Spring til indhold

Retsinformation

Udlevering af navnene på to sygeplejersker

FOU nr 1996.122UdtalelserFolketinget30. august 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udlevering af navnene på to sygeplejersker

A klagede til mig over at Indenrigsministeriet fortsat havde

stadfæstet Københavns Amts afgørelse om at nægte at udlevere navnene på to

sygeplejersker. Det fremgik at A skulle bruge navnene fordi hun ønskede at

indkalde sygeplejerskerne som vidner i en retssag hun havde anlagt mod tre

læger. A havde tidligere klaget til mig i samme sag. I mit afsluttende brev

skrev jeg:

"Efter §

4

, stk. 2, i lov om Folketingets Ombudsmand

kan der kun klages til ombudsmanden over en kommune (amtskommune) hvis

kommunens afgørelse kan påklages til en statslig myndighed. Endvidere skal

muligheden for at klage til den statslige myndighed være udnyttet.

Indenrigsministeriets tilsyn med amtskommunerne anses i relation til denne

bestemmelse ikke for at være en klagemyndighed.

Jeg har derfor ikke mulighed for at tage umiddelbar stilling til

lovligheden af Københavns Amtskommunes dispositioner. Min undersøgelse er

begrænset til at vedrøre spørgsmål om hvorvidt den udtalelse som

Indenrigsministeriet har afgivet, kan give mig grundlag for kritik.

Som ministeriet har skrevet i sit brev af

12. januar 1995, er det kommunale

tilsyn et legalitetstilsyn. Dette betyder at Indenrigsministeriet kun kan

gribe

ind over for amtskommunen hvis der foreligger en tilsidesættelse af

lovgivningen

(eller af gældende ret i øvrigt). Indenrigsministeriet kan således ikke tage

stilling til rimeligheden eller hensigtsmæssigheden af dispositioner som en

amtskommune

foretager inden for lovens rammer.

Det er almindeligt antaget at oplysningen om hvilke personer der

Læs alt

har truffet afgørelse, og hvem der har medvirket ved en sags behandling, er

undergivet offentlighed, jf. reglerne om aktindsigt i offentlighedslovens §

11.

Oplysningen anses for at være væsentlig for sagsforholdet, bl.a. for at

vurdere

habilitetsspørgsmålet. Jeg henviser til Jon Andersen mfl. Forvaltningsret

(1994), s. 285, John Vogter Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s.

188,

og Juridisk formularbog, 14. udg., s. 906. Endvidere henviser jeg til

afgørelserne i Ugeskrift for Retsvæsen (1988), s. 470ff, og Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1989, s. 151. Disse sager vedrørte navnlig

spørgsmålet om aktindsigt i dokumenter hvor oplysningen om hvem der havde

medvirket, fremgik af et dokument.

I det materiale jeg har haft til gennemsyn, findes ikke noget

dokument hvoraf fremgår navnene på de to sygeplejersker der var til stede på

den psykiatriske skadestue

den

23. januar 1993.

Hverken Københavns Amtskommune eller Indenrigsministeriet har i

afgørelsen henholdsvis udtalelsen redegjort for efter hvilke regler afslaget

på

at oplyse navnene på de to sygeplejersker er truffet.

I en udtalelse af

10. maj 1994

(mit j.nr. 1992-1171-813) berørte jeg

spørgsmålet om hvorvidt tilsynsmyndighedernes udtalelser anses for at være

afgørelser i forvaltningslovens forstand. Jeg opregnede fire tilfældegrupper.

Om den gruppe som den foreliggende sag falder ind under, udtalte jeg

følgende:

'b) Tilsynsrådet iværksætter en realitetsbehandling og påtager

sig i den forbindelse et ansvar for sagens oplysning. Man anlægger

efterfølgende en konkret, retlig vurdering af sagens spørgsmål, men udtaler,

at der ikke er handlet retsstridigt fra kommunens side.

...

ad b) I denne situation - hvor tilsynsrådet foretager en konkret

retlig vurdering og på grundlag heraf afslutter sagen - har tilsynsrådets

udtalelse efter min opfattelse ganske klart karakter af en afgørelse i

forvaltningslovens forstand.'

Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse der meddeles

skriftligt, begrundes. Kun hvis afgørelsen giver parten fuldt ud medhold,

gælder dette krav ikke. Forvaltningsloven indeholder i § 24 følgende

bestemmelse om de krav der stilles til indholdet af en begrundelse:

'

Stk. 1.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde

en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

I

det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn,

skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent

indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3....'

Det er efter min mening kritisabelt at Indenrigsministeriet ikke

i sin udtalelse af

12. januar

1995

til Dem anførte, efter hvilke regler ministeriet afviste at

pålægge Københavns Amtskommune at oplyse Dem om navne og stillingsbetegnelser

på de to sygeplejersker.

Jeg har i dag henstillet til ministeriet at genoptage sagen og

meddele Dem en begrundelse for udtalelsen. Jeg går ud fra at ministeriet i

den

forbindelse nærmere redegør for om der findes dokumenter i form af vagtplaner

mv. der indeholder de pågældendes navne.

Jeg har bedt ministeriet underrette mig om hvad det foretager

sig i sagen.

Til Deres orientering kan jeg oplyse at De under rettens

behandling af sagen har mulighed for at søge oplysningerne om navnene på de

to

sygeplejersker hos modparten, jf. retsplejelovens §§ 302-303 og § 344.

Afgørelsen om hvorvidt Deres begæring skal efterkommes, træffes af

retten."

Indenrigsministeriet genoptog på denne baggrund behandlingen af

sagen. Indenrigsministeriet bad Københavns Amt om en fornyet udtalelse. Amtet

udtalte i den anledning bl.a. følgende:

"... der findes en vagtplan for den psykiatriske skadestue

på Amtssygehuset i Gentofte for

den 23. januar 1993

indeholdende navnene på de to

sygeplejersker.

Københavns Amt er generelt af den opfattelse, at man i henhold

til offentlighedslovens regler normalt efter anmodning udleverer navne på de

personer, der har deltaget i sagsbehandlingen eller i udøvelsen af faktisk

forvaltningsvirksomhed som f.eks. læger, sygeplejersker mfl.

Amtet har imidlertid vurderet den konkrete sag som værende af en

sådan karakter, at der findes begrundet formodning om, at udlevering af de

omhandlede navne kan medføre, at de pågældende udsættes for chikane fra (A),

der allerede har overfuset adskillige ansatte i amtet og også har opsøgt den

behandlende skadestuelæge på dennes privatadresse. Amtet finder det

væsentligt

at beskytte privatlivets fred for de personalegrupper, der i særlig grad kan

være udsat for chikane f.eks. fra patienter og pårørende på sygehusene.

Derfor

bærer personalet på de psykiatriske skadestuer generelt skilte, hvoraf alene

fornavnet fremgår, mens personalet på de somatiske skadestuer selv afgør om

kun

fornavnet fremgår af skiltet til identifikation af vedkommende.

Det er dog klart, at en anmodning fra politiet eller retten om

oplysning om navne på nuværende eller tidligere ansatte vil blive

efterkommet.

Af sagsakterne fremgår det, at politimesteren i Lyngby i en

udtalelse til justitsministeriet oplyser, at (A) og dennes søn ved Østre

Landsrets dom af

11. maj

1994

er dømt for vold, og det kan yderligere oplyses, at (A) for

lang tid siden har indgivet politianmeldelse mod den behandlende

skadestuelæge

og den ansvarlige overlæge, idet (A) i forbindelse hermed ønsker at indkalde

de

to sygeplejersker som vidner og derigennem få kendskab til deres identitet.

Så

vidt det er amtet bekendt, har anklagemyndigheden ikke rejst tiltale.

På baggrund af ovenstående er det fortsat amtets opfattelse, at

navnene på de to sygeplejersker ikke bør udleveres, idet sagen findes at være

af en sådan karakter, at bestemmelsen i offentlighedslovens § 11 i dette

særlige tilfælde bør vige for undtagelsesbestemmelsen i lovens § 13, stk. 1,

nr. 6, hvorefter aktindsigten kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt

til

beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor

hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet."

I forbindelse med Indenrigsministeriets tidligere behandling af

sagen havde Københavns Amt i brev af

10. januar 1995

oplyst følgende (som jeg også citerede i

min udtalelse af

23. august

1995

):

"Baggrunden for i dette særlige tilfælde ikke at udlevere

navnene på de involverede personer var bl.a., at det af skadestuesedlen

vedrørende (A) for

den 23.

januar 1993

fremgik, at politiet over for vagthavende læge, (B),

bl.a. havde oplyst, at man samme dag havde fået henvendelse fra beboere i

(A)'s

ejendom om, at man havde set (A) komme gående hen mod en mand med en kniv i

hånden.

Hertil kom, at sygehusledelsen var blevet underrettet om, at

læge (B), der ikke længere var ansat på sygehuset, var blevet opsøgt på sin

private bopæl af (A). Man fandt derfor at kunne frygte en personlig chikane

også mod de to andre involverede personer på skadestuen. Det senere forløb i

sagen har da også vist i hvilket omfang (A) utallige gange direkte har

kontaktet

de personer, som (A) havde kendskab til i forbindelse med verserende

klagesager."

A havde løbende under sagens behandling bestridt oplysningerne

om at hun skulle have truet enkelte ansatte i amtskommunen. Endvidere bestred

A, bl.a. i et brev af

3.

januar 1996

til Indenrigsministeriet, den oplysning der fremgik

af amtskommunens udtalelse hvorefter hun skulle have opsøgt læge B på dennes

private bopæl. A oplyste at hun i overensstemmelse med Sundhedsministeriets

vejledning som hun havde fået udleveret, i første omgang havde rettet direkte

henvendelse til læge B. A havde sendt hende et brev, men opsøgte hende ikke

personligt på privatadressen. A fik aldrig svar på brevet. A klagede derefter

til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Der findes i sagen et notat der gennemgår hele sagsforløbet. En

overlæge havde, ifølge dette notat, oplyst at A havde opsøgt B privat.

Sagsakterne indeholder ikke nogen erklæring fra læge B.

Endvidere fremgår det af det samme notat at A under en

telefonsamtale med en bestemt ansat i amtskommunen havde truet den ansatte og

dennes familie på livet. Der er ikke i sagen nogen erklæring fra denne

medarbejder

om denne begivenhed.

Om amtskommunens henvisning til landsretsdommen af

11. maj 1994

skrev A at

Østre Landsret

den 10.

november 1995

i den verserende straffesag som hun havde anlagt mod

lægerne, havde afsagt kendelse om "at ingen af de indklagede har

godtgjort

en retslig interesse i at få domsudskift vedrørende A udleveret".

Indenrigsministeriet havde ikke hos amtskommunen søgt

omstændighederne om disse forhold som A havde bestridt, nærmere oplyst.

I en udtalelse af

8. maj 1996

skrev Indenrigsministeriet følgende:

"Indenrigsministeriet fører tilsyn med, at amtskommunerne

overholder lovgivningen, jf. §§ 47 og 61 i lov om kommunernes styrelse

(lovbekendtgørelse

nr. 615 af

18. juli 1995

).

Indenrigsministeriet kan ikke tage stilling til, om

amtskommunernes sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til

spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de

rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Det følger af § 1, stk. 1, i offentlighedsloven (lov nr. 572 af

19. december 1985

om

offentlighed i forvaltningen som senest ændret ved lov nr. 504 af

30. juni 1993

), at loven

gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, herunder

også faktisk forvaltningsvirksomhed.

§ 4, stk. 1 og 3, i offentlighedsloven er sålydende:

'§ 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i lovens §§

7-14, forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter, der er indgået til

eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ

sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed

kan

give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet følger af regler om

tavshedspligt mv.

...

Stk. 3.

Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de

dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt

med.'

§ 7 i offentlighedsloven har følgende ordlyd:

'§ 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne

arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses

1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug,

...'

Efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, omfatter retten til

aktindsigt dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en

forvaltningsmyndighed

som led i administrativ sagsbehandling. Retten gælder kun dokumenter, der er

produceret, og giver ikke ansøgeren krav på, at myndigheden rekonstruerer

allerede

destrueret materiale eller tilvejebringer dokumenter.

Det er endvidere en betingelse efter offentlighedslovens § 4,

stk. 3, at begæringen om aktindsigt angiver de dokumenter eller den sag, som

man ønsker at blive gjort bekendt med.

Det må anses for tilstrækkeligt til at opfylde

identifikationskravet, at begæringen om aktindsigt indeholder de oplysninger,

der efter indretningen af myndighedens journaler og registre er nødvendige

for, at myndigheden kan finde frem til sagen.

Der kan nærmere henvises til 'Forvaltningsret' v/ Hans

Gammeltoft-Hansen m.fl., 1994, side

265

f.

Københavns Amtskommune har i sin udtalelse af

24. november 1995

oplyst,

at der findes en vagtplan for den psykiatriske skadestue på Amtssygehuset i

Gentofte for

den 23. januar

1993, hvoraf navnene på de to sygeplejersker fremgår.

Således som Deres henvendelse af

11. april 1993

til Amtssygehuset i Gentofte er

formuleret, finder Indenrigsministeriet, at Deres begæring om aktindsigt må

forstås som omfattende også vagtplanen, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 3.

Indenrigsministeriet finder, at den pågældende vagtplan må anses

for at være et internt arbejdsdokument, der som udgangspunkt er undtaget fra

retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 7, nr. 1, idet ministeriet

lægger til grund, at der er tale om et dokument, der er udarbejdet af

Gentofte

Amtssygehus til eget brug. Ministeriet har herved lagt til grund, at sådanne

vagtplaner alene anvendes i sygehusforvaltningen og på sygehusene.

Som en undtagelse til § 7 i offentlighedsloven er det i lovens §

11, stk. 1, anført, at oplysninger i interne arbejdsdokumenter om faktiske

omstændigheder af væsentlig betydning for sagsforholdet er undergivet

aktindsigt

i overensstemmelse med lovens almindelige regler.

§ 11, stk. 1, i offentlighedsloven er sålydende:

'Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr.

1-4, om faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for

sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med

lovens almindelige regler.'

Om ekstraheringspligten efter § 11, stk. 1, er i bemærkningerne

til bestemmelsen (Folketingstidende 1985/86, Tillæg A, spalte 225) blandt

andet

anført følgende:

'Ekstraheringspligten efter stk. 1 omfatter enhver konkret

oplysning om faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for

sagsforholdet,

der ikke fremgår af de dokumenter, der er undergivet aktindsigt efter de

almindelige regler.

Ekstraheringspligten omfatter ikke blot oplysninger vedrørende

en sags faktiske omstændigheder, som myndigheden har været forpligtet til at

gøre notat om efter lovforslagets § 6, men også oplysninger, som myndigheden

har tilført sagen fra sine interne arbejdsdokumenter i andre sager eller fra

registre og lignende.

I modsætning til notatpligten i lovforslagets § 6 gælder

ekstraheringspligten som udgangspunkt alle de sagstyper, der er omfattet af

loven, d.v.s. også administrative sager, der indgår i faktisk

forvaltningsvirksomhed.

Ikke enhver oplysning, der er nedskrevet, er omfattet af

ekstraheringspligten,

idet den kun gælder for oplysninger af væsentlig betydning for sagsforholdet.

Det forhold, at en oplysning på et tidspunkt nedfældes i et dokument, der

indgår i sagen, må i nogle tilfælde tages som udtryk for, at oplysningen i

hvert fald på dette tidspunkt ikke blev anset for betydningsløs. Imidlertid

kan

det vise sig, at oplysninger, der oprindelig blev anset for at være af

betydning, og som derfor blev noteret på sagens akter, på et senere stadium i

sagsbehandlingen er betydningsløse. Omfanget af ekstraheringspligten kan

derfor

afhænge af, på hvilket tidspunkt begæring om aktindsigt fremsættes.'

Bestemmelsen gælder som nævnt kun for oplysninger af væsentlig

betydning for sagsforholdet.

Det er Indenrigsministeriets opfattelse, at oplysningerne om

navne og stillingsbetegnelser på de to sygeplejersker, der var til stede

under

Deres ophold på den psykiatriske skadestue

den 23. januar 1993, må betragtes som faktiske

oplysninger af væsentlig betydning for Deres behandling på den psykiatriske

skadestue, hvorfor Københavns Amtskommune efter ministeriets opfattelse som

udgangspunkt

har pligt til at meddele Dem disse oplysninger.

Adgangen til at blive gjort bekendt med oplysninger, der i givet

fald skal ekstraheres, er undergivet de begrænsninger, der følger af §§

12-14.

Offentlighedslovens § 13, stk. 1, er sålydende:

'Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er

nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

...

6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter

forholdets særlige karakter er påkrævet.'

Med bestemmelsen i § 13, stk. 1, nr. 6, er der givet de

offentlige forvaltningsmyndigheder en vis adgang til efter en konkret

vurdering

at begrænse adgangen til aktindsigt, hvis dette er nødvendigt til beskyttelse

af bl.a. enkeltpersoners interesse.

Det er i forarbejderne til den tilsvarende bestemmelse i § 2,

stk. 2, nr. 4, i offentlighedsloven af 1970 forudsat, at der kun vil blive

gjort brug af bestemmelsen i tilfælde, hvor hemmeligholdelse af hensyn til

enkeltpersoners interesse er klart påkrævet jf. F.T. 1969/70, tillæg A, sp.

589.

Af Københavns Amtskommunes udtalelse af

24. november 1995

fremgår det, at

amtskommunen normalt efter anmodning udleverer navne på de personer, der har

deltaget i udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed, herunder læger,

sygeplejersker m.fl.

Det fremgår endvidere af sagen, at Københavns Amtskommune på

grundlag af en vurdering fra sygehuset i den konkrete sag har skønnet, at

udlevering af navne på de to sygeplejersker burde undlades.

Indenrigsministeriet finder, at der efter omstændighederne - af

hensyn til sygehuspersonale, der behandler psykiatriske patienter - vil kunne

være behov for at hemmeligholde oplysninger om navne på det pågældende

personale, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Det falder som ovenfor anført uden for rammerne af det kommunale

tilsyn at tage stilling til spørgsmål vedrørende skønsudøvelse, så længe

skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.

Indenrigsministeriet finder ikke grundlag for at antage, at den

lægefaglige vurdering, der ligger bag amtskommunens beslutning om ikke at

udlevere navnene på de to sygeplejersker, ikke har kunnet udøves inden for

rammerne af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Indenrigsministeriet finder endvidere ikke grundlag for at

antage, at Københavns Amtskommune har været forpligtiget til at udlevere de

pågældende navne i henhold til anden lovgivning.

Af den kommenterede offentlighedslov, v/ John Vogter, 1992, side

188, fremgår det, at det i Justitsministeriets praksis er almindeligt

antaget,

at den, over for hvem det offentlige har truffet en afgørelse, kan kræve at

få

oplyst, hvem der har deltaget i sagsbehandlingen. Som begrundelse herfor er

anført, at oplysninger om, hvilke personer der har truffet afgørelse, og hvem

der i øvrigt har medvirket i sagsbehandlingen, er af væsentlig betydning for

afgørelsen

af eventuelle spørgsmål om inhabilitet.

I det foreliggende tilfælde er der imidlertid ikke truffet nogen

afgørelse, men derimod tale om udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed,

hvor

der ikke på samme måde kan opstå spørgsmål om inhabilitet.

Uanset eventuelle hensigtsmæssighedsovervejelser, der kunne tale

for det modsatte, har Indenrigsministeriet ikke fundet grundlag for at

antage,

at der gælder en forvaltningsretlig grundsætning om pligt til udlevering af

navne på personer, der medvirker ved udøvelsen af faktisk

forvaltningsvirksomhed.

Da det kommunale tilsyn er et legalitetstilsyn, finder Indenrigsministeriet

på denne baggrund ikke grundlag for at foretage videre i anledning af

Københavns Amtskommunes beslutning om at undlade at oplyse Dem om navn på de

to

sygeplejersker, der - foruden læge B - var til stede, da De blev indbragt på

den psykiatriske skadestue

den

23. januar 1993."

A klagede til mig over denne udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

"Indenrigsministeriet har lagt til grund at oplysning om navnene på de

to sygeplejersker på den psykiatriske skadestue på Gentofte Amtssygehus

fremgår af vagtplaner. Disse vagtplaner er interne arbejdsdokumenter. Efter

offentlighedslovens § 7 er interne arbejdsdokumenter undtaget fra retten til

aktindsigt. Dog skal oplysninger om sagens faktiske omstændigheder

ekstraheres, jf. offentlighedslovens § 11, stk. 1. Indenrigsministeriet har

konkluderet at netop navnene på sygeplejerskerne er oplysninger der er

omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1. Jeg kan

i det hele tilslutte mig denne del af Indenrigsministeriets redegørelse for

retsstillingen.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse kan oplysningerne undtages fra

aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, som har denne

ordlyd:

'Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til

beskyttelse af væsentlige hensyn til

...

6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets

særlige karakter er påkrævet.'

En bestemmelse svarende til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, blev

indført ved offentlighedsloven fra 1970 (lov nr. 280 af

10. juni 1970

). I betænkningen der lå til grund for lovforslaget til offentlighedsloven

fra 1970 (betænkning nr. 325/1963), er på s. 64 om baggrunden for

bestemmelsen anført at man forudsatte at der kun ville blive gjort brug af

den under § 2, nr. 7, foreslåede bestemmelse i tilfælde, hvor

hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges eller enkeltpersoners

interesse klart ville tilsige det.

I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s. 260, har

udvalget om den tidligere bestemmelses rækkevidde bl.a. skrevet således:

'Der kan være anledning til indledningsvis at fastslå, at den

eksemplifikation på bestemmelsens anvendelsesområde, der er givet i

forarbejderne, utvivlsomt ikke er udtømmende, men at også andre

beskyttelsesinteresser end de nævnte kan komme i betragtning. Tværtimod er

forholdet antagelig det, at der næppe på forhånd kan drages absolutte grænser

for, hvilke

typer

af interesser der i givet fald vil kunne varetages

gennem anvendelse af generalklausulen. I det omfang, der er spørgsmål om at

begrænse offentlighedsprincippet af hensyn til interesser, der falder uden

for

de i lovmotiverne nævnte, vil der dog givetvis blive stillet strengere krav

med

hensyn til styrken af det aktuelle beskyttelsesbehov. I det hele taget må det

i

overensstemmelse med forarbejderne lægges til grund, at undtagelse efter

bestemmelsen kun kan gøres,

hvor det er klart påkrævet...

En samlet vurdering af de tilfælde, hvor bestemmelsen efter de

foreliggende oplysninger har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader

det

indtryk, at den i betydelig udstrækning, - ... - er blevet benyttet til at

tilgodese beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved

udformningen

af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige

bestemmelser

har vist sig utilstrækkelige.'

På baggrund af denne beskrivelse af gældende ret skrev udvalget

i betænkningen på s. 285ff følgende om sine overvejelser:

'Det er udvalgets opfattelse, at en sådan generalklausul bør

opretholdes i forbindelse med offentlighedslovens revision. Udvalget har i så

henseende navnlig lagt vægt på,

at

der ikke i den periode,

offentlighedsloven har været i kraft, er indhøstet så udførlige erfaringer,

at

det er muligt med rimelig grad af sikkerhed at overskue alle de

undtagelsesbehov, der vil kunne opstå i praksis,

at

en generalklausul er

påkrævet for at undgå, at visse meget specielle undtagelsesbehov opregnes

udtrykkeligt i loven,

samt at

en generalklausul giver loven en ønskelig

smidighed med hensyn til at kunne tilpasses nye undtagelsesbehov, der måtte

opstå i fremtiden, således at hyppige ændringer af loven kan undgås. Udvalget

skal dog samtidig understrege, at generalklausulen som hidtil kun forudsættes

anvendt i begrænset omfang og kun, hvor der er et klart behov derfor.'

Jeg anerkender at der kan være tilfælde hvor hensynet til en

medarbejder på en psykiatrisk afdeling efter en konkret vurdering i det

enkelte

tilfælde kan føre til at undtage oplysningen om den pågældendes navn efter

offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Som det fremgår af det jeg har

anført

ovenfor, skal der imidlertid være et klart behov herfor.

Amtskommunen oplyste over for Indenrigsministeriet at amtet i

den konkrete sag mener at der er begrundet formodning om at udlevering af de

omhandlede navne kan medføre at de pågældende udsættes for chikane fra Dem.

De

har allerede overfuset adskillige ansatte i amtet og også opsøgt den

behandlende skadestuelæge på dennes privatadresse. Endvidere henviser amtet

til

at det af sagsakterne fremgår at Politimesteren i Lyngby i en udtalelse til

Justitsministeriet oplyste at De ved Østre Landsrets dom af

11. maj 1994

var dømt for

vold.

Indenrigsministeriet har på dette grundlag udtalt at ministeriet

mener at der - af hensyn til sygehuspersonale der behandler psykiatriske

patienter

- vil kunne være behov for at hemmeligholde oplysninger om navne på dette

personale. Indenrigsministeriet mener at den lægefaglige vurdering der ligger

bag amtskommunens beslutning om ikke at udlevere navnene på de to

sygeplejersker, har kunnet udøves inden for rammerne af offentlighedslovens §

13, stk. 1, nr. 6.

Som anført ovenfor er det forudsat at bestemmelsen i

offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, har et meget snævert

anvendelsesområde. Anvendelse af bestemmelsen må derfor forudsætte at

undtagelse

fra aktindsigt er absolut påkrævet af hensyn til andre private eller

offentlige

interesser.

De har i sagen fremsat indsigelser imod de oplysninger om

chikane, trusler mv. som ligger til grund for Indenrigsministeriets

udtalelse.

Indenrigsministeriet har ikke søgt disse oplysninger nærmere dokumenteret.

Efter min opfattelse burde ministeriet på grundlag af Deres

indsigelser have bedt Københavns Amtskommune om nærmere oplysninger om Deres

opførsel over for personalet, herunder have søgt tilvejebragt oplysninger

direkte fra de personalemedlemmer som var blevet forulempet, og fra læge (B).

Oplysningerne om straffedommen fremgår ikke af sagens akter ud over at den er

nævnt i amtets udtalelse. Straffedommen, herunder indholdet af dommen, og den

vægt den er tillagt, fremgår hverken af amtskommunens eller

Indenrigsministeriets

udtalelser. Om de kommunale tilsynsmyndigheders undersøgelsesbeføjelser

henviser jeg til udtalelsen optrykt i Folketingets Ombudsmands beretning for

året 1978, s. 504ff.

Jeg har henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagen

og søge sagens faktum nærmere belyst under hensyn til det jeg har anført

ovenfor. Jeg har bedt ministeriet om at underrette mig om hvad ministeriet

foretager sig i sagen."

Indenrigsministeriet meddelte mig ved brev af

20. december 1996

at

ministeriet havde genoptaget sagen.

NOTER:

(*1) FOB 1989, s. 151 og FOB 1978, s. 504ff.

Lignende dokumenter