Spring til indhold

Retsinformation

Uhjemlede regionale regler om uddannelsestilbud. Ulovlig skønsbegrænsning. Regelfastsættelse i cirkulære - eller bekendtgørelsesform.

FOU nr 1993.46UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Uhjemlede regionale regler om uddannelsestilbud. Ulovlig

skønsbegrænsning. Regelfastsættelse i cirkulære - eller bekendtgørelsesform.

A klagede den 10. december

1990 over, at Arbejdsformidlingen i X by og Arbejdsmarkedsnævnet i X Amt i

afgørelser af henholdsvis 17. september og 30. oktober 1990 havde afslået

hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse som kosmetolog som et

uddannelsestilbud (UTB).

Af sagen fremgik det, at A den

6. august 1990 påbegyndte en 13 måneders uddannelse som kosmetolog på Y

Kosmetologskole. Forinden havde A senest den 10. oktober 1989 afsluttet et

arbejdstilbud. Den 18. juli 1990 havde arbejdsformidlingen efter ansøgning

bevilget A uddannelsesydelse til kosmetologuddannelsen. Da hun startede på

kosmetologskolen, erfarede hun, at nogle af de andre studerende gennemførte

uddannelsen som uddannelsestilbud. På den baggrund ansøgte A den 20. august

1990 arbejdsformidlingen om at få bevilget uddannelsen som uddannelsestilbud.

Arbejdsformidlingen i X by og

senere - efter anke - Arbejdsmarkedsnævnet i X amt afslog A's ansøgning. Som

begrundelse for afslaget henviste myndighederne

til, at der efter en særlig

regionalt fastsat regel ikke kunne godkendes individuelle uddannelsestilbud

til

uddannelser over 26 ugers varighed. Arbejdsmarkedsnævnet formulerede dette på

følgende måde:

"I følge de

retningslinier som Arbejdsformidlingen i (X by) skal godkende individuelle

UTB-forløb udfra, skal der for et individuelt UTB-forløb være tale om, at

uddannelsen skal være arbejdsmarkedsrettet og give større kompetence, og

uddannelsen skal være af 13 til 26 ugers varighed.

Arbejdsmarkedsnævnet ser

ingen grund til at ændre på den afgørelse, der er truffet af

Læs alt

Arbejdsformidlingen i (X by), idet disse retningslinier som

Arbejdsformidlingen

i (X by) har fulgt, er udstukket af Arbejdsmarkedsnævnet."

Nævnet gjorde endvidere A

opmærksom på, at dets afgørelse "(var) den endelige administrative

afgørelse, der er således ikke mulighed for at anke sagen videre i det

administrative system."

I en udtalelse af 7. februar

1991 til mig henviste arbejdsmarkedsnævnet som en yderligere begrundelse for

sin afgørelse til, at et uddannelsestilbud ikke kunne godkendes, efter at

uddannelsen var startet. En bestemmelse herom findes i indledningen til

kapitel

4 i Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære nr. 179 af 14. december 1989 om

retningslinjer for den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB).

I en skrivelse af 12.

september 1991 anmodede jeg Arbejdsministeriet om en udtalelse om de

generelle

spørgsmål, som A's sag rejste. Jeg anmodede ministeriet om at afgive sin

udtalelse efter forud indhentede erklæringer fra Arbejdsmarkedsstyrelsen og

Arbejdsformidlingsregionen i X by.

I min skrivelse havde jeg forinden

anført følgende om de regler, der i øvrigt havde betydning for A's sag:

"Kapitel 3 i

lov om arbejdstilbud til ledige

(lovbekendtgørelse

nr. 122 af 24. februar 1989 med senere ændring) indeholder nærmere regler om

uddannelsesydelse og uddannelsestilbud til ledige over 25 år. De nærmere

regler

om uddannelsestilbud findes i lovens § 10, stk. 8-12.

I lovens § 10, stk. 9, er det

bestemt, at ledige, som er under 50 år, og som har haft et arbejdstilbud

efter

§ 1, stk. 1 eller stk. 3, efter 6 måneders ledighed har ret til at modtage et

uddannelsestilbud med uddannelsesydelse, jf. § 9.

I § 10, stk. 10, er det

bestemt, at Arbejdsformidlingen giver uddannelsestilbud efter stk. 8 og 9, og

uddannelsens art og længde fastlægges ud fra den lediges forudsætninger og

ønsker og ud fra arbejdsmarkedets behov. Arbejdsministeren fastsætter ifølge

bestemmelsen de nærmere regler om ret til uddannelsestilbud efter stk. 8 og 9

og kan herunder bestemme, at administrationen af de fastsatte regler skal

varetages i et samarbejde mellem Arbejdsformidlingen og Arbejdsmarkedsnævnet.

Under henvisning til

bemyndigelsen i lovens § 10, stk. 10, har arbejdsministeren udfærdiget

bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om

arbejdstilbud m.v.

Med hensyn til uddannelsestilbud efter 1. arbejdstilbud

er det i bekendtgørelsens § 32, stk. 4, bestemt, at disse uddannelsestilbud

er

af "mindst 3 måneders og op til 1 år og 6 måneders varighed. Perioden

kan

forlænges op til 2 år, hvis uddannelsens varighed nødvendiggør dette".

I

cirkulære nr. 103 af 6. juli 1989

har Arbejdsministeriet fastsat

bestemmelser om den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB).

Cirkulærets § 5 indeholder følgende bestemmelse om prioritering:

"Inden for en udmeldt

økonomisk rammebevilling til regionen og centralt fastsatte afregningstakster

fordeles pengene i henhold til den fastlagte planlægning, idet der sker

refusion til uddannelsesinstitutionerne. Til brug for prioriteringen kan der

-

på baggrund af centrale retningslinjer herfor - fastsættes nærmere kriterier

og

vejledende regler for oprettelse af nye undervisningshold, uddannelsens

længde

og de lediges valg af uddannelse."

Yderligere har

Arbejdsmarkedsstyrelsen efter bemyndigelse fra arbejdsministeren i

cirkulære nr. 179 af 14. december 1989

fastsat retningslinjer for den regionale administration af uddannelsestilbud

(UTB). I cirkulærets kapitel 4, 2. afsnit, er det anført, at de fleste

uddannelsestilbud, der tilbydes de ledige, vil have en varighed på mellem 3

og

6 måneder, men at der er mulighed for, at et uddannelsestilbud kan være af

længere varighed. Uddannelsestilbud efter 1. arbejdstilbud kan have en

varighed

på op til 2 år.

Fra Arbejdsmarkedsnævnet for

(X) Amt har jeg modtaget et eksemplar af de særlige

regionalt fastsatte regler for Arbejdsformidlingsregion (X).

Reglerne er efter det oplyste ikke offentliggjort nogen steder, men anvendes

internt af arbejdsformidlingsmyndighederne i regionen. I reglernes s. 3 er

det

bestemt, at varigheden af "et individuelt UTB skal være mellem 13 og 26

uger, idet almindelige UTB-forløb er fastlagt til at opfylde denne

tidsnorm".

I skrivelsen præsenterede jeg

de nævnte generelle spørgsmål på følgende måde:

"1)

Den regionale regelfastsættelse:

Som det fremgår af det

foranstående, indebærer den regionalt fastsatte regel en væsentlig

begrænsning

af varigheden af et uddannelsestilbud i forhold til den bestemmelse, som

findes

i § 32, stk. 4, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse.

På den baggrund anmoder jeg

Arbejdsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt ministeriets lovbestemte

beføjelse

til regelfastsættelse på området helt eller delvis er blevet delegeret til de

regionale arbejdsformidlingsmyndigheder. I givet fald anmoder jeg om at

modtage

nærmere oplysninger om omfanget af en sådan delegation, herunder hvorvidt

delegationen omfatter adgang til for de regionale myndigheder at fastsætte

regler, der fraviger bestemmelser, som er fastsat i Arbejdsministeriets

bekendtgørelse, jf. eksemplet i den konkrete sag.

I givet fald anmoder jeg

endvidere om oplysning om, hvilke regionale myndigheder delegationen er

foretaget til, og om, hvorvidt disse myndigheder indgår i sædvanligt

administrativt hierarki i forhold til arbejdsministeren. Endvidere udbeder

jeg

mig en nærmere redegørelse for retsgrundlaget for delegationen. Jeg henviser

i

den forbindelse til, at loven alene tillægger arbejdsministeren beføjelse til

at fastsætte nærmere regler (§ 10, stk. 10, 2. pkt.) og til de begrænsninger,

der følger af de almindelige ulovbestemte regler om delegation, jf. f.eks.

Bent

Christensen Forvaltningsret, Forvaltningens opgaver og organisation 1987, 3.

del, Organisationsmagten, s. 123 ff (især s. 140 ff). I den forbindelse

bemærker jeg, at en delegation af regelfastsættelse til regionale myndigheder

-

med baggrund i den deraf afledede mulighed for forskellige regelgrundlag

regionerne imellem - må forudsætte en særlig sikker hjemmel, uanset om de

pågældende regionale myndigheder indgår i det sædvanlige administrative

hierarki under ministeren.

2)

Reglernes indhold:

Endvidere anmoder jeg

ministeriet om en udtalelse om, hvorvidt den begrænsning af den maksimale

varighed af et uddannelsestilbud, som den regionale regel indeholder, fuldt

ud

er i overensstemmelse med lovens forudsætninger om udøvelse af et konkret

skøn

i de enkelte sager om uddannelsestilbud, jf. navnlig bestemmelsen i lovens §

10, stk. 10, 1. pkt.

3)

Reglernes form:

I Justitsministeriets

vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative

forskrifter, pkt. 4 og 6, er anført følgende om anvendelse af

bekendtgørelses-

henholdsvis cirkulæreform:

"...

Bekendtgørelsesformen skal

således anvendes, hvis reglerne skal normere retsstillingen mellem borgere

indbyrdes eller pålægge borgere pligter over for det offentlige. Endvidere

bør

bekendtgørelse også anvendes, hvis reglerne går ud på at tillægge borgerne

rettigheder over for det offentlige.

...

Cirkulæreformen anvendes for

generelle tjenestebefalinger, dvs. bindende generelle forskrifter, der alene

retter sig til myndigheder. Cirkulærer og cirkulæreskrivelser må ikke

indeholde

forskrifter, der direkte normerer borgernes retsstilling.

..."

Den konkrete sag viser, at

såvel de regionalt fastsatte bestemmelser fra Arbejdsformidlingsregion (X)

som

Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære af 14. december 1989 indeholder

bestemmelser, som selvstændigt normerer retsstillingen for de personer, som

søger om uddannelsestilbud. På den baggrund anmoder jeg ministeriet om en

udtalelse om, hvorvidt ministeriet er indstillet på at søge formen for disse

regler ændret, så de udsendes og offentliggøres i bekendtgørelsesform."

I et brev af 25. september

1991 - som jeg først den 19. januar 1993 modtog fra Arbejdsministeriet -

skrev

regionschef B, AF-region (X), følgende til Arbejdsmarkedsstyrelsen:

"De har ved skrivelse af

den 20. september 1991, jfr. journalnr. ..., anmodet om yderligere

kommentarer

til afslag på individuelt UTB til (A) ...

Sagen er for regionen af

principiel karakter, idet der som beskrevet i sagens akter er tale om en

uddannelse af 13 måneders varighed, med ringe beskæftigelsesmuligheder

kombineret

med at regionen vil pålægges en betaling på 36.000 kr. af UTB-bevillingen.

Problemerne i regionen med at

finde de nødvendige ressourcer til UTB-indsatsen, har medført, at der i

(X)-regionen blev indført visse begrænsninger for UTB-indsatsen. Således blev

det blandt andet besluttet at begrænse længden af individuelle UTB til 13-26

uger. Denne specielle regel har ramt (A) - og afslaget på UTB er begrundet

med

uddannelsens længde.

Regionalt har der dog været

opmærksomhed omkring begrænsningen af individuelle UTB til højst 26 uger,

idet

denne begrænsning rammer UTB-berettigede, der ønsker at påbegynde

individuelle

UTB, uden økonomisk belastning for regionen, af mere end 26 ugers varighed.

Det

er derfor blevet besluttet, at individuelle UTB kan bevilges efter de

retningslinier, der er udstukket i loven, at individuelle UTB kan have en

varighed op til 2 år. Regionen har dog fortsat den klausul, at individuelle

UTB, der medfører økonomisk belastning for regionen (UTB-bevillingen), ikke

kan

være længere end 26 uger. Der er således ikke regionalt sket ændringer, der

kan

medføre genvurdering af (A's) sagsforløb.

Det er afslutningsvis

regionens opfattelse, at der er sket en forsvarlig vejledning af (A), idet

hendes uddannelsesvalg var afklaret, og at den konkrete sagsbehandler ikke

kunne tilbyde (A) individuelt UTB, men kun selvvalgt uddannelse med

uddannelsesydelse."

Arbejdsmarkedsstyrelsen

kommenterede de rejste generelle spørgsmål i et brev af 13. januar 1992 til

Arbejdsministeriet, som jeg ligeledes modtog den 19. januar 1993. Styrelsen

skrev bl.a. således:

"...

Angående det 1. spørgsmål kan

styrelsen oplyse, at arbejdsministeren med hjemmel i ATB-lovens § 6, stk. 1,

og

§ 13 samt i § 8, stk. 3, i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring

m.v. ved udstedelse af Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 om den

regionale administration af uddannelsestilbud (UTB) har fastsat henholdsvis

AF's og AMN'enes [arbejdsmarkedsnævnenes; min bemærkning] virksomhed i

forbindelse med regionaliseringen af administrationen af UTB-ordningen.

I henhold til cirkulærets § 1

nedsættes i tilknytning til hvert af de regionale AMN et rådgivende

UTB-udvalg.

Udvalgets sammensætning fremgår af § 9, og udvalgets og AF-regionschefens

ansvar (dvs. afgrænsning af den uddelegerede bemyndigelse i forbindelse med

regionaliseringen af administrationen af UTB-ordningen) er fastsat i § 10,

stk.

1. Efter denne bestemmelse forudsættes det, at AF-regionschefen følger

udvalgets råd og indstillinger, medmindre disse råd og indstillinger efter

AF-regionschefens vurdering fører til en administration, der

ligger uden for ATB-lovens rammer,

strider mod arbejdsministerens retningslinier, herunder

retningslinier om uddannelsernes længde samt holdstørrelse og sammensætning,

eller

i øvrigt går ud over de rammer, herunder

bevillingsmæssige, der centralt er lagt for den regionale UTB-administration.

Cirkulæret indeholder

endvidere på et overordnet plan de arbejdsopgaver, som de regionale

arbejdsmarkedsmyndigheder har fået overdraget. Der kan eksempelvis nævnes §

5,

der vedrører prioriteringen inden for den regionalt udmeldte økonomiske

rammebevilling. Det fremgår bl.a., at til brug for prioriteringen kan der -

på

baggrund af centrale retningslinier herfor - fastsættes nærmere kriterier og

vejledende regler for oprettelse af nye undervisningshold, uddannelsernes

længde og de lediges valg af uddannelse.

Arbejdsmarkedsstyrelsens

AF-cirkulære nr. 18/89 af 14. december 1989 om retningslinier for den

regionale

administration af uddannelsestilbud (UTB), der er udsendt af

Arbejdsmarkedsstyrelsen efter bemyndigelse fra arbejdsministeren, supplerer

og

uddyber det af Arbejdsministeriet udsendte cirkulære af 6. juli 1989 for så

vidt angår retningslinierne for og indholdet i de arbejdsopgaver, der er

udlagt

i forbindelse med regionaliseringen af administrationen af UTB-ordningen.

I AF-cirkulærets kapitel 2 er

fastsat grænserne for den uddelegerede bemyndigelse via en henvisning til §§

1

og 10 i Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989.

I henhold til den regionalt udlagte

administration af UTB-ordningen er Det regionale UTB-udvalg og

AF-regionschefen

bl.a. ansvarlig for, at uddannelseskapaciteten, dvs. udbuddet af

UTB-kurser/pladser i AF-regionen holder sig inden for de fra centralt hold

udmeldte økonomiske rammer og retningslinier, jf. AF-cirkulærets kapitel 4,

punkt 8.

Det følger heraf, at

arbejdsministerens lovbestemte beføjelse til regelfastsættelse hverken helt

eller delvis er uddelegeret til de regionale arbejdsmarkedsmyndigheder.

Regionalt udstedte interne retningslinier skal - for at være gyldige - have

den

fornødne hjemmel i enten fastsatte regler i ATB-loven/ATB-bekendtgørelsen

eller

i de tjenestebefalinger, der i øvrigt er udstedt af centraladministrationen.

...

For så vidt angår det 2.

spørgsmål skal styrelsen indledningsvis bemærke, at de af AMN-(X) internt

fastsatte retningslinier for godkendelse af individuelle UTB, herunder de

efterfølgende modificerede retningslinier, ikke er i overensstemmelse med

UTB-ordningens regelsæt.

Styrelsen er derudover enig med

Ombudsmanden i, at selv om de regionale arbejdsmarkedsmyndigheder havde haft

hjemmel i UTB-regelsættet til at fastsætte sådanne (indskrænkende) regler for

godkendelse af individuelle UTB, så er den valgte fremgangsmåde, dvs.

udsendelsen af interne retningslinier til den regionale og lokale AF, ud fra

almindelige forvaltningsretlige principper ikke bindende i forhold til de

borgere som reglerne reelt retter sig mod. Forvaltningsakter - forpligtende

såvel som berettigende - der retter sig mod borgerne, skal fremgå af lov

eller

bekendtgørelse (udstedt med hjemmel i en lov), der er kundgjort.

..."

I sit brev antog styrelsen om

baggrunden for de regionalt fastsatte regler, "at de økonomiske overslag

har været en medvirkende faktor til, at de regionale

arbejdsmarkedsmyndigheder

i AF-region (X) har fastsat en særlig begrænsning for godkendelse af

individuelle UTB. En begrænsning, der dog er uforenelig med

ATB-bekendtgørelsen."

Om den konkrete sag anførte

Arbejdsmarkedsstyrelsen bl.a. følgende:

"Godkendelse/afslag på

en ledigs ønske om deltagelse i et bestemt UTB-kursus eller anmodning om et

individuelt UTB skal således altid bero på en konkret vurdering af den

lediges

ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.

Styrelsen skal i denne

forbindelse henvise til den seneste høring af AF-regionen i denne sag, jf.

regionens skrivelse af 25. september 1991. I denne udtalelse anføres, at

sagen

for AF-regionen er af principiel karakter, da der er tale om en uddannelse af

13 måneders varighed med ringe beskæftigelsesmuligheder. Regionen har nu på

baggrund af en konkret vurdering i forhold til det ansøgte skønnet, at der på

det regionale arbejdsmarked ikke er behov for at uddanne ledige inden for

dette

erhvervsområde, da beskæftigelsesmuligheder for uddannede kosmetologer

regionalt er ringe. Denne skønsmæssige afgørelse er i overensstemmelse med

såvel formelle som materielle regler, jf. eksempelvis ATB-lovens § 10, stk.

10,

1. pkt."

Arbejdsmarkedsstyrelsen

anførte desuden følgende om klagereglerne på området:

"I AF-cirkulærets

kapitel 9 er angivet klagereglerne. Klager over eksempelvis UTB og UDY følger

reglerne i kapitel 24 i ATB-bekendtgørelsen. Det vil sige, at afgørelser

truffet af AF vedrørende UTB/UDY kan påklages til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Undtaget herfra er dog § 8, stk. 3, i ATB-bekendtgørelsen, der kan ankes til

AMN. Klagers anke af 11. oktober 1990 skulle således være behandlet af

styrelsen.

Selv om det ikke eksplicit

fremgår af Ombudsmandens skrivelse af 12. september 1991, må styrelsen

opfatte

henvendelsen således, at Ombudsmanden af egen drift har valgt at tage sagen

under behandling, selv om rekursadgangen formelt set ikke er udnyttet grundet

årsager, der ikke kan tilskrives klagers forhold."

Arbejdsmarkedsstyrelsen

konkluderede følgende:

"På baggrund af

nærværende sag finder styrelsen, at det over for AF-region (X) bør

tilkendegives, at de regionalt fastsatte interne regler for godkendelse af

individuelle UTB er uforenelig med UTB-regelsættet, og at de derfor skal

ophæves. Endvidere finder styrelsen, at det bør indskærpes over for de

regionale arbejdsmarkedsmyndigheder, at afgørelser om afgivelse af UTB,

herunder individuelt UTB, altid skal træffes på baggrund af en konkret

vurdering af den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets

behov.

Styrelsen skal afslutningsvis

anbefale, at ATB-bekendtgørelsen ændres, således at borgernes retsstilling på

UTB-området tydeliggøres."

Arbejdsministeriet besvarede

min skrivelse den 15. april 1992 og konkluderede,

-

at

der ikke på UTB-området var tale om delegation af ministerens

lovbestemte beføjelse til regelfastsættelse,

-

at

den regelfastsættelse, der på området var foretaget af AF-region

X, således måtte antages at være sket med baggrund i en retsvildfarelse,

-

at

det pligtmæssige skøn med disse regler - i uoverensstemmelse med

UTB-regelsættet - reelt var afskåret,

-

at

disse regler - hvis de havde haft hjemmel i lov eller

bekendtgørelse - burde have været udsendt i bekendtgørelsesform (og at den

anvendte cirkulæreform i så fald ville have haft den konsekvens, at disse

regler ikke havde været bindende i forhold til ansøgere), og endelig

-

at

ministeriet fandt Arbejdsmarkedsstyrelsens anvendelse af

cirkulæreformen korrekt, idet styrelsens cirkulære af 14. december 1989 ikke

indeholder bestemmelser, der selvstændigt regulerer borgerens retsstilling.

Ministeriet oplyste

afslutningsvis, at ministeriet "overfor AF-regionerne generelt vil

indskærpe, at man ikke anvender interne regler, der afskærer den skønsmæssige

afvejning." Ministeriet anførte endvidere, at "det specielt overfor

AF (X) (er) tilkendegivet, at de regionalt fastsatte regler ikke er i

overensstemmelse med UTB-regelsættet".

Det fremgik af materialet,

som jeg modtog den 19. januar 1993 fra Arbejdsministeriet - sammen med

udtalelserne fra AF-regionen og Arbejdsmarkedsstyrelsen - at

Arbejdsmarkedsstyrelsen i en skrivelse af 22. maj 1992 til AF-region X havde

anmodet regionen om, "at den interne regel om individuelle UTB's

varighed

ændres fra en fast til en vejledende regel, således at der i hvert enkelt

tilfælde foretages

et individuelt skøn.

"

I skrivelsen havde styrelsen

supplerende om den konkrete sag bemærket, at "klageren (blev) ikke

oprindeligt orienteret om muligheden for at gennemføre uddannelsen som et

individuelt UTB på grund af - som ministeriet ligeledes anfører - at den

interne regel administreres som

en fast

regel

, hvorved det pligtmæssige skøn om den lediges ønsker og

forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov udelades, og dette er ikke i

overensstemmelse med UTB-regelsættet."

Det fremgik endelig af det

nævnte materiale, at Arbejdsmarkedsstyrelsen samtidig med tilkendegivelsen

over

for AF-region X udsendte et cirkulære til arbejdsformidlingen som sådan med

det

samme indhold.

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"Foranlediget af

Arbejdsmarkedsstyrelsens bemærkninger om, at den konkrete sag kunne have

været

indbragt for styrelsen i medfør af Arbejdsministeriets ATB-bekendtgørelse,

kapitel 24, skal jeg indledningsvis bemærke, at min stillingtagen i sagen

alene

vedrører de principielle spørgsmål, som er nævnt ovenfor, og ikke den

konkrete

afgørelse i Deres sag. Jeg henviser i den forbindelse til ombudsmandslovens §

6, stk. 3, som er sålydende:

"Klage over afgørelser,

der kan ændres af højere administrativ myndighed, kan ikke indgives til

ombudsmanden, forinden den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen.

Den

i stk. 2 nævnte frist regnes da fra denne myndigheds afgørelse."

Ved modtagelsen af Deres

klage over arbejdsmarkedsnævnets afgørelse i skrivelsen af 30. oktober 1990

burde jeg have afvist at indlede en undersøgelse af klagen, da betingelsen om

udnyttelse af muligheden for at klage til højere myndighed ikke var opfyldt.

Når jeg ikke afviste at undersøge Deres klage over afgørelsen, skyldtes det,

at

arbejdsmarkedsnævnet i afgørelsen havde anført, at nævnets afgørelse var den

endelige administrative afgørelse i sagen, hvilket var underbygget af, at

nævnet ikke havde angivet nogle klagemuligheder, jf. forvaltningslovens § 25.

Da Arbejdsmarkedsstyrelsen

heller ikke under det senere sagsforløb har taget stilling til de konkrete

afgørelser fra arbejdsformidlingen og arbejdsmarkedsnævnet i skrivelser af

henholdsvis 17. september og 30. oktober 1990, må jeg som nævnt undlade at

udtale mig herom.

Som det fremgår af den

foranstående sagsfremstilling, har såvel Arbejdsmarkedsstyrelsen som

Arbejdsministeriet i anledning af min skrivelse af 12. september 1991 dog

udtalt sig generelt om retsgrundlaget for de regionale

arbejdsmarkedsmyndigheders afgørelser og herved underkendt disses

retsopfattelse

på væsentlige punkter. Jeg har derfor samtidig hermed meddelt

Arbejdsministeriet og Arbejdsmarkedsstyrelsen, at jeg går ud fra, at

myndighederne nu vil foranledige, at Deres sag bliver behandlet på ny.

Med henblik herpå har jeg

samtidig hermed oversendt Deres klage af 10. december 1990 og Deres øvrige

breve til mig til Arbejdsmarkedsstyrelsen sammen med sagens akter. Jeg beder

Dem afvente resultatet af den fornyede behandling, før De tager stilling til,

om der igen er grundlag for at indbringe sagen for mig.

Om myndighedernes besvarelse

af de generelle spørgsmål, som jeg rejste i skrivelsen af 12. september 1991,

skal jeg i øvrigt bemærke følgende:

Vedrørende den regionale

regelfastsættelse:

Den opfattelse, som

Arbejdsmarkedsstyrelsen og ministeriet har givet udtryk for, hvorefter den

regionale regelfastsættelse i AF-region (X) er sket uden hjemmel, kan jeg

tilslutte mig. Jeg finder dette forhold uheldigt og har gjort de regionale

myndigheder bekendt med min opfattelse. Jeg har endvidere noteret mig, at

Arbejdsmarkedsstyrelsen - på ministeriets foranledning - direkte over for

regionen har tilkendegivet, at regelfastsættelsen er uhjemlet, og foretager

på

denne baggrund ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

Vedrørende reglernes indhold:

Jeg kan tilslutte mig

Arbejdsmarkedsstyrelsens og ministeriets opfattelse, hvorefter den

begrænsning

af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale regel

indeholder, begrænser rammerne for det pligtmæssige skøn, der er fastsat i

lovens § 10, stk. 10, jf. dagældende bekendtgørelses § 32, stk. 4. Jeg finder

dette forhold kritisabelt og har gjort de regionale myndigheder bekendt med

min

opfattelse. Da Arbejdsmarkedsstyrelsen har gjort regionen opmærksom på

forholdet, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål. Jeg bemærker

i

den forbindelse, at jeg ikke har taget stilling til indholdet af det

cirkulære

af 22. maj 1992 (AF 5/92), som styrelsen - med baggrund i Deres sag - har

udsendt til arbejdsformidlingen som sådan.

Vedrørende reglernes form:

I indledningen til kapitel 4

i Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære nr. 179 af 14. december 1989 er som

tidligere refereret bl.a. anført følgende:

"Det skal understreges,

at et påbegyndt eller gennemført uddannelsesforløb ikke efterfølgende kan

godkendes som et UTB".

Arbejdsmarkedsstyrelsens og

ministeriets generelle bemærkninger om, hvornår henholdsvis bekendtgørelses-

og

cirkulæreformen skal anvendes, giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Derimod kan jeg ikke være enig med ministeriet i, at Arbejdsmarkedsstyrelsens

cirkulære af 14. december 1989 udelukkende er en tjenestebefaling og derfor

ikke indeholder bestemmelser, der selvstændigt regulerer borgernes

retsstilling. Jeg henviser herved - som i min skrivelse af 12. september 1991

-

til den bestemmelse, som er citeret ovenfor, hvorefter et uddannelsestilbud

ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Jeg henviser tillige

til,

at Arbejdsmarkedsnævnet i (X) Amt som en yderligere begrundelse for afslaget

til Dem har henvist hertil. Jeg har gjort Arbejdsmarkedsstyrelsen og

ministeriet bekendt med min opfattelse.

På baggrund af det anførte

har jeg henstillet til ministeriet at foranledige, at den nævnte regel

bekendtgøres i overensstemmelse med de retningslinier, som er indeholdt i

Justitsministeriets vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter.

..."

I skrivelse af 9. juli 1993

kommenterede Arbejdsministeriet min henstilling. Ministeriet anførte bl.a.,

at

det var ministeriets opfattelse, at Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære af 14.

december 1989 ikke selvstændigt regulerer borgernes retsstilling og som sådan

ikke forudsætter bekendtgørelse.

I mit svar til ministeriet

fastholdt jeg den opfattelse, jeg havde givet udtryk for i min udtalelse i

sagen. Da reglerne om UTB - efter at de afgørelser, der dannede grundlag for

min udtalelse og henstilling var truffet - var ændret, foretog jeg imidlertid

ikke videre i sagen.

Lignende dokumenter