Spring til indhold

Retsinformation

Partshøring i sager vedrørende tvangsfjernelse af børn.

FOU nr 1990.260UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partshøring i sager vedrørende tvangsfjernelse af børn.

I en skrivelse af 9. oktober

1990 skrev jeg således til Den Sociale Ankestyrelse:

"I anledning af en

avisartikel har jeg fra bistandsafdelingen i Københavns Kommune modtaget kopi

af akterne i en typisk børnefjernelsessag. Endvidere har jeg telefonisk

indhentet

supplerende oplysninger.

Ved min gennemgang af

materialet har jeg hæftet mig ved, at social-og sundhedsforvaltningens

fremgangsmåde ved partshøring i tvangsfjernelsessager næppe er i fuld

overensstemmelse

med bestemmelserne i forvaltningslovens § 19.

I forbindelse med

forelæggelse af en sag for Københavns Børne- og Ungdomsnævn anvendes følgende

fremgangsmåde:

Når social- og

sundhedsforvaltningen har besluttet at forelægge en sag for nævnet, bliver

forældrene orienteret herom ved anvendelse af en standardblanket, der

afsendes

af vedkommende lokalkontor (socialcenter). Blanketten indeholder bl.a.

følgende tekst:

"Børne- og Ungdomsnævnet

vil behandle sagen i et møde, som afholdes i løbet af ca. 1 måned.

De vil senere modtage

underretning om tidspunktet for mødets afholdelse og blive anmodet om at

komme tilstede.

Social- og

Sundhedsforvaltningen skal i denne anledning orientere Dem om følgende:

1.

Læs alt

Der kan af

forvaltningen tilbydes Dem vederlagsfri advokatbistand såvel under eventuelle

forudgående drøftelser om sagen her på kontoret som i det kommende nævnsmøde.

2.

De er berettiget til

at blive gjort bekendt med de oplysninger, som foreligger i sagen, i

overensstemmelse med bestemmelserne i lov om offentlighed i forvaltningen.

De bedes venligst snarest

rette henvendelse til:

socialrådgiver ... /

fuldmægtig ...

såfremt De ønsker at modtage

tilbudet om vederlagsfri advokatbistand eller benytte Dem af Deres ret til at

blive gjort bekendt med de skriftlige oplysninger i sagen.

De er i øvrigt velkommen til

at rette henvendelse til kontoret om alle spørgsmål vedrørende sagen.

Vedlagte liste over medlemmer

af Foreningen af beskikkede advokater i København indeholder navnene på de

advokater, som har erklæret sig villige til at bistå forældre i Børne- og

Ungdomsnævnet. Adgangen til at benytte advokatbistand er ikke begrænset til

de

på listen opførte advokater, men De bør være opmærksom på, at Social- og

Sundhedsforvaltningens

tilbud om vederlagsfri advokatbistand forudsætter, at advokatens honorarkrav

er i overensstemmelse med den af Foreningen af beskikkede advokater i

København

herfor accepterede timetakst."

Såfremt forældrene herefter

tager imod tilbudet om advokatbistand, jf. bistandslovens § 125, stk. 1, får

advokaten på forvaltningens initiativ tilsendt samtlige sagens akter forud

for sagens behandling i nævnet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1,

sammenholdt

med § 8, stk. 1. I disse tilfælde foretages således partshøring i fuld

overensstemmelse

med forvaltningslovens bestemmelser.

Hvis forældrene ikke benytter

tilbudet om advokatbistand, er de henvist til selv eller eventuelt sammen med

en anden partsrepræsentant at varetage deres interesser under sagen. I disse

tilfælde får hverken forældrene eller den eventuelle (alternative)

partsrepræsentant

på forvaltningens initiativ tilsendt kopi af sagens akter. Hvis forældrene

eller den alternative partsrepræsentant ønsker indsigt i sagens akter,

forudsætter det et initiativ fra forældrene eller partsrepræsentanten.

Bistandsafdelingen har

telefonisk oplyst, at social- og sundhedsforvaltningen forud for en afgørelse

i nævnet lægger megen vægt på at orientere forældrene om deres ret til

advokatbistand,

og at forvaltningen går meget langt i bestræbelserne på at tilskynde

forældrene til at tage imod tilbudet.

Endvidere har

bistandsafdelingen gjort opmærksom på, at det kan være menneskeligt

belastende

for ofte ressourcefattige forældre at få tilsendt et sæt sagsakter, ofte

indeholdende negative vurderinger af deres evner som opdragere, og at

forvaltningen derfor i videst muligt omfang tilbyder forældrene at gennemgå

(dele af) sagsakterne sammen med dem.

Uanset disse bestræbelser kan

det ikke helt undgås, at der i enkelte tilfælde vil blive tale om at træffe

afgørelse i nævnet, uden at forældrene er repræsenteret af en advokat, og

uden

at forældrene eller en (alternativ) partsrepræsentant forinden har haft

indsigt i sagens akter.

Efter min umiddelbare

opfattelse følger det af bestemmelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 1, at

social- og sundhedsforvaltningen også i disse tilfælde har pligt til på eget

initiativ at sørge for, at forældrene eller deres (alternative)

partsrepræsentant bliver gjort bekendt med de relevante oplysninger og får

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden nævnet træffer afgørelse i

sagen.

Jeg er opmærksom på, at

forvaltningen efter bistandslovens § 125, stk. 1, alene har pligt til at gøre

forældremyndighedens indehaver "bekendt med retten til indsigt i sagens

akter efter lov om offentlighed i forvaltningen" (nu forvaltningslovens

kapitel 4), og at partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan

undlades, "hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes", jf.

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6.

Efter forvaltningslovens

forarbejder er der med undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 6, især

tænkt på forvaltningsområder, inden for hvilke retssikkerhedsformålet med

reglerne om aktindsigt og partshøring bedre tilgodeses ved særligt udformede

sagsbehandlingsregler, der sikrer, at parten inddrages i sagsforberedelsen på

netop den måde, der er mest hensigtsmæssig inden for det omhandlede

forvaltningsområde, jf. Folketingstidende, tillæg A, 1985-86, spalte 76-78 og

156.

Efter min opfattelse kan ikke

enhver særlig partshøringsregel fortrænge hovedreglen i forvaltningslovens §

19, stk. 1. En fortrængning må som udgangspunkt forudsætte, at den særlige

regel om partshøring sikrer parten i mindst samme omfang som bestemmelsen i

forvaltningslovens § 19, stk. 1. Bestemmelsen i bistandslovens § 125, stk. 1,

kan derfor næppe antages fuldt ud at fortrænge forvaltningslovens § 19, stk.

1, jf. § 19, stk. 2, nr. 6.

Idet jeg henviser til

ombudsmandslovens § 6, stk. 5, beder jeg om, at ankestyrelsen efter forud

indhentet erklæring fra Københavns Kommune udtaler sig om de rejste

spørgsmål."

Den Sociale Ankestyrelse

besvarede min skrivelse med en udtalelse af 27. marts 1991 vedlagt en

udtalelse af 12. december 1990 fra bistandsafdelingen. I udtalelsen anførte

bistandsafdelingen bl.a. følgende:

"Med henblik på at kunne

opnå et veldokumenteret grundlag for at beskrive den københavnske praksis på

det område, der har vakt Ombudsmandens

interesse, har bistandsafdelingen foretaget en undersøgelse af omfanget

og arten af samtlige de af Børne- og ungdomsnævnet trufne

"afgørelser" i dettes i alt 54 møder i perioden 1. januar - 30.

september 1990. Under "afgørelser" er alene medtaget beslutninger,

hvorefter bistandslovens paragraffer 127, 123, stk. 1, 123, stk. 2 og/eller

67

er bragt i anvendelse, ikke "henvisninger til magistraten", f.eks.

på

grund af et forældresamtykke afgivet under nævnsmødet eller manglende

fornødent

flertal blandt nævnsmedlemmerne. I en del tilfælde omfattede

"afgørelsen" mere end et barn/en ung.

Undersøgelsens primære formål

har været at konstatere omfanget og arten af de afgørelser, der er truffet,

uden at forældrene var repræsenteret af en advokat. Inden for disse er der

foretaget en belysning af

1)

i hvilket omfang

forældrene har opnået aktindsigt,

samt

2)

de forhold, der har

ligget bag, at forvaltningen i enkelte tilfælde ikke har givet forældrene

aktindsigt.

Forud for hovedparten af

afgørelserne modtog forældrene forvaltningens tilbud om vederlagsfri

advokatbistand - 121 afgørelser svarende til 79 pct. at samtlige -, hvorfor

disse er uden interesse i nærværende sammenhæng.

Det er således alene 33

afgørelser - 21 pct. at samtlige, der kan henføres under Ombudsmandens

interesseområde. Blandt disse udgjorde afgørelserne om forlængelse af den

tvangsmæssige anbringelse ud over 1 år i henhold til § 123, stk. 2 så mange

som

23 eller 70 pct. og var dermed den mest dominerende gruppe.

Det fremgår af undersøgelsen,

at forvaltningens anvendelse af den af Ombudsmanden omtalte standardblanket,

BI-22-015, ikke kan tages som udtryk for en sagsprocedure, hvorefter

forældrenes manglende respons på/afvisning af tilbudet om vederlagsfri

advokatbistand har til følge, at forvaltningen dermed undlader at udfolde

yderligere bestræbelser på at gøre forældrene bekendt med det foreliggende

aktmateriale.

I 13 af disse 33 tilfælde,

var forældrene således blevet gjort bekendt med det fulde aktmateriale, heraf

i

8 efter forvaltningens gentagne, forudgående henvendelser til forældrene med

opfordring til at deltage i en drøftelse af barnets aktuelle situation på

grundlag af aktmaterialet.

Forældrenes manglende

kendskab til i hvert fald det senest foreliggende aktmateriale i 17 af de

resterende 20 tilfælde lader sig opdele i følgende 3 grupper, som forekommer

årsagsmæssigt velbegrundede:

1. forvaltningen var uden kendskab til forældrenes aktuelle

opholdssted: 6 tilfælde.

I 3 af disse tilfælde var

anbringelserne ganske "nye", idet barnet var anbragt få dage

tidligere ifølge foreløbig beslutning i henhold til § 127, stk. 1.

2. Forældrene havde afvist alle henvendelser fra forvaltningen og

afbrudt kontakten med børnene: 6 tilfælde.

Heraf 1 tilfælde, hvor

forældrene ønskede "garanti for "børnenes hjemgivelse som

forudsætning for at genoptage kontakten med dem." (Indstilling om

"tvangsadoption" af det ene af børnene var allerede under

behandling

af Ankestyrelsen).

1 tilfælde, hvor

forældremyndighedsindehaveren havde frabedt sig aktindsigt

denne

gang,

men havde fået dette ved tidligere lejligheder.

1 tilfælde, hvor

forældremyndighedsindehaveren - narkoman - havde frabedt sig aktindsigt i

forvaltningen, men holdtes løbende orienteret om sagen af

"Familiecentret".

3. Forældremyndighedsindehaverens alvorlige psykiske sygdom sandsynliggjort,

at vedkommende ville være helt ude af stand til at vurdere aktmaterialet: 5

tilfælde.

Heraf 3 tilfælde af

skizofreni hos enlig mor. Den ene hospitalsindlagt gennem flere år. I 2 af

disse tilfælde slet ingen kontakt til barnet i henholdsvis 15 år og 11 år.

I 3 tilfælde - 2 pct. at

samtlige 154 afgørelser og 9 pct. af de 33 afgørelser uden advokatbistand -

ses

der derimod ikke at have foreligget tilstrækkeligt tungtvejende, individuelle

årsager til en undladelse af yderligere bestræbelser på at gøre forældrene

bekendt med

aktmaterialet, f.eks. ved

dettes fremsendelse til dem.

Undersøgelsen synes i det

hele at bekræfte, at den københavnske lokalforvaltning anser det for at være

af væsentlig retsikkerhedsmæssig betydning, at forældrene tager imod tilbudet

om advokatbistand, hvorfor der også, om fornødent, rettes gentagne

henvendelser

til dem herom inden nævnsforelæggelsen. Lokalforvaltningens bestræbelser i

denne henseende ses endvidere at føre til, at forældrene benytter deres ret

til vederlagsfri advokatbistand i langt hovedparten af tilfældene, næsten

fire

femtedel af samtlige.

I næsten alle de tilfælde,

hvor lokalforvaltningen forelægger en sag for nævnet, uden at forældrene

bistås

af en advokat, ses der at være gjort overvejelser over, om der konkret bedømt

bør udfoldes særlige bestræbelser for at gøre dem bekendt med det

foreliggende

aktmateriale inden nævnsforelæggelsen.

Bistandsafdelingen kan for

sit vedkommende tilslutte sig, at der i praksis kan forekomme enkelte

tilfælde

- således enkelte af de under gruppe 2 og især gruppe 3 ovenfor anførte -

hvor

blot en bar fremsendelse af aktmaterialet til forældrene bør undlades på

grund

af den yderligere psykiske belastning, dette vil kunne påføre i forvejen

meget

psykisk svage forældre.

Man afventer Ombudsmandens

stillingtagen hertil, men agter allerede nu at henstille til

lokalforvaltningen, at der i alle tilfælde gøres overvejelser om det

forsvarlige i at fremsende aktmaterialet til forældrene. I de sjældne

tilfælde,

hvor lokalforvaltningen ikke finder en sådan fremsendelse forsvarlig af rent

individuelle grunde, bør dette klart fremgå af den til Børne- og

ungdomsnævnet

afgivne indstilling."

Den Sociale Ankestyrelse

kommenterede i sin udtalelse bistandsafdelingens udtalelse således:

"Ankestyrelsen har

noteret sig, at Social- og sundhedsforvaltningen i København,

bistandsafdelingen,

vil henstille til lokalforvaltningen, at der i alle tilfælde, hvor forældrene

ikke har advokat eller har bedt om - og fået - aktindsigt efter

bistandslovens

§ 125, stk. 1, jf. forvaltningslovens kapitel 4, dels gøres overvejelser om

det

forsvarlige i at fremsende sagsakter til forældrene, og dels lader det fremgå

klart af indstillingen til Børne- og Ungdomsnævnet, når lokalforvaltningen i

sjældne tilfælde ikke anser fremsendelse forsvarlig af rent individuelle

grunde."

Den Sociale Ankestyrelse

anførte i sin udtalelse følgende om ankestyrelsens partshøringspraksis i

fjernelsessager:

"Om ankestyrelsens

praksis om partshøring på dette område kan det generelt oplyses, at i den

overvejende del af Ankestyrelsens sager efter bistandslovens § 123

har forældremyndighedens indehaver(e)

advokat, som indgiver klagen

til Ankestyrelsen over afsnit VIII-udvalgets

afgørelse.

I disse tilfælde får

advokaten ved Ankestyrelsens bekræftelse på modtagelsen af anken meddelelse

om,

at advokaten og forældremyndighedens indehaver har mulighed for at udtale sig

på det møde, hvor sagen afgøres. Endvidere får advokaten altid inden

mødebehandlingen af sagen sendt sagsekstrakten, dvs. de sagsakter, der indgår

i

sagen og som - sammen med advokatens og forældremyndighedsindehaverens

mundtlige udtalelser på ankemødet - danner grundlag for mødebeslutningen.

I de tilfælde, hvor

forældremyndighedens indehaver(e) selv anker

over afsnit VIII-udvalgets afgørelse, gøres klageren ved den skriftlige

bekræftelse for modtagelsen af klagen opmærksom på retten til gratis

advokatbistand under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen, retten til

aktindsigt og retten til at udtale sig under behandlingen af sagen og på det

møde i Ankestyrelsen, hvor mødebeslutningen træffes.

Hvis det i sager, som

forældremyndighedens indehaver(e) selv påklager til Ankestyrelsen, fremgår af

sagsakterne, at forældremyndighedens indehaver(e) har haft advokatbistand

under behandlingen af sagen i afsnit VIII-udvalget, orienterer Ankestyrelsen

-

samtidig med afsendelsen af ankebekræftelsen til forældremyndighedens

indehaver(e)

- den pågældende advokat som klagen, og tilføjer, at man går ud fra, at

advokaten også repræsenterer forældremyndighedens indehaver(e) under

behandlingen af sagen i Ankestyrelsen.

Hvis forældremyndighedens

indehaver(e) i sager, hvor vedkommende ikke har eller har haft advokat, ikke

har reageret på Ankestyrelsens henvendelse, inden tidspunktet for

fastlæggelse

af mødebehandlingen, bliver forældremyndighedens indehaver(e) på ny gjort

opmærksom

på retten til gratis advokatbistand og opfordret til at søge advokatbistand,

eventuelt gennem social- og sundhedsforvaltningen i kommunen, som kan vejlede

yderligere- herunder om hvilke af retskredsens advokater, der påtager sig

sager for afsnit VIII-udvalget.

Hvis forældremyndighedens

indehaver(e) anmoder om aktindsigt under behandlingen af sagen, giver

Ankestyrelsen aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens §

125, stk. 1, jf. forvaltningslovens kapitel 4. Det er dog rent undtagelsesvis

forekommet i ganske særlige tilfælde, at Ankestyrelsen efter en helt konkret

vurdering har givet en part aktindsigt ved at sende akterne til den

pågældende

læge eller eventuelt social- og sundhedsforvaltningen i kommunen for på den

måde at undgå, at parten er alene ved gennemgangen af sagsakterne.

Hvor forældremyndighedens

indehaver hverken har bedt om aktindsigt eller møder med advokat ved

Ankestyrelsens mødebehandling af sagen, er det Ankestyrelsens praksis, at der

inden mødebehandlingen - hvor den pågældende har ret til at udtale sig - i

overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, som hovedregel sendes

den

pågældende kopi af de sagsakter, der er modtaget efter afsnit VIII-udvalgets

afgørelse, forudsat de skønnes at være af væsentlig betydning for afgørelsen.

Når denne procedure i enkelte

tilfælde ikke er fulgt, skyldes det hensynet til klageren, der typisk har

lidt

af en alvorlig psykisk lidelse.

I lighed med Københavns

Kommune har Ankestyrelsen gennemgået de sager, der i 1989 og 1990 er

mødebehandlet i Ankestyrelsen og har vedrørt anvendelsen af bistandslovens §

123.

I 1989 og 1990 har

forældremyndighedens indehaver(e) i henholdsvis 146 ud af 148 og 151 ud af

154

mødebehandlede sager haft advokat ved indankningen eller taget imod tilbuddet

om gratis advokatbistand under ankesagens behandling. I så fald har

vedkommendes advokater - som nævnt foran - fået tilsendt sagsekstrakten inden

mødebehandlingen i Ankestyrelsen.

I 2 af sagerne i 1989 og i 3

af sagerne i 1990 benyttede forældremyndighedens indehaver sig ikke af

tilbuddet om advokatbistand.

Den ene 1989-sag drejede sig

om flytning af et barn fra institution til familiepleje efter bistandslovens

§

123, stk. 1, nr. 3. Moderen, der var psykisk syg, var repræsenteret af

advokat,

da sagen blev berammet i Ankestyrelsen, men advokaten udtrådte inden

mødebehandlingen,

da moderen ikke ønskede hans bistand; og moderen ønskede ikke anden advokat,

"da hun som barnets moder bedst kunne føre sagen selv". Ved

Ankestyrelsens mødebehandling, hvor moderen mødte med en bisidder, forelå der

ikke nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen,

i forhold til hvad der forelå for afsnit

VIII-udvalgets - og for landsretten, der havde afsagt dom i en tidligere

afsnit

VIII-udvalgs sag 1 måned tidligere. Ankestyrelsen gav ikke

forældremyndighedens

indehaver aktindsigt af egen drift. - Det skal i øvrigt oplyses, at moderens

tidligere sag - som nævnt - havde været behandlet i Østre Landsret en måned

inden Ankestyrelsens afgørelse, hvor moderen havde beskikket en advokat.

Under

landsrettens efterfølgende prøvelse af Ankestyrelsens aktuelle afgørelse fik

moderen beskikket advokat.

Den anden 1989-sag drejede

sig om anke fra moderen over anbringelse af 2 børn uden for hjemmet efter

bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 1. forældrene havde hverken advokat i

nævnet

eller i Ankestyrelsen, til trods for at sagsbehandleren i kommunen havde søgt

at overtale moderen til at søge advokatbistand, og ingen af forældrene gav

møde

for afsnit VIII-udvalget eller Ankestyrelsen. Moderen, der led af en psykisk

lidelse, reagerede ikke på henvendelsen fra Ankestyrelsen. Faderen

tilkendegav

på konkret forespørgsel fra Ankestyrelsen, at han overlod til moderen at

bestemme, om hun ønskede at møde i Ankestyrelsen, herunder eventuelt med

advokat,

og at han i øvrigt ikke ønskede at blive underrettet om mødetidspunktet for

behandlingen af sagen i Ankestyrelsen. Efter afsnit VIII-udvalgets afgørelse

forelå der ikke nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen, og

Ankestyrelsen gav ikke forældrene aktindsigt af egen drift.

Den ene 1990-sag drejede sig

om anke fra moderen over fortsat anbringelse af 1 barn i familiepleje efter

bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3. Moderen var psykisk syg og havde trods 2

skriftlige opfordringer fra Ankestyrelsen ikke ønsket advokatbistand. Ved

tidligere behandling af sagen i Ankestyrelsen havde hun haft advokatbistand.

Moderen, der ikke havde bedt om aktindsigt, mødte ved behandlingen af sagen i

Ankestyrelsen, hvor der ikke forelå nye sagsakter af væsentlig betydning for

afgørelsen. Ankestyrelsen gav ikke aktindsigt af egen drift.

Den anden 1990-sag drejede

sig om anke fra moderen over fortsat anbringelse af et barn uden for hjemmet

efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3. Ved behandlingen i afsnit

VIII-udvalgets

havde moderen advokat, hvad hun ikke havde ønsket ved behandlingen i

Ankestyrelsen, hvor hun mødte sammen med sin ven. Efter moderens anmodning

gav

Ankestyrelsens moderen aktindsigt i overensstemmelse med bistandslovens §

125,

jf. forvaltningslovens kapitel 4, forud for mødebehandlingen.

Den tredje 1990-sag drejede

sig om anke fra en moder over anbringelsen uden for hjemmet af en datter

efter

bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 1. Moderen, der havde en psykisk lidelse,

havde ikke ønsket advokat, men mødte alene ved behandlingen af sagen i

Ankestyrelsen. Da der ikke var anmodet om aktindsigt, og da der efter afsnit

VIII-udvalgets afgørelse ikke forelå nye sagsakter af væsentlig betydning for

afgørelsen, gav Ankestyrelsen ikke aktindsigt af egen drift.

Sammenfattende kan det

således om Ankestyrelsens praksis siges, at i de tilfælde, hvor forældrene

ikke

har udnyttet tilbuddet om advokatbistand, giver Ankestyrelsen af egen drift

aktindsigt i akter vedrørende tiden efter afsnit VIII-udvalgets møde,

forudsat

akterne må anses for at være af væsentlig betydning for afgørelsen, jf.

forvaltningslovens § 19, stk. 1, med mindre der efter en konkret afvejning er

ganske særlige personlige forhold hos forældremyndighedens indehaver(e), der

tilsiger, at der - rent undtagelsesvis -ikke bør gives aktindsigt."

Herefter udtalte jeg følgende

i en skrivelse til Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune:

"Indledningsvis bemærker

jeg, at jeg finder at kunne fastholde - som endelige opfattelser - de

umiddelbare opfattelser vedrørende partshøringsbestemmelsernes anvendelse i

tvangsfjernelsessager, som jeg tilkendegav i høringsskrivelsen af 9. oktober

1990.

Om partshøringspraksis forud

for afgørelser af sager i Københavns Børne- og Ungdomsnævn skal jeg udtale

følgende:

Det fremgår af

bistandsafdelingens udtalelse, at forældre i tvangsfjernelsessager i et

forholdsvis stort antal tilfælde, uanset forvaltningens tilskyndelse, var

uden

advokatrepræsentation under fjernelsessagen. Dette var tilfældet i 33 ud af

de

154 undersøgte sager, svarende til 21 %. Lokalforvaltningernes bestræbelser

førte imidlertid i en del (13) af sagerne til, at forældrene blev gjort

bekendt

med sagsmaterialet.

Bistandsafdelingen har i sin

udtalelse givet forskellige forklaringer på den manglende partshøring i 17 af

de 20 resterende sager. I 3 sager erkender forvaltningen, at der ikke forelå

tilstrækkelig grund til at undlade partshøring.

Jeg går ud fra, at

bistandsafdelingen er enig i, at det er beklageligt, at der ikke blev

foretaget videre med henblik på partshøring i disse 3 sager. Om forvaltningen

har været berettiget til at undlade partshøring i de øvrige 17 sager,

forudsætter en nærmere undersøgelse af de enkelte sager. På det foreliggende

grundlag har jeg ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foretage en sådan

undersøgelse.

Generelt har jeg noteret mig

oplysningerne om, at de københavnske lokalforvaltninger er meget opmærksomme

på

de retssikkerhedsmæssige aspekter af bestemmelsen i bistandslovens § 125 om

advokatbeskikkelse, og forvaltningerne udfolder store bestræbelser på, at

forældre i en mulig tvangsfjernelsessituation sikres deres ret til at modtage

advokatbistand. Endelig har jeg noteret mig bistandsafdelingens henstilling

til lokalforvaltningerne om, at det i de særlige tilfælde, hvor

lokalforvaltningerne

har fundet fremsendelse af akterne til forældrene uforsvarlig, skal fremgå

klart af indstillingen til børne- og ungdomsnævnet.

I den forbindelse bemærker

jeg, at forpligtelsen til at påse at partshørings bestemmelserne

administreres

korrekt, påhviler børne-og ungdomsnævnet. Er dette ikke tilfældet, har nævnet

ansvaret for, at manglende partshøring gennemføres, forinden der træffes

afgørelse.

På samme måde påhviler det nævnet selvstændigt at tage stilling til, om

partshøring

bør søges gennemført i de tilfælde, hvor lokalforvaltningen i indstillingen

har bemærket, at partshøring er undladt.

Under hensyn til de

igangværende overvejelser om at revidere bistandslovens bestemmelser om børn

og unge, jf. betænkning 1212/1990, har jeg samtidig hermed orienteret

socialministeren og Folketingets Retsudvalg om sagen."

I en samtidig skrivelse til

Den Sociale Ankestyrelse bemærkede jeg særligt følgende i anledning af

ankestyrelsen udtalelse:

"I lighed med, hvad jeg

har meddelt Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune, har jeg heller ikke

i forhold til Den Sociale Ankestyrelse fundet grundlag for at indhente akter

i de konkrete sager, der er særligt omtalt i ankestyrelsens udtalelse. Mine

bemærkninger

til Den Sociale Ankestyrelses partshøringspraksis har derfor alene generel

karakter.

Det fremgår af Den Sociale

Ankestyrelses udtalelse, at styrelsen i de tilfælde, hvor forældrene ikke -

ved

enten at benytte sig af tilbuddet om advokatbistand eller ved selv at begære

aktindsigt - har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med sagsakterne, som

hovedregel giver forældrene aktindsigt i akterne vedrørende tiden efter

afsnit

VIII-udvalgets møde.

Denne udtalelse kan efterlade

det indtryk, at ankestyrelsen ved sin behandling af sagen alene bedømmer

spørgsmålet om partshøring på grundlag af de oplysninger, som er indkommet i

sagen efter 1. instansens afgørelse.

Såfremt 1. instansen

uberettiget har undladt at foretage partshøring med hensyn til bestemte

oplysninger, påhviler det efter min opfattelse ankestyrelsen at foretage

partshøringen i overensstemmelse med bestemmelserne i forvaltningslovens §

19,

stk. 1. Det følger heraf, at ankestyrelsen alene kan undlade partshøring med

hensyn til sådanne "1. instans-oplysninger", såfremt oplysningen

ikke

(længere) er til ugunst for parten eller ikke (længere) kan anses af

væsentlig

betydning for ankestyrelsens afgørelse i sagen.

Ankestyrelsens udtalelse

giver mig ikke i øvrigt anledning til bemærkninger."

Lignende dokumenter