Uhjemlede regionale regler om uddannelsestilbud. Ulovlig skønsbegrænsning. Regelfastsættelse i cirkulære - eller bekendtgørelsesform.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Uhjemlede regionale regler om uddannelsestilbud. Ulovlig
skønsbegrænsning. Regelfastsættelse i cirkulære - eller bekendtgørelsesform.
A klagede den 10. december
1990 over, at Arbejdsformidlingen i X by og Arbejdsmarkedsnævnet i X Amt i
afgørelser af henholdsvis 17. september og 30. oktober 1990 havde afslået
hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse som kosmetolog som et
uddannelsestilbud (UTB).
Af sagen fremgik det, at A den
6. august 1990 påbegyndte en 13 måneders uddannelse som kosmetolog på Y
Kosmetologskole. Forinden havde A senest den 10. oktober 1989 afsluttet et
arbejdstilbud. Den 18. juli 1990 havde arbejdsformidlingen efter ansøgning
bevilget A uddannelsesydelse til kosmetologuddannelsen. Da hun startede på
kosmetologskolen, erfarede hun, at nogle af de andre studerende gennemførte
uddannelsen som uddannelsestilbud. På den baggrund ansøgte A den 20. august
1990 arbejdsformidlingen om at få bevilget uddannelsen som uddannelsestilbud.
Arbejdsformidlingen i X by og
senere - efter anke - Arbejdsmarkedsnævnet i X amt afslog A's ansøgning. Som
begrundelse for afslaget henviste myndighederne
til, at der efter en særlig
regionalt fastsat regel ikke kunne godkendes individuelle uddannelsestilbud
til
uddannelser over 26 ugers varighed. Arbejdsmarkedsnævnet formulerede dette på
følgende måde:
"I følge de
retningslinier som Arbejdsformidlingen i (X by) skal godkende individuelle
UTB-forløb udfra, skal der for et individuelt UTB-forløb være tale om, at
uddannelsen skal være arbejdsmarkedsrettet og give større kompetence, og
uddannelsen skal være af 13 til 26 ugers varighed.
Arbejdsmarkedsnævnet ser
ingen grund til at ændre på den afgørelse, der er truffet af
Læs alt
Arbejdsformidlingen i (X by), idet disse retningslinier som
Arbejdsformidlingen
i (X by) har fulgt, er udstukket af Arbejdsmarkedsnævnet."
Nævnet gjorde endvidere A
opmærksom på, at dets afgørelse "(var) den endelige administrative
afgørelse, der er således ikke mulighed for at anke sagen videre i det
administrative system."
I en udtalelse af 7. februar
1991 til mig henviste arbejdsmarkedsnævnet som en yderligere begrundelse for
sin afgørelse til, at et uddannelsestilbud ikke kunne godkendes, efter at
uddannelsen var startet. En bestemmelse herom findes i indledningen til
kapitel
4 i Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære nr. 179 af 14. december 1989 om
retningslinjer for den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB).
I en skrivelse af 12.
september 1991 anmodede jeg Arbejdsministeriet om en udtalelse om de
generelle
spørgsmål, som A's sag rejste. Jeg anmodede ministeriet om at afgive sin
udtalelse efter forud indhentede erklæringer fra Arbejdsmarkedsstyrelsen og
Arbejdsformidlingsregionen i X by.
I min skrivelse havde jeg forinden
anført følgende om de regler, der i øvrigt havde betydning for A's sag:
"Kapitel 3 i
lov om arbejdstilbud til ledige
(lovbekendtgørelse
nr. 122 af 24. februar 1989 med senere ændring) indeholder nærmere regler om
uddannelsesydelse og uddannelsestilbud til ledige over 25 år. De nærmere
regler
om uddannelsestilbud findes i lovens § 10, stk. 8-12.
I lovens § 10, stk. 9, er det
bestemt, at ledige, som er under 50 år, og som har haft et arbejdstilbud
efter
§ 1, stk. 1 eller stk. 3, efter 6 måneders ledighed har ret til at modtage et
uddannelsestilbud med uddannelsesydelse, jf. § 9.
I § 10, stk. 10, er det
bestemt, at Arbejdsformidlingen giver uddannelsestilbud efter stk. 8 og 9, og
uddannelsens art og længde fastlægges ud fra den lediges forudsætninger og
ønsker og ud fra arbejdsmarkedets behov. Arbejdsministeren fastsætter ifølge
bestemmelsen de nærmere regler om ret til uddannelsestilbud efter stk. 8 og 9
og kan herunder bestemme, at administrationen af de fastsatte regler skal
varetages i et samarbejde mellem Arbejdsformidlingen og Arbejdsmarkedsnævnet.
Under henvisning til
bemyndigelsen i lovens § 10, stk. 10, har arbejdsministeren udfærdiget
bekendtgørelse nr. 403 af 30. maj 1989 om
arbejdstilbud m.v.
Med hensyn til uddannelsestilbud efter 1. arbejdstilbud
er det i bekendtgørelsens § 32, stk. 4, bestemt, at disse uddannelsestilbud
er
af "mindst 3 måneders og op til 1 år og 6 måneders varighed. Perioden
kan
forlænges op til 2 år, hvis uddannelsens varighed nødvendiggør dette".
I
cirkulære nr. 103 af 6. juli 1989
har Arbejdsministeriet fastsat
bestemmelser om den regionale administration af uddannelsestilbud (UTB).
Cirkulærets § 5 indeholder følgende bestemmelse om prioritering:
"Inden for en udmeldt
økonomisk rammebevilling til regionen og centralt fastsatte afregningstakster
fordeles pengene i henhold til den fastlagte planlægning, idet der sker
refusion til uddannelsesinstitutionerne. Til brug for prioriteringen kan der
-
på baggrund af centrale retningslinjer herfor - fastsættes nærmere kriterier
og
vejledende regler for oprettelse af nye undervisningshold, uddannelsens
længde
og de lediges valg af uddannelse."
Yderligere har
Arbejdsmarkedsstyrelsen efter bemyndigelse fra arbejdsministeren i
cirkulære nr. 179 af 14. december 1989
fastsat retningslinjer for den regionale administration af uddannelsestilbud
(UTB). I cirkulærets kapitel 4, 2. afsnit, er det anført, at de fleste
uddannelsestilbud, der tilbydes de ledige, vil have en varighed på mellem 3
og
6 måneder, men at der er mulighed for, at et uddannelsestilbud kan være af
længere varighed. Uddannelsestilbud efter 1. arbejdstilbud kan have en
varighed
på op til 2 år.
Fra Arbejdsmarkedsnævnet for
(X) Amt har jeg modtaget et eksemplar af de særlige
regionalt fastsatte regler for Arbejdsformidlingsregion (X).
Reglerne er efter det oplyste ikke offentliggjort nogen steder, men anvendes
internt af arbejdsformidlingsmyndighederne i regionen. I reglernes s. 3 er
det
bestemt, at varigheden af "et individuelt UTB skal være mellem 13 og 26
uger, idet almindelige UTB-forløb er fastlagt til at opfylde denne
tidsnorm".
I skrivelsen præsenterede jeg
de nævnte generelle spørgsmål på følgende måde:
"1)
Den regionale regelfastsættelse:
Som det fremgår af det
foranstående, indebærer den regionalt fastsatte regel en væsentlig
begrænsning
af varigheden af et uddannelsestilbud i forhold til den bestemmelse, som
findes
i § 32, stk. 4, i Arbejdsministeriets bekendtgørelse.
På den baggrund anmoder jeg
Arbejdsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt ministeriets lovbestemte
beføjelse
til regelfastsættelse på området helt eller delvis er blevet delegeret til de
regionale arbejdsformidlingsmyndigheder. I givet fald anmoder jeg om at
modtage
nærmere oplysninger om omfanget af en sådan delegation, herunder hvorvidt
delegationen omfatter adgang til for de regionale myndigheder at fastsætte
regler, der fraviger bestemmelser, som er fastsat i Arbejdsministeriets
bekendtgørelse, jf. eksemplet i den konkrete sag.
I givet fald anmoder jeg
endvidere om oplysning om, hvilke regionale myndigheder delegationen er
foretaget til, og om, hvorvidt disse myndigheder indgår i sædvanligt
administrativt hierarki i forhold til arbejdsministeren. Endvidere udbeder
jeg
mig en nærmere redegørelse for retsgrundlaget for delegationen. Jeg henviser
i
den forbindelse til, at loven alene tillægger arbejdsministeren beføjelse til
at fastsætte nærmere regler (§ 10, stk. 10, 2. pkt.) og til de begrænsninger,
der følger af de almindelige ulovbestemte regler om delegation, jf. f.eks.
Bent
Christensen Forvaltningsret, Forvaltningens opgaver og organisation 1987, 3.
del, Organisationsmagten, s. 123 ff (især s. 140 ff). I den forbindelse
bemærker jeg, at en delegation af regelfastsættelse til regionale myndigheder
-
med baggrund i den deraf afledede mulighed for forskellige regelgrundlag
regionerne imellem - må forudsætte en særlig sikker hjemmel, uanset om de
pågældende regionale myndigheder indgår i det sædvanlige administrative
hierarki under ministeren.
2)
Reglernes indhold:
Endvidere anmoder jeg
ministeriet om en udtalelse om, hvorvidt den begrænsning af den maksimale
varighed af et uddannelsestilbud, som den regionale regel indeholder, fuldt
ud
er i overensstemmelse med lovens forudsætninger om udøvelse af et konkret
skøn
i de enkelte sager om uddannelsestilbud, jf. navnlig bestemmelsen i lovens §
10, stk. 10, 1. pkt.
3)
Reglernes form:
I Justitsministeriets
vejledning nr. 153 af 22. september 1987 om udarbejdelse af administrative
forskrifter, pkt. 4 og 6, er anført følgende om anvendelse af
bekendtgørelses-
henholdsvis cirkulæreform:
"...
Bekendtgørelsesformen skal
således anvendes, hvis reglerne skal normere retsstillingen mellem borgere
indbyrdes eller pålægge borgere pligter over for det offentlige. Endvidere
bør
bekendtgørelse også anvendes, hvis reglerne går ud på at tillægge borgerne
rettigheder over for det offentlige.
...
Cirkulæreformen anvendes for
generelle tjenestebefalinger, dvs. bindende generelle forskrifter, der alene
retter sig til myndigheder. Cirkulærer og cirkulæreskrivelser må ikke
indeholde
forskrifter, der direkte normerer borgernes retsstilling.
..."
Den konkrete sag viser, at
såvel de regionalt fastsatte bestemmelser fra Arbejdsformidlingsregion (X)
som
Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære af 14. december 1989 indeholder
bestemmelser, som selvstændigt normerer retsstillingen for de personer, som
søger om uddannelsestilbud. På den baggrund anmoder jeg ministeriet om en
udtalelse om, hvorvidt ministeriet er indstillet på at søge formen for disse
regler ændret, så de udsendes og offentliggøres i bekendtgørelsesform."
I et brev af 25. september
1991 - som jeg først den 19. januar 1993 modtog fra Arbejdsministeriet -
skrev
regionschef B, AF-region (X), følgende til Arbejdsmarkedsstyrelsen:
"De har ved skrivelse af
den 20. september 1991, jfr. journalnr. ..., anmodet om yderligere
kommentarer
til afslag på individuelt UTB til (A) ...
Sagen er for regionen af
principiel karakter, idet der som beskrevet i sagens akter er tale om en
uddannelse af 13 måneders varighed, med ringe beskæftigelsesmuligheder
kombineret
med at regionen vil pålægges en betaling på 36.000 kr. af UTB-bevillingen.
Problemerne i regionen med at
finde de nødvendige ressourcer til UTB-indsatsen, har medført, at der i
(X)-regionen blev indført visse begrænsninger for UTB-indsatsen. Således blev
det blandt andet besluttet at begrænse længden af individuelle UTB til 13-26
uger. Denne specielle regel har ramt (A) - og afslaget på UTB er begrundet
med
uddannelsens længde.
Regionalt har der dog været
opmærksomhed omkring begrænsningen af individuelle UTB til højst 26 uger,
idet
denne begrænsning rammer UTB-berettigede, der ønsker at påbegynde
individuelle
UTB, uden økonomisk belastning for regionen, af mere end 26 ugers varighed.
Det
er derfor blevet besluttet, at individuelle UTB kan bevilges efter de
retningslinier, der er udstukket i loven, at individuelle UTB kan have en
varighed op til 2 år. Regionen har dog fortsat den klausul, at individuelle
UTB, der medfører økonomisk belastning for regionen (UTB-bevillingen), ikke
kan
være længere end 26 uger. Der er således ikke regionalt sket ændringer, der
kan
medføre genvurdering af (A's) sagsforløb.
Det er afslutningsvis
regionens opfattelse, at der er sket en forsvarlig vejledning af (A), idet
hendes uddannelsesvalg var afklaret, og at den konkrete sagsbehandler ikke
kunne tilbyde (A) individuelt UTB, men kun selvvalgt uddannelse med
uddannelsesydelse."
Arbejdsmarkedsstyrelsen
kommenterede de rejste generelle spørgsmål i et brev af 13. januar 1992 til
Arbejdsministeriet, som jeg ligeledes modtog den 19. januar 1993. Styrelsen
skrev bl.a. således:
"...
Angående det 1. spørgsmål kan
styrelsen oplyse, at arbejdsministeren med hjemmel i ATB-lovens § 6, stk. 1,
og
§ 13 samt i § 8, stk. 3, i lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring
m.v. ved udstedelse af Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989 om den
regionale administration af uddannelsestilbud (UTB) har fastsat henholdsvis
AF's og AMN'enes [arbejdsmarkedsnævnenes; min bemærkning] virksomhed i
forbindelse med regionaliseringen af administrationen af UTB-ordningen.
I henhold til cirkulærets § 1
nedsættes i tilknytning til hvert af de regionale AMN et rådgivende
UTB-udvalg.
Udvalgets sammensætning fremgår af § 9, og udvalgets og AF-regionschefens
ansvar (dvs. afgrænsning af den uddelegerede bemyndigelse i forbindelse med
regionaliseringen af administrationen af UTB-ordningen) er fastsat i § 10,
stk.
1. Efter denne bestemmelse forudsættes det, at AF-regionschefen følger
udvalgets råd og indstillinger, medmindre disse råd og indstillinger efter
AF-regionschefens vurdering fører til en administration, der
ligger uden for ATB-lovens rammer,
strider mod arbejdsministerens retningslinier, herunder
retningslinier om uddannelsernes længde samt holdstørrelse og sammensætning,
eller
i øvrigt går ud over de rammer, herunder
bevillingsmæssige, der centralt er lagt for den regionale UTB-administration.
Cirkulæret indeholder
endvidere på et overordnet plan de arbejdsopgaver, som de regionale
arbejdsmarkedsmyndigheder har fået overdraget. Der kan eksempelvis nævnes §
5,
der vedrører prioriteringen inden for den regionalt udmeldte økonomiske
rammebevilling. Det fremgår bl.a., at til brug for prioriteringen kan der -
på
baggrund af centrale retningslinier herfor - fastsættes nærmere kriterier og
vejledende regler for oprettelse af nye undervisningshold, uddannelsernes
længde og de lediges valg af uddannelse.
Arbejdsmarkedsstyrelsens
AF-cirkulære nr. 18/89 af 14. december 1989 om retningslinier for den
regionale
administration af uddannelsestilbud (UTB), der er udsendt af
Arbejdsmarkedsstyrelsen efter bemyndigelse fra arbejdsministeren, supplerer
og
uddyber det af Arbejdsministeriet udsendte cirkulære af 6. juli 1989 for så
vidt angår retningslinierne for og indholdet i de arbejdsopgaver, der er
udlagt
i forbindelse med regionaliseringen af administrationen af UTB-ordningen.
I AF-cirkulærets kapitel 2 er
fastsat grænserne for den uddelegerede bemyndigelse via en henvisning til §§
1
og 10 i Arbejdsministeriets cirkulære af 6. juli 1989.
I henhold til den regionalt udlagte
administration af UTB-ordningen er Det regionale UTB-udvalg og
AF-regionschefen
bl.a. ansvarlig for, at uddannelseskapaciteten, dvs. udbuddet af
UTB-kurser/pladser i AF-regionen holder sig inden for de fra centralt hold
udmeldte økonomiske rammer og retningslinier, jf. AF-cirkulærets kapitel 4,
punkt 8.
Det følger heraf, at
arbejdsministerens lovbestemte beføjelse til regelfastsættelse hverken helt
eller delvis er uddelegeret til de regionale arbejdsmarkedsmyndigheder.
Regionalt udstedte interne retningslinier skal - for at være gyldige - have
den
fornødne hjemmel i enten fastsatte regler i ATB-loven/ATB-bekendtgørelsen
eller
i de tjenestebefalinger, der i øvrigt er udstedt af centraladministrationen.
...
For så vidt angår det 2.
spørgsmål skal styrelsen indledningsvis bemærke, at de af AMN-(X) internt
fastsatte retningslinier for godkendelse af individuelle UTB, herunder de
efterfølgende modificerede retningslinier, ikke er i overensstemmelse med
UTB-ordningens regelsæt.
Styrelsen er derudover enig med
Ombudsmanden i, at selv om de regionale arbejdsmarkedsmyndigheder havde haft
hjemmel i UTB-regelsættet til at fastsætte sådanne (indskrænkende) regler for
godkendelse af individuelle UTB, så er den valgte fremgangsmåde, dvs.
udsendelsen af interne retningslinier til den regionale og lokale AF, ud fra
almindelige forvaltningsretlige principper ikke bindende i forhold til de
borgere som reglerne reelt retter sig mod. Forvaltningsakter - forpligtende
såvel som berettigende - der retter sig mod borgerne, skal fremgå af lov
eller
bekendtgørelse (udstedt med hjemmel i en lov), der er kundgjort.
..."
I sit brev antog styrelsen om
baggrunden for de regionalt fastsatte regler, "at de økonomiske overslag
har været en medvirkende faktor til, at de regionale
arbejdsmarkedsmyndigheder
i AF-region (X) har fastsat en særlig begrænsning for godkendelse af
individuelle UTB. En begrænsning, der dog er uforenelig med
ATB-bekendtgørelsen."
Om den konkrete sag anførte
Arbejdsmarkedsstyrelsen bl.a. følgende:
"Godkendelse/afslag på
en ledigs ønske om deltagelse i et bestemt UTB-kursus eller anmodning om et
individuelt UTB skal således altid bero på en konkret vurdering af den
lediges
ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov.
Styrelsen skal i denne
forbindelse henvise til den seneste høring af AF-regionen i denne sag, jf.
regionens skrivelse af 25. september 1991. I denne udtalelse anføres, at
sagen
for AF-regionen er af principiel karakter, da der er tale om en uddannelse af
13 måneders varighed med ringe beskæftigelsesmuligheder. Regionen har nu på
baggrund af en konkret vurdering i forhold til det ansøgte skønnet, at der på
det regionale arbejdsmarked ikke er behov for at uddanne ledige inden for
dette
erhvervsområde, da beskæftigelsesmuligheder for uddannede kosmetologer
regionalt er ringe. Denne skønsmæssige afgørelse er i overensstemmelse med
såvel formelle som materielle regler, jf. eksempelvis ATB-lovens § 10, stk.
10,
1. pkt."
Arbejdsmarkedsstyrelsen
anførte desuden følgende om klagereglerne på området:
"I AF-cirkulærets
kapitel 9 er angivet klagereglerne. Klager over eksempelvis UTB og UDY følger
reglerne i kapitel 24 i ATB-bekendtgørelsen. Det vil sige, at afgørelser
truffet af AF vedrørende UTB/UDY kan påklages til Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Undtaget herfra er dog § 8, stk. 3, i ATB-bekendtgørelsen, der kan ankes til
AMN. Klagers anke af 11. oktober 1990 skulle således være behandlet af
styrelsen.
Selv om det ikke eksplicit
fremgår af Ombudsmandens skrivelse af 12. september 1991, må styrelsen
opfatte
henvendelsen således, at Ombudsmanden af egen drift har valgt at tage sagen
under behandling, selv om rekursadgangen formelt set ikke er udnyttet grundet
årsager, der ikke kan tilskrives klagers forhold."
Arbejdsmarkedsstyrelsen
konkluderede følgende:
"På baggrund af
nærværende sag finder styrelsen, at det over for AF-region (X) bør
tilkendegives, at de regionalt fastsatte interne regler for godkendelse af
individuelle UTB er uforenelig med UTB-regelsættet, og at de derfor skal
ophæves. Endvidere finder styrelsen, at det bør indskærpes over for de
regionale arbejdsmarkedsmyndigheder, at afgørelser om afgivelse af UTB,
herunder individuelt UTB, altid skal træffes på baggrund af en konkret
vurdering af den lediges ønsker og forudsætninger samt arbejdsmarkedets
behov.
Styrelsen skal afslutningsvis
anbefale, at ATB-bekendtgørelsen ændres, således at borgernes retsstilling på
UTB-området tydeliggøres."
Arbejdsministeriet besvarede
min skrivelse den 15. april 1992 og konkluderede,
-
at
der ikke på UTB-området var tale om delegation af ministerens
lovbestemte beføjelse til regelfastsættelse,
-
at
den regelfastsættelse, der på området var foretaget af AF-region
X, således måtte antages at være sket med baggrund i en retsvildfarelse,
-
at
det pligtmæssige skøn med disse regler - i uoverensstemmelse med
UTB-regelsættet - reelt var afskåret,
-
at
disse regler - hvis de havde haft hjemmel i lov eller
bekendtgørelse - burde have været udsendt i bekendtgørelsesform (og at den
anvendte cirkulæreform i så fald ville have haft den konsekvens, at disse
regler ikke havde været bindende i forhold til ansøgere), og endelig
-
at
ministeriet fandt Arbejdsmarkedsstyrelsens anvendelse af
cirkulæreformen korrekt, idet styrelsens cirkulære af 14. december 1989 ikke
indeholder bestemmelser, der selvstændigt regulerer borgerens retsstilling.
Ministeriet oplyste
afslutningsvis, at ministeriet "overfor AF-regionerne generelt vil
indskærpe, at man ikke anvender interne regler, der afskærer den skønsmæssige
afvejning." Ministeriet anførte endvidere, at "det specielt overfor
AF (X) (er) tilkendegivet, at de regionalt fastsatte regler ikke er i
overensstemmelse med UTB-regelsættet".
Det fremgik af materialet,
som jeg modtog den 19. januar 1993 fra Arbejdsministeriet - sammen med
udtalelserne fra AF-regionen og Arbejdsmarkedsstyrelsen - at
Arbejdsmarkedsstyrelsen i en skrivelse af 22. maj 1992 til AF-region X havde
anmodet regionen om, "at den interne regel om individuelle UTB's
varighed
ændres fra en fast til en vejledende regel, således at der i hvert enkelt
tilfælde foretages
et individuelt skøn.
"
I skrivelsen havde styrelsen
supplerende om den konkrete sag bemærket, at "klageren (blev) ikke
oprindeligt orienteret om muligheden for at gennemføre uddannelsen som et
individuelt UTB på grund af - som ministeriet ligeledes anfører - at den
interne regel administreres som
en fast
regel
, hvorved det pligtmæssige skøn om den lediges ønsker og
forudsætninger samt arbejdsmarkedets behov udelades, og dette er ikke i
overensstemmelse med UTB-regelsættet."
Det fremgik endelig af det
nævnte materiale, at Arbejdsmarkedsstyrelsen samtidig med tilkendegivelsen
over
for AF-region X udsendte et cirkulære til arbejdsformidlingen som sådan med
det
samme indhold.
I et brev til A udtalte jeg
herefter følgende:
"Foranlediget af
Arbejdsmarkedsstyrelsens bemærkninger om, at den konkrete sag kunne have
været
indbragt for styrelsen i medfør af Arbejdsministeriets ATB-bekendtgørelse,
kapitel 24, skal jeg indledningsvis bemærke, at min stillingtagen i sagen
alene
vedrører de principielle spørgsmål, som er nævnt ovenfor, og ikke den
konkrete
afgørelse i Deres sag. Jeg henviser i den forbindelse til ombudsmandslovens §
6, stk. 3, som er sålydende:
"Klage over afgørelser,
der kan ændres af højere administrativ myndighed, kan ikke indgives til
ombudsmanden, forinden den højere myndighed har truffet afgørelse i sagen.
Den
i stk. 2 nævnte frist regnes da fra denne myndigheds afgørelse."
Ved modtagelsen af Deres
klage over arbejdsmarkedsnævnets afgørelse i skrivelsen af 30. oktober 1990
burde jeg have afvist at indlede en undersøgelse af klagen, da betingelsen om
udnyttelse af muligheden for at klage til højere myndighed ikke var opfyldt.
Når jeg ikke afviste at undersøge Deres klage over afgørelsen, skyldtes det,
at
arbejdsmarkedsnævnet i afgørelsen havde anført, at nævnets afgørelse var den
endelige administrative afgørelse i sagen, hvilket var underbygget af, at
nævnet ikke havde angivet nogle klagemuligheder, jf. forvaltningslovens § 25.
Da Arbejdsmarkedsstyrelsen
heller ikke under det senere sagsforløb har taget stilling til de konkrete
afgørelser fra arbejdsformidlingen og arbejdsmarkedsnævnet i skrivelser af
henholdsvis 17. september og 30. oktober 1990, må jeg som nævnt undlade at
udtale mig herom.
Som det fremgår af den
foranstående sagsfremstilling, har såvel Arbejdsmarkedsstyrelsen som
Arbejdsministeriet i anledning af min skrivelse af 12. september 1991 dog
udtalt sig generelt om retsgrundlaget for de regionale
arbejdsmarkedsmyndigheders afgørelser og herved underkendt disses
retsopfattelse
på væsentlige punkter. Jeg har derfor samtidig hermed meddelt
Arbejdsministeriet og Arbejdsmarkedsstyrelsen, at jeg går ud fra, at
myndighederne nu vil foranledige, at Deres sag bliver behandlet på ny.
Med henblik herpå har jeg
samtidig hermed oversendt Deres klage af 10. december 1990 og Deres øvrige
breve til mig til Arbejdsmarkedsstyrelsen sammen med sagens akter. Jeg beder
Dem afvente resultatet af den fornyede behandling, før De tager stilling til,
om der igen er grundlag for at indbringe sagen for mig.
Om myndighedernes besvarelse
af de generelle spørgsmål, som jeg rejste i skrivelsen af 12. september 1991,
skal jeg i øvrigt bemærke følgende:
Vedrørende den regionale
regelfastsættelse:
Den opfattelse, som
Arbejdsmarkedsstyrelsen og ministeriet har givet udtryk for, hvorefter den
regionale regelfastsættelse i AF-region (X) er sket uden hjemmel, kan jeg
tilslutte mig. Jeg finder dette forhold uheldigt og har gjort de regionale
myndigheder bekendt med min opfattelse. Jeg har endvidere noteret mig, at
Arbejdsmarkedsstyrelsen - på ministeriets foranledning - direkte over for
regionen har tilkendegivet, at regelfastsættelsen er uhjemlet, og foretager
på
denne baggrund ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
Vedrørende reglernes indhold:
Jeg kan tilslutte mig
Arbejdsmarkedsstyrelsens og ministeriets opfattelse, hvorefter den
begrænsning
af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale regel
indeholder, begrænser rammerne for det pligtmæssige skøn, der er fastsat i
lovens § 10, stk. 10, jf. dagældende bekendtgørelses § 32, stk. 4. Jeg finder
dette forhold kritisabelt og har gjort de regionale myndigheder bekendt med
min
opfattelse. Da Arbejdsmarkedsstyrelsen har gjort regionen opmærksom på
forholdet, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål. Jeg bemærker
i
den forbindelse, at jeg ikke har taget stilling til indholdet af det
cirkulære
af 22. maj 1992 (AF 5/92), som styrelsen - med baggrund i Deres sag - har
udsendt til arbejdsformidlingen som sådan.
Vedrørende reglernes form:
I indledningen til kapitel 4
i Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære nr. 179 af 14. december 1989 er som
tidligere refereret bl.a. anført følgende:
"Det skal understreges,
at et påbegyndt eller gennemført uddannelsesforløb ikke efterfølgende kan
godkendes som et UTB".
Arbejdsmarkedsstyrelsens og
ministeriets generelle bemærkninger om, hvornår henholdsvis bekendtgørelses-
og
cirkulæreformen skal anvendes, giver mig ikke anledning til bemærkninger.
Derimod kan jeg ikke være enig med ministeriet i, at Arbejdsmarkedsstyrelsens
cirkulære af 14. december 1989 udelukkende er en tjenestebefaling og derfor
ikke indeholder bestemmelser, der selvstændigt regulerer borgernes
retsstilling. Jeg henviser herved - som i min skrivelse af 12. september 1991
-
til den bestemmelse, som er citeret ovenfor, hvorefter et uddannelsestilbud
ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Jeg henviser tillige
til,
at Arbejdsmarkedsnævnet i (X) Amt som en yderligere begrundelse for afslaget
til Dem har henvist hertil. Jeg har gjort Arbejdsmarkedsstyrelsen og
ministeriet bekendt med min opfattelse.
På baggrund af det anførte
har jeg henstillet til ministeriet at foranledige, at den nævnte regel
bekendtgøres i overensstemmelse med de retningslinier, som er indeholdt i
Justitsministeriets vejledning om udarbejdelse af administrative forskrifter.
..."
I skrivelse af 9. juli 1993
kommenterede Arbejdsministeriet min henstilling. Ministeriet anførte bl.a.,
at
det var ministeriets opfattelse, at Arbejdsmarkedsstyrelsens cirkulære af 14.
december 1989 ikke selvstændigt regulerer borgernes retsstilling og som sådan
ikke forudsætter bekendtgørelse.
I mit svar til ministeriet
fastholdt jeg den opfattelse, jeg havde givet udtryk for i min udtalelse i
sagen. Da reglerne om UTB - efter at de afgørelser, der dannede grundlag for
min udtalelse og henstilling var truffet - var ændret, foretog jeg imidlertid
ikke videre i sagen.
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 69 FORSLAG TIL LOV OM ARBEJDSMARKEDSSERVICE Retsinformation · 23. januar 1991
- Cirkulære om den regionale administration af tilbud om uddannelse og vejledning efter afsnit III i bekendtgørelse om arbejdstilbud m.v. (Til lokale og regionale arbejdsmarkeds- og uddannelsesmyndigheder) Retsinformation · 1. april 1993
- 1989 BSF 49 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN HANDLINGSPLAN FOR EN UNGDOMSKONTRAKT MED SIKRING AF JOB OG UDDANNELSE TIL UNGE Retsinformation · 23. januar 1990
- 1988 BSF 86 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN HANDLINGSPLAN FOR EN UNGDOMSKONTRAKT MED SIKRING AF JOB OG UDDANNELSE TIL UNGE Retsinformation · 30. maj 1989
- 1987 BSF 17 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSTILBUD TIL LANGTIDSLEDIGE Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 BSF 168 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSTILBUD TIL LANGTIDSLEDIGE Retsinformation · 21. maj 1988