Spring til indhold

Retsinformation

Kontanthjælp med tilbagevirkende kraft ved vejledningsfejl.

FOU nr 1990.270UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kontanthjælp med tilbagevirkende kraft ved vejledningsfejl.

A klagede for B over et

socialt ankenævns afgørelse af 26. juni 1989 vedrørende kontanthjælp til

dækning af B's

bidragsforpligtelse. Ved

afgørelsen tiltrådte ankenævnet en kommunes afgørelse af 19. april 1989,

hvorefter B ikke var berettiget til at modtage kontanthjælp til betaling af

en

bidragsforpligtelse med tilbagevirkende kraft. Ankenævnet begrundede sin

afgørelse

således:

"...

Nævnet finder ikke, at det

kan lægges til grund, at De har søgt forvaltningen om bistandshjælp på et

tidligere tidspunkt, og at det er i overensstemmelse med socialretlig

praksis,

at der ikke kan ydes løbende kontanthjælp efter bistandsloven med

tilbagevirkende kraft.

Efter nævnets opfattelse er

det endvidere tvivlsomt, om De fra det omhandlede tidspunkt var berettiget

til

bistandshjælp, når henvises til, at De dels var uddannelsessøgende og dels

opholdt Dem i udlandet."

Sagens faktiske forløb var i

alt væsentligt som følger:

B blev i slutningen af 1984

bekendt med, at han muligvis skulle være far i sommeren 1985. På det

tidspunkt

var han 14 år og gik i 9. klasse. I den anledning henvendte B sig i et

kommunalt ungdomsrådgivningskontor, som opfordrede ham til at drøfte

Læs alt

problemerne med sine forældre. Der forelå ikke oplysninger om, at

rådgivningskontoret i øvrigt gav ham råd og vejledning.

Efter barnets fødsel den 20.

juli 1985 modtog B den 10. december 1985 fra et statsamt meddelelse om, at

han

var udlagt som far til barnet. I et brev meddelte B's forældre herefter

statsamtet, at faderskabet ikke kunne anerkendes, idet "vi har begrundet

formodning om, at der er indtil flere emner."

Ved dom af 18. november 1986

blev B anset som fader til barnet og ved statsamtets brev af 8. januar 1987

sat

i bidrag fra barnets fødsel den 20. juli 1985. Han var på det tidspunkt 16 år

og gik på efg-basisår.

B's forældre søgte herefter

advokatbistand til afklaring af forskellige spørgsmål i forbindelse med

bidragsgælden, bl.a. rettede advokaten en forespørgsel til incassoafdelingen

i

kommunens social- og sundhedsforvaltning om mulighederne for eftergivelse af

bidragsgælden, som i februar 1987 beløb sig til ca. 12.000 kr.

Efter drøftelsen med

incassoafdelingen vurderede advokaten i et brev af 13. februar 1987 til

forældrene mulighederne for eftergivelse som ringe. Der forelå ikke

detaljerede

oplysninger i sagen om advokatens forespørgsel til incassokontoret og

kontorets

besvarelse af hans henvendelse. Oplysninger om advokatens initiativ forelå

alene i form af brevet til B's far, hvor advokaten meddelte faderen det

negative resultat af sine undersøgelser.

Socialforvaltningens

incassoafdeling indkaldte herefter med brev af 17. februar 1987 B til samtale

om en betalingsaftale, og efter samtalen modtog han den 5. marts 1987

forvaltningens

meddelelse om, at han var meddelt henstand med betalingen af bidragsgælden.

Efter afslutning af

efg-basisåret opholdt B sig i USA fra sommeren 1987 til marts 1988, på

hvilket

tidspunkt han søgte hjælp i socialforvaltningen på grund af arbejdsløshed.

Han

var indtil da blevet forsørget af sine forældre.

Ansøgningen om kontanthjælp

blev indgivet af A på B's vegne. A gjorde i ansøgningen af 27. marts 1988

bl.a.

gældende, at kontanthjælp til

dækning af

bidragsforpligtelsen burde ydes med tilbagevirkende kraft fra barnets fødsel

den 20. juli 1985 og henviste i den forbindelse til, at forvaltningen ikke

havde opfyldt sin vejledningsforpligtelse overfor B ved på et tidligere

tidspunkt at have orienteret ham om, at han fra tidspunktet fra barnets

fødsel

var berettiget til at modtage hjælp efter bistandsloven, idet han som

forsørger

ikke længere selv var under forældres forsørgelsespligt.

Socialforvaltningen afviste

at yde hjælpen med tilbagevirkende kraft og henviste bl.a. til at "der

ses

heller ikke at være pålagt forvaltningen nogen vejledningsforpligtelse, i

forbindelse med, at du er pålagt bidragsbetaling."

I A's brev til mig havde A

udover at kritisere, at der i den konkrete sag ikke blev ydet den vejledning,

A

fandt var nødvendig, generelt sat spørgsmålstegn ved, om ganske unge fædre

modtager den vejledning og støtte, der er fornøden. A havde i den forbindelse

givet anvisninger på, hvorledes det administrativt kunne sikres, at unge

fædre

bliver bragt i kontakt med den nødvendige socialfaglige ekspertise.

I anledning af A's klage bad

jeg i et brev af 21. maj 1990 amtsankenævnet om en udtalelse. Jeg anførte

bl.a.:

"...

Det er almindeligt antaget,

at en myndigheds tilsidesættelse af en vejledningforpligtelse efter

omstændighederne vil kunne være af væsentlig betydning for det nærmere

indhold

af en afgørelse. De sager, der er refereret i FOB 1976.245, FOB 1978.564, FOB

1978.649, FOB 1981.270 og SM 0-44-88 drejede sig således om, at ansøgerne

skulle stilles, som om de havde indgivet ansøgning rettidigt, idet der ikke

var

givet behørig vejledning om ansøgningskravet. Jeg henviser endvidere til den

Østre Landsrets dom, der er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, side

263,

jf. FOB 1986.99.

Efter min opfattelse burde

også amtsankenævnet have forholdt sig til indsigelsen om vejledningsmangler.

Jeg henviser herved til pkt. 21.1 i Socialministeriets vejledning om

klageregler og tilsyn på det sociale område.

På den baggrund anmoder jeg

amtsankenævnet om en udtalelse om spørgsmålet. Endvidere anmoder jeg

socialforvaltningen om en nærmere begrundelse for forvaltningens opfattelse,

hvorefter forvaltningen ikke har tilsidesat nogen vejledningsforpligtelse i

de

tilfælde, hvor (A) eller hans forældre var i kontakt med socialforvaltningen

under sagsforløbet..."

Socialforvaltningen i

kommunen anførte bl.a. følgende i en udtalelse af 27. juni 1990 til

amtsankenævnet:

"...

Pågældende har henvendt sig

til en af kommunens etablerede ungdomsrådgivninger i slutningen af 1984 og

har

her fået rådgivning og vejledning i forhold til den kritiske situation han

stod

i, på det tidspunkt. Pågældende oplyser, at han blev rådgivet til, at

fortælle

sine forældre om sin situation. Forældrene reagerede på sønnens situation ved

at støtte ham. Der blev således ikke på det tidspunkt behov for yderligere

rådgivning, idet pågældende ikke henvendte sig igen.

I forbindelse med afkrævning

af bidrag har pågældende kontakt til forvaltningens Incassoafdeling i februar

og marts måned 1987. Pågældende bevilges henstand med betaling af bidrag.

I april måned 1988 ansøger

pågældende om økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37 med tilbagevirkende

kraft fra den 20. juli 1985, hvor han blev far.

Social- og

sundhedsforvaltningen er af den opfattelse, at de særlige krav der stilles

til

rådgivning og vejledning efter bistandslovens § 28 og uddybet i cirkulære om

rådgivning og tilsyn efter bistandsloven er opfyldt.

Der ligger ikke materiale fra

pågældendes henvendelse i ungdomsrådgivningen fra 1984, men det har givet

ikke

været det rigtige tidspunkt, at vejlede pågældende om børnebidrag, betaling

m.v. Er dette gjort alligevel har pågældende naturligt glemt det.

Pågældende har ved flere

lejligheder, hvor han eller hans forældre har været i kontakt med

forvaltningen, kunnet tilbydes rådgivning om økonomisk bistand.

Pågældende har ikke ansøgt

herom, men forvaltningen vil ikke afvise at han eller forældrene er blevet

henvist til et af forvaltningens bistandskontorer for at ansøge herom i

forbindelse

med hans kontakt til forvaltningens Incassoafdeling..."

I et brev af 12. juli 1990

besvarede ankenævnet mit brev ved bl.a. at anføre følgende:

"...

Ved pågældendes henvendelse

til Ungdomsrådgivningen i slutningen af 1984, i en situation hvor faderskabet

endnu ikke var fastslået, er det nævnets opfattelse, at den fornødne

vejledningspligt ikke omfatter en gennemgang af bistandslovens eventuelle

muligheder for at yde økonomisk støtte.

Forvaltningens henvendelse

(jeg formoder, at nævnet mener

forældrenes

henvendelse

; min bemærkning) gennem advokat om afskrivning af bidragsgælden,

der omtaler nogle foreløbige sonderinger om kommunens praksis og nærmere

undersøgelser gennem advokatens forbindelse hos kommunen, har heller ikke

kunnet give forvaltningen anledning til vejledning og rådgivning.

Nævnet finder endvidere at

inkassoafdelingen i den angivne funktion ikke har været forpligtet til

uopfordret at undersøge eventuelle muligheder for økonomisk støtte til

afholdelse af børnebidrag.

Sammenfattende finder nævnet,

at der efter det oplyste ikke foreligger en vejledningsmangel af betydning

for

nævnets afgørelse, hvortil kommer, at det efter nævnets opfattelse er

tvivlsomt

om pågældende var berettiget til bistandshjælp jf. bistandslovens daværende

bestemmelse i § 38, stk. 2 og lovens § 1..."

Herefter udtalte jeg følgende

i en skrivelse til A:

"Efter bistandslovens §

6, stk. 3, nr. 1 ophører forsørgerpligten over for et barn, hvis barnet selv

får forsørgerpligt over for et barn.

Det følger heraf, at også en ung

under 18 år, som er anset som fader til et barn, vil være berettiget til

kontanthjælp efter samme regler som personer over 18 år, forudsat at

bistandslovens øvrige tildelingsbetingelser er opfyldt.

Amtsankenævnet har som et led

i sin begrundelse for afgørelsen

af 26.

juni 1989 henvist til, at "det er i overensstemmelse med socialretlig

praksis, at der ikke kan ydes løbende kontanthjælp efter bistandsloven med

tilbagevirkende kraft."

Som udgangspunkt kan denne

opfattelse ikke give mig anledning til bemærkninger. Som nævnt i mit brev af

21. maj 1990 til amtsankenævnet kan udgangspunktet efter omstændighederne

fraviges, således at en ansøger stilles, som om han havde indgivet ansøgning

på

et tidligere tidspunkt, forudsat det kan påvises, at der ikke er givet

behørig

vejledning om retten til ydelsen og om ansøgningskravet.

Den opfattelse, at

kontanthjælp alene kan ydes med virkning for fremtiden, bygger grundlæggende

på

kontanthjælpens karakter af trangsbestemt ydelse. I FOB 1981.270 udtalte den

daværende ombudsmand sig generelt om dette spørgsmål. Ombudsmanden anførte

bl.a. følgende (side 274):

"...

Jeg er naturligvis enig i, at

det i forbindelse med en ansøgning om hjælp må være dokumenteret, at

betingelserne for modtagelsen af hjælpen er

(var) opfyldt for hele den periode, for hvilken hjælpen søges,

og i, at

dette princip som hovedregel - men dog ikke undtagelsesfrit - vil føre til,

at

hjælp ikke kan ydes med tilbagevirkende kraft; for så vidt angår

trangsbestemt

hjælp følger dette af, at der i almindelighed ikke kan siges at have været

trang (eller at denne vanskeligt kan dokumenteres), hvis ansøgeren rent

faktisk

har klaret sig, eller hvis et gode er anskaffet og betalt, inden der ansøges

om

hjælp..."

I en sag som den foreliggende

har trangen ikke kunnet konstateres og ansøgning om kontanthjælp til dækning

af

bidragsforpligtelsen derfor ikke kunnet indgives, før faderskabet var

fastslået

ved endelig dom, og før størrelsen af bidraget herefter var fastsat eller

aftalt.

I en sådan situation må en

afgørelse vedrørende en ansøgning, indgivet umiddelbart efter

bidragsfastsættelsen, som udgangspunkt afgøres på grundlag af en vurdering af

trangen på ansøgningstidspunktet.

Spørgsmålet i den

foreliggende sag er herefter, om det kan antages, at der har foreligget

vejledningsmangler af en sådan karakter, at (B) bør stilles, som om han havde

indgivet ansøgning om kontanthjælp kort efter tidspunktet for

bidragsafgørelsen

den 8. januar 1987. Såfremt det er tilfældet, vil forvaltningen ikke kunne

afslå hjælp til betaling af den bidragsgæld, der var konstateret på det

tidspunkt, med henvisning til, at bidragene vedrører en periode forud for

ansøgningens indgivelse. Jeg henviser herved til, at bidragsforpligtelsen

først

blev fastsat og gjort gældende over for (B) på det anførte tidspunkt.

Bestemmelser om vejledning af

relevans for den foreliggende sag findes i forvaltningslovens § 7 og i

bistandslovens § 28. Bestemmelserne har følgende indhold:

Forvaltningslovens § 7, stk. 1:

"En

forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til

personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens

sagsområde."

Bistandslovens § 28:

"Kommunalbestyrelsen kan

tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og

er

forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver,

som

må antages at trænge hertil. Målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de

pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte dem i

stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp. Vejledningen kan ydes

alene eller i forbindelse med anden hjælp eller bistand."

Omfanget af forpligtelsen

efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, og bistandslovens § 28 er efter

bestemmelsernes sproglige udformning ikke nærmere præciseret. Efter praksis

antages det, at der gælder en forpligtelse til vejledning inden for

myndighedens eget område, hvis myndigheden på det grundlag, der forelægges,

kan

se, at den pågældende muligvis vil være berettiget til en ydelse, der

forudsætter

ansøgning. Herudover er myndigheden forpligtet til at besvare spørgsmål fra

parten i det omfang, det har betydning for den pågældendes varetagelse af

sine

interesser under sagen.

I den foreliggende sag har

(B) været i kontakt med kommunen dels ved sin henvendelse til

Ungdomsrådgivningen i slutningen af 1984, dels ved sin egen og forældrenes

advokats kontakt til socialforvaltningens incassokontor i februar og marts

1987.

Ved henvendelse til kommunens

ungdomsrådgivning var moderens graviditet først nylig konstateret, og (B)'s

faderskab og eventuelle bidragsforpligtelse havde som følge deraf en

hypotetisk

karakter. På denne baggrund er jeg enig med socialforvaltningen i, at det

nærmere indhold af den mundtlige vejledning, som (B) måtte have modtaget ved

den lejlighed, ikke kan tillægges afgørende betydning ved en stillingtagen

til

spørgsmålet om, hvorvidt (B) er berettiget til hjælp forud for

ansøgningstidspunktet.

Jeg har herefter overvejet

spørgsmålet om mulige vejledningsmangler i socialforvaltningens

incassokontor.

(B)'s kontakt til

socialforvaltningens incassoafdeling bestod dels i (B)'s egen kontakt under

mødet den 3. marts 1987, dels i advokatens samtale af 18. februar 1987 med

forvaltningen.

Efter det oplyste, har

advokatens forespørgsel til incassokontoret alene drejet sig om spørgsmålet

om

mulig eftergivelse af gælden, og det kan herefter ikke give mig grundlag for

kritik, såfremt kontoret ikke vejledte om muligheden for at søge

kontanthjælp.

(B)'s egen henvendelse til

incassokontoret fandt sted på forvaltningens initiativ med henblik på

indgåelse

af en betalingsaftale vedrørende bidragsgælden. Omend incassokontoret på

grundlag af samtalen blev gjort bekendt med (B)'s manglende betalingsevne og

herefter meddelte ham henstand med betalingen, finder jeg ikke at have

tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik af, at incassokontoret undlod på

eget initiativ at henvise (B) til socialforvaltningens bistandsafdeling. Jeg

har herved lagt vægt på, at (B) eller hans repræsentant(er) efter det oplyste

ikke selv tog noget initiativ til at søge om eller forespørge til

mulighederne

for kontanthjælp, og til at incassokontoret på det tidspunkt var bekendt med,

at (B)'s forældre havde advokatbistand i sagen. Omend de nærmere

omstændigheder

omkring advokatens rolle i sagen alene har kunnet belyses ved hans brev til

forældrene, finder jeg, at den omstændighed, at incassokontoret var bekendt

med, at forældrene havde søgt advokathjælp under sagen, i et vist omfang

fritog

myndigheden fra at vejlede om muligheden for kontanthjælp.

Det er min opfattelse, at

incassokontoret med rette måtte kunne forvente, at en advokat udover at

undersøge muligheden for eftergivelse af bidragsgælden tilsvarende ville

undersøge mulighederne for afhjælpning af problemet ved henvendelse til

forvaltningens

bistandsafdeling.

På denne baggrund

og i betragtning af vejledningsforpligtelsens

ikke nærmere præciserede karakter, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og

bistandslovens § 28, kan jeg ikke med den fornødne sikkerhed fastslå at

incassoafdelingen begik vejledningsfejl af en sådan karakter, at jeg har

grundlag for at henstille til amtsankenævnet at revurdere sagen med henblik

på

en konstatering af, om (B) i øvrigt opfyldte betingelserne i bistandsloven

for

tildeling af kontanthjælp.

Derimod må jeg anse det for

en fejl, at amtsankenævnet ikke i forbindelse med Deres klage til nævnet i

sin

afgørelse af 26. juni 1989 tog selvstændig stilling til spørgsmålet om mulige

vejledningsmangler, jf. mit brev af 21. maj 1990 til nævnet. På baggrund af

nævnets senere stillingtagen i et brev af 12. juli 1990 har jeg ikke nu

grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål."

Lignende dokumenter