Afslag på ledsaget udgangstilladelse fra Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på ledsaget udgangstilladelse fra Sikringsanstalten i
Nykøbing Sjælland.
Overlæge A, Sikringsanstalten
i Nykøbing Sjælland, klagede for B over Justitsministeriets afslag på A's
ansøgning for B om tilladelse til en ledsaget udgang med henblik på at besøge
hans moder i hendes hjem i Odense.
Af de foreliggende
oplysninger fremgik det, at B ved Nykøbing Sjælland Rets dom af 21. september
1987 blev anset for skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2,
jf.
stk. 1, men i medfør af straffelovens § 16 frifundet for straf og i medfør af
straffelovens
§ 68 dømt til anbringelse på Sikringsanstalten ved Amtshospitalet i Nykøbing
Sj. B var tidligere ved X Rets dom af 23. august 1966 fundet skyldig i
manddrab
efter straffelovens § 237 og i medfør af straffelovens § 70, jf. § 16, dømt
til
anbringelse på hospital for sindslidende. Han var endvidere ved Y Rets dom af
1. februar 1974 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2,
jf. stk. 1, og i medfør af § 68, jf. § 16, dømt til anbringelse i
Sikringsanstalten i Nykøbing Sj.
På det tidspunkt da B begik
den i 1987 pådømte kriminalitet, var han - som følge af Nykøbing Sj. Rets dom
af 31. januar 1986 - anbragt på afdelingen for sindslidende på
Amtshospitaltet,
Nykøbing Sj. Under en uledsaget udgang derfra stak han en patient ned med en
dolk. Det var således denne forbrydelse, der dannede grundlaget for hans
seneste dom til anbringelse i Sikringsanstalten ved Nykøbing Sj.
Ved skrivelse af 31. marts
1993 til Justitsministeriet ansøgte A for B om tilladelse til en udgang med
Læs alt
henblik på at besøge hans moder i hendes hjem i Odense. A oplyste, at B i
givet
fald skulle ledsages af to personalemedlemmer fra Sikringsanstalten, og at
turen formentlig ville blive gennemført i Sikringsanstaltens egen personbil,
der for yderligere at skærpe sikkerheden ville være udstyret med
mobiltelefon.
I skrivelsen anførte A endvidere følgende:
"...
Patientens psykiske tilstand
er som nævnt i en række tidligere ansøgninger uændret god, han er på den
givne
antipsykotiske medikamentelle behandling fri for produktiv psykotiske
symptomer, men fremtræder iøvrigt som en stille efterrettelig men
umiskendelig
kronificeret skizofren patient præget af nogen primitivisering og visse
ritualer. Patienten har som tidligere omtalt gennemført hundredvis af
ledsagede
udgange fuldstændigt problemfrit, og ingen af behandlerne eller afdelingens
faste personale anser det for forbundet med nogen som helst risiko at
imødekomme ansøgningen.
..."
De tidligere ansøgninger, som
A nævnte i skrivelsen, henviste bl.a. til ansøgninger, som A i foråret 1992
havde indgivet til Justitsministeriet med henblik på, at B kunne få
tilladelse
til ledsaget udgang til en tur i Tivoli.
Justitsministeriet havde
afslået sidstnævnte ansøgninger i skrivelser af 25. marts og 17. august 1992.
Ministeriet havde ved afgørelsen - og efter indhentet udtalelse fra
anklagemyndigheden - navnlig lagt vægt på turens varighed og på de
vanskeligheder, der kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en større
menneskemængde.
I anledning af A's ansøgning
i skrivelsen af 31. marts 1993 udtalte Politimesteren i Z-by sig imod at
imødekomme det ansøgte. Han lagde navnlig vægt på turens varighed og på de
vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal
udøves
i en menneskemængde, som må formodes at være til stede under færgeoverfarten.
Ved skrivelse af 13. maj 1993
meddelte Justitsministeriet A følgende afgørelse:
"...
Ifølge § 3 i
Justitsministeriets cirkulære af 15. november 1977 om meddelelse af friheder
m.v. til personer, der i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 er dømt til
anbringelse i hospital for sindslidende eller institution for åndssvage,
meddeles friheder m.v. ved dom til anbringelser i Sikringsanstalten af
Justitsministeriet.
Efter cirkulærets § 1
forudsættes det, at den myndighed, der træffer afgørelse, i hvert enkelt
tilfælde - udover behandlingsmæssige hensyn - nøje overvejer de hensyn til
retssikkerheden, som har begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre
indgribende foranstaltninger.
I den anledning skal man
meddele, at Justitsministeriet efter en gennemgang af sagen ikke på nuværende
tidspunkt finder at kunne imødekomme ansøgningen om tilladelse til en udgang
til moderen i Odense.
Justitsministeriet har ved
afgørelsen blandt andet lagt vægt på, at det på baggrund af karakteren af de
forbrydelser, som den pågældende er dømt for, turens varighed samt de
vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal
udøves
i en menneskemængde, som må formodes at være til stede under færgeoverfarten,
ikke findes forsvarligt at tillade en udgang til moderen i Odense."
Ved skrivelse af 18. maj 1993
anmodede A Justitsministeriet om at tage afgørelsen af 13. maj 1993 op til
fornyet vurdering. Til støtte for sin anmodning anførte A, at
Justitsministeriets afgørelse i den konkrete sag var i strid med afgørelser,
som Justitsministeriet tidligere havde truffet vedrørende C. Efter A's
opfattelse var B's sag "ganske analog" med C's sag. C var ved Æ
Rets
dom af 21. maj 1987 fundet skyldig i grov legemsbeskadigelse ved knivstik mod
sin moder og knivdrab af hendes samlever og således dømt til anbringelse i
Sikringsanstalten kun 4 måneder før B's seneste dom til anbringelse i
anstalten. C havde siden været overflyttet til Psykiatrisk Afdeling i Q-by,
og
tilbage til Sikringsanstalten igen.
I skrivelsen af 18. maj 1993
gjorde A Justitsministeriet opmærksom på, at ministeriet ved sine skrivelser
af
20. december 1989, 19. september 1990, 17. januar 1991, 26. november 1992 og
11. marts 1993 gav C tilladelse til ledsaget udgang med henblik på at besøge
sin moder. De to sidste tilladelser var givet efter C's tilbagevenden til
Sikringsanstalten. C's moder boede - ligesom B's moder - i Odense.
Justitsministeriet havde givet tilladelserne efter forud indhentet erklæring
fra Politimesteren i
Æ-by, der ikke havde udtalt
sig imod det ansøgte. Efter A's oplysninger var alle besøg afviklet uden
vanskeligheder.
Det var A's opfattelse, at
politimesterembederne i Æ-by og Z-by "anlægger forskellige principielle
synspunkter i vurderingen af en persons farlighed under visse
omstændigheder", hvilket udmønter sig i en "iøjnefaldende
forskelsbehandling" fra Justitsministeriets side. A argumenterede
endvidere for sin manglende forståelse af afslaget til B - særligt set i
forhold til behandlingen af C's ansøgninger - på følgende måde:
"...
Når henses til, at det herfra
vedvarende er fremhævet, at (B), når han færdes under ledsagelse, ikke på
nogen
måde vil kunne anses for personfarlig, ligesom hans evne til at smutte bort
og
gemme sig for ledsagerne realistisk må anses for negligeabel, mens der herfra
m.h.t (C) aldrig er lagt skjul på, at han indimellem har været ganske meget
psykisk svingende, men at afdelingen meget vel kan vurdere dette og tage
hensyn
dertil ved administreringen af såvel korte som lange udgange, forekommer det
yderligere uforståeligt, at den stabile og initiativfattige (B) endnu ikke,
snart seks år efter sin anbringelse, har kunnet få tilladelse til ledsaget
hjemmebesøg, mens den psykisk mere labile (C) inden for samme tidsrum har
kunnet få i alt fem sådanne besøgsrejser, oven i købet til samme politikreds,
som (B) gerne vil besøge, og til det overlevende offer for hans pådømte
forbrydelse.
Der synes her at være tale om
en så grel, øjensynlig lokalt betinget forskel i indstillingerne, at jeg
indtrængende
må appellere til Justitsministeriet om at anlægge et mere ensartet og
objektivt
overskøn og som konsekvens heraf tage afslappet på ansøgningen om besøgsrejse
til (B) op til fornyet vurdering.
..."
Ved skrivelse af 12. juli
1993 til A meddelte Justitsministeriet, at ministeriet fastholdt afgørelsen
af
13. maj 1993 med den deri angivne begrundelse. Ministeriet anførte, at
ministeriet havde lagt afgørende vægt på, at anklagemyndigheden af
retssikkerhedsmæssige grunde ikke kunne anbefale det ansøgte, og at
ministeriet
ikke ud fra en konkret vurdering af B's forhold fandt det forsvarligt at
imødekomme ansøgningen. Skrivelsen var vedlagt en udtalelse af 27. maj 1993
fra
Politimesteren i Z-by, hvoraf det fremgik, at A's skrivelse af 18. maj 1993
ikke
gav politimesteren anledning til yderligere bemærkninger, idet han ikke havde
kendskab til sagen om C.
I klagen til mig anførte A,
at han vel var klar over, at ombudsmandens muligheder for at gribe ind over
for
et administrativt skøn er begrænsede. Der var imidlertid efter A's opfattelse
tale om, at Justitsministeriet slet ikke havde anlagt et selvstændigt skøn,
men
blot "har skrevet af efter" politimesterembedet i Z-by og
Statsadvokaten for Ø.
I en udtalelse til mig i
anledning af A's klage henholdt Justitsministeriet sig til den tidligere
trufne
afgørelse.
I min afsluttende skrivelse
til A udtalte jeg følgende:
"Justitsministeriets
afgørelse er truffet efter bestemmelsen i § 3, jf. § 1 i Justitsministeriets
cirkulære af 15. november 1977 om meddelelse af friheder m.v. til personer,
der
i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 er dømt til anbringelse i hospital
for sindslidende (psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling) eller i
institution for åndssvage. Bestemmelserne har følgende ordlyd:
"
§ 1.
Meddelelse af friheder m.v. forudsætter som hidtil, at den
myndighed, der træffer afgørelsen i hvert enkelt tilfælde, - udover
behandlingsmæssige hensyn - nøje overvejer de hensyn til retssikkerheden, som
har begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre indgribende
foranstaltninger."
"
§ 3.
De i § 2 nævnte retningslinier finder ikke anvendelse ved dom
til anbringelse i sikringsanstalt. Ved sådan anbringelse kan friheder m.v.
kun
meddeles af Justitsministeriet."
Bestemmelsen i cirkulærets §
2 fastlægger, hvem (overlæge, overlæge sammen med statsadvokat, eller
Justitsministeriet) der har kompetencen til at meddele friheder mv.
Kompetencefordelingen er afhængig af det nærmere indhold af den ansøgte
frihed.
Udgang - med eller uden ledsagelse - er et eksempel på en frihed, der er
omfattet af cirkulæret.
Det fremgår af
bestemmelserne, at det - når den pågældende ansøger er anbragt på en
sikringsanstalt - er Justitsministeriet, som afgør, hvorvidt tilladelse til
frihed skal meddeles. Ved afgørelsen skal Justitsministeriet inddrage
hensynet
til retssikkerheden.
Afgørelsen af, med hvilken
vægt hensynet til retssikkerheden skal indgå og afvejes i forhold til
varetagelsen af den anbragtes interesser samt de behandlingsmæssige hensyn,
beror på en skønsmæssigt præget vurdering.
Efter de regler, der gælder
for min virksomhed, kan jeg kun kritisere en sådan afgørelse, såfremt der
foreligger særlige omstændigheder.
En sådan særlig omstændighed
kan for eksempel være, at afgørelsen er truffet i strid med en
forvaltningsretlig
lighedsgrundsætning, der afskærer ikke-sagligt begrundet forskelsbehandling.
Det fremgår af (B's) sag, at han ønsker at inddrage (C's) sag med henblik på
en
sammenligning af disse to sager.
Hertil bemærker jeg, at det
forskellige udfald af de to sager er konkret begrundet og hviler på
individuelt
foretagne bedømmelser af bl.a. personernes farlighed. Jeg har ingen særlige
forudsætninger for at vurdere sådanne spørgsmål og må derfor afstå fra at
foretage en nærmere sammenligning af (B's) sag med (C's) sag.
Jeg har således ikke grundlag
for at kritisere Justitsministeriets afgørelse i skrivelsen af 13. maj 1993.
Jeg har hæftet mig ved Justitsministeriets bemærkning i skrivelsen om, at
ministeriet "ikke på nuværende tidspunkt" fandt at kunne imødekomme
ansøgningen om tilladelse til udgang til besøg hos moderen.
Jeg finder imidlertid
anledning til at bemærke, at det umiddelbart forekommer mig mindre
tilfredsstillende, at konkrete - og i forhold til sagen tilfældige -
omstændigheder i forbindelse med rejsen skulle være udslagsgivende for (B's)
muligheder for at få tilladelse til at besøge sin mor. Jeg henviser til, at
Justitsministeriets afslag særligt er begrundet i problemerne med at udøve
ledsagekontrol på overfarten over Storebælt.
Jeg har fundet i en samtidig
skrivelse til Justitsministeriet at burde pege på følgende:
Jeg har fuld forståelse for
den konkrete fare, der kan opstå i et menneskemylder under overfarten over
Storebælt, og at det efter omstændighederne kan være vanskeligt at udøve den
fornødne ledsagekontrol. Disse vanskeligheder vil dog være betinget af de
nærmere omstændigheder, der udgør den situation, hvori kontrollen skal
udøves.
Det må i den forbindelse efter min opfattelse være relevant - eventuelt i
samarbejde med DSB - at søge at finde et rejsetidspunkt, hvor belægningen på
overfarten erfaringsmæssigt er lille, og hvor de umiddelbare og forudseelige
problemer med udøvelsen af ledsagekontrollen således er tilsvarende mindre. I
den forbindelse finder jeg at burde pege på, at der kunne være anledning til
at
undersøge, om det er muligt at etablere en ordning med DSB, således at der
til
transporter som den foreliggende stilles et lokale (eventuelt et sygerum,
hvis
et sådant findes) på Storebæltsfærgen til rådighed, hvor den person, der
transporteres,
og hans ledsagere kan opholde sig under overfarten. En anden mulighed kan
være
at søge opnået tilladelse til undtagelsesvist at forblive i køretøjet på
dækket
under overfarten.
..."
I en skrivelse af 18. marts
1994 til A anførte Justitsministeriet bl.a. følgende:
"Man skal herefter
meddele, at det er Justitsministeriets opfattelse, at de forhold, der i
ministeriets skrivelse af 13. maj 1993 er anført som begrundelse for det
meddelte afslag, fortsat bør tillægges ganske væsentlig - men ikke afgørende
-
vægt.
Efter en fornyet gennemgang
af sagen skal man imidlertid meddele, at Justitsministeriet - under
forudsætning af, at Sikringsanstalten i samarbejde med DSB finder en
tilfredsstillende løsning på de problemer, som færgeoverfarten rejser - vil
være indstillet på at meddele tilladelse til det ansøgte på følgende vilkår:
at
moderen er indforstået med besøget,
at
den pågældende er under konstant ledsagelse af 3
personalemedlemmer fra Sikringsanstalten,
at
rejsen foregår i Sikringsanstaltens bil, samt
at
politiet omgående underrettes, såfremt udgangen ikke forløber
planmæssigt."
Justitsministeriet sendte mig
kopi af skrivelsen til underretning.
Jeg meddelte
Justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.
Over for ministeriet pegede
jeg på, at der - i lyset af de erfaringer, der blev indvundet i den konkrete
sag - kunne være anledning til at orientere fængselsmyndighederne om en
indgået
ordning med DSB.
Lignende dokumenter
- Bæltefiksering på psykiatriske sygehuse Retsinformation · 20. februar 2019
- Forbud mod tatovering under indlæggelse på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sj. Retsinformation · 3. marts 2003
- Besøg på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. Retsinformation · 3. november 2003
- Landsretten stadfæster byrettens dom, og tiltræder dermed, at justitsministeriets nægtelse af at ophæve farlighedsdekret vedrørende Part 1 godkendes som lovlig gjort Domsdatabasen · 21. februar 2008
- 1988 LSF 82 FORSLAG TIL LOV OM PSYKIATRISK BEHANDLING Retsinformation · 17. maj 1989
- 1997 LSF 36 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN, RETSPLEJELOVEN OG STRAFFELOVEN (REVISION AF PSYKIATRILOVEN M.V.) Retsinformation · 30. juni 1998