Forældres retsstilling under barnets tvangsanbringelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forældres retsstilling under barnets tvangsanbringelse.
A rettede henvendelse til mig
som repræsentant for familien B, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet.
Anledningen til henvendelsen var, at K Kommune, Socialcentret S havde afvist
A's anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som
forældrene havde valgt, og hvis honorar forældrene var indstillet på at
betale.
Det fremgik af
bilagsmaterialet, at A havde rettet henvendelse til Socialcentret S og bedt
om
tilladelse til, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig efter
forældrenes eget valg. Forvaltningen svarede i breve af 21. og 24. september
1989, at "man for indeværende ikke finder at en sådan undersøgelse ...
kan begrundes i socialforvaltningens forpligtelser overfor familiens
børn" og at "hensynet til børnene må veje så tungt, at man ikke
ønsker børnene præsenteret for personer, der ikke har del i deres
behandling."
A anførte, at forvaltningen
ved at "monopolisere sagens bevismiddel" herved krænkede Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions retsprincipper om lige adgang for
begge
parter til vidneførelse og dokumentation. A fandt afvisningen "så meget
desto mere forkastelig, som psykologi så langt fra er en eksakt videnskab,
hvorfor dens resultater netop trænger til den ensidige kontrols metode".
Endvidere opregnede A antallet af psykologundersøgelser, børnene havde været
igennem på forvaltningens initiativ og påpegede, at familien B, som "har
at gøre med en modpart, der kan imponere med hele 10 psykologer", ikke
kunne få lejlighed til at fremlægge blot een udtalelse vedrørende deres egne
børn.
I anledning af henvendelsen
Læs alt
bad jeg i et brev af 13. november 1989 Socialcentret S om eventuelt efter
drøftelse med den centrale bistandsafdeling at redegøre for baggrunden for
centrets holdning til de spørgsmål, A havde rejst. Jeg udbad mig redegørelsen
med henblik på en senere drøftelse af sagen og meddelte, at jeg på baggrund
af
drøftelsen nærmere ville overveje, om jeg fandt grundlag for at undersøge
sagen af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5.
I en udtalelse af 14. marts
1990 anførte Social- og Sundhedsforvaltningen, Bistandsafdelingen i K
herefter
følgende:
"...
Socialcentret (S) meddelte
ved skrivelse af 24. september og 17. oktober 1989 afslag på (A's) ønske om
yderligere psykologisk/psykiatrisk undersøgelse af børnene. Dette skete
under henvisning til, at en undersøgelse som den foreslåede efter
socialforvaltningens
og forstanderen på børnehjemmet (...) opfattelse ikke tjente børnenes
tarv/interesse.
Socialforvaltningen fandt ud fra en konkret vurdering, at det på daværende
tidspunkt ikke tjente børnenes tarv at præsentere dem for en person, som ikke
havde del i deres behandling.
(K) Kommune har i tilsvarende
tvangsfjernelsessager, hvor (A) har mødt som bisidder og hvor der ligeledes
var fremsat ønske om yderligere psykiatrisk undersøgelse, vurderet den
konkrete situation, herunder også accepteret at modtage de af (A)/forældrene
ønskede undersøgelser i det samlede sagsmateriale.
Det kan i den konkrete sag
oplyses, at børnene er blevet undersøgt af klinisk psykolog (P). (P) er
privat
praktiserende psykolog og som sådan uafhængig af (K) Kommune.
Socialforvaltningen har
selvfølgelig så langt som muligt, samarbejdet med
forældremyndighedsindehaverne - også om et ønske om psykologundersøgelse. Det
skal imidlertid også vurderes, om en sådan undersøgelse vil være en rimelig
belastning for barnet.
Socialforvaltningen har ved
tvangsfjernelsen overtaget forsorgen og ansvaret for barnet.
Bistandsafdelingen
finder derfor, at forvaltningen ud fra en konkret vurdering er berettiget til
at meddele afslag på yderligere undersøgelse af børnene, såfremt
forvaltningen
mener, at en sådan undersøgelse vil skade barnet.
..."
Endvidere havde jeg den 14.
maj 1990 et møde med Social- og Sundhedsforvaltningen, Bistandsafdelingen om
det generelle spørgsmål om omfanget af forældres adgang til at udøve
forældremyndighedsbeføjelser over for børn, der er anbragt uden for hjemmet
efter bistandslovens afsnit VIII om hjælpeforanstaltninger uden samtykke.
I den konkrete sag ønskede
forældrene deres børn undersøgt af en psykolog, de selv havde valgt, med det
formål at skaffe en erklæring til brug i en sag om ophævelse af
foranstaltningen. A oplyste den 4. december 1990 telefonisk over for en af
mine
medarbejdere, at familiens børn nu var hjemgivet bl.a. på baggrund af en
erklæring
udarbejdet af et rådgivningscenter, som forældrene havde tillid til.
På denne baggrund fandt jeg
ikke anledning til at optage den konkrete sag til undersøgelse efter
bestemmelsen
i ombudsmandslovens § 6, stk. 5.
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"Sagen har dog givet mig
anledning til at overveje det generelle spørgsmål om, i hvilket omfang
forældre (dvs. den eller de personer, som har forældremyndigheden over et
barn)
har ret til på eget initiativ og for egen regning at lade deres barn
undersøge
af f.eks. en læge på et tidspunkt, hvor barnet er tvangsanbragt uden for
hjemmet, og hvor forældrenes formål med undersøgelsen er, uafhængigt af
forvaltningen, at skaffe erklæringer med henblik på en hjemgivelse af barnet.
Forskelligt herfra er det (beslægtede) spørgsmål om, hvilke undersøgelser
forvaltningen skal foretage i sagen som led i det almindelige
forvaltningsretlige
undersøgelsesprincip, herunder hvorvidt forvaltningen skal efterkomme
forældrenes ønsker om at få foretaget bestemte sagsoplysningsskridt. Dette
spørgsmål - som jeg ikke skal komme nærmere ind på her - er der redegjort for
i
Betænkning 1212/1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og
unge, s. 123 ff.
Myndighedsloven indeholder
bl.a. følgende bestemmelse om forældremyndighed:
§ 7.
Stk. 1.
"Forældremyndighedens
indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets
personlige forhold ud fra barnets interesse og behov."
Tvangsfjernelse af et barn
medfører - efter en ændring i 1964 af den dagældende lov om børne- og
ungdomsforsorg - som udgangspunkt ingen ændring i forældrenes retsstilling,
idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene.
Indtil den nævnte lovændring
anvendtes betegnelsen forældremyndighed for de beføjelser, det daværende
børneværn havde med hensyn til gennemførelsen af forsorg for de børn, der var
anbragt uden for hjemmet i medfør af de dagældende bestemmelser i lov om
børne-
og ungdomsforsorg. I bemærkningerne til lovforslaget anførtes følgende om
baggrunden for ændringen, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp. 674:
"...
i. Hensynet til det bedst
mulige samarbejde med forældrene såvel med hensyn til forsorgsetablering som
med hensyn til gennemførelse af forsorgen uden for hjemmet har ført til, at
det
foreslås, at man forlader anvendelsen af begrebet
forældremyndighed som betegnelse for børneværnets beføjelser.
Børneværnet må fortsat have
myndighed til at træffe de fornødne beslutninger vedrørende barnets forhold,
men anvendelsen af denne myndighed bør være subsidiær i forhold til
forældremyndigheden, således at børneværnet kun træder til med sin afgørelse,
såfremt den nødvendige foranstaltning ikke kan træffes i samarbejde med
forældrene.
Dette indebærer, at forældremyndighedens indehaver fortsat bevarer sin
forpligtelse og sin almindelige kompetence, men denne kompetence er begrænset
af de specielle regler om børneværnets ret til i påkrævet omfang at træffe
nødvendige
beslutninger, om nødvendigt imod forældrenes synspunkter.
..."
Om det offentliges beføjelser
og forpligtelser over for børn, der er anbragt uden for hjemmet, findes i
bistandsloven nu følgende 2 bestemmelser:
§ 66, stk. 4.
"Kommunalbestyrelsen
fører med støtte fra amtskommunen løbende tilsyn med barnets ophold under
dets
ophold uden for hjemmet og træffer bestemmelse om ændret opholdssted,
uddannelse og behandling m.v., så vidt muligt i samarbejde med
forældremyndighedens indehaver."
§ 67, stk. 1.
"Det påhviler
kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte
tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at
sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at
søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet."
Kommunalbestyrelsens
tilsynsforpligtelser er omtalt på følgende måde i Socialstyrelsens vejledning
nr. 3 af 27. juli 1988:
"Det sociale udvalg
fører med støtte fra amtskommunens socialcenter løbende tilsyn med barnets
forhold under dets ophold udenfor hjemmet og overtager hermed et vidtgående
ansvar for barnet. Det påhviler udvalget i samarbejde med amtskommunens
social- og sundhedsforvaltning at bestemme opholdssted og at drage omsorg for
pleje, opdragelse og uddannelse og i øvrigt træffe bestemmelse om barnets
personlige forhold i det omfang, der er fornødent. Bestemmelsen træffes så
vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver, jfr. § 66, stk.
4.
Forældrene bevarer
forældremyndigheden til barnets 18. år, og det sociale udvalg træder således
ikke i forældrenes sted i tilfælde, hvor lovgivningen kræver forældres
samtykke." (1*)
Spørgsmålet om forældrenes
retsstilling under en tvangsanbringelse er i øvrigt bl.a. omtalt i
Familieret,
v. Jørgen Graversen, DJØF's forlag 1986, navnlig s. 140-142, samt
Socialforskningsinstituttets publikation nr. 41 om Forældremyndighed og
Børneforsorg v. Vita Pruzan og Jacob Vedel-Petersen, 1970.
På baggrund af de nævnte
bestemmelser i bistandsloven må det antages, at forvaltningen i det
nødvendige
omfang har ret til at træffe dispositioner vedrørende et tvangsanbragt barn,
selv om forældrene modsætter sig sådanne dispositioner, og selv om
forældremyndigheden
som udgangspunkt fortsat er hos forældrene. Jeg henviser herved navnlig til
bestemmelsen i lovens § 66, stk. 4, hvoraf det indirekte fremgår, at
forvaltningen kan træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende
samarbejde fra forældrenes side, jf. ordene "så vidt muligt".
Forældrene til et
tvangsanbragt barn har således ikke uden videre krav på, at forvaltningen
indvilger i, at barnet undersøges af f.eks.
en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Der kan efter omstændighederne
stilles krav om, at en sådan undersøgelse forudsætter forvaltningens
tilladelse.
Ved afgørelsen af, om en
tilladelse skal gives, er forvaltningen imidlertid ikke frit stillet. Et
afslag vil efter min mening kræve, at forvaltningen kan påvise ganske
tungtvejende modstående hensyn, set i forhold til forældrenes forståelige og
væsentlige interesse i at tilvejebringe erklæringer (bevismidler) fra en
sagkyndig, som er uafhængig af forvaltningen, og som har forældrenes tillid.
Det kommer herved tillige i betragtning, at forvaltningen i disse sager ofte
vil blive opfattet som en modpart til forældrene, så længe hjemgivelse
nægtes.
Også almindelige retssikkerhedsmæssige betragtninger taler for, at
tilladelser til sådanne undersøgelser gives, medmindre tungtvejende hensyn
taler imod. Endelig henviser jeg til de omtalte lovbestemmelsers fremhævelse
af, at dispositioner vedrørende barnet så vidt muligt træffes i samarbejde
med
forældrene.
At en af forældrene ønsket
undersøgelse af barnet efter forvaltningens opfattelse ikke er nødvendig
efter
det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, kan efter det
anførte ikke i sig selv begrunde et afslag. Jeg henviser i den forbindelse
til
bestemmelsen i forvaltningslovens § 21 om en parts ret til at forlange en
sags
behandling udsat, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.
Såfremt det for en nærmere
bestemt periode er besluttet at afbryde barnets forbindelse med forældrene,
jf.
bistandslovens § 67, stk. 2, fritager denne afgørelse efter min mening ikke i
sig selv for en konkret stillingtagen til, hvorvidt en anmodning fra
forældrene
om en sagkyndig undersøgelse af barnet skal tillades. Jeg henviser herved
til,
at bestemmelsen i bistandslovens § 67, stk. 2, må antages alene at vedrøre
besøgskontakt,
brevkontakt, telefonkontakt eller anden direkte kontakt mellem barn og
forældre.
Hvis forvaltningen
undtagelsesvis afslår eller ikke fuldt ud imødekommer forældrenes ønske om en
undersøgelse af barnet, vil det være ønskeligt, om afgørelser om afslag mv.,
som meddeles forældrene, er ledsaget af en begrundelse.
Under hensyn til de
igangværende overvejelser om at revidere bistandslovens bestemmelser om børn
og unge har jeg samtidig hermed sendt socialministeren og Folketingets
Retsudvalg en kopi af denne skrivelse. Jeg går herefter ud fra, at
ministeriet
vil overveje, hvorvidt der er anledning til lovgivningsmæssigt eller
administrativt at præcisere de bestemmelser, som vedrører det generelle
spørgsmål om forældrenes retsstilling under en tvangsanbringelse af deres
barn."
(1*) Socialstyrelsens vejledning
nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn
og
unge pkt. 46.
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2019-80-0437 Retsinformation · 9. juni 2020
- Behandling af sag om tvangsfjernelse af barn Retsinformation · 7. marts 2019
- Praktiseringen af bistandslovens § 127 m. m. Retsinformation · 8. marts 2019
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0629 Retsinformation · 26. juni 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0630 Retsinformation · 26. juni 2021
- Moder part i sag om godkendelse af plejefamilie. Aktindsigt. Begrundelse. Retsinformation · 6. november 2003