Moder part i sag om godkendelse af plejefamilie. Aktindsigt. Begrundelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Moder part i sag om godkendelse af plejefamilie. Aktindsigt.
Begrundelse.
A klagede til mig, og jeg
besluttede i medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at tage sagen op af
egen
drift.
De faktiske omstændigheder i
sagen var følgende:
A's datter B, der er født i
1978, blev i 1983 med forældrenes samtykke anbragt hos D og dennes daværende
ægtefælle E. D afgik imidlertid ved døden, og der opstod herefter behov for,
at
B kunne anbringes i en anden plejefamilie. B blev i denne periode boende hos
F,
som D var flyttet sammen med i efteråret 1990.
I en skrivelse af 21. januar
1992 til K Kommune oplyste A, at Socialcentret X i Y-by havde besluttet at
flytte B til hendes farmor C og dennes ægtefælle. I skrivelsen gjorde A
gældende, at det ville være uhensigtsmæssigt at anbringe B hos C. Til støtte
herfor anførte A bl.a. følgende:
"...
Farmor har ikke fortalt under
samtalen at hun har klaget over afslag på invalidepension. Hun er 59 år.
Hendes
ældste søn (G) ... er far til (B) og narkoman på i.p., hendes yngste søn (H)
har afsonet dom på 6 år og er alkoholist. Farmor er aldrig kommet sig over
tabet af en dødfødt datter der ligesom min datter skulle have været kaldt
(B).
Farmors mand er murersvend og ønsker at gå på efterløn så hurtigt det kan
lade
Læs alt
sig gøre. Jeg synes de er for gamle. De har ingen interesser udenfor hjemmet,
udover
min datter.
...
(B) og hendes familie har i
årevis haft en god kontakt til et ægtepar i (Y-by), (I) og (E) der er pædagog
og socialrådgiver, og gerne vil have (B) i pleje og sørge for at hun kan
beholde sin nuværende skole og veninder. Men børnepsykiateren kan bedst lide
farmor.
..."
Ved skrivelse af 30. januar
1992 meddelte K Kommune A, at kommunen ikke havde modtaget henvendelse fra
Y-by
Kommune om udstedelse af plejetilladelse til C. K Kommune meddelte samtidig,
at
man ikke ville indlede en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål, før en
sådan
henvendelse var modtaget.
Ved skrivelse af 4. februar
1992 anerkendte A modtagelsen af K Kommunes skrivelse og anførte bl.a.
følgende:
"...
De bedes sikre at vor
brevveksling bliver inddraget ved (K) kommunes behandling af (den bebudede)
anmodning om godkendelse af hjemmet. Jeg holdes gerne orienteret om sagens
forløb som indehaver af forældremyndigheden over det barn der søges
familiepleje anbragt.
..."
I en skrivelse af 17. februar
1992 til K Kommune anmodede Familieplejen for Børn og Unge kommunen om at
tage
stilling til, hvorvidt der kunne udstedes plejetilladelse til C. I skrivelsen
anførtes bl.a. følgende:
"...
Baggrunden for vores
henvendelse er, at (B) af Y-by Kommune er anbragt i familiepleje i henhold
til
bistandslovens § 66.
(B's) plejemor døde i (...)
måned (...) og (B) blev boende sammen med plejefaderen, som hun kun har kendt
et års tid, på adressen (...).
Plejemoderen døde på grund af
(...), og det er nu afklaret, at plejefaderen ikke ønsker at fortsætte
plejeforholdet på længere sigt.
Sagen har derfor været
drøftet med (Y) hospital... Ved gennemgang af forskellige løsningsmuligheder,
har man konstateret, at den mest tilfredsstillende anbringelsesmulighed for
(B)
er hos sine bedsteforældre.
Derfor anmodningen om
udstedelse af plejetilladelse.
..."
Efter at sagen på grund af
A's indsigelser imod, at der blev udstedt plejetilladelse til C, i en periode
havde været sat i bero af Familieplejen for Børn og Unge, afgav familieplejen
den 13. maj 1992 en indberetning om sagen til Socialcentret X. I denne
indberetning anførte Familieplejen bl.a., at den bedste løsning for B ville
være at blive anbragt hos C og dennes ægtefælle.
I en skrivelse af 17. maj
1992 til K Kommune oplyste A og hendes ægtefælle J, at de var bekendt med den
ovennævnte indberetning af 13. maj 1992 fra Familieplejen for Børn og Unge. I
skrivelsen anførte A og J bl.a. følgende:
"...
Undertegnede (A) er som
bekendt alene indehaver af forældremyndigheden over (B), og har derfor
personlig interesse i sagens afgørelse på korrekt grundlag.
Både undertegnede (A) og
ægtefælle (J), samt (B's) biologiske far (G), (...), som jeg tidligere har
været gift med mener at børnehavepædagog, fritidsklubmedarbejder (I), der er
gift med (B's) tidligere støttepædagog og plejefar, socialrådgiver (E), må
betragtes som den eneste rigtige plejeanbringelse for (B).
...
Farmor er ca. 60 år gammel
invalidepension-ansøger. Hun har en kontorbaggrund. (L) [C's ægtefælle] er
murersvend og afventer chancen for at gå på efterløn. ... De er søde begge
to,
men mangler den uddannelsesmæssige baggrund, er for gamle og er som
pensionisthjem for kedelige og for belastede til at godkende som opholdssted
for en teenagerpige i formidlet familiepleje uden samtykke.
...".
Den 25. maj 1992 udstedte K
Kommune i medfør af bistandslovens § 66 plejetilladelse til C.
I en skrivelse af 31. maj
1992 til kommunen anførte A og J bl.a. følgende:
"...
På min datters vegne anmoder
undertegnede (A) om aktindsigt i sagen vedrørende udstedelse af
plejetilladelse
vedrørende min datter til (C), i forbindelse med forberedelser til
tvangsanbringelse af min datter.
..."
I skrivelsen gjorde A og J i
øvrigt på ny gældende, at det ikke ville være i overensstemmelse med B's tarv
at anbringe hende hos C og dennes ægtefælle, og at B i stedet burde anbringes
hos I og E. Det fremgik af A og J's skrivelse, at de ikke var bekendt med, at
K
Kommune allerede havde udstedt plejetilladelse til C.
I en skrivelse af 9. juni
1992 til K Kommune anførte A og J bl.a. følgende:
"...
For tiden kan vi forstå at
man arbejder med tanker om en tvangsforanstaltning, men vi har ikke kunnet få
oplyst hvori velfærdstruslen for vor datter består. Der er ingen for os
synlig
logik. I december 1982 anbragte vi personligt af eget initiativ vor datter
hos
socialrådgiver (E) og hans daværende ægtefælle (D), og oplyste socialcenter
(X)
herom. Efter nogle måneders undersøgelser valgte socialcentret så at ansætte
(E's) hustru som plejemor. Plejeforløbet kørte uden nogen form for
utilfredshed
fra kommunens side indtil plejemor døde (...), idet (E og D) dog i 1988 gik
fra
hinanden. (E) bevarede dog plejefaderlig kontakt med (B) også da han begyndte
at komme sammen med nuværende hustru pædagog (I).
Ingen har villet undersøge
pædagog (I) som kandidat plejemor. Ingen har kunnet eller villet dokumentere
forkert opførsel af (E) i den tid hans første hustru var plejemor.
..."
I en skrivelse af samme dato
oplyste K Kommune i besvarelse af A og J's skrivelse af 31. maj 1992, at
kommunen havde udstedt plejetilladelse til C. Vedrørende begæringen om
aktindsigt anførte kommunen følgende:
"Deres anmodning om
aktindsigt i forbindelse med (K) Kommunes undersøgelse og godkendelse af (C)
som døgnplejer, kan ikke imødekommes idet De ikke kan anses som part i sagen
hvad angår plejesagen.
Hvad angår aktindsigt i (B's)
sag, kan der henvises til (Y-by) Kommune."
Som svar på denne skrivelse
anførte A i en skrivelse af 15. juni 1992 til kommunen bl.a. følgende:
"...
Vi kunne læse os til, at et
krisemøde med Dem blev planlagt, i et forsøg på at bortforklare (K) kommunes
betænkeligheder for at godkende (C) som netop vor datters plejemor. Et klart
nødråb fra (Y-by) for at få godkendt en kandidat plejemor, der klart ikke
ville
blive godkendt i noget som helst andet plejeforhold.
Derfor er det absolut
indlysende at man mødet igennem har talt om, og på journalark, i
plejehjemsforeningens rapport og i andre dokumenter i sagen side op side ned
har omtalt undertegnedes og vor datter (B's) forhold.
Retten til aktindsigt
tilkommer derfor også os - se også bestemmelserne i myndighedsloven - i
henhold
til offentlighedslovens § 4 stk. 2.. ("Den, hvis personlige forhold er
omtalt i et dokument, kan ... forlange at blive gjort bekendt med
oplysningerne
herom"). Vi behøver ikke være part!
Vi håber nu omgående at få
aktindsigt fra Dem, bl.a. med oplysninger fra Dem om hvorledes oplysninger om
os og vor datters forhold har fået (K) kommune til at anse plejeforholdet som
til gavn for (B) hos denne 60-årige plejemor, hvis kvalifikationer som
børneopdrager er blevet illustreret af det faktum at hendes ene søn allerede
som ung blev narkoman og hendes anden søn ligeledes som ung blev dranker og
drabsmand."
I en yderligere skrivelse af
25. juni 1992 til K Kommune anførte A bl.a. følgende:
"...
Herved tillader vi os at
minde Dem om offentlighedslovens svarfrist på 10 dage. I Deres brev af 9.6.92
giver De afslag på aktindsigt idet vi ifølge Dem ikke er part i sagen. Det er
vi godt nok ikke enige med Dem i, idet vi mener at sagen først og fremmest
drejer sig om forsvarlig eller uforsvarlig pleje af vor datter. En plejemor
der
ikke ønsker sine positive og negative egenskaber som plejemor drøftet i en
lidt
større kreds, kan bare lade være med at søge stillingen/tilladelsen. Vi
forklarede Dem dog i vort brev af 15.6.92 at De i det mindste bør holde Dem
til
lovens § 4 stk. 2, som vi citerede i brevet af 15.6.92."
..."
Som svar på A og J's
skrivelse af 15. juni 1992 anførte K Kommune i en skrivelse af 25. juni 1992
bl.a. følgende:
"...
Efter forvaltningslovens
bestemmelser kan aktindsigt ikke gives i dette tilfælde, da De ikke er part i
sagen for så vidt gælder vor godkendelse af plejefamilien og de oplysninger
og
undersøgelser som ligger til grund for godkendelsen.
De er kun part i sagen hvad
angår den konkrete anbringelse af barnet. Da placeringen er foretaget af
(Y-by)
kommune, må evt. forespørgsler/klager omkring dette spørgsmål rettes til
(Y-by)
kommune som rette vedkommende.
Yderligere henvendelse i
sagen vil ikke blive besvaret herfra.
..."
Y-by Kommune traf den 6.
august 1992 afgørelse om, at B skulle anbringes hos C. Afgørelsen blev
truffet
i medfør af bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3.
B blev umiddelbart herefter
anbragt hos C og dennes ægtefælle.
I A og J's klage til mig af
16. juli 1992 hedder det bl.a. følgende:
"...
(K) kommune nægter at give os
nogen form for aktindsigt, fordi vi ikke er part i sagen. Vi har forgæves
anført at vi - på (B's) vegne - der egentligt godt føler os part i sagen, og
vi
har forgæves anført at offentlighedsloven også giver ret til at få aktindsigt
i
dokumenter hvori vi eller (B) bliver omtalt.
Vi synes at det ville være
uacceptabelt hvis vi, på (B's) vegne, slet ikke kan få aktindsigt i den sag
hvori (K) kommune vurderer farmors egnethed eller uegnethed som plejemor for
(B) i en sag om eventuel formidlet familiepleje uden samtykke."
Jeg indhentede herefter en
udtalelse fra K Kommune til brug for mine overvejelser om, hvorvidt jeg
skulle
tage sagen op til undersøgelse af egen drift. I kommunens udtalelse af 13.
oktober 1992 anføres bl.a. følgende:
"...
Sagsbehandlingen i sager af
den foreliggende art retter sig alene mod den mulige plejefamilies forhold og
den trufne afgørelse implicerer kun en stillingtagen til dennes eventuelle
egnethed som plejefamilie, jfr. nærmere pkt. 17 i socialstyrelsens vejledning
nr. 3 af 27. juli 1988. Afgørelsen har således intet at gøre med, om barnet
skal anbringes uden for hjemmet og hvor placering i givet fald skal finde
sted,
jfr. om det sidste bistandslovens § 33, stk. 4. I den foreliggende sag er
anbringelsesbeslutningen
truffet allerede i 1983 og den aktuelle sagsbehandling i (Y-by) kommune har
alene drejet sig om barnets nærmere placering som anbragt uden for hjemmet.
(A) og (J) er efter (K)
kommunes opfattelse ikke parter i (K) kommunes sag i forvaltningslovens
forstand. Som anført drejer denne sig om en belysning og vurdering af
plejefamiliens forhold på begæring af (Y-by) kommune og her kan de pågældende
naturligvis hverken betragtes som ansøgere eller klagere. (K) kommune vil
ikke
bortse fra, at de kan have eller have haft en faktisk interesse i
godkendelsesspørgsmålet, hvorimod man ikke finder, at der har foreligget
nogen
relevant retlig interesse omkring dette. Denne er knyttet til selve
anbringelsesbeslutningen og til den anbringende kommunes
placeringsbeslutninger,
jfr. bistandslovens § 33, stk. 4 og § 123, stk. 1, nr. 3. I overensstemmelse
hermed har (K) kommune den 9. og 25. juni 1992 afvist aktindsigt i medfør af
forvaltningslovens bestemmelser.
De i (K) kommune beroende
akter rummer ikke oplysninger, som giver grundlag for egenacces efter
offentlighedslovens § 4, stk. 2 og der har derfor ikke været anledning til
selvstændigt at tage stilling til, hvorvidt (A) og (J) måtte have krav på
aktindsigt efter denne bestemmelse. Det bemærkes herved, at de pågældende
allerede den 16/1 og 26/5 1992 af (Y-by) kommune havde fået indsigt i
henholdsvis den oven for omtalte erklæring af 23/12 1991 og den ligeledes
omtalte udtalelse af 13/5 1992.
..."
Ved skrivelse af 26. oktober
1992 fremsatte A og J deres bemærkninger til kommunens skrivelse. De anførte
bl.a. følgende:
"...
Vi mener at det egentligt i
alle fald burde være en selvfølge, at vi, på (B's) vegne, blev betragtet som
part i godkendelses- og tilsynssagen, og allerede derfor havde krav på
aktindsigt, for at sikre at (K) gør arbejdet ordentligt, og for at sikre at
glemte oplysninger alligevel kommer til at indgå i sagens vurdering.
...
I denne her sag er det - for
os - helt uklart for hvad for en kommune Familieplejens folk nu egentligt
optræder, når de laver forundersøgelsen.
...
Vi kan ikke se hvor meget (K)
kommunes eget personale har udført egne undersøgelser.
..."
Det fremgik i øvrigt af
skrivelsen, at selve afgørelsen om anbringelse af B hos C - der som anført
var
truffet af Y-by Kommune den 6. august 1992 - var påklaget til Den Sociale
Ankestyrelse.
Herefter bad jeg kommunen
fremsætte sine eventuelle bemærkninger til A og J's skrivelse. I en skrivelse
af 12. november 1992 har kommunen oplyst, at sagen vedrørende udstedelse af
plejetilladelse til C udelukkende er varetaget af kommunens egne medarbejdere
og således ikke af Familieplejen for Børn og Unge, som kommunen ikke har
løbende samarbejde med.
Jeg har efterfølgende fra Den
Sociale Ankestyrelse telefonisk modtaget oplysning om, at Y-by Kommunes
afgørelse
om anbringelse af B uden for hjemmet er stadfæstet af ankestyrelsen den 10.
november 1992. Ankestyrelsens afgørelse er truffet i medfør af bistandslovens
§
123, stk. 1, nr. 1.
Jeg udtalte herefter følgende
i en skrivelse til K Kommune:
"Kommunens afgørelse om
udstedelse af plejetilladelse til (C) er truffet i medfør af bistandslovens §
66, stk. 1. Denne bestemmelse har følgende ordlyd:
"§ 66:
Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier,
skal være godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse, hvis de
modtager indtil 4 personer."
Ifølge § 66, stk. 3, kan
kommunalbestyrelsens afgørelse ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Som det fremgår af
ovenstående, var anledningen til (A) og (J's) klage til mig, at kommunen
havde
nægtet (A) aktindsigt i kommunens sag om udstedelse af plejetilladelse.
Kommunens begrundelse herfor var, at (A) ikke var part i sagen.
Kommunens besvarelse af (A)
og (J's) begæring om aktindsigt rejser herefter to spørgsmål:
a) Burde kommunen have betragtet
(A) som part i plejetilladelsessagen?
b) Er kommunens begrundelse
for at nægte (A) aktindsigt i sagen i øvrigt korrekt?
ad a
)
Partsspørgsmålet.
1. Forvaltningslovens § 9,
stk. 1, har følgende ordlyd:
"§ 9.
Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort
bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis
dokumenter
den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med."
Forvaltningsloven indeholder
ikke nærmere bestemmelser om, hvem der skal anses for part i en
afgørelsessag.
Det fremgår imidlertid af lovens forarbejder, at man har henholdt sig til den
almindelige forståelse af begrebet i forvaltningsretlig litteratur og
praksis.
Forvaltningslovens
partsbegreb er bl.a. behandlet af John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg.,
1992), s. 54-64 og 147-150, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde,
Forvaltningsret,
Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 135-138, og i Juridisk Grundbog 4 (4. udg,
1989), s. 31-36. Det fremgår af den nævnte litteratur - og af den praksis,
som
der heri er henvist til - at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens
adressat, men at også andre, der har en mere afledet interesse i sagens
udfald,
efter omstændighederne kan have partsstatus. Som betingelse for dette sidste
antages det normalt, at den pågældende skal have en væsentlig, individuel og
retlig interesse i sagens udfald.
2. Det principielle
udgangspunkt for overvejelserne om, hvorvidt (A) måtte kunne anses for part i
plejetilladelsessagen, må efter min mening være, at anbringelse uden for
hjemmet i princippet ikke ændrer den retsstilling, som lovgivningen i øvrigt
tillægger indehaveren af forældremyndigheden til et barn. Herom udtalte jeg i
en sag, der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s.
253
ff., bl.a. følgende (s. 255):
"...
Tvangsfjernelse af et barn
medfører - efter en ændring i 1964 af den dagældende lov om børne- og
ungdomsforsorg - som udgangspunkt ingen ændring i forældrenes retsstilling,
idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene.
Indtil den nævnte lovændring
anvendtes betegnelsen forældremyndighed for de beføjelser, det daværende
børneværn havde med hensyn til gennemførelsen af forsorg for de børn, der var
anbragt uden for hjemmet i medfør af de dagældende bestemmelser i lov om
børne-
og ungdomsforsorg. I bemærkningerne til lovforslaget anførtes følgende om
baggrunden for ændringen, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp. 674:
"...
i. Hensynet til det bedst
mulige samarbejde med forældrene såvel med hensyn til forsorgsetablering som
med hensyn til gennemførelse af forsorgen uden for hjemmet har ført til, at
det
foreslås, at man forlader anvendelsen af begrebet forældremyndighed som
betegnelse for børneværnets beføjelser.
Børneværnet må fortsat have
myndighed til at træffe de fornødne beslutninger vedrørende barnets forhold,
men anvendelsen af denne myndighed bør være subsidiær i forhold til
forældremyndigheden, således at børneværnet kun træder til med sin afgørelse,
såfremt den nødvendige foranstaltning ikke kan træffes i samarbejde med
forældrene. Dette indebærer, at forældremyndighedens indehaver fortsat
bevarer
sin forpligtelse og sin almindelige kompetence, men denne kompetence er
begrænset af de specielle regler om børneværnets ret til i påkrævet omfang at
træffe nødvendige beslutninger, om nødvendigt imod forældrenes synspunkter.
..."
..."
Det er således af
lovgivningsmagten forudsat, at indehaveren af forældremyndigheden til et
barn,
der er anbragt uden for hjemmet, har en anerkendelsesværdig interesse i
barnets
forhold og bør have væsentlig indflydelse herpå.
Dette princip er ligeledes (i
forskellige sammenhænge) kommet til udtryk i betænkning 1212/1990 om de
retlige
rammer for indsatsen over for børn og unge. I betænkningen hedder det således
bl.a. (s. 35):
"...
Familier, der har behov for
hjælp, og som selv søger den, har selv en opfattelse af problemerne, ligesom
de
har forestillinger om, på hvilken måde de kan afhjælpes. Familiens aktive
medvirken i en problemløsning er ud fra behandlingsmæssige erfaringer af
afgørende betydning for at opnå et tilfredsstillende resultat, og denne side
af
sagsarbejdet bør fremmes mest muligt.
..."
Herudover henviser jeg
navnlig til det, der er anført på s. 172-174 i betænkningen.
Betænkningen ligger til grund
for de nu vedtagne ændringer af bistandsloven (ændring af reglerne om
foranstaltninger for børn og unge, herunder reglerne om tvangsmæssig
gennemførelse af foranstaltninger), jf. lov nr. 501 af 24. juni 1992.
Om forældrenes retsstilling
over for børn, der er anbragt uden for hjemmet, henviser jeg i øvrigt navnlig
til Jørgen Graversen m.fl., Familieret (2. udg., 1986), s. 140-143.
3. Plejetilladelser efter
bistandslovens § 66 udstedes formelt ikke med henblik på anbringelse af en
bestemt person hos plejefamilien, jf. herved pkt. 17 i Socialstyrelsens
vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om døgnophold for børn og unge.
Tilladelserne
er af generel karakter og giver alene tilladelse til at modtage et bestemt
antal børn eller unge i familiepleje (jeg ser her bort fra, at (K) Kommunes
tilladelse af 25. maj 1992 faktisk efter sin ordlyd er udstedt med henblik på
anbringelse af netop (B)). Der er således i princippet ikke noget til hinder
for at udstede en plejetilladelse til en familie, før det overhovedet er på
tale at anbringe et eller flere børn dér. I sidstnævnte tilfælde er det
åbenbart, at indehaveren af forældremyndigheden til det barn, der senere
måtte
blive anbragt hos plejefamilien, ikke kan anses for part i sagen.
At der således - i hvert fald
i princippet - ofte vil kunne forekomme tilfælde, hvor der ikke (udover den,
der har ansøgt om plejetilladelsen) kan identificeres personer, der kan have
partsstatus, betyder imidlertid ikke, at der ikke kan tænkes situationer,
hvor
man må komme til det modsatte resultat. Dette må bero på en samlet vurdering
i
det enkelte tilfælde af, hvorvidt de betingelser, der må anses for indeholdt
i
forvaltningslovens partsbegreb, kan anses for opfyldt.
4. I det foreliggende
tilfælde er kommunens sag om udstedelse af plejetilladelse rejst med det
udtrykkelige formål at anbringe (B) hos (C). Det har således under hele
sagens
forløb været kommunen bekendt, at udstedelse af plejetilladelse til (C)
sandsynligvis måtte medføre, at (B) ved (Y-by) Kommunes foranstaltning ville
blive anbragt dér. Den foreliggende sag har derfor ikke haft den helt
generelle
karakter, der efter bistandslovens § 66 (og Socialstyrelsens omtalte
vejledning) vil kunne være karakteristisk for sager om udstedelse af
plejetilladelser.
Hertil kommer, at (A) som
forældremyndighedens indehaver på et meget tidligt tidspunkt - tilmed før (K)
Kommune havde modtaget henvendelse om sagen fra (Y-by) Kommune - rettede
henvendelse til kommunen og gjorde opmærksom på, at det efter hendes
opfattelse
ikke ville være i overensstemmelse med (B's) tarv at blive anbragt hos (C),
og
i stedet foreslog en anden plejefamilie. Jeg henviser herom til (A's)
skrivelse
af 21. januar 1992 til kommunen. (A) har i øvrigt under hele sagens forløb
ydet
en væsentlig og aktiv indsats for at udbygge det faktiske grundlag for
kommunens afgørelse. I tilknytning hertil bemærker jeg generelt, at
forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have en væsentlig
interesse i, hos hvilken familie barnet bliver anbragt.
Det er herefter min opfattelse,
at (A) under de foreliggende omstændigheder har haft en væsentlig og
individuel
interesse i udfaldet af kommunens sag om udstedelse af plejetilladelse til
(C).
5. En uklarhed i relation til
den almindelige forståelse af forvaltningslovens partsbegreb følger af, at
(A's) interesse i sagens udfald næppe kan siges at være af strengt retlig
karakter, idet kommunens afgørelse ikke som sådan forrykker (A's)
retsposition
i henseende til forældremyndigheden (jf. ovenfor).
Om dette spørgsmål - kravet
om retlig interesse som betingelse for partsstatus - hedder det bl.a.
følgende
i Juridisk Grundbog 4 (4. udg., 1989), s. 34:
"...
Det anføres undertiden, at
partsinteressen skal være af retlig art. Hermed sigtes bl.a. til, at en blot
moralsk eller følelsesmæssig interesse i sagens udfald normalt ikke er
tilstrækkelig.
...
Udtrykket "retlig
interesse" er temmelig upræcist - på samme måde som det tilsvarende
begreb
inden for retsplejen - og tilføjer næppe meget nyt i forhold til de to andre
kriterier. I tvivlstilfælde yder kriteriet ikke nogen særlig vejledning.
Er interessen meget stærk og
anerkendelsesværdig, vil den vel undertiden blive anset for tilstrækkelig til
at udløse partsstatus, uanset at den ikke kan karakteriseres som retlig.
..."
Efter min mening indebærer
karakteren og styrken af (A's) interesse i denne sag, at hun bør tillægges
partsstatus, uanset om hendes interesse kan karakteriseres som retlig i
streng
forstand.
6. Det bemærkes endelig, at
også en mere formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens partsbegreb
synes
at tale for, at (A) anses for part i den foreliggende sag. Herom hedder det i
forarbejderne til forvaltningsloven bl.a. følgende (Folketingstidende
1985/86,
tillæg A, sp. 150):
"...
Spørgsmålet om en person, der
er eller vil blive berørt af afgørelsen i en forvaltningssag, bør have
stilling
som part i sagen, er i første række et spørgsmål om, hvorvidt personen har en
sådan betydelig interesse i sagen og dens udfald, at den pågældende bør
indrømmes visse beføjelser i forbindelse med sagsbehandlingen.
..."
I tilslutning til det
citerede bemærker jeg, at (A) efter min opfattelse havde en så betydelig
interesse i sagens udfald, at det klart måtte tale for, at hun blev tillagt
partsbeføjelser, herunder navnlig udvidet adgang til aktindsigt, jf.
forvaltningslovens § 9, ret til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, og
ret til i øvrigt at afgive udtalelser i sagen, jf. forvaltningslovens § 21.
Jeg
henviser herved også til, at (A's) udtalelser i sagen umiddelbart måtte anses
for væsentlige og relevante for kommunens overvejelser. Hun måtte i det hele
taget som indehaver af forældremyndigheden over (B) antages at besidde en vis
viden om, hvilke plejefamiliemæssige forhold der måtte formodes at være bedst
i
overensstemmelse med (B's) tarv; denne viden kunne med fordel være indgået i
kommunens overvejelser.
Jeg understreger i den
forbindelse, at det forhold, at (A) som part ville have ret til at blive
partshørt og til i øvrigt at afgive udtalelser i sagen, naturligvis ikke
medfører, at (K) Kommune nødvendigvis skulle træffe afgørelse i
overensstemmelse med disse udtalelser; forvaltningslovens partsbeføjelser
indebærer alene en vis ret til at øve indflydelse på sagens behandling, men
selvsagt ikke en ret til at bestemme sagens udfald.
7. Endelig bemærker jeg, at
der ikke synes at foreligge tidligere rets- eller ombudsmandsafgørelser, der
mere præcist kan belyse det foreliggende problem. Der kan ej heller søges
vejledning i forvaltningsrettens almindelige principper om, hvem der er
berettiget til at påklage en afgørelse, da afgørelser efter bistandslovens §
66
som anført ikke kan påklages til anden myndighed.
8. Efter en samlet vurdering
er det min opfattelse, at (A) - i hvert fald under de omstændigheder, der er
skitseret ovenfor - burde have været anset for part i (K) Kommunes sag. Som
det
fremgår, har jeg herved navnlig lagt vægt på,
at
det på forhånd måtte stille sig som sandsynligt, at kommunens
udstedelse af plejetilladelse til (C) ville medføre, at (B) blev anbragt dér,
at
forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have
en meget væsentlig interesse i, hos hvilken familie et barn, der er anbragt
uden for hjemmet, opholder sig, og
at
(A) under hele sagen over for kommunen har ydet en væsentlig og
aktiv indsats for at supplere det faktiske grundlag, som kommunen skulle
træffe
afgørelse på.
Det følger heraf, at (K)
Kommune burde have behandlet (A's) begæring om aktindsigt efter
forvaltningslovens regler, og at (A) burde have været tillagt de øvrige
beføjelser, som forvaltningsloven indrømmer parter i en afgørelsessag. (A)
burde således f.eks. på kommunens initiativ have været partshørt over de
oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 19, ligesom hun burde
have
været underrettet om kommunens afgørelse i sagen og om begrundelsen herfor,
jf.
forvaltningslovens §§ 22 og 24.
Da spørgsmålet om forståelsen
af det forvaltningsretlige partsbegreb i et tilfælde som det foreliggende
ikke
tidligere har været afklaret, har jeg ikke fundet grundlag for at formulere
min
opfattelse som en kritik af kommunen.
Jeg har ikke ment (efter
indhentelse af yderligere udtalelser fra kommunen) at burde henstille, at
sagen
genoptages ud fra den forudsætning, at (A) har partsstatus. Herved har jeg
navnlig lagt vægt på, at (B) allerede er (og i en længere periode har været)
anbragt hos (C). Endvidere henviser jeg til, at der i grundlaget for Den
Sociale Ankestyrelses ovennævnte afgørelse af 10. november 1992 bl.a. anføres
følgende:
"...
Af udtalelse af 28. oktober
1992 fra Familieplejen for børn og unge fremgår det, at (B) er glad for at bo
hos sin farmor og dennes samlever. Hun profiterer af den varme og omsorg hun
får og af de stabile og faste rammer, der råder i hjemmet. Hun har fået det
både fysisk og psykisk bedre, og hun anses for at være velanbragt.
..."
I øvrigt bemærker jeg, at jeg
ikke har haft anledning til at overveje, hvorvidt (K) Kommune på (A's)
opfordringer burde have foranstaltet undersøgelser af den plejefamilie (E) og
(I), som (A) foreslog som alternativ til (C), allerede fordi denne familie
efter det oplyste har bopæl i (Y-by) og således ikke er omfattet af (K)
Kommunes saglige kompetence i relation til bistandslovens § 66.
Jeg foretager derfor ikke
videre for så vidt angår dette spørgsmål.
ad b
)
Aktindsigtsspørgsmålet
i øvrigt.
1. Som det fremgår af
sagsfremstillingen ovenfor, afslog (K) Kommune (A's) begæring om aktindsigt
alene med den begrundelse, at (A) ikke kunne anses for part i kommunens sag.
Jeg henviser til kommunens skrivelse af 9. juni 1992, der er citeret ovenfor.
Hertil må jeg bemærke, at
denne begrundelse - selv om det måtte antages, at (A) ikke havde været part i
sagen - ikke ville kunne anvendes til at nægte (A) aktindsigt i kommunens
sag.
Konsekvensen af, at en begæring om aktindsigt ikke skal behandles efter
forvaltningsloven (f.eks. fordi den, der begærer aktindsigt, ikke er part),
er,
at begæringen i stedet skal bedømmes efter bestemmelserne i
offentlighedsloven,
der gælder for enhver. Herom henviser jeg til offentlighedslovens § 4, stk.
1,
der har følgende ordlyd:
"§ 4.
Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14,
forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller
oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i
forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt
i
videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v."
Jeg må finde det beklageligt,
at kommunen ikke var opmærksom på det grundlæggende forhold, at enhver - og
herunder i praksis navnlig personer, der ikke har partsstatus - har ret til
aktindsigt efter offentlighedsloven, og derfor afslog (A's) begæring om
aktindsigt med en misvisende begrundelse.
2. I kommunens skrivelse til
mig af 13. oktober 1992 (citeret ovenfor) har man nu begrundet afslaget på
aktindsigt med, at kommunens sag ikke indeholder dokumenter, som giver
grundlag
for egenacces efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, og at der derfor ikke
har
været anledning til at tage stilling til, hvorvidt (A) og (J) måtte have krav
på aktindsigt efter denne bestemmelse. Kommunen har yderligere henvist til,
at
(Y-by) Kommune tidligere havde meddelt (A og J) aktindsigt i nogle af de
dokumenter, der tillige indgik i (K) Kommunes sag.
Hertil skal jeg for det
første bemærke, at den omstændighed, at kommunens sag ikke måtte indeholde
dokumenter, der som sådanne angår (A) og (J), jf. offentlighedslovens § 4,
stk.
2, ("egen acces"), selvsagt ikke kan anvendes som begrundelse for i
det hele at nægte (A) og (J) aktindsigt. Jeg henviser herved til, at
betydningen af offentlighedslovens § 4, stk. 2, alene er at hjemle en adgang
til aktindsigt i dokumenter vedrørende den pågældendes egne forhold, der er
videregående end den almindelige adgang til aktindsigt efter
offentlighedslovens øvrige bestemmelser. At kommunens sag ikke måtte
indeholde
dokumenter, der vedrører (A) og (J), medfører derfor, at
aktindsigtsbegæringen
skulle bedømmes efter offentlighedslovens almindelige regler.
For det andet bemærker jeg,
at den omstændighed, at (A) og (J) tidligere måtte have fået aktindsigt hos
(Y-by) Kommune i nogle af de dokumenter, der tillige indgik i (K) Kommunes
sag,
er uden betydning for (K) Kommunes pligt til at give aktindsigt i kommunens
sag. Også denne begrundelse er derfor misvisende.
3. Ved skrivelse af 15. juni
1992 til kommunen (citeret ovenfor) anførte (A) og (J), at de efter
offentlighedsloven havde ret til aktindsigt, uanset om de var parter i sagen.
Som svar herpå anførte kommunen i en skrivelse af 25. juni 1992 til (A) og
(J)
(ligeledes citeret ovenfor) bl.a. følgende:
"...
Efter forvaltningslovens
bestemmelser kan aktindsigt ikke gives i dette tilfælde, da De ikke er part i
sagen for så vidt gælder vor godkendelse af plejefamilien og de oplysninger
og
undersøgelser som ligger til grund for godkendelsen.
De er kun part i sagen hvad
angår den konkrete anbringelse af barnet. Da placeringen er foretaget af
(Y-by)
kommune, må evt. forespørgsler/klager omkring dette spørgsmål rettes til
(Y-by)
kommune som rette vedkommende.
Yderligere henvendelse i
sagen vil ikke blive besvaret herfra.
..."
Som det fremgår af det, jeg
har anført ovenfor, var (A's) og (J's) bemærkning om, at de havde krav på
aktindsigt i sagen, uanset om de var parter eller ej, ganske korrekt. Jeg må
derfor finde det meget beklageligt, at kommunen uden på nogen måde at tage
stilling til det anførte blot gentog den tidligere - misvisende - begrundelse
for at nægte aktindsigt. Jeg må endvidere - i lyset af (A's) og (J's) som
nævnt
ganske korrekte retlige betragtninger - finde det overordentlig beklageligt,
at
kommunen meddelte dem, at yderligere henvendelser vedrørende spørgsmålet ikke
ville blive besvaret.
Herefter henstiller jeg, at
(K) Kommune genoptager behandlingen af (A's) og (J's) begæring om aktindsigt
på
grundlag af de synspunkter, som jeg har anført ovenfor. Jeg antager i den
forbindelse, at det fortsat har principiel interesse for (A) og (J) at få
aktindsigt, selvom jeg som anført ikke har fundet grundlag for at henstille,
at
selve sagen om udstedelse af plejetilladelse genoptages.
Jeg udbeder mig underretning om
kommunens afgørelse.
Under hensyn til karakteren
af de omhandlede spørgsmål har jeg sendt borgmesteren i (K-by) en kopi af
denne
skrivelse.
(A) og (J) har ligeledes
modtaget en kopi af skrivelsen. Jeg foretager i øvrigt ikke videre."
I en efterfølgende skrivelse
til mig oplyste kommunen, at man havde meddelt A aktindsigt efter de regler,
der gælder for en sags parter.
Kommunen tilkendegav
samtidig, at man ikke var enig med mig i, at A måtte anses for part i
kommunens
sag. Til støtte for dette synspunkt vedlagde kommunen et notat fra kommunens
juridiske konsulent, docent Morten Wegener, Ålborg Universitetscenter. I
notatet imødegik Morten Wegener de retlige betragtninger, der lå til grund
for
min vurdering af sagen.
Jeg meddelte kommunen, at jeg
havde taget det oplyste til efterretning. Om det fremsendte notat bemærkede
jeg
særligt, at da kommunen som nævnt havde fulgt min henstilling, fandt jeg ikke
tilstrækkelig anledning til at kommentere notatet nærmere.
NOTER: (*1) Jf.
FOB 1990, s. 253
Lignende dokumenter
- Decendent anset for part som led i fondsmyndighedens tilsyn. Lov om erhvervsdrivende fonde §§ 77 og 78 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. juli 2017
- Stadfæstet, at visse vedtægtsændringer foretaget uden godkendelse fra fondsmyndighed er ugyldige, samt at Civilstyrelsens tidligere afgørelse var fejlbehæftet med betydelige mangler. Partsstatus vurderet. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. april 2021
- Børn - børneforsorg - udland - udlændinge - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Stadfæstelse af afslag på ansøgning om tidsubegrænset dispensation fra bopælspligten i Guldborgsund Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. marts 2024
- 2016-41. Manglende hjemmel til at flytte et barn med fysisk magt fra ét anbringelsessted til et andet Retsinformation · 16. november 2016
- Spørgsmål om partstatus i anbringelsessag for far uden del i forældremyndigheden Retsinformation · 17. juni 2008