrydelse.

Stk. 2.

Lån II er lån, der er forrentede både i uddannelsestiden

og efter uddannelsens afslutning.

Stk. 3.

Statens Uddannelsesstøtte udreder stempelafgiften for lån I

og lån II.

Stk. 4.

Rentesatsen for lån I og lån II er 1 pct. over den af

Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Ændringer i

rentesatserne får virkning fra den følgende måneds begyndelse.

Stk. 5.

Undervisningsministeriet fastsætter med tilslutning fra

finansudvalget vilkårene for tilbagebetalingen af lån I og lån II.

Stk. 6.

Forrentningen af lån I påbegyndes normalt fra det

tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende ikke kan betragtes som studieegnet

eller

studieaktiv, jfr. §§ 5-6."

Bestemmelsen er nu ophævet,

og reglerne om forrentning er nu indeholdt i lovens §§

13 a

og 13 b. Ved lov nr. 89 af 14.

februar 1990 fik §

13 a,

stk. 1, følgende formulering:

"§

13 a. Studielån, som er endeligt tildelt

efter denne lov, jf. § 12, stk. 1, forrentes med virkning fra den 1. i

måneden

efter udbetalingstidspunktet, jf. § 14, stk. 2, 1. pkt. I uddannelsestiden

forrentes gælden til enhver tid med årligt 4 pct. Derefter forrentes den til

enhver tid værende gæld med en årlig rente svarende til den til enhver tid

fastsatte officielle diskonto med et procenttillæg, der fastsættes på

finansloven for det pågældende år. Den til enhver tid værende gæld ifølge

studielån, der er tildelt endeligt for perioden 1. august 1988 til 31.

december

1990, forrentes dog efter uddannelsestidens ophør med årligt 1 pct. over den

til enhver tid fastsatte officielle diskonto. Renten tilskrives månedligt.

Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om

uddannelsestiden,

herunder om dens ophør og om låntagers pligt til at give meddelelse

herom."

I lovforslagsbemærkningerne

blev ændringerne kommenteret på følgende måde (Folketingstidende 1989-90,

lovforslag nr. 103, s. 12, 2. spalte):

"Der er ikke med

forslaget om, at renter tilskrives månedligt, tilsigtet nogen ændring i

bestående praksis, hvorefter renter af tilbagebetalingskrav, studielån og

statslån tilskrives månedligt med en beregnet faktor, der er afpasset

således,

at den årlige rente ikke overstiger den i loven fastsatte. Ved bestemmelsen

ønskes alene en præcisering af denne hidtidige og sædvanlige praksis med

beregning

af renter af tilskrevne renter."

Det fremgik af den dagældende

lovs § 10, stk. 4, at rentesatsen for statslån er 1% over den til enhver tid

fastsatte diskonto. Der var ikke i bestemmelsens ordlyd taget stilling til,

om

der i forbindelse med renteberegningen kunne beregnes renter af tidligere

tilskrevne

renter.

Bestemmelsen er i alt

væsentligt formuleret på samme måde som andre centrale rentebestemmelser,

således bl.a. rentelovens § 5, stk. 1, og erstatningsansvarsloven § 16. Det

er

fast antaget, at rentelovens § 5, stk. 1, ikke i sig selv hjemler adgang til

opkrævning af morarente af morarente, jf. betænkning nr. 1161/1989 om

renteloven s.

79f

med den dér anførte praksis og litteratur. Ligeledes antages det, at

erstatningsansvarslovens § 16 ikke indeholder hjemmel for opkrævning af

kreditrente af kreditrente, jf. Anders Vinding Kruse og Jens Møller,

Erstatningsansvarsloven

med kommentarer, 2. udgave, 1989, s. 238-239. De tilsvarende nu ophævede

bestemmelser i § 62, stk. 1, i gældsbrevsloven samt i § 38, stk. 1, i

købeloven

er også blevet forstået på denne måde.

Bestemmelsen i SU-lovens §

10, stk. 4, blev som anført ændret i 1990 og af forarbejdsbemærkningerne ses,

at ændringen sigtede på at tydeliggøre spørgsmålet om beregning af renters

rente.

Jeg må herefter anse det for

tvivlsomt, om SU-lovens § 10, stk. 4, indeholdt tilstrækkelig hjemmel til at

opkræve rente af de i studielånet 1977-78 påløbne renter (kreditrente af

kreditrente).

Jeg må endvidere være

betænkelig ved at tiltræde SU-styrelsens og ankenævnets opfattelse, hvorefter

opkrævningen af renters rente har støtte i de beregningseksempler, der var

indeholdt i forarbejderne til den oprindelige SU-lov.

Det forhold, at der i

aktstykker forelagt Folketingets Finansudvalg er gået ud fra indtægter i form

af renteberegning af renter, der er tilskrevet kapitalen, kan efter min

opfattelse heller ikke tillægges selvstændig betydning for fortolkningen af §

10, stk. 4.

Ret til renters rente kan i

private retsforhold være hjemlet ved aftale eller sædvane. Om der også i

forbindelse

med lovregulerede skyldforhold til det offentlige på dette grundlag kan

opkræves renters rente må efter min opfattelse anses for tvivlsomt.

Inden for formueretten

antages det, at en sædvane for opkrævning af renters rente alene gælder i

løbende kreditforhold. Det her foreliggende lån er imidlertid ikke tilblevet

som et led i et sådant løbende kreditforhold, og det er derfor tvivlsomt -

selv

hvis lånet sidestilles med et rent privatretligt stiftet lån - om der kan

antages

at være sædvanemæssig hjemmel for beregning af renters rente, (jf. herved

Anders

Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 2.

udgave, 1989, s. 238-239, og den der anførte litteratur og domspraksis samt

Mogens Munch U 1991 B., s. 145-147, med kommentarer til U 1990.386 H).

Som det ses ovenfor blev det

imidlertid i lovforslagsbemærkningerne ved lovændringen i 1990 oplyst, at det

har været fast praksis, at der blev tilskrevet renter månedlig på studielån,

og det synes forudsat, at denne praksis udgjorde den tilstrækkelige hjemmel

for

opkrævningen.

På denne baggrund finder jeg

ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at styrelsen

savnede

hjemmel for beregningen af renters rente.

Den endelige afgørelse af

spørgsmålet henhører under domstolene.

Jeg finder dog spørgsmålet så

tvivlsomt, at jeg vil være indstillet på at henstille til

Civilretsdirektoratet, at der meddeles Dem fri proces, såfremt De ønsker

retssag om tilbagebetaling af de ekstra tilskrevne renter.

Jeg henleder samtidig Deres

opmærksomhed på, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt kravet eller dele

af

dette er forældet i henhold til lov nr. 274 af 22. december 1908 om

forældelse

af visse fordringer."

Lignende dokumenter