Spring til indhold

Retsinformation

Inddragelse af faste prøveskilte som følge af overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Partshøring. Skriftlighed.

FOU nr 1993.287UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inddragelse af faste prøveskilte som følge af overtrædelse af

registreringsbekendtgørelsen. Partshøring. Skriftlighed.

A klagede til mig over

Justitsministeriet, Færdselssikkerhedsafdelingens afslag af 6. august 1991 om

inddragelse af hans faste prøveskilte.

Sagens omstændigheder var

følgende:

A blev den 17. maj 1989

sigtet for overtrædelse af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2, og §

81,

stk. 1, ved onsdag den 17. maj 1989 ad Køge Bugt Motorvejen at have ført en

uindregistreret personbil, der var forsynet med faste prøveskilte, selv om

køretøjet udelukkende blev benyttet til godstransport, og køretøjet kun var

forsynet med en nummerplade, der var anbragt bag på køretøjet.

Politiet udsendte et

bødeforelæg på 400 kr., som A betalte den 13. december 1989.

Centralregistret for

Motorkøretøjer sendte en kopi af bødeforelægget til Politimesteren i X-by,

fordi prøveskiltene var udleveret af motorkontoret i X-by.

Politimesteren i X-by

videresendte sagen til Politimesteren i Y-by den 15. maj 1990, fordi det af

folkeregisteret fremgik, at A var tilmeldt en adresse i Y-by politikreds.

Politimesteren i Y-by

tilbagesendte sagen til Politimesteren i X-by med oplysning om, at den

anførte

adresse i Y-politikreds var en tom grund med en skurvogn på. A havde aldrig

boet der og var heller aldrig blevet truffet af det stedlige politi der. Det

var stationen bekendt, at A holdt til hos B på hendes adresse i byen Z.

Den 18. juli 1990 rettede en

politiassistent fra det lokale politi i Z-by henvendelse til A på B's adresse

Læs alt

og bad om at få prøveskiltene udleveret. Politiassistenten henviste til

oplysningerne om A's bopælsforhold, idet han ikke boede på den adresse, der

fremgik af folkeregisteret. Prøveskiltene blev derfor krævet inddraget i

henhold til registreringsbekendtgørelsens § 119.

A nægtede at udlevere

prøveskiltene.

Som begrundelse herfor

henviste A efterfølgende bl.a. til, at politiassistenten ikke medbragte en

skriftlig begrundelse for, at han skulle aflevere prøveskiltene.

Ved skrivelse af 27. august

1990 klagede A til Justitsministeriet over, at politiet havde forlangt at få

prøveskiltene udleveret, idet kravet var uoplyst og udokumenteret.

Prøveskiltene blev den 4.

september 1990 afmeldt på motorkontoret i Æ-by.

Politimesteren i X-by afgav i

anledning af A's klage over afgørelsen om at inddrage hans faste prøveskilte

en

udtalelse af 19. november 1990 til Rigspolitichefen og anførte bl.a.

følgende:

"...

Efter den begåede

overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen kunne prøveskiltene være

inddraget

efter registreringsbekendtgørelsens § 86. Imidlertid svigtede kommunikationen

mellem motorkontoret i (X-by) og politistationen i (Z-by), som derfor krævede

prøveskiltene inddraget på et andet grundlag, nemlig efter § 119, idet den

pågældende ikke bor, hvor hans folkeregisteradresse er. Den er nemlig kun en

ubebygget grund i (Y-by) politikreds.

Jeg beklager den uheldige

sagsbehandling.

Såvidt jeg kan se er

prøveskiltene dog forlangt inddraget med rette.

..."

Rigspolitichefen meddelte på

denne baggrund den 21. januar 1991 følgende:

"...

Da Politimesteren i (X-by)

har oplyst, at det beroede på en misforståelse, at prøveskiltene blev krævet

inddraget på baggrund af registreringsbekendtgørelsens § 119, og da der i

samme

bekendtgørelses § 86 er hjemmel til at inddrage prøveskiltene, finder

Centralregisteret ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen.

..."

Ved skrivelse af 5. februar

1991 klagede A til Justitsministeriet over Rigspolitichefens afgørelse. Han

henviste bl.a. til, at det var hans første overtrædelse af

registreringsbekendtgørelsen i 15 år, og at inddragelsen ville medføre

øjeblikkelig økonomisk ruin og lukning af hans autoforretning. Derfor skulle

muligheden for inddragelse af prøveskiltene kun anvendes ved alvorligere

gentagelsestilfælde. Han anførte endvidere: "Efter gentagne anmodninger

om

et skriftligt grundlag, således at jeg kunne konstatere

udleveringsforretningens

lovlighed, meddelte stationsleder ... mig mundtligt, prøveskiltenes

registreringsadresse var "en bar mark" og de derfor skulle

inddrages." Til slut udtrykte A utilfredshed med, at stationslederen

havde

afskåret ham fra at få sagen om såvel bøde som inddragelse af prøveskilte

prøvet for domstolene.

Justitsministeriet sendte ved

skrivelse af 31. maj 1991 Rigspolitichefens udtalelse til A til partshøring.

Justitsministeriet traf den

6. august 1991 afgørelse i sagen og anførte bl.a. følgende:

"...

Efter § 86, stk 1, i

registreringsbekendtgørelsen kan administrativ inddragelse af faste

prøveskilte

iværksættes, når der er sket en overtrædelse af § 79 eller §§ 81-84.

Efter § 86, stk. 2, i

registreringsbekendtgørelsen skal inddragelsen af faste prøveskilte ske for

et

bestemt tidsrum af ikke over 1 år, ligesom der i denne periode ikke kan

udleveres andre faste prøveskilte til den berørte person eller det berørte

firma. Da De nægtede at udlevere de i sagen omhandlede prøveskilte, har

Politimesteren i (X-by) ikke fastsat længden af denne periode.

I den anledning skal man

meddele, at Justitsministeriet efter en gennemgang af sagen ikke finder

grundlag for at ændre afgørelsen fra (Z-by) Politi om inddragelse af Deres

faste prøveskilte, som stadfæstet af Rigspolitichefen den 21. januar 1991.

Efter det om sagen oplyste finder Justitsministeriet imidlertid, at

inddragelsen bør fastsættes til 6 måneder fra den 4. september 1990, hvor de

faste prøveskilte ses afmeldt. De vil således på ny kunne få udleveret et sæt

faste prøveskilte, hvis De iøvrigt opfylder betingelserne herfor.

Ved denne afgørelse har

Justitsministeriet lagt vægt på, at reglerne om inddragelse af faste

prøveskilte tilsigter at forebygge misbrug. Justitsministeriet har endvidere

lagt vægt på, at beslutningen om inddragelse af Deres faste prøveskilte ikke

i

sig selv er en permanent hindring for, at De på ny kan få udleveret

prøveskilte, såfremt De i øvrigt opfylder betingelserne herfor.

..."

I sin klage til mig oplyste

A, at politiets inddragelse af hans faste prøveskilte havde umuliggjort

driften

af hans autoforretning. Endvidere gjorde A gældende, at inddragelsen af

prøveskiltene burde være sket i umiddelbar forbindelse med bøden på 400 kr. A

ville herved have haft mulighed for at få sagen (bøden og inddragelsen)

prøvet

ved retten.

Rigspolitichefen anførte i

sin udtalelse i anledning af A's klage, at

"... afgørelser truffet

af den lokale politimester vedrørende prøveskilte (kan) påklages til

Centralregisteret for Motorkøretøjer, hvis afgørelse kan påklages videre til

Justitsministeriet.

Klagerens særligt anførte

anbringende om, at inddragelsen af prøveskiltene burde være sket i umiddelbar

forbindelse med, at klageren blev præsenteret for det nævnte bødeforelæg,

synes

således at hvile på en urigtig forudsætning om, hvilken instans der som

udgangspunkt er kompetent til at behandle den pågældende type sager."

I en skrivelse til

Justitsministeriet anførte jeg bl.a. følgende:

"På grundlag af min

foreløbige gennemgang af sagen har jeg fået den opfattelse, at (A) ikke -

forud

for at politiassistenten henvendte sig og krævede prøveskiltene udleveret -

var

bekendt med, at der verserede en sag om inddragelse af prøveskilte. Jeg

anmoder

om Justitsministeriets udtalelse om, hvorvidt reglerne om partshøring er

iagttaget, herunder om Rigspolitichefen burde have foretaget kontradiktion

forud for sin afgørelse i sagen.

Udtalelsen fra Politimesteren

i (X-by) af 19. november 1990 må jeg forstå således, at det var motorkontoret

i

(X-by), der traf afgørelse om, at prøveskiltene skulle inddrages.

Jeg udbeder mig oplyst, om

der foreligger noget notat om denne afgørelse. I tilslutning hertil skal jeg

forespørge, om der ved afgørelsen blev taget stilling til, hvilken tidsmæssig

udstrækning afgørelsen om inddragelse af prøveskiltene skulle have og i

bekræftende fald, om der foreligger noget notat herom.

..."

Politimesteren i (X-by)

anførte i sin udtalelse af 9. februar 1992:

"Efter tilbagesendelse

af sagen fra politimesteren i (X-by), der oplyste, at (A) aldrig havde boet

på

adressen i (Y-by politikreds), men at det var stationen bekendt, at (A) holdt

til (på B's adresse i byen Z) blev sagen af motorkontoret i (X-by) sendt til

politiet i (Z-by) med henblik på at få konstateret, om (A) havde bopæl på

(B's

adresse).

Sagen blev fremsendt med

fremsendelsesstempel med teksten: "under henvisning til

foranstående". Der blev efterfølgende mundtligt givet besked om, at der

ønskedes en undersøgelse af den pågældendes bopælsforhold. På baggrund af

resultatet af undersøgelsen af bopælsforholdene traf (Z-by) politi beslutning

om inddragelse af prøveskiltene.

Der foreligger således ikke

noget notat om inddragelse af prøveskiltene, det være sig efter

registreringsbekendtgørelsens § 86 eller § 119.

Der er følgelig heller ikke

truffet nogen afgørelse om, for hvilket tidsrum inddragelsen skulle gælde.

Jeg har påtalt den uheldige

sagsbehandling, herunder at klageren ikke på begæring modtog en skriftlig

begrundelse for afgørelsen om inddragelse af pladerne."

Rigspolitichefen anførte i

sin udtalelse af 12. februar 1993:

"...

Det fremgår af sagen, men

ikke af den foreløbige redegørelse, at (A) fremsendte et brev til

Justitsministeriet den 21. oktober 1990. Dette blev modtaget den følgende

dag,

og det blev videresendt med ministeriets påtegningsskrivelse af den 29.

oktober

1990 og indgik således i Rigspolitiets grundlag for sagens afgørelse.

Af brevet fremgår, at

stationslederen hos (Z-by) politi gav følgende mundtlige begrundelse for

afgørelsen:

"1. Prøveskiltenes

hjemadresse er en "bar mark"

2. En enlig halvanden år gammel bøde på 400,00

kr."

For så vidt angår det første

anbringende var det åbenbart indlysende, at denne begrundelse var forkert,

hvilket politimesteren også anførte og beklagede i sin påtegningsskrivelse af

19. november 1990. Rigspolitiet skønnede derfor, at der ikke var nogen

anledning til at partshøre vedrørende denne del af klagen, idet (A) allerede

havde fået ret på dette punkt, hvilket han fik oplyst i den afgørelse, der

blev

meddelt ham ved Rigspolitiets skrivelse af den 21. januar 1991.

For så vidt angår

bødeforelægget, som ligger til grund for afgørelsen om inddragelsen,

bemærkes,

at (A) - da Rigspolitiet traf afgørelse - allerede havde fået dette forelagt

på

normal måde og betalt bøden. Rigspolitiet fandt derfor ikke, at det var

nødvendigt påny at forelægge ham disse oplysninger, idet han jo gennem sit

brev

havde tilkendegivet, at han var klar over, at bødeforelægget var en del af

det

grundlag, hvorpå afgørelsen var truffet.

Rigspolitiet fandt det derfor

ubetænkeligt at træffe afgørelsen på det foreliggende grundlag, som der blev

gjort nøje rede for."

Trafikministeriet, som havde

overtaget sagsområdet fra Justitsministeriet, anførte følgende i sin

udtalelse

af 9. marts 1993:

"...

Det fremgår af sagen, at Politimesteren

i (X-by) den 21. juni 1990 fremsendte sagen til politiet i (Z-by) med

påtegningen: "Fremsendes til politiet i (Z-by) til videre foranstaltning

under henvisning til foranstående."

Det fremgår af den indhentede

udtalelse fra Politimesteren i (X-by), at der blev givet en mundtlig instruks

til politiet i (Z-by) om at undersøge (A's) bopælsforhold.

Politiet i (Z-by) besluttede

herefter at inddrage prøveskiltene, og rettede i den anledning den 18. juli

1990 henvendelse til (A) på (B's adresse), og bad om at få prøveskiltene

udleveret.

I en tidligere udtalelse af

19. november 1990 oplyste Politimesteren i (X-by), at prøveskiltene p.g.a. en

kommunikationsfejl mellem motorkontoret i (X-by) og politiet i (Z-by) blev

krævet inddraget i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 119, idet (A)

ikke

havde bopæl på den adresse, hvor han var tilmeldt folkeregisteret.

Politimesteren var dog af den opfattelse, at prøveskiltene kunne være

inddraget

i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 86.

Politiet i (Z-by) udfærdigede

ikke i anledning af sagen et notat om grundlaget for inddragelsen af

prøveskiltene, ligesom (A) ikke inden henvendelsen blev underrettet om, at

der

verserede en sag vedrørende inddragelse af prøveskilte. Der blev endvidere

ikke

taget stilling til, hvilken tidsmæssig udstrækning afgørelsen om inddragelse

af

prøveskiltene skulle have.

Inden Rigspolitichefen traf

afgørelse i sagen den 21. januar 1991, blev der iværksat en høring af

Politimesteren i (X-by).

(A) blev ikke inden

Rigspolitichefens afgørelse gjort bekendt med og fik ikke lejlighed til at

kommentere Politimesterens høringssvar af 19. november 1990 samt sagens

øvrige

faktiske afgørelsesgrundlag.

Trafikministeriet er på den

baggrund af den opfattelse, at både Politimesteren i (X-by) og

Rigspolitichefen

inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskilte burde have

iværksat partshøring, jf forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Det skal bemærkes, at inden

Justitsministeriet traf afgørelse i sagen, blev Rigspolitichefen anmodet om

en

udtalelse, der blev sendt til (A) til partshøring."

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"Afgørelsen om

inddragelse af Deres faste prøveskilte traf Justitsministeriet efter § 86 i

bekendtgørelse nr. 179 af 14. marts 1990 om registrering af motorkøretøjer

mv.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Faste

prøveskilte kan inddrages, hvis de benyttes i strid med reglerne i § 79 eller

§§ 81-84.

Stk. 2. Inddragelse skal ske

for et bestemt tidsrum af ikke over 1 år. I denne periode kan der ikke til

vedkommende person, firma eller filial udleveres andre faste

prøveskilte."

De vedtog en bøde for

overtrædelse af §§ 79, stk. 2, og § 81, stk. 1, i

registreringsbekendtgørelsen.

På dette grundlag blev Deres

faste prøveskilte inddraget.

...

På baggrund af Deres

bødevedtagelse kan det ikke give mig anledning til kritik, at

Justitsministeriet lagde til grund, at De som anført i § 86 i

registreringsbekendtgørelsen havde benyttet de faste prøveskilte i strid med

de

gældende regler.

Afgørelsen af, om en brug i

strid med disse regler er af en sådan karakter, at det nødvendiggør en

inddragelse af de faste prøveskilte, er ikke reguleret i bestemmelsen. Det

beror på myndighedernes skøn, om der er grundlag for inddragelse.

En sådan skønsmæssigt præget

vurdering kan jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - ikke

kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Efter min gennemgang af sagen

giver det mig ikke grundlag for kritik, at Justitsministeriet stadfæstede

afgørelsen om at inddrage de faste prøveskilte.

Jeg finder det derimod

kritisabelt, at hverken Politimesteren i (X-by) eller Rigspolitichefen i

forbindelse med afgørelsen om at inddrage prøveskiltene tog stilling til, for

hvilket tidsrum inddragelsen fandt sted.

Jeg har gjort Politimesteren

i (X-by) Rigspolitichefen og Trafikministeriet bekendt hermed.

Efter forvaltningslovens §

19, stk. 1, gælder følgende regel om partshøring:

"Kan en part i en sag

ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

..."

Jeg kan tilslutte mig den

opfattelse, som Trafikministeriet har givet udtryk for i sin seneste

udtalelse

af 3. marts 1993. Både Politimesteren i (X-by) og Rigspolitichefen burde,

inden

der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskilte, have iværksat

partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har gjort Politimesteren

i (X-by), Rigspolitichefen og Trafikministeriet,

Færdselssikkerhedsafdelingen,

bekendt med min opfattelse.

Da De i forbindelse med

ministeriets behandling af sagen fik lejlighed til at fremsætte Deres

kommentarer i henhold til partshøringsreglerne, finder jeg ikke anledning til

at foretage yderligere vedrørende dette spørgsmål.

Afgørelsen om at inddrage

Deres faste prøveskilte blev meddelt Dem mundtligt. Jeg har i forbindelse med

min behandling af sagen overvejet, om afgørelsen burde have været meddelt Dem

skriftligt.

Der er ikke i dansk

forvaltningsret nogen almindelig regel om, at forvaltningsafgørelser skal

meddeles skriftligt. I Juridisk Grundbog 4, Forvaltningen, er på s. 184

anført

følgende om dette spørgsmål:

"Det almindelige

udgangspunkt, hvorefter afgørelser kan meddeles mundtligt, modificeres i

praksis kraftigt af nogle almindelige forbehold. Det følger af god

sagsbehandlingsskik, at skriftlige henvendelser besvares skriftligt,

medmindre

borgeren erklærer sig enig i, at en mundtlig besvarelse er tilstrækkelig.

Endvidere følger det af god sagsbehandlingsskik, at en part - også selvom

betingelserne for efter FVL § 23 at begære en efterfølgende skriftlig

begrundelse ikke er opfyldt (fordi afgørelsen giver parten fuldt ud medhold,

eller fordi der er gået mere end 14 dage efter den mundtlige meddelelse om

afgørelsen) - normalt har krav på at få en skriftlig bekræftelse på en

mundtlig

afgørelse. Endelig kan det jævnligt følge af god sagsbehandlingsskik, at

afgørelser af rent bevismæssige hensyn må bekræftes skriftligt. Det sidste

gør

sig især gældende mht. afgørelser, der er byrdefulde for adressaten. Efter

omstændighederne bør særligt indgribende afgørelser også meddeles adressaten

skriftligt."

Ved min overvejelse om,

hvorvidt afgørelsen burde være meddelt skriftligt, har indgået afgørelsens

betydning set i relation til Deres muligheder for at drive Deres

autoforretning.

I en sag, der er omtalt i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1988, s. 144-146, har jeg i en

sag

om hensættelse til afsoning af underholdsbidrag udtalt:

"Loven om inddrivelse af

underholdsbidrag indeholder ikke et ... skriftlighedskrav, og der kan

endvidere

ikke antages at gælde et almindeligt princip om, at forvaltningsretlige

afgørelser skal udfærdiges skriftligt.

For afgørelser om hensættelse

til afsoning af bidrag gælder dog det særlige, at der er tale om bebyrdende

afgørelser, som kan indebære meget væsentlige indgreb i den personlige

frihed.

For sådanne afgørelser er det vigtigt, at parten fuldt ud er klar over

afgørelsens nøjagtige indhold, dens begrundelse og den prøvelsesmulighed, der

er. Den skriftlige form må på den baggrund foretrækkes, jf. pkt. 209 i

vejledningen til forvaltningsloven, 1986, og den sag, der er omtalt i

Ombudsmandens beretning for 1973, s. 65."

Den afgørelse, som er omtalt

i Folketingets Ombudsmands beretning for 1973, angik farlighedsdekreter over

for sindssyge personer, som skulle være ledsaget af en underretning om

adgangen

til domstolsprøvelse.

De ovennævnte 2 sager

vedrører områder, der indebærer meget væsentlige indgreb i den personlige

frihed.

Da afgørelsen om inddragelse

af faste prøveskilte ikke er af tilsvarende indgribende karakter, giver det

mig

ikke grundlag for kritik, at afgørelsen blev meddelt Dem mundtligt. Jeg mener

dog, at en skriftlig afgørelse, særligt i et tilfælde hvor afgørelsen har en

bestemt tidsmæssig udstrækning, ville have medført en betydelig bevismæssig

klarhed vedrørende indholdet af afgørelsen både for adressaten og

myndigheden.

Denne klarhed ville muligvis have foreligget, hvis politimesteren havde

iagttaget partshøringsreglerne som anført ovenfor.

Politimesteren i (X-by) har

oplyst, at der ikke foreligger noget notat om inddragelsen af prøveskiltene.

Efter § 6, stk. 1, i

offentlighedsloven skal "en myndighed, der mundtligt modtager

oplysninger

vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens

afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre

notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt

oplysningerne

i øvrigt fremgår af sagens dokumenter". Denne regel om notatpligt gælder

for

sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Offentlighedslovens § 6

finder ikke direkte anvendelse på spørgsmålet, om der skal foretages notat på

sagen om mundtligt meddelte afgørelser.

Det er min opfattelse, at det

følger af god forvaltningsskik, at en mundtligt meddelt afgørelse skal

noteres

på sagen. Hvis dette ikke sker, vil det ikke efterfølgende med tilstrækkelig

sikkerhed kunne fastslås, hvad indholdet af den meddelte afgørelse er. Dette

gælder i særlig grad, når der som i den foreliggende sag skulle tages

stilling

til, for hvilket tidsrum prøvepladerne skulle inddrages. Det kommer også i

betragtning, at myndighederne skal have grundlag for at udfærdige en

skriftlig

afgørelse med en begrundelse, hvis en anmodning herom fremsættes efter

forvaltningslovens § 23 (gengivet nedenfor).

Det havde efter min

opfattelse været rigtigst, om hændelsesforløbet i forbindelse med

politiassistentens henvendelse den 18. juli 1990 på (B's adresse) havde givet

anledning til, at De havde modtaget en skriftlig bekræftelse på indholdet af

den afgørelse, som politimesteren havde truffet om inddragelse af de faste

prøveskilte.

Jeg har gjort

Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i (X-by) bekendt med

min

opfattelse.

I Deres klage til

Justitsministeriet af 27. august 1990 anførte De som begrundelse for, at De

afslog at udlevere prøveskiltene, at kravet var uoplyst og udokumenteret.

Under

en telefonsamtale med stationslederen på Politistationen i (Z-by) den 4.

september 1990 nævnte De som yderligere begrundelse for ikke at udlevere

pladerne, at den politiassistent, der krævede prøveskiltene udleveret, ikke

medbragte en skriftlig begrundelse.

Politimesteren i (X-by) har i

sin udtalelse af 9. februar 1993 meddelt, at han har påtalt, at De ikke på

begæring modtog en skriftlig begrundelse for afgørelsen om at inddrage

prøveskiltene.

Forvaltningslovens § 23 har

følgende ordlyd:

"Stk. 1. Den, der har

fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig

begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende

part medhold. En begæring herom skal fremsættes over for myndigheden inden 14

dage efter, at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Stk. 2. En begæring om

skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis

begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af

vedkommende myndighed, skal denne underrette parten om grunden hertil samt

om,

hvornår begæringen kan forventes besvaret."

Det fremgår ikke af de

notater, som politiassistenten foretog i anledning af hans henvendelse den

18.

juli 1990, om De ved denne lejlighed anmodede om en skriftlig begrundelse for

afgørelsen. Først i skrivelsen til Justitsministeriet af 27. august 1990

anførte De, at kravet var uoplyst og udokumenteret. Dette må efter min

opfattelse naturligt forstås således, at De bad om at få en begrundelse for,

at

prøveskiltene skulle inddrages.

På baggrund af at afgørelsen

endnu ikke var eksekveret på dette tidspunkt, idet De stadig var i besiddelse

af prøvepladerne, havde De efter min opfattelse krav på at få en begrundelse,

uanset at Deres anmodning ikke var fremsat inden for 14 dage efter den 18.

juli

1990. Jeg kan derfor tilslutte mig det af politimesteren anførte, hvorefter

De

på begæring burde have haft en begrundelse for afgørelsen.

Jeg har gjort Politimesteren

i (X-by) og Trafikministeriet bekendt med min opfattelse. Da De ved

Rigspolitichefens og Justitsministeriets afgørelser har modtaget en

fyldestgørende begrundelse for afgørelsen om at inddrage Deres faste

prøveskilte, foretager jeg ikke videre."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1988, s.

144-146 og FOB 1973, s. 65

Lignende dokumenter