Spring til indhold

Retsinformation

Det Danske Filminstituts importudvalg. Habilitet og sagsoplysning.

FOU nr 1993.184UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Det Danske Filminstituts importudvalg. Habilitet og

sagsoplysning.

A klagede til mig over

sammensætningen af Det Danske Filminstituts importudvalg i forbindelse med et

afslag, han havde fået på importstøtte.

Det fremgik af sagens

oplysninger, at A den 7. januar 1991 klagede til filminstituttet over

sagsbehandlingen af hans ansøgning om importstøtte til filmen

"...".

Filminstituttet svarede A i

skrivelse af 8. januar 1991 bl.a. følgende:

"Da bestyrelsen

tidligere har truffet afgørelse i denne sag, og da henvendelsen ikke

indeholder

nye momenter, vil sagen ikke blive optaget påny på det foreliggende grundlag.

Med hensyn til dine

kommmentarer om importudvalgets funktion skal jeg gøre opmærksom på, at

bestyrelsen i forbindelse med dens behandling af importansøgninger pr. 1. 7.

1989 har nedsat et rådgivende - ikke indstillende eller besluttende - udvalg,

bestående af repræsentanter indstillet af Sammmenslutningen af Danske

Filmkritikere, Sammenslutningen af Danske Filmklubber og Danmarks Biografers

Fællesforening."

Herefter klagede A den 31.

marts 1991 til Kulturministeriet over filminstituttets afslag på importstøtte

og over sammensætningen af importudvalget. A henviste bl.a. til, at

filmloven,

som ikke opererer med et importudvalg, kræver, at beslutningstagere og

indstillende personer skal være uafhængige af den kommercielle filmbranche,

og

at et af udvalgets medlemmer, B, ikke opfyldte denne betingelse, idet han var

Læs alt

biografdirektør og varetog tillidsposter i biografbranchen. B skulle

endvidere

i branchebladet Biografnyt have gjort sig til talsmand for, at der i det

aktuelle filmbillede ikke var plads til form- og stileksperimenter.

Kulturministeriet henviste i

skrivelser af 17. april og 30. juli 1991 til, at ministeriet på grund af

filmlovens § 4, hvoraf det fremgår, at filminstituttets bestyrelse har den

endelige administrative afgørelse vedrørende tildeling af importstøtte, var

afskåret fra at prøve filminstituttets vurderinger. Vedrørende importudvalget

udtalte ministeriet i skrivelsen af 30. juli 1991:

"...

Af vilkårene fremgår

endvidere, at importudvalgets medlemmer hver især vurderer den enkelte films

støtteværdighed, og at filminstituttets medarbejdere på baggrund af

importudvalgsmedlemmernes udtalelser foretager en indstilling til

filminstituttets bestyrelse, som træffer den endelige administrative

afgørelse.

På denne baggrund skal man

meddele, at ministeriet ikke finder, at der er grund til at antage, at der

ved

behandlingen af ansøgningen om importstøtte til "(...)" skulle have

forekommet inhabilitet.

..."

Derudover henviste

ministeriet til en udtalelse fra filminstituttet i skrivelse af 2. maj 1991,

hvori filminstituttet bl.a. anførte følgende:

"Importudvalget er et

rådgivende, ikke indstillende udvalg, hvor de enkelte medlemmer på baggrund

af

deres professionelle position afgiver individuel vurdering af filmene.

Filminstituttets filmfaglige afdeling indstiller på grundlag af udvalgets

vurdering ansøgninger til bestyrelsens bevilling/afslag.

Denne model for behandling af

importstøtteansøgninger har fungeret siden 1.juli 1989 uden, at (A) tidligere

har stillet spørgsmål ved udvalgets sammensætning og kompetence."

Den 26. oktober 1991 rettede

A på ny henvendelse til Kulturministeriet, idet A ikke mente, at skrivelsen

af

30. juli 1991 indeholdt en dækkende besvarelse af hans klagepunkter. A gentog

de tidligere klagepunkter. Derudover klagede A over det konkrete afslag på

importstøtte til filmen "..." samt over, at importudvalget i sin

helhed var ukvalificeret. Til støtte herfor pegede A endvidere på udvalgets

negative indstilling til C's film "...".

Kulturministeren svarede A i skrivelse

af 12. december 1991 bl.a. følgende:

"Jeg er uforstående

overfor din påstand om, at du ikke har fået svar på kritikpunkterne i dit

brev

af 31. marts 1991.

I mit brev af 17. april 1991

synes jeg, at jeg med henvisningen til filmlovens § 4 ganske klart beskriver

det grundlæggende princip for bevilling af filmstøtte og kulturministerens

forhold til bevilling af importstøtte.

...

Lad mig for at lette

forståelsen tilføje følgende:

I dit brev klager du over, at

et medlem af importudvalget er inhabil. Importudvalgets medlemmer er som

nævnt

i ministeriets brev af 30. juli 1991 udpegede af interesseorganisationer til

at

rådgive Filminstituttets bestyrelse. Denne konstruktion kendes også fra

filmlovens bestemmelse om bestyrelsens tilforordnede (jf. § 3, stk. 4). Jeg

mener på den baggrund ikke, at man her kan tale om inhabilitet."

I skrivelse af 19. december

1991 til kulturministeren vendte A tilbage til importudvalgets inhabilitet. A

anførte bl.a.:

"Du forsvarer udvalgets

habilitet med at drage en parallel til de af branchens

interesseorganisationer

udpegede tilforordnede ved bestyrelsen.

Denne parallel mener jeg ikke

kan drages, for de tilforordnede har ingen stemmeret eller indstillingsret.

Det

har importudvalget, og den forskel er fuldstændig fundamental. Importudvalget

har, hvad angår valget af de spillefilm, der skal have importstøtte, i

praksis

samme status som de konsulenter, der udvælger, hvilke film der skal have

produktionsstøtte. Derfor bør udvalget også have en kunstnerisk integritet og

en uafhængighed af den kommercielle branche, som det i øjeblikket ikke har!

Hvis importudvalget kun havde

samme "rådgivende" funktion som de tilforordnede

brancherepræsentanter i bestyrelsen, måtte det forudsætte, at der var andre

kunstnerisk kvalificerede mennesker, der foretog en selvstændig vurdering af

de

støtteværdige film og på dette grundlag afgav den endelige indstilling til

bestyrelsen. Dette er ikke tilfældet. Det fremgår også af (D's) orientering

af

1. 1. 1991. For selv om han ganske vist hævder, at udvalget er

"rådgivende, ikke indstillende", så forekommer dette mig at være en

strid om ord, når han tilføjer om praksis, at "filminstituttets

filmfaglige afdeling indstiller på

grundlag

af udvalgets vurdering

ansøgninger til bestyrelsens bevilling/afslag".

Grundlaget for indstilling er altså udtrykkeligt ikke de forelagte film, men

importudvalgets vurdering af disse film. Den indstilling, der foretages af

den

filmfaglige afdeling, er højst en renskrivning af importudvalgets flertals

mening.

...

Og som yderligere et eksempel

på inhabilitet må jeg desuden fremhæve, at et andet af udvalgets medlemmer,

(E), gennem flere år har været samlever med direktøren for (X) Film, som er

et

af de firmaer, der har fået flest importstøtter."

A rykkede i brev af 27. marts

1992 for svar på skrivelse af 19. december 1991. Kulturministeriet forelagde

brevet for Filminstituttet. Bestyrelsen for Filminstituttet meddelte A den 1.

maj 1992 bl.a. følgende:

"Bestyrelsen skal i den

anledning henvise til en række breve til Dem fra Filminstituttet og

Kulturministeriet, hvori de samme punkter tidligere er besvaret.

Det skal imidlertid hermed

understreges, at bestyrelsen for Filminstituttet i forbindelse med behandling

af importansøgninger har vedtaget, at lade sagsbehandling og indstilling

foretage på baggrund af importudvalgets gennemsyn. Bestyrelsen ønsker ikke at

afvige fra denne praksis."

A klagede herefter til mig i

skrivelse af 12. maj

1992. A

fastholdt heri det, han tidligere havde gjort gældende over for

Kulturministeriet.

Det Danske Filminstitut

fremsatte i en udtalelse af 17. juni 1992 bemærkninger til klagen.

Filminstituttet anførte bl.a.

følgende:

"I klagen anføres det,

at "importstøtten suverænt afgøres af importudvalgets flertal".

Det skal i den forbindelse

understreges, at importudvalget ifølge vilkårene - og i praksis - er

rådgivende

i forhold til Filminstituttets sekretariat. Det er således ikke udvalget, men

Filminstituttets filmfaglige konsulent, som indstiller de enkelte ansøgninger

til bevilling/afslag i Filminstituttets bestyrelse.

Importudvalgets vurdering vil

imidlertid helt naturligt være en væsentlig faktor i forbindelse med

indstillingen til bestyrelsen, men der er eksempler på indstillinger, som

ikke

har fulgt importudvalgets vurdering."

Kulturministeriet fastholdt i

en udtalelse af 29. september 1992 ministeriets tidligere synspunkter i

sagen.

A fik disse skrivelser sendt

til høring og kommenterede dem bl.a. således i brev af 26. oktober 1992:

"...

Man nøjes med en påstand om,

at importudvalgets medlemmer kun er "rådgivende", hvilket jo ikke

er

en imødegåelse af min påstand om inhabilitet, jf. forvaltningslovens

"almindelige regler om forvaltning" kap. 2, § 3,

...

Det er da muligt, at

indstillingerne til bestyrelsen skrives af filminstituttets sekretariat, men

afgørende er, at sekretariatet (og herunder den filmfaglige konsulent) ikke

foretager nogen selvstændig vurdering af de film, man søger importstøtte til.

Konsulent (D) har endda telefonisk oplyst overfor mig, at han eller det

øvrige

sekretariat end ikke i alle tilfælde har set de pågældende film. Det er altså

ubestridt importudvalgets vurdering, der ligger til grund for indstillingen.

Sekretariatets opgave synes at være, at man renskriver disse indstillinger.

..."

Kulturministeriets svar på A's

skrivelse forelå den 23. april 1993. Ministeriet vedlagde en udtalelse af 20.

november 1992 fra Det Danske Filminstitut. I denne stod bl.a.:

"...

(A's) bemærkning om, at

sekretariatet ((D)) ikke i alle tilfælde selv har set filmen var sand under

det

importstøttesystem, som var gældende før 1. 1. 1991. Under det nuværende

system

gennemses og vurderes alle film af både importudvalget og

sekretariatet..."

Ministeriet beklagede i

øvrigt, at det ikke havde besvaret A's henvendelse af 19. december 1991

vedrørende

E's habilitet. Vedrørende B's habilitet omtalte ministeriet filmlovens

revision

i 1989, hvor sammensætningen af Filminstituttets bestyrelse blev ændret,

således at bestyrelsen ikke længere rummer de såkaldte filmfaglige

repræsentanter. Angående importudvalget anførte ministeriet følgende:

"...

Filmlovens § 3, stk. 2,

omhandler alene bestyrelsens sammensætning og hindrer - efter ministeriets

vurdering - ikke nedsættelse af et importudvalg med en sammensætning, hvor

der

netop er lagt vægt på branchekendskab.

Ministeriet er i øvrigt af

den holdning, at udvalget skal opfylde forvaltningslovens regler om

inhabilitet

m.m. (B) er valgt som Danske Biografers Fællesforenings repræsentant

(tidligere

Danmarks Biografteaterforening). Den af (A) citerede sætning i brev af 31.

marts 1991, hvor (B) i branchebladet "Biografnyt" angiveligt skulle

have gjort sig til talsmand for, at der i det aktuelle filmbillede "ikke

er plads til form- og stileksperimenter, genreoverskridelser, skæve

indfaldsvinkler på kendt stof" anses i denne sammenhæng ikke for

"uvedkommende", jf. forvaltningslovens § 3, stk. 2.

..."

I A's høringssvar af 4. maj

1993 på ministeriets udtalelse anmodede A om, at klagen over B's inhabilitet

blev udsat, indtil ministeriet havde truffet afgørelse vedrørende E, således

at

de to klager kunne behandles samlet. Vedrørende importudvalgets funktion

anførte A:

"...

Direktør (F) fastholder i

brev af 20.11.1992 til Kulturministeriet, at importudvalget kun er

rådgivende.

Dette er ikke rigtigt, hvad angår tidsrummet for min klage, og det fremgår da

også af den modtagne fotokopi af Vilkår for Det danske Filminstituts støtte

til

import af udenlandske film med ikrafttræden 1.7.1989. Her står udtrykkeligt:

Importudvalget indstiller

normalt bevilling af importstøtte til bestyrelsen to gange årligt.

Min fotokopi indeholder en

håndskreven kommentar af (G) fra Kulturministeriet: "Gældende for den

periode, som (A) klager over."

Så hvis det overhovedet har

nogen praktisk betydning for min klage over udvalgsmedlemmers inhabilitet, om

man definerer udvalget som indstillende eller rådgivende, turde dets funktion

som indstillende altså være indiskutabelt fastslået.

Af vedlagte afslag fra FI af

1.5.1992 fremgår det desuden om de regler, der gælder i dag (men som altså er

min

klage uvedkommende), at "indstilling foretages på baggrund af

importudvalgets gennemsyn", hvilket for mit sprogøre siger, at

sekretariatet ikke foretager nogen selvstændig vurdering af filmene, men

forlader sig på importudvalgets.

..."

Kulturministeriet tog

stilling til E's habilitet i skrivelse af 28. juni 1993. I denne skrivelse

henviste ministeriet til, at E havde meddelt, at hun "hverken har fælles

adresse eller fælles økonomi med nogen."

Til denne udtalelse havde A i

skrivelse af 11. juli 1993 følgende kommentarer:

"...

Dette svar tager på ingen

måde stilling til min klage, alene af den grund, at det er formuleret i

nutid,

mens min klage jo handler om den periode, da (E) sad i importudvalget.

Det er muligt, at hun heller

ikke i sin tid i importudvalget havde fælles adresse eller fælles økonomi med

nogen, men at konstatere dette vil fortsat være irrelevant i forhold til min

klage:

...

I vore dage er et fast

samlivsforhold ikke nødvendigvis defineret ved fælles bopæl eller fælles

økonomi. Det er et ægteskab jo iøvrigt heller ikke. Derfor kan jeg ikke se,

at

Filminstituttets svar er relevant, hvad der naturligvis er gode grunde til:

det

er nemlig ubestrideligt, at (E) i mange år havde et fast samlivsforhold med

direktør (...), også mens hun sad i importudvalget.

..."

I en skrivelse til A udtalte

jeg herefter følgende:

"1)

(B's) habilitet.

Det Danske Filminstituts

afgørelser om importstøtte træffes på grundlag af § 2, nr. 5, i filmloven.

Ifølge denne bestemmelse har instituttet til opgave "at yde støtte til

import, distribution og forevisning af kunstneriske værdifulde film og film,

der skønnes særligt egnede for børn og unge m.m.".

Ifølge lovens § 4 har

instituttets bestyrelse den overordnede ledelse af filminstituttet samt

fordeler de midler, som er til rådighed, på de formål, der er nævnt i lovens

§

2. Bestyrelsen har den endelige administrative afgørelse med hensyn til

dispositioner efter § 2.

Den daglige ledelse af

instituttet forestås af en direktør, hvorunder ansættelse af instituttets

personale

hører, jf. § 5.

Det gælder dog ikke de

særlige konsulenter, som ifølge § 6 foretager den endelige kunstneriske

vurdering og afgiver forslag til bestyrelsen, for så vidt angår anvendelsen

af

midler til støtteproduktion af danske spillefilm.

Konsulenterne ansættes for

tre år ad gangen af filminstituttets bestyrelse. Ifølge § 6, stk. 1, 2. pkt.,

må konsulenterne "ikke være repræsentanter for eller ansat i eller

økonomisk interesseret i virksomheder for produktion, udlejning eller

forevisning af film".

Det her omhandlede

importudvalg er ikke omtalt i filmloven. Udvalget er nedsat af instituttets

bestyrelse. Det består af tre medlemmer, som udpeges af henholdsvis

Sammenslutningen af Danske Filmklubber, Sammenslutningen af Danske

Filmkritikere og Danmarks Biografers Fællesforening.

Ifølge "vilkår for Det

Danske Filminstituts støtte til import af udenlandske film" af 28. marts

1989 havde importudvalget til opgave at vurdere "på grundlag af

indsendte

ansøgninger, hvilke film, der skal gennemses med henblik på bevilling af

importstøtte". Udvalget skulle ifølge de dagældende regler normalt

indstille bevilling af importstøtte til bestyrelsen to gange årligt. Ifølge

vilkårene kunne udvalget anmode støtteansøgere om at stille en kopi af filmen

til rådighed for udvalget.

De har gjort gældende, at et

af udvalgets daværende medlemmer, (B) var generelt inhabil til at sidde i

udvalget, da han som biografdirektør var knyttet til en virksomhed med

økonomisk interesse i forevisning af film, jf. § 6 i filmloven, for så vidt

angår filmkonsulenter.

§ 6 vedrører alene de ansatte

filmkonsulenter, og der er ikke i bestemmelsernes ordlyd eller forarbejder

holdepunkter for at antage, at bestemmelsen er udtryk for et generelt

gældende

princip. Der er efter min mening heller ikke mulighed for at anvende

bestemmelsen analogt på medlemmer af importudvalget. Jeg har herved lagt vægt

på, at § 6 vedrører personer, der er tilknyttet instituttet i et egentligt

ansættelsesforhold, samt på, at konsulenternes udtalelse forudsættes at være

meget

afgørende for støttebeslutningerne.

(B's) stilling som

biografdirektør kan ikke forventes at føre til, at han på grund af speciel

inhabilitet må afstå fra at deltage i behandlingen af enkeltsager i et

særligt

stort antal tilfælde. Der er derfor heller ikke grundlag for at antage, at

almindelige forvaltningsretlige synspunkter ville føre til, at (B) måtte

betragtes som udelukket fra at være medlem af importstøtteudvalget.

Udvalget fungerer som

rådgivende for filminstituttets bestyrelse og repræsenterer gennem sin

sammensætning forskellige relevante branche-interesser. (B's) tilknytning til

biografinteresser var således tilsigtet og kendt for bestyrelsen. Det

forhold,

at denne interesse i højere grad end hos de øvrige udvalgsmedlemmer har

kommerciel karakter, kan efter min mening ikke begrunde, at (B) skulle være

afskåret fra medlemskab af udvalget.

Sammenfattende er det således

min opfattelse, at (B's) medlemskab af importudvalget ikke kan siges at være

i

strid med de generelle habilitetsregler.

2

) Officialprincippet.

Filminstituttet har i

udtalelsen af 20. november 1992 til mig oplyst, at instituttet før 1. januar

1991 fulgte den praksis, at behandlingen i importudvalget i en del

støttesager

i realiteten var eneste sagsbehandling forud for bestyrelsens

støtteafgørelse.

Denne praksis er nu ændret, således at instituttets sekretariat i alle

tilfælde

gennemser filmene og fremkommer med en vurdering af støtteansøgningerne.

Det følger af det almindelige

officialprincip, at en offentlig forvaltningsmyndighed har pligt til at påse,

at en sag er forsvarligt oplyst og belyst, inden der træffes afgørelse. Jeg

må

anse det for tvivlsomt, om den tidligere praksis var forenelig med

officialprincippet. Det må anses for betænkeligt, at instituttet på den

beskrevne måde i realiteten overlod sagsbehandlingen forud for

støtteafgørelsen

til et rådgivende udvalg bestående af interessenter fra dele af den berørte

branche.

Jeg har gjort

Kulturministeriet og Det Danske Filminstitut bekendt med min opfattelse.

Den praksis er efter det

oplyste nu ændret, og jeg finder herefter ikke at burde foretage videre

vedrørende dette spørgsmål.

3)

(E's) habilitet.

Kulturministeriet meddelte

Dem i skrivelse af 28. juni 1993, at ministeriet havde besluttet at henholde

sig til oplysningerne i filminstituttets skrivelse af 17. maj 1993 vedrørende

(E's) inhabilitet.

Jeg beder Dem meddele mig, om

Deres skrivelse af 11. juli 1993 skal forstås som en klage over ministeriets

svar af 28. juni 1993. Hvis ikke jeg hører fra Dem, foretager jeg ikke videre

vedrørende dette spørgsmål.

..."

A meddelte mig i skrivelse af

14. oktober 1993, at hans skrivelse af 11. juli 1993 skulle forstås som en

klage over ministeriets svar vedrørende E's habilitet.

Jeg iværksatte herefter en

undersøgelse af dette klagepunkt i en selvstændig sag.

Lignende dokumenter