Inddragelse af faste prøveskilte som følge af overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Partshøring. Skriftlighed.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inddragelse af faste prøveskilte som følge af overtrædelse af
registreringsbekendtgørelsen. Partshøring. Skriftlighed.
A klagede til mig over
Justitsministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingens afslag af 6. august 1991 om
inddragelse af hans faste prøveskilte.
Sagens omstændigheder var
følgende:
A blev den 17. maj 1989
sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2, og §
81,
stk. 1, ved onsdag den 17. maj 1989 ad Køge Bugt Motorvejen at have ført en
uindregistreret personbil, der var forsynet med faste prøveskilte, selv om
køretøjet udelukkende blev benyttet til godstransport, og køretøjet kun var
forsynet med en nummerplade, der var anbragt bag på køretøjet.
Politiet udsendte et
bødeforelæg på 400 kr., som A betalte den 13. december 1989.
Centralregistret for
Motorkøretøjer sendte en kopi af bødeforelægget til Politimesteren i X-by,
fordi prøveskiltene var udleveret af motorkontoret i X-by.
Politimesteren i X-by
videresendte sagen til Politimesteren i Y-by den 15. maj 1990, fordi det af
folkeregisteret fremgik, at A var tilmeldt en adresse i Y-by politikreds.
Politimesteren i Y-by
tilbagesendte sagen til Politimesteren i X-by med oplysning om, at den
anførte
adresse i Y-politikreds var en tom grund med en skurvogn på. A havde aldrig
boet der og var heller aldrig blevet truffet af det stedlige politi der. Det
var stationen bekendt, at A holdt til hos B på hendes adresse i byen Z.
Den 18. juli 1990 rettede en
politiassistent fra det lokale politi i Z-by henvendelse til A på B's adresse
Læs alt
og bad om at få prøveskiltene udleveret. Politiassistenten henviste til
oplysningerne om A's bopælsforhold, idet han ikke boede på den adresse, der
fremgik af folkeregisteret. Prøveskiltene blev derfor krævet inddraget i
henhold til registreringsbekendtgørelsens § 119.
A nægtede at udlevere
prøveskiltene.
Som begrundelse herfor
henviste A efterfølgende bl.a. til, at politiassistenten ikke medbragte en
skriftlig begrundelse for, at han skulle aflevere prøveskiltene.
Ved skrivelse af 27. august
1990 klagede A til Justitsministeriet over, at politiet havde forlangt at få
prøveskiltene udleveret, idet kravet var uoplyst og udokumenteret.
Prøveskiltene blev den 4.
september 1990 afmeldt på motorkontoret i Æ-by.
Politimesteren i X-by afgav i
anledning af A's klage over afgørelsen om at inddrage hans faste prøveskilte
en
udtalelse af 19. november 1990 til Rigspolitichefen og anførte bl.a.
følgende:
"...
Efter den begåede
overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen kunne prøveskiltene være
inddraget
efter registreringsbekendtgørelsens § 86. Imidlertid svigtede kommunikationen
mellem motorkontoret i (X-by) og politistationen i (Z-by), som derfor krævede
prøveskiltene inddraget på et andet grundlag, nemlig efter § 119, idet den
pågældende ikke bor, hvor hans folkeregisteradresse er. Den er nemlig kun en
ubebygget grund i (Y-by) politikreds.
Jeg beklager den uheldige
sagsbehandling.
Såvidt jeg kan se er
prøveskiltene dog forlangt inddraget med rette.
..."
Rigspolitichefen meddelte på
denne baggrund den 21. januar 1991 følgende:
"...
Da Politimesteren i (X-by)
har oplyst, at det beroede på en misforståelse, at prøveskiltene blev krævet
inddraget på baggrund af registreringsbekendtgørelsens § 119, og da der i
samme
bekendtgørelses § 86 er hjemmel til at inddrage prøveskiltene, finder
Centralregisteret ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen.
..."
Ved skrivelse af 5. februar
1991 klagede A til Justitsministeriet over Rigspolitichefens afgørelse. Han
henviste bl.a. til, at det var hans første overtrædelse af
registreringsbekendtgørelsen i 15 år, og at inddragelsen ville medføre
øjeblikkelig økonomisk ruin og lukning af hans autoforretning. Derfor skulle
muligheden for inddragelse af prøveskiltene kun anvendes ved alvorligere
gentagelsestilfælde. Han anførte endvidere: "Efter gentagne anmodninger
om
et skriftligt grundlag, således at jeg kunne konstatere
udleveringsforretningens
lovlighed, meddelte stationsleder ... mig mundtligt, prøveskiltenes
registreringsadresse var "en bar mark" og de derfor skulle
inddrages." Til slut udtrykte A utilfredshed med, at stationslederen
havde
afskåret ham fra at få sagen om såvel bøde som inddragelse af prøveskilte
prøvet for domstolene.
Justitsministeriet sendte ved
skrivelse af 31. maj 1991 Rigspolitichefens udtalelse til A til partshøring.
Justitsministeriet traf den
6. august 1991 afgørelse i sagen og anførte bl.a. følgende:
"...
Efter § 86, stk 1, i
registreringsbekendtgørelsen kan administrativ inddragelse af faste
prøveskilte
iværksættes, når der er sket en overtrædelse af § 79 eller §§ 81-84.
Efter § 86, stk. 2, i
registreringsbekendtgørelsen skal inddragelsen af faste prøveskilte ske for
et
bestemt tidsrum af ikke over 1 år, ligesom der i denne periode ikke kan
udleveres andre faste prøveskilte til den berørte person eller det berørte
firma. Da De nægtede at udlevere de i sagen omhandlede prøveskilte, har
Politimesteren i (X-by) ikke fastsat længden af denne periode.
I den anledning skal man
meddele, at Justitsministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder
grundlag for at ændre afgørelsen fra (Z-by) Politi om inddragelse af Deres
faste prøveskilte, som stadfæstet af Rigspolitichefen den 21. januar 1991.
Efter det om sagen oplyste finder Justitsministeriet imidlertid, at
inddragelsen bør fastsættes til 6 måneder fra den 4. september 1990, hvor de
faste prøveskilte ses afmeldt. De vil således på ny kunne få udleveret et sæt
faste prøveskilte, hvis De iøvrigt opfylder betingelserne herfor.
Ved denne afgørelse har
Justitsministeriet lagt vægt på, at reglerne om inddragelse af faste
prøveskilte tilsigter at forebygge misbrug. Justitsministeriet har endvidere
lagt vægt på, at beslutningen om inddragelse af Deres faste prøveskilte ikke
i
sig selv er en permanent hindring for, at De på ny kan få udleveret
prøveskilte, såfremt De i øvrigt opfylder betingelserne herfor.
..."
I sin klage til mig oplyste
A, at politiets inddragelse af hans faste prøveskilte havde umuliggjort
driften
af hans autoforretning. Endvidere gjorde A gældende, at inddragelsen af
prøveskiltene burde være sket i umiddelbar forbindelse med bøden på 400 kr. A
ville herved have haft mulighed for at få sagen (bøden og inddragelsen)
prøvet
ved retten.
Rigspolitichefen anførte i
sin udtalelse i anledning af A's klage, at
"... afgørelser truffet
af den lokale politimester vedrørende prøveskilte (kan) påklages til
Centralregisteret for Motorkøretøjer, hvis afgørelse kan påklages videre til
Justitsministeriet.
Klagerens særligt anførte
anbringende om, at inddragelsen af prøveskiltene burde være sket i umiddelbar
forbindelse med, at klageren blev præsenteret for det nævnte bødeforelæg,
synes
således at hvile på en urigtig forudsætning om, hvilken instans der som
udgangspunkt er kompetent til at behandle den pågældende type sager."
I en skrivelse til
Justitsministeriet anførte jeg bl.a. følgende:
"På grundlag af min
foreløbige gennemgang af sagen har jeg fået den opfattelse, at (A) ikke -
forud
for at politiassistenten henvendte sig og krævede prøveskiltene udleveret -
var
bekendt med, at der verserede en sag om inddragelse af prøveskilte. Jeg
anmoder
om Justitsministeriets udtalelse om, hvorvidt reglerne om partshøring er
iagttaget, herunder om Rigspolitichefen burde have foretaget kontradiktion
forud for sin afgørelse i sagen.
Udtalelsen fra Politimesteren
i (X-by) af 19. november 1990 må jeg forstå således, at det var motorkontoret
i
(X-by), der traf afgørelse om, at prøveskiltene skulle inddrages.
Jeg udbeder mig oplyst, om
der foreligger noget notat om denne afgørelse. I tilslutning hertil skal jeg
forespørge, om der ved afgørelsen blev taget stilling til, hvilken tidsmæssig
udstrækning afgørelsen om inddragelse af prøveskiltene skulle have og i
bekræftende fald, om der foreligger noget notat herom.
..."
Politimesteren i (X-by)
anførte i sin udtalelse af 9. februar 1992:
"Efter tilbagesendelse
af sagen fra politimesteren i (X-by), der oplyste, at (A) aldrig havde boet
på
adressen i (Y-by politikreds), men at det var stationen bekendt, at (A) holdt
til (på B's adresse i byen Z) blev sagen af motorkontoret i (X-by) sendt til
politiet i (Z-by) med henblik på at få konstateret, om (A) havde bopæl på
(B's
adresse).
Sagen blev fremsendt med
fremsendelsesstempel med teksten: "under henvisning til
foranstående". Der blev efterfølgende mundtligt givet besked om, at der
ønskedes en undersøgelse af den pågældendes bopælsforhold. På baggrund af
resultatet af undersøgelsen af bopælsforholdene traf (Z-by) politi beslutning
om inddragelse af prøveskiltene.
Der foreligger således ikke
noget notat om inddragelse af prøveskiltene, det være sig efter
registreringsbekendtgørelsens § 86 eller § 119.
Der er følgelig heller ikke
truffet nogen afgørelse om, for hvilket tidsrum inddragelsen skulle gælde.
Jeg har påtalt den uheldige
sagsbehandling, herunder at klageren ikke på begæring modtog en skriftlig
begrundelse for afgørelsen om inddragelse af pladerne."
Rigspolitichefen anførte i
sin udtalelse af 12. februar 1993:
"...
Det fremgår af sagen, men
ikke af den foreløbige redegørelse, at (A) fremsendte et brev til
Justitsministeriet den 21. oktober 1990. Dette blev modtaget den følgende
dag,
og det blev videresendt med ministeriets påtegningsskrivelse af den 29.
oktober
1990 og indgik således i Rigspolitiets grundlag for sagens afgørelse.
Af brevet fremgår, at
stationslederen hos (Z-by) politi gav følgende mundtlige begrundelse for
afgørelsen:
"1. Prøveskiltenes
hjemadresse er en "bar mark"
2. En enlig halvanden år gammel bøde på 400,00
kr."
For så vidt angår det første
anbringende var det åbenbart indlysende, at denne begrundelse var forkert,
hvilket politimesteren også anførte og beklagede i sin påtegningsskrivelse af
19. november 1990. Rigspolitiet skønnede derfor, at der ikke var nogen
anledning til at partshøre vedrørende denne del af klagen, idet (A) allerede
havde fået ret på dette punkt, hvilket han fik oplyst i den afgørelse, der
blev
meddelt ham ved Rigspolitiets skrivelse af den 21. januar 1991.
For så vidt angår
bødeforelægget, som ligger til grund for afgørelsen om inddragelsen,
bemærkes,
at (A) - da Rigspolitiet traf afgørelse - allerede havde fået dette forelagt
på
normal måde og betalt bøden. Rigspolitiet fandt derfor ikke, at det var
nødvendigt påny at forelægge ham disse oplysninger, idet han jo gennem sit
brev
havde tilkendegivet, at han var klar over, at bødeforelægget var en del af
det
grundlag, hvorpå afgørelsen var truffet.
Rigspolitiet fandt det derfor
ubetænkeligt at træffe afgørelsen på det foreliggende grundlag, som der blev
gjort nøje rede for."
Trafikministeriet, som havde
overtaget sagsområdet fra Justitsministeriet, anførte følgende i sin
udtalelse
af 9. marts 1993:
"...
Det fremgår af sagen, at Politimesteren
i (X-by) den 21. juni 1990 fremsendte sagen til politiet i (Z-by) med
påtegningen: "Fremsendes til politiet i (Z-by) til videre foranstaltning
under henvisning til foranstående."
Det fremgår af den indhentede
udtalelse fra Politimesteren i (X-by), at der blev givet en mundtlig instruks
til politiet i (Z-by) om at undersøge (A's) bopælsforhold.
Politiet i (Z-by) besluttede
herefter at inddrage prøveskiltene, og rettede i den anledning den 18. juli
1990 henvendelse til (A) på (B's adresse), og bad om at få prøveskiltene
udleveret.
I en tidligere udtalelse af
19. november 1990 oplyste Politimesteren i (X-by), at prøveskiltene p.g.a. en
kommunikationsfejl mellem motorkontoret i (X-by) og politiet i (Z-by) blev
krævet inddraget i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 119, idet (A)
ikke
havde bopæl på den adresse, hvor han var tilmeldt folkeregisteret.
Politimesteren var dog af den opfattelse, at prøveskiltene kunne være
inddraget
i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 86.
Politiet i (Z-by) udfærdigede
ikke i anledning af sagen et notat om grundlaget for inddragelsen af
prøveskiltene, ligesom (A) ikke inden henvendelsen blev underrettet om, at
der
verserede en sag vedrørende inddragelse af prøveskilte. Der blev endvidere
ikke
taget stilling til, hvilken tidsmæssig udstrækning afgørelsen om inddragelse
af
prøveskiltene skulle have.
Inden Rigspolitichefen traf
afgørelse i sagen den 21. januar 1991, blev der iværksat en høring af
Politimesteren i (X-by).
(A) blev ikke inden
Rigspolitichefens afgørelse gjort bekendt med og fik ikke lejlighed til at
kommentere Politimesterens høringssvar af 19. november 1990 samt sagens
øvrige
faktiske afgørelsesgrundlag.
Trafikministeriet er på den
baggrund af den opfattelse, at både Politimesteren i (X-by) og
Rigspolitichefen
inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskilte burde have
iværksat partshøring, jf forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Det skal bemærkes, at inden
Justitsministeriet traf afgørelse i sagen, blev Rigspolitichefen anmodet om
en
udtalelse, der blev sendt til (A) til partshøring."
I en skrivelse til A udtalte
jeg herefter følgende:
"Afgørelsen om
inddragelse af Deres faste prøveskilte traf Justitsministeriet efter § 86 i
bekendtgørelse nr. 179 af 14. marts 1990 om registrering af motorkøretøjer
mv.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"Stk. 1. Faste
prøveskilte kan inddrages, hvis de benyttes i strid med reglerne i § 79 eller
§§ 81-84.
Stk. 2. Inddragelse skal ske
for et bestemt tidsrum af ikke over 1 år. I denne periode kan der ikke til
vedkommende person, firma eller filial udleveres andre faste
prøveskilte."
De vedtog en bøde for
overtrædelse af §§ 79, stk. 2, og § 81, stk. 1, i
registreringsbekendtgørelsen.
På dette grundlag blev Deres
faste prøveskilte inddraget.
...
På baggrund af Deres
bødevedtagelse kan det ikke give mig anledning til kritik, at
Justitsministeriet lagde til grund, at De som anført i § 86 i
registreringsbekendtgørelsen havde benyttet de faste prøveskilte i strid med
de
gældende regler.
Afgørelsen af, om en brug i
strid med disse regler er af en sådan karakter, at det nødvendiggør en
inddragelse af de faste prøveskilte, er ikke reguleret i bestemmelsen. Det
beror på myndighedernes skøn, om der er grundlag for inddragelse.
En sådan skønsmæssigt præget
vurdering kan jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - ikke
kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Efter min gennemgang af sagen
giver det mig ikke grundlag for kritik, at Justitsministeriet stadfæstede
afgørelsen om at inddrage de faste prøveskilte.
Jeg finder det derimod
kritisabelt, at hverken Politimesteren i (X-by) eller Rigspolitichefen i
forbindelse med afgørelsen om at inddrage prøveskiltene tog stilling til, for
hvilket tidsrum inddragelsen fandt sted.
Jeg har gjort Politimesteren
i (X-by) Rigspolitichefen og Trafikministeriet bekendt hermed.
Efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, gælder følgende regel om partshøring:
"Kan en part i en sag
ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
..."
Jeg kan tilslutte mig den
opfattelse, som Trafikministeriet har givet udtryk for i sin seneste
udtalelse
af 3. marts 1993. Både Politimesteren i (X-by) og Rigspolitichefen burde,
inden
der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskilte, have iværksat
partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Jeg har gjort Politimesteren
i (X-by), Rigspolitichefen og Trafikministeriet,
Færdselssikkerhedsafdelingen,
bekendt med min opfattelse.
Da De i forbindelse med
ministeriets behandling af sagen fik lejlighed til at fremsætte Deres
kommentarer i henhold til partshøringsreglerne, finder jeg ikke anledning til
at foretage yderligere vedrørende dette spørgsmål.
Afgørelsen om at inddrage
Deres faste prøveskilte blev meddelt Dem mundtligt. Jeg har i forbindelse med
min behandling af sagen overvejet, om afgørelsen burde have været meddelt Dem
skriftligt.
Der er ikke i dansk
forvaltningsret nogen almindelig regel om, at forvaltningsafgørelser skal
meddeles skriftligt. I Juridisk Grundbog 4, Forvaltningen, er på s. 184
anført
følgende om dette spørgsmål:
"Det almindelige
udgangspunkt, hvorefter afgørelser kan meddeles mundtligt, modificeres i
praksis kraftigt af nogle almindelige forbehold. Det følger af god
sagsbehandlingsskik, at skriftlige henvendelser besvares skriftligt,
medmindre
borgeren erklærer sig enig i, at en mundtlig besvarelse er tilstrækkelig.
Endvidere følger det af god sagsbehandlingsskik, at en part - også selvom
betingelserne for efter FVL § 23 at begære en efterfølgende skriftlig
begrundelse ikke er opfyldt (fordi afgørelsen giver parten fuldt ud medhold,
eller fordi der er gået mere end 14 dage efter den mundtlige meddelelse om
afgørelsen) - normalt har krav på at få en skriftlig bekræftelse på en
mundtlig
afgørelse. Endelig kan det jævnligt følge af god sagsbehandlingsskik, at
afgørelser af rent bevismæssige hensyn må bekræftes skriftligt. Det sidste
gør
sig især gældende mht. afgørelser, der er byrdefulde for adressaten. Efter
omstændighederne bør særligt indgribende afgørelser også meddeles adressaten
skriftligt."
Ved min overvejelse om,
hvorvidt afgørelsen burde være meddelt skriftligt, har indgået afgørelsens
betydning set i relation til Deres muligheder for at drive Deres
autoforretning.
I en sag, der er omtalt i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 144-146, har jeg i en
sag
om hensættelse til afsoning af underholdsbidrag udtalt:
"Loven om inddrivelse af
underholdsbidrag indeholder ikke et ... skriftlighedskrav, og der kan
endvidere
ikke antages at gælde et almindeligt princip om, at forvaltningsretlige
afgørelser skal udfærdiges skriftligt.
For afgørelser om hensættelse
til afsoning af bidrag gælder dog det særlige, at der er tale om bebyrdende
afgørelser, som kan indebære meget væsentlige indgreb i den personlige
frihed.
For sådanne afgørelser er det vigtigt, at parten fuldt ud er klar over
afgørelsens nøjagtige indhold, dens begrundelse og den prøvelsesmulighed, der
er. Den skriftlige form må på den baggrund foretrækkes, jf. pkt. 209 i
vejledningen til forvaltningsloven, 1986, og den sag, der er omtalt i
Ombudsmandens beretning for 1973, s. 65."
Den afgørelse, som er omtalt
i Folketingets Ombudsmands beretning for 1973, angik farlighedsdekreter over
for sindssyge personer, som skulle være ledsaget af en underretning om
adgangen
til domstolsprøvelse.
De ovennævnte 2 sager
vedrører områder, der indebærer meget væsentlige indgreb i den personlige
frihed.
Da afgørelsen om inddragelse
af faste prøveskilte ikke er af tilsvarende indgribende karakter, giver det
mig
ikke grundlag for kritik, at afgørelsen blev meddelt Dem mundtligt. Jeg mener
dog, at en skriftlig afgørelse, særligt i et tilfælde hvor afgørelsen har en
bestemt tidsmæssig udstrækning, ville have medført en betydelig bevismæssig
klarhed vedrørende indholdet af afgørelsen både for adressaten og
myndigheden.
Denne klarhed ville muligvis have foreligget, hvis politimesteren havde
iagttaget partshøringsreglerne som anført ovenfor.
Politimesteren i (X-by) har
oplyst, at der ikke foreligger noget notat om inddragelsen af prøveskiltene.
Efter § 6, stk. 1, i
offentlighedsloven skal "en myndighed, der mundtligt modtager
oplysninger
vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens
afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre
notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt
oplysningerne
i øvrigt fremgår af sagens dokumenter". Denne regel om notatpligt gælder
for
sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Offentlighedslovens § 6
finder ikke direkte anvendelse på spørgsmålet, om der skal foretages notat på
sagen om mundtligt meddelte afgørelser.
Det er min opfattelse, at det
følger af god forvaltningsskik, at en mundtligt meddelt afgørelse skal
noteres
på sagen. Hvis dette ikke sker, vil det ikke efterfølgende med tilstrækkelig
sikkerhed kunne fastslås, hvad indholdet af den meddelte afgørelse er. Dette
gælder i særlig grad, når der som i den foreliggende sag skulle tages
stilling
til, for hvilket tidsrum prøvepladerne skulle inddrages. Det kommer også i
betragtning, at myndighederne skal have grundlag for at udfærdige en
skriftlig
afgørelse med en begrundelse, hvis en anmodning herom fremsættes efter
forvaltningslovens § 23 (gengivet nedenfor).
Det havde efter min
opfattelse været rigtigst, om hændelsesforløbet i forbindelse med
politiassistentens henvendelse den 18. juli 1990 på (B's adresse) havde givet
anledning til, at De havde modtaget en skriftlig bekræftelse på indholdet af
den afgørelse, som politimesteren havde truffet om inddragelse af de faste
prøveskilte.
Jeg har gjort
Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i (X-by) bekendt med
min
opfattelse.
I Deres klage til
Justitsministeriet af 27. august 1990 anførte De som begrundelse for, at De
afslog at udlevere prøveskiltene, at kravet var uoplyst og udokumenteret.
Under
en telefonsamtale med stationslederen på Politistationen i (Z-by) den 4.
september 1990 nævnte De som yderligere begrundelse for ikke at udlevere
pladerne, at den politiassistent, der krævede prøveskiltene udleveret, ikke
medbragte en skriftlig begrundelse.
Politimesteren i (X-by) har i
sin udtalelse af 9. februar 1993 meddelt, at han har påtalt, at De ikke på
begæring modtog en skriftlig begrundelse for afgørelsen om at inddrage
prøveskiltene.
Forvaltningslovens § 23 har
følgende ordlyd:
"Stk. 1. Den, der har
fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig
begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende
part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14
dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.
Stk. 2. En begæring om
skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis
begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af
vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt
om,
hvornår begæringen kan forventes besvaret."
Det fremgår ikke af de
notater, som politiassistenten foretog i anledning af hans henvendelse den
18.
juli 1990, om De ved denne lejlighed anmodede om en skriftlig begrundelse for
afgørelsen. Først i skrivelsen til Justitsministeriet af 27. august 1990
anførte De, at kravet var uoplyst og udokumenteret. Dette må efter min
opfattelse naturligt forstås således, at De bad om at få en begrundelse for,
at
prøveskiltene skulle inddrages.
På baggrund af at afgørelsen
endnu ikke var eksekveret på dette tidspunkt, idet De stadig var i besiddelse
af prøvepladerne, havde De efter min opfattelse krav på at få en begrundelse,
uanset at Deres anmodning ikke var fremsat inden for 14 dage efter den 18.
juli
1990. Jeg kan derfor tilslutte mig det af politimesteren anførte, hvorefter
De
på begæring burde have haft en begrundelse for afgørelsen.
Jeg har gjort Politimesteren
i (X-by) og Trafikministeriet bekendt med min opfattelse. Da De ved
Rigspolitichefens og Justitsministeriets afgørelser har modtaget en
fyldestgørende begrundelse for afgørelsen om at inddrage Deres faste
prøveskilte, foretager jeg ikke videre."
NOTER: (*1) Jf. FOB 1988, s.
144-146 og FOB 1973, s. 65
Lignende dokumenter
- Dispensation for registreringspligten. Retsinformation · 3. november 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om registrering af køretøjer, registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. og lov om afgift af naturgas og bygas m.v. (Krav om sovepladser i campingbiler, afgiftsgrundlag for veterankøretøjer, brug af prøveskilte og prøvemærker, fastsættelse af lovregler om registrering og afgiftsfritagelse for visse køretøjer, kørsel i uregistrerede køretøjer m.v. som led i offentligt hverv, adgang for forsvaret til at registrere og afmelde egne køretøjer og nedsættelse af afgiftssats for gas til motorbrændstof m.v.) Retsinformation · 5. oktober 2017
- Kundgørelse om nummerplader (kendingsmærker) til motorkøretøjer mv. Retsinformation · 28. oktober 1999
- Landsskatteretsafgørelse vedr. indregistrerings- og registreringsafgiftspligt af italiensk registreret køretøj Retsinformation · 8. august 2012
- Forslag til Lov om ændring af lov om registrering af køretøjer, færdselsloven, registreringsafgiftsloven og andre love (Justeringer vedrørende digital motorregistrering, registreringsafgift af motorcykler, godtgørelse af afgift ved eksport af køretøjer, kontrol af registreringsafgift samt krav om syn ved eksport af køretøjer) Retsinformation · 9. oktober 2008
- Forslag til Lov om registrering af køretøjer (Digital motorregistrering mv.) Retsinformation · 25. januar 2006