Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse

FOU nr 2001.479UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på ansøgning om udstedelse af vognmandstilladelse

Det fremgår af sagen at

revisor A den 14. juli 1998 på vegne af B ansøgte Vejtransportrådet om

tilladelse til udførelse af godskørsel for fremmed regning angående fire

motorkøretøjer. Der ansøgtes endvidere om dispensation fra kursuskravet.

I brevet af 14. juli 1998

skrev revisor A at B havde drevet den selvstændige virksomhed ( ) siden 1973,

og at han ikke havde beskæftiget sig med andet. Virksomheden beskæftigede sig

hovedsagelig med slamsugning og beslægtede aktiviteter.

I et brev af 2. oktober 1998

skrev Færdselsstyrelsen bl.a. følgende:

”Den 31. december 1996

trådte et krav om, at kørsel med slamsuger var omfattet af tilladelseskravet

i

godskørselsloven med tilhørende bekendtgørelse i kraft. Kravet fremgår af §

23,

stk. 4, i Trafikministeriets bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996 om

godskørsel.

Det fremgår af det indsendte

materiale, at ansøgeren har udført slamsugervirksomhed siden 1973.

I henhold til § 1, stk. 1,

nr. 8, 2. led i Trafikministeriets lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april

1995

om godskørsel, skal en ansøger om tilladelse efter loven gøre det antageligt,

at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Ansøgningen vil således

skulle forelægges Vejtransportrådet på næste møde, der forventes afholdt den

17. november 1998 med henblik på en vurdering af, hvorvidt ansøgeren opfylder

ovennævnte krav.

Læs alt

Såfremt De eller

virksomheden ønsker at fremkomme med en redegørelse for den udførte kørsel og

omstændighederne herved, anmoder styrelsen om, at en sådan modtages

inden

21 dage fra dato. I modsat fald vil ansøgningen blive forelagt på

foreliggende grundlag.”

Revisor A redegjorde ved

brev af 19. oktober 1998 for virksomheden ( ) og baggrunden for den sene

indgivelse af ansøgning om vognmandstilladelser. Af brevet fremgår bl.a.

følgende:

”(B) har siden 1973 drevet

( ) og har beskæftiget sig med slamsugning, transport af flydende affald og

dermed beslægtet virksomhed. (B) har opfyldt de betingelser som (X)

Kommune har stillet for forsvarlig drift af

en sådan virksomhed, jvf. vedlagte skrivelse fra (X) Kommune samt vedlagte

kopier af kursusbeviser for vejtransport af farligt gods samt indsamling af

olie- og kemikalieaffald, herunder det forhold, at driftsmateriel er godkendt

af Statens bilinspektion samt Statens brandinspektion.

(B) har ikke været medlem af

nogen arbejdsgiverorganisation og har derfor ikke via løbende information

været

bekendt med at der pr. 1.1.1997 skulle ansøges om tilladelser til hans

særskilte virksomhed. Dette er baggrunden for den dybt beklagelige forsinkede

ansøgning om tilladelser. Såfremt (B) havde været klar over kravet pr.

1.1.1997

ville han på det tidspunkt helt naturligt have iværksat ansøgningen. For en

god

ordens skyld skal jeg oplyse, at han nu har indmeldt virksomheden i

Hovedorganisationen Danske Vognmænd.

Som det også fremgår af

vedlagte skrivelse fra (X) Kommune, som er en af virksomhedens større kunder

har der aldrig været noget at udsætte på driften af virksomheden, hverken af

færdselsmæssig eller miljømæssig art.

Afslutningsvis skal jeg

anføre, at for (B) er imødekommelse af ansøgningen af eksistentiel betydning,

idet virksomheden ellers må ophøre med store menneskelige konsekvenser og tab

af arbejdspladser.”

Færdselsstyrelsen meddelte

den 17. november 1998 at Vejtransportrådet på mødet havde fundet at B’s

ansøgning om fire vognmandstilladelser ikke kunne imødekommes. Af afgørelsen

fremgår følgende:

”Idet der henvises til ansøgningen

om udstedelse af 4 vognmandstilladelser meddeles det, at sagen har været

forelagt Vejtransportrådet.

Rådet fandt efter en samlet

skønsmæssig vurdering af de foreliggende oplysninger, at det ikke er gjort

antageligt, at (B) vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens § 3,

stk. 1, nr. 8.

Ansøgningen kan således ikke

imødekommes, da (B) ikke opfylder kravet i godskørselslovens § 3, stk. 1, nr.

8.

Rådet lagde i sin afgørelse

vægt på, at det af det oplyste fremgår, at (B) siden 1. januar 1997 har

udført

slamsugning med 4 lastbiler med en tilladt totalvægt over 6 tons uden at have

haft tilladelse hertil.

Siden 1. januar 1997 har det

krævet vognmandstilladelse, såfremt en slamsuger benyttes til transport af

andet gods end affaldsprodukter fra landsbrugsbedrifter med henblik på

spredning heraf på landsbrugsjord.

Afgørelsen, der er truffet i

henhold til godskørselslovens § 3, kan i medfør af lovens § 8, stk. 1, ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

I henhold til § 3 i

Trafikministeriets lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 1995 om godskørsel

kan vognmandstilladelser alene udstedes til ansøgere, der har økonomisk

baggrund for at drive vognmandsvirksomhed, og som i faglig og vandelsmæssig

henseende er kvalificeret hertil og ikke har betydelig forfalden gæld til det

offentlige.

I henhold til

godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8, skal en ansøger gøre det antageligt, at

denne vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med

god skik inden for branchen.”

Ved brev af 14. december

1998 anmodede revisor A Vejtransportrådet om at genoptage sagen. I brevet var

bl.a. anført følgende:

”Vejtransportrådet har

således den 17.11. nægtet min klient de ansøgte tilladelser uden nogen

specifik

begrundelse. Efter samtaler med Færdselsstyrelsen må jeg formode, at den

eneste

væsentlige begrundelse er den forsinkede ansøgning.

Som det også fremgår af

sagens korrespondance som vedlagt i kopi beklager min klient dybt, at

ansøgningen først er indsendt medio 1998, men min klient var simpelthen ikke

klar over de nye reglers ikrafttræden pr. 1.1.1997 for slamsugere. Han blev

først klar over dette, da et af DV’s medlemmer, ( ), anmeldte min klient

medio

1998, paradoksalt efter at min klient havde kørt for ( ) gennem flere år,

også

efter 1.1.1997. Min klient har således drevet sin virksomhed i aldeles god

tro

og uden vidende om, at han inden 1.1.1997 skulle have søgt om tilladelserne.

I vort regulerede og

lovkomplekse samfund må det for den enkelte borger være en undskyldende

omstændighed, at man ikke altid er fuld opmærksom på nye reglers

ikrafttræden.

I dette tilfælde var min klient på daværende tidspunkt ikke medlem af DV,

hvorfor han ikke modtog løbende erhvervsinformation.

Der bør i vort retssamfund

ikke kunne træffes administrative afgørelser af denne inappelable karakter og

som har så vidtrækkende øjeblikkelige konsekvenser.

Min klient fratages retten

til at udøve sin gennem 25 år drevne virksomhed.

Min klient fratages retten

til at ansøge om vognmandstilladelser de næste 3 år.

Min klient fratages 25 års

vognmandsanciennitet, idet han ved en eventuel fornyet ansøgning om 3 år skal

dokumentere, at han er startet forfra som chauffør og har arbejdet som sådan

i

3 år.

Min klient fratages sit

indtægtsgrundlag med deraf følgende tab af arbejdspladser, eventuel

tvangssalg

af erhvervsejendom og tab for kreditorer.

Vejtransportrådets afgørelse

kan formodentlig indbringes for domstolene, men en sådan sag vil have et

tidsforløb som medfører, at min klient for længst er lukket, forinden en

afgørelse foreligger.

Min klient er et agtet

medlem af lokalsamfundet og har gennem sit 25-årige selvstændige virke

betjent

mange seriøse kunder, herunder bl.a. (X) Kommune, jvf. sagens skrivelser.

Afslutningsvis beklager min

klient endnu engang den forsinkede ansøgning. Han vidste ikke bedre.

Forsinkelsen af ansøgningen kan og må ikke være grundlag nok for en afgørelse

med så vidtrækkende konsekvenser.”

Et medlem af

Vejtransportrådet skrev den 18. december 1998 til Vejtransportrådet at han

gerne ville have sagen genoptaget da han havde fået oplysninger om forhold i

sagen som han ikke tidligere havde været bekendt med.

Færdselsstyrelsen meddelte

den 13. januar 1999 B at Vejtransportrådet efter anmodning fra et medlem af

rådet ville genoptage sagen.

Ved brev af 21. april 1999

meddelte Færdselsstyrelsen B at Vejtransportrådet havde fundet at hans

ansøgning om vognmandstilladelser ikke kunne imødekommes. Af afgørelsen

fremgår

bl.a. følgende:

”Rådet fandt efter en samlet

skønsmæssig vurdering af de foreliggende oplysninger, at det fortsat ikke er

gjort antageligt, at (B) vil kunne udøve virksomhed på forsvarlig måde og i

overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf. godskørselslovens § 3,

stk. 1, nr. 8.”

Advokat C anmodede den 11.

maj 1999 på vegne af B Færdselsstyrelsen om en egentlig begrundelse for

afgørelsen. C skrev i den forbindelse at han var bekendt med at der var

fremsendt anbefalinger fra X Kommune og ( ) hvilket skulle dokumentere

B’s vandel.

Endvidere anførte C at det naturligvis kunne bebrejdes B at han overså

ændringen i godskørselsloven, men at der var tale om en uforsætlig handling

der

burde afgøres ved et bødeforelæg. Samtidig anmodede C Færdselsstyrelsen om

aktindsigt i sagen.

Efter at C havde fået

aktindsigt i sagen, bad han Færdselsstyrelsen vurdere B’s mulighed for

at opnå

de ansøgte vognmandstilladelser. C henviste i den forbindelse til en ny lov

om

godskørsel.

Færdselsstyrelsen meddelte C

den 19. august 1999 at der ikke var fremkommet oplysninger i sagen der gav

grundlag for en ny vurdering. Vejtransportrådets afgørelse af 21. april 1999

stod derfor ved magt idet B ikke opfyldte kravet i godskørselslovens § 3,

stk.

1, nr. 8.

Ved brev af 1. september

1999 klagede C på vegne af B til mig over Vejtransportrådets afgørelser af

henholdsvis 17. november 1998 og 21. april 1999. I brevet anførte advokaten

bl.a. følgende:

”Som det fremgår heraf har

min klient drevet virksomheden ( ) siden 1973. Han har ikke været medlem af

nogen arbejdsgiverorganisation og blev derfor ikke gjort opmærksom på

bestemmelsen i lovbekendtgørelse nr. 259 af 12.04.1995, hvorefter kørsel med

en

slamsuger fra 01.01.1997 krævede køretilladelse.

Da han blev opmærksom herpå

i sommeren 1998, blev der øjeblikkeligt fremsendt ansøgning, men

Vejtransportrådet har efter 2 behandlinger meddelt afslag med henvisning til

lovens § 3, stk. 1, nr. 8 – nu nr. 7.

Som det fremgår af det

vedlagte materiale, har der intet været at udsætte på min klients økonomi og

vandel. Da Vejtransportrådet alligevel meddeler afslag med henvisning til

denne

bestemmelse, gøres det gældende, at Rådet ikke har vurderet sagen objektivt,

men derimod truffet afgørelsen ud fra politiske motiver, herunder nogle

medlemmers ønske om at begrænse antallet af selvstændige

erhvervsvirksomheder.

Min klient har overtrådt

loven, men ikke bevidst. Om overtrædelsen løb over en dag eller halvandet år

er

efter min opfattelse uden betydning, for han søgte i samme øjeblik, han blev

opmærksom på bestemmelsen.

Det kan i øvrigt undre, at

Færdselsstyrelsen ikke tilskrev de kendte slamsugerfirmaer inden lovens

ikrafttræden, som man har gjort ved tidligere ændringer. Denne undladelse

kunne

opfattes således, at man derved forventede, at nogle virksomheder ville gå i

’fælden’.

Der er i denne sag tale om

en meget voldsom sanktion over for en uagtsom overtrædelse af loven. Min

klient

er blevet frataget sit levebrød efter at have drevet virksomheden i 25 år på

fuldt forsvarlig måde.”

Den 28. september 1999 bad

jeg Færdselsstyrelsen om udlån af sagens akter og om Vejtransportrådets

eventuelle bemærkninger til C’s klage af 1. september 1999.

Jeg modtog den 17. november

1999 sagens akter og Færdselsstyrelsens bemærkninger til C’s klage af 1.

september 1999. Af Færdselsstyrelsens brev af 16. november 1999 fremgår bl.a.

følgende:

”Det kan oplyses, at der fra

den 1. januar 1997 kræves vognmandstilladelse, hvis en slamsuger benyttes til

transport af andet gods end affaldsprodukter fra landbrugsbedrifter med

henblik

på spredning heraf på landbrugsjord.

Tidligere var slamsugere,

der udførte transport af oprenset materiale fra kloakker, tanke og brønde,

ikke

omfattet af kravet om vognmandstilladelse. Af bemærkningerne til lovforslag L

94 FT 1994-95 fremgår det, at der i Trafikministeriets udvalg vedrørende

revision af godskørselslovgivningen var enighed om, at der ikke er nogen

saglig

grund til, at slamsugere var omfattet af denne undtagelsesbestemmelse.

Slamsugning er således underordnet i forhold til hovedentreprisen, som er

godskørsel for fremmed regning. Ved denne ændring sidestilles kørsel med fast

affald (renovation) med kørsel med flydende affald (slam m.v.).

Trafikministeriet tilsluttede sig udvalgets indstilling.

Den hidtidige

undtagelsesbestemmelse for så vidt angår slamsugere blev oprindeligt ophævet

ved bekendtgørelse nr. 50 af 18. januar 1995 om godskørsel med virkning fra

1.

januar 1996. Bekendtgørelsen blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 188 af 22.

marts 1995 om godskørsel, der trådte i kraft 1. april 1995.

Ikrafttrædelsestidspunktet for så vidt angår kørsel med slamsugere blev dog

fastholdt,

således det fortsat var 1. januar 1996. Ved bekendtgørelse nr. 908 af 209.

november 1995 [29. november 1995; min bemærkning] blev kørsel med slamsugere

undtaget kravet om tilladelse indtil den 31. december 1996.

Ikrafttrædelsestidspunktet blev ved bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996

om

godskørsel udskudt til den 1. januar 1997.

Vejtransportrådet besluttede

i forbindelse med ikrafttrædelsen at etablere en overgangsordning, således at

enhver virksomhed, der kunne dokumentere, at den drev slamsugningsvirksomhed

på

tidspunktet for bekendtgørelsen af ophævelsen af den hidtil gældende

undtagelsesbestemmelse, hvilket tidspunkt var den 18. januar 1995, eller som

inden 1. januar 1996 var påbegyndt slamsugningsvirksomhed, og som havde

drevet

virksomheden kontinuerligt siden, kunne meddeles et antal tilladelser

begrænset

til kørsel med slamsuger

svarende til antallet af slamsugere. Ansøgeren skulle ikke opfylde

godskørselslovgivningens krav til faglige kvalifikationer, men alene opfylde

vandelskravet, (herunder kravet om god skik inden for branchen) og kravet til

økonomisk baggrund, ligesom virksomhedens seneste årsregnskab skulle vise en

fornuftig drift af virksomheden.

Ansøgninger modtaget

efter

1. januar 1997 kunne ikke komme

under overgangsordningen, og skulle derfor opfylde samtlige krav i

godskørselsloven, herunder om god skik inden for branchen.

I forbindelse med ophævelsen

af undtagelsesbestemmelsen anmodede Færdselsstyrelsen i breve af 12. juni

1996

vognmandsorganisationerne, de relevante fagblade samt Landsforeningen Danske

Maskinstationer om at orientere om kravet om tilladelse til kørsel med

slamsuger.

I forbindelse med ansøgning

om udstedelse af vognmandstilladelser i henhold til bekendtgørelse nr. 259 af

12. april 1995 af lov om godskørsel skal ansøgeren gøre det antageligt, at

han

vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse

med god skik inden for branchen, jf. lovens § 3, stk. 1, nr. 8.

Godskørselslovens § 3, stk.

1, nr. 8 omfatter bl.a. oplysninger om strafbare forhold, der ikke (eventuelt

endnu ikke) har medført strafbar tiltale. Et strafbart forhold behøver

således

ikke at være pådømt, men kan fremgå af oplysninger fra ansøgeren selv.

I henhold til Vejtransportrådets

praksis kan der således meddeles afslag, hvis ansøgeren igennem længere tid

har

udført ulovlig vognmandskørsel, også selvom der ikke er rejst tiltale for

overtrædelsen.

(B) søgte den 14. juli 1998

om udstedelse af 4 vognmandstilladelser samt om dispensation fra

kursuskravet.

I forbindelse med

ansøgningen blev det af (B)’s revisor i brev af 14. juli 1998 oplyst, at

(B)

siden 1973 havde drevet virksomhed med slamsugning og dermed beslægtede

aktiviteter.

I forbindelse med

sagsbehandlingen anmodede styrelsen i brev af 2. oktober 1998 (B) om en

redegørelse

vedrørende den udførte kørsel og omstændighederne herved.

I brev af 19. oktober 1998

oplyste revisor (A), at (B) ikke var medlem af nogen arbejdsgiverorganisation

og derfor ikke via løbende information var bekendt med, at der pr. 1. januar

1997 skulle ansøges om tilladelser til hans slamsugningsvirksomhed, hvilket

var

baggrunden for hans forsinkede ansøgning om tilladelser.

Sagen blev behandlet i

Vejtransportrådet på et møde den 17. november 1998. Rådet fandt efter en

skønsmæssig vurdering, at (B) ikke ville kunne udøve virksomhed på forsvarlig

måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen, jf.

godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8.

Rådet lagde ved afgørelsen

vægt på, at (B) siden 1. januar 1997 havde udført slamsugning med 4 lastbiler

med en tilladt totalvægt over 6 tons uden at have haft tilladelse hertil.

Rådets afgørelse blev meddelt revisor (A) i brev af 17. november 1998.

I brev af 14. december 1998

anmodede (B)’s revisor om genoptagelse af sagen, idet revisoren fandt,

at

ansøgningen blev nægtet uden nogen specifik begrundelse og fandt derfor, at

den

væsentligste begrundelse var den forsinkede ansøgning. (B) havde været i god

tro og uvidende om, at der krævedes tilladelse til kørsel med slamsugere pr.

1.

januar 1997. Revisoren anførte, at det for den enkelte borger må være en

undskyldende omstændighed, at man ikke altid er fuldt opmærksom på nye

reglers

ikrafttræden samt at administrative afgørelser af denne vidtrækkende karakter

ikke burde kunne træffes uden appelmulighed.

I brev af 13. januar 1999

meddelte styrelsen (B)’s revisor, at sagen var blevet genoptaget efter

anmodning

af et af medlemmerne af Vejtransportrådet.

På et møde den 20. april

1999 fastholdt Vejtransportrådet den tidligere afgørelse. Rådet var fortsat

af

den opfattelse, at (B) p.g.a. den ulovlige kørsel ikke opfyldte kravet i

godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8. Afgørelsen blev meddelt revisor (A) i

brev af 21. april 1999.

I forbindelse med

Vejtransportrådets behandling af sagen på rådsmødet, fandt rådet ikke, at der

var anledning til at fravige dets tidligere praksis i lignende

sagskomplekser,

samt at der ikke var fremkommet nye oplysninger i forhold til

Vejtransportrådets tidligere beslutningsgrundlag.

I brev af 9. juni 1999

anmodede advokat (C) Færdselsstyrelsen om nyvurdering af sagen, idet

kompetencefordelingen mellem Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen ved lov

nr.

187 af 30. marts 1999 blev ændret, således at det er styrelsen, der fremover

træffer afgørelse i sager om udstedelse af vognmandstilladelser.

I styrelsens brev af 19.

august 1999 meddeltes det, at Vejtransportrådets afgørelse stod ved magt,

idet

der ikke var fremkommet oplysninger i sagen, der gav grundlag for en

nyvurdering.

Afgørelsen vedrørende afslag

på ansøgning om vognmandstilladelse er truffet i overensstemmelse med

Vejtransportrådets tidligere praksis i sagen vedrørende ( ) afgjort på

Vejtransportrådets møde den 3. september 1997 og i sagen vedrørende ( )

afgjort

på Vejtransportrådets møde den 22. september 1998, hvor der blev meddelt

afslag

med den begrundelse, at virksomhederne havde udført ulovlig

slamsugningskørsel.”

Den 16. december 1999 bad

jeg i forlængelse af mit brev af 28. september 1999 Færdselsstyrelsen om en

udtalelse i anledning af C’s klage. I den forbindelse skrev jeg bl.a.

følgende

til Færdselsstyrelsen:

”Jeg anmoder om at

Vejtransportrådet i udtalelsen kommer nærmere ind på spørgsmålet om i hvilket

omfang proportionalitetsprincippet er indgået ved vurderingen af sagen inden

rådet traf afgørelse den 17. november 1998 og den 21. april 1999. Jeg

henviser

i den forbindelse til det anførte i Jens Garde mfl.: Forvaltningsret,

Almindelige Emner (1997), s. 217ff.”

Jeg modtog en udtalelse fra

Færdselsstyrelsen af 1. februar 2000. I udtalelsen anførte Færdselsstyrelsen

bl.a. følgende:

”Færdselsstyrelsen skal som

sekretariat for Vejtransportrådet herved oplyse følgende:

Under sagens behandling i

Vejtransportrådet den 17. november 1998 blev det af et af medlemmerne af

rådet

anført, at indstillingen om afslag på godkendelse kunne synes hård.

Flertallet

af Vejtransportrådet vurderede imidlertid, at såfremt rådet i denne sag

godkendte virksomheden, ville det få konsekvens for tidligere afgjorte

tilsvarende sager om kørsel uden godkendelse. Endvidere lagde Rådet vægt på,

at

der forinden ikrafttrædelsen af lovændringen var oplyst om denne alle

relevante

steder, og det blev herunder anført, at ukendskab til loven ikke fritager for

ansvar. En godkendelse af ansøgeren ville tillige kunne give problemer i

branchen

på grund af Rådets strenge praksis i disse sager.

I forbindelse med

behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen på Vejtransportrådets

møde

den 21. april 1999 blev forholdsmæssigheden i Vejtransportrådets beslutning

om

afslag på vognmandstilladelse på ny drøftet. Vejtransportrådet var i den

forbindelse inde på, om en advarsel kunne være en alternativ og mindre

indgribende reaktionsmulighed.

Rådet fandt, at afslaget på

at godkende ansøgeren var særligt indgribende i denne sag, idet der var tale

om

en bestående virksomhed, der blev lukket. Det blev imidlertid anført,

at

ukendskab til reglerne ikke burde

fritage for ansvar,

at

sager af samme

art burde behandles ens, samt

at

hensynet til tilladelsessystemet, og dem der respekterer det, tilsiger en

streng praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse.

Det fremgår således af

referaterne fra Vejtransportrådets møder den 17. november 1998 og den 21.

april

1999, at proportionalitetsbetragtninger indgik ved vurderingen af sagen.

I den konkrete sag har

Vejtransportrådet efter en skønsmæssig vurdering dog fundet, at ansøgningen

måtte afslås af hensyn til respekten for tilladelsessystemet, samt at en

godkendelse efter ulovlig kørsel igennem længere tid ville sende et forkert

signal til hele branchen. Vejtransportrådet har i sagen ikke fundet, at en

mindre indgribende reaktion – en advarsel – kunne fremme disse

hensyn, idet

hensynet til retshåndhævelsen af godskørselslovens tilladelsessystem blev

fundet at måtte veje tungere end hensynet til den virksomhed, som har

overtrådt

loven.

Færdselsstyrelsen kan

afslutningsvis oplyse, at styrelsen i sager, hvor Vejtransportrådet tidligere

har givet afslag på anmodning om vognmandstilladelse på grund af ulovlig

kørsel, i henhold til Vejtransportrådets praksis kan give afslag i indtil 2

år

efter ophøret af den ulovlige kørsel.

I den konkrete sag må det

formodes, at den ulovlige kørsel ophørte, da (B) blev opmærksom på, at han

skulle have vognmandstilladelse, og ansøgte styrelsen om tilladelse i juli

1998.

Dette indebærer, at (B) til

juli 2000 kan søge om vognmandstilladelse og få den udstedt, såfremt han i

øvrigt opfylder godskørselslovgivningens krav.”

Ved brev af 29. februar 2000

kom C med bemærkninger til Færdselsstyrelsens udtalelse af 1. februar 2000. I

brevet anførte C bl.a. følgende:

”Det anføres, at

Vejtransportrådet blandt andet lagde vægt på, at der forinden ikrafttrædelsen

af lovændringen var oplyst om denne alle relevante steder, og at ukendskab

til

loven ikke fritager for ansvar. Det sidste er rigtigt, men det første er

tvivlsomt. Hvad er alle relevante steder? Min klients biler er i

Centralregistret registreret som slamsugere, og det ville have været en

simpel

sag at spørge der og derefter informere ejerne. Dette skete imidlertid ikke,

idet man i stedet tilsyneladende valgte blot at orientere

arbejdsgiverforeningerne, der derefter kunne informere medlemmerne. Der er

imidlertid

ingen pligt til medlemskab af en arbejdsgiverforening, hvorfor denne

fremgangsmåde ikke var fyldestgørende.

Min klient har altid forsøgt

at holde sig orienteret om ny lovgivning på området. Blandt andet deltog han

i

1992 i et af Danske Vognmænd arrangeret kursus om affaldshåndtering og

godkendelse af vognmænd. Kursusdeltagerne fik udleveret en kursusmappe med

materiale, der efter det oplyste ville blive jævnligt opdateret. Denne

opdatering var imidlertid uden advarsel ophørt inden lovens vedtagelse.

Med hensyn til

Vejtransportrådets argumenter for afslaget bemærkes, at det på intet

tidspunkt

er gjort gældende, at min klient skulle være straffri men alene, at den

’idømte’ straf ikke står i rimeligt forhold til min klients

uagtsomme

forseelse. Som foran nævnt er jeg enig i, at ukendskab til loven ikke

fritager

for ansvar, men jeg er ikke bekendt med andre forhold, hvor en uforsætlig

lovovertrædelse

medfører frakendelse af retten til at drive en virksomhed, som man har drevet

upåklageligt i de sidste 25 år.

Jeg tvivler endvidere på, at

der findes andre sager af samme art, og hensynet til tilladelsessystemet kan

meget vel tilgodeses med en advarsel eller en bøde.

Endelig bemærkes, at da man

først indførte bestemmelser om vognmandstilladelser – efter det oplyste

sidst i

1960’erne – fik alle eksisterende vognmænd automatisk tilladelse.

Det er meget godt, at min

klient nu får stillet i udsigt, at han formentligt kan generhverve sin

tilladelse

til juli måned, men hvad nytter det, når hans forretning er ødelagt.”

Færdselstyrelsen kom den 14.

marts 2000 med bemærkninger til C’s brev af 29. februar 2000. I brevet

af 14.

marts 2000 anførte Færdselsstyrelsen bl.a. følgende:

”Advokat (C) anfører i

brevet, at hans klients biler er registeret i Centralregisteret for

Motorkøretøjer

som ’slamsugere’. Styrelsen kunne efter hans opfattelse derfor uden

vanskeligheder have søgt information i registeret og dermed tilskrevet ejerne

af slamsugere direkte.

I forbindelse med

implementeringen af Rådets direktiv 98/79/EF om ændring af direktiv 96/26/EF

om

adgang til erhvervet godstransport m.v., hvorefter vægtgrænsen for

tilladelsespligtig vognmandskørsel med virkning fra den 1. oktober 1999 blev

sænket til motorkøretøjer og vogntog over 3.500 kg tilladt totalvægt,

tilskrev

styrelsen ejere af motorkøretøjer, der i centralregisteret var registreret i

denne vægtklasse.

Færdselsstyrelsen har i

sagens anledning kontaktet Centralregisteret for Motorkøretøjer, der har

oplyst, at det ikke er muligt på samme måde at trække køretøjer, der anvendes

til slamsugning, ud af registret. Betegnelsen slamsugning er en supplerende

oplysning, der

kan

knyttes til et

registreret køretøj. Det er dog ikke et krav, at der er en sådan supplerende

oplysning registreret. Dette betyder, at ikke alle lastbiler, der anvendes

til

slamsugning er registreret med oplysningen ’slamsugning’. Endvidere

kan

lastbiler, der anvendes til slamsugning, være registreret med en supplerende

oplysning af anden art, f.eks. ’tank’. På forespørgsel kunne

Centralregistret

for Motorkøretøjer ikke finde registreringer med den supplerende oplysning

’slamsugning’, og der er således ikke noget, der entydigt

indikerer, at en registreret

lastbil anvendes til slamsugning.

Det var således ikke ved

implementeringen af tilladelseskravet til slamsugere i 1997 – på samme

måde som

ved nedsættelsen af vægtgrænsen i 1999 for tilladelseskravet – ud fra

registreringer i Centralregistret for Motorkøretøjer muligt at kunne

tilskrive

samtlige ejere af lastbiler anvendt til slamsugning.

Det anføres videre i advokat

(C)’s brev, at der ikke var oplyst om lovændringen alle relevante

steder, da

alene arbejdsgiverforeningerne blev orienteret. Styrelsen kan i den

sammenhæng

oplyse, at der i forbindelse med lovændringen blev skrevet til Danske

Vognmænd,

Foreningen af Danske Eksportvognmænd, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening,

Landsforeningen Danske Maskinstationer og Langtursvognmanden (Foreningen af

Danske

Langtursvognmænd). Udover disse foreninger blev tillige fagbladene

Trans-Inform, Danmarks Transport-Tidende og Transport-Magasinet orienteret.

De tre sidstnævnte har ingen

tilknytning til hverken arbejdsgiver- eller

arbejdstagerforeninger. Styrelsen må således tilbagevise advokat (C)’s

påstand om, at alene arbejdsgiverforeningerne blev orienteret.

Det fremgår endelig af

advokat (C)’s brev, at advokaten tvivler på, at der findes andre sager

af samme

art, ligesom han finder, at hensynet til tilladelsessystemet meget vel vil

kunne tilgodeses med en advarsel eller en bøde.

Som anført i styrelsens brev

til ombudsmanden af 16. november 1999 er afgørelsen om afslag på

vognmandstilladelse truffet i overensstemmelse med tidligere praksis i sagen

( ), afgjort på Vejtransportrådets møde den 3. september 1997 og i sagen

vedrørende ( ), afgjort på Vejtransportrådets møde den 22. september 1998.

Afslagene blev, ligesom tilfældet var ved (B)’s virksomhed, begrundet

med, at

virksomhederne havde udført ulovlig slamsugningskørsel. Sagen vedrørende

(B)’s

virksomhed er således ikke enestående, men er afgjort i overensstemmelse med

tidligere praksis i den type sager.”

Ved brev af 6. april 2000

kom C med bemærkninger til Færdselsstyrelsens brev af 14. marts 2000. I

brevet anførte

C bl.a. følgende:

”Min klient har nu meddelt

mig, at selv om han ved registrering af en bil oplyser benyttelsen

’slamsugning’, bliver bilen registreret som ’lastvogn med

tank’. Man kunne

derfor have benyttet dette søgekriterie, eventuelt kombineret med

kloakservice,

slamsugning eller lign. Man kunne så have tilskrevet samtlige ejere af

motorkøretøjer registreret som lastvogn med tank.

Som nævnt i mit brev af

29.03. d.å. forsøgte min klient at holde sig orienteret, bl.a. ved deltagelse

i

det nævnte kursus, hvor opdateringen imidlertid uden forudgående orientering

til min klient ophørte inden lovens vedtagelse. Da det på daværende tidspunkt

ikke var påkrævet, at min klient havde vognmandstilladelse, kunne han i

øvrigt

ikke blive medlem af Danske Vognmænd, og det gælder sandsynligvis også de

øvrige nævnte foreninger.

De anførte fortilfælde har

jeg i sagens natur ikke mulighed for at kommentere, men såfremt det er

sammenlignelige sager, må det formodes, at ulovlighederne kunne være undgået,

såfremt man havde benyttet tidligere brugt praksis, hvorefter alle

eksisterende

virksomheder fik de nødvendige tilladelser, eller at man som et minimum

rettede

direkte henvendelse til de eksisterende virksomheder med oplysning om

lovændringen.

Jeg er således fortsat af den

opfattelse, at min klient har gjort, hvad han kunne, for at holde sig

orienteret, men at de ansvarlige myndigheder ikke har gjort, hvad der med

rimelighed må kunne forlanges med henblik på orientering om lovændringer, der

kan få så væsentlige følger for de berørte.”

Den 26. april 2000 skrev

Færdselsstyrelsen at C’s brev af 6. april 2000 ikke gav styrelsen

anledning til

at komme med yderligere bemærkninger til sagen.

Ved brev af 10. januar 2001

skrev C følgende til mig:

”

I forbindelse med sagen skal

jeg oplyse, at det i 2000 blev vedtaget, at også lastvogne på 6 tons og 4.600

kg. totalvægt skal have vognmandstilladelser. Dette har Færdselsstyrelsen

meddelt samtlige indehavere af sådanne lastbiler, herunder vognmændene under

fragtmandsvirksomheden 3 x 34. Samtidig fik vognmændene oplyst, at der kunne

søges dispensation i 3 år, hvorefter der blev tildelt et id.nr., og der er

herefter tid til at opfylde lovens krav til tildeling af

vognmandstilladelser.

Det ser således ud til, at

Færdselsstyrelsen har været i stand til at underrette vognmændene på

nuværende

tidspunkt, og min klient finder derfor, at han er blevet udsat for en helt

urimelig forskelsbehandling, idet nærværende sag ikke var opstået, såfremt

han

i forbindelse med den forrige lovændring var blevet tilskrevet på samme

måde.”

Den 29. januar 2001 kom

Færdselsstyrelsen med bemærkninger til det C havde anført i brevet af 10.

januar 2001. Af Færdselsstyrelsens brev fremgår bl.a. følgende:

”Advokat (C) beskriver i

brevet, hvorledes styrelsen i forbindelse med implementeringen af Rådets

direktiv 98/76/EF, hvorefter vægtgrænsen for tilladelsespligtig

vognmandskørsel

med virkning fra 1. oktober 1999 blev sænket til motorkøretøjer og vogntog

mellem 3.500 og 6.000 kg tilladt totalvægt, tilskrev de personer og

virksomheder, der i Centralregisteret for Motorkøretøjer var registreret som

indehaver af et køretøj i denne vægtklasse.

Styrelsen har tidligere i

brev af 14. marts 2000 til Ombudsmanden redegjort for denne fremgangsmåde og

samtidig oplyst, at det ikke i forbindelse med indførelse af tilladelseskrav

for

slamsugere

var muligt på samme

måde direkte at informere borgere, der udførte slamsugning. Der kan derfor

henvises til styrelsens brev af 14. marts 2000 og oplyses, at styrelsen ikke

har yderligere bemærkninger til advokat (C)’s brev.”

C modtog med mit brev af 6.

februar 2001 kopi af Færdselsstyrelsens brev af 29. januar 2001 til

orientering.

Ombudsmandens udtalelse

”Indledningsvis bemærker jeg at jeg har koncentreret min behandling af

sagen til at angå spørgsmålet om hvorvidt Vejtransportrådets afslag på at

udstede vognmandstilladelser efter godskørselsloven er i overensstemmelse med

den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.

Vejtransportrådets afgørelser af henholdsvis 17. november 1998 og 21. april

1999 er truffet efter den dagældende godskørselslov (lovbekendtgørelse nr.

259 af 12. april 1995 med senere ændringer).

De nugældende regler om godskørsel er indeholdt i lovbekendtgørelse nr. 64 af

25. januar 2000.

Efter bestemmelsen i godskørselslovens § 1, stk. 1, skulle den der udfører

godskørsel for fremmed regning, have tilladelse hertil af Vejtransportrådet

hvis kørslen blev foretaget med et dansk indregistreret motorkøretøj eller

vogntog med en samlet tilladt totalvægt der oversteg en af trafikministeren

fastsat vægtgrænse.

Det fremgik endvidere af den dagældende bekendtgørelse om godskørsel

(bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 1996) § 1, stk. 1, at godskørsel for

fremmed regning med et dansk indregistreret motorkøretøj eller vogntog med en

samlet tilladt totalvægt på mere end 6 tons krævede tilladelse fra

Vejtransportrådet. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 3, nr. 4, var godskørsel

for fremmed regning med motorkøretøjer der alene udførte transport af

affaldsprodukter fra landbrugsbedrifter med henblik på spredning heraf på

landbrugsjord, undtaget fra kravet om tilladelse.

Efter bekendtgørelse nr. 703 af 17. oktober 1990 om godskørsel, § 1, stk. 3,

nr. 4, var slamsugere der udførte transport af oprenset materiale fra

kloakker, tanke og brønde samt affald fra landbrugsproduktion, undtaget fra

kravet om tilladelse til godskørsel for fremmed regning. Ved bekendtgørelse

nr. 50 af 18. januar 1995 om godskørsel blev bekendtgørelse nr. 703 af 17.

oktober 1990 ophævet med virkning fra den 1. februar 1995 bortset fra

undtagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 3, nr. 4, angående slamsugere, der blev

ophævet med virkning fra den 1. januar 1996,

jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 2. Bekendtgørelse nr. 50 af 18. januar 1995

blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 188 af 22. marts 1995 om godskørsel med

undtagelse af overgangsbestemmelsen i § 24, stk. 2. Efter § 24, stk. 3, i

bekendtgørelse nr. 908 af 29. november 1995 om godskørsel blev godskørsel for

fremmed regning med slamsugere der udførte transport af oprenset materiale

fra

kloakker, tanke og brønde samt affald fra landbrugsproduktion, og som ikke

var

omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, nr. 4, undtaget fra kravet om

tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, indtil den 31. december 1996.

Bekendtgørelse

nr. 908 af 29. november 1995 blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 587 af 26.

juni 1996 om godskørsel med virkning fra den 1. juli 1996. Undtagelsen fra

kravet om tilladelse for så vidt angår slamsugere, blev dog opretholdt indtil

den 31. december 1996, jf. bekendtgørelsens § 23, stk. 4.

Færdselsstyrelsen har

angående baggrunden for kravet om vognmandstilladelse til godskørsel for

fremmed regning med slamsugere der udfører transport af oprenset materiale

fra

kloakker mv., henvist til bemærkninger til lov nr. 1136 af 21. december 1994.

Af disse bemærkninger (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 307 og 310)

fremgår bl.a. følgende:

’Efter den gældende

bestemmelse i godskørselsbekendtgørelsens § 1, stk. 4, jf. § 2 i lov om

godskørsel,

er slamsugere, der udfører transport af oprenset materiale fra kloakker,

tanke

og brønde samt affald fra landsbrugsproduktion, ikke omfattet af kravet om

tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning. Der var enighed om,

at

der ikke er nogen saglig grund til, at slamsugere er omfattet af denne

undtagelsesbestemmelse. Slamsugning er således underordnet i forhold til

hovedentreprisen, som er godskørsel for fremmed regning. Ved denne ændring

sidestilles kørsel med fast affald (renovation) med flydende affald (slam

m.v.).

6.

Bekendtgørelse om

godskørsel

Ministeriet vil i

forbindelse med lovforslagets vedtagelse udarbejde en ny bekendtgørelse om

godskørsel, hvorved de ovenfor nævnte indstillinger fra det gennemførte

udvalgsarbejde, som ikke kræver lovændring, vil blive gennemført. Det drejer

sig om skærpelse af kravet til økonomisk baggrund, medtagelse af slamsugere

under tilladelseskravet, præcisering af vægtgrænsen på 6 tons

(typegodkendelse)

for motorkøretøjer, samt mærkning af motorkøretøjer.’

I klagen har De fremført at

(B) ikke af myndighederne var blevet tilstrækkeligt informeret om ændringen

af

godskørselslovgivningen vedrørende tilladelseskravet for slamsugere. De har

bl.a. peget på at Færdselsstyrelsen på grundlag af registreringer i

Centralregisteret for Motorkøretøjer kunne have skrevet til samtlige ejere af

motorkøretøjer der blev anvendt til slamsugning, med henblik på at informere

om

tilladelseskravet. I den forbindelse har De henvist til at Færdselsstyrelsen

i

forbindelse med sænkninger af vægtgrænsen for tilladelsespligtig

vognmandskørsel i 1999 og 2000 har skrevet til ejere af motorkøretøjer der i

Centralregisteret for Motorkøretøjer er registreret i de vægtklasser der er

omfattet af ændringerne.

Færdselsstyrelsen har hertil

oplyst at det ikke i forbindelse med indførelsen af tilladelseskravet for

slamsugere på grundlag af registreringer i Centralregisteret for

Motorkøretøjer

var muligt at finde frem til samtlige ejere af lastbiler der anvendtes til

slamsugning.

Endvidere har

Færdselsstyrelsen oplyst at styrelsen i forbindelse med ændringen af

tilladelseskravet vedrørende slamsugere skrev til Danske Vognmænd, Foreningen

af Danske Eksportvognmænd, Vognmandsfagets Arbejdsgiverforening,

Landsforeningen Danske Maskinstationer og Langtursvognmanden (Foreningen af

Danske Langtursvognmænd). Færdselsstyrelsen orienterede endvidere en række

fagblade om ændringen.

Den måde hvorpå

Færdselsstyrelsen har orienteret vognmandsbranchen om ændringen af

godskørselslovgivningen,

giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Jeg har på den baggrund og

på grundlag af oplysningerne i sagen ved min videre behandling lagt til grund

at (B)’s manglende kendskab til kravet om vognmandstilladelse for

slamsugere

efter den 31. december 1996 skyldtes uagtsomhed fra hans side.

Af forarbejderne til

godskørselsloven (Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1546 og 1547)

fremgår bl.a. følgende angående formålet med indførelsen af

godkendelseskravet:

’Lovforslaget går ud på

revision af loven om godstransport, men det er under hensyn til ændringernes

karakter fundet hensigtsmæssigt at foreslå en ny lov til afløsning af den

gældende i stedet for at foretage ændringer heri.

Udførelse af

godskørsel for fremmed regning

vil

imidlertid fremover stadig kræve tilladelse, og ifølge lovforslaget skal

tilladelse

gives, såfremt vedkommende opfylder de fastsatte kvalifikationskrav, som

foreslås udbygget i forhold til den nugældende lov.

3.

Baggrunden for at indføre reguleringsordningen for godstransport

for fremmed regning var bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår

inden for erhvervet og bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt

at understøtte de bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge

færdselssikkerheden. Indtil godstransportloven kunne vognmandskørsel udføres

alene

på grundlag af et næringsbrev, og dette sammenholdt med mulighederne for ved

hjælp af afbetalingssystemet at kunne etablere sig uden nogen større

kapitalindsats medførte en tendens til permanent overfyldning af erhvervet.

Dette resulterede sammen med erhvervets omkostningsstruktur i, at der i vidt

omfang blev udført transporter, der ikke kunne dække omkostningerne, og den

svage økonomi indebar en forøget risiko for overtrædelse af bl.a.

færdselslovens bestemmelser især i form af kørsel med overlæs, mangelfuld

vedligeholdelse af materiellet og kørsel med trætte chauffører ved rattet,

med

deraf følgende konsekvenser for færdselssikkerheden. De anførte begrundelser

for en regulering har fortsat gyldighed og formålet med lovforslaget er

derfor

at skabe det mest hensigtsmæssige grundlag for at opfylde dette mål i lyset

af

de gjorte erfaringer med 1973-loven og den skete udvikling.’

Det fremgår endvidere i

forarbejderne (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 306) at:

’Baggrunden for at indføre

krav til den, der ansøger om at udføre godskørsel for fremmed regning, var

bl.a. ønsket om at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for erhvervet og

bedre sociale kår for vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte de

bestræbelser, der fra samfundets side udfoldes for at øge

færdselssikkerheden.

I de godt fem år den

nugældende ordning har fungeret, har det vist sig, at de krav, der stilles

til

vognmænd og ansøgere til tilladelse til godskørsel, ikke i fuldt omfang

sikrer,

at erhvervets udøvere er tilstrækkelig økonomisk og kvalitativt funderet.

Herudover er det konstateret, at der i et ikke ubetydeligt omfang udføres

godskørsel uden tilladelse, hvilket virker konkurrenceforvridende og er til

stor skade for erhvervets lovlige udøvere.’

Den dagældende godskørselslov

indeholdt i § 3, stk. 1, følgende betingelser for meddelelse af

vognmandstilladelse:

’

§ 3.

Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, kan meddeles personer,

der

har dansk indfødsret,

har bopæl her i landet,

ikke er umyndiggjort eller under lavværgemål,

hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under

konkurs,

ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige,

hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover,

har økonomisk grundlag for at drive virksomheden

forretningsmæssigt forsvarligt,

ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en

nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed,

jf.

borgerlig straffelovs § 78, stk. 2,

i faglig henseende er kvalificeret til at drive

vognmandsvirksomhed og gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på

forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.’

Bestemmelserne i den

dagældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 7 og 8, er indeholdt uændret i

den

gældende godskørselslovs § 3, stk. 1, nr. 6 og 7.

Det er således en betingelse

for at få en vognmandstilladelse bl.a. at ansøgere gør det antageligt at de

vil

kunne udøve vognmandsvirksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse

med

god skik inden for branchen.

I godskørselslovens

forarbejder og i den dagældende bekendtgørelse er dette krav angivet som et

vandelskrav.

Af bemærkningerne til godskørselsloven

(Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 1548 og 1549) fremgår således bl.a.

følgende:

’Efter den gældende lov kan

en tilladelse til at udføre godskørsel for fremmed regning alene gives til en

ansøger, der har økonomisk baggrund for at drive en sådan virksomhed, og som

i

faglig henseende er kvalificeret hertil. Ansøgerens vandel skal endvidere

være

i orden, hvilket vil sige, at den pågældende ikke må være dømt for et

strafbart

forhold, der kan begrunde en nærliggende fare for misbrug af tilladelsen,

eller

som giver grund til at antage, at ansøgeren ikke vil drive virksomheden på

forsvarlig måde.

Til brug for vurdering af,

hvorvidt en ansøgers vandel kan godkendes, indhentes i dag en fuldstændig

straffeattest, hvilket også sker ved ansøgning om fornyelse af tilladelser.

Ved

lovforslaget er den eksisterende ordning, hvorefter der kan meddeles afslag

på

en ansøgning på grund af vedkommendes strafbare forhold, opretholdt. Der kan

således bl.a. meddeles afslag i tilfælde, hvor vedkommende er dømt for

berigelseskriminalitet samt for overtrædelse af færdselsloven og

bestemmelserne

om køre- og hviletid m.v. Disse bestemmelser har en direkte relation til

udførelsen af vognmandserhvervet, og der skal derfor ikke gives tilladelse

til

ansøgere, der de seneste år inden ansøgningen er dømt for strafbart forhold,

der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed. Ligeledes indebærer lovforslaget, at der kan nægtes

tilladelse i tilfælde, hvor ansøgeren ikke kan antages at ville udføre

virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for

branchen, hvilket bl.a. kan være tilfældet, hvis vedkommende tidligere er

afskediget fra en stilling på grund af uredelighed.’

Ligeledes fremgår af de

specielle bemærkninger til godskørselslovens § 3, stk. 1, nr. 8

(Folketingstidende

1988-89, tillæg A, sp. 1559) bl.a. følgende:

’Det er videre efter

bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, 1. led, en betingelse for meddelelse af

tilladelse, at ansøgeren i øvrigt gør det antageligt, at vedkommende vil

kunne

udøve virksomheden på forsvarlig måde. Bestemmelsen omfatter således

tilfælde,

hvor en ansøger har begået et eller flere strafbare forhold, der imidlertid

ikke begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre

vognmandsvirksomhed, jf. stk. 1, nr. 6, men herudover omfatter bestemmelsen

også forhold, der ikke har medført strafferetlig tiltale. Det kan således

være

oplyst, at ansøgeren er afskediget fra en stilling på grund af uredelighed,

der

ikke har medført straffesag, eller at ansøgeren i anden virksomhed på grov

måde

har tilsidesat hensynet til sine kunder. Videre kan omstændigheder ved en

eventuel

tidligere konkurs, betalingsstandsning m.v. medføre, at den pågældende ikke

kan

anses for at kunne udføre virksomheden på forsvarlig måde.

Efter stk. 1, nr. 8., 2.

led, skal ansøgeren endvidere gøre det antageligt, at han vil udøve

virksomheden

i overensstemmelse med god skik inden for branchen, herunder at han vil kunne

drive virksomheden på en sådan måde, at den vil kunne leve op til de inden

for

branchen gældende regler og kutymer for god og sædvanlig, faglig kompetent

transportvirksomhed. Det må i øvrigt understreges, at de krav der følger af

1.

og 2. led, i vidt omfang vil være sammenfaldende, og at der også vil kunne

nægtes tilladelse, såfremt vedkommende f.eks. ikke tidligere har overholdt de

kollektive overenskomster, eller som anført ovenfor har gjort sig skyldig i

et

eller flere strafbare forhold, der efter en samlet vurdering medfører, at

vedkommende ikke kan gøre det antageligt, at virksomheden vil blive udøvet på

forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.’

Vejtransportrådet har som

begrundelse for afslagene på udstedelse af vognmandstilladelse anført at (B)

siden den 1. januar 1997 havde udført slamsugning med fire lastbiler uden at

have haft tilladelse hertil. Det var på den baggrund Vejtransportrådets

opfattelse at (B) ikke opfyldte vandelskravet i godskørselslovens § 3, stk.

1,

nr. 8, idet han ikke havde gjort det antageligt at han ville kunne udøve

virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for

branchen.

Færdselsstyrelsen har i

breve af henholdsvis 16. november 1999 og 14. marts 2000 henvist til at

afgørelsen i (B)’s sag er truffet i overensstemmelse med

Vejtransportrådets

praksis på området, herunder Vejtransportrådets afgørelse af 3. september

1997

og afgørelsen af 22. september 1998.

Det nærmere indhold af denne

praksis er beskrevet i Vejtransportrådets årsberetning fra 1998, kapitel IV.

I

årsberetningens s. 24ff, er anført følgende:

’

2.5 God skik inden for branchen

(lovens § 3, stk. 1, nr. 8).

Ansøgeren skal gøre det

antageligt, at han vil kunne udøve vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde og

i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1,

nr. 8, 2. led omfatter endvidere tilfælde, hvor en ansøger har begået et

eller

flere strafbare forhold, der imidlertid ikke begrunder en nærliggende fare

for

misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed (jf. lovens § 3, stk.

1,

nr. 7 og afsnit 2.4. ovenfor). Herudover omfatter bestemmelsen også forhold,

der ikke (eventuelt endnu ikke) har medført strafferetlig tiltale.

Et strafbart forhold behøver

således ikke at være pådømt, men kan fremgå af en modtagen politirapport

eller

af oplysninger fra en ansøger selv, for eksempel et regnskab.

Rådet har i 1998 haft

følgende sager forelagt, hvor ansøgeren har begået et eller flere strafbare

forhold, der efter rådets opfattelse bevirker, at ansøgeren ikke kan antages

at

have gjort det antageligt, at vedkommende vil kunne udøve virksomheden på

forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen:

2. En person ansøgte om

udstedelse af vognmandstilladelse. I forbindelse med ansøgningen blev det

oplyst, at den pågældende siden 1994 havde udført renovationskørsel for en

kommune med en lastbil med tilladt totalvægt på over 6 tons. Ansøgeren

oplyste,

at han var af den opfattelse, at renovationskørsel med løse sække i fast rute

ikke krævede vognmandstilladelse. Rådet besluttede ikke at imødekomme

ansøgningen på grund af den ulovlige vognmandskørsel.

4. En person ansøgte om

udstedelse af 2 vognmandstilladelser. Af modtagne politirapporter fremgik, at

ansøgeren i flere tilfælde havde udført ulovlig godskørsel for fremmed

regning.

Det var endvidere oplyst, at ansøgeren tidligere samme år var idømt en bøde

for

ulovlig vognmandskørsel foretaget i 1997. Rådet lagde til grund, at den

pågældende igennem længere tid havde udført ulovlig vognmandskørsel og

meddelte

derfor afslag.

5. En person ansøgte om

udstedelse af 2 vognmandstilladelser. Af det indsendte materiale fremgik, at

den pågældende siden 1990 havde drevet virksomhed med højtryksspuling og

slamsugning; siden 1. januar 1997 med 2 lastbiler med tilladt totalvægt på

over

6 tons. En sådan kørsel har siden den 1. januar 1997 krævet

vognmandstilladelse

og Rådet fandt derfor, at den pågældende i perioden efter dette tidspunkt

havde

udført ulovlig vognmandskørsel og meddelte af den grund afslag på det

ansøgte.

’

Afgørelsen af om der er

grundlag for at meddele vognmandstilladelse efter godskørselsloven, beror som

anført ovenfor bl.a. på en konkret vurdering af om ansøgeren har gjort det

antageligt at han vil kunne udøve vognmandsvirksomheden på forsvarlig måde og

i

overensstemmelse med god skik inden for branchen.

De almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet,

skal

respekteres i sådanne sager.

Spørgsmålet er om

Vejtransportrådets afslag på (B)’s ansøgning er i overensstemmelse med

den

almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.

Af Jens Garde mfl.,

Forvaltningsret, Almindelige Emner (1997), s. 217ff, fremgår bl.a. følgende:

’Det forudsættes i det

følgende, at forvaltningen har den fornødne hjemmel til at foretage indgreb

over for borgerne. Der gås endvidere ud fra, at der er den fornødne saglige

begrundelse for indgrebet. Som yderligere betingelse for forvaltningens

handlingers eller beslutningers lovlighed må imidlertid stilles, at indgrebet

ikke er videregående, end formålet tilsiger. Den skønsmæssige afvejning er

begrænset af et

proportionalitetsprincip.

Hvor forvaltningen har et valg mellem flere reaktioner til opnåelse af et

ønskeligt resultat, følger det af princippet, at forvaltningen er forpligtet

til at vælge den mindst indgribende, som er tilstrækkelig til opnåelse af

formålet.

Som det fremgår af

bemærkningerne ovenfor, ligger der i proportionalitetsprincippet et krav om

et

rimeligt forhold mellem mål og midler. Jo mere indgribende foranstaltninger,

der er tale om, desto klarere må begrundelsen være.’

Jeg henviser for så vidt

angår proportionalitetsprincippet, endvidere til Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret

(1994), s. 254. Heraf fremgår bl.a. følgende:

’Ved valget mellem flere

mulige udformninger af afgørelsens indhold er forvaltningen forpligtet til

ikke

at gå videre med hensyn til at påføre borgerne byrder, end formålet tilsiger.

Dette proportionalitetsprincip bygger på samme tankesæt, som ligger bag de

ovenfor omtalte skærpede hjemmelskrav i forhold til særligt bebyrdende

afgørelser.’

Endvidere henviser jeg til

Jan Timmermann Pedersen, Proportionalitetsprincippet (2000).

Jeg har tidligere haft lejlighed

til at tage stilling til om en afgørelse om at slette en person som

a-kasse-medlem var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Jeg

henviser til min beretning for 1999, s. 80f*. I denne sag klagede en mand

over

at han var blevet slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse fordi han ikke

rettidigt havde indbetalt et nærmere angivet beløb til en anden

arbejdsløshedskasse. Efter min opfattelse var det tvivlsomt om afgørelsen om

at

slette medlemmet som a-kasse-medlem var i overensstemmelse med det

grundlæggende proportionalitetsprincip. Afgørelsen om at slette medlemmet som

a-kasse-medlem ramte den pågældende særdeles hårdt økonomisk. Ved min

vurdering

af sagen hæftede jeg mig endvidere ved at medlemmet ved at deponere

restgælden

havde vist at han var indstillet på at betale. Han befandt sig imidlertid i

en

vildfarelse med hensyn til retsvirkningerne af deponeringen, og den

vildfarelse

burde være åbenbar for myndighederne.

I en sag gengivet i min

beretning for 1994, s. 365f*, har jeg desuden vurderet berettigelsen i

forhold

til proportionalitetsgrundsætningen af en afskedigelse. I denne sag udtalte

jeg

at jeg måtte nære alvorlige betænkeligheder ved at DSB havde fundet det

berettiget at anvende en så vidtgående sanktion som afskedigelse med opsat

pension over for de forseelsestyper der forelå i sagen.

Fra nyere retspraksis kan

nævnes to domme om inddragelse af fiskerilicens til industrifiskeri hvori der

indgår overvejelser om proportionalitetsprincippet. Begge sagerne drejede sig

om § 6, stk. 2, i den dagældende lov om regulering af fiskeriet der havde

følgende ordlyd:

’

Stk. 2.

Fiskeriministeren kan tilbagekalde licensen, hvis

indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af de i

licensen foreskrevne vilkår.’

I en Vestre Landsrets dom

gengivet i UfR 1999, s. 1880f, anså landsretten Fiskeridirektoratets

inddragelse af en licens til industrifiskeri for ugyldig. I denne sag havde

en

fisker der havde tilladelse til at drive industrifiskeri med sit fartøj i

alle

farvande, losset industrifisk fra sit fartøj i Bergen uden forudgående

anmeldelse til Fiskeridirektoratet som foreskrevet. På den baggrund inddrog

Fiskeridirektoratet

fiskerens tilladelse for en måned i medfør af § 6, stk. 2, i lov om

regulering

af fiskeriet. Fartøjet der var ført af en afløserskipper, var under fiskeri i

Nordsøen på grund af vejrforholdene sejlet til havn i Bergen hvor losningen

af

fangsten skete efter forudgående anmeldelse til en norsk salgsorganisation.

Landsretten fremhævede en

række konkrete omstændigheder i forbindelse med fiskeriet og losningen,

herunder at skibsføreren efter eget udsagn var uvidende om reglerne om

forudanmeldelse ved landing i udlandet. Endvidere fremhævede landsretten

bl.a.

at der ikke var landet eller søgt landet ulovligt fangede fisk. Herefter

udtalte landsretten følgende:

’Ved afgørelsen af, om den

manglende forudanmeldelse af den losning, der fandt sted i Bergen, kan anses

for ’grov’ i den forstand, dette udtryk anvendes i § 6 i lov om

regulering af

fiskeriet, må det dog også tages i betragtning, at inddragelsen af

tilladelsen

til industrifiskeri for en kortere eller længere periode er et alvorligt

indgreb i licenshaverens næring. Der er tale om en sanktion, som har

umiddelbar

virkning for den pågældendes udøvelse af erhvervet, og det kan være

vanskeligt

at overskue konsekvenserne af sanktionen, idet virkningerne af inddragelsen

og

dermed sanktionens intensitet til dels er afhængig af, på hvilket tidspunkt

af

fiskerisæsonen inddragelsen for et givet tidsrum sker. Dertil kommer, at der

ikke i forarbejderne til bestemmelsen i § 6, stk. 2, i lov om regulering af

fiskeriet er anført omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at der

efter bestemmelsen skulle være adgang til at inddrage allerede meddelte

tilladelser i videre omfang, end tilladelser efter anden tilsvarende

lovgivning

kan inddrages, eller at det almindeligt gældende forvaltningsretlige princip

om

proportionalitet skulle være helt eller delvist fraveget.

På den baggrund og under

hensyn til, at reglerne om forudanmeldelse – uanset deres væsentlige

betydning

for kontrolordningens funktion – dog knytter sig til den formelle

tilrettelæggelse af procedurerne for fiskerikontrollen,

at

der ikke er sket ulovligt fiskeri, og

at

landingen af fisk i Norge efterfølgende af sagsøgte selv er

indberettet til fiskerimyndighederne ved indlevering af logbog og afregning,

findes den manglende forudanmeldelse til sagsøgeren ikke at kunne betegnes

som

så grov, at den kan begrunde inddragelse af sagsøgtes tilladelse til

industrifiskeri.

Landsretten har herved også

lagt vægt på, at det efter det oplyste må antages, at landingen i Norge

skyldtes vejforholdene, og at den var usædvanlig for Ole Jensen

[skibsføreren;

min bemærkning], der ikke tidligere havde landet fisk uden for

Thyborøn.’

I en anden sag om

inddragelse af fiskerilicens til industrifiskeri gengivet i UfR 2000, s.

2217f,

anså Højesteret derimod ikke Fiskeridirektoratets inddragelse af

fiskerilicens

for ugyldig. Denne sag drejede sig om en fisker der havde tilladelse til

industrifiskeri

i alle farvande. Som vilkår for tilladelsen var bl.a. fastsat at bifangster

af

sild ikke måtte overstige 10 pct., og at andelen af usorterbar fisk højst

måtte

udgøre 25 pct. af den samlede mængde fisk om bord. Det fremgik af tilladelsen

at denne kunne inddrages uden varsel efter reglerne i § 6 i lov om regulering

af fiskeriet hvis vilkårene ikke blev overholdt. Efter at kutteren var vendt

tilbage, viste en stikprøve fra lasten at sildefangsten udgjorde 19,53 pct.

af

den samlede mængde fisk og at mængden af usorterbar fisk var 42,29 pct., og

fiskerilicensen blev inddraget for en måned. Under denne sag gjorde fiskeren

gældende at licensinddragelsen stred mod proportionalitetsprincippet med

henvisning til at der ikke var forholdsmæssighed mellem hans forseelse og

inddragelsen af licensen. Fiskeridirektoratet fremførte at inddragelsen af

licensen i en måned ikke stred mod proportionalitetsgrundsætningen.

Direktoratet henviste til at der var tale om en meget betydelig overskridelse

af de tilladte grænser for bifangster.

Henset til overskridelsernes

omfang anså landsretten ikke licensinddragelsen på en måned for et

uforholdsmæssigt indgreb. Højesteret stadfæstede landsrettens dom af de

grunde

der var anført af landsretten, og med enkelte bemærkninger. Af Højesterets

præmisser fremgår at Højesteret lagde vægt på at den konkrete landing af fisk

i

betragtning af de formål som tilladelsesordningen skulle tjene, ud fra en

objektiv vurdering utvivlsomt måtte anses som en grov overtrædelse af

vilkårene

for tilladelsen til industrifiskeri. Højesteret lagde endvidere vægt på at

vilkårsovertrædelsen ikke skyldtes undskyldelige forhold.

Som det fremgår, blev der i

begge sager foretaget en vurdering af om de konkrete omstændigheder i sagen

berettigede afgørelsen om at inddrage fiskerilicensen. I den forbindelse

inddrog domstolene overvejelser om hvorvidt den overtrædelse af reglerne som

var blevet begået, var af mere formel karakter, eller om den stred mod

formålet

med licensordningerne. Det indgik også i bedømmelsen om overtrædelsen

skyldtes

undskyldelige forhold, herunder om skibsføreren havde været bekendt med de

regler han havde overtrådt.

Fra retspraksis kan også

nævnes sagen gengivet i UfR 1991, s. 130f. Den drejer sig om en vognmand som

fra 1972 til 1987 i alt 25 gange var dømt eller havde vedtaget bøder for

overtrædelse af henholdsvis færdselslovgivningens regler om overlæs og

reglerne

i Arbejdsministeriets bekendtgørelse om arbejderbeskyttelse i

landevejstransport angående køre- og hviletid m.v. Vognmanden var endvidere

både i 1985 og 1987 dømt for spirituskørsel. På den baggrund fandt

Vejtransportrådet at der var grund til at antage at vognmanden ikke fremtidig

ville drive sin vognmandsvirksomhed på forsvarlig måde, og rådet

tilbagekaldte

uden forudgående advarsel hans tilladelser til godskørsel. I præmisserne

fremhævede Højesteret at vognmanden ikke havde fået nogen advarsel forud for

tilbagekaldelsen af tilladelserne, og at den spirituskørsel som fandt sted i

1985, ikke umiddelbart gav Vejtransportrådet anledning til at overveje

tilbagekaldelse. Under disse omstændigheder fandt Højesteret ikke fuldt

tilstrækkelig grundlag for at antage at vognmanden ikke i fremtiden ville

drive

sin virksomhed på forsvarlig måde.

For så vidt angår

spørgsmålet om hvorvidt proportionalitetsprincippet er indgået ved

vurderingen

af (B)’s sag, har Færdselsstyrelsen som sekretariat for

Vejtransportrådet bl.a.

udtalt følgende:

’Under sagens behandling i

Vejtransportrådet den 17. november 1998 blev det af et af medlemmerne af

rådet

anført, at indstillingen om afslag på godkendelse kunne synes hård.

Flertallet

af Vejtransportrådet vurderede imidlertid, at såfremt rådet i denne sag

godkendte virksomheden, ville det få konsekvens for tidligere afgjorte

tilsvarende sager om kørsel uden godkendelse. Endvidere lagde Rådet vægt på,

at

der forinden ikrafttrædelsen af lovændringen var oplyst om denne alle

relevante

steder, og det blev herunder anført, at ukendskab til loven ikke fritager for

ansvar. En godkendelse af ansøgeren ville tillige kunne give problemer i

branchen på grund af Rådets strenge praksis i disse sager.

I forbindelse med

behandlingen af spørgsmålet om genoptagelse af sagen på Vejtransportrådets

møde

den 21. april 1999 blev forholdsmæssigheden i Vejtransportrådets beslutning

om

afslag på vognmandstilladelse på ny drøftet. Vejtransportrådet var i den

forbindelse inde på, om en advarsel kunne være en alternativ og mindre

indgribende reaktionsmulighed.

Rådet fandt, at afslaget på

at godkende ansøgeren var særligt indgribende i denne sag, idet der var tale

om

en bestående virksomhed, der blev lukket. Det blev imidlertid anført,

at

ukendskab til reglerne ikke burde

fritage for ansvar,

at

sager af samme

art burde behandles ens, samt

at

hensynet til tilladelsessystemet, og dem der respekterer det, tilsiger en

streng praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse.

Det fremgår således af

referaterne fra Vejtransportrådets møder den 17. november 1998 og den 21.

april

1999, at proportionalitetsbetragtninger indgik ved vurderingen af sagen.

I den konkrete sag har

Vejtransportrådet efter en skønsmæssig vurdering dog fundet, at ansøgningen

måtte afslås af hensyn til respekten for tilladelsessystemet, samt at en

godkendelse efter ulovlig kørsel igennem længere tid ville sende et forkert

signal

til hele branchen. Vejtransportrådet har i sagen ikke fundet, at en mindre

indgribende reaktion – en advarsel – kunne fremme disse hensyn,

idet hensynet

til retshåndhævelsen af godskørselslovens tilladelsessystem blev fundet at

måtte veje tungere end hensynet til den virksomhed, som har overtrådt

loven.’

Ved vurderingen af om (B)’s

udførelse af slamsugning efter den 31. december 1996 uden vognmandstilladelse

var af en sådan karakter at dette forhold i sig selv kunne begrunde afslag på

hans ansøgning om vognmandstilladelse, må der efter min opfattelse lægges

vægt

på at afgørelsen om afslag var af særlig indgribende karakter.

Vejtransportrådets afslag på

at udstede vognmandstilladelse indebar således at (B) blev udelukket fra at

fortsætte med at drive den selvstændige virksomhed som han efter det oplyste

havde drevet siden 1973. (B) havde efter det oplyste ikke haft anden

beskæftigelse de seneste 25 år. Afgørelsens retsvirkninger svarer derfor til

en

tilbagekaldelse af en erhvervstilladelse, og den har efter det oplyste ramt

(B)

særdeles hårdt økonomisk.

Jeg har endvidere overvejet

det Færdselsstyrelsen har anført om at ukendskab til reglerne ikke fritager

for

ansvar.

Jeg er naturligvis enig i at

man som borger kan pådrage sig et ansvar selv om man ikke havde kendskab til

de

regler man har overtrådt. Ved bedømmelsen af hvor streng en reaktion der bør

anvendes

ved overtrædelse af godskørselslovens godkendelseskrav, må det dog efter min

opfattelse tages i betragtning om der foreligger en forsætlig eller uagtsom

overtrædelse af reglerne. Efter det for mig oplyste var årsagen til at (B)

udførte slamsugningsvirksomhed efter den 31. december 1996 uden

vognmandstilladelse, at han ikke var bekendt med at slamsugningsvirksomhed

med

virkning fra den 1. januar 1997 var omfattet af godskørselslovens

godkendelseskrav. Som nævnt ovenfor må dette forhold betegnes som uagtsomt.

Der

foreligger således ikke i sagen oplysninger om at (B) forsætligt skulle have

udført kørsel i strid med godskørselslovens tilladelseskrav.

Endvidere har jeg hæftet mig

ved at (B) af egen drift ansøgte Vejtransportrådet om tilladelse til at

udføre

godskørsel for fremmed regning da han blev opmærksom på at hans virksomhed

var

blevet omfattet af godskørselslovens tilladelseskrav.

Jeg har også hæftet mig ved

det i sagen oplyste om at (B) har meldt sig ind i Danske Vognmænd med henblik

på at sikre sig at han fremover bliver orienteret om ny lovgivning på

området.

Ved min bedømmelse af sagen

er jeg endvidere opmærksom på det Færdselsstyrelsen har anført om at hensynet

til det ved godskørselsloven etablerede tilladelsessystem tilsiger at

Vejtransportrådets praksis i sager om vognmandskørsel uden tilladelse bør

være

streng. I den konkrete sag fandt Vejtransportrådet således at hensynet til

håndhævelsen af tilladelsessystemet måtte vejere tungere end hensynet til

(B).

Jeg er enig i at hensynet

til håndhævelse af tilladelsessystemet må tillægges stor betydning. Dette

hensyn må dog afvejes over for andre hensyn ved administrationen af

godskørselsloven. Højesterets dom i sagen UfR 1991, s. 130f, illustrerer at

efter omstændighederne bliver tilladelser til godskørsel for fremmed regning

opretholdt selv om der foreligger et betydeligt antal lovovertrædelser af den

art som tilladelsessystemet skal modvirke.

I den foreliggende sag er

der ikke konkrete oplysninger der tyder på at hensynet til håndhævelse af

tilladelsessystemet ville være blevet alvorligt tilsidesat hvis (B) havde

fået

en vognmandstilladelse.

Herudover må det efter min

mening også tages i betragtning at uanset at tilladelsessystemet er

væsentligt

for at sikre opnåelsen af de formål som godskørselsloven skal varetage, er

der

tale om et sæt af procedureregler som skal muliggøre den nødvendige kontrol

af

godskørsel for fremmed regning. Det er disse regler (B) har overtrådt, mens

der

ikke foreligger oplysninger om at han har handlet på en måde der er i strid

med

de formål som tilladelsessystemet sigter på at varetage. Som nævnt er disse

formål at skabe mere lige konkurrencevilkår inden for erhvervet og bedre

sociale

vilkår for vognmandserhvervets udøvere samt at understøtte bestræbelserne på

at

øge færdselssikkerheden. Herefter, og da der heller ikke i øvrigt er

oplysninger i sagen om at (B)’s ansøgning om vognmandstilladelse ville

være

blevet afslået med anden begrundelse end den anførte, er der ikke grundlag

for

at antage at (B) ikke ville have fået vognmandstilladelsen hvis han havde

indgivet sin ansøgning rettidigt.

Der indgår heller ikke i

sagen oplysninger om at (B) ved udøvelsen af sin slamsugningsvirksomhed i

øvrigt skulle have overtrådt gældende regler på området.

På den baggrund kan hensynet

til at sikre respekten for det ved godskørselsloven etablerede

tilladelsessystem

og formålet med godkendelseskravet næppe begrunde en afgørelse med så

alvorlige

konsekvenser for (B).

Selv om jeg er enig i

betydningen af de hensyn som Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen har

fremført, er det efter en samlet bedømmelse af sagen min opfattelse at en

afgørelse med så alvorlige konsekvenser for (B) ikke kan anses for at være i

overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om

proportionalitet.

Jeg har gjort

Vejtransportrådet og Færdselsstyrelsen bekendt med min opfattelse.

Jeg

har i dag henstillet til Vejtransportrådet at

rådet overvejer at genoptage behandlingen af sagen.”

Færdselsstyrelsen meddelte

mig den 19. juni 2001 at Vejtransportrådet på et møde den 15. juni 2001 havde

besluttet at træffe ny afgørelse i sagen. Efter den nye afgørelse i sagen

blev

vognmanden anset for at opfylde kravet i den nugældende godskørselslovs § 3,

stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, nr. 8, i den dagældende

godskørselslov.

I brev af 26. juni 2001

meddelte jeg Færdselsstyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Færdselsstyrelsen meddelte

mig den 19. juni 2001 at Vejtransportrådet på et møde den 15. juni 2001 havde

truffet en ny afgørelse i sagen. Efter den nye afgørelse i sagen blev

vognmanden anset for at opfylde kravet i den nugældende godskørselslovs § 3,

stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 1, nr. 8, i den dagældende

godskørselslov.

Jeg meddelte herefter

Færdselsstyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*)

FOB 1999, s. 80,

og

FOB 1994, s. 365.

Lignende dokumenter