Spring til indhold

Retsinformation

Forældres retsstilling under barnets tvangsanbringelse.

FOU nr 1990.253UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forældres retsstilling under barnets tvangsanbringelse.

A rettede henvendelse til mig

som repræsentant for familien B, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet.

Anledningen til henvendelsen var, at K Kommune, Socialcentret S havde afvist

A's anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som

forældrene havde valgt, og hvis honorar forældrene var indstillet på at

betale.

Det fremgik af

bilagsmaterialet, at A havde rettet henvendelse til Socialcentret S og bedt

om

tilladelse til, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig efter

forældrenes eget valg. Forvaltningen svarede i breve af 21. og 24. september

1989, at "man for indeværende ikke finder at en sådan undersøgelse ...

kan begrundes i socialforvaltningens forpligtelser overfor familiens

børn" og at "hensynet til børnene må veje så tungt, at man ikke

ønsker børnene præsenteret for personer, der ikke har del i deres

behandling."

A anførte, at forvaltningen

ved at "monopolisere sagens bevismiddel" herved krænkede Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions retsprincipper om lige adgang for

begge

parter til vidneførelse og dokumentation. A fandt afvisningen "så meget

desto mere forkastelig, som psykologi så langt fra er en eksakt videnskab,

hvorfor dens resultater netop trænger til den ensidige kontrols metode".

Endvidere opregnede A antallet af psykologundersøgelser, børnene havde været

igennem på forvaltningens initiativ og påpegede, at familien B, som "har

at gøre med en modpart, der kan imponere med hele 10 psykologer", ikke

kunne få lejlighed til at fremlægge blot een udtalelse vedrørende deres egne

børn.

I anledning af henvendelsen

Læs alt

bad jeg i et brev af 13. november 1989 Socialcentret S om eventuelt efter

drøftelse med den centrale bistandsafdeling at redegøre for baggrunden for

centrets holdning til de spørgsmål, A havde rejst. Jeg udbad mig redegørelsen

med henblik på en senere drøftelse af sagen og meddelte, at jeg på baggrund

af

drøftelsen nærmere ville overveje, om jeg fandt grundlag for at undersøge

sagen af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

I en udtalelse af 14. marts

1990 anførte Social- og Sundhedsforvaltningen, Bistandsafdelingen i K

herefter

følgende:

"...

Socialcentret (S) meddelte

ved skrivelse af 24. september og 17. oktober 1989 afslag på (A's) ønske om

yderligere psykologisk/psykiatrisk undersøgelse af børnene. Dette skete

under henvisning til, at en undersøgelse som den foreslåede efter

socialforvaltningens

og forstanderen på børnehjemmet (...) opfattelse ikke tjente børnenes

tarv/interesse.

Socialforvaltningen fandt ud fra en konkret vurdering, at det på daværende

tidspunkt ikke tjente børnenes tarv at præsentere dem for en person, som ikke

havde del i deres behandling.

(K) Kommune har i tilsvarende

tvangsfjernelsessager, hvor (A) har mødt som bisidder og hvor der ligeledes

var fremsat ønske om yderligere psykiatrisk undersøgelse, vurderet den

konkrete situation, herunder også accepteret at modtage de af (A)/forældrene

ønskede undersøgelser i det samlede sagsmateriale.

Det kan i den konkrete sag

oplyses, at børnene er blevet undersøgt af klinisk psykolog (P). (P) er

privat

praktiserende psykolog og som sådan uafhængig af (K) Kommune.

Socialforvaltningen har

selvfølgelig så langt som muligt, samarbejdet med

forældremyndighedsindehaverne - også om et ønske om psykologundersøgelse. Det

skal imidlertid også vurderes, om en sådan undersøgelse vil være en rimelig

belastning for barnet.

Socialforvaltningen har ved

tvangsfjernelsen overtaget forsorgen og ansvaret for barnet.

Bistandsafdelingen

finder derfor, at forvaltningen ud fra en konkret vurdering er berettiget til

at meddele afslag på yderligere undersøgelse af børnene, såfremt

forvaltningen

mener, at en sådan undersøgelse vil skade barnet.

..."

Endvidere havde jeg den 14.

maj 1990 et møde med Social- og Sundhedsforvaltningen, Bistandsafdelingen om

det generelle spørgsmål om omfanget af forældres adgang til at udøve

forældremyndighedsbeføjelser over for børn, der er anbragt uden for hjemmet

efter bistandslovens afsnit VIII om hjælpeforanstaltninger uden samtykke.

I den konkrete sag ønskede

forældrene deres børn undersøgt af en psykolog, de selv havde valgt, med det

formål at skaffe en erklæring til brug i en sag om ophævelse af

foranstaltningen. A oplyste den 4. december 1990 telefonisk over for en af

mine

medarbejdere, at familiens børn nu var hjemgivet bl.a. på baggrund af en

erklæring

udarbejdet af et rådgivningscenter, som forældrene havde tillid til.

På denne baggrund fandt jeg

ikke anledning til at optage den konkrete sag til undersøgelse efter

bestemmelsen

i ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"Sagen har dog givet mig

anledning til at overveje det generelle spørgsmål om, i hvilket omfang

forældre (dvs. den eller de personer, som har forældremyndigheden over et

barn)

har ret til på eget initiativ og for egen regning at lade deres barn

undersøge

af f.eks. en læge på et tidspunkt, hvor barnet er tvangsanbragt uden for

hjemmet, og hvor forældrenes formål med undersøgelsen er, uafhængigt af

forvaltningen, at skaffe erklæringer med henblik på en hjemgivelse af barnet.

Forskelligt herfra er det (beslægtede) spørgsmål om, hvilke undersøgelser

forvaltningen skal foretage i sagen som led i det almindelige

forvaltningsretlige

undersøgelsesprincip, herunder hvorvidt forvaltningen skal efterkomme

forældrenes ønsker om at få foretaget bestemte sagsoplysningsskridt. Dette

spørgsmål - som jeg ikke skal komme nærmere ind på her - er der redegjort for

i

Betænkning 1212/1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og

unge, s. 123 ff.

Myndighedsloven indeholder

bl.a. følgende bestemmelse om forældremyndighed:

§ 7.

Stk. 1.

"Forældremyndighedens

indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets

personlige forhold ud fra barnets interesse og behov."

Tvangsfjernelse af et barn

medfører - efter en ændring i 1964 af den dagældende lov om børne- og

ungdomsforsorg - som udgangspunkt ingen ændring i forældrenes retsstilling,

idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene.

Indtil den nævnte lovændring

anvendtes betegnelsen forældremyndighed for de beføjelser, det daværende

børneværn havde med hensyn til gennemførelsen af forsorg for de børn, der var

anbragt uden for hjemmet i medfør af de dagældende bestemmelser i lov om

børne-

og ungdomsforsorg. I bemærkningerne til lovforslaget anførtes følgende om

baggrunden for ændringen, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp. 674:

"...

i. Hensynet til det bedst

mulige samarbejde med forældrene såvel med hensyn til forsorgsetablering som

med hensyn til gennemførelse af forsorgen uden for hjemmet har ført til, at

det

foreslås, at man forlader anvendelsen af begrebet

forældremyndighed som betegnelse for børneværnets beføjelser.

Børneværnet må fortsat have

myndighed til at træffe de fornødne beslutninger vedrørende barnets forhold,

men anvendelsen af denne myndighed bør være subsidiær i forhold til

forældremyndigheden, således at børneværnet kun træder til med sin afgørelse,

såfremt den nødvendige foranstaltning ikke kan træffes i samarbejde med

forældrene.

Dette indebærer, at forældremyndighedens indehaver fortsat bevarer sin

forpligtelse og sin almindelige kompetence, men denne kompetence er begrænset

af de specielle regler om børneværnets ret til i påkrævet omfang at træffe

nødvendige

beslutninger, om nødvendigt imod forældrenes synspunkter.

..."

Om det offentliges beføjelser

og forpligtelser over for børn, der er anbragt uden for hjemmet, findes i

bistandsloven nu følgende 2 bestemmelser:

§ 66, stk. 4.

"Kommunalbestyrelsen

fører med støtte fra amtskommunen løbende tilsyn med barnets ophold under

dets

ophold uden for hjemmet og træffer bestemmelse om ændret opholdssted,

uddannelse og behandling m.v., så vidt muligt i samarbejde med

forældremyndighedens indehaver."

§ 67, stk. 1.

"Det påhviler

kommunalbestyrelsen, medmindre hensynet til barnets velfærd i det enkelte

tilfælde taler derimod, i samarbejde med opholdsstedet eller institutionen at

sørge for, at forbindelsen mellem barnet og dets hjem holdes ved lige, og at

søge at skabe mulighed for barnets tilbagevenden til hjemmet."

Kommunalbestyrelsens

tilsynsforpligtelser er omtalt på følgende måde i Socialstyrelsens vejledning

nr. 3 af 27. juli 1988:

"Det sociale udvalg

fører med støtte fra amtskommunens socialcenter løbende tilsyn med barnets

forhold under dets ophold udenfor hjemmet og overtager hermed et vidtgående

ansvar for barnet. Det påhviler udvalget i samarbejde med amtskommunens

social- og sundhedsforvaltning at bestemme opholdssted og at drage omsorg for

pleje, opdragelse og uddannelse og i øvrigt træffe bestemmelse om barnets

personlige forhold i det omfang, der er fornødent. Bestemmelsen træffes så

vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedens indehaver, jfr. § 66, stk.

4.

Forældrene bevarer

forældremyndigheden til barnets 18. år, og det sociale udvalg træder således

ikke i forældrenes sted i tilfælde, hvor lovgivningen kræver forældres

samtykke." (1*)

Spørgsmålet om forældrenes

retsstilling under en tvangsanbringelse er i øvrigt bl.a. omtalt i

Familieret,

v. Jørgen Graversen, DJØF's forlag 1986, navnlig s. 140-142, samt

Socialforskningsinstituttets publikation nr. 41 om Forældremyndighed og

Børneforsorg v. Vita Pruzan og Jacob Vedel-Petersen, 1970.

På baggrund af de nævnte

bestemmelser i bistandsloven må det antages, at forvaltningen i det

nødvendige

omfang har ret til at træffe dispositioner vedrørende et tvangsanbragt barn,

selv om forældrene modsætter sig sådanne dispositioner, og selv om

forældremyndigheden

som udgangspunkt fortsat er hos forældrene. Jeg henviser herved navnlig til

bestemmelsen i lovens § 66, stk. 4, hvoraf det indirekte fremgår, at

forvaltningen kan træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende

samarbejde fra forældrenes side, jf. ordene "så vidt muligt".

Forældrene til et

tvangsanbragt barn har således ikke uden videre krav på, at forvaltningen

indvilger i, at barnet undersøges af f.eks.

en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Der kan efter omstændighederne

stilles krav om, at en sådan undersøgelse forudsætter forvaltningens

tilladelse.

Ved afgørelsen af, om en

tilladelse skal gives, er forvaltningen imidlertid ikke frit stillet. Et

afslag vil efter min mening kræve, at forvaltningen kan påvise ganske

tungtvejende modstående hensyn, set i forhold til forældrenes forståelige og

væsentlige interesse i at tilvejebringe erklæringer (bevismidler) fra en

sagkyndig, som er uafhængig af forvaltningen, og som har forældrenes tillid.

Det kommer herved tillige i betragtning, at forvaltningen i disse sager ofte

vil blive opfattet som en modpart til forældrene, så længe hjemgivelse

nægtes.

Også almindelige retssikkerhedsmæssige betragtninger taler for, at

tilladelser til sådanne undersøgelser gives, medmindre tungtvejende hensyn

taler imod. Endelig henviser jeg til de omtalte lovbestemmelsers fremhævelse

af, at dispositioner vedrørende barnet så vidt muligt træffes i samarbejde

med

forældrene.

At en af forældrene ønsket

undersøgelse af barnet efter forvaltningens opfattelse ikke er nødvendig

efter

det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, kan efter det

anførte ikke i sig selv begrunde et afslag. Jeg henviser i den forbindelse

til

bestemmelsen i forvaltningslovens § 21 om en parts ret til at forlange en

sags

behandling udsat, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Såfremt det for en nærmere

bestemt periode er besluttet at afbryde barnets forbindelse med forældrene,

jf.

bistandslovens § 67, stk. 2, fritager denne afgørelse efter min mening ikke i

sig selv for en konkret stillingtagen til, hvorvidt en anmodning fra

forældrene

om en sagkyndig undersøgelse af barnet skal tillades. Jeg henviser herved

til,

at bestemmelsen i bistandslovens § 67, stk. 2, må antages alene at vedrøre

besøgskontakt,

brevkontakt, telefonkontakt eller anden direkte kontakt mellem barn og

forældre.

Hvis forvaltningen

undtagelsesvis afslår eller ikke fuldt ud imødekommer forældrenes ønske om en

undersøgelse af barnet, vil det være ønskeligt, om afgørelser om afslag mv.,

som meddeles forældrene, er ledsaget af en begrundelse.

Under hensyn til de

igangværende overvejelser om at revidere bistandslovens bestemmelser om børn

og unge har jeg samtidig hermed sendt socialministeren og Folketingets

Retsudvalg en kopi af denne skrivelse. Jeg går herefter ud fra, at

ministeriet

vil overveje, hvorvidt der er anledning til lovgivningsmæssigt eller

administrativt at præcisere de bestemmelser, som vedrører det generelle

spørgsmål om forældrenes retsstilling under en tvangsanbringelse af deres

barn."

(1*) Socialstyrelsens vejledning

nr. 3 af 27. juli 1988 om bistandslovens bestemmelser om døgnophold for børn

og

unge pkt. 46.

Lignende dokumenter