Spring til indhold

Retsinformation

Forvaltningsmyndigheders vejledningspligt/pligt til at oversætte skrivelser til udlændinge

FOU nr 1990.240UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forvaltningsmyndigheders vejledningspligt/pligt til at

oversætte skrivelser til udlændinge

Et fagforbund

klagede over Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 16. oktober 1989 i A's

arbejdsskadesag. Ved afgørelsen havde ankestyrelsen tiltrådt en afgørelse af

29. november 1988 "med den af Sikringsstyrelsen givne begrundelse".

Sikringsstyrelsen (nu Arbejdsskadestyrelsen) havde den 29. november 1988

meddelt A, at styrelsen ikke kunne genoptage hans arbejdsskadesag, idet denne

var blevet henlagt ved kendelse af 19. september 1979 "p.g.a. forhold

der

skyldes skadelidte", og ved en sådan henlæggelse bortfalder krav efter

loven 3 år fra dagen for tilfældets indtræden, jf. lov om

arbejdsskadeforsikring,

§ 34, stk. 2. Styrelsen kan ikke selv dispensere fra denne frist.

Det fremgår af akterne, at A

den 15. januar 1979 var ude for en arbejdsskade. Sikringsstyrelsen blev

opmærksom på arbejdsskaden gennem et registerudskrivningskort om

dagpengeudbetaling, og styrelsen (som ikke havde modtaget en anmeldelse om

arbejdsskaden fra arbejdsgiveren) anmodede i den anledning kommunen om

oplysninger om arbejdsskaden.

Fra skadelidtes

forsikringsselskab modtog Sikringsstyrelsen en anmeldelse efter loven om

arbejdsskadeforsikring.

I den anledning skrev

Sikringsstyrelsen den 9. august 1979 til A og anmodede ham om nærmere

oplysninger om arbejdsskaden.

Efter at have rykket for svar

i sagen meddelte Sikringsstyrelsen den 19. september

1979 A, at da styrelsen var uden svar

på sin henvendelse, var sagen udgået af behandling og henlagt. Det

Læs alt

tilføjedes,

at sagen herefter kunne genoptages inden for 3 år fra dagen for tilfældets

indtræden. Herefter ville krav efter loven bortfalde, jf. lov om

arbejdsskadeforsikring, § 34, stk. 2.

Der skete herefter ikke

videre i sagen, før Sikringsstyrelsen modtog en anmeldelse af 27. april 1987

fra A's egen læge om arbejdsskaden i 1979.

Efter at have indhentet

forskellige udtalelser afviste Sikringsstyrelsen den 6. juni 1988 at behandle

sagen med den begrundelse, at anmeldelsen var for sent indgivet.

Senere blev Sikringsstyrelsen

opmærksom på den gamle sag, og i skrivelse af 29. november 1988 traf

Sikringsstyrelsen en fornyet afgørelse i sagen, dog således at afvisningen

blev

fastholdt, men nu med den begrundelse at sagen efter at være henlagt ikke

senere end 3 år efter henlæggelsen kunne genoptages af styrelsen, jf.

arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 2.

I skrivelse af 20. december

1988 klagede A's egen læge til ankestyrelsen over Sikringsstyrelsens

afgørelse

af 29. november 1988. Egen læge gjorde opmærksom på, at A, hans hustru og

nærmeste voksne familie i 1979 havde meget dårlige danskkundskaber, og alle

var

ude af stand til at forstå selv letlæselige danske breve. Familiens eneste

medlem, der var i stand til at læse dansk, var deres dengang 10-årige datter,

som ikke forstod, hvad Sikringsstyrelsens breve drejede sig om. A reagerede

derfor ikke på henvendelserne.

Egen læge oplyste videre, at

A efter arbejdsskaden var langvarigt sygemeldt, og at han siden da havde haft

rygproblemer. Han havde været forsøgt genoptrænet på revalideringsværksted,

og

der var nu søgt om førtidspension. A havde været undersøgt på ortopædisk

hospital og hos fysiurgisk speciallæge, uden at man havde kunnet bringe ham i

en sådan helbredsmæssig tilstand, at han kunne klare et arbejde. En

røntgenundersøgelse

af A's ryg i forbindelse med arbejdsskaden viste, bortset fra lumbalisation

af

første sacralhvirvel, intet abnormt, men ved efterfølgende undersøgelser,

senest i oktober 1988, fandtes afsmalning af ledbåndsskiverne mellem 4. og 5.

lændehvirvel "fuldstændigt svarende til det sted i rygsøjlen, hvor pt.'s

symptomer var lokaliseret ved skaden i 1979". For egen læge var der ikke

tvivl om, at det var overordentlig sandsynligt, at A i forbindelse med

ulykkestilfældet den 15. januar 1979 havde fået en varig rygskade, som havde

påvirket hans muligheder væsentligt for siden at få et arbejde. Samtidig

viste

røntgenundersøgelser nu, at der var kommet betydelige forandringer svarende

til det sted i ryggen, hvor arbejdsskaden var sket. Lægen anmodede derfor

ankestyrelsen

om at genoptage sagens behandling, og han oplyste, at han lå inde med

udskrivningskort, speciallægeundersøgelser og endvidere vurderinger fra

revalideringsopholdet i Århus.

Som nævnt tiltrådte

ankestyrelsen Sikringsstyrelsens afgørelse af 29. november 1988 med den af

Sikringsstyrelsen givne begrundelse.

I klagen til mig anmodede A's

fagforbund om en vurdering af, hvorvidt sagen kunne siges at have fået en

korrekt og rimelig sagsbehandling. Forbundet ønskede også en stillingtagen

til

det forhold, at sagen drejer sig om en tyrkisk familie med manglende

sproglige

forudsætninger for at forstå de tilsendte standardskrivelser. Endelig har

forbundet rejst spørgsmål om, hvorvidt der bør tages skridt til at undgå

diskrimination af medborgere, f.eks. således at

standardskrivelser/spørgeskemaer oversættes til f.eks. tyrkisk, "således

at indvandrere får den samme behandling som danskere".

I anledning af klagen har

Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af 18. maj 1990 bemærket, at hvis styrelsen

havde været vidende om skadelidtes manglende muligheder for at forstå/få

oversat styrelsens spørgeskema, ville styrelsen have foranlediget, at brevet

var blevet oversat til tyrkisk. Skadelidte ville dog fra

Arbejdsskadestyrelsen

- dengang Sikringsstyrelsen - have kunnet få den fornødne hjælp til at

besvare

forespørgslen, hvis han havde rettet henvendelse til styrelsen.

Ankestyrelsen har henholdt

sig til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 18. maj 1990 samt til sin

afgørelse

af 16. oktober 1989.

Efter min gennemgang af sagen

udtalte jeg følgende i en skrivelse til Den Sociale Ankestyrelse:

"Efter

forvaltningsloven, som trådte i kraft den 1. januar 1987, har myndighederne

en

vejlednings- og bistandspligt over for personer, der retter henvendelse om

spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. § 7, stk. 1.

Ifølge Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32, må det antages at følge af

bestemmelsen om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige

grundsætning om forvaltningers undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndigheder

i

almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået

af

udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling

af

myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent

stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.

Forvaltningsloven var ikke

trådt i kraft i 1979, da Sikringsstyrelsen første gang blev bekendt med (A's)

arbejdsskade. Imidlertid må det som nævnt antages, at der også efter

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger påhviler myndighederne en vis

forpligtelse til at sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge.

Når det gælder ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven, kommer der det særlige forhold i betragtning,

at

initiativet til sagens rejsning normalt ikke tages af den berettigede.

Det forhold, at den eventuelt

berettigede således ikke nødvendigvis har kendskab til, at en sag verserer,

taler efter min opfattelse med yderligere vægt for, at myndighederne må sikre

sig, at de bliver forstået, når de henvender sig til en udlænding.

Arbejdsskadestyrelsen har

selv bemærket, at hvis styrelsen havde været vidende om skadelidtes manglende

muligheder for at forstå/få oversat styrelsens spørgeskema, ville styrelsen

have foranlediget, at brevet var blevet oversat til tyrkisk.

Efter min opfattelse burde

Arbejdsskadestyrelsen, da den ikke fik nogen reaktion på sine henvendelser

til

en person med et åbenbart udenlandsk klingende navn, af egen drift have

undersøgt, om den pågældende havde mulighed for at forstå/få oversat

styrelsens henvendelser. (Dette kunne formentlig have været gjort ved

henvendelse

til den pågældendes bopælskommune, som havde behandlet dagpengesagen).

Ved sin passivitet har

styrelsen efter min opfattelse begået en vejledningsfejl. Jeg kan på den

baggrund ikke være enig i, at afgørelse om tilkendelse af ydelse efter

arbejdsskadeforsikringsloven ikke har kunnet træffes på grund af forhold, der

(i det væsentlige) skyldtes skadelidte - og jeg finder derfor heller ikke, at

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse kunne afvise at genoptage

behandlingen af sagen i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk.

2.

Det følger af almindelige

forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning

efter

omstændighederne bør tillægges den retlige virkning, at den pågældende

stilles

på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Jeg henviser herved

bl.a. til Folketingets Ombudsmands beretning, 1989, side 21 og side 168 ff,

til

Jon Andersen, Juristen, 1990, side 311 ff, samt til Jens Vedsted-Hansen i

Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor nr. 2/1991, side 16-19. I artiklerne

er der nærmere redegjort for praksis på området.

På baggrund af det anførte

henstiller jeg derfor til Den Sociale Ankestyrelse, at styrelsen genoptager

sagen til fornyet behandling med henblik på, at der nu kan meddeles (A) en

afgørelse i realiteten.

Det tilføjes, at jeg ikke har

fundet anledning til at komme nærmere ind på, om andre grunde kunne tale for,

at styrelsen ikke i 1979 burde have afsluttet sagen som sket. Jeg henviser

herved til, at jeg i en undersøgelse af 105 erhvervssygdomssager i

Arbejdsskadestyrelsen vil fremkomme med nogle mere indgående bemærkninger om

styrelsens henlæggelsespraksis.

Jeg udbeder mig underretning

om ankestyrelsens fornyede afgørelse."

Lignende dokumenter