Kontanthjælp med tilbagevirkende kraft ved vejledningsfejl.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kontanthjælp med tilbagevirkende kraft ved vejledningsfejl.
A klagede for B over et
socialt ankenævns afgørelse af 26. juni 1989 vedrørende kontanthjælp til
dækning af B's
bidragsforpligtelse. Ved
afgørelsen tiltrådte ankenævnet en kommunes afgørelse af 19. april 1989,
hvorefter B ikke var berettiget til at modtage kontanthjælp til betaling af
en
bidragsforpligtelse med tilbagevirkende kraft. Ankenævnet begrundede sin
afgørelse
således:
"...
Nævnet finder ikke, at det
kan lægges til grund, at De har søgt forvaltningen om bistandshjælp på et
tidligere tidspunkt, og at det er i overensstemmelse med socialretlig
praksis,
at der ikke kan ydes løbende kontanthjælp efter bistandsloven med
tilbagevirkende kraft.
Efter nævnets opfattelse er
det endvidere tvivlsomt, om De fra det omhandlede tidspunkt var berettiget
til
bistandshjælp, når henvises til, at De dels var uddannelsessøgende og dels
opholdt Dem i udlandet."
Sagens faktiske forløb var i
alt væsentligt som følger:
B blev i slutningen af 1984
bekendt med, at han muligvis skulle være far i sommeren 1985. På det
tidspunkt
var han 14 år og gik i 9. klasse. I den anledning henvendte B sig i et
kommunalt ungdomsrådgivningskontor, som opfordrede ham til at drøfte
Læs alt
problemerne med sine forældre. Der forelå ikke oplysninger om, at
rådgivningskontoret i øvrigt gav ham råd og vejledning.
Efter barnets fødsel den 20.
juli 1985 modtog B den 10. december 1985 fra et statsamt meddelelse om, at
han
var udlagt som far til barnet. I et brev meddelte B's forældre herefter
statsamtet, at faderskabet ikke kunne anerkendes, idet "vi har begrundet
formodning om, at der er indtil flere emner."
Ved dom af 18. november 1986
blev B anset som fader til barnet og ved statsamtets brev af 8. januar 1987
sat
i bidrag fra barnets fødsel den 20. juli 1985. Han var på det tidspunkt 16 år
og gik på efg-basisår.
B's forældre søgte herefter
advokatbistand til afklaring af forskellige spørgsmål i forbindelse med
bidragsgælden, bl.a. rettede advokaten en forespørgsel til incassoafdelingen
i
kommunens social- og sundhedsforvaltning om mulighederne for eftergivelse af
bidragsgælden, som i februar 1987 beløb sig til ca. 12.000 kr.
Efter drøftelsen med
incassoafdelingen vurderede advokaten i et brev af 13. februar 1987 til
forældrene mulighederne for eftergivelse som ringe. Der forelå ikke
detaljerede
oplysninger i sagen om advokatens forespørgsel til incassokontoret og
kontorets
besvarelse af hans henvendelse. Oplysninger om advokatens initiativ forelå
alene i form af brevet til B's far, hvor advokaten meddelte faderen det
negative resultat af sine undersøgelser.
Socialforvaltningens
incassoafdeling indkaldte herefter med brev af 17. februar 1987 B til samtale
om en betalingsaftale, og efter samtalen modtog han den 5. marts 1987
forvaltningens
meddelelse om, at han var meddelt henstand med betalingen af bidragsgælden.
Efter afslutning af
efg-basisåret opholdt B sig i USA fra sommeren 1987 til marts 1988, på
hvilket
tidspunkt han søgte hjælp i socialforvaltningen på grund af arbejdsløshed.
Han
var indtil da blevet forsørget af sine forældre.
Ansøgningen om kontanthjælp
blev indgivet af A på B's vegne. A gjorde i ansøgningen af 27. marts 1988
bl.a.
gældende, at kontanthjælp til
dækning af
bidragsforpligtelsen burde ydes med tilbagevirkende kraft fra barnets fødsel
den 20. juli 1985 og henviste i den forbindelse til, at forvaltningen ikke
havde opfyldt sin vejledningsforpligtelse overfor B ved på et tidligere
tidspunkt at have orienteret ham om, at han fra tidspunktet fra barnets
fødsel
var berettiget til at modtage hjælp efter bistandsloven, idet han som
forsørger
ikke længere selv var under forældres forsørgelsespligt.
Socialforvaltningen afviste
at yde hjælpen med tilbagevirkende kraft og henviste bl.a. til at "der
ses
heller ikke at være pålagt forvaltningen nogen vejledningsforpligtelse, i
forbindelse med, at du er pålagt bidragsbetaling."
I A's brev til mig havde A
udover at kritisere, at der i den konkrete sag ikke blev ydet den vejledning,
A
fandt var nødvendig, generelt sat spørgsmålstegn ved, om ganske unge fædre
modtager den vejledning og støtte, der er fornøden. A havde i den forbindelse
givet anvisninger på, hvorledes det administrativt kunne sikres, at unge
fædre
bliver bragt i kontakt med den nødvendige socialfaglige ekspertise.
I anledning af A's klage bad
jeg i et brev af 21. maj 1990 amtsankenævnet om en udtalelse. Jeg anførte
bl.a.:
"...
Det er almindeligt antaget,
at en myndigheds tilsidesættelse af en vejledningforpligtelse efter
omstændighederne vil kunne være af væsentlig betydning for det nærmere
indhold
af en afgørelse. De sager, der er refereret i FOB 1976.245, FOB 1978.564, FOB
1978.649, FOB 1981.270 og SM 0-44-88 drejede sig således om, at ansøgerne
skulle stilles, som om de havde indgivet ansøgning rettidigt, idet der ikke
var
givet behørig vejledning om ansøgningskravet. Jeg henviser endvidere til den
Østre Landsrets dom, der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, side
263,
jf. FOB 1986.99.
Efter min opfattelse burde
også amtsankenævnet have forholdt sig til indsigelsen om vejledningsmangler.
Jeg henviser herved til pkt. 21.1 i Socialministeriets vejledning om
klageregler og tilsyn på det sociale område.
På den baggrund anmoder jeg
amtsankenævnet om en udtalelse om spørgsmålet. Endvidere anmoder jeg
socialforvaltningen om en nærmere begrundelse for forvaltningens opfattelse,
hvorefter forvaltningen ikke har tilsidesat nogen vejledningsforpligtelse i
de
tilfælde, hvor (A) eller hans forældre var i kontakt med socialforvaltningen
under sagsforløbet..."
Socialforvaltningen i
kommunen anførte bl.a. følgende i en udtalelse af 27. juni 1990 til
amtsankenævnet:
"...
Pågældende har henvendt sig
til en af kommunens etablerede ungdomsrådgivninger i slutningen af 1984 og
har
her fået rådgivning og vejledning i forhold til den kritiske situation han
stod
i, på det tidspunkt. Pågældende oplyser, at han blev rådgivet til, at
fortælle
sine forældre om sin situation. Forældrene reagerede på sønnens situation ved
at støtte ham. Der blev således ikke på det tidspunkt behov for yderligere
rådgivning, idet pågældende ikke henvendte sig igen.
I forbindelse med afkrævning
af bidrag har pågældende kontakt til forvaltningens Incassoafdeling i februar
og marts måned 1987. Pågældende bevilges henstand med betaling af bidrag.
I april måned 1988 ansøger
pågældende om økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37 med tilbagevirkende
kraft fra den 20. juli 1985, hvor han blev far.
Social- og
sundhedsforvaltningen er af den opfattelse, at de særlige krav der stilles
til
rådgivning og vejledning efter bistandslovens § 28 og uddybet i cirkulære om
rådgivning og tilsyn efter bistandsloven er opfyldt.
Der ligger ikke materiale fra
pågældendes henvendelse i ungdomsrådgivningen fra 1984, men det har givet
ikke
været det rigtige tidspunkt, at vejlede pågældende om børnebidrag, betaling
m.v. Er dette gjort alligevel har pågældende naturligt glemt det.
Pågældende har ved flere
lejligheder, hvor han eller hans forældre har været i kontakt med
forvaltningen, kunnet tilbydes rådgivning om økonomisk bistand.
Pågældende har ikke ansøgt
herom, men forvaltningen vil ikke afvise at han eller forældrene er blevet
henvist til et af forvaltningens bistandskontorer for at ansøge herom i
forbindelse
med hans kontakt til forvaltningens Incassoafdeling..."
I et brev af 12. juli 1990
besvarede ankenævnet mit brev ved bl.a. at anføre følgende:
"...
Ved pågældendes henvendelse
til Ungdomsrådgivningen i slutningen af 1984, i en situation hvor faderskabet
endnu ikke var fastslået, er det nævnets opfattelse, at den fornødne
vejledningspligt ikke omfatter en gennemgang af bistandslovens eventuelle
muligheder for at yde økonomisk støtte.
Forvaltningens henvendelse
(jeg formoder, at nævnet mener
forældrenes
henvendelse
; min bemærkning) gennem advokat om afskrivning af bidragsgælden,
der omtaler nogle foreløbige sonderinger om kommunens praksis og nærmere
undersøgelser gennem advokatens forbindelse hos kommunen, har heller ikke
kunnet give forvaltningen anledning til vejledning og rådgivning.
Nævnet finder endvidere at
inkassoafdelingen i den angivne funktion ikke har været forpligtet til
uopfordret at undersøge eventuelle muligheder for økonomisk støtte til
afholdelse af børnebidrag.
Sammenfattende finder nævnet,
at der efter det oplyste ikke foreligger en vejledningsmangel af betydning
for
nævnets afgørelse, hvortil kommer, at det efter nævnets opfattelse er
tvivlsomt
om pågældende var berettiget til bistandshjælp jf. bistandslovens daværende
bestemmelse i § 38, stk. 2 og lovens § 1..."
Herefter udtalte jeg følgende
i en skrivelse til A:
"Efter bistandslovens §
6, stk. 3, nr. 1 ophører forsørgerpligten over for et barn, hvis barnet selv
får forsørgerpligt over for et barn.
Det følger heraf, at også en ung
under 18 år, som er anset som fader til et barn, vil være berettiget til
kontanthjælp efter samme regler som personer over 18 år, forudsat at
bistandslovens øvrige tildelingsbetingelser er opfyldt.
Amtsankenævnet har som et led
i sin begrundelse for afgørelsen
af 26.
juni 1989 henvist til, at "det er i overensstemmelse med socialretlig
praksis, at der ikke kan ydes løbende kontanthjælp efter bistandsloven med
tilbagevirkende kraft."
Som udgangspunkt kan denne
opfattelse ikke give mig anledning til bemærkninger. Som nævnt i mit brev af
21. maj 1990 til amtsankenævnet kan udgangspunktet efter omstændighederne
fraviges, således at en ansøger stilles, som om han havde indgivet ansøgning
på
et tidligere tidspunkt, forudsat det kan påvises, at der ikke er givet
behørig
vejledning om retten til ydelsen og om ansøgningskravet.
Den opfattelse, at
kontanthjælp alene kan ydes med virkning for fremtiden, bygger grundlæggende
på
kontanthjælpens karakter af trangsbestemt ydelse. I FOB 1981.270 udtalte den
daværende ombudsmand sig generelt om dette spørgsmål. Ombudsmanden anførte
bl.a. følgende (side 274):
"...
Jeg er naturligvis enig i, at
det i forbindelse med en ansøgning om hjælp må være dokumenteret, at
betingelserne for modtagelsen af hjælpen er
(var) opfyldt for hele den periode, for hvilken hjælpen søges,
og i, at
dette princip som hovedregel - men dog ikke undtagelsesfrit - vil føre til,
at
hjælp ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft; for så vidt angår
trangsbestemt
hjælp følger dette af, at der i almindelighed ikke kan siges at have været
trang (eller at denne vanskeligt kan dokumenteres), hvis ansøgeren rent
faktisk
har klaret sig, eller hvis et gode er anskaffet og betalt, inden der ansøges
om
hjælp..."
I en sag som den foreliggende
har trangen ikke kunnet konstateres og ansøgning om kontanthjælp til dækning
af
bidragsforpligtelsen derfor ikke kunnet indgives, før faderskabet var
fastslået
ved endelig dom, og før størrelsen af bidraget herefter var fastsat eller
aftalt.
I en sådan situation må en
afgørelse vedrørende en ansøgning, indgivet umiddelbart efter
bidragsfastsættelsen, som udgangspunkt afgøres på grundlag af en vurdering af
trangen på ansøgningstidspunktet.
Spørgsmålet i den
foreliggende sag er herefter, om det kan antages, at der har foreligget
vejledningsmangler af en sådan karakter, at (B) bør stilles, som om han havde
indgivet ansøgning om kontanthjælp kort efter tidspunktet for
bidragsafgørelsen
den 8. januar 1987. Såfremt det er tilfældet, vil forvaltningen ikke kunne
afslå hjælp til betaling af den bidragsgæld, der var konstateret på det
tidspunkt, med henvisning til, at bidragene vedrører en periode forud for
ansøgningens indgivelse. Jeg henviser herved til, at bidragsforpligtelsen
først
blev fastsat og gjort gældende over for (B) på det anførte tidspunkt.
Bestemmelser om vejledning af
relevans for den foreliggende sag findes i forvaltningslovens § 7 og i
bistandslovens § 28. Bestemmelserne har følgende indhold:
Forvaltningslovens § 7, stk. 1:
"En
forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til
personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens
sagsområde."
Bistandslovens § 28:
"Kommunalbestyrelsen kan
tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og
er
forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver,
som
må antages at trænge hertil. Målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de
pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte dem i
stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp. Vejledningen kan ydes
alene eller i forbindelse med anden hjælp eller bistand."
Omfanget af forpligtelsen
efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, og bistandslovens § 28 er efter
bestemmelsernes sproglige udformning ikke nærmere præciseret. Efter praksis
antages det, at der gælder en forpligtelse til vejledning inden for
myndighedens eget område, hvis myndigheden på det grundlag, der forelægges,
kan
se, at den pågældende muligvis vil være berettiget til en ydelse, der
forudsætter
ansøgning. Herudover er myndigheden forpligtet til at besvare spørgsmål fra
parten i det omfang, det har betydning for den pågældendes varetagelse af
sine
interesser under sagen.
I den foreliggende sag har
(B) været i kontakt med kommunen dels ved sin henvendelse til
Ungdomsrådgivningen i slutningen af 1984, dels ved sin egen og forældrenes
advokats kontakt til socialforvaltningens incassokontor i februar og marts
1987.
Ved henvendelse til kommunens
ungdomsrådgivning var moderens graviditet først nylig konstateret, og (B)'s
faderskab og eventuelle bidragsforpligtelse havde som følge deraf en
hypotetisk
karakter. På denne baggrund er jeg enig med socialforvaltningen i, at det
nærmere indhold af den mundtlige vejledning, som (B) måtte have modtaget ved
den lejlighed, ikke kan tillægges afgørende betydning ved en stillingtagen
til
spørgsmålet om, hvorvidt (B) er berettiget til hjælp forud for
ansøgningstidspunktet.
Jeg har herefter overvejet
spørgsmålet om mulige vejledningsmangler i socialforvaltningens
incassokontor.
(B)'s kontakt til
socialforvaltningens incassoafdeling bestod dels i (B)'s egen kontakt under
mødet den 3. marts 1987, dels i advokatens samtale af 18. februar 1987 med
forvaltningen.
Efter det oplyste, har
advokatens forespørgsel til incassokontoret alene drejet sig om spørgsmålet
om
mulig eftergivelse af gælden, og det kan herefter ikke give mig grundlag for
kritik, såfremt kontoret ikke vejledte om muligheden for at søge
kontanthjælp.
(B)'s egen henvendelse til
incassokontoret fandt sted på forvaltningens initiativ med henblik på
indgåelse
af en betalingsaftale vedrørende bidragsgælden. Omend incassokontoret på
grundlag af samtalen blev gjort bekendt med (B)'s manglende betalingsevne og
herefter meddelte ham henstand med betalingen, finder jeg ikke at have
tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af, at incassokontoret undlod på
eget initiativ at henvise (B) til socialforvaltningens bistandsafdeling. Jeg
har herved lagt vægt på, at (B) eller hans repræsentant(er) efter det oplyste
ikke selv tog noget initiativ til at søge om eller forespørge til
mulighederne
for kontanthjælp, og til at incassokontoret på det tidspunkt var bekendt med,
at (B)'s forældre havde advokatbistand i sagen. Omend de nærmere
omstændigheder
omkring advokatens rolle i sagen alene har kunnet belyses ved hans brev til
forældrene, finder jeg, at den omstændighed, at incassokontoret var bekendt
med, at forældrene havde søgt advokathjælp under sagen, i et vist omfang
fritog
myndigheden fra at vejlede om muligheden for kontanthjælp.
Det er min opfattelse, at
incassokontoret med rette måtte kunne forvente, at en advokat udover at
undersøge muligheden for eftergivelse af bidragsgælden tilsvarende ville
undersøge mulighederne for afhjælpning af problemet ved henvendelse til
forvaltningens
bistandsafdeling.
På denne baggrund
og i betragtning af vejledningsforpligtelsens
ikke nærmere præciserede karakter, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og
bistandslovens § 28, kan jeg ikke med den fornødne sikkerhed fastslå at
incassoafdelingen begik vejledningsfejl af en sådan karakter, at jeg har
grundlag for at henstille til amtsankenævnet at revurdere sagen med henblik
på
en konstatering af, om (B) i øvrigt opfyldte betingelserne i bistandsloven
for
tildeling af kontanthjælp.
Derimod må jeg anse det for
en fejl, at amtsankenævnet ikke i forbindelse med Deres klage til nævnet i
sin
afgørelse af 26. juni 1989 tog selvstændig stilling til spørgsmålet om mulige
vejledningsmangler, jf. mit brev af 21. maj 1990 til nævnet. På baggrund af
nævnets senere stillingtagen i et brev af 12. juli 1990 har jeg ikke nu
grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål."
Lignende dokumenter
- IV. Egen drift-undersøgelse angående 100 principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse Retsinformation · 7. november 2003
- Rekursmyndigheders prøvelse af afgørelser efter bistandslovens § 26. Form- og begrundelseskrav. Retsinformation · 6. november 2003
- Afslag på varmetillæg med tilbagevirkende kraft Hjemmel. Tidspunktet for ydelse af personligt tillæg. Det socialretlige prin cip om forudgående ansøgning Retsinformation · 1. marts 2005
- Beregning af tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4 Retsinformation · 16. februar 2019
- Egen drift-projekt angående 150 afviste principielle sager fra Den Sociale Ankestyrelse Retsinformation · 26. juni 2003
- Ankestyrelsens principafgørelse O-85-98 om kontanthjælp - formue - særligt børnetilskud - tilbagevirkende kraft - dobbeltforsørgelse Retsinformation · 11. juli 2013