Spring til indhold

Retsinformation

Moder part i sag om godkendelse af plejefamilie. Aktindsigt. Begrundelse.

FOU nr 1992.352UdtalelserFolketinget6. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Moder part i sag om godkendelse af plejefamilie. Aktindsigt.

Begrundelse.

A klagede til mig, og jeg

besluttede i medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at tage sagen op af

egen

drift.

De faktiske omstændigheder i

sagen var følgende:

A's datter B, der er født i

1978, blev i 1983 med forældrenes samtykke anbragt hos D og dennes daværende

ægtefælle E. D afgik imidlertid ved døden, og der opstod herefter behov for,

at

B kunne anbringes i en anden plejefamilie. B blev i denne periode boende hos

F,

som D var flyttet sammen med i efteråret 1990.

I en skrivelse af 21. januar

1992 til K Kommune oplyste A, at Socialcentret X i Y-by havde besluttet at

flytte B til hendes farmor C og dennes ægtefælle. I skrivelsen gjorde A

gældende, at det ville være uhensigtsmæssigt at anbringe B hos C. Til støtte

herfor anførte A bl.a. følgende:

"...

Farmor har ikke fortalt under

samtalen at hun har klaget over afslag på invalidepension. Hun er 59 år.

Hendes

ældste søn (G) ... er far til (B) og narkoman på i.p., hendes yngste søn (H)

har afsonet dom på 6 år og er alkoholist. Farmor er aldrig kommet sig over

tabet af en dødfødt datter der ligesom min datter skulle have været kaldt

(B).

Farmors mand er murersvend og ønsker at gå på efterløn så hurtigt det kan

lade

Læs alt

sig gøre. Jeg synes de er for gamle. De har ingen interesser udenfor hjemmet,

udover

min datter.

...

(B) og hendes familie har i

årevis haft en god kontakt til et ægtepar i (Y-by), (I) og (E) der er pædagog

og socialrådgiver, og gerne vil have (B) i pleje og sørge for at hun kan

beholde sin nuværende skole og veninder. Men børnepsykiateren kan bedst lide

farmor.

..."

Ved skrivelse af 30. januar

1992 meddelte K Kommune A, at kommunen ikke havde modtaget henvendelse fra

Y-by

Kommune om udstedelse af plejetilladelse til C. K Kommune meddelte samtidig,

at

man ikke ville indlede en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål, før en

sådan

henvendelse var modtaget.

Ved skrivelse af 4. februar

1992 anerkendte A modtagelsen af K Kommunes skrivelse og anførte bl.a.

følgende:

"...

De bedes sikre at vor

brevveksling bliver inddraget ved (K) kommunes behandling af (den bebudede)

anmodning om godkendelse af hjemmet. Jeg holdes gerne orienteret om sagens

forløb som indehaver af forældremyndigheden over det barn der søges

familiepleje anbragt.

..."

I en skrivelse af 17. februar

1992 til K Kommune anmodede Familieplejen for Børn og Unge kommunen om at

tage

stilling til, hvorvidt der kunne udstedes plejetilladelse til C. I skrivelsen

anførtes bl.a. følgende:

"...

Baggrunden for vores

henvendelse er, at (B) af Y-by Kommune er anbragt i familiepleje i henhold

til

bistandslovens § 66.

(B's) plejemor døde i (...)

måned (...) og (B) blev boende sammen med plejefaderen, som hun kun har kendt

et års tid, på adressen (...).

Plejemoderen døde på grund af

(...), og det er nu afklaret, at plejefaderen ikke ønsker at fortsætte

plejeforholdet på længere sigt.

Sagen har derfor været

drøftet med (Y) hospital... Ved gennemgang af forskellige løsningsmuligheder,

har man konstateret, at den mest tilfredsstillende anbringelsesmulighed for

(B)

er hos sine bedsteforældre.

Derfor anmodningen om

udstedelse af plejetilladelse.

..."

Efter at sagen på grund af

A's indsigelser imod, at der blev udstedt plejetilladelse til C, i en periode

havde været sat i bero af Familieplejen for Børn og Unge, afgav familieplejen

den 13. maj 1992 en indberetning om sagen til Socialcentret X. I denne

indberetning anførte Familieplejen bl.a., at den bedste løsning for B ville

være at blive anbragt hos C og dennes ægtefælle.

I en skrivelse af 17. maj

1992 til K Kommune oplyste A og hendes ægtefælle J, at de var bekendt med den

ovennævnte indberetning af 13. maj 1992 fra Familieplejen for Børn og Unge. I

skrivelsen anførte A og J bl.a. følgende:

"...

Undertegnede (A) er som

bekendt alene indehaver af forældremyndigheden over (B), og har derfor

personlig interesse i sagens afgørelse på korrekt grundlag.

Både undertegnede (A) og

ægtefælle (J), samt (B's) biologiske far (G), (...), som jeg tidligere har

været gift med mener at børnehavepædagog, fritidsklubmedarbejder (I), der er

gift med (B's) tidligere støttepædagog og plejefar, socialrådgiver (E), må

betragtes som den eneste rigtige plejeanbringelse for (B).

...

Farmor er ca. 60 år gammel

invalidepension-ansøger. Hun har en kontorbaggrund. (L) [C's ægtefælle] er

murersvend og afventer chancen for at gå på efterløn. ... De er søde begge

to,

men mangler den uddannelsesmæssige baggrund, er for gamle og er som

pensionisthjem for kedelige og for belastede til at godkende som opholdssted

for en teenagerpige i formidlet familiepleje uden samtykke.

...".

Den 25. maj 1992 udstedte K

Kommune i medfør af bistandslovens § 66 plejetilladelse til C.

I en skrivelse af 31. maj

1992 til kommunen anførte A og J bl.a. følgende:

"...

På min datters vegne anmoder

undertegnede (A) om aktindsigt i sagen vedrørende udstedelse af

plejetilladelse

vedrørende min datter til (C), i forbindelse med forberedelser til

tvangsanbringelse af min datter.

..."

I skrivelsen gjorde A og J i

øvrigt på ny gældende, at det ikke ville være i overensstemmelse med B's tarv

at anbringe hende hos C og dennes ægtefælle, og at B i stedet burde anbringes

hos I og E. Det fremgik af A og J's skrivelse, at de ikke var bekendt med, at

K

Kommune allerede havde udstedt plejetilladelse til C.

I en skrivelse af 9. juni

1992 til K Kommune anførte A og J bl.a. følgende:

"...

For tiden kan vi forstå at

man arbejder med tanker om en tvangsforanstaltning, men vi har ikke kunnet få

oplyst hvori velfærdstruslen for vor datter består. Der er ingen for os

synlig

logik. I december 1982 anbragte vi personligt af eget initiativ vor datter

hos

socialrådgiver (E) og hans daværende ægtefælle (D), og oplyste socialcenter

(X)

herom. Efter nogle måneders undersøgelser valgte socialcentret så at ansætte

(E's) hustru som plejemor. Plejeforløbet kørte uden nogen form for

utilfredshed

fra kommunens side indtil plejemor døde (...), idet (E og D) dog i 1988 gik

fra

hinanden. (E) bevarede dog plejefaderlig kontakt med (B) også da han begyndte

at komme sammen med nuværende hustru pædagog (I).

Ingen har villet undersøge

pædagog (I) som kandidat plejemor. Ingen har kunnet eller villet dokumentere

forkert opførsel af (E) i den tid hans første hustru var plejemor.

..."

I en skrivelse af samme dato

oplyste K Kommune i besvarelse af A og J's skrivelse af 31. maj 1992, at

kommunen havde udstedt plejetilladelse til C. Vedrørende begæringen om

aktindsigt anførte kommunen følgende:

"Deres anmodning om

aktindsigt i forbindelse med (K) Kommunes undersøgelse og godkendelse af (C)

som døgnplejer, kan ikke imødekommes idet De ikke kan anses som part i sagen

hvad angår plejesagen.

Hvad angår aktindsigt i (B's)

sag, kan der henvises til (Y-by) Kommune."

Som svar på denne skrivelse

anførte A i en skrivelse af 15. juni 1992 til kommunen bl.a. følgende:

"...

Vi kunne læse os til, at et

krisemøde med Dem blev planlagt, i et forsøg på at bortforklare (K) kommunes

betænkeligheder for at godkende (C) som netop vor datters plejemor. Et klart

nødråb fra (Y-by) for at få godkendt en kandidat plejemor, der klart ikke

ville

blive godkendt i noget som helst andet plejeforhold.

Derfor er det absolut

indlysende at man mødet igennem har talt om, og på journalark, i

plejehjemsforeningens rapport og i andre dokumenter i sagen side op side ned

har omtalt undertegnedes og vor datter (B's) forhold.

Retten til aktindsigt

tilkommer derfor også os - se også bestemmelserne i myndighedsloven - i

henhold

til offentlighedslovens § 4 stk. 2.. ("Den, hvis personlige forhold er

omtalt i et dokument, kan ... forlange at blive gjort bekendt med

oplysningerne

herom"). Vi behøver ikke være part!

Vi håber nu omgående at få

aktindsigt fra Dem, bl.a. med oplysninger fra Dem om hvorledes oplysninger om

os og vor datters forhold har fået (K) kommune til at anse plejeforholdet som

til gavn for (B) hos denne 60-årige plejemor, hvis kvalifikationer som

børneopdrager er blevet illustreret af det faktum at hendes ene søn allerede

som ung blev narkoman og hendes anden søn ligeledes som ung blev dranker og

drabsmand."

I en yderligere skrivelse af

25. juni 1992 til K Kommune anførte A bl.a. følgende:

"...

Herved tillader vi os at

minde Dem om offentlighedslovens svarfrist på 10 dage. I Deres brev af 9.6.92

giver De afslag på aktindsigt idet vi ifølge Dem ikke er part i sagen. Det er

vi godt nok ikke enige med Dem i, idet vi mener at sagen først og fremmest

drejer sig om forsvarlig eller uforsvarlig pleje af vor datter. En plejemor

der

ikke ønsker sine positive og negative egenskaber som plejemor drøftet i en

lidt

større kreds, kan bare lade være med at søge stillingen/tilladelsen. Vi

forklarede Dem dog i vort brev af 15.6.92 at De i det mindste bør holde Dem

til

lovens § 4 stk. 2, som vi citerede i brevet af 15.6.92."

..."

Som svar på A og J's

skrivelse af 15. juni 1992 anførte K Kommune i en skrivelse af 25. juni 1992

bl.a. følgende:

"...

Efter forvaltningslovens

bestemmelser kan aktindsigt ikke gives i dette tilfælde, da De ikke er part i

sagen for så vidt gælder vor godkendelse af plejefamilien og de oplysninger

og

undersøgelser som ligger til grund for godkendelsen.

De er kun part i sagen hvad

angår den konkrete anbringelse af barnet. Da placeringen er foretaget af

(Y-by)

kommune, må evt. forespørgsler/klager omkring dette spørgsmål rettes til

(Y-by)

kommune som rette vedkommende.

Yderligere henvendelse i

sagen vil ikke blive besvaret herfra.

..."

Y-by Kommune traf den 6.

august 1992 afgørelse om, at B skulle anbringes hos C. Afgørelsen blev

truffet

i medfør af bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3.

B blev umiddelbart herefter

anbragt hos C og dennes ægtefælle.

I A og J's klage til mig af

16. juli 1992 hedder det bl.a. følgende:

"...

(K) kommune nægter at give os

nogen form for aktindsigt, fordi vi ikke er part i sagen. Vi har forgæves

anført at vi - på (B's) vegne - der egentligt godt føler os part i sagen, og

vi

har forgæves anført at offentlighedsloven også giver ret til at få aktindsigt

i

dokumenter hvori vi eller (B) bliver omtalt.

Vi synes at det ville være

uacceptabelt hvis vi, på (B's) vegne, slet ikke kan få aktindsigt i den sag

hvori (K) kommune vurderer farmors egnethed eller uegnethed som plejemor for

(B) i en sag om eventuel formidlet familiepleje uden samtykke."

Jeg indhentede herefter en

udtalelse fra K Kommune til brug for mine overvejelser om, hvorvidt jeg

skulle

tage sagen op til undersøgelse af egen drift. I kommunens udtalelse af 13.

oktober 1992 anføres bl.a. følgende:

"...

Sagsbehandlingen i sager af

den foreliggende art retter sig alene mod den mulige plejefamilies forhold og

den trufne afgørelse implicerer kun en stillingtagen til dennes eventuelle

egnethed som plejefamilie, jfr. nærmere pkt. 17 i socialstyrelsens vejledning

nr. 3 af 27. juli 1988. Afgørelsen har således intet at gøre med, om barnet

skal anbringes uden for hjemmet og hvor placering i givet fald skal finde

sted,

jfr. om det sidste bistandslovens § 33, stk. 4. I den foreliggende sag er

anbringelsesbeslutningen

truffet allerede i 1983 og den aktuelle sagsbehandling i (Y-by) kommune har

alene drejet sig om barnets nærmere placering som anbragt uden for hjemmet.

(A) og (J) er efter (K)

kommunes opfattelse ikke parter i (K) kommunes sag i forvaltningslovens

forstand. Som anført drejer denne sig om en belysning og vurdering af

plejefamiliens forhold på begæring af (Y-by) kommune og her kan de pågældende

naturligvis hverken betragtes som ansøgere eller klagere. (K) kommune vil

ikke

bortse fra, at de kan have eller have haft en faktisk interesse i

godkendelsesspørgsmålet, hvorimod man ikke finder, at der har foreligget

nogen

relevant retlig interesse omkring dette. Denne er knyttet til selve

anbringelsesbeslutningen og til den anbringende kommunes

placeringsbeslutninger,

jfr. bistandslovens § 33, stk. 4 og § 123, stk. 1, nr. 3. I overensstemmelse

hermed har (K) kommune den 9. og 25. juni 1992 afvist aktindsigt i medfør af

forvaltningslovens bestemmelser.

De i (K) kommune beroende

akter rummer ikke oplysninger, som giver grundlag for egenacces efter

offentlighedslovens § 4, stk. 2 og der har derfor ikke været anledning til

selvstændigt at tage stilling til, hvorvidt (A) og (J) måtte have krav på

aktindsigt efter denne bestemmelse. Det bemærkes herved, at de pågældende

allerede den 16/1 og 26/5 1992 af (Y-by) kommune havde fået indsigt i

henholdsvis den oven for omtalte erklæring af 23/12 1991 og den ligeledes

omtalte udtalelse af 13/5 1992.

..."

Ved skrivelse af 26. oktober

1992 fremsatte A og J deres bemærkninger til kommunens skrivelse. De anførte

bl.a. følgende:

"...

Vi mener at det egentligt i

alle fald burde være en selvfølge, at vi, på (B's) vegne, blev betragtet som

part i godkendelses- og tilsynssagen, og allerede derfor havde krav på

aktindsigt, for at sikre at (K) gør arbejdet ordentligt, og for at sikre at

glemte oplysninger alligevel kommer til at indgå i sagens vurdering.

...

I denne her sag er det - for

os - helt uklart for hvad for en kommune Familieplejens folk nu egentligt

optræder, når de laver forundersøgelsen.

...

Vi kan ikke se hvor meget (K)

kommunes eget personale har udført egne undersøgelser.

..."

Det fremgik i øvrigt af

skrivelsen, at selve afgørelsen om anbringelse af B hos C - der som anført

var

truffet af Y-by Kommune den 6. august 1992 - var påklaget til Den Sociale

Ankestyrelse.

Herefter bad jeg kommunen

fremsætte sine eventuelle bemærkninger til A og J's skrivelse. I en skrivelse

af 12. november 1992 har kommunen oplyst, at sagen vedrørende udstedelse af

plejetilladelse til C udelukkende er varetaget af kommunens egne medarbejdere

og således ikke af Familieplejen for Børn og Unge, som kommunen ikke har

løbende samarbejde med.

Jeg har efterfølgende fra Den

Sociale Ankestyrelse telefonisk modtaget oplysning om, at Y-by Kommunes

afgørelse

om anbringelse af B uden for hjemmet er stadfæstet af ankestyrelsen den 10.

november 1992. Ankestyrelsens afgørelse er truffet i medfør af bistandslovens

§

123, stk. 1, nr. 1.

Jeg udtalte herefter følgende

i en skrivelse til K Kommune:

"Kommunens afgørelse om

udstedelse af plejetilladelse til (C) er truffet i medfør af bistandslovens §

66, stk. 1. Denne bestemmelse har følgende ordlyd:

"§ 66:

Opholdssteder for børn og unge, herunder plejefamilier,

skal være godkendt som egnede af den stedlige kommunalbestyrelse, hvis de

modtager indtil 4 personer."

Ifølge § 66, stk. 3, kan

kommunalbestyrelsens afgørelse ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

Som det fremgår af

ovenstående, var anledningen til (A) og (J's) klage til mig, at kommunen

havde

nægtet (A) aktindsigt i kommunens sag om udstedelse af plejetilladelse.

Kommunens begrundelse herfor var, at (A) ikke var part i sagen.

Kommunens besvarelse af (A)

og (J's) begæring om aktindsigt rejser herefter to spørgsmål:

a) Burde kommunen have betragtet

(A) som part i plejetilladelsessagen?

b) Er kommunens begrundelse

for at nægte (A) aktindsigt i sagen i øvrigt korrekt?

ad a

)

Partsspørgsmålet.

1. Forvaltningslovens § 9,

stk. 1, har følgende ordlyd:

"§ 9.

Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort

bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis

dokumenter

den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med."

Forvaltningsloven indeholder

ikke nærmere bestemmelser om, hvem der skal anses for part i en

afgørelsessag.

Det fremgår imidlertid af lovens forarbejder, at man har henholdt sig til den

almindelige forståelse af begrebet i forvaltningsretlig litteratur og

praksis.

Forvaltningslovens

partsbegreb er bl.a. behandlet af John Vogter, Forvaltningsloven (2. udg.,

1992), s. 54-64 og 147-150, Carl Aage Nørgaard og Jens Garde,

Forvaltningsret,

Sagsbehandling (3. udg., 1988), s. 135-138, og i Juridisk Grundbog 4 (4. udg,

1989), s. 31-36. Det fremgår af den nævnte litteratur - og af den praksis,

som

der heri er henvist til - at kerneområdet for partsbegrebet er afgørelsens

adressat, men at også andre, der har en mere afledet interesse i sagens

udfald,

efter omstændighederne kan have partsstatus. Som betingelse for dette sidste

antages det normalt, at den pågældende skal have en væsentlig, individuel og

retlig interesse i sagens udfald.

2. Det principielle

udgangspunkt for overvejelserne om, hvorvidt (A) måtte kunne anses for part i

plejetilladelsessagen, må efter min mening være, at anbringelse uden for

hjemmet i princippet ikke ændrer den retsstilling, som lovgivningen i øvrigt

tillægger indehaveren af forældremyndigheden til et barn. Herom udtalte jeg i

en sag, der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s.

253

ff., bl.a. følgende (s. 255):

"...

Tvangsfjernelse af et barn

medfører - efter en ændring i 1964 af den dagældende lov om børne- og

ungdomsforsorg - som udgangspunkt ingen ændring i forældrenes retsstilling,

idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene.

Indtil den nævnte lovændring

anvendtes betegnelsen forældremyndighed for de beføjelser, det daværende

børneværn havde med hensyn til gennemførelsen af forsorg for de børn, der var

anbragt uden for hjemmet i medfør af de dagældende bestemmelser i lov om

børne-

og ungdomsforsorg. I bemærkningerne til lovforslaget anførtes følgende om

baggrunden for ændringen, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp. 674:

"...

i. Hensynet til det bedst

mulige samarbejde med forældrene såvel med hensyn til forsorgsetablering som

med hensyn til gennemførelse af forsorgen uden for hjemmet har ført til, at

det

foreslås, at man forlader anvendelsen af begrebet forældremyndighed som

betegnelse for børneværnets beføjelser.

Børneværnet må fortsat have

myndighed til at træffe de fornødne beslutninger vedrørende barnets forhold,

men anvendelsen af denne myndighed bør være subsidiær i forhold til

forældremyndigheden, således at børneværnet kun træder til med sin afgørelse,

såfremt den nødvendige foranstaltning ikke kan træffes i samarbejde med

forældrene. Dette indebærer, at forældremyndighedens indehaver fortsat

bevarer

sin forpligtelse og sin almindelige kompetence, men denne kompetence er

begrænset af de specielle regler om børneværnets ret til i påkrævet omfang at

træffe nødvendige beslutninger, om nødvendigt imod forældrenes synspunkter.

..."

..."

Det er således af

lovgivningsmagten forudsat, at indehaveren af forældremyndigheden til et

barn,

der er anbragt uden for hjemmet, har en anerkendelsesværdig interesse i

barnets

forhold og bør have væsentlig indflydelse herpå.

Dette princip er ligeledes (i

forskellige sammenhænge) kommet til udtryk i betænkning 1212/1990 om de

retlige

rammer for indsatsen over for børn og unge. I betænkningen hedder det således

bl.a. (s. 35):

"...

Familier, der har behov for

hjælp, og som selv søger den, har selv en opfattelse af problemerne, ligesom

de

har forestillinger om, på hvilken måde de kan afhjælpes. Familiens aktive

medvirken i en problemløsning er ud fra behandlingsmæssige erfaringer af

afgørende betydning for at opnå et tilfredsstillende resultat, og denne side

af

sagsarbejdet bør fremmes mest muligt.

..."

Herudover henviser jeg

navnlig til det, der er anført på s. 172-174 i betænkningen.

Betænkningen ligger til grund

for de nu vedtagne ændringer af bistandsloven (ændring af reglerne om

foranstaltninger for børn og unge, herunder reglerne om tvangsmæssig

gennemførelse af foranstaltninger), jf. lov nr. 501 af 24. juni 1992.

Om forældrenes retsstilling

over for børn, der er anbragt uden for hjemmet, henviser jeg i øvrigt navnlig

til Jørgen Graversen m.fl., Familieret (2. udg., 1986), s. 140-143.

3. Plejetilladelser efter

bistandslovens § 66 udstedes formelt ikke med henblik på anbringelse af en

bestemt person hos plejefamilien, jf. herved pkt. 17 i Socialstyrelsens

vejledning nr. 3 af 27. juli 1988 om døgnophold for børn og unge.

Tilladelserne

er af generel karakter og giver alene tilladelse til at modtage et bestemt

antal børn eller unge i familiepleje (jeg ser her bort fra, at (K) Kommunes

tilladelse af 25. maj 1992 faktisk efter sin ordlyd er udstedt med henblik på

anbringelse af netop (B)). Der er således i princippet ikke noget til hinder

for at udstede en plejetilladelse til en familie, før det overhovedet er på

tale at anbringe et eller flere børn dér. I sidstnævnte tilfælde er det

åbenbart, at indehaveren af forældremyndigheden til det barn, der senere

måtte

blive anbragt hos plejefamilien, ikke kan anses for part i sagen.

At der således - i hvert fald

i princippet - ofte vil kunne forekomme tilfælde, hvor der ikke (udover den,

der har ansøgt om plejetilladelsen) kan identificeres personer, der kan have

partsstatus, betyder imidlertid ikke, at der ikke kan tænkes situationer,

hvor

man må komme til det modsatte resultat. Dette må bero på en samlet vurdering

i

det enkelte tilfælde af, hvorvidt de betingelser, der må anses for indeholdt

i

forvaltningslovens partsbegreb, kan anses for opfyldt.

4. I det foreliggende

tilfælde er kommunens sag om udstedelse af plejetilladelse rejst med det

udtrykkelige formål at anbringe (B) hos (C). Det har således under hele

sagens

forløb været kommunen bekendt, at udstedelse af plejetilladelse til (C)

sandsynligvis måtte medføre, at (B) ved (Y-by) Kommunes foranstaltning ville

blive anbragt dér. Den foreliggende sag har derfor ikke haft den helt

generelle

karakter, der efter bistandslovens § 66 (og Socialstyrelsens omtalte

vejledning) vil kunne være karakteristisk for sager om udstedelse af

plejetilladelser.

Hertil kommer, at (A) som

forældremyndighedens indehaver på et meget tidligt tidspunkt - tilmed før (K)

Kommune havde modtaget henvendelse om sagen fra (Y-by) Kommune - rettede

henvendelse til kommunen og gjorde opmærksom på, at det efter hendes

opfattelse

ikke ville være i overensstemmelse med (B's) tarv at blive anbragt hos (C),

og

i stedet foreslog en anden plejefamilie. Jeg henviser herom til (A's)

skrivelse

af 21. januar 1992 til kommunen. (A) har i øvrigt under hele sagens forløb

ydet

en væsentlig og aktiv indsats for at udbygge det faktiske grundlag for

kommunens afgørelse. I tilknytning hertil bemærker jeg generelt, at

forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have en væsentlig

interesse i, hos hvilken familie barnet bliver anbragt.

Det er herefter min opfattelse,

at (A) under de foreliggende omstændigheder har haft en væsentlig og

individuel

interesse i udfaldet af kommunens sag om udstedelse af plejetilladelse til

(C).

5. En uklarhed i relation til

den almindelige forståelse af forvaltningslovens partsbegreb følger af, at

(A's) interesse i sagens udfald næppe kan siges at være af strengt retlig

karakter, idet kommunens afgørelse ikke som sådan forrykker (A's)

retsposition

i henseende til forældremyndigheden (jf. ovenfor).

Om dette spørgsmål - kravet

om retlig interesse som betingelse for partsstatus - hedder det bl.a.

følgende

i Juridisk Grundbog 4 (4. udg., 1989), s. 34:

"...

Det anføres undertiden, at

partsinteressen skal være af retlig art. Hermed sigtes bl.a. til, at en blot

moralsk eller følelsesmæssig interesse i sagens udfald normalt ikke er

tilstrækkelig.

...

Udtrykket "retlig

interesse" er temmelig upræcist - på samme måde som det tilsvarende

begreb

inden for retsplejen - og tilføjer næppe meget nyt i forhold til de to andre

kriterier. I tvivlstilfælde yder kriteriet ikke nogen særlig vejledning.

Er interessen meget stærk og

anerkendelsesværdig, vil den vel undertiden blive anset for tilstrækkelig til

at udløse partsstatus, uanset at den ikke kan karakteriseres som retlig.

..."

Efter min mening indebærer

karakteren og styrken af (A's) interesse i denne sag, at hun bør tillægges

partsstatus, uanset om hendes interesse kan karakteriseres som retlig i

streng

forstand.

6. Det bemærkes endelig, at

også en mere formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens partsbegreb

synes

at tale for, at (A) anses for part i den foreliggende sag. Herom hedder det i

forarbejderne til forvaltningsloven bl.a. følgende (Folketingstidende

1985/86,

tillæg A, sp. 150):

"...

Spørgsmålet om en person, der

er eller vil blive berørt af afgørelsen i en forvaltningssag, bør have

stilling

som part i sagen, er i første række et spørgsmål om, hvorvidt personen har en

sådan betydelig interesse i sagen og dens udfald, at den pågældende bør

indrømmes visse beføjelser i forbindelse med sagsbehandlingen.

..."

I tilslutning til det

citerede bemærker jeg, at (A) efter min opfattelse havde en så betydelig

interesse i sagens udfald, at det klart måtte tale for, at hun blev tillagt

partsbeføjelser, herunder navnlig udvidet adgang til aktindsigt, jf.

forvaltningslovens § 9, ret til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, og

ret til i øvrigt at afgive udtalelser i sagen, jf. forvaltningslovens § 21.

Jeg

henviser herved også til, at (A's) udtalelser i sagen umiddelbart måtte anses

for væsentlige og relevante for kommunens overvejelser. Hun måtte i det hele

taget som indehaver af forældremyndigheden over (B) antages at besidde en vis

viden om, hvilke plejefamiliemæssige forhold der måtte formodes at være bedst

i

overensstemmelse med (B's) tarv; denne viden kunne med fordel være indgået i

kommunens overvejelser.

Jeg understreger i den

forbindelse, at det forhold, at (A) som part ville have ret til at blive

partshørt og til i øvrigt at afgive udtalelser i sagen, naturligvis ikke

medfører, at (K) Kommune nødvendigvis skulle træffe afgørelse i

overensstemmelse med disse udtalelser; forvaltningslovens partsbeføjelser

indebærer alene en vis ret til at øve indflydelse på sagens behandling, men

selvsagt ikke en ret til at bestemme sagens udfald.

7. Endelig bemærker jeg, at

der ikke synes at foreligge tidligere rets- eller ombudsmandsafgørelser, der

mere præcist kan belyse det foreliggende problem. Der kan ej heller søges

vejledning i forvaltningsrettens almindelige principper om, hvem der er

berettiget til at påklage en afgørelse, da afgørelser efter bistandslovens §

66

som anført ikke kan påklages til anden myndighed.

8. Efter en samlet vurdering

er det min opfattelse, at (A) - i hvert fald under de omstændigheder, der er

skitseret ovenfor - burde have været anset for part i (K) Kommunes sag. Som

det

fremgår, har jeg herved navnlig lagt vægt på,

at

det på forhånd måtte stille sig som sandsynligt, at kommunens

udstedelse af plejetilladelse til (C) ville medføre, at (B) blev anbragt dér,

at

forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have

en meget væsentlig interesse i, hos hvilken familie et barn, der er anbragt

uden for hjemmet, opholder sig, og

at

(A) under hele sagen over for kommunen har ydet en væsentlig og

aktiv indsats for at supplere det faktiske grundlag, som kommunen skulle

træffe

afgørelse på.

Det følger heraf, at (K)

Kommune burde have behandlet (A's) begæring om aktindsigt efter

forvaltningslovens regler, og at (A) burde have været tillagt de øvrige

beføjelser, som forvaltningsloven indrømmer parter i en afgørelsessag. (A)

burde således f.eks. på kommunens initiativ have været partshørt over de

oplysninger, der er omfattet af forvaltningslovens § 19, ligesom hun burde

have

været underrettet om kommunens afgørelse i sagen og om begrundelsen herfor,

jf.

forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Da spørgsmålet om forståelsen

af det forvaltningsretlige partsbegreb i et tilfælde som det foreliggende

ikke

tidligere har været afklaret, har jeg ikke fundet grundlag for at formulere

min

opfattelse som en kritik af kommunen.

Jeg har ikke ment (efter

indhentelse af yderligere udtalelser fra kommunen) at burde henstille, at

sagen

genoptages ud fra den forudsætning, at (A) har partsstatus. Herved har jeg

navnlig lagt vægt på, at (B) allerede er (og i en længere periode har været)

anbragt hos (C). Endvidere henviser jeg til, at der i grundlaget for Den

Sociale Ankestyrelses ovennævnte afgørelse af 10. november 1992 bl.a. anføres

følgende:

"...

Af udtalelse af 28. oktober

1992 fra Familieplejen for børn og unge fremgår det, at (B) er glad for at bo

hos sin farmor og dennes samlever. Hun profiterer af den varme og omsorg hun

får og af de stabile og faste rammer, der råder i hjemmet. Hun har fået det

både fysisk og psykisk bedre, og hun anses for at være velanbragt.

..."

I øvrigt bemærker jeg, at jeg

ikke har haft anledning til at overveje, hvorvidt (K) Kommune på (A's)

opfordringer burde have foranstaltet undersøgelser af den plejefamilie (E) og

(I), som (A) foreslog som alternativ til (C), allerede fordi denne familie

efter det oplyste har bopæl i (Y-by) og således ikke er omfattet af (K)

Kommunes saglige kompetence i relation til bistandslovens § 66.

Jeg foretager derfor ikke

videre for så vidt angår dette spørgsmål.

ad b

)

Aktindsigtsspørgsmålet

i øvrigt.

1. Som det fremgår af

sagsfremstillingen ovenfor, afslog (K) Kommune (A's) begæring om aktindsigt

alene med den begrundelse, at (A) ikke kunne anses for part i kommunens sag.

Jeg henviser til kommunens skrivelse af 9. juni 1992, der er citeret ovenfor.

Hertil må jeg bemærke, at

denne begrundelse - selv om det måtte antages, at (A) ikke havde været part i

sagen - ikke ville kunne anvendes til at nægte (A) aktindsigt i kommunens

sag.

Konsekvensen af, at en begæring om aktindsigt ikke skal behandles efter

forvaltningsloven (f.eks. fordi den, der begærer aktindsigt, ikke er part),

er,

at begæringen i stedet skal bedømmes efter bestemmelserne i

offentlighedsloven,

der gælder for enhver. Herom henviser jeg til offentlighedslovens § 4, stk.

1,

der har følgende ordlyd:

"§ 4.

Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14,

forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller

oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i

forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt

i

videre omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v."

Jeg må finde det beklageligt,

at kommunen ikke var opmærksom på det grundlæggende forhold, at enhver - og

herunder i praksis navnlig personer, der ikke har partsstatus - har ret til

aktindsigt efter offentlighedsloven, og derfor afslog (A's) begæring om

aktindsigt med en misvisende begrundelse.

2. I kommunens skrivelse til

mig af 13. oktober 1992 (citeret ovenfor) har man nu begrundet afslaget på

aktindsigt med, at kommunens sag ikke indeholder dokumenter, som giver

grundlag

for egenacces efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, og at der derfor ikke

har

været anledning til at tage stilling til, hvorvidt (A) og (J) måtte have krav

på aktindsigt efter denne bestemmelse. Kommunen har yderligere henvist til,

at

(Y-by) Kommune tidligere havde meddelt (A og J) aktindsigt i nogle af de

dokumenter, der tillige indgik i (K) Kommunes sag.

Hertil skal jeg for det

første bemærke, at den omstændighed, at kommunens sag ikke måtte indeholde

dokumenter, der som sådanne angår (A) og (J), jf. offentlighedslovens § 4,

stk.

2, ("egen acces"), selvsagt ikke kan anvendes som begrundelse for i

det hele at nægte (A) og (J) aktindsigt. Jeg henviser herved til, at

betydningen af offentlighedslovens § 4, stk. 2, alene er at hjemle en adgang

til aktindsigt i dokumenter vedrørende den pågældendes egne forhold, der er

videregående end den almindelige adgang til aktindsigt efter

offentlighedslovens øvrige bestemmelser. At kommunens sag ikke måtte

indeholde

dokumenter, der vedrører (A) og (J), medfører derfor, at

aktindsigtsbegæringen

skulle bedømmes efter offentlighedslovens almindelige regler.

For det andet bemærker jeg,

at den omstændighed, at (A) og (J) tidligere måtte have fået aktindsigt hos

(Y-by) Kommune i nogle af de dokumenter, der tillige indgik i (K) Kommunes

sag,

er uden betydning for (K) Kommunes pligt til at give aktindsigt i kommunens

sag. Også denne begrundelse er derfor misvisende.

3. Ved skrivelse af 15. juni

1992 til kommunen (citeret ovenfor) anførte (A) og (J), at de efter

offentlighedsloven havde ret til aktindsigt, uanset om de var parter i sagen.

Som svar herpå anførte kommunen i en skrivelse af 25. juni 1992 til (A) og

(J)

(ligeledes citeret ovenfor) bl.a. følgende:

"...

Efter forvaltningslovens

bestemmelser kan aktindsigt ikke gives i dette tilfælde, da De ikke er part i

sagen for så vidt gælder vor godkendelse af plejefamilien og de oplysninger

og

undersøgelser som ligger til grund for godkendelsen.

De er kun part i sagen hvad

angår den konkrete anbringelse af barnet. Da placeringen er foretaget af

(Y-by)

kommune, må evt. forespørgsler/klager omkring dette spørgsmål rettes til

(Y-by)

kommune som rette vedkommende.

Yderligere henvendelse i

sagen vil ikke blive besvaret herfra.

..."

Som det fremgår af det, jeg

har anført ovenfor, var (A's) og (J's) bemærkning om, at de havde krav på

aktindsigt i sagen, uanset om de var parter eller ej, ganske korrekt. Jeg må

derfor finde det meget beklageligt, at kommunen uden på nogen måde at tage

stilling til det anførte blot gentog den tidligere - misvisende - begrundelse

for at nægte aktindsigt. Jeg må endvidere - i lyset af (A's) og (J's) som

nævnt

ganske korrekte retlige betragtninger - finde det overordentlig beklageligt,

at

kommunen meddelte dem, at yderligere henvendelser vedrørende spørgsmålet ikke

ville blive besvaret.

Herefter henstiller jeg, at

(K) Kommune genoptager behandlingen af (A's) og (J's) begæring om aktindsigt

på

grundlag af de synspunkter, som jeg har anført ovenfor. Jeg antager i den

forbindelse, at det fortsat har principiel interesse for (A) og (J) at få

aktindsigt, selvom jeg som anført ikke har fundet grundlag for at henstille,

at

selve sagen om udstedelse af plejetilladelse genoptages.

Jeg udbeder mig underretning om

kommunens afgørelse.

Under hensyn til karakteren

af de omhandlede spørgsmål har jeg sendt borgmesteren i (K-by) en kopi af

denne

skrivelse.

(A) og (J) har ligeledes

modtaget en kopi af skrivelsen. Jeg foretager i øvrigt ikke videre."

I en efterfølgende skrivelse

til mig oplyste kommunen, at man havde meddelt A aktindsigt efter de regler,

der gælder for en sags parter.

Kommunen tilkendegav

samtidig, at man ikke var enig med mig i, at A måtte anses for part i

kommunens

sag. Til støtte for dette synspunkt vedlagde kommunen et notat fra kommunens

juridiske konsulent, docent Morten Wegener, Ålborg Universitetscenter. I

notatet imødegik Morten Wegener de retlige betragtninger, der lå til grund

for

min vurdering af sagen.

Jeg meddelte kommunen, at jeg

havde taget det oplyste til efterretning. Om det fremsendte notat bemærkede

jeg

særligt, at da kommunen som nævnt havde fulgt min henstilling, fandt jeg ikke

tilstrækkelig anledning til at kommentere notatet nærmere.

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1990, s. 253

Lignende dokumenter