Udlevering af navnene på to sygeplejersker
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udlevering af navnene på to sygeplejersker
A klagede til mig over at Indenrigsministeriet fortsat havde
stadfæstet Københavns Amts afgørelse om at nægte at udlevere navnene på to
sygeplejersker. Det fremgik at A skulle bruge navnene fordi hun ønskede at
indkalde sygeplejerskerne som vidner i en retssag hun havde anlagt mod tre
læger. A havde tidligere klaget til mig i samme sag. I mit afsluttende brev
skrev jeg:
"Efter §
4
, stk. 2, i lov om Folketingets Ombudsmand
kan der kun klages til ombudsmanden over en kommune (amtskommune) hvis
kommunens afgørelse kan påklages til en statslig myndighed. Endvidere skal
muligheden for at klage til den statslige myndighed være udnyttet.
Indenrigsministeriets tilsyn med amtskommunerne anses i relation til denne
bestemmelse ikke for at være en klagemyndighed.
Jeg har derfor ikke mulighed for at tage umiddelbar stilling til
lovligheden af Københavns Amtskommunes dispositioner. Min undersøgelse er
begrænset til at vedrøre spørgsmål om hvorvidt den udtalelse som
Indenrigsministeriet har afgivet, kan give mig grundlag for kritik.
Som ministeriet har skrevet i sit brev af
12. januar 1995, er det kommunale
tilsyn et legalitetstilsyn. Dette betyder at Indenrigsministeriet kun kan
gribe
ind over for amtskommunen hvis der foreligger en tilsidesættelse af
lovgivningen
(eller af gældende ret i øvrigt). Indenrigsministeriet kan således ikke tage
stilling til rimeligheden eller hensigtsmæssigheden af dispositioner som en
amtskommune
foretager inden for lovens rammer.
Det er almindeligt antaget at oplysningen om hvilke personer der
Læs alt
har truffet afgørelse, og hvem der har medvirket ved en sags behandling, er
undergivet offentlighed, jf. reglerne om aktindsigt i offentlighedslovens §
11.
Oplysningen anses for at være væsentlig for sagsforholdet, bl.a. for at
vurdere
habilitetsspørgsmålet. Jeg henviser til Jon Andersen mfl. Forvaltningsret
(1994), s. 285, John Vogter Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s.
188,
og Juridisk formularbog, 14. udg., s. 906. Endvidere henviser jeg til
afgørelserne i Ugeskrift for Retsvæsen (1988), s. 470ff, og Folketingets
Ombudsmands beretning for året 1989, s. 151. Disse sager vedrørte navnlig
spørgsmålet om aktindsigt i dokumenter hvor oplysningen om hvem der havde
medvirket, fremgik af et dokument.
I det materiale jeg har haft til gennemsyn, findes ikke noget
dokument hvoraf fremgår navnene på de to sygeplejersker der var til stede på
den psykiatriske skadestue
den
23. januar 1993.
Hverken Københavns Amtskommune eller Indenrigsministeriet har i
afgørelsen henholdsvis udtalelsen redegjort for efter hvilke regler afslaget
på
at oplyse navnene på de to sygeplejersker er truffet.
I en udtalelse af
10. maj 1994
(mit j.nr. 1992-1171-813) berørte jeg
spørgsmålet om hvorvidt tilsynsmyndighedernes udtalelser anses for at være
afgørelser i forvaltningslovens forstand. Jeg opregnede fire tilfældegrupper.
Om den gruppe som den foreliggende sag falder ind under, udtalte jeg
følgende:
'b) Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og påtager
sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger
efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål, men udtaler,
at der ikke er handlet retsstridigt fra kommunens side.
...
ad b) I denne situation - hvor tilsynsrådet foretager en konkret
retlig vurdering og på grundlag heraf afslutter sagen - har tilsynsrådets
udtalelse efter min opfattelse ganske klart karakter af en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.'
Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse der meddeles
skriftligt, begrundes. Kun hvis afgørelsen giver parten fuldt ud medhold,
gælder dette krav ikke. Forvaltningsloven indeholder i § 24 følgende
bestemmelse om de krav der stilles til indholdet af en begrundelse:
'
Stk. 1.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde
en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.
I
det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn,
skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent
indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3....'
Det er efter min mening kritisabelt at Indenrigsministeriet ikke
i sin udtalelse af
12. januar
1995
til Dem anførte, efter hvilke regler ministeriet afviste at
pålægge Københavns Amtskommune at oplyse Dem om navne og stillingsbetegnelser
på de to sygeplejersker.
Jeg har i dag henstillet til ministeriet at genoptage sagen og
meddele Dem en begrundelse for udtalelsen. Jeg går ud fra at ministeriet i
den
forbindelse nærmere redegør for om der findes dokumenter i form af vagtplaner
mv. der indeholder de pågældendes navne.
Jeg har bedt ministeriet underrette mig om hvad det foretager
sig i sagen.
Til Deres orientering kan jeg oplyse at De under rettens
behandling af sagen har mulighed for at søge oplysningerne om navnene på de
to
sygeplejersker hos modparten, jf. retsplejelovens §§ 302-303 og § 344.
Afgørelsen om hvorvidt Deres begæring skal efterkommes, træffes af
retten."
Indenrigsministeriet genoptog på denne baggrund behandlingen af
sagen. Indenrigsministeriet bad Københavns Amt om en fornyet udtalelse. Amtet
udtalte i den anledning bl.a. følgende:
"... der findes en vagtplan for den psykiatriske skadestue
på Amtssygehuset i Gentofte for
den 23. januar 1993
indeholdende navnene på de to
sygeplejersker.
Københavns Amt er generelt af den opfattelse, at man i henhold
til offentlighedslovens regler normalt efter anmodning udleverer navne på de
personer, der har deltaget i sagsbehandlingen eller i udøvelsen af faktisk
forvaltningsvirksomhed som f.eks. læger, sygeplejersker mfl.
Amtet har imidlertid vurderet den konkrete sag som værende af en
sådan karakter, at der findes begrundet formodning om, at udlevering af de
omhandlede navne kan medføre, at de pågældende udsættes for chikane fra (A),
der allerede har overfuset adskillige ansatte i amtet og også har opsøgt den
behandlende skadestuelæge på dennes privatadresse. Amtet finder det
væsentligt
at beskytte privatlivets fred for de personalegrupper, der i særlig grad kan
være udsat for chikane f.eks. fra patienter og pårørende på sygehusene.
Derfor
bærer personalet på de psykiatriske skadestuer generelt skilte, hvoraf alene
fornavnet fremgår, mens personalet på de somatiske skadestuer selv afgør om
kun
fornavnet fremgår af skiltet til identifikation af vedkommende.
Det er dog klart, at en anmodning fra politiet eller retten om
oplysning om navne på nuværende eller tidligere ansatte vil blive
efterkommet.
Af sagsakterne fremgår det, at politimesteren i Lyngby i en
udtalelse til justitsministeriet oplyser, at (A) og dennes søn ved Østre
Landsrets dom af
11. maj
1994
er dømt for vold, og det kan yderligere oplyses, at (A) for
lang tid siden har indgivet politianmeldelse mod den behandlende
skadestuelæge
og den ansvarlige overlæge, idet (A) i forbindelse hermed ønsker at indkalde
de
to sygeplejersker som vidner og derigennem få kendskab til deres identitet.
Så
vidt det er amtet bekendt, har anklagemyndigheden ikke rejst tiltale.
På baggrund af ovenstående er det fortsat amtets opfattelse, at
navnene på de to sygeplejersker ikke bør udleveres, idet sagen findes at være
af en sådan karakter, at bestemmelsen i offentlighedslovens § 11 i dette
særlige tilfælde bør vige for undtagelsesbestemmelsen i lovens § 13, stk. 1,
nr. 6, hvorefter aktindsigten kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt
til
beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor
hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet."
I forbindelse med Indenrigsministeriets tidligere behandling af
sagen havde Københavns Amt i brev af
10. januar 1995
oplyst følgende (som jeg også citerede i
min udtalelse af
23. august
1995
):
"Baggrunden for i dette særlige tilfælde ikke at udlevere
navnene på de involverede personer var bl.a., at det af skadestuesedlen
vedrørende (A) for
den 23.
januar 1993
fremgik, at politiet over for vagthavende læge, (B),
bl.a. havde oplyst, at man samme dag havde fået henvendelse fra beboere i
(A)'s
ejendom om, at man havde set (A) komme gående hen mod en mand med en kniv i
hånden.
Hertil kom, at sygehusledelsen var blevet underrettet om, at
læge (B), der ikke længere var ansat på sygehuset, var blevet opsøgt på sin
private bopæl af (A). Man fandt derfor at kunne frygte en personlig chikane
også mod de to andre involverede personer på skadestuen. Det senere forløb i
sagen har da også vist i hvilket omfang (A) utallige gange direkte har
kontaktet
de personer, som (A) havde kendskab til i forbindelse med verserende
klagesager."
A havde løbende under sagens behandling bestridt oplysningerne
om at hun skulle have truet enkelte ansatte i amtskommunen. Endvidere bestred
A, bl.a. i et brev af
3.
januar 1996
til Indenrigsministeriet, den oplysning der fremgik
af amtskommunens udtalelse hvorefter hun skulle have opsøgt læge B på dennes
private bopæl. A oplyste at hun i overensstemmelse med Sundhedsministeriets
vejledning som hun havde fået udleveret, i første omgang havde rettet direkte
henvendelse til læge B. A havde sendt hende et brev, men opsøgte hende ikke
personligt på privatadressen. A fik aldrig svar på brevet. A klagede derefter
til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Der findes i sagen et notat der gennemgår hele sagsforløbet. En
overlæge havde, ifølge dette notat, oplyst at A havde opsøgt B privat.
Sagsakterne indeholder ikke nogen erklæring fra læge B.
Endvidere fremgår det af det samme notat at A under en
telefonsamtale med en bestemt ansat i amtskommunen havde truet den ansatte og
dennes familie på livet. Der er ikke i sagen nogen erklæring fra denne
medarbejder
om denne begivenhed.
Om amtskommunens henvisning til landsretsdommen af
11. maj 1994
skrev A at
Østre Landsret
den 10.
november 1995
i den verserende straffesag som hun havde anlagt mod
lægerne, havde afsagt kendelse om "at ingen af de indklagede har
godtgjort
en retslig interesse i at få domsudskift vedrørende A udleveret".
Indenrigsministeriet havde ikke hos amtskommunen søgt
omstændighederne om disse forhold som A havde bestridt, nærmere oplyst.
I en udtalelse af
8. maj 1996
skrev Indenrigsministeriet følgende:
"Indenrigsministeriet fører tilsyn med, at amtskommunerne
overholder lovgivningen, jf. §§ 47 og 61 i lov om kommunernes styrelse
(lovbekendtgørelse
nr. 615 af
18. juli 1995
).
Indenrigsministeriet kan ikke tage stilling til, om
amtskommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til
spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de
rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Det følger af § 1, stk. 1, i offentlighedsloven (lov nr. 572 af
19. december 1985
om
offentlighed i forvaltningen som senest ændret ved lov nr. 504 af
30. juni 1993
), at loven
gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, herunder
også faktisk forvaltningsvirksomhed.
§ 4, stk. 1 og 3, i offentlighedsloven er sålydende:
'§ 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i lovens §§
7-14, forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter, der er indgået til
eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed
kan
give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om
tavshedspligt mv.
...
Stk. 3.
Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de
dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt
med.'
§ 7 i offentlighedsloven har følgende ordlyd:
'§ 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne
arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug,
...'
Efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, omfatter retten til
aktindsigt dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en
forvaltningsmyndighed
som led i administrativ sagsbehandling. Retten gælder kun dokumenter, der er
produceret, og giver ikke ansøgeren krav på, at myndigheden rekonstruerer
allerede
destrueret materiale eller tilvejebringer dokumenter.
Det er endvidere en betingelse efter offentlighedslovens § 4,
stk. 3, at begæringen om aktindsigt angiver de dokumenter eller den sag, som
man ønsker at blive gjort bekendt med.
Det må anses for tilstrækkeligt til at opfylde
identifikationskravet, at begæringen om aktindsigt indeholder de oplysninger,
der efter indretningen af myndighedens journaler og registre er nødvendige
for, at myndigheden kan finde frem til sagen.
Der kan nærmere henvises til 'Forvaltningsret' v/ Hans
Gammeltoft-Hansen m.fl., 1994, side
265
f.
Københavns Amtskommune har i sin udtalelse af
24. november 1995
oplyst,
at der findes en vagtplan for den psykiatriske skadestue på Amtssygehuset i
Gentofte for
den 23. januar
1993, hvoraf navnene på de to sygeplejersker fremgår.
Således som Deres henvendelse af
11. april 1993
til Amtssygehuset i Gentofte er
formuleret, finder Indenrigsministeriet, at Deres begæring om aktindsigt må
forstås som omfattende også vagtplanen, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 3.
Indenrigsministeriet finder, at den pågældende vagtplan må anses
for at være et internt arbejdsdokument, der som udgangspunkt er undtaget fra
retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 7, nr. 1, idet ministeriet
lægger til grund, at der er tale om et dokument, der er udarbejdet af
Gentofte
Amtssygehus til eget brug. Ministeriet har herved lagt til grund, at sådanne
vagtplaner alene anvendes i sygehusforvaltningen og på sygehusene.
Som en undtagelse til § 7 i offentlighedsloven er det i lovens §
11, stk. 1, anført, at oplysninger i interne arbejdsdokumenter om faktiske
omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet er undergivet
aktindsigt
i overensstemmelse med lovens almindelige regler.
§ 11, stk. 1, i offentlighedsloven er sålydende:
'Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr.
1-4, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for
sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med
lovens almindelige regler.'
Om ekstraheringspligten efter § 11, stk. 1, er i bemærkningerne
til bestemmelsen (Folketingstidende 1985/86, Tillæg A, spalte 225) blandt
andet
anført følgende:
'Ekstraheringspligten efter stk. 1 omfatter enhver konkret
oplysning om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for
sagsforholdet,
der ikke fremgår af de dokumenter, der er undergivet aktindsigt efter de
almindelige regler.
Ekstraheringspligten omfatter ikke blot oplysninger vedrørende
en sags faktiske omstændigheder, som myndigheden har været forpligtet til at
gøre notat om efter lovforslagets § 6, men også oplysninger, som myndigheden
har tilført sagen fra sine interne arbejdsdokumenter i andre sager eller fra
registre og lignende.
I modsætning til notatpligten i lovforslagets § 6 gælder
ekstraheringspligten som udgangspunkt alle de sagstyper, der er omfattet af
loven, d.v.s. også administrative sager, der indgår i faktisk
forvaltningsvirksomhed.
Ikke enhver oplysning, der er nedskrevet, er omfattet af
ekstraheringspligten,
idet den kun gælder for oplysninger af væsentlig betydning for sagsforholdet.
Det forhold, at en oplysning på et tidspunkt nedfældes i et dokument, der
indgår i sagen, må i nogle tilfælde tages som udtryk for, at oplysningen i
hvert fald på dette tidspunkt ikke blev anset for betydningsløs. Imidlertid
kan
det vise sig, at oplysninger, der oprindelig blev anset for at være af
betydning, og som derfor blev noteret på sagens akter, på et senere stadium i
sagsbehandlingen er betydningsløse. Omfanget af ekstraheringspligten kan
derfor
afhænge af, på hvilket tidspunkt begæring om aktindsigt fremsættes.'
Bestemmelsen gælder som nævnt kun for oplysninger af væsentlig
betydning for sagsforholdet.
Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at oplysningerne om
navne og stillingsbetegnelser på de to sygeplejersker, der var til stede
under
Deres ophold på den psykiatriske skadestue
den 23. januar 1993, må betragtes som faktiske
oplysninger af væsentlig betydning for Deres behandling på den psykiatriske
skadestue, hvorfor Københavns Amtskommune efter ministeriets opfattelse som
udgangspunkt
har pligt til at meddele Dem disse oplysninger.
Adgangen til at blive gjort bekendt med oplysninger, der i givet
fald skal ekstraheres, er undergivet de begrænsninger, der følger af §§
12-14.
Offentlighedslovens § 13, stk. 1, er sålydende:
'Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er
nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til
...
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.'
Med bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 6, er der givet de
offentlige forvaltningsmyndigheder en vis adgang til efter en konkret
vurdering
at begrænse adgangen til aktindsigt, hvis dette er nødvendigt til beskyttelse
af bl.a. enkeltpersoners interesse.
Det er i forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i § 2,
stk. 2, nr. 4, i offentlighedsloven af 1970 forudsat, at der kun vil blive
gjort brug af bestemmelsen i tilfælde, hvor hemmeligholdelse af hensyn til
enkeltpersoners interesse er klart påkrævet jf. F.T. 1969/70, tillæg A, sp.
589.
Af Københavns Amtskommunes udtalelse af
24. november 1995
fremgår det, at
amtskommunen normalt efter anmodning udleverer navne på de personer, der har
deltaget i udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed, herunder læger,
sygeplejersker m.fl.
Det fremgår endvidere af sagen, at Københavns Amtskommune på
grundlag af en vurdering fra sygehuset i den konkrete sag har skønnet, at
udlevering af navne på de to sygeplejersker burde undlades.
Indenrigsministeriet finder, at der efter omstændighederne - af
hensyn til sygehuspersonale, der behandler psykiatriske patienter - vil kunne
være behov for at hemmeligholde oplysninger om navne på det pågældende
personale, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Det falder som ovenfor anført uden for rammerne af det kommunale
tilsyn at tage stilling til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe
skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Indenrigsministeriet finder ikke grundlag for at antage, at den
lægefaglige vurdering, der ligger bag amtskommunens beslutning om ikke at
udlevere navnene på de to sygeplejersker, ikke har kunnet udøves inden for
rammerne af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.
Indenrigsministeriet finder endvidere ikke grundlag for at
antage, at Københavns Amtskommune har været forpligtiget til at udlevere de
pågældende navne i henhold til anden lovgivning.
Af den kommenterede offentlighedslov, v/ John Vogter, 1992, side
188, fremgår det, at det i Justitsministeriets praksis er almindeligt
antaget,
at den, over for hvem det offentlige har truffet en afgørelse, kan kræve at
få
oplyst, hvem der har deltaget i sagsbehandlingen. Som begrundelse herfor er
anført, at oplysninger om, hvilke personer der har truffet afgørelse, og hvem
der i øvrigt har medvirket i sagsbehandlingen, er af væsentlig betydning for
afgørelsen
af eventuelle spørgsmål om inhabilitet.
I det foreliggende tilfælde er der imidlertid ikke truffet nogen
afgørelse, men derimod tale om udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed,
hvor
der ikke på samme måde kan opstå spørgsmål om inhabilitet.
Uanset eventuelle hensigtsmæssighedsovervejelser, der kunne tale
for det modsatte, har Indenrigsministeriet ikke fundet grundlag for at
antage,
at der gælder en forvaltningsretlig grundsætning om pligt til udlevering af
navne på personer, der medvirker ved udøvelsen af faktisk
forvaltningsvirksomhed.
Da det kommunale tilsyn er et legalitetstilsyn, finder Indenrigsministeriet
på denne baggrund ikke grundlag for at foretage videre i anledning af
Københavns Amtskommunes beslutning om at undlade at oplyse Dem om navn på de
to
sygeplejersker, der - foruden læge B - var til stede, da De blev indbragt på
den psykiatriske skadestue
den
23. januar 1993."
A klagede til mig over denne udtalelse.
Ombudsmandens udtalelse
"Indenrigsministeriet har lagt til grund at oplysning om navnene på de
to sygeplejersker på den psykiatriske skadestue på Gentofte Amtssygehus
fremgår af vagtplaner. Disse vagtplaner er interne arbejdsdokumenter. Efter
offentlighedslovens § 7 er interne arbejdsdokumenter undtaget fra retten til
aktindsigt. Dog skal oplysninger om sagens faktiske omstændigheder
ekstraheres, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1. Indenrigsministeriet har
konkluderet at netop navnene på sygeplejerskerne er oplysninger der er
omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1. Jeg kan
i det hele tilslutte mig denne del af Indenrigsministeriets redegørelse for
retsstillingen.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse kan oplysningerne undtages fra
aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, som har denne
ordlyd:
'Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til
beskyttelse af væsentlige hensyn til
...
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets
særlige karakter er påkrævet.'
En bestemmelse svarende til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, blev
indført ved offentlighedsloven fra 1970 (lov nr. 280 af
10. juni 1970
). I betænkningen der lå til grund for lovforslaget til offentlighedsloven
fra 1970 (betænkning nr. 325/1963), er på s. 64 om baggrunden for
bestemmelsen anført at man forudsatte at der kun ville blive gjort brug af
den under § 2, nr. 7, foreslåede bestemmelse i tilfælde, hvor
hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges eller enkeltpersoners
interesse klart ville tilsige det.
I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s. 260, har
udvalget om den tidligere bestemmelses rækkevidde bl.a. skrevet således:
'Der kan være anledning til indledningsvis at fastslå, at den
eksemplifikation på bestemmelsens anvendelsesområde, der er givet i
forarbejderne, utvivlsomt ikke er udtømmende, men at også andre
beskyttelsesinteresser end de nævnte kan komme i betragtning. Tværtimod er
forholdet antagelig det, at der næppe på forhånd kan drages absolutte grænser
for, hvilke
typer
af interesser der i givet fald vil kunne varetages
gennem anvendelse af generalklausulen. I det omfang, der er spørgsmål om at
begrænse offentlighedsprincippet af hensyn til interesser, der falder uden
for
de i lovmotiverne nævnte, vil der dog givetvis blive stillet strengere krav
med
hensyn til styrken af det aktuelle beskyttelsesbehov. I det hele taget må det
i
overensstemmelse med forarbejderne lægges til grund, at undtagelse efter
bestemmelsen kun kan gøres,
hvor det er klart påkrævet...
En samlet vurdering af de tilfælde, hvor bestemmelsen efter de
foreliggende oplysninger har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader
det
indtryk, at den i betydelig udstrækning, - ... - er blevet benyttet til at
tilgodese beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved
udformningen
af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige
bestemmelser
har vist sig utilstrækkelige.'
På baggrund af denne beskrivelse af gældende ret skrev udvalget
i betænkningen på s. 285ff følgende om sine overvejelser:
'Det er udvalgets opfattelse, at en sådan generalklausul bør
opretholdes i forbindelse med offentlighedslovens revision. Udvalget har i så
henseende navnlig lagt vægt på,
at
der ikke i den periode,
offentlighedsloven har været i kraft, er indhøstet så udførlige erfaringer,
at
det er muligt med rimelig grad af sikkerhed at overskue alle de
undtagelsesbehov, der vil kunne opstå i praksis,
at
en generalklausul er
påkrævet for at undgå, at visse meget specielle undtagelsesbehov opregnes
udtrykkeligt i loven,
samt at
en generalklausul giver loven en ønskelig
smidighed med hensyn til at kunne tilpasses nye undtagelsesbehov, der måtte
opstå i fremtiden, således at hyppige ændringer af loven kan undgås. Udvalget
skal dog samtidig understrege, at generalklausulen som hidtil kun forudsættes
anvendt i begrænset omfang og kun, hvor der er et klart behov derfor.'
Jeg anerkender at der kan være tilfælde hvor hensynet til en
medarbejder på en psykiatrisk afdeling efter en konkret vurdering i det
enkelte
tilfælde kan føre til at undtage oplysningen om den pågældendes navn efter
offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Som det fremgår af det jeg har
anført
ovenfor, skal der imidlertid være et klart behov herfor.
Amtskommunen oplyste over for Indenrigsministeriet at amtet i
den konkrete sag mener at der er begrundet formodning om at udlevering af de
omhandlede navne kan medføre at de pågældende udsættes for chikane fra Dem.
De
har allerede overfuset adskillige ansatte i amtet og også opsøgt den
behandlende skadestuelæge på dennes privatadresse. Endvidere henviser amtet
til
at det af sagsakterne fremgår at Politimesteren i Lyngby i en udtalelse til
Justitsministeriet oplyste at De ved Østre Landsrets dom af
11. maj 1994
var dømt for
vold.
Indenrigsministeriet har på dette grundlag udtalt at ministeriet
mener at der - af hensyn til sygehuspersonale der behandler psykiatriske
patienter
- vil kunne være behov for at hemmeligholde oplysninger om navne på dette
personale. Indenrigsministeriet mener at den lægefaglige vurdering der ligger
bag amtskommunens beslutning om ikke at udlevere navnene på de to
sygeplejersker, har kunnet udøves inden for rammerne af offentlighedslovens §
13, stk. 1, nr. 6.
Som anført ovenfor er det forudsat at bestemmelsen i
offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, har et meget snævert
anvendelsesområde. Anvendelse af bestemmelsen må derfor forudsætte at
undtagelse
fra aktindsigt er absolut påkrævet af hensyn til andre private eller
offentlige
interesser.
De har i sagen fremsat indsigelser imod de oplysninger om
chikane, trusler mv. som ligger til grund for Indenrigsministeriets
udtalelse.
Indenrigsministeriet har ikke søgt disse oplysninger nærmere dokumenteret.
Efter min opfattelse burde ministeriet på grundlag af Deres
indsigelser have bedt Københavns Amtskommune om nærmere oplysninger om Deres
opførsel over for personalet, herunder have søgt tilvejebragt oplysninger
direkte fra de personalemedlemmer som var blevet forulempet, og fra læge (B).
Oplysningerne om straffedommen fremgår ikke af sagens akter ud over at den er
nævnt i amtets udtalelse. Straffedommen, herunder indholdet af dommen, og den
vægt den er tillagt, fremgår hverken af amtskommunens eller
Indenrigsministeriets
udtalelser. Om de kommunale tilsynsmyndigheders undersøgelsesbeføjelser
henviser jeg til udtalelsen optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for
året 1978, s. 504ff.
Jeg har henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagen
og søge sagens faktum nærmere belyst under hensyn til det jeg har anført
ovenfor. Jeg har bedt ministeriet om at underrette mig om hvad ministeriet
foretager sig i sagen."
Indenrigsministeriet meddelte mig ved brev af
20. december 1996
at
ministeriet havde genoptaget sagen.
NOTER:
(*1) FOB 1989, s. 151 og FOB 1978, s. 504ff.
Lignende dokumenter
- 1986 LSF 58 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- 1985 LSF 66 FORSLAG TIL LOV OM SUNDHEDSVÆSENETS CENTRALSTYRELSE M.V. Retsinformation · 21. maj 1988
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeritet om en amtskommunes vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 i en sag om en ansats ret til omsorgsdage Retsinformation · 6. februar 2008
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og sundhedsministeriet om en amtskommunes vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 i en sag om en ansats ret til omsorgsdage. Retsinformation · 26. august 2009
- Forslag til Lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven (Styrket beskyttelse af offentligt ansatte i sager om aktindsigt) Retsinformation · 29. februar 2024
- Afskedigelse af afdelingssygeplejerske på grund af samarbejdsvanskeligheder Retsinformation · 3. marts 2003