Partshøring i sager vedrørende tvangsfjernelse af børn.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partshøring i sager vedrørende tvangsfjernelse af børn.
I en skrivelse af 9. oktober
1990 skrev jeg således til Den Sociale Ankestyrelse:
"I anledning af en
avisartikel har jeg fra bistandsafdelingen i Københavns Kommune modtaget kopi
af akterne i en typisk børnefjernelsessag. Endvidere har jeg telefonisk
indhentet
supplerende oplysninger.
Ved min gennemgang af
materialet har jeg hæftet mig ved, at social-og sundhedsforvaltningens
fremgangsmåde ved partshøring i tvangsfjernelsessager næppe er i fuld
overensstemmelse
med bestemmelserne i forvaltningslovens § 19.
I forbindelse med
forelæggelse af en sag for Københavns Børne- og Ungdomsnævn anvendes følgende
fremgangsmåde:
Når social- og
sundhedsforvaltningen har besluttet at forelægge en sag for nævnet, bliver
forældrene orienteret herom ved anvendelse af en standardblanket, der
afsendes
af vedkommende lokalkontor (socialcenter). Blanketten indeholder bl.a.
følgende tekst:
"Børne- og Ungdomsnævnet
vil behandle sagen i et møde, som afholdes i løbet af ca. 1 måned.
De vil senere modtage
underretning om tidspunktet for mødets afholdelse og blive anmodet om at
komme tilstede.
Social- og
Sundhedsforvaltningen skal i denne anledning orientere Dem om følgende:
1.
Læs alt
Der kan af
forvaltningen tilbydes Dem vederlagsfri advokatbistand såvel under eventuelle
forudgående drøftelser om sagen her på kontoret som i det kommende nævnsmøde.
2.
De er berettiget til
at blive gjort bekendt med de oplysninger, som foreligger i sagen, i
overensstemmelse med bestemmelserne i lov om offentlighed i forvaltningen.
De bedes venligst snarest
rette henvendelse til:
socialrådgiver ... /
fuldmægtig ...
såfremt De ønsker at modtage
tilbudet om vederlagsfri advokatbistand eller benytte Dem af Deres ret til at
blive gjort bekendt med de skriftlige oplysninger i sagen.
De er i øvrigt velkommen til
at rette henvendelse til kontoret om alle spørgsmål vedrørende sagen.
Vedlagte liste over medlemmer
af Foreningen af beskikkede advokater i København indeholder navnene på de
advokater, som har erklæret sig villige til at bistå forældre i Børne- og
Ungdomsnævnet. Adgangen til at benytte advokatbistand er ikke begrænset til
de
på listen opførte advokater, men De bør være opmærksom på, at Social- og
Sundhedsforvaltningens
tilbud om vederlagsfri advokatbistand forudsætter, at advokatens honorarkrav
er i overensstemmelse med den af Foreningen af beskikkede advokater i
København
herfor accepterede timetakst."
Såfremt forældrene herefter
tager imod tilbudet om advokatbistand, jf. bistandslovens § 125, stk. 1, får
advokaten på forvaltningens initiativ tilsendt samtlige sagens akter forud
for sagens behandling i nævnet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1,
sammenholdt
med § 8, stk. 1. I disse tilfælde foretages således partshøring i fuld
overensstemmelse
med forvaltningslovens bestemmelser.
Hvis forældrene ikke benytter
tilbudet om advokatbistand, er de henvist til selv eller eventuelt sammen med
en anden partsrepræsentant at varetage deres interesser under sagen. I disse
tilfælde får hverken forældrene eller den eventuelle (alternative)
partsrepræsentant
på forvaltningens initiativ tilsendt kopi af sagens akter. Hvis forældrene
eller den alternative partsrepræsentant ønsker indsigt i sagens akter,
forudsætter det et initiativ fra forældrene eller partsrepræsentanten.
Bistandsafdelingen har
telefonisk oplyst, at social- og sundhedsforvaltningen forud for en afgørelse
i nævnet lægger megen vægt på at orientere forældrene om deres ret til
advokatbistand,
og at forvaltningen går meget langt i bestræbelserne på at tilskynde
forældrene til at tage imod tilbudet.
Endvidere har
bistandsafdelingen gjort opmærksom på, at det kan være menneskeligt
belastende
for ofte ressourcefattige forældre at få tilsendt et sæt sagsakter, ofte
indeholdende negative vurderinger af deres evner som opdragere, og at
forvaltningen derfor i videst muligt omfang tilbyder forældrene at gennemgå
(dele af) sagsakterne sammen med dem.
Uanset disse bestræbelser kan
det ikke helt undgås, at der i enkelte tilfælde vil blive tale om at træffe
afgørelse i nævnet, uden at forældrene er repræsenteret af en advokat, og
uden
at forældrene eller en (alternativ) partsrepræsentant forinden har haft
indsigt i sagens akter.
Efter min umiddelbare
opfattelse følger det af bestemmelserne i forvaltningslovens § 19, stk. 1, at
social- og sundhedsforvaltningen også i disse tilfælde har pligt til på eget
initiativ at sørge for, at forældrene eller deres (alternative)
partsrepræsentant bliver gjort bekendt med de relevante oplysninger og får
lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden nævnet træffer afgørelse i
sagen.
Jeg er opmærksom på, at
forvaltningen efter bistandslovens § 125, stk. 1, alene har pligt til at gøre
forældremyndighedens indehaver "bekendt med retten til indsigt i sagens
akter efter lov om offentlighed i forvaltningen" (nu forvaltningslovens
kapitel 4), og at partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, kan
undlades, "hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes", jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6.
Efter forvaltningslovens
forarbejder er der med undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 6, især
tænkt på forvaltningsområder, inden for hvilke retssikkerhedsformålet med
reglerne om aktindsigt og partshøring bedre tilgodeses ved særligt udformede
sagsbehandlingsregler, der sikrer, at parten inddrages i sagsforberedelsen på
netop den måde, der er mest hensigtsmæssig inden for det omhandlede
forvaltningsområde, jf. Folketingstidende, tillæg A, 1985-86, spalte 76-78 og
156.
Efter min opfattelse kan ikke
enhver særlig partshøringsregel fortrænge hovedreglen i forvaltningslovens §
19, stk. 1. En fortrængning må som udgangspunkt forudsætte, at den særlige
regel om partshøring sikrer parten i mindst samme omfang som bestemmelsen i
forvaltningslovens § 19, stk. 1. Bestemmelsen i bistandslovens § 125, stk. 1,
kan derfor næppe antages fuldt ud at fortrænge forvaltningslovens § 19, stk.
1, jf. § 19, stk. 2, nr. 6.
Idet jeg henviser til
ombudsmandslovens § 6, stk. 5, beder jeg om, at ankestyrelsen efter forud
indhentet erklæring fra Københavns Kommune udtaler sig om de rejste
spørgsmål."
Den Sociale Ankestyrelse
besvarede min skrivelse med en udtalelse af 27. marts 1991 vedlagt en
udtalelse af 12. december 1990 fra bistandsafdelingen. I udtalelsen anførte
bistandsafdelingen bl.a. følgende:
"Med henblik på at kunne
opnå et veldokumenteret grundlag for at beskrive den københavnske praksis på
det område, der har vakt Ombudsmandens
interesse, har bistandsafdelingen foretaget en undersøgelse af omfanget
og arten af samtlige de af Børne- og ungdomsnævnet trufne
"afgørelser" i dettes i alt 54 møder i perioden 1. januar - 30.
september 1990. Under "afgørelser" er alene medtaget beslutninger,
hvorefter bistandslovens paragraffer 127, 123, stk. 1, 123, stk. 2 og/eller
67
er bragt i anvendelse, ikke "henvisninger til magistraten", f.eks.
på
grund af et forældresamtykke afgivet under nævnsmødet eller manglende
fornødent
flertal blandt nævnsmedlemmerne. I en del tilfælde omfattede
"afgørelsen" mere end et barn/en ung.
Undersøgelsens primære formål
har været at konstatere omfanget og arten af de afgørelser, der er truffet,
uden at forældrene var repræsenteret af en advokat. Inden for disse er der
foretaget en belysning af
1)
i hvilket omfang
forældrene har opnået aktindsigt,
samt
2)
de forhold, der har
ligget bag, at forvaltningen i enkelte tilfælde ikke har givet forældrene
aktindsigt.
Forud for hovedparten af
afgørelserne modtog forældrene forvaltningens tilbud om vederlagsfri
advokatbistand - 121 afgørelser svarende til 79 pct. at samtlige -, hvorfor
disse er uden interesse i nærværende sammenhæng.
Det er således alene 33
afgørelser - 21 pct. at samtlige, der kan henføres under Ombudsmandens
interesseområde. Blandt disse udgjorde afgørelserne om forlængelse af den
tvangsmæssige anbringelse ud over 1 år i henhold til § 123, stk. 2 så mange
som
23 eller 70 pct. og var dermed den mest dominerende gruppe.
Det fremgår af undersøgelsen,
at forvaltningens anvendelse af den af Ombudsmanden omtalte standardblanket,
BI-22-015, ikke kan tages som udtryk for en sagsprocedure, hvorefter
forældrenes manglende respons på/afvisning af tilbudet om vederlagsfri
advokatbistand har til følge, at forvaltningen dermed undlader at udfolde
yderligere bestræbelser på at gøre forældrene bekendt med det foreliggende
aktmateriale.
I 13 af disse 33 tilfælde,
var forældrene således blevet gjort bekendt med det fulde aktmateriale, heraf
i
8 efter forvaltningens gentagne, forudgående henvendelser til forældrene med
opfordring til at deltage i en drøftelse af barnets aktuelle situation på
grundlag af aktmaterialet.
Forældrenes manglende
kendskab til i hvert fald det senest foreliggende aktmateriale i 17 af de
resterende 20 tilfælde lader sig opdele i følgende 3 grupper, som forekommer
årsagsmæssigt velbegrundede:
1. forvaltningen var uden kendskab til forældrenes aktuelle
opholdssted: 6 tilfælde.
I 3 af disse tilfælde var
anbringelserne ganske "nye", idet barnet var anbragt få dage
tidligere ifølge foreløbig beslutning i henhold til § 127, stk. 1.
2. Forældrene havde afvist alle henvendelser fra forvaltningen og
afbrudt kontakten med børnene: 6 tilfælde.
Heraf 1 tilfælde, hvor
forældrene ønskede "garanti for "børnenes hjemgivelse som
forudsætning for at genoptage kontakten med dem." (Indstilling om
"tvangsadoption" af det ene af børnene var allerede under
behandling
af Ankestyrelsen).
1 tilfælde, hvor
forældremyndighedsindehaveren havde frabedt sig aktindsigt
denne
gang,
men havde fået dette ved tidligere lejligheder.
1 tilfælde, hvor
forældremyndighedsindehaveren - narkoman - havde frabedt sig aktindsigt i
forvaltningen, men holdtes løbende orienteret om sagen af
"Familiecentret".
3. Forældremyndighedsindehaverens alvorlige psykiske sygdom sandsynliggjort,
at vedkommende ville være helt ude af stand til at vurdere aktmaterialet: 5
tilfælde.
Heraf 3 tilfælde af
skizofreni hos enlig mor. Den ene hospitalsindlagt gennem flere år. I 2 af
disse tilfælde slet ingen kontakt til barnet i henholdsvis 15 år og 11 år.
I 3 tilfælde - 2 pct. at
samtlige 154 afgørelser og 9 pct. af de 33 afgørelser uden advokatbistand -
ses
der derimod ikke at have foreligget tilstrækkeligt tungtvejende, individuelle
årsager til en undladelse af yderligere bestræbelser på at gøre forældrene
bekendt med
aktmaterialet, f.eks. ved
dettes fremsendelse til dem.
Undersøgelsen synes i det
hele at bekræfte, at den københavnske lokalforvaltning anser det for at være
af væsentlig retsikkerhedsmæssig betydning, at forældrene tager imod tilbudet
om advokatbistand, hvorfor der også, om fornødent, rettes gentagne
henvendelser
til dem herom inden nævnsforelæggelsen. Lokalforvaltningens bestræbelser i
denne henseende ses endvidere at føre til, at forældrene benytter deres ret
til vederlagsfri advokatbistand i langt hovedparten af tilfældene, næsten
fire
femtedel af samtlige.
I næsten alle de tilfælde,
hvor lokalforvaltningen forelægger en sag for nævnet, uden at forældrene
bistås
af en advokat, ses der at være gjort overvejelser over, om der konkret bedømt
bør udfoldes særlige bestræbelser for at gøre dem bekendt med det
foreliggende
aktmateriale inden nævnsforelæggelsen.
Bistandsafdelingen kan for
sit vedkommende tilslutte sig, at der i praksis kan forekomme enkelte
tilfælde
- således enkelte af de under gruppe 2 og især gruppe 3 ovenfor anførte -
hvor
blot en bar fremsendelse af aktmaterialet til forældrene bør undlades på
grund
af den yderligere psykiske belastning, dette vil kunne påføre i forvejen
meget
psykisk svage forældre.
Man afventer Ombudsmandens
stillingtagen hertil, men agter allerede nu at henstille til
lokalforvaltningen, at der i alle tilfælde gøres overvejelser om det
forsvarlige i at fremsende aktmaterialet til forældrene. I de sjældne
tilfælde,
hvor lokalforvaltningen ikke finder en sådan fremsendelse forsvarlig af rent
individuelle grunde, bør dette klart fremgå af den til Børne- og
ungdomsnævnet
afgivne indstilling."
Den Sociale Ankestyrelse
kommenterede i sin udtalelse bistandsafdelingens udtalelse således:
"Ankestyrelsen har
noteret sig, at Social- og sundhedsforvaltningen i København,
bistandsafdelingen,
vil henstille til lokalforvaltningen, at der i alle tilfælde, hvor forældrene
ikke har advokat eller har bedt om - og fået - aktindsigt efter
bistandslovens
§ 125, stk. 1, jf. forvaltningslovens kapitel 4, dels gøres overvejelser om
det
forsvarlige i at fremsende sagsakter til forældrene, og dels lader det fremgå
klart af indstillingen til Børne- og Ungdomsnævnet, når lokalforvaltningen i
sjældne tilfælde ikke anser fremsendelse forsvarlig af rent individuelle
grunde."
Den Sociale Ankestyrelse
anførte i sin udtalelse følgende om ankestyrelsens partshøringspraksis i
fjernelsessager:
"Om ankestyrelsens
praksis om partshøring på dette område kan det generelt oplyses, at i den
overvejende del af Ankestyrelsens sager efter bistandslovens § 123
har forældremyndighedens indehaver(e)
advokat, som indgiver klagen
til Ankestyrelsen over afsnit VIII-udvalgets
afgørelse.
I disse tilfælde får
advokaten ved Ankestyrelsens bekræftelse på modtagelsen af anken meddelelse
om,
at advokaten og forældremyndighedens indehaver har mulighed for at udtale sig
på det møde, hvor sagen afgøres. Endvidere får advokaten altid inden
mødebehandlingen af sagen sendt sagsekstrakten, dvs. de sagsakter, der indgår
i
sagen og som - sammen med advokatens og forældremyndighedsindehaverens
mundtlige udtalelser på ankemødet - danner grundlag for mødebeslutningen.
I de tilfælde, hvor
forældremyndighedens indehaver(e) selv anker
over afsnit VIII-udvalgets afgørelse, gøres klageren ved den skriftlige
bekræftelse for modtagelsen af klagen opmærksom på retten til gratis
advokatbistand under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen, retten til
aktindsigt og retten til at udtale sig under behandlingen af sagen og på det
møde i Ankestyrelsen, hvor mødebeslutningen træffes.
Hvis det i sager, som
forældremyndighedens indehaver(e) selv påklager til Ankestyrelsen, fremgår af
sagsakterne, at forældremyndighedens indehaver(e) har haft advokatbistand
under behandlingen af sagen i afsnit VIII-udvalget, orienterer Ankestyrelsen
-
samtidig med afsendelsen af ankebekræftelsen til forældremyndighedens
indehaver(e)
- den pågældende advokat som klagen, og tilføjer, at man går ud fra, at
advokaten også repræsenterer forældremyndighedens indehaver(e) under
behandlingen af sagen i Ankestyrelsen.
Hvis forældremyndighedens
indehaver(e) i sager, hvor vedkommende ikke har eller har haft advokat, ikke
har reageret på Ankestyrelsens henvendelse, inden tidspunktet for
fastlæggelse
af mødebehandlingen, bliver forældremyndighedens indehaver(e) på ny gjort
opmærksom
på retten til gratis advokatbistand og opfordret til at søge advokatbistand,
eventuelt gennem social- og sundhedsforvaltningen i kommunen, som kan vejlede
yderligere- herunder om hvilke af retskredsens advokater, der påtager sig
sager for afsnit VIII-udvalget.
Hvis forældremyndighedens
indehaver(e) anmoder om aktindsigt under behandlingen af sagen, giver
Ankestyrelsen aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens §
125, stk. 1, jf. forvaltningslovens kapitel 4. Det er dog rent undtagelsesvis
forekommet i ganske særlige tilfælde, at Ankestyrelsen efter en helt konkret
vurdering har givet en part aktindsigt ved at sende akterne til den
pågældende
læge eller eventuelt social- og sundhedsforvaltningen i kommunen for på den
måde at undgå, at parten er alene ved gennemgangen af sagsakterne.
Hvor forældremyndighedens
indehaver hverken har bedt om aktindsigt eller møder med advokat ved
Ankestyrelsens mødebehandling af sagen, er det Ankestyrelsens praksis, at der
inden mødebehandlingen - hvor den pågældende har ret til at udtale sig - i
overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, som hovedregel sendes
den
pågældende kopi af de sagsakter, der er modtaget efter afsnit VIII-udvalgets
afgørelse, forudsat de skønnes at være af væsentlig betydning for afgørelsen.
Når denne procedure i enkelte
tilfælde ikke er fulgt, skyldes det hensynet til klageren, der typisk har
lidt
af en alvorlig psykisk lidelse.
I lighed med Københavns
Kommune har Ankestyrelsen gennemgået de sager, der i 1989 og 1990 er
mødebehandlet i Ankestyrelsen og har vedrørt anvendelsen af bistandslovens §
123.
I 1989 og 1990 har
forældremyndighedens indehaver(e) i henholdsvis 146 ud af 148 og 151 ud af
154
mødebehandlede sager haft advokat ved indankningen eller taget imod tilbuddet
om gratis advokatbistand under ankesagens behandling. I så fald har
vedkommendes advokater - som nævnt foran - fået tilsendt sagsekstrakten inden
mødebehandlingen i Ankestyrelsen.
I 2 af sagerne i 1989 og i 3
af sagerne i 1990 benyttede forældremyndighedens indehaver sig ikke af
tilbuddet om advokatbistand.
Den ene 1989-sag drejede sig
om flytning af et barn fra institution til familiepleje efter bistandslovens
§
123, stk. 1, nr. 3. Moderen, der var psykisk syg, var repræsenteret af
advokat,
da sagen blev berammet i Ankestyrelsen, men advokaten udtrådte inden
mødebehandlingen,
da moderen ikke ønskede hans bistand; og moderen ønskede ikke anden advokat,
"da hun som barnets moder bedst kunne føre sagen selv". Ved
Ankestyrelsens mødebehandling, hvor moderen mødte med en bisidder, forelå der
ikke nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen,
i forhold til hvad der forelå for afsnit
VIII-udvalgets - og for landsretten, der havde afsagt dom i en tidligere
afsnit
VIII-udvalgs sag 1 måned tidligere. Ankestyrelsen gav ikke
forældremyndighedens
indehaver aktindsigt af egen drift. - Det skal i øvrigt oplyses, at moderens
tidligere sag - som nævnt - havde været behandlet i Østre Landsret en måned
inden Ankestyrelsens afgørelse, hvor moderen havde beskikket en advokat.
Under
landsrettens efterfølgende prøvelse af Ankestyrelsens aktuelle afgørelse fik
moderen beskikket advokat.
Den anden 1989-sag drejede
sig om anke fra moderen over anbringelse af 2 børn uden for hjemmet efter
bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 1. forældrene havde hverken advokat i
nævnet
eller i Ankestyrelsen, til trods for at sagsbehandleren i kommunen havde søgt
at overtale moderen til at søge advokatbistand, og ingen af forældrene gav
møde
for afsnit VIII-udvalget eller Ankestyrelsen. Moderen, der led af en psykisk
lidelse, reagerede ikke på henvendelsen fra Ankestyrelsen. Faderen
tilkendegav
på konkret forespørgsel fra Ankestyrelsen, at han overlod til moderen at
bestemme, om hun ønskede at møde i Ankestyrelsen, herunder eventuelt med
advokat,
og at han i øvrigt ikke ønskede at blive underrettet om mødetidspunktet for
behandlingen af sagen i Ankestyrelsen. Efter afsnit VIII-udvalgets afgørelse
forelå der ikke nye sagsakter af væsentlig betydning for afgørelsen, og
Ankestyrelsen gav ikke forældrene aktindsigt af egen drift.
Den ene 1990-sag drejede sig
om anke fra moderen over fortsat anbringelse af 1 barn i familiepleje efter
bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3. Moderen var psykisk syg og havde trods 2
skriftlige opfordringer fra Ankestyrelsen ikke ønsket advokatbistand. Ved
tidligere behandling af sagen i Ankestyrelsen havde hun haft advokatbistand.
Moderen, der ikke havde bedt om aktindsigt, mødte ved behandlingen af sagen i
Ankestyrelsen, hvor der ikke forelå nye sagsakter af væsentlig betydning for
afgørelsen. Ankestyrelsen gav ikke aktindsigt af egen drift.
Den anden 1990-sag drejede
sig om anke fra moderen over fortsat anbringelse af et barn uden for hjemmet
efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3. Ved behandlingen i afsnit
VIII-udvalgets
havde moderen advokat, hvad hun ikke havde ønsket ved behandlingen i
Ankestyrelsen, hvor hun mødte sammen med sin ven. Efter moderens anmodning
gav
Ankestyrelsens moderen aktindsigt i overensstemmelse med bistandslovens §
125,
jf. forvaltningslovens kapitel 4, forud for mødebehandlingen.
Den tredje 1990-sag drejede
sig om anke fra en moder over anbringelsen uden for hjemmet af en datter
efter
bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 1. Moderen, der havde en psykisk lidelse,
havde ikke ønsket advokat, men mødte alene ved behandlingen af sagen i
Ankestyrelsen. Da der ikke var anmodet om aktindsigt, og da der efter afsnit
VIII-udvalgets afgørelse ikke forelå nye sagsakter af væsentlig betydning for
afgørelsen, gav Ankestyrelsen ikke aktindsigt af egen drift.
Sammenfattende kan det
således om Ankestyrelsens praksis siges, at i de tilfælde, hvor forældrene
ikke
har udnyttet tilbuddet om advokatbistand, giver Ankestyrelsen af egen drift
aktindsigt i akter vedrørende tiden efter afsnit VIII-udvalgets møde,
forudsat
akterne må anses for at være af væsentlig betydning for afgørelsen, jf.
forvaltningslovens § 19, stk. 1, med mindre der efter en konkret afvejning er
ganske særlige personlige forhold hos forældremyndighedens indehaver(e), der
tilsiger, at der - rent undtagelsesvis -ikke bør gives aktindsigt."
Herefter udtalte jeg følgende
i en skrivelse til Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune:
"Indledningsvis bemærker
jeg, at jeg finder at kunne fastholde - som endelige opfattelser - de
umiddelbare opfattelser vedrørende partshøringsbestemmelsernes anvendelse i
tvangsfjernelsessager, som jeg tilkendegav i høringsskrivelsen af 9. oktober
1990.
Om partshøringspraksis forud
for afgørelser af sager i Københavns Børne- og Ungdomsnævn skal jeg udtale
følgende:
Det fremgår af
bistandsafdelingens udtalelse, at forældre i tvangsfjernelsessager i et
forholdsvis stort antal tilfælde, uanset forvaltningens tilskyndelse, var
uden
advokatrepræsentation under fjernelsessagen. Dette var tilfældet i 33 ud af
de
154 undersøgte sager, svarende til 21 %. Lokalforvaltningernes bestræbelser
førte imidlertid i en del (13) af sagerne til, at forældrene blev gjort
bekendt
med sagsmaterialet.
Bistandsafdelingen har i sin
udtalelse givet forskellige forklaringer på den manglende partshøring i 17 af
de 20 resterende sager. I 3 sager erkender forvaltningen, at der ikke forelå
tilstrækkelig grund til at undlade partshøring.
Jeg går ud fra, at
bistandsafdelingen er enig i, at det er beklageligt, at der ikke blev
foretaget videre med henblik på partshøring i disse 3 sager. Om forvaltningen
har været berettiget til at undlade partshøring i de øvrige 17 sager,
forudsætter en nærmere undersøgelse af de enkelte sager. På det foreliggende
grundlag har jeg ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foretage en sådan
undersøgelse.
Generelt har jeg noteret mig
oplysningerne om, at de københavnske lokalforvaltninger er meget opmærksomme
på
de retssikkerhedsmæssige aspekter af bestemmelsen i bistandslovens § 125 om
advokatbeskikkelse, og forvaltningerne udfolder store bestræbelser på, at
forældre i en mulig tvangsfjernelsessituation sikres deres ret til at modtage
advokatbistand. Endelig har jeg noteret mig bistandsafdelingens henstilling
til lokalforvaltningerne om, at det i de særlige tilfælde, hvor
lokalforvaltningerne
har fundet fremsendelse af akterne til forældrene uforsvarlig, skal fremgå
klart af indstillingen til børne- og ungdomsnævnet.
I den forbindelse bemærker
jeg, at forpligtelsen til at påse at partshørings bestemmelserne
administreres
korrekt, påhviler børne-og ungdomsnævnet. Er dette ikke tilfældet, har nævnet
ansvaret for, at manglende partshøring gennemføres, forinden der træffes
afgørelse.
På samme måde påhviler det nævnet selvstændigt at tage stilling til, om
partshøring
bør søges gennemført i de tilfælde, hvor lokalforvaltningen i indstillingen
har bemærket, at partshøring er undladt.
Under hensyn til de
igangværende overvejelser om at revidere bistandslovens bestemmelser om børn
og unge, jf. betænkning 1212/1990, har jeg samtidig hermed orienteret
socialministeren og Folketingets Retsudvalg om sagen."
I en samtidig skrivelse til
Den Sociale Ankestyrelse bemærkede jeg særligt følgende i anledning af
ankestyrelsen udtalelse:
"I lighed med, hvad jeg
har meddelt Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune, har jeg heller ikke
i forhold til Den Sociale Ankestyrelse fundet grundlag for at indhente akter
i de konkrete sager, der er særligt omtalt i ankestyrelsens udtalelse. Mine
bemærkninger
til Den Sociale Ankestyrelses partshøringspraksis har derfor alene generel
karakter.
Det fremgår af Den Sociale
Ankestyrelses udtalelse, at styrelsen i de tilfælde, hvor forældrene ikke -
ved
enten at benytte sig af tilbuddet om advokatbistand eller ved selv at begære
aktindsigt - har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med sagsakterne, som
hovedregel giver forældrene aktindsigt i akterne vedrørende tiden efter
afsnit
VIII-udvalgets møde.
Denne udtalelse kan efterlade
det indtryk, at ankestyrelsen ved sin behandling af sagen alene bedømmer
spørgsmålet om partshøring på grundlag af de oplysninger, som er indkommet i
sagen efter 1. instansens afgørelse.
Såfremt 1. instansen
uberettiget har undladt at foretage partshøring med hensyn til bestemte
oplysninger, påhviler det efter min opfattelse ankestyrelsen at foretage
partshøringen i overensstemmelse med bestemmelserne i forvaltningslovens §
19,
stk. 1. Det følger heraf, at ankestyrelsen alene kan undlade partshøring med
hensyn til sådanne "1. instans-oplysninger", såfremt oplysningen
ikke
(længere) er til ugunst for parten eller ikke (længere) kan anses af
væsentlig
betydning for ankestyrelsens afgørelse i sagen.
Ankestyrelsens udtalelse
giver mig ikke i øvrigt anledning til bemærkninger."
Lignende dokumenter
- Behandling af sag om tvangsfjernelse af barn Retsinformation · 7. marts 2019
- Forældres retsstilling under barnets tvangsanbringelse. Retsinformation · 3. november 2003
- Udvisning af thailandsk statsborger efter straf Retsinformation · 1. marts 2019
- Børn - børneforsorg - udland - udlændinge - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af ankechef Hanne Moos - 'Planer i tvangsfjernelsessager' (* 1) Retsinformation · 15. oktober 1997
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0941 Retsinformation · 2. juni 2023