Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på ledsaget udgangstilladelse fra Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.

FOU nr 1993.152UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på ledsaget udgangstilladelse fra Sikringsanstalten i

Nykøbing Sjælland.

Overlæge A, Sikringsanstalten

i Nykøbing Sjælland, klagede for B over Justitsministeriets afslag på A's

ansøgning for B om tilladelse til en ledsaget udgang med henblik på at besøge

hans moder i hendes hjem i Odense.

Af de foreliggende

oplysninger fremgik det, at B ved Nykøbing Sjælland Rets dom af 21. september

1987 blev anset for skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2,

jf.

stk. 1, men i medfør af straffelovens § 16 frifundet for straf og i medfør af

straffelovens

§ 68 dømt til anbringelse på Sikringsanstalten ved Amtshospitalet i Nykøbing

Sj. B var tidligere ved X Rets dom af 23. august 1966 fundet skyldig i

manddrab

efter straffelovens § 237 og i medfør af straffelovens § 70, jf. § 16, dømt

til

anbringelse på hospital for sindslidende. Han var endvidere ved Y Rets dom af

1. februar 1974 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2,

jf. stk. 1, og i medfør af § 68, jf. § 16, dømt til anbringelse i

Sikringsanstalten i Nykøbing Sj.

På det tidspunkt da B begik

den i 1987 pådømte kriminalitet, var han - som følge af Nykøbing Sj. Rets dom

af 31. januar 1986 - anbragt på afdelingen for sindslidende på

Amtshospitaltet,

Nykøbing Sj. Under en uledsaget udgang derfra stak han en patient ned med en

dolk. Det var således denne forbrydelse, der dannede grundlaget for hans

seneste dom til anbringelse i Sikringsanstalten ved Nykøbing Sj.

Ved skrivelse af 31. marts

1993 til Justitsministeriet ansøgte A for B om tilladelse til en udgang med

Læs alt

henblik på at besøge hans moder i hendes hjem i Odense. A oplyste, at B i

givet

fald skulle ledsages af to personalemedlemmer fra Sikringsanstalten, og at

turen formentlig ville blive gennemført i Sikringsanstaltens egen personbil,

der for yderligere at skærpe sikkerheden ville være udstyret med

mobiltelefon.

I skrivelsen anførte A endvidere følgende:

"...

Patientens psykiske tilstand

er som nævnt i en række tidligere ansøgninger uændret god, han er på den

givne

antipsykotiske medikamentelle behandling fri for produktiv psykotiske

symptomer, men fremtræder iøvrigt som en stille efterrettelig men

umiskendelig

kronificeret skizofren patient præget af nogen primitivisering og visse

ritualer. Patienten har som tidligere omtalt gennemført hundredvis af

ledsagede

udgange fuldstændigt problemfrit, og ingen af behandlerne eller afdelingens

faste personale anser det for forbundet med nogen som helst risiko at

imødekomme ansøgningen.

..."

De tidligere ansøgninger, som

A nævnte i skrivelsen, henviste bl.a. til ansøgninger, som A i foråret 1992

havde indgivet til Justitsministeriet med henblik på, at B kunne få

tilladelse

til ledsaget udgang til en tur i Tivoli.

Justitsministeriet havde

afslået sidstnævnte ansøgninger i skrivelser af 25. marts og 17. august 1992.

Ministeriet havde ved afgørelsen - og efter indhentet udtalelse fra

anklagemyndigheden - navnlig lagt vægt på turens varighed og på de

vanskeligheder, der kan opstå, når ledsagekontrol skal udøves i en større

menneskemængde.

I anledning af A's ansøgning

i skrivelsen af 31. marts 1993 udtalte Politimesteren i Z-by sig imod at

imødekomme det ansøgte. Han lagde navnlig vægt på turens varighed og på de

vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal

udøves

i en menneskemængde, som må formodes at være til stede under færgeoverfarten.

Ved skrivelse af 13. maj 1993

meddelte Justitsministeriet A følgende afgørelse:

"...

Ifølge § 3 i

Justitsministeriets cirkulære af 15. november 1977 om meddelelse af friheder

m.v. til personer, der i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 er dømt til

anbringelse i hospital for sindslidende eller institution for åndssvage,

meddeles friheder m.v. ved dom til anbringelser i Sikringsanstalten af

Justitsministeriet.

Efter cirkulærets § 1

forudsættes det, at den myndighed, der træffer afgørelse, i hvert enkelt

tilfælde - udover behandlingsmæssige hensyn - nøje overvejer de hensyn til

retssikkerheden, som har begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre

indgribende foranstaltninger.

I den anledning skal man

meddele, at Justitsministeriet efter en gennemgang af sagen ikke på nuværende

tidspunkt finder at kunne imødekomme ansøgningen om tilladelse til en udgang

til moderen i Odense.

Justitsministeriet har ved

afgørelsen blandt andet lagt vægt på, at det på baggrund af karakteren af de

forbrydelser, som den pågældende er dømt for, turens varighed samt de

vanskeligheder, der erfaringsmæssigt kan opstå, når ledsagekontrol skal

udøves

i en menneskemængde, som må formodes at være til stede under færgeoverfarten,

ikke findes forsvarligt at tillade en udgang til moderen i Odense."

Ved skrivelse af 18. maj 1993

anmodede A Justitsministeriet om at tage afgørelsen af 13. maj 1993 op til

fornyet vurdering. Til støtte for sin anmodning anførte A, at

Justitsministeriets afgørelse i den konkrete sag var i strid med afgørelser,

som Justitsministeriet tidligere havde truffet vedrørende C. Efter A's

opfattelse var B's sag "ganske analog" med C's sag. C var ved Æ

Rets

dom af 21. maj 1987 fundet skyldig i grov legemsbeskadigelse ved knivstik mod

sin moder og knivdrab af hendes samlever og således dømt til anbringelse i

Sikringsanstalten kun 4 måneder før B's seneste dom til anbringelse i

anstalten. C havde siden været overflyttet til Psykiatrisk Afdeling i Q-by,

og

tilbage til Sikringsanstalten igen.

I skrivelsen af 18. maj 1993

gjorde A Justitsministeriet opmærksom på, at ministeriet ved sine skrivelser

af

20. december 1989, 19. september 1990, 17. januar 1991, 26. november 1992 og

11. marts 1993 gav C tilladelse til ledsaget udgang med henblik på at besøge

sin moder. De to sidste tilladelser var givet efter C's tilbagevenden til

Sikringsanstalten. C's moder boede - ligesom B's moder - i Odense.

Justitsministeriet havde givet tilladelserne efter forud indhentet erklæring

fra Politimesteren i

Æ-by, der ikke havde udtalt

sig imod det ansøgte. Efter A's oplysninger var alle besøg afviklet uden

vanskeligheder.

Det var A's opfattelse, at

politimesterembederne i Æ-by og Z-by "anlægger forskellige principielle

synspunkter i vurderingen af en persons farlighed under visse

omstændigheder", hvilket udmønter sig i en "iøjnefaldende

forskelsbehandling" fra Justitsministeriets side. A argumenterede

endvidere for sin manglende forståelse af afslaget til B - særligt set i

forhold til behandlingen af C's ansøgninger - på følgende måde:

"...

Når henses til, at det herfra

vedvarende er fremhævet, at (B), når han færdes under ledsagelse, ikke på

nogen

måde vil kunne anses for personfarlig, ligesom hans evne til at smutte bort

og

gemme sig for ledsagerne realistisk må anses for negligeabel, mens der herfra

m.h.t (C) aldrig er lagt skjul på, at han indimellem har været ganske meget

psykisk svingende, men at afdelingen meget vel kan vurdere dette og tage

hensyn

dertil ved administreringen af såvel korte som lange udgange, forekommer det

yderligere uforståeligt, at den stabile og initiativfattige (B) endnu ikke,

snart seks år efter sin anbringelse, har kunnet få tilladelse til ledsaget

hjemmebesøg, mens den psykisk mere labile (C) inden for samme tidsrum har

kunnet få i alt fem sådanne besøgsrejser, oven i købet til samme politikreds,

som (B) gerne vil besøge, og til det overlevende offer for hans pådømte

forbrydelse.

Der synes her at være tale om

en så grel, øjensynlig lokalt betinget forskel i indstillingerne, at jeg

indtrængende

må appellere til Justitsministeriet om at anlægge et mere ensartet og

objektivt

overskøn og som konsekvens heraf tage afslappet på ansøgningen om besøgsrejse

til (B) op til fornyet vurdering.

..."

Ved skrivelse af 12. juli

1993 til A meddelte Justitsministeriet, at ministeriet fastholdt afgørelsen

af

13. maj 1993 med den deri angivne begrundelse. Ministeriet anførte, at

ministeriet havde lagt afgørende vægt på, at anklagemyndigheden af

retssikkerhedsmæssige grunde ikke kunne anbefale det ansøgte, og at

ministeriet

ikke ud fra en konkret vurdering af B's forhold fandt det forsvarligt at

imødekomme ansøgningen. Skrivelsen var vedlagt en udtalelse af 27. maj 1993

fra

Politimesteren i Z-by, hvoraf det fremgik, at A's skrivelse af 18. maj 1993

ikke

gav politimesteren anledning til yderligere bemærkninger, idet han ikke havde

kendskab til sagen om C.

I klagen til mig anførte A,

at han vel var klar over, at ombudsmandens muligheder for at gribe ind over

for

et administrativt skøn er begrænsede. Der var imidlertid efter A's opfattelse

tale om, at Justitsministeriet slet ikke havde anlagt et selvstændigt skøn,

men

blot "har skrevet af efter" politimesterembedet i Z-by og

Statsadvokaten for Ø.

I en udtalelse til mig i

anledning af A's klage henholdt Justitsministeriet sig til den tidligere

trufne

afgørelse.

I min afsluttende skrivelse

til A udtalte jeg følgende:

"Justitsministeriets

afgørelse er truffet efter bestemmelsen i § 3, jf. § 1 i Justitsministeriets

cirkulære af 15. november 1977 om meddelelse af friheder m.v. til personer,

der

i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 er dømt til anbringelse i hospital

for sindslidende (psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling) eller i

institution for åndssvage. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

"

§ 1.

Meddelelse af friheder m.v. forudsætter som hidtil, at den

myndighed, der træffer afgørelsen i hvert enkelt tilfælde, - udover

behandlingsmæssige hensyn - nøje overvejer de hensyn til retssikkerheden, som

har begrundet dom til anbringelse i stedet for mindre indgribende

foranstaltninger."

"

§ 3.

De i § 2 nævnte retningslinier finder ikke anvendelse ved dom

til anbringelse i sikringsanstalt. Ved sådan anbringelse kan friheder m.v.

kun

meddeles af Justitsministeriet."

Bestemmelsen i cirkulærets §

2 fastlægger, hvem (overlæge, overlæge sammen med statsadvokat, eller

Justitsministeriet) der har kompetencen til at meddele friheder mv.

Kompetencefordelingen er afhængig af det nærmere indhold af den ansøgte

frihed.

Udgang - med eller uden ledsagelse - er et eksempel på en frihed, der er

omfattet af cirkulæret.

Det fremgår af

bestemmelserne, at det - når den pågældende ansøger er anbragt på en

sikringsanstalt - er Justitsministeriet, som afgør, hvorvidt tilladelse til

frihed skal meddeles. Ved afgørelsen skal Justitsministeriet inddrage

hensynet

til retssikkerheden.

Afgørelsen af, med hvilken

vægt hensynet til retssikkerheden skal indgå og afvejes i forhold til

varetagelsen af den anbragtes interesser samt de behandlingsmæssige hensyn,

beror på en skønsmæssigt præget vurdering.

Efter de regler, der gælder

for min virksomhed, kan jeg kun kritisere en sådan afgørelse, såfremt der

foreligger særlige omstændigheder.

En sådan særlig omstændighed

kan for eksempel være, at afgørelsen er truffet i strid med en

forvaltningsretlig

lighedsgrundsætning, der afskærer ikke-sagligt begrundet forskelsbehandling.

Det fremgår af (B's) sag, at han ønsker at inddrage (C's) sag med henblik på

en

sammenligning af disse to sager.

Hertil bemærker jeg, at det

forskellige udfald af de to sager er konkret begrundet og hviler på

individuelt

foretagne bedømmelser af bl.a. personernes farlighed. Jeg har ingen særlige

forudsætninger for at vurdere sådanne spørgsmål og må derfor afstå fra at

foretage en nærmere sammenligning af (B's) sag med (C's) sag.

Jeg har således ikke grundlag

for at kritisere Justitsministeriets afgørelse i skrivelsen af 13. maj 1993.

Jeg har hæftet mig ved Justitsministeriets bemærkning i skrivelsen om, at

ministeriet "ikke på nuværende tidspunkt" fandt at kunne imødekomme

ansøgningen om tilladelse til udgang til besøg hos moderen.

Jeg finder imidlertid

anledning til at bemærke, at det umiddelbart forekommer mig mindre

tilfredsstillende, at konkrete - og i forhold til sagen tilfældige -

omstændigheder i forbindelse med rejsen skulle være udslagsgivende for (B's)

muligheder for at få tilladelse til at besøge sin mor. Jeg henviser til, at

Justitsministeriets afslag særligt er begrundet i problemerne med at udøve

ledsagekontrol på overfarten over Storebælt.

Jeg har fundet i en samtidig

skrivelse til Justitsministeriet at burde pege på følgende:

Jeg har fuld forståelse for

den konkrete fare, der kan opstå i et menneskemylder under overfarten over

Storebælt, og at det efter omstændighederne kan være vanskeligt at udøve den

fornødne ledsagekontrol. Disse vanskeligheder vil dog være betinget af de

nærmere omstændigheder, der udgør den situation, hvori kontrollen skal

udøves.

Det må i den forbindelse efter min opfattelse være relevant - eventuelt i

samarbejde med DSB - at søge at finde et rejsetidspunkt, hvor belægningen på

overfarten erfaringsmæssigt er lille, og hvor de umiddelbare og forudseelige

problemer med udøvelsen af ledsagekontrollen således er tilsvarende mindre. I

den forbindelse finder jeg at burde pege på, at der kunne være anledning til

at

undersøge, om det er muligt at etablere en ordning med DSB, således at der

til

transporter som den foreliggende stilles et lokale (eventuelt et sygerum,

hvis

et sådant findes) på Storebæltsfærgen til rådighed, hvor den person, der

transporteres,

og hans ledsagere kan opholde sig under overfarten. En anden mulighed kan

være

at søge opnået tilladelse til undtagelsesvist at forblive i køretøjet på

dækket

under overfarten.

..."

I en skrivelse af 18. marts

1994 til A anførte Justitsministeriet bl.a. følgende:

"Man skal herefter

meddele, at det er Justitsministeriets opfattelse, at de forhold, der i

ministeriets skrivelse af 13. maj 1993 er anført som begrundelse for det

meddelte afslag, fortsat bør tillægges ganske væsentlig - men ikke afgørende

-

vægt.

Efter en fornyet gennemgang

af sagen skal man imidlertid meddele, at Justitsministeriet - under

forudsætning af, at Sikringsanstalten i samarbejde med DSB finder en

tilfredsstillende løsning på de problemer, som færgeoverfarten rejser - vil

være indstillet på at meddele tilladelse til det ansøgte på følgende vilkår:

at

moderen er indforstået med besøget,

at

den pågældende er under konstant ledsagelse af 3

personalemedlemmer fra Sikringsanstalten,

at

rejsen foregår i Sikringsanstaltens bil, samt

at

politiet omgående underrettes, såfremt udgangen ikke forløber

planmæssigt."

Justitsministeriet sendte mig

kopi af skrivelsen til underretning.

Jeg meddelte

Justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Over for ministeriet pegede

jeg på, at der - i lyset af de erfaringer, der blev indvundet i den konkrete

sag - kunne være anledning til at orientere fængselsmyndighederne om en

indgået

ordning med DSB.

Lignende dokumenter