Spring til indhold

Retsinformation

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse - af ankechef Hanne Moos - 'Planer i tvangsfjernelsessager' (* 1)

KOM nr 19304 af 31/07/1995KommentarSocial- og Boligministeriet15. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kommentar til afgørelser fra Den Sociale

Ankestyrelse - af ankechef Hanne Moos - »Planer i

tvangsfjernelsessager« (* 1)

I en meget stor del af de ankesager om tvangsanbringelse, som

Ankestyrelsen har modtaget til behandling i 1993 og 1994 har planerne levet

op til bistandslovens krav.

- - -

Den 1. januar 1993 trådte de nye børneregler i bistandsloven i kraft. De

indebar ændringer både af de frivillige og af de tvangsmæssige

foranstaltninger, der kan iværksættes over for børn og unge.

Som noget nyt blev der stillet krav om udarbejdelse af planer

(»handleplaner«) forud for beslutninger om anbringelse af børn og

unge uden for hjemmet, hvad enten anbringelsen sker frivilligt eller

tvangsmæssigt. Der er i loven stillet ganske detaljerede krav til

sagsbehandlingen.

Der er på det seneste rejst debat om, hvorvidt kommunerne som foreskrevet

udarbejder planer forud for børnenes anbringelse uden for hjemmet. - I

efteråret 1994 har Socialministeriet taget skridt til iværksættelse af et

analyseprojekt, som skal belyse, hvordan de nye regler på børneområdet har

virket. I anledning af den aktuelle debat har ministeriet fremskyndet den del

af undersøgelsen, der skal vise, i hvilket omfang kommunerne opfylder kravet

om udarbejdelse af planer.

Ved tvangsmæssige foranstaltninger forstås foranstaltninger, der

iværksættes uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver (og fra børn

over 15 år). Tvangsmæssige anbringelser uden for hjemmet, de såkaldte

»tvangsfjernelser«, udgør kun en meget lille del af de samlede

anbringelser, der iværksættes for at hjælpe og støtte børn og unge i deres

udvikling. I 1993 - som er det se- neste opgørelsesår - var der anbragt ca.

12.000 børn uden for hjemmet. Af disse var ca. 850 børn anbragt uden

forældremyndighedens samtykke (tvangsanbragt).

Læs alt

Tvangsmæssige beslutninger, herunder beslutninger om tvangsfjernelser,

træffes af et Børn og unge-udvalg, som er nedsat i alle kommuner. Afgørelser

i udvalget træffes på grundlag af indstillinger og akter, som forelægges

udvalget på kommunalbestyrelsens ansvar. Udvalgets afgørelser kan indbringes

for Den Sociale Ankestyrelse (§ 128). Ankestyrelsens afgørelser - som skal

træffes inden 2 måneder fra ankens modtagelse - kan indbringes for

landsretten (§ 129).

Planens indehold

Loven opstiller som anført ganske detaljerede krav til indholdet af planer

(§ 66b) og til den indstilling (§ 123),der skal udarbejdes til Børn og

unge-udvalget.

Planen skal angive formålet med anbringelsen og under hensyn hertil den

forventede varighed, særlige forhold vedrørende barnets eller den unges

pleje, behandling, uddannelse m.v. samt foranstaltninger til støtte for

familien under barnets eller den unges ophold uden for hjemmet og tiden

derefter. Kommunens overvejelser og stillingtagen på disse områder skal

fremgå af planen. Hertil kommer lovens regler om revision af planen (§ 66f).

I tvangsfjernelsessager skal der udarbejdes en indstilling til Børn og

unge-udvalget. Indstillingen skal indeholde oplysninger på alle de punkter,

der er opregnet i § 123. Et af punkterne er planen, som netop beskrevet.

Lovens hensigt

Tanken bag kravet om planer er, at der skal ske en helhedsorienteret

sagsbehandling i forbindelse med anbringelsen af børn uden for hjemmet,

således at formålet med anbringelsen opnås så målrettet og systematisk som

muligt. Det betyder, at barnets og forældrenes problemer skal søges afhjulpet

så hurtigt og effektivt som muligt med det hovedsigte, at barnet eller den

unge kan komme hjem igen, eventuelt med støtteforanstaltninger under ophold i

hjemmet. Selv med et målrettet arbejde kan det dog vise sig, at barnet ikke

bør komme hjem igen, eller i hvert fald først efter nogle år. Det er i så

fald vigtigt, at der etableres langsigtede, bæredygtige løsninger for

anbringelsen uden for hjemmet. Hertil er planerne et redskab. Endvidere har

de til formål at skabe åbenhed og forståelse om familiens problemer og de

foranstaltninger, som iværksættes, ligesom de skal sikre kontinuitet i det

fremadrettede behandlingsarbejde.

Planerne er tænkt som et redskab til at sikre kvaliteten i

sagsbehandlingen. Det er derfor vigtigt, at der udarbejdes planer, og det er

et lovkrav, at de skal udarbejdes.

Ved tvangsfjernelser indgår planerne i det grundlag, som Børn og

unge-udvalget træffer sin afgørelse på.

Ankestyrelsens erfaringer

Ankestyrelsen er som anført ankeinstans for Børn og unge- udvalgenes

tvangsmæssige afgørelser - herunder om tvangsfjernelser - og skal derfor på

tvangsfjernelsesområdet påse, at bl.a. lovens krav om planer er opfyldt.

Ankestyrelsen har således en vigtig praksiskoordinerende rolle overfor

udvalgene, også med hensyn til om lovens formelle krav er opfyldt.

I hvert af årene 1993 og 1994 er der for Ankestyrelsen indbragt ca. 350 af

Børn og unge-udvalgenes afgørelser. Ankestyrelsen har for hvert af årene

truffet afgørelse i ca. 280 sager, hvoraf ca. 250 af sagerne vedrører

tvangsfjernelser. Der er således truffet afgørelse i knapt 500

tvangsfjernelsessager efter de nye regler.

I 3 sager fandt Ankestyrelsen ikke, at lovens krav til handleplaner var

opfyldt, og erklærede Børn og unge-udvalgenes afgørelser for ugyldige.

Ankestyrelsen har offentliggjort 2 af disse afgørelser (SM 0-75-94 og SM

0-118-94)

I 23 sager udtalte Ankestyrelsen kritik af de foreliggende planer uden at

erklære Børn og unge-udvalgenes afgørelser for ugyldige. Det drejede sig

væsentligst om tilfælde, hvor manglerne var ud- bedret, inden Ankestyrelsen

traf afgørelse i sagen. Der var også tale om tilfælde, hvor oplysninger, der

bør fremgå af planen, i stedet fremgik af forvaltningens indstilling til

udvalget, som forældremyndigheden var gjort bekendt med. Endelig var der tale

om tilfælde, hvor der ikke var sket revision af planen. Kommunerne fik i

disse sager pålæg om at revidere planerne i overensstemmelse med

Ankestyrelsens kritik.

6 af de sager, hvor Ankestyrelsen har udtalt kritik af den foreliggende

plan, har været indbragt for Landsretten, som i alle sager tiltrådte

Ankestyrelsens afgørelse, herunder den udtalte kritik. Landsretten fandt

således heller ikke anledning til at statuere ugyldighed.

Landsretten har i et tilfælde ophævet Ankestyrelsens afgørelse, da retten

anså den foreliggende plan for så mangelfuld, at afgørelsen blev erklæret

ugyldig.

Ophævelsen skyldtes, at selve planen ikke indeholdt angivelse af

afgørelsens forventede varighed, beskrivelse af den påtænkte behandling af

barnet eller angivelse af påtænkte foranstaltninger for familien. Denne dom

er kommenteret af landsdommer Lis Sejr i Jurainformations Nyhedsbrev for

Social- og Sundhedssektor nr. 1 af 6. jan. 1995. Dommen er offentliggjort i

Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 151.

På baggrund af de sager, ankestyrelsen har haft til behandling på

tvangsfjernelsesområdet fra 1993 og 1994, kan det herefter konstateres, at

mere end 95% af sagerne har levet op til lovens krav om planer.

Det er samtidig Ankestyrelsens opfattelse, at der siden starten af 1993 er

sket en positiv udvikling i kvaliteten af planerne, navnlig inden for det

sidste år. Den kritik, der er kommmet til udtryk i styrelsens afgørelser, har

tydeligvis indvirket positivt på kvaliteten af planerne i de pågældende

kommuner. Styrelsen har også konstateret kvalitetsforbedringer i kommuner,

hvor styrelsen har udøvet en særlig vejledningsindsats.

Lignende dokumenter