Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse
Det fremgår af sagen at
revisor A den 14. juli 1998 på vegne af B ansøgte Vejtransportrådet om
tilladelse til udførelse af godskørsel for fremmed regning angående fire
motorkøretøjer. Der ansøgtes endvidere om dispensation fra kursuskravet.
I brevet af 14. juli 1998
skrev revisor A at B havde drevet den selvstændige virksomhed ( ) siden 1973,
og at han ikke havde beskæftiget sig med andet. Virksomheden beskæftigede sig
hovedsagelig med slamsugning og beslægtede aktiviteter.
I et brev af 2. oktober 1998
skrev Færdselsstyrelsen bl.a. følgende:
”Den 31. december 1996
trådte et krav om, at kørsel med slamsuger var omfattet af tilladelseskravet
i
godskørselsloven med tilhørende bekendtgørelse i kraft. Kravet fremgår af §
23,
stk. 4, i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996 om
godskørsel.
Det fremgår af det indsendte
materiale, at ansøgeren har udført slamsugervirksomhed siden 1973.
I henhold til § 1, stk. 1,
nr. 8, 2. led i Trafikministeriets lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april
1995
om godskørsel, skal en ansøger om tilladelse efter loven gøre det antageligt,
at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Ansøgningen vil således
skulle forelægges Vejtransportrådet på næste møde, der forventes afholdt den
17. november 1998 med henblik på en vurdering af, hvorvidt ansøgeren opfylder
ovennævnte krav.
Læs alt
Såfremt De eller
virksomheden ønsker at fremkomme med en redegørelse for den udførte kørsel og
omstændighederne herved, anmoder styrelsen om, at en sådan modtages
inden
21 dage fra dato. I modsat fald vil ansøgningen blive forelagt på
foreliggende grundlag.”
Revisor A redegjorde ved
brev af 19. oktober 1998 for virksomheden ( ) og baggrunden for den sene
indgivelse af ansøgning om vognmandstilladelser. Af brevet fremgår bl.a.
følgende:
”(B) har siden 1973 drevet
( ) og har beskæftiget sig med slamsugning, transport af flydende affald og
dermed beslægtet virksomhed. (B) har opfyldt de betingelser som (X)
Kommune har stillet for forsvarlig drift af
en sådan virksomhed, jvf. vedlagte skrivelse fra (X) Kommune samt vedlagte
kopier af kursusbeviser for vejtransport af farligt gods samt indsamling af
olie- og kemikalieaffald, herunder det forhold, at driftsmateriel er godkendt
af Statens bilinspektion samt Statens brandinspektion.
(B) har ikke været medlem af
nogen arbejdsgiverorganisation og har derfor ikke via løbende information
været
bekendt med at der pr. 1.1.1997 skulle ansøges om tilladelser til hans
særskilte virksomhed. Dette er baggrunden for den dybt beklagelige forsinkede
ansøgning om tilladelser. Såfremt (B) havde været klar over kravet pr.
1.1.1997
ville han på det tidspunkt helt naturligt have iværksat ansøgningen. For en
god
ordens skyld skal jeg oplyse, at han nu har indmeldt virksomheden i
Hovedorganisationen Danske Vognmænd.
Som det også fremgår af
vedlagte skrivelse fra (X) Kommune, som er en af virksomhedens større kunder
har der aldrig været noget at udsætte på driften af virksomheden, hverken af
færdselsmæssig eller miljømæssig art.
Afslutningsvis skal jeg
anføre, at for (B) er imødekommelse af ansøgningen af eksistentiel betydning,
idet virksomheden ellers må ophøre med store menneskelige konsekvenser og tab
af arbejdspladser.”
Færdselsstyrelsen meddelte
den 17. november 1998 at Vejtransportrådet på mødet havde fundet at B’s
ansøgning om fire vognmandstilladelser ikke kunne imødekommes. Af afgørelsen
fremgår følgende:
”Idet der henvises til ansøgningen
om udstedelse af 4 vognmandstilladelser meddeles det, at sagen har været
forelagt Vejtransportrådet.
Rådet fandt efter en samlet
skønsmæssig vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke er gjort
antageligt, at (B) vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens § 3,
stk. 1, nr. 8.
Ansøgningen kan således ikke
imødekommes, da (B) ikke opfylder kravet i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr.
8.
Rådet lagde i sin afgørelse
vægt på, at det af det oplyste fremgår, at (B) siden 1. januar 1997 har
udført
slamsugning med 4 lastbiler med en tilladt totalvægt over 6 tons uden at have
haft tilladelse hertil.
Siden 1. januar 1997 har det
krævet vognmandstilladelse, såfremt en slamsuger benyttes til transport af
andet gods end affaldsprodukter fra landsbrugsbedrifter med henblik på
spredning heraf på landsbrugsjord.
Afgørelsen, der er truffet i
henhold til godskørselslovens § 3, kan i medfør af lovens § 8, stk. 1, ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
I henhold til § 3 i
Trafikministeriets lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 1995 om godskørsel
kan vognmandstilladelser alene udstedes til ansøgere, der har økonomisk
baggrund for at drive vognmandsvirksomhed, og som i faglig og vandelsmæssig
henseende er kvalificeret hertil og ikke har betydelig forfalden gæld til det
offentlige.
I henhold til
godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, skal en ansøger gøre det antageligt, at
denne vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med
god skik inden for branchen.”
Ved brev af 14. december
1998 anmodede revisor A Vejtransportrådet om at genoptage sagen. I brevet var
bl.a. anført følgende:
”Vejtransportrådet har
således den 17.11. nægtet min klient de ansøgte tilladelser uden nogen
specifik
begrundelse. Efter samtaler med Færdselsstyrelsen må jeg formode, at den
eneste
væsentlige begrundelse er den forsinkede ansøgning.
Som det også fremgår af
sagens korrespondance som vedlagt i kopi beklager min klient dybt, at
ansøgningen først er indsendt medio 1998, men min klient var simpelthen ikke
klar over de nye reglers ikrafttræden pr. 1.1.1997 for slamsugere. Han blev
først klar over dette, da et af DV’s medlemmer, ( ), anmeldte min klient
medio
1998, paradoksalt efter at min klient havde kørt for ( ) gennem flere år,
også
efter 1.1.1997. Min klient har således drevet sin virksomhed i aldeles god
tro
og uden vidende om, at han inden 1.1.1997 skulle have søgt om tilladelserne.
I vort regulerede og
lovkomplekse samfund må det for den enkelte borger være en undskyldende
omstændighed, at man ikke altid er fuld opmærksom på nye reglers
ikrafttræden.
I dette tilfælde var min klient på daværende tidspunkt ikke medlem af DV,
hvorfor han ikke modtog løbende erhvervsinformation.
Der bør i vort retssamfund
ikke kunne træffes administrative afgørelser af denne inappelable karakter og
som har så vidtrækkende øjeblikkelige konsekvenser.
Min klient fratages retten
til at udøve sin gennem 25 år drevne virksomhed.
Min klient fratages retten
til at ansøge om vognmandstilladelser de næste 3 år.
Min klient fratages 25 års
vognmandsanciennitet, idet han ved en eventuel fornyet ansøgning om 3 år skal
dokumentere, at han er startet forfra som chauffør og har arbejdet som sådan
i
3 år.
Min klient fratages sit
indtægtsgrundlag med deraf følgende tab af arbejdspladser, eventuel
tvangssalg
af erhvervsejendom og tab for kreditorer.
Vejtransportrådets afgørelse
kan formodentlig indbringes for domstolene, men en sådan sag vil have et
tidsforløb som medfører, at min klient for længst er lukket, forinden en
afgørelse foreligger.
Min klient er et agtet
medlem af lokalsamfundet og har gennem sit 25-årige selvstændige virke
betjent
mange seriøse kunder, herunder bl.a. (X) Kommune, jvf. sagens skrivelser.
Afslutningsvis beklager min
klient endnu engang den forsinkede ansøgning. Han vidste ikke bedre.
Forsinkelsen af ansøgningen kan og må ikke være grundlag nok for en afgørelse
med så vidtrækkende konsekvenser.”
Et medlem af
Vejtransportrådet skrev den 18. december 1998 til Vejtransportrådet at han
gerne ville have sagen genoptaget da han havde fået oplysninger om forhold i
sagen som han ikke tidligere havde været bekendt med.
Færdselsstyrelsen meddelte
den 13. januar 1999 B at Vejtransportrådet efter anmodning fra et medlem af
rådet ville genoptage sagen.
Ved brev af 21. april 1999
meddelte Færdselsstyrelsen B at Vejtransportrådet havde fundet at hans
ansøgning om vognmandstilladelser ikke kunne imødekommes. Af afgørelsen
fremgår
bl.a. følgende:
”Rådet fandt efter en samlet
skønsmæssig vurdering af de foreliggende oplysninger, at det fortsat ikke er
gjort antageligt, at (B) vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i
overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens § 3,
stk. 1, nr. 8.”
Advokat C anmodede den 11.
maj 1999 på vegne af B Færdselsstyrelsen om en egentlig begrundelse for
afgørelsen. C skrev i den forbindelse at han var bekendt med at der var
fremsendt anbefalinger fra X Kommune og ( ) hvilket skulle dokumentere
B’s vandel.
Endvidere anførte C at det naturligvis kunne bebrejdes B at han overså
ændringen i godskørselsloven, men at der var tale om en uforsætlig handling
der
burde afgøres ved et bødeforelæg. Samtidig anmodede C Færdselsstyrelsen om
aktindsigt i sagen.
Efter at C havde fået
aktindsigt i sagen, bad han Færdselsstyrelsen vurdere B’s mulighed for
at opnå
de ansøgte vognmandstilladelser. C henviste i den forbindelse til en ny lov
om
godskørsel.
Færdselsstyrelsen meddelte C
den 19. august 1999 at der ikke var fremkommet oplysninger i sagen der gav
grundlag for en ny vurdering. Vejtransportrådets afgørelse af 21. april 1999
stod derfor ved magt idet B ikke opfyldte kravet i godskørselslovens § 3,
stk.
1, nr. 8.
Ved brev af 1. september
1999 klagede C på vegne af B til mig over Vejtransportrådets afgørelser af
henholdsvis 17. november 1998 og 21. april 1999. I brevet anførte advokaten
bl.a. følgende:
”Som det fremgår heraf har
min klient drevet virksomheden ( ) siden 1973. Han har ikke været medlem af
nogen arbejdsgiverorganisation og blev derfor ikke gjort opmærksom på
bestemmelsen i lovbekendtgørelse nr. 259 af 12.04.1995, hvorefter kørsel med
en
slamsuger fra 01.01.1997 krævede køretilladelse.
Da han blev opmærksom herpå
i sommeren 1998, blev der øjeblikkeligt fremsendt ansøgning, men
Vejtransportrådet har efter 2 behandlinger meddelt afslag med henvisning til
lovens § 3, stk. 1, nr. 8 – nu nr. 7.
Som det fremgår af det
vedlagte materiale, har der intet været at udsætte på min klients økonomi og
vandel. Da Vejtransportrådet alligevel meddeler afslag med henvisning til
denne
bestemmelse, gøres det gældende, at Rådet ikke har vurderet sagen objektivt,
men derimod truffet afgørelsen ud fra politiske motiver, herunder nogle
medlemmers ønske om at begrænse antallet af selvstændige
erhvervsvirksomheder.
Min klient har overtrådt
loven, men ikke bevidst. Om overtrædelsen løb over en dag eller halvandet år
er
efter min opfattelse uden betydning, for han søgte i samme øjeblik, han blev
opmærksom på bestemmelsen.
Det kan i øvrigt undre, at
Færdselsstyrelsen ikke tilskrev de kendte slamsugerfirmaer inden lovens
ikrafttræden, som man har gjort ved tidligere ændringer. Denne undladelse
kunne
opfattes således, at man derved forventede, at nogle virksomheder ville gå i
’fælden’.
Der er i denne sag tale om
en meget voldsom sanktion over for en uagtsom overtrædelse af loven. Min
klient
er blevet frataget sit levebrød efter at have drevet virksomheden i 25 år på
fuldt forsvarlig måde.”
Den 28. september 1999 bad
jeg Færdselsstyrelsen om udlån af sagens akter og om Vejtransportrådets
eventuelle bemærkninger til C’s klage af 1. september 1999.
Jeg modtog den 17. november
1999 sagens akter og Færdselsstyrelsens bemærkninger til C’s klage af 1.
september 1999. Af Færdselsstyrelsens brev af 16. november 1999 fremgår bl.a.
følgende:
”Det kan oplyses, at der fra
den 1. januar 1997 kræves vognmandstilladelse, hvis en slamsuger benyttes til
transport af andet gods end affaldsprodukter fra landbrugsbedrifter med
henblik
på spredning heraf på landbrugsjord.
Tidligere var slamsugere,
der udførte transport af oprenset materiale fra kloakker, tanke og brønde,
ikke
omfattet af kravet om vognmandstilladelse. Af bemærkningerne til lovforslag L
94 FT 1994-95 fremgår det, at der i Trafikministeriets udvalg vedrørende
revision af godskørselslovgivningen var enighed om, at der ikke er nogen
saglig
grund til, at slamsugere var omfattet af denne undtagelsesbestemmelse.
Slamsugning er således underordnet i forhold til hovedentreprisen, som er
godskørsel for fremmed regning. Ved denne ændring sidestilles kørsel med fast
affald (renovation) med kørsel med flydende affald (slam m.v.).
Trafikministeriet tilsluttede sig udvalgets indstilling.
Den hidtidige
undtagelsesbestemmelse for så vidt angår slamsugere blev oprindeligt ophævet
ved bekendtgørelse nr. 50 af 18. januar 1995 om godskørsel med virkning fra
1.
januar 1996. Bekendtgørelsen blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 188 af 22.
marts 1995 om godskørsel, der trådte i kraft 1. april 1995.
Ikrafttrædelsestidspunktet for så vidt angår kørsel med slamsugere blev dog
fastholdt,
således det fortsat var 1. januar 1996. Ved bekendtgørelse nr. 908 af 209.
november 1995 [29. november 1995; min bemærkning] blev kørsel med slamsugere
undtaget kravet om tilladelse indtil den 31. december 1996.
Ikrafttrædelsestidspunktet blev ved bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996
om
godskørsel udskudt til den 1. januar 1997.
Vejtransportrådet besluttede
i forbindelse med ikrafttrædelsen at etablere en overgangsordning, således at
enhver virksomhed, der kunne dokumentere, at den drev slamsugningsvirksomhed
på
tidspunktet for bekendtgørelsen af ophævelsen af den hidtil gældende
undtagelsesbestemmelse, hvilket tidspunkt var den 18. januar 1995, eller som
inden 1. januar 1996 var påbegyndt slamsugningsvirksomhed, og som havde
drevet
virksomheden kontinuerligt siden, kunne meddeles et antal tilladelser
begrænset
til kørsel med slamsuger
svarende til antallet af slamsugere. Ansøgeren skulle ikke opfylde
godskørselslovgivningens krav til faglige kvalifikationer, men alene opfylde
vandelskravet, (herunder kravet om god skik inden for branchen) og kravet til
økonomisk baggrund, ligesom virksomhedens seneste årsregnskab skulle vise en
fornuftig drift af virksomheden.
Ansøgninger modtaget
efter
1. januar 1997 kunne ikke komme
under overgangsordningen, og skulle derfor opfylde samtlige krav i
godskørselsloven, herunder om god skik inden for branchen.
I forbindelse med ophævelsen
af undtagelsesbestemmelsen anmodede Færdselsstyrelsen i breve af 12. juni
1996
vognmandsorganisationerne, de relevante fagblade samt Landsforeningen Danske
Maskinstationer om at orientere om kravet om tilladelse til kørsel med
slamsuger.
I forbindelse med ansøgning
om udstedelse af vognmandstilladelser i henhold til bekendtgørelse nr. 259 af
12. april 1995 af lov om godskørsel skal ansøgeren gøre det antageligt, at
han
vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse
med god skik inden for branchen, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 8.
Godskørselslovens § 3, stk.
1, nr. 8 omfatter bl.a. oplysninger om strafbare forhold, der ikke (eventuelt
endnu ikke) har medført strafbar tiltale. Et strafbart forhold behøver
således
ikke at være pådømt, men kan fremgå af oplysninger fra ansøgeren selv.
I henhold til Vejtransportrådets
praksis kan der således meddeles afslag, hvis ansøgeren igennem længere tid
har
udført ulovlig vognmandskørsel, også selvom der ikke er rejst tiltale for
overtrædelsen.
(B) søgte den 14. juli 1998
om udstedelse af 4 vognmandstilladelser samt om dispensation fra
kursuskravet.
I forbindelse med
ansøgningen blev det af (B)’s revisor i brev af 14. juli 1998 oplyst, at
(B)
siden 1973 havde drevet virksomhed med slamsugning og dermed beslægtede
aktiviteter.
I forbindelse med
sagsbehandlingen anmodede styrelsen i brev af 2. oktober 1998 (B) om en
redegørelse
vedrørende den udførte kørsel og omstændighederne herved.
I brev af 19. oktober 1998
oplyste revisor (A), at (B) ikke var medlem af nogen arbejdsgiverorganisation
og derfor ikke via løbende information var bekendt med, at der pr. 1. januar
1997 skulle ansøges om tilladelser til hans slamsugningsvirksomhed, hvilket
var
baggrunden for hans forsinkede ansøgning om tilladelser.
Sagen blev behandlet i
Vejtransportrådet på et møde den 17. november 1998. Rådet fandt efter en
skønsmæssig vurdering, at (B) ikke ville kunne udøve virksomhed på forsvarlig
måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf.
godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8.
Rådet lagde ved afgørelsen
vægt på, at (B) siden 1. januar 1997 havde udført slamsugning med 4 lastbiler
med en tilladt totalvægt over 6 tons uden at have haft tilladelse hertil.
Rådets afgørelse blev meddelt revisor (A) i brev af 17. november 1998.
I brev af 14. december 1998
anmodede (B)’s revisor om genoptagelse af sagen, idet revisoren fandt,
at
ansøgningen blev nægtet uden nogen specifik begrundelse og fandt derfor, at
den
væsentligste begrundelse var den forsinkede ansøgning. (B) havde været i god
tro og uvidende om, at der krævedes tilladelse til kørsel med slamsugere pr.
1.
januar 1997. Revisoren anførte, at det for den enkelte borger må være en
undskyldende omstændighed, at man ikke altid er fuldt opmærksom på nye
reglers
ikrafttræden samt at administrative afgørelser af denne vidtrækkende karakter
ikke burde kunne træffes uden appelmulighed.
I brev af 13. januar 1999
meddelte styrelsen (B)’s revisor, at sagen var blevet genoptaget efter
anmodning
af et af medlemmerne af Vejtransportrådet.
På et møde den 20. april
1999 fastholdt Vejtransportrådet den tidligere afgørelse. Rådet var fortsat
af
den opfattelse, at (B) p.g.a. den ulovlige kørsel ikke opfyldte kravet i
godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8. Afgørelsen blev meddelt revisor (A) i
brev af 21. april 1999.
I forbindelse med
Vejtransportrådets behandling af sagen på rådsmødet, fandt rådet ikke, at der
var anledning til at fravige dets tidligere praksis i lignende
sagskomplekser,
samt at der ikke var fremkommet nye oplysninger i forhold til
Vejtransportrådets tidligere beslutningsgrundlag.
I brev af 9. juni 1999
anmodede advokat (C) Færdselsstyrelsen om nyvurdering af sagen, idet
kompetencefordelingen mellem Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen ved lov
nr.
187 af 30. marts 1999 blev ændret, således at det er styrelsen, der fremover
træffer afgørelse i sager om udstedelse af vognmandstilladelser.
I styrelsens brev af 19.
august 1999 meddeltes det, at Vejtransportrådets afgørelse stod ved magt,
idet
der ikke var fremkommet oplysninger i sagen, der gav grundlag for en
nyvurdering.
Afgørelsen vedrørende afslag
på ansøgning om vognmandstilladelse er truffet i overensstemmelse med
Vejtransportrådets tidligere praksis i sagen vedrørende ( ) afgjort på
Vejtransportrådets møde den 3. september 1997 og i sagen vedrørende ( )
afgjort
på Vejtransportrådets møde den 22. september 1998, hvor der blev meddelt
afslag
med den begrundelse, at virksomhederne havde udført ulovlig
slamsugningskørsel.”
Den 16. december 1999 bad
jeg i forlængelse af mit brev af 28. september 1999 Færdselsstyrelsen om en
udtalelse i anledning af C’s klage. I den forbindelse skrev jeg bl.a.
følgende
til Færdselsstyrelsen:
”Jeg anmoder om at
Vejtransportrådet i udtalelsen kommer nærmere ind på spørgsmålet om i hvilket
omfang proportionalitetsprincippet er indgået ved vurderingen af sagen inden
rådet traf afgørelse den 17. november 1998 og den 21. april 1999. Jeg
henviser
i den forbindelse til det anførte i Jens Garde mfl.: Forvaltningsret,
Almindelige Emner (1997), s. 217ff.”
Jeg modtog en udtalelse fra
Færdselsstyrelsen af 1. februar 2000. I udtalelsen anførte Færdselsstyrelsen
bl.a. følgende:
”Færdselsstyrelsen skal som
sekretariat for Vejtransportrådet herved oplyse følgende:
Under sagens behandling i
Vejtransportrådet den 17. november 1998 blev det af et af medlemmerne af
rådet
anført, at indstillingen om afslag på godkendelse kunne synes hård.
Flertallet
af Vejtransportrådet vurderede imidlertid, at såfremt rådet i denne sag
godkendte virksomheden, ville det få konsekvens for tidligere afgjorte
tilsvarende sager om kørsel uden godkendelse. Endvidere lagde Rådet vægt på,
at
der forinden ikrafttrædelsen af lovændringen var oplyst om denne alle
relevante
steder, og det blev herunder anført, at ukendskab til loven ikke fritager for
ansvar. En godkendelse af ansøgeren ville tillige kunne give problemer i
branchen
på grund af Rådets strenge praksis i disse sager.
I forbindelse med
behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen på Vejtransportrådets
møde
den 21. april 1999 blev forholdsmæssigheden i Vejtransportrådets beslutning
om
afslag på vognmandstilladelse på ny drøftet. Vejtransportrådet var i den
forbindelse inde på, om en advarsel kunne være en alternativ og mindre
indgribende reaktionsmulighed.
Rådet fandt, at afslaget på
at godkende ansøgeren var særligt indgribende i denne sag, idet der var tale
om
en bestående virksomhed, der blev lukket. Det blev imidlertid anført,
at
ukendskab til reglerne ikke burde
fritage for ansvar,
at
sager af samme
art burde behandles ens, samt
at
hensynet til tilladelsessystemet, og dem der respekterer det, tilsiger en
streng praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse.
Det fremgår således af
referaterne fra Vejtransportrådets møder den 17. november 1998 og den 21.
april
1999, at proportionalitetsbetragtninger indgik ved vurderingen af sagen.
I den konkrete sag har
Vejtransportrådet efter en skønsmæssig vurdering dog fundet, at ansøgningen
måtte afslås af hensyn til respekten for tilladelsessystemet, samt at en
godkendelse efter ulovlig kørsel igennem længere tid ville sende et forkert
signal til hele branchen. Vejtransportrådet har i sagen ikke fundet, at en
mindre indgribende reaktion – en advarsel – kunne fremme disse
hensyn, idet
hensynet til retshåndhævelsen af godskørselslovens tilladelsessystem blev
fundet at måtte veje tungere end hensynet til den virksomhed, som har
overtrådt
loven.
Færdselsstyrelsen kan
afslutningsvis oplyse, at styrelsen i sager, hvor Vejtransportrådet tidligere
har givet afslag på anmodning om vognmandstilladelse på grund af ulovlig
kørsel, i henhold til Vejtransportrådets praksis kan give afslag i indtil 2
år
efter ophøret af den ulovlige kørsel.
I den konkrete sag må det
formodes, at den ulovlige kørsel ophørte, da (B) blev opmærksom på, at han
skulle have vognmandstilladelse, og ansøgte styrelsen om tilladelse i juli
1998.
Dette indebærer, at (B) til
juli 2000 kan søge om vognmandstilladelse og få den udstedt, såfremt han i
øvrigt opfylder godskørselslovgivningens krav.”
Ved brev af 29. februar 2000
kom C med bemærkninger til Færdselsstyrelsens udtalelse af 1. februar 2000. I
brevet anførte C bl.a. følgende:
”Det anføres, at
Vejtransportrådet blandt andet lagde vægt på, at der forinden ikrafttrædelsen
af lovændringen var oplyst om denne alle relevante steder, og at ukendskab
til
loven ikke fritager for ansvar. Det sidste er rigtigt, men det første er
tvivlsomt. Hvad er alle relevante steder? Min klients biler er i
Centralregistret registreret som slamsugere, og det ville have været en
simpel
sag at spørge der og derefter informere ejerne. Dette skete imidlertid ikke,
idet man i stedet tilsyneladende valgte blot at orientere
arbejdsgiverforeningerne, der derefter kunne informere medlemmerne. Der er
imidlertid
ingen pligt til medlemskab af en arbejdsgiverforening, hvorfor denne
fremgangsmåde ikke var fyldestgørende.
Min klient har altid forsøgt
at holde sig orienteret om ny lovgivning på området. Blandt andet deltog han
i
1992 i et af Danske Vognmænd arrangeret kursus om affaldshåndtering og
godkendelse af vognmænd. Kursusdeltagerne fik udleveret en kursusmappe med
materiale, der efter det oplyste ville blive jævnligt opdateret. Denne
opdatering var imidlertid uden advarsel ophørt inden lovens vedtagelse.
Med hensyn til
Vejtransportrådets argumenter for afslaget bemærkes, at det på intet
tidspunkt
er gjort gældende, at min klient skulle være straffri men alene, at den
’idømte’ straf ikke står i rimeligt forhold til min klients
uagtsomme
forseelse. Som foran nævnt er jeg enig i, at ukendskab til loven ikke
fritager
for ansvar, men jeg er ikke bekendt med andre forhold, hvor en uforsætlig
lovovertrædelse
medfører frakendelse af retten til at drive en virksomhed, som man har drevet
upåklageligt i de sidste 25 år.
Jeg tvivler endvidere på, at
der findes andre sager af samme art, og hensynet til tilladelsessystemet kan
meget vel tilgodeses med en advarsel eller en bøde.
Endelig bemærkes, at da man
først indførte bestemmelser om vognmandstilladelser – efter det oplyste
sidst i
1960’erne – fik alle eksisterende vognmænd automatisk tilladelse.
Det er meget godt, at min
klient nu får stillet i udsigt, at han formentligt kan generhverve sin
tilladelse
til juli måned, men hvad nytter det, når hans forretning er ødelagt.”
Færdselstyrelsen kom den 14.
marts 2000 med bemærkninger til C’s brev af 29. februar 2000. I brevet
af 14.
marts 2000 anførte Færdselsstyrelsen bl.a. følgende:
”Advokat (C) anfører i
brevet, at hans klients biler er registeret i Centralregisteret for
Motorkøretøjer
som ’slamsugere’. Styrelsen kunne efter hans opfattelse derfor uden
vanskeligheder have søgt information i registeret og dermed tilskrevet ejerne
af slamsugere direkte.
I forbindelse med
implementeringen af Rådets direktiv 98/79/EF om ændring af direktiv 96/26/EF
om
adgang til erhvervet godstransport m.v., hvorefter vægtgrænsen for
tilladelsespligtig vognmandskørsel med virkning fra den 1. oktober 1999 blev
sænket til motorkøretøjer og vogntog over 3.500 kg tilladt totalvægt,
tilskrev
styrelsen ejere af motorkøretøjer, der i centralregisteret var registreret i
denne vægtklasse.
Færdselsstyrelsen har i
sagens anledning kontaktet Centralregisteret for Motorkøretøjer, der har
oplyst, at det ikke er muligt på samme måde at trække køretøjer, der anvendes
til slamsugning, ud af registret. Betegnelsen slamsugning er en supplerende
oplysning, der
kan
knyttes til et
registreret køretøj. Det er dog ikke et krav, at der er en sådan supplerende
oplysning registreret. Dette betyder, at ikke alle lastbiler, der anvendes
til
slamsugning er registreret med oplysningen ’slamsugning’. Endvidere
kan
lastbiler, der anvendes til slamsugning, være registreret med en supplerende
oplysning af anden art, f.eks. ’tank’. På forespørgsel kunne
Centralregistret
for Motorkøretøjer ikke finde registreringer med den supplerende oplysning
’slamsugning’, og der er således ikke noget, der entydigt
indikerer, at en registreret
lastbil anvendes til slamsugning.
Det var således ikke ved
implementeringen af tilladelseskravet til slamsugere i 1997 – på samme
måde som
ved nedsættelsen af vægtgrænsen i 1999 for tilladelseskravet – ud fra
registreringer i Centralregistret for Motorkøretøjer muligt at kunne
tilskrive
samtlige ejere af lastbiler anvendt til slamsugning.
Det anføres videre i advokat
(C)’s brev, at der ikke var oplyst om lovændringen alle relevante
steder, da
alene arbejdsgiverforeningerne blev orienteret. Styrelsen kan i den
sammenhæng
oplyse, at der i forbindelse med lovændringen blev skrevet til Danske
Vognmænd,
Foreningen af Danske Eksportvognmænd, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening,
Landsforeningen Danske Maskinstationer og Langtursvognmanden (Foreningen af
Danske
Langtursvognmænd). Udover disse foreninger blev tillige fagbladene
Trans-Inform, Danmarks Transport-Tidende og Transport-Magasinet orienteret.
De tre sidstnævnte har ingen
tilknytning til hverken arbejdsgiver- eller
arbejdstagerforeninger. Styrelsen må således tilbagevise advokat (C)’s
påstand om, at alene arbejdsgiverforeningerne blev orienteret.
Det fremgår endelig af
advokat (C)’s brev, at advokaten tvivler på, at der findes andre sager
af samme
art, ligesom han finder, at hensynet til tilladelsessystemet meget vel vil
kunne tilgodeses med en advarsel eller en bøde.
Som anført i styrelsens brev
til ombudsmanden af 16. november 1999 er afgørelsen om afslag på
vognmandstilladelse truffet i overensstemmelse med tidligere praksis i sagen
( ), afgjort på Vejtransportrådets møde den 3. september 1997 og i sagen
vedrørende ( ), afgjort på Vejtransportrådets møde den 22. september 1998.
Afslagene blev, ligesom tilfældet var ved (B)’s virksomhed, begrundet
med, at
virksomhederne havde udført ulovlig slamsugningskørsel. Sagen vedrørende
(B)’s
virksomhed er således ikke enestående, men er afgjort i overensstemmelse med
tidligere praksis i den type sager.”
Ved brev af 6. april 2000
kom C med bemærkninger til Færdselsstyrelsens brev af 14. marts 2000. I
brevet anførte
C bl.a. følgende:
”Min klient har nu meddelt
mig, at selv om han ved registrering af en bil oplyser benyttelsen
’slamsugning’, bliver bilen registreret som ’lastvogn med
tank’. Man kunne
derfor have benyttet dette søgekriterie, eventuelt kombineret med
kloakservice,
slamsugning eller lign. Man kunne så have tilskrevet samtlige ejere af
motorkøretøjer registreret som lastvogn med tank.
Som nævnt i mit brev af
29.03. d.å. forsøgte min klient at holde sig orienteret, bl.a. ved deltagelse
i
det nævnte kursus, hvor opdateringen imidlertid uden forudgående orientering
til min klient ophørte inden lovens vedtagelse. Da det på daværende tidspunkt
ikke var påkrævet, at min klient havde vognmandstilladelse, kunne han i
øvrigt
ikke blive medlem af Danske Vognmænd, og det gælder sandsynligvis også de
øvrige nævnte foreninger.
De anførte fortilfælde har
jeg i sagens natur ikke mulighed for at kommentere, men såfremt det er
sammenlignelige sager, må det formodes, at ulovlighederne kunne være undgået,
såfremt man havde benyttet tidligere brugt praksis, hvorefter alle
eksisterende
virksomheder fik de nødvendige tilladelser, eller at man som et minimum
rettede
direkte henvendelse til de eksisterende virksomheder med oplysning om
lovændringen.
Jeg er således fortsat af den
opfattelse, at min klient har gjort, hvad han kunne, for at holde sig
orienteret, men at de ansvarlige myndigheder ikke har gjort, hvad der med
rimelighed må kunne forlanges med henblik på orientering om lovændringer, der
kan få så væsentlige følger for de berørte.”
Den 26. april 2000 skrev
Færdselsstyrelsen at C’s brev af 6. april 2000 ikke gav styrelsen
anledning til
at komme med yderligere bemærkninger til sagen.
Ved brev af 10. januar 2001
skrev C følgende til mig:
”
I forbindelse med sagen skal
jeg oplyse, at det i 2000 blev vedtaget, at også lastvogne på 6 tons og 4.600
kg. totalvægt skal have vognmandstilladelser. Dette har Færdselsstyrelsen
meddelt samtlige indehavere af sådanne lastbiler, herunder vognmændene under
fragtmandsvirksomheden 3 x 34. Samtidig fik vognmændene oplyst, at der kunne
søges dispensation i 3 år, hvorefter der blev tildelt et id.nr., og der er
herefter tid til at opfylde lovens krav til tildeling af
vognmandstilladelser.
Det ser således ud til, at
Færdselsstyrelsen har været i stand til at underrette vognmændene på
nuværende
tidspunkt, og min klient finder derfor, at han er blevet udsat for en helt
urimelig forskelsbehandling, idet nærværende sag ikke var opstået, såfremt
han
i forbindelse med den forrige lovændring var blevet tilskrevet på samme
måde.”
Den 29. januar 2001 kom
Færdselsstyrelsen med bemærkninger til det C havde anført i brevet af 10.
januar 2001. Af Færdselsstyrelsens brev fremgår bl.a. følgende:
”Advokat (C) beskriver i
brevet, hvorledes styrelsen i forbindelse med implementeringen af Rådets
direktiv 98/76/EF, hvorefter vægtgrænsen for tilladelsespligtig
vognmandskørsel
med virkning fra 1. oktober 1999 blev sænket til motorkøretøjer og vogntog
mellem 3.500 og 6.000 kg tilladt totalvægt, tilskrev de personer og
virksomheder, der i Centralregisteret for Motorkøretøjer var registreret som
indehaver af et køretøj i denne vægtklasse.
Styrelsen har tidligere i
brev af 14. marts 2000 til Ombudsmanden redegjort for denne fremgangsmåde og
samtidig oplyst, at det ikke i forbindelse med indførelse af tilladelseskrav
for
slamsugere
var muligt på samme
måde direkte at informere borgere, der udførte slamsugning. Der kan derfor
henvises til styrelsens brev af 14. marts 2000 og oplyses, at styrelsen ikke
har yderligere bemærkninger til advokat (C)’s brev.”
C modtog med mit brev af 6.
februar 2001 kopi af Færdselsstyrelsens brev af 29. januar 2001 til
orientering.
Ombudsmandens udtalelse
”Indledningsvis bemærker jeg at jeg har koncentreret min behandling af
sagen til at angå spørgsmålet om hvorvidt Vejtransportrådets afslag på at
udstede vognmandstilladelser efter godskørselsloven er i overensstemmelse med
den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.
Vejtransportrådets afgørelser af henholdsvis 17. november 1998 og 21. april
1999 er truffet efter den dagældende godskørselslov (lovbekendtgørelse nr.
259 af 12. april 1995 med senere ændringer).
De nugældende regler om godskørsel er indeholdt i lovbekendtgørelse nr. 64 af
25. januar 2000.
Efter bestemmelsen i godskørselslovens § 1, stk. 1, skulle den der udfører
godskørsel for fremmed regning, have tilladelse hertil af Vejtransportrådet
hvis kørslen blev foretaget med et dansk indregistreret motorkøretøj eller
vogntog med en samlet tilladt totalvægt der oversteg en af trafikministeren
fastsat vægtgrænse.
Det fremgik endvidere af den dagældende bekendtgørelse om godskørsel
(bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996) § 1, stk. 1, at godskørsel for
fremmed regning med et dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en
samlet tilladt totalvægt på mere end 6 tons krævede tilladelse fra
Vejtransportrådet. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 3, nr. 4, var godskørsel
for fremmed regning med motorkøretøjer der alene udførte transport af
affaldsprodukter fra landbrugsbedrifter med henblik på spredning heraf på
landbrugsjord, undtaget fra kravet om tilladelse.
Efter bekendtgørelse nr. 703 af 17. oktober 1990 om godskørsel, § 1, stk. 3,
nr. 4, var slamsugere der udførte transport af oprenset materiale fra
kloakker, tanke og brønde samt affald fra landbrugsproduktion, undtaget fra
kravet om tilladelse til godskørsel for fremmed regning. Ved bekendtgørelse
nr. 50 af 18. januar 1995 om godskørsel blev bekendtgørelse nr. 703 af 17.
oktober 1990 ophævet med virkning fra den 1. februar 1995 bortset fra
undtagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 3, nr. 4, angående slamsugere, der blev
ophævet med virkning fra den 1. januar 1996,
jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 2. Bekendtgørelse nr. 50 af 18. januar 1995
blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 188 af 22. marts 1995 om godskørsel med
undtagelse af overgangsbestemmelsen i § 24, stk. 2. Efter § 24, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 908 af 29. november 1995 om godskørsel blev godskørsel for
fremmed regning med slamsugere der udførte transport af oprenset materiale
fra
kloakker, tanke og brønde samt affald fra landbrugsproduktion, og som ikke
var
omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, nr. 4, undtaget fra kravet om
tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, indtil den 31. december 1996.
Bekendtgørelse
nr. 908 af 29. november 1995 blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 587 af 26.
juni 1996 om godskørsel med virkning fra den 1. juli 1996. Undtagelsen fra
kravet om tilladelse for så vidt angår slamsugere, blev dog opretholdt indtil
den 31. december 1996, jf. bekendtgørelsens § 23, stk. 4.
Færdselsstyrelsen har
angående baggrunden for kravet om vognmandstilladelse til godskørsel for
fremmed regning med slamsugere der udfører transport af oprenset materiale
fra
kloakker mv., henvist til bemærkninger til lov nr. 1136 af 21. december 1994.
Af disse bemærkninger (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 307 og 310)
fremgår bl.a. følgende:
’Efter den gældende
bestemmelse i godskørselsbekendtgørelsens § 1, stk. 4, jf. § 2 i lov om
godskørsel,
er slamsugere, der udfører transport af oprenset materiale fra kloakker,
tanke
og brønde samt affald fra landsbrugsproduktion, ikke omfattet af kravet om
tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning. Der var enighed om,
at
der ikke er nogen saglig grund til, at slamsugere er omfattet af denne
undtagelsesbestemmelse. Slamsugning er således underordnet i forhold til
hovedentreprisen, som er godskørsel for fremmed regning. Ved denne ændring
sidestilles kørsel med fast affald (renovation) med flydende affald (slam
m.v.).
6.
Bekendtgørelse om
godskørsel
Ministeriet vil i
forbindelse med lovforslagets vedtagelse udarbejde en ny bekendtgørelse om
godskørsel, hvorved de ovenfor nævnte indstillinger fra det gennemførte
udvalgsarbejde, som ikke kræver lovændring, vil blive gennemført. Det drejer
sig om skærpelse af kravet til økonomisk baggrund, medtagelse af slamsugere
under tilladelseskravet, præcisering af vægtgrænsen på 6 tons
(typegodkendelse)
for motorkøretøjer, samt mærkning af motorkøretøjer.’
I klagen har De fremført at
(B) ikke af myndighederne var blevet tilstrækkeligt informeret om ændringen
af
godskørselslovgivningen vedrørende tilladelseskravet for slamsugere. De har
bl.a. peget på at Færdselsstyrelsen på grundlag af registreringer i
Centralregisteret for Motorkøretøjer kunne have skrevet til samtlige ejere af
motorkøretøjer der blev anvendt til slamsugning, med henblik på at informere
om
tilladelseskravet. I den forbindelse har De henvist til at Færdselsstyrelsen
i
forbindelse med sænkninger af vægtgrænsen for tilladelsespligtig
vognmandskørsel i 1999 og 2000 har skrevet til ejere af motorkøretøjer der i
Centralregisteret for Motorkøretøjer er registreret i de vægtklasser der er
omfattet af ændringerne.
Færdselsstyrelsen har hertil
oplyst at det ikke i forbindelse med indførelsen af tilladelseskravet for
slamsugere på grundlag af registreringer i Centralregisteret for
Motorkøretøjer
var muligt at finde frem til samtlige ejere af lastbiler der anvendtes til
slamsugning.
Endvidere har
Færdselsstyrelsen oplyst at styrelsen i forbindelse med ændringen af
tilladelseskravet vedrørende slamsugere skrev til Danske Vognmænd, Foreningen
af Danske Eksportvognmænd, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening,
Landsforeningen Danske Maskinstationer og Langtursvognmanden (Foreningen af
Danske Langtursvognmænd). Færdselsstyrelsen orienterede endvidere en række
fagblade om ændringen.
Den måde hvorpå
Færdselsstyrelsen har orienteret vognmandsbranchen om ændringen af
godskørselslovgivningen,
giver mig ikke anledning til bemærkninger.
Jeg har på den baggrund og
på grundlag af oplysningerne i sagen ved min videre behandling lagt til grund
at (B)’s manglende kendskab til kravet om vognmandstilladelse for
slamsugere
efter den 31. december 1996 skyldtes uagtsomhed fra hans side.
Af forarbejderne til
godskørselsloven (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1546 og 1547)
fremgår bl.a. følgende angående formålet med indførelsen af
godkendelseskravet:
’Lovforslaget går ud på
revision af loven om godstransport, men det er under hensyn til ændringernes
karakter fundet hensigtsmæssigt at foreslå en ny lov til afløsning af den
gældende i stedet for at foretage ændringer heri.
Udførelse af
godskørsel for fremmed regning
vil
imidlertid fremover stadig kræve tilladelse, og ifølge lovforslaget skal
tilladelse
gives, såfremt vedkommende opfylder de fastsatte kvalifikationskrav, som
foreslås udbygget i forhold til den nugældende lov.
3.
Baggrunden for at indføre reguleringsordningen for godstransport
for fremmed regning var bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår
inden for erhvervet og bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt
at understøtte de bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge
færdselssikkerheden. Indtil godstransportloven kunne vognmandskørsel udføres
alene
på grundlag af et næringsbrev, og dette sammenholdt med mulighederne for ved
hjælp af afbetalingssystemet at kunne etablere sig uden nogen større
kapitalindsats medførte en tendens til permanent overfyldning af erhvervet.
Dette resulterede sammen med erhvervets omkostningsstruktur i, at der i vidt
omfang blev udført transporter, der ikke kunne dække omkostningerne, og den
svage økonomi indebar en forøget risiko for overtrædelse af bl.a.
færdselslovens bestemmelser især i form af kørsel med overlæs, mangelfuld
vedligeholdelse af materiellet og kørsel med trætte chauffører ved rattet,
med
deraf følgende konsekvenser for færdselssikkerheden. De anførte begrundelser
for en regulering har fortsat gyldighed og formålet med lovforslaget er
derfor
at skabe det mest hensigtsmæssige grundlag for at opfylde dette mål i lyset
af
de gjorte erfaringer med 1973-loven og den skete udvikling.’
Det fremgår endvidere i
forarbejderne (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 306) at:
’Baggrunden for at indføre
krav til den, der ansøger om at udføre godskørsel for fremmed regning, var
bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for erhvervet og
bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte de
bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge
færdselssikkerheden.
I de godt fem år den
nugældende ordning har fungeret, har det vist sig, at de krav, der stilles
til
vognmænd og ansøgere til tilladelse til godskørsel, ikke i fuldt omfang
sikrer,
at erhvervets udøvere er tilstrækkelig økonomisk og kvalitativt funderet.
Herudover er det konstateret, at der i et ikke ubetydeligt omfang udføres
godskørsel uden tilladelse, hvilket virker konkurrenceforvridende og er til
stor skade for erhvervets lovlige udøvere.’
Den dagældende godskørselslov
indeholdt i § 3, stk. 1, følgende betingelser for meddelelse af
vognmandstilladelse:
’
§ 3.
Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer,
der
har dansk indfødsret,
har bopæl her i landet,
ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,
hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under
konkurs,
ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,
hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover,
har økonomisk grundlag for at drive virksomheden
forretningsmæssigt forsvarligt,
ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en
nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed,
jf.
borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,
i faglig henseende er kvalificeret til at drive
vognmandsvirksomhed og gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på
forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.’
Bestemmelserne i den
dagældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 7 og 8, er indeholdt uændret i
den
gældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 6 og 7.
Det er således en betingelse
for at få en vognmandstilladelse bl.a. at ansøgere gør det antageligt at de
vil
kunne udøve vognmandsvirksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse
med
god skik inden for branchen.
I godskørselslovens
forarbejder og i den dagældende bekendtgørelse er dette krav angivet som et
vandelskrav.
Af bemærkningerne til godskørselsloven
(Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1548 og 1549) fremgår således bl.a.
følgende:
’Efter den gældende lov kan
en tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning alene gives til en
ansøger, der har økonomisk baggrund for at drive en sådan virksomhed, og som
i
faglig henseende er kvalificeret hertil. Ansøgerens vandel skal endvidere
være
i orden, hvilket vil sige, at den pågældende ikke må være dømt for et
strafbart
forhold, der kan begrunde en nærliggende fare for misbrug af tilladelsen,
eller
som giver grund til at antage, at ansøgeren ikke vil drive virksomheden på
forsvarlig måde.
Til brug for vurdering af,
hvorvidt en ansøgers vandel kan godkendes, indhentes i dag en fuldstændig
straffeattest, hvilket også sker ved ansøgning om fornyelse af tilladelser.
Ved
lovforslaget er den eksisterende ordning, hvorefter der kan meddeles afslag
på
en ansøgning på grund af vedkommendes strafbare forhold, opretholdt. Der kan
således bl.a. meddeles afslag i tilfælde, hvor vedkommende er dømt for
berigelseskriminalitet samt for overtrædelse af færdselsloven og
bestemmelserne
om køre- og hviletid m.v. Disse bestemmelser har en direkte relation til
udførelsen af vognmandserhvervet, og der skal derfor ikke gives tilladelse
til
ansøgere, der de seneste år inden ansøgningen er dømt for strafbart forhold,
der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre
vognmandsvirksomhed. Ligeledes indebærer lovforslaget, at der kan nægtes
tilladelse i tilfælde, hvor ansøgeren ikke kan antages at ville udføre
virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for
branchen, hvilket bl.a. kan være tilfældet, hvis vedkommende tidligere er
afskediget fra en stilling på grund af uredelighed.’
Ligeledes fremgår af de
specielle bemærkninger til godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8
(Folketingstidende
1988-89, tillæg A, sp. 1559) bl.a. følgende:
’Det er videre efter
bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en betingelse for meddelelse af
tilladelse, at ansøgeren i øvrigt gør det antageligt, at vedkommende vil
kunne
udøve virksomheden på forsvarlig måde. Bestemmelsen omfatter således
tilfælde,
hvor en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, der imidlertid
ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre
vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6, men herudover omfatter bestemmelsen
også forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale. Det kan således
være
oplyst, at ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed,
der
ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov
måde
har tilsidesat hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en
eventuel
tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke
kan
anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde.
Efter stk. 1, nr. 8., 2.
led, skal ansøgeren endvidere gøre det antageligt, at han vil udøve
virksomheden
i overensstemmelse med god skik inden for branchen, herunder at han vil kunne
drive virksomheden på en sådan måde, at den vil kunne leve op til de inden
for
branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent
transportvirksomhed. Det må i øvrigt understreges, at de krav der følger af
1.
og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende, og at der også vil kunne
nægtes tilladelse, såfremt vedkommende f.eks. ikke tidligere har overholdt de
kollektive overenskomster, eller som anført ovenfor har gjort sig skyldig i
et
eller flere strafbare forhold, der efter en samlet vurdering medfører, at
vedkommende ikke kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på
forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.’
Vejtransportrådet har som
begrundelse for afslagene på udstedelse af vognmandstilladelse anført at (B)
siden den 1. januar 1997 havde udført slamsugning med fire lastbiler uden at
have haft tilladelse hertil. Det var på den baggrund Vejtransportrådets
opfattelse at (B) ikke opfyldte vandelskravet i godskørselslovens § 3, stk.
1,
nr. 8, idet han ikke havde gjort det antageligt at han ville kunne udøve
virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for
branchen.
Færdselsstyrelsen har i
breve af henholdsvis 16. november 1999 og 14. marts 2000 henvist til at
afgørelsen i (B)’s sag er truffet i overensstemmelse med
Vejtransportrådets
praksis på området, herunder Vejtransportrådets afgørelse af 3. september
1997
og afgørelsen af 22. september 1998.
Det nærmere indhold af denne
praksis er beskrevet i Vejtransportrådets årsberetning fra 1998, kapitel IV.
I
årsberetningens s. 24ff, er anført følgende:
’
2.5 God skik inden for branchen
(lovens § 3, stk. 1, nr. 8).
Ansøgeren skal gøre det
antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og
i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
Bestemmelsen i § 3, stk. 1,
nr. 8, 2. led omfatter endvidere tilfælde, hvor en ansøger har begået et
eller
flere strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare
for
misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed (jf. lovens § 3, stk.
1,
nr. 7 og afsnit 2.4. ovenfor). Herudover omfatter bestemmelsen også forhold,
der ikke (eventuelt endnu ikke) har medført strafferetlig tiltale.
Et strafbart forhold behøver
således ikke at være pådømt, men kan fremgå af en modtagen politirapport
eller
af oplysninger fra en ansøger selv, for eksempel et regnskab.
Rådet har i 1998 haft
følgende sager forelagt, hvor ansøgeren har begået et eller flere strafbare
forhold, der efter rådets opfattelse bevirker, at ansøgeren ikke kan antages
at
have gjort det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på
forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen:
2. En person ansøgte om
udstedelse af vognmandstilladelse. I forbindelse med ansøgningen blev det
oplyst, at den pågældende siden 1994 havde udført renovationskørsel for en
kommune med en lastbil med tilladt totalvægt på over 6 tons. Ansøgeren
oplyste,
at han var af den opfattelse, at renovationskørsel med løse sække i fast rute
ikke krævede vognmandstilladelse. Rådet besluttede ikke at imødekomme
ansøgningen på grund af den ulovlige vognmandskørsel.
4. En person ansøgte om
udstedelse af 2 vognmandstilladelser. Af modtagne politirapporter fremgik, at
ansøgeren i flere tilfælde havde udført ulovlig godskørsel for fremmed
regning.
Det var endvidere oplyst, at ansøgeren tidligere samme år var idømt en bøde
for
ulovlig vognmandskørsel foretaget i 1997. Rådet lagde til grund, at den
pågældende igennem længere tid havde udført ulovlig vognmandskørsel og
meddelte
derfor afslag.
5. En person ansøgte om
udstedelse af 2 vognmandstilladelser. Af det indsendte materiale fremgik, at
den pågældende siden 1990 havde drevet virksomhed med højtryksspuling og
slamsugning; siden 1. januar 1997 med 2 lastbiler med tilladt totalvægt på
over
6 tons. En sådan kørsel har siden den 1. januar 1997 krævet
vognmandstilladelse
og Rådet fandt derfor, at den pågældende i perioden efter dette tidspunkt
havde
udført ulovlig vognmandskørsel og meddelte af den grund afslag på det
ansøgte.
’
Afgørelsen af om der er
grundlag for at meddele vognmandstilladelse efter godskørselsloven, beror som
anført ovenfor bl.a. på en konkret vurdering af om ansøgeren har gjort det
antageligt at han vil kunne udøve vognmandsvirksomheden på forsvarlig måde og
i
overensstemmelse med god skik inden for branchen.
De almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet,
skal
respekteres i sådanne sager.
Spørgsmålet er om
Vejtransportrådets afslag på (B)’s ansøgning er i overensstemmelse med
den
almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.
Af Jens Garde mfl.,
Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997), s. 217ff, fremgår bl.a. følgende:
’Det forudsættes i det
følgende, at forvaltningen har den fornødne hjemmel til at foretage indgreb
over for borgerne. Der gås endvidere ud fra, at der er den fornødne saglige
begrundelse for indgrebet. Som yderligere betingelse for forvaltningens
handlingers eller beslutningers lovlighed må imidlertid stilles, at indgrebet
ikke er videregående, end formålet tilsiger. Den skønsmæssige afvejning er
begrænset af et
proportionalitetsprincip.
Hvor forvaltningen har et valg mellem flere reaktioner til opnåelse af et
ønskeligt resultat, følger det af princippet, at forvaltningen er forpligtet
til at vælge den mindst indgribende, som er tilstrækkelig til opnåelse af
formålet.
Som det fremgår af
bemærkningerne ovenfor, ligger der i proportionalitetsprincippet et krav om
et
rimeligt forhold mellem mål og midler. Jo mere indgribende foranstaltninger,
der er tale om, desto klarere må begrundelsen være.’
Jeg henviser for så vidt
angår proportionalitetsprincippet, endvidere til Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret
(1994), s. 254. Heraf fremgår bl.a. følgende:
’Ved valget mellem flere
mulige udformninger af afgørelsens indhold er forvaltningen forpligtet til
ikke
at gå videre med hensyn til at påføre borgerne byrder, end formålet tilsiger.
Dette proportionalitetsprincip bygger på samme tankesæt, som ligger bag de
ovenfor omtalte skærpede hjemmelskrav i forhold til særligt bebyrdende
afgørelser.’
Endvidere henviser jeg til
Jan Timmermann Pedersen, Proportionalitetsprincippet (2000).
Jeg har tidligere haft lejlighed
til at tage stilling til om en afgørelse om at slette en person som
a-kasse-medlem var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Jeg
henviser til min beretning for 1999, s. 80f*. I denne sag klagede en mand
over
at han var blevet slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse fordi han ikke
rettidigt havde indbetalt et nærmere angivet beløb til en anden
arbejdsløshedskasse. Efter min opfattelse var det tvivlsomt om afgørelsen om
at
slette medlemmet som a-kasse-medlem var i overensstemmelse med det
grundlæggende proportionalitetsprincip. Afgørelsen om at slette medlemmet som
a-kasse-medlem ramte den pågældende særdeles hårdt økonomisk. Ved min
vurdering
af sagen hæftede jeg mig endvidere ved at medlemmet ved at deponere
restgælden
havde vist at han var indstillet på at betale. Han befandt sig imidlertid i
en
vildfarelse med hensyn til retsvirkningerne af deponeringen, og den
vildfarelse
burde være åbenbar for myndighederne.
I en sag gengivet i min
beretning for 1994, s. 365f*, har jeg desuden vurderet berettigelsen i
forhold
til proportionalitetsgrundsætningen af en afskedigelse. I denne sag udtalte
jeg
at jeg måtte nære alvorlige betænkeligheder ved at DSB havde fundet det
berettiget at anvende en så vidtgående sanktion som afskedigelse med opsat
pension over for de forseelsestyper der forelå i sagen.
Fra nyere retspraksis kan
nævnes to domme om inddragelse af fiskerilicens til industrifiskeri hvori der
indgår overvejelser om proportionalitetsprincippet. Begge sagerne drejede sig
om § 6, stk. 2, i den dagældende lov om regulering af fiskeriet der havde
følgende ordlyd:
’
Stk. 2.
Fiskeriministeren kan tilbagekalde licensen, hvis
indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af de i
licensen foreskrevne vilkår.’
I en Vestre Landsrets dom
gengivet i UfR 1999, s. 1880f, anså landsretten Fiskeridirektoratets
inddragelse af en licens til industrifiskeri for ugyldig. I denne sag havde
en
fisker der havde tilladelse til at drive industrifiskeri med sit fartøj i
alle
farvande, losset industrifisk fra sit fartøj i Bergen uden forudgående
anmeldelse til Fiskeridirektoratet som foreskrevet. På den baggrund inddrog
Fiskeridirektoratet
fiskerens tilladelse for en måned i medfør af § 6, stk. 2, i lov om
regulering
af fiskeriet. Fartøjet der var ført af en afløserskipper, var under fiskeri i
Nordsøen på grund af vejrforholdene sejlet til havn i Bergen hvor losningen
af
fangsten skete efter forudgående anmeldelse til en norsk salgsorganisation.
Landsretten fremhævede en
række konkrete omstændigheder i forbindelse med fiskeriet og losningen,
herunder at skibsføreren efter eget udsagn var uvidende om reglerne om
forudanmeldelse ved landing i udlandet. Endvidere fremhævede landsretten
bl.a.
at der ikke var landet eller søgt landet ulovligt fangede fisk. Herefter
udtalte landsretten følgende:
’Ved afgørelsen af, om den
manglende forudanmeldelse af den losning, der fandt sted i Bergen, kan anses
for ’grov’ i den forstand, dette udtryk anvendes i § 6 i lov om
regulering af
fiskeriet, må det dog også tages i betragtning, at inddragelsen af
tilladelsen
til industrifiskeri for en kortere eller længere periode er et alvorligt
indgreb i licenshaverens næring. Der er tale om en sanktion, som har
umiddelbar
virkning for den pågældendes udøvelse af erhvervet, og det kan være
vanskeligt
at overskue konsekvenserne af sanktionen, idet virkningerne af inddragelsen
og
dermed sanktionens intensitet til dels er afhængig af, på hvilket tidspunkt
af
fiskerisæsonen inddragelsen for et givet tidsrum sker. Dertil kommer, at der
ikke i forarbejderne til bestemmelsen i § 6, stk. 2, i lov om regulering af
fiskeriet er anført omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at der
efter bestemmelsen skulle være adgang til at inddrage allerede meddelte
tilladelser i videre omfang, end tilladelser efter anden tilsvarende
lovgivning
kan inddrages, eller at det almindeligt gældende forvaltningsretlige princip
om
proportionalitet skulle være helt eller delvist fraveget.
På den baggrund og under
hensyn til, at reglerne om forudanmeldelse – uanset deres væsentlige
betydning
for kontrolordningens funktion – dog knytter sig til den formelle
tilrettelæggelse af procedurerne for fiskerikontrollen,
at
der ikke er sket ulovligt fiskeri, og
at
landingen af fisk i Norge efterfølgende af sagsøgte selv er
indberettet til fiskerimyndighederne ved indlevering af logbog og afregning,
findes den manglende forudanmeldelse til sagsøgeren ikke at kunne betegnes
som
så grov, at den kan begrunde inddragelse af sagsøgtes tilladelse til
industrifiskeri.
Landsretten har herved også
lagt vægt på, at det efter det oplyste må antages, at landingen i Norge
skyldtes vejforholdene, og at den var usædvanlig for Ole Jensen
[skibsføreren;
min bemærkning], der ikke tidligere havde landet fisk uden for
Thyborøn.’
I en anden sag om
inddragelse af fiskerilicens til industrifiskeri gengivet i UfR 2000, s.
2217f,
anså Højesteret derimod ikke Fiskeridirektoratets inddragelse af
fiskerilicens
for ugyldig. Denne sag drejede sig om en fisker der havde tilladelse til
industrifiskeri
i alle farvande. Som vilkår for tilladelsen var bl.a. fastsat at bifangster
af
sild ikke måtte overstige 10 pct., og at andelen af usorterbar fisk højst
måtte
udgøre 25 pct. af den samlede mængde fisk om bord. Det fremgik af tilladelsen
at denne kunne inddrages uden varsel efter reglerne i § 6 i lov om regulering
af fiskeriet hvis vilkårene ikke blev overholdt. Efter at kutteren var vendt
tilbage, viste en stikprøve fra lasten at sildefangsten udgjorde 19,53 pct.
af
den samlede mængde fisk og at mængden af usorterbar fisk var 42,29 pct., og
fiskerilicensen blev inddraget for en måned. Under denne sag gjorde fiskeren
gældende at licensinddragelsen stred mod proportionalitetsprincippet med
henvisning til at der ikke var forholdsmæssighed mellem hans forseelse og
inddragelsen af licensen. Fiskeridirektoratet fremførte at inddragelsen af
licensen i en måned ikke stred mod proportionalitetsgrundsætningen.
Direktoratet henviste til at der var tale om en meget betydelig overskridelse
af de tilladte grænser for bifangster.
Henset til overskridelsernes
omfang anså landsretten ikke licensinddragelsen på en måned for et
uforholdsmæssigt indgreb. Højesteret stadfæstede landsrettens dom af de
grunde
der var anført af landsretten, og med enkelte bemærkninger. Af Højesterets
præmisser fremgår at Højesteret lagde vægt på at den konkrete landing af fisk
i
betragtning af de formål som tilladelsesordningen skulle tjene, ud fra en
objektiv vurdering utvivlsomt måtte anses som en grov overtrædelse af
vilkårene
for tilladelsen til industrifiskeri. Højesteret lagde endvidere vægt på at
vilkårsovertrædelsen ikke skyldtes undskyldelige forhold.
Som det fremgår, blev der i
begge sager foretaget en vurdering af om de konkrete omstændigheder i sagen
berettigede afgørelsen om at inddrage fiskerilicensen. I den forbindelse
inddrog domstolene overvejelser om hvorvidt den overtrædelse af reglerne som
var blevet begået, var af mere formel karakter, eller om den stred mod
formålet
med licensordningerne. Det indgik også i bedømmelsen om overtrædelsen
skyldtes
undskyldelige forhold, herunder om skibsføreren havde været bekendt med de
regler han havde overtrådt.
Fra retspraksis kan også
nævnes sagen gengivet i UfR 1991, s. 130f. Den drejer sig om en vognmand som
fra 1972 til 1987 i alt 25 gange var dømt eller havde vedtaget bøder for
overtrædelse af henholdsvis færdselslovgivningens regler om overlæs og
reglerne
i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om arbejderbeskyttelse i
landevejstransport angående køre- og hviletid m.v. Vognmanden var endvidere
både i 1985 og 1987 dømt for spirituskørsel. På den baggrund fandt
Vejtransportrådet at der var grund til at antage at vognmanden ikke fremtidig
ville drive sin vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde, og rådet
tilbagekaldte
uden forudgående advarsel hans tilladelser til godskørsel. I præmisserne
fremhævede Højesteret at vognmanden ikke havde fået nogen advarsel forud for
tilbagekaldelsen af tilladelserne, og at den spirituskørsel som fandt sted i
1985, ikke umiddelbart gav Vejtransportrådet anledning til at overveje
tilbagekaldelse. Under disse omstændigheder fandt Højesteret ikke fuldt
tilstrækkelig grundlag for at antage at vognmanden ikke i fremtiden ville
drive
sin virksomhed på forsvarlig måde.
For så vidt angår
spørgsmålet om hvorvidt proportionalitetsprincippet er indgået ved
vurderingen
af (B)’s sag, har Færdselsstyrelsen som sekretariat for
Vejtransportrådet bl.a.
udtalt følgende:
’Under sagens behandling i
Vejtransportrådet den 17. november 1998 blev det af et af medlemmerne af
rådet
anført, at indstillingen om afslag på godkendelse kunne synes hård.
Flertallet
af Vejtransportrådet vurderede imidlertid, at såfremt rådet i denne sag
godkendte virksomheden, ville det få konsekvens for tidligere afgjorte
tilsvarende sager om kørsel uden godkendelse. Endvidere lagde Rådet vægt på,
at
der forinden ikrafttrædelsen af lovændringen var oplyst om denne alle
relevante
steder, og det blev herunder anført, at ukendskab til loven ikke fritager for
ansvar. En godkendelse af ansøgeren ville tillige kunne give problemer i
branchen på grund af Rådets strenge praksis i disse sager.
I forbindelse med
behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen på Vejtransportrådets
møde
den 21. april 1999 blev forholdsmæssigheden i Vejtransportrådets beslutning
om
afslag på vognmandstilladelse på ny drøftet. Vejtransportrådet var i den
forbindelse inde på, om en advarsel kunne være en alternativ og mindre
indgribende reaktionsmulighed.
Rådet fandt, at afslaget på
at godkende ansøgeren var særligt indgribende i denne sag, idet der var tale
om
en bestående virksomhed, der blev lukket. Det blev imidlertid anført,
at
ukendskab til reglerne ikke burde
fritage for ansvar,
at
sager af samme
art burde behandles ens, samt
at
hensynet til tilladelsessystemet, og dem der respekterer det, tilsiger en
streng praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse.
Det fremgår således af
referaterne fra Vejtransportrådets møder den 17. november 1998 og den 21.
april
1999, at proportionalitetsbetragtninger indgik ved vurderingen af sagen.
I den konkrete sag har
Vejtransportrådet efter en skønsmæssig vurdering dog fundet, at ansøgningen
måtte afslås af hensyn til respekten for tilladelsessystemet, samt at en
godkendelse efter ulovlig kørsel igennem længere tid ville sende et forkert
signal
til hele branchen. Vejtransportrådet har i sagen ikke fundet, at en mindre
indgribende reaktion – en advarsel – kunne fremme disse hensyn,
idet hensynet
til retshåndhævelsen af godskørselslovens tilladelsessystem blev fundet at
måtte veje tungere end hensynet til den virksomhed, som har overtrådt
loven.’
Ved vurderingen af om (B)’s
udførelse af slamsugning efter den 31. december 1996 uden vognmandstilladelse
var af en sådan karakter at dette forhold i sig selv kunne begrunde afslag på
hans ansøgning om vognmandstilladelse, må der efter min opfattelse lægges
vægt
på at afgørelsen om afslag var af særlig indgribende karakter.
Vejtransportrådets afslag på
at udstede vognmandstilladelse indebar således at (B) blev udelukket fra at
fortsætte med at drive den selvstændige virksomhed som han efter det oplyste
havde drevet siden 1973. (B) havde efter det oplyste ikke haft anden
beskæftigelse de seneste 25 år. Afgørelsens retsvirkninger svarer derfor til
en
tilbagekaldelse af en erhvervstilladelse, og den har efter det oplyste ramt
(B)
særdeles hårdt økonomisk.
Jeg har endvidere overvejet
det Færdselsstyrelsen har anført om at ukendskab til reglerne ikke fritager
for
ansvar.
Jeg er naturligvis enig i at
man som borger kan pådrage sig et ansvar selv om man ikke havde kendskab til
de
regler man har overtrådt. Ved bedømmelsen af hvor streng en reaktion der bør
anvendes
ved overtrædelse af godskørselslovens godkendelseskrav, må det dog efter min
opfattelse tages i betragtning om der foreligger en forsætlig eller uagtsom
overtrædelse af reglerne. Efter det for mig oplyste var årsagen til at (B)
udførte slamsugningsvirksomhed efter den 31. december 1996 uden
vognmandstilladelse, at han ikke var bekendt med at slamsugningsvirksomhed
med
virkning fra den 1. januar 1997 var omfattet af godskørselslovens
godkendelseskrav. Som nævnt ovenfor må dette forhold betegnes som uagtsomt.
Der
foreligger således ikke i sagen oplysninger om at (B) forsætligt skulle have
udført kørsel i strid med godskørselslovens tilladelseskrav.
Endvidere har jeg hæftet mig
ved at (B) af egen drift ansøgte Vejtransportrådet om tilladelse til at
udføre
godskørsel for fremmed regning da han blev opmærksom på at hans virksomhed
var
blevet omfattet af godskørselslovens tilladelseskrav.
Jeg har også hæftet mig ved
det i sagen oplyste om at (B) har meldt sig ind i Danske Vognmænd med henblik
på at sikre sig at han fremover bliver orienteret om ny lovgivning på
området.
Ved min bedømmelse af sagen
er jeg endvidere opmærksom på det Færdselsstyrelsen har anført om at hensynet
til det ved godskørselsloven etablerede tilladelsessystem tilsiger at
Vejtransportrådets praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse bør
være
streng. I den konkrete sag fandt Vejtransportrådet således at hensynet til
håndhævelsen af tilladelsessystemet måtte vejere tungere end hensynet til
(B).
Jeg er enig i at hensynet
til håndhævelse af tilladelsessystemet må tillægges stor betydning. Dette
hensyn må dog afvejes over for andre hensyn ved administrationen af
godskørselsloven. Højesterets dom i sagen UfR 1991, s. 130f, illustrerer at
efter omstændighederne bliver tilladelser til godskørsel for fremmed regning
opretholdt selv om der foreligger et betydeligt antal lovovertrædelser af den
art som tilladelsessystemet skal modvirke.
I den foreliggende sag er
der ikke konkrete oplysninger der tyder på at hensynet til håndhævelse af
tilladelsessystemet ville være blevet alvorligt tilsidesat hvis (B) havde
fået
en vognmandstilladelse.
Herudover må det efter min
mening også tages i betragtning at uanset at tilladelsessystemet er
væsentligt
for at sikre opnåelsen af de formål som godskørselsloven skal varetage, er
der
tale om et sæt af procedureregler som skal muliggøre den nødvendige kontrol
af
godskørsel for fremmed regning. Det er disse regler (B) har overtrådt, mens
der
ikke foreligger oplysninger om at han har handlet på en måde der er i strid
med
de formål som tilladelsessystemet sigter på at varetage. Som nævnt er disse
formål at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for erhvervet og bedre
sociale
vilkår for vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte bestræbelserne på
at
øge færdselssikkerheden. Herefter, og da der heller ikke i øvrigt er
oplysninger i sagen om at (B)’s ansøgning om vognmandstilladelse ville
være
blevet afslået med anden begrundelse end den anførte, er der ikke grundlag
for
at antage at (B) ikke ville have fået vognmandstilladelsen hvis han havde
indgivet sin ansøgning rettidigt.
Der indgår heller ikke i
sagen oplysninger om at (B) ved udøvelsen af sin slamsugningsvirksomhed i
øvrigt skulle have overtrådt gældende regler på området.
På den baggrund kan hensynet
til at sikre respekten for det ved godskørselsloven etablerede
tilladelsessystem
og formålet med godkendelseskravet næppe begrunde en afgørelse med så
alvorlige
konsekvenser for (B).
Selv om jeg er enig i
betydningen af de hensyn som Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen har
fremført, er det efter en samlet bedømmelse af sagen min opfattelse at en
afgørelse med så alvorlige konsekvenser for (B) ikke kan anses for at være i
overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om
proportionalitet.
Jeg har gjort
Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen bekendt med min opfattelse.
Jeg
har i dag henstillet til Vejtransportrådet at
rådet overvejer at genoptage behandlingen af sagen.”
Færdselsstyrelsen meddelte
mig den 19. juni 2001 at Vejtransportrådet på et møde den 15. juni 2001 havde
besluttet at træffe ny afgørelse i sagen. Efter den nye afgørelse i sagen
blev
vognmanden anset for at opfylde kravet i den nugældende godskørselslovs § 3,
stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, nr. 8, i den dagældende
godskørselslov.
I brev af 26. juni 2001
meddelte jeg Færdselsstyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
Færdselsstyrelsen meddelte
mig den 19. juni 2001 at Vejtransportrådet på et møde den 15. juni 2001 havde
truffet en ny afgørelse i sagen. Efter den nye afgørelse i sagen blev
vognmanden anset for at opfylde kravet i den nugældende godskørselslovs § 3,
stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, nr. 8, i den dagældende
godskørselslov.
Jeg meddelte herefter
Færdselsstyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.
NOTER: (*)
FOB 1999, s. 80,
og
FOB 1994, s. 365.
Lignende dokumenter
- 1994 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM GODSKØRSEL Retsinformation · 23. december 1994
- Afslag på køretilladelse på grund af tidligere økonomiske vanskeligheder. Retsinformation · 3. november 2003
- Skriftlig fremsættelse (27. november 1998) - L 108 Retsinformation · 27. november 1998
- 1997 LSF 138 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN(* 1), GODSKØRSELSLOVEN, LOV OM VÆGTAFGIFT AF MOTORKØRETØJER M.V. OG LOV OM AFGIFT EFTER BRÆNDSTOFFORBRUG FOR VISSE PERSONBILER (SKÆRPET KONTROL AF TUNGE KØRETØJER M.V.) Retsinformation · 11. december 1997
- Vandelskravet Godskørsel Retsinformation · 1. oktober 1997
- Forslag til Lov om ændring af lov om godskørsel (Tilladelsesordning for varebiler) Retsinformation · 27. april 2018